Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved Harald Haardraades Død 1066 blev hans tvende Sønner Magnus og Olaf Norges Konger under en Fællesſtyrelſe af Riget, ſom dog ikke varede længe. Magnus døde nemlig i en ung Alder allerede 1069 den 28de April, og Olaf blev nu Norges Enekonge. Vel efterlod Magnus en Søn Haakon; men til denne blev intet Henſyn taget, hverken for Øieblikket eller ſaalænge Olaf levede. Om Grunden hertil nævne vore gamle Kildeſkrifter intet. Haakon var et reent Barn ved Faderens Død, og man har formodet, at det for den Sags Skyld ved Overeenskomſt mellem Olaf og Folket er blevet afgjort, at Haakons Ret til Kongedømmet har ſkullet hvile, indtil han opnaaede en modnere Alder, eller maaſkee for Olafs Levetid. Dette ſkulde da anſees for en Indrømmelſe gjort Olaf undtagelſesviis fra den almindelige Regel: at enhver Kongeſøn havde Ret til Kongenavn og til Andeel i Kongedømmet efter ſin Fader. Men der er meget dunkelt i den gamle norſke Ret, hvad Kongedømmets Fællesſtyrelſe angaar. En Beſtemmelſe i den ældre Gulathingslov gjør det høiſt ſandſynligt, at naar flere ſamſtyrende Konger gaves, ſaa regnedes deres Styrelſestid i det Hele kun ſom een Konges[1], idet den længſtlevende arvede fine Medkongers Andeel af Kongedømmet, og intet nyt Led af Kongeætten ſtædtes Adgang til dette, ſaalænge han var i Live. Naar ſaaledes to eller flere Brødre vare tagne til Samkonger, og den ene døde tidligere end de øvrige og efterlod Søn, da ſkulde denne førſt kaldes til Kongedømmet, naar hans Farbrødre ogſaa vare døde, og da naturligviis i Forening med disſes Sønner. Var dette erkjendt Ret og maaſkee netop faſtſat, idet Brødrene Magnus og Olaf toges til ſamſtyrende Konger, da er det ſande Forhold med Haakon Magnusſøns Tilſideſættelſe deri givet. Hvorom Alting er, ſaa findes ikke det ringeſte Spor til, at Haakon har paatalt ſin Ret for efter ſin Farbroders Død, uagtet han længe forud havde naaet den Alder, ſom man dengang ſynes at have anſeet for Kongernes Myndigheds Alder, nemlig tolv Aar, eller den Alder, ſom Loven for Private faſtſatte, nemlig femten Aar.

Olaf var af et ſtille, fredeligt og høiſt elſkverdigt Sindelag. Han fik Tilnavnet Kyrre d. e. den Rolige. Hans Mundheld var, at Folkets Frihed og Lykke var hans Glæde og Lyſt. Hans Styrelſestid henled i uafbrudt Fred, og Nordmændene gjorde under ham ſtore Fremſkridt i Dannelſe og Velſtand. De ældre Kjøbſtæder Nidaros, Oslo og Tunsberg opblomſtrede og nye fremſtod, ſom Bergen, Stavanger og Konghella. Han prydede flere af disſe Stæder med ſtore og prægtige Kirker. I Nidaros byggede han den ſtore Chriſt- eller Trinitatis-Kirke, tæt ved den af hans Fader byggede Marie-Kirke, ſaaledes at Høialteret kom til at ſtaa lige over det Sted, hvor den hellige Olafs Lig førſt havde været nedgravet i Sandmælen, og hvor der havde ſtaaet et Kapel; til denne Kirke blev nu Olafs Skrin henflyttet og ſat over Høialteret[2]. I Bergen byggede han ogſaa en Kirke af Træ, kaldet den gamle Chriſtkirke, og paabegyndte desuden den ſtørre Chriſtkirke af Steen, der førſt efter hans Tid blev fuldført og ſiden blev Bergens Kathedralkirke[3]. Han indførte ogſaa i Kjøbſtæderne Gilder, eller ſelſkabelige Foreninger mellem Indbyggerne, hvis Sammenkomſter holdtes i Gildeſtuer eller offentlige Bygninger, der ſtode under Kongens og Kirkens Vern og Opſyn[4], — en Indretning ſom virkede til Sedernes Afſlibning, Folkets Dannelſe og vel ogſaa til chriſtelig Oplysnings Udbredelſe.

