Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Af alle germaniſke Folkefærd vare det ſkandinaviſke Nordens Beboere, Beboerne af de Lande, ſom nu udgjøre de tre nordiſke Riger, de ſidſte, til hvilke Chriſtendommens Lys fremtrængte. Dette var en naturlig Følge af deres Bopæles Beliggenhed. Nordmænd, Svear og Daner, der tilſammen allerede fra en urgammel forhiſtoriſk Tid udgjorde den ene Hovedafdeling af den germaniſke Folkeklasſe, den nordgermaniſke eller nordiſke, vare henviſte til Europas nordligſte Udkanter, medens den anden, den ſydgermaniſke eller tydſke, tidlig bevægede ſig i og beſatte vor Verdensdeels Midlande, hvor den ogſaa tidlig kom i Berøring med det romerſke Rige, og med de inden dettes Grændſer boende Oldtidens vigtigſte Kulturfolk, Græker og Romere. Men inden dette Rige og blandt disſe Folk udviklede Chriſtendommen ſine førſte Spirer, der vandt den ſine førſte Seire over Hedendommen, der blev den førſt anerkjendt Statsreligion, og derfra ſom fra et Middelpunkt udbredte den ſig til de omboende ſaakaldte barbariſke Nationer. De ſydgermaniſke Folkefærd vare altſaa ifølge ſine Bopæles Beliggenhed ſaa at ſige ſelvſkrevne til for at paavirkes af Chriſtendommen end deres nordiſke Stamforvante.

Og denne Paavirkning blev ſaa meget mere kraftig og indgribende, ſom de ſydgermaniſke Folkefærd ei bleve ſtaaende ved Romerrigets nordlige Grændſe, men efterhaanden gjennembrøde denne, overſvømmede vidt og bredt det romerſke Riges Lande og bleve omſider Herrer i alle de vidløftige Provinſer, der udgjorde det ſaakaldte veſtlige romerſke Rige. Men idet de her, ſom raadende Folk, med Vaabenmagt underkaſtede ſig de ældre romaniſerede Beboere, og reiſte ſine Riger paa germaniſk Retsgrundvold, vare de den ældre Befolkning langt underlegne baade i Antal og Kultur. Dette Forhold maatte ſnart øve fin naturlige Virkning. Det fremkaldte en Stræben hos Undertvingerne at tilegne ſig den aandelige Kultur, der ſatte de Undertvnngne i Stand til, ſelv i ſin Trældom, at ſee ned paa dem, ſine Herrer, med Foragt; — og denne Kultur var chriſtelig, paa det nøieſte knyttet til Chriſtendommen, dens Lære og kirkelige Indretninger. Skjønt de ſom Erobrere øvede det ydre Herredømme i Kraft af en Statsret, der var medført og egte hedenſk-germaniſk, maatte de let indſee, at dette ydre Herredømme kun ſtod paa ſvage Fødder, ſaalænge ei hermed forenedes det indre aandelige Herredømme, ſom ene kunde erhverves ved Indlemmelſe i den chriſtelige Kirke. Derfor haſtede de tydſke Folkefærd, ſaaſnart de havde ſat ſig faſt i romerſke Provinſer, med at antage Chriſtendommen, forſaavidt ikke allerede paa Romerrigets Grændſer chriſtelige Lærere ad Overbevisningens Vei havde omvendt dem. Statsklogſkab gik ſaaledes Haand i Haand med Chriſtendommens indre overbeviſende Kraft for at bevirke Chriſtendommens Antagelſe og hurtige Udbredelſe hos de tydſke Folkefærd, ſom dannede nye Riger paa Romerſtatens Ruiner.

De mægtige Goter vare allerede inden Udgangen af det 4de Aarhundrede, førend de endnu oprettede ſine Riger i Italien, Sydgallien og Spanien, for ſtørſte Delen chriſtne. Borgunderne fulgte ſnart efter, da de havde bemægtiget ſig det ſydøſtlige Gallien. Det ſamme var i Løbet af det 5te Aarh. Tilfældet med Vandaler, Svever, Gepider og Langobarder; og ved Enden af Aarhundredet (495) lode Frankerne med ſin Konge Clodovig i Spidſen ſig chriſtne, efterat de havde ret befæſtet ſit Herredømme i det nordlige Gallien.

Af de tydſke Folkefærd, ſom ſtiftede Stater paa romerſk Grund, var Angelſaxerne det, der ſeneſt antog Chriſtendommen. Da de i Midten af det 5te Aarh. begyndte Erobringen af Britannien, fandt de dette Land opgivet af den romerſke Regjering, den romerſke Kultur der i yderſte Forfald, og viſtnok ogſaa ſom Følge heraf Chriſtendommen ryſtet og ſvag. Angelſaxerne udryddede, ſaavidt deres Vaaben og Herredømme naaede, baade den romerſke Kulturs Levninger og Chriſtendommen fra Grunden, og indførte med germaniſk Retsforfatning ogſaa germaniſk Hedendom. Men da de i Løbet af noget mere end eet Aarhundrede havde fundet en Grændſe for ſine Erobringer og havde befæſtet ſine Stater, fik ogſaa ſnart Chriſtendommen Indgang hos dem. Den kom did umiddelbart fra ſelve Rom, hvis Biſkop allerede nu erkjendtes for den veſtlige Kirkes Hoved. Pave Gregorius den Store ſendte kort for det 6te Aarhundredes Slutning chriſtne Lærere med den nidkjære Auguſtinus i deres Spidſe til den kentiſke Konge Ethelbert. Denne blev omvendt, en engelſk Kirke grundlagt, og ved Midten af det 7de Aarhundrede var Chriſtendommen befæſtet i alle de angelſaxiſke Riger i Britannien.

Til ſamme Tid udbredtes ogſaa Chriſtendommen meer og meer blandt de tydſke Folkefærd, ſom vare forblevne inden ſine gamle Enemærker, i det nuværende Tydſkland. De overtydſke Folk: Allemanner, Bairer og Tyringer, hvilke efterhaanden kom i Underkaſtelſes- eller Afhængighedsforhold til det frankiſke Rige, modtoge tildeels herfra Chriſtendommen; og ved Midten af det 8de Aar — hundrede ſtode kun de nedertydſke Folk, Saxer og Friſer, til bage ſom Hedninger. Men disſe paavirkedes fra tvende Sider i chriſtelig Retning: fra det tilſtødende frankiſke Rige baade ved Vaabenmagt og Misſioner, — og fra England ved ſelvopoffrende Chriſtendomslærere, der uden Underſtøttelſe af verdslig Magt, med Martyrdøden for Øie, vovede ſig ind iblandt dem for at forkynde Evangeliets Lære. De frankiſke Kongers Pipins og Karl den Stores Seire gjorde endelig Udſlaget, og ved Slutningen af det 8de Aarh. havde ogſaa de nedertydſke Folkefærd paa ubetydelige Undtagelſer nær bøiet ſig for Chriſtus og vare optagne i den chriſtne Kirkes Skjød.

Nu førſt, ved Aar 800, kunde Chriſtendommen ſiges ret at have naaet frem til de nordgermaniſke Folkefærds Omraade; nu var efter Forſynets Styrelſe Raden ogſaa kommen til dem, at deelagtiggjøres i Evangeliets Velſignelſer.