Hopp til innhold

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/15

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Den norske Kirkes Historie under Katholicismen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (1, s. 122-129).
◄  14.
16.  ►

Hvorledes den norske Kirke blev til, – hvorledes den beseirede og udryddede Hedendommen i de af Nordmænd beboede Lande, – hvorledes den grundfæstedes ved Olaf den Helliges Love og Indretninger, hvilke saa at sige besegledes ved hans voldsomme Død og strax paafølgende Ophøielse til Helgen, – Alt dette er i det Foregaaende fremstillet. Vi skulle nu følge den norske Kirkes videre Udvikling i dens tidligste Dage, og for dette Øiemed maa vi da først igjen henvende vor Opmærksomhed paa Norges Stilling nærmest efter Olaf den Helliges Død.

Kong Svein og hans danske Styresmænd i Norge havde fundet sig i og givet sit Samtykke til Olafs Helgenophøielse. De havde derved, i det mindste middelbart, godkjendt som lovligt baade Olafs tidligere Modstand mod Knut den Mægtige og hans senere Angreb paa Norge. De kunde ikke længer paastaa, at han havde forholdt Knut det Rige, som med Rette tilkom denne, eller at han var falden som Oprører mod sin lovlige Konge. Men paa denne Maade reve de selv Hovedstøtten bort under sit Herredømme og gjorde dettes Varighed umulig. Naar nu hertil kom, at de danske Herrer, istedet for at stræbe efter Nordmændenes Velvillie ved at sætte sig ind i de norske Forhold og iagttage de norske Love, tvertimod ved at sætte sig ud over hine og gjøre Brud paa disse bortstødte Folket fra sig, naar de desuden ved Mistænksomhed og Uordholdenhed fjærnede de norske Høvdinger fra sig, i hvis Indflydelse paa Almuen, de burde søge sin fornemste Styrke, – saa var det intet Under, at deres Herredømme ligesaa hastig faldt sammen, som det havde reist sig.

Endnu i 1033 var vist nok Svein istand til at reise en Hær i Norge til Forsvar for sit Kongedømme mod Tryggve, en Søn af Olaf Tryggvessøn, der med en Krigerflok samlet i de vestlige Lande vilde gjøre sin Ret til Norges Rige gjældende. Tryggve blev fældet i et Slag i Soknarsund ved Rogaland, og hans Hær spredtes. Men selv under dette forresten heldige Tog fik Svein mærke de haandgribeligste Tegn paa den tiltagende Misstemning i Landet. Einar Thambarskjælver blev nemlig siddende hjemme og vilde ikke følge Kongen. Det samme var Tilfældet med de mægtige Arnes-Sønner, og Kalf Arnessøn lod endogsaa, da han traf sammen med Kongens Hær og opfordredes til at følge den, de Ord falde: at han havde gjort nok, om ikke for meget, for Knytlingernes Magt, djærve Ord, hvorfor Svein dog ikke kunde eller turde refse ham[1]. End tydeligere maatte Danerne mærke sin vakklende Stilling i Norge af Thrøndernes tiltagende Modvillie, der opeggedes ved den almindelige Stemme omkring i Landet: at de ved sin Reisning mod Olaf vare Skyld i den Tyngsel, som nu hvilede over Folket[2]. Paa et Thing i Nidaros, hvor Alfifa i sin Søns Navn kom frem med nye for Almuen byrdefulde Forslag, vovede Einar Thambarskjælver med djærve og haanende Ord at vise Dronningen til Rette; og da Alfifa ikke strax vilde give efter, opløste han under Almuens Bifald egenraadigen Thinget. Et nyt Thing blev senere stevnet, men da mødte Ingen. Saadant maatte overbevise Svein og hans danske Høvdinger om, at deres Herredømme i Throndhjem, allerede ravede mod sit Fald, og at her intet blivende Sted var for dem. De droge ogsaa, heder det, strax efter til de sydligere Dele af Landet og fæstede der sit Sæde[3].

