Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/Tillæg og Rettelser

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Tillæg og Rettelser.
Første Bind.
Side 91 Linie 3 f. n. Det samme viser sig ogsaa af hvad der fortælles om Thorgeir Gamle paa Garmo i Lom i Gudbrandsdalen, som ogsaa byggede en Kirke paa sin Gaard efter at have antaget Christendommen i Kong Olaf den Helliges Dage. N. Dipl. II. 5
Side 156 Lin. 4 i Not. 1041 læs 1141.
– 277 Not. L. l f. o. vare l. være. L. 9 f. o. Notetegn 2) l. 1).
– 389 og 391. Hvad jeg her har yttret som en Formodning, at ved de hedenske Sambiter, mod hvilke Pave Innocentius IV opfordrede Kong Haakon Haakonssøn til at gjøre Omvendelsestog, kunde være meent Finnerne paa Norges nordlige Grændse, maa jeg frafalde, efterat have læst Prof. Munchs „det norske Folks Historie“ 5te Bind. 53. Not. Ved Sambitæ mener Paven udentvivl, som Munch antager, de hedenske Indbyggere i Samland i Preusen, mod hvilke ved 1252 et Korstog forberedtes.
– 441 L. 21 f. o. døbet l. dødet.
– 431 L. 4 f. n. af Priorer l. af Abbeder eller Priorer. jfr. II. 323. Not. 6.
– 433 L. 8 s. n. og Oslo l. Oslo og Hamar. jfr. II. 323. Not. 6.
– 454 L. 11 f. o. Stavanger l. Nidaros. jfr. II. 323. Not. 6.
– 459 Not. 296–209 l. 206–209.
Andet Bind.
S. 8–10 Hvad jeg her har sagt om Kong Magnus Haakonssøns Lovgivningsarbeider stemmer ikke ganske med Prof. Munchs Fremstilling i „Det norske Folks Historie“ 5te Bind. Havde jeg, før jeg skrev, kjendt hans lærde og skarpsindige Undersøgelser om Kong Magnus’s Lovgivningsverk, saa havde jeg vist fundet mig opfordret til en og anden Forandring i min Fremstilling. Men, alt vel overveiet, er dog Uoverensstemmelserne mellem vore Udsagn ikke af nogen særdeles væsentlig Betydning, især med Hensyn til min Bogs Bestemmelse og Omfang; og derfor har jeg ikke villet her blandt Rettelserne omarbeide min Textes Ord. Jeg maa blot bemærke, at jeg rimeligvis har feilet i at antage, at Kong Magnus’s nye Lov for Kongearvefølgen fra først af har været indført i hans Udkast til en Christenret, da dette derimod synes oprindelig at have indeholdt Kong Haakon Haakonssøns Kongearvefølgelov.
– 30 L. 20 f. o. Biskop Thorfinn af Hamar var en Thrønder og havde været Cisterciensermunk, altsaa rimeligvis af Tautra. Lange, Klh. 2den Udg. 240.
– 49 L. 20 f. o. Biskop Thorfinn af Hamar blev efter sin Død anseet for hellig. Suhm D. H. X. 908.
– 51 L. 21 f. o. Pustulation l. Postulation.
– 74 – 4 – Magt l. Mage.
– 162 – 9 f. n. Forhaanden l. for Haanden.
– 220 – 8 – og 234 L. 7 f. o. Johannes de Senone l. Johannes de Serone. Suhm har læst Navnet paa første Maade; Hildebrand og Lange derimod paa sidste, hvilket udentvivl er det rigtige.
Side 223 Not. L. 1 f. 11. cenceatur l. censeatur.
– 264 – 2 f. n., 265 Not. L. 1 f. o. Oslo I, Tunsberg.
– 323 Not. L. 1 f. o. II. 90. l. II. 70.
– 325 – – 1 – 327 udgaar paa sidste Sted.
– 479 – – 1 – II. 559. l. II. 459.
– 495 L. 13 f. o. 18de Februar 1437 l. 18de April 1437.
– – – 17 – Arnoldus-Gylden, der og i Linien n. f. burde kanskee rigtigere læses: arnheimske Gylden.
– 507 L. 12 f. n. Rigsarkiv. Lange antager, at denne Amund Sigurdssøn hørte til Slegten Bolt. Han førte, siger han, Bolternes Vaaben, og var udentvivl samme Mand som Amund Bolt, Væbner, der udstedte et Brev af 20de Marts 1447, Tunsberg, N. D. III. 573.
– – L. 6 f. n. Denne Svarte-Jønes antager Lange for at have været Svensk af Æt, eller oprindelig vel Skaansk (Svarte-Skaaning), men forlængst bosat i Sverige.
– 530 L. 16 f. 11. Om denne Biskop Gotskalk af Hole raader nogen Usikkerhed med Hensyn til hans Faders Navn. Prof. Munch har fra Kjøbenhavn meddelt mig en vigtig Oplysning om ham, der findes i en gammel Optegnelsesbog, tilhørende det islandske Literaturselskab, hvilken Oplysning jeg her vil gjengive i Oversættelfe lidt forkortet og med Prof. Munchs Bemærkninger:
„Kønik var en Ridder i Norge Gotskaltssøn; hans Søn var Gotskalk, Biskop i Hole, der raadede 9 Vintre. Han lod opbygge Midtkirken og hele Muren omkring Kirken i Hole. Han døde pludselig i Hole, og de sidste Ord, han sagde, vare: „min Kirke! min Herre!“ Han og hans Broder, Røgnvald, vare saa mægtige, at de alene eiede en Trediepart af Norge. Han bød Kongen til Gjest med 500 Mænd. Kongen sendte det halve Folk til Gaarden, men det andet halve hjem; men Gotskalk sendte efter alt Kongens Folk og holdt ham en Maaneds Gjestebud (mánaðar veizlu). – – – Kongen sendte ham til Island, da der senere blev biskopsløst. – Biskop Jon Stalle (s. ovenf. II. 282, 387, 431) var Køniks Farbroder. – Biskop Olaf. Søn af

