Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/17

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 137-148).

Ved Harald Haardraades Død 1066 blev hans tvende Sønner Magnus og Olaf Norges Konger under en Fællesstyrelse af Riget, som dog ikke varede længe. Magnus døde nemlig i en ung Alder allerede 1069 den 28de April, og Olaf blev nu Norges Enekonge. Vel efterlod Magnus en Søn Haakon; men til denne blev intet Hensyn taget, hverken for Øieblikket eller saalænge Olaf levede. Om Grunden hertil nævne vore gamle Kildeskrifter intet. Haakon var et reent Barn ved Faderens Død, og man har formodet, at det for den Sags Skyld ved Overeenskomst mellem Olaf og Folket er blevet afgjort, at Haakons Ret til Kongedømmet har skullet hvile, indtil han opnaaede en modnere Alder, eller maaskee for Olafs Levetid. Dette skulde da ansees for en Indrømmelse gjort Olaf undtagelsesviis fra den almindelige Regel: at enhver Kongesøn havde Ret til Kongenavn og til Andeel i Kongedømmet efter sin Fader. Men der er meget dunkelt i den gamle norske Ret, hvad Kongedømmets Fællesstyrelse angaar. En Bestemmelse i den ældre Gulathingslov gjør det høist sandsynligt, at naar flere samstyrende Konger gaves, saa regnedes deres Styrelsestid i det Hele kun som een Konges^[1], idet den længstlevende arvede fine Medkongers Andeel af Kongedømmet, og intet nyt Led af Kongeætten stædtes Adgang til dette, saalænge han var i Live. Naar saaledes to eller flere Brødre vare tagne til Samkonger, og den ene døde tidligere end de øvrige og efterlod Søn, da skulde denne først kaldes til Kongedømmet, naar hans Farbrødre ogsaa vare døde, og da naturligviis i Forening med disses Sønner. Var dette erkjendt Ret og maaskee netop fastsat, idet Brødrene Magnus og Olaf toges til samstyrende Konger, da er det sande Forhold med Haakon Magnussøns Tilsidesættelse deri givet. Hvorom Alting er, saa findes ikke det ringeste Spor til, at Haakon har paatalt sin Ret for efter sin Farbroders Død, uagtet han længe forud havde naaet den Alder, som man dengang synes at have anseet for Kongernes Myndigheds Alder, nemlig tolv Aar, eller den Alder, som Loven for Private fastsatte, nemlig femten Aar.

Olaf var af et stille, fredeligt og høist elskverdigt Sindelag. Han fik Tilnavnet Kyrre d. e. den Rolige. Hans Mundheld var, at Folkets Frihed og Lykke var hans Glæde og Lyst. Hans Styrelsestid henled i uafbrudt Fred, og Nordmændene gjorde under ham store Fremskridt i Dannelse og Velstand. De ældre Kjøbstæder Nidaros, Oslo og Tunsberg opblomstrede og nye fremstod, som Bergen, Stavanger og Konghella. Han prydede flere af disse Stæder med store og prægtige Kirker. I Nidaros byggede han den store Christ- eller Trinitatis-Kirke, tæt ved den af hans Fader byggede Marie-Kirke, saaledes at Høialteret kom til at staa lige over det Sted, hvor den hellige Olafs Lig først havde været nedgravet i Sandmælen, og hvor der havde staaet et Kapel; til denne Kirke blev nu Olafs Skrin henflyttet og sat over Høialteret^[2]. I Bergen byggede han ogsaa en Kirke af Træ, kaldet den gamle Christkirke, og paabegyndte desuden den større Christkirke af Steen, der først efter hans Tid blev fuldført og siden blev Bergens Kathedralkirke^[3]. Han indførte ogsaa i Kjøbstæderne Gilder, eller selskabelige Foreninger mellem Indbyggerne, hvis Sammenkomster holdtes i Gildestuer eller offentlige Bygninger, der stode under Kongens og Kirkens Vern og Opsyn^[4], – en Indretning som virkede til Sedernes Afslibning, Folkets Dannelse og vel ogsaa til christelig Oplysnings Udbredelse.

