Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/44

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 410-418).

I Erkebiskop Sigurds Styrelsestid blev Klostervæsenet i Norge betydelig udvidet ved Indførelsen af de tvende nystiftede Tiggerordener, Dominicanerne eller Prædikebrødrene og Franciskanerne eller Minoriterne. Den første Orden var stiftet 1216 af Spanieren Dominicus Gusman († 1221), den anden var stiftet 1215 af Sværmeren Franciscus af Assisi i Italien († 1226), men først stadfæstet af Paven 1223. Begge disse Ordener udbredte sig med fast utrolig Hurtighed og vare inden Midten af Aarhundredet hjemme i Norge.

Prædikebrødrene (predikarar) bleve udentvivl først bekjendte der, idet en danskfødt Broder af denne Orden ved Navn Salomon i 1220 paa en Reise fra Flandern til Danmark, blev dreven ind til det nordlige Norge. Han kom til Nidaros og blev af Skule Jarl hjulpen hjem til Danmark, hvor han 1222 stiftede det første Dominicaner-Kloster i Lund. At denne Salomon siden ogsaa har virket for Ordenens Udbredelse til Norge, er høist rimeligt. Sikkert er det, at Prædikebrødrene allerede i 1240 havde Klostere og vare i fuld Virksomhed i de tre norske Hovedbyer og Biskopssæder: Nidaros, Bergen og Oslo. Dette og derhos den Omstændighed, at man finder, at de have erholdt Plads for sine Boliger eller Klostere paa alle de nævnte Steder ganske i Nærheden af selve Kathedralkirkerne, – viser udentvivl, at de fra først af ere blevne modtagne med aabne Arme og begunstigede af Biskopperne og disses Domkapitler. Det gik imidlertid med Ordenen i Norge som i flere Lande, at den snart kom i Strid med Sæculargeistligheden. Anledningen gav den Ordenen af Paven tillagte Prædikefrihed og Ret at høre Skriftemaal, hvorved dens Brødre forekom Sognepresterne at gjøre Indgreb i disses Rettigheder. I Norge finder man, at det var Chorsbrødrene især, der betragtede Prædikebrødrene med skjæve Øine og lagde dem saavidt muligt Hindringer i Veien i Udøvelsen af deres Kald. Den sandsynlige Grund var, at Chorsbrødrene i Almindelighed vare Sogneprester og havde Sognekirker i Byerne som Præbender; med dem kom saaledes Prædikebrødrene lettest og snarest i uvenskabeligt Sammenstød. Pave Innocentius IV tog ved en Skrivelse, af 17de September 1245 til Prælaterne i alle de tre nordiske Riger Ordenen i Forsvar mod de Verdsliggeistliges Undertrykkelser^[1]. Ikke destomindre yppedes ved den Tid en forargelig Strid mellem Prædikebrødrene i Bergen og Chorsbrødrene sammesteds, hvilke sidste paa den meest nærgaaende og upassende Maade søgte at foruleilige hine. Prædikebrødrene tyede til Kardinal Vilhelm, som just paa den Tid var i Bergen, og fik ham til at tage sig af deres Sag baade hos Biskoppen og Kongen. Tvende Breve af Kardinalen i denne Anledning af 13de og 15de Aug. 1247 ere endnu levnede^[2]. Men om end Striden for denne Gang og paa dette Sted ved Kardinalens Mellemkomst nogenlunde bilagdes, saa var dog dermed ei i Almindelighed Tvistens ovenfor paapegede Hovedgrund bortryddet, og Chorsbrødrenes samt den øvrige Seculargeistligheds Misnøie med Prædikebrødrene gav sig senere ved meer end een Leilighed Luft i Angreb paa dem, hvilke de fra sin Side igjen ikke lode upaaankede^[3].

