Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/4
Nu da vi have seet Christendommen fuldkommen grundfæstet hos det ene af Nordens tre Folkefærd, hos Danerne, – fremspirende, skjønt kun svagt og langsomt hos det andet, hos Svearne, – da vi have seet den fremrykket lige til det tredies, Nordmændenes, Grændser, – er det Tiden at henvende vor udeelte Opmærksomhed paa det sidstnævnte, og see, hvorledes og ad hvilke Veie Christendommen ogsaa indbragtes i vort Fædreneland.
Norges første Enekonge Harald Haarfager styrede efter de gamle Sagaers eenstemmige Vidnesbyrd Norges famled Rige med Kraft, Klogskab og Heder i en lang Aarrække fra 872–930. Hans Erobringsverk gav Anledning til mange Udvandringer, – til Islands Bebyggelse ved Nordmænd (mellem 874 og 934) og en selvstændig Fristats Oprettelse der, – til det normanniske Hertugdømmes Stiftelse i det nordlige Frankrige ved Rolf Røgnvaldssøn fra Møre (912), – til Færøernes Bebyggelse, – til en betydelig Forøgelse af Suderøernes norske Befolkning, – og til Oprettelsen af et norsk Jarledømme paa Orknøerne under den norske Konges Overhøihed. Med Hensyn til Haralds Trosbegreber, da maa man af Ord, som vore gamle Sagaer lægge ham i Munden, formode, at han hørte til dem, der ingen Lid satte til Aserne eller de døde Afgudsbilleder, men troede paa „den Gud, der var den mægtigste og havde skabt Alt og raadede for Alt“. At denne Tro havde sin Oprindelse fra Kjendskab til Christendommen antydes dog ikke nogensteds; den reiste sig vel snarere fra den Tvivl om Asernes Magt, som mod Hedendommens Slutning, – hvad vi allerede for have berørt – oftere gjorde sig gjældende blandt de mere oplyste Nordmænd. I Forbindelse hermed stod udentvivl ogsaa den Afsky, som tillægges ham for al Slags Trolddom, hvilken Afsky endog bragte ham til at lade en af sine mange Sønner, Røgnvald Rettilbein, en ivrig Seidmand, dræbe med en Mængde af hans Lige. Alligevel fortælles der om Harald, at han opretholdt de hedenske Offringer, og selv offrede i Folkets store Forsamlinger, noget som han ei heller vel kunde undlade uden at fravende sig Folkets Sind og tabe dets Tillid; thi hele Almuen havde endnu den faste Tro, at dets Høvdingers og Styreres Ærefrygt for Gilderne og flittige Offringer til disse, bragte Landet gode Aaringer og Fred og Lykke. Da Harald i syvti Aar havde baaret Kongenavn og i otte og femti styret hele Norges Rige, og var bleven otti Aar gammel, nedlagde han Landsstyrelsen efterat have deelt Riget mellem sine Sønner, og forordnet en af disse, Erik, til sin Eftermand som Overkonge. Tre Aar efter døde han 933.
Hans Søn og Eftermand Erik fik Tilnavnet Blodøxe enten formedelst sine Krigsbedrifter eller for den Grumhed han udviste, idet han dræbte flere af sine Brødre, som af Faderen vare satte til Underkonger eller Fylkeskonger i forskjellige Dele af Landet, og ved hvilke han fandt sin egen Magt formeget indskrænket. Men denne Eriks Grumhed, og det at han lod sig lede af sin onde og underfundige Dronning Gunhild, gjorde ham forhadt vide omkring i Landet. Derfor da hans yngste Broder Haakon kom til Norge for ogsaa at fordre en Deel af sin Faders Rige, reiste hele Folket sig mod Erik, uddrev ham med Hustru og Børn, og tog Haakon til Norges Konge 935.
Haakon fik Tilnavnet den Gode, fordi han ophævede sin Faders paa Erobringens Ret grundede Bestemmelse, at al Jordejendom i Landet tilhørte Kongen, og gjengav Bønderne deres Odel eller den fri Ejendomsret til deres Sorøe Under ham (936–961) blev det første Forsøg gjort paa at forkynde og indføre Christendommen i Norge.
