Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olaf Haraldsſøns Fortjeneſte af Chriſtendommen i Norge viſte ſig i to Retninger: deels deri, at den fuldendte Folkets Omvendelſe ved at udrydde de Levninger af Hedendommen, ſom endnu fandtes i Landet, — deels deri, at han ordnede den norſke Kirke ved Lov. Vi ſkulle nu henvende Opmærkſomheden paa den førſte Retning.

Olaf var om Vinteren efter Svein Jarls Død, under ſit Ophold i Throndhjem, ſysſelſat med Forberedelſen af Lovgivningsarbeider, iſær til Chriſtendommens Tarv. Den næſte Vaar, 1016, drog han ſyd langs Landet. „Han dvælede — ſige Sagaerne — i hvert Fylke og thingede med Bønderne, og paa hvert Thing lod han oplæſe Chriſtendomsloven og de Bud, ſom dermed fulgte. Han afſkaffede ſtrax mange Uvaner og megen Hedendom. Jarlerne havde nemlig nøie overholdt gammel Lov og Landsret, men med Henſyn til Chriſtendommens Overholdelſe lode de hver gjøre efter eget Tykke. Tilſtanden var da bleven den: at videſt om Søbygderne var Folket vel døbt, dog kjendte de Fleſte kun lidet til chriſten Lov, — men i Opdalene og Fjældbygderne, der var vide om Folket ganſke hedenſk; thi da Folket fik raade ſig ſelv, fæſtede ſig den Tro meſt i Mindet, ſom man havde lært i Barndommen. Men dem ſom nu ikke vilde rette ſig efter Kongens Bud angaaende Chriſtendommens Overholdelſe, truede han, hvad enten de vare mægtige eller ringe, med haarde Kaar“[1]. Lægger man nøie Mærke til Udtrykkene i denne Beretning, ſaa kan det neppe miskjendes, at her, hvad Søbygderne i det mindſte angaar, ikke er Tale om noget forudgaaende, forſætligt og voldſomt Tilbagefald til Hedendommen, der ſaa at ſige gjorde en Chriſtnen fra ny af nødvendig, — men ſnarere om en Fordunkling af Chriſtendommens Begreber og Lære, frembragt ved Uvidenhed og Mangel paa tilſtrækkelig chriſtelig Undervisning, — en Fordunkling, ſom maatte bortryddes ved at opfriſke Troslærdommene i Folkets Minde og ved at indſkjærpe de gudstjenſtlige Skikke. Det var nemlig, ſom for antydet, en uundgaaelig Følge af den Hurtighed, hvormed Omvendelſen under Olaf Tryggvesſøn foregik, og af det ringe Tal af dygtige Chriſtenlærere i Forhold til Landets vide Udſtrækning, at Chriſtendomskundſkaben hos de Omvendte blev yderſt tarvelig, og at ſaaledes under en Tilſtand, hvori ſtrengt Opſyn manglede, uvilkaarligen meget af hedenſke Trosbegreber og Skikke maatte indblande ſig i Almuens nye og ubeſtyrkede Chriſtendom, uden at derfor noget beſtemt Tilbagefald til Hedendommen, nogen udtrykkelig Fornegtelſe af den nye Tro fandt Sted, eller engang tilſigtedes. Man ſøgte at udfylde de Huller, ſom man fandt at være tilſtede i ſine nye Trosbegreber, ved Tilflikninger af de ældre, ſom endnu vare i friſkt Minde, — man undlod den ſtrenge Overholdelſe af visſe chriſtelig-kirkelige Skikke, ſom man tænkte ſig at være af mindre Vigtighed, og ſom man derhos fandt beſværlige at iagttage under ſine ofte haarde og trange Livsforholde; — men man vilde ingenlunde dermed afſige eller fraſverge ſig ſin Chriſtendom. Nogle faa Exempler kunne maaſkee kaſte et klarere Lys over denne de nyomvendte Chriſtnes Aandstilſtand, ſkjønt de viſt nok ikke netop tilhøre den Tid eller de Landsdele, hvorom i ovenanførte Sagaberetning er Tale.

Den forhen omtalte Færøing Thrond i Gata, der var bleven tvungen af Sigmund Breſtersſøn til at lade ſig døbe, og om hvem det ingenſteds ſiges, at han ſenere faldt fra Chriſtendommen, havde ſom Olding i Opfoſtring en Datterſøn af Sigmund, Sigmund Leifsſøn. Da denne var ni Aar gammel, kom hans Forældre Leif Øsſursſøn og Thora Sigmundsdatter i Beſøg til Thrond. Om Kvelden, da Thora var bleven ene med ſin Søn, begyndte hun at udfritte ham om hvad han havde lært af Thrond. Drengen ſvarede, at Thrond havde lært ham Alt hvad der hørte til Rettergangen; og deri var han ogſaa virkelig flink. Men nu ſpurgte Moderen ham, hvad hans Foſterfader havde lært ham af Chriſtendommen. Drengen ſvarede, at han havde lært Pater noſter og Credo. Hun vilde høre dette. Drengen ſang nu førſt Pater noſter, og dette forekom hende ganſke godt; men nu kom Credo. Den lød efter Thronds Lærdom ſaaledes:

„Givne ere Engle gode,
Gaar jeg ei i Verden ene;
Mine Fjed følge
Fem Guds Engle.

Jeg beder Bøn for mig,
Bære de den for Chriſt;
Syv Salmer jeg ſynger;
Sørge Gud for mit Vel!“[2].

Da Thrond i det ſamme kom ind, og Thora ſagde, at hun ikke ſyntes der var nogen Skikkelſe paa den Credo, ſvarede Thrond: „Det er ſaa, ſom Du nok veed, at Chriſtus havde tolv Læreſvende eller flere, og enhver af dem brugte ſin Credo. Jeg har nu ogſaa min Credo, ſom Du har din, hvilken du har lært. Der er mange Credoer, og de behøve ei alle at være eens for at være rigtige“. Forklaringen fyldeſtgjorde dog neppe Moderen, og hun fik ſtrax efter liſtet ſin Søn bort fra den ſlu Thrond[3]. Exemplet viſer, hvorledes en døbt og omvendt Hedning efter fine af Hedendommen endnu paavirkede Begreber omſkabte ſelve de chriſtelige Trosartikler, rimeligviis fordi han ufuldkommet havde lært dem, og endnu ufuldkomnere opfattet deres Betydning. Det ſvævede ham for Tankerne, at han ſom Chriſten var ledſaget af Guds Engle, ligeſom medens han var Hedning af ſine fra Nornerne udſendte Følgeaander (Fylgier, Diſer), at han ſkulde henvende ſig i Bønnen til Chriſtus, og at hans Ve og Vel ſtod i Guds Haand; heraf ſammenſatte han, viſt nok i god Tro, og ſaa godt ſom han kunde, ſin chriſtelige Trosbekjendelſe. Som det gik ham, gik det ſikkert mange andre nyomvendte Hedninger, at de, paa Grund af en mangelagtig og uklar Undervisning i Chriſtendommens Hovedlærdomme, ſkabte ſig ſelv en Chriſtendom, der paa en Maade fyldeſtgjorde deres Aands religiøſe Trang, indtil en renere og fuldſtændigere Oplysning indgaves dem.

