Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hiſtorien om Chriſtendommens Indførelſe blandt Nordmændene maa anſees ſluttet med Olaf den Helliges Død og hans ſnart paafølgende Ophøielſe til Helgen. Da den egentlig ikke kan ſiges at begynde for med Olaf Tryggvesſøns Optræden, omfatter den kun et Tidsrum af 35 Aar. Hos faa Folk er Chriſtendommen i ſaa kort Tid bleven indført og grundfæſtet. I Danmark kjæmpede den med Hedendommen i meer end halvandet hundrede Aar; i 850 blev den førſte Kirke ſtiftet i Jylland, og neppe blev dog Hedendommen ganſke udryddet eller Chriſtendommen fuldkommen befæſtet før i Knut den Mægtiges ſenere Regjeringsaar, altſaa omtrent ved den Tid da det ſamme fandt Sted i Norge. I Sverige, hvor en chriſtelig Kirke, om end i ſaare indſkrænket Betydning, kan ſiges at være ſtiftet ſamtidig med den førſte danſke, der var det førſt efter Aar 1000 at Chriſtendommen vandt et lidt videre Omraade, og førſt længe efter 1100, at Hedendommen aldeles blev tilintetgjort; der varede altſaa Kampen mellem begge Religioner i henved 300 Aar. Aarſagen til denne mærkelige Kjendsgjerning kan ikke ſøges deri, at Nordmændene vare mindre ivrige Aſadyrkere, eller Aſatroen hos dem mindre indrodet end hos Danerne og Svearne; Hiſtorie og Alderdomslevninger pege ſnarere hen paa det Modſatte. Den kan heller ikke ſøges deri, at Nordmændene ved at færdes paa ſine Søtoge i Udlandet mellem Chriſtne vare bedre forberedte til Chriſtendommens Modtagelſe end deres tvende nordiſke Nabofolk; thi om end Svearne i visſe Maader kunne ſiges at have været noget meer udelukkede fra Samfærſelen med Veſt-Europas chriſtne Folkefærd, ſaa var dette i ethvert Fald ikke Forholdet med Danerne, der havde Tydſkerne til Naboer og ligeſaameget ſom Nordmændene færdedes paa Hærtog i England. Aarſagen maa derimod ganſke viſt væſentligen ſøges i den ſæregne Maade, paa hvilken Omvendelſesverket i Norge blev drevet.

Vi have nemlig ſeet, at i Norge Kongedømmets verdslige Haand lige fra førſt af kraftigen underſtøttede og raſtløs paaſkyndede Omvendelſen. Hos begge Olaferne var brændende, man kan næſten ſige vild religiøs Begeiſtring, urokkelig Villiefaſthed og utrættelig Virkſomhed paa en forunderlig Maade forenet med og ledet af gjennemtrængende Forſtand; og de lode intet Middel, ſom Fanatisme eller Klogſkab kunde indgive dem, ubenyttet til Chriſtendommens Udbredelſe. De brugte i dens Tjeneſte Ordet ſom ildfulde Preſter, og Sverdet ſom øvede Stridsmænd; og i faſt Overbevisning om ſit guddommelige Kald til at virke for Chriſtendommens Fremme lode de Rædſelen for ſine grumme Revſelſer gjennemdrive hvad Mildhed, Overtalelſe og Klogſkab ſyntes dem ikke at kunne udrette. De vare ſelv Omvendelſesverkets Hovedledere, medens deres Biſkopper og Preſter kun vare deres underordnede Medhjælpere, der maaſkee ligeſaa tidt virkede dæmpende og formildende ſom hidſende paa Kongernes ofte fremfuſende Iver.

