Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter hvad man af forhaandenværende hiſtoriſke Efterretninger kan ſlutte, blev Chriſtendommen Nordboerne førſt bekjendt under de Vikingtoge, hvormed de i det 8de og 9de Aarhundrede hjemſøgte det veſtlige Europas Lande, Skotland, England, Irland og Frankrige. Chriſtendommen, ſom i disſe Lande forlængſt var grundfæſtet, maatte vække deres Opmærkſomhed, om ikke ved andet ſaa ved den glimrende Verdighed med hvilken den allerede dengang omgav ſin Gudstjeneſte. Beundringen af denne ydre Glands maatte igjen ganſke naturlig opfordre dem til ogſaa at kaſte et Blik i den ſaa herligt fremtrædende Religions indre Væſen, — til at ſammenligne dens Lære med de Troslærdomme, hvilke de ſelv hyldede. Men maatte de hedenſke Nordboere i Almindelighed, ſom Aſadyrkere og i ſin Karakter dybt paavirkede af Aſatroens krigerſke Aand, i Begyndelſen finde ſig lidet tiltalte af den milde Chriſtenlære, ſaa maatte dette iſær være Tilfælde med den Klasſe af dem, ſom førſt fik Anledning til at betragte Chriſtendommen i Nærheden. Dette var nemlig næſten udelukkende ſtridslyſtne Vikinger, hvis Hjerte i krigerſk Overmod lukkede ſig for en Tro, der aandede Fred, Blidhed og Ydmyghed. Høvdinger og Geiſtlighed i de chriſtne Lande, ſom Nordmændene hjemſøgte paa ſine Vikingtoge, ſparede ingen Umage for at omvende disſe frygtelige Gjæſter til Chriſtendommen; thi det var indlyſende, at en ſaadan Omvendelſe maatte være det kraftigſte Middel til nogenlunde at dæmpe det vilde Krigermod og den raa Gruſomhed, ſom man ei med Vaabenmagt formaaede at bekjæmpe. Disſe Beſtræbelſer bare imidlertid længe kun ringe eller ſnarere ingen Frugter. Man ſøgte at lokke de farlige Vikinger til Chriſtendommen ved at ſtille dem timelige Fordele for Øinene: fredeligt Ophold og Jordejendomme i de Lande, de hjemſøgte, ſamt rige Gaver for de Nydøbte. Vikingerne vare kloge og beregnende nok til ikke reentud at ſtøde disſe glimrende Tilbud fra ſig. Ofte naar Krigslykken var dem mindre gunſtig, naar deres Driſtighed havde drevet dem for langt ind mellem deres Fiender, og de ſaa ſig paa Nippet til at maatte bukke under for disſes ſtore Overmagt, lode de ſig ſkareviis døbe. Men naar de vare komne ud af ſin vanſkelige Stilling, eller ſaa ſine Rekker beſtyrkede ved nye Tilſtod af Landsmænd, forkaſtede de igjen den nys antagne Chriſtendom og fremturede paa ſin gamle Viis i Hedendom og Herjen. Der gaves de, ſom lode ſig ikke een men flere Gange døbe, ikkun for at erholde de med Daaben forbundne Gaver, eller vel endog blot de hvide Klæder, ſom de Nydøbte iførtes; og vedbleve ligefuldt at være Hedninger i al ſin Færd.

De hedenſke Nordmænd, ſom beſøgte chriſtelige Lande enten i fredelig Henſigt, for at drive Handel, eller ogſaa for at tage Krigstjeneſte, brugte at lade ſig primſigne d. e. høitidelig betegne med Korſet, uden derfor at modtage Daaben. Da følte de Chriſtne ingen Afſky for at omgaaes dem, og paa den anden Sidebetragtede ikke heller deres hedenſke Trosforvandte dem ſom frafaldne; de kunde da frit omgaaes begge Religioners Bekjendere og imidlertid tro paa hvad dem ſelv bedſt tyktes[1],

Enkelte af dem verdigede Chriſtendommen ſaa megen Opmærkſomhed, at de dyrkede Chriſtus ved Siden af Aſerne. Saaledes heder det om den norſke Høvding Helge hiin Magre, der var opfoſtret paa Irland og der bleven Chriſten, at han efter ſin Boſættelſe paa Island vel troede paa Chriſtus, men dog paakaldte Thor til Søs, og naar han var ſtædt i Farer og i alle ſine vigtigſte Anliggender[2].

