Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Magnus den Godes Død forhindrede maaſkee en indbyrdes Strid mellem de norſke Konger. Thi ſkjønt han og Harald gjenſidig agtede og erkjendte hinandens Dygtighed og mange gode Egenſkaber, ſaa var dog deres Sindelag alt for uligt, og Haralds Ærgjerrighed altfor omſiggribende til at Enigheden mellem dem kunde tænkes at blive af lang Varighed. Nu var Harald ene om Norges Styrelſe, og han ſorte den med Kraft, men ogſaa med Overmod og Haardhed, hvorfor Folket gav ham Tilnavnet Haardraade. Landets Høvdinger, der maaſkee under Magnus havde øvet vel megen Myndighed, bleve af Harald holdne ſtrengt i Ave; og den gamle Einar Thambarſkſælver, ſom ikke kunde finde ſig i at give efter for Harald, og hvem denne fra ſin Side anſaa for en farlig Folkeleder, maatte haardt bøde for ſit Stivſind, idet baade han og hans Søn Eindride bleve lumſkeligen fældede af Kongen. Den Reisning i Throndhjem, ſom Einars Mord havde til Følge, blev dæmpet med underfundig Sluhed; og Harald vidſte med Kraft og Klogſkab at opretholde den indre Ro i Norge under hele ſin Styrelſestid. Med ſine Naboriger ſtod han uafladelig i fiendtligt Forhold; thi hans urolige Ærgjerrighed drev ham til krigerſk Virkſomhed. Hvad Danmark angik, da kunde han aldrig glemme, at han var gaaen Glip af dette Rige, hvortil han troede ſig ved Magnus’s Død ligeſaa berettiget ſom til Norge. „Han hvilede aldrig — ſiger Mgr. Adam — fra Krig; han var Nordens Lynild, et Ødelæggelſens Onde for alle de danſke Øer“[1]. I de 17 Aar af ſin Regjering herjede han næſten aarviis de danſke Kyſter uden dog at kunde vinde Landet fra Svein Ulfsſøn, og førſt i 1064 kom en Fred mellem Rigerne iſtand, hvorved Svein kom i rolig Beſiddelſe af Danmark. Mod Sverige øvede han ogſaa Fiendtligheder, da den fra Norge fordrevne Jarl Haakon Ivarsſøn der fandt Tilhold. Endelig greb han ogſaa efter Englands Krone, egget af et misnøiet Parti i dette Rige og af ſin egen Herſkeſyge; men her fandt han Maalet for ſin urolige Stræben. Han faldt med en ſtor Deel af den norſke Hær i Slaget ved Standfordbro i Nærheden af York den 25 September 1066.

Som Harald i den verdslige Landsſtyrelſe vilde være den ene raadende, ſaa vilde han ogſaa være dette med Henſyn til Kirkeſtyrelſen i ſit Rige. En Opfordring hertil fandt han ganſke viſt i Maaden, hvorpaa Chriſtendommen var indført i Norge, og i de tidligere norſke Kongers, iſær begge Olafernes, Stilling til den norſke Kirke. Han vilde opretholde den Kirkens Afhængighed af Kongedømmet, hvori den ved ſin Stiftelſe var kommen, og ikke taale nogen fremmed Indblanding i dens Anliggender. Men han blev neppe ſtaaende herved. Mgr. Adam, ſom i Almindelighed giver ham det Vidnesbyrd, at han af Alle var hadet for ſin Gjerrighed og Grumhed, beſkylder ham for at have bemægtiget ſig de Offere og Skatte, ſom af gudfrygtige Troende vare givne til den hellige Olafs Grav, for at bortødſle dem paa ſine Krigsmænd[2]. Dette ſtadfæſtes vel ikke udtrykkeligen i vore Sagaer; men deres Skildringer beſtyrke iøvrigt alt for meget Adams almindelige Vidnesbyrd om Haralds Gjerrighed, til at man ganſke kan forkaſte hans Troværdighed i hiin enkelte Beſkyldning. Man ſeer desuden, at Harald, ligeſom Magnus for ham, ſelv førte Tilſynet med Olafs Skrin, havde dets Nøgler i ſit Gjemme og klippede Ligets