I de tvende andre nordiſke Riger derimod var Omvendelſesverket den allerlængſte Tid næſten udelukkende overladt til Kirkens egne Kræfter og Virkſomhed uden at underſtøttes, i det mindſte i Landene ſelv, af nogen kraftig verdslig Arm. — I Danmark var vel de tydſke Kongers Vaaben ikke ganſke uden Indflydelſe; men denne var dog kun forbigaaende, og i Landet ſelv blev Omvendelſesverket blot ſvagt og næſten modvilligen underſtøttet af Kongerne, — af den vakklende Harald Gormsſøn, og af den endog i ſin meſte Tid frafaldne Svein Tjugeſkjæg. Knut den Mægtige (1014—1035) var den førſte af Danmarks Konger, ſom ſynes at have laant en kraftig Arm til Chriſtendommens Sag, og dog, ſom det lader, meer beſkyttende end virkſomt indgribende, til hvilket ſidſte hans mangehaande verdslige Syſler og omfattende politiſke Planer neppe levnede ham Tid. — I Sverige maatte Kirken i ſin Udbredelſe næſten endnu meer end i Danmark undvære den verdslige Statsmagts Hjælp. Olaf Skautkonge (omtr. 994—1022), der efter Aar 1000 lod ſig døbe, var Sveriges førſte chriſtne Konge; men han ſynes ſaa lidet at have ſtundet efter, eller været i Stand til at ſtyrke Chriſtendommen ved ſin kongelige Magt, at han ſnarere maatte gjøre Hedningerne Indrømmelſer for at opretholde ſit vakklende Kongedømme. Det ſamme var ogſaa Tilfældet med hans nærmeſte chriſtne Efterfølgere, hvilke — ſaavidt man kan ſkjønne af de ſparſomme og dunkle hiſtoriſke Efterretninger — næſten uafladeligen følte ſit Kongedømme ryſtes under den indre Strid mellem Hedendom og Chriſtendom, mellem Svearne, der længſt heldede til den førſte, og Gauterne, der tidligſt med nogen Overvegt erklærede ſig for den ſidſte. Endnu da Adam af Bremen ſkrev ſin Kirkehiſtorie omkr. 1076, ſtod Upſals berømte hedenſke Tempel, til hvis Ødelæggelſe Kong Stenkil († 1066) ikke vilde eller turde laane ſin Arm[1]. Stenkils Søn Kong Inge († omkr. 1110) ſkal førſt have optraadt med nogen Kraft mod Hedendommen og nedbrudt Upſals Tempel; men han maatte ogſaa kjæmpe mod tvende hedenſke Modkonger, opſtillede af Svearne, og førſt længe efter Inges Død, førſt henimod Midten af det 12te Aarhundrede kunde Svearnes og Gauternes Omvendelſe til Chriſtendommen ſiges at være fuldendt. Saa lidet vare, faſt lige til Hedendommens Udſlukkelſe i Sverige, Kongerne der virkſomme, eller i Stand til at virke med ſin verdslige Magt for Chriſtendommens Udbredelſe. — Naar man ſtiller ſig de her fremhævede Forhold for Øie, vil man neppe undres ſaa meget over Omvendelſesverkets hurtige Gang i Norge fremfor i de tvende andre nordiſke Riger.

I nær Forbindelſe hermed ſtaar et Spørgsmaal, ſom vi ei kunne lade ganſke uberørt. Var ikke — vil man ſige — den Maade, hvorpaa Chriſtendommen indførtes i Danmark og Sverige naturligere og meer ſtemmende med Religionens egen Aand, end den Maade, hvorpaa den indførtes i Norge? og maatte ikke hiin ifølge heraf lede til en rigtigere Opfatning af Troens Væſen hos de Omvendte blandt Danerne og Svearne, og altſaa til en ſandere og inderligere Chriſtendom hos begge disſe Folk i det Hele, da Omvendelſesverket hos dem endelig var fuldbragt, end hos Nordmændene? Thi Kirken virker ved ſin egen Kraft ad Overbevisningens Vei bedre om ogſaa langſommere, end hjulpen af den verdslige Magt, ved Tvang og Blodsudgydelſe. — Som Almeenſætning fordrer denne ſidſte Paaſtand vort Bifald. Hiſtorien lærer os ogſaa, at Chriſtendommens Forkyndere blandt Hedningerne jævnligen have ført den i Munden ſom en Grundſætning, hvilken baade Fornuft og Chriſtendom opſtiller, og det om de ſamme Lærere end mangen Gang i Gjerningen kun ſlet fulgte den. Men om man ogſaa billiger ſelve denne Grundſætning, om man fordømmer Anvendelſen af Tvang og Grumhed ſom Midler til den chriſtelige Kirkes Udbredelſe, og efter Fortjeneſte laſter de Chriſtendommens Forkyndere, der af ſin blinde Iver og lidenſkabelige Utaalmodighed have ladet ſig egge til at benytte dem, — ſaa kan man derfor ikke negte, hvad Kirkens Hiſtorie ved ſaa mange Leiligheder vidner, at ſelv den fremtvungne Omvendelſe har i Tidens Løb under Guds Styrelſe baaret herlige Frugter, og ofte grundlagt et Kirkeſamfund, ſom hverken i Aand eller ydre Faſthed har givet andre, ved mere chriſtelige Midler ſtiftede, det ringeſte efter. Man kan ſaaledes ikke altid fra den Omvendelſesmaade, der ved et givet Kirkeſamfunds førſte Dannelſe er bleven brugt, ſtrengt ſlutte til dettes ſenere ſtørre eller mindre chriſtelige Verd. Man kan det ſaameget mindre i det her foreliggende Tilfælde, ſom navnligen her Omſtændigheder kunne paapeges eller med Sandſynlighed gjettes, hvilke frembragte en Ligevegt i Nordens forſkjellige Riger mellem Omvendelſesverkets Frugter.

