Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Chriſtendommen førſt virkſomt berørte det ſkandinaviſke Norden, traf den ikke der Folk, ſom Vildhed i Leveviis, dyb Uvidenhed og aandelig Raahed gjorde uimodtagelige for dens Lære. Nordens Beboere havde, allerede mange Aarhundreder tilbage i Tiden, ſvunget ſig op til et Standpunkt af Dannelſe, der fjærnede dem vidt fra de ſaakaldte Vildes Klasſe. De ſorte i Hjemmet et frit, men derfor ikke aldeles uſlebet Bondeliv, og nærede ſig i faſte Bopæle ved Agerbrug, Fædrift og Fiſkeri, medens ved Siden heraf deres Søkyndighed ogſaa lokkede dem over Havet til fremmede Lande fjærnt og nær, deels paa Handelsreiſer, deels paa Vikingetog; de dannede Stater med en paa Agtelſe for Lov og Ret grundet Samfundsorden; de kjendte Skrivekunſten, om de end ikke meget benyttede den, og beſad i Runerne ejendommelige Skrifttegn; de elſkede Sagaen og vidſte at give den Afrunding i det mundtlige Foredrag; de dyrkede Poeſien, indklædt i ſtrenge Former, ſom en udviklet Skaldekunſt beſtemte; de havde endelig en Religion, hvis Troslære var udviklet til et ordnet Syſtem, og hvis Fremtræden i Livet baade var virkſom og, for en Hedningetro at være, i mange Maader verdig og velgjørende.

Denne Religion var Aſatroen. I ſit Grundvæſen en Fællesejendom for hele den germaniſke Folkeklasſe, var den udentvivl i ſine Enkeltheder forſkjellig udviklet ikke alene hos de tvende germaniſke Hovedſtammer, men endog hos disſes forſkjellige Folkefærd. Vi kjende den kun fyldeſtgjørende i dens nordiſke og navnligen i dens norſke Skikkelſe, i hvilken den i Eddaerne er bevaret. Men i denne Skikkelſe er den os ogſaa her af ſtørſt Vigtighed, hvor det gjælder om at betragte den ſom Chriſtendommens Forløber og tillige Modſtander iblandt de nordgermaniſke Folkefærd, blandt Daner, Svear og Nordmænd, og netop ſærligen blandt de ſidſtnævnte.

En udførlig Fremſtilling af Aſatroen, vilde her være paa ſit urette Sted; den er ikke nødvendig for at forklare ſig Chriſtendommens Kamp og Seier. Med dens Grundtræk for Øie formaa vi tilſtrækkelig at vurdere Kampen; og et Omrids af den ville vi her ſtræbe at give.

I Begyndelſen vare tvende Urverdener: en Ildens og Lyſets Verden, Muſpelheim, og en Kuldens og Mørkets Verden, Niflheim; et uhyre tomt Rum adſkilte dem. Af disſe to Verdeners gjenſidige Paavirkning tilblev i det tomme Rum Jøtunen Ymer og den ham nærende Ko, Audhumbla, tilſammen det uordnede Verdensſtof. Af dette, ſom dets bedre Kræfter, udviklede ſig Aſerne eller Guderne, der dræbte Ymer og dannede af hans Krop Verden, Himmel og Jord. De befolkede Jordens Indre med Dverge, Væſener, der førſt havde faaet Liv ſom Madikeri Ymers Kjød. Jordens Overflade ſkjænkede de Menneſkenes Slegt, der nedſtammede fra eet Par: Aſk og Embla, hvilke Aſerne ſkabte af Træer. Ymers Afkom, de onde Jøtner, Naturens chaotiſke, forſtyrrende Kræfter, forſaavidt de ei druknede i ſin Stamfaders Blod, trængtes hen til Jordſkivens nordlige Udkanter ved det ſtore omflydende Verdenshav, over hvilket Jøtunen Øger herſkede.

Aſerne fra ſine Himmelboliger ſtyrede nærmeſt Verdens- og Menneſkelivets Gang. I deres Spidſe ſom Fader og Fyrſte ſtod Odin, den Alt gjennemtrængende, alle Ting belivende Aand, der indgjød Menneſkene Forſtand og digteriſk Begeiſtring, men ogſaa optændte hos dem Kamplyſt og Krigervildhed. Ved hans Side ſom Huſtru ſtod Frigg, den alnærende Jord. Deres Søn var Thor, Tordenen, Kraften, Verdens Helliggjører, Menneſkenes Ven og Verger mod alle onde Magter, Landbrugets og det huslige Livs Beſkytter. Mange andre Aſer og Aſynier virkede ved Siden af dem i underordnede, engere Kredſe.

