Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/43

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 397-410).

Under Sigurds Metropolitanstyrelse, indtraadte for første Gang det Tilfælde, at begge Islands Biskopsstole bleve besatte fra Norge og med Nordmænd, da de tidligere, som ovenfor er viist, ligefra Biskop Isleifs Tid, udelukkende havde været besatte ved Islændingernes eget Valg og med Indsødte. Denne Afvigelse fra den gamle Skik stod i nær Forbindelse med Kong Haakon Haakonssøns allerede fra hans tidligere Regjeringsaar af nærede Plan, at underkaste Island Norges Kongedømme, – en Plan, som de indre Feider mellem Øens Høvdinger, og disses mangen Gang høist lovløse og voldsomme Fremfærd fra først af synes at have vakt, og hvis Udførelse virkelig lykkedes mod Slutningen af Haakons Styrelse. For ret at tydeliggjøre os de Forhold i den islandske Kirke og i den islandske Forfatning i det Hele, som fremkaldte den antydede Forandring med Hensyn til de islandske Biskoppers Valg, maa vi gaa noget tilbage i Tiden.

Den seneste her berørte Begivenhed i den islandske Kirke, var de forargelige Stridigheder mellem Biskop Gudmund Aressøn af Hole (fra 1203) og flere af Nordlandets Høvdinger. Striden gik saa vidt, at de sidste bemægtigede sig Biskopsstolen og saa godt som berøvede Gudmund al hans Myndighed. Gudmund maatte i den Anledning, som forhen er fortalt, ifølge Erkebiskop Thorers Stevning, begive sig til Norge i 1214, og her forblev han i flere Aar, uden at hans Sag kom til nogen bestemt Afgjørelse. Det synes nemlig som om baade Thorer og hans Eftermand Erkebiskop Guttorm have fundet Gudmunds Fremgangsmaade i flere Stykker uforsvarlig eller i alle Fald høist uforsigtig, og derfor følt Betænkelighed ved at skride ind med Kirkens fulde Myndighed til hans Fordeel. Imidlertid maa dog Erkebiskop Guttorm have jævnet nogenlunde paa Sagen; thi i 1218 kunde Gudmund atter vende tilbage til Island og tage Hole Stol i Besiddelse.

Men aldrig saasnart var dette skeet, før de gamle Optrin fornyedes, og Høvdingerne Arnor Tumessøn og Sighvat Sturlassøn fordreve ham fra hans Biskopsstol. Da Arnor kort efter 1221 forlod Island og døde i Norge, vendte vel Gudmund tilbage til Hole. Men han var ikke af Skade bleven klog; han fremturede i sin gamle ufornuftige Adfærd, og gav en saadan Mængde af alskens Pak Tilhold ved Biskopsstolen, at ikke alene dennes Forraad snart fortæredes, men endog de omkringboende Bønder begyndte at føle sig usikkre og frygte Overlast. Disse henvendte sig til Tume, den ovennævnte Sighvats Søn, en rask men overmodig Yngling; og da han var traadt i deres Spidse, lode de Biskoppen sige, at denne skulde bortvise den unyttige og farlige Menneskehob, der omgav ham, eller ogsaa vilde Bønderne reise sig og jage den afsted. Paa dette Budskab flygtede Biskoppen selv med hele sit Slæng fra Hole, og Tume tog der sit Sæde. Gudmund tyede med sit Følge til Malmø, en Ø i Skagafjorden. Herfra gjorde en Deel af hans væbnede Folk i en mørk og stormfuld Vinternat et uventet Angreb paa Hole, tvang Tume Sighvatssøn til at give sig i deres Hænder og dræbte ham (Febr. 1222). Dette sidste skede vistnok mod Gudmunds Villie; men han havde dog givet Anledning til Drabet og maatte nu frygte Alt af den mægtige Sighvat Sturlassøns Hevn. Biskoppen flygtede derfor længer ud i Havet til den fjærne Grimsø, fulgt af 80 bevæbnede Mænd og 30 Tiggere af begge Kjøn. Men Sighvat opsøgte ham med 300 Væbnede, tog ham fangen efter en blodig Kamp og tvang ham til at drage over til Norge.