Den indre og ydre Fred, som lykkeliggjorde Norge under Olafs vise og i Stilhed virksomme sexogtyveaarige Styrelse, var ligesaavel gunstig for den norske Kirkes Udvikling som Kongens eget gudfrygtige og christelige Sindelag, der var gjennemtrængt ikke mindre af Ærefrygt for Religionen og dens Tjenere, end af Velvillie for det ham lydige og hengivne Folk. Om Olafs Religiøsitet og Agtelse for de gudstjenstlige Skikke have vi et samtidigt Vidnesbyrd hos den engelske Historieskriver Simon af Durham (Dunelmensis). Denne fortæller i Anledning af de indre Uroligheder i England, som Vilhelm Erobrerens haarde Styrelse opvakte, og som drev mange Engelsmænd til at flygte fra deres Fædreneland, – at blandt disse ogsaa var en Klerk Turgot (Thorgaut) af fornem Byrd, der omkring 1070 flygtede til Norge og blev vel modtagen af Kong Olaf. „Da denne – siger han – var meget religiøs, var han vant til at have de hellige Bøger mellem sine Hænder og ofte læse i dem under sin Styrelses Byrder. Han opvartede ofte Presten for Alteret, hjalp til med at iføre ham Messeklæderne, gjød Vand over hans Hænder og udførte andet lignende med Andagt. Da han hørte, at en Klerk var kommen fra England, hvilket dengang ansaas for noget Stort, tog han ham til sin Lærer for at lære Psalmerne“^[5]. Turgot blev af Kongen og hans Mænd rigeligen begavet, vendte siden tilbage til England, blev Munk i Durham, derpaa Prior sammesteds, endelig Biskop i St. Andrews i Skotland, hvorfra han dog vendte tilbage til Durham og døde der 1115; det er saaledes rimeligt, at Beretningen om Olaf er hentet fra Turgots egen Mund^[6]. Olaf har, som sees af det fortalte, ikke fundet det under sin Verdighed undertiden at forrette en Subdiakonus’s eller Akolothus’s Tjeneste i Messen, noget som den Tid ansaas for et stort Beviis paa Andagt; maaskee har han endogsaa ladet sig meddele den dertil svarende kirkelige Vielse. Saa ukongelig en saadan Adfærd nu maaskee forekommer Mange, saa blev den dog neppe saaledes betragtet i hine Tider, da den ingenlunde var ganske usedvanlig; og blandt et Folk som Nordmændene, der kun for et Par Menneskealdere siden var omvendt til Christendommen, øvede den vistnok en gavnlig Virkning. Kongen selv udviste nemlig for Alles Øine den Ydmyghed for Gud og hans Kirke, som maaskee ellers havde vanskeligt for at indtrænge i mangen stolt og haardsindet Nordmands Hjerte, men som nu en elsket og æret Konges Exempel helligede og anbefalte.

At Folkestemningen i Norge med Hensyn til Christendom og Kirke paa Olafs Tid var saaledes beskaffen, at en Adfærd som hans her omtalte i den kunde finde Gjenklang, derom giver maaskee Mag. Adams Skildring af Norge det bedste Vidnesbyrd, – en Skildring, som utvivlsomt nærmest gjælder Olafs første Styrelsestid, og hvilken Historieskriveren skjønnes at have hentet af sikkre og upartiske Kilder. Norge (Nordmannia)„ af de Nyere kaldet Norvegia – siger han – er formedelst sine Fjældes Barskhed eller den umaadelige Kulde det ufrugtbareste af alle Lande, skikket alene for Kvægavl. Derfor fostrer det ogsaa de tappreste Krigere, som ei ere blødgjorte ved Afgrødens Overflod, og som oftere angribe Andre, end selv foruroliges af Nogen. De leve uden Avind med deres nærmeste Naboer Svearne, hvorvel de undertiden dog ikke ustraffet angribes af de ligesaa fattige Daner. Drevne af Fattigdommen i Hjemmet fare de hele Verden om og hjemføre ved Sørøvertog andre Landes Rigdomme, idet de saaledes afhjælpe sit eget Lands Mangel. Men efterat de have antaget Christendommen og faaet en bedre Undervisning, have de nu lært at elske Freden og Sandheden og at nøies med sin Armod, ja at uddele hvad de eie og ikke som forhen samle det spredte. Og skjønt de Alle fra først af have været Trælle under Troldmænds afskyelige Kunster, saa bekjende de nu med Apostelen eenfoldigen Christus, ham den korsfæstede. De ere de nøisomste Mennesker saavel i Mad som i Seder, og elske i høi Grad Tarvelighed og Maadehold. De have saa stor Ærefrygt for Prester og Kirker, at den neppe ansees for en Christen, der ikke hvergang offrer ved den Messe, han har hørt. Men Daab, Confirmation, Alteres Indvielse og Vielse til de hellige Ordener kjøbes meget dyrt hos dem ligesom hos Danerne. Dette tror man kommer af Presternes Begjærlighed, da Barbarerne endnu ei vide af at give Tiende, og derfor tvinges de i de øvrige Ting, hvilke burde gives frit. Thi Sygebesøg og Begravelse, Alt maa der betales. Saaledes blive deres udmærkede Seder, saavidt Fortælleren skjønner, alene fordærvede ved Presternes Havesyge. Paa mange Steder i Norge og Sverige ere Fæhyrderne (Bønderne) de fornemste Folk, levende paa Patriarchernes Viis og af sine Hænders Arbeide. Men Alle som leve i Norge ere fuldkommen Christne (christianissimi), undtagen de som bo i det yderste Norden ved Oceanets Breder; om dem siges at de endnu ere kyndige i Troldekunster.

