Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Nu da vi have ſeet Chriſtendommen fuldkommen grundfæſtet hos det ene af Nordens tre Folkefærd, hos Danerne, — fremſpirende, ſkjønt kun ſvagt og langſomt hos det andet, hos Svearne, — da vi have ſeet den fremrykket lige til det tredies, Nordmændenes, Grændſer, — er det Tiden at henvende vor udeelte Opmærkſomhed paa det ſidſtnævnte, og ſee, hvorledes og ad hvilke Veie Chriſtendommen ogſaa indbragtes i vort Fædreneland.

Norges førſte Enekonge Harald Haarfager ſtyrede efter de gamle Sagaers eenſtemmige Vidnesbyrd Norges famled Rige med Kraft, Klogſkab og Heder i en lang Aarrække fra 872—930. Hans Erobringsverk gav Anledning til mange Udvandringer, — til Islands Bebyggelſe ved Nordmænd (mellem 874 og 934) og en ſelvſtændig Friſtats Oprettelſe der, — til det normanniſke Hertugdømmes Stiftelſe i det nordlige Frankrige ved Rolf Røgnvaldsſøn fra Møre (912), — til Færøernes Bebyggelſe, — til en betydelig Forøgelſe af Suderøernes norſke Befolkning, — og til Oprettelſen af et norſk Jarledømme paa Orknøerne under den norſke Konges Overhøihed. Med Henſyn til Haralds Trosbegreber, da maa man af Ord, ſom vore gamle Sagaer lægge ham i Munden, formode, at han hørte til dem, der ingen Lid ſatte til Aſerne eller de døde Afgudsbilleder, men troede paa „den Gud, der var den mægtigſte og havde ſkabt Alt og raadede for Alt“. At denne Tro havde ſin Oprindelſe fra Kjendſkab til Chriſtendommen antydes dog ikke nogenſteds; den reiſte ſig vel ſnarere fra den Tvivl om Aſernes Magt, ſom mod Hedendommens Slutning, — hvad vi allerede for have berørt — oftere gjorde ſig gjældende blandt de mere oplyſte Nordmænd. I Forbindelſe hermed ſtod udentvivl ogſaa den Afſky, ſom tillægges ham for al Slags Trolddom, hvilken Afſky endog bragte ham til at lade en af ſine mange Sønner, Røgnvald Rettilbein, en ivrig Seidmand, dræbe med en Mængde af hans Lige. Alligevel fortælles der om Harald, at han opretholdt de hedenſke Offringer, og ſelv offrede i Folkets ſtore Forſamlinger, noget ſom han ei heller vel kunde undlade uden at fravende ſig Folkets Sind og tabe dets Tillid; thi hele Almuen havde endnu den faſte Tro, at dets Høvdingers og Styreres Ærefrygt for Gilderne og flittige Offringer til disſe, bragte Landet gode Aaringer og Fred og Lykke. Da Harald i ſyvti Aar havde baaret Kongenavn og i otte og femti ſtyret hele Norges Rige, og var bleven otti Aar gammel, nedlagde han Landsſtyrelſen efterat have deelt Riget mellem ſine Sønner, og forordnet en af disſe, Erik, til ſin Eftermand ſom Overkonge. Tre Aar efter døde han 933.

Hans Søn og Eftermand Erik fik Tilnavnet Blodøxe enten formedelſt ſine Krigsbedrifter eller for den Grumhed han udviſte, idet han dræbte flere af ſine Brødre, ſom af Faderen vare ſatte til Underkonger eller Fylkeskonger i forſkjellige Dele af Landet, og ved hvilke han fandt ſin egen Magt formeget indſkrænket. Men denne Eriks Grumhed, og det at han lod ſig lede af ſin onde og underfundige Dronning Gunhild, gjorde ham forhadt vide omkring i Landet. Derfor da hans yngſte Broder Haakon kom til Norge for ogſaa at fordre en Deel af ſin Faders Rige, reiſte hele Folket ſig mod Erik, uddrev ham med Huſtru og Børn, og tog Haakon til Norges Konge 935.