Gudmund ankom did i 1222, og forblev der flere Aar i Landflygtighed. Han klagede for Erkebiskop Guttorm; men denne fandt hans Sag saa mislig, at han endogsaa erklærede, at Gudmund maatte suspenderes fra Embedet, hvis han ikke erholdt Pavens Dispensation. Gudmund henvendte sig da til Paven og lod denne ved en Prest overrække en skriftlig Fremstilling af sin Sag. Men heller ikke Paven fandt Gudmunds Adfærd som Biskop tilbørlig, og han skal have givet hans Sendebud det Svar: „si vult cedere, cedat“ (vil han vige, da vige han), hvorved Paven naturligviis har villet tilraade Biskoppen frivilligen at nedlægge sit Embede, hvortil da Paven paa Forhaand lovede sit Samtykke. Gudmund vilde dog ikke lytte til dette Raad, og da det imidlertid ogsaa havde lykkets ham at stemme Guttorms Eftermand, Erkebiskop Peter, gunstigere for sin Sag, saa vendte han under dennes Beskyttelse i 1226 tilbage til Island. Her fandt han nogen Understøttelse hos Sighvats tvende Brødre Snorre og Thord Sturlassønner, og ved den sidstes velvillige Mellemkomst fik han i 1228 Sighvats og dennes Søns Sturlas Tilladelse til at vende tilbage til Hole. Herfra blev han dog strax efter igjen fortrængt af Kolbein Unge, en Søn af hans gamle Fiende Arnor Tumessøn. Nu gav han sig til at reise om paa Visitats i sit Biskopsdømme, men dvælede længe paa hvert Sted og var som sedvanligt ledsaget af en Mængde Løsgjængere af alle Slags. Da Bønderne knurrede og klagede over det meget Besvær, som denne Biskoppens Omflakken voldte dem, tog Kolbein heraf Anledning til med Magt at adsprede hele hans Følge og indespærre ham selv paa Hole med tvende Klerker til Selskab. Dette skeede i 1229, og i denne Tvang blev Gudmund holden i to Aar. Derpaa begyndte han igjen at streife om med sit sedvanlige Følge endogsaa udenfor sit Biskopsdømme; men meer end eengang blev han tvungen deels af enkelte Høvdinger til at skille sig fra det Slæng der fulgte ham, deels af de sammenrottede Bønder til at lade sine paatænkte Besøg fare.

Ved Erkesædet i Nidaros var man ikke uopmærksom paa disse Uordener i Hole Biskopsdømme. Medens Erkestolen stod ledig efter Thorer den Thrøndiskes Død 1230, udfærdigede Nidaros’s Chorsbrødre en Stevning til Gudmund, og Kong Haakon samt Skule Jarl en lignende til hans verdslige Modstandere, at indfinde sig i Norge; men dette Skridt synes ingen Følger at have havt. Da Sigurd var bleven Erkebiskop, gjentog han i 1232 Stevningen i strenge Udtryk, og suspenderede tillige Gudmund fra hans Embede. Uagtet Gudmund ikke indfandt sig i Norge, og ikke heller opgav sit Embede, saa virkede dog Erkebiskoppens Mellemkomst sit til, at et Forlig kom i Stand mellem Gudmund paa den ene Side og Sighvat og dennes Søn Sturla paa den anden, og Gudmund havde den Tilfredsstillelse, at den stolte Sturla paa sine egne og sin Faders Vegne, for at udsone deres begges Brøde mod Kirken, underkastede sig i 1233 en Pilegrimsreise til Rom, hvor han i Pønitens lod sig pidske ved de fornemste Kirker, og hvorfra han først kom hjem til Island i 1235. Biskop Gudmund fristede imidlertid en sørgelig Tilværelse. Allerede længe ilde anseet af de fleste Høvdinger, og ikke stort bedre af Bondealmuen, derhos ved det almindelige Misnøie hindret i de vigtigste Dele af sin biskoppelige Virksomhed, og nu til Overmaal gammel, svagelig og blind, klyngede han sig alligevel med haardnakket Egensind fast ved et Embede, som han var aldeles ude af Stand til endog blot nogenlunde forsvarligen at bestyre. Han tilbragte sin Tid med Bøn og Sang og med at høre Helgeners Levnetsbeskrivelser forelæste. Han nød vel ogsaa den forfængelige Glæde, at høre sin egen Hellighed lovprist af enkelte taabelige Beundrere i sin nærmeste Omgivelse. Men til Opfyldelsen af sit Kalds Pligter var han saa uskikket, at han ikke engang kunde forrette de ham paaliggende geistlige Vielser uden paa den Maade, at en Diakonus maatte oplæse Vielsesordene, medens han selv meddeelte Haandspaalæggelsen. Dette var i den Grad stridende imod de canoniske Regler, at Paven, da han ved Erkebiskop Sigurd blev underrettet derom, ikke alene maatte befale Gudmund selv midlertidig suspenderet fra Embedet, men endogsaa de Klerker, der paa den anførte Maade havde modtaget sin Indvielse, ligeledes suspenderede fra de med Ordinationen følgende Forretninger^[1]. Man skred i hine Tider meget nødigen uden i Tilfælde af de groveste kirkelige Forbrydelser, der medførte Bansstraf, til en Biskops Suspension, end sige til hans Afsættelse, da man nemlig frygtede det for Kirken skadelige Anstød, som derved kunde gives, og man stræbte gjerne at formaa Vedkommende til en frivillig Fratrædelse. Men en saadan Lemfældighed havde allerede eengang og maaskee oftere paa den halstarrige Gudmund viist sig uvirksom. Nu maatte der gribes til det haardere Middel for at hindre større Forargelse og forebygge Hole Biskopsstols fuldkomne Ødelæggelse. Sagen var allerede, som før er sagt, i 1232 forberedt fra Erkebiskop Sigurds Side; og Pave Gregor IX udstedte endelig under 11te Mai 1237 tvende Skrivelser til Erkebiskoppen, hvori det paalagdes denne, hvis Gudmund slet ikke kunde formaaes til frivillig at fratræde, da at suspendere ham uden Appel og forordne ham en duelig Medhjælper^[2].

