Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
* Fortale
Første Binds Indhold.
Første Tidsrum.

Christendommens Kamp med Asatroen og Seier over denne. Den norske Kirkes Stiftelse og tidligste Udvikling under Kongedømmets Ledning indtil det romerske Hierarchies Grundlæggelse ved Midten af det tolfte Aarhundrede.

1. Christendommens Nærmelse til Nordens Grændser. S. 1–3. 2. De nordiske Folkefærds Tilstand i Hedendommen. Asatroen. S. 3–8. 3. De frankiske Fyrsters Bestræbelser for Christendommens Indførelse i Norden. Den hamborgsk-bremiske Erkestols Oprettelse. Ansgars og hans Efterfølgeres Virksomhed i Danmark og Sverige. S. 8–19. 4. Christendommen naar Norges Grændser. Kong Haakon den Godes mislykkede Forsøg paa at indføre den. 19–25. 5. Harald Graafeld. Haakon Jarl. Den tydske Missions ringe Betydning med Hensyn til Norge. S. 25–33. 6. Christendommen i England. S. 33–37. 7. Kong Olaf Tryggvessøns Ankomst fra England og heldige Optræden som Christendommens Forkynder i Norge. S. 37–50. 8. Olaf Tryggvessøns Virksomhed for Christendommen udenfor selve Norges Grændser. Hans Død. S. 50–61. 9. Christendommens Tilstand i Norge nærmest efter Olaf Tryggvessøns Død, under Jarlerne Erik og Svein Haakonssønner. S. 61–65. 10. Olaf Haraldssøns, den Helliges, Optræden. S. 65–71. 11. Kong Olaf Haraldssøn deels befæster deels indfører Christendommen i Norge og dets Bilande. S. 71–90. 12. Olaf Haraldssøn som den norske Kirkes Ordnere og Lovgiver. S 90–102. 13. Kong Olaf Haraldssøns Kamp med den danske Konge, Knut den Mægtige. Olafs Død og Ophøielse til Helgen. S. 102–116. 14. Det norske Omvendelsesverks Karakter. S. 117–121. 15. Norge gjenvinder sin Uafhængighed. Kong Magnus Olafssøn hin Gode. S. 122–129. 16. Kong Harald Sigurdssøn Haardraade; hans Tvistigheder med Bremens Erkebiskop. S. 129–137. 17. Den norske Kirkeforfatnings fremskridende Udvikling under Olaf Kyrre. S. 137–148. 18. Kong Magnus Barfod og hans Sønner. Lunds Kirke faar Metropolitanhøiheden over Norden. Store Fremskridt i det norske Kirkevæsen. S. 148–166. 19. Slutningen af det første Tidsrum under Kongerne Magnus Sigurdssøn (Blinde), Harald Gille og dennes Sønner. S. 167–170. 20. Oversigt over den norske Kirkeforfatning i det første Tidsrum. S. 170–216.

Andet Tidsrum.

Den norske Kirkes Ophøielse til selvstændig Kirkeprovins. Dens Udvikling i hierarchisk Retning under Kamp med Kongedømmet. 1152–1263.

