Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/16

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 129-137).

Magnus den Godes Død forhindrede maaskee en indbyrdes Strid mellem de norske Konger. Thi skjønt han og Harald gjensidig agtede og erkjendte hinandens Dygtighed og mange gode Egenskaber, saa var dog deres Sindelag alt for uligt, og Haralds Ærgjerrighed altfor omsiggribende til at Enigheden mellem dem kunde tænkes at blive af lang Varighed. Nu var Harald ene om Norges Styrelse, og han sorte den med Kraft, men ogsaa med Overmod og Haardhed, hvorfor Folket gav ham Tilnavnet Haardraade. Landets Høvdinger, der maaskee under Magnus havde øvet vel megen Myndighed, bleve af Harald holdne strengt i Ave; og den gamle Einar Thambarsksælver, som ikke kunde finde sig i at give efter for Harald, og hvem denne fra sin Side ansaa for en farlig Folkeleder, maatte haardt bøde for sit Stivsind, idet baade han og hans Søn Eindride bleve lumskeligen fældede af Kongen. Den Reisning i Throndhjem, som Einars Mord havde til Følge, blev dæmpet med underfundig Sluhed; og Harald vidste med Kraft og Klogskab at opretholde den indre Ro i Norge under hele sin Styrelsestid. Med sine Naboriger stod han uafladelig i fiendtligt Forhold; thi hans urolige Ærgjerrighed drev ham til krigersk Virksomhed. Hvad Danmark angik, da kunde han aldrig glemme, at han var gaaen Glip af dette Rige, hvortil han troede sig ved Magnus’s Død ligesaa berettiget som til Norge. „Han hvilede aldrig – siger Mgr. Adam – fra Krig; han var Nordens Lynild, et Ødelæggelsens Onde for alle de danske Øer“^[1]. I de 17 Aar af sin Regjering herjede han næsten aarviis de danske Kyster uden dog at kunde vinde Landet fra Svein Ulfssøn, og først i 1064 kom en Fred mellem Rigerne istand, hvorved Svein kom i rolig Besiddelse af Danmark. Mod Sverige øvede han ogsaa Fiendtligheder, da den fra Norge fordrevne Jarl Haakon Ivarssøn der fandt Tilhold. Endelig greb han ogsaa efter Englands Krone, egget af et misnøiet Parti i dette Rige og af sin egen Herskesyge; men her fandt han Maalet for sin urolige Stræben. Han faldt med en stor Deel af den norske Hær i Slaget ved Standfordbro i Nærheden af York den 25 September 1066.

Som Harald i den verdslige Landsstyrelse vilde være den ene raadende, saa vilde han ogsaa være dette med Hensyn til Kirkestyrelsen i sit Rige. En Opfordring hertil fandt han ganske vist i Maaden, hvorpaa Christendommen var indført i Norge, og i de tidligere norske Kongers, især begge Olafernes, Stilling til den norske Kirke. Han vilde opretholde den Kirkens Afhængighed af Kongedømmet, hvori den ved sin Stiftelse var kommen, og ikke taale nogen fremmed Indblanding i dens Anliggender. Men han blev neppe staaende herved. Mgr. Adam, som i Almindelighed giver ham det Vidnesbyrd, at han af Alle var hadet for sin Gjerrighed og Grumhed, beskylder ham for at have bemægtiget sig de Offere og Skatte, som af gudfrygtige Troende vare givne til den hellige Olafs Grav, for at bortødsle dem paa sine Krigsmænd^[2]. Dette stadfæstes vel ikke udtrykkeligen i vore Sagaer; men deres Skildringer bestyrke iøvrigt alt for meget Adams almindelige Vidnesbyrd om Haralds Gjerrighed, til at man ganske kan forkaste hans Troværdighed i hiin enkelte Beskyldning. Man seer desuden, at Harald, ligesom Magnus for ham, selv førte Tilsynet med Olafs Skrin, havde dets Nøgler i sit Gjemme og klippede Ligets Haar og Negle. Strax før han tiltraadte sit skjebnesvagre Tog til England, opfyldte han – som der fortælles – for sidste Gang denne Forretning; derpaa kastede han Skrinets Nøgler i Havet, og siden blev det ikke aabnet før efter 200 Aars Forløb^[3]. Det er høist sandsynligt, at Harald som Verge for St. Olafs Skrin ogsaa har villet have en Haand med i Anvendelsen af de dertil samlede Skatte; og at han heri ei altid har havt Kirkens Tarv alene for Øie, derfor synes hans i det Hele verdslige Sindelag at tale. Harald sees ogsaa at have staaet i et spendt Forhold til en af de høiere Geistlige i selve Norge, uden at man dog ved Grunden. Den Biskop Bernhard nemlig, der for var hos Magnus den Gode, forlod efter dennes Død Norge, fordi han ei kunde forliges med Harald, drog til Island og forblev her i hele 20 Aar, indtil han først efter Haralds Død igjen vendte tilbage^[4]. Der var saaledes udentvivl visse Kjendsgjerninger for Haanden, til hvilke Mgr. Adam støttede sine haarde Beskyldninger, og disse Beskyldninger ere da ikke udsprungne blot af den bremiske Kirkes Had mod Harald, fordi han, som vi strax skulle see, reent ud vegrede sig for at erkjende dens Metropolitanhøihed med Hensyn til Norge.

