Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/45

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 419-430).

I Sigurds Sted udvalgte Nidaros’s Chorsbrødre om Vaaren 1252, Sørle, Chorsbroder af Hamar, hvis Æt og Forhold forøvrigt ikke kjendes. Som Archielectus, rimeligviis strax efter sin Udvælgelse, udstedte Sørle i Nidaros et Brev, hvorved han indstiftede et fælles Bordhold for Chorsbrødrene og dertil skjænkede Grund og Gaard, samt Biskopstienden af tre Sognekirker i Nidaros’s Biskopsdømme, nemlig af tvende Kirker i Byen og af een paa Landet^[1]. Man maa af Tiden, paa hvilken denne Gave gjordes, og af baade de forhaanden værende og senere Forhold nære nogen Mistanke om, at Sørles Valg ikke har været ganske upaavirket af egennyttige Forhaabninger fra Chorsbrødrenes Side; og vi finde her maaskee det første Spor til en Stræben hos det nidarosiske Kapitel efter større Selvstændighed og deraf følgende virksommere Indgriben i den hele erkebiskoppelige Styrelse. Eftertiden viste i det mindste, at en saadan Tanke næredes af Chorsbrødrene, og at det lykkedes dem i fuldt Maal at virkeliggjøre den. At de benyttede et Slags Valgkapitulationer som Middelet, er høist sandsynligt. Sørle drog samme Sommer 1252 til Rom og modtog – som det synes – Begyndelsen af 1253 sin Indvielse af Pave Innocentius IV. Dennes Brev til Sørle „Nidaros’s Erkebiskop“, hvorved Erkestolen stadfæstes i sine Metropolitanrettigheder, er givet i Perugia den 25de Februar 1253^[2]. Paa denne Dag, eller strax forud er saaledes udentvivl Indvielsen foregaaet. Tvende Nidaros underordnede Biskopsstole bleve ved samme Leilighed besatte, idet nemlig Sørle under sit Ophold ved den pavelige Kurie indviede Peter, en Prædikebroder, til Biskop af Hamar, og en vis Rikard, maaskee en Engelsmand, til Biskop af Suderøerne^[3]. Den sidstes Indvielse ved Nidaros’s Erkebiskop, man kan sige under selve Pavens Øine, ligesom og den Omstændighed, at Pavens sidstomtalte Brev udtrykkelig nævner Suderøernes Biskopsstol som hørende under Nidaros’s Provins, viser tydeligen, at ingen Misforstaaelse fra Kuriens Side i Henseende til bemeldte Metropolitanforhold nu fandt Sted. Af hvem Rikard er bleven valgt, siges ikke; men det fortælles i den manske Biskopskrønike, at Suderøernes Biskopsstol, efter Biskop Simons Død i 1243, stod ledig i sex Aar, saa at øiensynlig en eller anden Urede med Salget af hans Eftermand maa have fundet Sted. Det er ikke usandsynligt, at i Anledning af Biskop Rikards Indvielse Abbediet Furnes’s Ret til at vælge den suderøiske Biskop, paa Sørles Forestillinger, er bleven af Paven overført til Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel.

Sørle kom i 1253 tilbage til Norge og tog Erkesædet i Besiddelse. Samme Aar bekræftede han, som virkelig Erkebiskop, den Gave, han som udvalgt havde skjænket til Chorsbrødrenes fælles Bord i Nidaros^[4]. Som nærværende og samtykkende nævnes i det derom udstedte Brev femten Chorsbrødre med Erkepresten (Archipresbyter) Ottar i Spidsen. Nidaros’s Kapitel har altsaa allerede den Gang været et sterkt besat Collegium.