Et andet Exempel afgiver Islændingen Thormod Kolbrunarſkald. Han var chriſtnet, var Olaf Haraldsſøns Hirdmand og ſtod ſig vel hos Kongen; men han var af et uroligt, voldſomt Sind og i mange Maader endnu en Hedning i Aand og Tankeretning, ſkjønt det viſt aldrig kom ham i Hu at forkaſte den Tro, han i Daaben havde modtaget, og ſom laa hans elſkede Herre og Konge ſaa meget paa Hjerte. Thormod havde engang, da han beredte ſig, til at hevne ſin Foſtbroders, Thorgeir Haavardsſøns Drab, gjort det beſynderlige Løfte, at hvis Hevnen lykkedes, da ſkulde han faſte ni Søndage og æde Kjød ni Faſtedage eller Fredage. Muligen har han ifølge ſine forvirrede, halv hedenſke Begreber tænkt ſig, at da den foreſtaaende Hevngjerning, hvortil han efter ſin hedenſke Æresfølelſe fandt ſig forpligtet, var en uchriſtelig Handling, til hvilken han ei kunde vente ſig Chriſti Hjælp, faa maatte han, for at den ſkulde lykkes, love netop en Overtrædelſe af den chriſtelige Ceremonilov, for derved i det enkelte Tilfælde at erholde Biſtand af de onde Magter, ſom han i Daaben havde afſvoret. Ihvad han nu har tænkt ſig, — Hevnen lykkedes, og Løftet ſkulde han ſom ordholden Mand opfylde. En Fredag kort før Kong Olafs Fald mindedes Thormod, der fulgte Olafs Hær, at han ei endnu ganſke havde fuldkomnet ſit Løfte. Han løb hen til en Kok, ſom juſt var i Færd med Madlavning, greb fra ham en Pølſe og aad Halvdelen. Kokken ſagde, at Kongen ei vilde ſynes om hvad han der gjorde. „Ofte — ſvarede Thormod — gjøre vi andet end Kongen vil, ſtundom veed han det og ſtundom ikke“. „Men — ſagde Kokken — for Chriſt kan du ikke ſkjule det“. „Det er heller ikke min Henſigt; — ſvarede Thormod — men er der ikke meer i Veien mellem Chriſt og mig, end den halve Pølſe, blive vi vel forligte“[4].

Her viſer det ſig, hvor underlig forvirrede Begreber, de nye Chriſtne kunde nære i Trosſager, baade i de vigtigere, ſom rørte ſelve Chriſtendommens Aand, og i de mindre vigtige eller ſnarere Troen ſelv uvedkommende, men paa hvilke dog Datidens Chriſtenlærere lagde en fortrinlig Vegt. Thormod foreſtilte ſig, at en Overtrædelſe af den chriſtne Faſtelov vel kunde hjælpe ham til Lykke i en aabenbare uchriſtelig Handling, men paa den anden Side ei var af den Vigtighed, at den i nogen høi Grad kunde paadrage ham Chriſti Ugunſt eller Straf. Lignende Anſkuelſer med Henſyn til den byrdefulde Faſtes Overholdelſe have ganſke viſt hos mange af de Omvendte fra Olaf Tryggvesſøns Tid gjort ſig gjældende, og ledet dem til heri at viſe en Skjødesløshed, ſom før hver den Tids ivrige Chriſtenlærer maatte ſynes høiſt forargelig og ſtrafværdig, ſkjønt den hos den Skyldige ingenlunde fremkaldtes af nogen beſtemt Uvillie mod Chriſtendommen, eller noget Ønſke øm atter at opgive denne for Hedendommen.

Det tredie og udentvivl vigtigſte Exempel frembyder den før omtalte Lovbeſtemmelſe, hvorved Chriſtendommen antoges ſom Landsreligion paa Island. Tre Indrømmelſer gjordes nemlig, ſom vil erindres, Hedningerne: at udſætte Børn, at æde Heſtekjød, og at blote i Løn. Af disſe Indrømmelſer begrundedes de to førſte udtrykkeligen derpaa, at „de Mænd, ſom meſt havde været Chriſtendommen imod, neppe kunde begribe, hvorledes det ſkulde gaa an, at opføde alle de Børn, ſom fødtes, ſaavel de Fattiges ſom de Riges, og til ſamme Tid forſage og forbyde den Fode, ſom er til ſaa ſtor Hjælp for Almuen til dens Underholdning“[5]. Her ſeer man, at de nyomvendte Chriſtne troede at kunne af økonomiſke Grunde tillade Vedligeholdelſen af tvende gamle hedenſke Sedvaner, af hvilke den ene ikke blot var uchriſtelig men endog umenneſkelig, og den anden, efter den Tids chriſtelige Anſkuelſer og Kirkelove, i det mindſte høiſt anſtødelig og ſtrafværdig. Hvad den tredie Indrømmelſe angaar, da maa man vel tænke ſig den fremkaldt af den høiſt naturlige Slutning, at hvor indre Overbevisning manglede, der kunde ingen Lov fremtvinge den; og at et Lovbud, ſom vilde forbyde Hedendommens hemmelige Yttringer der, hvor Hjertet var fuldt af den, var unyttigt og urimeligt, ja kunde fremkalde Fortvivlelſens Modſtand, medens et Lovbud, der indſkrænkede ſig til at forhindre Hedendommens offentlige Yttringer og den deraf følgende Forargelſe for de Chriſtne, kunde være i ſin Orden og i Tidens Løb virke gavnligt, uden derfor unyttigen at opirre de ivrige Hedningers Sind. Om Olaf Tryggvesſøn vilde i Norge, under lignende Omſtændigheder, ved Lov have gjort Hedendommen og hedenſke Sedvaner de ſamme Indrømmelſer, ſom hans Udſendinger gjorde paa Island, — det er et andet Spørgsmaal; efter Olafs Sindelag er det neppe troligt. Men viſt er det, at han ikke kunde hindre hverken de hemmelige Hedninger, eller de lidet underviſte Nyomvendte Chriſtne fra i deres ſtille Sind at nære Anſkuelſer ſom de ovenfor paapegede eller lignede. Og naar da den ydre Tvang og det ſkarpe Tilſyn ſlappedes eller ophørte, maatte disſe hemmeligholdte Tanker i ſtørre eller mindre Grad give ſig Luft i Ord og Gjerning, i Folkets Opfatten og Overholdelſe af Chriſtendommens Bud og Skikke.

Disſe Exempler kunne tjene til at opklare vore Begreber om Aandstilſtanden hos Mange af de nyomvendte Chriſtne fra Olaf Tryggvesſøns Tid, og derved ogſaa om den ſande Beſkaffenhed af det Tilbagefald til Hedendommen i den næſt paafølgende Tid, hvorom Talen er i vore Sagaer. Man maa nemlig, ſom allerede for er yttret, antage, at der i de færreſte Tilfælde fandt et virkeligt Tilbagefald Sted, det vil ſige: en frivillig og afgjort Forkaſtelſe af Chriſtendommen og Tilbagevenden til Hedendommen, dens Tro og Gudsdyrkelſe. Derimod var der i den Chriſtendom, ſom fandtes, og ſom Mængden af de Omvendte i Grunden holdt faſt ved, mangfoldige Brøſt og Mangler, der vare Følger af Omvendelſesmaaden, af ufuldſtændig og uklar Undervisning i Begyndelſen, af liden eller ingen Veiledning i den nærmeſte Tid efter, og endelig af det fuldkomne Savn af en lovbegrundet chriſtelig Kirkeorden eller Chriſtenret. Men disſe Ufuldkommenheder lode hedenſke Begreber og Foreſtillinger et altfor vidt Spillerum, og ledede derved til en Forvanſkning af Chriſtendommens Lære, ſom i Tidens Løb letteligen kunde udarte, og tildeels allerede var udartet, til en Chriſtentro i Navnet, hvilken i Virkeligheden kun var en ny Hedendom. Dette var da den ſande Tilſtand, hvori Folket vide omkring i de af Olaf Tryggvesſøn omvendte Dele af Norge, med Henſyn til Troen, befandt ſig ved Olaf Haraldsſøns Regjeringstiltrædelſe. Dette var det hedenſke Væſen i ſelve den nys indførte Chriſtendom, ſom det var Olaf Haraldsſøns nærmeſte Opgave at udrydde og om muligt for beſtandig udeſtænge. Det var ogſaa Maalet for hans Virkſomhed under hans omtalte Reiſe ſydefter langs Norges Kyſt i Vaaren og Sommeren 1016, idet han — ſom Sagaen ſiger — overalt lod kundgjøre Chriſtendomslovene, afſkaffede mange Uvaner og megen Hedendom, og truede med ſtrenge Refſelſer dem, der ikke vilde følge hans Bud med Henſyn til Chriſtendommens Overholdelſe.

