Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Olaf Kyrre døde i ſin bedſte Alder den 22de Septbr. 1093. Han efterlod en tyveaarig Søn Magnus, men denne blev ikke ſtrax Norges Enekonge. Haakon, Kong Magnus Haraldsſøns Søn, traadte nu ind i ſin Ret, ſom havde hvilet i hans Farbroders Levetid, og blev i Throndhjem tagen til Konge over det halve Rige. En Fællesſtyrelſe af Kongedømmet indtraadte nu atter, der ikke lovede Folket lang Rolighed. De to Konger vare nemlig uvenſkabelig ſindede mod hinanden. Magnus, en ærgjerrig Yngling, der lignede ſin Farfader i Sindelag meer end ſin Fader, taalte ikke godt nogen Medſtyrer. Han var derhos utilfreds med Haakon, fordi denne formindſkede Kongedømmets Indtægter ved at eftergive Folket adſkillige Tyngſler, ſom hvilede paa det fra Svein Knutsſøns Dage, — og misundelig paa ham, fordi han herved og ved ſit blide Væſen vandt Almuens Yndeſt i høiere Grad end den meer haarde Magnus. Det ulmende Uvenſkab mellem begge Konger kom dog ikke til Udbrud i nogen virkelig Krig. Haakon døde nemlig uventet og haſtig i 1095 uden at efterlade nogen Søn.

Magnus blev nu Norges Enekonge. Hans Mundheld var: „En Konges Maal er Hæder, ei et langt Liv“, og Hæderen ſøgte han i Seier over ſine Fiender i og udenfor ſit Rige. Da han havde bragt Fred til Veie i Norges Indre, begyndte han at feide i Veſt og Øſt og uro alle ſine Naboer. Seieren fulgte ham vel ofteſt paa hans Tog; men Bønderne i Norge fandt ſig dog beſværede ved den idelige Ledingsudredſel og kaldte ham: Strids-Magnus (styrialdar Magnus). Han kaldtes ogſaa med Tilnavnet Barfod, fordi han paa ſine Tog i Veſtlandene optog Irernes korte Klædedragt med blottede Knæ. Han var Konge i ti Aar paa det nærmeſte og faldt paa et Tog i Irland kun 30 Aar gammel den 24de Aug. 1103.

Om den norſke Kirkes Tilſtand i ſelve Norge under Magnus Barfods Rigsſtyrelſe vide vi intet; rimeligviis har den ſkredet ſin jævne Gang fremad i Udvikling. Om Kirken paa Island haves derimod fra denne Tid nogle ikke uvigtige Oplysninger. Vi have ſeet, at efter Biſkop Isleifs Død i 1080 blev hans Søn Gisſur af Folket valgt til hans Eftermand. For han modtog Valget, tog han det Løſte af alle Landets Høvdinger, at de ſkulde lyde ham i Alt hvad han ſom Biſkop kunde paabyde dem med Henſyn til Religionen og kirkelige Forhold; og de holdt dette Løfte. Gisſur ſtyrede ſin Kirke med en Anſeelſe, ſom ikke gav hans Faders det ringeſte efter, og øvede ligeſom han en ſtor Indflydelſe paa alle ſit Fædrenelands offentlige Anliggender, ſaaledes at man med Sandhed kunde ſige, at han i ſin Tid var baade Biſkop og Konge paa Island. Den islandſke Stat nød overhovedet i Isleifs og Gisſurs Dage, og man kan næſten ſige fra den Tid Chriſtendommen der blev fuldkommen grundfæſtet, en indre Fred og Rolighed, ſom den ikke havde kjendt ſiden Øens førſte Bebyggelſe. Og man kan ikke andet end heri ſpore Chriſtendommens kraftige Virkninger til Folkeaandens Formildelſe og Sedernes Afſlibning.

Et vigtigt Skridt af Gisſur var det, at han ſkaffede Biſkoppen paa Island et faſt Biſkopsſæde, og det med betydelig Formues Opoffrelſe fra ſin egen Side. Han havde arvet Gaarden Skaalholt efter ſin Fader; han byggede her en Kirke, og da hans Moder ogſaa var død (omkr. 1090?), gav han hele Skaalholt Gaard til Kirken med den Beſtemmelſe, at der for Fremtiden ſkulde være Biſkopsſtol[1].

Et endnu vigtigere Foretagende af Gisſur var Tiendens Indførelſe paa Island. Heri underſtøttedes han af den daværende Lovſigemand, den lovkyndige Skald Markus Skjeggesſøn, og af den lærde Preſt Sæmund Sigfusſøn i Odde, en af Landets rigeſte og meſt anſeede Høvdinger. Tienden blev lovtagen paa Althinget 1097 med en Ydelſesmaade, der ſvarede til Islands Forhold[2]. Dette vigtige Skridt toges ſaaledes paa Island for end i Norge. Vi ville ſenere igjen komme tilbage til Gisſurs Biſkopsſtyrelſe.

Ved Magnus Barfods Død (1103) indtraadte igjen en Deling af Kongedømmet i Norge. Han efterlod nemlig tre Sønner: Eyſtein, ſom ved Faderens Død var fjorten Aar gammel, Sigurd, der var eet Aar yngre og Olaf, ſom kun var fire Aar. Disſe bleve alle tagne til Konger, og de tvende ældre optraadte ſtrax ſom ſelvſtyrende (de vare nemlig over 12 Aar) i Fællesſkab, og tillige ſom Verger for ſin tredie Broder. Deres Styrelſestid blev atter en Rolighedens og Lykkens Tid for Norge, vigtig baade ved Folke-Velſtandens Fremblomſtring og ved Kirkeforfatningens Udvikling.

Hvad der har gjort disſe Brødres Fællesſtyrelſe meſt bekjendt i Hiſtorien, er Sigurds Tog til Jeruſalem, der erhvervede ham Tilnavnet Jorſalafari eller Jeruſalemsfarer. Korstogene havde taget ſin Begyndelſe, og hele Europa var opfyldt af Begeiſtring for det hellige Lands Erobring fra de Vantroende. Til Norge forplantedes denne Begeiſtring ved nogle Nordmænd der i Aarhundredets Begyndelſe havde beſøgt Jeruſalem. De havde ved ſin Hjemkomſt meget at fortælle om Sydens Herligheder; og disſe lokkende Skildringer i Forbindelſe med Tanken om det Fortjenſtfulde i at beſøge de Steder, hvor Chriſtus havde lært og lidt, og i at kjæmpe for deres Udrivelſe af de Vantroes Hænder, vakte en almindelig Rørelſe i Norge. Mange følte Lyſt til at beſøge Jeruſalem og deeltage i de hellige Krige, og de opfordrede en af Kongerne til at være deres Anfører. Brødrene beſluttede ogſaa paa fælles Koſtning at ruſte en Flaade, og det blev afgjort, at Kong Sigurd ſkulde være Togets Anfører, og at Eyſtein under hans Fravær ſkulde ſtyre Landet.

I Høſten 1107 forlod den ſyttenaarige Sigurd Norge med en Flaade paa 60 Skibe, bemandet med omtrent 10,000 Krigsmænd, alle Frivillige. Han overvintrede i England, kjæmpede i Aarene 1108 og 1109 mod Maurerne rundt om Spaniens Kyſter og kom om Sommeren 1110 til Palæſtina. Han blev med ſtore Æresbevisninger modtagen af Kong Balduin af Jeruſalem og af denne ledſaget til den hellige Stad, hvor han af Patriarchen og Kongen modtog ſom Gave en Spaan af Chriſti Kors, hvilken han lovede at bevare ved den hellige Olafs Hvileſted. Efterat begge Konger havde forrettet ſin Andagt paa de hellige Steder, beſluttede de i Forening at angribe Sidon (Sætt), der endnu var i Tyrkernes Hænder. Sigurd, der havde ſin Flaade ved Joppe, førte den herfra til Sidon, og indſluttede og angreb Staden fra Søſiden, medens Kong Balduin og Greve Bertrand af Tripolis angreb den fra Landſiden. Staden overgav ſig til de Chriſtne den 19de Decbr. 1110.

