Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under Olafs Stræben for Chriſtendommens Befæſtelſe blandt Nordmændene i og udenfor Norge, maatte det naturligviis være ham høiſt magtpaaliggende at faa Preſter og Folkelærere i tilſtrækkelig Mængde. Af hvad ovenfor er fortalt ſees, at overalt hvor han gjenreiſte Chriſtendommen af dens Forfald eller indførte den fra Ny, der ſatte han Chriſtenlærere (kennimenn, Preſter) i ſaa ſtort Tal ſom han fandt fornødent; men hvorfra han tog disſe Lærere, ſiges ikke. Vel maa man tro, at ikke ganſke faa indfødte Nordmænd ere blevne oplærte til Preſter allerede under Olaf Tryggvesſøn, af Biſkop Sigurd og dennes Medhjælpere, og at deres Tal betydelig er blevet forøget under Løbet af Olaf Haraldsſøns virkſomme Styrelſe; desuagtet maa man nære Tvivl om, at det endnu kunde være tilſtrækkeligt for det vidſtrakte Lands Tarv. Man finder ogſaa i den gamle Gulathingslovs Chriſtenret[1] Spor til, at en ſtor Deel af Preſterne i Norge længe, og viſt nok en god Stund ud over Olafs Dage, have været Udlændinger, der ikke ſtode i ganſke lige Ret med de norſke Bønder. Man maa gjette, at Olaf iſær har forſtærket ſit Lands Preſteſkab fra England, hvorfra han havde ſine Biſkopper. Men der findes dog ogſaa Vink om, at han har ſøgt Lærere hos Bremens daværende Erkebiſkop Unvan (1013—1029), til hvem han udentvivl iſær for den Sags Skyld affærdigede Sendemænd, blandt hvilke Biſkop Grimkel, udtrykkelig nævnes. Det er rimeligt, at Olaf erholdt hvad han begjerede, og disſe Lærere have da naturligviis været Tydſkere; men om deres Antal og Indflydelſe ſavnes enhver Underretning [2].

Næſt det at ſkaffe Folket Chriſtenlærere maatte det være Olaf vigtigt at faa Kirker byggede rundt om i Landet. „Han lod Kirker reiſe — ſige Sagaerne — i hvert Fylke og lagde Underholdning til dem“[3]. Disſe førſte Kirker vare viſt nok næſten alle Trækirker, hvilke i Norge let og i Haſt kunde bygges. Nogle koſtede viſt nok Kongen ſelv, eller rettere lod dem opføre for Kongedømmets Gods; men flere maa man tro, at Almuen heredsviis paatoge ſig at bygge. Man ſeer nemlig af de gamle Chriſtenretter, at Almuen overalt i Landet var ſkyldig til at bygge og vedligeholde ſine Sognekirker, og denne Skyldighed maa ſkrive ſig fra Olafs Dage. Naar det heder, at Olaf lagde Underholdning (profendur, Præbender) til de Kirker, han reiſte, ſaa maa udentvivl dette nærmeſt forſtaaes om Hovedkirkerne eller Fylkeskirkerne. En enkelt Saga tilkjendegiver dette udtrykkeligen, idet den ſiger: „Olaf Haraldsſøn gav efter Biſkop Grimkels Raad Gods til de Kirker, ſom Olaf Tryggvesſøn havde ladet reiſe, ſaaledes at een veiet Mark Sølv ſkulde udredes aarligen til hver Fylkeskirke i Leie af de Jorder, ſom laa til den“[4]. Han lagde altſaa til hver Fylkeskirke Jordegods af een veiet Mark Sølv aarlig Landſkyld, eller efter ſenere Udtryksmaade eet Markebol Jord (d. e. omtrent eet Skippund Tunge). Stedet er ſaameget mærkeligere ſom det antyder, at de ſenere ſaakaldte Fylkeskirker — i det mindſte for en Deel — ſkreve ſig allerede fra Olaf Tryggvesſøns Tid[5]. Viſt er det, at disſe Kirker gjennem hele den ældre Tid nøde et viſt Fortrin for de øvrige Landskirker ſom de ældſte og ſom et Slags Moderkirker, og opholdtes af hele Fylkes-Almuen. Det er ſaaledes højſt ſandſynligt, at Olaf Haraldsſøn fortrinsviis har ſørget for Fylkeskirkerne, og til faſt Underholdning for dem har udlagt noget af Kongedømmets betydelige Jordegods. Da nu disſe Kirker for ſtørſte Delen kunne antages at være reiſte paa Steder, hvor i Hedendommen ſtørre Hof, maaſkee Fylkeshof, fandtes, kan man maaſkee gjette, at det iſær har været det Jordegods, der forhen tilhørte Hofene, men ſom ved Chriſtendommens Indførelſe inddroges under Kongedømmet, hvilket Olaf har henlagt til dem. At ogſaa enkelte Høvdinger ſtrax ved ſin Overgang til Chriſtendommen have reiſt Kirker paa ſine Gaarde og paa egen Koſtning, ſeer man af Fortællingen om Dale-Gudbrand. Om Island fortælles, at man der paa Øen lige ved Chriſtendommens Indførelſe meget ſkyndedes til at bygge Kirker ved det Løfte af de chriſtne Lærere: „at hver der reiſte en Kirke ſkulde kunne give ſaa Mange Rum med ſig i Himmerige, ſom kunde ſtaa i den Kirke, han byggede“, og at der ſom Følge heraf ſnart reiſtes flere Kirker, end man i den førſte Tid havde Preſter til at forrette Tjeneſte ved[6]. Det kan neppe omtvivles, at den ſamme Tilſkyndelſe til Kirkebygning er bleven gjort gjældende i Norge, og at ſaaledes Folketroen er kommen Kongens Iver imøde for meget ſnart at ſkaffe de fornødne Kirker tilveie.

