Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
* Fortale
Førſte Binds Indhold.
Førſte Tidsrum.

Chriſtendommens Kamp med Aſatroen og Seier over denne. Den norſke Kirkes Stiftelſe og tidligſte Udvikling under Kongedømmets Ledning indtil det romerſke Hierarchies Grundlæggelſe ved Midten af det tolfte Aarhundrede.

1. Chriſtendommens Nærmelſe til Nordens Grændſer. S. 1—3. 2. De nordiſke Folkefærds Tilſtand i Hedendommen. Aſatroen. S. 3—8. 3. De frankiſke Fyrſters Beſtræbelſer for Chriſtendommens Indførelſe i Norden. Den hamborgſk-bremiſke Erkeſtols Oprettelſe. Ansgars og hans Efterfølgeres Virkſomhed i Danmark og Sverige. S. 8—19. 4. Chriſtendommen naar Norges Grændſer. Kong Haakon den Godes mislykkede Forſøg paa at indføre den. 19—25. 5. Harald Graafeld. Haakon Jarl. Den tydſke Misſions ringe Betydning med Henſyn til Norge. S. 25—33. 6. Chriſtendommen i England. S. 33—37. 7. Kong Olaf Tryggvesſøns Ankomſt fra England og heldige Optræden ſom Chriſtendommens Forkynder i Norge. S. 37—50. 8. Olaf Tryggvesſøns Virkſomhed for Chriſtendommen udenfor ſelve Norges Grændſer. Hans Død. S. 50—61. 9. Chriſtendommens Tilſtand i Norge nærmeſt efter Olaf Tryggvesſøns Død, under Jarlerne Erik og Svein Haakonsſønner. S. 61—65. 10. Olaf Haraldsſøns, den Helliges, Optræden. S. 65—71. 11. Kong Olaf Haraldsſøn deels befæſter deels indfører Chriſtendommen i Norge og dets Bilande. S. 71—90. 12. Olaf Haraldsſøn ſom den norſke Kirkes Ordnere og Lovgiver. S 90—102. 13. Kong Olaf Haraldsſøns Kamp med den danſke Konge, Knut den Mægtige. Olafs Død og Ophøielſe til Helgen. S. 102—116. 14. Det norſke Omvendelſesverks Karakter. S. 117—121. 15. Norge gjenvinder ſin Uafhængighed. Kong Magnus Olafsſøn hin Gode. S. 122—129. 16. Kong Harald Sigurdsſøn Haardraade; hans Tviſtigheder med Bremens Erkebiſkop. S. 129—137. 17. Den norſke Kirkeforfatnings fremſkridende Udvikling under Olaf Kyrre. S. 137—148. 18. Kong Magnus Barfod og hans Sønner. Lunds Kirke faar Metropolitanhøiheden over Norden. Store Fremſkridt i det norſke Kirkevæſen. S. 148—166. 19. Slutningen af det førſte Tidsrum under Kongerne Magnus Sigurdsſøn (Blinde), Harald Gille og dennes Sønner. S. 167—170. 20. Overſigt over den norſke Kirkeforfatning i det førſte Tidsrum. S. 170—216.

Andet Tidsrum.

Den norſke Kirkes Ophøielſe til ſelvſtændig Kirkeprovins. Dens Udvikling i hierarchiſk Retning under Kamp med Kongedømmet. 1152—1263.