Allerede i Tidens Morgen havde Aſerne optaget i ſit Samfund mægtige Væſener af de viſe Vaners Æt: Niord, Rigdommens Giver, Søfarts og Handels Beſkytter, ſamt hans Bom, Frey, Frugtbarhedens Gud, og Freya, Kjærlighedens Gudinde. Men de havde ogſaa optaget i ſin Midte et Jøtunvæſen, den ſkjønne men onde og lumſke Loke, Ilden og den forſtyrrende, fordærvelige Lidenſkab. Han modarbeidede lønligen Aſernes Virkſomhed, undergravede deres Verdensherredømme, og ſtræbte ſtedſe at bane ſine Brødre Jotnerne Veien til at omſtyrte Aſernes Verk.

Thi Jøtnernes Magt var kun hemmet og indſkrænket ved Aſerne, men ei tilintetgjort. Ligeſom Aſernes Birken aabenbarede ſig i alt hvad der var godt, ſkjønt og ophøiet i Naturen og Menneſkeaanden, ſaaledes fremglimtede ogſaa Jøtnernes i Alt hvad der var ondt og forſtyrrende. Som Livet udgik fra Aſerne, udgik Døden fra Jøtnerne. Den blege Hel, Lokes Datter, kaldte ubønhørligen til Helheim Menneſkets legemlige Væſen, medens dog dets Aand, hvis den var mærket med Dyd og Tapperhed, kunde hæve ſig til Samliv med Guderne i deres herlige Himmelboliger. I hele Verdenslivet ſaa man Sporet af den beſtandige Kamp mellem Aſer og Jøtner, og ikkun Thors vældige, aldrig hvilende Arm formaaede med den knuſende Hammer Miølner at verge Aſernes Verk, den ordnede Verden, mod de ødelæggende Kræfters ſtedſe gjentagne Angreb.

Over begge disſe ſtridende Magter, uafhængige af dem begge, ſtode Tidens og Skjebnens høie Gudinder, de tre Norner, hvis Oprindelſe var en dunkel Gaade, men hvis Bud var en urokkelig Lov, for hvilken Guder ſaavel ſom alle andre Væſener maatte bøie ſig. Ringere Norner, deres Udſendinger, tænktes at optræde i Menneſkeverdenen, deels for ved Fødſelen at udmaale Menneſkets Levealder og beſtemme dets Skjebne, deels for ſom uſynlige Folgeaauder, Hamingier, at ledſage det gjennem Livet, deels for ſom menneſkelige Spaakvinder, Valaer, at forudforkynde det Skjebnens Villie. Beſlegtede med Nornerne tænktes ogſaa Valkyrierne, der ſom Odins Tjenerinder rede gjennem Luft og over Hav, indfandt ſig i Slagene for at hente til hans Valhal hans udkaarne Sønner, der ſom Einherjer ſkulde følge Aſerne i disſes ſidſte ſtore Kamp mod de onde Magter.

Thi den Strid, ſom gik gjennem hele Verdenslivet, ſkulde ende i en ſidſte uhyre Kamp, i Ragnarøk, Gudernes Mørke. Aſerne vare ikke evige, ligeſaalidet ſom den Verden, med hvilken de vare fremſprungne, hvilken de fra førſt af havde ordnet, ſom de ſiden opholdt og vergede. Da de begyndte at benytte Jøtnernes Kræfter for at befordre ſin egen Storhed, og optoge Jøtunvæſener i ſin Midte, ſvækkedes deres Gudemagt. De maatte ſee en af ſin egen Kreds, Odins egen Søn, den blide og rene Balder, ved Lokes Ondſkab ſynke i Døden ſom Hels Bytte. De kunde binde Loke, men tilintetgjøre ham kunde de ikke. De forudſaa ſelv ſit kommende Fald, men kunde ikke afverge det. I Ragnarøk ſkulde Lokes Baand briſte, og alle onde jøtunartede Væſener forene ſig under ham og hans ſkrækkelige Afkom, Midgaardsormen og Fenrisulven for at møde Aſerne i en afgjørende Kamp. I denne ſkulde Aſerne og deres Fiender indbyrdes fælde hinanden. Den evige Ildverdens, Muſpelheims, Herſker, Surt, ſkulde derpaa ſlynge ſine Luer over Verden, der forbrændt ſkulde ſynke i Havet.