Vi komme nu til Olafs Virken ſom chriſtelig Lovgiver. I denne Retning af ſin Landsſtyrelſe har han udentvivl indlagt ſig ſtørſt Fortjeneſte, ſkjønt man her ſavner Kilder til at kunne fremſtille hans Virken i det Enkelte. At han var den chriſtne Lovs førſte Ordner i Norge, og ſaa at ſige den chriſtne Lovgivnings Fader, — det er noget ſom til alle Tider har været erkjendt. Derfor nævnte gjennem hele Middelalderen Nordmændene ſin Lov: den hellige Olafs Lov (lög hins helga Ólafs konungs), og i den Ed, ſom var vedtagen for Norges Konger, naar de tiltraadte Kongedømmet, ſvore de: „at holde den chriſtne Lov, ſom den hellige Kong Olaf fra førſt af ſatte (hóf eg. begyndte), og hans rette Efterkommere havde ſamtykt mellem Kongen og Bønderne, med gjenſidig Overeenskomſt“[7]. Om denne Olafs Lovgivningsvirkſomhed ſiges i Sagaerne, at den tog ſin Begyndelſe i Throndhjem, og det allerede i Vinteren 1015—1016. „Han ſtevnede til ſig — heder det — alle de Mænd, ſom vare de viſeſte, baade mægtige og ringe. Han lod ofte fremſige (telia) for ſig den Lov, ſom Haakon Adalſteinsfoſtre havde ſat i Throndhjem. Han ordnede Lovene med de viſeſte Mænds Raad, tog fra eller lagde til der hvor det ſyntes ham fornødent. Men Chriſtenretten ſatte han med Biſkop Grimkels og andre Læreres Raad og lod ſig det være i høieſte Maade magtpaaliggende, at borttage Hedendom og alle de gamle Sedvaner, hvori ham ſyntes Chriſtendommen blev gaaet for nær. Det kom ogſaa dertil, at Bønderne ſamtykte disſe Love, ſom Kongen gav“[8]. Dette Udſagn gjælder vel nærmeſt Thrøndernes Lov eller Froſtathingsloven; men det er tydeligt af Sagaerne, at han har gaaet frem paa ſamme Viis ogſaa i de øvrige Landets Hoveddele eller Lagdømmer. Naar det heder, at han i det veſtlige Norge, i Gulathingslagen, paa Thingene „lod oplæſe (d. e. foredrage) Chriſtendomsloven“[9], — at han i Viken „lod paabyde den chriſtne Lov ligedan ſom nord i Landet“[10] — at han paa Oplandene „ſatte det i Loven, at Oplændingerne ſkulde ſøge Eidſivathing, og Eidſivalov ſkulde gjælde over alle Fylker paa Oplandene og ſaa vidt andenſteds, ſom den ſiden har gjældet“[11], og at han der ſenere „ordnede Chriſtendommen, ſom det ſyntes ham nødvendigt“[12], — og endelig at han „da han var bleven Norges Enekonge, lod ordne Lovene med de viſeſte Mænds Raad, ſaaledes ſom de ſiden have gjældet“[13]; — ſaa viſe disſe Udſagn tydeligen, at Olafs Lovgivningsvirkſomhed har ſtrakt ſig over hele Norge, været af indgribende Vigtighed og iſær gaaet ud paa Lovens Rensning fra alt Hedenſkab og paa Chriſtendommens Befæſtelſe i den. Man ſeer ogſaa, at Olaf i ſin Lovgivningsvirkſomhed er gaaen frem paa den Maade, ſom ældgammel Samfundsorden og Sedvane tilſagde. Han har førſt raadſlaaet med de viſeſte Mænd (det er med de Lovkyndige) i hvert af Landets Lagdømmer, derpaa fremſat ſine paa disſe Overlægninger grundede Lovforſlag for Almuen paa hvert af Hoved-Lagthingene, og der erholdt Bøndernes Samtykke, hvorved de bleve virkelige Love; thi den lovgivende Myndighed hvilede hos Folket, hos Bønderne.

Paa denne Maade fremgik da Norges førſte chriſtne Love ved Olafs Virkſomhed og under hans Ledning. Vi ſee, at han ved dette ſit Arbeide havde et dobbelt Maal for Øie: det ene, at renſe den gamle verdslige Lov for Alt hvad der ſmagte af Hedendommen, hvad der var bygget paa Aſatroen og ſtod i umiddelbar Forbindelſe med Aſernes Dyrkelſe, deels ved ganſke at bortſkjære det, deels ved at omforme det efter Chriſtendommens Krav, — og det andet, at give fra Ny af en Chriſtenret, eller en efter Landsſolkets Tarv afpasſet Lov for den norſke Kirke og dens Forhold til Staten, hvilken Chriſtenret, ſom en egen Hovedafdeling eller Bolk, Chriſtendomsbolk, kunde blive forbunden med den øvrige Lov. Begge Dele iſtandbragte han.

