Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det gik efter Kong Sigurd Jorſalfarers Død ſom man kunde vente. Medens Magnus Sigurdsſøn af et Parti blev tagen til Konge i Oslo, blev af et andet Harald, der kaldtes med ſit irſke Navn Gille ſom Tilnavn, tagen til Konge i Tunsberg, efterat den Ed, han havde ſvoret Kong Sigurd, var erklæret for nødtvungen og ugyldig. Krig blev for det førſte undgaaet, da nemlig begge Kongers Raadgivere mæglede mellem dem, ſaaledes at de ſkulde fore en Fællesſtyrelſe med lige Ret; men Freden mellem dem varede kun paa det fjerde Aar, da Magnus i 1134 fordrev Harald af Landet. Men denne kom ſnart igjen fangede Magnus i Bergen d. 7de Januar 1135 og lod ham paa en grum Maade blinde og lemlæſte, hvorpaa Magnus gav ſig i Holms Kloſter ved Nidaros.

Dette var Begyndelſen til en Rekke af indre Krige i Norge, der i meer end hundrede Aar med faa og kortvarige Ophold forſtyrrede Landets Ro, rimeligviis forſinkede dets Velſtands Fremſkridt, og ganſke viſt virkede hemmende paa den ſaameget lovende Udvikling af Folkets Sedelighed, hvortil Chriſtendommens Indførelſe havde givet Stødet. „Harald Gilles Komme — ſiger den danſke Hiſtorieſkriver Saxo — nedſlog ſom et Lyn og Uveir Norges blomſtrende Tilſtand“[1]; og den norſke Hiſtorieſkriver Munken Thiodrek, der ſkrev ved 1170, ſlutter ſin paa Latin forfattede norſke Hiſtorie ved Sigurd Jorſalfarers Død for ei, ſom han ſiger, at aabenbare for Efterverdenen ſit eget Folks Forbrydelſer[2]. Dog vare disſe indre Kampe i Førſtningen mindre fordærvelige end man ſkulde tro, da de nemlig i Grunden vare Kampe mellem Kongerne og deres haandgangne Mænd, — Kampe, i hvilke Landets Almue tog liden eller ingen Deel, og i hvilke overhovedet den næringsdrivende Deel af Folket ikke blev ſærdeles forulempet. Men i Tidens Løb, da i et Par Menneſkealdere Almuen havde ſeet ſine Konger og Høvdinger raſe mod hinanden i den vildeſte Partiſtrid, da de Styrendes lovløſe Adfærd mod hinanden indbyrdes havde gjort Almuens Agtelſe for Lovens Bud og Rettergangens Former vaklende, — da droges ogſaa Folkets Mængde, baade Bønder og Bymænd, ind i Hvirvelen, og da greb Fordærvelſen om ſig for Alvor.

Kampen mellem Magnus og Harald var dog allerede ledſaget af Gruſomheder, hvilke om de end ei ligefrem rammede Landets Almue, dog viſte denne det ſkadeligſte Exempel; og ſkjønt man anſaa Magnus for at være af et haardt og grumt Sindelag, ſaa ſynes dog Harald Gille at have overtruffet ham i gruſomme Gjerninger. Blandt disſe maa vi udhæve een, der baade i ſig ſelv var afſkyelig, og ſom her bliver ſaa meget mærkeligere, ſom den rammede en af Kirkens Forſtandere. Harald kunde ikke faa Magnus til at aabenbare, hvor han havde ſkjult ſine Skatte, og ligeledes gjorde han ſig forgjæves Umage for at faa dette udlokket eller udtvunget af Magnus’s fortroligſte Venner. Blandt disſe var Biſkoppen i Stavanger, den for nævnte gjerrige Reinald; og ham havde Harald iſær mistænkt for at kjende Hemmeligheden. Reinald blev fort til Bergen og der adſpurgt; men han negtede ſtandhaftigen at vide noget om Magnus’s Skatte og tilbød at renſe ſig fra al Mistanke ved Jærnbyrd. Dette Bevis vilde Harald ikke modtage, derimod paalagde han vilkaarligen Biſkoppen at betale 15 Mark Guld. Da Reinald negtede at betale denne i hiin Tid betydelige Pengeſum og erklærede, at han heller vilde lade ſit Liv end forarme ſit Biſkopsſæde, ſaa lod Harald ham offentlig hænge. Denne uverdige og uretfærdige Behandling af en Biſkop, noget der ikke har Sideſtykke i Norges Hiſtorie, blev efter Sagaernes Vidnesbyrd almindelig laſtet[3]; dog finder man intet Spor til at nogen kirkelig Straf herfor har rammet Harald.