Om man nemlig end paa den ene Side indrømmer, at Omvendelſesverket i Danmark og Sverige dreves paa en i Formen ſand chriſtelig Maade, og at derhos de førſte fra den tydſke, hamborgſk-bremiſke Kirke udgangne Chriſtendomsforkyndere vare Mænd, udmærkede baade ved chriſteligt Sindelag og ved al den Chriſtendomskundſkab og Lærdom, man i hiin Tidsalder kunde fordre eller vente, — ſaa maa man dog paa den anden Side mærke ſig følgende vigtige Omſtændigheder: — 1) Omvendelſesverkets Udgangspunkt var et Land, mod hvilket Nordens Folkefærd dengang ſtode i en fiendtlig Stilling, hvis Udſendinge de altſaa maatte frygte eller i det mindſte mistænke. — 2) Disſe Udſendinge ſynes, alle deres chriſtelige Dyder uagtet, mindre at have beſiddet Kraften til raſkt at virke, end den til at taale og lide. — 3) Som Udlændinger og derhos opdragne i Kloſterlivets Tvang og Indſluttelſe kunde de vanſkeligen gjøre ſig fortrolige med Nordboernes bevægede Liv og deres ſæregne Samfundsforhold, deres religiøſe Begreber og deres eiendommelige Tænkemaade, og ſaaledes drage ſig alt dette til Nytte i ſin Omvendelſesvirkſomhed. — 4) Ifølge ſin Nationalitet, ſin kirkelige Opdragelſe, ſit Forhold til den tydſke Kirke og det tydſke Rige fandt de ſig forpligtede at knytte ſin Omvendelfesvirkſomhed til et viſt engere, udenfor Norden ſtaaende Kirkeſamfunds Interesſe, hvis ſærſkilte Magt og Høihed ſkulde befordres under Eet med Chriſtendommens Udbredelſe, og det uagtet hvert Skin af tydſk Overherredømme var Nordboerne og iſær Danerne forhadt. — Endelig 5) opdragne i det meer udviklede Hierarchies Grundſætninger, ſøgte de udentvivl ſtrax at gjøre dette gjældende ved ſaavidt muligt at afſondre Kirken, ſelv i dens ydre Forholde, fra Staten og gjøre den uafhængig af denne, — en Beſtræbelſe ſom rimeligviis gjorde, at de lige fra Begyndelſen heller ſaa Landsſtyrerne ſom Kirkens lunkne Beſkyttere, eller endog ſom dens Fiender, end ſom dens ivrige Udbredere, naar denne ſidſte Virkſomhed kunde give Kongedømmet noget Krav paa Overhøihed over Kirken. — Det ſom her er ſagt om de førſte fra den hamborgſk-bremiſke Kirke til Danmark og Sverige udgangne Chriſtendomsforkyndere, gjælder i endnu høiere Grad øm de ſenere, hvis Virkſomhed ſtadigen lededes af de bremiſke Erkebiſkopper under den ængſtligſte Omhyggelighed for, at den bremiſke Erkeſtols Metropolitanhøihed erkjendtes og iagttoges overalt, hvor Chriſtendommen fra den umiddelbart eller middelbart udbredtes. Men de her paapegede Omſtændigheder maatte nødvendigen gjøre de Kirker, ſom ved tydſk Virkſomhed ſtiftedes i Danmark og Sverige, og ſom holdtes i ſtrengt Afhængighedsforhold under en tydſk Metropolitankirke, for lang Tid unationale baade i Kongedømmets og Folkets Øine; og dette var en Mangel, ſom hverken kunde opveies ved den langſomme utvungne Omvendelſe, eller ved den ſtrengere canoniſk-hierarchiſke Indretning, ſom næſten fra førſt af blev disſe Kirker til Deel. Det kunde, ſaalænge de ſelv udgave ſig, og af Landsfolkene anſaaes før en fremmed Indplantning, umuligen virke ret gjennemgribende paa Folkeaanden, der altid kun mistroiſk nærmer ſig og med varſom Forbeholdenhed ſlutter ſig til det Fremmede, medens den uvilkaarlig hendrages til det Hjemlige, om dette ogſaa mangen Gang i Virkeligheden under ſit tilvante Ydre ſkjuler noget aldeles Nyt.