Thrønderne, der saaledes vare befriede for Kong Sveins og hans fornemste danske Høvdingers Nærværelse, skrede nu snart fra Ord til Handling. Om Vinteren 1033–34 holdt deres Høvdinger jævnligen Moder for at overlægge, hvorledes de skulde afkaste Danernes Aag; og Enden paa Raadslagningerne blev, at Einar og Kalf med flere af de gjæveste Mænd i Throndhjem om Vaaren 1034 droge gjennem Sverige til Holmgaard for at hente den unge Magnus, Olaf den Helliges Søn, til Norge. Efter nogen Betænkelighed fra Kong Jarisleifs Side fulgte den elleveaarige Magnus dem, og de gave sig i Begyndelsen af 1035 paa Tilbageveien. I Sverige talte hans Stifmoder Dronning Astrid hans Sag og fik flere Svenske til at følge ham, og da han kom til Throndhjem, flygtede Kong Sveins Mænd overalt, medens Bønderne modtoge Magnus med aabne Arme. Paa Ørething i Nidaros blev denne tagen til Konge over hele Norge (1035). Einar og Kalf vare under Navn af hans Fosterfædre hans fornemste Raadgivere og i Begyndelsen Landets egentlige Styrere[4].

Kong Svein var paa Sunnhørdaland, da det spurgtes, at Thrønderne vare frafaldne og havde taget den hellige Olafs Søn til Konge. Et Øieblik tænkte Svein og hans danske Høvdinger paa at vove en Kamp; men snart opgave de denne Tanke, da de mærkede, at heller ikke Landsfolket der, hvor de nu opholdt sig, var at lide paa, og Mange ligefrem erklærede, at de ei vilde stride mod den hellige Olafs Søn. De danske Høvdinger vare høist forbittrede over Nordmændenes Utroskab og Forræderi, som de kaldte det; men i Følelse af sin Afmagt maatte de lade det forblive ved haarde Ord og Trudsler om at ville med Forsterkning fra Danmark og England atter hjemsøge Norge. Svein drog til Danmark med sine Mænd, og Magnus, der om Høsten gjennemfor Landet lige til Rigsgrændsen ved Gautelv, blev overalt modtagen med aabne Arme og erkjendt for Norges Konge[5].

Saa hastig og afgjørende vendte sig denne Gang Folkestemningen i Norge. Den danske Styrelse, hvilken man for syv Aar siden havde grebet efter med begge Hænder som en Herlighed, forkastede man nu med Afsky efter at have prøvet den. Selvstændighedsfølelsen havde nu modnet sig hos Nordmændene til klar Bevidsthed og gjennemtrængt det hele Folk. Omveltningen foregik derfor under Folkets eenstemmige Bifald og uden Blodsudgydelse. Svein havde vel ikke opgivet sit Krav paa Norges Kongedømme; han havde hos sin Broder, Hardeknut, der af Faderen var sat til Konge over Danmark, fundet Tilhold og Haab om Hjælp; og i Baggrunden stod den mægtige Knut som en truende Skikkelse. Alligevel vilde vist nok nu et Angreb paa det enige og mod Daneherredømmet ophidsede Norge have været tvivlsomt i sit Udfald, om det end havde været udført med Danmarks og Englands forenede Magt. Men det var ikke Forsynets Villie, at det skulde komme hertil. Knytlinge-Vældets Tid var udrunden. Samme Aar som Magnus blev hævet til Norges Kongedømme døde Knut den Mægtige i England, endnu i sin kraftige Alder, den 13de November 1035. Aaret efter fulgte hans Søn, Svein, ham i Graven; og Knuts Rige splittedes mellem hans tvende efterlevende, uduelige og uenige Sønner, i det Harald med Tilnavnet Harefod bemægtigede sig England, og Hardeknut maatte for det første nøies med Danmark. Denne svage Konge optog imidlertid sin afdøde Broders Krav paa Norge, og en Krig truede med Udbrud. Den blev dog forhindret derved, at begge Rigers Høvdinger lagde sig imellem, og ved et Møde ved Gautelven mellem begge Kongerne kom et Forlig i Stand, hvorved det afgjordes, at de sluttede indbyrdes Broderskab, og at den længstlevende af dem skulde arve den andens Rige[6].