Hvilke Forandringer han for det førſtnævnte Øiemed gjorde i den ældre verdslige Lov, kan nu ikke mere paaviſes i det Enkelte. Man kjender nemlig ikke de af Haakon Adalſteinsfoſtre for Froſtathings og Gulathings Lagdømmer, og af Halfdan Svarte for Eidſivathings Lagdømme og tildeels for Viken ordnede Love i deres hedenſke Form, og man kan ſaaledes ikke ſammenligne denne med deres ſenere chriſtelige. Desuden kjender man dem ikke engang i denne ſidſte Form ſaaledes ſom de udgik fra Olaf Haraldsſøn, eller er i Stand til at udſondre hans Verk fra ſenere Tiders og ſenere Kongers Forbedringer og Tillæg. Man kan alene, og det dog blot gjetningsviis, fremſtille visſe Punkter, hvori en Forandring nødvendig ſynes at maatte have fundet Sted, f. Ex. Beviisførelſe, Ed, enkelte Retsſkikke og Retsformularer, der ſtode i Forbindelſe med Religionen, tildeels ogſaa Egteſkabet, Arveretten, Mandhelgen eller den perſonlige Ret, Trælenes Kaar og andet lignende; men ſelv i disſe Punkter, iſær de fire ſidſtnævnte, ſeer man tydeligen, at Forandringerne have været meget lempelige og ikke ſtrakt ſig videre, end Chriſtendommen uundgaaelig krævede. Retten Mand og Mand imellem, ligeſom og den ſaakaldte Landsret, det vil ſige: Retten mellem Folket og Kongedømmet, ſynes i Alt væſentligt at være forbleven urokket, ſaaledes ſom det i Haakon Adalſteinsfoſtres Tid var vedtaget og faſtſat ved gjenſidig Overeenskomſt. Ligeledes blev hvert Lagdømmes ſelvſtændige Lovgivnings- og Dommer-Myndighed aldeles uforandret.

Den Chriſtenret, „ſom Olaf ſatte med Biſkop Grimkels og andre Læreres Raad“ kjender man heller ikke i dens oprindelige Form. Her kan man dog maaſkee nogenlunde ſikkert ſlutte ſig til dens væſentligſte Indhold ved opmærkſomt at ſammenligne de ældſte norſke Chriſtenretter, ſom endnu ere levnede. Disſe ere: den ældre Gulathingslovs Chriſtendomsbolk og den ældre vikſke Chriſtenret, med hvilke ogſaa kan jævnføres den ældre islandſke Chriſtenret.

Den ældre Gulathingslovs Chriſtenret er viſtnok i den Form vi nu have den ikke ældre end Kong Magnus Erlingsſøns Tid, omtrent fra Tiden mellem 1164 og 1170; men den er alligevel til Kundſkaben om den ældſte norſke Kirkelovgivning af ſtørſt Vigtighed, fordi den udtrykkelig betegner alle de nyere Beſtemmelſer, ſom ſkrive ſig fra den nævnte Kong Magnus’s Tid, og ved Siden af dem anfører de ældre, endog om de ved de nyere ere ophævede, og tillægger dem i Almindelighed en Olaf, hvorved rimeligviis forſtaaes Kong Olaf Kyrre (1066—1093), men paaberaaber ſig ogſaa ved flere udtrykkeligen Kong Olaf den Hellige og Biſkop Grimkel ſamt deres Overeenskomſt med Bønderne paa Moſter-Thing (Mostrarþing) paa Sunnhørdaland[14]. Den ældre vikſke Chriſtenreter, ſom det ſynes heel og holden, fra Tiden ſtrax efter 1100. Den ældre islandſke Chriſtenret endelig er paa et ældre Grundlag ſammenſat af de islandſke Biſkopper Thorlak Runolfsſøn i Skaalholt og Ketil Thorſteinsſøn i Hole og lovtagen 1123[15].