Da Sigurd nu ved Vaabendaad ſaavel ſom ved Andagtsøvelſer havde opfyldt ſin Reiſes Øiemed, gav han ſig paa Hjemveien. Han beſøgte Conſtantinopel, hvor en ſtor Deel af hans Ledſagere traadte i Keiſer Alexius Comnenus’s Tjeneſte. Sigurd ſkjænkede Keiſeren ſine Skibe, da han havde foreſat ſig at lægge Hjemveien over Land. Derpaa for han gjennem Bulgarien, Ungarn og Tydſkland til Danmark, hvor han ankom ved Midſommer 1111, og ſaa fra det nordlige Jylland til Norge. Han blev her modtagen af Folket med ſtor Glæde, og hans Færd blev omtalt ſom den hæderligſte, der nogen Tid var foretagen fra Norge. Toget har, ſom man af ſamtidige Korstogsſkribenter og engelſke Hiſtorieſkrivere ſeer, vakt ikke ſaa ganſke ringe Opmærkſomhed i Udlandet. Det havde ogſaa ſine Indvirkninger paa de norſke Kirkeforhold, hvilke ſenere ſkulde omtales. Det giver et Vidnesbyrd om Norges daværende Kraft og Velſtand, men da det nærmeſt vedkommer Norges verdslige Hiſtorie, er det her kun løſeligen berørt.

Havde Sigurd ved ſin Jorſalsfærd hævdet Norges Hæder i Udlændingens Øine, ſaa havde imidlertid hans Broder Eyſtein ved ſin milde og kloge Styrelſe bragt Landets indre Forfatning i en blomſtrende Tilſtand. Han havde ved Havneanlæg, Bygning af Fiſkerleier og Oprettelſe af Sælhuſe paa de meſt befarne Fjældveie ſørget for Næringsdriftens Opkomſt; ved Iſtandſættelſe af Varerne og Bygning af Nøſt for Krigsſkibene havde han iagttaget Rigets Sikkerhed; han havde udvidet dets Grændſer ved at formaa Jamtlændingerne, ſom ved Midten af foregaaende Aarhundrede vare blevne Chriſtne[3], til atter at forene ſig med Norge; Nidaros og Bergen havde han endelig prydet med nye og pragtfulde Bygninger, baade til kirkeligt og verdsligt Brug. Saaledes kunde Kong Eyſtein visſeligen med Rette roſe ſig af, at have ved ſin fredelige Virkſomhed ſørget fuldt ſaa meget for Nordmændenes ſande Velvære, ſom Sigurd ved ſit Tog for deres Krigerhæder.

Til Norges ſtore Held blev den indre Fred uforſtyrret af Splid mellem de ſamſtyrende Brødre, ſkjønt det ved enkelte Leiligheder ikke tegnede ſig ſaa ganſke venſkabeligt mellem de høiſt uligeſindede Eyſtein og Sigurd, — den førſte med hans Blidhed, Venlighed og Klogſkab, der dog var forbunden med megen Faſthed og Udholdenhed i hvad han anſaa for Ret, — den anden med hans Alvor, Tungſind, Heftighed og Strenghed. Men begge havde i Grunden Lovens Overholdelſe og Folkets Vel ſtadigen for Øie; og derfor ſpredte ſig de Uveirsſkyer, ſom undertiden trak op mellem dem, uden videre Følger. Den tredie Broder Olaf lignede Eyſtein meſt i Sindelag og ſynes ogſaa meſt at have holdt ſig til ham. Men hans Kongedømme blev af korteſt Varighed; han døde nemlig allerede i ſit attende Aar (22de Decbr. 1116) uden at efterlade Afkom. Ser Aar efter (29de Auguſt 1122) døde ogſaa Eyſtein uden at efterlade flere Børn end een Datter; og nu blev Sigurd for Reſten af ſin Levetid Norges Enekonge.

Deels under disſe Brødres Samſtyrelſe, og deels medens Sigurd raadede ene for Kongedømmet, indtraf mange Ting, ſom havde Indflydelſe paa den norſke Kirkes Udvikling. En for hele Norden vigtig Kirkebegivenhed ſtrax i Begyndelſen af deres Samſtyrelſe var ſaaledes: Ophævelſen af det hamborgſke Erkeſædes Metropolitanhøihed over Nordens Kirker og Indſtiftelſen af et ſærſkilt Metropolitanſæde for disſe inden de nordiſke Rigers egne Grændſer.

Vi have allerede havt Anledning til oftere at bemærke, at den hamborgſke Metropolitanhøihed ikke var ſynderlig vel anſeet i noget af de tre nordiſke Riger; men for Danmark var den byrdefuldeſt. Hamborg og Bremen laa nemlig ſaagodtſom lige ind paa dette Riges Grændſer, og de hamborgſke Erkebiſkopper kunde ſaaledes ideligen blande ſig ind i den danſke Kirkes Anliggender og holde den ſtrengt under ſin Høihed, mangen Gang udentvivl til de danſke Kongers ſtore Fortrydelſe. Svein Ulfsſøn maatte ganſke viſt meer end een Gang føle den ſtolte Erkebiſkop Adalberts Overmod; man veed, at det var Tilfælde, da han af Geiſtligheden blev tvungen til i 1055 at forſkyde ſin Huſtru Gyda paa Grund af Slegtſkabsforhold[4]. Det kunde heller ikke undgaa denne kloge Konges Opmærkſomhed, hvor farlig for Danmarks verdslige Uafhængighed, den geiſtlige Afhængighed af en tydſk Kirkefyrſte maatte være. Tidlig ſynes derfor den Tanke at være opſtaaet hos ham, at unddrage ſit Rige dette fremmede Aag ved at ſkaffe Danmark en egen Erkebiſkop. Dette vilde ikke have været Adalbert ſaameget imod, hvis han kunde have drevet ſin Plan igjennem, ſelv at blive Nordens Patriarch; thi da vilde han alligevel beholde ſin Overhøihed over Nordens Kirker, og een eller flere ham underordnede Erkebiſkopper vilde kun bidrage til end meer at hæve hans Anſeelſe. Men da det ei vilde lykkes med det hamborgſke Patriarchat, maatte han naturligviis være ugunſtig ſtemt for et danſk Erkebiſkopsdømme, der blev ham altfor meget ſideordnet, ſelv om han med Henſyn til det kunde erholde Primatet. Kong Svein ſynes imidlertid at have drevet ſine Underhandlinger med Paven i al Stilhed og ikke ganſke uden Held. Pavernes ſkinſyge Politik var nemlig paa denne Tid en udſtrakt Metropolitanmyndighed lidet gunſtig, og det maa viſtnok tilſkrives perſonlig Indflydelſe og perſonlige Forhold, at Adalbert desuagtet formaaede at udvirke af Pave Alexander 11 i 1062 en Bulle, hvorved hans Metropolitanmyndighed over Norden ſtadfæſtedes, ja endog i visſe Dele udvidedes. Men da Adalbert i 1072 døde, og Gregorius VII Aaret efter blev Pave, tog Sagen en gunſtigere Vending for Danmark.

Gregorius var, ſom forhen omtalt, fiendtlig ſindet mod Adalberts Eftermand, Erkebiſkop Liemar; han ſaa gjerne det hamborgſke Erkeſædes Svækkelſe, og han opfordrede ſelv i et Par Skrivelſer til Kong Svein Ulfsſøn denne til paany at knytte de Underhandlinger med det apoſtoliſke Sæde, ſom han med Gregors Formænd havde indledet[5]. Denne Gang kom imidlertid Svein Ulfsſøns Død i Veien (1076) ligeſom ogſaa de Uroligheder, i hvilke Gregorius VII ſtrax efter blev indviklet; og Underhandlingerne kom i Langdrag under Svein Ulfsſøns-l nærmeſte Efterfølgere, hans Sønner Harald Hein (1076—1080), Knut den Hellige (1080—1086) og Olaf Hunger (1086—1095). Men da Erik den Gode var bleven Konge i Danmark, greb han atter Sagen an med Iver, tildeels egget af perſonlig Uvillie mod Erkebiſkop Liemar.

