Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Olafs Død fulgte atter en Sønderlemmelſe af Norges Rige, hvilket Seierherrerne ved Svolder deelte mellem ſig. Erik Jarl, der ved ſin Tapperhed og Stridskyndighed meſt havde bidraget til Seieren, fik den ſtørſte Lod, nemlig Haalogaland, Naumdal, fire Fylker af Throndhjem og alle Kyſtfylkerne mellem Stad og Lidandesnes. Olaf Sveakonge fik de øvrige fire Fylker af Throndhjem, begge Møre-Fylkerne og Raumsdalen, ſamt Ranrike (Landet mellem Svineſund og Gautelv). Svein Tjugeſkjæg endelig Viken og Agder veſt til Lidandesnes, ſamt Overhøiheden over de oplandſke Fylkeskonger. Da imidlertid Olaf Sveakonge overdrog ſin Deel med alle en Skattekonges Rettigheder til ſin Svoger, Svein Jarl, og Svein Tjugeſkjæg ligeledes overdrog noget af ſine Beſiddelſer til Erik Jarl, ſaa bleve Brødrene Erik og Svein de egentlige Landsſtyrere i Norge.

Begge Brødre roſes eenſtemmigen i vore Sagaer ſom udmærkede Mænd, der ſnart vidſte at vinde Nordmændenes Agtelſe og Kjærlighed. De vare milde, men holdt dog ſtrengt over Lovene, og gjorde ſig iſær fortjente ved omhyggeligen at værne om Landets indre Fred og Sikkerhed. De udryddede blandt andet de fordærvelige Holmgange eller Tvekampe, ſom hidtil havde fundet en Slotte i Loven, og været et frygteligt Undertrykkelſesmiddel i ſamvittighedsløſe Voldsmænds Hænder[1].

Erik og Svein vare begge chriſtne. Erik ſkal have antaget Chriſtendommen i Følge et Løfte, han gjorde under Svolder-Slaget. Naar Svein blev chriſtnet, ſiges ikke. Ingen af dem vare dog beſjælede af Olaf Tryggvesſøns Omvendelſesiver. De overlode hver at følge den Tro, ſom ham lyſtede, og Følgen af denne Overbærenhed var, at Hedendommen igjen vandt Overhaand ikke alene paa Oplandene, hvor Chriſtendommen under Olaf Tryggvesſøn kun havde gjort liden Fremgang, men ogſaa i det ved Tvang omvendte Throndhjem. I Landet langs Søkyſten derimod holdt Chriſtendommen ſig[2].

Hvo der i den Tid Jarlerne ſtyrede har været den norſke Kirkes geiſtlige Formand, er ubekjendt. Den verdige Biſkop Sigurd kan det ikke have været, hvis Sagaens Beretning er rigtig[3], at han efter Svolderſlaget, under hvilket han havde været tilſtede paa Ormen Sange og trøſtet Dronning Thyri, drog til Sverige paa Olaf Skautkonges Indbydelſe. Han ſkal her have døbt Kong Olaf og efter længe at have virket med Kraft og Fremgang for Chriſtendommens Sag i forſkjellige Dele af Sverige, taget ſit Ophold i Verend i Smaaland og der i en høi Alder endt ſine Dage. Er dette alt rigtigt, da er han aabenbart ſamme Perſon ſom den hellige Sigfrid, hvilken de gamle ſvenſke Legendeſagn regne blandt Chriſtendommens fornemſte Apoſtler i Sverige[4]. Den nyſtiftede norſke Kirke har ſaaledes muligen i Jarlernes Tid været uden egentlig Formand; i ethvert Fald er det klart, at den kirkelige Overbeſtyrelſe, om der end fandtes nogen ſaadan, har været ſlap og uden indgribende Virkſomhed.

Det kunde ſaaledes ſynes ſom den norſke Chriſtendom under Jarlernes Styrelſe gjorde et Tilbageſkridt. Neppe var det dog ſaa i Virkeligheden. Olaf Tryggvesſøns Omvendelſesverk havde, ſom allerede viiſt, været ſaa paaſkyndet, var kommet ſaa uforberedt paa Folket, at dette fuldt vel trængte til en liden Hvile for ret at ſandſe ſig om, for nærmere at overveie baade Olafs Færd og den nye Stilling, hvori det ſelv var kommet. Denne ſaa nødvendige Eftertankens Tid indtraadte under Jarlernes tolerante Styrelſe.

