Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var imidlertid Forſynets Villie, at Norges Selvſtændighed ikke denne Gang ſkulde gaa under. Det vakte den i rette Stund en kraftig Forſvarer og heldig Gjenopretter i en ny Ætling af Harald Haarfager, i Olaf Haraldsſøn.

Denne Olaf var, ſom forhen berørt, en Søn af Harald Gudrødsſøn med Tilnavnet Grønſke, fordi han var opfoſtret paa Grønland, omtrent det nuværende Nedre Thelemarken. Harald Grønſke havde med Kongenavn ſtyret en Deel af Viken under den danſke Harald Gormsſøns Overhøihed, og var mod Enden af Haakon Jarls Dage (995?) bleven indebrændt af ſin Foſterſøſter, den ſvenſke Dronning Sigrid Storraade, da han beilede til hende, uagtet han allerede var gift i Norge. Hans Enke Aaſta Gudbrandsdatter egtede efter hans Død Fylkeskongen Sigurd Syr paa Ringerike, og hos ham blev Olaf Haraldsſøn (født 995 kort for eller ſtrax efter ſin Faders Død) opfoſtret i ſin Barndom, og døbt i ſit tredie Aar[1]. Da han var tolv Aar gammel (1007), fik han af ſin Stiffader Skibe og drog nu under ſin Foſterfader Ranes Ledning paa Hærtog. Hans Mænd gave ham, ſom kongebaaren, efter gammel Skik, Kongenavn. De førſte Par Aar af ſit Vikingeliv tilbragte han paa Tog i Øſterſøen. Men ſnart forlod han disſe Egne, og Veſterlandene bleve nu Skuepladſen for hans Ungdoms Krigerdaad.

Paa denne Tid hjemſøgtes England paa det ſkrækkeligſte af Danernes Herjninger. Den ſvage Kong Ædelred havde for at blive disſe farlige Fiender kvit grebet til det fortvivlede Raad, at lade alle Daner i det ſydlige England paa een Gang dræbe. Det oplagte Raad blev holdet ganſke hemmeligt for de af Engelsmændene forhadte Offere, indtil det pludſelig ſattes i Verk den 13de November 1002, og udførtes med den ſtørſte Grumhed, uden Skaanſel hverken for Kjøn eller Alder. Blandt de Dræbte var Svein Tjugeſkjægs Søſter med Mand og Søn. Denne rædſomme Bloddaad fremkaldte imidlertid kun en endnu rædſommere Hevn. Skarer af de Faldnes Frænder, deels under Svein Tjugeſkjægs Anførſel, og deels under andre paa egen Haand handlende Høvdinger, fore over til England, der nu blev værre mishandlet end nogenſinde tilforn. Blandt disſe Høvdinger var ogſaa Jomsvikingen Thorkel hiin Høie, der havde en Broders Død at hevne. I Forbund med ham drog den fjortenaarige Olaf i Aaret 1009 til England og deeltog der i flere Kampe mod Engelsmændene. Imellemſtunder herjede han ogſaa paa Frankriges Kyſter. Da Thorkel i Aaret 1012 ſluttede Fred med Kong Ædelred og gik i dennes Tjeneſte, gjorde Olaf det ſamme. Begge optraadte ſaaledes paa Engelsmændenes Side mod Svein Tjugeſkjæg, ſom i det følgende Aar med en ſtor Hær angreb England, denne Gang med det faſte Forſæt ganſke at undertvinge Landet. Thorkel og Olaf forſvarede vel en Stund London mod Sveins Angreb, men kunde dog ei derved forhindre Ædelreds Riges Fald. Da Svein overalt ſpillede Meſter, flygtede Ædelred til Normandi. Men juſt da Svein havde opſvunget ſig til Englands Konge, døde han pludſelig den 13de Februar 1014. Dette havde for Øieblikket en Standsning i Danernes Fremgang til Følge. Ædelred kom igjen til England med ſine Sønner, og Sveins Søn, Knut, maatte drage tilbage til Danmark. Det var imidlertid kun for at ruſte ſig til et nyt Angreb paa England, hvilket ogſaa gik for ſig i 1015 og endte med at Knut blev Englands Konge.

I Anledning af dette Tog blev Erik Jarl i Norge af ſin Svoger Kong Knut opfordret til at gjøre ham Følge; og han adlød Opfordringen. Han indſatte ſin unge Søn Haakon til Styrer i Norge i ſit Sted ved Siden af Svein Jarl og under Ledning af den mægtige Thrønder-Høvding Einar Eindridesſøn, for ſin Færdighed i Bueſkydning kaldet Thambarſkjælver, der havde egtet Jarlernes Søſter, og drog derpaa, ſom det lader i 1014 til Danmark, hvorfra han det følgende Aar ledſagede Knut til England.