Slutningen af Sommeren 1016 og den paafølgende Vinter holdt Olaf ſig i Viken, ſysſelſat med fuldkommen at ſikkre ſig denne Deel af Norge mod Danmark og Sverige. Men medens han med Held udførte dette, havde han tillige Chriſtendommens Befæſtelſe ſtadigen for Øie. Han lod i Viken ligeſom for i det veſtlige Norge „paabyde den chriſtne Lov“, det vil nærmeſt ſige: den af ham ſammenſatte Chriſtenret; og denne blev ogſaa her uden Vanſkelighed antagen. Thi, heder det, „de chriſtne Seder“ vare langt bedre bekjendte for Vikværingerne end for Folket længer nord i Landet, paa Grund af den megen Handelsrørelſe, der var mellem de førſtnævnte og Folket af de nærmeſte chriſtne Lande. „Der var baade Vinter og Sommer en Mængde Kjøbmænd, baade danſke og ſaxiſke. Vikværingerne ſelv vare ogſaa meget i Kjøbfærd til England, Saxen, Flandern og Danmark. Nogle af dem fore derhos i Viking og havde Vinterſæde i chriſtne Lande“[6]. I Viken kunde altſaa Chriſtendommen anſees ſom allerede fra Olaf Tryggvesſøns Tid befæſtet, og Olafs Virkſomhed kunde ſaaledes her væſentlig indſkrænke ſig til at paaſee ſin Chriſtenret antagen og ſat i Kraft, for derved at fremſkynde Kirkeſamfundets Ordning.

Denne Chriſtendommens bedre Stilling ſtrakte ſig imidlertid ikke dybere ind i Landet. Strax indenfor Viken var Oplandene; og herhen var, ſom oftere yttret, Chriſtendommen kun i ringe Maade fremtrængt, og jo længere det led op fra Vikens Naboſkab, des mere rodfæſtet var endnu Hedendommen blandt Folket. Paa Oplandene henvendte nu Olaf ſin Opmærkſomhed, da vigtige Forhandlinger med Sverige alligevel gjorde ham det nødvendigt at dvæle noget længe i Norges ſydøſtlige Egne, og desuden den Tid var forhaanden, da Kongerne efter gammel Skik plejede at fare paa Gjeſteri i denne Landsdeel, hvilket ſandt Sted hver tredie Vinter. Om Hoften 1017 tiltraadte Olaf ſin Reiſe fra den nyanlagte Stad Borg eller Sarpsborg til Oplandene. Veien did laa gjennem det inderſte af Vikens Fylker, Vingulmark, der omgav Bunden af Folden. Allerede her fandt Olaf Sysſelſættelſe for ſin chriſtelige Virkſomhed. Han indrettede nemlig ſin Færd ſaaledes, at han holdt ſig ſaa nær ſom muligt til de indre meer afſidesliggende Skovbygder, og ſtevnede overalt til ſig Bygdefolket, iſær det ſom boede fjærneſt Hovedherederne. Han underſøgte nøie, hvorledes Chriſtendommen blev overholdt blandt dem; hvor ham ſyntes, at noget ſkortede, ſørgede han for Folkets Undervisning, men var derhos yderſt ſtreng ja gruſom, hvor han ſtødte paa haardnakket Modvillie „Af dem, — heder det — ſom ikke vilde aflade Hedendommen, drev han nogle bort fra Landet, andre lod han lemlæſte paa Hænder eller Fødder eller deres Øine udſtikke, andre lod han henge eller halshugge; men ingen lød han uſtraffet, ſom ikke vilde tjene Gude-. Han tog i denne ſin Fremfærd intet Henſyn til om den Skyldige var mægtig eller ringe. Han ſatte Chriſtenlærere i Bygderne, ſaa mange ſom ham ſyntes nødvendigt[7].

Da Chriſtendoms-Sagen ſaaledes var nogenlunde ordnet i Vingulmark, drog Olaf til Raumarike. Her var han paa oplandſk Grund og i de oplandſke Fylkeskongers Omraade. Han mærkede ſnart, at jo længere han kom op i Landet, des værre ſtod det til med Chriſtendommen; men han fortfor ſom i Vingulmark, omvendte Folket og refſede ſtrengt dem, ſom ikke vilde lyde hans Chriſtendomsbud.

De oplandſke Fylkeskonger havde foreſtillet ſig, at de ved den Hjælp, de havde ydet Olaf til at vinde Norges Rige, havde gjort ſig ham ſaa forbunden, at de af ham ingen Tvang eller Vold havde at frygte hverken i Trosſager eller i andre Henſeender. Men nu fik de føle, at det ikke var deres Frændes Mening. Raumarikes Konge, ſom førſt var forhaanden, flygtede ſkyndſomt til Hedemarken til den kloge Kong Rørek, der med ſin Broder Ring ſtyrede dette Fylke; og her ſamlede ſig nu i Haſt paa Ringisaker fem hedenſke Fylkeskonger for at raadſlaa om, hvad de i ſin vanſkelige Stilling ſkulde foretage. Roret, ſom tidligere havde fraraadet at hæve Olaf til Overkongedømmet, raadede nu til Underkaſtelſe. Men han blev overſtemt af de øvrige Konger, og det endelige Raad blev, at Kongerne ſelv ſkulde forblive ſamlede, og hver iſær fra ſit Omraade ſtevne til ſig ſaameget væbnet Folk, at de kunde være Olaf fuldkommen overlegne; og da ſkulde de, naar han kom til Hedemarken, møde ham og tage ham af Dage: „thi, yttrede en af dem, ſaalænge Olaf lever, kunne vi aldrig ſtryge frit Hoved“. De udſendte ſine Speidere for at faa nøie Underretning om Olafs Færd, og tænkte nu at have indrettet Alt paa det Klogeſte.

„Men — ſiger Sagaen — det gik dog efter Ordſproget: hver har en Ven blandt ſine Uvenner“. En Bonde-Høvding, Ketil af Ringenes, ſom havde været tilſtede ved Kongernes Raadſlagning, var Olafs hemmelige Ven. Han ſkyndede om Natten efter Modet paa et let Skib ned ad Mjøſen, traf i den tidlige Morgenſtund Kongen paa Eid (Eidsvold) ſtrax nedenfor Mjøſens Sydende og underrettede ham om Fylkeskongernes Anſlag. Olaf ſamlede i Haſt alle de Baade han kunde faa, indſkibede paa dem fine Mænd ud paa Kvelden og var for Dagbrækning ved Ringisaker. Han kom ſaa uventet, at ikke engang de udſtillede Vagter mærkede Uraad, for Gaarden i Lysningen var omringet. Paa Modſtand var nu ei at tænke. De fem Fylkeskonger bleve alle fangne. Rørek, den farligſte af dem, blev blindet; paa en anden, Gudrød Dalekonge, blev Tungen afſkaaren; men Ring og de tvende øvrige lod Olaf ſverge ſig den Ed, at de ſkulde forlade Norge og aldrig komme did tilbage. Ogſaa flere andre Høvdinger, ſom havde deeltaget i Raadet mod Kongen, bleve paa det ſtrengeſte revſede. Det Rige, ſom Fylkeskongerne havde ſtyret, erklærede nu Olaf for at være ſig underlagt; og da endnu ſamme Vinter hans Stiffader Sigurd Syr paa Ringerike, ſom ſtod udenfor den hele Bevægelſe, døde, ſaa bar Olaf nu ene Kongenavn i Norge, noget ſom ei havde fundet Sted ſiden Harald Haarfagers tidligere Dage. Han ſikkrede ſig det vundne Enevælde ved at tage Gidſler af Lendermændene og de mægtigſte Bønder; og fra denne Stund var Fylkeskongedømmet for ſtedſe tilintetgjort i Norge[8]. Det er høiſt rimeligt, at Olaf enten umiddelbart efter denne Begivenhed, eller kort efter, har faaet hiin Verdighed ved Lov afſkaffet. Viſt er det, at den efter hans Tid betragtedes ſom ſtridende mod Norges Forfatning og gjældende Love.

