Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/11

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 72-90).

Olaf Haraldssøns Fortjeneste af Christendommen i Norge viste sig i to Retninger: deels deri, at den fuldendte Folkets Omvendelse ved at udrydde de Levninger af Hedendommen, som endnu fandtes i Landet, – deels deri, at han ordnede den norske Kirke ved Lov. Vi skulle nu henvende Opmærksomheden paa den første Retning.

Olaf var om Vinteren efter Svein Jarls Død, under sit Ophold i Throndhjem, sysselsat med Forberedelsen af Lovgivningsarbeider, især til Christendommens Tarv. Den næste Vaar, 1016, drog han syd langs Landet. „Han dvælede – sige Sagaerne – i hvert Fylke og thingede med Bønderne, og paa hvert Thing lod han oplæse Christendomsloven og de Bud, som dermed fulgte. Han afskaffede strax mange Uvaner og megen Hedendom. Jarlerne havde nemlig nøie overholdt gammel Lov og Landsret, men med Hensyn til Christendommens Overholdelse lode de hver gjøre efter eget Tykke. Tilstanden var da bleven den: at videst om Søbygderne var Folket vel døbt, dog kjendte de Fleste kun lidet til christen Lov, – men i Opdalene og Fjældbygderne, der var vide om Folket ganske hedensk; thi da Folket fik raade sig selv, fæstede sig den Tro mest i Mindet, som man havde lært i Barndommen. Men dem som nu ikke vilde rette sig efter Kongens Bud angaaende Christendommens Overholdelse, truede han, hvad enten de vare mægtige eller ringe, med haarde Kaar“^[1]. Lægger man nøie Mærke til Udtrykkene i denne Beretning, saa kan det neppe miskjendes, at her, hvad Søbygderne i det mindste angaar, ikke er Tale om noget forudgaaende, forsætligt og voldsomt Tilbagefald til Hedendommen, der saa at sige gjorde en Christnen fra ny af nødvendig, – men snarere om en Fordunkling af Christendommens Begreber og Lære, frembragt ved Uvidenhed og Mangel paa tilstrækkelig christelig Undervisning, – en Fordunkling, som maatte bortryddes ved at opfriske Troslærdommene i Folkets Minde og ved at indskjærpe de gudstjenstlige Skikke. Det var nemlig, som for antydet, en uundgaaelig Følge af den Hurtighed, hvormed Omvendelsen under Olaf Tryggvessøn foregik, og af det ringe Tal af dygtige Christenlærere i Forhold til Landets vide Udstrækning, at Christendomskundskaben hos de Omvendte blev yderst tarvelig, og at saaledes under en Tilstand, hvori strengt Opsyn manglede, uvilkaarligen meget af hedenske Trosbegreber og Skikke maatte indblande sig i Almuens nye og ubestyrkede Christendom, uden at derfor noget bestemt Tilbagefald til Hedendommen, nogen udtrykkelig Fornegtelse af den nye Tro fandt Sted, eller engang tilsigtedes. Man søgte at udfylde de Huller, som man fandt at være tilstede i sine nye Trosbegreber, ved Tilflikninger af de ældre, som endnu vare i friskt Minde, – man undlod den strenge Overholdelse af visse christelig-kirkelige Skikke, som man tænkte sig at være af mindre Vigtighed, og som man derhos fandt besværlige at iagttage under sine ofte haarde og trange Livsforholde; – men man vilde ingenlunde dermed afsige eller frasverge sig sin Christendom. Nogle faa Exempler kunne maaskee kaste et klarere Lys over denne de nyomvendte Christnes Aandstilstand, skjønt de vist nok ikke netop tilhøre den Tid eller de Landsdele, hvorom i ovenanførte Sagaberetning er Tale.

Den forhen omtalte Færøing Thrond i Gata, der var bleven tvungen af Sigmund Bresterssøn til at lade sig døbe, og om hvem det ingensteds siges, at han senere faldt fra Christendommen, havde som Olding i Opfostring en Dattersøn af Sigmund, Sigmund Leifssøn. Da denne var ni Aar gammel, kom hans Forældre Leif Øssurssøn og Thora Sigmundsdatter i Besøg til Thrond. Om Kvelden, da Thora var bleven ene med sin Søn, begyndte hun at udfritte ham om hvad han havde lært af Thrond. Drengen svarede, at Thrond havde lært ham Alt hvad der hørte til Rettergangen; og deri var han ogsaa virkelig flink. Men nu spurgte Moderen ham, hvad hans Fosterfader havde lært ham af Christendommen. Drengen svarede, at han havde lært Pater noster og Credo. Hun vilde høre dette. Drengen sang nu først Pater noster, og dette forekom hende ganske godt; men nu kom Credo. Den lød efter Thronds Lærdom saaledes:

„Givne ere Engle gode,
Gaar jeg ei i Verden ene;
Mine Fjed følge
Fem Guds Engle.

Jeg beder Bøn for mig,
Bære de den for Christ;
Syv Salmer jeg synger;
Sørge Gud for mit Vel!“^[2].

Da Thrond i det samme kom ind, og Thora sagde, at hun ikke syntes der var nogen Skikkelse paa den Credo, svarede Thrond: „Det er saa, som Du nok veed, at Christus havde tolv Læresvende eller flere, og enhver af dem brugte sin Credo. Jeg har nu ogsaa min Credo, som Du har din, hvilken du har lært. Der er mange Credoer, og de behøve ei alle at være eens for at være rigtige“. Forklaringen fyldestgjorde dog neppe Moderen, og hun fik strax efter listet sin Søn bort fra den slu Thrond^[3]. Exemplet viser, hvorledes en døbt og omvendt Hedning efter fine af Hedendommen endnu paavirkede Begreber omskabte selve de christelige Trosartikler, rimeligviis fordi han ufuldkommet havde lært dem, og endnu ufuldkomnere opfattet deres Betydning. Det svævede ham for Tankerne, at han som Christen var ledsaget af Guds Engle, ligesom medens han var Hedning af sine fra Nornerne udsendte Følgeaander (Fylgier, Diser), at han skulde henvende sig i Bønnen til Christus, og at hans Ve og Vel stod i Guds Haand; heraf sammensatte han, vist nok i god Tro, og saa godt som han kunde, sin christelige Trosbekjendelse. Som det gik ham, gik det sikkert mange andre nyomvendte Hedninger, at de, paa Grund af en mangelagtig og uklar Undervisning i Christendommens Hovedlærdomme, skabte sig selv en Christendom, der paa en Maade fyldestgjorde deres Aands religiøse Trang, indtil en renere og fuldstændigere Oplysning indgaves dem.