21. Kardinal Nikolaus i Norge. Nidaros’s Erkeſtol oprettes. Jon Birgersſøn førſte Erkebiſkop. Nye kirkelige Indretninger. S. 217—229. 22. Harald Gilles Sønners En Eyſtein Erlendsſøn anden Erkebiſkop i Nidaros. Hans Forhold til Erling Skatte. Overeenskomſt mellem Kongedømme og Kirke i Anledning af Magnus Erlingsſøns Kroning. S. 229—246. 23. Mangler ved den mellem Kongedømme og Kirke ſluttede Overeenskomſt. Erling Skakkes Karakter og Virkſomhed. 246—251. 24. Sverrer Sigurdsſøns Optræden. Hans Grundſætninger med Henſyn til Kongedømmets Forhold til Kirken. S. 251—259. 25. Erkebiſkop Eyſteins øvrige Virkſomhed og Død. S. 259—269. 26. Erik Ivarsſøn tredie Erkebiſkop. Begyndelſen af hans Strid med Kong Sverrer. Erkebiſkoppen flygter til Danmark. S. 270—281. 27. Stridens Fortgang mellem Kongedømmet og Kirken. Biſkop Nikolaus Arnesſøn af Oslo optræder i den ſom en Hovedperſon. S. 281—288. 28. Sverrer lader ſig krone af de norſke Biſkopper. Disſe banſættes af Paven og ſtevnes af Erkebiſkop Erik til Danmark. Biſkop Nikolaus undviger fra Norge og ſtifter Baglernes Parti mod Sverrer. S. 289—297. 29. Sverrers Underhandlinger med den romerſke Kurie. Pave Innocentius III fordømmer ham. Alle Norges Biſkopper drage af Landet. S. 298—307. 30. Forſvarsſkrift for Kong Sverrer om Kirkens og Statens indbyrdes Forhold. S. 307—314. 31. Sverrers.ſidſte Anſtrengelſer og Død. Hans og Erkebiſkop Eriks indbyrdes Stilling. S. 314—319. 32. Kong Haakon Sverrersſøn. Hans Forlig paa Kongedømmets Vegne med Kirken. S. 319—325. 33. Kong Guttorm Sigurdsſøn. Kong Inge Baardsſøn. Baglernes Parti vækkes igjen til Live. Erkebiſkop Erik fratræder. Thorer Gudmundsſøn fjerde Erkebiſkop i Nidaros. S. 325—336. 34. Erkebiſkop Thorers Død. Guttorm femte Erkebiſkop i Nidaros. Kong Inge Baardsſøns Død. Haakon Haakonsſøn bliver Norges Konge. S. 336—343. 35. Nye Partier reiſe ſig mod Haakon. Stort Rigsmøde i Bergen. Erkebiſkop Guttorms Død. S. 343—348. 36. Peter ſjette Erkebiſkop. Biſkop Nikolaus af Oslo dør. Thorer Thrøndſke ſyvende Erkebiſkop. S. 349—355. 37. Sigurd Eindridesſøn ottende Erkebiſkop. Kong Haakons Tviſt med Biſkop Paal af Hamar. Spendingen mellem Kongen og Skule Jarl tiltager. S. 355—363. 38. Krig mellem Kong Haakon og Skule. Dennes Fald. S. 363—370. 39. Underhandlinger om Kong Haakons Kroning. S. 371—379. 40. Kardinal Vilhelms Komme til Norge. Han kroner Kong Haakon. Legatens øvrige Virkſomhed. S. 379—386. 41. Underhandlinger angaaende Kong Haakons Korstog S. 386—393. 42. Kong Haakons og Erkebiſkop Sigurds kirkelige Lovgivningsvirkſomhed. 393—397. 43. De islandſke Biſkopsſtole beſættes fra Norge, og Islands Underkaſtelſe under Norges Konge forberedes herved. S. 397—410. 44. Nye Kloſterordener indføres i Norge. Erkebiſkop Sigurds Metropolitanſtyrelſe og Død. S. 410—418. 45. Sørle niende, og Einar Gunnarsſøn tiende Erkebiſkop. Rigsarvefølgen i Norge ordnet under Kirkens Medvirkning. S. 419—430. 46. Begivenheder under Einars Metropolitanſtyrelſe. Hans og Kong Haakon Haakonsſøns Død i 1263. S. 430—435. 47. Norges Stilling under Kong Haakon Haakonsſøns Styrelſe S. 435—440. 48. Overſigt over den norſke Kirkeforfatning i det andet Tidsrum. S. 440—462.


Andet Binds Indhold.
Tredie Tidsrum.
Hierarchiets ſenere ſtore Kamp mod Kongedømmet. Den hierarchiſke Kirkeordens bedſte Tid i Norge. 1263–1350.