Med det sidste sigter Forfatteren naturligviis til Finnerne. Efterat have talt noget om deres Trolddom og Levevis fortsætter han: „Nordmændenes Hovedstad (metropolis civitas) er i Throndhjem (Trondemnis), hvilken nu er prydet med Kirker og besøges af en Mængde Mennesker. Der hviler ogsaa den hellige Konges og Martyrs, Olafs Legeme. Ved hans Grav virker Herren til denne Dag de største Undere af Helbredelse, saa at didhen strømme fra langtbortliggende Lande de, som haabe at blive hjulpne ved den hellige Martyrs Fortjeneste“. – – – Efterat Veien baade til Søs og Lands er beskreven, opregnes nogle af de mærkeligste allerede ovenfor nævnte Christendomslærere i Norge: Johannes (den ældre Sigurd), Grimkel, Sigfrid (den yngre Sigurd), Tholf, Sigurd, Asgaut og Bernhard, og derpaa tilføies: „Ved disse (de sidstnævnte) vinder lige til denne Dag Guds Ord mange Sjæle, saa at den hellige Moder, Kirken, blomstrer med glad Tilvext i alle Norges Landsdele. Imidlertid gives endnu ingen Biskopsdømmer (episcopatus) med bestemte Grændser hos Nordmændene eller Svearne paa Grund af Christendommens nye Plantning; men Biskopperne, antagne af Kongen eller Folket, bygge i Fællesskab Kirken, reise om i Landet, bringe saamange, som de kunne, til Christendommen og styrer dem uden Misundelse, saa længe de leve“^[7]. – – – Endelig efter en Beskrivelse af Naturen og Levemaaden paa Island, heder det om Folket der: „Det er et lykkeligt Folk, som ingen misunder dets Fattigdom, og heri lykkeligst, at de nu alle have iført sig Christendommen. Der er meget prisverdigt ved deres Seder, især Kjærlighed, saa at Alt hos dem er tilfælles, saavel for Fremmede som for Indfødte. Sin Biskop ansee de som Konge, alt Folket retter sig efter hans Vink, og ansee for Lov hvad han fastsætter efter Guds Villie eller efter Skriften eller efter andre Folks Sedvaner“^[8].

Denne Mag. Adams Skildring viser os Nordmændene som et Folk, paa hvis Tænkemaade og Levevis Christendommen, allerede for tvende Menneskealdere vare henledne efter dens fuldkomne Antagelse, havde øvet en mærkelig formildende og forædlende Indvirkning. Den viser os ogsaa det norske Kirkesamfund som meget simpelt i sin Indretning, uden alt hierarchisk Præg, men gjennemtrængt af Ærefrygt for Religionen og dens Tjenere. Man har troet at finde i Adams Skildring af Forfatningen hos Nordens Folkefærd og især hos Nordmændene nogen Udsmykkelse, der skulde tjene til at gjøre Modsætningen skarpere mellem dem og hans egne Landsmænd, hvis mere fordærvede Seder han vilde ramme. Det kan maaskee i enkelte Punkter virkelig forholde sig saaledes. I den store Tarvelighed og det store Maadehold, som tillægges Folket, er vist nok noget Over-drevet; vi vide af vore egne Sagaer, at dette neppe var de gamle Nordmænds sterkeste Side. Men dog kunne de muligen i Sammenligning med Datidens Tydskere have fortjent noget af den Ros, der gives dem. Med Hensyn til det patriarchalske Liv, som i Norge skulde føres, da finder vel neppe nogen Overdrivelse Sted fra en Tydskers Synspunkt betragtet. Thi en Mand, der dagligen havde for Øie Tydskernes Lensforhold og Livegenskab, deres Grever, Herremænd og trælbundne Bønder, for ham maatte vist nok Nordmændenes Odelsvæsen og Bondeliv, deres frie Menighedsforfatning og deres milde, i Ætteforholdene grundede Høvdingestyrelse fremstille sig som et Sidestykke til Livet under Oldtidens israelitiske Patriarcher, – og dette saameget hellere, som vi af vore egne gamle Sagaer lære, at den Tid, Adam i sin Skildring seer hen til, virkelig var en Fredens, Lykkens og Ordenens Tid baade for Norge og Island, hvilken hverken i de nærmest foregaaende eller nærmest efterfølgende Tider fandt sin Mage. I hvad Adam paa den anden Side siger om Presternes Havesyge ligger neppe i sig selv saameget dadelverdigt, som man ved første Øiekast af hans haarde Yttringer skulde fristes til at slutte. Hvad han dadler er egentlig, at Presterne lade sig betale for de kirkelige Forretninger, som de burde yde frit; men han undskylder det selv derved, at Tienden ei endnu hos Nordmændene var vedtagen, – og denne Undskyldning maa synes os fuldgyldig. Af den ældste norske Christenret lære vi nemlig, at det norske Presteskabs Underhold oprindelig var grundet paa personlig Ydelse af Menighederne efter Mandtallet, ganske i Lighed med hvad der gjaldt med Hensyn til Kongedømmets Indtægter, og at hin Godtgjørelse for de kirkelige Forretninger var lovligen vedtaget og reguleret ved Overeenskomst med Almuen^[9]. Men i disse Forholde kunde Mag. Adam ikke saa let sætte sig ind. Han var nemlig vant til at see for sig det tydske Kirkevæsen med dets rige Legater, store Kirkegodser, vel forsørgede Præbender og betydelige Tiende, der tilsammentaget ydede Presteskabet et rigeligt Underhold, uden at nogen Betaling for de kirkelige Forretninger dertil udfordredes.