Røgnvald Kønikssøn styrede (i Hole) 37 Aar. Hans Broder var Nikolaus, Fader til Biskop Gotskalk Nikolaussøn (af Hole); hans Moder var Herborg Baardsdatter“.

Uagtet heri, bemærker M., er en Deel Fabel, saa synes det dog som om Gotskalks Slegt her er rigtigere angiven end hos Espolin (Aarb. þ. 2. c. 31), hvor det heder, at Bp. Gotskalk var en Søn af Gotskalk Kønikssøn. Hvis Biskop Gotskalk selv var Køniks Søn, da er han aabenbare ingen anden end den Gotskalk Kønikssøn, der forekommer som Prest i Lardal i Thelemarken 1424 og 1427 (N. D. I. 498 og 515). Navnet selv synes vise, al dette maa forholde sig saaledes; thi man skulde dog vel have vanskeligt ved samtidigen at opvise to Exemplarer af en saa sjælden Navnecombination som Gotskalk Kønikessøn. Biskop Gotskalk kunde ogsaa vanskelig være (eller ialfald vedkjendes som) en Søn af Gotskalk Prest, baade fordi denne var geistlig, og fordi Biskoppen da bliver for ung; men derimod passer det meget godt, at Gotskalk Kønikessøn, født maaskee omkr. 1390, var Prest omtr. 1420–1440, 30–50 Aar gammel, og siden Biskop, samt døde 1457, isaafald omtr. 67 Aar gammel. Det er ikke umuligt, at han i 1442 kan have bevertet Kong Kristoffer, da denne var i Norge. Gotskalk var jo da selv sammen med ham i Lødøse og holdt sig forøvrigt omkring Oslo og paa Vestfold.

Ifølge hvad Prof. Munch her har udviklet bliver vel al mulig Sandsynlighed for, at Biskop Gotskalk virkelig har været Køniks- eller Kønikessøn, og ikke Gotskalkssøn.

Side 530 Not. L. 1 f. o. II. 442. l. II. 472.
– 563 L. 24 f. o. Gotskalks Søster- eller Brodersøn l. Gotskalks Brodersøn.
– 576 Not. L. 1 f. n. 26de August l. 24de August.
– 585 L. 4 f. n. hvilken rimeligvis var norsk l. norsk. At Gotskalk Nikolaussøn havde arvet Jordegods i Norge, i Bergens Biskopsdømme, og havde to Brødre der, Peter og Guttorm, og sin Moder Herborg Baardsdatter i Live i Aaret 1497 den 4de Marts, viser sig af et Brev, hvilket Gotskalk har udstedt som „med Guds Naade Biskop af Hole paa Island“ 1497 den 17de April under sit Ophold i Norge. Paa sidstnævnte Dag var han altsaa allerede indviet Biskop. Rigsarkiv. Lange har meddeelt mig Afskrift af Brevet.
– 587 L. 7 f. n. Knut Alfssøn l. Alf Knutssøn.
– 505 L. 3 f. o. Jørgen Westenn. Navnet findes ogsaa skrevet: Jørgen Westenie.
– 613 L. 14 f. n. Bp. Stefan Jonssøn af Skaalholt døde den 30te November 1519. l. Bp. S. J. af S. døde den 16de October

1518. – Deune Berigtigelse gjøres efter Finn Jonssøns Isl. Kirkeh. IV. 201–201.