Haar og Negle. Strax før han tiltraadte ſit ſkjebneſvagre Tog til England, opfyldte han — ſom der fortælles — for ſidſte Gang denne Forretning; derpaa kaſtede han Skrinets Nøgler i Havet, og ſiden blev det ikke aabnet før efter 200 Aars Forløb[3]. Det er høiſt ſandſynligt, at Harald ſom Verge for St. Olafs Skrin ogſaa har villet have en Haand med i Anvendelſen af de dertil ſamlede Skatte; og at han heri ei altid har havt Kirkens Tarv alene for Øie, derfor ſynes hans i det Hele verdslige Sindelag at tale. Harald ſees ogſaa at have ſtaaet i et ſpendt Forhold til en af de høiere Geiſtlige i ſelve Norge, uden at man dog ved Grunden. Den Biſkop Bernhard nemlig, der for var hos Magnus den Gode, forlod efter dennes Død Norge, fordi han ei kunde forliges med Harald, drog til Island og forblev her i hele 20 Aar, indtil han førſt efter Haralds Død igjen vendte tilbage[4]. Der var ſaaledes udentvivl visſe Kjendsgjerninger for Haanden, til hvilke Mgr. Adam ſtøttede ſine haarde Beſkyldninger, og disſe Beſkyldninger ere da ikke udſprungne blot af den bremiſke Kirkes Had mod Harald, fordi han, ſom vi ſtrax ſkulle ſee, reent ud vegrede ſig for at erkjende dens Metropolitanhøihed med Henſyn til Norge.

Paa Bremens Erkeſæde ſad dengang Bezelins Eftermand Adalbert (1043—1072), en af de overmodigſte Kirkefyrſter, ſom den tydſke Kirke kan opviſe, — hvis hierarchiſke Stolthed og Omſiggriben gik Haand i Haand med en verdslig Ærgjerrighed, et verdsligt Sindelag og en verdslig Leveviis, ſom ikke engang Magiſter Adam, der dog tilſtaar at være ham ſtor Taknemmelighed ſkyldig, kan andet end høieligen laſte. Denne Adalbert nærede en Tid de meſt ſtorartede Planer med Henſyn til ſin Kirke. Han arbeidede nemlig paa intet Mindre end at faa den hamborgſke Kirke ophøiet til et Patriarchat, under hvilket tolv tydſke Biſkopsdømmer og desuden alle Biſkopper i det hele Norden ſkulde lyde[5]. Denne Plan ſkal ikke have været ſaa ganſke fjærn fra ſin Udførelſe, da den ved forandrede politiſke Omſtændigheder gik op i Røg. Nu greb han fat paa en anden ikke mindre ſtorladende. Han vilde erhverve ſig Navnet og Æren af at være Nordens fjerde Apoſtel, idet han regnede Erkebiſkopperne Ansgar, Rimbert og Unne ſom ſine Forgjængere i dette hellige Hverv; og han vilde for det Øiemed gjennemfare alle Nordens Riger og Lande ligetil det fjærne Island, — Lande, hvis Indbyggere, ſom han med pralende Uſandhed forkyndte, i hans Tid og ved hans Omſorg vare omvendte til Chriſtendommen. Men heller ikke heraf blev der Alvor. Da nemlig den fornuftige danſke Konge Svein Ulfsſøn gjorde ham Foreſtillinger om Vanſkelighederne ved en ſaadan Reiſe, opgav han den viſt nok i letſindigt Overmod fattede Plan[6]. Hans ſidſte Tilflugt, for dog at give Verden et haandgribeligt Beviis paa ſin udſtrakte Metropolitanmyndighed, var at foranſtalte en ſtor Provincial-Synode i Slesvig, hvortil alle Nordens Biſkopper ſkulde møde perſonligen eller ved befuldmægtigede Sendebud. Dog endogſaa dette, i ſig ſelv ganſke rimelige Ønſke blev, ſkjønt underſtøttet af en Skrivelſe fra Pave Alexander II (1061—1073) uopfyldt, og det, ſom Mag. Adam antyder, paa Grund af de nordiſke Biſkoppers Gjenſtridighed, hvilken Adalbert viſt nok ved forudgaaende Overmod maa have vakt[7]. Disſe Træk af pralende Herſkeſyge ere nokſom betegnende for Adalberts Karakter.

