Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/10
Det var imidlertid Forsynets Villie, at Norges Selvstændighed ikke denne Gang skulde gaa under. Det vakte den i rette Stund en kraftig Forsvarer og heldig Gjenopretter i en ny Ætling af Harald Haarfager, i Olaf Haraldssøn.
Denne Olaf var, som forhen berørt, en Søn af Harald Gudrødssøn med Tilnavnet Grønske, fordi han var opfostret paa Grønland, omtrent det nuværende Nedre Thelemarken. Harald Grønske havde med Kongenavn styret en Deel af Viken under den danske Harald Gormssøns Overhøihed, og var mod Enden af Haakon Jarls Dage (995?) bleven indebrændt af sin Fostersøster, den svenske Dronning Sigrid Storraade, da han beilede til hende, uagtet han allerede var gift i Norge. Hans Enke Aasta Gudbrandsdatter egtede efter hans Død Fylkeskongen Sigurd Syr paa Ringerike, og hos ham blev Olaf Haraldssøn (født 995 kort for eller strax efter sin Faders Død) opfostret i sin Barndom, og døbt i sit tredie Aar[1]. Da han var tolv Aar gammel (1007), fik han af sin Stiffader Skibe og drog nu under sin Fosterfader Ranes Ledning paa Hærtog. Hans Mænd gave ham, som kongebaaren, efter gammel Skik, Kongenavn. De første Par Aar af sit Vikingeliv tilbragte han paa Tog i Østersøen. Men snart forlod han disse Egne, og Vesterlandene bleve nu Skuepladsen for hans Ungdoms Krigerdaad.
Paa denne Tid hjemsøgtes England paa det skrækkeligste af Danernes Herjninger. Den svage Kong Ædelred havde for at blive disse farlige Fiender kvit grebet til det fortvivlede Raad, at lade alle Daner i det sydlige England paa een Gang dræbe. Det oplagte Raad blev holdet ganske hemmeligt for de af Engelsmændene forhadte Offere, indtil det pludselig sattes i Verk den 13de November 1002, og udførtes med den største Grumhed, uden Skaansel hverken for Kjøn eller Alder. Blandt de Dræbte var Svein Tjugeskjægs Søster med Mand og Søn. Denne rædsomme Bloddaad fremkaldte imidlertid kun en endnu rædsommere Hevn. Skarer af de Faldnes Frænder, deels under Svein Tjugeskjægs Anførsel, og deels under andre paa egen Haand handlende Høvdinger, fore over til England, der nu blev værre mishandlet end nogensinde tilforn. Blandt disse Høvdinger var ogsaa Jomsvikingen Thorkel hiin Høie, der havde en Broders Død at hevne. I Forbund med ham drog den fjortenaarige Olaf i Aaret 1009 til England og deeltog der i flere Kampe mod Engelsmændene. Imellemstunder herjede han ogsaa paa Frankriges Kyster. Da Thorkel i Aaret 1012 sluttede Fred med Kong Ædelred og gik i dennes Tjeneste, gjorde Olaf det samme. Begge optraadte saaledes paa Engelsmændenes Side mod Svein Tjugeskjæg, som i det følgende Aar med en stor Hær angreb England, denne Gang med det faste Forsæt ganske at undertvinge Landet. Thorkel og Olaf forsvarede vel en Stund London mod Sveins Angreb, men kunde dog ei derved forhindre Ædelreds Riges Fald. Da Svein overalt spillede Mester, flygtede Ædelred til Normandi. Men just da Svein havde opsvunget sig til Englands Konge, døde han pludselig den 13de Februar 1014. Dette havde for Øieblikket en Standsning i Danernes Fremgang til Følge. Ædelred kom igjen til England med sine Sønner, og Sveins Søn, Knut, maatte drage tilbage til Danmark. Det var imidlertid kun for at ruste sig til et nyt Angreb paa England, hvilket ogsaa gik for sig i 1015 og endte med at Knut blev Englands Konge.
