Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hvorledes den norſke Kirke blev til, — hvorledes den beſeirede og udryddede Hedendommen i de af Nordmænd beboede Lande, — hvorledes den grundfæſtedes ved Olaf den Helliges Love og Indretninger, hvilke ſaa at ſige beſegledes ved hans voldſomme Død og ſtrax paafølgende Ophøielſe til Helgen, — Alt dette er i det Foregaaende fremſtillet. Vi ſkulle nu følge den norſke Kirkes videre Udvikling i dens tidligſte Dage, og for dette Øiemed maa vi da førſt igjen henvende vor Opmærkſomhed paa Norges Stilling nærmeſt efter Olaf den Helliges Død.

Kong Svein og hans danſke Styresmænd i Norge havde fundet ſig i og givet ſit Samtykke til Olafs Helgenophøielſe. De havde derved, i det mindſte middelbart, godkjendt ſom lovligt baade Olafs tidligere Modſtand mod Knut den Mægtige og hans ſenere Angreb paa Norge. De kunde ikke længer paaſtaa, at han havde forholdt Knut det Rige, ſom med Rette tilkom denne, eller at han var falden ſom Oprører mod ſin lovlige Konge. Men paa denne Maade reve de ſelv Hovedſtøtten bort under ſit Herredømme og gjorde dettes Varighed umulig. Naar nu hertil kom, at de danſke Herrer, iſtedet for at ſtræbe efter Nordmændenes Velvillie ved at ſætte ſig ind i de norſke Forhold og iagttage de norſke Love, tvertimod ved at ſætte ſig ud over hine og gjøre Brud paa disſe bortſtødte Folket fra ſig, naar de desuden ved Mistænkſomhed og Uordholdenhed fjærnede de norſke Høvdinger fra ſig, i hvis Indflydelſe paa Almuen, de burde ſøge ſin fornemſte Styrke, — ſaa var det intet Under, at deres Herredømme ligeſaa haſtig faldt ſammen, ſom det havde reiſt ſig.

Endnu i 1033 var viſt nok Svein iſtand til at reiſe en Hær i Norge til Forſvar for ſit Kongedømme mod Tryggve, en Søn af Olaf Tryggvesſøn, der med en Krigerflok ſamlet i de veſtlige Lande vilde gjøre ſin Ret til Norges Rige gjældende. Tryggve blev fældet i et Slag i Soknarſund ved Rogaland, og hans Hær ſpredtes. Men ſelv under dette forreſten heldige Tog fik Svein mærke de haandgribeligſte Tegn paa den tiltagende Misſtemning i Landet. Einar Thambarſkjælver blev nemlig ſiddende hjemme og vilde ikke følge Kongen. Det ſamme var Tilfældet med de mægtige Arnes-Sønner, og Kalf Arnesſøn lod endogſaa, da han traf ſammen med Kongens Hær og opfordredes til at følge den, de Ord falde: at han havde gjort nok, om ikke for meget, for Knytlingernes Magt, djærve Ord, hvorfor Svein dog ikke kunde eller turde refſe ham[1]. End tydeligere maatte Danerne mærke ſin vakklende Stilling i Norge af Thrøndernes tiltagende Modvillie, der opeggedes ved den almindelige Stemme omkring i Landet: at de ved ſin Reisning mod Olaf vare Skyld i den Tyngſel, ſom nu hvilede over Folket[2]. Paa et Thing i Nidaros, hvor Alfifa i ſin Søns Navn kom frem med nye for Almuen byrdefulde Forſlag, vovede Einar Thambarſkjælver med djærve og haanende Ord at viſe Dronningen til Rette; og da Alfifa ikke ſtrax vilde give efter, opløſte han under Almuens Bifald egenraadigen Thinget. Et nyt Thing blev ſenere ſtevnet, men da mødte Ingen. Saadant maatte overbeviſe Svein og hans danſke Høvdinger om, at deres Herredømme i Throndhjem, allerede ravede mod ſit Fald, og at her intet blivende Sted var for dem. De droge ogſaa, heder det, ſtrax efter til de ſydligere Dele af Landet og fæſtede der ſit Sæde[3].