Paa Bremens Erkesæde sad dengang Bezelins Eftermand Adalbert (1043–1072), en af de overmodigste Kirkefyrster, som den tydske Kirke kan opvise, – hvis hierarchiske Stolthed og Omsiggriben gik Haand i Haand med en verdslig Ærgjerrighed, et verdsligt Sindelag og en verdslig Leveviis, som ikke engang Magister Adam, der dog tilstaar at være ham stor Taknemmelighed skyldig, kan andet end høieligen laste. Denne Adalbert nærede en Tid de mest storartede Planer med Hensyn til sin Kirke. Han arbeidede nemlig paa intet Mindre end at faa den hamborgske Kirke ophøiet til et Patriarchat, under hvilket tolv tydske Biskopsdømmer og desuden alle Biskopper i det hele Norden skulde lyde^[5]. Denne Plan skal ikke have været saa ganske fjærn fra sin Udførelse, da den ved forandrede politiske Omstændigheder gik op i Røg. Nu greb han fat paa en anden ikke mindre storladende. Han vilde erhverve sig Navnet og Æren af at være Nordens fjerde Apostel, idet han regnede Erkebiskopperne Ansgar, Rimbert og Unne som sine Forgjængere i dette hellige Hverv; og han vilde for det Øiemed gjennemfare alle Nordens Riger og Lande ligetil det fjærne Island, – Lande, hvis Indbyggere, som han med pralende Usandhed forkyndte, i hans Tid og ved hans Omsorg vare omvendte til Christendommen. Men heller ikke heraf blev der Alvor. Da nemlig den fornuftige danske Konge Svein Ulfssøn gjorde ham Forestillinger om Vanskelighederne ved en saadan Reise, opgav han den vist nok i letsindigt Overmod fattede Plan^[6]. Hans sidste Tilflugt, for dog at give Verden et haandgribeligt Beviis paa sin udstrakte Metropolitanmyndighed, var at foranstalte en stor Provincial-Synode i Slesvig, hvortil alle Nordens Biskopper skulde møde personligen eller ved befuldmægtigede Sendebud. Dog endogsaa dette, i sig selv ganske rimelige Ønske blev, skjønt understøttet af en Skrivelse fra Pave Alexander II (1061–1073) uopfyldt, og det, som Mag. Adam antyder, paa Grund af de nordiske Biskoppers Gjenstridighed, hvilken Adalbert vist nok ved forudgaaende Overmod maa have vakt^[7]. Disse Træk af pralende Herskesyge ere noksom betegnende for Adalberts Karakter.

