Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/2
Da Christendommen først virksomt berørte det skandinaviske Norden, traf den ikke der Folk, som Vildhed i Leveviis, dyb Uvidenhed og aandelig Raahed gjorde uimodtagelige for dens Lære. Nordens Beboere havde, allerede mange Aarhundreder tilbage i Tiden, svunget sig op til et Standpunkt af Dannelse, der fjærnede dem vidt fra de saakaldte Vildes Klasse. De sorte i Hjemmet et frit, men derfor ikke aldeles uslebet Bondeliv, og nærede sig i faste Bopæle ved Agerbrug, Fædrift og Fiskeri, medens ved Siden heraf deres Søkyndighed ogsaa lokkede dem over Havet til fremmede Lande fjærnt og nær, deels paa Handelsreiser, deels paa Vikingetog; de dannede Stater med en paa Agtelse for Lov og Ret grundet Samfundsorden; de kjendte Skrivekunsten, om de end ikke meget benyttede den, og besad i Runerne ejendommelige Skrifttegn; de elskede Sagaen og vidste at give den Afrunding i det mundtlige Foredrag; de dyrkede Poesien, indklædt i strenge Former, som en udviklet Skaldekunst bestemte; de havde endelig en Religion, hvis Troslære var udviklet til et ordnet System, og hvis Fremtræden i Livet baade var virksom og, for en Hedningetro at være, i mange Maader verdig og velgjørende.
Denne Religion var Asatroen. I sit Grundvæsen en Fællesejendom for hele den germaniske Folkeklasse, var den udentvivl i sine Enkeltheder forskjellig udviklet ikke alene hos de tvende germaniske Hovedstammer, men endog hos disses forskjellige Folkefærd. Vi kjende den kun fyldestgjørende i dens nordiske og navnligen i dens norske Skikkelse, i hvilken den i Eddaerne er bevaret. Men i denne Skikkelse er den os ogsaa her af størst Vigtighed, hvor det gjælder om at betragte den som Christendommens Forløber og tillige Modstander iblandt de nordgermaniske Folkefærd, blandt Daner, Svear og Nordmænd, og netop særligen blandt de sidstnævnte.
En udførlig Fremstilling af Asatroen, vilde her være paa sit urette Sted; den er ikke nødvendig for at forklare sig Christendommens Kamp og Seier. Med dens Grundtræk for Øie formaa vi tilstrækkelig at vurdere Kampen; og et Omrids af den ville vi her stræbe at give.
I Begyndelsen vare tvende Urverdener: en Ildens og Lysets Verden, Muspelheim, og en Kuldens og Mørkets Verden, Niflheim; et uhyre tomt Rum adskilte dem. Af disse to Verdeners gjensidige Paavirkning tilblev i det tomme Rum Jøtunen Ymer og den ham nærende Ko, Audhumbla, tilsammen det uordnede Verdensstof. Af dette, som dets bedre Kræfter, udviklede sig Aserne eller Guderne, der dræbte Ymer og dannede af hans Krop Verden, Himmel og Jord. De befolkede Jordens Indre med Dverge, Væsener, der først havde faaet Liv som Madikeri Ymers Kjød. Jordens Overflade skjænkede de Menneskenes Slegt, der nedstammede fra eet Par: Ask og Embla, hvilke Aserne skabte af Træer. Ymers Afkom, de onde Jøtner, Naturens chaotiske, forstyrrende Kræfter, forsaavidt de ei druknede i sin Stamfaders Blod, trængtes hen til Jordskivens nordlige Udkanter ved det store omflydende Verdenshav, over hvilket Jøtunen Øger herskede.
Aserne fra sine Himmelboliger styrede nærmest Verdens- og Menneskelivets Gang. I deres Spidse som Fader og Fyrste stod Odin, den Alt gjennemtrængende, alle Ting belivende Aand, der indgjød Menneskene Forstand og digterisk Begeistring, men ogsaa optændte hos dem Kamplyst og Krigervildhed. Ved hans Side som Hustru stod Frigg, den alnærende Jord. Deres Søn var Thor, Tordenen, Kraften, Verdens Helliggjører, Menneskenes Ven og Verger mod alle onde Magter, Landbrugets og det huslige Livs Beskytter. Mange andre Aser og Asynier virkede ved Siden af dem i underordnede, engere Kredse.