Haakon fik Tilnavnet den Gode, fordi han ophævede ſin Faders paa Erobringens Ret grundede Beſtemmelſe, at al Jordejendom i Landet tilhørte Kongen, og gjengav Bønderne deres Odel eller den fri Ejendomsret til deres Sorøe Under ham (936—961) blev det førſte Forſøg gjort paa at forkynde og indføre Chriſtendommen i Norge.

Haakon, der var født i Harald Haarfagers Alderdom, var ſom Barn af ſin Fader ſendt over til den engelſke Konge Adalſtein (Ædelſtan, 925—941). Hos ham var han bleven opfoſtret — deraf hans Tilnavn Adalſteinsfoſtre —, døbt og oplært i Chriſtendommen. Han var ſaaledes chriſten, da han blev hævet til Kongedømmet i Norge, og det ei blot chriſten af Navn, men, ſom hans ſenere Fremfærd viiſte, af Hjertet. Men Haakon var ganſke ung, ikke mere end 15 Aar gammel, da han kom til Riget; han fandt alt Folket om ſig hedenſk, og hvad der var det vigtigſte, den Mand, der ved ſin ſtore Indflydelſe hos Thrønderne væſentlig havde hjulpet ham til Kongedømmet, og ſtod ham nærmeſt ſom hans fornemſte Raadgiver, den kloge Sigurd Haakonsſøn Hlade-Jarl, var en ivrig Hedning. Under disſe Forhold holdt den unge Konge for det førſte ſin Chriſtentro hemmelig, overholdt i Stilhed dens vigtigſte Skikke, helligholdt Søndagene og Høitidsdagene ſamt de vedtagne Faſter, og befattede ſig ikke med de hedenſke Blot, hvilke han lod Sigurd Jarl foreſtaa i Throndhjem. Dette vakte ingen Opſigt, og var vel.neppe heller blevet paaanket, om Folket derom havde havt nogen Formodning, da Haakon var høit elſket, Landet nød Fred og gode Aaringer, og derhos, ſom allerede før er bemærket, Ufordragelighed med anderledes Troende ei egentlig laa i Aſatroens Karakter. Men da Haakon blev noget ældre, da hans Kongedømme ſyntes fuldkommen befæſtet baade ved Folkets Kjærlighed og ved den Ordning af Statsforholdene og Retsforfatningen, ſom han ved ſine Love havde grundlagt, — ſaa begyndte han at tænke paa ogſaa at ſkaffe Chriſtendommen Indgang i ſit Rige. Han forberedte imidlertid Sagen med megen Varſomhed. Et af de førſte Skridt var, at han i Loven fik optaget den Beſtemmelſe, at Julefeſten, der var Aſadyrkernes ſtørſte Høitid, og ſom holdtes ved Midvinters Tid, nemlig i Midten af Januar Maaned, i tre Dage, blev forflyttet til den Tid, da den høitideligholdtes af de Chriſtne, nemlig i Slutningen af December, og udſtrakt til ſaa mange Dage, ſom i den chriſtne Kirke var vedtaget. Hvorledes denne Forandring er bleven begrundet for Folket, vide vi ikke; men den ſynes ei at have vakt nogen Uvillie eller Indſigelſe. Til ſamme Tid ſøgte Haakon at virke paa ſine nærmeſte Omgivelſer og paa ſine bedſte Venner for at ſtemme dem gunſtigen for ſin Tro; og ved ſin ſtore Venſælhed bevirkede han ogſaa, at nogle lode ſig døbe, ? andre i det mindſte afholdt ſig fra de hedenſke Blot. Da han ?ig troede ſig at have vundet ſaamange af Landets Høvdinger for Chriſtendommen, at han med noget Haab om Fremgang kunde vove dens offentlige Forkyndelſe, hentede han en Biſkop og nogle Preſter fra England og kundgjorde nu ſin Henſigt, at indføre Chriſtendommen i det hele Land.

Han henvendte ſig hermed førſt til Mørerne og Raumsdølerne; men af dem fik han kun et undvigende Svar, idet de henſkjøde denne vigtige Sag til Thrønderne, ſom dengang anſaas for at udgjøre Landets Styrke, og med hvem Nordmørernes og Raumsdølernes Fylker ſtode i den nærmeſte Berøring ſom lydende under deres Lov, Froſtathingsloven. Haakon lod imidlertid nogle Kirker vie og beſkikkede Preſter til dem. Derpaa drog han til Throndhjem og begyndte her at underhandle med Folket i dets mindre Forſamlinger, rimeligviis paa Fylkes-Thingene; men ogſaa her fik han det Svar, at denne Sag maatte afgjøres paa Thrøndernes almindelige Thing, Froſtathinget, hvortil Bønder mødte fra alle Thrøndelagens Fylker.