Thrønderne, der ſaaledes vare befriede for Kong Sveins og hans fornemſte danſke Høvdingers Nærværelſe, ſkrede nu ſnart fra Ord til Handling. Om Vinteren 1033—34 holdt deres Høvdinger jævnligen Moder for at overlægge, hvorledes de ſkulde afkaſte Danernes Aag; og Enden paa Raadſlagningerne blev, at Einar og Kalf med flere af de gjæveſte Mænd i Throndhjem om Vaaren 1034 droge gjennem Sverige til Holmgaard for at hente den unge Magnus, Olaf den Helliges Søn, til Norge. Efter nogen Betænkelighed fra Kong Jarisleifs Side fulgte den elleveaarige Magnus dem, og de gave ſig i Begyndelſen af 1035 paa Tilbageveien. I Sverige talte hans Stifmoder Dronning Aſtrid hans Sag og fik flere Svenſke til at følge ham, og da han kom til Throndhjem, flygtede Kong Sveins Mænd overalt, medens Bønderne modtoge Magnus med aabne Arme. Paa Ørething i Nidaros blev denne tagen til Konge over hele Norge (1035). Einar og Kalf vare under Navn af hans Foſterfædre hans fornemſte Raadgivere og i Begyndelſen Landets egentlige Styrere[4].

Kong Svein var paa Sunnhørdaland, da det ſpurgtes, at Thrønderne vare frafaldne og havde taget den hellige Olafs Søn til Konge. Et Øieblik tænkte Svein og hans danſke Høvdinger paa at vove en Kamp; men ſnart opgave de denne Tanke, da de mærkede, at heller ikke Landsfolket der, hvor de nu opholdt ſig, var at lide paa, og Mange ligefrem erklærede, at de ei vilde ſtride mod den hellige Olafs Søn. De danſke Høvdinger vare høiſt forbittrede over Nordmændenes Utroſkab og Forræderi, ſom de kaldte det; men i Følelſe af ſin Afmagt maatte de lade det forblive ved haarde Ord og Trudſler om at ville med Forſterkning fra Danmark og England atter hjemſøge Norge. Svein drog til Danmark med ſine Mænd, og Magnus, der om Høſten gjennemfor Landet lige til Rigsgrændſen ved Gautelv, blev overalt modtagen med aabne Arme og erkjendt for Norges Konge[5].

Saa haſtig og afgjørende vendte ſig denne Gang Folkeſtemningen i Norge. Den danſke Styrelſe, hvilken man for ſyv Aar ſiden havde grebet efter med begge Hænder ſom en Herlighed, forkaſtede man nu med Afſky efter at have prøvet den. Selvſtændighedsfølelſen havde nu modnet ſig hos Nordmændene til klar Bevidſthed og gjennemtrængt det hele Folk. Omveltningen foregik derfor under Folkets eenſtemmige Bifald og uden Blodsudgydelſe. Svein havde vel ikke opgivet ſit Krav paa Norges Kongedømme; han havde hos ſin Broder, Hardeknut, der af Faderen var ſat til Konge over Danmark, fundet Tilhold og Haab om Hjælp; og i Baggrunden ſtod den mægtige Knut ſom en truende Skikkelſe. Alligevel vilde viſt nok nu et Angreb paa det enige og mod Daneherredømmet ophidſede Norge have været tvivlſomt i ſit Udfald, om det end havde været udført med Danmarks og Englands forenede Magt. Men det var ikke Forſynets Villie, at det ſkulde komme hertil. Knytlinge-Vældets Tid var udrunden. Samme Aar ſom Magnus blev hævet til Norges Kongedømme døde Knut den Mægtige i England, endnu i ſin kraftige Alder, den 13de November 1035. Aaret efter fulgte hans Søn, Svein, ham i Graven; og Knuts Rige ſplittedes mellem hans tvende efterlevende, uduelige og uenige Sønner, i det Harald med Tilnavnet Harefod bemægtigede ſig England, og Hardeknut maatte for det førſte nøies med Danmark. Denne ſvage Konge optog imidlertid ſin afdøde Broders Krav paa Norge, og en Krig truede med Udbrud. Den blev dog forhindret derved, at begge Rigers Høvdinger lagde ſig imellem, og ved et Møde ved Gautelven mellem begge Kongerne kom et Forlig i Stand, hvorved det afgjordes, at de ſluttede indbyrdes Broderſkab, og at den længſtlevende af dem ſkulde arve den andens Rige[6].