Den omtalte Besættelse af Hamars Biskopsstol ved Broder Peter var forbunden med Omstændigheder, der kaste Lys over Forholdet mellem denne Biskopsstol og Oslos. Da den oftere nævnte Biskop Paal var død i 1251^[5], skred Hamars Kapitel til at udnævne ham en Eftermand. Valget faldt paa een af dets egne Chorsbrødre, hvis Navn ikke vides, men som formedelst en eller anden canonisk Mangel ikke blev virkelig valgt, men kun foreslaaet for Paven eller postuleret. Ved denne Handling havde imidlertid Kapitelet forseet sig paa to Maader. Det havde undladt at tage Oslos Biskop og Kapitel med paa Raad ved Valget, hvilket, ifølge disses Paastand „efter gammel, hevdet og hidtil ubestridt iagttagen Sedvane“, burde have været gjort; og de havde forsømt at indhente Kongens Samtykke til Valget, hvilket denne fordrede. Paven forkastede den af Kapitelet postulerede Biskop, uvist paa hvilken Grund, men neppe paa nogen af de nævnte; – og han befatte af egen Magtfuldkommenhed, ved den saakaldte Provision, Biskopsstolen med den ovennævnte Prædikebroder, Peter. Alligevel indkom Oslos Biskop og Kapitel med Klage til Kurien over den Tilsidesættelse af deres Ret, hvori Hamars Kapitel havde gjort sig skyldig, og hvori de frygtede et Præjudicat for Fremtiden. Kongen paa sin Side lagde ogsaa Kapitelet for Had, da han fandt, at det havde gaaet hans Ret for nær; og han kunde heri paaberaabe sig Eidsivathings Christenret, i hvilken det udtrykkelig siges: „den skal være Biskop til Stolen (Hamars Stol), som Kongen vil, og som hertil er ret valgt“^[6]. Pave Innocentius laante forsaavidt Orde til Oslos Biskopsstols Klage, at han ved Brev af 23de October 1253 erklærede, at den stedfundne Postulation og Provision ikke i nogen Maade skulde være den osloske Kirkes Ret til Præjudice i Fremtiden^[7]. Hvad derimod den mellem Hamars Kapitel og Kongen indtraadte Spending angik, da fandt Paven, paa Kapitelets Forestilling, at han maatte tage dette i Forsvar. Ved Brev af 2den Januar 1254 tilkjendegav derfor Innocentius Biskop Peter af Hamar, at han paa ingen Maade skulde taale, at Kapitelet, hverken i sin Heelhed eller i sine enkelte Personer, led nogen Ulempe paa Grund af at have undladt at indhente Kongens Samtykke ved sit Valg, „eftersom det hertil hverken ved Sedvane eller Ret var forpligtet“. Dem, som maatte af nævnte Grund uleilige Kapitelet, skulde Biskoppen holde i Ave ved Kirkens Straf, med Tilsidesættelse af al Appel; dog skulde Kongens Person herfra være undtagen^[8].

Man lærer af disse Forhandlinger, at Hamars Biskopsstol har, rimeligviis lige fra sin Oprettelse, været betragtet af Oslos Biskopsstol som staaende i et Slags underordnet Forhold til denne. Oprindelsen hertil forklares let deraf, at Oslos Biskopsdømme oprindelig omfattede baade Viken og Oplandene. Da nu ved Hamars Biskopsstols Oprettelse i 1152, den osloske Stols Omraade blev faa betydelig formindsket, derved at største Delen af Oplandene unddroges den, saa har den, udentvivl som et Slags Erstatning, gjort Paastand paa en saadan Deeltagelse i Hamars Biskoppers Valg, som den hvorom her er Tale^[9]. Hvorvidt denne Paastand nogensinde er bleven indrømmet fra Hamars Stols Side eller godkjendt af Erkebiskop eller Pave, er høist tvivlsomt, ja neppe sandsynligt ifølge senere Erklæringer i den Sag, hvilke i sin Tid skulle omtales. Men paa den anden Side kan det vel hende, at Paastanden ikke heller tidligere er bleven udtrykkeligen og kraftigen afvist, og at Oslos Stol deri har seet en Opfordring til at holde sig ved den. Pave Innocentius’s ovennævnte Brev, skjønt i sig selv uafgjørende hvad Paastandens Gyldighed eller Ugyldighed angaar, kunde dog muligen senere anvendes til Støtte for den, og maatte derfor være Oslos Biskopsstol høist velkommet. Hvad Forholdet mellem Hamars Kapitel og Kongen angaar, saa seer man, at denne sidste ingenlunde har villet vedkjende sig en saa fuldkommen Opgivelse af Kongedømmets Ret til Indflydelse paa Biskoppernes Valg, som Kardinal Vilhelms foromtalte Brev af 16de August 1247 synes at forudsætte. Men man seer ogsaa, at Paven i dette Stykke har staaet strengt paa Kirkens Valgfrihed, skjønt han her, som sedvanligt, tager Anledning til at vise Kong Haakon en personlig Opmærksomhed. Sagen har forresten, saavidt skjønnes, ingen videre Følger havt.