Et andet Exempel afgiver Islændingen Thormod Kolbrunarskald. Han var christnet, var Olaf Haraldssøns Hirdmand og stod sig vel hos Kongen; men han var af et uroligt, voldsomt Sind og i mange Maader endnu en Hedning i Aand og Tankeretning, skjønt det vist aldrig kom ham i Hu at forkaste den Tro, han i Daaben havde modtaget, og som laa hans elskede Herre og Konge saa meget paa Hjerte. Thormod havde engang, da han beredte sig, til at hevne sin Fostbroders, Thorgeir Haavardssøns Drab, gjort det besynderlige Løfte, at hvis Hevnen lykkedes, da skulde han faste ni Søndage og æde Kjød ni Fastedage eller Fredage. Muligen har han ifølge sine forvirrede, halv hedenske Begreber tænkt sig, at da den forestaaende Hevngjerning, hvortil han efter sin hedenske Æresfølelse fandt sig forpligtet, var en uchristelig Handling, til hvilken han ei kunde vente sig Christi Hjælp, faa maatte han, for at den skulde lykkes, love netop en Overtrædelse af den christelige Ceremonilov, for derved i det enkelte Tilfælde at erholde Bistand af de onde Magter, som han i Daaben havde afsvoret. Ihvad han nu har tænkt sig, – Hevnen lykkedes, og Løftet skulde han som ordholden Mand opfylde. En Fredag kort før Kong Olafs Fald mindedes Thormod, der fulgte Olafs Hær, at han ei endnu ganske havde fuldkomnet sit Løfte. Han løb hen til en Kok, som just var i Færd med Madlavning, greb fra ham en Pølse og aad Halvdelen. Kokken sagde, at Kongen ei vilde synes om hvad han der gjorde. „Ofte – svarede Thormod – gjøre vi andet end Kongen vil, stundom veed han det og stundom ikke“. „Men – sagde Kokken – for Christ kan du ikke skjule det“. „Det er heller ikke min Hensigt; – svarede Thormod – men er der ikke meer i Veien mellem Christ og mig, end den halve Pølse, blive vi vel forligte“^[4].

Her viser det sig, hvor underlig forvirrede Begreber, de nye Christne kunde nære i Trossager, baade i de vigtigere, som rørte selve Christendommens Aand, og i de mindre vigtige eller snarere Troen selv uvedkommende, men paa hvilke dog Datidens Christenlærere lagde en fortrinlig Vegt. Thormod forestilte sig, at en Overtrædelse af den christne Fastelov vel kunde hjælpe ham til Lykke i en aabenbare uchristelig Handling, men paa den anden Side ei var af den Vigtighed, at den i nogen høi Grad kunde paadrage ham Christi Ugunst eller Straf. Lignende Anskuelser med Hensyn til den byrdefulde Fastes Overholdelse have ganske vist hos mange af de Omvendte fra Olaf Tryggvessøns Tid gjort sig gjældende, og ledet dem til heri at vise en Skjødesløshed, som før hver den Tids ivrige Christenlærer maatte synes høist forargelig og strafværdig, skjønt den hos den Skyldige ingenlunde fremkaldtes af nogen bestemt Uvillie mod Christendommen, eller noget Ønske øm atter at opgive denne for Hedendommen.

Det tredie og udentvivl vigtigste Exempel frembyder den før omtalte Lovbestemmelse, hvorved Christendommen antoges som Landsreligion paa Island. Tre Indrømmelser gjordes nemlig, som vil erindres, Hedningerne: at udsætte Børn, at æde Hestekjød, og at blote i Løn. Af disse Indrømmelser begrundedes de to første udtrykkeligen derpaa, at „de Mænd, som mest havde været Christendommen imod, neppe kunde begribe, hvorledes det skulde gaa an, at opføde alle de Børn, som fødtes, saavel de Fattiges som de Riges, og til samme Tid forsage og forbyde den Fode, som er til saa stor Hjælp for Almuen til dens Underholdning“^[5]. Her seer man, at de nyomvendte Christne troede at kunne af økonomiske Grunde tillade Vedligeholdelsen af tvende gamle hedenske Sedvaner, af hvilke den ene ikke blot var uchristelig men endog umenneskelig, og den anden, efter den Tids christelige Anskuelser og Kirkelove, i det mindste høist anstødelig og strafværdig. Hvad den tredie Indrømmelse angaar, da maa man vel tænke sig den fremkaldt af den høist naturlige Slutning, at hvor indre Overbevisning manglede, der kunde ingen Lov fremtvinge den; og at et Lovbud, som vilde forbyde Hedendommens hemmelige Yttringer der, hvor Hjertet var fuldt af den, var unyttigt og urimeligt, ja kunde fremkalde Fortvivlelsens Modstand, medens et Lovbud, der indskrænkede sig til at forhindre Hedendommens offentlige Yttringer og den deraf følgende Forargelse for de Christne, kunde være i sin Orden og i Tidens Løb virke gavnligt, uden derfor unyttigen at opirre de ivrige Hedningers Sind. Om Olaf Tryggvessøn vilde i Norge, under lignende Omstændigheder, ved Lov have gjort Hedendommen og hedenske Sedvaner de samme Indrømmelser, som hans Udsendinger gjorde paa Island, – det er et andet Spørgsmaal; efter Olafs Sindelag er det neppe troligt. Men vist er det, at han ikke kunde hindre hverken de hemmelige Hedninger, eller de lidet underviste Nyomvendte Christne fra i deres stille Sind at nære Anskuelser som de ovenfor paapegede eller lignede. Og naar da den ydre Tvang og det skarpe Tilsyn slappedes eller ophørte, maatte disse hemmeligholdte Tanker i større eller mindre Grad give sig Luft i Ord og Gjerning, i Folkets Opfatten og Overholdelse af Christendommens Bud og Skikke.

Disse Exempler kunne tjene til at opklare vore Begreber om Aandstilstanden hos Mange af de nyomvendte Christne fra Olaf Tryggvessøns Tid, og derved ogsaa om den sande Beskaffenhed af det Tilbagefald til Hedendommen i den næst paafølgende Tid, hvorom Talen er i vore Sagaer. Man maa nemlig, som allerede for er yttret, antage, at der i de færreste Tilfælde fandt et virkeligt Tilbagefald Sted, det vil sige: en frivillig og afgjort Forkastelse af Christendommen og Tilbagevenden til Hedendommen, dens Tro og Gudsdyrkelse. Derimod var der i den Christendom, som fandtes, og som Mængden af de Omvendte i Grunden holdt fast ved, mangfoldige Brøst og Mangler, der vare Følger af Omvendelsesmaaden, af ufuldstændig og uklar Undervisning i Begyndelsen, af liden eller ingen Veiledning i den nærmeste Tid efter, og endelig af det fuldkomne Savn af en lovbegrundet christelig Kirkeorden eller Christenret. Men disse Ufuldkommenheder lode hedenske Begreber og Forestillinger et altfor vidt Spillerum, og ledede derved til en Forvanskning af Christendommens Lære, som i Tidens Løb letteligen kunde udarte, og tildeels allerede var udartet, til en Christentro i Navnet, hvilken i Virkeligheden kun var en ny Hedendom. Dette var da den sande Tilstand, hvori Folket vide omkring i de af Olaf Tryggvessøn omvendte Dele af Norge, med Hensyn til Troen, befandt sig ved Olaf Haraldssøns Regjeringstiltrædelse. Dette var det hedenske Væsen i selve den nys indførte Christendom, som det var Olaf Haraldssøns nærmeste Opgave at udrydde og om muligt for bestandig udestænge. Det var ogsaa Maalet for hans Virksomhed under hans omtalte Reise sydefter langs Norges Kyst i Vaaren og Sommeren 1016, idet han – som Sagaen siger – overalt lod kundgjøre Christendomslovene, afskaffede mange Uvaner og megen Hedendom, og truede med strenge Refselser dem, der ikke vilde følge hans Bud med Hensyn til Christendommens Overholdelse.