Haakon, der var født i Harald Haarfagers Alderdom, var som Barn af sin Fader sendt over til den engelske Konge Adalstein (Ædelstan, 925–941). Hos ham var han bleven opfostret – deraf hans Tilnavn Adalsteinsfostre –, døbt og oplært i Christendommen. Han var saaledes christen, da han blev hævet til Kongedømmet i Norge, og det ei blot christen af Navn, men, som hans senere Fremfærd viiste, af Hjertet. Men Haakon var ganske ung, ikke mere end 15 Aar gammel, da han kom til Riget; han fandt alt Folket om sig hedensk, og hvad der var det vigtigste, den Mand, der ved sin store Indflydelse hos Thrønderne væsentlig havde hjulpet ham til Kongedømmet, og stod ham nærmest som hans fornemste Raadgiver, den kloge Sigurd Haakonssøn Hlade-Jarl, var en ivrig Hedning. Under disse Forhold holdt den unge Konge for det første sin Christentro hemmelig, overholdt i Stilhed dens vigtigste Skikke, helligholdt Søndagene og Høitidsdagene samt de vedtagne Faster, og befattede sig ikke med de hedenske Blot, hvilke han lod Sigurd Jarl forestaa i Throndhjem. Dette vakte ingen Opsigt, og var vel.neppe heller blevet paaanket, om Folket derom havde havt nogen Formodning, da Haakon var høit elsket, Landet nød Fred og gode Aaringer, og derhos, som allerede før er bemærket, Ufordragelighed med anderledes Troende ei egentlig laa i Asatroens Karakter. Men da Haakon blev noget ældre, da hans Kongedømme syntes fuldkommen befæstet baade ved Folkets Kjærlighed og ved den Ordning af Statsforholdene og Retsforfatningen, som han ved sine Love havde grundlagt, – saa begyndte han at tænke paa ogsaa at skaffe Christendommen Indgang i sit Rige. Han forberedte imidlertid Sagen med megen Varsomhed. Et af de første Skridt var, at han i Loven fik optaget den Bestemmelse, at Julefesten, der var Asadyrkernes største Høitid, og som holdtes ved Midvinters Tid, nemlig i Midten af Januar Maaned, i tre Dage, blev forflyttet til den Tid, da den høitideligholdtes af de Christne, nemlig i Slutningen af December, og udstrakt til saa mange Dage, som i den christne Kirke var vedtaget. Hvorledes denne Forandring er bleven begrundet for Folket, vide vi ikke; men den synes ei at have vakt nogen Uvillie eller Indsigelse. Til samme Tid søgte Haakon at virke paa sine nærmeste Omgivelser og paa sine bedste Venner for at stemme dem gunstigen for sin Tro; og ved sin store Vensælhed bevirkede han ogsaa, at nogle lode sig døbe, ? andre i det mindste afholdt sig fra de hedenske Blot. Da han ?ig troede sig at have vundet saamange af Landets Høvdinger for Christendommen, at han med noget Haab om Fremgang kunde vove dens offentlige Forkyndelse, hentede han en Biskop og nogle Prester fra England og kundgjorde nu sin Hensigt, at indføre Christendommen i det hele Land.
Han henvendte sig hermed først til Mørerne og Raumsdølerne; men af dem fik han kun et undvigende Svar, idet de henskjøde denne vigtige Sag til Thrønderne, som dengang ansaas for at udgjøre Landets Styrke, og med hvem Nordmørernes og Raumsdølernes Fylker stode i den nærmeste Berøring som lydende under deres Lov, Frostathingsloven. Haakon lod imidlertid nogle Kirker vie og beskikkede Prester til dem. Derpaa drog han til Throndhjem og begyndte her at underhandle med Folket i dets mindre Forsamlinger, rimeligviis paa Fylkes-Thingene; men ogsaa her fik han det Svar, at denne Sag maatte afgjøres paa Thrøndernes almindelige Thing, Frostathinget, hvortil Bønder mødte fra alle Thrøndelagens Fylker.
Kong Haakon for da til Frostathing, som udentvivl allerede dengang ligesom senere holdtes ved Midsommerstid paa Frosta, noget nær i Middelpunktet af Throndhjem. Her var en stor Mængde Mennesker forsamlet fra alle Throndhjems 8 Fylker. Da Thinget var sat, talede Haakon og erklærede, at det var hans Bud og Bøn til hele Almuen, at den skulde lade sig døbe, opgive alt Blot og de hedenske Guder, og tro paa een Gud, Christ Marias Søn, holde helligt hver syvende Dag fra alt Arbeide, og derhos faste hver syvende Dag. Denne Tale, heder det, vakte strax megen Knur blandt den forsamlede Mængde. Bønderne knurrede over, at Kongen med deres Tro ogsaa vilde fratage dem deres Arbeide; paa den Maade kunde Landet ei bygges. Men Arbeidsfolket og Trælene raabte, at de ei kunde arbeide, naar de ei fik Mad. Man yttrede ogsaa, at det var en Arvelyde hos Haakon som hos flere af hans Ætmænd, at han var karrig paa Mad, skjønt han var gavmild paa Guld. Endelig reiste sig Høvdingen Asbjørn af Medalhus fra Gauldalen og svarede paa Kongens Tale. Han gjenkaldte i Erindringen de store Forventninger, Folket havde gjort sig, da de hævede Haakon til Kongedømmet, og han gjengav dem deres Odel. Nu syntes det, som om Kongen vilde trælbinde dem paa ny ved at berøve dem den Tro, under hvilken deres Fædre gjennem lange Tider og de selv havde fundet sig lykkelige. Alle vilde de følge og lyde Kong Haakon, saalænge han ei fordrede af dem ugjørlige Ting. Men vilde han fremfare med denne Sag og søge at paatvinge Bønderne sit Ønske, da var det Folkets eenstemmige Beslutning at skille sig fra Haakon og tage en anden Høvding, der lod dem beholde i Frihed den Tro, der var efter deres Sind. Kongen skulde vælge, inden Thinget hævedes. Dette Svar vandt lydeligt Bifald. Nu optraadte Sigurd Jarl som Mægler og erklærede, at det var Kongens Villie aldrig at bryde Venskabet med Folket. Bønderne erklærede da fra sin Side, at det var deres Villie, at Kongen skulde blote for dem til Aaringer og Fred, som hans Fader før ham havde gjort. Hermed hævedes Thinget.