Olafs Fremfærd ved denne Leilighed kan naturligviis aldrig godkjendes for den chriſtne Sedeligheds Domſtol. Om man end maatte være tilbøielig til at betragte det ſom et Slags Nødværge, at han ved at afſætte de oplandſke Fylkeskonger gjorde ſig dem uſkadelige, — eller ſom en Stats-Nødvendighed, at han gjorde voldſomt Brud paa deres nedarvede Ret, for at ſkjænke Norges Rige i dets Helhed den Samholdskraft, ſom uundgaaelig fordredes til dets Selvſtændigheds Opretholdelſe, — ſaa ſtaar dog tilbage hans Grumhed mod de tvende af Fylkeskongerne og hans Strenghed mod dem i det Hele, uagtet de dog unegtelig tidligere havde bidraget til at hæve ham paa Norges Kongeſtol. Men den Tids Anſkuelſer vare ikke vore. Man følte ſig ikke forpligtet til at ſee ſaa nøie paa Midlerne, naar Øiemedet forekom En ſtort og godt; og for Strenghed i legemlige Revſelſer var Maaleſtokken for hiin Tids haardføre Menneſker en ganſke anden end for vor Tids forfinede Slegt. Lemlæſtelſer af den Art, ſom Olaf her anvendte, vare i de nærmeſte Aarhundreder baade for og efter ganſke almindelige Træk i hele det chriſtelige Europas Statskunſt. De laa viſtnok, iſær i Norge, udenfor Lovenes Beſtemmelſer; men det var, og har til alle Tider været, Tilfældet med Statskunſten, at den desværre kun altfor ofte har hævet ſig over og gjort Brud paa baade Lov og menneſkelige Følelſer, og troet ſig heri at være i ſin gode Ret. Det troede Olaf ſig ogſaa utvivlſomt at være, naar han ſtillede ſig Chriſtendommens Udbredelſe og Fædrenelandets Selvſtændighed for Øie ſom ſin Konge-Virkſomheds høieſte Maal. Sagaerne have ſeet Tingen fra den ſamme Side. Thi de ere ſaa langt fra dadlende Yttringer ved Fortællingen om denne Olafs gruſomme Fremfærd, at de tvertimod, om de end ikke udtrykkelig roſe den, dog omtale den paa en Maade, ſom tydelig viſer, at de billige den, — og vore Sagaers Dom maa man faſt uden Undtagelſe betragte ſom Folkets Dom, dets Dom i det mindſte paa en Tid, da en roligere Eftertanke hos det var indtraadt, hvilken ikke altid i Handlingens Øieblik kunde være tilſtede. Følgerne af Olafs Verk viſte ſig heldbringende for Norge; og derved var ſelve Verket i Folkemeningen retfærdiggjort.

Olafs Virkſomhed paa Oplandene tog, ſom vi have ſeet, en ganſke anden Retning, end rimeligviis oprindelig var paatænkt; — den blev politiſk i Stedet for religiøs. Hans førſte Øiemed, at chriſtne Folket, maatte for Øieblikket opgives. Hans Foretagende mod Fylkeskongerne og disſes Skjebne vakte nemlig i den førſte Stund en ſaadan Rørelſe af Uvillie i Oplændingernes Sind, at Kongen med den ringe væbnede Magt, hvoraf han var omgiven, ikke trøſtede ſig til at fare videre over denne Deel af Landet[9]. Han drog derfor over Hadeland og Ringerike igjen tilbage til Viken, hvor de vigtige Underhandlinger med Sverige endnu opholdt ham i længere Tid og for ſtørſte Delen optog hans Opmærkſomhed. Omſider toge disſe langvarige Underhandlinger en Ende dermed, at Olaf Sveakonge i 1019 af ſit Folk blev tvungen til at tage ſin unge Søn, Ønund Jakob, til Medkonge, og til at ſlutte en ſtadig Fred med Norge, hvorved dette Rige fik ſin gamle Grændſe imod Sverige ved Gautelven bekræftet, og den ſvenſke Konge opgav alle ſine Fordringer paa de Dele af Norge, ſom efter Svolder-Slaget vare ham tilfaldne.

Kong Olaf havde nu i over tre Aar opholdt ſig i det ſydlige Norge, og det var paa Tide, at han atter engang beſøgte det nordlige, hvor ogſaa hans Nærværelſe vel kunde tiltrænges, iſær for Chriſtendommens Skyld. Han drog derfor ud paa Sommeren 1019 ſøveis til Throndhjem og tog der ſit Vinterſæde i Nidaros. .Han begyndte ſtrax at underſøge Chriſtendommens Tilſtand i den nordligſte Deel af ſit Rige og erfarede paa ſine Efterſpørgſler, at Chriſtendommen ſlet ikke blev overholdt paa Haalogaland, og at det desuden ſtod ilde til med den baade i Naumdal og endogſaa i det Indre af Throndhjem. Kongen drog derfor om Vaaren 1020 med 5 Skibe nord efter. Førſt beſøgte han Naumdølafylke, thingede her med Bønderne og lod overalt, der ſom andenſteds, Chriſtendomsloven forkynde og paaſaa med ſin ſedvanlige upartiſke Strenghed, at den blev antagen og dens Overholdelſe ſikkret. Derfra begav han ſig til Haalogaland, hvor de mægtige Høvdinger Haarek af Thiøtta og Thorer Hund i Bjarkø gik ham til Haande og bleve hans Lendermænd. Han gjennemfor hele Landet, indfandt ſig paa hvert Thing, og aflod ikke før alt Folket der var chriſtnet. Han dvælede paa Haalogaland ſtørſte Delen af Sommeren og kom førſt mod Høſten tilbage til Nidaros, hvor han beredte ſig Vinterſæde ogſaa for den følgende Vinter[10].

Paa denne Tid indtraf Uaar i Throndhjem og endmere længer nord paa, hvor Kornmangelen iſær var trykkende. Nu fortaltes det Kongen, at Indthrønderne ved Vinternat (i Midten af Oktober) havde holdt talrigt beſøgte Gjeſtebud og Drikkelag, i hvilke alle Mindeſkaalerne ſignedes til Aſerne efter hedenſk Skik. Det blev og ſagt, at Nød og Heſte vare blevne ſlagtede og Blot øvet, idet man havde beſtrøget Afguds-Alterne med Blod og erklæret, at dette ſkulde være til „Aarbod“ (at Aaringerne maatte blive bedre). „Det ſyntes nemlig Alle klart, at Guderne vare blevne vrede fordi Haaleygerne havde vendt ſig til Chriſtendommen“. Olaf ſtevnede da til ſig en Deel Bønder af Indre-Throndhjem for nærmere at forhøre ſig om denne Sag. Som de Indſtevnedes Ordfører fremſtod den mægtige og ætſtore Bondehøvding Ølver af Egg i Sparbyggiafylke. Han forklarede Gjeſtebudene ſom almindelige Omgangsgilder, og benegtede de øvrige Beſkyldninger ſom Uſandhed. Han forſvarede Bøndernes Sag ſaa klogeligen, at Kongen, uagtet den ſterke Mistanke han nærede, dog ikke kunde finde tydelige Beviſer mod dem, og maatte lade dem fare hjem med Fred.