Slutningen af Sommeren 1016 og den paafølgende Vinter holdt Olaf sig i Viken, sysselsat med fuldkommen at sikkre sig denne Deel af Norge mod Danmark og Sverige. Men medens han med Held udførte dette, havde han tillige Christendommens Befæstelse stadigen for Øie. Han lod i Viken ligesom for i det vestlige Norge „paabyde den christne Lov“, det vil nærmest sige: den af ham sammensatte Christenret; og denne blev ogsaa her uden Vanskelighed antagen. Thi, heder det, „de christne Seder“ vare langt bedre bekjendte for Vikværingerne end for Folket længer nord i Landet, paa Grund af den megen Handelsrørelse, der var mellem de førstnævnte og Folket af de nærmeste christne Lande. „Der var baade Vinter og Sommer en Mængde Kjøbmænd, baade danske og saxiske. Vikværingerne selv vare ogsaa meget i Kjøbfærd til England, Saxen, Flandern og Danmark. Nogle af dem fore derhos i Viking og havde Vintersæde i christne Lande“^[6]. I Viken kunde altsaa Christendommen ansees som allerede fra Olaf Tryggvessøns Tid befæstet, og Olafs Virksomhed kunde saaledes her væsentlig indskrænke sig til at paasee sin Christenret antagen og sat i Kraft, for derved at fremskynde Kirkesamfundets Ordning.

Denne Christendommens bedre Stilling strakte sig imidlertid ikke dybere ind i Landet. Strax indenfor Viken var Oplandene; og herhen var, som oftere yttret, Christendommen kun i ringe Maade fremtrængt, og jo længere det led op fra Vikens Naboskab, des mere rodfæstet var endnu Hedendommen blandt Folket. Paa Oplandene henvendte nu Olaf sin Opmærksomhed, da vigtige Forhandlinger med Sverige alligevel gjorde ham det nødvendigt at dvæle noget længe i Norges sydøstlige Egne, og desuden den Tid var forhaanden, da Kongerne efter gammel Skik plejede at fare paa Gjesteri i denne Landsdeel, hvilket sandt Sted hver tredie Vinter. Om Hoften 1017 tiltraadte Olaf sin Reise fra den nyanlagte Stad Borg eller Sarpsborg til Oplandene. Veien did laa gjennem det inderste af Vikens Fylker, Vingulmark, der omgav Bunden af Folden. Allerede her fandt Olaf Sysselsættelse for sin christelige Virksomhed. Han indrettede nemlig sin Færd saaledes, at han holdt sig saa nær som muligt til de indre meer afsidesliggende Skovbygder, og stevnede overalt til sig Bygdefolket, især det som boede fjærnest Hovedherederne. Han undersøgte nøie, hvorledes Christendommen blev overholdt blandt dem; hvor ham syntes, at noget skortede, sørgede han for Folkets Undervisning, men var derhos yderst streng ja grusom, hvor han stødte paa haardnakket Modvillie „Af dem, – heder det – som ikke vilde aflade Hedendommen, drev han nogle bort fra Landet, andre lod han lemlæste paa Hænder eller Fødder eller deres Øine udstikke, andre lod han henge eller halshugge; men ingen lød han ustraffet, som ikke vilde tjene Gude-. Han tog i denne sin Fremfærd intet Hensyn til om den Skyldige var mægtig eller ringe. Han satte Christenlærere i Bygderne, saa mange som ham syntes nødvendigt^[7].

Da Christendoms-Sagen saaledes var nogenlunde ordnet i Vingulmark, drog Olaf til Raumarike. Her var han paa oplandsk Grund og i de oplandske Fylkeskongers Omraade. Han mærkede snart, at jo længere han kom op i Landet, des værre stod det til med Christendommen; men han fortfor som i Vingulmark, omvendte Folket og refsede strengt dem, som ikke vilde lyde hans Christendomsbud.

De oplandske Fylkeskonger havde forestillet sig, at de ved den Hjælp, de havde ydet Olaf til at vinde Norges Rige, havde gjort sig ham saa forbunden, at de af ham ingen Tvang eller Vold havde at frygte hverken i Trossager eller i andre Henseender. Men nu fik de føle, at det ikke var deres Frændes Mening. Raumarikes Konge, som først var forhaanden, flygtede skyndsomt til Hedemarken til den kloge Kong Rørek, der med sin Broder Ring styrede dette Fylke; og her samlede sig nu i Hast paa Ringisaker fem hedenske Fylkeskonger for at raadslaa om, hvad de i sin vanskelige Stilling skulde foretage. Roret, som tidligere havde fraraadet at hæve Olaf til Overkongedømmet, raadede nu til Underkastelse. Men han blev overstemt af de øvrige Konger, og det endelige Raad blev, at Kongerne selv skulde forblive samlede, og hver især fra sit Omraade stevne til sig saameget væbnet Folk, at de kunde være Olaf fuldkommen overlegne; og da skulde de, naar han kom til Hedemarken, møde ham og tage ham af Dage: „thi, yttrede en af dem, saalænge Olaf lever, kunne vi aldrig stryge frit Hoved“. De udsendte sine Speidere for at faa nøie Underretning om Olafs Færd, og tænkte nu at have indrettet Alt paa det Klogeste.

„Men – siger Sagaen – det gik dog efter Ordsproget: hver har en Ven blandt sine Uvenner“. En Bonde-Høvding, Ketil af Ringenes, som havde været tilstede ved Kongernes Raadslagning, var Olafs hemmelige Ven. Han skyndede om Natten efter Modet paa et let Skib ned ad Mjøsen, traf i den tidlige Morgenstund Kongen paa Eid (Eidsvold) strax nedenfor Mjøsens Sydende og underrettede ham om Fylkeskongernes Anslag. Olaf samlede i Hast alle de Baade han kunde faa, indskibede paa dem fine Mænd ud paa Kvelden og var for Dagbrækning ved Ringisaker. Han kom saa uventet, at ikke engang de udstillede Vagter mærkede Uraad, for Gaarden i Lysningen var omringet. Paa Modstand var nu ei at tænke. De fem Fylkeskonger bleve alle fangne. Rørek, den farligste af dem, blev blindet; paa en anden, Gudrød Dalekonge, blev Tungen afskaaren; men Ring og de tvende øvrige lod Olaf sverge sig den Ed, at de skulde forlade Norge og aldrig komme did tilbage. Ogsaa flere andre Høvdinger, som havde deeltaget i Raadet mod Kongen, bleve paa det strengeste revsede. Det Rige, som Fylkeskongerne havde styret, erklærede nu Olaf for at være sig underlagt; og da endnu samme Vinter hans Stiffader Sigurd Syr paa Ringerike, som stod udenfor den hele Bevægelse, døde, saa bar Olaf nu ene Kongenavn i Norge, noget som ei havde fundet Sted siden Harald Haarfagers tidligere Dage. Han sikkrede sig det vundne Enevælde ved at tage Gidsler af Lendermændene og de mægtigste Bønder; og fra denne Stund var Fylkeskongedømmet for stedse tilintetgjort i Norge^[8]. Det er høist rimeligt, at Olaf enten umiddelbart efter denne Begivenhed, eller kort efter, har faaet hiin Verdighed ved Lov afskaffet. Vist er det, at den efter hans Tid betragtedes som stridende mod Norges Forfatning og gjældende Love.