49. Magnus Haakonsſøn Norges Konge. Haakon ellevte og Jon Raude tolfte Erkebiſkop. Kong Magnus’s Lovforbedring fornyer Spendingen mellem Kongedømmet og Kirken. S. 1–12. 50. Forholdene paa Island. Biſkop Arne Thorlaksſøn af Skaalholt. S. 12–17. 51. Provinſialconcilium og Høvdingemøde i Bergen 1273. En Overenskomſt mellem Kirken og Staten ſluttet, men ikke ſtadfæſtet. S. 17–23. 52. Stemningen i Norge og paa Island i Anledning af Overenskomſten til Bergen. Ny Overenskomſt til Tunsberg 1277. Kongens Indrømmelſer. S. 24–30. 53. Erkebiſkop Jons Virkſomhed i Kong Magnus’s ſidſte Regjeringsaar. Kong Magnus Haakonsſøns Død. S. 30–34. 54. Erik Magnusſøn bliver Konge. Provinſialconcilium i Bergen 1280. Strid mellem Kongens Raadgivere og Erkebiſkop Jon. Dennes Landflygtighed og Død. S. 34–45. 55. Nidaros’s Erkeſtol ſtaar længe ledig. Flere forgjæves Forſøg paa at ſaa den beſat. Jørund trettende Erkebiſkop. S. 40–53. 56. Kirkens Kamp paa Island under Biſkop Arnes Ledning. S. 53–58. 57. Erkebiſkop Jørunds førſte Embedsvirkſomhed. Hans Hevnforſøg mod Erkebiſkop Jons Forfølgere lykkes ikke ret. Striden mellem Kirke og Kongedømme hendør. Provinſialconcilium i Nidaros 1290. S. 59–68. 58. Tviſtigheder inden den norſke Kirkes eget Omraade. Strid mellem Chorsbrødrene og Prædikebrødrene i Bergen, og mellem Chorsbrødrene og Minoriterne i Oslo. Strid mellem Erkebiſkop Jørund og hans Kapitel. Foreningen til Tautra. Den ſkaalholtſke Biſkop Arnes ſeneſte Virkſomhed og Død. S. 68–69. 59. Strid mellem Biſkop Arne af Stavanger og hans Kapitel. Striden i Nidaros mellem Erkebiſkop Jørund og Kapitelet opblusſer paany. Kong Erik Magnusſøns Død. S. 83–91. 60. Haakon Magnusſøn bliver Norges Konge. Kirkeſtriden i Stavanger og Nidaros ender. S. 91–103. 61. Jamtelændingernes Kirkeforhold. Biſkopsſkifter. Provinſialconcilium i Oslo 1306. S. 103–108. 62. Norges ydre og indre Statsforhold, da Haakon blev Konge. Hans Arvefølge- og Formynderſtyrelſeslov. Han trolover ſin Datter Ingebjørg med Hertug Erik af Sverige. Dennes Indblanding i Norges Statsſager og Forbindelſe med Rigets geiſtlige og verdslige Stormænd. S. 108-116. 63. Kong Haakon møder og kuer det opſtræbende Stormandsvælde. Hans Foranſtaltninger i den Henſeende, vedrørende baade den verdslige og den geiſtlige Styrelſe. En kongelig Kapelgeiſtlighed dannes. S. 116–124. 64. Brud mellem Kong Haakon og Hertug Erik. Spending mellem Kongen og Erkebiſkop Jørund. Dennes ſeneſte Leveaar og Død. S. 124–132. 65. Eilif Arnesſøn valgt til fjortende Erkebiſkop. Biſkop Arne Sigurdsſøn af Bergen, hans Virkſomhed og Strid med Tydſkerne i Bergen. S. 132–145. 66. Biſkop Arne Sigurdsſøns Tviſt med Erkeſtolen angaaende Beſættelſen af Færøernes Biſkopsſtol ſamt hans Angreb paa Kapelmagiſterens Embedsmyndighed. S. 145–153. 67. Erkebiſkoppens Jarlsverdighed ophæves. Concilium i Vienne. Erkebiſkop Eilif indvies. Strid mellem ham og Biſkop Arne af Bergen om Inddrivelſen af Palliehjælpen. S. 153–165. 