Med alt Adalberts Overmod og Praleri kan dog ikke frakjendes ham en vis virkelig Iver for Christendommens Udbredelse og Befæstelse i de Lande, hvilke han betragtede som henhørende til sin Metropolitan-Provins. Og naar Magister Adam fortæller, at Sendemænd fra Island, Grønland og Orknøerne indfandt sig hos ham med Begjæring, at han vilde sende dem Lærere, hvilket han og strax gjorde^[8], – saa tør man neppe ganske ansee dette for pralende Overdrivelse. Men om ogsaa noget saadant virkelig indtraf, bor man vist ikke deri see noget afgjørende Beviis for, at hine Landes Indbyggere med klar Bevidsthed hyldede hans og den bremiske Erkestols Metropolitanhøihed over sine Kirker.

At tvende Høvdinger af Haralds og Adalberts Sindelag skulde vel forliges med Hensyn til Kirkestyrelsen i Norge, var ikke at vente. Adalbert vilde gjøre sin Metropolitanret gjældende, og Harald vilde ikke erkjende den. Det var især de norske Biskoppers Stadfæstelse og Indvielse ved Bremens Erkebiskop, hvorom Striden dreiede sig. Det er forhen paapeget, at en Spending i denne Anledning mellem den norske Konge og den norske fra England komne Geistlighed paa den ene Side og Bremens Erkesæde paa den anden efter al Sandsynlighed allerede var indtraadt for Haralds Tid, og at Erkesædets Ret ganske vist ikke endnu fra norsk Side var anerkjendt. De norske Biskopper betragtedes endnu nærmest enten som Hirdbiskopper eller som Missionsbiskopper, og Kongen synes selv, rimeligviis efter Overlæg med sine Geistlige, at have valgt dem. De saaledes udvalgte bleve derpaa indviede af hvilkensomhelst udenlandsk Erkebiskop, Kongen dertil udsaa, eller endog af Paven selv. Dette sidste var efter Adams Vidnesbyrd Tilfældet med den fornævnte saxiske Bernhard, der udentvivl er bleven af Magnus den Gode sendt til Rom for at indvies. Men uagtet hans Vielse ved Paven maatte ansees fuldgyldig, fandt dog Erkebiskop Adalbert sig derved fornærmet, og lod først Bernhard fare til Norge, efter at han havde givet Erkebiskoppen Opreisning, det vil vel sige: havde erkjendt hans Metropolitanhøihed og lovet ham Lydighed^[9]. Ellers nævnes England og Frankrige som de Lande, hvorfra de norske Konger fortrinsviis hentede sine Biskopper, eller hvor de lode dem indvie^[10]. I denne Fremgangsmaade kan man ikke andet end see en afgjort Uvillie fra de norske Kongers Side mod Erkjendelsen af den bremiske Metropolitanhøihed; og det at de sendte enkelte af sine Biskopper til Rom for der af selve Paven at blive indviede, maa i Grunden betragtes som en Appel til Kirkens høieste Overhoved om at blive fri for hiin paatrængte Metropolitamnyndighed. Og denne Uvillie fandtes neppe hos Kongerne alene; den synes at have været temmelig almindelig i den norske Kirke, da den ogsaa fremskimter hos Islændingerne, der ifølge deres frie Forfatning ei kunne antages at have været i denne Henseende fortrinsviis paavirkede af Norges Konger.

Paa Island havde i den nærmeste Tid efter Christendommens Indførelse flere udenlandske Biskopper virket for dens Befæstelse. Bernhard hiin Bogvise og Rodulf, begge Engelskmænd og udsendte af Olaf den Hellige, ere allerede omtalte. Samtidig med dem var en Kol, og noget senere en Jon Irske, som fra Island drog til Venden og der blev dræbt af Hedningerne. Endelig kom den nysomtalte Bernhard den Saxiske did og forblev der i hele 20 Aar. Af disse tog dog ingen fast Sæde paa Øen, og kun Kol døde der efter en kort Virksomhed. De vare alle at ansee som reisende Missionsbiskopper. Men ikke længe efter Bernhard den Saxiskes Ankomst og under hans Ophold paa Island besluttede Islændingerne at faa sig en fast, indfødt Biskop, og hertil udsaa de en af sine bedste Høvdinger, Isleif Gissurssøn, der boede i Skaalholt og var en Søn af Gissur Hvide, hvem vi ovenfor have omtalt som en af Christendommens første og ivrigste Talsmænd paa Island. Isleif var i sin Ungdom af Faderen bragt til Saxen; der havde han studeret og kom først tilbage til sin Fædrenes efter at være bleven indviet til Prest. I 1053 eller 1054, da Isleif var 50 Aar gammel, blev han af sine Landsmænd kaaret til deres Biskop, og da han havde modtaget Valget, drog han til Udlandet for at indvies.

