Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have nu fuldendt Fremſtillingen af Kong Olaf Haraldsſøns Birken for Chriſtendommens fuldkomne Indførelſe blandt Nordmændene og for den norſke Kirkes Grundfæſtelſe og Bygning. Denne Virken falder, ſom vi have ſeet, hovedſageligen inden de ti førſte Aar af hans Styrelſestid. Hans ſenere Styrelſe vedkommer i langt ringere Grad den norſke Kirkes Hiſtorie. Da imidlertid hans ſenere Regjeringshiſtorie oplyſer Aarſagerne til hans Fald i Kampen mod oprørſke Underſaatter, da Omſtændighederne ved hans Død igjen gave Anledning til, at han kort efter blev erklæret for en Helgen, og da hans Helgenry endelig baade ſtrax virkede til den norſke Kirkes fuldkomne Befæſtelſe, og i Tidens Løb kom til at øve en ikke uvigtig Indflydelſe paa Ordningen af dens indre og ydre Forholde i meer end een Retning, — ſaa kunne vi heller ikke lade denne ſenere Deel af Olafs Hiſtorie ganſke ud af Syne. Vi ville dog ſtræbe med Henſyn til den at fatte os i ſaa ſtor Korthed, ſom lader ſig forene med en klar Overſigt over Begivenhedernes Gang.

Det havde for Chriſtendommens Sag været en heldig Omſtændighed, at Olaf i al den Tid, han var meſt ſysſelſat med dens Indførelſe, havde været aldeles uanfegtet fra danſk Side. Knut den Mægtige havde hidtil havt ſaa meget at tage Vare i England for at ſikkre ſit Herredømme over dette Rige, at han forholdsviis lidet havde kunnet tage ſig af Danmark, og ſlet ikke kunde tænke paa at ſætte ſine Fordringer gjennem med Henſyn til Norge. Men fra 1025 af forandrede ſig Sagernes Stilling. Knuts Herredømme i England var nu grundfæſtet, og hans Magt ſtørre end nogen danſk Konges for ham havde været. At nu Norge, til hvilket, i det mindſte for en Deel, han ſelv kunde ſiges at have en gammel Arveret, og hvor han desuden kunde paaſkyde Omſorgen for ſin Søſterſøns, Jarlen Haakon Eriksſøns Rettigheder, — at det blev det nærmeſte Maal for hans herſkeſyge Udvidelſeslyſt, var ganſke naturligt, og noget ſom Olaf ei heller kunde være uforberedt paa[1]. Knuts førſte Fordring, ſom han fremſatte for Olaf i 1025 ved ſine Sendemænd, gik ud paa, at Olaf ſkulde komme til Knut og tage ſit Rige til Len af denne, i hvilket Tilfælde han ſkulde vedblive at ſtyre Norge under Knuts Overhøihed. Denne Fordring afviſte Olaf med Foragt, og nu indtraadte et aabenbare fiendtligt Forhold mellem begge Konger[2].

Olaf, der nu kunde vente hvert Øieblik et Angreb fra England eller Danmark, ſatte ſig i Forſvarsſtand, og ſøgte derhos Forbund med den ſvenſke Konge Ønund Jakob, hvis Søſter Aſtrid han havde til Egte. Ogſaa Knut havde ved Sendemænd henvendt ſig til Ønund og med ſtore Gaver ſøgt at lokke ham paa ſin Side; men Ønund foretrak Venſkabet med Olaf og forbandt ſig med ham til Forſvar mod Knuts omſiggribende Magt[3]. Krigen kom til Udbrud i 1027, da den forenede norſke og ſvenſke Hær begyndte Herjninger i Danmark, for Knut endnu med ſin ſamlede ſtore Krigsmagt var kommen did fra England. Men da Knut kom i Følge med Haakon Eriksſøn Jarl, trak de forenede Konger ſig med ſin Flaade paa Øſtſiden af Skaane. Her lykkedes det dem i et Slag udenfor Helgeaaens Munding, ved Krigsliſt at bringe Knuts overlegne Magt i nogen Forvirring; men de fandt ſig dog ikke i Stand til at forfølge den i Slagets Begyndelſe vundne Fordeel. De droge ſig længer mod Øſt langs den ſvenſke Kyſt, Knut derimod til Øreſund, hvor han imod Forventning holdt ſin Flaade ſamlet i længere Tid. Imidlertid opløſte den ſvenſke Ledingshær ſig, og Olaf, der ſaa Tilbageveien til Søs gjennem de danſke Farvande ſpærret for ſig, maatte efterlade ſine Skibe i Sverige og fare landveis gjennem Gautland hjem til Viken[4].