Størſte Delen af de Nordmænd, ſom paa ſine Vikingtoge eller Handelsreiſer lode ſig primſigne eller døbe, vare udentvivl Fritænkere, der i Grunden foragtede baade Aſatro og Chriſtendom. De betragtede Daaben ſom en ligegyldig Ceremoni, hvilken de uden Vanſkelighed underkaſtede ſig, naar de deri ſaa ſin Fordeel, men hvilken ingenlunde bandt dem i deres religiøſe Tro eller i deres Vandel. Deres egen Kraft og Klogſkab var den ſande Gjenſtand for deres Tro og Tillid.

Ikkun de, der toge faſte Bopæle i de Lande, ſom de hjemſøgte, droges efterhaanden, om ikke anderledes ſaa dog ved Vanens, Overtalelſens og Fordelens Magt, nærmere til den chriſtelige Kirke, og mange af dem bleve dens oprigtige Medlemmer; men disſe. fjærnede ſig da ofteſt med det ſamme for beſtandig fra Fædrenelandet. Af de ſtore Skarer Nordmænd og Daner, der ved Forliget mellem den engelſke Konge Alfred og Vikingernes Konge Gudrum (Gorm?) i 878 lode ſig døbe og nedſatte ſig i England, hvor de egentlig dannede en ſelvſtændig Stat af betydeligt Omfang under den engelſke Konges Overhøihed, — finder man ikke omtalt, at nogen vendte tilbage til Fædrenelandet, for der at udbrede den nyantagne Tro. Ligeſaalidet finder man dette omtalt at have været Tilfældet med nogen af de Nordmænd, ſom med Rolf Røgnvaldsſøn nedſatte ſig i Normandi og der med ham antoge Chriſtendommen i Aaret 912. Sagen var udentvivl, at den til Chriſtendommen virkelig omvendte Viking foretrak et roligt Ophold blandt ſine nye Trosforvante i et fremmed Land, fremfor at optræde ſom Chriſtendommens Forkynder, eller endog blot leve blandt ſine hedenſke Landsmænd. Den derimod, der vendte hjem med en paa Skrømt modtagen Daab, men med Hjertet opfyldt af Fritænkeri eller en af Aſalære og Chriſtendom ſammenblandet forvirret Overtro, var ikke ſkikket til at bane den ſande Chriſtendom nogen Indgang i ſit Fædreneland. Den Berøring, hvori Nordmændene ved ſine Vikingetog kom til Chriſtendommen blev ſaaledes for det førſte uden nogen iøinefaldende Virkning paa Folkeſtammen i dens Hjem. Den eneſte ſkulde maaſkee være, at den hos Mange fremkaldte eller befordrede en Ligegyldighed for al Religion, der medbragt til Hjemmet i Stilhed undergravede Aſatroens Grundvold og gjorde den uſkikket til at beſtaa med Kraft den ſenere indtrædende alvorlige Kamp mod Chriſtendommen inden Fædrenelandets egne Enemærker.

Allerede i de førſte Tider, efterat de hedenſke Nordboers Vikingetog havde begyndt at antage en mere ſtorartet Karakter — hvilket var omkring 800 — opſtod hos Geiſtlighed og Konger hos et af de Folk, ſom meſt vare udſatte for deres Herjninger, Frankerne nemlig. Tanken om at ſende chriſtne Lærere ind i ſelve Vikingernes Hjem for der at virke til deres Omvendelſe. En dobbelt Bevæggrund frembød ſig her ganſke naturligt, en religiøs og en politiſk: Iver for Chriſtendommens Udbredelſe, og Haabet at kunne ved Chriſtendommen tæmme de Folkefærd, fra hvilke hine Vikingeſkarer udgik, hvorved paa eengang Kilden til ſaamegen Ulykke kunde ſtoppes, og maaſkee tillige en Udſtrækning af egen Magt og Herredømme vindes[3].

Keiſer Karl den Store (768—814) forberedte allerede denne Sag. Maaſkee ſtod ikke endnu Nordboernes Omvendelſe til Chriſtendommen ham ganſke klart for Øinene; men hans Kampe med og Seire over Saxerne, disſes Omvendelſe, og den chriſtelige Kirkes fuldkomne Ordning i deres Land, bragte, ſom allerede forhen yttret, Chriſtendommen lige ind paa de nordiſke Landes Grændſe, og i Nærheden af denne blev Biſkopsdømmet Bremen oprettet 787. Ogſaa Karls forreſten uafgjorende Krige (808—810) med Kong Godfrid — udentvivl ſamme Perſon ſom den norſke Gudrød paa Veſtfold, der ſom Hærkonge ogſaa har havt et Rige i den ſøndre Deel af Jylland ved det frankiſke Riges Nordgrændſe — vare af Indflydelſe, da de bragte de chriſtne Franker og de hedenſke Nordmænd i en mere livlig umiddelbar Berørelſe, og ret klart viſte Frankerne hvor vigtig for deres eget Riges Sikkerhed Nordboernes Omvendelſe maatte agtes.