I Anledning af dette Tog blev Erik Jarl i Norge af sin Svoger Kong Knut opfordret til at gjøre ham Følge; og han adlød Opfordringen. Han indsatte sin unge Søn Haakon til Styrer i Norge i sit Sted ved Siden af Svein Jarl og under Ledning af den mægtige Thrønder-Høvding Einar Eindridessøn, for sin Færdighed i Bueskydning kaldet Thambarskjælver, der havde egtet Jarlernes Søster, og drog derpaa, som det lader i 1014 til Danmark, hvorfra han det følgende Aar ledsagede Knut til England.
Olaf Haraldssøn havde imidlertid efter Kong Ædelreds Fordrivelse fra England begivet sig til Frankrige, hvor han i Normandi nu som tidligere havde Fredland eller fredeligt Tilhold. Hertugerne i Normandi af Røgnvald Møre-Jarls Æt mindedes endnu sin norske Herkomst og viste sig venskabelig sindede mod de norske og overhovedet nordiske Vikingeførere, som besøgte de vestlige Farvande. Baade tidligere i England og nu her, gaves Olaf Anledning til at befæste sin Christentro og udvide sine Kundskaber i Christendommen, hvilken han altid med Varme havde omfattet[2]. I Legenderne om ham heder det, at han blev døbt i Rouen, hvilket vel kun er saaledes at forstaa, at han der modtog Confirmationen. Medens han færdedes ved Frankriges Kyster, skal han efter Sagaerne engang have tænkt paa at drage til Jerusalem; men da havde han en Drøm, hvori han opfordredes til at lade denne Reise fare og derimod drage til Norge, hvor et evindeligt Kongedømme ventede ham. Olaf har vistnok ingensinde opgivet Tanken om engang at gjensee sit Fædreneland. Hans Sind var allerede i Ungdommen alvorsfuldt og eftertænksomt; Christendommen havde gjort et dybt Indtryk paa ham, trods det urolige Krigerliv han hidtil havde levet, og Iveren for dens Fremme blev med Aarene stedse varmere. Det var da ikke underligt, om han stundom kunde drømme om Norge, om en hæderfuld Virkekreds der, svarende til hans Byrd og hans Ret, og om at træde i Olaf Tryggvessøns Fodspor som Christendommens Forkynder blandt sine Landsmænd. Men han har vel fundet, at Omstændighederne ei vare gunstige for hans Optræden i Fædrenelandet, at han selv var endnu for ung og uprøvet til at vove en Dyst mod den erfarne og af Nordmændene desuden elskede Helt Erik Jarl. Det er da ganske rimeligt efter Olafs Sindelag, at han kan have tænkt paa en Pilegrimsfærd eller et Tog til Jerusalem, for derved at gjøre sig baade meer moden og meer verdig til at fremtræde blandt Nordmændene med sine Fordringer. Imidlertid forandrede Forholdene sig i England. Ved Svein Tjugeskjægs Død syntes atter en Gnist af Haab at glimte for Ædelred og dennes Sønner, hvem Olaf, efter at være traadt i deres Tieneste, synes at have været oprigtig hengiven. Han synes først at være tilbageholdt fra sin Pilegrimsfærd af Iver for deres Sag. Det heder nemlig, at han virksomt og med Held arbeidede for deres Tilbagekomst til England, og det er allerede omtalt, at dette lykkedes, om end Lykken var af kort Varighed. Strax efter bleve ogsaa Udsigterne for Olaf selv lysere. Kong Knuts forehavende store Tog til England spurgtes, samt at Erik Jarl havde forladt Norge for at ledsage ham paa dette. Nu syntes det vel Olaf, som om Forsynet selv viste ham mod Opfyldelsen af hans Drømme, og han betænkte sig ikke længe paa at følge Anvisningen. Fra Northumberlands Kyst indskibede han sig med halvtrediehundrede udvalgte og velvæbnede Mænd paa to Knarrer eller store Førselsskibe og styrede til Norge.