Paa Jarlens indtrængende Forestillinger gav Haakon efter for Bøndernes Ønske og indfandt sig om Høsten paa Hlade til et stort Blotgjestebud (Vinternatsblot i Midten af Oktober). Før havde Haakon ved saadan Leilighed spist med nogle faa af sine Mænd i et mindre Hus for sig selv; men nu maatte han paa Bøndernes Forlangende være tilstede i det store Gjestebud og sidde i sit Høisæde. Da det til Odin viede Drikkehorn raktes Kongen, gjorde han Korsmærke over det. Bønderne saa det, og spurgte knurrende, om Kongen end ikke vilde brun? Sigurd Jarl svarede, at Kongen gjorde som de, der troede paa egen Kraft og Styrke; han viede Hornet ved Hammerens Tegn til Thor. Hermed blev det roligt for denne Kveld. Men Dagen efter, da man skulde gaa til Bords, trængte Mængden heftigen ind paa Kongen og vilde at han skulde æde Hestekjød. Dette var den Tid de Christne forbudet; at opfylde Bøndernes Ønske maatte ansees ligegjældende med et aabenbart Frafald fra Christendommen. Haakon negtede det ogsaa. Men Bøndernes Paatrængenhed blev større og større, og det var nær ved et Angreb paa Kongen. Da mæglede atter Sigurd Jarl. Haakon lod sig overtale til at gabe over den dampende Hadde paa Kjedelen, hvori Hestekjødet var kogt, dog først efterat han havde viklet en Lindug om den. Hermed standsede Stormen ogsaa for denne Gang, og Gjestebudet fortsattes; men paa begge Sider var man misnøiede.
Nu kom Julen, og et stort Julegjestebud, der da tillige skulde være et Blotgjestebud, blev beredt for Kongen paa Mæren i Sparbyggiafylke i det indre Throndhjem. Haakon og Sigurd Jarl indfandt sig begge med sin Hird. Men her begyndte igjen de forrige Optrin. De mandstærke Bønder trængte ind paa Kongen og gave ham Valget mellem at blote eller lide Overlast. Ved Jarlens Mægling kom det nu endelig dertil, at Haakon aad nogle Mundfuld Hestelever, og drak alle de Mindehorn, Bønderne skjænkte ham, uden at gjøre Korsmærke over dem. Hermed synes Bønderne at have været tilfredsstillede; men Kongen, heder det, forlod efter Gjestebudets Slutning Mæren og siden Throndhjem i Vrede og rinder Trudsler, at ville komme mandstærkere tilbage og da gjengjælde Thrønderne det Fiendskab de havde viist mod ham.
De samme Bondehøvdinger, som havde staaet i Spidsen for Thrøndernes Modstand mod Christendommen, havde imidlertid gjort et Skridt videre til dennes fuldkomne Udryddelse. Medens fire Høvdinger af Indthrønderne, een af hvert Fylke, forestod Bevægelsen paa Mæren, droge fire af Udthrønderne, ligeledes een af hvert Fylke, med væbnet Magt til Møre, hvor de brændte tre Kirker og dræbte de ved dem ansatte tre Prester.
Haakon samlede, efterat være kommen til Møre fra Throndhjem meget Folk, og havde i Sinde at drage med væbnet Magt mod Thrønderne; men da kom Budskab til ham syd fra Landet, at hans Brodersønner fra Danmark af havde herjet der og agtede sig nord efter. Da sendte Haakon Bud til Sigurd Jarl og Thrønderhøvdiugerne om Hjælp. De indfandt sig ogsaa, og blandt dem netop alle de, som mest havde staaet Kongen imod i hans Christendomspaabud. De bleve tagne til Forlig, og med deres Understøttelse overvandt Haakon strax efter sine Fiender. Men det første Forsøg paa at indføre Christendommen i Norge var kvalt, og Haakon fornyede det ikke. Dette foregik efter en gammel Sagas Vidnesbyrd i Kong Haakons 16de Regjeringsaar, rimeligviis 950–951[1].