Høist mærkelig er den Oplysning, som Adams Skildring giver med Hensyn til de norske Biskoppers daværende Stilling. Man seer nemlig, at omkring 1070 endnu ingen fast Inddeling af Norge i Biskopsdømmer med bestemte Grændser fandt Sted, men at Biskopperne vedbleve at virke som Missionsbiskopper længe efterat Hedendommen blandt Folket var udryddet. Det Navn, som Norges Suffragan-Biskopper gjennem hele Middelalderen beholdt, vidner om denne deres oprindelige og længe vedvarende Stilling. De kaldtes nemlig Lydbiskopper (lýðbiskupar eller lióðbiskupar), hvilket Navn maa udledes af lýðr eller ljóðr, Folk, og har sin Oprindelse i England, hvorfra det med Christendommen blev overført til Norge. Ved leoð (svarende til det norske lýðr) udtryktes i det oldengelske eller angelsaxiske Sprog det Latinske gentes i Betydningen Hedninger, og Benævnelsen leoðbyscup tillagdes saaledes oprindelig de Biskopper, som vare indviede „ut gentibus prædicarent verbum dei“, for at forkynde Guds Ord for Folkene d. e. Hedningerne, altsaa ikke til noget bestemt Biskopssæde eller for noget bestemt begrændset Omraade. Saadanne Biskopper vare, som forhen omtalt, de første der fra England kom til Norge: begge Sigurderne, Grimkel, Bernhard o. fl., og den Benævnelse disse bare i Hjemmet, overførtes til Norge og i det norske Sprog, i hvilket Udtrykket: „boða lýðum guðs orð“ brugtes til at gjengive det Latinske: prædicare gentibus verbum dei^[10]. Navnet, som havde vundet Hævd ved stadigen at bruges i tre Menneskealdere, fæstede sig ved Biskopperne, selv efterat de havde faaet faste Biskopssæder og afgrændsede Biskøpsdommer, og altsaa ikke længere vare Missionsbiskopper i egentligste Forstand, og lýðbiskup blev nu et Kjendenavn for den underordnede Biskop, episcopus suffraganeus, i Modsætning til hans Metropolitan eller Erkebiskop (erkibiskup).

Men var end de norske Biskoppers Stilling i Olaf Kyrres første Styrelsestid saadan som af Adam skildret, saa maa man antage, at dermed i samme Konges senere Aar er foregaaet en Forandring, og at Begyndelsen er gjort til at anvise hver enkelt Biskop en bestemt Deel af Landet som hans Omraade eller Biskopsdømme ( biskupsdœmi). I de Dele nemlig af den ældre Gulathingslovs Christenret, som henføres til Olaf^[11], findes umiskjendelige Antydninger til, at Gulathingslagen havde sin særegne Biskop, – baade deri, at Gulathingsmændene paa flere Steder tale om „vor Biskop“, og i flere Bestemmelser, som ikke vel ellers lade sig forklare. Desuden finder man omtalt en Kol Thorkelssøn som Vikværingernes eller Vikens Biskop, hvis Embedstid maa falde kort efter Olafs Dage^[12]. Endelig synes de gamle norske Biskopsrekker, som endnu ere os levnede, og som rigtignok i deres ældste Angivelser neppe ere saa ganske strengt nøiagtige, at stige op til Olafs Tid som et Slags Udgangspunkt for de faste Biskopper. Man tør saaledes antage før sikkert, at et Slags Inddeling af Landet i Biskopsdømmer under Olaf har fundet Sted; men denne Inddeling var dog ikke ganske svarende til den, der senere hen findes som den stadige.