Ud paa Vinteren blev det atter Kongen ſagt, at Indthrønderne havde havt ſtore Sammenkomſter paa det gamle hedenſke Offerſted Mæren, ved Midvinter (midt i Januar) og der blotet til Fred og god Vinter. Kongen ſtevnede paa ny de bedſte Bønder til ſig, og Ølver indfandt ſig, ſkjønt denne Gang nødig, ſom deres Ordfører. Han forklarede Sammenkomſterne ſom Julegjeſtebud, til hvilke Bønderne ei pleiede at tage ſaa knapt til, at der jo blev meget tilovers, hvormed de da holdt ſig lyſtige længe efter at den egentlige Jul var forbi; og de valgte Mæren til Stedet for ſine Lag, fordi det var en ſtor Gaard med mange Huſe og beliggende i den tykkeſte Bygd. Kongen lod ogſaa nu Bønderne fare frit hjem igjen, men lod ſig dog forlyde med, at han vel ſkulde komme efter den ſande Sammenhæng, og bad dem derfor alvorligen, at de, hvorledes det end hidtil havde været, ikke ſkulde gjøre ſligt oftere.

Strax efter Paaſke (2den Apr.) 1021 lod Kongen udſætte og ruſte ſine Skibe og kaldte til ſig ſin Aarmand Thorald, der foreſtod Kongsgaarden Haug i Veradal. Af denne fik han nu ſikker Underretning om Tilſtanden blandt Indthrønderne Skjønt nogle af dem vare døbte, ſaa var dog næſten alt Folket hedenſk i ſin Tro. De holdt Blot mod Vinteren, ved Midvinter og mod Sommeren, og heri vare Bønderne i alle de fire indthrøndſke Fylker deelagtige. Tolv Mænd foreſtod Blotgjeſtebudene, og blandt disſe var Ølver af Egg, ſom juſt nu havde det travlt paa Mæren, hvorhen al Gjeſtebudskoſten førtes til Sommerblotet (i Midten af April). Da Olaf havde faaet denne Underretning bemandede han uden Ophold ſine fem Skibe og ſeilede med god Bør ind ad Fjorden. Han kom ganſke uventet om Natten til Mæren, omringede Huſene og tog Ølver med mange tilſtedeværende Bønder til Fange. Ølver og flere med ham lod Kongen ſtrax dræbe, andre mægtige Mænd beholdt han ſom Fanger i ſin Vold. Derpaa ſtevnede han Bønderne til Thing; de underkaſtede ſig ham uden Modſtand og lovede ham Lydighed. Kongen omvendte nu hele Folket til Chriſtendommen, ſatte Lærere blandt dem og lod Kirker bygge og indvie. Forreſten for han ogſaa her frem med ſin ſedvanlige Strenghed. Ølver erklærede han for at være ugild (falden paa ſine Gjerninger) og lagde al hans Eiendom under ſig; af de andre, ſom tyktes ham meſt ſkyldige, lod han ſomme dræbe, ſomme lemlæſte, og ſomme drev han af Landet eller tog ſtore Bøder af dem[11].

Man ſeer af det Fortalte, at i det nordlige Norge havde Tilbagefaldet til Hedendommen været alvorligt og viſt nok alvorligere end i nogen anden af Olaf Tryggvesſøn chriſtnet Deel af Landet. Alligevel havde det ikke været ganſke almindeligt, ikke engang paa Haalogaland, hvor flere af de mægtigſte Høvdinger, ſom vi have ſeet, ſtrax erklærede ſig for Kongen, og følgelig neppe kunne have været ſaa ganſke frafaldne Chriſtentroen, og hvor ingen væbnet Modſtand reiſtes. Med Indthrønderne forholdt det ſig desuden paa en egen Maade. Deres Frafald var lønligt; de vilde ikke ſelv være det bekjendt, og det var, ſom det ſynes, førſt paa den Tid netop blevet ſaa almindeligt paa Grund af Uaaret, hvilket Bøndernes Overtro tilſkrev de gamle Guders Vrede, den de nu ved hemmelige Blot vilde formilde. Heller ikke i disſe nordlige Landsdele var altſaa den engang indførte Chriſtendoms Lys ganſke udſlukket, heller ikke der havde noget egentlig voldſomt Tilbagefald fundet Sted, ſom lagde Olafs Beſtræbelſer kraftige Hindringer i Veien; og Sagaernes Fremſtilling udelukker ingenlunde Formodningen om, at den Hedendom, ſom Olaf der udryddede, for en ſtor Deel beſtod i hedenſk Overtro, der havde indſneget ſig i den unge ubevogtede Chriſtendom, uden at denne derfor var ganſke opgiven.