Den indre og ydre Fred, ſom lykkeliggjorde Norge under Olafs viſe og i Stilhed virkſomme ſexogtyveaarige Styrelſe, var ligeſaavel gunſtig for den norſke Kirkes Udvikling ſom Kongens eget gudfrygtige og chriſtelige Sindelag, der var gjennemtrængt ikke mindre af Ærefrygt for Religionen og dens Tjenere, end af Velvillie for det ham lydige og hengivne Folk. Om Olafs Religiøſitet og Agtelſe for de gudstjenſtlige Skikke have vi et ſamtidigt Vidnesbyrd hos den engelſke Hiſtorieſkriver Simon af Durham (Dunelmenſis). Denne fortæller i Anledning af de indre Uroligheder i England, ſom Vilhelm Erobrerens haarde Styrelſe opvakte, og ſom drev mange Engelsmænd til at flygte fra deres Fædreneland, — at blandt disſe ogſaa var en Klerk Turgot (Thorgaut) af fornem Byrd, der omkring 1070 flygtede til Norge og blev vel modtagen af Kong Olaf. „Da denne — ſiger han — var meget religiøs, var han vant til at have de hellige Bøger mellem ſine Hænder og ofte læſe i dem under ſin Styrelſes Byrder. Han opvartede ofte Preſten for Alteret, hjalp til med at iføre ham Mesſeklæderne, gjød Vand over hans Hænder og udførte andet lignende med Andagt. Da han hørte, at en Klerk var kommen fra England, hvilket dengang anſaas for noget Stort, tog han ham til ſin Lærer for at lære Pſalmerne“[5]. Turgot blev af Kongen og hans Mænd rigeligen begavet, vendte ſiden tilbage til England, blev Munk i Durham, derpaa Prior ſammeſteds, endelig Biſkop i St. Andrews i Skotland, hvorfra han dog vendte tilbage til Durham og døde der 1115; det er ſaaledes rimeligt, at Beretningen om Olaf er hentet fra Turgots egen Mund[6]. Olaf har, ſom ſees af det fortalte, ikke fundet det under ſin Verdighed undertiden at forrette en Subdiakonus’s eller Akolothus’s Tjeneſte i Mesſen, noget ſom den Tid anſaas for et ſtort Beviis paa Andagt; maaſkee har han endogſaa ladet ſig meddele den dertil ſvarende kirkelige Vielſe. Saa ukongelig en ſaadan Adfærd nu maaſkee forekommer Mange, ſaa blev den dog neppe ſaaledes betragtet i hine Tider, da den ingenlunde var ganſke uſedvanlig; og blandt et Folk ſom Nordmændene, der kun for et Par Menneſkealdere ſiden var omvendt til Chriſtendommen, øvede den viſtnok en gavnlig Virkning. Kongen ſelv udviſte nemlig for Alles Øine den Ydmyghed for Gud og hans Kirke, ſom maaſkee ellers havde vanſkeligt for at indtrænge i mangen ſtolt og haardſindet Nordmands Hjerte, men ſom nu en elſket og æret Konges Exempel helligede og anbefalte.

At Folkeſtemningen i Norge med Henſyn til Chriſtendom og Kirke paa Olafs Tid var ſaaledes beſkaffen, at en Adfærd ſom hans her omtalte i den kunde finde Gjenklang, derom giver maaſkee Mag. Adams Skildring af Norge det bedſte Vidnesbyrd, — en Skildring, ſom utvivlſomt nærmeſt gjælder Olafs førſte Styrelſestid, og hvilken Hiſtorieſkriveren ſkjønnes at have hentet af ſikkre og upartiſke Kilder. Norge (Nordmannia)„ af de Nyere kaldet Norvegia — ſiger han — er formedelſt ſine Fjældes Barſkhed eller den umaadelige Kulde det ufrugtbareſte af alle Lande, ſkikket alene for Kvægavl. Derfor foſtrer det ogſaa de tappreſte Krigere, ſom ei ere blødgjorte ved Afgrødens Overflod, og ſom oftere angribe Andre, end ſelv foruroliges af Nogen. De leve uden Avind med deres nærmeſte Naboer Svearne, hvorvel de undertiden dog ikke uſtraffet angribes af de ligeſaa fattige Daner. Drevne af Fattigdommen i Hjemmet fare de hele Verden om og hjemføre ved Sørøvertog andre Landes Rigdomme, idet de ſaaledes afhjælpe ſit eget Lands Mangel. Men efterat de have antaget Chriſtendommen og faaet en bedre Undervisning, have de nu lært at elſke Freden og Sandheden og at nøies med ſin Armod, ja at uddele hvad de eie og ikke ſom forhen ſamle det ſpredte. Og ſkjønt de Alle fra førſt af have været Trælle under Troldmænds afſkyelige Kunſter, ſaa bekjende de nu med Apoſtelen eenfoldigen Chriſtus, ham den korsfæſtede. De ere de nøiſomſte Menneſker ſaavel i Mad ſom i Seder, og elſke i høi Grad Tarvelighed og Maadehold. De have ſaa ſtor Ærefrygt for Preſter og Kirker, at den neppe anſees for en Chriſten, der ikke hvergang offrer ved den Mesſe, han har hørt. Men Daab, Confirmation, Alteres Indvielſe og Vielſe til de hellige Ordener kjøbes meget dyrt hos dem ligeſom hos Danerne. Dette tror man kommer af Preſternes Begjærlighed, da Barbarerne endnu ei vide af at give Tiende, og derfor tvinges de i de øvrige Ting, hvilke burde gives frit. Thi Sygebeſøg og Begravelſe, Alt maa der betales. Saaledes blive deres udmærkede Seder, ſaavidt Fortælleren ſkjønner, alene fordærvede ved Preſternes Haveſyge. Paa mange Steder i Norge og Sverige ere Fæhyrderne (Bønderne) de fornemſte Folk, levende paa Patriarchernes Viis og af ſine Hænders Arbeide. Men Alle ſom leve i Norge ere fuldkommen Chriſtne (christianissimi), undtagen de ſom bo i det yderſte Norden ved Oceanets Breder; om dem ſiges at de endnu ere kyndige i Troldekunſter.