Erik henvendte ſig til Pave Urbanus II (1088—1099), der ogſaa var Liemar fiendſk, og fik udvirket Løfte om Oprettelſen af en Erkeſtol i Danmark. Urbanus’s Efterfølger Paschalis II (1099—1118) holdt faſt ved ſin Formands Løfte; og da nu derhos Erkebiſkop Liemar døde (1101), og dennes Efterfølger, Hubert, ingen kraftige Indſigelſer gjorde mod de Anſlag, ſom vare i Gjære, kom det endelig dertil, at Pave Paschalis i 1103 ſendte ſin Kardinal-Legat Alberich til Danmark med Fuldmagt at udſee et pasſende Sted for den nye Erkeſtol. Hans Valg faldt paa Lund i Skaane, og den derværende Biſkop Asſer, i det norſke Sprog Øsſur, blev erklæret for Erkebiſkop og modtog Pallium af Legatens Hænder 1104. Den nye Metropolitans Provins blev de tre nordiſke Rigers Kirker, og disſes Afhængighed af den hamborgſke Metropolitan var dermed hævet. Vel gjorde ſenere hen de hamborgſk-bremiſke Erkebiſkopper Indſigelſer mod den nye Foranſtaltning og ſøgte i det mindſte at erhverve Primatmyndigheden over Erkebiſkoppen af Lund; men ſkjønt disſe Tviſtigheder varede længe, ſaa ledede de dog ikke til nogen Forandring i det engang faſtſatte[6].

Saavidt man af alle gamle Efterretninger kan ſkjønne var Lunds Biſkopsſtols Ophøielſe til Metropolitanſæde for hele Norden en udelukkende Virkning af de danſke Kongers og rimeligviis ogſaa den danſke Geiſtligheds Beſtræbelſer. Man ſporer ingen Medvirkning dertil fra de to andre nordiſke Rigers Side, ligeſaa lidet ſom man finder omtalt nogen formelig Erkjendelſe fra deres Side af den lundſke Kirkes Metropolitanhøihed, og da Pave Paschalis’s Erections-Bulle ikke mere er til, ſaa kjender man ikke engang Udtrykkene, hvori Metropolitanhøiheden over den norſke og ſvenſke Kirke er den lundſke Erkeſtol meddelt, eller hvilke Vilkaar dermed have været forbundne. Imidlertid er det ligefuldt ſikkert, at den lundſke Kirkes Metropolitanhøihed i Gjerningen har været erkjendt baade af den norſke Kirke og af de norſke Konger. Dette kan ſluttes ikke alene deraf, at intet Spor findes til nogen Indſigelſe imod den af Paven trufne Foranſtaltning fra norſk Side, men ogſaa af følgende Grunde: 1) man har ſikker Underretning om, at alle de ſex islandſke Biſkopper, hvis Udnævnelſe falder mellem den lundſke Kirkes Ophøielſe til Metropolitankirke (1104) og det Tidspunkt, da den norſke Kirke fik ſin egen Metropolitan (1152), ere blevne indviede af Erkebiſkoppen i Lund[7]; — 2) ligeledes at den førſte grønlandſke Biſkop i Garde, ſom beſkikkedes i Sigurd Jorſalfarers Tid, og det ifølge Kongens egen Anbefaling, blev indviet af ſamme Erkebiſkop[8] —— og endelig 3) at det eneſte ſtore Provincial-Concilium, ſom man ved at være holdet medens Lunds Erkebiſkop var hele Nordens Metropolitan, nemlig i 1139, var foruden af fem danſke og een ſvenſk Biſkop ogſaa beſøgt af Biſkopperne af Bergen og Færøerne[9]. Heraf viſer ſig uimodſigelig, at Lunds Erkebiſkop i den her omhandlede Tid (1104—1152) har med Henſyn til den norſke Kirke været i virkelig Beſiddelſe af Metropolitanhøihedens tvende Hovedrettigheder: Biſkoppers Indvielſe og Provincial-Conciliers Sammenkaldelſe, og at ſaaledes hans Metropolitanhøihed i Norge har været anerkjendt paa en ganſke anden Maade og langt fuldſtændigere end tilforn havde været Tilfældet med den hamborgſke Erkebiſkops. Man finder viſtnok i Sagaerne den Fortælling, at Sigurd Jarſalfarer under ſit Ophold i Jeruſalem lovede den derværende Patriarch at ville oprette en Erkeſtol i Norge, „hvis det ſtod i hans Magt“[10]; men dette betingede Løfte, hvis Opfyldelſe naturligviis afhang af Pavens Samtykke, behøver ikke at fortolkes ſom nogen Yttring af Uvillie mod Lunds Metropolitanhøihed. Man bor neppe deri ſee meer end et Ønſke om, at Forholdene engang kunde føie ſig ſaa, at den Ære, der nys var bleven Danmark til Deel, ogſaa kunde udſtrækkes til Norge, — et Ønſke, ſom ganſke naturlig kunde opſtaa hos Nordmændene og deres Konger, uden derfor juſt at medføre nogen Uvillie mod den pavelige Foranſtaltning, hvorved Danmark fortrinsviis var bleven hædret blandt de nordiſke Riger.

Det var virkelig et Gode, ſom den norſke Kirke opnaaede derved, at den gamle Uſikkerhed med Henſyn til Metropolitanhøiheden over den endelig blev hævet. Vel var Metropolitanſædet fremdeles udenfor det norſke Riges Grændſer, men alligevel i et Land, hvis Indbyggere i Sprog og Seder vare langt nærmere beſlegtede med Nordmændene, end Tydſkerne vare. En bedre Orden kunde nu iagttages med Biſkoppernes Indvielſe, og de lange og i ſine Følger uvisſe Reiſer for at opnaa denne kunde for Fremtiden undgaaes. Derhos maa det endelig erkjendes, at de lundſke Erkebiſkopper efter alle Kjendetegn øvede ſin Metropolitanhøihed over den norſke Kirke med meget Maadehold. Man finder intet Spor til nogenſomhelſt utidig Anmasſelſe fra deres Side eller til nogen Folkefølelſen krænkende eller ſkadelig Indblanding i den norſke Kirkes indre Anliggender. Denne ſynes tvertimod i Tiden, medens den lundſke Metropolitanhøihed varede, at have udviklet ſig ved ſin egen indre Kraft ligeſaa ſelvſtændigt ſom forhen, uden at Love eller Indretninger paatrængtes den af den fremmede Metropolitan, og uden at ſtrengere hierarchiſke Grundſætninger gjorde ſig gjældende, end de ſom kunne ſiges at have raadet faſt ligefra dens førſte Oprettelſe. Det kan ſaaledes anſees for viſt, at om end den lundſke Metropolitanhøihed ikke øvede nogen ſterkt iøinefaldende Indflydelſe paa den norſke Kirke, ſaa var den dog en gavnlig Forberedelſe til dennes ſnart paafølgende fuldkomne Udſondring ſom et ſelvſtændigt Led i det ſtore romerſke Kirkeſamfunds Kjæde.