Kong Haakon for da til Froſtathing, ſom udentvivl allerede dengang ligeſom ſenere holdtes ved Midſommerstid paa Froſta, noget nær i Middelpunktet af Throndhjem. Her var en ſtor Mængde Menneſker forſamlet fra alle Throndhjems 8 Fylker. Da Thinget var ſat, talede Haakon og erklærede, at det var hans Bud og Bøn til hele Almuen, at den ſkulde lade ſig døbe, opgive alt Blot og de hedenſke Guder, og tro paa een Gud, Chriſt Marias Søn, holde helligt hver ſyvende Dag fra alt Arbeide, og derhos faſte hver ſyvende Dag. Denne Tale, heder det, vakte ſtrax megen Knur blandt den forſamlede Mængde. Bønderne knurrede over, at Kongen med deres Tro ogſaa vilde fratage dem deres Arbeide; paa den Maade kunde Landet ei bygges. Men Arbeidsfolket og Trælene raabte, at de ei kunde arbeide, naar de ei fik Mad. Man yttrede ogſaa, at det var en Arvelyde hos Haakon ſom hos flere af hans Ætmænd, at han var karrig paa Mad, ſkjønt han var gavmild paa Guld. Endelig reiſte ſig Høvdingen Asbjørn af Medalhus fra Gauldalen og ſvarede paa Kongens Tale. Han gjenkaldte i Erindringen de ſtore Forventninger, Folket havde gjort ſig, da de hævede Haakon til Kongedømmet, og han gjengav dem deres Odel. Nu ſyntes det, ſom om Kongen vilde trælbinde dem paa ny ved at berøve dem den Tro, under hvilken deres Fædre gjennem lange Tider og de ſelv havde fundet ſig lykkelige. Alle vilde de følge og lyde Kong Haakon, ſaalænge han ei fordrede af dem ugjørlige Ting. Men vilde han fremfare med denne Sag og ſøge at paatvinge Bønderne ſit Ønſke, da var det Folkets eenſtemmige Beſlutning at ſkille ſig fra Haakon og tage en anden Høvding, der lod dem beholde i Frihed den Tro, der var efter deres Sind. Kongen ſkulde vælge, inden Thinget hævedes. Dette Svar vandt lydeligt Bifald. Nu optraadte Sigurd Jarl ſom Mægler og erklærede, at det var Kongens Villie aldrig at bryde Venſkabet med Folket. Bønderne erklærede da fra ſin Side, at det var deres Villie, at Kongen ſkulde blote for dem til Aaringer og Fred, ſom hans Fader før ham havde gjort. Hermed hævedes Thinget.

Paa Jarlens indtrængende Foreſtillinger gav Haakon efter for Bøndernes Ønſke og indfandt ſig om Høſten paa Hlade til et ſtort Blotgjeſtebud (Vinternatsblot i Midten af Oktober). Før havde Haakon ved ſaadan Leilighed ſpiſt med nogle faa af ſine Mænd i et mindre Hus for ſig ſelv; men nu maatte han paa Bøndernes Forlangende være tilſtede i det ſtore Gjeſtebud og ſidde i ſit Høiſæde. Da det til Odin viede Drikkehorn raktes Kongen, gjorde han Korsmærke over det. Bønderne ſaa det, og ſpurgte knurrende, om Kongen end ikke vilde brun? Sigurd Jarl ſvarede, at Kongen gjorde ſom de, der troede paa egen Kraft og Styrke; han viede Hornet ved Hammerens Tegn til Thor. Hermed blev det roligt for denne Kveld. Men Dagen efter, da man ſkulde gaa til Bords, trængte Mængden heftigen ind paa Kongen og vilde at han ſkulde æde Heſtekjød. Dette var den Tid de Chriſtne forbudet; at opfylde Bøndernes Ønſke maatte anſees ligegjældende med et aabenbart Frafald fra Chriſtendommen. Haakon negtede det ogſaa. Men Bøndernes Paatrængenhed blev ſtørre og ſtørre, og det var nær ved et Angreb paa Kongen. Da mæglede atter Sigurd Jarl. Haakon lod ſig overtale til at gabe over den dampende Hadde paa Kjedelen, hvori Heſtekjødet var kogt, dog førſt efterat han havde viklet en Lindug om den. Hermed ſtandſede Stormen ogſaa for denne Gang, og Gjeſtebudet fortſattes; men paa begge Sider var man misnøiede.

