Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/14
Historien om Christendommens Indførelse blandt Nordmændene maa ansees sluttet med Olaf den Helliges Død og hans snart paafølgende Ophøielse til Helgen. Da den egentlig ikke kan siges at begynde for med Olaf Tryggvessøns Optræden, omfatter den kun et Tidsrum af 35 Aar. Hos faa Folk er Christendommen i saa kort Tid bleven indført og grundfæstet. I Danmark kjæmpede den med Hedendommen i meer end halvandet hundrede Aar; i 850 blev den første Kirke stiftet i Jylland, og neppe blev dog Hedendommen ganske udryddet eller Christendommen fuldkommen befæstet før i Knut den Mægtiges senere Regjeringsaar, altsaa omtrent ved den Tid da det samme fandt Sted i Norge. I Sverige, hvor en christelig Kirke, om end i saare indskrænket Betydning, kan siges at være stiftet samtidig med den første danske, der var det først efter Aar 1000 at Christendommen vandt et lidt videre Omraade, og først længe efter 1100, at Hedendommen aldeles blev tilintetgjort; der varede altsaa Kampen mellem begge Religioner i henved 300 Aar. Aarsagen til denne mærkelige Kjendsgjerning kan ikke søges deri, at Nordmændene vare mindre ivrige Asadyrkere, eller Asatroen hos dem mindre indrodet end hos Danerne og Svearne; Historie og Alderdomslevninger pege snarere hen paa det Modsatte. Den kan heller ikke søges deri, at Nordmændene ved at færdes paa sine Søtoge i Udlandet mellem Christne vare bedre forberedte til Christendommens Modtagelse end deres tvende nordiske Nabofolk; thi om end Svearne i visse Maader kunne siges at have været noget meer udelukkede fra Samfærselen med Vest-Europas christne Folkefærd, saa var dette i ethvert Fald ikke Forholdet med Danerne, der havde Tydskerne til Naboer og ligesaameget som Nordmændene færdedes paa Hærtog i England. Aarsagen maa derimod ganske vist væsentligen søges i den særegne Maade, paa hvilken Omvendelsesverket i Norge blev drevet.
Vi have nemlig seet, at i Norge Kongedømmets verdslige Haand lige fra først af kraftigen understøttede og rastløs paaskyndede Omvendelsen. Hos begge Olaferne var brændende, man kan næsten sige vild religiøs Begeistring, urokkelig Villiefasthed og utrættelig Virksomhed paa en forunderlig Maade forenet med og ledet af gjennemtrængende Forstand; og de lode intet Middel, som Fanatisme eller Klogskab kunde indgive dem, ubenyttet til Christendommens Udbredelse. De brugte i dens Tjeneste Ordet som ildfulde Prester, og Sverdet som øvede Stridsmænd; og i fast Overbevisning om sit guddommelige Kald til at virke for Christendommens Fremme lode de Rædselen for sine grumme Revselser gjennemdrive hvad Mildhed, Overtalelse og Klogskab syntes dem ikke at kunne udrette. De vare selv Omvendelsesverkets Hovedledere, medens deres Biskopper og Prester kun vare deres underordnede Medhjælpere, der maaskee ligesaa tidt virkede dæmpende og formildende som hidsende paa Kongernes ofte fremfusende Iver.
I de tvende andre nordiske Riger derimod var Omvendelsesverket den allerlængste Tid næsten udelukkende overladt til Kirkens egne Kræfter og Virksomhed uden at understøttes, i det mindste i Landene selv, af nogen kraftig verdslig Arm. – I Danmark var vel de tydske Kongers Vaaben ikke ganske uden Indflydelse; men denne var dog kun forbigaaende, og i Landet selv blev Omvendelsesverket blot svagt og næsten modvilligen understøttet af Kongerne, – af den vakklende Harald Gormssøn, og af den endog i sin meste Tid frafaldne Svein Tjugeskjæg. Knut den Mægtige (1014–1035) var den første af Danmarks Konger, som synes at have laant en kraftig Arm til Christendommens Sag, og dog, som det lader, meer beskyttende end virksomt indgribende, til hvilket sidste hans mangehaande verdslige Sysler og omfattende politiske Planer neppe levnede ham Tid. – I Sverige maatte Kirken i sin Udbredelse næsten endnu meer end i Danmark undvære den verdslige Statsmagts Hjælp. Olaf Skautkonge (omtr. 994–1022), der efter Aar 1000 lod sig døbe, var Sveriges første christne Konge; men han synes saa lidet at have stundet efter, eller været i Stand til at styrke Christendommen ved sin kongelige Magt, at han snarere maatte gjøre Hedningerne Indrømmelser for at opretholde sit vakklende Kongedømme. Det samme var ogsaa Tilfældet med hans nærmeste christne Efterfølgere, hvilke – saavidt man kan skjønne af de sparsomme og dunkle historiske Efterretninger – næsten uafladeligen følte sit Kongedømme rystes under den indre Strid mellem Hedendom og Christendom, mellem Svearne, der længst heldede til den første, og Gauterne, der tidligst med nogen Overvegt erklærede sig for den sidste. Endnu da Adam af Bremen skrev sin Kirkehistorie omkr. 1076, stod Upsals berømte hedenske Tempel, til hvis Ødelæggelse Kong Stenkil († 1066) ikke vilde eller turde laane sin Arm[1]. Stenkils Søn Kong Inge († omkr. 1110) skal først have optraadt med nogen Kraft mod Hedendommen og nedbrudt Upsals Tempel; men han maatte ogsaa kjæmpe mod tvende hedenske Modkonger, opstillede af Svearne, og først længe efter Inges Død, først henimod Midten af det 12te Aarhundrede kunde Svearnes og Gauternes Omvendelse til Christendommen siges at være fuldendt. Saa lidet vare, fast lige til Hedendommens Udslukkelse i Sverige, Kongerne der virksomme, eller i Stand til at virke med sin verdslige Magt for Christendommens Udbredelse. – Naar man stiller sig de her fremhævede Forhold for Øie, vil man neppe undres saa meget over Omvendelsesverkets hurtige Gang i Norge fremfor i de tvende andre nordiske Riger.