68. Pavelig Pengekrav paa den norſke Geiſtlighed. Provinſialconcilium i denne Anledning i Nidaros. Kongens Omſorg for Finnerne. Biſkopsſkifter i Norge. Nye Pengekrav fra den pavelige Kurie. S. 165–174. 69. Kong Haakons ſtadige Opmærkſomhed paa Geiſtligheden og de kirkelige Forhold. S. 174–180. 70. Norges Statsforhold i den ſenere Halvdeel af Haakons Kongedømme. Kongens Død. S. 180–192. 71. Magnus Eriksſøn bliver Norges og tillige Sveriges Konge. Det norſke Styrelſesraad. Hertuginde Ingebjørgs Indflydelſe. S. 192–195. 72. Tviſt mellem Biſkop Audfinn i Bergen og den kongelige Kapelmagiſter. Provinſialconcilium i Bergen 1320. Biſkop Vilhjalm af Orknøerne tiltalt. Trætten mellem Biſkop Audfinn og Kapelmagiſteren afgjøres. S. 196–213. 73. Biſkopsſkifter i den norſke Kirke. Hr. Erling Vidkunsſøn bliver Kongens Drotſete og Rigsforſtander. Spendt Forhold mellem ham og Geiſtligheden, iſær Biſkop Audfinn i Bergen. S. 213–222. 74. Provinſialconcilium i Bergen 1327. Beſtemmelſer fattede paa ſamme, hvilke ſigte til Kirkens og Statens indbyrdes Forhold. En Kansler ſtilles Drotſeten ved Siden. Fortſat Spending mellem Drotſeten og Biſkop Audfinn. S. 222–234. 75. Nidaros’s Kathedralkirkes Brand. Biſkop Audfinns Virkſomhed og Død. Flere Biſkopsſkifter. Erling Vidkunsſøn afgaar ſom Drotſete, og den unge Kong Magnus Eriksſøn optræder ſom ſelvſtyrende. Erkebiſkop Eilifs Død. S. 235–243. 76. Paal Baardsſøn femtende Erkebiſkop. Et paveligt Sendebud i Norge. Erkebiſkop Paals Virkſomhed. Provinſialconcilium i Nidaros 1334. Trætte mellem Biſkop Erik af Stavanger og Abbeden af Utſtein. S. 243–250. Et Provinſialconcilium i Tunsberg 1336. Raadsmøde og Forhandlinger i Oslo om Kirkens Forhold. Den bergenſke Biſkop Haakons Indflydelſe. S. 251–256. 78. Provinſialconcilium tilſagt i 1338, men igjen afſagt. Misnøie med Rigsſtyrelſen i Norge. Aarſagerne hertil. Mangler ved Statsforeningen mellem Norge og Sverige. S. 257–270. 79. Misnøiet i Norge med Rigsſtyrelſen kommer til udbrud, men dæmpes dog igjen tilſyneladende. Erkebiſkop Paal og end mere Biſkop Haakon af Bergen øve Indflydelſe paa Statsverkets Gang i Norge. Provinſialconcilium i Nidaroo 1344. Biſkopsſkifter. S. 270–281. 80. Norges og Sveriges Adſkillelſe forberedes og faſtſættes, idet Kong Magnus’s yngre Søn Haakon tages til vordende Konge i Norge, og hans ældre Søn Erik vælges til Faderens Eftermand i Sverige. S. 284–294. 81. Den foretagne Forandrings Indflydelſe paa Norges Statsſtyrelſes Gang. Uenighed mellem Erkebiſkop Paal og Erkebiſkoppen af Upſal. Ny Pavetiende paabydes. Erkebiſkop Paals Død. Et mærkeligt Hyrdebrev af ham. S. 294–302. 82. Arne Einarsſøn Bade ſextende Erkebiſkop. Uordener paa Island. Suderøernes Biſkopsſtol ſkilles fra den norſke Kirkeprovins. Kong Magnus kriger mod Rusſerne. Erkebiſkop Arnes Hyrdebrev. Den ſtore Mandedød raſer i Norge 1349 og 1350. Erkebiſkop Arnes Død S. 302–313. 83. Overſigt over den norſke Kirkeforfatning i det tredie Tidsrum. S. 313–338.

Fjerde Tidsrum.
Den hierarchiſke Kirkeordens Forfald efter den ſtore Mandedød og under Kalmarforeningen. Dens Omſtyrtelſe ved Reformationen 1350–1550.