Med det ſidſte ſigter Forfatteren naturligviis til Finnerne. Efterat have talt noget om deres Trolddom og Levevis fortſætter han: „Nordmændenes Hovedſtad (metropolis civitas) er i Throndhjem (Trondemnis), hvilken nu er prydet med Kirker og beſøges af en Mængde Menneſker. Der hviler ogſaa den hellige Konges og Martyrs, Olafs Legeme. Ved hans Grav virker Herren til denne Dag de ſtørſte Undere af Helbredelſe, ſaa at didhen ſtrømme fra langtbortliggende Lande de, ſom haabe at blive hjulpne ved den hellige Martyrs Fortjeneſte“. — — — Efterat Veien baade til Søs og Lands er beſkreven, opregnes nogle af de mærkeligſte allerede ovenfor nævnte Chriſtendomslærere i Norge: Johannes (den ældre Sigurd), Grimkel, Sigfrid (den yngre Sigurd), Tholf, Sigurd, Asgaut og Bernhard, og derpaa tilføies: „Ved disſe (de ſidſtnævnte) vinder lige til denne Dag Guds Ord mange Sjæle, ſaa at den hellige Moder, Kirken, blomſtrer med glad Tilvext i alle Norges Landsdele. Imidlertid gives endnu ingen Biſkopsdømmer (episcopatus) med beſtemte Grændſer hos Nordmændene eller Svearne paa Grund af Chriſtendommens nye Plantning; men Biſkopperne, antagne af Kongen eller Folket, bygge i Fællesſkab Kirken, reiſe om i Landet, bringe ſaamange, ſom de kunne, til Chriſtendommen og ſtyrer dem uden Misundelſe, ſaa længe de leve“[7]. — — — Endelig efter en Beſkrivelſe af Naturen og Levemaaden paa Island, heder det om Folket der: „Det er et lykkeligt Folk, ſom ingen misunder dets Fattigdom, og heri lykkeligſt, at de nu alle have iført ſig Chriſtendommen. Der er meget prisverdigt ved deres Seder, iſær Kjærlighed, ſaa at Alt hos dem er tilfælles, ſaavel for Fremmede ſom for Indfødte. Sin Biſkop anſee de ſom Konge, alt Folket retter ſig efter hans Vink, og anſee for Lov hvad han faſtſætter efter Guds Villie eller efter Skriften eller efter andre Folks Sedvaner“[8].

Denne Mag. Adams Skildring viſer os Nordmændene ſom et Folk, paa hvis Tænkemaade og Levevis Chriſtendommen, allerede for tvende Menneſkealdere vare henledne efter dens fuldkomne Antagelſe, havde øvet en mærkelig formildende og forædlende Indvirkning. Den viſer os ogſaa det norſke Kirkeſamfund ſom meget ſimpelt i ſin Indretning, uden alt hierarchiſk Præg, men gjennemtrængt af Ærefrygt for Religionen og dens Tjenere. Man har troet at finde i Adams Skildring af Forfatningen hos Nordens Folkefærd og iſær hos Nordmændene nogen Udſmykkelſe, der ſkulde tjene til at gjøre Modſætningen ſkarpere mellem dem og hans egne Landsmænd, hvis mere fordærvede Seder han vilde ramme. Det kan maaſkee i enkelte Punkter virkelig forholde ſig ſaaledes. I den ſtore Tarvelighed og det ſtore Maadehold, ſom tillægges Folket, er viſt nok noget Over-drevet; vi vide af vore egne Sagaer, at dette neppe var de gamle Nordmænds ſterkeſte Side. Men dog kunne de muligen i Sammenligning med Datidens Tydſkere have fortjent noget af den Ros, der gives dem. Med Henſyn til det patriarchalſke Liv, ſom i Norge ſkulde føres, da finder vel neppe nogen Overdrivelſe Sted fra en Tydſkers Synspunkt betragtet. Thi en Mand, der dagligen havde for Øie Tydſkernes Lensforhold og Livegenſkab, deres Grever, Herremænd og trælbundne Bønder, for ham maatte viſt nok Nordmændenes Odelsvæſen og Bondeliv, deres frie Menighedsforfatning og deres milde, i Ætteforholdene grundede Høvdingeſtyrelſe fremſtille ſig ſom et Sideſtykke til Livet under Oldtidens israelitiſke Patriarcher, — og dette ſaameget hellere, ſom vi af vore egne gamle Sagaer lære, at den Tid, Adam i ſin Skildring ſeer hen til, virkelig var en Fredens, Lykkens og Ordenens Tid baade for Norge og Island, hvilken hverken i de nærmeſt foregaaende eller nærmeſt efterfølgende Tider fandt ſin Mage. I hvad Adam paa den anden Side ſiger om Preſternes Haveſyge ligger neppe i ſig ſelv ſaameget dadelverdigt, ſom man ved førſte Øiekaſt af hans haarde Yttringer ſkulde friſtes til at ſlutte. Hvad han dadler er egentlig, at Preſterne lade ſig betale for de kirkelige Forretninger, ſom de burde yde frit; men han undſkylder det ſelv derved, at Tienden ei endnu hos Nordmændene var vedtagen, — og denne Undſkyldning maa ſynes os fuldgyldig. Af den ældſte norſke Chriſtenret lære vi nemlig, at det norſke Preſteſkabs Underhold oprindelig var grundet paa perſonlig Ydelſe af Menighederne efter Mandtallet, ganſke i Lighed med hvad der gjaldt med Henſyn til Kongedømmets Indtægter, og at hin Godtgjørelſe for de kirkelige Forretninger var lovligen vedtaget og reguleret ved Overeenskomſt med Almuen[9]. Men i disſe Forholde kunde Mag. Adam ikke ſaa let ſætte ſig ind. Han var nemlig vant til at ſee for ſig det tydſke Kirkevæſen med dets rige Legater, ſtore Kirkegodſer, vel forſørgede Præbender og betydelige Tiende, der tilſammentaget ydede Preſteſkabet et rigeligt Underhold, uden at nogen Betaling for de kirkelige Forretninger dertil udfordredes.