Nu kom Julen, og et ſtort Julegjeſtebud, der da tillige ſkulde være et Blotgjeſtebud, blev beredt for Kongen paa Mæren i Sparbyggiafylke i det indre Throndhjem. Haakon og Sigurd Jarl indfandt ſig begge med ſin Hird. Men her begyndte igjen de forrige Optrin. De mandſtærke Bønder trængte ind paa Kongen og gave ham Valget mellem at blote eller lide Overlaſt. Ved Jarlens Mægling kom det nu endelig dertil, at Haakon aad nogle Mundfuld Heſtelever, og drak alle de Mindehorn, Bønderne ſkjænkte ham, uden at gjøre Korsmærke over dem. Hermed ſynes Bønderne at have været tilfredsſtillede; men Kongen, heder det, forlod efter Gjeſtebudets Slutning Mæren og ſiden Throndhjem i Vrede og rinder Trudſler, at ville komme mandſtærkere tilbage og da gjengjælde Thrønderne det Fiendſkab de havde viiſt mod ham.

De ſamme Bondehøvdinger, ſom havde ſtaaet i Spidſen for Thrøndernes Modſtand mod Chriſtendommen, havde imidlertid gjort et Skridt videre til dennes fuldkomne Udryddelſe. Medens fire Høvdinger af Indthrønderne, een af hvert Fylke, foreſtod Bevægelſen paa Mæren, droge fire af Udthrønderne, ligeledes een af hvert Fylke, med væbnet Magt til Møre, hvor de brændte tre Kirker og dræbte de ved dem anſatte tre Preſter.

Haakon ſamlede, efterat være kommen til Møre fra Throndhjem meget Folk, og havde i Sinde at drage med væbnet Magt mod Thrønderne; men da kom Budſkab til ham ſyd fra Landet, at hans Broderſønner fra Danmark af havde herjet der og agtede ſig nord efter. Da ſendte Haakon Bud til Sigurd Jarl og Thrønderhøvdiugerne om Hjælp. De indfandt ſig ogſaa, og blandt dem netop alle de, ſom meſt havde ſtaaet Kongen imod i hans Chriſtendomspaabud. De bleve tagne til Forlig, og med deres Underſtøttelſe overvandt Haakon ſtrax efter ſine Fiender. Men det førſte Forſøg paa at indføre Chriſtendommen i Norge var kvalt, og Haakon fornyede det ikke. Dette foregik efter en gammel Sagas Vidnesbyrd i Kong Haakons 16de Regjeringsaar, rimeligviis 950—951[1].