Med alt Adalberts Overmod og Praleri kan dog ikke frakjendes ham en vis virkelig Iver for Chriſtendommens Udbredelſe og Befæſtelſe i de Lande, hvilke han betragtede ſom henhørende til ſin Metropolitan-Provins. Og naar Magiſter Adam fortæller, at Sendemænd fra Island, Grønland og Orknøerne indfandt ſig hos ham med Begjæring, at han vilde ſende dem Lærere, hvilket han og ſtrax gjorde[8], — ſaa tør man neppe ganſke anſee dette for pralende Overdrivelſe. Men om ogſaa noget ſaadant virkelig indtraf, bor man viſt ikke deri ſee noget afgjørende Beviis for, at hine Landes Indbyggere med klar Bevidſthed hyldede hans og den bremiſke Erkeſtols Metropolitanhøihed over ſine Kirker.

At tvende Høvdinger af Haralds og Adalberts Sindelag ſkulde vel forliges med Henſyn til Kirkeſtyrelſen i Norge, var ikke at vente. Adalbert vilde gjøre ſin Metropolitanret gjældende, og Harald vilde ikke erkjende den. Det var iſær de norſke Biſkoppers Stadfæſtelſe og Indvielſe ved Bremens Erkebiſkop, hvorom Striden dreiede ſig. Det er forhen paapeget, at en Spending i denne Anledning mellem den norſke Konge og den norſke fra England komne Geiſtlighed paa den ene Side og Bremens Erkeſæde paa den anden efter al Sandſynlighed allerede var indtraadt for Haralds Tid, og at Erkeſædets Ret ganſke viſt ikke endnu fra norſk Side var anerkjendt. De norſke Biſkopper betragtedes endnu nærmeſt enten ſom Hirdbiſkopper eller ſom Misſionsbiſkopper, og Kongen ſynes ſelv, rimeligviis efter Overlæg med ſine Geiſtlige, at have valgt dem. De ſaaledes udvalgte bleve derpaa indviede af hvilkenſomhelſt udenlandſk Erkebiſkop, Kongen dertil udſaa, eller endog af Paven ſelv. Dette ſidſte var efter Adams Vidnesbyrd Tilfældet med den fornævnte ſaxiſke Bernhard, der udentvivl er bleven af Magnus den Gode ſendt til Rom for at indvies. Men uagtet hans Vielſe ved Paven maatte anſees fuldgyldig, fandt dog Erkebiſkop Adalbert ſig derved fornærmet, og lod førſt Bernhard fare til Norge, efter at han havde givet Erkebiſkoppen Opreisning, det vil vel ſige: havde erkjendt hans Metropolitanhøihed og lovet ham Lydighed[9]. Ellers nævnes England og Frankrige ſom de Lande, hvorfra de norſke Konger fortrinsviis hentede ſine Biſkopper, eller hvor de lode dem indvie[10]. I denne Fremgangsmaade kan man ikke andet end ſee en afgjort Uvillie fra de norſke Kongers Side mod Erkjendelſen af den bremiſke Metropolitanhøihed; og det at de ſendte enkelte af ſine Biſkopper til Rom for der af ſelve Paven at blive indviede, maa i Grunden betragtes ſom en Appel til Kirkens høieſte Overhoved om at blive fri for hiin paatrængte Metropolitamnyndighed. Og denne Uvillie fandtes neppe hos Kongerne alene; den ſynes at have været temmelig almindelig i den norſke Kirke, da den ogſaa fremſkimter hos Islændingerne, der ifølge deres frie Forfatning ei kunne antages at have været i denne Henſeende fortrinsviis paavirkede af Norges Konger.

Paa Island havde i den nærmeſte Tid efter Chriſtendommens Indførelſe flere udenlandſke Biſkopper virket for dens Befæſtelſe. Bernhard hiin Bogviſe og Rodulf, begge Engelſkmænd og udſendte af Olaf den Hellige, ere allerede omtalte. Samtidig med dem var en Kol, og noget ſenere en Jon Irſke, ſom fra Island drog til Venden og der blev dræbt af Hedningerne. Endelig kom den nysomtalte Bernhard den Saxiſke did og forblev der i hele 20 Aar. Af disſe tog dog ingen faſt Sæde paa Øen, og kun Kol døde der efter en kort Virkſomhed. De vare alle at anſee ſom reiſende Misſionsbiſkopper. Men ikke længe efter Bernhard den Saxiſkes Ankomſt og under hans Ophold paa Island beſluttede Islændingerne at faa ſig en faſt, indfødt Biſkop, og hertil udſaa de en af ſine bedſte Høvdinger, Isleif Gisſursſøn, der boede i Skaalholt og var en Søn af Gisſur Hvide, hvem vi ovenfor have omtalt ſom en af Chriſtendommens førſte og ivrigſte Talsmænd paa Island. Isleif var i ſin Ungdom af Faderen bragt til Saxen; der havde han ſtuderet og kom førſt tilbage til ſin Fædrenes efter at være bleven indviet til Preſt. I 1053 eller 1054, da Isleif var 50 Aar gammel, blev han af ſine Landsmænd kaaret til deres Biſkop, og da han havde modtaget Valget, drog han til Udlandet for at indvies.