Høiſt mærkelig er den Oplysning, ſom Adams Skildring giver med Henſyn til de norſke Biſkoppers daværende Stilling. Man ſeer nemlig, at omkring 1070 endnu ingen faſt Inddeling af Norge i Biſkopsdømmer med beſtemte Grændſer fandt Sted, men at Biſkopperne vedbleve at virke ſom Misſionsbiſkopper længe efterat Hedendommen blandt Folket var udryddet. Det Navn, ſom Norges Suffragan-Biſkopper gjennem hele Middelalderen beholdt, vidner om denne deres oprindelige og længe vedvarende Stilling. De kaldtes nemlig Lydbiſkopper (lýðbiskupar eller lióðbiskupar), hvilket Navn maa udledes af lýðr eller ljóðr, Folk, og har ſin Oprindelſe i England, hvorfra det med Chriſtendommen blev overført til Norge. Ved leoð (ſvarende til det norſke lýðr) udtryktes i det oldengelſke eller angelſaxiſke Sprog det Latinſke gentes i Betydningen Hedninger, og Benævnelſen leoðbyscup tillagdes ſaaledes oprindelig de Biſkopper, ſom vare indviede „ut gentibus prædicarent verbum dei“, for at forkynde Guds Ord for Folkene d. e. Hedningerne, altſaa ikke til noget beſtemt Biſkopsſæde eller for noget beſtemt begrændſet Omraade. Saadanne Biſkopper vare, ſom forhen omtalt, de førſte der fra England kom til Norge: begge Sigurderne, Grimkel, Bernhard o. fl., og den Benævnelſe disſe bare i Hjemmet, overførtes til Norge og i det norſke Sprog, i hvilket Udtrykket: „boða lýðum guðs orð“ brugtes til at gjengive det Latinſke: prædicare gentibus verbum dei[10]. Navnet, ſom havde vundet Hævd ved ſtadigen at bruges i tre Menneſkealdere, fæſtede ſig ved Biſkopperne, ſelv efterat de havde faaet faſte Biſkopsſæder og afgrændſede Biſkøpsdommer, og altſaa ikke længere vare Misſionsbiſkopper i egentligſte Forſtand, og lýðbiskup blev nu et Kjendenavn for den underordnede Biſkop, episcopus suffraganeus, i Modſætning til hans Metropolitan eller Erkebiſkop (erkibiskup).

Men var end de norſke Biſkoppers Stilling i Olaf Kyrres førſte Styrelſestid ſaadan ſom af Adam ſkildret, ſaa maa man antage, at dermed i ſamme Konges ſenere Aar er foregaaet en Forandring, og at Begyndelſen er gjort til at anviſe hver enkelt Biſkop en beſtemt Deel af Landet ſom hans Omraade eller Biſkopsdømme ( biskupsdœmi). I de Dele nemlig af den ældre Gulathingslovs Chriſtenret, ſom henføres til Olaf[11], findes umiskjendelige Antydninger til, at Gulathingslagen havde ſin ſæregne Biſkop, — baade deri, at Gulathingsmændene paa flere Steder tale om „vor Biſkop“, og i flere Beſtemmelſer, ſom ikke vel ellers lade ſig forklare. Desuden finder man omtalt en Kol Thorkelsſøn ſom Vikværingernes eller Vikens Biſkop, hvis Embedstid maa falde kort efter Olafs Dage[12]. Endelig ſynes de gamle norſke Biſkopsrekker, ſom endnu ere os levnede, og ſom rigtignok i deres ældſte Angivelſer neppe ere ſaa ganſke ſtrengt nøiagtige, at ſtige op til Olafs Tid ſom et Slags Udgangspunkt for de faſte Biſkopper. Man tør ſaaledes antage før ſikkert, at et Slags Inddeling af Landet i Biſkopsdømmer under Olaf har fundet Sted; men denne Inddeling var dog ikke ganſke ſvarende til den, der ſenere hen findes ſom den ſtadige.