Den høieste Grad af Sandsynlighed taler for, at Norges oprindelige Inddeling i Biskopsdømmer noget nær har faldet sammen med Landets Inddeling i Lagdømmer, og at Biskopsdømmerne have været tre i Tallet, nemlig det ene omfattende Frostathingslagen, det andet Gulathingslagen, og det tredie Viken samt Oplandene, hvilke tvende Landskaber neppe endnu som Lagdømmer vare strengt adskilte. Om denne Inddeling er bleven istandbragt ved ordentlig Lov, vides ikke. Lovgivningsforholdene i Landet maatte forresten af sig selv tilsige den. Da nemlig hvert Lagdømme i Henseende til lovgivende og dømmende Myndighed var selvstændigt, saa maatte for Christenrettens Skyld en egen geistlig Tilsynsmand snart udkræves for hvert Lagdømme, hvis ikke Uordener og Overgreb skulde indsnige sig.

Haand i Haand med Landets Inddeling i Biskopsdømmer gik ganske vist Oprettelsen af Biskopssæder eller Biskopsstole (biskupssæti, biskupsstóll), i det nemlig hver Biskop fik anvist eller valgte sig en vis Kirke til Kathedralkirke, ved hvilken han opslog sit stadige Sæde; ja man tør vel næsten antage, at først Indstiftelsen af faste Biskopssæder gav Biskopsdømmerne som Landsinddeling deres egentligt Karakter.

At Biskopsstolen for Frostathingslagens Vedkommende blev Nidaros var en naturlig Følge af at St. Olafs Helgenlevninger der bevaredes; og i den ovenomtalte af Olaf Kyrre byggede Christ- eller Trinitatis-Kirke see vi Kathedralkirken for dette Biskopsdømme. Denne Deel af Norge, som ved Christendommens Indførelse ansaas for Landets vigtigste, har udentvivl tidligst havt en Biskop stadig inden sine Grændser, om end denne ikke havde noget fast Sæde. Den ældste Biskopsfortegnelse begynder nemlig Rekken af Biskopper „i Throndhjem“ med dem, som vi have omtalt som virkende under Olaf den Hellige og nærmest efter hans Tid: Sigurd, Grimkel, Jon, Rodulf; derpaa nævne de: Ragnar, Ketil, Asgaut (maaskee den samme Asgaut, der virkede i Viken), Sigurd, Sigurd Munk, hvilken sidste udentvivl var engelsk og Munk i Glastonbury i England, før han blev Biskop i Norge. Efter ham, der maa have levet endnu i Olaf Kyrres tidligere Regjeringsaar, nævnes som „den første i Nidaros“ Adalbert eller Adalbrikt^[13]. Denne, hvis Levetid aabenbare falder sammen med Olaf Kyrres, har altsaa først taget fast Sæde i Nidaros ved den af Olaf byggede Christkirke.

Gulathingslagens ældste Biskopssæde var Selia (Selø) i Nordfjord, et Sted anseet ved St. Sunnivas Helgenlevninger, som bevaredes i den derværende Kirke^[14]. Det heder nemlig om den føromtalte Biskop Bernhard (Biarnvarðr hinn saxlendski), som under Harald Haardraades Styrelsestid havde opholdt sig paa Island, at han efter Olaf Kyrres Regseringstiltrædelse vendte tilbage til Norge, og blev af Kongen beskikket til Biskop i Selia. Dog har det vist allerede af Olaf været paatænkt med Tiden at flytte Biskopssædet til den nye Kjøbstad Bergen; derhen tyder Grundlæggelsen ved Olaf af den store Christkirke der i Staden, om hvilken ovenfor er talt. Om Bernhard selv heder det, at han flyttede til Bergen og døde der^[15]. Det er høist sandsynligt, at om end maaskee Selia en Tid lang, muligen saa længe Kathedralkirken i Bergen endnu ikke var fuldendt, er vedbleven at ansees for det egentlige Biskopssæde – hvortil en af de gamle Biskopsrekker hentyder^[16], – saa have dog Biskopperne baade Bernhard og hans Efterfølgere almindelig holdt til i Bergen. I Biskopsfortegnelserne er forresten Bernhard den første for Bergens Biskopsdømme. I denne Deel af Landet, i Gulathingslagen, synes saaledes ingen fast Biskop tidligere at have været beskikket.