Af Sammenligningen mellem disſe, iſær de to førſtnævnte, ſynes viſe ſig, at Olaf Haraldsſøns Chriſtenret i Hovedſagen ligger for os i de Beſtemmelſer i Gulathings-Chriſtenretten, ſom tillægges Olaf (Kyrre?). Man ſeer, at den har været kortfattet og kun behandlet hvad man dengang anſaa for Kirkeforfatningens Hovedpunkter, hvilke ere tillempede efter Norges Samfundsforholde. Den korte Erklæring, ſom egentlig danner Indgangen til hele den ældre Gulathingslov, ſaadan ſom vi nu have den, maa nærmeſt henføres til Chriſtenretten og ſkrive ſig fra Olafs Dage. Den lyder ſaaledes: „Det er vor Lovs Ophav (Begyndelſe, førſte Beſtemmelſe), at vi ſkulle bøie os i Øſt og bede til den hellige Chriſt om Aar (gode Aaringer) og Fred, og om at maatte beholde vort Land bygget, og vor Herre (lánardróttni, her Kongen; eg. Herre, i hvis Tjeneſte man ved fri Overeenskomſt er traadt) lykkelig (heilum); være han vor Ven, og vi hans; men Gud være Alles vor Ven“[16]. Denne chriſtelige Indledning maa man viſt nok tænke ſig traadt i Stedet for en tilſvarende i den ældre hedenſke Lov, hvori Folket lovede at dyrke Aſerne, og nedbade deres Velſignelſe over Land og Landsſtyrer. I den vikſke Chriſtenret findes en lignende Indledning, men rettet paa Kirken alene: „Det er vor Lovs Ophav, at vi ſkulle bøie os i Øſt, og give os til Chriſt, agte Kirker og Lærere (Preſter)“[17]. Den islandſke Chriſtenret er her noget beſtemtere i ſine Udtryk, idet den begynder ſaaledes: „I vore Fædres Dage blev den Lov ſat, at alle Mænd her paa Landet ſkulle være chriſtne og tro paa een Gud, Fader og Søn og den hellige Aand“[18]. Om den islandſke Lov i Hedendommens Tid har man ellers den Oplysning, at den begyndte med et Forbud mod at ſeile til Landet med Skibe, ſom havde gabende Hoveder og opſperrede Tryner paa fine Forſtavne, at ikke derved Landvætterne (de Landet beſkyttende Aander) ſkulde ſkræmmes[19]. Herved beſtyrkes den ovenanførte Gjetning med Henſyn til de hedenſke Loves Indledningsbeſtemmelſe i Norge. Man ſkjønner overhovedet af de anførte Steder, at Olaf har ſørget for, at den chriſtne Lov i dens Helhed og navnligen Chriſtenretten blev indledet ved en Erklæring fra Folkets Side: at det var chriſtent og vilde overholde Chriſtendommen. Dette vedligeholdtes ogſaa i de ſenere Love. Froſtathingslovens Chriſtenret, i den Form vi kjende den, fra Midten af det 13de Aarhundrede, begynder med de Ord: „Det er vor Lovs Ophav, at vi ſkulle lyde Chriſtendommen“[20]. Eidſivathingslovens Chriſtenret, der maaſkee er noget ældre, begynder ſaaledes: „Det er hernæſt, at man ſkal være chriſten og fornegte Hedendommen“[21]. Endogſaa den nyere af Kong Magnus Lagabøter ordnede Landslov (lovtagen paa Gulathing 1274) retter ſig i denne Henſeende efter den gamle Skik, idet den begynder med de Ord: „Vor Herre Jeſu Chriſti Fred og Velſignelſe, vor Frue den hellige Marias, den hellige Kong Olafs og alle Helgenes Forbøn være med os alle Gulathingsmænd“[22], og indleder Chriſtendomsbolken ſaaledes: „Det er vor Lovs Ophav, ſom er Ophavet til alt Godt, at vi ſkulle holde og have den chriſtelige Tro“, hvorpaa Trosartiklerne følge[23]. Vi ſee hvorledes Olafs varme Chriſtentro vakkert, ſkjønt i enfoldige Ord, udtalte ſig gjennem Folkets Mund i den førſte norſke chriſtne Lov, og hvorledes den gjenklang i Norges ſenere Lovgivning, ſaalænge ſom Rigets gamle, ved ham befæſtede, Selvſtændighed ſtod ved Magt.

Hvad nu forreſten Indholdet af Olafs Chriſtenret angaar, da maa man af de ovennævnte ældſte Kilder, og fortrinsviis den ældre Gulathingslov, ſlutte, at det i ſine Hovedpunkter har holdt ſig ved følgende Gjenſtande: — Frigivelſe af et viſt Antal Trælle ved Menighederne, hvilket ſkulde ſke aarlig paa hvert Lagthing; — religiøſe Gjeſtebuder (ölgerðir) paa beſtemte Aarets Tider (navnligen ved Allehelgensmesſe, Jul og udentvivl ogſaa Jonsmesſe); — Kirkens Forſtandere og Tjenere, deres Skyldighed og Underholdning; — Kirkerne, deres Bygning, Opretholdelſe og Styrelſe; — Søndage og Mesſedage og deres Helligholdelſe; — Faſte og forbuden Spiſe; — Daab og Forbud mod Børns Udſættelſe; — Begravelſe; — Egteſkab, og inden hvilke Led i legemligt og aandeligt Slegtſkab det er tilladt; — Forbud mod Hedendom og Trolddom og hvad dermed ſtaar i Forbindelſe; — Forbud mod visſe Forbrydelſer, der anſaas ſom de ſtørſte Chriſtendomsbrud og derfor vare Ubodeverk[24]. — De her anførte Gjenſtande for Chriſtenrettens Beſtemmelſer ere opſtillede i den Orden, hvori de i Gulathings-Chriſtenretten findes. I Vikens Chriſtenret er Ordningen noget anderledes; der findes heller ikke Beſtemmelſerne om Trælles Frigivelſe og om religiøſe Gjeſtebuder. Men forreſten ere de omhandlede Gjenſtande i Hovedſagen de ſamme, ſkjønt Beſtemmelſerne i det Enkelte f. Ex. med Henſyn til de faſtſatte Bøder og Straffe, kunne være noget afvigende[25]. Det ſamme gjælder om den ældre islandſke Chriſtenret, der, ſkjønt den dreier ſig om ſamme Hovedgjenſtande, udmærker ſig ved en langt ſtørre Udførlighed i Enkelthederne end de to norſke — en Egenhed ſom overhovedet findes ved hele den ældre islandſke Lovgivning, ſammenlignet med den norſke. Denne Samſtemmighed mellem de tre ældſte Chriſtenretter med Henſyn til Hovedindhold, forenet med den Omſtændighed, at alle de yngre norſke Chriſtenretter tydelig viſe ſig ſom udvidede og fuldſtændiggjørende Bearbeidelſer af hine ældre, godtgjør nokſom, at de alle ere udſprungne af een og ſamme Kilde, nemlig Olafs Chriſtenret, hvilken vi ſom allerede yttret nærmeſt kjende af de Beſtemmelſer i den gamle Gulathingslovs Chriſtenret, hvilke i denne ſelv angives ſom de ældre.