Den høieſte Grad af Sandſynlighed taler for, at Norges oprindelige Inddeling i Biſkopsdømmer noget nær har faldet ſammen med Landets Inddeling i Lagdømmer, og at Biſkopsdømmerne have været tre i Tallet, nemlig det ene omfattende Froſtathingslagen, det andet Gulathingslagen, og det tredie Viken ſamt Oplandene, hvilke tvende Landſkaber neppe endnu ſom Lagdømmer vare ſtrengt adſkilte. Om denne Inddeling er bleven iſtandbragt ved ordentlig Lov, vides ikke. Lovgivningsforholdene i Landet maatte forreſten af ſig ſelv tilſige den. Da nemlig hvert Lagdømme i Henſeende til lovgivende og dømmende Myndighed var ſelvſtændigt, ſaa maatte for Chriſtenrettens Skyld en egen geiſtlig Tilſynsmand ſnart udkræves for hvert Lagdømme, hvis ikke Uordener og Overgreb ſkulde indſnige ſig.

Haand i Haand med Landets Inddeling i Biſkopsdømmer gik ganſke viſt Oprettelſen af Biſkopsſæder eller Biſkopsſtole (biskupssæti, biskupsstóll), i det nemlig hver Biſkop fik anviſt eller valgte ſig en vis Kirke til Kathedralkirke, ved hvilken han opſlog ſit ſtadige Sæde; ja man tør vel næſten antage, at førſt Indſtiftelſen af faſte Biſkopsſæder gav Biſkopsdømmerne ſom Landsinddeling deres egentligt Karakter.

At Biſkopsſtolen for Froſtathingslagens Vedkommende blev Nidaros var en naturlig Følge af at St. Olafs Helgenlevninger der bevaredes; og i den ovenomtalte af Olaf Kyrre byggede Chriſt- eller Trinitatis-Kirke ſee vi Kathedralkirken for dette Biſkopsdømme. Denne Deel af Norge, ſom ved Chriſtendommens Indførelſe anſaas for Landets vigtigſte, har udentvivl tidligſt havt en Biſkop ſtadig inden ſine Grændſer, om end denne ikke havde noget faſt Sæde. Den ældſte Biſkopsfortegnelſe begynder nemlig Rekken af Biſkopper „i Throndhjem“ med dem, ſom vi have omtalt ſom virkende under Olaf den Hellige og nærmeſt efter hans Tid: Sigurd, Grimkel, Jon, Rodulf; derpaa nævne de: Ragnar, Ketil, Asgaut (maaſkee den ſamme Asgaut, der virkede i Viken), Sigurd, Sigurd Munk, hvilken ſidſte udentvivl var engelſk og Munk i Glaſtonbury i England, før han blev Biſkop i Norge. Efter ham, der maa have levet endnu i Olaf Kyrres tidligere Regjeringsaar, nævnes ſom „den førſte i NidarosAdalbert eller Adalbrikt[13]. Denne, hvis Levetid aabenbare falder ſammen med Olaf Kyrres, har altſaa førſt taget faſt Sæde i Nidaros ved den af Olaf byggede Chriſtkirke.

Gulathingslagens ældſte Biſkopsſæde var Selia (Selø) i Nordfjord, et Sted anſeet ved St. Sunnivas Helgenlevninger, ſom bevaredes i den derværende Kirke[14]. Det heder nemlig om den føromtalte Biſkop Bernhard (Biarnvarðr hinn saxlendski), ſom under Harald Haardraades Styrelſestid havde opholdt ſig paa Island, at han efter Olaf Kyrres Regſeringstiltrædelſe vendte tilbage til Norge, og blev af Kongen beſkikket til Biſkop i Selia. Dog har det viſt allerede af Olaf været paatænkt med Tiden at flytte Biſkopsſædet til den nye Kjøbſtad Bergen; derhen tyder Grundlæggelſen ved Olaf af den ſtore Chriſtkirke der i Staden, om hvilken ovenfor er talt. Om Bernhard ſelv heder det, at han flyttede til Bergen og døde der[15]. Det er høiſt ſandſynligt, at om end maaſkee Selia en Tid lang, muligen ſaa længe Kathedralkirken i Bergen endnu ikke var fuldendt, er vedbleven at anſees for det egentlige Biſkopsſæde — hvortil en af de gamle Biſkopsrekker hentyder[16], — ſaa have dog Biſkopperne baade Bernhard og hans Efterfølgere almindelig holdt til i Bergen. I Biſkopsfortegnelſerne er forreſten Bernhard den førſte for Bergens Biſkopsdømme. I denne Deel af Landet, i Gulathingslagen, ſynes ſaaledes ingen faſt Biſkop tidligere at have været beſkikket.