Hvad endelig Viken og Oplandene angaar, da er det høist sandsynligt, at Biskopssædet der ligefra sin Oprindelse har været Oslo. Man maa nemlig tro, at det strax er blevet sat i Forbindelse med den vikske St. Halvards Helligdom, og hans Levninger vides ikke at have været bevarede andensteds end i den af Harald Haardraade stiftede Kjøbstad Oslo. Som første Biskop der nævnes i Biskopsfortegnelserne Asgaut, der ovenfor er omtalt, en Søstersøn af Biskop Grimkel, og indviet i Rom til Erkebiskop Adalberts store Misnøie. Mag. Adam omtaler Asgaut som endnu levende og virkende, da han skrev, omkring 1075. Hans Eftermænd nævnes: Thorhall eller, maaskee rigtigere, Thorolf, Aslak, Geirard, Kol. Den sidste er den nys ovenfor omtalte Kol Thorkelssøn fra Island, der endnu kaldes Vikens Biskop, og hvis Styrelsestid falder i de nærmeste 30 Aar efter 1100^[17].

Denne Oprettelse af Biskopsdømmer med faste Biskopsstole, hvis Antal siden ved Delinger forøgedes fra tre til fem, som senere skal omtales, maa ansees for et vigtigt Fremskridt til det norske Kirkevæsens fuldkomnere Ordning. Med Hensyn til Biskoppernes Beskikkelsesmaade, synes herved ingen væsentlig Forandring at være foregaaet; thi skjønt de nu ophørte at kunne betragtes som Kongens Hirdbiskopper, og heller ikke mere benævntes saaledes, saa sees dog endnu længe efter denne Tid Kongerne at udnævne dem^[18]. Mag. Adam i sin ovenanførte Skildring bruger rigtignok om Biskopperne Udtrykket: „antagne af Kongen eller Folket“, hvilket ligesrem antyder ogsaa en Virksomhed fra Menighedens Side ved Biskoppernes Valg. Herved maa dog mærkes, at Adam paa det Sted under Eet taler baade om Norge og Sverige, og altsaa ved den sidste Deel „eller af Folket“ muligen kan sigte nærmest til Sverige, hvor Kongedømmet i hine Tider var splittet, vaklende og magtesløst, og dets Myndighed i kirkelige Anliggender, som det lader, ubetydelig. Norge ganske uvedkommende tør man imidlertid neppe heller ansee hiint Udtryk; og i dette Fald maa man formode, at i Norge Folkets Indflydelse paa Biskoppernes Valg især skriver sig fra den Tid, da hver af dem begyndte at faa sit bestemte Omraade. Dog bor man ganske vist tænke sig denne Indflydelse meer som et Slags formelt Samtykke til Kongernes Valg, eller som en høitidelig Modtagelse og Erkjendelse af den ved Kongen beskikkede Biskop, eller høist taget som en forudgaaende Meningsyttring om hvem Menigheden helst ønskede til sin Biskop, – end som en virkelig Valgret. Paa Island, hvor intet Kongedømme gaves, var det længe Skik, at Folket, nemlig Lægfolk, fortrinsviis Høvdingerne eller Goderne, og Presteskab i Forening, virkelig valgte sine Biskopper^[19]; – men at dette i samme Udstrækning skulde have været Brug i selve Norge, dertil gives hverken i Sagaerne eller de gamle Love nogen Antydning. Det her anførte gjælder naturligviis blot Biskoppens Beskikkelse til en vis overordnet geistlig Embedsvirksomhed inden Statens Omraade; hans Indvielse til den biskoppelige Verdighed i Kirken, tilkom, som tidligere omtalt, udelukkende dennes høiere Forstandere. Hvorledes det under Olaf Kyrres Styrelse har staaet med Metropolitansagen, og hvorledes Forholdet har været mellem Olaf og den hamborgske Erkebiskop, derom mangle bestemte Oplysninger. Vi have nemlig kun nøiagtig Underretning om een eneste Biskopsbeskikkelse inden den norske Kirke i Olafs Dage, og den ligger udenfor selve Norge, og den norske Konges Omraade, da den gjælder Island.