Man ſkulde nu have ventet, at Isleif var dragen til Bremen til Erkebiſkop Adalbert for at lade ſig vie af denne, ſaameget mere ſom han havde faaet ſin preſtelige Opdragelſe i Saxen. Men han gjorde ei dette. Derimod gik han til Rom, ganſke viſt for at blive indviet af Paven ſelv. Ved denne Leilighed viſte dog Paven — hvad enten det efter Sagaen var Leo IX, der døde den 19de April 1054, eller maaſkee ſnarere dennes Efterfølger, den 1055 den 13de April indſatte Victor II, ſom ſelv var en Tydſker — Bremens Erkebiſkop den Opmærkſomhed at ſende Isleif med ſin Anbefaling til Adalbert, og hans Indvielſe udførtes virkelig af denne paa Pinſedag 1056[11]. Isleif ſkiltes imidlertid fra Adalbert ſom hans ſærdeles Ven, kom lykkelig hjem til Island og tog der ſit Biſkopsſæde paa ſin Fædrenegaard Skaalholt.

Det er ſaaledes umiskjendeligt, at der i den norſke Kirke rørte ſig en Stræben efter at unddrage ſig den bremiſke Metropolitanhøihed og, ved at indſkyde ſig umiddelbart under Paven, opretholde ſin national-kirkelige Selvſtændighed; og for denne Stræben ſtillede de norſke Konger ſig i Spidſen, navnligen Harald Haardraade. Da nu Erkebiſkop Adalbert desforuden blev underrettet om Haralds Anmasſelſe med Henſyn til St. Olafs Eiendom, ſaa ſlog han denne ſammen med den uregelmæsſige Indvielſe af de norſke Biſkopper, og dannede heraf tvende Ankepoſter, hvilke han ved ſine Sendemænd lod Kongen forelægge. I ſit medfølgende Brev gik han nemlig i Almindelighed løs paa Kongens tyranniſke Anmasſelſer og iretteſatte ham ſærligen „med Henſyn til de Kirken ſkjænkede Gaver, hvilke ei maatte ødsles paa Lægfolk, og med Henſyn til Biſkopperne, hvilke han retsſtridigen lod indvie i England eller Frankrige, med Foragt for den, af hvem de ifølge det apoſtoliſke Sædes Bemyndigelſe burde indvies“. Denne Tilrettevisning vakte dog kun Haralds Forbittrelſe. Han bortviſte haanligen Erkebiſkoppens Sendemænd med de Ord, at han ikke kjendte nogen Erkebiſkop eller Magthaver i Norge uden Harald alene. „Og ſenere — tilføier Adam — gjorde og ſagde han ſaare meget, ſom paaførte hans Stolthed et ſnarligt Falden Adalbert henvendte ſig til Pave Alexander II (1061—1073) og udvirkede af ham en Skrivelſe til Kongen, hvori det paalagdes denne ſamt hans Biſkopper, at viſe den hamborgſke Erkebiſkop den ſamme Underdanighed ſom de ſkyldte det apoſtoliſke Sæde, hvis Legat og Vikarius Erkebiſkoppen var. Denne pavelige Paamindelſe virkede imidlertid ligeſaalidt paa Harald ſom den forudgaaende fra Adalbert. Kongen, heder det, vedblev at ſende fine Biſkopper til Frankrige og England ja, ſom det ſynes, til Rom ſelv for at indvies, og det eneſte Adalbert kunde udrette var, at han, naar Leilighed gaves, opfangede disſe, efter hans Begreb ulovligen viede Biſkopper og løslod dem ikke, for de havde aflagt ham Troſkabsed. Dette hendte blandt flere ogſaa en Asgaut, efter vore Sagaer Biſkop Grimkels Søſterſøn[12], der, ligeſom Bernhard, var indviet af Paven. Adalbert opnaaede kun ſelv at indvie to Biſkopper til Norge: Tholf (Thiodolf?) og Sevard (Sigurd?)[13]. I hele denne Fremſtilling af Striden mellem Harald og Adalbert er Adam af Bremen og hans Scholiaſt vor eneſte Kilde. Adams forvirrede Fremſtilling, ſom derhos maa ſamles fra flere forſkjellige Steder i hans Skrift, lader megen Uſikkerhed tilbage, iſær med Henſyn til Tidsfølgen; og det vil viſt altid blive yderſt vanſkeligt at forklare, hvorledes det egentlig er tilgaaet med Bernhards og Asgants Indvielſe af Paven, ſamt naar den kan have fundet Sted. Men ſaameget fremgaar tydelig og ubeſtridelig af det fortalte, at Kampen mellem Harald og Adalbert var ganſke alvorlig, og at den norſke Konges og Kirkes Modbydelighed for den hamborgſke Metropolitanmyndighed var afgjort.