Af ſtørre Vigtighed for den norſke Kirkes Udvikling var dog udentvivl den forfatte Ordning af dens Biſkopsdømmer, ſom fandt Sted under Sigurd Jorſalfarers og hans Brødres Landsſtyrelſe; — hvad der nemlig i denne Henſeende ſkal tilſkrives Brødrene ſom ſamſtyrende, eller Sigurd, efterat han var bleven Enekonge, lader ſig ikke beſtemme. Den ſamtidige anglonormaniſke Kirkeſkribent Ordericus Vitalis, der viſer ſig ret vel underrettet om den daværende Tilſtand i Norge, ſiger om Kong Sigurd, at „han oprettede i det norſke Rige Biſkopsdømmer og Munkekloſtere, hvilke hans Forgjængere ei havde kjendt“[11]. Dette bør nu ikke forſtaaes ſom om Forfatteren, har villet ſige, at Biſkopsdømmer ei kjendtes i Norge under Sigurds Forgjængere, at han altſaa var den førſte ſom oprettede dem; thi Tillægget „hvilke hans Forgjængere ei havde kjendt“ ſynes blot at ſigte til Kloſtrene, og i ethvert Fald ere i det Foregaaende Grunde anførte for at Begyndelſen til Biſkopsdømmers Oprettelſe allerede var gjort under Kong Olaf Kyrre. Det antyder imidlertid med Beſtemthed, at noget vigtigt for denne Sag ogſaa er udrettet under Sigurd Jorſalfarer; og dette beſtod deri, at de Biſkopsdømmer, ſom kunde henregnes til den norſke Kirke, i og udenfor ſelve Norge, bleve ordnede noget nær til det Antal og med de Grændſer, ſom ſiden efter bleve faſt beſtaaende lige til Reformationen.

Til de tre Biſkopsdømmer, ſom allerede under Olaf Kyrre maa antages at være oprettede i ſelve Norge, nemlig: Throndhjems eller Nidaros’s, Selias eller Bergens, og Vikens eller Oslos, — kom nu et fjerde: Stavangers, hvortil de to ſydligſte Fylker af Gulathingslagen, Rygiafylke og Egdafylke, ſamt de under ſamme Lagdømme lydende Landſkaber Valders og Haddingiadal henlagdes. At Stavangers Biſkopsdømme er blevet oprettet under Sigurds Styrelſe, kan ſees deraf, at en Biſkop af Stavanger omtales i hans ſenere Regjeringsaar[12], og at den ſtavangerſke Biſkop, ſom i Biſkopsrækkerne kaldes den førſte, nemlig Reinald, levede endnu under Sigurds Efterfølger[13]. Oplandene vedbleve endnu en Stund, ſamlet med Viken, at ligge under Oslos Biſkop.

Paa Island bleve Biſkopsdømmerne tvende. Da nemlig den før omtalte Biſkop Gisſur Isleifsſøn i Skaalholdt i tyve Aar havde været Enebiſkop paa Island, fremkom Nordlændingerne i 1102 med det Ønſke, at de maatte faa ſin egen Biſkop, hvis Omraade da ſkulde være Nordlændinge-Fjerdingen. Som Grund anførtes, at Landet, naar det fik to Biſkopper, ſjælden kunde antages at blive biſkopsløſt. Gisſur, ſom allerede tidligere havde viiſt ſtor Opoffrelſe for Kirkens Bedſte, lagde ogſaa her ſin Uegennyttighed for Dagen, idet han indrømmede Nordlændingernes Bøn. Efter et Par Aars Forløb, ſom rimeligviis ere hengangne med de nødvendige Forberedelſer til den nye Biſkopsſtols Oprettelſe, valgtes i 1105 til Biſkop den gudfrygtige Preſt Jon Øgmundsſøn. Han var en Lærling af Biſkop Isleif, og havde ſenere fortſat ſine Studeringer i Udlandet. Da han var valgt til Nordlændingernes Biſkop, gjorde han førſt en Reiſe til Rom, til Pave Paschalis II, og blev derpaa indviet af Erkebiſkop Øsſur i Lund 110li. Han tog efter Hjemkomſten til Island ſit Sæde i Hole i Hjaltadal i Skagafjorden paa Nordlandet, og reiſte der en Kathedralkirke. Saaledes kom da fra nu af Island til at udgjøre to Biſkopsdømmer: Skaalholts Biſkopsdømme og Hole Biſkopsdømme[14].

Paa Grønland var, ſom det ſynes, den tidligere omtalte Olaf[15] den førſte Biſkop, og det paa Kong Olaf den Helliges Tid. Han har dog ganſke viſt, om han virkelig er kommen til Grønland, kun været en Misſionsbiſkop, der igjen ſnart har forladt Landet. Han nævnes ikke i Biſkopsfortegnelſerne, hvilke derimod anføre en Erik ſom den førſte ved 1112 eller 1113; men han ſkal have forladt Landet omkring 1121[16]. Man kjender ikke ret Sammenhængen med hans Virkſomhed; rimeligviis var ogſaa han kun at betragte ſom en Misſionsbiſkop. Da han var borte, foreſlog Høvdingen Sokke Thoresſøn af Brattahlid paa et Thing, at Bønderne paa Grønland ſkulde bidrage til at faa en Biſkopsſtol oprettet hos ſig, og derpaa gik man ind. Sokkes Søn Einar for nu til Norge og forelagde Kong Sigurd denne Sag. Kongen bifaldt Foretagendet og overtalte en dygtig og vellært Klerk ved Navn Arnald til at modtage Biſkopsverdigheden. Denne Arnald ſendte derpaa Kongen med en Anbefalingsſkrivelſe til Erkebiſkop Øsſur i Lund, ſom indviede ham i 1124. Da Arnald kom til Grønland tog han ſit Sæde i Garde, ſom fra den Stund af blev Grønlands faſte Biſkopsſæde[17].

Ved denne Tid maa ogſaa Færøerne have faaet ſin egen Biſkop, ſkjønt vi med Henſyn til dette Biſkopsdømmes Oprettelſe ikke vide Tiden med Beſtemthed. Som førſte færøiſke Biſkop nævnes i Biſkopsrekkerne: Gudmund. Da hans Eftermand Matheus angives at være død 1157 eller 1158[18], og der desuden mellem Gudmund og Matheus omtales en Biſkop Orm af Færøerne, ſom var tilſtede paa Provincial-Conciliet i Lund den 8de Auguſt 1139[19], men ſom Biſkopsrekkerne forbigaa, ſaa bliver det ſikkert nok, at Gudmnnds Beſkikkelſe falder i Sigurd Jorſalfarers Tid, om ikke før. Den faſte Biſkopsſtol i Kirkiubø paa Straumø ſkal være oprettet af Matheus, ligeſom og Kathedralkirken der reiſt eller paabegyndt af ham[20].

Orknøerne, hvortil ſom Jarledømme ogſaa regnedes Hjatland eller Hjaltland (Schetlandsøerne), ſkulle efter Adam af Bremens Vidnesbyrd allerede have havt en Biſkop Thorolf, indviet af den hamborgſke Erkebiſkop Adalbert, ved Midten af det 11te Aarhundrede[21]. Ved ſamme Tid troes den mægtige Thorfinn Sigurdsſøn Jarl (1014—1064) at have oprettet eller i det mindſte paatænkt en faſt Biſkopsſtol i Birgsaa i Birgisherad paa Veſtkanten af Hrossø (nuv. Mainland), hvor en Chriſtkirke byggedes. Imidlertid ſynes ogſaa en Rodulf at være bleven indviet til Orknøernes Biſkop af Erkebiſkoppen af York, der paaſtod Primatet ikke alene over Skotland men ogſaa over de ved Skotland liggende Øer. Det uſikkre med Henſyn til Retmæsſigheden af disſe to Biſkoppers Indvielſe har rimeligviis voldet, at de ei ere blevne opførte i de gamle Biſkopsrekker. Disſe ligeſom og Orkneyingaſaga nævne derimod ſom Øernes førſte Biſkop: Villialm eller Villiam, kaldet den Gamle, der ſkal være bleven Biſkop omkring 1102, og førſt tog ſit Sæde i Birgsaa, men ſenere forflyttede Biſkopsſtolen til Kirkiuvaag paa ſamme Ø[22].