Knut ſtolede dog i ſine Planer mod Norge mere paa ſine ſnedige Kunſter og paa Nordmændenes Stemning mod Olaf, end paa ſine Vaabens Magt. Olaf var nemlig paa den Tid ikke almindelig elſket i Norge, og iſær havde han i flere af Landets mægtigſte Høvdinger deels aabenbare, deels hemmelige Fiender. Den Strenghed, ja Grumhed, hvormed han havde faret frem ved Chriſtendommens Indførelſe, havde gjort ſit hertil, iſær da han aldrig tog Henſyn til Perſonerne, men behandlede den Mægtige og den Ringe lige haardt. Den Uvillie, ſom man mangeſteds under Omvendelſen nærede mod Chriſtendommen, havde han ſaaledes vendt mod ſin egen Perſon, og Uvillien mod Perſonen havde holdt ſig friſk, efterat Uvillien mod Verket allerede var dæmpet eller udſlukket. Uagtet ſaaledes den paafølgende Reisning mod Olaf ingenlunde maa anſees ſom en Reisning mod Chriſtendommen, hvad den ſlet ikke var, ſaa kan dog Chriſtendommens Indførelſe ſiges middelbart at have havt Deel i den. Men nærmeſt tilſkrive dog Sagaerne, og det viſt med fuld Ret, Olafs verdslige Landsſtyrelſe Folkets og iſær Høvdingernes Uvillie mod ham. „Det havde — ſige Sagaerne — været meget almindeligt i Norge, at Lendermænds eller mægtige Bønders Sønner, fore paa Hærſkibe og erhvervede ſig Gods ved at herje baade udenlands og indenlands. Fra den Tid Olaf tog Kongedømmet, fredede han ſit Land ſaaledes, at han gjorde Ende paa alt Ran indenlands; og om det end var mægtige Mænds Sønner, ſom brød Freden, eller øvede hvad Kongen tyktes ulovligt, ſaa alligevel, naar han formaaede at naa dem med ſin Revſelſe, hjalp ingen hverken Bøn eller Bod for, at de jo bleve ſtraffede paa Liv eller Lemmer, og det lige ſtrengt den Mægtige ſom den Ringe. Men dette ſyntes Landsfolket at være overdreven Haardhed, og de ſom ſaa ſine Frænder dræbte, opfyldtes af Had mod Kongen, om end Straffen var vel fortjent. Det var ſaaledes den førſte og fornemſte Grund til Landsfolkets Reisning mod Kong Olaf, at man ei taalte hans Retfærdighed; men han vilde heller opgive ſin Høihed end vige fra hvad der var Ret[5]. Og denne Stemning var det Knut liſtigen benyttede, idet han deels vandt de Misnøiede for ſig ſelv ved herlige Løfter, deels fremſtillede for Almuen den i ſin Tid venſæle Haakon Jarl ſom Norges vordende Styrer. „Medens Olaf — heder det ſyntes Folket haard og tilbøielig til at ſtraffe, lovede Kong Knut Guld og grønne Skove; og Høvdingerne bleve blendede derved, at han lovede enhver af dem ſtørre Verdighed og Magt, end de tilforn havde. Og dertil kom endelig, at Folket i Norge var tilbøieligt til at faa Haakon Jarl tilbage, efterſom han, da han før raadede for Landet, havde været ſaare elſket af Landsfolket“[6]. Her ſeer man udhævet med Skjønſomhed og Upartiſkhed Aarſagen til den Uvillie mod Olaf, ſom paavirket af Knuts Kunſter udbrød i en næſten almindelig Reisning af det norſke Folk mod dets Konge; og den Anſkuelſe af Forholdene, ſom Sagaerne her udtale, er ingen anden end hele Folkets, efterat det var kommet til ret Beſindelſe fra ſin førſte Opbrusning, og havde faaet ſmage Opſtandens bittre Frugter. Allerede under Olafs Ophold ved den ſkaanſke og ſvenſke Kyſt havde Knut havt ſine Speidere i hans Hær, hvilke ved Løfter om Guld og Venſkab lokkede mange Høvdinger til lønligen at give Knut ſin Tro, og love ham Hjælp, naar han kom til Norge. Denne Paavirkning ſporedes ſtrax i en Vakklen og Uenighed i alle den norſke Hærs Raadſlagninger, der hindrede Olaf i ethvert raſkt og afgjørende Skridt[7]. Men da han var kommen hjem til Norge, aabenbarede ſnart Frafaldet ſig i hele ſin Hadſkhed og i ſin fulde Udſtrækning. Erling Skjalgsſøn af Sole var den mægtigſte af Norges daværende Høvdinger, hvis Indflydelſe ſtrakte ſig over hele Rogaland og Hørdaland, og ſom var anſeet baade ved egen Dygtighed og ved ſine Slægtforbindelſer, da han ſelv var gift med Kong Olaf Tryggvesſøns Søſter, og en af hans Sønner med en Datter af Svein Jarl. Men Erling var allerede under det danſke Tog med ſine Sønner i Knuts Hær ſom Olafs erklærede Fiende; og om Høſten efter drog han til Norge med Knuts Sendemænd i ſit Følge, hvilke om Vinteren gjennemfore Landet uden Sky, under Erlings Beſkyttelſe, og uddelte aabenbare og hemmeligen Knuts Guld blandt de Misnøiede og Vakklende. Ogſaa Haaleyingen Thorer Hund i Bjarkø havde tidligere forladt Norge og var traadt i Knuts Tjeneſte[8]. Den gamle, liſtige Haarek af Thjotta havde vel fulgt Olaf paa hans danſke Tog, men var aldrig ſaaſnart kommen hjem til Haalogaland, før han optraadte ſom Kongens aabenbare Fiende[9]. Einar Thambarſkjælver, den indflydelſesrigeſte Høvding i Throndhjem, gift med Jarlerne Eriks og Sveins Søſter og fordum deres hengivne Ven, var aldrig kommen til noget ret oprigtigt Forlig med Olaf, og ſtod nu rede til at modtage ſin Frænde Haakon Jarl med aabne Arme[10]. Disſe vare paa den Tid at anſee ſom Norges førſte Høvdinger, der paa Grund af udſtrakte Ætforbindelſer og nedarvet Anſeelſe kunde lede Bønderne i det nordlige og veſtlige Norge næſten ſom de ſelv vilde. Mange mindre navnkundige fulgte hine Storhøvdingers Exempel og ſluttede ſig aabenbare eller hemmelig til Knuts og Haakon Jarls Sag; og overalt droge Høvdingerne Almuen efter ſig. Da Olaf i Vinteren 1027—1028 og den paafølgende Vaar for over Viken og Oplandene ſporede han ogſaa her overalt Virkningerne af Knuts Løfter og Beſtikkelſer[11], og han kunde ikke dølge for ſig ſelv, ligeſom han ei heller dulgte det for de faa af ſine Mænd, paa hvem han endnu ſtolede, at den Stridsmagt, han raadede for, var altfor ringe til at modſtaa Knut, naar denne, hvorom ei kunde tvivles, ſnart angreb Norge, — og at han ingen Hjælp kunde vente af Landsfolket, paa hvis Troſkab han ei længer kunde lide[12].

Knut lod ikke længe vente paa ſig. Ved Limfjorden ſamlede han om Sommeren 1028 en Flaade paa 1200 Skibe, brød ſig ikke om Olaf, der med ſin ubetydelige Flaade laa ved Tunsberg, men ſatte lige over til Agder, hvor han mødte en god Modtagelſe af Bønderne. Udenfor Rogaland ſtødte Erling Skjalgsſøn til ham med meget Folk, og nu fortſatte han ſin Færd nordefter langs Kyſten lige til Throndhjem, hvor han paa otte Fylkers Thing blev tagen til Konge over hele Norge. Knut indſatte Haakon Jarl til Norges Styrer paa ſine Vegne, og vendte derpaa igjen ſydefter, drog denne Gang øſt over Folden til Borg og holdt her Thing, paa hvilket ſom andenſteds Landet blev ham tilſvoret. Overalt havde han taget Gidsler for Folkets Troſkab af alle Lendermænd og Storbønder, nemlig deres Sønner eller nære Frænder, og nu drog han tilbage til Danmark, „efter at han — ſom Sagaerne ſige — havde vundet Norge uden Sverdſlag“[13].