Biskop Isleif styrede i 24 Aar Islands Kirke med Kraft og Anseelse. Han havde Kampe at bestaa med sine Landsmænds Stivsind, hvilket han dog vidste at beherske, og med fremmede Biskopper, tildeels, som det lader, Bedragere eller den romerske Kirke uvedkommende, hvilke vilde trænge sig ind i hans biskoppelige Embede, men hvilke han afviste med den bremiske Adalberts Understøttelse. Med Bernhard den Saxiske synes han dog at have levet i fuldkommen Enighed. Han oprettede en Skole i sit Hus for vordende Prester, og fra den udgik flere dygtige Geistlige, som endog siden bleve Biskopper. Isleif døde henved 75 Aar gammel den 5te Juli 1080. Nu enedes de islandske Høvdinger paa næste Aars Althing om at vælge til hans Eftermand hans Søn Gissur, der ligesom sin Fader havde studeret i Saxen og først var kommen hjem til Island en Stund efter sin Faders Død. Gissur modtog Valget og drog derpaa til Tydskland i den Tanke at lade sig indvie af den hamborgske Erkebiskop. Men da han kom til Saxen – heder det – erfarede han, at Erkebiskop Liemar var afsat fra sit Embede. Han drog da til Rom, til Pave Gregorius og fremsatte for ham sin Stilling; hvorpaa Paven sendte ham med sin Anbefaling til Erkebiskop Hartvig af Magdeburg, af hvem han ogsaa blev indviet den 4de Sptbr. 1082 og kom det følgende Aar tilbage til Island^[20].

Det nærmere Sammenhæng hermed lader sig yderligere oplyse af den Tids bekjendte Statsforholde. Adalberts Efterfølger paa det hamborgske Erkesæde, Liemar (1072–1101)„ var en Ven og ivrig Tilhænger af Keiser Henrik IV. Mellem denne og den høit berømte Pave Gregorius VII (1073–1086) reiste sig, som bekjendt, et bittert Fiendskab, der gik saavidt, at Paven bansatte Keiseren og opfordrede de tydske Fyrster og Prælater til at afsætte ham og vælge en anden. Under den nu indtraadte Splittelse i den tydske Kirke holdt Liemar, der ellers roses som en klog og lærd Mand, fast ved Keiser Henriks Parti, og fulgte ham endog som en af hans fornemste Raadgivere og Krigshøvdinger i 1081 paa hans Tog til Rom, hvor Gregorius blev beleiret. Under disse Omstændigheder var det, at Gissur kom til Tydskland, hvor han erfarede, at Liemar var, om ikke just afsat, saa dog i aabenbart Oprør mod Paven, og fraværende paa et Tog mod denne. Derfor henvendte han sig til Pave Gregorius selv, og denne tog naturligviis ikke i Betænkning at overdrage Gissurs Indvielse, med Forbigaaen af hans egentlige Metropolitan, hvilken Gregorius maatte betragte som afsat ved hans egen oprørske Færd, til en anden, Paven hengiven, tydsk Metropolitan. Man kan saaledes fra dette Tilfælde intet slutte om Pave Gregorius’s Anskuelse i Almindelighed med Hensyn til det hamborgske Erkesædes Metropolitanret over den norske Kirke, og endnu mindre om Kong Olaf Kyrres, der synes at have staaet ganske udenfor hele denne Sag. Da imidlertid den bittre Strid mellem Keiser Henrik og Pavedømmet fortsattes ogsaa under Gregorius’s Eftermænd, og Liemar fremdeles stod paa Keiserens Side, saa kan man let skjønne, at det hamborgske Erkesædes Metropolitanhøihed over Norden ikke i Liemars Embedstid kunde finde noget kraftigt Forsvar hos Paverne; og strax efter Liemars Død 1103 gik, som vi senere skulle see, den hele Høihed til Grunde.

Kong Olaf Kyrre stod i et venskabeligt Forhold til Pave Gregorius VII, der strakte sin christelige Virksomhed som til de øvrige nordiske Riger, saa ogsaa til Norge. Man finder blandt denne Paves Breve et af 17de Decbr. 1078 til den norske Konge, hvilket overhovedet indeholder christelig Opmuntring og Belæring. Han yttrer blandt andet deri, at det altid havde været hans Ønske at sende til Kongen nogle af sine Brødre (d. e. romerske Geistlige), der kunde belære ham, saa at han ei skulde vakle i noget, men blive stadfæstet paa en sikker Grundvold. Da dette imidlertid faldt ham meget vanskeligt baade formedelst Norges Fjærnhed og end mere formedelst det ubekjendte Tungemaal, saa beder han Kongen, ligesom han og har bedet de andre nordiske Konger, at han vil sende til det apostoliske Sæde nogle unge fornemme Mænd af sit Land, for at de kunne under Apostlerne Petri og Pauli Vinger blive flittigen oplærte i de guddommelige Love og siden bringe det apostoliske Sædes Erinder til Kongen, som bekjendte med hvad den christne Tros Orden udfordrede^[21]. Maaskee har Gregorius gjort sig ringere Tanker om den norske Kirkes Rettroenhed, end den fortjente; men især har han dog vist nok havt for Øie at faa oplært norske Geistlige under Pavens eget Opsyn i den canoniske Ret og faa dem indprentet de Grundsætninger, paa hvilke den hierarchiske Bygning skulde reises, hvortil han havde udkastet sin storartede Plan, og hvori den hele Christenhed ønskedes indlemmet. Om Olaf har fulgt denne Gregorius’s Opfordring vides ikke.