Gudmund oplevede dog ikke Udførelsen af denne pavelige Befaling. Allerede før den var udstedt, døde han i Hole den 16de Marts 1237, 77 Aar gammel, efterat have været Biskop i 34 Aar. Han havde altid sagt, at enhver christen Mand burde dø paa den bare Jord; overeensstemmende hermed blev han i sin Dødsstund lagt blottet paa en askestrøet Fjæl, og der udaandede han^[3]. Vi have dvælet noget længer ved Biskop Gudmund Aressøns Levnet, deels fordi det i flere Henseender er betegnende for Tidsalderens Tænkemaade, deels fordi denne Mands mange Misgreb upaatvivlelig virkede sit til den islandske Kirkes paafølgende større Afhængighed af Moderkirken i Norge. Saa uskikket Gudmund havde vist sig til at føre den biskoppelige Styrelse, og saamange bittre Modstandere han ved sin uforstandige Færd havde vakt sig i og tildeels ogsaa udenfor sit Fædreneland, saa havde han dog vedligeholdt et Helligheds Ry lige til sit Sidste. Sighvat Sturlassøn og Kolbein Arnorssøn Unge havde begge været hans bittreste Fiender; men da det kom til Strid mellem dem, ønskede dog begge at have den hellige Mand i sin Flok, og Gudmund, som her ikke var sin egen Herre, men maatte vælge een af to, fulgte Kolbein. Dette Ry for Hellighed forøgedes, som sedvanligt i slige Tilfælde, efter hans Død, saaledes at han snart blev en sand Folkehelgen, hvis Undergjerninger fandt Tiltro ikke alene overalt paa hans Fædreneø, men ogsaa hos mange i Norge. I 1314 bleve hans Been optagne og skrinlagte som Gjenstand for offentlig Tilbedelse. Han var den tredie islandske Biskop, som nød denne Ære. Jon Øgmundssøn af Hole og Thorlak Thorhallessøn af Skaalholt havde nydt den før Gudmund^[4]. Begge hine stode dog som Biskopper langt over denne.

Meget forskjellig fra Gudmund var hans Samtidige i Skaalholt, Biskop Magnus Gissurssøn. Denne var selv en rig Høvding og derhos hørende til en af sit Lands mægtigste Ætter. Han var bleven oplært af den hellige Thorlak, havde i 1201 været Gudmunds Medbeiler til Hole Stol og havde besøgt Rom i 1202. Da Magnus, efter at være bleven indviet i 1216 af Erkebiskop Guttorm^[5], havde tiltraadt Skaalholts Støl, fulgte han ganske de tidligere islandske Biskoppers Adfærd, blandede sig ikke, ved at tage Parti, i nogen af de indenlandske Stridigheder mellem Høvdingerne, men optraadte overalt hvor han kunde som Mægler mellem de Stridende, og det med al den Indflydelse, som baade hans mægtige Ætforbindelser samt personlige Rigdom, og hans biskoppelige Verdighed skjænkede ham. Han viste sig i Eet og Alt som den fødte Høvding, der vidste at opretholde sin Anseelse ligesaavel blandt sine verdslige Standsbrødre, som hos sit underordnede Presteskab, og afgav saaledes en Modsætning til den hellige Gudmund med hans lidenskabelige Kjærlighed til Tiggere og hykklerske Løsgjængere samt med hans stridige Opsætsighed mod de raadende Høvdinger.

Alligevel gav ogsaa Biskop Magnus Anledning til Erkebiskoppens Indblanding i hans Embedsførelse. Han foretog i 1224 paa egen Haand nogle Forandringer i Messetjenesten i sit Biskopsdømme^[6], over hvilke der blev ført Anke for Nidaros’s Erkestol, rimeligviis af Biskop Gudmund, som dengang opholdt sig i Norge i Landflygtighed. Denne Anke havde til Følge, at Erkebiskop Peter, Gudmunds Beskytter, med denne, da han i 1226 vendte tilbage til Island, sendte Magnus Breve, ved hvilke han suspenderedes fra sit Embede og stevnedes for Erkebiskoppen^[7]. Magnus forhastede sig dog ikke med sin Reise, og Aaret efter 1227 døde Erkebiskop Peter. Men da Peters Eftermand, Erkebiskop Thorer, gjentog Stevningen, maatte Magnus adlyde og drog i 1229 til Norge, hvor hans Ophold, paa Grund af Thorers mellemkommende Død, forlængedes i flere Aar. I denne Magnus’s langvarige Fraværelse fra sin Stol maa man udentvivl søge Grunden til, at Gudmund paa denne Tid findes oftere at have besøgt forskjellige Dele af Skaalholts Biskopsdømme, omgiven paa sin sedvanlige Viis af et talrigt og for Bønderne byrdefuldt Tiggerfølge. Men da Sigurd Eindridessøn var bleven Erkebiskop, vendte endelig Bladet sig atter til Biskop Magnus’s Fordeel, idet denne blev igjen indsat i sit biskoppelige Embede og i 1232 vendte tilbage til sin Stol, medbringende Biskop Gudmunds Suspension.