Hvad endelig Viken og Oplandene angaar, da er det høiſt ſandſynligt, at Biſkopsſædet der ligefra ſin Oprindelſe har været Oslo. Man maa nemlig tro, at det ſtrax er blevet ſat i Forbindelſe med den vikſke St. Halvards Helligdom, og hans Levninger vides ikke at have været bevarede andenſteds end i den af Harald Haardraade ſtiftede Kjøbſtad Oslo. Som førſte Biſkop der nævnes i Biſkopsfortegnelſerne Asgaut, der ovenfor er omtalt, en Søſterſøn af Biſkop Grimkel, og indviet i Rom til Erkebiſkop Adalberts ſtore Misnøie. Mag. Adam omtaler Asgaut ſom endnu levende og virkende, da han ſkrev, omkring 1075. Hans Eftermænd nævnes: Thorhall eller, maaſkee rigtigere, Thorolf, Aslak, Geirard, Kol. Den ſidſte er den nys ovenfor omtalte Kol Thorkelsſøn fra Island, der endnu kaldes Vikens Biſkop, og hvis Styrelſestid falder i de nærmeſte 30 Aar efter 1100[17].

Denne Oprettelſe af Biſkopsdømmer med faſte Biſkopsſtole, hvis Antal ſiden ved Delinger forøgedes fra tre til fem, ſom ſenere ſkal omtales, maa anſees for et vigtigt Fremſkridt til det norſke Kirkevæſens fuldkomnere Ordning. Med Henſyn til Biſkoppernes Beſkikkelſesmaade, ſynes herved ingen væſentlig Forandring at være foregaaet; thi ſkjønt de nu ophørte at kunne betragtes ſom Kongens Hirdbiſkopper, og heller ikke mere benævntes ſaaledes, ſaa ſees dog endnu længe efter denne Tid Kongerne at udnævne dem[18]. Mag. Adam i ſin ovenanførte Skildring bruger rigtignok om Biſkopperne Udtrykket: „antagne af Kongen eller Folket“, hvilket ligeſrem antyder ogſaa en Virkſomhed fra Menighedens Side ved Biſkoppernes Valg. Herved maa dog mærkes, at Adam paa det Sted under Eet taler baade om Norge og Sverige, og altſaa ved den ſidſte Deel „eller af Folket“ muligen kan ſigte nærmeſt til Sverige, hvor Kongedømmet i hine Tider var ſplittet, vaklende og magtesløſt, og dets Myndighed i kirkelige Anliggender, ſom det lader, ubetydelig. Norge ganſke uvedkommende tør man imidlertid neppe heller anſee hiint Udtryk; og i dette Fald maa man formode, at i Norge Folkets Indflydelſe paa Biſkoppernes Valg iſær ſkriver ſig fra den Tid, da hver af dem begyndte at faa ſit beſtemte Omraade. Dog bor man ganſke viſt tænke ſig denne Indflydelſe meer ſom et Slags formelt Samtykke til Kongernes Valg, eller ſom en høitidelig Modtagelſe og Erkjendelſe af den ved Kongen beſkikkede Biſkop, eller høiſt taget ſom en forudgaaende Meningsyttring om hvem Menigheden helſt ønſkede til ſin Biſkop, — end ſom en virkelig Valgret. Paa Island, hvor intet Kongedømme gaves, var det længe Skik, at Folket, nemlig Lægfolk, fortrinsviis Høvdingerne eller Goderne, og Preſteſkab i Forening, virkelig valgte ſine Biſkopper[19]; — men at dette i ſamme Udſtrækning ſkulde have været Brug i ſelve Norge, dertil gives hverken i Sagaerne eller de gamle Love nogen Antydning. Det her anførte gjælder naturligviis blot Biſkoppens Beſkikkelſe til en vis overordnet geiſtlig Embedsvirkſomhed inden Statens Omraade; hans Indvielſe til den biſkoppelige Verdighed i Kirken, tilkom, ſom tidligere omtalt, udelukkende dennes høiere Forſtandere. Hvorledes det under Olaf Kyrres Styrelſe har ſtaaet med Metropolitanſagen, og hvorledes Forholdet har været mellem Olaf og den hamborgſke Erkebiſkop, derom mangle beſtemte Oplysninger. Vi have nemlig kun nøiagtig Underretning om een eneſte Biſkopsbeſkikkelſe inden den norſke Kirke i Olafs Dage, og den ligger udenfor ſelve Norge, og den norſke Konges Omraade, da den gjælder Island.