21. Kardinal Nikolaus i Norge. Nidaros’s Erkestol oprettes. Jon Birgerssøn første Erkebiskop. Nye kirkelige Indretninger. S. 217–229. 22. Harald Gilles Sønners En Eystein Erlendssøn anden Erkebiskop i Nidaros. Hans Forhold til Erling Skatte. Overeenskomst mellem Kongedømme og Kirke i Anledning af Magnus Erlingssøns Kroning. S. 229–246. 23. Mangler ved den mellem Kongedømme og Kirke sluttede Overeenskomst. Erling Skakkes Karakter og Virksomhed. 246–251. 24. Sverrer Sigurdssøns Optræden. Hans Grundsætninger med Hensyn til Kongedømmets Forhold til Kirken. S. 251–259. 25. Erkebiskop Eysteins øvrige Virksomhed og Død. S. 259–269. 26. Erik Ivarssøn tredie Erkebiskop. Begyndelsen af hans Strid med Kong Sverrer. Erkebiskoppen flygter til Danmark. S. 270–281. 27. Stridens Fortgang mellem Kongedømmet og Kirken. Biskop Nikolaus Arnessøn af Oslo optræder i den som en Hovedperson. S. 281–288. 28. Sverrer lader sig krone af de norske Biskopper. Disse bansættes af Paven og stevnes af Erkebiskop Erik til Danmark. Biskop Nikolaus undviger fra Norge og stifter Baglernes Parti mod Sverrer. S. 289–297. 29. Sverrers Underhandlinger med den romerske Kurie. Pave Innocentius III fordømmer ham. Alle Norges Biskopper drage af Landet. S. 298–307. 30. Forsvarsskrift for Kong Sverrer om Kirkens og Statens indbyrdes Forhold. S. 307–314. 31. Sverrers.sidste Anstrengelser og Død. Hans og Erkebiskop Eriks indbyrdes Stilling. S. 314–319. 32. Kong Haakon Sverrerssøn. Hans Forlig paa Kongedømmets Vegne med Kirken. S. 319–325. 33. Kong Guttorm Sigurdssøn. Kong Inge Baardssøn. Baglernes Parti vækkes igjen til Live. Erkebiskop Erik fratræder. Thorer Gudmundssøn fjerde Erkebiskop i Nidaros. S. 325–336. 34. Erkebiskop Thorers Død. Guttorm femte Erkebiskop i Nidaros. Kong Inge Baardssøns Død. Haakon Haakonssøn bliver Norges Konge. S. 336–343. 35. Nye Partier reise sig mod Haakon. Stort Rigsmøde i Bergen. Erkebiskop Guttorms Død. S. 343–348. 36. Peter sjette Erkebiskop. Biskop Nikolaus af Oslo dør. Thorer Thrøndske syvende Erkebiskop. S. 349–355. 37. Sigurd Eindridessøn ottende Erkebiskop. Kong Haakons Tvist med Biskop Paal af Hamar. Spendingen mellem Kongen og Skule Jarl tiltager. S. 355–363. 38. Krig mellem Kong Haakon og Skule. Dennes Fald. S. 363–370. 39. Underhandlinger om Kong Haakons Kroning. S. 371–379. 40. Kardinal Vilhelms Komme til Norge. Han kroner Kong Haakon. Legatens øvrige Virksomhed. S. 379–386. 41. Underhandlinger angaaende Kong Haakons Korstog S. 386–393. 42. Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds kirkelige Lovgivningsvirksomhed. 393–397. 43. De islandske Biskopsstole besættes fra Norge, og Islands Underkastelse under Norges Konge forberedes herved. S. 397–410. 44. Nye Klosterordener indføres i Norge. Erkebiskop Sigurds Metropolitanstyrelse og Død. S. 410–418. 45. Sørle niende, og Einar Gunnarssøn tiende Erkebiskop. Rigsarvefølgen i Norge ordnet under Kirkens Medvirkning. S. 419–430. 46. Begivenheder under Einars Metropolitanstyrelse. Hans og Kong Haakon Haakonssøns Død i 1263. S. 430–435. 47. Norges Stilling under Kong Haakon Haakonssøns Styrelse S. 435–440. 48. Oversigt over den norske Kirkeforfatning i det andet Tidsrum. S. 440–462.


Andet Binds Indhold.
Tredie Tidsrum.
Hierarchiets senere store Kamp mod Kongedømmet. Den hierarchiske Kirkeordens bedste Tid i Norge. 1263–1350.