Allerede i Tidens Morgen havde Aserne optaget i sit Samfund mægtige Væsener af de vise Vaners Æt: Niord, Rigdommens Giver, Søfarts og Handels Beskytter, samt hans Bom, Frey, Frugtbarhedens Gud, og Freya, Kjærlighedens Gudinde. Men de havde ogsaa optaget i sin Midte et Jøtunvæsen, den skjønne men onde og lumske Loke, Ilden og den forstyrrende, fordærvelige Lidenskab. Han modarbeidede lønligen Asernes Virksomhed, undergravede deres Verdensherredømme, og stræbte stedse at bane sine Brødre Jotnerne Veien til at omstyrte Asernes Verk.
Thi Jøtnernes Magt var kun hemmet og indskrænket ved Aserne, men ei tilintetgjort. Ligesom Asernes Birken aabenbarede sig i alt hvad der var godt, skjønt og ophøiet i Naturen og Menneskeaanden, saaledes fremglimtede ogsaa Jøtnernes i Alt hvad der var ondt og forstyrrende. Som Livet udgik fra Aserne, udgik Døden fra Jøtnerne. Den blege Hel, Lokes Datter, kaldte ubønhørligen til Helheim Menneskets legemlige Væsen, medens dog dets Aand, hvis den var mærket med Dyd og Tapperhed, kunde hæve sig til Samliv med Guderne i deres herlige Himmelboliger. I hele Verdenslivet saa man Sporet af den bestandige Kamp mellem Aser og Jøtner, og ikkun Thors vældige, aldrig hvilende Arm formaaede med den knusende Hammer Miølner at verge Asernes Verk, den ordnede Verden, mod de ødelæggende Kræfters stedse gjentagne Angreb.
Over begge disse stridende Magter, uafhængige af dem begge, stode Tidens og Skjebnens høie Gudinder, de tre Norner, hvis Oprindelse var en dunkel Gaade, men hvis Bud var en urokkelig Lov, for hvilken Guder saavel som alle andre Væsener maatte bøie sig. Ringere Norner, deres Udsendinger, tænktes at optræde i Menneskeverdenen, deels for ved Fødselen at udmaale Menneskets Levealder og bestemme dets Skjebne, deels for som usynlige Folgeaauder, Hamingier, at ledsage det gjennem Livet, deels for som menneskelige Spaakvinder, Valaer, at forudforkynde det Skjebnens Villie. Beslegtede med Nornerne tænktes ogsaa Valkyrierne, der som Odins Tjenerinder rede gjennem Luft og over Hav, indfandt sig i Slagene for at hente til hans Valhal hans udkaarne Sønner, der som Einherjer skulde følge Aserne i disses sidste store Kamp mod de onde Magter.
Thi den Strid, som gik gjennem hele Verdenslivet, skulde ende i en sidste uhyre Kamp, i Ragnarøk, Gudernes Mørke. Aserne vare ikke evige, ligesaalidet som den Verden, med hvilken de vare fremsprungne, hvilken de fra først af havde ordnet, som de siden opholdt og vergede. Da de begyndte at benytte Jøtnernes Kræfter for at befordre sin egen Storhed, og optoge Jøtunvæsener i sin Midte, svækkedes deres Gudemagt. De maatte see en af sin egen Kreds, Odins egen Søn, den blide og rene Balder, ved Lokes Ondskab synke i Døden som Hels Bytte. De kunde binde Loke, men tilintetgjøre ham kunde de ikke. De forudsaa selv sit kommende Fald, men kunde ikke afverge det. I Ragnarøk skulde Lokes Baand briste, og alle onde jøtunartede Væsener forene sig under ham og hans skrækkelige Afkom, Midgaardsormen og Fenrisulven for at møde Aserne i en afgjørende Kamp. I denne skulde Aserne og deres Fiender indbyrdes fælde hinanden. Den evige Ildverdens, Muspelheims, Hersker, Surt, skulde derpaa slynge sine Luer over Verden, der forbrændt skulde synke i Havet.