Denne Overeenskomſt, der i Grunden maa kaldes et uforſigtigt Skridt fra Nordmændenes Side, hvilket let kunde have blevet farligt for deres nysgjenvundne Selvſtændighed, ledede viſt nok til en paafølgende Udvidelſe af Magnus’s Magt, men ogſaa til mangehaande Forviklinger og megen Blodsudgydelſe, der ſkadede Danmark uden at virke noget ſandt Gavn for Norge. Hardeknut døde nemlig førſt af de tvende Konger. Han døde pludſelig (d. 8de Juli 1042) i England, hvis Konge han var bleven to Aar i Forveien ved ſin Broders Død, og med ham uddøde den mandlige Linie af Danekonger af Ragnar Lodbroks Æt. England gik nu over igjen til den gamle ſaxiſke Kongeæt og ſkiltes for ſtedſe fra Danmark, hvis Konge derimod Magnus Olafsſøn blev ifølge Overeenskomſten ved Gautelv[7].

Imidlertid havde Magnus’s Kongedømme i Norge vundet Tid til at befæſte ſig. Der var vel en Stund i Begyndelſen af hans Styrelſe, da han ved Hevngjerrighed og Strenghed ſyntes at ſkulle forſpilde ſit Folks Kjærlighed. Skjønt han før ſin Antagelſe til Konge havde tilſvoret ſin Faders Modſtandere Strafløshed, ſaa rørte ſig dog Hevnfølelſer i den unge Konges Sind, hvilke han maaſkee havde ſaa meget vanſkeligere for at bekjæmpe, ſom de i Løn opeggedes af enkelte fortrolige Raadgivere[8]. Saaledes blev den gamle Haarek af Thiotta fældet i Nidaros ſaagodt ſom paa Kongens Opfordring[9]. Selv Magnus’s Foſterfader, Kalf Arnesſøn, fandt det ſikkreſt med Haſt at flygte fra Norge, da han mærkede, at Kongen mistænkte ham for at være en af ſin Faders Banemænd[10]. Flere af Hovedmændene for Reisningen mod Olaf bleve haardt rammede af Kongens Strenghed, der endogſaa ſtrakte ſig til deres Arvinger ved Inddragelſe af de Skyldiges Gods[11]. Dette var ikke efter Folkets Sind, ſom heri med Rette ſaa Brud paa Ed og paa Lands-Lov. Vide omkring i Landet og iſær i Throndhjem mærkedes allerede en dump truende Knurren, og der viſte ſig hiſt og her umiskjendelige Tegn til en udbrydende Opſtand. Men den unge Konge blev endnu i Tide advaret af ſine oprigtige Venner. Belært af dem, indſaa han Uretfærdigheden og Uforſigtigheden i ſin Fremgangsmaade, og ſlog ind paa den modſatte Vei. Han opgav alle Hevntanker og udſonede ſig ſnart igjen med Folket ved ſin Mildhed. Fra den Stund af blev han ſit Folks Yndling; man gav ham Tilnavnet: den Gode, og neppe havde der i Norge været nogen ſaa almindelig elſket Konge ſiden Haakon Adalſteinsfoſtre[12]. Hans Veileder og nærmeſte Raadgiver var den mægtige Einar Thambarſkjælver. Denne havde, ſom ovenfor ſagt, i Førſtningen deelt med Kalf Arnesſøn Æren og Fordelen af at være den unge Konges Foſterfader; men efter Kalfs Flugt fra Norge, hvilken Einar lader til ikke ugjerne at have ſeet, ſtod han uden Medbeiler ſom den ypperſte af Norges Høvdinger og Magnus’s førſte Raadgiver ſamt oprigtige Ven gjennem hele dennes Styrelſestid.