Denne Overeenskomst, der i Grunden maa kaldes et uforsigtigt Skridt fra Nordmændenes Side, hvilket let kunde have blevet farligt for deres nysgjenvundne Selvstændighed, ledede vist nok til en paafølgende Udvidelse af Magnus’s Magt, men ogsaa til mangehaande Forviklinger og megen Blodsudgydelse, der skadede Danmark uden at virke noget sandt Gavn for Norge. Hardeknut døde nemlig først af de tvende Konger. Han døde pludselig (d. 8de Juli 1042) i England, hvis Konge han var bleven to Aar i Forveien ved sin Broders Død, og med ham uddøde den mandlige Linie af Danekonger af Ragnar Lodbroks Æt. England gik nu over igjen til den gamle saxiske Kongeæt og skiltes for stedse fra Danmark, hvis Konge derimod Magnus Olafssøn blev ifølge Overeenskomsten ved Gautelv[7].

Imidlertid havde Magnus’s Kongedømme i Norge vundet Tid til at befæste sig. Der var vel en Stund i Begyndelsen af hans Styrelse, da han ved Hevngjerrighed og Strenghed syntes at skulle forspilde sit Folks Kjærlighed. Skjønt han før sin Antagelse til Konge havde tilsvoret sin Faders Modstandere Strafløshed, saa rørte sig dog Hevnfølelser i den unge Konges Sind, hvilke han maaskee havde saa meget vanskeligere for at bekjæmpe, som de i Løn opeggedes af enkelte fortrolige Raadgivere[8]. Saaledes blev den gamle Haarek af Thiotta fældet i Nidaros saagodt som paa Kongens Opfordring[9]. Selv Magnus’s Fosterfader, Kalf Arnessøn, fandt det sikkrest med Hast at flygte fra Norge, da han mærkede, at Kongen mistænkte ham for at være en af sin Faders Banemænd[10]. Flere af Hovedmændene for Reisningen mod Olaf bleve haardt rammede af Kongens Strenghed, der endogsaa strakte sig til deres Arvinger ved Inddragelse af de Skyldiges Gods[11]. Dette var ikke efter Folkets Sind, som heri med Rette saa Brud paa Ed og paa Lands-Lov. Vide omkring i Landet og især i Throndhjem mærkedes allerede en dump truende Knurren, og der viste sig hist og her umiskjendelige Tegn til en udbrydende Opstand. Men den unge Konge blev endnu i Tide advaret af sine oprigtige Venner. Belært af dem, indsaa han Uretfærdigheden og Uforsigtigheden i sin Fremgangsmaade, og slog ind paa den modsatte Vei. Han opgav alle Hevntanker og udsonede sig snart igjen med Folket ved sin Mildhed. Fra den Stund af blev han sit Folks Yndling; man gav ham Tilnavnet: den Gode, og neppe havde der i Norge været nogen saa almindelig elsket Konge siden Haakon Adalsteinsfostre[12]. Hans Veileder og nærmeste Raadgiver var den mægtige Einar Thambarskjælver. Denne havde, som ovenfor sagt, i Førstningen deelt med Kalf Arnessøn Æren og Fordelen af at være den unge Konges Fosterfader; men efter Kalfs Flugt fra Norge, hvilken Einar lader til ikke ugjerne at have seet, stod han uden Medbeiler som den ypperste af Norges Høvdinger og Magnus’s første Raadgiver samt oprigtige Ven gjennem hele dennes Styrelsestid.