Erkebiskop Sørles Metropolitanstyrelse blev ganske kort. Han døde den 1ste Mai 1254. Til hans Eftermand valgte Nidaros’s Kapitel en Chorsbroder af sin egen Midte Einar Gunnarssøn med Tilnavnet Smjorbak, en Søn af den i sin Tid, i Aarhundredets første Fjerdedeel, høit anseede thrøndiske Lagmand, Gunnar Grjonbak. Einar var saaledes af en agtet thrøndisk Æt, om end ikke, som det lader, af nogen egentlig Høvdinge- eller Lendermands-Æt, da Gunnar nævnes, og udentvivl ogsaa var, blot Bonde. Einar selv regnedes rimeligviis for Bonde, da han 14 Aar tidligere, i 1240, gav den unge Haakon, Kong Haakons Søn, Kongenavn paa Ørething^[10]. Ved sit Valg var Einar udenlands, i Paris, rimeligviis ved det derværende berømte Universitet, og Valget blev ham der tilkjendegivet ved Kapitelets Brev, som overbragtes af Chorsbrødrene Magister Ottar og Magister Haakon. Alt dette skeede udenat Kongen derved blev adspurgt, skjønt Kapitelets Udsendinge skulle have forebragt Einar, at Valget var skeet ogsaa ifølge Kongens Villie. Einar drog derpaa fra Paris lige til Kurien. Innocentius IV døde ved denne Tid i Neapel den 7de December 1254, og til hans Eftermand valgtes allerede i samme Maaned Alexander IV. Af ham blev Einar indviet i Begyndelsen af det følgende Aar (før 10de Marts) 1253, rimeligviis i Neapel, hvor Alexander dengang opholdt sig^[11].

Ved denne Leilighed udvirkede Einar af Paven Stadfæstelse paa det saakaldte subsidium pallii, eller Bidrag til Omkostningerne ved den nidarosiske Erkebiskops Reise til Kurien for at modtage sin Indvielse og sit Pallium. Alexander III’s Brev herom til Einar er givet i Neapel den 10de Marts 1255. Efter hvad Erkebiskoppen – heder det heri – for Paven har anført, have den nidarosiske Kirkes Lydbiskopper, i Betragtning af Erkestolens ringe Indtægter og de store Omkostninger, som voldes den ved de udvalgte Erkebiskoppers Reise til det apostoliske Sæde for at erholde deres Indvielse, – med sine Kapitlers Samtykke eendrægtigen besluttet, at enhver af dem skal betale til Bestridelse af hine Omkostninger en vis Sum Penge (certam pecuniæ qvantitatem). Paven bekræfter, paa Erkebiskoppens Ansøgning, af apostolisk Myndighed denne Beslutning, i Overeensstemmelse med hvad hans Formand, Pave Gregorius IX tidligere har gjort^[12].

Skjønt dette Pavebrev er det første hidtil bekjendte, der omtaler subsidum pallii for Norges Vedkommende, saa seer man dog af samme, at Indførelsen af denne Lydbiskoppernes Skat til Nidaros’s Metropolitankirke er ældre, at den fra først af er vedtagen ved en Beslutning af selve Lydbiskopperne – rimeligviis dog kun de norske –, og at den, som det synes, først har faaet pavelig Stadfæstelse af Gregorius IX (1227–1241), altsaa i Anledning enten af Erkebiskop Thorers Indvielse i 1227, eller af Erkebiskop Sigurds i 1230 eller 1231.

I Anledning af Einars Indvielse udstedte Pave Alexander under 11te og 12te Marts 1255 Forkyndelsesskrivelser til Kong Haakon, til Nidaros’s Bys og Biskopsdømmes Geistlighed, til Folket sammesteds og til den nidarosiske Kirkes Suffraganbiskopper, i hvilke Skrivelser den nye Erkebiskop anbefales hver især af de tilskrevne til en gunstig og hæderlig Modtagelse^[13]. Dette er det ældste Pavebrev af saadant Indhold vedkommende Norges Erkestol, som, saavidt vides, er os bevaret. Rimeligt er det imidlertid, at lignende ved enhver Erkebiskops Indvielse af Paven have været udstedte allerede fra Erkestolens Oprettelsestid.