Medens Knut ſaaledes med ſin ſtore og pragtfulde Flaade i et ſandt Seiersoptog, under vel lønnede islandſke Skaldes glimrende Lovprisning[14], drog frem og tilbage langs Norges Kyſt, havde Olaf holdt til med ſine tretten Skibe inderſt i Folden, i Drøfn (Dramselven), hvor Knut ikke forſøgte paa at angribe ham. Seent om Høſten, da han hørte, at Knut var vendt tilbage til Danmark, drog han længer ud i. Viken, og derpaa i Begyndelſen af Vinteren langs Landet veſter over. Meget lidet Folk ſtødte til ham, og han mærkede alt for vel, „at Landet var ham fraſveget“. Hans Færd var langſom, da han idelig maatte kjæmpe med Modbør, og ved Jædern laa Erling Skjalgsſøn med en betydelig Flaade for at hindre hans Forbifart. Her viſte ſig imidlertid endnu engang Lykken Olaf gunſtig. Da Erling med uvarſom Fremfuſenhed forfulgte ham, blev han ved en Krigsliſt af Olaf ſkilt fra ſin øvrige Flaade, omringet af Olafs Skibe og efter en tapper Modſtand tagen til Fange. Dette uventede Held kunde maaſkee igjen have rettet paa Olafs faldne Sag, hvis han havde faaet beholde denne mægtige Høvding ſom et Gidſel i ſine Hænder. Men ulykkeligviis udtydede en af Olafs Mænd, Aslak Fitiaſkalle, Erlings Frænde men bittreſte Fiende, en overilet Handling af Kongen ſom et Tegn til, at denne vilde Erlings Død; og Aslak kløvede hans Hoved ved et Øxehug, idet han juſt var ifærd med at gaa Kongen til Haande. „Ulykkelige! — udbrød Olaf — der hug Du Norge af min Haand!“[15] Og han havde Ret. Med Erlings Drab var Olafs ſidſte Haab tilintetgjort. Thi paa Rygtet herom, hvilket ſom en Løbeild for baade mod Nord og Syd, reiſte alt Folket ſig mod Olaf. Fra Syden ſkyndede Erlings forbittrede Sønner efter ham med en ſtor Magt; fra Norden nærmede ſig Haakon Jarl med en ikke ringere; og midt i denne Nød forlodes Olaf af flere Høvdinger, ſom hidtil havde været ham troe, men ſom nu deels gave ſit Misnøie med Erlings Drab Luft, deels anſaa Kongens Sag for uoprettelig tabt. Det fandt ogſaa Olaf ſelv. Han var kommen til Sunnmøre, da han ſaa, at han fra Havſiden var indeſpærret af ſine Fiender. Han drog da ind i Valdal, efterlod her ſine Skibe, og for med de Faa, ſom endnu ſluttede ſig til hans Sag, midt i Vinteren, ad en beſværlig Vei over Fjældet til Einabu øverſt i Gudbrandsdalene, og ſaa videre ſydover til Hedemarken. Men overalt mærkede han, at Folkets Sind havde vendt ſig fra ham, og hans Følge formindſkedes meer og meer, da den ene efter den anden deels fik Hjemlov af ham, deels tog ſig det ſelv.

Olaf beſtemte ſig nu til at forlade Norge. I Begyndelſen af 1029, medens Vinteren endnu ſtod paa, drog han over Eidaſkov til Sverige, fulgt af ſin Dronning Aſtrid, begge ſine Børn Magnus og Ulfhild, og nogle faa tro Lendermænd, der ikke vilde ſkille ſin Sag fra Kongens; ogſaa Biſkop Grimkel fulgte ham og var beredt til at dele hans Landflygtighed, men blev dog ſenere af Kongen ſendt tilbage til Norge[16]. Olaf opholdt ſig Vinteren over i Nærike hos en ſvenſk Høvding, Sigtryg. Da Sommeren kom, efterlod han ſin Dronning og ſin Datter i Sverige, men drog ſelv med ſin Søn og ſine Mænd ſøveis til Gardarike. Her raadede dengang i Holmgaard (Novgorod) Kong Jarisleif (Jaroslav), der var gift med Olav Sveakonges Datter Ingegerd, Dronning Aſtrids Halvſøſter; og af dem blev Olaf modtagen paa det Venſkabeligſte, og fik alt hvad han behøvede til ſit og ſine Mænds Underhold[17].

Olaf var ſaaledes fjærnet fra Norge, og Ingen reiſte ſig her imod Knut. Denne var nu tre Rigers Konge, og med Rette bar han Tilnavnet: den Mægtige (hinn ríki). Dog var det ikke Knuts Magt alene, ſom Nordmændene hyldede; han havde klogeligen ſat Haakon Jarl til deres nærmeſte Styrer, en.Mand, paa hvis Troſkab han ſelv kunde lide, og hvem Æt, tidligere Minder og Sindelag bandt til Norge og gjorde Nordmændene kjær. Men Haakons Styrelſe var af kort Varighed. Om Sommeren 1029, da alt ſaa fredeligt ud i Norge, for han over til England, for der at hente ſin Brud. Seenhøſtes gav han ſig paa Tilbageveien, men blev borte paa Havet med Skib og Følge, uden at der nogenſinde ſpurgtes til de nærmere Omſtændigheder ved hans Død[18]. Han var dengang henved 30 Aar gammel, og med ham uddøde den mandlige Green af Hlade-Jarlernes ældgamle berømte Stamme. Saa venſæl han end havde været i Norge, og ſaa ſtore Forventninger end Nordmændene havde gjort ſig om hans Styrelſe, ſaa ſynes det dog ikke at have været frit for, at man jo ſatte hans uventede Død i Forbindelſe med hans Edbrud mod Kong Olaf, og anſaa den for en Guds Straf for dette[19]. En ſaadan Tanke maatte ligge hiin Tids Menneſker nær og var maaſkee det førſte Stød til at give Folkemeningen om Olaf en ny Retning, der efterhaanden vendte ſig til hans Fordeel.