Olafs Fremfærd ved denne Leilighed kan naturligviis aldrig godkjendes for den christne Sedeligheds Domstol. Om man end maatte være tilbøielig til at betragte det som et Slags Nødværge, at han ved at afsætte de oplandske Fylkeskonger gjorde sig dem uskadelige, – eller som en Stats-Nødvendighed, at han gjorde voldsomt Brud paa deres nedarvede Ret, for at skjænke Norges Rige i dets Helhed den Samholdskraft, som uundgaaelig fordredes til dets Selvstændigheds Opretholdelse, – saa staar dog tilbage hans Grumhed mod de tvende af Fylkeskongerne og hans Strenghed mod dem i det Hele, uagtet de dog unegtelig tidligere havde bidraget til at hæve ham paa Norges Kongestol. Men den Tids Anskuelser vare ikke vore. Man følte sig ikke forpligtet til at see saa nøie paa Midlerne, naar Øiemedet forekom En stort og godt; og for Strenghed i legemlige Revselser var Maalestokken for hiin Tids haardføre Mennesker en ganske anden end for vor Tids forfinede Slegt. Lemlæstelser af den Art, som Olaf her anvendte, vare i de nærmeste Aarhundreder baade for og efter ganske almindelige Træk i hele det christelige Europas Statskunst. De laa vistnok, især i Norge, udenfor Lovenes Bestemmelser; men det var, og har til alle Tider været, Tilfældet med Statskunsten, at den desværre kun altfor ofte har hævet sig over og gjort Brud paa baade Lov og menneskelige Følelser, og troet sig heri at være i sin gode Ret. Det troede Olaf sig ogsaa utvivlsomt at være, naar han stillede sig Christendommens Udbredelse og Fædrenelandets Selvstændighed for Øie som sin Konge-Virksomheds høieste Maal. Sagaerne have seet Tingen fra den samme Side. Thi de ere saa langt fra dadlende Yttringer ved Fortællingen om denne Olafs grusomme Fremfærd, at de tvertimod, om de end ikke udtrykkelig rose den, dog omtale den paa en Maade, som tydelig viser, at de billige den, – og vore Sagaers Dom maa man fast uden Undtagelse betragte som Folkets Dom, dets Dom i det mindste paa en Tid, da en roligere Eftertanke hos det var indtraadt, hvilken ikke altid i Handlingens Øieblik kunde være tilstede. Følgerne af Olafs Verk viste sig heldbringende for Norge; og derved var selve Verket i Folkemeningen retfærdiggjort.

Olafs Virksomhed paa Oplandene tog, som vi have seet, en ganske anden Retning, end rimeligviis oprindelig var paatænkt; – den blev politisk i Stedet for religiøs. Hans første Øiemed, at christne Folket, maatte for Øieblikket opgives. Hans Foretagende mod Fylkeskongerne og disses Skjebne vakte nemlig i den første Stund en saadan Rørelse af Uvillie i Oplændingernes Sind, at Kongen med den ringe væbnede Magt, hvoraf han var omgiven, ikke trøstede sig til at fare videre over denne Deel af Landet^[9]. Han drog derfor over Hadeland og Ringerike igjen tilbage til Viken, hvor de vigtige Underhandlinger med Sverige endnu opholdt ham i længere Tid og for største Delen optog hans Opmærksomhed. Omsider toge disse langvarige Underhandlinger en Ende dermed, at Olaf Sveakonge i 1019 af sit Folk blev tvungen til at tage sin unge Søn, Ønund Jakob, til Medkonge, og til at slutte en stadig Fred med Norge, hvorved dette Rige fik sin gamle Grændse imod Sverige ved Gautelven bekræftet, og den svenske Konge opgav alle sine Fordringer paa de Dele af Norge, som efter Svolder-Slaget vare ham tilfaldne.

Kong Olaf havde nu i over tre Aar opholdt sig i det sydlige Norge, og det var paa Tide, at han atter engang besøgte det nordlige, hvor ogsaa hans Nærværelse vel kunde tiltrænges, især for Christendommens Skyld. Han drog derfor ud paa Sommeren 1019 søveis til Throndhjem og tog der sit Vintersæde i Nidaros. .Han begyndte strax at undersøge Christendommens Tilstand i den nordligste Deel af sit Rige og erfarede paa sine Efterspørgsler, at Christendommen slet ikke blev overholdt paa Haalogaland, og at det desuden stod ilde til med den baade i Naumdal og endogsaa i det Indre af Throndhjem. Kongen drog derfor om Vaaren 1020 med 5 Skibe nord efter. Først besøgte han Naumdølafylke, thingede her med Bønderne og lod overalt, der som andensteds, Christendomsloven forkynde og paasaa med sin sedvanlige upartiske Strenghed, at den blev antagen og dens Overholdelse sikkret. Derfra begav han sig til Haalogaland, hvor de mægtige Høvdinger Haarek af Thiøtta og Thorer Hund i Bjarkø gik ham til Haande og bleve hans Lendermænd. Han gjennemfor hele Landet, indfandt sig paa hvert Thing, og aflod ikke før alt Folket der var christnet. Han dvælede paa Haalogaland største Delen af Sommeren og kom først mod Høsten tilbage til Nidaros, hvor han beredte sig Vintersæde ogsaa for den følgende Vinter^[10].

Paa denne Tid indtraf Uaar i Throndhjem og endmere længer nord paa, hvor Kornmangelen især var trykkende. Nu fortaltes det Kongen, at Indthrønderne ved Vinternat (i Midten af Oktober) havde holdt talrigt besøgte Gjestebud og Drikkelag, i hvilke alle Mindeskaalerne signedes til Aserne efter hedensk Skik. Det blev og sagt, at Nød og Heste vare blevne slagtede og Blot øvet, idet man havde bestrøget Afguds-Alterne med Blod og erklæret, at dette skulde være til „Aarbod“ (at Aaringerne maatte blive bedre). „Det syntes nemlig Alle klart, at Guderne vare blevne vrede fordi Haaleygerne havde vendt sig til Christendommen“. Olaf stevnede da til sig en Deel Bønder af Indre-Throndhjem for nærmere at forhøre sig om denne Sag. Som de Indstevnedes Ordfører fremstod den mægtige og ætstore Bondehøvding Ølver af Egg i Sparbyggiafylke. Han forklarede Gjestebudene som almindelige Omgangsgilder, og benegtede de øvrige Beskyldninger som Usandhed. Han forsvarede Bøndernes Sag saa klogeligen, at Kongen, uagtet den sterke Mistanke han nærede, dog ikke kunde finde tydelige Beviser mod dem, og maatte lade dem fare hjem med Fred.