Magnus’s Uvidenhed i Landets Love havde for en ſtor Deel medvirket til, at han tidligere havde overtraadt dem i Forfølgelſen af ſin Hevn mod ſin Faders Fiender. Da hans Øine vare blevne aabnede for dette Misgreb, var det ogſaa hans førſte Omſorg at lade ſig underrette i Loven af de viſeſte Mænd, og med deres Raad og Veiledning lod han ſammenſætte en ſkreven Lovbog, hvilken endnu henved to hundrede Aar ſenere var til i Throndhjem og benævntes, uviſt af hvad Grund: Graagaas[13]. Før den Tid maa Norges Love antages at have været bevarede i mundtlig Overlevering. Uagtet deres ſkriftlige Optegning efter Magnus’s Foranſtaltning neppe havde nogen væſentlig Indflydelſe paa deres Indhold, der viſtnok forblev ved hvad i hans Faders Tid var vedtaget, ſaa blev dette dog nu ſikkrere bevaret for Eftertiden. Graagaaſen ſynes forreſten kun at have omfattet Thrøndernes Lov eller Froſtathingsloven, og det er uviſt, hvorvidt en lignende ſkriftlig Optegning i Magnus’s Tid er bleven foretagen med de øvrige Landslove. Uſandſynligt er det ikke, og i ethvert Fald har det neppe varet længe efter, for det er blevet iverkſat. Hvad Chriſtenretten angaar, da er der viſtnok nogen Anledning til at tro, at den allerede under Olaf den Hellige er ført i Pennen, da det paa flere Steder i hans Saga ſiges, at han lod den oplæſe for Folket paa Thingene[14]; men noget beſtemt kan dog ikke ak dette Udtryk ſluttes, der muligen ikke bor tages i ſtrengeſte Betydning. Sikkert er det, at Magnus’s Graagaas, der ogſaa vides at have indeholdt Chriſtenretten, er den førſte ſkrevne norſke Lovbog, ſom udtrykkelig nævnes.

Da Magnus i ſit attende Aar uden Modſtand toges til Damnarks Konge (1042), var hans Kongedømme i Norge allerede grundfæſtet paa hele Folkets Kjærlighed og desuden omſtraalet af den Glands, ſom Faderens Helligdom i Folketroen kaſtede over Sønnen. Denne Glands gjorde ganſke viſt ogſaa ſit til at lette ham Adkomſten til Danmarks Rige[15]. Han befriede ſiden dette fra et farligt Indfald af de hedenſke Vender, hvis ſtore Overmagt han næſten tilintetgjorde i det blodige Slag paa Hlyrſkovshede i Jylland (28de Septbr. 1044). Det var almindelig Tro, at han ſkyldte ſin hellige Faders Hjælp denne uventede Seier; og ſiden var det Folketale, at det ikke kunde nytte nogen at ſtride mod Magnus[16]. „Han var — ſiger Adam af Bremen — for ſin Retfærdighed og Tapperhed Danerne kjær, ſom han var frygtelig for Venderne“; og Adams Scholiaſt yttrer om ham, at „han var en hellig Yngling af uſkyldige Seder, derfor gav Gud ham Seier overalt“[17]. Alligevel blev hans Styrelſe i Danmark ikke fri for indre Uroligheder, der idelig kaldte ham didhen fra Norge. Han havde givet Svein Ulfsſøn, Knut den Mægtiges Søſterſøn, Jarlsnavn og ſat ham til at foreſtaa Danmark. Men Svein vandt ſig et mægtigt Tilhang blandt ſine Landsmænd, reiſte en Opſtand mod Magnus og lod ſig ſelv give Kongenavn. Følgen var, at Magnus Aar efter andet maatte ligge med ſin Hær i Danmark. Seieren fulgte ham ſtedſe, og Svein blev overvunden i flere blodige Slag; men han fandt i ſin Nød Tilhold i Sverige, og i ganſke rolig Beſiddelſe af Danmark kom Magnus aldrig.

Sveins Opſtand blev Magnus ſaa meget farligere, da ogſaa en norſk Fyrſte fremſtod med Krav paa Deel i Norges Kongedømme. Dette var Harald, Søn af Kong Sigurd Syr paa Ringerike, og Olaf den Helliges Halvbroder. Han havde i ſit 15de Aar deeltaget i Slaget paa Stikklaſtad blandt Olafs Mænd, var derfra undkommen, havde over Gardarike faret til Conſtantinopel, var der indtraadt i Væringernes Hær i den græſke Keiſers Tieneſte, og havde paa mange Tog vundet baade Ære og Rigdom. Han kom i Slutningen af 1045 tilbage til Norden og henvendte ſig til Magnus med Krav paa Andeel af Norges Rige ifølge Arveret ſom Ætling af Harald Haarfager i mandlig Linie. Da Magnus paa ſine Høvdingers og iſær Einar Thambarſkjælvers Raad i Førſtningen viſte ſig uvillig til at opfylde hans Krav, drog Harald til Sverige og ſluttede ſig her til Svein Ulfsſøns Parti mod ſin Broderſøn. Dette Forbund var dog neppe oprigtig meent, men blot en Trudſel mod Magnus; det blev ogſaa ſtrax opgivet, da denne efter nøiere Overlæg erklærede ſig villig til at komme Haralds Ønſker imøde. Magnus beſtemte ſig nemlig til at dele Norges Kongedømme med Harald, imod at denne igjen ſkulde give ham Halvdelen af ſine Skatte; og Beſlutningen blev udført 1046[18].