49. Magnus Haakonssøn Norges Konge. Haakon ellevte og Jon Raude tolfte Erkebiskop. Kong Magnus’s Lovforbedring fornyer Spendingen mellem Kongedømmet og Kirken. S. 1–12. 50. Forholdene paa Island. Biskop Arne Thorlakssøn af Skaalholt. S. 12–17. 51. Provinsialconcilium og Høvdingemøde i Bergen 1273. En Overenskomst mellem Kirken og Staten sluttet, men ikke stadfæstet. S. 17–23. 52. Stemningen i Norge og paa Island i Anledning af Overenskomsten til Bergen. Ny Overenskomst til Tunsberg 1277. Kongens Indrømmelser. S. 24–30. 53. Erkebiskop Jons Virksomhed i Kong Magnus’s sidste Regjeringsaar. Kong Magnus Haakonssøns Død. S. 30–34. 54. Erik Magnussøn bliver Konge. Provinsialconcilium i Bergen 1280. Strid mellem Kongens Raadgivere og Erkebiskop Jon. Dennes Landflygtighed og Død. S. 34–45. 55. Nidaros’s Erkestol staar længe ledig. Flere forgjæves Forsøg paa at saa den besat. Jørund trettende Erkebiskop. S. 40–53. 56. Kirkens Kamp paa Island under Biskop Arnes Ledning. S. 53–58. 57. Erkebiskop Jørunds første Embedsvirksomhed. Hans Hevnforsøg mod Erkebiskop Jons Forfølgere lykkes ikke ret. Striden mellem Kirke og Kongedømme hendør. Provinsialconcilium i Nidaros 1290. S. 59–68. 58. Tvistigheder inden den norske Kirkes eget Omraade. Strid mellem Chorsbrødrene og Prædikebrødrene i Bergen, og mellem Chorsbrødrene og Minoriterne i Oslo. Strid mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapitel. Foreningen til Tautra. Den skaalholtske Biskop Arnes seneste Virksomhed og Død. S. 68–69. 59. Strid mellem Biskop Arne af Stavanger og hans Kapitel. Striden i Nidaros mellem Erkebiskop Jørund og Kapitelet opblusser paany. Kong Erik Magnussøns Død. S. 83–91. 60. Haakon Magnussøn bliver Norges Konge. Kirkestriden i Stavanger og Nidaros ender. S. 91–103. 61. Jamtelændingernes Kirkeforhold. Biskopsskifter. Provinsialconcilium i Oslo 1306. S. 103–108. 62. Norges ydre og indre Statsforhold, da Haakon blev Konge. Hans Arvefølge- og Formynderstyrelseslov. Han trolover sin Datter Ingebjørg med Hertug Erik af Sverige. Dennes Indblanding i Norges Statssager og Forbindelse med Rigets geistlige og verdslige Stormænd. S. 108-116. 63. Kong Haakon møder og kuer det opstræbende Stormandsvælde. Hans Foranstaltninger i den Henseende, vedrørende baade den verdslige og den geistlige Styrelse. En kongelig Kapelgeistlighed dannes. S. 116–124. 64. Brud mellem Kong Haakon og Hertug Erik. Spending mellem Kongen og Erkebiskop Jørund. Dennes seneste Leveaar og Død. S. 124–132. 65. Eilif Arnessøn valgt til fjortende Erkebiskop. Biskop Arne Sigurdssøn af Bergen, hans Virksomhed og Strid med Tydskerne i Bergen. S. 132–145. 66. Biskop Arne Sigurdssøns Tvist med Erkestolen angaaende Besættelsen af Færøernes Biskopsstol samt hans Angreb paa Kapelmagisterens Embedsmyndighed. S. 145–153. 67. Erkebiskoppens Jarlsverdighed ophæves. Concilium i Vienne. Erkebiskop Eilif indvies. Strid mellem ham og Biskop Arne af Bergen om Inddrivelsen af Palliehjælpen. S. 153–165. 