Forholdet mellem disse tvende islandske Biskopper maa saaledes heelt igjennem have været spendt eller endog fiendtligt, – noget som nødvendigviis maatte have en ufordeelagtig Indflydelse paa Kirkens Tilstand paa Island. Man faar ogsaa ved at læse den samtidige Sturlunga-Saga det Indtryk, at skjønt Island ikke manglede Prester, der, ligesom begge Biskopperne, vare vel oplærte i den Tids geistlige Kundskaber, saa var dog de flestes Adfærd og Levnet høist ukirkeligt og anstødeligt, ligesom Sedeligheden hos det hele Folk, baade Høie og Lave, var i det yderligste Forfald. Den største Løsagtighed og Tilsidesættelse af Egteskabets religiøse Hellighed gik Haand i Haand med Edbrud, Løftebrud og al den Grumhed i Overfald, Ran, Drab, Mordbrand, Lemlæstelse, som utøilede indre Feider mellem stolte, herskesyge og underfundige Høvdinger i hine Tider naturligen medførte. Ved Siden af en forunderlig men derhos ubændig, sig selv fortærende Kraft aabenbarer sig en fast utrolig Sedernes Fordærvelse og Mangel paa sandchristelige Livsgrundsætninger; og man støder i hiin Saga, der stiller os saa mange Personligheder, og det ypperlig begavede Personligheder, for Øie, kun paa yderst faa, hvis Karakter og Vandel viser sig blot nogenlunde uplettet. Man føler, at man her læser en Fristats Historie, med hvis sande Frihed det i Grunden allerede er forbi, og hvis ydre Selvstændighed, fordi den ikke længer støttes af indre Orden, redelig Almeenaand og moralsk Kraft, raver sin Undergang imøde. En enig og fornuftig Samvirken af Kirkens Formænd, af de tvende Biskopper, kunde muligen endnu have stillet sig hemmende mod Fordærvelsen; men en saadan Samvirken, seer man, manglede. Biskop Magnus Gissurssøn døde den 14de August 1237. Der bemærkes om ham, at han var den sidste egtegifte islandske Biskop i det katholske Tidsrum^[8].

Begge Islands Biskopsstole stode saaledes paa een Gang ledige. Begge de sidste Biskoppers Alderdom og tillige den enes, Gudmunds, Suspension havde foranlediget, at man allerede i deres levende Live havde været betænkt paa at udsee enhver af dem en Efterfølger. Man havde i 1236 til Skaalholt valgt Magnus Gudmundssøn, til Hole Bjørn Hjaltessøn, og begge havde samme Aar i hinandens Følge begivet sig til Norge, for at erholde sit Valgs Stadfæstelse og derpaa sin Indvielse af Erkebiskoppen^[9].

Ingen af dem kom imidlertid til at opnaa dette. Beslutningen til en Forandring i de islandske Biskopsstoles Besættelsesmaade synes nemlig nu at være kommen til Modenhed, og at være fremskyndet ved de Planer til Islands Indordning under Norges Kongedømme, hvilke meer og meer havde udviklet sig hos dette Riges Styrere.

Tanken om at lægge Island under Norges Kongedømme opstod først hos Skule Jarl i de første Aar af Haakons Styrelse. I Aarene 1217 og 1218 havde paa Islands Sønderland adskillige Voldsomheder været øvede af de mægtige Oddverjer, Efterkommere af Sæmund Sigfussøn i Odde, imod norske Kjøbmænd, i Anledning af Fornærmelser, der vare tilføiede en af hiin Æt i Bergen. Over disse Voldsgjerninger blev Skule saa forbittret, at han havde i Sinde at sende en Hær til Island. Dette Forsæts Udførelse blev afvendt ved den mægtige islandske Høvding, Sturlungen Snorre Sturlassøn, som paa den Tid opholdt sig i Norge (1218–1220). Han fik nemlig gjennem den indflydelsesrige Dagfin Bonde, den unge Konges fornemste Raadgiver, Kongen overtalt til at fraraade Toget som altfor farligt; og Jarlen opgav det virkelig. Men i Stedet bragte Skule nu paa Bane for Snorre, at denne skulde bringe Island under Norges Kongedømme. Snorre fik i den Anledning Lendermandsnavn og blev Kongen haandgangen, samt paatog sig først og fremst at frede om de norske Handlende, der besøgte hans Fædreneø, og dernæst ogsaa ved sin Indflydelse at bringe sine Landsmænd til frivilligen at underkaste sig Norges Styrere.