Ud paa Vinteren blev det atter Kongen sagt, at Indthrønderne havde havt store Sammenkomster paa det gamle hedenske Offersted Mæren, ved Midvinter (midt i Januar) og der blotet til Fred og god Vinter. Kongen stevnede paa ny de bedste Bønder til sig, og Ølver indfandt sig, skjønt denne Gang nødig, som deres Ordfører. Han forklarede Sammenkomsterne som Julegjestebud, til hvilke Bønderne ei pleiede at tage saa knapt til, at der jo blev meget tilovers, hvormed de da holdt sig lystige længe efter at den egentlige Jul var forbi; og de valgte Mæren til Stedet for sine Lag, fordi det var en stor Gaard med mange Huse og beliggende i den tykkeste Bygd. Kongen lod ogsaa nu Bønderne fare frit hjem igjen, men lod sig dog forlyde med, at han vel skulde komme efter den sande Sammenhæng, og bad dem derfor alvorligen, at de, hvorledes det end hidtil havde været, ikke skulde gjøre sligt oftere.

Strax efter Paaske (2den Apr.) 1021 lod Kongen udsætte og ruste sine Skibe og kaldte til sig sin Aarmand Thorald, der forestod Kongsgaarden Haug i Veradal. Af denne fik han nu sikker Underretning om Tilstanden blandt Indthrønderne Skjønt nogle af dem vare døbte, saa var dog næsten alt Folket hedensk i sin Tro. De holdt Blot mod Vinteren, ved Midvinter og mod Sommeren, og heri vare Bønderne i alle de fire indthrøndske Fylker deelagtige. Tolv Mænd forestod Blotgjestebudene, og blandt disse var Ølver af Egg, som just nu havde det travlt paa Mæren, hvorhen al Gjestebudskosten førtes til Sommerblotet (i Midten af April). Da Olaf havde faaet denne Underretning bemandede han uden Ophold sine fem Skibe og seilede med god Bør ind ad Fjorden. Han kom ganske uventet om Natten til Mæren, omringede Husene og tog Ølver med mange tilstedeværende Bønder til Fange. Ølver og flere med ham lod Kongen strax dræbe, andre mægtige Mænd beholdt han som Fanger i sin Vold. Derpaa stevnede han Bønderne til Thing; de underkastede sig ham uden Modstand og lovede ham Lydighed. Kongen omvendte nu hele Folket til Christendommen, satte Lærere blandt dem og lod Kirker bygge og indvie. Forresten for han ogsaa her frem med sin sedvanlige Strenghed. Ølver erklærede han for at være ugild (falden paa sine Gjerninger) og lagde al hans Eiendom under sig; af de andre, som tyktes ham mest skyldige, lod han somme dræbe, somme lemlæste, og somme drev han af Landet eller tog store Bøder af dem^[11].

Man seer af det Fortalte, at i det nordlige Norge havde Tilbagefaldet til Hedendommen været alvorligt og vist nok alvorligere end i nogen anden af Olaf Tryggvessøn christnet Deel af Landet. Alligevel havde det ikke været ganske almindeligt, ikke engang paa Haalogaland, hvor flere af de mægtigste Høvdinger, som vi have seet, strax erklærede sig for Kongen, og følgelig neppe kunne have været saa ganske frafaldne Christentroen, og hvor ingen væbnet Modstand reistes. Med Indthrønderne forholdt det sig desuden paa en egen Maade. Deres Frafald var lønligt; de vilde ikke selv være det bekjendt, og det var, som det synes, først paa den Tid netop blevet saa almindeligt paa Grund af Uaaret, hvilket Bøndernes Overtro tilskrev de gamle Guders Vrede, den de nu ved hemmelige Blot vilde formilde. Heller ikke i disse nordlige Landsdele var altsaa den engang indførte Christendoms Lys ganske udslukket, heller ikke der havde noget egentlig voldsomt Tilbagefald fundet Sted, som lagde Olafs Bestræbelser kraftige Hindringer i Veien; og Sagaernes Fremstilling udelukker ingenlunde Formodningen om, at den Hedendom, som Olaf der udryddede, for en stor Deel bestod i hedensk Overtro, der havde indsneget sig i den unge ubevogtede Christendom, uden at denne derfor var ganske opgiven.