Vinteren efter Haakon Jarls Død (1029—1030) var Norge uden ſtyrende Overhoved, og Landsſtyrelſen i Rigets forſkjellige Dele hvilede midlertidig hos de meſt anſeede Lendermænd. Af disſe var efter Erling Skjalgsſøns Død ingen mægtigere end Einar Thambarſkſælver, ſom raadede for hele det ydre Throndhjem, og hvis Huſtru og Søn anſaa ſig for Haakon Jarls nærmeſte Arvinger[20]. Kong Knut havde ogſaa tidligere, da det var ham meſt om at gjøre at drage Norges Høvdinger til ſig, foreſpeilet Einar Muligheden af, at han eller hans Søn Eindride, i Tilfælde af Haakon Jarls Død, ſelv kunde blive Norges Styrer med Jarlsnavn[21]. Alt dette rørte ſig nu i den ærgjerrige Einars Hoved og foregjøglede ham lyſende Forhaabninger. Han gjettede ikke, at Knuts Løfter kun vare lokkende Mundsveir, ſom han desuden ogſaa havde blæſt en Anden i Øret. Denne var Kalf Arnesſøn af Egg, den mægtigſte Høvding i det indre Throndhjem, en Mand, ſom egentlig ſkyldte Kong Olaf ſin Magt, og ſom længe havde holdt faſt ved dennes Sag, men ſom dog i Nødens yderſte Stund havde forladt ham, medens hans brave Brødre, Finn, Thorberg og Arne, fulgte Kongen i hans Landflygtighed. Da Kalf nemlig efter Olafs Bortfærd ſøgte Knuts Venſkab, lod denne ham forſtaa, at han behøvede en Mand ſom Kalf til at ſtille ſig i Spidſen for Nordmændene mod Olaf, hvis denne ſkulde vende tilbage til Norge; thi i ſaadant Tilfælde kunde han ei ſtole paa ſin Frænde Haakon Jarl, der — ſom han udtrykte ſig — var ſaa ærlig, at han ei vilde ſkyde et Spyd mod Olaf. Han vilde derfor da lade Haakon fare til ſig og holde ham i ſin Nærhed, men gjøre Kalf til Jarl og lade ham raade for Norge. Kalf havde ogſaa laant Øre hertil og forpligtet ſig til at lede Reisningen mod Olaf, hvis han igjen viſte ſig i Norge[22]. Et ſaadant underfundigt Spil drev Knut ligeſaavel med ſin Søſterſøn, den ærlige Haakon Jarl, hvem han ſelv havde fremſkudt for ſig til en Lokkemad for Norges Almue, — ſom med Norges øvrige Høvdinger, der blendede af Had og Ærgjerrighed ikke mærkede, at de kun ſom foragtelige Redſkaber arbeidede for Knuts Herſkeſyge, medens han i Grunden holdt dem alle for Nar.

Einar Thambarſkjælver var den, ſom førſt fik Øinene op for det hele Blendverk, idet han uventet blev vækket af ſine glimrende Drømme. Han for nemlig i 1030, ſaaſnart han havde faaet Vished om Haakons Død, over til England til Knut for at ſee ſit Haab om Jarldømmet opfyldt. Men han maatte nu høre af Knuts Mund, at denne vel vilde holde Einar i al Agt og Ære ſom den førſte af Norges Lendermænd, en Verdighed, der ſvarede til hans Byrd, — men af hans Jarldømme kunde der intet blive, da Knut allerede havde ſendt ſine Mænd til Danmark, for derfra at hente ſin Søn Svein, hvem han havde givet Kongedømmet over Norge. Einar ſaa ſin Lod; og han forhaſtede ſig nu ikke heller med at vende tilbage til Norge, hvor vigtige Tidender ſtode nær for Haanden[23].

Olaf havde imidlertid opholdt ſig i Holmgaard. Han havde altid været gudfrygtig; men under hans voxende Modgang, og iſær nu, da den verdslige Styrelſes mangehaande Byrder ei længer hvilede paa hans Skuldre, vendte hans Sind og Tanke ſig meer og meer hen imod Religionen, i hvilken han ſøgte og fandt ſin bedſte Trøſt[24]. I hans Sind tumlede ſig dog forſkjellige Planer. Kong Jarisleif og Dronning Ingegerd, der gjerne vilde beholde ham hos ſig, og kjendte hans Iver for Chriſtendommen, tilbøde ham Styrelſen af et Landſkab, der endnu var hedenſk, for at han der kunde indføre Chriſtendommen; — dette var ikke lidet lokkende for ham. Det foreſvævede ham ogſaa, at opgive for ſtedſe Kongedømmet, og drage til Jeruſalem eller et andet helligt Sted for der at give ſig i Kloſter. Men paa den anden Side dvælede dog hans Tanke ofteſt ved Norge og ved Muligheden at komme did tilbage, hvor Lykken i de ti førſte Aar af hans Styrelſe, ſaa ſtadigen havde fulgt ham, men hvor han ſenere havde prøvet en Modgang, ſom bragte ham til at tvivle, om det ogſaa var Guds Villie, at han ſkulde gjenvinde det. Tanken om Norge blev ſtedſe meer og meer levende deels ved hans norſke Ledſageres Foreſtillinger, og deels ved de Tidender, han efterhaanden fik fra ſit Fædreneland om den Forandring, der var indtraadt i dets Stilling og vel ogſaa i Nordmændenes Stemning. En Drøm ſkal endelig have gjort Udſlaget. Det ſyntes ham, at Olaf Tryggvesſøn aabenbarede ſig for ham og opfordrede ham til at gjenſøge ſin Ret, om hvilken han aldrig maatte tvivle, og om hvilken Gud vilde bære Vidne for ham[25].