I nær Forbindelse hermed staar et Spørgsmaal, som vi ei kunne lade ganske uberørt. Var ikke – vil man sige – den Maade, hvorpaa Christendommen indførtes i Danmark og Sverige naturligere og meer stemmende med Religionens egen Aand, end den Maade, hvorpaa den indførtes i Norge? og maatte ikke hiin ifølge heraf lede til en rigtigere Opfatning af Troens Væsen hos de Omvendte blandt Danerne og Svearne, og altsaa til en sandere og inderligere Christendom hos begge disse Folk i det Hele, da Omvendelsesverket hos dem endelig var fuldbragt, end hos Nordmændene? Thi Kirken virker ved sin egen Kraft ad Overbevisningens Vei bedre om ogsaa langsommere, end hjulpen af den verdslige Magt, ved Tvang og Blodsudgydelse. – Som Almeensætning fordrer denne sidste Paastand vort Bifald. Historien lærer os ogsaa, at Christendommens Forkyndere blandt Hedningerne jævnligen have ført den i Munden som en Grundsætning, hvilken baade Fornuft og Christendom opstiller, og det om de samme Lærere end mangen Gang i Gjerningen kun slet fulgte den. Men om man ogsaa billiger selve denne Grundsætning, om man fordømmer Anvendelsen af Tvang og Grumhed som Midler til den christelige Kirkes Udbredelse, og efter Fortjeneste laster de Christendommens Forkyndere, der af sin blinde Iver og lidenskabelige Utaalmodighed have ladet sig egge til at benytte dem, – saa kan man derfor ikke negte, hvad Kirkens Historie ved saa mange Leiligheder vidner, at selv den fremtvungne Omvendelse har i Tidens Løb under Guds Styrelse baaret herlige Frugter, og ofte grundlagt et Kirkesamfund, som hverken i Aand eller ydre Fasthed har givet andre, ved mere christelige Midler stiftede, det ringeste efter. Man kan saaledes ikke altid fra den Omvendelsesmaade, der ved et givet Kirkesamfunds første Dannelse er bleven brugt, strengt slutte til dettes senere større eller mindre christelige Verd. Man kan det saameget mindre i det her foreliggende Tilfælde, som navnligen her Omstændigheder kunne paapeges eller med Sandsynlighed gjettes, hvilke frembragte en Ligevegt i Nordens forskjellige Riger mellem Omvendelsesverkets Frugter.
Om man nemlig end paa den ene Side indrømmer, at Omvendelsesverket i Danmark og Sverige dreves paa en i Formen sand christelig Maade, og at derhos de første fra den tydske, hamborgsk-bremiske Kirke udgangne Christendomsforkyndere vare Mænd, udmærkede baade ved christeligt Sindelag og ved al den Christendomskundskab og Lærdom, man i hiin Tidsalder kunde fordre eller vente, – saa maa man dog paa den anden Side mærke sig følgende vigtige Omstændigheder: – 1) Omvendelsesverkets Udgangspunkt var et Land, mod hvilket Nordens Folkefærd dengang stode i en fiendtlig Stilling, hvis Udsendinge de altsaa maatte frygte eller i det mindste mistænke. – 2) Disse Udsendinge synes, alle deres christelige Dyder uagtet, mindre at have besiddet Kraften til raskt at virke, end den til at taale og lide. – 3) Som Udlændinger og derhos opdragne i Klosterlivets Tvang og Indsluttelse kunde de vanskeligen gjøre sig fortrolige med Nordboernes bevægede Liv og deres særegne Samfundsforhold, deres religiøse Begreber og deres eiendommelige Tænkemaade, og saaledes drage sig alt dette til Nytte i sin Omvendelsesvirksomhed. – 4) Ifølge sin Nationalitet, sin kirkelige Opdragelse, sit Forhold til den tydske Kirke og det tydske Rige fandt de sig forpligtede at knytte sin Omvendelfesvirksomhed til et vist engere, udenfor Norden staaende Kirkesamfunds Interesse, hvis særskilte Magt og Høihed skulde befordres under Eet med Christendommens Udbredelse, og det uagtet hvert Skin af tydsk Overherredømme var Nordboerne og især Danerne forhadt. – Endelig 5) opdragne i det meer udviklede Hierarchies Grundsætninger, søgte de udentvivl strax at gjøre dette gjældende ved saavidt muligt at afsondre Kirken, selv i dens ydre Forholde, fra Staten og gjøre den uafhængig af denne, – en Bestræbelse som rimeligviis gjorde, at de lige fra