Men Verden gaaer kun under for at gjenfødes herligere. En skjønnere Jord skulde atter skyde op af Havet og befolkes af en livskraftigere Menneskeslegt. Gjenfødte Aser skulde indtræde i de forgangnes Himmelboliger. De afledne Godes Aander skulde samles i det lysende Gimle, de Ondes nedstødes til det evige Niflheims frygtelige Naastrand (Ligstrand). Nu er det Godes Seier afgjort. Alt Ondt skulde udslettes af Verden, naar den Mægtige, hvis Navn man ei vovede at nævne, aabenbarede sig i sin Herlighed, og den fra Niflheim udsprungne Mørkets Drage, Nidhug, bortveg, bærende Døden paa sine Vinger.
Dette er Grunddragene af den Tro, som de nordiske Folk i sin Hedendom hyldede, og overeensstemmende med den opfattede de sit Livs Forholde og Formaal. Livet og Livets Goder erkjendte de for en Gave af Aserne, en Frugt af disses stedsevarende Kamp mod de onde, forstyrrende Jøtunmagter. Men derfor skulde de og i det jordiske Liv danne sig til at blive efter Doden ei alene ved Retfærd og Dyd verdige Gjæster i Asernes Boliger, men ogsaa ved Mod og Tapperhed verdige Medkjæmpere for Asernes Sag. Af den sidste Anskuelse, paavirket udentvivl og fremhævet ved ydre Forholde, udviklede sig den krigerske Aand, som besjælede Asadyrkerne, som bragte mange af dem til at agte Tapperhed for den høieste Dyd, Krigerdaad for den største Ære, og som i Vikingelivet fandt sit Overmaal.
Om Asatroens ydre Fremtræden i Livet maa vi ogsaa fatte os i Korthed. Nordboerne dyrkede Aserne deels i Templer, Hof, og deels ved Altere eller i Offerkredse, Hørger, under aaben Himmel. Man havde Gudebilleder, almindeligst af Træ, der fremstillede de forskjellige Guder med deres Særkjender. Offringerne (blót) vare som oftest blodige, bestode i Slagtning af forskjellige Slags Dyr, med hvis Blod man bestrøg Altrene, Gudebillederne, Tempelvæggene og besprengte den tilstedeværende offrende Forsamling. Hermed vare forbundne store Gjæstebud, i hvilke Kjødet af de offrede Dyr fortæredes, og Skaaler tømtes til Asernes Minde. En særskilt Stand af Prester eller Gudetjenere fandtes ikke hos Nordboerne. I den engeste Samfundskreds, Familien, var Husfaderen Prest. I de videre Samfunds-Kredse – i Norge Heredet og Fylket – der vare de patriarchalske Heredsforstandere, Herserne, tillige som Goder Religionsøvelsens og Offertjenestens Forstandere. Selv hos Kongerne hvilede almindeligen en prestelig Verdighed, i det mindste der hvor Kongedømmet havde udviklet sig til en Statsmagt, og ikke blot bestod i Anførerverdigheden over en Krigerskare, knyttet til Kongens Person som Følge, i hvilket Tilfælde Kongedømmet egentlig stod udenfor den rette Samfundsorden, om det end ofte mægtigt, men i Grunden ulovligt, greb ind i denne. Paa denne Offertjenestens verdslige Karakter, paa denne Mangel af et særeget Presteskab, af en Prestestand, maa der lægges Vegt; dette Forhold var ikke uden stor Indflydelse med Hensyn til den Modtagelse Christendommen fandt. Forresten kunde Offringerne ogsaa øves af Kvinder, hvilke naar de forestode Templer benævntes Gydier (gyðia sv. til góði). Menneskeoffringer vare ei usedvanlige i vigtige Tilfælde. Oftest offredes da Trælle eller Forbrydere; men i haardt trængende Nød kunde det ogsaa hende, at man offrede til Guderne