Dette var om Høsten 1014[3]. Olaf udstod en Storm i Havet, men naade dog lykkelig Norge og landede først ved Øen Selia. Da han her steg i Land – fortælle Sagaerne – gled hans Fod, og han faldt paa det ene Knæ: „Nu faldt jeg“ – sagde Olaf. „Ei faldt Du“ – udbrød hans Fosterfader Rane – „Du fæstede nu Fod i Landet“. Olaf smilede og sagde: „det maa være saa, om Gud vil“. Lykken var ogsaa strax med ham. Thi da han i Hast drog sydefter med sine Skibe, for den unge Haakon Erikssøn Jarl, der intet Nys havde om hans Komme, ham lige i Hænderne og blev tagen til Fange. Han maatte opgive Olaf sit Rige og sverge aldrig at stride mod ham. Han forlod ogsaa Norge og opholdt sig siden længe hos Kong Knut sin Morbroder, indtil Skjebnen for en kort Tid igjen kaldte ham til Norges Styrelse.
Olaf skyndede derpaa til Viken, hvor han i den Landsdeel, for hvilken engang hans Fader havde raadet, maatte vente at finde og virkelig ogsaa fandt mange Tilhængere. Derfra drog han til sin Stiffader Sigurd Syr paa Ringerike og sin Moder Aasta. Han aabenbarede for dem sin Hensigt at vinde Norges Rige, og Sigurd paatog sig at tale hans Sag for hans Frænder-, de oplandske Fylkeskonger. Efter mange Betænkeligheder gik disse ind paa at understøtte Olafs Sag, og paa deres Anbefaling tildømte nu Oplands Bønder ham hele Norges Rige efter den oplandske Lov.
Ved et skyndsomt Tog til Throndhjem over Dovrefjæld i Vintertiden havde det nær lykkets Olaf at overraske Svein Jarl som for Haakon. Svein blev dog varet mod Faren i den sidste Stund, undslap med Nød og fik i Hast samlet en Hær af Thrønder-, som var Olaf overlegen. Denne maatte saaledes atter drage tilbage til Oplandene, hvorfra han for ud til Viken og fik her samlet og rustet en Flaade, der var rede ved Vaarens Begyndelse. Imidlertid havde ogsaa Svein Jarl rustet sig i Throndhjem, drog syd langs Landet og fik overalt Tilstod i det vestlige Norge. Palmesøndag den 3die April 1015 mødtes begge Flaader udenfor Nesiar (Brunlaanæset ved Indløbet til Langesundsfjorden), og her kom det til et afgjørende Slag. Svein Jarl skal have havt dobbelt saa mange Skibe som Olaf, men alligevel erklærede Seiren sig for denne. Jarlens Flaade blev splittet, og han selv undkom med Nød ved Einar Thambarskjælvers Hjælp Svein drog til Sveakongen Olaf for hos ham at faa Understøttelse; men samme Aars Høst, just som han beredte sig til at gjøre et Indfald fra Sverige af i Throndhjem, hvor Folket, især Indthrønderne, var ham fast hengivet, røre han uden at efterlade sig Sønner.
Seieren ved Nesiar og Svein Jarls paafølgende Død sikkrede Olaf Norges Rige. Thrønderne underkastede sig ham uden Modstand; og da han derpaa gjennemfor hele Landet, blev han uden Indsigelse paa alle Thing tagen til Norges Konge. Olaf Sveakonges Forsøg paa at opretholde sit Herredømme i de Landsdele, som efter Svolderslaget vare faldne i hans Led, mislykkedes aldeles; og Danekongen Knut havde for Øieblikket saa meget at gjøre med Erobringen af England, at han hverken selv kunde prøve paa at opretholde sit Herredømme i Norge, eller kunde afsee Erik Jarls Bistand i sit Erobringsverk. Det er derhos rimeligt, et Erik i det uventede Uheld, som havde rammet hans Æt, saa et Forsynets Vink om, at dennes Glandstid var svunden; muligen holdt han sig ogsaa bunden i sit Forhold til Olaf ved den Ed, hans Søn havde aflagt, om aldrig at stride mod ham. Saa meget er vist, at der ingensteds i de gamle Efterretninger er Tale om noget Forsøg eller nogen Plan fra Eriks Side til at gjenvinde sit Rige i Norge; derimod heder det i vore Sagaer, at han agtede at foretage en Pilegrimsfærd til Rom, men røre uventet, for han kom til at tiltræde den. Efter vore Sagaer skulde dette være hendet, efterat han eet Aar havde opholdt sig i England, altsaa 101(i; men af gamle engelske Kilder synes det sikkert, at han har levet mange Aar i England og først er død ved 1023. Omstændighederne ved hans Død kunne forresten gjerne have været de, som Sagaerne angive.