Endelig maa ogſaa nævnes Suderøerne og Man, der, uviſt fra hvilken Tid, havde ſin egen Biſkop, hvis Sæde var ved St. Germani Kirke paa Man[23]. Skjønt disſe Øer udgjorde fra gamle Tider en Lensſtat under Norges Rige, ſaa er det dog uviſt, hvorledes det paa Sigurd Jorſalſarers Tid forholdt ſig med det derværende Kirkeſamfund og Biſkopsdømme, hvorvidt det regnede ſig ſom henhørende til den norſke Kirke, eller til den ſkotſke, hvis Metropolitan dengang, ſom nylig omtalt, var den engelſke Erkebiſkop af York. Saameget er imidlertid viſt, at det ſuderøiſke Biſkopsdømme fra 1152 af, da den norſke Kirke fik ſin ſæregne Metropolitan, regnedes af Paven til dennes Provins, hvilken Omſtændighed altid giver en ſterk Formodning om, at hiint Biſkopsdømme ogſaa i den nærmeſte Tid forud har været betragtet ſom norſkt.

Den norſke Kirke havde ſaaledes nu ſin fuldſtændige Dioeceſan-Indretning under ti Biſkopper, hver med ſit beſtemt begrændſede Biſkopsdømme og ſit faſte Biſkopsſæde;. — alle (maaſkee med Undtagelſe af den ſudrøiſke?) indordnede under den lundſke Erkebiſkops Provins. En ſærſkilt Metropolitan manglede nu kun den norſke Kirke til dens fuldkomne Nationalſelvſtændighed, og denne Mangel blev afhjulpen inden 50 Aar vare henledne fra dens Indordning under Lunds Erkeſæde.

Den anden Fortjeneſte af Kirken, ſom Ordericus Vitalis paa ovenanførte Sted tillægger Sigurd Jorſalafarer, er: at han oprettede Kloſtere i Norge. Hvad dette angaar, da er det viſt, at Kong Eyſtein deelte Fortjeneſten med ſin Broder, og rimeligvis var den af Kongerne, ſom herved var meſt virkſom. Om Orderiks Vidnesbyrd: at der under de tidligere norſke Konger ei havde været Kloſtere, er fuldkommen paalideligt, har der været opkaſtet nogen Tvivl. Det heder nemlig hos andre engelſke Hiſtorieſkrivere, at allerede Knut den Mægtige oprettede et Benediktiner-Kloſter paa Nidarholm ved Nidaros omkr. 1030. Men om og dette forholder ſig rigtigt, ſaa er der dog al Rimelighed for, at Kloſteret ikke ret har villet trives, at det er kommet i Forfald eller endog blevet forladt, og at det førſt noget efter 1100 igjen er kommet i Orden eller vel endog gjenoprettet fra ny[24], og at ſaaledes dets Stiftelſe gjerne kan henregnes til Sigurds og hans Brødres Styrelſestid. Om et andet Kloſter, nemlig det i Selia, har ogſaa været fremſat den Formodning, at det var ældre end 1100; men dette er ganſke uſikkert[25]. Derimod er det viſt, at Kloſtervæſenet førſt efter 1100 med Beſtemthed .viſer ſig i Norge, og at alle de Kloſtere, hvis Anlæggelſestid med Sikkerhed kjendes, ere yngre end hiint Aar. Orderiks Udſagn tør ſaaledes dog i Hovedſagen være rigtigt. Om det bekjendte Munklif eller St. Michaels Benediktiner-Kloſter paa Nordnes ved Bergen veed man af paalidelige Kilder, at det blev oprettet af Kong Eyſtein Magnusſøn omkr. 1110; og mellem 1100 og 1150 ſtiftedes i det mindſte otte Kloſtere deels for Munke deels for Nonner i forſkjellige Dele af Norge, deels af den ældre Benediktiner-Orden, deels af den nyere ved den berømte Bernhard af Clairvaux i ſtort Ry bragte Ciſtercienſer-Orden. I Begyndelſen af det 12te Aarhundrede ved 1120 ſtiftedes ogſaa det førſte Kloſter paa Island af Benediktiner-Ordenen paa Thingøre paa Nordlandet i Hole Biſkopsdømme og ved Biſkop Jon Øgmundsſøn. At Stødet til Kloſterlivets Indførelſe inden den norſke Kirkes Omraade egentlig blev givet under Sigurd Jorſalafarers og hans Brødres Styrelſe, maa ſaaledes anſees for utvivlſomt. Det er ogſaa høiſtſandſynligt, at den engelſke Kirke i dette Stykke ſom i ſaa meget andet havde en betydelig Indflydelſe paa den norſke. Man finder nemlig, at flere norſke Kloſtere idet 12te Aarhundrede bleve fra England ſtiftede, at deres førſte Forſtandere vare Engelsmænd og ſtørſte Delen af deres tidligſte Beboere udentvivl engelſke Munke. Hvad Nordmændene ſelv angaar, da ſynes Kloſterlivet aldrig at have vakt nogen ſærdeles Enthuſiasme hos dem. Herom ſynes vidne deels den lange Tid, ſom henled efter Chriſtendommens Indførelſe i Norge, for Kloſtervæſenet der kom i Gang, — deels den Omſtændighed, at mange af de førſte Kloſterboere og Kloſterforſtandere vare fremmede, noget ſom imidlertid ogſaa tildeels kan forklares af det i flere Kloſterordener gjældende Syſtem, at udſende Kloſter-Kolonier til fremmede Lande fra Hovedkloſterne, — endelig den ringe Indflydelſe, ſom Kloſtergeiſtligheden i Norge ſammenligningsviis med den i andre Lande ſees at have havt paa Folket, og den ubetydelige Rolle, ſom dens Forſtandere ſpille i Rigets offentlige Anliggender. Vel bleve flere norſke Kloſtere i Tidens Løb, efter de norſke Forholde at regne, heel rige; men hverken vare de ſterkt befolkede, eller ſees deres Forſtandere, Abbeder eller Priorer, paa enkelte Undtagelſer nær at indtage nogen iøinefaldende Stilling i Staten. De Kloſtergeiſtliges Indflydelſe kan i Norge aldrig komme i Sammenligning med de Verdsliggeiſtliges.

I Sigurd Jorſalfarers Tid blev Tiende førſt paabuden i Norge. Sigurd gjorde under ſit Ophold i Jeruſalem det Løfte at ſkulle indføre Tiende og ſelv erlægge den; han opfyldte ogſaa, heder det, ſit Løfte[26]. For havde den norſke Kirke været underholdt deels ved lovbeſtemte Ydelſer efter Mandtallet, de ſaakaldte Reider (reiða), deels ved Ydelſer efter Overeenskomſt mellem Preſt og Sognefolk, deels ved Betaling for de kirkelige Forretninger og deels endelig ved frivillige Gaver og Offer[27]. Ved Tiendens Indførelſe ophørte de ældre lovbefalede Ydelſer til Biſkop og Sognepreſt, da disſes Underhold nu ſkulde tages af Tienden. Denne deeltes nemlig i fire ligeſtore Dele: een tilfaldt Sognekirken, een Sognepreſten, een Biſkoppen og een Sognets Fattige, hvilken ſidſte Deel Bønderne ſelv beſtyrede under Sognepreſtens Tilſyn. Tiende udrededes oprindeligen kun af de tre Hovederhverv, hvoraf Nordmændene levede: Agerbrug, Fiſkeri og Kvægavl. Korntienden, (ávaxtartíund) ydedes med Tiendedelen af Agerafgrøden, deelt paa Ageren ved Indhøſtningen, og bjærget og bragt i Hus af Jordens Bruger. Fiſketienden (fiskitíund) ydedes med hver tiende Fiſk, hængt paa Hjæl til Tørkning, og bjærgedes af Fiſkeren. Kvægtienden (viðreldistiund) ydedes af alt hvad ſom fødtes i Buſkapen. Forſkjellig fra denne almindelige Tiende var den ſaakaldte Hovedtiende (höfuðtíund), der lader til at have været tidligere i Brug end Erhvervstienden, men hvis Beſkaffenhed og Oprindelſe for Norges Vedkommende ikke vides med Sikkerhed. Den erlagdes een Gang for alle ved enkelt vigtig Leilighed, og rimeligviis med Tiendedelen af Yderens hele løſe Formue. Ofteſt har den udentvivl været givet Kirken enten ſom et Slags Teſtament af den Døende ſelv paa hans Yderſte, eller ſom Sjælegave af den Dødes Arvinger paa Begravelſesdagen. Om den end i ſin førſte Oprindelſe muligen var frivillig, faa ſynes den dog efterhaanden at være gangen over til at betragtes ſom en Skyldighed, i det rimeligviis Vedtægten blev, at hver Mand ſkulde give den een Gang i ſit Liv. Dertil kan ſelve Navnet ſynes tyde. Den vedblev efter den anden Tiendes Indførelſe, dog ſaavidt ſkjønnes da ikke længer ſom nogen Skyldighed paa de Steder hvor hiin vedtoges. Hovedtienden deltes forreſten paa ſamme Maade ſom den almindelige Tiende.

