Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/76

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 243-250).
◄  75.
77.  ►

I December Maaned var Eilifs Død bekjendt i Oslo, hvor Kong Magnus ved Aarets Udgang synes at have opholdt sig. Herfra udstedtes nemlig den 27de December 1332 et Brev i Kongens Navn, beseglet ved Kansleren, i hvilket alle de Friheder, som Kirkens „Tjenestemænd“ havde nydt af Kongedømmet i Erkebiskop Eilifs Tid, stadfæstedes for eet Aar[1]. Derpaa synes Kongen lige i Begyndelsen af 1333 at være dragen til Nidaros i Følge med Kansleren. Man finder ogsaa, at nogle af Kongens Raad have været der tilstede, om ikke en storme Raadsforsamling har været afholdt.

Man finder nemlig, at der i Nidaros den 29de Januar 1333 er blevet udstedt et Brev i Kongens Navn, beseglet ved Kansleren Paal Baardssøn, til Fordeel for Nidaros’s Kapitel under Erkestolens Ledighed. Det siges heri, at Kapitel og Chorsbrødre havde beklaget sig for Kongens Raad over at forskjellige Personer efter Erkebiskop Eilifs Død vare blevne siddende i den nidarosiske Kirkes Ombud, havde søgt dens Sager og opbaaret dens Indtægter, uden at være dertil særligen beskikkede af Kapitelet. Da nu Kirkens Løv vidner, at saasnart Erkebiskoppen dør, tilfalder al Kirkens Ret Kapitelet og Chorsbrødrene, saa forbyder Kongen Alle fra denne Stund at udføre Kirkens Ombud eller opbære dens Indtægt, førend de udtrykkeligen af Kapitelet dertil ere beskikkede. De som i Mellemtiden kunne have opbaaret noget, skulle have betalt det til Kapitelet inden een Maaned efter at have hørt nærværende Brev forkynde under Straf af Bod for Brevbrud (Overtrædelse af Kongens Forordninger) og desuden fuld Erstatning[2].

Uagtet Kongens personlige Nærværelse ikke i Brevet udtrykkelig nævnes, saa er det dog ganske sandsynligt, at den unge Konge, som maaskee slet ikke i sin Umyndighedstid havde været i Throndhjem, nu som myndig har villet vise sig før Thrønderne. Maaskee har man ogsaa havt for Øie ved Kongens personlige Nærværelse i Nidaros at virke underhaanden til at det forestaaende Erkebiskopsvalg maatte falde i den Retning, som Kongens nærmeste Raadgivere ønskede.

Til Eilifs Eftermand valgtes Kansleren Paal Baardssøn, der udentvivl ogsaa stod høiest blandt Norges daværende Prælater i Lærdom og Anseelse. Valget er maaskee foregaaet under hans Ophold i Nidaros, og hvis Kongen virkelig paa samme Tid har været der tilstede, har Paal rimeligviis umiddelbar efter Valget overgivet det kongelige Segl i Magnus’s egne Hænder. Det nys omtalte Brev af 29de Januar 1333 er nemlig det sidste, for hvilket han siges at have sat Kongeseglet. Endnu samme Aar for han til Kurien, modtog sit Pallium og blev indviet den 15de December[3]. I det næste Aar 1334 kom han hjem igjen til Norge og indtog sit Sæde.

Imidlertid var atter et paveligt Sendebud (apostolicæ sedis nuntius) ankommet til Norge, nemlig Petrus Gervasii, canonicus Vivariensis (Bevay ved Genfer Søen i nuværende Kanton Waadt i Helvetien). Hans Erinde var det samme, som alle pavelige Nutiers i den senere Tid havde været: at indkræve og bringe Rede i de pavelige Indtægter af Norge og Sverige. Pave Johannes den XXII’s Fuldmagts- og Instructionsbreve for ham, sex i Tallet, bleve udfærdigede fra Avignon den 29de Januar 1332[4].