Minoriternes Orden skal være kommen til Norge ved 1230 og inden Midten af Aarhundredet have havt tre Klostere, nemlig i Konghella, Tunsberg og Bergen. De benævntes i Norge almindelig Barfodbrødre (berfœttabrœðr), da de efter Ordensregelen skulde gaa uden Fodbedækning kun med en Træsaale under Foden. Denne Orden havde den samme Prædikeret og Ret at høre Skriftemaal som Prædikebrødrene; de kom derfor ogsaa med Tiden her i Norge, som andensteds, i et spendt Forhold til Sæculargeistligheden. Man kjender imidlertid mindre til disse Stridigheder, end til dem, som angik Prædikebrødrene^[4].

Af hvad allerede er fortalt om den norske Kirkes Stilling under Erkebiskop Sigurds Styrelse, vil sees, at Forbindelsen mellem den og det pavelige Sæde paa den Tid var meget levende, og man har Anledning til at tro, at fast intet Aar forløb, uden at Sendebud og Skrivelser fore mellem Nidaros og Rom. Vi have omtalt de Underhandlinger af en mere statsretlig Natur, som dreves med den romerske Kurie; det staar tilbage at betragte de Anliggender af reen kirkelig Beskaffenhed, som under Sigurds Metropolitanstyrelse afhandledes og afgjordes mellem ham og Paven.

Et Brev af Pave Gregorius IX, givet 11te Mai 1237, viser, at Erkebiskop Sigurd har forespurgt sig hos ham, hvorvidt det i visse af hans Lydbiskoppers Kirker, kunde tillades, at meddele Folket i Nadverens Sakramente, naar Korn manglede, en simpel Oblat af hvilkensomhelst Materie, og Øl eller anden Drik i Stedet for Vin, da denne i hine Egne sjælden eller aldrig fandtes. Hertil svarede Paven, at hverken det ene eller det andet paa nogen Maade kunde tilstedes. I dette Sakramente skulde nemlig Brød af Korn, og Vin af Druer være den synlige Form, der indviet ved Prestens Tjeneste (per sacerdotis ministerium consecrata) utvivlsomt indeholdt virkeligt Kjød og Blod. Man kunde imidlertid, som Skik var i nogle Egne, meddele Folket simpelt hen velsignet Brød (panis simpliciter benedictus^[5]). – Denne Erkebiskoppens Forespørgsel har ganske vist nærmest gjældet Grønland. Farten mellem dette Land og Norge synes nemlig ingenlunde at have været jævn og stadig, men ofte afbrudt ved flere Aars Mellemrum. Man kan blandt andet slutte dette af den lange Tid, der ofte forløb mellem den ene grønlandske Biskops Død og den andens Beskikkelse, da Dødsfaldet og Biskopsstolens Ledighed ved gjentagne Leiligheder først blev bekjendt i Norge efter flere Aars Forløb, og da atter igjen Aar hengik, før den beskikkede Eftermand kunde naa sit Sæde. Under saadanne Omstændigheder indsees let, at der paa Grønland ikke saa sjælden kunde blive fuldkommen Mangel paa Korn eller Meel, endogsaa til Nadverbrød, ikke at tale om Mangel paa Vin. Man finder, at i 1230 Biskop Helge af Grønland døde, og at i 1234 en vis Nikolaus blev indviet til hans Eftermand^[6]. Det har maaskee været i Anledning af hans Overreise og af de nødvendige Forholdsregler, han har udbedet sig, at Erkebiskoppen om denne Sag henvendte sig til Paven. Man maa antage, at Pavens Svar har bevirket Foranstaltninger til den paapegede Mangels Afhjælpelse, forsaavidt dette var muligt. Yttringen i Pavens Brev om det „simpelt velsignede Brød“, som kunde meddeles, paapeger rimeligviis en Udvei for det Tilfælde, at Vin slet ikke kunde opdrives, – at da nemlig, naar paa Grund af denne Mangel en fuldstændig Indvielse af Nadveren, hvilken ikkun maatte skee under begge Skikkelser, ikke kunde foregaa, en blot Velsignelse af Brødet skulde finde Sted, og det velsignede Brød meddeles.