Men under Karls Søn og Efterfølger, Ludvig den Fromme 814—840 var det egentlig at disſe Omvendelſesforſøg førſt fik nogen ſand Virkſomhed. Ebbo, Erkebiſkop af Rheims, en født Saxer, var den førſte ſom traadte i Spidſen for et ordentligt Misſionsforetagende, der havde Chriſtendommens Udbredelſe blandt Danerne til Henſigt. Under de voldſomme Uroligheder ſom efter Godfrids (Gudrøds) Død 810, opſtode i Jylland imellem denne Konges Sønner og andre Konger, tildeels ogſaa ſom det ſynes af norſk Herkomſt, tog en af disſe ſidſte, Harald, gjentagne Gange ſin Tilflugt til Keiſer Ludvig for at ſøge hans Biſtand. Dette gav Ludvig Anledning til ved Geſantſkaber nærmere at underrette ſig om Tilſtanden i Danmark; og da Sendemænd fra den ovennævnte Harald i Aaret 822 havde indfundet ſig hos Keiſeren, beſluttede Erkebiſkop Ebbo efter Raadſlagning med Ludvig og Opmuntring af Pave Paſchalis I (817—824), der i denne Anledning udſtedte en Beſkyttelſes-Bulle for ham, at følge Haralds Sendemænd, i Spidſen for et keiſerligt Geſantſkab, tilbage til deres Fædreland, hvor han kunde være ſikker paa Kong Haralds Beſkyttelſe, ſaavidt dennes Herredømme ſtrakte ſig. Om Ebbos Misſionsvirkſomhed veed man ſaagodt ſom intet; men ganſke uden Frugter har den visſeligen ikke været, ſkjønt den kun var af kort Varighed. Allerede 823 vendte han nemlig tilbage til Keiſeren, udentvivl beriget med mange Erfaringer, ſom kom de ſenere nordiſke Misſioner til Nytte.

Kong Harald trængtes imidlertid fremdeles haardt af Gudrøds Sønner, og denne hans Stilling beſtemte ham udentvivl omſider til et afgjørende Skridt for at vinde Keiſer Ludvigs Biſtand. I 826 indfandt han ſig med fin Huſtru og ſin Søn ſamt et ſtort Følge af ſine Landsmænd hos Keiſeren, der dengang holdt et Rigsmøde i Ingelheim i Nærheden af Mainz, og antog nu med ſine Ledſagere formeligen Chriſtendommen og blev døbt i ſidſtnævnte Stad, idet Keiſeren ſelv ſtod Fadder til ham. Da der nu blev Tale om at ſende dygtige og ivrige Chriſtenlærere med Harald til hans Lande, faldt Valget paa den gudfrygtige og milde ſamt for Chriſtendommens Udbredelſe varmt beſjælede Ansgar (Asgeir) Munk af BenediktinerKloſteret Corvei) i Pikardi i Frankrige; og Ansgar var villig at følge Kaldet til at vorde Nordens Apoſtel. Født 801, var han dengang kun 25 Aar gammel, men udmærket baade ved Kundſkaber og Levnet. Efter Ankomſten til Sønder-Jylland begyndte han ſtrax ſin Virkſomhed ved i Heidaby ved det nuværende Slesvig at oprette en chriſtelig Skole til Opdragelſe af indfødte Ynglinger, ſom ſiden kunde hjælpe ham i hans Lærervirkſomhed. Han indyndede ſig endog hos den mægtigſte af Gudrøds Sønner, Erik, og ſkal paa ſin Omvendelſesreiſe være trængt temmelig dybt ind i de danſke Lande.

Men pludſelig fordunkledes disſe førſte, ſaameget lovende Udſigter. Kong Erik blev, man veed ei af hvad Grund, pludſeligen Chriſtendommens bittre Fiende. Kong Harald blev af ham allerede 828 paany fordreven fra ſine Lande og maatte atter tage ſin Tilflugt i Keiſerens Rige. Ansgar nødtes til at følge ham, og den opſpirende Chriſtendom kvaltes for en Tid i de danſke Lande. Til nogen Virkſomhed for den fra Kong Haralds Side høres intet videre; der er endog Formodning om, at han ſenere igjen er falden fra Chriſtendommen og er optraadt blandt det frankiſke Riges Fiender[4].