Begyndelsen heller saa Landsstyrerne som Kirkens lunkne Beskyttere, eller endog som dens Fiender, end som dens ivrige Udbredere, naar denne sidste Virksomhed kunde give Kongedømmet noget Krav paa Overhøihed over Kirken. – Det som her er sagt om de første fra den hamborgsk-bremiske Kirke til Danmark og Sverige udgangne Christendomsforkyndere, gjælder i endnu høiere Grad øm de senere, hvis Virksomhed stadigen lededes af de bremiske Erkebiskopper under den ængstligste Omhyggelighed for, at den bremiske Erkestols Metropolitanhøihed erkjendtes og iagttoges overalt, hvor Christendommen fra den umiddelbart eller middelbart udbredtes. Men de her paapegede Omstændigheder maatte nødvendigen gjøre de Kirker, som ved tydsk Virksomhed stiftedes i Danmark og Sverige, og som holdtes i strengt Afhængighedsforhold under en tydsk Metropolitankirke, for lang Tid unationale baade i Kongedømmets og Folkets Øine; og dette var en Mangel, som hverken kunde opveies ved den langsomme utvungne Omvendelse, eller ved den strengere canonisk-hierarchiske Indretning, som næsten fra først af blev disse Kirker til Deel. Det kunde, saalænge de selv udgave sig, og af Landsfolkene ansaaes før en fremmed Indplantning, umuligen virke ret gjennemgribende paa Folkeaanden, der altid kun mistroisk nærmer sig og med varsom Forbeholdenhed slutter sig til det Fremmede, medens den uvilkaarlig hendrages til det Hjemlige, om dette ogsaa mangen Gang i Virkeligheden under sit tilvante Ydre skjuler noget aldeles Nyt.
Dette Sidste var netop Tilfældet hos Nordmændene; deri laa den store Kraft, som opveiede det norske Omvendelsesverks øvrige Mangler. At Norges egne indfødte, norsksindede, af Folket agtede, ja vel beundrede Konger lige ved Omvendelsesverkets Begyndelse satte sig i Spidsen for det og siden utrætteligen drev det til Fuldendelse, – dette gav strax den norske Kirke et nationalt Præg, der forsonede Nordmændene med Christendommens Nyhed og bragte dem til meget snart at opfatte den med Varme og Inderlighed, trods al den Hast og Tvang, med hvilken deres Omvendelse blev dreven. Man saa ikke her i Baggrunden nogen fremmet for Folkets Selvstændighed farlig Magts Indflydelse, man mærkede ingen Stræben fra Geistlighedens Side efter at danne en Stat i Staten, efter at unddrage sig Folkets høieste Øvrighed og skyde sig ind under en fremmed Statskirkes Overhøihed og Beskyttelse. De udenlandske Geistlige, som virkede under de norske Kongers Ledning, handlede i Eet og Alt, som Indfødte kunde have handlet: de færdedes i Norge og blandt Nordmændene som om ethvert Folkelighedens Baand mellem dem og deres Fødeland var afskaaret, lempede sig efter Nordmændenes Tænkemaade, Leveviis og Samfundsorden, og vare derfor ikke mindre besjælede af levende Tro og christelig Iver. Saaledes kunde Omvendelsesverket blandt Nordmændene, skjønt uformeligen og tildeels – kan man vel sige – uchristeligen drevet, alligevel bære Frugter, der kunde maale sig med dem, det bar blandt Danerne og Svearne, drevet under meer kirkelige og christelige Former. Thi at den norske Kirke lige fra sin første Stiftelse i nogen væsentlig Deel stod tilbage for den danske eller svenske, det har man ingensomhelst gyldig Grund til at antage. At den ikke strax fik det canonisk-hierarchiske Tilsnit som de tvende andre, kan vel ikke agtes for nogen særdeles stor Mangel, ligesom heller ikke det, at den i Førstningen optraadte med mindre udvortes Glands. At den derimod meget snart virkede formildende paa; Folkets Seder, er et umiskjendeligt Tegn paa dens indre Kraft, og at den gjennem lange Tider bidrog sit til at hegne om Folkets Sprog og den nationale Videnskabelighed, medens den samtidig virkede for Nordmændenes Deelagtiggjørelse i den almindelige europæiske Dannelse, det er et Træk af Livsfriskhed, hvortil man først seent finder et Sidestykke – og det dog ufuldkomment – i den svenske og danske Kirke.
- ↑ Ad. Brem. de situ Dan. c. 233–237.