At den af Olaf givne Chriſtenret, ſkjønt i Hovedſagen een for hele Norge, alligevel maatte komme til at fremtræde noget forſkjellig formet i de forſkjellige Landsdele, var en nødvendig Følge af Norges dagjældende Samfundsorden og Statsforfatning Norge var nemlig deelt i fire Hoveddele: den nordlige, hvis Kjerne var Throndhjem, hvis Foreningspunkt var Froſtathinget, hvis fælles Lov var Froſtathingsloven, og hvilken under Eet ſom Lagdømme benævntes Froſtathingslagen; — den veſtlige, hvis Kjerne var Hørdafylke, hvis Foreningspunkt var Gulathinget, hvis fælles Lov var Gulathingsloven, og hvilken under Eet ſom Lagdømme benævntes Gulathingslagen; — Oplandene, eller Indlandet, hvis Kjerne egentlig var de tre Fylker, Raumafylke, Heinafylke og Hadafylke, hvis Foreningspunkt var Eidſivathinget, hvis fælles Lov var Eidſivathingsloven, og hvilken under Eet ſom Lagdømme benævntes Eidſivathingslagen; — og endelig Viken, eller den ſydøſtlige Landsdeel, der viſtnok endnu ikke havde noget faſt Foreningspunkt i et fælles Lagthing og neppe heller nogen fælles, fra Eidſivathingsloven ſkarpt adſkilt Lov, men ſom dog i ſtatsretlig Henſeende udgjorde en ſelvſtændig Eenhed ligeover for de andre tre Landsdele, og ſenere fik et Slags Foreningspunkt i Borgarthinget, en fælles Lov i Borgarthingsloven, og fra den Tid ſom Lagdømme benævntes Borgarthingslagen. — Hver af disſe fire Landsdele, eller, ſom man paa Olafs Tid i det mindſte kan benævne de tre, Lagdømmer, vare med Henſyn til Lovgivning indbyrdes uafhængige. Naar nu altſaa deres ældre Lov ſkulde forandres efter Chriſtendommens Tarv, og en Chriſtenret deri indſkydes, da maatte dette ſkee ifølge Overeenskomſt mellem Kongedømmet eller Kongen paa den ene Side og den egentlige lovgivende Magt, de paa Lagthinget ſamlede Bønder, paa den anden. Kongen kunde have opgjort med ſig ſelv og med ſine nærmeſte verdslige og geiſtlige Raadgivere Grundſætningerne for de Forandringer, der i den verdslige Lov til Chriſtendommens Tarv ſkulde gjøres; han kunde ligeledes med ſine geiſtlige Raadgivere have ſammenſat i Grundtrækkene den Chriſtenret, ſom han vilde have indført i hele Landet; — men den egentlige Anvendelſe heraf paa de enkelte Landslove afhang af hans Underhandlinger og Overeenskomſt med Bønderne i hvert af de fire Lagdømmer, og maatte naturligviis lempes efter enhver Lovs ældre Indhold og Form. Saaledes kan man med Sikkerhed ſlutte, at Norges Chriſtenret allerede fra Olaf udgik under fire forſkjellige Former eller i fire forſkjellige Bearbeidelſer, een for hver Landsdeel, eller hvert Lagdømme, om end Hovedindholdet i Grunden var eet og det ſamme i alle fire; og paa dette firdeelte Grundlag udvikklede de ſig ſenere under den firdeelte Lovgivning efterhaanden til en ſtørre indbyrdes Forſkjellighed, end oprindelig fandtes mellem dem. Paa denne Maade maa man tænke ſig de norſke Chriſtenretters Oprindelſe og Udvikling, og fra dette Standpunkt maa man bedømme deres indbyrdes Forhold.

Hvad den islandſke Chriſtenret angaar, da fremgik den naturligviis af lignende Underhandling og Overeenskomſt mellem Olafs Udſendinger og det islandſke Althings Lagrette eller lovgivende Forſamling. — Hvorledes Forholdet i denne Henſeende har været i de under Norges Høihed ſtaaende Lande, eller, ſom de i det mindſte ſenere kaldtes, Norges Skatlande, derom ſavnes ganſke Underretning, ligeſaavel angaaende den verdslige Lov ſom angaaende Chriſtenretten.