Olaf Haraldsſøn havde imidlertid efter Kong Ædelreds Fordrivelſe fra England begivet ſig til Frankrige, hvor han i Normandi nu ſom tidligere havde Fredland eller fredeligt Tilhold. Hertugerne i Normandi af Røgnvald Møre-Jarls Æt mindedes endnu ſin norſke Herkomſt og viſte ſig venſkabelig ſindede mod de norſke og overhovedet nordiſke Vikingeførere, ſom beſøgte de veſtlige Farvande. Baade tidligere i England og nu her, gaves Olaf Anledning til at befæſte ſin Chriſtentro og udvide ſine Kundſkaber i Chriſtendommen, hvilken han altid med Varme havde omfattet[2]. I Legenderne om ham heder det, at han blev døbt i Rouen, hvilket vel kun er ſaaledes at forſtaa, at han der modtog Confirmationen. Medens han færdedes ved Frankriges Kyſter, ſkal han efter Sagaerne engang have tænkt paa at drage til Jeruſalem; men da havde han en Drøm, hvori han opfordredes til at lade denne Reiſe fare og derimod drage til Norge, hvor et evindeligt Kongedømme ventede ham. Olaf har viſtnok ingenſinde opgivet Tanken om engang at gjenſee ſit Fædreneland. Hans Sind var allerede i Ungdommen alvorsfuldt og eftertænkſomt; Chriſtendommen havde gjort et dybt Indtryk paa ham, trods det urolige Krigerliv han hidtil havde levet, og Iveren for dens Fremme blev med Aarene ſtedſe varmere. Det var da ikke underligt, om han ſtundom kunde drømme om Norge, om en hæderfuld Virkekreds der, ſvarende til hans Byrd og hans Ret, og om at træde i Olaf Tryggvesſøns Fodſpor ſom Chriſtendommens Forkynder blandt ſine Landsmænd. Men han har vel fundet, at Omſtændighederne ei vare gunſtige for hans Optræden i Fædrenelandet, at han ſelv var endnu for ung og uprøvet til at vove en Dyſt mod den erfarne og af Nordmændene desuden elſkede Helt Erik Jarl. Det er da ganſke rimeligt efter Olafs Sindelag, at han kan have tænkt paa en Pilegrimsfærd eller et Tog til Jeruſalem, for derved at gjøre ſig baade meer moden og meer verdig til at fremtræde blandt Nordmændene med ſine Fordringer. Imidlertid forandrede Forholdene ſig i England. Ved Svein Tjugeſkjægs Død ſyntes atter en Gniſt af Haab at glimte for Ædelred og dennes Sønner, hvem Olaf, efter at være traadt i deres Tieneſte, ſynes at have været oprigtig hengiven. Han ſynes førſt at være tilbageholdt fra ſin Pilegrimsfærd af Iver for deres Sag. Det heder nemlig, at han virkſomt og med Held arbeidede for deres Tilbagekomſt til England, og det er allerede omtalt, at dette lykkedes, om end Lykken var af kort Varighed. Strax efter bleve ogſaa Udſigterne for Olaf ſelv lyſere. Kong Knuts forehavende ſtore Tog til England ſpurgtes, ſamt at Erik Jarl havde forladt Norge for at ledſage ham paa dette. Nu ſyntes det vel Olaf, ſom om Forſynet ſelv viſte ham mod Opfyldelſen af hans Drømme, og han betænkte ſig ikke længe paa at følge Anvisningen. Fra Northumberlands Kyſt indſkibede han ſig med halvtrediehundrede udvalgte og velvæbnede Mænd paa to Knarrer eller ſtore Førſelsſkibe og ſtyrede til Norge.