De Rettelser, som Biskop Finn Jonssøn har tilføiet den 4de Deel af sin Historia ecclesiastica Islandiæ, vare, da jeg skrev om Biskop Øgmund Paalssøn, aldeles gaaet mig i Glemme, og jeg opdagede først min Forsømmelse, efterat andet Binds andet Hefte af min Bog allerede var offentliggjort. I det jeg herved beder mine Læsere om Tilgivelse for denne Feil fra min Side, vil jeg paa nærværende Sted, stræbe at berigtige og fuldstændiggjøre Fortællingen om Biskop Øgmunds Valg og Indvielse overensstemmende med Finn Jonssøns Rettelser. Det her anførte træder altsaa i Stedet for Stykket II. 613–644.

Da Biskop Stefan Jonssøn den 16de October 1518 var død, blev Øgmund Paalssøn, Abbed i Vidø, i 1519 af det skaalholtske Presteskab eenstemmigen valgt til hans Eftermand; hans Valg blev ogsaa anbefalet af Biskop Gotskalk af Hole ved Brev til Erkebiskoppen af Nidaros. Øgmund gav sig nu paa Reisen til Norge; men efter at være tumlet længe om paa Havet, blev han nødt til at søge Island igjen og overvintre der. Næste Aar 1520 gav han sig anden Gang paa Reisen og kom da ind til England. Han tilskrev derfra den 13de August Kong Kristian II., at han nu var, som Electus til Skaalholt, paa Reisen til Erkebiskoppen og Kapitelet i Nidaros for at erholde disses Stadfæstelse og derpaa sin Indvielse. Forudsat han opnaaede dette, lovede han Kongen Troskab som Medlem af Norges Raad. Derpaa naade Øgmund lykkelig Norge og fremstillede sig her for Erkebiskop Erik Walkendorf i Throndhjem. Erkebiskoppen lod nu sit hele Kapitel samle, og Øgmunds Valg foregik meget ordentligen den 15de November 1520. Ifølge foregaaende skriftlig Opfordring fra Mgr. Hans Mule paa Kongens Vegne modtog ogsaa Erkebiskoppen Øgmunds Troskabsed til Kongen baade mundtlig og skriftlig, og meddelte ham derpaa høitideligen sin Stadfæstelse paa hans Valg. Nu stod Indvielsen tilbage. Denne vilde Erkebiskoppen gjerne for Biskopsdømmets Skyld paaskynde saameget som muligt. Men da han ikke kunde foretage den i Trondhjem, uden at tvende af hans Suffraganbiskopper derved vare tilstede, og disse ikke nu ved Vintertid uden stor Uleilighed kunde komme derhen, saa blev det afgjort, at Øgmund skulde drage til Bergen, og Erkebiskoppen bemyndige Biskoppen der, Andor, samt Biskopperne Hoskold af Stavanger og Magnus af Hamar at indvie ham. Erkebiskoppens Brev herom til Vedkommende blev udstedt den 20de December og Indvielsen skulde være udført inden Fasten (10de Februar) næste Aar 1521. Biskop Øgmund var i Bergen paa den bestemte Tid og ligesaa synes de tilsagte Biskopper at have været; men da kom ganske uventet Brev fra Throndhjem til Øgmund hvori Erkebiskoppen lod denne vide at Kongen havde forbudt hans Indvielse, med mindre han i Forveien søgte Kongens Samtykke; gjorde Øgmund Vanskeligheder hermed saa anbefalede Kongen Laurits Westen paa det varmeste til Biskopsdømmet. Erkebiskoppen raadede ham derfor at skynde sig til Danmark for at vinde Kongen. Øgmund for strax afsted. Han skal i Slutningen af Mai have truffet Kristian og nu udvirket baade hans Bekræftelse paa Valget og hans Bud til de norske Biskopper om hans Indvielse. Da Øgmund nu kom tilbage igjen til Norge var Erkebiskop Erik reist til Nederlandene, og da han henvendte sig til de andre Biskopper om sin Indvielse, gjorde Biskop Magnus af Hamar nogle Vanskeligheder, der voldte Udsættelse. Endelig foregik hans Vielse i Bergen den 28de October 1521. Men da var det allerede ledet for langt paa Aaret til at han kunde undgaa at dvæle endnu een Vinter over i Norge. I Juni Maaned 1522 gav han sig endelig paa Hjemveien, men opholdt sig underveis henved en Maaned paa Hjaltland, hvor det af Archidiaconus og Kapitel i Nidaros var ham overdraget at visitere Kirkerne. Orknøerne og Hjaltland stode nemlig som Biskopsdømme endnu under Nidaros’s Metropolitanhøihed uagtet de i over 50 Aar havde været, rigtignok kun som Brugspant, i den skotske Konges Magt. I August 1522 kom Biskop Øgmund endelig efter en haard Reise til Island og tiltraadte sit Biskopsdømme. Finn Joh. IV. 201–212.