Magnus’s Uvidenhed i Landets Love havde for en stor Deel medvirket til, at han tidligere havde overtraadt dem i Forfølgelsen af sin Hevn mod sin Faders Fiender. Da hans Øine vare blevne aabnede for dette Misgreb, var det ogsaa hans første Omsorg at lade sig underrette i Loven af de viseste Mænd, og med deres Raad og Veiledning lod han sammensætte en skreven Lovbog, hvilken endnu henved to hundrede Aar senere var til i Throndhjem og benævntes, uvist af hvad Grund: Graagaas[13]. Før den Tid maa Norges Love antages at have været bevarede i mundtlig Overlevering. Uagtet deres skriftlige Optegning efter Magnus’s Foranstaltning neppe havde nogen væsentlig Indflydelse paa deres Indhold, der vistnok forblev ved hvad i hans Faders Tid var vedtaget, saa blev dette dog nu sikkrere bevaret for Eftertiden. Graagaasen synes forresten kun at have omfattet Thrøndernes Lov eller Frostathingsloven, og det er uvist, hvorvidt en lignende skriftlig Optegning i Magnus’s Tid er bleven foretagen med de øvrige Landslove. Usandsynligt er det ikke, og i ethvert Fald har det neppe varet længe efter, for det er blevet iverksat. Hvad Christenretten angaar, da er der vistnok nogen Anledning til at tro, at den allerede under Olaf den Hellige er ført i Pennen, da det paa flere Steder i hans Saga siges, at han lod den oplæse for Folket paa Thingene[14]; men noget bestemt kan dog ikke ak dette Udtryk sluttes, der muligen ikke bor tages i strengeste Betydning. Sikkert er det, at Magnus’s Graagaas, der ogsaa vides at have indeholdt Christenretten, er den første skrevne norske Lovbog, som udtrykkelig nævnes.

Da Magnus i sit attende Aar uden Modstand toges til Damnarks Konge (1042), var hans Kongedømme i Norge allerede grundfæstet paa hele Folkets Kjærlighed og desuden omstraalet af den Glands, som Faderens Helligdom i Folketroen kastede over Sønnen. Denne Glands gjorde ganske vist ogsaa sit til at lette ham Adkomsten til Danmarks Rige[15]. Han befriede siden dette fra et farligt Indfald af de hedenske Vender, hvis store Overmagt han næsten tilintetgjorde i det blodige Slag paa Hlyrskovshede i Jylland (28de Septbr. 1044). Det var almindelig Tro, at han skyldte sin hellige Faders Hjælp denne uventede Seier; og siden var det Folketale, at det ikke kunde nytte nogen at stride mod Magnus[16]. „Han var – siger Adam af Bremen – for sin Retfærdighed og Tapperhed Danerne kjær, som han var frygtelig for Venderne“; og Adams Scholiast yttrer om ham, at „han var en hellig Yngling af uskyldige Seder, derfor gav Gud ham Seier overalt“[17]. Alligevel blev hans Styrelse i Danmark ikke fri for indre Uroligheder, der idelig kaldte ham didhen fra Norge. Han havde givet Svein Ulfssøn, Knut den Mægtiges Søstersøn, Jarlsnavn og sat ham til at forestaa Danmark. Men Svein vandt sig et mægtigt Tilhang blandt sine Landsmænd, reiste en Opstand mod Magnus og lod sig selv give Kongenavn. Følgen var, at Magnus Aar efter andet maatte ligge med sin Hær i Danmark. Seieren fulgte ham stedse, og Svein blev overvunden i flere blodige Slag; men han fandt i sin Nød Tilhold i Sverige, og i ganske rolig Besiddelse af Danmark kom Magnus aldrig.

Sveins Opstand blev Magnus saa meget farligere, da ogsaa en norsk Fyrste fremstod med Krav paa Deel i Norges Kongedømme. Dette var Harald, Søn af Kong Sigurd Syr paa Ringerike, og Olaf den Helliges Halvbroder. Han havde i sit 15de Aar deeltaget i Slaget paa Stikklastad blandt Olafs Mænd, var derfra undkommen, havde over Gardarike faret til Constantinopel, var der indtraadt i Væringernes Hær i den græske Keisers Tieneste, og havde paa mange Tog vundet baade Ære og Rigdom. Han kom i Slutningen af 1045 tilbage til Norden og henvendte sig til Magnus med Krav paa Andeel af Norges Rige ifølge Arveret som Ætling af Harald Haarfager i mandlig Linie. Da Magnus paa sine Høvdingers og især Einar Thambarskjælvers Raad i Førstningen viste sig uvillig til at opfylde hans Krav, drog Harald til Sverige og sluttede sig her til Svein Ulfssøns Parti mod sin Brodersøn. Dette Forbund var dog neppe oprigtig meent, men blot en Trudsel mod Magnus; det blev ogsaa strax opgivet, da denne efter nøiere Overlæg erklærede sig villig til at komme Haralds Ønsker imøde. Magnus bestemte sig nemlig til at dele Norges Kongedømme med Harald, imod at denne igjen skulde give ham Halvdelen af sine Skatte; og Beslutningen blev udført 1046[18].