Chriſtendommen var ſaaledes afgjørende grundfæſtet i hele det nordlige Norge, og Olaf kunde nu med mere Kraft og Sikkerhed igjen tage Omvendelſesverket fat paa Oplandene. Kongen tog denne Gang en anden Vei hid end tidligere. Han for nemlig om Sommeren 1021 over begge Mørefylkerne og om Høſten ind i Raumsdalen. Der forlod han ſine Skibe og drog med Biſkop Sigurd og en betydelig væbnet Magt over Fjeldet til Gudbrandsdalene. Ingen Deel af Oplandene havde været mindre paavirket af Chriſtendommen end denne, og Olaf maatte her vente ſig en kraftig Modſtand af Aſadyrkerne. Men paa den anden Side havde heller ikke Ophidſelſen mod Olaf for hans Fremfærd mod Fylkeskongerne naaet derhen. Gudbrandsdalene ſtode nemlig endnu i ſtatsretlig Henſeende kun i løs Forbindelſe med de ſydligere oplandſke Landſkaber, og ſynes ei, i det mindſte i de nærmeſt foregaaende Tider, at have ligget under de oplandſke Kongers Omraade. Vel nævnes blandt de oplandſke Konger, ſom Olaf fangede, en Gudrød Dalekonge, og han ſiges at have raadet i Gudbrandsdalene[12]; men enten ſtikker heri en Misforſtaaelſe, idet Sagaerne have forklaret ſig Tilnavnet Dalekonge urigtigen, — eller ogſaa har hans Rige ikkun ſtrakt ſig over den ſydligſte Deel af Gudbrandsdalene, medens den langt ſtørre nordlige var uafhængig af ham. Sagaernes Skildring af Landſkabets Forfatning, da Olaf kom did, ſynes nemlig tydeligen at modſige Gudbrandsdalenes nærforudgaaende Afhængighed af de oplandſke Konger; den antyder tvertimod, at Kongedømmet overhovedet der havde vundet ſaa liden Indflydelſe, at den gamle Samfundsorden fra Tiden før Harald Haarfager endnu var ved Magt ſaagodt ſom i ſin fulde Reenhed. I Spidſen for Bønderne i disſe Dalſtrøg ſtod en Herſeæt, hvis Overhoved Søn efter Fader gjennem Aarhundreder havde raadet med næſten kongelig Myndighed[13]. Efter dens Stamfader Gudbrand, ſkulle Dalene have faaet ſit Navn, og ſaaledes hed ogſaa den Herſer, ſom nu raadede; han kaldtes Dale-Gudbrand. Strax Kong Olaf paa ſin Færd kom til Leſiar og Dovre, fangede han de gjæveſte Bønder, og tvang dem til Chriſtendommen og til at ſtille ſine Sønner ſom Gidſler. Da han kom videre til Loar (Lom) ſtevnede han til Thing Bønderne der ſamt af Vaage og Hedal. Han forelagde dem eet af to Kaar: enten at antage Chriſtendommen eller og holde Kamp med ham, og ſee ſine Bygder brændte og ødelagte. De fleſte underkaſtede ſig Kongen, men mange flygtede ogſaa længer ſyd i Dalene. Da Dale-Gudbrand ſpurgte Olafs Færd i Loar, lod han Hærør udgaa og ſtevnede Gudbrandsdølerne til Gaarden Hunthorp ved Laagen. De indfandt ſig i Mængde. Gudbrand ſagde dem, at Olaf vilde forkynde dem en ny Tro og ſønderbryde deres gamle Guder, dem hans Gud, paaſtod han, overgik i Magt. Under var det, at Guderne ikke ſtraffede ham for ſligt. Dog hvis de bare Thor, ſin Gud, ſom ſtedſe havde hjulpet dem, ud af hans Hus der paa Gaarden, ſaa vilde nok Olaf ræddes, og hans Gud vorde til Intet. Bønderne raabte, at Olaf ei ſkulde ſlippe bort med Livet, hvis han kom til dem. Derpaa bleve 700 Mand under Anførſel af Gudbrands attenaarige Søn ſendte nord efter Dalen for at give Agt paa Kongens Færd. Men ved Breidin bleve de angrebne af Kongsmændene og ſlagne, og Gudbrands Søn toges fangen. Olaf havde Ynglingen hos ſig i fire Dage, gav ham derpaa fri og bød ham ſige ſin Fader, at Kongen meget ſnart turde komme til ham. Da Gudbrands Søn kom hjem, fraraadede han ſin Fader at vove en Kamp med Olaf. Gudbrand lod vel i Førſtningen haant om Advarſelen; men ved nærmere Omtanke indſneg ſig nogen Rædſel hos ham, og da han raadførte ſig med den Høvding i Dalene ſom næſt ham var den mægtigſte, Thord Iſtermage, fandt han ogſaa dennes Mod vakklende. Begge Høvdingerne foreſlog nu for de ſamlede Bønder at holde Thing med Olaf og prøve den Lære, han for med. Dette ſamtykkede Bønderne. Et Møde blev aftalt, og Olaf, ſom imidlertid med Biſkop Sigurds Hjælp havde ordnet Chriſtendommen nord i Dalene og beſkikket Preſter der, kom til Hunthorp. Et Thing blev ſtrax ſat, uagtet Veiret den Dag var vaadt, og Olaf forkyndte Chriſtendommen for Bønderne. Gudbrand ſvarede, at man ei kunde vide hvad det var for en Gud, han talede om, ſom hverken Olaf ſelv eller nogen anden kunde ſee. Da havde de en ganſke anden Gud, ſom man hver Dag kunde ſee. Den Dag var han ikke ude, fordi Veiret var vaadt; men hvis han kom paa Thinget, vilde de nok faa Skræk i Bryſtet. Var nu Olafs Gud ſaa mægtig ſom han ſagde, da ſkulde Kongen lade ham ſkaffe ſkyet Veir uden Regn den næſte Dag, og ſaa ſkulde de atter mødes. Hermed hævedes Thinget for den Dag, og man vexlede Gidſler. Olaf havde Gudbrands Søn med ſig og udſpurgte ham om Kvelden nøie om hvorledes deres Gud var. Næſte Dag var Veiret ſom Gudbrand havde forlangt, og man mødtes atter. Biſkop Sigurd ſtod op i fuld Mesſeſkrud og forkyndte Chriſtendommen; men det kom heller ikke nu til nogen endelig Afgjørelſe. Thord Iſtermage forlangte kun, at de Chriſtne ſkulde lade ſin Gud, om hvem de fortalte ſaa ſtore Jærtegn, ſkaffe klart Veir Dagen efter, da ſkulde de for Sol ſtod op tredie Gang mødes og enten forliges eller holde en Kamp. Olaf indgik herpaa. Om Natten lod Kongen hemmeligen Bøndernes Baade ſom laa i Laagen gjennembore og deres Heſte bortdrive. Veiret var om Morgenen klart, og før Solopgang var Kongen paa Thingſtedet, hvor han fandt en Deel af Bønderne allerede tilſtede. Strax efter ſaaes den øvrige Mængde komme bærende mellem ſig et ſtort Menneſkebillede, for hvilket Bønderne reiſte ſig og bukkede. Billedet var rigt ſmykket med Guld og Sølv og blev ſtillet paa en tilhørende Skammel midt paa Thingvolden. Det var Thor med ſin Hammer i Haanden; han dyrkedes ivrigen i Dalene, og hver Dag ſatte man for ham ſom Offer fire Lever Brød med Kjød til. Bønderne ſatte ſig nu paa den ene Side af Billedet og Kongen med ſine Mænd paa den anden. Da reiſte Gudbrand ſig og ſagde: „hvor er nu din Gud Konge? Jeg tænker han nu bærer Skjegget lavt; det ſynes mig og ſom dit og Biſkoppens Mod er mindre end i Gaar, ſiden vor Gud er kommen, ſom raader for Alt, og ſeer paa Eder med hvasſe Øine. Lader derfor eders Overtro fare og og tror paa vor Gud, der har eders Skjebne i ſin,Haand“. Derpaa reiſte Olaf ſig og ſagde, at han ei ræddedes for en Gud, der var blind og døv og ei kunde hjælpe hverken ſig ſelv eller andre, ja ei engang komme afſted uden han blev baaren: „men ſeer nu mod Øſt! der kommer vor Gud med ſtor Glands“. I det ſamme oprandt Solen, og alle Bønderne vendte ſig mod den. Da ſlog en af Kongens Mænd, efter forudgaaende Aftale, med en Kolle til Thorsbilledet, ſaa at det braſt ſender, og Padder og Mus vældede ud af det. Men Bønderne bleve ſaa rædde, at de flygtede til alle Sider og vilde gjerne bort; men ſine Hefte kunde de ei finde, og deres Baade fyldtes ſaaſnart de kom paa Vand. Kongen kaldte dem tilbage, og Thinget blev ſat paa ny; han foreholdt dem deres Forblindelſe og bød dem til Slutning vælge mellem Chriſtendom eller Kamp. Hertil ſvarede Dale-Gudbrand, at vel havde de lidt ſtor Skade paa ſin Gud, men dog ſiden denne ikke havde formaaet at hjælpe dem, ſaa vilde de opgive ham og tro paa den Gud, ſom Kongen troede paa. De antoge alle Chriſtendommen og bleve døbte. Kong Olaf og Biſkop Sigurd ſatte Lærere i Dalene og ſkiltes fra Bønderne der ſom Venner. Dale-Gudbrand lod endogſaa bygge en Kirke paa ſin Gaard[14].

Da Olaf ſaaledes heldigen havde fuldført Gudbrandsdølernes Omvendelſe, for han til Hedemarken, hvor Chriſtendommen endnu var meget lidet udbredt. Der omtales ingen Modſtand af Folket, og Olaf forlod ikke Fylket, for det var aldeles chriſtnet, Kirker indviede og Preſter beſkikkede. Siden overfor han Thotn, Hadeland og Ringerike paa ſamme Maade og grundfæſtede overalt Chriſtendommen. Det eneſte Fylke paa Oplandene, hvor han mødte Modſtand, var Raumarike. Bønderne der væbnede ſig mod ham, men bleve ganſke ſlagne ved Nitia (Nitelven), hvorpaa ogſaa Raumerne modtoge Chriſtendommen. Olaf fortſatte nu ſin Omvendelſesfærd over Soløer lige til Sveriges Grændſe, og havde nu endelig den Tilfredsſtillelſe, at alle de oplandſke Fylker ved Udgangen af Vinteren 1022 vare chriſtnede. Til ſamme Tid gav ogſaa Olaf Eidſivathing, der fra førſt af ſkal have været indſtiftet af Kong Halfdan Svarte, et videre Omfang, end det for havde havt, idet han gjorde det til fælles Lagthing for alle Oplandenes Fylker, og gav dets Lov, Eidſivathingsloven, det Omraade, ſom den ſiden i lang Tid beholdt[15].

Da Olaf næſte Aars Sommer 1023 overfor det ſydveſtlige Norge, greb han Leiligheden til at beſtyrke Chriſtendommen paa Vors, hvor han hørte at det ſtod ilde til med den. Han holdt Thing med Bønderne paa Vangen og paabød Chriſtendommen. Vorserne derimod bød ham Kamp, og det kom dertil, at begge Parter fylkede ſit Folk. Men da kom en Skræk over Bønderne; ingen vilde ſtille ſig i Spidſen for dem, og Enden blev, at de underkaſtede ſig Kongen og modtoge Chriſtendommen[16].