Men Verden gaaer kun under for at gjenfødes herligere. En ſkjønnere Jord ſkulde atter ſkyde op af Havet og befolkes af en livskraftigere Menneſkeſlegt. Gjenfødte Aſer ſkulde indtræde i de forgangnes Himmelboliger. De afledne Godes Aander ſkulde ſamles i det lyſende Gimle, de Ondes nedſtødes til det evige Niflheims frygtelige Naaſtrand (Ligſtrand). Nu er det Godes Seier afgjort. Alt Ondt ſkulde udſlettes af Verden, naar den Mægtige, hvis Navn man ei vovede at nævne, aabenbarede ſig i ſin Herlighed, og den fra Niflheim udſprungne Mørkets Drage, Nidhug, bortveg, bærende Døden paa ſine Vinger.

Dette er Grunddragene af den Tro, ſom de nordiſke Folk i ſin Hedendom hyldede, og overeensſtemmende med den opfattede de ſit Livs Forholde og Formaal. Livet og Livets Goder erkjendte de for en Gave af Aſerne, en Frugt af disſes ſtedſevarende Kamp mod de onde, forſtyrrende Jøtunmagter. Men derfor ſkulde de og i det jordiſke Liv danne ſig til at blive efter Doden ei alene ved Retfærd og Dyd verdige Gjæſter i Aſernes Boliger, men ogſaa ved Mod og Tapperhed verdige Medkjæmpere for Aſernes Sag. Af den ſidſte Anſkuelſe, paavirket udentvivl og fremhævet ved ydre Forholde, udviklede ſig den krigerſke Aand, ſom beſjælede Aſadyrkerne, ſom bragte mange af dem til at agte Tapperhed for den høieſte Dyd, Krigerdaad for den ſtørſte Ære, og ſom i Vikingelivet fandt ſit Overmaal.

Om Aſatroens ydre Fremtræden i Livet maa vi ogſaa fatte os i Korthed. Nordboerne dyrkede Aſerne deels i Templer, Hof, og deels ved Altere eller i Offerkredſe, Hørger, under aaben Himmel. Man havde Gudebilleder, almindeligſt af Træ, der fremſtillede de forſkjellige Guder med deres Særkjender. Offringerne (blót) vare ſom ofteſt blodige, beſtode i Slagtning af forſkjellige Slags Dyr, med hvis Blod man beſtrøg Altrene, Gudebillederne, Tempelvæggene og beſprengte den tilſtedeværende offrende Forſamling. Hermed vare forbundne ſtore Gjæſtebud, i hvilke Kjødet af de offrede Dyr fortæredes, og Skaaler tømtes til Aſernes Minde. En ſærſkilt Stand af Preſter eller Gudetjenere fandtes ikke hos Nordboerne. I den engeſte Samfundskreds, Familien, var Husfaderen Preſt. I de videre Samfunds-Kredſe — i Norge Heredet og Fylket — der vare de patriarchalſke Heredsforſtandere, Herſerne, tillige ſom Goder Religionsøvelſens og Offertjeneſtens Forſtandere. Selv hos Kongerne hvilede almindeligen en preſtelig Verdighed, i det mindſte der hvor Kongedømmet havde udviklet ſig til en Statsmagt, og ikke blot beſtod i Anførerverdigheden over en Krigerſkare, knyttet til Kongens Perſon ſom Følge, i hvilket Tilfælde Kongedømmet egentlig ſtod udenfor den rette Samfundsorden, om det end ofte mægtigt, men i Grunden ulovligt, greb ind i denne. Paa denne Offertjeneſtens verdslige Karakter, paa denne Mangel af et ſæreget Preſteſkab, af en Preſteſtand, maa der lægges Vegt; dette Forhold var ikke uden ſtor Indflydelſe med Henſyn til den Modtagelſe Chriſtendommen fandt. Forreſten kunde Offringerne ogſaa øves af Kvinder, hvilke naar de foreſtode Templer benævntes Gydier (gyðia ſv. til góði). Menneſkeoffringer vare ei uſedvanlige i vigtige Tilfælde. Ofteſt offredes da Trælle eller Forbrydere; men i haardt trængende Nød kunde det ogſaa hende, at man offrede til Guderne fribaarne, ja hovdingbaarne Mænd, ſelv ſine egne Konger. Ogſaa blodige Selvoffringer omtales, og disſe ſkede til Odin. Fortiden Aſerne dyrkede man ogſaa andre Væſener, ſom, om end ikke Aſer, dog indtog en Plads i Aſatroen: Alfer (Naturaander), Diſer (Følgeaander), Landvætter (Væſener ſom beſkyttede visſe Landſkaber), ja ſelv Jøtner eller med dem beſlegtede Væſener, — deels naturligviis for at afvende deres onde Indflydelſe, deels for at faa Hjelp af deres overnaturlige Kraft. Orakler, Spaadomskunſter, Varsler, Trolddom og ſaadan lignende Overtro, forbandtes jævnlig med Religionsøvelſen. Offertjeneſten havde, hvis man i Eet og Alt kan tro de chriſtelige Beretninger, noget mørkt og uhyggeligt ved ſig, der dannede, ſelv efter mange Hedningers Dom, en afſtikkende og ufordelagtig Modſætning til den chriſtelige Gudstjeneſtes Reenhed, Blidhed og Glands; — men noget egentlig Hemmelighedsfuldt, hemmeligholdte Lærdomme, og hemmelige Offerſkikke, ſom ei maatte komme til Almuens Kundſkab, ſynes ikke iNorden at have været forbundet med Aſatroen, og dette kunde vel ikke heller letteligen finde Sted der, hvor intet ſtrengt afſluttet Preſteſkab fandtes. Ei heller finder man Spor til, at hos Aſadyrkerne Ufordragelighed mod Anderledestroende eller Omvendelſeslyſt har været noget fremſtikkende Særkjende; ſnarere ſynes religiøs Overbærenhed i Almindelighed at have været et betegnende Træk i deres Karakter.