Om Sommeren 1255 kom Erkebiskop Einar tilbage til Norge. Han kom under Land ved Øen Alda udenfor Søndfjord, ikke meget langt nord for Bergen, hvor Kong Haakon dengang opholdt sig. Men i Stedet for at drage til Bergen og fremstille sig for Kongen, drog han strax nordefter til sit Sæde i Nidaros. Dette forekom Kongen underligt, og det med saameget mere Grund, som han, efter hvad for er sagt, ei var bleven adspurgt ved Einars Valg^[14]. Erkebiskoppen synes dog ikke at have havt nogen ond Hensigt med sin Adfærd, og da han hørte, at denne havde mishaget Kongen, drog han strax syd til Bergen og blev her vel modtagen af Haakon.

Strax efter bragte Einar en høist vigtig Sag paa Bane for Kongen. Han forestillede nemlig denne, at han i levende Live burde foretage en Landsdeling mellem sine tvende egtefødte Sønner, den unge Kong Haakon og Junker Magnus, paa en saadan Maade at Folket dermed kunde være tilfreds, og saaledes at hans Sønner selv lovede at overholde Delingen. Hermed tilsigtedes, som snart viste sig, en ny indgribende Forandring i Kongearvefølgen. Da Haakon i 1240 havde faaet sin egtefødte Søn tagen til Konge med Forbigaaelse af sin ældre uegtefødte, var der saavel fra Kongens som fra Folkets Side indrømmet Egtefødselen en Forret i Kongearven. Den Eneste, hvis Ret derved kunde siges at være krænket, var den forbigaaede ældre, uegtefødte Søn, Sigurd; han kunde ganske vist paastaa, at den Kongearvefølgelov, som gjaldt ved hans Fødsel, og ifølge hvilken hans Fader selv var bleven tagen til Konge, hjemlede ham en Andeel i Kongedømmet efter Faderens Død, som ingen senere Lov, med tilbagevirkende Kraft retteligen kunde berøve ham. Men den Vanskelighed, som ved en mulig Indsigelse fra hans Side kunde opstaa, var allerede hævet, da Sigurd i Vaaren 1254 var død^[15]. Egtefødselens Forret i Kongearven kunde saaledes siges allerede at staa uryggelig vedtagen. Nu gjaldt det om at faa givet Førstefødselen en lignende Forret, hvorved Kongedømmets Eenhed og Udelelighed vilde for Fremtiden være fuldkommen stadfæstet. Erkebiskoppens Forslag gik ud paa, at en Bestemmelse skulde fattes i den Retning, at efter den ældre Kong Haakons Død, den yngre Kong Haakon, som ældste egtefødte Søn, alene skulde være Konge, medens den yngre Broder, Magnus, skulde lade sig nøie med et ringere Høihedsnavn og en vis Deel af Riget, naturligviis under Kongens Overhøihed. Kong Haakon gav utvivlsomt et Forslag, hvorved Kongedømmets Eenhed og Udelelighed tilsigtedes, i selve Grundsætningen sit Bifald; men han havde Betænkeligheder ved Gjennemførelsen under de forhaandenværende Omstændigheder. Thi Magnus kunde jo unegtelig paastaa, at han, efter den gjældende Kongearvefølgelov, var født til fuldkommen lige Andeel i Kongedømmet med sin ældre Broder efter Faderens Død; og hvilken Bestemmelse man nu end vilde fatte, kunde denne retligen ikke have nogen tilbagevirkende Kraft paa hans allerede længe forud ved Fødselen givne Ret. Af denne Grund maatte det synes Kongen, som han senere yttrede, en Samvittighedssag, at skifte ulige mellem sine jævnbaarne Sønner. Han foredrog imidlertid Sagen for sine Raadgivere. Men det viste sig, at ogsaa disse vare af deelte Meninger. Nogle holdt for, at Magnus burde have en Trediedeel af Landet med Hertugsnavn; Andre, at Landet burde deles lige mellem Brødrene, skjønt Haakon den Unge ene bar Kongenavn. Men saa var der ogsaa Nogle som erklærede, at de ingen Deel vilde tage i en Bestemmelse, der opstillede nogensomhelst Forskjel mellem Brødrenes Ret. Erkebiskop Einar stemte for en af de tvende førstnævnte Meninger – for hvilken siges ikke udtrykkeligt –; og han med flere af den unge Konges Venner bade Kong Haakon at ordne Sagen ved en bestemt Afgjørelse i et Brev med sit og de øvrige Høvdingers Segl. Mange saa i Erkebiskoppens Iver for denne Sag en Partiskhed fra hans Side for den unge Kong Haakon, hvem han selv i sin Tid havde givet Kongenavn, og for hvem han nærede det varmeste Venskab. Endogsaa den gamle Konge var ingenlunde fri for at give en saadan Tanke Rum. Hvad der fornemmelig ledede Erkebiskoppen var dog vist nok, som han senere for Kongen yttrede, det Ønske, at der kun skulde være een Konge ad Gangen i Norge, – og denne Bevæggrund har man Ret til at kalde baade statsklog og fædrelandskjærlig. Kongen, som allerede fra først af var tvivlraadig i denne Sag, blev det udentvivl end mere ved at høre, hvor usamstemmige hans Raadgivere vare i sine Meninger om den. Efterat have med Velvillie hørt deres Raad, erklærede han tilsidst, at det var bedst Gud skiftede mellem hans Sønner; og hermed faldt Sagen før denne Gang hen^[16].