Siden gjennemfor Olaf Sogn, og drog derfra om Høſten over Fjeldet til Valders, ſom endnu var hedenſk. Han ſkyndede ſin Færd ſaa meget, at han kom uventet paa Bønderne, og fik taget deres Baade i Miøsvandet, hvilke han bemandede med ſit Folk. Siden ſtevnede han Thing. Men Bønderne havde ladet Hærør udgaa og mødte væbnede og i overlegent Antal til Thinget. Kongen kunde ikke faa fremført ſit Chriſtendomsbud for Almuens Skrig og Vaabenbrag, og en Kamp mod den ſtore Overmagt fandt han altfor vovelig. Han lod da for Øieblikket Chriſtendomsbudet fare, men ſpurgte Bønderne om de havde nogen Sager ſig imellem, hvori de ønſkede Kongens Forligsmegling. Nu mærkedes det ſnart, at der var ſtor Uſamdrægtighed mellem Bønderne indbyrdes, og at de kun havde forenet ſig for at modſtaa Chriſtendommen. Hele Dagen led hen med at ranſage disſe Kjæremaal, og om Kvelden blev Thinget hævet. Kongen med ſine Mænd gik ned til Baadene; men Bønderne holdt ſig fremdeles ſamlede. Olaf havde imidlertid faaet vide, at de for at møde ret talrigt, havde ladet Bygden ſaagodt ſom folketom efter ſig. Om Natten lod han nu ro tvert over Vandet, gik her paa Land, begyndte at brænde Gaardene i Bygden og vedblev ſaaledes Dagen efter. Da Bønderne ſaa dette, kom der ſnart Splittelſe i deres Flok; den ſamlede Hær opløſte ſig, og hver ſkyndte ſig til ſit Hjem alt hvad han kunde. Nu havde Kongen vundet Spil; han havde Vandet i ſin Magt og kunde uhindret herje paa begge Sider. Snart kom Bønderne til ham, underkaſtede ſig og fik Fred. Olaf lod ſine Baade drage over Eidene fra Vand til Vand og gjennemfor ſaaledes hele Valders uden at ſtøde paa nogen videre Modſtand. Folket blev overalt chriſtnet; dog holdt Kongen ſig ſtedſe ved Vandene, da han ei ret troede Bønderne. Han dvælede der langt ud paa Høſten, ſysſelſat med at ordne Chriſtendommen, beſkikke Preſter, reiſe Kirker og lade dem indvie. Førſt da Froſten indtraadte, forlod han Valders og drog over Oplandene til Throndhjem[17].

Valders var, ſaavidt man af Sagaerne kan ſkjønne, det ſidſte Landſkab i Norge, hvor Olaf ſelv optraadte ſom Chriſtendommens Forkynder. Nu var ogſaa Chriſtendommens Seier at anſee ſom afgjørende vunden i Norge, og ved det følgende Aar 1024 bemærke Sagaerne udtrykkeligen, „at da havde Olaf chriſtnet alle de ſtore Hereder i Landet“[18]. Endnu kunde vel nogle afſidesliggende, lidet tilgjængelige Fjelddale og Skovbygder hiſt og her være tilbage, hvorhen Chriſtendommen ei havde formaaet at fremtrænge; men ogſaa paa dem havde Olaf ſin Opmærkſomhed fæſtet, og hvor han ei ſelv perſonligen kunde komme at forkynde Troen, der maa man antage, at han har ſendt Chriſtenlærere i ſit Sted. Inden Olafs Styrelſe endte, var efter Sagaernes Vidnesbyrd hele Norge fuldkommen chriſtnet: “der var ikke den Dal — heder det — hvori jo Indbyggerne vare chriſtne“[19], og „ikke gaves den Afdal eller Udø i hans Rige, hvor hedenſk Mand monde findes“[20].

Ligeſom Olaf Tryggvesſøn, ſaaledes udſtrakte ogſaa Olaf Haraldsſøn ſin Omſorg for Chriſtendommen til alle de Lande, der vare blevne befolkede af Nordmænd[21]; og ſom ofteſt gik hans Beſtræbelſer for Chriſtendommen her Haand i Haand med hans Beſtræbelſer for at gjenvinde, eller fra ny begrunde den norſke Konges Overhøihed over disſe ſamme Lande.

Hvad Orknøerne angaar, ſaa bragte han ved kloge Underhandlinger Jarlerne der i det gamle Lydighedsforhold til Norge. Foranſtaltninger af ham til Chriſtendommens Befæſtelſe paa disſe Øer omtales ikke ſærligen; maaſkee har han fundet ſaadanne ufornødne paa Grund af den faſte Stilling Chriſtendommen der allerede havde indtaget, eller han har overladt det til de chriſtne Jarler ſelv at beſtemme det Fornødne til Kirkens Ordning.

Færøerne bragte han ogſaa til at erkjende ſit Herredømme og til at betale ſig Skat; og med Henſyn til dem heder det udtrykkelig, at Høvdingerne, med hvilke han underhandlede, ſvore ham „at holde den Lov og Landsret, ſom han gav“[22], derunder naturligviis indbefattet Chriſtenretten, ſom altid indtog den fornemſte Plads i Olafs Lovgivningsvirkſomhed.

Med Island havde Olaf ligefra ſin førſte Styrelſestid ſat ſig i Forbindelſe ved anſeede Islændinger, ſom efter gammel Skik jævnligen beſøgte Norge og traadte i den norſke Konges Tjeneſte. Han havde.ved at udſpørge dem, erfaret de vigtigſte Brøſt ved den der paa Øen gjældende Chriſtendom, og det var naturligt, at de Indrømmelſer, ſom ved Chriſtendommens Lovtagning paa Althinget, vare gjorte Hedningerne, nemlig Børns Udſættelſe, Æden af Heſtekjød og lønligt Blot, maatte i høi Grad ſtøde hans chriſtelige Følelſe[23]. Allerede i 1016 ſendte han med Islandsfarere Bud og Jærtegn til Skapte Thorodsſøn, ſom den Gang var Lovſigemand, og til de andre ſom meſt raadede for Lovene paa Island, at de ſkulde borttage af ſine Love hvad Kongen anſaa for at være meſt imod Chriſtendommen[24]. Dette hans Budſkab blev vel optaget af Islændingerne; deres Love bleve renſede for alle Levninger af Hedendommen, og en Chriſtenret vedtagen — Alt efter Olafs Anvisning og udentvivl under kraftig Medvirkning af Høvdingen Hjaltet Skjeggesſøn, der med ſaameget Mod havde arbeidet for Chriſtendommens førſte Indførelſe paa ſin Fædrenes. Hjalte var nemlig paa Kongens Indbydelſe kommen til Norge i 1016 og vendte hjem igjen 1018, rimeligviis forſynet med Kongens Forſkrifter med Henſyn til Chriſtendomsſagen[25]. Kongen viſte Islændingerne for deres Føielighed igjen ſin Velvillie ved at ſende dem Tømmer og Klokke til en Kirke, hvilken blev opført paa Thingvoldene, hvor Althinget holdtes[26]. Dette var alt iſtandbragt før 1024. Samtidigt med disſe Underhandlinger ſørgede ogſaa Olaf for at ſkaffe den chriſtne Kirke paa Island Opſynsmænd. Han ſendte nemlig derover den tidligere nævnte Biſkop Bernhard, ſom havde fulgt ham fra England. Islændingerne kalde ham Bjarnvard Vilraadsſøn hin Bogviſe, og ſige at han var fem Aar der i Landet[27]. En anden Biſkop ved Navn Rudulf omtales ogſaa i Sagaerne ſom noget ſildigere ankommen til Island, og hvis dette, hvilket ſynes rimeligt, er den ſamme ſom Rodulf hos Adam af Bremen[28], ſaa er han ogſaa kommen med Olaf fra England, og er udentvivl af Kongen ſendt til Island. Han ſkal have opholdt ſig i nitten Aar paa Island og havt ſit Sæde paa Gaarden Bø i Borgarfjorden[29].