Et andet Brev af samme Pave, givet den 16de Mai 1237, oplyser, at Erkebiskop Sigurd har gjort sig Umage for at gjennemdrive den norske Geistligheds Cølibat, men i denne Sag stødt paa store Vanskeligheder og megen Modstand. Paven siger, at Erkebiskoppen har indgivet Forestilling om den afskyelige Misbrug, som havde rodfæstet sig i hans Biskopsdømme og i hele den nidarosiske Provins, at de derværende Prester indgaa Egteskab, og leve deri ligesom Lægfolk. Erkebiskoppen havde ifølge sit Embedes Skyldighed strengeligen forbudt dette. Men mange Prester søgte en tom Undskyldning for sin Synd deri, at Pave Adrianus, den Gang Biskop af Alba, da han opfyldte en Legats Forretninger i Norge, skulde have tilladt saadant; og skjønt de ikke kunde fremlægge noget Dokument af ham for denne Sag, saa vilde de, idet de paaberaabte sig den længe hevdede Sedvane, heller gaa til Grunde i Fordærvelsen end adlyde. Paven erklærer, at Varigheden ikke formindsker men tvertimod forøger Synden; og han forordner Erkebiskoppen at see denne Misbrug udryddet, og mod dem, der vise sig gjenstridige, anvende Kirkens Straf^[7]. – At Kardinal Nikolaus af Alba under sin Legation i Norge ikke indførte Geistlighedens Cølibat eller fik nogen Lov desangaaende drevet igjennem, er sikkert. Uvissere er det derimod, om han virkelig skulde have ved nogenslags formelig Dispensation tilladt de norske Prester Egteskab^[8]. Dette synes altfor meget stridende mod hans Stilling i den romerske Kirke, hvor Geistlighedens Cølibat allerede dengang var ved Lov paabudet, og desuden mod hans egen hierarchiske Karakter. En anden Sag er det derimod, at han har fundet sig i, at lade en Tilstand for det første vedblive, som han efter de i Norge bestaaende Forholde rimeligviis fandt det umuligt for sig strax at bortrydde. Hans Lemfældighed i denne Henseende har det norske Presteskab ikke undladt at fortolke som en Dispensation, og denne Anskuelse har vundet Hevd, da, som det lader, intet Pavebud i Mellemtiden havde indskjærpet den norske Geistligheds Cølibat, og de norske Biskopper ikke havde trængt paa dets Indførelse. Men ihvorledes end dette har forholdet sig, saa var nu, ved det her omhandlede Pavebrev, Cølibatsbudet bestemt udtalt særligen for den norske Prestestand, og ethvert Paaskud for de norske Presters Egteskab for Fremtiden afskaaret. At Cølibatsbudet har givet Anledning til iøinefaldende voldsomme Optrin inden den norske Kirke, findes ikke omtalt; rimeligviis er det lempeligen og langsomt drevet igjennem. Maaden hvorpaa det sattes i Kraft beroede naturligviis meget paa de enkelte Biskoppers større eller mindre Iver for Sagen. Biskop Henrik af Hole tog den f. Ex. saa alvorlig, at han omtrent tyve Aar efter det omtalte Pavebrevs Udstedelse kun med stor Vanskelighed vilde tillade en gift Prest at betræde Hole Kathedralkirke^[9]. De fordærvelige Følger med Hensyn til Presteskabets Sedelighed undlode forresten ligesaalidet i Norge som andensteds at yttre sig.

Ved tvende Breve af samme Dag som det sidstnævnte stadfæstede Pave Gregorius, paa Erkebiskop Sigurds Forlangende, alle de Friheder og Immuniteter, som af hans Forgjænger Adrian IV og andre romerske Biskopper, samt af Konger og Fyrster vare indrømmede Norges Riges Kirker, overeensstemmende med de derom udfærdigede autentiske Dokumenter^[10].