Man lærer af dem, hvilke de pavelige Indtægter vare, som det var ham paalagt at besørge indsamlede: — 1) Det endnu tilbagestaaende af den paa Conciliet i Vienne paabudne sexaarige Pavetiende til det hellige Lands Understøttelse. — 2) Det tilbagestaaende af den visse Skat (certus census) eller Peterspengen (denarius beati Petri) af Norge og Sverige til det apostoliske Sæde; herom skulde han foreløbigen underhaanden indhente de fornødne Underretninger. – 3) Det tilbagestaaende Beløb af de for tre Aar det apostoliske Skatkammer forbeholdne første Aars Indtægter af ledige Beneficier. – 4) Ligeledes Beløbet af de samme, som senere vare Paven forbeholdne for to Aar. – 5) Det tilbagestaaende Beløb af hvad frivilligen var skjenket Paven til Kirkens og den katholske Tros Forsvar i Italien mod Oprørere og Kjettere. — 6) Det tilbagestaaende af forskjellige andre det pavelige Skatkammer tilkommende Bidrag, hvorom Nuntien foreløbig i al Stilhed skulde indhente Oplysninger. Alt dette var det Peter overdraget at indkræve, idet han derhos fik Fuldmagt til, at fremføre mod de Trodsende med kirkelige Straffe (per censuram ecclesiasticam), al Appel tilsidesat.

Peter gik først til Sverige, hvor han fra Skara, den 13de Februar 1333, tilskrev de norske Biskopper, Kapitler, Klostere, Kirkeforstandere o. s. v. underrettende dem om sit Erinde og om de ham af Paven overdragne Myndighed[5]. Da han ikke længe efter kom til Norge, maa han have optraadt med Strenghed og store Fordringer, hvorved han er kommen i ubehageligt Sammenstød med flere af Landets Biskopper. Man finder nemlig omtalt, at Biskop Salomon af Oslo blev sat i Interdikt af ham[6], og dette staar udentvivl i Forbindelse med et retslig Søgsmaal, som Nuntius sees at have anlagt mod Oslos Kathedralkirkes Kapitel i Begyndelsen af 1333 i Anledning af Regnskabet for den sexaarige Pavetiende. Dette Søgsmaal blev imidlertid igjen hævet af Peter under hans Ophold i Oslo den 6te Juli samme Aar[7], og ved den Leilighed er da sandsynligviis ogsaa Interdiktet over Biskoppen blevet tilbagetaget. Ligeledes findes omtalt, at han i 1333 excommunicerede Biskop Erik af Stavanger, eller i det mindste truede denne med Excommunication. Men Biskoppen søgte strax Forlig med ham og opnaaede udentvivl dette[8]. For de islandske Biskopsdømmers Vedkommende overdrog han Biskop Haakon af Bergen sin Fuldmagt til Regnskabsopgjøret, og i denne Anledning bleve begge Biskopperne, stevnede til Norge, hvor ogsaa Jon Haldorssøn af Skaalholt indfandt sig i 1334, og Egil af Hole i 1335[9].

Det er saaledes aabenbart, at Petrus Gervasii ved sit Erende og den Myndighed, hvormed han udførte det, ikke har vakt saa ganske liden Rørelse i den norske Kirke og mellem dens Biskopper, der vist nok for største Delen ikke have været synderlig gunstigen stemte for de pavelige Udpresninger og Efterregninger. Maaskee har Erkestolens Ledighed under den udvalgte Erkebiskops just dengang indtræffende Ophold i Kurien givet Petrus en bedre Anledning til ret at bære sin Myndighed til Skue. Hvor længe han har opholdt sig i Norge vides ikke; maaske har han allerede igjen forladt Landet i 1334.