Al denne Virkſomhed fra Olafs Side grundede ſig i Iver for Chriſtendommen og havde, ſaavidt ſkjønnes, ingen egennyttige eller ærgjerrige Sidehenſyn; den kronedes ogſaa med Held. Anderledes forholdt det ſig derimod viſt nok med hans ſenere Stræben for at faa Islændingerne til at underkaſte ſig Norges Konge og erklære ſig ſkatſkyldige til ham. Men Underhandlingerne i denne Henſigt mislykkedes ogſaa fuldkommen, ſkjønt de dreves med Forſigtighed og megen Klogſkab fra Olafs Side. Islændingerne bare endnu i alt for friſkt Minde Anledningen til ſin Udvandring fra Norge, til at de ſkulde give Slip paa den uafhængige Selvſtyrelſe, ſom de havde dannet ſig i ſit nye Hjem. Enigheden og Forbindelſen mellem Norge og Island blev dog ikke herved afbrudt; den blev tvertimod under Olafs Styrelſe ordnet ved en formelig Overeenskomſt, hvori begge Folks gjenſidige Rettigheder i hinandens Land faſtſattes. Overeenskomſten er endnu bevaret[30].

Med Henſyn til Grønland findes kun omtalt, at Olaf ſtod i Venſkabsforbindelſe med Leif Eriksſøn[31], ſom havde været Chriſtendommens førſte Forkynder der i Landet, og efter hans Død (omkr. 1021) med hans Søn, Thorkel Leifsſøn[32]. Igjennem disſe tvende, i Landet dengang meſt raadende Høvdinger, havde Olaf Leilighed til at virke for Chriſtendommens Grundfæſtelſe paa Grønland, hvilket han viſt nok heller ikke har undladt. Der omtales i Sagaerne en Olaf Grønlændinge-Biſkop, hvilken mellem de fornævnte Biſkopper Bernhard og Rodulf, altſaa i Kong Olafs Tid, beſøgte Island[33]. Han maa ifølge ſit Tilnavn have været nærmeſt beſtemt for Grønland, og har ganſke viſt været udſendt af Kong Olaf for at virke der ſom Misſionsbiſkop. Om han har opholdt ſig paa Island paa Henveien eller Tilbageveien, vides ikke. At han imidlertid er kommen til Grønland og har virket der, — dette er der idetmindſte, ſaavidt vides, ingen beſtemt Grund til at negte.

Bi kunne her endelig ikke lade uomtalte tvende Landſkaber, der paa en Maade regnedes til eller hørte under Norges Rige, men dog ſaavidt vides bleve uberørte af Olafs Omvendelſesvirkſomhed; disſe ere Jamteland og Finmarken.

Jamteland var fra førſt af bebygget fra Norge og havde i Haakon den Godes Tid givet ſig under Norges Konge. Men ved Norges Deling efter Svolderſlaget var det kommet under Olaf Sveakonge; og uagtet det ifølge Forliget mellem denne og Olaf Haraldsſøn maatte ſynes at være atter hjemfaldet til Norge, ſaa formaaede dog ei den ſidſtnævnte at gjøre ſit Herredømme derover gjældende paa Grund af Jamternes Modvillie. Landet forblev ſaaledes under Sverige ligetil i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede (omkr. 1110), da det ved Kong Eyſtein Magnusſøns Beſtræbelſer gjenforenedes med Norge. Dette Forhold havde til Følge, at Olaf ei kunde gjøre noget for Jamternes Omvendelſe. Da de igjen kom under Norge, vare de allerede chriſtnede omkring 1050—60[34], ved de upſalſke Biſkoppers Omſorg, og heraf reiſte ſig den uregelmæsſige Tilſtand, at Jamterne ſenere, ſkjønt de i verdslig Henſeende lode under Norge og Froſtathingslagen, dog i geiſtlig Henſeende hørte til Upſals Biſkopsdømme.

Finmarken var fra gammel Tid i egentligſte Forſtand et Skatland under Norges Rige eller Kongedømme (Noregsvelde). Faa eller ingen Nordmænd vare der faſt boſatte, og Handelen med og Skatkrævningen af de omvandrende Finner var en kongelig Særret, et Regale, ſom Norges Konge bortforlenede til en eller anden af ſine meſt betroede Mænd paa Haalogaland. Finnerne ſom Folk anſaaes forøvrigt Norge uvedkommende. Af dette deres Forhold til Norge lader ſig let forklare, at der førſt i langt ſildigere Tider fra norſk Side blev gjort noget for deres Omvendelſe til Chriſtendommen, — ſaameget mere ſom Landets Beſkaffenhed, Folkets Leveviis, det fra Nordmændenes ganſke forſkjellige Sprog, og den Frygt, man almindelig nærede for Finnernes Tryllekyndighed, Alt virkede lidet lokkende for norſke Chriſtendomslærere til at vove ſig ind iblandt dem, og end mindre til at færdes mellem dem for længere Tid.

  1. Sn. Ol. H. S. c. 58; Fornm. s. IV. 116.
  2. Verſet er i den oldn. Text aabenbar urigtig; her er den rettet efter den færøiſke Tradition, ſee Færeyinga S. Kbhn. 1832 Fort. IV.
  3. Færey. S. c. 56.
  4. Foſtbr. S. c. 47: mindre Ol. Hel. S. c. 83.
  5. Fornm. s. II. 242.
  6. Sn. Ol. H. S. c. 62.
  7. Sn. Ol. H. S. c. 72.
  8. Sn. Ol. H. S. c. 72—74, 98; Fgrſk. S. 77, 79.
  9. Sn. Ol. H. S. c. 120.
  10. Sn. Ol. H. S. c. 110—112.
  11. Sn. Ol. H. S. c. 113—117.
  12. Sn. O. H. S. c. 34.
  13. jfr. Frnald. s. II. S. 6, 7.
  14. Sn. Ol. H. S. c. 717—119; mind. Ol. H. S. c. 33—38. Beretningen om denne Begivenhed ſtemmer i alle de Sagaer hvor den findes meget nøiagtig i Enkelthederne, kun maa mærkes, at den mindre Ol. H. S., der i Grunden fortæller omſtændeligſt, har den Egenhed, at den heel igjennem taler om Gudbrandsdølernes Hedendom ſom et Frafald, altſaa antager, at Olaf Tryggvesſøns Omvendelſesvirkſomhed ogſaa har ſtrakt ſig derhen. Dette ſynes dog ikke at ſtemme med Gudbrandsdølernes Adfærd i det Hele, ſaaledes ſom den i Fortællingen fremſtilles.
  15. Sn. Ol. H. S. c. 120.
  16. Sn. Ol. H. S. c. 129.
  17. Sn. Ol. H. S. c. 129.
  18. Sn. Ol. H. S. c. 133.
  19. Fgrſk. S. 77.
  20. Mindre Ol. H. S. c 31 og 32.
  21. Sn. Ol. H. S. c. 56.
  22. Sn. Ol. H. S. c. 136.
  23. Sn. O. H. S. c. 56.
  24. Sn. O. H. S. c. 58.
  25. Sn. Ol. H. S. c. 58, 67, 87.
  26. Sn. Ol. H. S. c. 133.
  27. Ares Sched. c. 8; Hungrvaka c. 3.
  28. Ad. Brem. 11. c. 94.
  29. Ares Sched. c. 8; Huugrv. c. 3.
  30. N. gl. Love I. S. 437.
  31. Sn. Ol. H. S. c. 86.
  32. Foſtbr. S. i Grønl. Mindm. II. S. 314.
  33. Lndn. i Isl. sög. I. S. 331.
  34. Munch I. 2. 720, II. 603.