At Tiendens Indførelſe var af ſtor Vigtighed for Kirken, indſees let. Geiſtlighedens Indkomſter ſattes derved paa en faſt Fod. Preſten befriedes fra det Afhængighedsforhold til ſin Menighed, hvori en Overeenskomſt med denne om hans Underhold maatte ſætte ham. Kirkerne fik til friere Raadighed for ſine Forſtandere Midler til Bøger og Inventarium. De Fattige ſikkredes endelig et Underhold ved Siden af det, ſom efter gammel Lov og Ret enhvers nærmeſte Frænder, ſom dertil havde Leilighed, vare ſkyldige at yde dem, hvilket i mange Tilfælde maatte blive høiſt tarveligt. Men i hvor nyttig Tienden i flere Henſeender kunde være, ſaa optoges den dog neppe fra førſt af med ſynderlig Velvillie fra Folkets Side. Den var nemlig en Beſkatning paa Næringen, og det en ſterk Beſkatning, hvortil Nordmændene forud vare aldeles uvante, da alle de offentlige Ydelſer udredtes efter Mandtallet. Tienden blev ikke heller paa een Gang indført over hele Norge; der vare endog enkelte Dele af Landet, ſom længe ja lige til Reformationen, ſtod den imod og holdt faſt ved den ældre Ydelſesmaade til Kirken, i hvilket Fald dog Hovedtienden vedblev ſom en Skyldighed.

Man ſeer af alt det ovenfor fremſatte, at Sigurd Jorſalfarers og hans Brødres Styrelſe indtager en meget vigtig Plads i den norſke Kirkes Udviklingshiſtorie. At formaaende høiere Geiſtlige have raadet og hjulpet Kongerne i deres Foretagender til Kirkens Fremme, følger af ſig ſelv; men hvilke disſe have været nævnes ingenſteds. Man maa imidlertid antage de daværende Biſkopper i Norge for nærmeſt ſelvſkrevne til Kongernes Raadgivere i disſe Anliggender, ſaa meget mere ſom flere af dem ſynes at have været dygtige Mænd. Her møder os førſt ſom Nidaros’s Biſkop Simon, Adalberts Efterfølger[28]. At han har levet paa Sigurd Jorſalfarers Tid og navnligen virket kraftigen til Tiendens Indførelſe, er tydeligt af den Bemærkning, ſom den ældſte norſke Biſkopsfortegnelſe tilføier ved hans Navn: „han indførte førſt Tienden i Norge“[29]. Naar Simon blev Biſkop og naar han døde, vides forreſten ikke. — I Bergen fulgtes Bernhard den Saxiſke, rimeligviis omkring 1090, af Biſkop Magne[30], der ſynes at have overlevet Kong Sigurd og altſaa førſt at være død efter 1130. Hvad lidt nedenfor ſkal fortælles om Magne lader os i ham ſee en gudfrygtig og frimodig Mand, der ſtrengt holdt over ſin Kirkes Verdighed. — Den førnævnte Kol Thorkelssſøn, Biſkop i Viken, hvis Styrelſestid ſynes at have faldet nogenlunde ſammen med Kong Sigurds, maa ganſke viſt ogſaa have været en lærd og dygtig Mand, ſiden det paa en Maade anføres til Islændige-Biſkoppen Isleifs Ære, at Kol tilligemed Jon Øgmundsſøn begge havde været hans Lærlinge[31]. — Endelig var rimeligviis ogſaa Stavangers førſte Biſkop, Engelsmanden Reinald, en ret duelig Mand, da han ſkjønt Udlænding hævedes til hiin Verdighed, — om end hans Karakter forreſten ſynes at have været mindre reen.

Samtidig med Sigurd og hans Brødre var den hellige Magnus, Jarl af Orknøerne, der forøgede de norſke Helgenes Tal. Magnus var en Søn af Erlend Jarl, der igjen var en Søn af den berømte Thorfinn Sigurdsſøn. Han var i ſin Ungdom bleven udelukket fra ſin Deel i Jarledømmet af ſin Brødrung (Farbroders Søn) Haakon Paalsſøn; men i 1108 (el. 1109) kom han til ſin Ret, da han i Norge af Kong Eyſtein fik Jarlsnavn og det halve Jarldømme over Øerne med Haakon. Mellem de tvende Jarler raadede imidlertid intet oprigtigt Venſkab, viſtnok for en ſtor Deel paa Gru udaf deres ſaare ulige Sindelag. Den haarde, ſtatskloge og ærgjerrige Haakon kunde ikke taale at dele Magten med den blide, gudfrygtige og ſvermeriſke Magnus, der var mere ſkikket til at vinde Folkets Kjærlighed. For at bilægge nogle Uenigheder mellem dem blev en Sammenkomſt aftalt at holdes paa Egilsø. Men paa Mødet ſveg Haakon ſin Frende. Han kom med ſtørre Følge end aftalt var, fangede Magnus og lod ham dræbe den 16de April 1115 (el. 1116). Men Magnus havde ved ſin Retſkaffenhed, Uſkyldighed og ſit ſtrenge Levnet erhvervet ſig ſaadan Agtelſe, at man, da hans voldſomme Død kom til, anſaa ham for en Helgen. Tyve Aar efter hans Død blev han høitidelig erklæret herfor, i det Biſkop Villialm ſkrinlagde hans Been den 13de December 1135 og ſtrax efter ſorte dem fra Birgsaa, hvor de hidtil havde hvilet, til Kirkiuvaag, hvor den prægtige Kathedralkirke ſiden blev indviet til ham ſom St. Magnus’s Kirke. Hans Feſtdage vare den 16 April og den 13de December[32]. Paa Island døde den høit fortjente Biſkop Gisſur af Skaalholt 76 Aar gammel, den 28de Mai 1118. Han havde et Aars Tid iforveien været ſtadig ſyg og ſengeliggende og havde derfor allerede det foregaaende Aar udpeget Preſten Thorlak Runolſsſøn til ſin Eftermand og opfordret ſine Landsmænd til ſtrax at vælge ham. Thorlak undſkyldte ſig vel førſt med ſin Ungdom, da han kun var 32 Aar gammel, men modtog dog omſider Valget og drog ſtrax med Gisſurs Anbefalingsbrev til Erkebiſkop Øsſur af Lund for af ham at indvies. Øsſur gjorde vel førſt nogle Vanſkeligheder paa Grund af at Gisſur endnu var i Live, men indviede ham dog omſider den 28de April 11l8, altſaa 30 Dage for Gisſurs Død. Den ſamme Sommer for Biſkop Thorlak til Island og tiltraadte ſin Stol[33].