Dette var om Høſten 1014[3]. Olaf udſtod en Storm i Havet, men naade dog lykkelig Norge og landede førſt ved Øen Selia. Da han her ſteg i Land — fortælle Sagaerne — gled hans Fod, og han faldt paa det ene Knæ: „Nu faldt jeg“ — ſagde Olaf. „Ei faldt Du“ — udbrød hans Foſterfader Rane — „Du fæſtede nu Fod i Landet“. Olaf ſmilede og ſagde: „det maa være ſaa, om Gud vil“. Lykken var ogſaa ſtrax med ham. Thi da han i Haſt drog ſydefter med ſine Skibe, for den unge Haakon Eriksſøn Jarl, der intet Nys havde om hans Komme, ham lige i Hænderne og blev tagen til Fange. Han maatte opgive Olaf ſit Rige og ſverge aldrig at ſtride mod ham. Han forlod ogſaa Norge og opholdt ſig ſiden længe hos Kong Knut ſin Morbroder, indtil Skjebnen for en kort Tid igjen kaldte ham til Norges Styrelſe.

Olaf ſkyndede derpaa til Viken, hvor han i den Landsdeel, for hvilken engang hans Fader havde raadet, maatte vente at finde og virkelig ogſaa fandt mange Tilhængere. Derfra drog han til ſin Stiffader Sigurd Syr paa Ringerike og ſin Moder Aaſta. Han aabenbarede for dem ſin Henſigt at vinde Norges Rige, og Sigurd paatog ſig at tale hans Sag for hans Frænder-, de oplandſke Fylkeskonger. Efter mange Betænkeligheder gik disſe ind paa at underſtøtte Olafs Sag, og paa deres Anbefaling tildømte nu Oplands Bønder ham hele Norges Rige efter den oplandſke Lov.

Ved et ſkyndſomt Tog til Throndhjem over Dovrefjæld i Vintertiden havde det nær lykkets Olaf at overraſke Svein Jarl ſom for Haakon. Svein blev dog varet mod Faren i den ſidſte Stund, undſlap med Nød og fik i Haſt ſamlet en Hær af Thrønder-, ſom var Olaf overlegen. Denne maatte ſaaledes atter drage tilbage til Oplandene, hvorfra han for ud til Viken og fik her ſamlet og ruſtet en Flaade, der var rede ved Vaarens Begyndelſe. Imidlertid havde ogſaa Svein Jarl ruſtet ſig i Throndhjem, drog ſyd langs Landet og fik overalt Tilſtod i det veſtlige Norge. Palmeſøndag den 3die April 1015 mødtes begge Flaader udenfor Neſiar (Brunlaanæſet ved Indløbet til Langeſundsfjorden), og her kom det til et afgjørende Slag. Svein Jarl ſkal have havt dobbelt ſaa mange Skibe ſom Olaf, men alligevel erklærede Seiren ſig for denne. Jarlens Flaade blev ſplittet, og han ſelv undkom med Nød ved Einar Thambarſkjælvers Hjælp Svein drog til Sveakongen Olaf for hos ham at faa Underſtøttelſe; men ſamme Aars Høſt, juſt ſom han beredte ſig til at gjøre et Indfald fra Sverige af i Throndhjem, hvor Folket, iſær Indthrønderne, var ham faſt hengivet, røre han uden at efterlade ſig Sønner.

Seieren ved Neſiar og Svein Jarls paafølgende Død ſikkrede Olaf Norges Rige. Thrønderne underkaſtede ſig ham uden Modſtand; og da han derpaa gjennemfor hele Landet, blev han uden Indſigelſe paa alle Thing tagen til Norges Konge. Olaf Sveakonges Forſøg paa at opretholde ſit Herredømme i de Landsdele, ſom efter Svolderſlaget vare faldne i hans Led, mislykkedes aldeles; og Danekongen Knut havde for Øieblikket ſaa meget at gjøre med Erobringen af England, at han hverken ſelv kunde prøve paa at opretholde ſit Herredømme i Norge, eller kunde afſee Erik Jarls Biſtand i ſit Erobringsverk. Det er derhos rimeligt, et Erik i det uventede Uheld, ſom havde rammet hans Æt, ſaa et Forſynets Vink om, at dennes Glandstid var ſvunden; muligen holdt han ſig ogſaa bunden i ſit Forhold til Olaf ved den Ed, hans Søn havde aflagt, om aldrig at ſtride mod ham. Saa meget er viſt, at der ingenſteds i de gamle Efterretninger er Tale om noget Forſøg eller nogen Plan fra Eriks Side til at gjenvinde ſit Rige i Norge; derimod heder det i vore Sagaer, at han agtede at foretage en Pilegrimsfærd til Rom, men røre uventet, for han kom til at tiltræde den. Efter vore Sagaer ſkulde dette være hendet, efterat han eet Aar havde opholdt ſig i England, altſaa 101(i; men af gamle engelſke Kilder ſynes det ſikkert, at han har levet mange Aar i England og førſt er død ved 1023. Omſtændighederne ved hans Død kunne forreſten gjerne have været de, ſom Sagaerne angive.