I denne pavelige Nuntius’s Sendelse og i de ham meddeelte Fuldmagter aabenbarer sig tydeligere end ved nogen tidligere den Pengebegjærlighed, som raadede i den pavelige Kurie under Johannes XXII’s Regjering. Man seer, hvorledes det var Petrus Gervasii paalagt, at efterspore i Norge og Sverige alle Indtægtskilder for det apostoliske Skatkammer, paa hvilke det fra ældre eller nyere Tider kunde have noget Krav; og han skulde, om han fandt dem i nogen Henseende standsede, bringe dem ved sin virksomme Indskriden i fornyet Gang og til at flyde rigeligen. De tvende første avignonske Pavers Regjeringstid var, saavidt man kan skjønne, en haard Udpresningstid for den norske Kirke, og det er vel tænkeligt, at det ikke har været Billighedshensyn alene, der bevægede Pave Johannes til i 1326 at dele den sexaarige Pavetiende af den norske og svenske Kirke med Kongedømmet, – men ogsaa Forsigtighed. Han havde nemlig vistnok al Grund til at frygte, at den norske og svenske Styrelse, hvis han ikke vandt den for sig ved en saadan Indrømmelse, ved en Deling af Byttet, kunde, ligesom den norske i Kong Erik Magnussøns Tid, lægge kraftige Hindringer i Veien for den nævnte Tiendes Opbørsel, og i denne Henseende vel tilmed vinde den saa tungt skatlagte Geistlighed for sine Anskuelser. Pave Johannes XXII døde ellers den 8de December 1334 i en Alder af over 90 Aar; og til hans Eftermand valgtes allerede den 20de i samme Maaned Benedictus XII. Dette var en redelig, velsindet Mand, der, skjønt fransk af Fødsel og valgt ved det franske Parties Indflydelse, dog havde Villie til at gjennemdrive Forbedringer. Men han formaaede intet synderligt at udrette mod sine mægtige Omgivelsers Ønske. Han skal imidlertid ved Sendebud til Norge i 1336 have tilbagekaldt et nyt Skattepaalæg paa Kirker og Kirkegods, hvilket hans Formand havde faaet i Stand under Paaskud at understøtte et Korstog, som den franske Konge vilde gjøre. Da der ikke blev mere af dette Korstog, end af tidligere forkyndte, har udentvivl Pave Benedictus skammet sig ved yderligere at skatlægge Kirken[10].

Den nye Erkebiskop, Paal Baardssøn, synes strax at have udviklet megen Virksomhed i sin Metropolitanstyrelse. Allerede i September 1334 holdt han i Nidaros sit første Provinsialconcilium, paa hvilket vare tilstede Biskopperne Halvard af Hamar, Salomon af Oslo og Erik af Stavanger. Om et større Raadsmøde dermed har været forbundet, vides ikke med Sikkerhed, kun seer man, at Ivar Øgmundssøn, som ved denne Leilighed kaldes Kongens Drotsete i Norge, og saaledes maa antages at have for Tiden repræsenteret Kongens Person, rimeligviis under dennes Ophold i Sverige, har samtidig med Conciliet været tilstede i Nidaros[11], — en Omstændighed, der synes hentyde paa, at idetmindste flere af Kongens Raad have været samlede.

Conciliets Bestemmelser, der fornemmelig angaa Kirketugten, bleve vedtagne og udfærdigede den 22de September:

1) Det paalægges Klerkerne at leve ærbart og afholdende; i denne Henseende stadfæstes tidligere Erkebiskoppers Bestemmelser, og navnligen Erkebiskop Eilifs paa Conciliet i Bergen udstedte, medens alle ældre Bestemmelser, der stride mod „canones“, sættes aldeles udaf Kraft.

2) I intet Kloster maa, mod Betaling eller paa nogetsomhelst Vilkaar, optages som „Præbendarier“ Mænd eller Kvinder uden vedkommende Biskops Samtykke. Skeer dette alligevel, da skal den, som optager dem, ved selve Gjerningen have forbrudt den hele Bestyrelse og sin Prælatverdighed, og baade de som give og samtykke skulle straffes efter Biskoppens Forgodtbefindende. Abbeder og Abbedisser skulle i sin Indvielse, og Nonner idet de velsignes (in suis bencdictionibus) aflægge corporlig Ed paa, at de ei ville samtykke saadant.

3) Alle Klerker af hvilkensomhelst Stand og Stilling, som misbruge det pavelige Sædes Privilegier, eller anmasse sig Sager, der af Biskopper eller Synoder ere forbeholdne Andre, eller af egen Myndighed eftergiver Pilegrimsløfter eller formilde Pønitenser, ere ved selve Gjerningen underkastede Excommunication.

4) Hvilkensomhelst Klerk, der hemmeligen eller aabenbare forskaffer sig Beskyttelse af Kongen eller af den verdslige Magt for at undgaa Straf af sin geistlige Dommer, paadrager sig ved selve Gjerningen Excommunication.