68. Pavelig Pengekrav paa den norske Geistlighed. Provinsialconcilium i denne Anledning i Nidaros. Kongens Omsorg for Finnerne. Biskopsskifter i Norge. Nye Pengekrav fra den pavelige Kurie. S. 165–174. 69. Kong Haakons stadige Opmærksomhed paa Geistligheden og de kirkelige Forhold. S. 174–180. 70. Norges Statsforhold i den senere Halvdeel af Haakons Kongedømme. Kongens Død. S. 180–192. 71. Magnus Erikssøn bliver Norges og tillige Sveriges Konge. Det norske Styrelsesraad. Hertuginde Ingebjørgs Indflydelse. S. 192–195. 72. Tvist mellem Biskop Audfinn i Bergen og den kongelige Kapelmagister. Provinsialconcilium i Bergen 1320. Biskop Vilhjalm af Orknøerne tiltalt. Trætten mellem Biskop Audfinn og Kapelmagisteren afgjøres. S. 196–213. 73. Biskopsskifter i den norske Kirke. Hr. Erling Vidkunssøn bliver Kongens Drotsete og Rigsforstander. Spendt Forhold mellem ham og Geistligheden, især Biskop Audfinn i Bergen. S. 213–222. 74. Provinsialconcilium i Bergen 1327. Bestemmelser fattede paa samme, hvilke sigte til Kirkens og Statens indbyrdes Forhold. En Kansler stilles Drotseten ved Siden. Fortsat Spending mellem Drotseten og Biskop Audfinn. S. 222–234. 75. Nidaros’s Kathedralkirkes Brand. Biskop Audfinns Virksomhed og Død. Flere Biskopsskifter. Erling Vidkunssøn afgaar som Drotsete, og den unge Kong Magnus Erikssøn optræder som selvstyrende. Erkebiskop Eilifs Død. S. 235–243. 76. Paal Baardssøn femtende Erkebiskop. Et paveligt Sendebud i Norge. Erkebiskop Paals Virksomhed. Provinsialconcilium i Nidaros 1334. Trætte mellem Biskop Erik af Stavanger og Abbeden af Utstein. S. 243–250. Et Provinsialconcilium i Tunsberg 1336. Raadsmøde og Forhandlinger i Oslo om Kirkens Forhold. Den bergenske Biskop Haakons Indflydelse. S. 251–256. 78. Provinsialconcilium tilsagt i 1338, men igjen afsagt. Misnøie med Rigsstyrelsen i Norge. Aarsagerne hertil. Mangler ved Statsforeningen mellem Norge og Sverige. S. 257–270. 79. Misnøiet i Norge med Rigsstyrelsen kommer til udbrud, men dæmpes dog igjen tilsyneladende. Erkebiskop Paal og end mere Biskop Haakon af Bergen øve Indflydelse paa Statsverkets Gang i Norge. Provinsialconcilium i Nidaroo 1344. Biskopsskifter. S. 270–281. 80. Norges og Sveriges Adskillelse forberedes og fastsættes, idet Kong Magnus’s yngre Søn Haakon tages til vordende Konge i Norge, og hans ældre Søn Erik vælges til Faderens Eftermand i Sverige. S. 284–294. 81. Den foretagne Forandrings Indflydelse paa Norges Statsstyrelses Gang. Uenighed mellem Erkebiskop Paal og Erkebiskoppen af Upsal. Ny Pavetiende paabydes. Erkebiskop Paals Død. Et mærkeligt Hyrdebrev af ham. S. 294–302. 82. Arne Einarssøn Bade sextende Erkebiskop. Uordener paa Island. Suderøernes Biskopsstol skilles fra den norske Kirkeprovins. Kong Magnus kriger mod Russerne. Erkebiskop Arnes Hyrdebrev. Den store Mandedød raser i Norge 1349 og 1350. Erkebiskop Arnes Død S. 302–313. 83. Oversigt over den norske Kirkeforfatning i det tredie Tidsrum. S. 313–338.

Fjerde Tidsrum.
Den hierarchiske Kirkeordens Forfald efter den store Mandedød og under Kalmarforeningen. Dens Omstyrtelse ved Reformationen 1350–1550.