Ved et forunderligt Sammenſtød af heldige Begivenheder var ſaaledes Olaf Haraldsſøn i Løbet af et Aars Tid ikke alene bleven hævet til hele Norges Konge men ogſaa befæſtet i ſit Rige. Han var ved ſin Komme til Norge kun tyve Aar gammel, men modnet i Erfaringens Skole og fuld af Kraft og Virkſomhed. Det Held, ſom ſtadigen havde fulgt ham ligefra den Stund, han ſatte Fod paa ſit Fædrenelands Jord, maatte for en af religiøſe Følelſer gjennemtrængt Aand fremſtille ſig ſom et øienſynligt Mærke paa Guds Biſtand, ſom et guddommeligt Kald til ham, at vorde ſit Fædrenelands Velgjører, — førſt og fremſt ved at udrydde Hedendommen og bygge Chriſti Kirke i Landet, dernæſt ogſaa ved at befri det fra fremmet Herredømme, ſammenknytte og befæſte dets Samfundsorden paa et chriſteligt Grundlag, og ſikkre dets Selvſtændighed. I begge Retninger arbeidede han ogſaa utrættelig i hele ſin Styrelſestid.

Ligeſom før Olaf Tryggvesſøn, ſaaledes fandt ogſaa Olaf Haraldsſøn i ſin Birken før Chriſtendommen verdige Geiſtlige til Medhjælpere. Sagaerne nævne tvende: Biſkopperne Grimkel og Sigurd. Af disſe er iſær Grimkel mærkelig, da han baade i vore Sagaer og gamle Love nævnes ſom den, der var Olaf behjælpelig i at grundlægge Chriſtenretten eller Kirkelovgivningen i alle Norges Dele. Han var ifølge vore gamle indenlandſke Kildeſkrifter enten en Søſterſøn eller en Broderſøn af den ældre Biſkop Sigurd, og maa ſaaledes have været af engelſk, eller engelſk-nordiſk Herkomſt. Men naar han er kommen til Norge, om med Olaf Haraldsſøn eller tidligere, ſiges ikke. Adam af Bremen nævner ham ſom en af de Geiſtlige, der fulgte Olaf fra England. Dette viſer tydeligen, at Adam anſaa Grimkel ſom udgangen af den engelſke Kirke; og en af Englands Metropolitaner maa udentvivl have indviet ham til hans biſkoppelige Embede. At han ikke er bleven indviet af Bremens Erkebiſkop, det fremgaar klart deraf, at Adam intet nævner herom, da han dog omtaler Grimkel ſom Olafs Sendemand hos Erkebiſkop Unvan (1013—1029)[4]. Den bremiſke Kirkehiſtoriker kunde umulig ved en ſaadan Leilighed lade uomtalt en Kjendsgjerning, der vilde have været af den ſtørſte Betydning med Henſyn til den bremiſke Metropolitanvirkſomhed i Norge. Vil man ikke tage den ofte ſaare unøiagtige Adams temmelig ubeſtemte Yttring om Grimkels Komme fra England med Olaf altfor ſtrengt, ſaa turde man maaſkee af Grimkels Slegtſkabsforhold til Biſkop Sigurd gjette, at han i ſin Ungdom har fulgt denne ſin Frænde til Norge, og at han, deels under Sigurds Ophold her deels efter hans Bortfærd til Sverige, har virket i en underordnet Stilling blandt Nordmændene ſom Chriſtendomslærer, men at han førſt er optraadt ſom Biſkop under Olaf Haraldsſøn, efter at have modtaget biſkoppelig Vielſe i England. Det at Olaf netop ſtøttede lig til ham i ſin Kirkelovgivning for Norge, i Forening med denne Lovgivnings Beſkaffenhed, der røber nøie Kjendſkab til Norges Samfundsforholde og Nordmændenes Folkekarakter, maa viſt nok vække Formodning om, at Grimkel allerede har været gammel kjendt i Norge, da han hjalp Kongen med Kirkelovgivningen; og dette var dog efter Sagaernes Vidnesbyrd lige i Begyndelſen af Olafs Regjering. Den anden i Sagaerne nævnte Biſkop, nemlig Sigurd, er udentvivl den ſamme ſom Adam nævner Sigafrid[5], og ſom efter hans Vidnesbyrd ogſaa fulgte Kongen fra England. De to Biſkopper, Grimkel og Sigurd, faa begge i Sagaen det Vidnesbyrd, at de vare „viſe og lærde, trofaſte og paalidelige, frygtløſe og raſke i alle Farer, veltalende og milde, og i alle ſine geiſtlige Domme retfærdige“. Adam nævner foruden dem ogſaa tvende andre Geiſtlige, uden dog tydelig at angive deres Orden, hvilke kom med Olaf fra England, nemlig Rodulf og Bernhard. Disſes Virkſomhed i Norge omtales ikke af vore Sagaer, hvorimod de — hvilket ſenere vil ſees — findes nævnte ſom Chriſtendomslærere paa Island med Biſkopsnavn. At Olaf, ligeſom for ham Olaf Tryggvesſøn, benyttede engelſke Lærere i ſin Chriſtendomsudbredelſe, var noget ſom baade den norſke Kirkes og hans eget perſonlige tidligere Forhold til England ligefrem maatte tilſige. De indfødte Nordmænd, ſom kunde i denne Virkſomhed nyttes, vare, efter Alt at dømme, endnu kun faa, og af dem ganſke viſt ingen, der kunde optræde i det overordnede og ledende biſkoppelige Embede. Forreſten maa vi ikke tænke os de ovennævnte Biſkopper ſom indviede til beſtemte Kirker eller Biſkopsdømmer. De vare ganſke viſt, ligeſom for dem den ældre Sigurd, kun viede til Misſions-Biſkopper, eller ſom man udtrykte ſig: til at prædike Guds Ord for Hedningerne. Saaledes betragtes de ogſaa aabenbare i Sagaerne, der aldrig tillægge dem noget beſtemt Omraade eller Biſkopsſæde, men blot nævne dem: Kongens Hirdbiſkopper, fordi de i Regelen enten fulgte Kongen og forrettede Gudstjeneſten i hans Hird, eller og virkede paa de Steder, ſom Kongen anviſte dem, og hvor deres Virkſomhed for Øieblikket meſt behøvedes. Dette var ogſaa det naturlige Forhold i en fremſpirende og med Hedendommen kjæmpende Kirke, ſom den norſke endnu var