5) Kardinal Vilhelms Statuter skulle nøie iagttages og aarligen forkyndes paa Synoderne (Prestemøderne).

6) Under Straf af evig Forbandelse forbydes, at Nogen forkynder Ugrundede Indulgenser (indiscretas indulgentias).

7) Nonneklosterne skulle være under streng Bevogtning og fast Lukkelse, især om Natten, saaledes at det ei tillades hverken Geistlige eller Læge at komme derind efter Vesper (post earum vesperas), med mindre paatrængende Nødvendighed fordrer det.

8) Biskopperne, hver i sit Biskopsdømme, og Erkebiskoppen i den hele Provins kan fritage fra eller formilde Bestemmelser med Hensyn til Overholdelse af Faster og Helligdage.

9) Erkebiskop Eilifs Bestemmelse, at ingen Prest eller beneficeret Person maa stedes til Pønitens, med mindre han efterlader Kirken Tiendedelen af det Gods, han ved Kirken har erhvervet, fortolkes derhen, at den blot skal forstaaes om Pønitens, hvorved han for den Sag erholder Absolution; for andre Synder kan han ligefuldt absolveres.

10) Ingen Prest eller Klerk, inden de hellige Ordensgrader (d. e. de høiere), hvilken befindes indtil sit Livs Slutning at have levet i aabenbart Frilleliv, maa begraves inden Kirkens Vegge eller i dens Indgange, i hvor stor Pønitens han end har underkastet sig; den som vidende tilsteder en saadan Begravelse, er derved suspenderet fra Embede og Indtægt.

11) Overeensstemmende med de canoniske Forskrifter skal der paalægges samme Klerkers Friller Pønitens som for Hor og Helligdomsbrud (sacrilegium), hvis deres Samliv er lønligt; men hvis det er aabenbart, og de ikke aflade sin Synd, skulle de excommuniceres, og hvis de endnu fremture, skal deres Excommunication offentlig forkyndes i Kirken.

12) Biskopperne og deres Officialer skulle have edsvorne Klerker til Skrivere.

13) Provsteembede eller dermed forbundne geistlige eller verdslige Sager skulle ikke overdrages til nogen Lægmand.

14) Provsternes Ombudsmænd eller Indkrævere skulle ikke opbære nogen Pengebod uden Sogneprestens Vidende, saaledes at dennes skriftlige Bevidnelse om det opbaarne paa Biskoppens Forlangende kan fremlægges.

15) Det forbydes Biskopper, Abbeder, Abbedisser og Kirkers Bestyrere at overdrage eller indrømme Nogen sine Kirkers Ejendomme; er dette nogensteds skeet, erklæres det for ugyldigt[12].

Disse Conciliebestemmelser vise, at Cølibatsloven maa have øvet en fordærvelig Indflydelse paa Geistlighedens Seder[13], en Indflydelse, som man nu ved strenge Lovbestemmelser søgte et betvinge, men som ligefuldt viser sig at være bleven større og større. Ligeledes give de anførte Bestemmelser Formodning om, at Tugten i Nonneklostrene har begyndt at komme i Forfald, siden deres Lukkelse indskjærpes. Ingen Bestemmelse kan siges at være ligesrem rettet mod den verdslige Statsmagt; det skulde være den 4de Artikel, som kanskee kunde synes paa en vis Maade at berøre den. Det her omhandlede Provinsialconcilium synes saaledes i Grunden at have blot kirkelig Betydning.

Ved denne Tid førtes en forargelig Trætte mellem Biskop Erik af Stavanger og Abbed Erik, Forstander for Augustinerklosteret i Utstein i Stavangers Biskopsdømme, — en Trætte som lader os kaste et Blik ind i Klosterlivet i Norge paa denne Tid. Den 8de September 1333 indfandt Biskop Erik sig ved Utsteins Kloster i Abbedens Fravær, og da han fandt Klosteret omhyggelig lukket, hvilket Abbeden havde foranstaltet for ei at modtage Biskoppens Besøg, lod han Portene aabne med Magt og holdt Gudstjeneste i Klosterets Kirke. Grunden til Besøget maa antages at have været onde Rygter om Abbeden, hvis Sandhed Biskoppen ved en Visitation nærmere har villet ransage, hvorfor Abbeden nødig saa hans Ankomst did. Abbeden undlod ikke at fremstille Biskoppens Fremgangsmaade som en ulovlig Voldshandling, hvorover han indgav Klage i Nidaros. Biskoppen forlangte Afskrift af Klagen, hvilken negtedes ham, og da Abbeden heller ikke paa Biskoppens Stevning hverken mødte selv eller ved Fuldmægtig, dømte Biskoppen ham den 21de October 1333 „in contumaciam“, til at gave sin Ret forbrudt, om han end havde havt nogen, og paalagde ham bestandig Taushed i denne Sag.