For den utrættelige Ansgar aabnede ſig imidlertid ſnart en ny Virkekreds i Norden. Keiſer Ludvig havde, foranlediget ſom det heder ved et Geſantſkab fra en ſvenſk Konge, beſluttet at ſende Chriſtendomslærere til Sverige. Han udſaa Ansgar til at anføre denne Misſion, og Ansgar begav ſig ved Aar 830 til Sverige, hvor han blev vel modtagen i Birk (Sigtuna) af en Konge Bjørn og vandt flere Tilhængere for Chriſtendommen endogſaa blandt Høvdingerne i Landet. Efter halvandet Aars Ophold i Sverige vendte han igjen tilbage til Tydſkland. Keiſeren, opmuntret ved det Held, ſom havde kronet denne Sendelſe, beſluttede nu til Chriſtendommens Befordring i Norden at faa oprettet et nyt Erkebiſkopſæde paa Grændſen af Nordens Lande. Hamborg blev valgt til Stedet, Ansgar af Pave Gregorius IV ophøiet til førſte Erkebiſkop ſamt Pavens Legat, og hvad man af Navn kjendte af Nordens Lande blev dette Erkeſæde underlagt ſom dets Provins. Dette ſkede rimeligviis Aar 834[5].

Fra ſit Erkeſæde fortſatte nu Ansgar ſine Beſtræbelſer for Chriſtendommen baade ved egne Reiſer i de nærmere Egne, de ſaakaldte nordalbingiſke Lande, og ved Misſioner i Danmark og Sverige. Langſomt fremſkred imidlertid Verket i de to ſidſtnævnte Lande, og mod mange Vanſkeligheder havde Chriſtendommen der at kjæmpe. I Danmark var den jydſke Konge Erik den fremdeles fiendſk, og i Sverige, hvor den førſt var bleven modtagen med ſaa megen Velvillie, reiſte ſig nu et mægtigt Parti imod den, og Voldſomheder bleve øvede mod de chriſtelige Lærere. En ſtor Ulykke rammede ogſaa uventet ſelve Erkeſædet Hamborg. Kong Erik gik nemlig 845 med en ſtor Flaade og Hær opad Elben og kom ſaa pludſeligen over Staden, at ingen Foranſtaltninger kunde blive tagne til dens Forſvar. Den blev med Kathedralkirke og alt Tilbehør i Bund og Grund ødelagt, og Ansgar maatte med ſine Klerker og det lidet han af Helligdomme kunde redde, flygte fra ſit Sæde, før en Stund at leve paa et Landgods underſtøttet af privat Godgjørenhed. Hans Ven og Beſkytter, de nordiſke Misſioners ivrige Befordrer, Keiſer Ludvig den Fromme, levede nemlig ei længer; han var død 840, og hans tre Sønner, Keiſer Lothar, Kongerne Ludvig i Tydſkland og Karl i Frankrige, hvilke havde deelt det frankiſke Rige mellem ſig 843, havde nok at gjøre med ſine indbyrdes Tviſtigheder, og vare desuden i det Hele for verdsligſindede og politiſk kortſynede til levende at bekymre ſig om Misſionerne og Ansgar. Noget maatte alligevel gjøres før det forſtyrrede Erkeſæde. Bremens Biſkopsſtol blev ved denne Tid ledig ved den daværende Biſkops Død, øge nu beſluttedes efter flere Forhandlinger at forene denne med Hamborgs og at overføre paa den alle de Hamborgs Kirke tilſtaaede Metropolitanrettigheder med Henſyn til Norden. Det følgende Aar (849) blev Ansgar indſat i ſin nye Verdighed, ſkjønt førſt henved 10 Aar efter (858) den nye Indretning blev ſtadfæſtet af Pave Nikolaus I[6]. Saaledes blev da Bremens Kirke, hvad Hamborgs før havde været, hele Nordens Metropolitankirke, en Verdighed den, i Navnet i det mindſte, beholdt i halvtredie hundrede Aar.

Da Ansgar var kommen i Rolighed i ſit nye Sæde, begyndte han igjen ſin gamle Virkſomhed, og det under bedre Udſigter. Hamborgs Ødelægger, den oftere nævnte Kong Erik i Jylland, var, ſkrækket ved Uheld ſom havde rammet en af de nordiſke Vikinge-Flaader, bleven gunſtigere ſtemt mod Chriſtendommen og havde fornyet ſit gamle venſkabelige Forhold til Ansgar. Denne drog i 850 atter til Danmark og fik nu af Kong Erik udvirket Tilladelſe til at reiſe en Kirke i Slesvig, den førſte i Danmark; Kongen ſkal endog ſelv have antaget Chriſtendommen, og en Mængde af hans Underſaatter lode ſig døbe[7].