I et Brev af 15de Oktober 1240 opfordrer samme Pave Norges Erkebiskop og Biskopper til at indfinde sig til førstkommende Paaskedag ved det apostoliske Sæde for at raadslaa med Paven angaaende Kirkens mangehaande Trængsler, især ved Keiser Frederik II’s Ulydighed og Angreb^[11]. Dette maa naturligviis betragtes som et Slags Circulær-Skrivelse til alle den romerske Kirkes Biskopper. Men noget Kirkemøde i Rom til den foreskrevne Tid findes ei at have været afholdt. Hvad de norske Biskopper angaar, da vilde det vel ogsaa paa det nærmeste have været en Umulighed for dem at møde frem til den fastsatte Tid paa en saa sildig udfærdiget Kaldelse. Erkebiskoppen kan vel neppe have modtaget Pavens Skrivelse for Aarets Udgang, og nogen Tid udfordredes der atter, for at han kunde bringe den til sine Lydbiskoppers Kundskab, og disse afgive Svar og gjøre sine Forberedelser.

Et Brev af Gregorius IX, givet den 8de Juli 1241, meddeler en Anvisning med Hensyn til Daabens Udførelse. Erkebiskoppen havde underrettet ham om, at det undertiden i hans Provins havde hændet sig, at Børn, naar Vand manglede, vare blevne døbte i Øl. I Anledning heraf erklærer Paven, at de som paa denne Maade vare døbte, ikke burde ansees for virkelig døbte, eftersom de ifølge Evangeliets Lære skulde gjenfødes af Vand og den hellige Aand^[12].

Der maa under Sigurds Metropolitanstyrelse og maaskee allerede tidligere have fundet nogen urede Sted med Hensyn til den suderøiske Biskopsstols Forhold til Nidaros’s Erkestol, hvilket i det Hele er temmelig dunkelt. Et Brev af Pave Innocentius IV, dateret 15de Februar 1244, til Erkebiskoppen af York kaster noget, skjønt langt fra ikke tilstrækkeligt, Lys over denne Sag. Paven siger her, at Abbeden og Klosteret af Furnes, af Cistereiensernes Orden, i Yorks Dioces, havde indgivet til ham en Forestilling, der gik ud paa Følgende: Efter gammel og hidtil ubestridt iagttagen Sedvane tilkom det nævnte Abbed og Kloster at udvælge Biskop til Kathedralkirken paa Man, og paa Grund heraf havde de ogsaa, naar Kirken blev ledig, udvalgt en skikket Person til dens Hyrde. Men da den udvalgte for at modtage sin Indvielse, hvilken efter forskjellige Tiders Medfør havde været meddeelt undertiden af Erkebiskoppen af York, men ellers af Erkebiskoppen af Nidaros, i sidste Tilfælde maatte fare over et stort og farligt Hav, saa fandtes der sjælden eller aldrig nogen, som vilde modtage Valget; hvoraf fulgte, at Kirken blev staaende ledig til stor Skade i aandelig Henseende. Derfor havde Abbeden og Klosteret ansøgt om, at Paven vilde hjælpe paa denne Ulempe. Da Paven nu erkjender, at stor Skade pleier flyde af saadanne Vacanser, saa beder og opfordrer han Erkebiskoppen af York, at han, hvis det forholder sig som i Fremstillingen yttret, vil, med den nidarosiske Biskops Samtykke, hvem Paven herom har tilskrevet, saa ofte et Valg præsenteres ham af bemeldte Abbed og Kloster, stadfæste Valget, hvis han finder det canonisk og Personen skikket, samt meddele den udvalgte Indvielse^[13]. – Man kjender kun dette ene Dokument i Sagen og veed saaledes ikke hverken paa hvad Maade Paven har tilskrevet Erkebiskop Sigurd, eller hvilke Modforestillinger denne kan have gjort. Henførelsen af den suderøiske (sodorensiske) eller manske Biskopsstol under Nidaros’s Metropolitan var vistnok ikke ganske naturlig. Den skyldtes utvivlsomt Statshensyn og er bleven gjennemdreven af de norske Konger, som regjerede ved Nidaros’s Ophøielse til Erkesæde, paa hvilken Tid Suderøerne og Man, efter Magnus Barfods store Tog til Vesterlandene, erkjendte Norges Overhøihed, og de derværende Konger Norges Konge for sin Lensherre. At Forbindelsen med Erkebiskoppen af Yorks Provins var naturligere, er let iøinefaldende, og det kan vel være muligt, at en saadan Forbindelse har været den oprindelige, om end ikke stadfæstet ved noget Pavebud^[14]. Det i Brevet anførte om Furnes Klosters Ret til at vælge Biskoppen taler sterkt herfor. Men i Pave Anastasius IV’s Bulle, hvorved Nidaros’s Provinses Omraade bestemtes, var Suderøernes Biskopsdømme udtrykkelig nævnt som til den Provins henhørende, og Nidaros’s Erkebiskops Ret til at stadfæste den suderøiske Biskops Valg og til at indvie ham maatte saaledes ansees for uomtvistelig. Biskop Simon af Suderøerne blev ogsaa efter Annalerne indviet i Norge i 1226^[15]. Det har rimeligviis været ved dennes Død, der maa have indtruffet i 1243, skjønt i de islandske Annaler henført til 1249^[16], at ovennævnte Forlangende fra Furnes Kloster har været reist, og det maaskee ifølge Tilskyndelse af selve Yorks Metropolitan, som paa denne Maade har villet indsnige sig i den nidarosiske Metropolitans Ret. Dette Forsøg maa dog den Gang være mislykkets, udentvivl i Følge kraftig Indsigelse fra norsk Side. Thi endnu ved Aarhundredets Slutning, da dog allerede Norges Konges Lenshøihed over Suderøerne og Man var afstaaet til Skotland, og al Statsforbindelse mellem Norge og disse Øer i verdslig Henseende derved bævet, finder man ikke alene at det nidarosiske Erkesædes Metropolitanret over Øernes Biskopssæde er hevdet, men endogsaa at Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel har øvet Valgretten til bemeldte Biskopssæde ligesaavel som til de to islandske, Færøernes og Grønlands Biskopssæder^[17]. Abbediet Furnes’s Valgret maa følgelig antages i Mellemtiden at være bleven underkjendt.