Harald Gille nød ikke fuldt to Aar Enekongedømmet i Norge. Det Exempel, han ſelv havde givet, hvorledes det kunde lykkes ved en tvivlſom men djærvt fremſat Paaſtand om kongelig Fødſel at trænge ſig frem til Kongedømmet, fandt ſnart en Efterligner. En Sigurd, der havde fort et eventyrligt Ungdomsliv og engang været optagen i den geiſtlige Stand ſom Diaconus, hvorfor han kaldtes med Øgenavnet Slembidiakn, — ſom forklares: den ufortjente Degn, Slumpedegnen, — paaſtod i 1136 at han var Magnus Barfods Søn og forlangte af Harald at erkjendes for hans Broder. Harald vilde lade ham ſnigmyrde, men Sigurd undkom og hevnede ſig ved at ſnigmyrde Harald den 13de Decbr. 1136.

Sigurd opnaaede dog ei at blive tagen til Konge efter ſin virkelige eller foregivne Broder. Haralds tvende Sønner Sigurd og Inge, der begge endnu vare i Barnealderen bleve tagne til Norges Konger under de mægtigſte Lendermænds Formynderſkab. En Kamp begyndte nu igjen mellem dem paa den ene Side, og paa den anden Sigurd Slembidiakn, der for at ſtyrke ſit Parti tog den blinde Kong Magnus ud af Holms Kloſter og erklærede ſig at handle for dennes Sag. Men i Aaret 1139 bleve baade Magnus og Sigurd dræbte i et Slag ved Holmengraa.

Siden ſtyrede Brødrene Sigurd og Inge Haraldsſønner, eller rettere de Lendermænd, der vare deres nærmeſte Raadgivere og Formyndere, Riget en Stund i Fællesſkab. En ældre Broder Eyſtein kom i 1142 til Norge fra Skotland og fik ſin Deel af Kongedømmet, ſaa at Norge nu havde tre Brødre til Landsſtyrere. Mellem disſe udviklede ſig allerede tidlig en Uenighedsaand, der ſpaaede Riget ny indvortes Strid og nye Ulykker. Denne Brødretviſt gik imidlertid førſt efter flere Aars Forløb, efter Aarhundredets Midte, over til aaben Krig; men da var et Vendepunkt indtraadt i den norſke Kirkes Udvikling, der danner et nyt Tidsrum i dens Hiſtorie.