Da Snorre i 1220 var kommen hjem, ændsede han imidlertid ei videre det sidste Løfte; hvad enten han.nu strax stødte paa Vanskeligheder, som han fandt uovervindelige, eller maaskee snarere, fordi han aldrig havde meent noget alvorligt med hvad han lovede^[10]. Thi hvor berømt Snorre er bleven som Sagamand og Skald, saa klæder dog mørke Pletter af Falskhed som af Herskesyge, Egennytte og Pengegjerrighed ved hans Karakter. I dette Tilfælde bør man dog vistnok ikke dømme ham for haardt. Han havde paa den ene Side at redde sit Fædreneland fra en stor for Øieblikket overhængende Fare, men kunde paa den anden, som en af Islands dengang mest raadende Magthavere, umulig ønske den gamle islandske Statsforfatnings Omstyrtelse eller Opgivelsen af den islandske Stats Selvstændighed. Der blev saaledes for det første intet udrettet til Skules Hensigters Fremme. Snorre som hele Sturlungaætten styrtede sig med Voldsomhed ind i de indre Feider mellem Høvdingerne paa sin Fædreneø, og disse Feider bleve Aar for Aar vildere og mere om sig gribende. Sturlungaætten selv var splittet ved indre Tvist, og Snorre havde tidt og ofte med sine nærmeste Frænder at stride.

Imidlertid synes Kong Haakon meer og meer med sin modnende Alder at have tilegnet sig Skule Jarls Planer; og Begivenhedernes Gang bragte ham endelig i Berøring med en af Islands Høvdinger, som syntes fortrinlig skikket til at gjennemdrive Planen. Denne Høvding var den, tidligere som Biskop Gudmunds Modstander nævnte, Sturla Sighvatssøn, Snorres Brodersøn og oftest hans Fiende. Sturla var en paa Aand og Legeme herlig udrustet ung Mand, tapper og dertil høihjertet, naar ikke hans utæmmelige Herskelyst og Hevngjerrighed henrev ham. Han og hans ligesaa ærgjerrige men sindigere Fader, Sighvat Sturlassøn, havde ved forenet Anstrengelse erhvervet sig en afgjørende Overmagt i Islands nordlige og vestlige Fjerding, hvor ikke engang den slu Snorre og hans voldsomme og grumme Søn, Urøkia, formaaede at holde dem Stangen. Da Sturla, til Bod for sin og sin Faders voldsomme Adfærd mod Biskop Gudmund, i 1233 foretog sin Pilegrimsreise til Rom, lagde han Veien over Norge. Skules Tilhængere forsøgte at drage Sturla paa Jarlens Parti; men han holdt sig til Kongen og vandt derved dennes Yndest. Paa Hjemreisen fra Rom besøgte Sturla atter Kongen om Høsten 1234 og var Vinteren over i Norge. Kongen fik nu af ham nøiagtig Underretning om al den Ufred, som herskede paa Island; og i det han beklagede Folkets ulykkelige Tilstand, spurgte han, om det ikke kunde være muligt at faa indført et Enevælde paa Øen. Freden vilde da blive bedre, naar En raadede mest. Sturla troede, at den Sag ikke skulde være saa vanskelig, naar en Mand med nogen Magt overtog den. Enden paa deres Overlægning blev, at Sturla selv, paa Kongens Anmodning, erklærede sig villig til at gjøre et Forsøg under Kongens Ledning, og mod at erholde den Hæder i Løn, som maatte synes passende, hvis Foretagendet tykkedes. Haakon foreholdt ham, at han ikke skulde søge det udført ved Drab, men at han, om han fandt det nødvendigt, skulde fange sine Modstandere og sende dem til Norge, eller paa anden lignende Maade uden Blodsudgydelse sætte sig i Besiddelse af deres Magt. Da man saaledes var kommen overeens, drog Sturla i 1235 tilbage til Island^[11].

Sturla Sighvatssøn var vistnok i de fleste Henseender vel skikket til at udføre det Hverv, han havde paataget sig, naar han blot havde kunnet styre sin Heftighed og sit Overmod. Men han gav begge Dele altfor fri Tøile, trods sin kloge Faders Advarsel; og ligeledes glemte han at iagttage den Mildhed, som Kong Haakon havde anbefalet ham. I Førstningen havde han Lykken med sig, og han tvang sin Farbroder Snorre og dennes Søn Urøkia til at forlade Island og drage til Norge, hvor de dog søgte sin fornemste Støtte hos Hertug Skule. Men Sturla viste sig snart saa overmodig og voldsom, at han opbragte mod sig næsten alle islandske Høvdinger. To af disse, Kolbein Arnorssøn, kaldet hiin Unge og Gissur Thorvaldssøn forenede sig mod Sturla og hans Fader. Det kom til et Slag mellem begge Partier ved Ørlygstad i Skagafjorden den 21de August 1238, og i dette faldt baade den gamle Sighvat og Sturla^[12].