Ved et forunderligt Sammenstød af heldige Begivenheder var saaledes Olaf Haraldssøn i Løbet af et Aars Tid ikke alene bleven hævet til hele Norges Konge men ogsaa befæstet i sit Rige. Han var ved sin Komme til Norge kun tyve Aar gammel, men modnet i Erfaringens Skole og fuld af Kraft og Virksomhed. Det Held, som stadigen havde fulgt ham ligefra den Stund, han satte Fod paa sit Fædrenelands Jord, maatte for en af religiøse Følelser gjennemtrængt Aand fremstille sig som et øiensynligt Mærke paa Guds Bistand, som et guddommeligt Kald til ham, at vorde sit Fædrenelands Velgjører, – først og fremst ved at udrydde Hedendommen og bygge Christi Kirke i Landet, dernæst ogsaa ved at befri det fra fremmet Herredømme, sammenknytte og befæste dets Samfundsorden paa et christeligt Grundlag, og sikkre dets Selvstændighed. I begge Retninger arbeidede han ogsaa utrættelig i hele sin Styrelsestid.
Ligesom før Olaf Tryggvessøn, saaledes fandt ogsaa Olaf Haraldssøn i sin Birken før Christendommen verdige Geistlige til Medhjælpere. Sagaerne nævne tvende: Biskopperne Grimkel og Sigurd. Af disse er især Grimkel mærkelig, da han baade i vore Sagaer og gamle Love nævnes som den, der var Olaf behjælpelig i at grundlægge Christenretten eller Kirkelovgivningen i alle Norges Dele. Han var ifølge vore gamle indenlandske Kildeskrifter enten en Søstersøn eller en Brodersøn af den ældre Biskop Sigurd, og maa saaledes have været af engelsk, eller engelsk-nordisk Herkomst. Men naar han er kommen til Norge, om med Olaf Haraldssøn eller tidligere, siges ikke. Adam af Bremen nævner ham som en af de Geistlige, der fulgte Olaf fra England. Dette viser tydeligen, at Adam ansaa Grimkel som udgangen af den engelske Kirke; og en af Englands Metropolitaner maa udentvivl have indviet ham til hans biskoppelige Embede. At han ikke er bleven indviet af Bremens Erkebiskop, det fremgaar klart deraf, at Adam intet nævner herom, da han dog omtaler Grimkel som Olafs Sendemand hos Erkebiskop Unvan (1013–1029)[4]. Den bremiske Kirkehistoriker kunde umulig ved en saadan Leilighed lade uomtalt en Kjendsgjerning, der vilde have været af den største Betydning med Hensyn til den bremiske Metropolitanvirksomhed i Norge. Vil man ikke tage den ofte saare unøiagtige Adams temmelig ubestemte Yttring om Grimkels Komme fra England med Olaf altfor strengt, saa turde man maaskee af Grimkels Slegtskabsforhold til Biskop Sigurd gjette, at han i sin Ungdom har fulgt denne sin Frænde til Norge, og at han, deels under Sigurds Ophold her deels efter hans Bortfærd til Sverige, har virket i en underordnet Stilling blandt Nordmændene som Christendomslærer, men at han først er optraadt som Biskop under Olaf Haraldssøn, efter at have modtaget biskoppelig Vielse i England. Det at Olaf netop støttede lig til ham i sin Kirkelovgivning for Norge, i Forening med denne Lovgivnings Beskaffenhed, der røber nøie Kjendskab til Norges Samfundsforholde og Nordmændenes Folkekarakter, maa vist nok vække Formodning om, at Grimkel allerede har været gammel kjendt i Norge, da han hjalp Kongen med Kirkelovgivningen; og dette var dog efter Sagaernes Vidnesbyrd lige i Begyndelsen af Olafs Regjering. Den anden i Sagaerne nævnte Biskop, nemlig Sigurd, er udentvivl den samme som Adam nævner Sigafrid[5], og som efter hans Vidnesbyrd ogsaa fulgte Kongen fra England. De to Biskopper, Grimkel og Sigurd, faa begge i