84. Den norſke Kirkes ſlette Tilſtand ved Mandedødens Ophør 1350. Olaf ſyttende Erkebiſkop. De øvrige ledige Biſkopsſtole beſættes. Provinſialconcilium i Nidaros 1351, i Bergen 1352. S. 339–350. 85. Pavens Indblanding i de norſke Biſkoppers Valg ved Anvendelſe af ſin Proviſionsret. Pavetienden opkræves, og Kongen faar et Laan af den til Krigen mod Rusſerne. Uordener i Kirke- og Landsſtyrelſen paa Island. S. 350–359. 86. Styrelſesforandring i Norge i 1350. Orm Eyſteinsſøn bliver Drotſete. Rigets indre Hiſtorie 1350–1355. S. 359–366. 87. Haakon Magnusſøn overtager Rigsſtyrelſen ſom Norges Konge. Statsrørelſer i Norden mellem 1355 og 1371. Kong Magnus’s Stilling i Sverige. Han maa tage ſin Søn Erik til Medkonge. Dennes Død. Oprør mod Magnus. Haakon af Norge bliver for en kort Tid ogſaa Sveriges Konge, men fortrænges af Albrekt af Meklenborg. Magnus’s Fangenſkab, Løskjøbelſe og Død 1374. S. 367–379. 88. Det næſtforløbne tyveaarige Tidsrums uheldbringende Indflydelſe paa Norges Stat og Kirke. Begivenheder i Kirken mellem 1375 og 1380. Uordener paa Island. Biſkopsſkifter. En pavelig Nuntius, Guido, i Norge. Erkebiſkop Olafs Død i 1372. Thrond attende Erkebiſkop. Kong Haakons ſeneſte Regjeringsaar. Hans Søn, Olaf, bliver Danmarks Konge. Haakon Magnusſøns Død 1380. S. 379–396. 89. Olaf Haakonsſøn Norges Konge. Hans Moder, Margreta Valdemarsdatter af Danmark. Ogmund Finnsſøn Drotſete. Biſkopsſkifter. Erkebiſkop Thrond dør 1381. Nikolaus nittende Erkebiſkop. Vinalde Henriksſøn tyvende Erkebiſkop. S. 396–410. 90. Dronning Margreta vælges til Norges Riges Forſtanderſke, og derpaa Erik af Pommern til Norges Konge i 1380. De norſke Biſkoppers Virkſomhed herved. S. 410–422. 91. Dronning Margreta vinder ogſaa Indflydelſe i Sverige, iſær efterat have fanget Kong Albrekt. Rigsſtyrelſen i Norge. De norſke og islandſke Biſkoppers Virkſomhed i de førſte ti Aar af det fjortende Aarhundrede. Theodorik af Niems Vidnesbyrd om Norges Geiſtlighed ved den Tid. St. Birgitta i Sverige og Birgittinernes Kloſterorden. S. 423–439. 92. Foreningen mellem Norge, Sverige og Danmark til Kalmar 1397. S. 439–444. 93. Kong Erik bliver myndig. Erkebiſkop Vinalde dør 1402. Askel een og tyvende Erkebiſkop. Stort Møde af Biſkopper i Bergen 1405. Biſkopsſkifter. Dronning Margretas ſidſte Leveaar og Død 1412. S. 444–455. 94. Kong Erik Eneſtyrer. Landsſtyrelſens daarlige Tilſtand i Norge. Pavedømmets Splittelſe. Almindelige Concilier i Piſa og i Koſtnits. Biſkopper i den norſke Kirke S. 445–465. 95. Erkebiſkop Askel dør 1428. Aslak Bolt to og tyvende Erkebiſkop. Hans førſte Embedsvirkſomhed. Chriſtkirkens anden Brand. Kong Eriks Vilkaarlighed ved Biſkopsſtoles Beſættelſe. Hans Valg falder paa uverdige Perſoner. S. 465–477. 96. Birgittinerordenens Udbredelſe over de tre nordiſke Riger. Munklifs Benediktinerkloſter i Bergen omdannet til Birgittinerkloſter. Anklage mod Birgittinerne. Kongen og Biſkopperne tage ſig af deres Sag. S. 478–485. 