fribaarne, ja hovdingbaarne Mænd, selv sine egne Konger. Ogsaa blodige Selvoffringer omtales, og disse skede til Odin. Fortiden Aserne dyrkede man ogsaa andre Væsener, som, om end ikke Aser, dog indtog en Plads i Asatroen: Alfer (Naturaander), Diser (Følgeaander), Landvætter (Væsener som beskyttede visse Landskaber), ja selv Jøtner eller med dem beslegtede Væsener, – deels naturligviis for at afvende deres onde Indflydelse, deels for at faa Hjelp af deres overnaturlige Kraft. Orakler, Spaadomskunster, Varsler, Trolddom og saadan lignende Overtro, forbandtes jævnlig med Religionsøvelsen. Offertjenesten havde, hvis man i Eet og Alt kan tro de christelige Beretninger, noget mørkt og uhyggeligt ved sig, der dannede, selv efter mange Hedningers Dom, en afstikkende og ufordelagtig Modsætning til den christelige Gudstjenestes Reenhed, Blidhed og Glands; – men noget egentlig Hemmelighedsfuldt, hemmeligholdte Lærdomme, og hemmelige Offerskikke, som ei maatte komme til Almuens Kundskab, synes ikke iNorden at have været forbundet med Asatroen, og dette kunde vel ikke heller letteligen finde Sted der, hvor intet strengt afsluttet Presteskab fandtes. Ei heller finder man Spor til, at hos Asadyrkerne Ufordragelighed mod Anderledestroende eller Omvendelseslyst har været noget fremstikkende Særkjende; snarere synes religiøs Overbærenhed i Almindelighed at have været et betegnende Træk i deres Karakter.
Saaledes var den ydre Religionsforfatning med hvilken Asatroen optraadte blandt de nordiske Folkefærd og navnlig hos Nordmændene. Vi maa dog herved bemærke, at vi kun kjende denne Religionsforfatning af Christnes Beretninger, der udentvivl oftest med Forkjærlighed dvæle ved dens Skyggesider, – eller af Sagn, der i et Par Aarhundreder vare forplantede gjennem Christnes Mund, før de optegnedes, – samt at det meste og udførligste vi vide om den, fremstiller den for os som den var i Hedendommens sidste Tider. Men da ravede Asatroen øiensynligen mod sit Fald, rystet i sit hele Væsen deels af Vantro, deels af den groveste Overtro. Medens Nogle levede uden Gud, kun stolende paa egen Kraft og Styrke, – en Aandsretning som et langt, fast uafbrudt Vikingeliv meget naturlig fremkaldte og nærede, – fatte Andre fin fulde Lid til Gudebilledet istedet for til Guddommen, dyrkede en Mængde levende og livløse Naturgjenstande, vare utrættelige i blodige, grusomme Offringer, nedsenkte sig i Trolddoms- og Spaadomskonster, og forglemte overhovedet Troens indre Kjerne og dybere Betydning, idet de hang sig, men det ogsaa desto fastere, ved dens ydre Former. Dog stod mellem disse tvende Klasser af Hedninger endnu en tredie, der foragtede den grove Overtro og dens Yttringer i Livet, hævede sig over Fleerguderiets Vildfarelser, og – udentvivl med Blikket heftet paa Asatroens egne Lærdomme om Verdens Undergang og Gjenfødelse, om et evigt, unævneligt Væsen, høiere og mægtigere end alle Aser – fatte sin Lid til den Gud, som havde skabt Solen og al Verden, og hos ham haabede Hjelp i dette Liv og Salighed i hiint. Denne Klasse, om den end var lidet talrig, omfattede visseligen de mest oplyste og bedste Mænd i Folket; og de, som nærede disse Anskuelser, behøvede kun at kjende Christendommen for ogsaa at modtage den.