Det var saaledes netop paa den Tid, da Sturla Sighvatssøn med Kraft og, som det syntes, med Held var optraadt paa Island til Enevældets Indførelse og Øens Underkastelse under Norges Konge, – at begge de udvalgte islandske Biskopper, Magnus og Bjørn, i 1236 kom til Norge for at modtage sin Indvielse. At de efter Hjemkomsten til sin Fædreneø skulde ville samvirke kraftigen med Sturla for Kongedømmets Sag, maa rimeligviis have forekommet Haakon tvivlsomt, ligesom maaskee Erkebiskop Sigurd paa sin Side har fundet dem mindre skikkede til at gjenoprette Orden og Tugt i det for Tiden sterkt rystede islandske Kirkevæsen. I ethvert Fald tilbød sig nu en gunstig Leilighed til, ved en ny Besættelse af de islandske Biskopsstole at see baade det norske Kongedømmes og den nidarosiske Erkestols Fordele paa Island ret kraftigen iagttagne; og dette har man haabet bedst iverksat ved at indtrænge norske Mænd til Biskopper i de tvende udvalgte Islændingers Sted, for derved at fjærne de engere fædrelandske Følelser, som muligen hos disse sidste kunde gjøre sig gjældende. Heri kan man saaledes antage, at Kongen og Erkebiskoppen have rakt hinanden Haanden, om end den sidste maatte være den, som her optraadte handlende.

Paaskud til at underkjende de tvende Biskoppers Valg, og i det Hele til at gjøre en Forandring i den Maade, hvorpaa Biskopperne hidtil vare valgte paa Island, manglede ikke. Først, hvad Magnus Gudmundssøn angaar, da var han valgt i Magnus Gissurssøns levende Live, vistnok, som det lader, paa dennes Anbefaling, men dog, saavidt skjønnes, uden at Magnus Gissurssøn forud havde erholdt høiere (Erkebiskoppens eller Pavens) Tilladelse til at fratræde sit Embede; heri laa en canonisk Mangel ved Magnus Gudmundssøns Valg til Skaalholt. Dernæst fandt, hvad Bjørn Hjaltessøns Valg til Hole angaar, utvivlsomt derved en lignende Mangel Sted. Biskop Gudmund var vel af Erkebiskoppen suspenderet, og Hole Biskopsstol saaledes paa en Maade ledig, men Erkebiskoppen havde, da Bjørn valgtes, ganske vist ikke givet Befaling til noget nyt Valg, og kunde ikke heller vel dette, da han først en god Stund efter kan have modtaget Pave Gregorius IXs ovenomtalte Brev af 11te Mai 1237, hvorved han formelig befaledes at suspendere Gudmund og forordne ham en Eftermand; Bjørns Valg var af denne Grund ogsaa at agte for uregelmæssigt og ugyldigt. Endelig var overhovedet den hidtil paa Island brugelige Valgmaade efter de nyere kirkelige Anskuelser ucanonisk. De to islandske Biskopper valgtes, som allerede oftere antydet, hver af sit Biskopsdømmes Presteskab og Bønder i Forening, dog saaledes, at de verdslige Høvdinger, hvad tydeligt sees, derved vare de egentlig raadende og gjorde Udslaget, – noget der faldt ganske naturligt under en Statsforfatning som Islands. Men dette var i aabenbar Strid med Pavens og den canoniske Rets Bud, som indskjærpede, at ved Biskoppernes Valg ingensomhelst verdslig Myndighed maatte indblande sig, eller gjøre sig gjældende.

Man kunde nu tænke sig Valgmaaden canonisk ordnet paa tre Maader: – enten saaledes, at et Domkapitel af Chorsbrødre eller Kanniker oprettedes ved hver af de islandske Biskopsstole og Valgretten overdroges dette; – eller saaledes, at man lod hvert Biskopsdømmes Presteskab, med Udelukkelse af al Stemme og Indflydelse fra de verdslige Høvdingers Side, danne det berettigede Valgkollegium; – eller endelig saaledes, at man henlagde Valget til Erkestolen i Nidaros, til Metropolitanen og hans Chorsbrødre. De to første Maader udfordrede foreløbige Foranstaltninger, som ikke i Hast vare at istandbringe fra Metropolitanens Side, især da Island endnu var en ganske uafhængig og selvstændig Stat. Den tredie derimod, som mest stemmede med Erkestolens Fordeel, lod sig strax anvende i de to forhaanden værende Tilfælde, hvor netop paa Grund af et mangelfuldt Valg, Valgretten for det givne Tilfælde aldeles canonisk kom under Metropolitanen; og et første Skridt, der var ret iøinefaldende, kunde her være af yderste Vigtighed for Fremtiden. Saaledes har Erkebiskop Sigurd udentvivl fra hierarchisk Standpunkt opfattet Sagen, og derfor negtet begge de islandske Valg sin Stadfæstelse. Strax skred han imidlertid ikke til noget nyt Valg, maaskee fordi de tvende Valgte have skudt sin Sag under Paven. I det mindste lader det, som om Bjørn Hjaltessøn har villet personlig drive den i Rom; men paa Hjemreisen døde han, som det synes, uden at have udrettet noget. Magnus Gudmundssøn traadte, udentvivl frivillig, tilbage, drog hjem igjen til Island og druknede der et Par Aar senere. Da Erkebiskoppen saaledes havde faaet fuldkommen frie Hænder, udvalgte og indviede han i 1238 tvende norske Mænd, nemlig Sigurd Thetmarssøn, forhen Abbed af Selia, til Skaalholt, og Botolf, en Augustiner-Munk af Elgesæter-Kloster ved Nidaros, til Hole. Begge disse Biskopper droge det følgende Aar 1239 over til Island og toge, som det lader uden al Modsigelse, sine Biskopsstole i Besiddelse^[13].