Christendommen var saaledes afgjørende grundfæstet i hele det nordlige Norge, og Olaf kunde nu med mere Kraft og Sikkerhed igjen tage Omvendelsesverket fat paa Oplandene. Kongen tog denne Gang en anden Vei hid end tidligere. Han for nemlig om Sommeren 1021 over begge Mørefylkerne og om Høsten ind i Raumsdalen. Der forlod han sine Skibe og drog med Biskop Sigurd og en betydelig væbnet Magt over Fjeldet til Gudbrandsdalene. Ingen Deel af Oplandene havde været mindre paavirket af Christendommen end denne, og Olaf maatte her vente sig en kraftig Modstand af Asadyrkerne. Men paa den anden Side havde heller ikke Ophidselsen mod Olaf for hans Fremfærd mod Fylkeskongerne naaet derhen. Gudbrandsdalene stode nemlig endnu i statsretlig Henseende kun i løs Forbindelse med de sydligere oplandske Landskaber, og synes ei, i det mindste i de nærmest foregaaende Tider, at have ligget under de oplandske Kongers Omraade. Vel nævnes blandt de oplandske Konger, som Olaf fangede, en Gudrød Dalekonge, og han siges at have raadet i Gudbrandsdalene^[12]; men enten stikker heri en Misforstaaelse, idet Sagaerne have forklaret sig Tilnavnet Dalekonge urigtigen, – eller ogsaa har hans Rige ikkun strakt sig over den sydligste Deel af Gudbrandsdalene, medens den langt større nordlige var uafhængig af ham. Sagaernes Skildring af Landskabets Forfatning, da Olaf kom did, synes nemlig tydeligen at modsige Gudbrandsdalenes nærforudgaaende Afhængighed af de oplandske Konger; den antyder tvertimod, at Kongedømmet overhovedet der havde vundet saa liden Indflydelse, at den gamle Samfundsorden fra Tiden før Harald Haarfager endnu var ved Magt saagodt som i sin fulde Reenhed. I Spidsen for Bønderne i disse Dalstrøg stod en Herseæt, hvis Overhoved Søn efter Fader gjennem Aarhundreder havde raadet med næsten kongelig Myndighed^[13]. Efter dens Stamfader Gudbrand, skulle Dalene have faaet sit Navn, og saaledes hed ogsaa den Herser, som nu raadede; han kaldtes Dale-Gudbrand. Strax Kong Olaf paa sin Færd kom til Lesiar og Dovre, fangede han de gjæveste Bønder, og tvang dem til Christendommen og til at stille sine Sønner som Gidsler. Da han kom videre til Loar (Lom) stevnede han til Thing Bønderne der samt af Vaage og Hedal. Han forelagde dem eet af to Kaar: enten at antage Christendommen eller og holde Kamp med ham, og see sine Bygder brændte og ødelagte. De fleste underkastede sig Kongen, men mange flygtede ogsaa længer syd i Dalene. Da Dale-Gudbrand spurgte Olafs Færd i Loar, lod han Hærør udgaa og stevnede Gudbrandsdølerne til Gaarden Hunthorp ved Laagen. De indfandt sig i Mængde. Gudbrand sagde dem, at Olaf vilde forkynde dem en ny Tro og sønderbryde deres gamle Guder, dem hans Gud, paastod han, overgik i Magt. Under var det, at Guderne ikke straffede ham for sligt. Dog hvis de bare Thor, sin Gud, som stedse havde hjulpet dem, ud af hans Hus der paa Gaarden, saa vilde nok Olaf ræddes, og hans Gud vorde til Intet. Bønderne raabte, at Olaf ei skulde slippe bort med Livet, hvis han kom til dem. Derpaa bleve 700 Mand under Anførsel af Gudbrands attenaarige Søn sendte nord efter Dalen for at give Agt paa Kongens Færd. Men ved Breidin bleve de angrebne af Kongsmændene og slagne, og Gudbrands Søn toges fangen. Olaf havde Ynglingen hos sig i fire Dage, gav ham derpaa fri og bød ham sige sin Fader, at Kongen meget snart turde komme til ham. Da Gudbrands Søn kom hjem, fraraadede han sin Fader at vove en Kamp med Olaf. Gudbrand lod vel i Førstningen haant om Advarselen; men ved nærmere Omtanke indsneg sig nogen Rædsel hos ham, og da han raadførte sig med den Høvding i Dalene som næst ham var den mægtigste, Thord Istermage, fandt han ogsaa dennes Mod vakklende. Begge Høvdingerne foreslog nu for de samlede Bønder at holde Thing med Olaf og prøve den Lære, han for med. Dette samtykkede Bønderne. Et Møde blev aftalt, og Olaf, som imidlertid med Biskop Sigurds Hjælp havde ordnet Christendommen nord i Dalene og beskikket Prester der, kom til Hunthorp. Et Thing blev strax sat, uagtet Veiret den Dag var vaadt, og Olaf forkyndte Christendommen for Bønderne. Gudbrand svarede, at man ei kunde vide hvad det var for en Gud, han talede om, som hverken Olaf selv eller nogen anden kunde see. Da havde de en ganske anden Gud, som man hver Dag kunde see. Den Dag var han ikke ude, fordi Veiret var vaadt; men hvis han kom paa Thinget, vilde de nok faa Skræk i Brystet. Var nu Olafs Gud saa mægtig som han sagde, da skulde Kongen lade ham skaffe skyet Veir uden Regn den næste Dag, og saa skulde de atter mødes. Hermed hævedes Thinget for den Dag, og man vexlede Gidsler. Olaf havde Gudbrands Søn med sig og udspurgte ham om Kvelden nøie om hvorledes deres Gud var. Næste Dag var Veiret som Gudbrand havde forlangt, og man mødtes atter. Biskop Sigurd stod op i fuld Messeskrud og forkyndte Christendommen; men det kom heller ikke nu til nogen endelig Afgjørelse. Thord Istermage forlangte kun, at de Christne skulde lade sin Gud, om hvem de fortalte saa store Jærtegn, skaffe klart Veir Dagen efter, da skulde de for Sol stod op tredie Gang mødes og enten forliges eller holde en Kamp. Olaf indgik herpaa. Om Natten lod Kongen hemmeligen Bøndernes Baade som laa i Laagen gjennembore og deres Heste bortdrive. Veiret var om Morgenen klart, og før Solopgang var Kongen paa Thingstedet, hvor han fandt en Deel af Bønderne allerede tilstede. Strax efter saaes den øvrige Mængde komme bærende mellem sig et stort Menneskebillede, for hvilket Bønderne reiste sig og bukkede. Billedet var rigt smykket med Guld og Sølv og blev stillet paa en tilhørende Skammel midt paa Thingvolden. Det var Thor med sin Hammer i Haanden; han dyrkedes ivrigen i Dalene, og hver Dag satte man for ham som Offer fire Lever Brød med Kjød til. Bønderne satte sig nu paa den ene Side af Billedet og Kongen med sine Mænd paa den anden. Da reiste Gudbrand sig og sagde: „hvor er nu din Gud Konge? Jeg tænker han nu bærer Skjegget lavt; det synes mig og som dit og Biskoppens Mod er mindre end i Gaar, siden vor Gud er kommen, som raader for Alt, og seer paa Eder med hvasse Øine. Lader derfor eders Overtro fare og og tror paa vor Gud, der har eders Skjebne i sin,Haand“. Derpaa reiste Olaf sig og sagde, at han ei ræddedes for en Gud, der var blind og døv og ei kunde hjælpe hverken sig selv eller andre, ja ei engang komme afsted uden han blev baaren: „men seer nu mod Øst! der kommer vor Gud med stor Glands“. I det samme oprandt Solen, og alle Bønderne vendte sig mod den. Da slog en af Kongens Mænd, efter forudgaaende Aftale, med en Kolle til Thorsbilledet, saa at det brast sender, og Padder og Mus vældede ud af det. Men Bønderne bleve saa rædde, at de flygtede til alle Sider og vilde gjerne bort; men sine Hefte kunde de ei finde, og deres Baade fyldtes saasnart de kom paa Vand. Kongen kaldte dem tilbage, og Thinget blev sat paa ny; han foreholdt dem deres Forblindelse og bød dem til Slutning vælge mellem Christendom eller Kamp. Hertil svarede Dale-Gudbrand, at vel havde de lidt stor Skade paa sin Gud, men dog siden denne ikke havde formaaet at hjælpe dem, saa vilde de opgive ham og tro paa den Gud, som Kongen troede paa. De antoge alle Christendommen og bleve døbte. Kong Olaf og Biskop Sigurd satte Lærere i Dalene og skiltes fra Bønderne der som Venner. Dale-Gudbrand lod endogsaa bygge en Kirke paa sin Gaard^[14].

Da Olaf saaledes heldigen havde fuldført Gudbrandsdølernes Omvendelse, for han til Hedemarken, hvor Christendommen endnu var meget lidet udbredt. Der omtales ingen Modstand af Folket, og Olaf forlod ikke Fylket, for det var aldeles christnet, Kirker indviede og Prester beskikkede. Siden overfor han Thotn, Hadeland og Ringerike paa samme Maade og grundfæstede overalt Christendommen. Det eneste Fylke paa Oplandene, hvor han mødte Modstand, var Raumarike. Bønderne der væbnede sig mod ham, men bleve ganske slagne ved Nitia (Nitelven), hvorpaa ogsaa Raumerne modtoge Christendommen. Olaf fortsatte nu sin Omvendelsesfærd over Soløer lige til Sveriges Grændse, og havde nu endelig den Tilfredsstillelse, at alle de oplandske Fylker ved Udgangen af Vinteren 1022 vare christnede. Til samme Tid gav ogsaa Olaf Eidsivathing, der fra først af skal have været indstiftet af Kong Halfdan Svarte, et videre Omfang, end det for havde havt, idet han gjorde det til fælles Lagthing for alle Oplandenes Fylker, og gav dets Lov, Eidsivathingsloven, det Omraade, som den siden i lang Tid beholdt^[15].

Da Olaf næste Aars Sommer 1023 overfor det sydvestlige Norge, greb han Leiligheden til at bestyrke Christendommen paa Vors, hvor han hørte at det stod ilde til med den. Han holdt Thing med Bønderne paa Vangen og paabød Christendommen. Vorserne derimod bød ham Kamp, og det kom dertil, at begge Parter fylkede sit Folk. Men da kom en Skræk over Bønderne; ingen vilde stille sig i Spidsen for dem, og Enden blev, at de underkastede sig Kongen og modtoge Christendommen^[16].