Biſkop Jon Øgmundsſøn af Hole var en lærd Mand og holdt Skole ved ſin Biſkopsſtol. Han var meget ivrig i at udrydde al Overtro, ſom ſtod i Forbindelſe med Hedenſkabet, og han var derhos meget ſtreng i Opfyldelſen af ſine gudstjenſtlige Pligter og i ſin hele Leveviis. Dette bragte ham i Ry for Hellighed. Han døde 69 Aar gammel den 23de April 1121O I 1198 den 3die Marts bleve hans Been optagne og ſkrinlagte, idet han blev erklæret for Helgen. Hans Dødsdag blev ſiden helligholdt ligeſom ogſaa hans Skrinlægningsdag. Til Jons Eftermand valgtes Ketil Thorſteinsſøn, der baade var Gode og Preſt. Han drog endnu ſamme Aar 1121 udenlands, blev indviet af Erkebiſkop Øsſur i Lund, og kom 1122tilbage og indtog ſit Sæde[34].

Paa denne Tid var det, at Islændingerne i 1117 paa Althinget toge den Beſtemmelſe, at deres Lov ſkulde ſkriftlig optegnes, hvilket ogſaa blev udført. I Forbindelſe hermed ſtod udentvivl ogſaa en Ordning og Opregning af Chriſtenretten. Denne iſtandbragtes ved begge Biſkopperne Thorlak og Ketil efter forudgaaende Opfordring af Erkebiſkop Øsſur. Deres Chriſtenret blev lovtagen paa Althinget 1123 og var ſiden den ene gjældende paa Island i meer end halvandet hundrede Aar[35].

Sigurd Jorſalfarer var efter ſin Broder Eyſteins Død i henved otte Aar Norges Enekonge. Som ſaadan foretog han i 1123 ſit andet Krigstog, der ligeſom det førſte kan betragtes ſom et Slags Korstog, ſkjønt det ikke denne Gang gik til det hellige Land. Den daværende danſke Konge Nikolaus Sveinsſøn opfordrede Sigurd til i Forening med ſig at gjøre et Tog til det ſvenſke Landſkab Smaaland for at chriſtne dettes endnu for en ſtor Deel hedenſke Indbyggere. Sigurd gik ind herpaa og drog til Øreſund med en Flaade paa 300 Skibe, Leding af hele Norge. Nikolaus havde ventet paa ham en Stund, men havde derpaa hævet ſin Leding paa Grund af Folkets Knurren. Sigurd gjorde nu Toget alene, under hvilket han ogſaa herjede i de paa Veien liggende danſke Lande. Det heder, at han tvang Smaalændingerne til Chriſtendommen; men hans Tog bar dog, ifølge de Efterretninger vi derom have, meer Præget af et Herjetog end af et Foretagende til Chriſtendommens Udbredelſe. Han vendte endnu ſamme Aar tilbage til ſit Rige.

I Sigurds ſeneſte Styrelſestid indtraf en Hendelſe, der havde meget fordærvelige Følger for Norges fremtidige Tilſtand. Fra Veſterlandene ankom nemlig i Aaret 1126 til Norge en Mand ved Navn Gillechriſt, der paaſtod, at hans egentlige Navn var Harald, og at han var Kong Magnus Barfods uegtefødte Søn med en irſk Kvinde, ſom fulgte med ham og bekræftede hans Udſagn. Medførte dette Sandhed, hvilket flere af Landets anſeeligſte Høvdinger antoge, ſaa havde efter Norges Statsret Harald Krav paa Deel i Kongedømmet med Sigurd; og Harald tilbød ſig at beviſe Rigtigheden af ſit Udſagn ved Jærnbyrd, en Gudsdom, ſom Landsloven godkjendte i enkelte Tilfælde og blandt andet ved tvivlſomt Fæderne. Sigurd vilde ikke dele Kongedømmet med Harald, men troede paa den anden Side, at han ikke vel kunde negte ham det tilbudne Bevis. Han ſtedede derfor Harald til Jærnbyrd, dog førſt efterat denne havde ſvoret, at om end Beviſet lykkedes, ſkulde han dog ikke kræve Deel i Norges Kongedømme, ſaalænge ſom Sigurd eller hans Søn Magnus levede. Harald traadte i Kongens og hans Søns Paaſyn ni gloende Plogjærn, og Sigurd erkjendte ham for ſin Broder. Det var førſte Gang dette Bevismiddel anvendtes paa tvivlſom Kongebyrd; men det blev ikke den eneſte. Det blev, med Norges Kongearvefølge, et for Landet yderſt farligt Middel i dumdriſtige Eventyreres og liſtige Partiføreres Hænder, hvilket ſenere hen meer end eengang forſtyrrede den indre Fred og bragte Kongedømmets Kraft og Anſeelſe til at vakkle; og om det end i visſe Maader bidrog til at hæve Geiſtlighedens hierarchiſke Indflydelſe, ſaa var dette dog ganſke viſt i Virkeligheden til dens egen og Kirkens ſtore Skade.

Fra Sigurd Jorſalfarers ſidſte Dage opviſe vore Sagaer det førſte Exempel paa en norſk Biſkops driſtige Modſtand mod Kongens Villie i en Sag, hvori denne overtraadte Kirkens Lov. Sigurd vilde nemlig ſkille ſig fra ſin Dronning Malmfrid, en rusſiſk Kongedatter, for at gifte ſig med en anden Kvinde ved Navn Cecilia, og gjorde Forberedelſer til at holde Bryllup med denne i Bergen. Den daværende Biſkop, den ovennævnte Magne, en nidkjær og uforſagt Mand, fandt Kongens Handling ſtridende mod Kirkens Love, gik i Følge med en af ſine Preſter, en Sigurd, ſom ſenere blev Bergens Biſkop, til Kongens Hal og bad Kongen gaa ud til ſig. Kongen gik ud, modtog Biſkoppen blidt og bød ham ind at drikke. „Jeg har et andet Erinde“ — ſvarede Magne, og ſpurgte Kongen om det var ſandt, at han vilde forlade ſin Dronning og tage en anden Kone. Kongen ſvarede, at ſaa var. „Hvi — ſagde da Biſkoppen ivrig — vil Du gjøre ſligt i mit Biſkopsdømme-s forhaane ſaa Guds Bud og Ret og den hellige Kirke, mit biſkoppelige Embede og din egen kongelige Verdighed? Nu vil jeg gjøre hvad jeg er pligtig til: forbyde Dig dette Uraad paa Guds, den hellige Olafs, Apoſtelen Peters og alle Helgenes Vegne“. Kongen ſaa under denne Tale frygtelig ud, heder det, og ſtod med draget Sverd i Haanden for Biſkoppen; men Magne udſtrakte Halſen, ſom om han ſtod rede til at modtage Dødshugget. Kongen vendte tilbage til Hallen uden at ſvare, og Biſkoppen gik hjem glad ved at have opfyldt ſin Skyldighed. Biſkop Magnes djærve Adfærd havde den Virkning, at Kongen ikke holdt ſit Bryllup dengang og paa det Sted. Han forlod haſtig Bergen og drog til Stavanger for der at fuldbyrde Brylluppet. Den derværende Biſkop, den foromtalte Engelsmand Reinald, der havde Ord for at være en ſaare gjerrig Mand, gjorde viſt nok ogſaa Indvendinger mod Kongens Forehavende, men lod dog med det ſamme forſtaa, at Sagen nok kunde lade ſig drive, hvis en pasſende Opreisning gaves Kirken i Boder til Gud og Biſkoppen. Kongen ſvarede hertil, at Biſkoppen kunde tage af hans Gods, ſaameget ham ſyntes pasſende, idet han derhos lod den tvetydige Yttring falde, at der var ſtor Forſkjel mellem denne Biſkop og Biſkop Magne. Sigurd egtede Cecilia, men viſte ikke ſiden den ſtavangerſke Biſkop ſtørre Yndeſt end Biſkop Magne[36].