Saaledes var den ydre Religionsforfatning med hvilken Aſatroen optraadte blandt de nordiſke Folkefærd og navnlig hos Nordmændene. Vi maa dog herved bemærke, at vi kun kjende denne Religionsforfatning af Chriſtnes Beretninger, der udentvivl ofteſt med Forkjærlighed dvæle ved dens Skyggeſider, — eller af Sagn, der i et Par Aarhundreder vare forplantede gjennem Chriſtnes Mund, før de optegnedes, — ſamt at det meſte og udførligſte vi vide om den, fremſtiller den for os ſom den var i Hedendommens ſidſte Tider. Men da ravede Aſatroen øienſynligen mod ſit Fald, ryſtet i ſit hele Væſen deels af Vantro, deels af den groveſte Overtro. Medens Nogle levede uden Gud, kun ſtolende paa egen Kraft og Styrke, — en Aandsretning ſom et langt, faſt uafbrudt Vikingeliv meget naturlig fremkaldte og nærede, — fatte Andre fin fulde Lid til Gudebilledet iſtedet for til Guddommen, dyrkede en Mængde levende og livløſe Naturgjenſtande, vare utrættelige i blodige, gruſomme Offringer, nedſenkte ſig i Trolddoms- og Spaadomskonſter, og forglemte overhovedet Troens indre Kjerne og dybere Betydning, idet de hang ſig, men det ogſaa deſto faſtere, ved dens ydre Former. Dog ſtod mellem disſe tvende Klasſer af Hedninger endnu en tredie, der foragtede den grove Overtro og dens Yttringer i Livet, hævede ſig over Fleerguderiets Vildfarelſer, og — udentvivl med Blikket heftet paa Aſatroens egne Lærdomme om Verdens Undergang og Gjenfødelſe, om et evigt, unævneligt Væſen, høiere og mægtigere end alle Aſer — fatte ſin Lid til den Gud, ſom havde ſkabt Solen og al Verden, og hos ham haabede Hjelp i dette Liv og Salighed i hiint. Denne Klasſe, om den end var lidet talrig, omfattede visſeligen de meſt oplyſte og bedſte Mænd i Folket; og de, ſom nærede disſe Anſkuelſer, behøvede kun at kjende Chriſtendommen for ogſaa at modtage den.