De Biskopper, som under Olafs Styrelse virkede i Norge, ere paa Enkeltes Navne nær, hvilke ovenfor ere anførte, ubekjendte; kun om den oftere nævnte Bernhard den Saxiske vide vi lidt mere, skjønt ubetydeligt nok. Det er allerede fortalt, at Bernhard efter en tyveaarig Landflygtighed paa Island, hvor han levede i Samdrægtighed med Biskop Isleif, vendte tilbage til Norge strax efter at Olaf var bleven Konge. „Derpaa – heder det – for han til Rom ifølge Kongens Bøn og fredede for de Døde (friðaði fyrir önduðum)“. Da han var kommen hjem fra denne Reise, var det at Olaf beskikkede ham til Biskop i Selia, som før er omtalt^[22]. Hvad der egentlig skal forstaaes ved hiint Erinde, som han for Kongen udførte i Rom, er ikke let at sige med Sikkerhed. Snarest kan man maaskee gjette, at de Døde, for hvem der skulde fredes, var Olafs Fader, Harald og de, som vare faldne med ham i England. Men bestod da Fredningen i en almindelig Forbøn for deres Sjæle, som foretagen i Rom skulde have større Kraft, og hvorom maaskee Olaf, der fulgte sin Fader paa det engelske Tog, havde gjort et helligt Løfte? – eller hvilede der paa Harald for et eller andet tidligere Misgreb mod Kirken eller Brud paa dens Lov en kirkelig Straf, et Ban, fra hvilket han i levende Live ikke var bleven løst, og for hvis Byrde Sønnen nu vilde befri hans Sjæl ved at henvende sig til Kirkens Hoved? – dette er Spørgsmaal, som af de hidtil bekjendte Kilder neppe lade sig fyldestgjørende besvare. Om Biskop Bernhard heder det forøvrigt, at han ansaas før en „høist udmærket Mand“ (hinn mesti merkismaðr)^[23]. Hans Dødsaar er ubekjendt, men hans Død maa sandsynligviis være indtruffen i Kong Olafs seneste Styrelsestid, omkring 1090^[24].

1. Æld. Gulth L. c. 271, Norg. gl. L. I. 91: „En þó at konongar sé þrír senn at landi, þá er þat þó eins æfi“.
2. Sn. Ol. Kyr. S. c. 6.
3. Sn. Ol. K. S. c. 2.
4. Sn. Ol. K. S. c. 2.
5. Torf. h. N. III. l. 6. c. 12.
6. Suhm D. H. IV. 387 f.: jfr. Munch. d. n. F. H. II. 410.
7. Ad. Brem. d. s. D. c. 238–241.
8. Ad. Brem. d. s. D. c. 243.
9. Ældre Gulath. L. Christenret i N. g. L. I. 14, 20.
10. Theod. Mon. c. 8 jfrt. m. Ágrip c. 16 (Fornm. s. X. 393).
11. Se ovenfor S. 94.
12. „Kolr í Vík austr í Noregi“ Hungrv. c. 2; „Kolr Víkverjabiskup“ Landn. V. c. 12. Denne Kol var en Islænding og havde været den islandske Biskop Isleifs Discipel; men Isleif døde 1080.
13. Norsk Tidsskr. V. 41, 42.
14. Jfr. S. 42.
15. Hungrv. c. 3.
16. Norsk Tidsskr. V. 42.
17. Om de norske Biskopsdømmers og Biskopssæders første Oprettelse jfr. Munch i norsk Tidsskr. V. 1–45, og i hans Nor. Folks Hist. II. paa flere Steder.
18. Afh. om den norske Kirkes Forh. til Staten, Anh. til Udg. af Kgsp S. 186.
19. Finni Joh. hist. eccl. Isl I. p. 103.
20. Hrgv. c. 5.
21. Suhm. D. H. IV. 590–593; jfr. Munch II. 397, 421.
22. Hgrv. c. 3.
23. Hgrv. c. 3.
24. Jfr. Munch II. 420.