Spørger man nu om Kilden for den af Olaf i Norge indførte Chriſtenret, ſaa bliver Svaret, at man naturligviis førſt og fremſt finder denne i den dagjældende romerſk-katholſke canoniſke Ret. Denne var imidlertid ikke endnu ſaa omhyggelig ſamlet og ſyſtematiſk fremſtillet, ſom den blev et Aarhundrede ſenere, og tillod derfor flere Tillempninger efter de forſkjellige Landes fra ældre Tid af beſtaaende Forhold, end i en ſildigere Tid vel havde kunnet indrømmes. Heraf reiſte ſig for en ſtor Deel den Spending mellem Kirke og Stat, ſom i Norge indtraadte et Par Aarhundreder ſenere, da den norſke Geiſtlighed, ſtøttende ſig til Pavens Paabud og den canoniſke Rets ſtørre Beſtemthed og almindelige Antagelſe, gjerne vilde have denne i eet og alt gjennemført i den norſke Kirkelovgivning, — men i ſine Beſtræbelſer herfor fandt Modſtand baade hos Folket og Kongedømmet, der ſtøttede ſig til gammel Landsret og holdt faſt ved den engang antagne og gjennem Landslovens Former udviklede fædrelandſke Chriſtenret. Men om denne Spending og dens Natur komme vi ſenere til at handle. Har, foruden den beſtaaende almindelige canoniſke Ret, noget enkelt Lands Kirkeret ved den førſte Sammenſætning af Norges Chriſtenret været benyttet, maa man vel nærmeſt tænke paa den engelſke; thi fra den engelſke Kirke udgik, ſom ovenfor viiſt, utvivlſomt den norſke. Men til Begrundelſe af nogen beſtemt Mening i denne Henſeende mangle endnu de fornødne foreløbige Underſøgelſer og Sammenligninger. I ethvert Fald er det ſikkert, at hverken den engelſke eller nogetſomhelſt andet Lands Kirkeret ſlaviſk er bleven fulgt i Sammenſætningen af den norſke, der netop udmærker ſig fremfor de fleſte andre ved ſin omhyggelige Afpasning efter ſelve Landets Forholde og Landsfolkets Krav.

En Sag vedkommende den norſke Kirkes førſte Oprettelſe ſtaar endnu tilbage at berøre, og det er dens Stilling med Henſyn til Metropolitanmyndigheden. Det var en, allerede for lang Tid tilbage, almindelig anerkjendt Lov i den romerſk-katholſke Kirke, at der mellem dens ſynlige Hoved, Roms Biſkop eller Paven, og dens Opſynsmænd, Biſkopperne, ſkulde være et Mellemled, dannet af Biſkopperne i visſe af Paven udſeede Biſkopsdømmer, der ſkulde indtage en overordnet Stilling inden en beſtemt Kreds af ſine Broderbiſkopper. De benævntes: Erkebiſkopper, eller fordi deres Sæde oprindelig var i Hovedſtæderne: Metropolitanbiſkopper; og den Kreds af Biſkopsdømmer, i hvis Spidſe en ſaadan Erkebiſkop ſtod, kaldtes hans Provins. Til den ham overdragne Myndighed hørte tvende Hovedrettigheder: nemlig 1) at ſtadfæſte de ham underordnede Biſkoppers Valg ſamt indvie dem, — og 2) at ſammenkalde dem til raadſlaaende Møder i Provinſens almindelige kirkelige Anliggender, til de ſaakaldte Provincial-Concilier. Det er tidligere fortalt, at ved Oprettelſen af Hamborgs Erkebiſkopsſtol (omkr. 834) Metropolitanmyndigheden over alle de bekjendte Lande i det endnu dengang hedenſke Norden af Paven overdroges hiint Erkeſæde, der noget ſenere (ved 850) forenedes med Bremens. Det er ogſaa udviklet, hvorledes de hamborgſk-bremiſke Erkebiſkopper, ved ſin Virkſomhed for Chriſtendommens Indførelſe baade i Danmark og Sverige, i Sandhed gjorde ſig fortjente til og derhos fik anerkjendt ſin Metropolitanmyndighed i disſe Lande; medens derimod deres Virkſomhed kun i ſaare ringe Grad berørte Norge, der modtog Chriſtendommen fra England, og det, ſaavidt ſkjønnes, fra førſt af ganſke uden Medvirkning eller Indblanding fra det bremiſke Erkeſædes Side. Herved kom, ſom man let ſeer, den nye norſke Kirke i en eiendommelig, noget forviklet Stilling. Den var i Virkeligheden og i ſtrengeſte Betydning en Datter af den engelſke Kirke; men Metropolitanmyndigheden over den var forud, allerede halvandet hundrede Aar for den blev til, af Paven given til det tydſke, hamborgſk-bremiſke Erkeſæde. Denne Omſtændighed viſer ſig tydeligen at have vakt hos det ſidſtnævnte en ikke ringe Iverſyge mod den engelſke Kirke med Henſyn til Norge.

Man har viſt al Grund til at gjette, at den bremiſke Erkebiſkop, da han førſt fik noget Nys om de antydede Forhold i Norge, har tænkt paa at faa en tydſk Misſion i Gang til dette Land; men deels var under den virkſomme Adaldags Eftermand, Libentius (988—1013) Tilſtanden i det mellemliggende Danmark ikke ſynderlig gunſtig for et ſaadant Foretagende, deels laa Norge for fjærnt fra Erkeſædet, og deels endelig har man her neppe havt nogen rigtig Foreſtilling om Maaden, hvorpaa Omvendelſesverket, da det førſt kom i Gang, dreves i Norge. Man har tænkt ſig det i Norge at gaa nogenlunde ſom i Danmark og Sverige, hvor det endnu efter næſten to Aarhundreders Forløb langtfra var fuldendt; og man har ikke havt nogen Foreſtilling om den raſtløſe Iver, hvormed det af begge Olaferne dreves. Udentvivl har det derfor gaaet ſaaledes til, at for man i Bremen ret fik overlagt Midlerne til Nordmændenes Omvendelſe, var denne allerede iſtandbragt foruden tydſk Medvirkning. Erkebiſkoppen havde ſaaledes al Grund til at beklage, at hans Metropolitanvirkſomhed her kom for ſeent; men Metropolitanretten havde han forud, og paa den vilde han ingenlunde give Slip.