Ved ſamme Tid havde ogſaa Chriſtendommens Sag taget en gunſtigere Vending i Sverige, hvilket foranledigede Ansgar, rimeligviis i 852 at foretage ſin anden Misſionsreiſe did. Han fandt dennegang venſkabelig Modtagelſe af en Konge Olaf. Paa et ſtort Thing ſkulde det afgjøres, om Chriſtendommen frit maatte forkyndes. Man raadſpurgte, heder det, Guderne ved Lodkaſtning, og Lodden faldt gunſtig for Chriſtendommen. Ansgar lod nu reiſe en Kirke i Birk (Sigtuna), ordnede Kirkevæſenet der, indſatte en Biſkop til at foreſtaa det, og vendte derpaa tilbage over Danmark til ſit Sæde.

Her havde imidlertid et nyt Stød rammet Chriſtendommens Sag. Mod Kong Erik havde hans Broderſøn, Guthorm, reiſt ſig; det kom til et ſtort Slag mellem dem (854), og i dette faldt baade Erik og Guttorm, og med dem ſaa mange af Kongeætten, at kun et Barn Erik (rimeligviis en Sønneſøn af den faldne Erik) af den var tilbage. Denne yngre Eriks Rige blev indſkrænket af fiendtlige hedenſke Konger, og hans egne Raadgivere der ſtyrede i hans Navn vare Chriſtendommen ugunſtige. Den fri Religionsøvelſe blev atter de Chriſtne negtet, Forfølgelſer udbrød mod dem, og Kirken i Slesvig maatte lukkes. Denne Trængſel var dog ikke af lang Varighed. Ansgar vandt ſnart den unge Eriks og hans Raadgiveres Venſkab; Kongen tilbød ham at lade en Kirke bygge i Ribe, den anden i Danmark (henv. 860), og ſkal endog have antaget Chriſtendommen, hvilken han dog ſenere igjen ſkal have frafaldet[8].

Ikke længe efter disſe Begivenheder døde Ansgar i Bremen (865, 3die Febr.), 64 Aar gammel, efterat han i næſten 40 Aar utrætteligen havde arbeidet for Chriſtendommens Udbredelſe i Norden. Han blev allerede Aaret efter ſin Død erklæret for en Helgen. Hans Levnetsbeſkrivelſe, forfattet af hans Diſcipel og Efterfølger paa Bremens Erkeſtol, Rimbert, er endnu bevaret. Den ſkildrer med levende Farver Ansgars ſandchriſtelige, faſte men derhos milde, taalmodige og gudhengivne Sind; derimod maa man beklage, at den i alt for almindeligt Udtryk omtaler de enkelte Begivenheder ved hans Misſion, der ellers vilde have kunnet kaſte et ſtort Lys over Nordens Hiſtorie og dets Folkefærds Karakter og borgerlige Indretninger.

Vi have her temmelig udførligen ſkildret Ansgars Misſionsvirkſomhed i Norden; thi ſkjønt den ingenlunde kan ſiges at have knækket Hedendommens Magt, ikke engang at have vundet nogen iøinefaldende Seier over den, ſaa efterlod den dog et Chriſtendommens Sædefrø for kommende Tider, ſom under Trængſler og Forfølgelſer ſtedſe, om end langſomt, vedblev at ſpire i Danmark, og ei heller nogenſinde ganſke kvaltes i Sverige, om der end behøvedes meer end eet Aarhundrede i Danmark og flere Aarhundreder i Sverige for at bringe det i frodig Vert. At Ansgars Misſionsvirkſomhed ogſaa ſkulde have ſtrakt ſig til Norge, dertil findes intet Spor. Alligevel kan den ikke regnes for Norge ganſke uvedkommende. Vi ſkulle i det følgende ſee, at en middelbar ſenere Indflydelſe over Danmark paa det fydøſtlige Norge virkelig ſandt Sted, om end denne Indflydelſe bliver for ganſke underordnet ja ubetydelig at regne ved Chriſtendomsindførelſen i Norge, hvilken, ſom ſenere vil viſe ſig, udgik fra en ganſke anden Kant, nemlig fra England.

Ansgars Efterfølger paa Bremens Erkeſtol var den allerede før nævnte Rimbert (865—888). Han var en dygtig Geiſtlig, havde fulgt Ansgar paa nogle af hans Misſionsreiſer i Norden og ſaaledes lært Forholdene der at kjende. Han maatte følgelig anſees vel ſkikket til at fortſætte Ansgars Virkſomhed. Man kjender imidlertid mindre til Rimberts; ſaa meget veed man, at han opretholdt Misſionerne baade i Danmark og Sverige, uden at man dog veed, med hvilken Fremgang.