Dette Skridt var af stor Vigtighed i sine Følger, da derved en ny Vedtægt med Hensyn til Kongearvefølgen blev indført i Norges Statsret – en Vedtægt, som længe forblev gjældende og øvede en mægtig Indflydelse paa Udviklingen af Norges Statssamfund. Man vendte ikke tilbage til Harald Haarfagers Indretning og den dermed forbundne virkelige Landsdeling, hvis fuldkomne Afskaffelse Olaf den Hellige udentvivl havde tilsigtet, da han ophævede Fylkeskongedømmet. Derimod bestemtes, at Magnus og Harald skulde øve en Fællesstyrelse, hvorved Kongedømmets Rettigheder og Pligter lige fordeeltes mellem begge, uden at nogen bestemt Landsdeel anvistes hver af dem som hans særegne Rige. De skulde være hinandens Lige i Kongenavn og kongelig Myndighed, kun med en uvæsentlig Forrang i ydre Æresbevisninger for Magnus, som den ældre i Kongedømmet. Saaledes erklæredes Kongedømmet deelbart, og enhver Kongesøn, egte- eller uegtefødt, lige berettiget til at deeltage deri, det vil sige i Kongenavnet, Kongeindtægterne og Udøvelsen af den kongelige Myndighed; medens Riget forblev udeelbart, idet Landet ikke kunde udstykkes mellem Kongerne. Denne Statsindretning var vist nok langt at foretrække for den af Harald Haarfager indstiftede, med dens Overkongedømmet underordnede Fylkeskongedømmer, hvorved en Landsdeling fast i det uendelige kunde tænkes mulig. Men den indeholdt alligevel i sig en Spire til indre Splid, som i senere Tider ofte frembrød til Norges store Fordærvelse.

Efterat Magnus og Harald saaledes havde forliget sig, vendte de i 1047 sin forenede Magt imod Svein Ulfssøn. Denne blev i Hast fortrængt fra Danmark og stod allerede beredt til at opgive dette for stedse og atter flygte til Sverige, da Magnus den Gode den 25de Octbr. 1047 uventet døde paa sit Skib, medens den norske Flaade laa ved Jyllands Kyst. Han var ikke meer end 24 Aar gammel og efterlod ingen Søn. Ved hans Død adskiltes igjen Norge og Danmark, da dette sidste Rige nu tilfaldt Svein Ulfssøn, og han blev Stamfader for en ny dansk Kongeæt, der styrede Landet i mere end 300 Aar. Harald havde gjerne villet benytte Leiligheden og med den seierrige norske Hær gjort Nordmændenes Herredømme over Danmark stadigt; men de norske Høvdinger og den norske Hær ansaa Rigernes Forening opløst ved Magnus’s Død, og vilde ikke hjælpe Harald i hans ærgjerrige Stræben efter et Rige, hvortil han ifølge Magnus’s egen Erklæring paa sit Yderste ikke havde nogen Ret, da Arveforeningen mellem Hardeknut og Magnus kun havde gjældet dem personlig. Harald maatte, skjønt nødig, vende tilbage til Norge, hvor han uden Indsigelse paa alle Thing blev tagen til Konge over hele Riget.

Om den norske Kirkes særlige Anliggender under Magnus den Gode vides kun meget lidet. At Olaf den Helliges Helgenry tiltog under hans Søns Landsstyrelse, var naturligt. Hans Lig, der fremdeles skal have holdt sig uforraadnet og friskt, blev af Magnus skrinlagt i en guldprydet og med Stene besat Sølvkiste. Kongen havde selv Nøglen til den i Forvaring og skar aarligen Ligets Haar og Negle, der begge Dele bestandig troedes at vore. Mange Jærtegn, paastodes der, skede ved Skrinet, og en ivrig Tilbedelse ydedes Olafs Levninger. Det blev ogsaa lovtaget, at hans Høitidsdag skulde overholdes som en af de største Helligdage[19]. Under en saadan levende Ærefrygt for Olaf og hans Minde, maa man antage, at Kirkestyrelsen i Et og Alt havde sin Gang efter de af ham opstillede Grundsætninger, saameget mere som hans Ben og verdige Medhjælper Biskop Grimkel vedblev at virke ogsaa under Magnus’s hele Styrelsestid[20]. Naar denne af Norges Kirke høit fortjente Mand er død, vides ikke.