Biſkop Isleif ſtyrede i 24 Aar Islands Kirke med Kraft og Anſeelſe. Han havde Kampe at beſtaa med ſine Landsmænds Stivſind, hvilket han dog vidſte at beherſke, og med fremmede Biſkopper, tildeels, ſom det lader, Bedragere eller den romerſke Kirke uvedkommende, hvilke vilde trænge ſig ind i hans biſkoppelige Embede, men hvilke han afviſte med den bremiſke Adalberts Underſtøttelſe. Med Bernhard den Saxiſke ſynes han dog at have levet i fuldkommen Enighed. Han oprettede en Skole i ſit Hus for vordende Preſter, og fra den udgik flere dygtige Geiſtlige, ſom endog ſiden bleve Biſkopper. Isleif døde henved 75 Aar gammel den 5te Juli 1080. Nu enedes de islandſke Høvdinger paa næſte Aars Althing om at vælge til hans Eftermand hans Søn Gisſur, der ligeſom ſin Fader havde ſtuderet i Saxen og førſt var kommen hjem til Island en Stund efter ſin Faders Død. Gisſur modtog Valget og drog derpaa til Tydſkland i den Tanke at lade ſig indvie af den hamborgſke Erkebiſkop. Men da han kom til Saxen — heder det — erfarede han, at Erkebiſkop Liemar var afſat fra ſit Embede. Han drog da til Rom, til Pave Gregorius og fremſatte for ham ſin Stilling; hvorpaa Paven ſendte ham med ſin Anbefaling til Erkebiſkop Hartvig af Magdeburg, af hvem han ogſaa blev indviet den 4de Sptbr. 1082 og kom det følgende Aar tilbage til Island[20].

Det nærmere Sammenhæng hermed lader ſig yderligere oplyſe af den Tids bekjendte Statsforholde. Adalberts Efterfølger paa det hamborgſke Erkeſæde, Liemar (1072—1101)„ var en Ven og ivrig Tilhænger af Keiſer Henrik IV. Mellem denne og den høit berømte Pave Gregorius VII (1073—1086) reiſte ſig, ſom bekjendt, et bittert Fiendſkab, der gik ſaavidt, at Paven banſatte Keiſeren og opfordrede de tydſke Fyrſter og Prælater til at afſætte ham og vælge en anden. Under den nu indtraadte Splittelſe i den tydſke Kirke holdt Liemar, der ellers roſes ſom en klog og lærd Mand, faſt ved Keiſer Henriks Parti, og fulgte ham endog ſom en af hans fornemſte Raadgivere og Krigshøvdinger i 1081 paa hans Tog til Rom, hvor Gregorius blev beleiret. Under disſe Omſtændigheder var det, at Gisſur kom til Tydſkland, hvor han erfarede, at Liemar var, om ikke juſt afſat, ſaa dog i aabenbart Oprør mod Paven, og fraværende paa et Tog mod denne. Derfor henvendte han ſig til Pave Gregorius ſelv, og denne tog naturligviis ikke i Betænkning at overdrage Gisſurs Indvielſe, med Forbigaaen af hans egentlige Metropolitan, hvilken Gregorius maatte betragte ſom afſat ved hans egen oprørſke Færd, til en anden, Paven hengiven, tydſk Metropolitan. Man kan ſaaledes fra dette Tilfælde intet ſlutte om Pave Gregorius’s Anſkuelſe i Almindelighed med Henſyn til det hamborgſke Erkeſædes Metropolitanret over den norſke Kirke, og endnu mindre om Kong Olaf Kyrres, der ſynes at have ſtaaet ganſke udenfor hele denne Sag. Da imidlertid den bittre Strid mellem Keiſer Henrik og Pavedømmet fortſattes ogſaa under Gregorius’s Eftermænd, og Liemar fremdeles ſtod paa Keiſerens Side, ſaa kan man let ſkjønne, at det hamborgſke Erkeſædes Metropolitanhøihed over Norden ikke i Liemars Embedstid kunde finde noget kraftigt Forſvar hos Paverne; og ſtrax efter Liemars Død 1103 gik, ſom vi ſenere ſkulle ſee, den hele Høihed til Grunde.

Kong Olaf Kyrre ſtod i et venſkabeligt Forhold til Pave Gregorius VII, der ſtrakte ſin chriſtelige Virkſomhed ſom til de øvrige nordiſke Riger, ſaa ogſaa til Norge. Man finder blandt denne Paves Breve et af 17de Decbr. 1078 til den norſke Konge, hvilket overhovedet indeholder chriſtelig Opmuntring og Belæring. Han yttrer blandt andet deri, at det altid havde været hans Ønſke at ſende til Kongen nogle af ſine Brødre (d. e. romerſke Geiſtlige), der kunde belære ham, ſaa at han ei ſkulde vakle i noget, men blive ſtadfæſtet paa en ſikker Grundvold. Da dette imidlertid faldt ham meget vanſkeligt baade formedelſt Norges Fjærnhed og end mere formedelſt det ubekjendte Tungemaal, ſaa beder han Kongen, ligeſom han og har bedet de andre nordiſke Konger, at han vil ſende til det apoſtoliſke Sæde nogle unge fornemme Mænd af ſit Land, for at de kunne under Apoſtlerne Petri og Pauli Vinger blive flittigen oplærte i de guddommelige Love og ſiden bringe det apoſtoliſke Sædes Erinder til Kongen, ſom bekjendte med hvad den chriſtne Tros Orden udfordrede[21]. Maaſkee har Gregorius gjort ſig ringere Tanker om den norſke Kirkes Rettroenhed, end den fortjente; men iſær har han dog viſt nok havt for Øie at faa oplært norſke Geiſtlige under Pavens eget Opſyn i den canoniſke Ret og faa dem indprentet de Grundſætninger, paa hvilke den hierarchiſke Bygning ſkulde reiſes, hvortil han havde udkaſtet ſin ſtorartede Plan, og hvori den hele Chriſtenhed ønſkedes indlemmet. Om Olaf har fulgt denne Gregorius’s Opfordring vides ikke.