84. Den norske Kirkes slette Tilstand ved Mandedødens Ophør 1350. Olaf syttende Erkebiskop. De øvrige ledige Biskopsstole besættes. Provinsialconcilium i Nidaros 1351, i Bergen 1352. S. 339–350. 85. Pavens Indblanding i de norske Biskoppers Valg ved Anvendelse af sin Provisionsret. Pavetienden opkræves, og Kongen faar et Laan af den til Krigen mod Russerne. Uordener i Kirke- og Landsstyrelsen paa Island. S. 350–359. 86. Styrelsesforandring i Norge i 1350. Orm Eysteinssøn bliver Drotsete. Rigets indre Historie 1350–1355. S. 359–366. 87. Haakon Magnussøn overtager Rigsstyrelsen som Norges Konge. Statsrørelser i Norden mellem 1355 og 1371. Kong Magnus’s Stilling i Sverige. Han maa tage sin Søn Erik til Medkonge. Dennes Død. Oprør mod Magnus. Haakon af Norge bliver for en kort Tid ogsaa Sveriges Konge, men fortrænges af Albrekt af Meklenborg. Magnus’s Fangenskab, Løskjøbelse og Død 1374. S. 367–379. 88. Det næstforløbne tyveaarige Tidsrums uheldbringende Indflydelse paa Norges Stat og Kirke. Begivenheder i Kirken mellem 1375 og 1380. Uordener paa Island. Biskopsskifter. En pavelig Nuntius, Guido, i Norge. Erkebiskop Olafs Død i 1372. Thrond attende Erkebiskop. Kong Haakons seneste Regjeringsaar. Hans Søn, Olaf, bliver Danmarks Konge. Haakon Magnussøns Død 1380. S. 379–396. 89. Olaf Haakonssøn Norges Konge. Hans Moder, Margreta Valdemarsdatter af Danmark. Ogmund Finnssøn Drotsete. Biskopsskifter. Erkebiskop Thrond dør 1381. Nikolaus nittende Erkebiskop. Vinalde Henrikssøn tyvende Erkebiskop. S. 396–410. 90. Dronning Margreta vælges til Norges Riges Forstanderske, og derpaa Erik af Pommern til Norges Konge i 1380. De norske Biskoppers Virksomhed herved. S. 410–422. 91. Dronning Margreta vinder ogsaa Indflydelse i Sverige, især efterat have fanget Kong Albrekt. Rigsstyrelsen i Norge. De norske og islandske Biskoppers Virksomhed i de første ti Aar af det fjortende Aarhundrede. Theodorik af Niems Vidnesbyrd om Norges Geistlighed ved den Tid. St. Birgitta i Sverige og Birgittinernes Klosterorden. S. 423–439. 92. Foreningen mellem Norge, Sverige og Danmark til Kalmar 1397. S. 439–444. 93. Kong Erik bliver myndig. Erkebiskop Vinalde dør 1402. Askel een og tyvende Erkebiskop. Stort Møde af Biskopper i Bergen 1405. Biskopsskifter. Dronning Margretas sidste Leveaar og Død 1412. S. 444–455. 94. Kong Erik Enestyrer. Landsstyrelsens daarlige Tilstand i Norge. Pavedømmets Splittelse. Almindelige Concilier i Pisa og i Kostnits. Biskopper i den norske Kirke S. 445–465. 95. Erkebiskop Askel dør 1428. Aslak Bolt to og tyvende Erkebiskop. Hans første Embedsvirksomhed. Christkirkens anden Brand. Kong Eriks Vilkaarlighed ved Biskopsstoles Besættelse. Hans Valg falder paa uverdige Personer. S. 465–477. 96. Birgittinerordenens Udbredelse over de tre nordiske Riger. Munklifs Benediktinerkloster i Bergen omdannet til Birgittinerkloster. Anklage mod Birgittinerne. Kongen og Biskopperne tage sig af deres Sag. S. 478–485. 