Skjønt man nu vel ikke kan lægge Harald hans Ulydighed mod den overmodige hamborgſke Erkebiſkop ſynderlig til Laſt, eller deraf udlede den Slutning, at han ringeagtede Kirken og dens Forſtandere, ſaa ligger dog i hvad der allerede er fortalt Antydninger til, at han maaſkee ikke i alle Henſeender omfattede Kirken med den tilbørlige Kjærlighed og Opmærkſomhed, og at han maaſkee ſtrakte ſin Egenraadighed i kirkelige Anliggender videre, end ſom finder ſit Forſvar i en fornuftig Stræben mod hierarchiſke Anmasſelſer. Dog kjender man Forholdene forlidet til i denne Henſeende at kunne fælde nogen beſtemt Dom. At han ikke var ganſke ligegyldig ved hvad der hørte til Chriſtendommens ydre Verdighed, ſynes fremgaa deraf, at han drog Omſorg for tvende betydeligere Kirkers Bygning i Nidaros. Den ene var Olafs-Kirke, der var paabegyndt af Magnus den Gode, men blev fuldendt af Harald; den anden var Marie-Kirke, ſom han reiſte fra ny af paa Sandbakken nær ved det Sted, hvor den hellige Olafs Lig havde ligget begravet den førſte Vinter efter hans Fald. Marie-Kirken omtales ſom en ſtor og meget faſt Steenbygning, der udentvivl har været den pragtfuldeſte Kirke i Norge paa den Tid[14].

Til Haralds Styrelſestid maa udentvivl den hellige Halvards Helgenophøielſe henføres. Halvard var ifølge Legenden en Søn af Høvdingen Vebjørn, der boede paa Huſabø i Hlider (Lier) paa Veſtfold, og af Thorny Gudbrandsdatter, Søſter til Aaſta, Olaf den Helliges og Harald Haardraades Moder; han var altſaa disſe tvende Kongers Syſtrung (Moſters Søn). Han havde fort et ſtille og gudfrygtigt Liv deels ſom Bonde deels ſom Handelsmand, i hvilken Egenſkab han havde færdets til Øſterſølandene. Han tog engang i ſin Beſkyttelſe en frugtſommelig Kvinde, der falſkeligen var beſkyldt for Tyveri og vilde for at redde hende fore hende over Vandet Drøfn (Dramselven). Men han blev indhentet og, da han ikke vilde udlevere hende til hendes Forfølgere, dræbt af disſe ved Pileſkud. De dræbte ogſaa Kvinden og begrove hende paa Stranden; men om Halſen paa Halvards-Lig bandt de en ſtor Steen og nedſænkt det i Vandet. Længe efter fandtes imidlertid Liget med ſamt Stenen flydende paa Vandet, og ved dette Under aabenbaredes Halvards Helligdom[15]. Dette er den legendariſke Fortælling. Der er ingen gyldig Grund til at betvivle Halvards Tilværelſe, eller hans angivne Slegtſkabsforhold til den hellige Olaf, eller hans voldſomme Død, — i hvorledes det end virkelig forholder ſig med de nærmere Omſtændigheder ved hans Død, hvilke gave Anledning til hans Helgenophøielſe. Naar og ved hvem denne er foregaaet vide vi ei heller. Saameget ſeer man imidlertid, at Halvards Helligdom var almindelig erkjendt, da Adam af Bremen ſkrev ſin Kirkehiſtorie ved 1075, ligeſom og at et ſtort Ry allerede dengang gik af de Undergjerninger, ſom ſkede ved hans Grav[16]. Man