Man skulde nu have ventet, at Isleif var dragen til Bremen til Erkebiskop Adalbert for at lade sig vie af denne, saameget mere som han havde faaet sin prestelige Opdragelse i Saxen. Men han gjorde ei dette. Derimod gik han til Rom, ganske vist for at blive indviet af Paven selv. Ved denne Leilighed viste dog Paven – hvad enten det efter Sagaen var Leo IX, der døde den 19de April 1054, eller maaskee snarere dennes Efterfølger, den 1055 den 13de April indsatte Victor II, som selv var en Tydsker – Bremens Erkebiskop den Opmærksomhed at sende Isleif med sin Anbefaling til Adalbert, og hans Indvielse udførtes virkelig af denne paa Pinsedag 1056^[11]. Isleif skiltes imidlertid fra Adalbert som hans særdeles Ven, kom lykkelig hjem til Island og tog der sit Biskopssæde paa sin Fædrenegaard Skaalholt.

Det er saaledes umiskjendeligt, at der i den norske Kirke rørte sig en Stræben efter at unddrage sig den bremiske Metropolitanhøihed og, ved at indskyde sig umiddelbart under Paven, opretholde sin national-kirkelige Selvstændighed; og for denne Stræben stillede de norske Konger sig i Spidsen, navnligen Harald Haardraade. Da nu Erkebiskop Adalbert desforuden blev underrettet om Haralds Anmasselse med Hensyn til St. Olafs Eiendom, saa slog han denne sammen med den uregelmæssige Indvielse af de norske Biskopper, og dannede heraf tvende Ankeposter, hvilke han ved sine Sendemænd lod Kongen forelægge. I sit medfølgende Brev gik han nemlig i Almindelighed løs paa Kongens tyranniske Anmasselser og irettesatte ham særligen „med Hensyn til de Kirken skjænkede Gaver, hvilke ei maatte ødsles paa Lægfolk, og med Hensyn til Biskopperne, hvilke han retsstridigen lod indvie i England eller Frankrige, med Foragt for den, af hvem de ifølge det apostoliske Sædes Bemyndigelse burde indvies“. Denne Tilrettevisning vakte dog kun Haralds Forbittrelse. Han bortviste haanligen Erkebiskoppens Sendemænd med de Ord, at han ikke kjendte nogen Erkebiskop eller Magthaver i Norge uden Harald alene. „Og senere – tilføier Adam – gjorde og sagde han saare meget, som paaførte hans Stolthed et snarligt Falden Adalbert henvendte sig til Pave Alexander II (1061–1073) og udvirkede af ham en Skrivelse til Kongen, hvori det paalagdes denne samt hans Biskopper, at vise den hamborgske Erkebiskop den samme Underdanighed som de skyldte det apostoliske Sæde, hvis Legat og Vikarius Erkebiskoppen var. Denne pavelige Paamindelse virkede imidlertid ligesaalidt paa Harald som den forudgaaende fra Adalbert. Kongen, heder det, vedblev at sende fine Biskopper til Frankrige og England ja, som det synes, til Rom selv for at indvies, og det eneste Adalbert kunde udrette var, at han, naar Leilighed gaves, opfangede disse, efter hans Begreb ulovligen viede Biskopper og løslod dem ikke, for de havde aflagt ham Troskabsed. Dette hendte blandt flere ogsaa en Asgaut, efter vore Sagaer Biskop Grimkels Søstersøn^[12], der, ligesom Bernhard, var indviet af Paven. Adalbert opnaaede kun selv at indvie to Biskopper til Norge: Tholf (Thiodolf?) og Sevard (Sigurd?)^[13]. I hele denne Fremstilling af Striden mellem Harald og Adalbert er Adam af Bremen og hans Scholiast vor eneste Kilde. Adams forvirrede Fremstilling, som derhos maa samles fra flere forskjellige Steder i hans Skrift, lader megen Usikkerhed tilbage, især med Hensyn til Tidsfølgen; og det vil vist altid blive yderst vanskeligt at forklare, hvorledes det egentlig er tilgaaet med Bernhards og Asgants Indvielse af Paven, samt naar den kan have fundet Sted. Men saameget fremgaar tydelig og ubestridelig af det fortalte, at Kampen mellem Harald og Adalbert var ganske alvorlig, og at den norske Konges og Kirkes Modbydelighed for den hamborgske Metropolitanmyndighed var afgjort.