Et Brev af Pave Innocentius IV, givet den 29de Dec. 1247, meddeler den til Orknøerne postulerede Biskop, Henrik, Dispensation med Hensyn til canonisk Mangel ved hans Fødsel. Henrik var nemlig Søn af en Prest med en ugift Kvinde; men da han af det orknøiske Kapitel var eenstemmigen forlangt (postulatus) til Biskop, og han var anbefalet ikke alene af den pavelige Legat, Kardinal Vilhelm, af Erkebiskop Sigurd og af dennes Lydbiskopper, men ogsaa af Norges Konge, saa dispenserer Paven ham, saaledes at han kan modtage Biskopsdømmet^[18]. – Man lærer af dette Brev, at Orknøernes Biskopsstol har havt sit Domkapitel ligesom de norske Biskopsstole, og at Retten at vælge Biskoppen har tilligget dette. I nærværende Tilfælde kunde Kapitelet, paa Grund af Personens canoniske Mangel, ikke vælge (eligere) men kun begjære eller forlange (postulare), da Paven ved sin Dispensation gjorde Udslaget. Den her omtalte Biskop Henrik (ogsaa kaldet: Hervi) var ellers Eftermand af Biskop Jofreyr, der døde i 1246 efterat have været Biskop fra 1223^[19]. Henrik blev indviet om Høsten 1248 i Viken, under Erkebiskoppens og Kongens Ophold her^[20].