Sagaen det Vidnesbyrd, at de vare „vise og lærde, trofaste og paalidelige, frygtløse og raske i alle Farer, veltalende og milde, og i alle sine geistlige Domme retfærdige“. Adam nævner foruden dem ogsaa tvende andre Geistlige, uden dog tydelig at angive deres Orden, hvilke kom med Olaf fra England, nemlig Rodulf og Bernhard. Disses Virksomhed i Norge omtales ikke af vore Sagaer, hvorimod de – hvilket senere vil sees – findes nævnte som Christendomslærere paa Island med Biskopsnavn. At Olaf, ligesom for ham Olaf Tryggvessøn, benyttede engelske Lærere i sin Christendomsudbredelse, var noget som baade den norske Kirkes og hans eget personlige tidligere Forhold til England ligefrem maatte tilsige. De indfødte Nordmænd, som kunde i denne Virksomhed nyttes, vare, efter Alt at dømme, endnu kun faa, og af dem ganske vist ingen, der kunde optræde i det overordnede og ledende biskoppelige Embede. Forresten maa vi ikke tænke os de ovennævnte Biskopper som indviede til bestemte Kirker eller Biskopsdømmer. De vare ganske vist, ligesom for dem den ældre Sigurd, kun viede til Missions-Biskopper, eller som man udtrykte sig: til at prædike Guds Ord for Hedningerne. Saaledes betragtes de ogsaa aabenbare i Sagaerne, der aldrig tillægge dem noget bestemt Omraade eller Biskopssæde, men blot nævne dem: Kongens Hirdbiskopper, fordi de i Regelen enten fulgte Kongen og forrettede Gudstjenesten i hans Hird, eller og virkede paa de Steder, som Kongen anviste dem, og hvor deres Virksomhed for Øieblikket mest behøvedes. Dette var ogsaa det naturlige Forhold i en fremspirende og med Hedendommen kjæmpende Kirke, som den norske endnu var
- ↑ Se ovenfor Side 45.
- ↑ Sn. O. H. S. c. 191. „Olafr var siðlátr ok bœnrœkinn til Guðs alla stund æfi sinnar“.
- ↑ Nogle Knuder ere vistnok her ved Tidsregningen, og Flere have antaget Høsten 1015 for Tiden, da Olaf kom til Norge. Munch har erklæret sig for denne Mening, og derfor anført mange, tildeels vegtige Grunde (I. 2. 488–494, Not.), hvilke dog ikke have været i Stand til at overtyde mig. Jeg finder nemlig Beregningen for Olaf den Helliges Regjeringsaar i Snorres Bearbeidelse af denne Konges Saga saa omhyggelig og støttet til saa gode Kilder, at jeg for at fravige den maa fordre aldeles indlysende Beviser. Sighvat Skald, Olafs Samtidige og Ven siger jo utrykkelig i det Vers, som Snorre (Cap. 260) anfører som sin Hjemmel, at Olaf raadede „fulde femten Aar (eg. Vintre)“ før han faldt. Men nu kan han ikke før en Stund ind paa Vinteren, tidligst i November Maaned, være bleven tagen til Konge af Oplændingerne, og han faldt den 31te August 1030. Var han altsaa tagen til Konge i November 1015, som Munch vil, saa kunde han ikke siges den 31te August 1030 at have regjeret i fulde femten Aar eller Vintre; han havde da først fyldt sit femtende Regjeringsaar i November 1030. Sighvats Udsagn viser, saavidt jeg kan skjønne, bestemt hen paa Slutningen af 1014 som Tiden for Olafs Regjeringstiltrædelse, og saaledes have de gamle Sagamænd, i det mindste de bedste af dem, aabenbar forstaaet Sighvats Ord. De væsentligste Vanskeligheder, som opstilles mod Antagelsen af 1014, forekomme mig heller ikke ganske uovervindelige. Her er imidlertid ikke Stedet for en udtømmende Undersøgelse af dette Emne, der for nærværende Øiemed er af en underordnet Betydning.
- ↑ Ad. Brem. II. c. 94, og de situ Dan. c. 241.
- ↑ Ad. Brem. l. c.