I Norge ſelv kjendte man viſtnok i Omvendelſestiden lidet eller intet til denne den bremiſke Biſkopsſtols Metropolitanret. Kongerne havde ſikkerligen fra førſt af ingen Rede paa dens Betydning; de holdt ſig til England, hvor de ſelv havde faaet ſin Chriſtendomskundſkab, og hvorfra de havde ſine Chriſtenlærere. For Landets engelſke, i England indviede Biſkopper kunde det ikke være magtpaaliggende at hylde ſom ſit Overhoved en Metropolitan, hvem de intet ſkyldte. For det nychriſtnede Folk var naturligviis Metropolitanforholdet uforſtaaeligt eller ligegyldigt; Nordmændene maatte efter Omvendelſesforholdene tænke ſig Kongen ſom den norſke Kirkes nærmeſte almindelige Overhoved. Over ham tænkte man ſig kun, men i en dunkel Baggrund, Paven, hvem man anſaa for et overmenneſkeligt Væſen og ſammenblandede med Chriſtus ſelv; ſom den omvendte Skald Eilif Gudrunarsſøn, naar han i halv hedenſke Udtryk priſer Chriſtus, kalder ham Roms Konge, Fjeldgudernes Undertvinger, der ſidder i Syden ved Urds Brønd:

I Syden ſidder han (Chriſtus) —
man ſiger — ved Urdes Brønd (i Nornernes Sæde ſom Skjebnens Styrer);
ſaa Roms den ſterke Konge (Chriſtus, Paven) har ſtyrket ſig
ved ſteile Fjældes Guders (Aſernes?) Rige[26].

Men i hvor lidet end Norges Konge, Geiſtlighed og Almue maatte føle ſig Bremens Erkebiſkop forpligtet eller takſkyldig, ſaa maa dog udentvivl et Sagn eller en Paamindelſe om den Metropolitanret over Norges Kirke, hvilken var hiin Erkebiſkop af Paven lovligen overdragen, have naaet Olaf Haraldsſøns Øre og bragt ham til at ſætte ſig i Forbindelſe med Bremens Kirke, idet han lod Sendemænd med Biſkop Grimkel i Spidſen afgaa til Erkebiſkop Unvan, den ovennævnte Libentius’s Eftermand. Vore egne Sagaer vide intet om denne Sendefærd; det er kun den bremiſke Kirkes Hiſtorieſkriver, Magiſter Adam[27], ſom omtaler den, men efter ſin ſedvanlige Viis paa en ufuldſtændig Maade og uden at nævne Aaret, hvori den indtraf. Da nu Unvans Styrelſestid ſom Biſkop (1013—1029) næſten ganſke falder ſammen med Olafs ſom Konge (1014—1030), ſaa kan man ei komme Tiden for hiin Sendefærd nærmere, end at den er foregaaet efter 1015, da Olaf kom i ſikker Beſiddelſe af Norges Kongedømme og begyndte ſit Omvendelſesverk, og før 1028, da han forlod Norge.