Men hermed lod ikke Abbeden sig nøie. Han appellerede til Erkebiskoppen, fremdeles uden at meddele Biskoppen nogen Afskrift af Appellen, og fremsatte en Deel Klagepunkter mod denne. Da han imidlertid ikke førte Beviis for sine Paastande, fandt Erkebiskoppen sig beføiet til at dømme Appellen ugyldig og tom. Dette synes at være skeet under Biskop Eriks Ophold i Nidaros i 1334 i Anledning af Provinsialconsiliet der og en Stund før dettes Asholdelse; og, som Følge udentvivl af Erkebiskoppens Dom, erklærede derpaa Biskoppen fra Nidaros Abbeden for excommuniceret. Nu ikke alene fornyede Abbeden sin Klage til Erkebiskoppen, men appellerede ogsaa den 29de October 1334 til Paven idet han indgav sine Besværinger over Biskoppen. Disse gik ud paa: — at Biskoppen, som før omtalt, havde brudt ind i Klosteret; — at han samme Dag havde holdt Gudstjeneste med Munke, som Abbeden havde excommuniceret, og det uagtet Biskoppen selv var excommuniceret af den pavelige Nuntius; — at han forholdt Abbeden Klosterets Eiendomme m. m. — Til Forsvar for at han ei havde mødt for Biskoppen paa dennes Stevning, anførte han, at Biskoppen havde truet ham med Arrest, og at han derfor ei havde turdet indfinde sig. Han protesterede mod Biskoppen som sin Dommer, idet han anraabte om, at hans Sag maatte blive paadømt af upartiske Mænd; og han paastod endelig Erstatning for Overlast og Tab.

Denne Abbedens Appel blev den 13de November næst efter foreviist Biskoppen ledsaget af Begjæring om Følgeskrivelse (apostolos). Biskop Erik meddelte ogsaa den 12te December det Forlangte, men som man let kan tænke, i Form af en Gjendrivelse, hvilken tillige indeholdt svære Klagemaal mod Abbeden. Biskoppen svarede paa de af denne fremsatte Ankeposter blandt andet: – at han, før han holdt Gudstjeneste med de af Abbeden bansatte Munke, havde absolveret dem, da han havde fundet deres Straf for haard; – at han selv ikke havde været excommuniceret af den pavelige Nuntius, da han paa dennes Trudsel havde forligt sig med ham; — forresten benegtede han Sandheden af de øvrige Klagepunkter, som Abbeden havde fremkastet mod ham. De Beskyldninger han derpaa fremsatte mod Abbeden gik ud paa: — at Abbeden, efter egen Tilstaaelse i Nidaros for Erkebiskoppen og Biskopperne, havde i flere Aar ført et usømmeligt Levnet i natlig Svir med en fornem ung Pige; – at han havde overdraget denne samme Kvinde Brugen af betydelige Klosterjorder; — at han var berygtet for en ung Piges Mord; – at han havde behandlet sine Munke med umenneskelig Strenghed; – at han selv i Kapitelet havde aabenbaret for alle Brødrene hvad tvende af disse havde betroet ham i Skriftemaalet, og at han med Ris havde tvunget den Skriftefader, som Biskoppen havde beskikket Munkene, til at aabenbare de Synder, som Munkene havde skriftet for ham, hvorpaa han offentligen og grusomt straffede flere af dem; — at han havde bortsløset meget af Klosterets Gods og forødet samme udenfor Klosteret i natlige Drikkelag og anden Overdaadighed, medens Brødrene „der sad hjemme og tjente Gud“ knap havde anstændigt Livsophold. Om Alt dette, paastod Biskoppen, var Abbeden ved edelige Vidnesbyrd overbeviist. Biskoppen paastod videre, at Abbedens senere Appel til Erkebiskoppen var ugyldig, fordi han havde negtet Biskoppen Afskrift af den; og derhos gjorde han opmærksom paa, at Abbeden var excommuniceret i Nidaros, og skjønt dette var ham bekjendt to Maaneder førend han apellerede til det apostoliske Sæde, var dog ikke denne Biskoppens Bansdom nævnt i hans Appel.