Dette Skridt var af ſtor Vigtighed i ſine Følger, da derved en ny Vedtægt med Henſyn til Kongearvefølgen blev indført i Norges Statsret — en Vedtægt, ſom længe forblev gjældende og øvede en mægtig Indflydelſe paa Udviklingen af Norges Statsſamfund. Man vendte ikke tilbage til Harald Haarfagers Indretning og den dermed forbundne virkelige Landsdeling, hvis fuldkomne Afſkaffelſe Olaf den Hellige udentvivl havde tilſigtet, da han ophævede Fylkeskongedømmet. Derimod beſtemtes, at Magnus og Harald ſkulde øve en Fællesſtyrelſe, hvorved Kongedømmets Rettigheder og Pligter lige fordeeltes mellem begge, uden at nogen beſtemt Landsdeel anviſtes hver af dem ſom hans ſæregne Rige. De ſkulde være hinandens Lige i Kongenavn og kongelig Myndighed, kun med en uvæſentlig Forrang i ydre Æresbevisninger for Magnus, ſom den ældre i Kongedømmet. Saaledes erklæredes Kongedømmet deelbart, og enhver Kongeſøn, egte- eller uegtefødt, lige berettiget til at deeltage deri, det vil ſige i Kongenavnet, Kongeindtægterne og Udøvelſen af den kongelige Myndighed; medens Riget forblev udeelbart, idet Landet ikke kunde udſtykkes mellem Kongerne. Denne Statsindretning var viſt nok langt at foretrække for den af Harald Haarfager indſtiftede, med dens Overkongedømmet underordnede Fylkeskongedømmer, hvorved en Landsdeling faſt i det uendelige kunde tænkes mulig. Men den indeholdt alligevel i ſig en Spire til indre Splid, ſom i ſenere Tider ofte frembrød til Norges ſtore Fordærvelſe.

Efterat Magnus og Harald ſaaledes havde forliget ſig, vendte de i 1047 ſin forenede Magt imod Svein Ulfsſøn. Denne blev i Haſt fortrængt fra Danmark og ſtod allerede beredt til at opgive dette for ſtedſe og atter flygte til Sverige, da Magnus den Gode den 25de Octbr. 1047 uventet døde paa ſit Skib, medens den norſke Flaade laa ved Jyllands Kyſt. Han var ikke meer end 24 Aar gammel og efterlod ingen Søn. Ved hans Død adſkiltes igjen Norge og Danmark, da dette ſidſte Rige nu tilfaldt Svein Ulfsſøn, og han blev Stamfader for en ny danſk Kongeæt, der ſtyrede Landet i mere end 300 Aar. Harald havde gjerne villet benytte Leiligheden og med den ſeierrige norſke Hær gjort Nordmændenes Herredømme over Danmark ſtadigt; men de norſke Høvdinger og den norſke Hær anſaa Rigernes Forening opløſt ved Magnus’s Død, og vilde ikke hjælpe Harald i hans ærgjerrige Stræben efter et Rige, hvortil han ifølge Magnus’s egen Erklæring paa ſit Yderſte ikke havde nogen Ret, da Arveforeningen mellem Hardeknut og Magnus kun havde gjældet dem perſonlig. Harald maatte, ſkjønt nødig, vende tilbage til Norge, hvor han uden Indſigelſe paa alle Thing blev tagen til Konge over hele Riget.