De Biſkopper, ſom under Olafs Styrelſe virkede i Norge, ere paa Enkeltes Navne nær, hvilke ovenfor ere anførte, ubekjendte; kun om den oftere nævnte Bernhard den Saxiſke vide vi lidt mere, ſkjønt ubetydeligt nok. Det er allerede fortalt, at Bernhard efter en tyveaarig Landflygtighed paa Island, hvor han levede i Samdrægtighed med Biſkop Isleif, vendte tilbage til Norge ſtrax efter at Olaf var bleven Konge. „Derpaa — heder det — for han til Rom ifølge Kongens Bøn og fredede for de Døde (friðaði fyrir önduðum)“. Da han var kommen hjem fra denne Reiſe, var det at Olaf beſkikkede ham til Biſkop i Selia, ſom før er omtalt[22]. Hvad der egentlig ſkal forſtaaes ved hiint Erinde, ſom han for Kongen udførte i Rom, er ikke let at ſige med Sikkerhed. Snareſt kan man maaſkee gjette, at de Døde, for hvem der ſkulde fredes, var Olafs Fader, Harald og de, ſom vare faldne med ham i England. Men beſtod da Fredningen i en almindelig Forbøn for deres Sjæle, ſom foretagen i Rom ſkulde have ſtørre Kraft, og hvorom maaſkee Olaf, der fulgte ſin Fader paa det engelſke Tog, havde gjort et helligt Løfte? — eller hvilede der paa Harald for et eller andet tidligere Misgreb mod Kirken eller Brud paa dens Lov en kirkelig Straf, et Ban, fra hvilket han i levende Live ikke var bleven løſt, og for hvis Byrde Sønnen nu vilde befri hans Sjæl ved at henvende ſig til Kirkens Hoved? — dette er Spørgsmaal, ſom af de hidtil bekjendte Kilder neppe lade ſig fyldeſtgjørende beſvare. Om Biſkop Bernhard heder det forøvrigt, at han anſaas før en „høiſt udmærket Mand“ (hinn mesti merkismaðr)[23]. Hans Dødsaar er ubekjendt, men hans Død maa ſandſynligviis være indtruffen i Kong Olafs ſeneſte Styrelſestid, omkring 1090[24].

  1. Æld. Gulth L. c. 271, Norg. gl. L. I. 91: „En þó at konongar sé þrír senn at landi, þá er þat þó eins æfi“.
  2. Sn. Ol. Kyr. S. c. 6.
  3. Sn. Ol. K. S. c. 2.
  4. Sn. Ol. K. S. c. 2.
  5. Torf. h. N. III. l. 6. c. 12.
  6. Suhm D. H. IV. 387 f.: jfr. Munch. d. n. F. H. II. 410.
  7. Ad. Brem. d. s. D. c. 238—241.
  8. Ad. Brem. d. s. D. c. 243.
  9. Ældre Gulath. L. Chriſtenret i N. g. L. I. 14, 20.
  10. Theod. Mon. c. 8 jfrt. m. Ágrip c. 16 (Fornm. s. X. 393).
  11. Se ovenfor S. 94.
  12. Kolr í Vík austr í Noregi“ Hungrv. c. 2; „Kolr Víkverjabiskup“ Landn. V. c. 12. Denne Kol var en Islænding og havde været den islandſke Biſkop Isleifs Diſcipel; men Isleif døde 1080.
  13. Norſk Tidsſkr. V. 41, 42.
  14. Jfr. S. 42.
  15. Hungrv. c. 3.
  16. Norſk Tidsſkr. V. 42.
  17. Om de norſke Biſkopsdømmers og Biſkopsſæders førſte Oprettelſe jfr. Munch i norſk Tidsſkr. V. 1—45, og i hans Nor. Folks Hiſt. II. paa flere Steder.
  18. Afh. om den norſke Kirkes Forh. til Staten, Anh. til Udg. af Kgſp S. 186.
  19. Finni Joh. hist. eccl. Isl I. p. 103.
  20. Hrgv. c. 5.
  21. Suhm. D. H. IV. 590—593; jfr. Munch II. 397, 421.
  22. Hgrv. c. 3.
  23. Hgrv. c. 3.
  24. Jfr. Munch II. 420.