Saaledes ſkildres i vore udførligere Kongeſagaer, og navnligen hos Snorre, Haakon den Godes Chriſtendomspaabud og dets mislykkede Udfald. Hvorvidt det ellers forholder ſig ganſke rigtigt med Haakons Hevntrudſler og med den angivne Aarſag til at de ei bleve iverkſatte, — derom kan maaſkee reiſes nogen Tvivl. En kortere Saga[2] beretter, at Haakon lededes til Eftergivenhed og til at deeltage i Blotet paa Mæren „af ſin naturlige Godmodighed og af Kjærlighed til ſine Venner“. Efter en tredie Beretning[3] paavirkedes han af ſin Huſtru, der var hedenſk. Begge disſe Beretninger, hvis de ere rigtige, ſynes at udelukke hine Hevntanker og Hevntrudſler. Dette er imidlertid noget, ſom umulig lader ſig ſikkert afgjøre, og derpaa ligger der vel ogſaa mindre Magt. Hvad der er viſt er det, at Nordmændene, ſiden ſom forhen, ved hver given Anledning viſte Haakon den ſtørſte Hengivenhed og Kjærlighed, og kraftigen biſtode ham hans ſtrax efter følgende Kampe med Erik Blodøxes Sønner ligeſom i hans Beſtræbelſer for Rigets Forſvar; — medens paa den anden Side Haakon med Smerte erkjendte ſig ſom frafalden fra Chriſtendommen og uverdig til dens Velſignelſer, uden derfor nogenſinde at bryde med ſit Folk. Om Haakon i ſin ovenſkildrede Færd viſte Svaghed, eller maaſkee juſt et ſandt chriſteligt Sindelag, derom tror jeg man nu, da ſaa mange Aarhundreder ligge imellem, vanſkelig kan fælde nogen Dom. At den, for en ſtor Deel ved Vaabenmagt og Tvang, ſenere ſeirende Chriſtendoms Talsmænd fordømte Haakons Færd enten ſom umandig idet han „lod ſig kue af ſine Trælle til at forſage den ſande Tro“[4], eller ſom verdslig-egennyttig, idet han „foretrak det forgjængelige jordiſke for det evige himmelſke Rige, og af Omhu for at beholde ſit Kongedømme blev en Frafalden og Afgudsdyrker“[5], — dette var fra den intolerante Chriſtnes Standpunkt, der til Chriſtendommens Indførelſe fordrede voldſomme ja endog gruſomme Midler, naar lemfældigere ei kunde hjælpe, ganſke naturligt; — men denne Fordømmelſesdom bør vel ei ubetinget tiltrædes af os.

Haakons ſenere Regjeringstid var urolig og ſammenlignet med den foregaaende for ham og hans Rige mindre lykkelig. Hans fra Norge fordrevne Broder, Erik Blodøxe, havde taget ſin Tilflugt til England og havde der ved Kong Adalſteins Indrømmelſe, ſom muligen paa denne Maade vilde afholde ham fra at angribe Norge, erholdt et Rige i Northumberland over derboende Nordmænd og Daner. Da han der efter mange Lykkens Omvexlinger var falden i et Slag, drog hans Dronning Gunhild med ſine Sønner til Danmark, hvor Kong Harald Gormsſøn herſkede. Han var Kong Haakon fiendſk og underſtøttede Eriks Sønner til Angreb paa Norge. De bleve oftere ſlagne af Haakon, men kom ſtedſe igjen tilbage forſterkede fra Danmark. Den ſidſte Kamp mellem Haakon og hans Broderſønner ſtod paa Fitie, paa Øen Stord ved Hørdaland. Haakon ſeirede ogſaa her, men blev i Slaget dødelig ſaaret og afled ſtrax efter 961.

Sagaernes Fortælling om hans ſidſte Øieblik give en ſkjøn og ganſke viſt ſand Skildring af hans Sindelag med Henſyn til Chriſtendommen og hans dybe Sorg over at have afveget fra den. Han erklærede for ſine Venner og Raadgivere, at da han ſelv var ſønneløs, vare hans Broderſønner, med hvem han nys havde kjæmpet, lovlige Arvinger til Norges Kongedømme, hvortil han anbefalede dem. Selv vilde han, om end et længere Liv blev ham forundt, fare til chriſtne Mænd og der bøde hvad han havde forbrudt mod Gud. Da hans Venner tilbøde ſig at føre hans Lig til England og der jorde det ved en Kirke, ſvarede den døende Konge: „Jeg er det ikke verd; ſom Hedning levede jeg, og ſom en Hedning ſkal man jorde mig“. Saa ſkede ogſaa. Han blev høilagt paa Kongsgaarden Sæheim paa Nordhørdaland og efter hedenſk Brug „henviiſt til Valhal“. „Baade Venner og Fiender — ſige Sagaerne — begræd hans Død og ſagde, at en jævngod Konge aldrig vilde komme i Morgen[6].

  1. Fgrſk. 18.
  2. Fgrſk. 18.
  3. Ágrip c. 5.
  4. Ol. Tryggvesſ. S. c. 167.
  5. Histor. Norvegiæ fol. 7. b.
  6. Fgrſk. 26. Snor. Haak. G. S. c. 32.