Da Forſættet førſt var afgjørende fattet, lagdes raſk Haand paa Verket. Strax i Begyndelſen af 1030, midt i Vintertiden, drog Olaf med ſine 200 Mænd fra Holmgaard, hvor han efterlod ſin unge Søn Magnus, ud til Kyſten, og ſeilede herfra, ſaaſnart Iſen løsnede, over til Sverige. Her fik han Bekræftelſe paa de Tidender, han allerede tidligere havde havt fra Norge: at Haakon Jarl var død, og Landet høvdingeløſt. Dette ſtyrkede hans og hans Mænds Haab[26]. Her forenede ſig desuden med ham, de Mænd, ſom vare blevne tilbage hos Dronning Aſtrid, og hans Svoger Kong Ønund overlod ham ikke alene 400 Mand af ſine egne Hirdſvende, men tilſtedede ham ogſaa, under hans Færd gjennem Sverige at forſterke ſin Hær med alle de Svenſke, ſom frivilligen vilde følge ham. Vel ſpurgte nu Olaf fra det nordlige Norge, at man der var forberedt paa hans Komme, og at han vilde møde en kraftig Modſtand; hvorfor ogſaa de, ſom kom fra disſe Kanter, fraraadede Toget. Men Kongen var nu engang faſt beſtemt paa at gjenvinde ſit Rige eller dø.

Da Sommeren var kommen, brød han op med den Hær han havde faaet ſamlet og tog Veien gjennem Sveriges indre Fjæld- og Skovbygder netop mod Throndhjem. Færden var beſværlig og langſom, da Folket maatte bære Baade med ſig for at komme over de mange Vande; men under Toget forøgedes Olafs Hær ſtadigen. Førſt ſtødte hans Halvbroder Harald Sigurdsſøn til ham med 600 Mand, hvilke han paa Rygtet om Olafs Nærmelſe havde ſamlet paa Oplandene; derpaa hans Frænde Dag Ringsſøn med 1200 Mand; og endelig en heel Deel Svenſke, blandt hvilke dog mange Røvere og Ugjerningsmænd. Da Olaf kom over Kjølen ned i Veradal, mønſtrede han ſin Hær og fandt, at den talte meer end 3000 Mand. Men af disſe vare 900 Hedninger. Olaf havde foreſat ſig kun at have Chriſtne med ſig i Kampen, og han gav derfor Hedningerne Valget: enten at lade ſig døbe eller og forlade Hæren. Da lode 400 ſig døbe, men 500 droge igjen tilbage til ſit Hjem[27].

Olafs Tog kom ingenlunde hans Fiender i Norge uventet, og ſkjønt de manglede en øverſte Styrer, handlede de dog baade med Kraft og Eendrægtighed. I Spidſen for Reisningen ſtode: paa Haalogaland Thorer Hund af Bjarkø og Haarek af Thiotta, i Throndhjem Kalf Arnesſøn og paa Veſtlandet Erling Skjalgsſøns Sønner og flere Lendermænd, hvilke alle havde tilſvoret Kong Knut, at de ſkulde tage Olaf af Dage, hvis Leilighed dertil gaves. Da de ved ſine Speidere fik Kundſkab om Olafs Komme til Sverige, lode de ſtrax Hærbud udgaa; og da man var uvis om, paa hvilken Kant Olaf vilde angribe Norge, deelte Stridsmagten fra Veſtlandet ſig ſaaledes, at Hæren fra de ſydligere Fylker under Erlings Sønner droge øſter i Landet, medens den øvrige under de andre veſtlandſke Lendermænd droge mod Nord for at ſtøde til den Magt, ſom ſamlede ſig i Throndhjem[28].

Snart fik man Vished om, at Olafs Tog rettede ſig mod denne ſidſtnævnte Deel af Landet, og at han med ſin Hær var kommen til Jamteland. Ved denne Tidende ſatte ſtrax de i Throndhjem ſamlede Høvdinger ſig i Bevægelſe med Thorer, Haarek og Kalf i Spidſen, ſamlede til ſin Hær alt det Folk, de kunde opdrive og fore ind til Veradal for der at møde Olaf. Den ivrigſte til at opegge Stridsfolket mod denne var en Biſkop, Sigurd, en danſk Mand, der længe havde været hos Kong Knut, og ſom af ham var given Haakon Jarl til Hirdbiſkop. Det var en heftig Mand, haard og uforſigtig i ſine Ord. Han fulgte nu Bondehæren, og fremſtillede altid i ſine Taler Olaf ſom den grummeſte Voldsmand, og hans Stridsmagt ſom en Samling af Røvere og Udaadsmænd. Man ſkulde hugge dem ned uden Skaanſel og lade deres Lig ligge ſom Bytte for Ulv og Ørn, men ingenlunde begrave dem i chriſten Jord. Den ophidſede Bondehær gav hans Tale Bifald og lovede at følge hans Anvisning[29].

Ganſke anderledes var Olafs Færd og Tale. Da han kom ned i Veradal, vilde de meſt heftige af hans Tilhængere, at man ſkulde ødelægge Bygderne med Ild og Sverd: ſaaledes ſkulde man gjengjælde Bønderne deres Forræderi og maaſkee tillige virke en Opløsning af deres Hær. Men Olaf, der i fine tidligere Dage ikke havde forſmaaet ſlige gruſomme Midler for at vinde ſin Sag, erklærede ſig nu afgjørende derimod og bød ſine Mænd at fare fredeligen ned gjennem Dalen, indtil de mødte Fiendehæren[30].

Mødet mellem Hærene fandt Sted paa Stikklaſtad. Olaf havde vel 3000 Mand; hans Fiender omkring 12000O Olafs Mænd havde til Hærtegn Kors paa Hjælme og Skjold, og gik frem under Hærraabet: „frem Chriſtmænd, Korsmænd, Kongsmænd!“ I Spidſen for hans Fiender ſtod Kalf Arnesſøn, der efter de øvrige Høvdingers Raad havde paataget ſig Overanførſelen over Hæren, og dennes Hærraab var: „frem, frem Bondemænd!“ Der blev en haard Strid, og Olaf gik ſelv frem i Spidſen for ſit Folk. Men medens det endnu var tvivlſomt, hvorhen Seieren vilde vende ſig, fik Kongen et Øxehug over Knæet. Ved dette Saar heldede han ſig op til en Steen, kaſtede Sverdet og bad Gud hjælpe ſig. I ſamme Stund fik han tvende andre Saar, der voldte hans Død; det ene gaves ham af Thorer Hund, og det andet, ſom det almindelig hed ſig, af Kalf Arnesſøn, der dog ſenere negtede for dette Rygtes Sandhed. Efter Olafs Død opholdtes Striden endnu en Stund af Dag Ringsſøn, der med ſin Flok var kommen paa Kamppladſen noget ſenere end den øvrige Hær. Men Dag blev overmandet og maatte flygte. Hermed var Slaget afgjort, og Seieren paa Bøndernes Side[31].