Hos Rimberts nærmeſte Efterfølgere ſynes Miſions-Iveren at have været mindre levende. Tydſklands indre, urolige Tilſtand, der ofte drog de høiere Kirkens Mænd ind i ſine Hvirvler, har muligen deri været Aarſag. Førſt Erkebiſkop Unne (917—936) optræder atter med nogen iøinefaldende Virkſomhed; og hertil gave udentvivl politiſke Forholde for en ſtor Deel Anledning.

I de nordiſke Folkefærds Samfundsforholde var nemlig i Tidsrummet efter Ansgars Død vigtige Forandringer indtraadte. Allerede fra meget gamle Tider havde muligen visſe Forſkjelligheder fundet Sted mellem de tre Folkefærd Nordmænd, Svear og Daner, Forſkjelligheder, ſom i Tidens Løb meer og meer havde udviklet ſig, deels af deres Bopæles Beliggenhed og deels af deres ſtørre og mindre Blanding med tydſke Folkefærd, ſom vare ældre Beboere af flere Landſtrækninger (hele Danmark og det ſydlige Sverige), ſom hine havde beſat. Nogen egentlig politiſk eller ſtatsretlig Adſkillelſe mellem dem gjorde ſig imidlertid for det førſte ikke gjældende, ligeſaalidet ſom nogen ſkarp folkelig Afgrændsning fandtes. Ligeoverfor de tydſke Folkefærd og Stater i Tydſkland, Frankrige og England, betragtedes de længe af disſe ſom en Eenhed, vexelviis benævnt Nordmænd og Daner; og ſelv betragtede de ſig paa ſamme Maade, idet de benævnte de tydſke Folkefærd under Eet: ſudrøne (suðrœnir, ſydlige), og altſaa anſaa ſig ſelv i Modſætning dertil ſom norrøne (norrœnir, nordlige). I ſit eget Indre faldt de ſønder i en Mængde mindre Statsſamfund: Fylker eller Folklande og Riger; — det førſte i Norge og det egentlige Sverige, hvor den oprindelige Stammeforfatning renere vedligeholdt ſig, — Riger i de gautiſke Lande og Danmark, for en Deel ogſaa i det ſydøſtlige Norge, overhoved i alle de Landſkaber, hvor Erobringsforholde havde gjort ſig meer eller mindre gjældende, og hvor det deraf fremſprungne Kongedømme havde hævet ſig til en Statsmagt. Hvor Riger havde dannet ſig, der vare disſes Grændſer ſom ofteſt høiſt ubeſtemte ligeſom ogſaa deres Omfang, der hyppig vexlede med Krigslykken. Beſtemt at afgjøre til hvilket af de tre Folkefærd et Rige hørte, var viſt nok ofte, ſelv for Samtiden, en Umulighed, da eet og ſamme Rige kunde omfatte Beſtanddele af alle tre. Men mod Slutningen af det 9de og i Begyndelſen af det 10de Aarhundrede foregik i disſe Forholde en Hovedforandring, idet nemlig hvert af de tre nævnte Folkefærd, Nordmænd, Svear og Daner, forenedes til et ſærſkilt, efterhaanden meer og meer ſkarpt begrændſet Statsſamfund, og ſaaledes de tre ſtørre Riger, Norge, Sverige og Danmark opſtode. Begyndelſen ſkal være ſkeet i Sverige, hvor en Konge Erik Eymnndsſøn ſtrax efter Midten af det 9de Aarhundrede ſkal have ſamlet Svea- og Gøtalandene under ſit Kongedømme. Dernæſt kom Norge, hvor Kong Harald Haarfager, 860—872, forenede alle Fylker og Smaariger lige fra Finmarken og til Gautelv under ſit Enevælde. Endelig fandt ogſaa det ſamme Sted i Danmark, hvor Gorm den Gamle mellem 906 og 930 forenede Jylland, Ølandene og rimeligviis ogſaa Skaane under ſit Herredømme. Det indre Samhold i hvert af disſe Riger var viſt nok endnu i mere end eet Aarhundrede ſaare løſt, og Grændſerne mellem dem indbyrdes ubeſtemte og vexlende; men en beſtemt, ogſaa i de ydre Statsforholde tydelig fremtrædende Forgrening i den nordgermaniſke Folkeſtamme var indtraadt, hvilken ſiden har vedligeholdt ſig. At denne for de nordiſke Folks politiſke Udvikling ſaa vigtige Begivenhed ogſaa maatte virke paa Gangen af Chriſtendommens Udbredelſe, er let begribeligt og vil ogſaa i det Følgende viſe ſig.