Islands Biskopsstole vare saaledes for første Gang besatte umiddelbart af Nidaros’s Erkebiskop, og det med Mænd, som ikke vare Islændinger. Exemplet var givet; og hvad der i dette Tilfælde kunde af Islændingerne betragtes som en Undtagelse, blev snart Regelen. De islandske Biskopsstole vare fra nu af inddragne i et engere, forhen ukjendt Afhængighedsforhold under Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel, et Forhold, der blev bestaaende saalænge som Katholicismen stod ved Magt. Den kirkelige Selvstændighed, som Island hidtil havde nydt, var dermed i Grunden tilende, og dens Undergang trak meget snart ogsaa den verdslige Selvstændigheds efter sig. De norske Biskopper paa Island svigtede ikke det Haab man i denne Henseende havde sat til dem.

Biskop Sigurd Thetmarssøn af Skaalholt optraadte snart med Kraft som Mellemmand i de indre Stridigheder og tildeels ogsaa som Befordrer af Kong Haakons Planer med Hensyn til Island. Urolighederne der vare ingenlunde endte med Sturla Sighvatssøns Død. Da Kongen havde mistet denne dygtige Forkjæmper for sin Sag, kastede han sine Øine paa hans Modstander, den mægtige Gissur Thorvaldssøn, som den meest skikkede til at arbeide for hans Hensigter. Kongen var for Tiden især forbittret paa Snorre Sturlassøn, deels fordi han havde modarbeidet sin Broderssøn Sturla Sighvatssøn, og deels fordi han, efter at være af denne fordreven til Norge, havde i 1239 slaaet sig paa Skules Parti, og siden havde forladt Norge tvertimod Kongens udtrykkelige Forbud. Som Kongens Lendermænd, og saaledes ham haandgangen, skyldte han Kongen Lydighed, og denne regnede derfor Snorre hans Opførsel som Forræderi og Dødssag. Haakon opfordrede Gissur ved sine Bud og Breve til at sende Snorre til Norge med eller mod hans Villie; men hvis dette ei lod sig gjøre, da skulde han dræbe ham. Gissur, der var Snorres hemmelige Fiende, greb den sidste Udvei. Han overfaldt lumskeligen Snorre paa hans Gaard Reykholt i Borgarfjorden den 23de Septbr. 1241 og fældede den 63aarige Olding, uagtet han ligesaa let kunde have taget ham til Fange. Kong Haakon, der vistnok har skattet Snorre høit som Skald og Sagamand, var ikke ganske tilfreds med dette Udfald; idet mindste erklærede han, da han fik Budskab om Snorres Død, at han ei skulde være bleven dræbt, hvis han var kommen til ham^[14]. Da nu Urøkia Snorressøn reiste sig mod Gissur Thorvaldssøn for at hevne sin Faders Død, optraadte Biskop Sigurd paa Gissurs Side, men dog som Mægler mellem de Stridende; og da det alligevel kom til et Slag, standsede Biskoppen dette ved modigen i fuld Embedsdragt, fulgt af sine Klerker, at kaste sig mellem de Kjæmpende. En Stilstand blev sluttet og besvoren, og et Forligsstevne fastsat. Begge de stridende Parter mødte efter Aftale 1242, og Biskop Sigurd var selv tilstede. Men her havde han den Sorg, at Gissur med meenedersk Troløshed lod Urøkia fange, og det trods Biskoppens Modforestillinger lige for hans Øine. Gissur og Urøkia Snorressøn droge begge til Norge, og den sidste endte her nogle Aar efter (1245) sine Dage under Kong Haakons Beskyttelse^[15].

Da Sturlungen Thord Sighvatssøn kaldet Kakale kom til Island i 1242 under Gissurs Fraværelse i Norge og samlede en Hær mod dennes Venner og Tilhængere, tog Biskop Sigurd sig af disses Sag, og søgte først ved forstilte Underhandlinger og siden ved Bans-Trudsel at hindre Thords Foretagender. Thord vilde dog ikke herved have ladet sig afskrække fra at angribe Gissurs Tilhang, hvis ikke andre gode Mænd havde mæglet en Stilstand. Denne var dog kun for Øieblikket. I de senere blodige Kampe mellem Thord Kakale paa den ene Side og Kolbein Unge samt Gissur paa den anden fik Biskoppen ingen synderlig Leilighed til at indblande sig som Mellemmand. Striden endtes efter Kolbeins Død i 1245 for det første dermed, at Thord og Gissur i 1246 enedes om at underkaste sig Kongens Dom og droge samme Aar til Norge^[16].