Saaledes faldt Kong Olaf Haraldsſøn 35 Aar gammel, efterat han i næſten 16 Aar havde været Norges Konge. Hans Dødsdag angives i Sagaerne eenſtemmigen at have været den 29de Juli, ſom i dette Aar, 1030, faldt paa en Onsdag; og denne Dag har ogſaa beſtandig været den, ſom i Kalenderen har baaret St. Olafs Navn, og paa hvilken hans fornemſte Feſt høitideligholdtes[32]. Alligevel er der den ſtørſte Sandſynlighed for, at hans rette Dødsdag har været den 31te Auguſt. Paa denne Dag 1030, indtraf nemlig en ſtor Solformørkelſe ſtrax efter Middag, netop paa den Tid af Dagen da Slaget holdtes; og denne Omſtændighed pasſer til Sagaernes eenſtemmige Udſagn, at der under Slaget indtraf et ſtort Mørke, og at Solen ikke ſaaes, uagtet Himmelen var aldeles ſkyfri, — et Udſagn ſom ſtøtter ſig til en ſamtidig, vel ikke i Slaget nærværende, men dog med Olaf og hans Søn Magnus nøie bekjendt Skalds, Sighvat Thordsſøns, udtrykkelige Ord i et Vers, ſom endnu er bevaret[33].

Sagaerne have med Omhyggelighed og med et umiskjendeligt Præg af Sanddruhed ſkildret os Olaf Haraldsſøns Landsſtyrelſe og med det ſamme hans Karakter. Ejede han end ikke i Eet og Alt de glimrende Aands- og Legems-Egenſkaber, hvormed Olaf Tryggvesſøn uimodſtaaelig henrev Nordmændene, ſaa havde han derimod paa ſin Side et ſkarpere og klarere Blik baade med Henſyn til Chriſtendommen og Norges Samfundsforholde, en meer ordnende Aand, en beſtemtere Opfatning og tydelige Bevidſthed af ſin kongelige Virkſomheds Formaal, der ikke ſkulde begrændſes af hans egen Tid alene, men ogſaa udſtrække ſig til en fjærn Eftertid. Modgangen øvede en forædlende Indflydelſe paa hans Sind, og hans ſidſte Optræden, fuld af chriſtelig Kjærlighed og Gudhengivenhed, maa kaſte et mildnende Slør over hans tidligere Haardhed, der desuden meer maa tilregnes hans Tidsalders Tænkemaade end hans eget Hjertelag. Hans Ulykke og voldſomme Død blev ogſaa, ſom ſenere vil viſe ſig, et kraftigt Middel i Guds Haand, ei alene til at udſone Nordmændene med hans Minde og ſprede Glands over hans i Livet ofte miskjendte Virkſomhed, men ogſaa til at befæſte hans Indſtiftelſer, baade de, der angik Chriſtendommen, og de der ſigtede til Opretholdelſen af Landets Lov og det norſke Riges Selvſtændighed, — et kraftigere Middel udentvivl end hans Kongedømmes længere Varighed vilde have været.

Reisningen mod Olaf havde fra Almuens Side været en uoverlagt, blind Opbrusning, — fra Høvdingernes Side en viſtnok beregnet, men kortſynet Plan til egennyttige og ærgjerrige Henſigters Opnaaelſe. Reisningen ſtøttede ſig ikke til nogen fuldgyldig og reen Grund; den udſprang kun af Selvſkuffelſe og af underfundig Indvirkning udenfra. For begge Dele fik man med Eet Øinene aabnede, og et haſtigt men let forklarligt Omſving i Folkeſtemningen indtraadte. Haakon Jarls uventede Død og de dermed forbundne Omſtændigheder havde viſt nok allerede hos Mange vakt Eftertanke. Dernæſt kom Knuts ſvigfulde Færd og ærgjerrige Henſigter meer og meer for Dagen. Endelig viſte Olaf ſig i ſin ſidſte Optræden i en, ſaa at ſige, forklaret Skikkelſe, hvorom det forſkjønnende Rygte ſom en Løbeild forplantede ſig fra hans Venner til hans Modſtandere; hvorhos Omſtændighederne ved hans Død, og iſær Solformørkelſen, ſom ledſagede den, virkede paa ſelve hans Modſtanderes Følelſe og Overtro. Alt dette tilſammen maatte nødvendig give Folkeſtemningen en ny Retning. Allerede under Slaget havde Bondehærens Førere havt ondt ved at faa Mængden til at holde Stand, da den ſaa Olaf Anſigt til Anſigt, idet han fremtraadte af Skjoldborgen i Spidſen for ſine Mænd[34]. Da Slaget var til Ende og Kongens Fald kundbart, ſloges Seierherrerne af en underlig Rædſel, der afholdt dem fra at plyndre Valpladſen; og ſkjønt de endnu ikke aabenbart vilde erkjende ſine faldne Fiender for andet end fredløſe Ransmænd, der havde forbrudt chriſten Begravelſe, ſaa raadede dog i Stilhed en anden Mening, og mange af Kongsmændenes Lig bleve trods hiin haarde Dom førte til Kirkerne og begravne i viet Jord[35]. Bondehæren opløſte ſig ogſaa langt haſtigere end man ſkulde have ventet, og ſelve Høvdingerne ſpredte ſig hver til Sit, ſaaſnart de havde forvisſet ſig om, at de ſplittede Levninger af Olafs Hær havde forladt Veradal og vare dragne øſter over Kjølen[36].