Vi maa nu atter for det førſte fæſte Blikket paa Danmark ſom det Rige der laa de hidtilværende nordiſke Misſioners Udgangspunkt nærmeſt, og hvor Chriſtendommen allerede havde ſlaaet de ſtærkeſte Rødder.

Gorm den Gamle var høiſt ugunſtig ſtemt mod Chriſtendommen. Uagtet der er ſtor Sandſynlighed for, at han er den ſamme Gudrum, ſom i 878 lod ſig døbe i England, og ſom her en Tid lang under Kong Alfreds Overhøihed ſtod i Spidſen for et danſk Rige[9], ſaa er det dog viſt, at han ved ſin Optræden ſom Danmarks Undertvinger og Enekonge viſte ſig ſom en ivrig Hedning. Saadanne Overgange og Frafald vare imidlertid, ſom allerede forhen bemærket, noget ganſke ſedvanligt blandt Vikingehøvdingerne, et Træk, ſom viſer Beſkaffenheden af deres Omvendelſe og Øiemedet fra deres Side med ſamme. Gorm forfulgte de Chriſtne i ſine Lande og ſøgte ogſaa at udrydde Chriſtentroen af disſe. Dette var imidlertid nu ikke længer nogen let Sag, ſaameget mindre ſom de Chriſtne havde en hemmelig Beſkytter i Gorms almindelig elſkede og kloge Dronning Thyri, kaldet Danmarkarbot eller Danabot d. e. Danmarks Hjælp, Datter af en jydſk Jarl Harald, kaldet Klak-Harald. Hun ſkal have havt ſtor Indflydelſe paa ſin Mand, og det er derfor ingen Tvivl underkaſtet, at ſkjønt hun ikke formaaede at afbøie Gorms gruſomme Chriſten-Forfølgelſer, hun dog har lindret disſes Virkninger ſaameget ſom det ſtod i hendes Magt. Men Gorm kom under disſe Forfølgelſer til at gjøre Indgreb paa det tydſke Riges Omraade. Karolingernes Stamme i Tydſkland var uddøet 911, og nu regjerede i Tydſkland den tappre og driftige Kong Henrik af det ſaxiſke Hus, almindelig bekjendt under Tilnavnet Fuglefænger (918—936). Henrik angreb Gorm i hans eget Rige og ydmygede ham ſaaledes, at han maatte afſtaa fra ſine Forfølgelſer mod de Chriſtne og indrømme dem fri Religionsøvelſe. Hovedofferſtedet ved Hleidr (Leire) i Sjælland, en Levning udentvivl lige fra Goternes Tid, ſkal ved denne Leilighed være blevet forſtyrret tilligemed den der øvede Offertjeneſte. Den meget alderſtegne Gorm var ſelv ikke at bevæge til at opgive Hedendommen, men hans Søn Harald ſkal allerede ved denne Leilighed, uden Tvivl forhen paavirket af ſin Moder Thyri, have viiſt ſig Chriſtendommen gunſtig.

I Anledning af dette Henrik Fuglefængers Tog, ſom ſkal have foregaaet 934, var det, at den bremiſke Kirkes Misſionsvirkſomhed igjen begyndte at yttre et kraftigere Liv. Den før nævnte Erkebiſkop Unne, en driftig Mand og ivrig Chriſtendommens Forkynder, fulgte Kong Henriks Hær til Danmark ledſaget af mange Preſter og Munke. De tvende ældre Kirker i Slesvig og Ribe bleve igjen oprettede, og en tredie i Aarhus ſkal være beſtemt til Oprettelſe, ſkjønt Beſtemmelſen førſt meget ſenere blev udført. Ogſaa paa Øerne virkede Unne ved ſine Prædikener. Derfra drog han til Sverige, kom under mange Beſværligheder til Birk eller Sigtun og bragte der den forfaldne Chriſtendom igjen noget paa Fode. Men her fandt han Maalet for ſin Virkſomhed, da han i Aaret 936 afgik ved Døden. Hans Efterfølger paa Bremens Erkeſtol var Adaldag, der i en lang Rekke af Aar, 936—988, beklædte denne Verdighed, og ved ſin Virkſomhed baade i Tydſklands og Nordens Anliggender vandt megen Berømmelſe.