  1. Se ovenfor Side 45.
  2. Sn. O. H. S. c. 191. „Olafr var siðlátr ok bœnrœkinn til Guðs alla stund æfi sinnar“.
  3. Nogle Knuder ere viſtnok her ved Tidsregningen, og Flere have antaget Høſten 1015 for Tiden, da Olaf kom til Norge. Munch har erklæret ſig for denne Mening, og derfor anført mange, tildeels vegtige Grunde (I. 2. 488—494, Not.), hvilke dog ikke have været i Stand til at overtyde mig. Jeg finder nemlig Beregningen for Olaf den Helliges Regjeringsaar i Snorres Bearbeidelſe af denne Konges Saga ſaa omhyggelig og ſtøttet til ſaa gode Kilder, at jeg for at fravige den maa fordre aldeles indlyſende Beviſer. Sighvat Skald, Olafs Samtidige og Ven ſiger jo utrykkelig i det Vers, ſom Snorre (Cap. 260) anfører ſom ſin Hjemmel, at Olaf raadede „fulde femten Aar (eg. Vintre)“ før han faldt. Men nu kan han ikke før en Stund ind paa Vinteren, tidligſt i November Maaned, være bleven tagen til Konge af Oplændingerne, og han faldt den 31te Auguſt 1030. Var han altſaa tagen til Konge i November 1015, ſom Munch vil, ſaa kunde han ikke ſiges den 31te Auguſt 1030 at have regjeret i fulde femten Aar eller Vintre; han havde da førſt fyldt ſit femtende Regjeringsaar i November 1030. Sighvats Udſagn viſer, ſaavidt jeg kan ſkjønne, beſtemt hen paa Slutningen af 1014 ſom Tiden for Olafs Regjeringstiltrædelſe, og ſaaledes have de gamle Sagamænd, i det mindſte de bedſte af dem, aabenbar forſtaaet Sighvats Ord. De væſentligſte Vanſkeligheder, ſom opſtilles mod Antagelſen af 1014, forekomme mig heller ikke ganſke uovervindelige. Her er imidlertid ikke Stedet for en udtømmende Underſøgelſe af dette Emne, der for nærværende Øiemed er af en underordnet Betydning.
  4. Ad. Brem. II. c. 94, og de situ Dan. c. 241.
  5. Ad. Brem. l. c.