Om den norſke Kirkes ſærlige Anliggender under Magnus den Gode vides kun meget lidet. At Olaf den Helliges Helgenry tiltog under hans Søns Landsſtyrelſe, var naturligt. Hans Lig, der fremdeles ſkal have holdt ſig uforraadnet og friſkt, blev af Magnus ſkrinlagt i en guldprydet og med Stene beſat Sølvkiſte. Kongen havde ſelv Nøglen til den i Forvaring og ſkar aarligen Ligets Haar og Negle, der begge Dele beſtandig troedes at vore. Mange Jærtegn, paaſtodes der, ſkede ved Skrinet, og en ivrig Tilbedelſe ydedes Olafs Levninger. Det blev ogſaa lovtaget, at hans Høitidsdag ſkulde overholdes ſom en af de ſtørſte Helligdage[19]. Under en ſaadan levende Ærefrygt for Olaf og hans Minde, maa man antage, at Kirkeſtyrelſen i Et og Alt havde ſin Gang efter de af ham opſtillede Grundſætninger, ſaameget mere ſom hans Ben og verdige Medhjælper Biſkop Grimkel vedblev at virke ogſaa under Magnus’s hele Styrelſestid[20]. Naar denne af Norges Kirke høit fortjente Mand er død, vides ikke.

Den eneſte mere fremtrædende Geiſtlige foruden Grimkel, ſom omtales i Magnus’s Hiſtorie, er en Biſkop Bernhard (Bjarnvard), der kaldes med Tilnavn den Saxlandſke (hinn saxlendski). Han maa følgelig antages at have været en Saxer og er muligen bleven Magnus bekjendt og har traadt i hans Tjeneſte under dennes Ophold i Danmark og Forhandlinger med Hertug Bernhard af Saxen i Anledning af Krigen med Venderne[21]. Om denne Biſkop Bernhard ville vi ſenere komme til at tale lidt mere.

Norges Forbindelſe med Danmark, Krigen med Venderne og Magnus’s Svogerſkab med den ſaxiſke Hertug Bernhard, hvis Søn Ordulf han giftede ſin Søſter Ulfhild, gav Anledning til en nærmere Berøring mellem Magnus og den bremiſke Erkebiſkop, og vakte rimeligviis Haabet hos denne ſidſte om at kunne faa gjort ſin Metropolitanret over den norſke Kirke til Virkelighed. Den daværende Erkebiſkop var Bezelin (Wizelin) Alebrand (1033—1043). Han havde under Magnus’s Ophold i Sønder-Jylland en Sammenkomſt med denne i Slesvik i Slutningen af 1042 eller Begyndelſen af 1043[22]. Men hvad paa dette Mode er forhandlet mellem Kongen og Erkebiſkoppen er ubekjendt.

  1. Sn. Ol. H. S. c. 262, 263.
  2. Sn. O. H. S. c. 261.
  3. Fgrſk. 94.
  4. Sn. Ol. H. S. c. 264, 265, Magn. G. S. c. 1—3: Fgrſk. 94, 95.
  5. Sn. M. G. S. c. 4, 5; Fgrſk. 95, 96.
  6. Sn. M. G. S. c. 7; Fgrſk. 96, 97.
  7. Sn. M. G. S. c. 18—20; Fgrſk. 99.
  8. Sn. M. G. S. c. 14.
  9. Sn. M. G. S. c. 13.
  10. Sn. M. G. S. c. 15.
  11. Sn. M. G. S. c. 16.
  12. Sn. M. G. S, c. 16, 17; Fgrſk. 97—99.
  13. Sn. M. G. S. c. 17.
  14. Sn. O. H. S. c. 58; jfr. Theod. Mon. c. 16 (Scr. r. Dan. V. p. 324): „leges patria lingva conscribi fecit“.
  15. Sn. M. G. S. c. 21.
  16. Sn. M. G. S. c. 27—29; Fgrſk. 102—104.
  17. Ad. Brem. II. c. 114 og Schol. 44.
  18. Fgrſk. 113, 114; udentv. rigtigere Fremſtilling end Sn. Har. Haardr. S. c. 20—24.
  19. Sn. M. G. S. c. 11, Har. Haardr. S. c. 25.
  20. Theodoricus Monachus, i ſin paa Latin forfattede Norges Hiſtorie, omtaler Grimkel ſom tilſtedeværende ved Norges Deling mellem Magnus og Harald i 1046. Se Theod. Mon. c. 27 (Scr. r. Dan. V. p. 335).
  21. Hungrv. c. 3; hvor han udtrykkelig ſkjelnes fra den ældre Bjarnvard Vilraadsſøn hiin Bogviſe, ſom kom fra England med Olaf den Hellige.
  22. Ad. Brem. II. c. 114, 117. I April 1043 døde allerede Bezelin.