Ved Brev af 19de December 1247 meddeelte samme Pave Kong Haakon Kaldsret til de Kirker, han paa egen Bekostning havde bygget og udstyret, eller fremtidig kunde ville bygge og udstyre paa sine Gaarde. Det var – heder det – Paven forestillet, at Kong Haakon paa trende af sine Gaarde havde Kirker, af hvilke tvende Steenkirker, hvilke deels han deels hans Forfædre havde opbygget, og at han havde i Sinde at bygge flere lignende. Forudsat nu, at Kongen af sit eget Gods tilstrækkelig udstyrer dem, forordner Paven vedkommende Biskopper, at modtage de Prester, som Kongen til disse Kirker præsenterer dem. Dette, tillægges der, indrømmedes, fordi Kongens Forfædre af fri Villie skulle have afstaaet Patronatsretten til det norske Riges Kirker^[21]. – Man seer af dette Brev, at Kong Haakon maa have godkjendt en saadan Afstaaelse fra Kongedømmets Side med Hensyn til Landets Sognekirker i Almindelighed, men at han derhos har ønsket, at erhverve Patronatsretten til de Kirker, han oprettede paa sine Gaarde som private Kapeller, og at Paven har indrømmet ham dette. Fra denne pavelige Indrømmelse, ligesom fra en lignende tidligere til Haakons Dronning Margreta, skriver sig Oprindelsen til de saakaldte kongelige Kapeller i Norge, hvilke, som siden skal vises, i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede erholdt sin særskilte geistlige Formand.

Ved Breve af 3die og 21de December 1230 forordnede Pave Innocentius Cistercienser-Abbeden af Tautra, Augustiner-Prioren af Elgeseter og Prædikebrødrenes Prior af Nidaros at besørge Afskrifter tagne af Nidaros’s Kirkes Privilegier og indsende disse Afskrifter i bekræftet Form til Rom, for at de kunde modtage Pavens Stadfæstelse. Dette skede paa Erkebiskoppens og Kapitelets Ansøgning, da hine Privilegiers Originaler begyndte at lide af Ælde og truedes med Ødelæggelse^[22].

Erkebiskop Sigurd indlagde sig Fortjeneste ved en bedre Ordning, end for havde bestaaet, i Nidaros’s Kapitels økonomiske Forhold. I 1244 blev nemlig, efter hans Foranstaltning eller med hans Medvirkning, en Landskyldsbog optagen over alle de Ejendele, som tillaa Kapitelets Præbender, saaledes at hver Præbendes Ejendomme bleve bestemte og i Bogen indførte, ligesom og forordnedes, at hver Chorsbroder ved Siden skulde holde sin særegne Landskyldsbog for det eller de ham meddeelte Præbenders Vedkommende, hvilken skulde forvares i Kommunens Kiste eller Archiv^[23]. Herved skulde naturligviis forhindres en Sammenblanding af de forskjellige Præbenders Gods og en deraf følgende vilkaarlig Bestyrelse af samme, enten fra Erkebiskoppens eller Ihændehavernes Side. Tilsynet med Præbendernes Fordeling blev ogsaa herved betydelig lettet, og en nyttig gjensidig Kontrol i saa Henseende mellem Erkebiskoppen og Chorsbrødrene indført.

Under Skildringen af Erkebiskop Sigurds Metropolitanstyrelse maa til Slutning omtales den Udvidelse eller rettere Fremskriden mod Fuldendelse, som ved hans Medvirken blev Nidaros’s Kathedralkirke, den store Christkirke, til Deel. Han lod – som det heder – om Sommeren 1248 „sætte Grundvolden for Christkirken saa langt Vest som den nu (d. e. ved Sagaens Affattelsestid omkr. 1265) er“^[24]. Herved menes enten, at han lod lægge Grundvolden til Kirkens hele vestre Kors, eller gav samme den Udvidelse mod Vesten som det siden har havt. Ved Fuldendelsen af dette Korses Bygning kunde den hele pragtfulde Kirke siges at være fuldført; men hvorvidt der med dette Arbeide er skredet frem i Sigurds Tid, vides ikke. At det har været fuldbragt i de tre til fire Aar han siden efter levede, lader sig vel neppe antage.