Skjønt man nu vel ikke kan lægge Harald hans Ulydighed mod den overmodige hamborgske Erkebiskop synderlig til Last, eller deraf udlede den Slutning, at han ringeagtede Kirken og dens Forstandere, saa ligger dog i hvad der allerede er fortalt Antydninger til, at han maaskee ikke i alle Henseender omfattede Kirken med den tilbørlige Kjærlighed og Opmærksomhed, og at han maaskee strakte sin Egenraadighed i kirkelige Anliggender videre, end som finder sit Forsvar i en fornuftig Stræben mod hierarchiske Anmasselser. Dog kjender man Forholdene forlidet til i denne Henseende at kunne fælde nogen bestemt Dom. At han ikke var ganske ligegyldig ved hvad der hørte til Christendommens ydre Verdighed, synes fremgaa deraf, at han drog Omsorg for tvende betydeligere Kirkers Bygning i Nidaros. Den ene var Olafs-Kirke, der var paabegyndt af Magnus den Gode, men blev fuldendt af Harald; den anden var Marie-Kirke, som han reiste fra ny af paa Sandbakken nær ved det Sted, hvor den hellige Olafs Lig havde ligget begravet den første Vinter efter hans Fald. Marie-Kirken omtales som en stor og meget fast Steenbygning, der udentvivl har været den pragtfuldeste Kirke i Norge paa den Tid^[14].

Til Haralds Styrelsestid maa udentvivl den hellige Halvards Helgenophøielse henføres. Halvard var ifølge Legenden en Søn af Høvdingen Vebjørn, der boede paa Husabø i Hlider (Lier) paa Vestfold, og af Thorny Gudbrandsdatter, Søster til Aasta, Olaf den Helliges og Harald Haardraades Moder; han var altsaa disse tvende Kongers Systrung (Mosters Søn). Han havde fort et stille og gudfrygtigt Liv deels som Bonde deels som Handelsmand, i hvilken Egenskab han havde færdets til Østersølandene. Han tog engang i sin Beskyttelse en frugtsommelig Kvinde, der falskeligen var beskyldt for Tyveri og vilde for at redde hende fore hende over Vandet Drøfn (Dramselven). Men han blev indhentet og, da han ikke vilde udlevere hende til hendes Forfølgere, dræbt af disse ved Pileskud. De dræbte ogsaa Kvinden og begrove hende paa Stranden; men om Halsen paa Halvards-Lig bandt de en stor Steen og nedsænkt det i Vandet. Længe efter fandtes imidlertid Liget med samt Stenen flydende paa Vandet, og ved dette Under aabenbaredes Halvards Helligdom^[15]. Dette er den legendariske Fortælling. Der er ingen gyldig Grund til at betvivle Halvards Tilværelse, eller hans angivne Slegtskabsforhold til den hellige Olaf, eller hans voldsomme Død, – i hvorledes det end virkelig forholder sig med de nærmere Omstændigheder ved hans Død, hvilke gave Anledning til hans Helgenophøielse. Naar og ved hvem denne er foregaaet vide vi ei heller. Saameget seer man imidlertid, at Halvards Helligdom var almindelig erkjendt, da Adam af Bremen skrev sin Kirkehistorie ved 1075, ligesom og at et stort Ry allerede dengang gik af de Undergjerninger, som skede ved hans Grav^[16]. Man har, og det med megen Sandsynlighed, sat hans Helgenophøielse i Forbindelse med Anlægget af Kjøbstaden Oslo ved Harald Haardraade omkring 1060^[17]. Vist er det, at han ansaas for denne Bys og hele Vikens Skytshelgen; Oslos Kathedralkirke blev ham indviet, og i den blev hans Skriin forvaret. Norge fik i den hellige Halvard sin tredie Nationalhelgen. Den Hellige Sunniva, der heel og holden tilhører Legenden, maa regnes for den ældste, hvis det forholder sig rigtigt, at hendes Levninger paa Sælø bragtes for Dagen og gjordes til Gjenstand for Tilbedelse allerede af Olaf Tryggvessøn^[18]; hun blev Bergens og vel tillige det hele vestlige Norges Skytshelgen; hendes Skrin blev hensat i Bergens Kathedralkirke, efter at den var bygget. Den Hellige Olaf i Nidaros var den anden; og den hellige Halvard blev nu den tredie. Hans Fest, Halvardsmesse, blev høitideligholdt den 15de Mai over hele Norge og paa mange andre Steder.