Side 611 L. 15 f. n. kun eet l. kun to.
– 660 L. 23 f. o. Hvad her og i de næste Linier nedenfor siges om Jon

Aressøn kan fuldstændiggjøres ved Finn Jonssøns Tillæg, IV. 240–243, hvor Domsbrevet i Jon Aressøns Sag findes. Sagen paadømtes i Erkebiskoppens Gaard i Bergen, den 9de August 1521. De af Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn tilsatte Dommere vare: Biskopperne Hoskold af Stavanger, Magnus af Hamar, Olaf af Bergen, fire Kanniker af Throndhjem og fire andre Geistlige, som det synes af samme Kapitel, hvoriblandt Mgr. Hans Reff og Mgr. Henrik Nilssøn. Jon Einarssøn fremstilles i Brevet, som den der fremførte Klagepunkterne mod Jon Aressøn, og disse støttede sig til tre Domsbreve, hvilke han paa Biskop Øgmunds Vegne forelagde og ved hvilke Ogmund havde sat Jon Aressøn i Forbud og Bann samt dømt ham fra Ære og Gods og under sin Naade. Jon Einarssøn fremviste ogsaa et aabent Brev, der vidnede at flere Prester af Hole Biskopsdømme havde tilbagekaldt det Valgbrev, de havde givet Jon Aressøn. Denne fremlagde derimod til sit Forsvar et aabent Brev af Erkestolens Kanniker, hvorved disse gave Hole Biskopsdømmes Prester Fuldmagt til at vælge og sende til Throndhjem den, de ønskede til Biskop, – et Brev med 24 hængende Segl, der vidnede, at Hole Biskopsdømmes Prester havde valgt Jon Aressøn til sin Biskop, – og endelig et Brev hvorved han med Hole Presteskabs Raad havde appelleret sin Sag fra Biskop Øgmunds Dom under Erkebiskoppens. – Paa Grund af at Øgmund ei var viet til Hole, og ei havde havt Befaling af Erkebiskop og Kapitel til at tage nogen Biskopsrente i Hole Biskopsdømme, om han end havde været tilskikket som en Hjælper i Stiftet, saa dømtes Tilbagekaldelsesbrevet, som Jon Einarssøn havde fremlagt, og de Domme, Biskop Øgmund havde ladet udgaa over Jon Aressøn, efterat han var valgt til Hole Kirke, Alt magtesløst at være, hvorimod Jon Aressøn skulde beholde baade sin Hæder og alle de Penge, han kunde bevise, at Biskop Øgmund havde frataget ham. – Jon Aressøn kaldes i Brevet Postuleret til Hole; hans Indvielse maa følgelig have foregaaet i Bergen mellem den 9de og den 23de August, da han i Raadets Brev af denne sidste Dag nævnes: Biskop af Guds Naade.

– 684 L. 21 f. o. Nyborg paa Falster l. Nyborg paa Fyen. At det

første staar i Fru Ingers Brev, Sml. I. 535, maa være en Uagtsomhedsfeil.

– 858 L. 15 f. n. Kalmansunga I. Kalmanstunga.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Den_norske_Kirkes_Historie_under_Katholicismen/Tillæg_og_Rettelser&oldid=221504»