97. Erkebiſkop Aslak ſtræber at gjenoplive Provinſialconcilierne. Concilium i Bergen 1435, i Oslo 1436. S. 485–495. 98. Misnøie med Kong Eriks Styrelſe i alle hans tre Riger. Klager fra Norge i Aarene 1420–1424. Opſtand i Sverige 1432–1436. Uroligheder i Norge 1430–1437. S. 495–513. 99. Kong Eriks Afſættelſe og Kriſtoffer af Bayerens Valg til Konge, førſt i Danmark, ſaa i Sverige og endelig i Norge 1442. Tilbageblik paa den norſke Stats og Kirkes Forhold under Erik. S 513–527. 100. Kriſtoffer af Bayeren Norges Konge fra 1442–1448. S. 525–532. 101. Dobbelt Kongevalg i Norge. Kamp mellem Karl Knutsſøn og Kriſtian af Oldenborg. Den ſidſte ſeirer. S. 532–546. 102. Erkebiſkop Aslaks Død 1450. Tredobbelt Valg til Nidaros’s Erkeſæde. Olaf Throndsſøn endelig tre og tyvende Erkebiſkop 1459. S. 546–561. 103. Kong Kriſtian ſtadfæſter Overenskomſten til Tunsberg. Biſkopsſkifte i den norſke Kirke. Erkebiſkop Olaf Throndsſøn dør 1474. Gaute Ivarsſøn fire og tyvende Erkebiſkop. Kriſtian I’s ſeneſte Regjeringsaar og Død 1481. S. 561–570. 104. Uroligheder i Norge efter Kriſtian I’s Død. Erkebiſkop Gaute Rigsvikarius. Hr. Jon Smør Rigsforſtander. Hans, Kriſtian I’s Søn, vælges til Norges Konge i Halmſtad 1483 og krones ſamme Aar i Nidaros. S. 570–581. 105. Norge under Kong Hans’s Styrelſe indtil 1503. Stemningen i Norge. Partier der. Knut Alføſøn og Henrik Krummedike. Knut Alfsſøns Drab. S. 581–593. 106. Kong Hans’s ſeneſte Regjeringstid. Hans Søn, Hertug Kriſtian, Norges Styrer paa Kongens Vegne. Herlog Høfudfats Opſtand. Biſkop Karl af Hamar. Erkebiſkop Gaute dør 1510. Erik Walkendorf fem og tyvende Erkebiſkop. Kong Hans dør 1513. S. 593–615. 107. Kriſtian II bliver Danmarks og Norges Konge. Hans førſte Styrelſesaar. Erkebiſkop Erik Walkendorf. Biſkop Hoſkøld af Stavanger og Abbed Henrik af Utſtein. Biſkop Anders Mus i Oslo og Magiſter Hans Mule. Erkebiſkop Eriks Virkſomhed i Kongens og Kirkens Tjeneſte S. 615–631. 108. Erkebiſkop Eriks Fald og Flugt fra Norge. Han dør i Rom 1522. Forfølgelſe mod Biſkop Anders Mus. Denne reſignerer til Fordeel for Hans Mule. Biſkop Andor af Bergen. Islands Biſkopper. Kriſtian II’s Forhold til Kirkereformationen i Tydſkland. Hans Flugt fra ſine Riger i 1523. S. 631–651. 109. Fredrik I vælges til Danmarks Konge 1523. Mellemrige i Norge, under hvilket de ledige Biſkopsdømmer beſættes. Olaf Engelbrektsſøn ſex og tyvende Erkebiſkop. Henrik Krummedike og Vincentius Lunge. Kriſtian II opſiges, og Fredrik I vælges i 1524. Fredriks norſke Haandfæſtning S. 651–674. 110. De førſte Aar af Fredrik I’s norſke Styrelſe. Erkebiſkop Olaf og Hr. Vincentius Lunge. Angreb paa Kirken og dens Gods. Luthers Lære forkyndes i Bergen. Feide mellem Erkebiſkoppen og Hr. Vincentius. Hr. Esge Bilde afløſer i 1529 Hr. Vincentius ſom Høvedsmand paa Bergenhus. S. 674–695. 111. Hertug Kriſtian. Fredrik I’s ældſte Søn, kommer i 1529 til Oslo. Henſigten med hans Reiſe opnaaes ikke. Strid mellem Erkebiſkoppen og Vincentius Lunge. Forlig i 1530. Kirker nedbrudte og Kloſtre ſekulariſerede. S. 695–709. 