At den roligere Eftertanke hos de forſkjellige Perſonligheder maatte frembringe høiſt forſkjellige Virkninger, var ganſke naturligt. Om dem, der af fuld Overbevisning og med klar Erkjendelſe havde antaget Chriſtendommen, behøve vi ikke at tale; hos dem-kunde Troen uforſtyrret befæſtes og modnes. De derimod, ſom havde modtaget Daaben uforberedte og uden tilſtrækkelig forudgaaende Underviisning, enten af Rædſel for Kong Olafs Strenghed, eller i blind Efterfølgelſe af ſine Høvdingers Exempel, — de havde nu Leilighed til efter nærmere Overveielſe frit at gjøre ſit Valg. Naar de da mindedes og levende ſtillede ſig for Øie, paa den ene Side det ſynlige Held, ſom ſtadigen havde ledſaget Olaf i hans kraftige Optræden for Chriſti Sag, og paa den anden Side det mislykkede Udfald af Aſadyrkernes afmægtige Modſtand, hvilket kaſtede en Skygge paa Aſerne ſelv; — naar de da desuden, hvor Leilighed dertil gaves, hos Preſterne og de bedre Underrettede ſøgte og erholdt de Oplysninger om den nye Tro, den Underviisning i dens Hovedlærdomme, ſom de for manglede; — ſaa kunde Valget hos de forſtandigere og mindre forhærdede ikke være ſaa vanſkeligt, og det kunde ikke feile, at Mængden af de Vaklende maatte efterhaanden af indre Tilſkyndelſe om end ei altid med klar Erkjendelſe tilegne ſig den Tro, til hvilken de ved Daaben ſig ſelv ubevidſte vare kaldede. De ſom faldt tilbage til Hedendommen var da kun de meſt forhærdede Aſadyrkere og de Svage og Ukyndige af Mængden, ſom blindt hen fulgte deres Exempel. Hine Forhærdede kunde nu viſt nok igjen frit reiſe ſine Altere og øve ſine Blot; men hvad ſkeet var kunde de ei igjen gjøre uſkeet, og ei kunde de hverken hos ſig ſelv eller hos ſine Tilhængere udſlette Mindet om det Nederlag, Aſerne havde lidt i Kampen mod Olaf ſom Chriſti Forkynder. Deres Tro paa Aſerne maatte nu være fuld af Tvivl, og deres Virken for den en magtesløs Famlen, der hverken var ſig ſit Øiemed eller ſine Midler ret bevidſt.

Saaledes frembragte den roligere Eftertanke overhovedet en Sondring af de i hinanden blandede chriſtelige og hedenſke Elementer, der efter Olaf Tryggvesſøns Omvendelſesverk fandtes hos Nordmændene. Men dette var til Chriſtendommens eget ſtore Gavn; det var nødvendigt for dens Fremme. Nu, da intet ydre Tryk længer fremkaldt et hykklet Skin, viſte ſig førſt klart hos hvem de chriſtelige Elementer havde vundet Overhaand, og hos hvem de hedenſke herſkede med Enevælde. Havde end denne frivillige Sondring kommet til at udviſe, at Tallet og Magten endnu var paa Hedendommens Side, ſaa vilde dog den Fordeel være vunden, at de Chriſtne kjendte, hvo der hørte til deres Samfund og hvo der vare deres Fiender. Kampen mellem begge Partier kunde blive aaben og ærlig, og under Toleranſens Skjold maatte da ligefuldt Chriſtendommen ved ſin indre Kraft ſnart vinde Bugt med ſin mandſterkere Modſtander. Men nu er det høiſt tvivlſomt, om engang Forholdet var ſaa gunſtigt for Hedendommen. Den ſenere Hiſtorie viſer, at i de Dele af Landet, hvor Folket ved Olafs Beſtræbelſer havde modtaget Daaben, der var Frafaldet ikke paa noget Sted almindeligt, og kun paa faa Steder betydeligt; og om man end medregner de Landsdele, hvorhen Chriſtendommen endnu ſlet ikke var fremtrængt, ſaa havde neppe endda Hedningerne i Tallet nogen afgjort Overvegt. Dertil maa man endvidere føie den ingenlunde uvigtige Omſtændighed, at alle Landets høieſte Styrere, baade de indenlandſke og de udenlandſke, vare Chriſtne, — at de tilfølge heraf, om de end ikke vare ivrige Chriſtendommens Udbredere eller for dens Sag tillode ſig Vold mod Hedendommen, dog heller ikke kunde ligefrem befordre den ſidſtnævnte Tro, eller undlade at forſvare Chriſtendommen ſaavidt muligt mod enhver Vold fra Hedendommens Side; thi Chriſtendommen var dog ved deres Tiltrædelſe paa en Maade hævet til Statsreligion. Endelig maa man ogſaa lægge Mærke til, at der i vore gamle Efterretninger vel er Tale om deelviſe Tilbagefald til Hedendommen under Jarlernes Styrelſe, men intet Sted om nogen virkſom end ſige voldſom tilbageſkridende Reisning fra Hedendommens Side, — og at Olaf den Helliges paafølgende Virkſomhed aabenbart ſkildres ſom fremtrædende mere deri, at han befæſtede og gjennem Lovgivningen ordnede den allerede antagne Chriſtendom, end deri at han indførte den fra Ny af.