Siden gjennemfor Olaf Sogn, og drog derfra om Høsten over Fjeldet til Valders, som endnu var hedensk. Han skyndede sin Færd saa meget, at han kom uventet paa Bønderne, og fik taget deres Baade i Miøsvandet, hvilke han bemandede med sit Folk. Siden stevnede han Thing. Men Bønderne havde ladet Hærør udgaa og mødte væbnede og i overlegent Antal til Thinget. Kongen kunde ikke faa fremført sit Christendomsbud for Almuens Skrig og Vaabenbrag, og en Kamp mod den store Overmagt fandt han altfor vovelig. Han lod da for Øieblikket Christendomsbudet fare, men spurgte Bønderne om de havde nogen Sager sig imellem, hvori de ønskede Kongens Forligsmegling. Nu mærkedes det snart, at der var stor Usamdrægtighed mellem Bønderne indbyrdes, og at de kun havde forenet sig for at modstaa Christendommen. Hele Dagen led hen med at ransage disse Kjæremaal, og om Kvelden blev Thinget hævet. Kongen med sine Mænd gik ned til Baadene; men Bønderne holdt sig fremdeles samlede. Olaf havde imidlertid faaet vide, at de for at møde ret talrigt, havde ladet Bygden saagodt som folketom efter sig. Om Natten lod han nu ro tvert over Vandet, gik her paa Land, begyndte at brænde Gaardene i Bygden og vedblev saaledes Dagen efter. Da Bønderne saa dette, kom der snart Splittelse i deres Flok; den samlede Hær opløste sig, og hver skyndte sig til sit Hjem alt hvad han kunde. Nu havde Kongen vundet Spil; han havde Vandet i sin Magt og kunde uhindret herje paa begge Sider. Snart kom Bønderne til ham, underkastede sig og fik Fred. Olaf lod sine Baade drage over Eidene fra Vand til Vand og gjennemfor saaledes hele Valders uden at støde paa nogen videre Modstand. Folket blev overalt christnet; dog holdt Kongen sig stedse ved Vandene, da han ei ret troede Bønderne. Han dvælede der langt ud paa Høsten, sysselsat med at ordne Christendommen, beskikke Prester, reise Kirker og lade dem indvie. Først da Frosten indtraadte, forlod han Valders og drog over Oplandene til Throndhjem^[17].

Valders var, saavidt man af Sagaerne kan skjønne, det sidste Landskab i Norge, hvor Olaf selv optraadte som Christendommens Forkynder. Nu var ogsaa Christendommens Seier at ansee som afgjørende vunden i Norge, og ved det følgende Aar 1024 bemærke Sagaerne udtrykkeligen, „at da havde Olaf christnet alle de store Hereder i Landet“^[18]. Endnu kunde vel nogle afsidesliggende, lidet tilgjængelige Fjelddale og Skovbygder hist og her være tilbage, hvorhen Christendommen ei havde formaaet at fremtrænge; men ogsaa paa dem havde Olaf sin Opmærksomhed fæstet, og hvor han ei selv personligen kunde komme at forkynde Troen, der maa man antage, at han har sendt Christenlærere i sit Sted. Inden Olafs Styrelse endte, var efter Sagaernes Vidnesbyrd hele Norge fuldkommen christnet: “der var ikke den Dal – heder det – hvori jo Indbyggerne vare christne“^[19], og „ikke gaves den Afdal eller Udø i hans Rige, hvor hedensk Mand monde findes“^[20].

Ligesom Olaf Tryggvessøn, saaledes udstrakte ogsaa Olaf Haraldssøn sin Omsorg for Christendommen til alle de Lande, der vare blevne befolkede af Nordmænd^[21]; og som oftest gik hans Bestræbelser for Christendommen her Haand i Haand med hans Bestræbelser for at gjenvinde, eller fra ny begrunde den norske Konges Overhøihed over disse samme Lande.

Hvad Orknøerne angaar, saa bragte han ved kloge Underhandlinger Jarlerne der i det gamle Lydighedsforhold til Norge. Foranstaltninger af ham til Christendommens Befæstelse paa disse Øer omtales ikke særligen; maaskee har han fundet saadanne ufornødne paa Grund af den faste Stilling Christendommen der allerede havde indtaget, eller han har overladt det til de christne Jarler selv at bestemme det Fornødne til Kirkens Ordning.

Færøerne bragte han ogsaa til at erkjende sit Herredømme og til at betale sig Skat; og med Hensyn til dem heder det udtrykkelig, at Høvdingerne, med hvilke han underhandlede, svore ham „at holde den Lov og Landsret, som han gav“^[22], derunder naturligviis indbefattet Christenretten, som altid indtog den fornemste Plads i Olafs Lovgivningsvirksomhed.

Med Island havde Olaf ligefra sin første Styrelsestid sat sig i Forbindelse ved anseede Islændinger, som efter gammel Skik jævnligen besøgte Norge og traadte i den norske Konges Tjeneste. Han havde.ved at udspørge dem, erfaret de vigtigste Brøst ved den der paa Øen gjældende Christendom, og det var naturligt, at de Indrømmelser, som ved Christendommens Lovtagning paa Althinget, vare gjorte Hedningerne, nemlig Børns Udsættelse, Æden af Hestekjød og lønligt Blot, maatte i høi Grad støde hans christelige Følelse^[23]. Allerede i 1016 sendte han med Islandsfarere Bud og Jærtegn til Skapte Thorodssøn, som den Gang var Lovsigemand, og til de andre som mest raadede for Lovene paa Island, at de skulde borttage af sine Love hvad Kongen ansaa for at være mest imod Christendommen^[24]. Dette hans Budskab blev vel optaget af Islændingerne; deres Love bleve rensede for alle Levninger af Hedendommen, og en Christenret vedtagen – Alt efter Olafs Anvisning og udentvivl under kraftig Medvirkning af Høvdingen Hjaltet Skjeggessøn, der med saameget Mod havde arbeidet for Christendommens første Indførelse paa sin Fædrenes. Hjalte var nemlig paa Kongens Indbydelse kommen til Norge i 1016 og vendte hjem igjen 1018, rimeligviis forsynet med Kongens Forskrifter med Hensyn til Christendomssagen^[25]. Kongen viste Islændingerne for deres Føielighed igjen sin Velvillie ved at sende dem Tømmer og Klokke til en Kirke, hvilken blev opført paa Thingvoldene, hvor Althinget holdtes^[26]. Dette var alt istandbragt før 1024. Samtidigt med disse Underhandlinger sørgede ogsaa Olaf for at skaffe den christne Kirke paa Island Opsynsmænd. Han sendte nemlig derover den tidligere nævnte Biskop Bernhard, som havde fulgt ham fra England. Islændingerne kalde ham Bjarnvard Vilraadssøn hin Bogvise, og sige at han var fem Aar der i Landet^[27]. En anden Biskop ved Navn Rudulf omtales ogsaa i Sagaerne som noget sildigere ankommen til Island, og hvis dette, hvilket synes rimeligt, er den samme som Rodulf hos Adam af Bremen^[28], saa er han ogsaa kommen med Olaf fra England, og er udentvivl af Kongen sendt til Island. Han skal have opholdt sig i nitten Aar paa Island og havt sit Sæde paa Gaarden Bø i Borgarfjorden^[29].