Gud skiftede ogsaa mellem Kongesønnerne snarere end Nogen havde ventet. Den unge Kong Haakon døde i sin kraftfuldeste Ungdom, i sit 23de Aar, den 30te April 1257^[17]. Han efterlod sig vist nok en egtefødt Søn, Sverrer. Men for det første var denne endnu et spedt Barn. Dernæst hjemlede gammel Sedvane, der var iagttagen baade ved Olaf Kyrres og ved Haakon Sverrerssøns Tiltrædelse til Enevældet over Norge, at Kongedømmet arvende Brødre alle maatte være døde, før nogen af deres Sønner kunde retteligen komme i Betragtning ved Kongearven^[18]. Endelig var den unge Kong Haakon, sit Kongenavn uagtet, aldrig bleven erklæret eller anseet for sin Faders jævnberettigede Medstyrer af Riget. Alt dette gjorde, at den unge Sverrer Haakonssøn ingenlunde kunde sættes ved Siden af sin Farbroder Magnus, som var den virkelig styrende Konges Søn, og det saameget mindre som ogsaa den gjældende private Arvelov lod Søn i Arvegangen udelukke Sønnesøn^[19]. De Hensyn vare saaledes nu ei længer for Haanden, der hidtil havde hos Kong Haakon vakt Betænkelighed ved at gjøre Førstefødselens Forret ligesaavelsom Egtefødselens gjældende i Kongearven; og det varede ei heller længe, for en Lovbestemmelse derom fattedes.

Den unge Kong Haakons Død indtraf paa en Tid, da den gamle Konge beredte et Ledingstog mod Danmark, paa hvilket han havde opfordret Erkebiskoppen og Biskopperne til at følge sig, ikke, som det lader, for at deeltage i Krigen, men for at være tilstede som Kongens Raadgivere i de Fredsunderhandlinger, hvortil Toget maatte give Anledning. Da Kongen havde sin Flaade samlet ved Gautelvens Munding og her var omgiven af sit Riges bedste Mænd, besluttede han efter disses Raad at lade sin Søn Magnus give Kongenavn for at Norge ikke skulde være kongeløst under Haakons Fravær i Danmark. Dette skede paa et talrigt Ting paa Ekerøe den 24de Juni 1237, og Erkebiskop Einar var den, som meddeelte Magnus Kongenavnet. Magnus skulde da blive tilbage for at vogte og styre Landet, medens den gamle Konge var borte paa sit Krigstog^[20].

Erkebiskop Einar fulgte Kong Haakon, da denne drog til Øresund og lagde sig for Kjøbenhavn; men han var en ivrig Talsmand for Fred mellem Rigerne Norge og Danmark, i Modsætning til Erkebiskop Jakob Erlandssøn af Lund, der stod i et spendt Forhold til sin Konge, Chriftoffer af Danmark, og derfor gjerne saa denne indviklet i Krig med Norge. Freden kom, trods Erkebiskop Jakobs hemmelige Bestræbelser, istand paa en Sammenkomst mellem Kongerne^[21].