Hvad Udfald denne Sag til Slutning har faaet, vides ei med Sikkerhed. Hvis Biskop Eriks Beskyldninger mod Abbeden have medførte den rene Sandhed, maa den sidste have været en høist uverdig Prælat, hvem Kirken ikke burde eller kunde taale som et Klosters Forstander. Abbed Erik findes ikke destomindre i flere Aar efter — endnu i 1341 — at have været i Besiddelse af sin Abbedverdighed og fremdeles havt Tvistigheder med Biskop Erik, der endogsaa kun med Pengetab kom ifra dem ifølge en pavelig eller paa Pavens Foranstaltning fældet Dom. Dette lader formode, at Abbeden, skjønt vistnok i Grunden sin Stand uverdig, dog er bleven forfulgt med haardere Beskyldninger, end som Biskoppen, trods sin Paastand kunde tilstrækkeligen godtgjøre. Den hele Strid, som rimeligen fra Først af har havt sin Oprindelse fra Usikkerhed med Hensyn til Grændsen for den biskoppelige Myndighed over Klostrene, vidner for øvrigt baade om store Udskeielser inden det daværende norske Klosterliv, – hvad enten nu disse Udskeielser have været meer eller mindre almindelige, – og om en Trods og Hadskhed hos visse af den norske Kirkes Prælater i deres indbyrdes Tvistigheder, hvilken gjør deres Sindelag og deres Agtelse for kirkelig Sømmelighed liden Ære[14].

  1. N. Dipl. III. 154.
  2. Orig. i d. A. M. Dipl. S. fasc. 2 No. 12.
  3. Isl. Ann. 238. — Indvielsesdagen maa sluttes efter den Opgivelse (Scr. r. D. III. 616), at han var Erkebiskop 12 Aar 1 Maaned og 15 Dage, og døde 1346 1ste Februar.
  4. N. Dipl. II. 158—164, 168—170; jfr. Suhm D. H. XII. 233.
  5. N. Dipl. II. 168—170.
  6. Isl. Ann. 240, 242. Her er vistnok Salomons Interdikt ved Peter henført til 1335; men dette er rimeligviis en Feiltagelse, da Peter neppe opholdt sig saa længe i Norge eller Sverige, og desuden Interdiktet over Salomon rimeligviis stod i Forbindelse med hans Proces med Oslos Kapitel.
  7. Orig. i d. A. M. S. fasc. 62 No. 13.
  8. Langes Klh. 591, 593, jfr. Suhm D. H. XII. 256, 257.
  9. Isl. Ann. 240, 242.
  10. Isl. Ann. 244.
  11. Dom af 20de September 1334 i en Testamentstrætte mellem Erkebiskoppen paa den ene Side og Vigleik af Lyng paa den anden, hvilken Tvist, ifølge begge Parters Voldgift, afgjordes ved Biskopperne af Hamar, Oslo og Stavanger samt Ivar Øgmundssøn „Kongens Drotsete i Norge“, Baard Peterssøn, Fehirde i Nidaros, og Olaf Hermanssøn, Lagmand sammesteds, som valgte Dommere. N. Dipl. III. 161.
  12. N. g. L. III. 277—281, hvor Bestemmelserne findes baade i latinsk Original og i norsk Oversættelse.
  13. Cølibatstvangen underkastede vare de fire saakaldte ordines sacri eller majures, nemlig til og med Subdiaconer; nyere Borgth. Chr. c. 17 (N. g. L. II. 300).
  14. Om denne Sag see Langes Klh. 591—596, jfr. Suhm D. H. XII. 256—259.