Dette Sidſte var netop Tilfældet hos Nordmændene; deri laa den ſtore Kraft, ſom opveiede det norſke Omvendelſesverks øvrige Mangler. At Norges egne indfødte, norſkſindede, af Folket agtede, ja vel beundrede Konger lige ved Omvendelſesverkets Begyndelſe ſatte ſig i Spidſen for det og ſiden utrætteligen drev det til Fuldendelſe, — dette gav ſtrax den norſke Kirke et nationalt Præg, der forſonede Nordmændene med Chriſtendommens Nyhed og bragte dem til meget ſnart at opfatte den med Varme og Inderlighed, trods al den Haſt og Tvang, med hvilken deres Omvendelſe blev dreven. Man ſaa ikke her i Baggrunden nogen fremmet for Folkets Selvſtændighed farlig Magts Indflydelſe, man mærkede ingen Stræben fra Geiſtlighedens Side efter at danne en Stat i Staten, efter at unddrage ſig Folkets høieſte Øvrighed og ſkyde ſig ind under en fremmed Statskirkes Overhøihed og Beſkyttelſe. De udenlandſke Geiſtlige, ſom virkede under de norſke Kongers Ledning, handlede i Eet og Alt, ſom Indfødte kunde have handlet: de færdedes i Norge og blandt Nordmændene ſom om ethvert Folkelighedens Baand mellem dem og deres Fødeland var afſkaaret, lempede ſig efter Nordmændenes Tænkemaade, Leveviis og Samfundsorden, og vare derfor ikke mindre beſjælede af levende Tro og chriſtelig Iver. Saaledes kunde Omvendelſesverket blandt Nordmændene, ſkjønt uformeligen og tildeels — kan man vel ſige — uchriſteligen drevet, alligevel bære Frugter, der kunde maale ſig med dem, det bar blandt Danerne og Svearne, drevet under meer kirkelige og chriſtelige Former. Thi at den norſke Kirke lige fra ſin førſte Stiftelſe i nogen væſentlig Deel ſtod tilbage for den danſke eller ſvenſke, det har man ingenſomhelſt gyldig Grund til at antage. At den ikke ſtrax fik det canoniſk-hierarchiſke Tilſnit ſom de tvende andre, kan vel ikke agtes for nogen ſærdeles ſtor Mangel, ligeſom heller ikke det, at den i Førſtningen optraadte med mindre udvortes Glands. At den derimod meget ſnart virkede formildende paa; Folkets Seder, er et umiskjendeligt Tegn paa dens indre Kraft, og at den gjennem lange Tider bidrog ſit til at hegne om Folkets Sprog og den nationale Videnſkabelighed, medens den ſamtidig virkede for Nordmændenes Deelagtiggjørelſe i den almindelige europæiſke Dannelſe, det er et Træk af Livsfriſkhed, hvortil man førſt ſeent finder et Sideſtykke — og det dog ufuldkomment — i den ſvenſke og danſke Kirke.

  1. Ad. Brem. de situ Dan. c. 233—237.