97. Erkebiskop Aslak stræber at gjenoplive Provinsialconcilierne. Concilium i Bergen 1435, i Oslo 1436. S. 485–495. 98. Misnøie med Kong Eriks Styrelse i alle hans tre Riger. Klager fra Norge i Aarene 1420–1424. Opstand i Sverige 1432–1436. Uroligheder i Norge 1430–1437. S. 495–513. 99. Kong Eriks Afsættelse og Kristoffer af Bayerens Valg til Konge, først i Danmark, saa i Sverige og endelig i Norge 1442. Tilbageblik paa den norske Stats og Kirkes Forhold under Erik. S 513–527. 100. Kristoffer af Bayeren Norges Konge fra 1442–1448. S. 525–532. 101. Dobbelt Kongevalg i Norge. Kamp mellem Karl Knutssøn og Kristian af Oldenborg. Den sidste seirer. S. 532–546. 102. Erkebiskop Aslaks Død 1450. Tredobbelt Valg til Nidaros’s Erkesæde. Olaf Throndssøn endelig tre og tyvende Erkebiskop 1459. S. 546–561. 103. Kong Kristian stadfæster Overenskomsten til Tunsberg. Biskopsskifte i den norske Kirke. Erkebiskop Olaf Throndssøn dør 1474. Gaute Ivarssøn fire og tyvende Erkebiskop. Kristian I’s seneste Regjeringsaar og Død 1481. S. 561–570. 104. Uroligheder i Norge efter Kristian I’s Død. Erkebiskop Gaute Rigsvikarius. Hr. Jon Smør Rigsforstander. Hans, Kristian I’s Søn, vælges til Norges Konge i Halmstad 1483 og krones samme Aar i Nidaros. S. 570–581. 105. Norge under Kong Hans’s Styrelse indtil 1503. Stemningen i Norge. Partier der. Knut Alføsøn og Henrik Krummedike. Knut Alfssøns Drab. S. 581–593. 106. Kong Hans’s seneste Regjeringstid. Hans Søn, Hertug Kristian, Norges Styrer paa Kongens Vegne. Herlog Høfudfats Opstand. Biskop Karl af Hamar. Erkebiskop Gaute dør 1510. Erik Walkendorf fem og tyvende Erkebiskop. Kong Hans dør 1513. S. 593–615. 107. Kristian II bliver Danmarks og Norges Konge. Hans første Styrelsesaar. Erkebiskop Erik Walkendorf. Biskop Hoskøld af Stavanger og Abbed Henrik af Utstein. Biskop Anders Mus i Oslo og Magister Hans Mule. Erkebiskop Eriks Virksomhed i Kongens og Kirkens Tjeneste S. 615–631. 108. Erkebiskop Eriks Fald og Flugt fra Norge. Han dør i Rom 1522. Forfølgelse mod Biskop Anders Mus. Denne resignerer til Fordeel for Hans Mule. Biskop Andor af Bergen. Islands Biskopper. Kristian II’s Forhold til Kirkereformationen i Tydskland. Hans Flugt fra sine Riger i 1523. S. 631–651. 109. Fredrik I vælges til Danmarks Konge 1523. Mellemrige i Norge, under hvilket de ledige Biskopsdømmer besættes. Olaf Engelbrektssøn sex og tyvende Erkebiskop. Henrik Krummedike og Vincentius Lunge. Kristian II opsiges, og Fredrik I vælges i 1524. Fredriks norske Haandfæstning S. 651–674. 110. De første Aar af Fredrik I’s norske Styrelse. Erkebiskop Olaf og Hr. Vincentius Lunge. Angreb paa Kirken og dens Gods. Luthers Lære forkyndes i Bergen. Feide mellem Erkebiskoppen og Hr. Vincentius. Hr. Esge Bilde afløser i 1529 Hr. Vincentius som Høvedsmand paa Bergenhus. S. 674–695. 111. Hertug Kristian. Fredrik I’s ældste Søn, kommer i 1529 til Oslo. Hensigten med hans Reise opnaaes ikke. Strid mellem Erkebiskoppen og Vincentius Lunge. Forlig i 1530. Kirker nedbrudte og Klostre sekulariserede. S. 695–709. 