Om det end ikke hidtil havde lykkets Biskop Sigurd af Skaalholt at udrette noget Stort for Kongens Planer eller for Islands indre Rolighed, saa havde han dog ved at understøtte Gissur lagt Villie og Virksomhed for Dagen. Biskop Botolf af Hole derimod synes at have holdt sig udenfor Partikampene og at have ladet de stridslystne Høvdinger skjøtte sig selv. I 1243 forlod han sin Stol og drog til Norge overladende Sigurd af Skaalholt Indseendet med Hole Biskopsdømme. Botolf kom ikke mere tilbage til Island, men døde i Norge 1246^[17].

Kong Haakon var ved denne Tid betænkt paa at sætte nye og virksommere Kræfter i Bevægelse for at vinde sit Maal med Hensyn til Island. Til Botolfs Eftermand paa Hole Biskopsstol fik han, man maa antage ved Erkebiskoppen og Nidaros’s Kapitel, i 1247 udvalgt og indviet en norsk Mand, Henrik Kaarssøn, af en kraftig Karakter og stor Virksomhed. Denne indgik et nøie Venskab med Thord Kakale, og til dem begge i Forening overdrog Haakon sit Hverv paa Island. Herforuden udvirkede han af Kardinal Vilhelm en Opfordring til Islændingerne, at disse skulde undergive sig Kong Haakon, da Kardinalen, heder det, erklærede det for urigtigt, „at Island ikke tjente under en Konge, ligesom alle andre Lande i Verden“. Med denne Opfordring og med det Erinde til Landsfolket, at dette skulde underkaste sig Haakons Kongedømme og indrømme ham den Skat, som man kunde enes om, – droge nu Biskop Henrik og Thord Kakale i 1247 over til Island, medens Gissur Thorvaldssøn derimod maatte forblive i Norge^[18].

Biskop Henrik og Thord Kakale grebe den dem overdragne Sag an med megen Kraft og Fremgang. Vel kom der snart Uenighed mellem dem, og Henrik drog i 1249 til Norge, hvor han hos Kongen bevirkede Thords Tilbagekaldelse, og Gissur paa ny oversendt til Island. Siden kom der Uenighed mellem Henrik og Gissur, og denne maatte atter for en Stund opgive sin Stilling som Kongens Ombudsmand^[19]. Men med Alt dette, med al denne Skiften af de paa Kongens Vegne handlende islandske Høvdinger, saa gik dog fra Biskop Sigurds Komme til Skaalholts Stol, og især fra Biskop Henriks Komme til Holes, Kongens Sag paa Island frem med Kjæmpeskridt, – en Omstændighed, som fuldeligen godtgjør det Velberegnede i den Foranstaltning, at faa Islands Biskopsstole besatte fra Norge og med norske Mænd, der uden at hendrages af nogen særlig islandsk Nationalfølelse, kunde anvende sin Embedsstillings hele Vegt til Kongens Sags Fremme og Nidaros’s Metropolitankirkes Forherligelse.

1. Norsk Dipl. I. 14, 15.
2. N. Dipl. I. 14, 15.
3. Om Biskop Gudmund se Finn Joh. hist. eccl. Isl. I. 335–361, efter Sturl. S. þ. 3–5 paa forskjellige Steder, og den vidtløftigere Biskop Gudmunds Saga. „Vir omnium judicio officio par, nisi id gessisset“ Finn Joh. l. c. 359.
4. S. o. f. S. 163 og 292.
5. S. o. f. S. 337.
6. Isl. Ann. 100.
7. Isl. Ann. 100.
8. Finn Joh. I. 307–312; Isl. Ann. 110; Sturl. S. þ. 5. c. 50.
9. Isl. Ann. 110; Finn Joh. I. 313, 361.
10. H. H. S. c. 55 59; Sturl. S. 4 þ. c. 25.
11. H. H. S. c. 180; Sturl. S. þ. 5. c. 23; þ. 6. c. 18.
12. H. H. S. c. 180, 187, 195; Sml. S. þ. 5. c. 42–50; þ. 6. c. 1–18.
13. Finn Joh. I. 313, 314, 361, 362; Isl Ann. 110, 112.
14. Sturl. S. þ. 6. c. 26, 31; H. H. S. c. 243, 244.
15. Sturl. S. þ. 6. c. 32–36; H. H. S. c. 244; Isl. Ann. 116.
16. H. H. S. c. 248; Finn Joh. I. 314–317.
17. Finn Joh. I. 362.
18. H. H. S. c. 256, 257.
19. H. H. S. c. 257, 276, 282, 283, 297, 300, 311.