Omtrent ſamtidig med Erkebiſkop Unne, omkr. 936 (Aaret vides ei med Beſtemthed), døde ogſaa i en overmaade høi Alder, Gorm den Gamle, og hans Søn Harald, kaldet med Tilnavn Blaatand, der allerede en Tid ſynes at have været ſin Faders Medſtyrer, fulgte ham ſom Danmarks Enekonge. Under Haralds lange Rigsſtyrelſe, omtr. 936—986[10] (Tidsregningen er her meget uſikker), blev Chriſtendommen grundfæſtet i Danmark, ſkjønt Hedendommen ei ganſke blev udryddet. Harald havde, ſom allerede fortalt, under Henrik Fuglefængers Tog viiſt ſig Chriſtendommen gunſtig — om af Overbeviisning eller Statsklogſkab maa lades uafgjort —; Daaben havde han imidlertid ei modtaget. Men ſenere hen indvikledes han i en Krig med Henriks Søn og Eftermand, Keiſer Otto I. De hermed forbundne Begivenheder ere meget dunkle, iſær hvad Tidsregningen angaar. Saameget ſynes dog viſt, at Seieren var paa Ottos Side, og at Harald, tildeels tvungen ved de tydſke Vaabens Overmagt, nu endelig formeligen antog Chriſtendommen og lod ſig døbe (ved Tiden 963—966?)[11]. Følgen heraf var, at den chriſtne Kirke nu nogenlunde ordentlig kunde indrettes i Danmark, hvor Erkebiſkop Adaldag allerede 948 havde beſkikket og ordineret Biſkopper til Slesvig, Ribe og Aarhus[12], og hvor nu ogſaa Kirker oprettedes baade paa de danſke Øer og i Skaane. Kong Harald ſelv, der ſkildres ſom underfundig, ubeſtandig og gruſom, men derhos lidet klog og dybtſeende, var viſtnok kun en vaklende og uſikker Støtte for Chriſtendommen i ſit Rige; men den havde nu der allerede vundet den Styrke i ſig ſelv, at ſenere ugunſtige Omſtændigheder ei mere kunde rokke den.

  1. Egils S. c. 50: Norna Geſts S. c. 10.
  2. Landnamab. III. 12. jfr. I. 12 og II. 16.
  3. Idet vi gaa over til at omtale den Virkſomhed fra tydſk Side, ſom fra Beg. af det 9de Aarh. udviklede ſig for Chriſtendommens Indførelſe i Norden, maa Hovedkilderne, hvoraf man herom henter Underretning foreløbig nævnes. De ere: Vita sti. Anscharii, Ansgars Levnet, forfattet paa Latin af Ansgars Diſcipel, Rimbert, Erkeb. i Bremen omkr. 870. udg. i script. rer Dan. I. o. m. fl. St. — Vita sti. Anscharii, Rimberts Levnet, paa Latin; Forf. ubekj. men Skriftet forfattet for 910, udg. i script. r. Dan. II. o. fl. St. — Magistri Adami historia ecclesiastica, den hamborgſke eller bremiſke Kirkes Hiſtorie, og den dermed forbundne Afhandling: de situ Daniæ vel reliqvarum qvæ trans Daniam sunt, regionum natura, om Danmarks og de øvrige nordiſke Landes Beliggenhed og Natur. Dette overmaade vigtige Skrift er forf. paa Latin af Mgr. Adam, Canonicus i Bremen, omkr. 1075. Mange vigtige Efterretninger om Norden havde han af den danſke Konge Svein Ulfsſøns (Eſtridsſøns) Mund. De kun lidet yngre Scholier eller fuldſtændiggjørende Anmærkninger til dette Skrift ere ogſaa oplyſende. Flere Udgaver af Adams Verk findes baade ſærſkilte og i Samlinger. Naar det af mig her udf. citeres, er det efter Lindenbrogs Udgave. Jfr. forøvrigt om Adam af Bremen: Munch, det norſke Folks Hiſt. II. 461.
  4. Munch. Det norſke Folks Hiſt. I. 1. 422.
  5. Reuterdahl. Svenſka kyrkans hiſtoria I. S. 206.
  6. Münter, Kirchengeſch. von Dänem. und Norw. I. S. 303 f.: Reuterd. I. S. 210.
  7. Munch I. 1. 396.
  8. Munch. I. 1, 396; Ad. Brem. I. c. 24.
  9. Munch I. 1. 627—630, jfrt. m. 746.
  10. Munch I. 2. 106. f.
  11. Munch I. 2. 67—71.
  12. I Adaldags 12te Biſkopsdømmes Aar. Ad. Br. II. c. 51.