Efter den unge Kong Haakons Død sluttede Erkebiskop Einar sig til Kong Magnus med det samme inderlige Venskab, som han ser havde baaret for dennes Broder. Med den gamle Konge stod han derimod undertiden paa en noget spendt Fod. Paa den ene Side kan det vel hende sig, at Kongen har fundet hans Forkjærlighed for sine Sønner noget vidtdreven, – at han har mistænkt Erkebiskoppen for herunder at skjule egennyttige hierarchiske Hensigter; paa den anden Side fandt rimeligviis Erkebiskoppen sig undertiden noget indskrænket i, hvad han ansaa for sit lovlige Omraade, ved den gamle Konges myndige Adfærd. Haakons Begreber om Kongedømmets Forhold til Landskirken havde vistnok et sterkere Anstrøg af Sverrers Grundsætninger, end som vel kunde hue en Erkebiskop med Einars, utvivlsomt meget kraftige, Karakter; hvorimod denne hos de unge Konger, og især vel hos den blide, forstandige, fredelskende Magnus, har sporet Tilbøielighed til at komme Kirkens Ønsker imøde i Alt, hvad Tidsaanden syntes at fordre, og Kongedømmets Verdighed paa nogen Maade kunde indrømme. Haakon var opvoxen og havde henlevet hele sit tidligere Liv under Forholde, der havde gjort ham det nødvendigt, at see Geistligheden skarpt paa Fingrene. Han havde i en stor Deel af sin Styrelsestid maattet betragte Biskopperne og Kirkens Overhoveder som sin Æts naturlige Fiender. Han havde endelig i den senere Tid været vant til at begunstiges i hvi Grad af den romerske Stol, især af Pave Innocentius IV, endogsaa i Tilfælde, hvor det gjaldt Hierarchiets Sag, og hvor Biskopperne skulde synes at kunne vente Pavens kraftige Understøttelse imod Kongen for at drive fine hierarchiske Planer igjennem. Alle disse Omstændigheder maatte nødvendig samvirke til at give hans hele Styrelsesvirksomhed et vist Præg af Modstræben ligeover for Kirkens, af Tidsaanden begunstigede, Krav paa Selvstændighed og Uafhængighed af den verdslige Statsmagt. Kirken havde paa den anden Side, endog under Haakons opmærksomme og iversyge Indseende, gjort saa sikkre og store Fremskridt imod hiint Maal, at det for Tiden var vanskeligt eller snarere umuligt at tvinge den tilbage paa dens gamle Standpunkt af Underdanighed mod Kongedømmet. Dette fordrede vistnok heller ikke Haakon i fuld Udstrækning; saa blind for Tidens Fordring var han ingenlunde. Men enhver Indrømmelse, den være sig udtrykkelig eller stiltiende, fremkaldte hos ham en vis Følelse af Uvillie, som ikke engang Overbevisningen om dens Nødvendighed ganske formaaede at undertrykke. Saaledes kan man let skjønne, at en Spending kunde opstaa mellem ham og Erkebiskop Einar, om han end hos denne erkjendte baade Hengivenhed for Kongeætten og sandt Fædrelandssind.

Sterkest fremtraadte denne Spending ved Besættelsen af Hamars Biskopsstol efter Biskop Peters Død i Vinteren 1259–1260^[22]. Chorsbrødrene vare indbyrdes uenige i Valget af hans Eftermand, og dette kom herved til at henstaa saa længe, at Valgretten efter de canoniske Love faldt fra dem under Erkebiskoppen. Men denne overlod dem atter Valget, idet han dog foreslog en Chorsbroder ved Navn Lodin, der ikke var Kong Haakons Ven^[23]. Da nu Kongen om Sommeren 1260 kom til Nidaros og der traf hos Erkebiskoppen Lodin, der virkelig var bleven udvalgt til Hamars Stol, blev han Erkebiskoppen vred, og det kom til en alvorlig Tvist imellem dem, da Einar forsvarede Lodins Valg, Kongen derimod haardnakket forkastede det. Det gik saa vidt, at Kong Haakon endog skjød sig ind under Paven. Kong Magnus optraadte nu som Mægler, understøttet af Flere, der baade vare Haakons og Erkebiskoppens Venner. Lodin blev overtalt til at undslaa sig for at modtage eller til at frasige sig det paa ham faldne Valg. Derpaa kom det til et Møde mellem Kong Haakon og Erkebiskoppen, ved hvilket ogsaa Magnus var tilstede tilligemed Gillebert, Kong Haakons Klerk, der havde været Archiadiaconus paa Hjaltland. Ham vilde Haakon have til Biskop af Hamar; og Enden blev, at Erkebiskoppen ogsaa virkelig udvalgte ham. Men da Sagen engang var appelleret til Paven, blev Gillebert sendt til den romerske Kurie med Breve baade fra Kongen og Erkebiskoppen, hvori de erklærede det for deres begges Ønske, at han skulde blive Biskop^[24]. I Begyndelsen af 1263 kom Gillebert tilbage til Norge med Pavens Brev, hvori Valget af Biskop til Hamar overdroges Erkebiskoppen, dog med Tilkjendegivelse, at han skulde vælge Gillebert overeensstemmende med Kongens Ønske. Gillebert blev nu strax efter valgt og indviet af Einar i Nidaros den 4de Marts 1263; og dermed var denne Tvist tilende^[25].