De Biskopper, som under Sigurds temmelig lange Metropolitanstyrelse virkede i den norske Kirke, ere forstørstedelen allerede nævnte, men vi ville dog her paa eet Sted opregne dem. I Bergen var Arne Biskop siden 1226 og overlevede Erkebiskop Sigurd. I Stavanger var det samme Tilfælde med Askel. Denne havde, som før nævnet, været Kong Haakons Kapellan eller Kansler, før han blev Biskop, og Kongen synes at have baaret megen Godhed for ham. En af Norges foregaaende Konger Magnus, rimeligviis Magnus Erlingssøn, havde i sin Tid skjænket Stavanger By til den derværende St. Svithuns (St. Svetonii) Kathedralkirke; men Gaven var igjen senere kommen fra Kirken. Kong Haakon stadfæstede den imidlertid paa ny „ifølge Biskop Askels, sin Vens, Bøn“^[25]. I Oslo levede Biskop Orm til 1244 og havde til Eftermand Thorkel, som igjen døde 1247 eller tidlig i 1248. I hans Sted kom Haakon, som før var Skolemester, og blev indviet om Høsten 1248 under Kongens og Erkebiskoppens Ophold i Viken^[26]. I Hamar blev, som ovenfor omtalt, i 1232 Paal Biskop. Han døde i 1251^[27], og hans Eftermand Peter fik ikke sin Indvielse af Erkebiskop Sigurd. Paa Orknøerne fulgtes, som nylig berørt, Biskop Jofreyr i 1248 af Henrik, der blev indviet samtidig med Haakon af Oslo. I Skaalholt var Magnus Gissurssøn Biskop til 1237 og efter ham Sigurd Thetmarssøn fra 1238. I Hole blev Botolf i 1238 Gudmunds Eftermand og døde i 1246; hans Eftermand var Henrik Kaarssøn, indviet i 1247. Paa Færøerne var Sørkver Biskop til 1237, og hans Eftermand Bergsvein til 1243^[28]. Paa Grønland endelig var den før nævnte Nikolaus Biskop til 1240; og først i 1246 blev Olaf indviet til hans Eftermand^[29].

Erkebiskop Sigurd Eindridessøn døde i Throndhjem 1252 den 6te Marts^[30] efter at have i noget over 21 Aar indtaget Nidaros’s Metropolitansæde. Hans Styrelsestid maa ansees for et vigtigt Tidsrum i den norske Kirkes Historie deels paa Grund af de mange store Statsbegivenheder, som under den indtraf, og i hvilke Kirken tog sin virksomme Deel, deels paa Grund af den indre Fasthed, som den hele norske Kirkeforfatning øiensynligen vandt under hans Ledelse. I sin Kirkestyrelse viste han sig, efter hvad der af det Fortalte oftere har været Anledning til at bemærke, som en virksom, vistnok hierarchisksindet, men derhos maadeholden Mand, der i det Hele synes at have besiddet baade Pavens og sin Konges Tillid.

1. Norsk Dipl. I. 23.
2. Norsk Dipl. II. 8, 9.
3. Langes Klosth. 99–105, 516–524.
4. Langes Klosth. 91–99, 530-537, 691–694, 735.
5. Norsk Dipl I. 14.
6. Isl. Ann. 104, 108.
7. Norsk Dipl. I. 15.
8. Jfr. o. f. S. 226.
9. Sturl. S. þ. 8. c. 15.
10. Norsk Dipl I. 16.
11. Norsk Dipl I. 17.
12. Norsk Dipl. I. 21.
13. Norsk Dipl. I. 22.
14. Jfr. ovenfor S. 158.
15. Isl. Ann. 100.
16. Isl. Ann. 120 jfr. m. Scr. rer. Dan. III. 232 Not.
17. Kong Erik Magnussens Brev af 28de Juni 1297. Norsk Dipl. III. 44; Thorkel. Dipl. II. 194.
18. Norsk Dipl. I. 32.
19. Isl. Ann. 118, 120; jfr. o. f. S. 347.
20. Haak. H. S. c. 264.
21. Norsk Dipl. I. 33.
22. Norsk Dipl. I. 33, 34.
23. Vidnesbyrd optaget 10de Marts 1298. Norsk Dipl. II. 38.
24. H. H. S. c. 264.
25. N. g. L. I. 448.
26. Haak. H. S. c. 264; Isl. Ann. 118.
27. Isl. Ann. 120.
28. Isl. Ann. 110, 116.
29. Isl. Ann. 114, 118.
30. Haak. H. S. c. 276; Isl. Ann. 122.