Saaledes skildres i vore udførligere Kongesagaer, og navnligen hos Snorre, Haakon den Godes Christendomspaabud og dets mislykkede Udfald. Hvorvidt det ellers forholder sig ganske rigtigt med Haakons Hevntrudsler og med den angivne Aarsag til at de ei bleve iverksatte, – derom kan maaskee reises nogen Tvivl. En kortere Saga[2] beretter, at Haakon lededes til Eftergivenhed og til at deeltage i Blotet paa Mæren „af sin naturlige Godmodighed og af Kjærlighed til sine Venner“. Efter en tredie Beretning[3] paavirkedes han af sin Hustru, der var hedensk. Begge disse Beretninger, hvis de ere rigtige, synes at udelukke hine Hevntanker og Hevntrudsler. Dette er imidlertid noget, som umulig lader sig sikkert afgjøre, og derpaa ligger der vel ogsaa mindre Magt. Hvad der er vist er det, at Nordmændene, siden som forhen, ved hver given Anledning viste Haakon den største Hengivenhed og Kjærlighed, og kraftigen bistode ham hans strax efter følgende Kampe med Erik Blodøxes Sønner ligesom i hans Bestræbelser for Rigets Forsvar; – medens paa den anden Side Haakon med Smerte erkjendte sig som frafalden fra Christendommen og uverdig til dens Velsignelser, uden derfor nogensinde at bryde med sit Folk. Om Haakon i sin ovenskildrede Færd viste Svaghed, eller maaskee just et sandt christeligt Sindelag, derom tror jeg man nu, da saa mange Aarhundreder ligge imellem, vanskelig kan fælde nogen Dom. At den, for en stor Deel ved Vaabenmagt og Tvang, senere seirende Christendoms Talsmænd fordømte Haakons Færd enten som umandig idet han „lod sig kue af sine Trælle til at forsage den sande Tro“[4], eller som verdslig-egennyttig, idet han „foretrak det forgjængelige jordiske for det evige himmelske Rige, og af Omhu for at beholde sit Kongedømme blev en Frafalden og Afgudsdyrker“[5], – dette var fra den intolerante Christnes Standpunkt, der til Christendommens Indførelse fordrede voldsomme ja endog grusomme Midler, naar lemfældigere ei kunde hjælpe, ganske naturligt; – men denne Fordømmelsesdom bør vel ei ubetinget tiltrædes af os.
Haakons senere Regjeringstid var urolig og sammenlignet med den foregaaende for ham og hans Rige mindre lykkelig. Hans fra Norge fordrevne Broder, Erik Blodøxe, havde taget sin Tilflugt til England og havde der ved Kong Adalsteins Indrømmelse, som muligen paa denne Maade vilde afholde ham fra at angribe Norge, erholdt et Rige i Northumberland over derboende Nordmænd og Daner. Da han der efter mange Lykkens Omvexlinger var falden i et Slag, drog hans Dronning Gunhild med sine Sønner til Danmark, hvor Kong Harald Gormssøn herskede. Han var Kong Haakon fiendsk og understøttede Eriks Sønner til Angreb paa Norge. De bleve oftere slagne af Haakon, men kom stedse igjen tilbage forsterkede fra Danmark. Den sidste Kamp mellem Haakon og hans Brodersønner stod paa Fitie, paa Øen Stord ved Hørdaland. Haakon seirede ogsaa her, men blev i Slaget dødelig saaret og afled strax efter 961.
Sagaernes Fortælling om hans sidste Øieblik give en skjøn og ganske vist sand Skildring af hans Sindelag med Hensyn til Christendommen og hans dybe Sorg over at have afveget fra den. Han erklærede for sine Venner og Raadgivere, at da han selv var sønneløs, vare hans Brodersønner, med hvem han nys havde kjæmpet, lovlige Arvinger til Norges Kongedømme, hvortil han anbefalede dem. Selv vilde han, om end et længere Liv blev ham forundt, fare til christne Mænd og der bøde hvad han havde forbrudt mod Gud. Da hans Venner tilbøde sig at føre hans Lig til England og der jorde det ved en Kirke, svarede den døende Konge: „Jeg er det ikke verd; som Hedning levede jeg, og som en Hedning skal man jorde mig“. Saa skede ogsaa. Han blev høilagt paa Kongsgaarden Sæheim paa Nordhørdaland og efter hedensk Brug „henviist til Valhal“. „Baade Venner og Fiender – sige Sagaerne – begræd hans Død og sagde, at en jævngod Konge aldrig vilde komme i Morgen[6].