har, og det med megen Sandſynlighed, ſat hans Helgenophøielſe i Forbindelſe med Anlægget af Kjøbſtaden Oslo ved Harald Haardraade omkring 1060[17]. Viſt er det, at han anſaas for denne Bys og hele Vikens Skytshelgen; Oslos Kathedralkirke blev ham indviet, og i den blev hans Skriin forvaret. Norge fik i den hellige Halvard ſin tredie Nationalhelgen. Den Hellige Sunniva, der heel og holden tilhører Legenden, maa regnes for den ældſte, hvis det forholder ſig rigtigt, at hendes Levninger paa Sælø bragtes for Dagen og gjordes til Gjenſtand for Tilbedelſe allerede af Olaf Tryggvesſøn[18]; hun blev Bergens og vel tillige det hele veſtlige Norges Skytshelgen; hendes Skrin blev henſat i Bergens Kathedralkirke, efter at den var bygget. Den Hellige Olaf i Nidaros var den anden; og den hellige Halvard blev nu den tredie. Hans Feſt, Halvardsmesſe, blev høitideligholdt den 15de Mai over hele Norge og paa mange andre Steder.

  1. Nunqvam qvietus fuit a bellis, fulmen septentrionis, fataie malum omnibus Danorum insulis. Ad. Brem. III. c. 135.
  2. Ad. Brem. III. c. 135.
  3. Sn. Har. Hrdr. S. c. 83, jfrt. Frnm. s. VI. 102, nemlig i Kong Magnus Lagabøters og Erkeb. Jons Dage d. e. mel. 1268 og 1280.
  4. Hrgv. c. 3.
  5. Ad. Brem. III. c. 150.
  6. Ad. Brem. IV. c. 201.
  7. Ad. Brem. IV. c. 202—205.
  8. Ad. Brem. IV. c. 202, jfrt. de sit Dan. c. 243.
  9. Ad. Brem. d. s. D. c. 241. Af Adams forvirrede Beretninger kan man rigtignok ikke ſee, naar denne Begivenhed er indtruffen; men da man af den islandſke Biſkopsſaga Hungrvaka (c. 3) ſeer, baade at Bernhard var hos Magnus, og at han allerede var Biſkop, da han i Begyndelſen af Harald Haardraades Regjering kom til Island, efter ſom der til hans Virkſomhed henregnes, at han indviede Kirker, hvilket kun en Biſkop retteligen kunde gjøre, ſaa maa man antage, at hans Indvielſe i Rom er foregaaet i Magnus den Godes levende Live, hvilket imidlertid ikke forhindrer, at den kan være forgaaet efter at Adalbert var bleven Erkebiſkop. Munch er dog i denne Henſeende af en anden Mening jfr. II. 190.
  10. Ad. Brem. III. c. 135.
  11. Hgrv. c. 2; Ad. Brem. d. s. D. c. 243. Munch fremſtiller dette noget anderledes og antager, at Isleifs Indvielſe er foregaaet 1055 raa Pinſedag, II. 191, 214. Det er at mærke, at Pave Victor II ved en Bulle af 29de Octbr. 1055 ſtadfæſtede alle de Rettigheden ſom tidligere vare den hamborgſke Kirke indrømmede, og navnligen den Ret for Erkebiſkoppen at indvie Biſkopper til „Sverige, Danmark, Norge, Island, Grønland og Skridefinnerne“.
  12. Fornm. s. III. S. 172.
  13. Ad. Brem. III. c. 135 med tilhørende Scholie, jft. m. IV. c. 200, og d. s. D. c. 241.
  14. Sn. Har. Hrdr. S. c. 39.
  15. Script rer. Dan. III. p. 603—607.
  16. Ad. Brem. IV. c. 171.
  17. Munch i Norſk Tidsſkrift I. S. 22; N. Folks H. II. 196—204.
  18. Se ovenfor Side 42.