Den eneste mere fremtrædende Geistlige foruden Grimkel, som omtales i Magnus’s Historie, er en Biskop Bernhard (Bjarnvard), der kaldes med Tilnavn den Saxlandske (hinn saxlendski). Han maa følgelig antages at have været en Saxer og er muligen bleven Magnus bekjendt og har traadt i hans Tjeneste under dennes Ophold i Danmark og Forhandlinger med Hertug Bernhard af Saxen i Anledning af Krigen med Venderne[21]. Om denne Biskop Bernhard ville vi senere komme til at tale lidt mere.

Norges Forbindelse med Danmark, Krigen med Venderne og Magnus’s Svogerskab med den saxiske Hertug Bernhard, hvis Søn Ordulf han giftede sin Søster Ulfhild, gav Anledning til en nærmere Berøring mellem Magnus og den bremiske Erkebiskop, og vakte rimeligviis Haabet hos denne sidste om at kunne faa gjort sin Metropolitanret over den norske Kirke til Virkelighed. Den daværende Erkebiskop var Bezelin (Wizelin) Alebrand (1033–1043). Han havde under Magnus’s Ophold i Sønder-Jylland en Sammenkomst med denne i Slesvik i Slutningen af 1042 eller Begyndelsen af 1043[22]. Men hvad paa dette Mode er forhandlet mellem Kongen og Erkebiskoppen er ubekjendt.

  1. ↑ Sn. Ol. H. S. c. 262, 263.
  2. ↑ Sn. O. H. S. c. 261.
  3. ↑ Fgrsk. 94.
  4. ↑ Sn. Ol. H. S. c. 264, 265, Magn. G. S. c. 1–3: Fgrsk. 94, 95.
  5. ↑ Sn. M. G. S. c. 4, 5; Fgrsk. 95, 96.
  6. ↑ Sn. M. G. S. c. 7; Fgrsk. 96, 97.
  7. ↑ Sn. M. G. S. c. 18–20; Fgrsk. 99.
  8. ↑ Sn. M. G. S. c. 14.
  9. ↑ Sn. M. G. S. c. 13.
  10. ↑ Sn. M. G. S. c. 15.
  11. ↑ Sn. M. G. S. c. 16.
  12. ↑ Sn. M. G. S, c. 16, 17; Fgrsk. 97–99.
  13. ↑ Sn. M. G. S. c. 17.
  14. ↑ Sn. O. H. S. c. 58; jfr. Theod. Mon. c. 16 (Scr. r. Dan. V. p. 324): „leges patria lingva conscribi fecit“.
  15. ↑ Sn. M. G. S. c. 21.
  16. ↑ Sn. M. G. S. c. 27–29; Fgrsk. 102–104.
  17. ↑ Ad. Brem. II. c. 114 og Schol. 44.
  18. ↑ Fgrsk. 113, 114; udentv. rigtigere Fremstilling end Sn. Har. Haardr. S. c. 20–24.
  19. ↑ Sn. M. G. S. c. 11, Har. Haardr. S. c. 25.
  20. ↑ Theodoricus Monachus, i sin paa Latin forfattede Norges Historie, omtaler Grimkel som tilstedeværende ved Norges Deling mellem Magnus og Harald i 1046. Se Theod. Mon. c. 27 (Scr. r. Dan. V. p. 335).
  21. ↑ Hungrv. c. 3; hvor han udtrykkelig skjelnes fra den ældre Bjarnvard Vilraadssøn hiin Bogvise, som kom fra England med Olaf den Hellige.
  22. ↑ Ad. Brem. II. c. 114, 117. I April 1043 døde allerede Bezelin.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Den_norske_Kirkes_Historie_under_Katholicismen/15&oldid=128177»