112. Kong Kristian II’s Optræden i Norge 1531–1532. Erkebiskop Olaf og flere Biskopper antage sig hans Sag. Kristians Foretagende mislykkes, og Norges Forhold bringes i sin gamle Skik. Kong Fredrik I dør 1533. S. 709–737. 113. Mellemrige efter Kong Fredrik I’s Død. Konge. Valget udsættes i 1533. Grevens Feide begynder i Danmark. Kristian III vælges af den jydske Adel til Danmarks Konge i 1534. Erkebiskop Olaf som Formand for Norges Raad dvæler med sin Erklæring. S. 737–74S. 114. Norge fremdeles uden Konge Begivenheder i 1535. Hr. Nils Lykkes Brøde. Uvenskabet mellem Erkebiskop Olaf og Hr. Vincentius Lunge opblusser paany. Et paatænkt Rigsmøde i Throndhjem gaar overstyr. S. 748–759. 115. Hr. Nils Lykkes Fængsling. Erkebiskoppen sender Kristoffer Throndssøn til Oslo. Underhandlinger der. Det søndenfjeldske Raad nærmer sig endnu meer end før til Kong Kristian III. Pfalzgreve Fredrik optræder som Kristian II’s Svigersøn med Fordringer. Henvender sig til Erkebiskop Olaf om Hjælp i Norge. S. 759–773. 116. Kristian III begynder med større Kraft at drive paa sit Valg i Norge. Sender Klaus Bilde derhen som sin Underhandler. Vincentius Lunge vil have Kongens Erinde afgjort i Oslo, men Klaus Bilde vil have en Sammenkomst i Throndhjem med Erkebiskop Olaf. Flere af de søndenfjeldske Raadsmedlemmer følge ham did. S. 773–735. 117. Herremødet i Throndhjem. Nils Lykkes og Vincentius Lunges Drab, og de kongelige Sendemænds Fængsling. Erkebiskoppens Krigsforetagender mod Akershus og Bergen mislykkes. Han løslader sine Fanger og søger Udsoning med Kristian III. S. 785–797. 118. Overenskomst mellem Erkebiskop Olaf og de frigivne kongelige Sendemænd. Erkebiskoppen gjør Kong Kristian III Tilbud. Klaus Bilde underhandler i Danmark til Erkebiskoppens Fordeel. Esge Bildes og Erkebiskoppens indbyrdes Forhold i Norge; den Første helder sterkt til Kong Kristians Side. S. 797–810. 119. Kjøbenhavns Overgivelse i August 1536. Kristian III beslutter at bruge Magten mod Norge. Rigsdag i Kjøbenhavn i October 1536. Norges Indordning under Danmark som Provins besluttes, og Biskopsdømmet i det danske Rige ophæves. Erkebiskop Olafs sidste Virksomhed i Norge. Hans Flugt til Nederlandene i April 1537. Stenvikholm opgives i Mai. Trud Ulfstands Tog til Throndhjem. Norge underkaster sig. S. 811–826. 120. Norges Underkastelsesforhold til Danmark og dets Kirkereformation samtidig ordnede af Kristian III. Evangeliske Superintendenters Beskikkelse i Norge. De Personers senere Skjebne, som spillede Hovedrollen i Norge ved den kirkelige og politiske Forandring i 1537. S. 826–843. 121. Katholicismens sidste Tid paa Island. Biskopperne Øgmund Paalssøn af Skaalholt og Jon Aressøn af Hole, dens ivrige Opretholdere. Reformationens fuldkomne Seier ved Jon Aressøns Død i 1550. S. 844–876. 122. Oversigt over den norske Kirkeforfatning i det fjerde Tidsrum. S. 876–884.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.