De to og tyve Aar, ſom ligge mellem Kong Sigurd Jorſalfarers Død og dette nye Tidsrums Begyndelſe udmærke ſig ikke ved nogen ſterkt fremtrædende Begivenheder i den norſke Kirke, naar maaſkee undtages Biſkop Reinalds før omtalte Død i 1135. — I Nidaros ſynes den fornævnte Biſkop Simon at være død omkring 1140. Hans Eftermand var Ivar med Tilnavnet Skrauthanke eller Skrauthanſke, en Søn af en vis Kalf Vrange, og maaſkee en Islænding af Æt. Ivar Kalfsſøn var endnu ikke Biſkop i 1139, da han var med i Slaget ved Holmengraa, og det paa Magnus Blindes Side[4]. Han kan ikke have været Biſkop i mange Aar; thi Reidar, der nævnes ſom hans Eftermand, og om hvem ſenere ſkal tales noget mere, døde i 1151[5]. — I Bergen efterfulgtes Biſkop Magne, uviſt i hvilket Aar men rimeligviis efter 1130, af Ottar, en Islænding[6], om hvem forreſten intet vides. Hans Eftermand var igjen Sigurd, der ovenfor er omtalt ſom Biſkop Magnes Preſt. Sigurd nævnes ſom nærværende ved Provincial-Conciliet i Lund i 1139, hvilket forhen er berørt. Han var ogſaa Stifteren af Lyſe Ciſtercienſer-Kloſter i Nærheden af Bergen. Han levede til 1156 eller 1157[7]. — I Oslo nævnes ſom Kol Thorkelsſøns Eftermand en Peter, og ſom dennes Eftermand igjen en Vilialm, der døde i 1157[8]. Om disſe vides intet uden Navnet. — I Stavanger var Jon Birgersſøn den nysnævnte Reinalds Efterfølger. Om denne Jon, der udentvivl har været af fornem norſk Æt og en udmærket Geiſtlig, vil ſiden blive talt mere[9]. Alle disſe norſke Biſkopper maa antages at have været indviede af Erkebiſkoppen i Lund, deels af Øsſur, der døde 1137, deels af dennes Eftermand Askel eller Eſkil (1137—1177). — Paa Island døde Biſkop Thorlak af Skaalholt den 1ſte Februar 1133, og ſamme Aar valgtes til hans Eftermand Magnus Einarsſøn. Denne blev det følgende Aar indviet af Erkebiſkop Øsſur, og tog i 1135 ſin Stol i Beſiddelſe. Efter en rosværdig Styrelſe omkom Magnus ved en ulykkelig Hendelſe, idet han med en Mængde Menneſker brændte inde i Hitardal den 30te September 1148. Til hans Eftermand valgtes i 1151 Kløng Thorſteinsſøn, ſom i 1152 blev indviet af Erkebiſkop Askel, og udentvivl var den ſidſte Biſkop af den norſke Kirke, der blev indviet af Erkebiſkoppen i Lund[10]. — Biſkop Ketil Thorſteinsſøn af Hole døde 1145. Hans Eftermand var Bjørn Gilsſøn, der i 1147 blev indviet af Erkebiſkop Askel og levede til 1162[11]. Alle disſe islandſke Biſkopper roſes for Gudsfrygt og Nidkjærhed; men deres Indflydelſe paa Fædrenelandets Anliggender var ikke ſaa ſtor ſom Isleifs og Gisſurs havde været, og de vare ikke i Stand til at forhindre, at de gamle Familiefeider igjen begyndte at raſe og det vildere end før. — Paa Færøerne levede den førnævnte Biſkop Mathæus til 1157 eller 1158[12]. — Paa Grønland holdt Biſkop Arnald ud til henimod 1150; men ved den Tid maa han have nedlagt ſit Biſkopsdømme og være dragen til Norge. En vis Jon Knut eller Kut blev nemlig i 1150 indviet til Garde Biſkopsſtol[13]. — Paa Orknøerne levede Biſkop Vilialm den Gamle langt ind i det følgende Tidsrum. Han var en Mand af ſtor Indflydelſe paa Øerne. Ved Grændſen mellem begge Tidsrum (1152—1155) deeltog han i et Korstog eller en Pilegrimsfærd, ſom Øernes daværende Jarl Røgnvald (eg. Kale) Kolsſøn foretog i Forening med den bekjendte Erling Skakke og flere norſke Høvdinger. — Paa Suderøerne ſynes ved denne Tid en Splittelſe at have fundet Sted i Kirken mellem Biſkopper, ſom holdt ſig til Norge, og andre ſom holdt ſig til Erkebiſkopsſtolen i York. Men paa disſe Forholde har man ingen rigtig Rede.

  1. Sax. Gram. l. XIII.
  2. Theod. Mon. c. 34.
  3. Sn. M. og H. S. c. 8.
  4. Sn. S. I. og E. S. c. 10; N. Tdſkr. V. 43.
  5. Ivars Navn mangler i den ældſte Biſkopsfortegnelſe, men findes i den yngre mellem Simon og Reidar. N. Tdſkr. V. 41, 43.
  6. N. Tdſkr. V. 42.
  7. Isl. Ann. 64.
  8. N. Tdſkr. V. 41, 44; Isl. Ann. 64.
  9. N. Tdſkr. 42, 44.
  10. Hgrv. c. 12—17.
  11. Fin. J. I. 329.
  12. Isl. Ann. 64.
  13. Isl. Ann. 62.