112. Kong Kriſtian II’s Optræden i Norge 1531–1532. Erkebiſkop Olaf og flere Biſkopper antage ſig hans Sag. Kriſtians Foretagende mislykkes, og Norges Forhold bringes i ſin gamle Skik. Kong Fredrik I dør 1533. S. 709–737. 113. Mellemrige efter Kong Fredrik I’s Død. Konge. Valget udſættes i 1533. Grevens Feide begynder i Danmark. Kriſtian III vælges af den jydſke Adel til Danmarks Konge i 1534. Erkebiſkop Olaf ſom Formand for Norges Raad dvæler med ſin Erklæring. S. 737–74S. 114. Norge fremdeles uden Konge Begivenheder i 1535. Hr. Nils Lykkes Brøde. Uvenſkabet mellem Erkebiſkop Olaf og Hr. Vincentius Lunge opblusſer paany. Et paatænkt Rigsmøde i Throndhjem gaar overſtyr. S. 748–759. 115. Hr. Nils Lykkes Fængsling. Erkebiſkoppen ſender Kriſtoffer Throndsſøn til Oslo. Underhandlinger der. Det ſøndenfjeldſke Raad nærmer ſig endnu meer end før til Kong Kriſtian III. Pfalzgreve Fredrik optræder ſom Kriſtian II’s Svigerſøn med Fordringer. Henvender ſig til Erkebiſkop Olaf om Hjælp i Norge. S. 759–773. 116. Kriſtian III begynder med ſtørre Kraft at drive paa ſit Valg i Norge. Sender Klaus Bilde derhen ſom ſin Underhandler. Vincentius Lunge vil have Kongens Erinde afgjort i Oslo, men Klaus Bilde vil have en Sammenkomſt i Throndhjem med Erkebiſkop Olaf. Flere af de ſøndenfjeldſke Raadsmedlemmer følge ham did. S. 773–735. 117. Herremødet i Throndhjem. Nils Lykkes og Vincentius Lunges Drab, og de kongelige Sendemænds Fængsling. Erkebiſkoppens Krigsforetagender mod Akershus og Bergen mislykkes. Han løslader ſine Fanger og ſøger Udſoning med Kriſtian III. S. 785–797. 118. Overenskomſt mellem Erkebiſkop Olaf og de frigivne kongelige Sendemænd. Erkebiſkoppen gjør Kong Kriſtian III Tilbud. Klaus Bilde underhandler i Danmark til Erkebiſkoppens Fordeel. Esge Bildes og Erkebiſkoppens indbyrdes Forhold i Norge; den Førſte helder ſterkt til Kong Kriſtians Side. S. 797–810. 119. Kjøbenhavns Overgivelſe i Auguſt 1536. Kriſtian III beſlutter at bruge Magten mod Norge. Rigsdag i Kjøbenhavn i October 1536. Norges Indordning under Danmark ſom Provins beſluttes, og Biſkopsdømmet i det danſke Rige ophæves. Erkebiſkop Olafs ſidſte Virkſomhed i Norge. Hans Flugt til Nederlandene i April 1537. Stenvikholm opgives i Mai. Trud Ulfstands Tog til Throndhjem. Norge underkaſter ſig. S. 811–826. 120. Norges Underkaſtelſesforhold til Danmark og dets Kirkereformation ſamtidig ordnede af Kriſtian III. Evangeliſke Superintendenters Beſkikkelſe i Norge. De Perſoners ſenere Skjebne, ſom ſpillede Hovedrollen i Norge ved den kirkelige og politiſke Forandring i 1537. S. 826–843. 121. Katholicismens ſidſte Tid paa Island. Biſkopperne Øgmund Paalsſøn af Skaalholt og Jon Aresſøn af Hole, dens ivrige Opretholdere. Reformationens fuldkomne Seier ved Jon Aresſøns Død i 1550. S. 844–876. 122. Overſigt over den norſke Kirkeforfatning i det fjerde Tidsrum. S. 876–884.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.