Om Gjenſtanden for denne Olafs Budſendelſe kan mangt og meget gjettes, men man gjør retteſt i at holde ſig til Adams egne Ord. Paa det ene Sted, hvor han omtaler den, ſiger han: „Kongen (Olaf) ſendte ogſaa Sendemænd (nuncios) til vor Erkebiſkop (Unvan), indſtændigen (suppliciter) bedende, at han velvilligen (benigne) vilde modtage hans Biſkopper, og ſende ſine (Biſkopper eller Lærere?) til ham, for at de kunde ſtyrke Nordmændenes raa Folk (rudem Nordmannorum populum) i Chriſtendommen“. Og paa et andet Sted, hvor han nævner Biſkop Grimkel ſom Sigurds Eftermand, tilføier han om hiin: „ſom i ſin Tid (tunc) var Kong Olafs Sendemand (legatus) til Erkebiſkop Unvan“. Alt hvad man af disſe Adams Ord med Sikkerhed kan ſlutte om Sendefærdens Øiemed er blot, hvad allerede forhen er berørt, at det fortrinsviis var, at forſterke Tallet af Chriſtendomslærere i Norge; medens man derimod lades i Uvished om, hvorvidt hermed var forbunden nogen formelig Vedtagelſe fra den norſke Konges og Geiſtligheds Side af det bremiſke Erkeſædes Metropolitanret over den norſke Kirke. Ikke ſtort mere kan man herom ſlutte af et tredie Sted hos Adam, hvor han, efter at have omtalt Poppe i Slesvig og Odinkar i Ribe ſom de eneſte Biſkopper i Jylland for Knut den Mægtiges Regjeringstiltrædelſe, tilføier: „Odinkar alene af vore (d. e. af de i Bremen indviede Biſkopper) viſiterede nogenſinde Kirkerne hiinſides Havet (transmarinas ecclesias); Esico (Poppes Eftermand) ſad hjemme, og de øvrige forhindredes ved Forfølgelſen. Erkebiſkoppen (Unvan) indviede ogſaa andre meget lærde Mænd til Norge og Sverige; andre, ſom vare indviede i England, afſendte han med ſin Tilladelſe (dimisit) for at bygge Kirken (ad ædificandam ecclesiam), af Venſkab for Kongerne, da de gjorde ham Fyldeſt (cum satisfacerent). Mange af dem (de i England indviede) tilbageholdt han nemlig hos ſig, men alle overøſte han ved deres Bortreiſe med Gaver, og bragte dem til godvilligen at underkaſte ſig den hamborgſke (bremiſke) Kirke“[28]. Udtrykkene ere her efter Adams ſedvanlige Viis ſaa ſvævende, at man har ſaare ondt for at udfinde deres beſtemte Mening. Ved Kirkerne hiinſides Havet, ſom den fra den hamborgſk-bremiſke Kirke udgangne Biſkop Odinkar af Ribe viſiterede, og ſom altſaa erkjendtes at være ſtiftede af og undergivne den bremiſke Kirke, kan meget vel forſtaaes, og forſtaaes uden al Tvivl retteſt, kun Kirkerne paa de danſke Øer, i Skaane, og høiſt taget i de nærmeſte Dele af Gautland. Hvad der ſiges om lærde Mænds Indvielſe ved Unvan til Norge og Sverige, bliver, forſaavidt ved de lærde Mænd ſkal forſtaaes Biſkopper, altid for Norges Vedkommende uſikkert, da Adam ingen beſtemt Perſon nævner, og da vore gamle Sagaer ingen i Norge eller blandt Nordmændene i Olafs Tid virkende Biſkopper kjende undtagen de tidligere nævnte fire[29], hvilke Adam ſelv paa andre Steder udtrykkeligen betegner ſom komne fra England. Hvad det endelig angaar, at Unvan af Venſkab for Kongerne, der gjorde ham Fyldeſt, tillod nogle Biſkopper, ſkjønt indviede i England, at virke for Kirken, efterat de godvilligen havde underkaſtet ſig Hamborgs Erkeſæde, da gjælder dette aabenbare alle de tre nordiſke Riger, og man lades ſaaledes i Uvished om, for hvor ſtor Deel det ſkal anvendes paa Norge. Det Eneſte ſom af det hele bliver klart er det, at Erkebiſkop Unvan har nyttet enhver Leilighed til at faa ſin Metropolitanhøihed erkjendt i alle de Lande, over hvilke den ifølge Pavens Bud ſtrakte ſig, og at dette ogſaa tildeels er lykkets ham. Men at Erkjendelſen af og Underkaſtelſen under Bremens Metropolitanhøihed for Norges Vedkommende ingenlunde har været af Kong Olaf beſtemt og afgjørende udtalt, det fremlyſer af de Tviſtigheder, ſom i denne Anledning ſenere reiſte ſig, og hvilke paa ſit Sted ſkulle omhandles.

Man tør ſaaledes af det Anførte ſlutte: at den hamborgſk-bremiſke Kirkes Metropolitanhøihed over den norſke i Kong Olaf Haraldsſøns Tid endnu ikke var fra norſk Side udtrykkelig anerkjendt, og at overhovedet Metropolitanforholdet med deraf flydende Rettigheder endnu i Norge kun ſaare uklart opfattedes.

  1. Nor. gl. L. I. S. 9 (gl. Gulathings L. c. 15).
  2. Ad. Brem. II. c. 87, 94, jfr. de sit. Dan. c. 241.
  3. Fgrſk S. 79; Mind. Olaf H. S. c. 31, 47; Frnm. s. V. S. 238.
  4. Mind. O. H. S. c. 31.
  5. Norges Fylker vare høieſt taget 31, dog var ſenere i visſe Fylker flere end een Fylkeskirke eller Hovedkirke (i Viken to i hvert, til ſammen 6; paa Oplandene i visſe Fylker tre i hvert); men det hele Antal af Fylkeskirker i Landet har dog neppe ſtort overſkredet 50, af hvilke vel igjen ikke flere end Halvdelen omtrent kunne regnes fra Olaf Tryggvesſøns Dage.
  6. Eyrb. S. c. 49.
  7. N. gl. L. I. S. 264.
  8. Sn. Ol. H. S. c. 56; Frnm. s. IV. S. 108.
  9. Sn. Ol. H. S. c. 58, Frnm. s. IV. S. 116.
  10. Sn. Ol. H. S. c. 62.
  11. Sn. Ol. H. S. c. 120; Frnm. s. IV. S. 250.
  12. Sn. Ol. H. S. c. 137.
  13. Fgrſk. S. 79.
  14. N. gl. L. I. 7, 9, 10.
  15. Finn Jonsſøns hist. eccl. Isl. I. p. 106.
  16. N. g. L. I. 3.
  17. N. g. L. I. 339.
  18. Isl. gl. Chriſtenr. c. 1.
  19. Islend. S. (Udg. 1843) I. S. 334.
  20. N. g. L. I. 130.
  21. N. g. L. I. 375.
  22. N. g. L. II. 10.
  23. N. g. L. II. 22.
  24. N. g. L. I. 5—20.
  25. N. g. L. I. 339—372.
  26. Yngre Edda (Arn. Magn. Udg.) I. 446.
  27. Ad. Brem. II. c. 94, jfr. de sit. Dan. c. 241.
  28. Ad. Brem. II. 87.
  29. Se ovenfor Side 70, 71.