Al denne Virksomhed fra Olafs Side grundede sig i Iver for Christendommen og havde, saavidt skjønnes, ingen egennyttige eller ærgjerrige Sidehensyn; den kronedes ogsaa med Held. Anderledes forholdt det sig derimod vist nok med hans senere Stræben for at faa Islændingerne til at underkaste sig Norges Konge og erklære sig skatskyldige til ham. Men Underhandlingerne i denne Hensigt mislykkedes ogsaa fuldkommen, skjønt de dreves med Forsigtighed og megen Klogskab fra Olafs Side. Islændingerne bare endnu i alt for friskt Minde Anledningen til sin Udvandring fra Norge, til at de skulde give Slip paa den uafhængige Selvstyrelse, som de havde dannet sig i sit nye Hjem. Enigheden og Forbindelsen mellem Norge og Island blev dog ikke herved afbrudt; den blev tvertimod under Olafs Styrelse ordnet ved en formelig Overeenskomst, hvori begge Folks gjensidige Rettigheder i hinandens Land fastsattes. Overeenskomsten er endnu bevaret^[30].

Med Hensyn til Grønland findes kun omtalt, at Olaf stod i Venskabsforbindelse med Leif Erikssøn^[31], som havde været Christendommens første Forkynder der i Landet, og efter hans Død (omkr. 1021) med hans Søn, Thorkel Leifssøn^[32]. Igjennem disse tvende, i Landet dengang mest raadende Høvdinger, havde Olaf Leilighed til at virke for Christendommens Grundfæstelse paa Grønland, hvilket han vist nok heller ikke har undladt. Der omtales i Sagaerne en Olaf Grønlændinge-Biskop, hvilken mellem de fornævnte Biskopper Bernhard og Rodulf, altsaa i Kong Olafs Tid, besøgte Island^[33]. Han maa ifølge sit Tilnavn have været nærmest bestemt for Grønland, og har ganske vist været udsendt af Kong Olaf for at virke der som Missionsbiskop. Om han har opholdt sig paa Island paa Henveien eller Tilbageveien, vides ikke. At han imidlertid er kommen til Grønland og har virket der, – dette er der idetmindste, saavidt vides, ingen bestemt Grund til at negte.

Bi kunne her endelig ikke lade uomtalte tvende Landskaber, der paa en Maade regnedes til eller hørte under Norges Rige, men dog saavidt vides bleve uberørte af Olafs Omvendelsesvirksomhed; disse ere Jamteland og Finmarken.

Jamteland var fra først af bebygget fra Norge og havde i Haakon den Godes Tid givet sig under Norges Konge. Men ved Norges Deling efter Svolderslaget var det kommet under Olaf Sveakonge; og uagtet det ifølge Forliget mellem denne og Olaf Haraldssøn maatte synes at være atter hjemfaldet til Norge, saa formaaede dog ei den sidstnævnte at gjøre sit Herredømme derover gjældende paa Grund af Jamternes Modvillie. Landet forblev saaledes under Sverige ligetil i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede (omkr. 1110), da det ved Kong Eystein Magnussøns Bestræbelser gjenforenedes med Norge. Dette Forhold havde til Følge, at Olaf ei kunde gjøre noget for Jamternes Omvendelse. Da de igjen kom under Norge, vare de allerede christnede omkring 1050–60^[34], ved de upsalske Biskoppers Omsorg, og heraf reiste sig den uregelmæssige Tilstand, at Jamterne senere, skjønt de i verdslig Henseende lode under Norge og Frostathingslagen, dog i geistlig Henseende hørte til Upsals Biskopsdømme.

Finmarken var fra gammel Tid i egentligste Forstand et Skatland under Norges Rige eller Kongedømme (Noregsvelde). Faa eller ingen Nordmænd vare der fast bosatte, og Handelen med og Skatkrævningen af de omvandrende Finner var en kongelig Særret, et Regale, som Norges Konge bortforlenede til en eller anden af sine mest betroede Mænd paa Haalogaland. Finnerne som Folk ansaaes forøvrigt Norge uvedkommende. Af dette deres Forhold til Norge lader sig let forklare, at der først i langt sildigere Tider fra norsk Side blev gjort noget for deres Omvendelse til Christendommen, – saameget mere som Landets Beskaffenhed, Folkets Leveviis, det fra Nordmændenes ganske forskjellige Sprog, og den Frygt, man almindelig nærede for Finnernes Tryllekyndighed, Alt virkede lidet lokkende for norske Christendomslærere til at vove sig ind iblandt dem, og end mindre til at færdes mellem dem for længere Tid.

1. Sn. Ol. H. S. c. 58; Fornm. s. IV. 116.
2. Verset er i den oldn. Text aabenbar urigtig; her er den rettet efter den færøiske Tradition, see Færeyinga S. Kbhn. 1832 Fort. IV.
3. Færey. S. c. 56.
4. Fostbr. S. c. 47: mindre Ol. Hel. S. c. 83.
5. Fornm. s. II. 242.
6. Sn. Ol. H. S. c. 62.
7. Sn. Ol. H. S. c. 72.
8. Sn. Ol. H. S. c. 72–74, 98; Fgrsk. S. 77, 79.
9. Sn. Ol. H. S. c. 120.
10. Sn. Ol. H. S. c. 110–112.
11. Sn. Ol. H. S. c. 113–117.
12. Sn. O. H. S. c. 34.
13. jfr. Frnald. s. II. S. 6, 7.
14. Sn. Ol. H. S. c. 717–119; mind. Ol. H. S. c. 33–38. Beretningen om denne Begivenhed stemmer i alle de Sagaer hvor den findes meget nøiagtig i Enkelthederne, kun maa mærkes, at den mindre Ol. H. S., der i Grunden fortæller omstændeligst, har den Egenhed, at den heel igjennem taler om Gudbrandsdølernes Hedendom som et Frafald, altsaa antager, at Olaf Tryggvessøns Omvendelsesvirksomhed ogsaa har strakt sig derhen. Dette synes dog ikke at stemme med Gudbrandsdølernes Adfærd i det Hele, saaledes som den i Fortællingen fremstilles.
15. Sn. Ol. H. S. c. 120.
16. Sn. Ol. H. S. c. 129.
17. Sn. Ol. H. S. c. 129.
18. Sn. Ol. H. S. c. 133.
19. Fgrsk. S. 77.
20. Mindre Ol. H. S. c 31 og 32.
21. Sn. Ol. H. S. c. 56.
22. Sn. Ol. H. S. c. 136.
23. Sn. O. H. S. c. 56.
24. Sn. O. H. S. c. 58.
25. Sn. Ol. H. S. c. 58, 67, 87.
26. Sn. Ol. H. S. c. 133.
27. Ares Sched. c. 8; Hungrvaka c. 3.
28. Ad. Brem. 11. c. 94.
29. Ares Sched. c. 8; Huugrv. c. 3.
30. N. gl. Love I. S. 437.
31. Sn. Ol. H. S. c. 86.
32. Fostbr. S. i Grønl. Mindm. II. S. 314.
33. Lndn. i Isl. sög. I. S. 331.
34. Munch I. 2. 720, II. 603.