Naar man vel overtænker disſe Forholde, vil man viſt finde, at Jarlernes Styrelſesgrundſætninger ingenlunde vare ugunſtige, eller deres Styrelſestid uheldbringende for Chriſtendommen, men tvertimod at den Tilſtand, ſom under dem raadede i Norge, var et nødvendigt Overgangstrin til det Bedre, og det tilſyneladende Tilbagefald var i Grunden en let Standsning til Overveielſe, hvilken man næſten kan regne lige med et Fremſkridt.

Fuldkommen ſom i Norge ſelv var ogſaa Forholdet i de af Nordmænd beboede og fra Norge chriſtnede Lande. Hverken paa Island eller paa Orknøerne eller paa Færøerne eller paa Grønland finder man talt om noget voldſomt eller engang aabenbart eller afgjort Tilbageſkridt mod Hedendommen. Vel er det tydeligt, at en Gjæring fandt Sted i de forſkjelligartede, pludſelig ſammenblandede Troselementer; men det var en indre Gjæring i ſelve de Nychriſtnedes Aand, og brød ingenſteds frem i voldſom Tilbagetrængen af Chriſtendommen; det var en Gjæring, ſom Tiden maatte dæmpe gjennem en langſom, formildende Virkning fra Chriſtendommens Side paa den tidligere Hednings haarde Sind, og ſom førſt ganſke kunde lægge ſig ved den ældre Slegts Uddøen og en ny Slegts Fremvext, paa hvis Aand Chriſtendommen ligefra den bøielige Barndomsalder havde øvet ſine guddommelige Virkninger.

Jarlernes Styrelſe i Norge varede i henved femten Aar. Den henled under indvortes og udvortes Fred for Landet, og maa ganſke viſt agtes ſom gunſtig for Folkets ydre Velvære, ligeſaavel ſom — efter hvad nys er fremhævet — for Chriſtendommen. Men for den norſke Stats Selvſtændighed var Tilſtanden høiſt farefuld. I den Sønderlemmelſe, hvori Norges Rige befandt ſig, maatte Baandet mellem dets forſkjellige Dele meer og meer ſlappes, og Enheds-Bevidſtheden hos Folket, der førſt nylig var vakt og kun i ringe Grad var udviklet, maatte atter meer og meer fordunkles. Erik og Svein ſynes at have været baade for retſindige og for lidet ærgjerrige til at prøve paa en Udvidelſe af ſit Herredømme. De havde ingen ved Fødſel arvet Ret f til at være Norges Eneſtyrere, og de vare desuden bundne ved Løfter, Slegtſkabsforbindelſer og modtagne Velgjerninger i ſit Forhold til Danmarks og Sveriges Konger. De kunde ſaaledes ikke danne noget Sammenkytningspunkt for Nordmændenes Selvſtændighedsfølelſe. De Fylkeskonger af Harald Haarfagers Æt, ſom raadede for Oplandene under Danekongens Overhøihed, vare end mindre i Stand dertil med ſin indſkrænkende Magt; flere af dem fandt desuden, hvad de ſelv aabent udtalte, ſin Stilling mere tryg under en fjærn og fremmed Overkonge, end under en indenlandſk af deres egen Æt[5]. Den danſke og ſvenſke Konge endelig maatte naturligviis ſee ſin egen Fordeel i det norſke Riges fuldkomne Opløsning, der ene kunde ſætte dem i Stand til hver at knytte ſin Deel af Norge faſt og ſtadigen til ſit eget Hovedrige. Udſigterne for Norges Stats-Selvſtændighed vare ſaaledes paa denne Tid ſaa mørke og truende ſom muligt, og det ſaa meget mere ſom visſelig kun ganſke faa af Folket opfattede dem i deres hele Farefuldhed.

  1. Gretters Saga c. 21.
  2. Fagrſk. S. 69, Sn. Ol. T. S. c. 131, O. H. S. c. 58, Frnm. s. III. S. 15.
  3. Frnm. s. III. 164.
  4. Reuterdahl I. S. 316—336.
  5. Sn. Ol. H. S. c. 34.