1. Nunqvam qvietus fuit a bellis, fulmen septentrionis, fataie malum omnibus Danorum insulis. Ad. Brem. III. c. 135.
2. Ad. Brem. III. c. 135.
3. Sn. Har. Hrdr. S. c. 83, jfrt. Frnm. s. VI. 102, nemlig i Kong Magnus Lagabøters og Erkeb. Jons Dage d. e. mel. 1268 og 1280.
4. Hrgv. c. 3.
5. Ad. Brem. III. c. 150.
6. Ad. Brem. IV. c. 201.
7. Ad. Brem. IV. c. 202–205.
8. Ad. Brem. IV. c. 202, jfrt. de sit Dan. c. 243.
9. Ad. Brem. d. s. D. c. 241. Af Adams forvirrede Beretninger kan man rigtignok ikke see, naar denne Begivenhed er indtruffen; men da man af den islandske Biskopssaga Hungrvaka (c. 3) seer, baade at Bernhard var hos Magnus, og at han allerede var Biskop, da han i Begyndelsen af Harald Haardraades Regjering kom til Island, efter som der til hans Virksomhed henregnes, at han indviede Kirker, hvilket kun en Biskop retteligen kunde gjøre, saa maa man antage, at hans Indvielse i Rom er foregaaet i Magnus den Godes levende Live, hvilket imidlertid ikke forhindrer, at den kan være forgaaet efter at Adalbert var bleven Erkebiskop. Munch er dog i denne Henseende af en anden Mening jfr. II. 190.
10. Ad. Brem. III. c. 135.
11. Hgrv. c. 2; Ad. Brem. d. s. D. c. 243. Munch fremstiller dette noget anderledes og antager, at Isleifs Indvielse er foregaaet 1055 raa Pinsedag, II. 191, 214. Det er at mærke, at Pave Victor II ved en Bulle af 29de Octbr. 1055 stadfæstede alle de Rettigheden som tidligere vare den hamborgske Kirke indrømmede, og navnligen den Ret for Erkebiskoppen at indvie Biskopper til „Sverige, Danmark, Norge, Island, Grønland og Skridefinnerne“.
12. Fornm. s. III. S. 172.
13. Ad. Brem. III. c. 135 med tilhørende Scholie, jft. m. IV. c. 200, og d. s. D. c. 241.
14. Sn. Har. Hrdr. S. c. 39.
15. Script rer. Dan. III. p. 603–607.
16. Ad. Brem. IV. c. 171.
17. Munch i Norsk Tidsskrift I. S. 22; N. Folks H. II. 196–204.
18. Se ovenfor Side 42.