Norge nød ifølge Sagaernes Vidnesbyrd en uforſtyrret Lykke under hele Sigurds Styrelſestid; der var gode Aaringer og Fred i Landet[37]. Om dets blomſtrende Tilſtand under Sigurd vidner ogſaa den foromtalte Ordericus Vitalis: „Fem Stæder — ſiger han — ligge rundt om Norge ved Havets Kyſt: Berga (Bergen), Cunghella (Konghelle), Copenga (Kaupangr i Þrándheimi d. e. Nidaros), Burgus (Borg el. Sarpsborg) og Alsa (Oslo). Tunsberga (Tunsberg) er den ſjette Stad, ſom ligger ligeoverfor Danerne mod Øſten (Stavanger er altſaa forbigaaet). I det Indre af Landet ere fiſkerige og ſtore Vande, og Gaarde (villœ campestres) ligge rundt om Vandenes Bred. Landsfolket har Overflod af Fiſk, Fugl og alſlags Vildt. De iagttage den chriſtne Lov, Fred og Kydſkhed overholdes af dem, og Forbrydelſer ſtraffes ved ſtrenge Love og haarde Revſelſer. Orknøerne, Finland (Finmarken), Island tilmed og Grønland, det yderſte Land mod Norden, og flere andre Øer ere underkaſtede Nordmændenes Konge; og fra hele Verden tilføres didhen Rigdomme ved Skibsfart[38]“. At denne Folkets Lykke var Maalet for Sigurds oprigtige Beſtræbelſer, derom vidner den Kvædling, ſom en gammel Saga tillægger ham:

„Bønder mig tykkes det bedſte
bygget Land og Fred ſtande“[39].

Alligevel var Sigurd ſelv i ſine ſenere Livsaar mindre end lykkelig. Det Tungſind, den Indeſluttethed og den lidenſkabelige Heftighed, ſom ogſaa i yngre Dage ſynes at have raadet hos ham, tiltog med Aarene og udartede ikke ſjælden til fuldkomment Vanvid. Saadanne Anfald varede viſtnok ikke længe ad Gangen, men gave dog Anledning til Optrin, ſom i høi Grad ſmertede Kongen, naar han igjen kom til ſin fulde Samling. Han følte dybt denne ſin Svaghed, og Bevidſtheden om den nedſtemte endmere hans Sind. Af nogle Yttringer af den bekjendte Petrus Mauricius med Tilnavnet Venerabilis, Abbed i Cluny i Bourgogne (1122—1157), i et Brev til Kong Sigurd, med hvem han ſtod i Brevvexling, ſkulde man endog maaſkee ſlutte, at det eengang har været Sigurds Henſigt at nedlægge Kongedømmet og gaa i Kloſter[40]. Herom vide imidlertid vore Sagaer intet at fortælle.

Hvad der ogſaa forſtyrrede Sigurds Ro i hans ſeneſte Leveaar var Tanken paa Norges Fremtidsſkjebne, der ſtillede ſig med mørke Farver for hans Blik. Hans eneſte Søn Magnus, der var uegtefødt, var vel en ſkjøn Yngling, øvet i alle Vaaben- og Legemsfærdigheder, men yttrede derhos tidlig et ſtolt og grumt Sindelag, viſte ſig ublid, gjerrig, uforligelig og var tillige en ſtor Dranker. Sigurds Broder Harald var derimod gavmild og munter, men ogſaa ſvag, letſindig og uforſtandig. Sigurd vidſte, at Magnus ikke var venſæl, og at mange af Landets Lendermænd havde ſine Øine heftede paa Harald, i hvem de haabede at faa en Konge, ſom de kunde lede efter eget Tykke, og i hvis Navn de ſelv kunde fore Landsſtyrelſen. Sigurd maatte ſaaledes med Grund frygte, at der ved hans Død ikke vilde blive agtet paa den Ed, Harald havde ſvoret ham, men at denne vilde blive tagen til Konge med Magnus; og da var alt Ondt at vente af disſes Karakterfeil, ulige Sindelag, og indbyrdes Had, der fra Magnus’s Side gjentagende havde yttret ſig. Sigurd gjennemſkuede disſe ildelovende Forholde og hvilke Ulykker de vilde bringe over Norge. Derfor yttrede han ogſaa engang efter et Optrin mellem Harald og Magnus, hvori den ſidſtes hadefulde og haarde Sind klart traadte for Dagen, følgende Ord, der viſe hvilke ſørgelige Tanker formørkede hans Sjæl: „Ilde ere I farne Nordmænd — ſagde han — i det I have en vanvittig Konge; og dog forudſeer jeg, at den Stund ſnart vil komme, da I gjerne gave det rode Guld for at have mig til Styrer iſtedetfor Magnus og Harald: den ene er grum, den anden taabelig“. Og det viſte ſig altfor ſnart, at han ſpaaede ſandt. Sigurd Jorſalfarer døde i Oslo den 26de Marts 1130, ikke meer end 40 Aar gammel.

  1. Hgrv c. 5.
  2. Hgrv. c. 6.
  3. Se ovenfor S. 89.
  4. Suhm. D. H. IV. 236 ff. 244.
  5. Suhm. D. H. IV. 451—456.
  6. Münter II. 76—91.
  7. Hgrv. c. 6, 10, 11, 13, 14, 17.
  8. Grønl. hiſt. Mindesm. II. 682.
  9. Suhm. D. H. V. 559—561.
  10. Sn. S. E. O. S. c. 11.
  11. Ordericus Vitalis var ſødt 1075, paabegyndte ſin historia ecclesiastica mellem 1099 og 1120, og fortſatte den til 1041. Stedet lyder i Orig. ſaaledes: „episcopatus et coenobia monachorum, qvæ antecessores eius non noverant, in regno Nordico constituit“. Lib, XIII, ed. Duschene p. 767.
  12. Sn. S. C. og O. S. c. 39.
  13. Norſk Tidſkr. V. S. 42, 44.
  14. Hgrv. c. 6. jfr. Finn Joh. I. 323.
  15. Se ovenfor S. 89.
  16. Grønl. hiſt. Mindesm. III. 6, jfrt. Norſk Tdſkr. V. 43, 45.
  17. Grønl. hiſt. Mindesm. II. 680—684 jfr. III. 6.
  18. Isl. Ann. 64.
  19. Suhm. D. H. V. 560.
  20. Munch II. 617 f.
  21. Ad. Brem. III. c. 142, jfrt. m. IV. c. 206.
  22. Orkn. S. 136, jfr. Norſk Tdſkr. V. 3, og Munch II. 216 f. 621—623.
  23. Munch Norg. gl. Geogr. S. 213, jfr. Scr. r. Dan. III. p. 242.
  24. Langes Kl. H. 316—318.
  25. Lange 539 f.
  26. Sn. S. E. O. S. c. 11, 23.
  27. N. g. L. I. 7—9, 14, 15.
  28. Se ovenfor S. 144.
  29. Norſk Tdſkr. V. 43.
  30. Se ovenfor S. 148.
  31. Se ovenfor S. 143.
  32. Orkn. S. 118—134; jfr. Munch II. 673—680, 693, 745.
  33. Hgrv. c. 7—9.
  34. Finn J. I. 320—329.
  35. Finn J. I. 275.
  36. Sn. S. E. O. S. c. 39.
  37. Sn. S. C. O. S. c. 41.
  38. Ord. Vit. l. x. ed. Duch. p. 767.
  39. Ágrip c. 49 i Fornm. s. X. 418.
  40. Maxima Bibliotheca veterum patrum T. XXII p. 869 (Sti. Venerabelis Petri epistolarum lib. II, ep. VII.)