Imidlertid ſneg ſig allerede et Rygte om den faldne Konges Hellighed ſagte omkring. Bonden Thorgils paa Stikklaſtad havde ſtrax efter Slaget ſkjult Olafs Lig, at det ikke ſkulde falde i hans Fienders Hænder og af dem blive mishandlet. Men om Natten — hed det ſig — ſaa man Lys ſkinne over Stedet, hvor det laa, og en blind Mand ſkulde have faaet ſit Syn igjen ved at gnide ſine Øine med ſin Haand, ſom var bleven vædet af det Vand, hvori Liget var vaſket[37]. Slige og lignende Rygter fandt villigt Øre hos Nogles Venſkab, hos Andres Ængſtlighed og hos Alles Overtro, og de bleve ſnart almindelig Folketale i Throndhjem.

Under dette for det danſke Herredømme ikke ſynderlig heldvarslende Omſlag i Folkeſtemningen tiltraadte Svein Knutsſøn Norges Kongedømme. Han var ikke grum eller ildeſindet — heder det — men en uerfaren Yngling, der lod ſig ganſke lede, og det til det Verre, af ſin Moder Alfifa (Ælfgifu) og af de danſke Høvdinger, ſom hans Fader havde medgivet ham 3). Han var kommen til Viken, da Stikklaſtad-Slaget ſtod, og drog derpaa uden Ophold langs Kyſten til Throndhjem, hvor han indtraf om Hoften, og blev der ſom andenſteds tagen til Konge uden Modſtand. Men hans Styrelſe vakte ſnart Nordmændenes Uvillie. I flere ſtrenge, ubillige og for Norge uvante Lovbeſtemmelſer, tildeels hentede fra danſke Sedvaner og Forhold, troede man, og det viſt med Grund, at ſpore Ringeagt fra de danſke Styreres Side for Nordmændene og Folkets gamle Ret. Der reiſte ſig en Knurren vide om i Landet, og de, ſom ikke havde taget nogen virkſom Deel i Reisningen mod Kong Olaf, begyndte at bebreide hans Modſtandere og iſær Indthrønderne, hvad disſe i deres Kortſynthed og Lettroenhed havde gjort[38]. Einar Thambarſkjælver, der førſt var kommen tilbage til Norge, efterat Stikklaſtad-Slaget var holdet, roſte ſig aabenlydt af ikke at have deeltaget i Opſtanden mod Olaf, og han blev ſnart de Misnøiedes Ordfører mod Sveins Styrelſe og den virkſomſte Talsmand for Olafs Hellighed[39]. Selve Anførerne for Opſtanden maatte nu ligeſaavel ſom Einar føle ſig ſkuffede i ſine ærgjerrige Forhaabninger; Landsſtyrelſen var ikke kommen i deres, men i Fremmedes Hænder, og deres egne Landsmænds Uvillie yttrede ſig meer og meer aabenbart mod dem[40]. Iſær var dette Tilfælde med Kalf Arnesſøn, der maatte høre de bittreſte Bebreidelſer af ſelve ſine Brødre, ſkjønt han ſkaffede disſe, ſom havde været Olafs ivrige Tilhængere lige til det ſidſte, Fred af Kong Svein[41]. Det ulmende Misnøie brød ikke ſtrax ud i aabenbar Opſtand mod det danſke Herredømme, fordi man frygtede Kong Knut, der havde de meeſt anſeede Mænds Sønner og Frænder i ſine Hænder ſom Gidsler, og fordi man desuden ikke endnu fandt Nogen, der vilden ſætte ſig i Spidſen for en Opſtand[42]. Bebreidelſerne mod Lederne af den ſidſte Reisning bleve alligevel meer og meer truende, og da de for Øieblikket nærmeſt rettede ſig mod den føromtalte danſke Biſkop Sigurd, fandt denne det raadeligſt at forlade Norge og drage til England til Kong Knut[43].

Haand i Haand med det voxende Had mod Danernes Herredømme gik Erkjendelſen af Olafs Fortjeneſter og Troen paa hans Helligdom. Hvorledes denne Tro vandt Styrke ſees bedſt deraf, at den mægtigen greb endog en af Olafs Banemænd, nemlig Thorer Hund. Denne troede, at et Saar, han havde faaet i Haanden under Stikklaſtad-Slaget, var blevet læget ved at vædes af den faldne Konges Blod. Han kundgjorde ſelv dette, da Rygtet om Olafs Helligdom kom i Folkemunde; og ſtrax efter forlod han, ſom det ſynes med angerfuldt Sind, Norge, drog lige til Jeruſalem, og ſkal ikke være vendt tilbage til ſit Fædreneland[44]. Sligt Sindsſkifte hos En, der forhen havde været Olafs bittreſte Fiende, maatte naturligviis virke dybt paa Folkemeningen, ſom nu udtalte ſig meer og meer afgjørende for Olafs Helligdom, og ſnart ogſaa i en høit agtet Geiſtlig fik ſin bedſte Talsmand.

Ikke ſaaſnart havde nemlig den danſke Biſkop Sigurd forladt Landet, før Thrønderne ſendte Bud efter Olafs Ven, Biſkop Grimkel, der imidlertid havde holdt ſig paa Oplandene, og hentede ham til Throndhjem. Grimkel henvendte ſig ſtrax til Einar Thambarſkjælver, og begge begyndte i kraftig Samvirken at udbrede og vel ogſaa forherlige Rygtet om de Undere, ſom troedes at beviſe Olafs Helgenkraft. Thorgils paa Stikklaſtad havde lønligen begravet Olafs Lig i en Sandmæl ved Nidelven, ſtrax ovenfor Kjøbſtaden Nidaros[45]. Man fik nu Stedet at vide, og med Kong Sveins Tilladelſe lod Einar og Grimkel det, under Tilløb af en ſtor Menneſkemængde, opgrave og jorde ved den af Olaf ſelv byggede Klemens Kirke i Nidaros. Men det blev ikke herved. Den 3die Auguſt 1031 blev Olafs Ligkiſte atter optagen og aabnet af Biſkop Grimkel i Kong Sveins, hans Moders og alle hans Høvdingers Nærværelſe. Liget fandtes da — heder det — aldeles friſkt, og dets Haar, Skjæg og Negle vare voxede. Dette anſaas ſom et Undertegn. Den eneſte ſom yttrede nogen Tvivl var Alfifa, der lod ſig forlyde med, at Lig ſom laa i Sand raadnede ſeent, og at hun havde ſeet Haaret uforandret paa Døde, ſom havde ligget længer i Jorden; men hun vilde tro, at det var helligt, hvis Haaret ei brændte i Ild. Biſkoppen lod da lægge Gløder paa et Fyrfad, lyſte Velſignelſe derover, ſtrøde Røgelſe paa Gløderne og lagde Olafs afklippede Haar derovenpaa; da Røgelſet var fortæret tog han Haaret uſkadt op. Den vantro Alfifa fandt ſig imidlertid ikke hermed tilfredsſtillet; hun bad Biſkoppen lægge Haaret i uviet Ild. Men da bragte Einar hende til Taushed med mange haarde Ord. Biſkop Grimkel erklærede nu, med Kong Sveins Samtykke, Olaf for en ſand Helgen, og det forſamlede Folk ſtadfæſtede hans Erklæring ved ſin Dom. Ligkiſten blev derpaa høitideligen baaren ind i Klemenskirken og ſtillet over Høialteret[46].

Saaledes var nu Olaf ophøiet til en Helgen. Landets ſaavelſom Kirkens Lov var derved iagttagen: Landsloven, idet Folket med ſin lovgivende og dømmende Myndighed havde vedtaget det, og Kongen dertil givet ſit Samtykke, — Kirkens Lov, idet Handlingen var grundet paa en Biſkops forudgaaende, ifølge Underſøgelſer afſagte Kjendelſe. Paa den Tid nemlig laa endnu Helgenophøielſen eller Kanoniſationen til den biſkoppelige Myndighed; førſt meer end hundrede Aar ſenere blev den af Pave Alexander III (1159—1181) forbeholdt Paven ſelv ſom en udelukkende Ret[47]. Olafs Optagelſe til Helgen blev ogſaa uden Modſigelſe kjendt gyldig af hele den romerſk-katholſke Kirke. Hans Martyrfeſt blev høitideligholdt den 29de Juli, hans antagne Dødsdag, og Optagelſen af hans Helligdom erindret den 3die Auguſt; deraf i den gamle norſke Kalender de to Olafsmesſer: den tidligere, Ólafsmessa fyrri, og den ſenere, Ólafsmessa siðari. Hans Helgenry ſpredte ſig ſnart ud over Norges Grændſer, og det ei alene til de øvrige nordiſke Riger, men ogſaa til England, Tydſkland, ja endog med Væringerne lige til Conſtantinopel; og paa mangfoldige Steder udenfor Norge indviedes Kirker til hans Ære. Paa de Hædersbevisninger, der bleve Olaf Haraldsſøn til Deel ſom Helgen, kunne vi ikke lægge nogen Vegt, ligeſaalidt ſom paa de mange Undergjerninger, der af en overtroiſk Tidsalder tilſkreves hans Helgenmagt; men hans Virken for Norges Kirke og Stat vil ligefuldt ſtedſe leve i Nordmændenes taknemmelige Minde.

  1. Hvorledes Knut begrundede ſit Krav paa Norges Rige eller idet mindſte paa Overhøiheden derover, findes klart udviklet i de ſtørre Sagaer om Olaf den Hellige ſ. Sn. O. H. S. c. 139, Frnm. s. IV. S. 288.
  2. Sn. O. H. S. c. 140.
  3. Sn. O. H. S. c. 141, 142.
  4. Sn. Ol. H. S. c. 243, 244.
  5. Sn. Ol. H. S. c. 154—169.
  6. Sn. Ol. H. S. c. 192.
  7. Sn. Ol. H. S. c. 166.
  8. Sn. Ol. H. S. c. 171.
  9. Sn. Ol. H. S. c. 168, 179.
  10. Sn. Ol. H. S. c. 121, 130, 154, 181.
  11. Sn. Ol. H. S. c. 172—176.
  12. Sn.Ol. H. S. c. 177, 178.
  13. Sn. Ol. H. S. c. 180—183.
  14. Jfr. Thorarin Loftungas Togdrapa Sn. Ol. H. S. c. 182.
  15. Sn. Ol. H. S. c. 184—186.
  16. Sn. Ol. H. S. c. 187—190, 257.
  17. Sn. Ol. H. S. c. 191.
  18. Sn. Ol. H. S. c. 195.
  19. Hvor den mindre Olaf den Helliges Saga fortæller Haakons Død, lægger den til: „ok var þat eptir vánum, det gik ſom man kunde vente“. Mind. Ol. H. S. c. 77.
  20. Sn. Ol. H. S. c. 205.
  21. Sn. Ol. H. S. c. 181.
  22. Sn. Ol. H. S. c. 194.
  23. Sn. Ol. H. S. c. 205.
  24. Sn. Ol. H. S. c. 191.
  25. Sn. Ol. H. S. c. 198, 199.
  26. Sn. Ol. H. S. c. 203.
  27. Sn. Ol. H. S. c. 207—215.
  28. Sn. O. H. S. c. 204, 206.
  29. Sn. Ol. H. S. c. 228—230.
  30. Sn. Ol. H. S. c. 216, 217.
  31. Sn. Ol. H. S. c. 217—242.
  32. Sn. Ol. H. S. c. 248.
  33. Sn. Ol. H. S. c. 239; jfr. Prof. Hanſteens Afh. Saml. t. det norſke Folks Spr. og Hiſt. I. 452—478, II. 157.
  34. Sn. Ol. H. S. c. 238.
  35. Sn. Ol. H. S. c. 248.
  36. Sn. Ol. H. S. c. 249—251.
  37. Fgrſk. 91.
  38. Sn. Ol. H. S. c. 252, 253.
  39. Sn. Ol. H. S. c. 255.
  40. Sn. Ol. H. S. c. 257.
  41. Sn. Ol. H. S. c. 256.
  42. Sn. Ol. H. S. c. 253.
  43. Sn. Ol. H. S. c. 257.
  44. Sn. Ol. H. S. c. 242, Magn. G. S. c. 12.
  45. Sn. Ol. H. S. c. 251.
  46. Sn. Ol. H. S. c. 217, 218.
  47. L’art de verifier les dates p. 384.