Den Uenighed, som i 1260 fandt Sted mellem Kongen og Erkebiskoppen, forhindrede dog ikke, at netop denne samme Sommer den vigtige Sag angaaende Førstefødselens Forret i Kongearven kom til Afgjørelse ved begges forenede Samvirken. Under sit Ophold i Throndhjem for Kong Haakon til Frostathing, hvor han – som det heder – „med Raad og Samtykke af Kong Magnus, sin Søn, Erkebiskop Einar og alle Lydbiskopper, Lendermænd og lærde Mænd (Geistlige), Stallarer, Lagmænd og alle tilstedeværende haandgangne Mænd, samt alle Frostathingsmænd, fastsatte og lod i Lovbogen indføre, hvo som efter ret Arvefølge skulde være Norges Konge overeensstemmende med den hellige Kong Olafs Lov“. Den saaledes vedtagne Lovbestemmelse gik ud paa Følgende: „Den skal være Konge i Norge, som er Norges Konges ældste egtefødte Søn, odelsbaaren til Land og Thegner (Undersaatter). Men hvis ikke egtefødt Søn er til, da skal Kongens Søn være Konge, om han end ikke er egtefødt. Men hvis Ingen af disse er til, da være den Konge i Norge, som (dertil) er odelsbaaren og nærmest i Arv og derhos af Kongernes Æt“. Efter Kongens Død, skulde Kongeemnet (Arvingen til Kongedømmet), alle Biskopper, Abbeder, Hirdstyrere og Lagmænd med hele Hirden være selvstevnede til Nidaros, til den hellige Kong Olaf „hans (d. e. den afdøde Konges) Frænde“, og skulde Hirdstyrerne nævne med sig tolv de viseste Bønder af hvert Biskopsdømme. De skulde alle have givet sig paa Reisen inden en Maaned, efterat de havde spurgt Kongens Død. Kongeemnet skulde derpaa lade stevne Ørething, og der vorde tagen til Konge, og sværge sine Thegner Lov og Rettigheder, men de ham Laud og Thegner. Hvis Nogen lod sig anderledes tage til Konge, skulde han have forbrudt Gods og Fred og være i Pavens og alle Helgenes Ban (forboð), og saaledes Enhver som hertil understøtter ham. Men hvis Hirdstyrere eller Hird forsømte denne Færd, uden fuld Nødvendighed, da vare de Høiforrædere; og hver tilnævnt Bonde, som forsømte den, skulde bøde til Kongen 40 Mark. Denne Lovbestemmelse – heder det videre – „forkyndte siden Kong Magnus, hans Søn, paa Thingene i alle Dele af Landet, og samtykte heri alle Norges Mænd for sig og sit Afkom med ret Thingtag, at denne Bestemmelse skulde staa evindeligen“^[26].

Saaledes var da endelig i Norges Kongearvefølge foruden den mandlige Linies og den egte Fødsels Forret, ogsaa Førstefødselens Forret gjort gjældende, og derved Kongedømmets Eenhed og Udelelighed fastsat. Det skeede, som sees, ad fuldkommen lovlig Vei, idet Bestemmelsen, efter at være udkastet af Kongen i Samraad med hans Raadgivere, Landets geistlige og verdslige Høvdinger, paa en Rigsforsamling eller et Høvdingemøde i Nidaros, vedtoges som Lov af Folket først paa Frostathing og siden i de øvrige Landsdele, udentvivl ogsaa paa deres Lagthing. Den svævende Tilstand, hvori Kongearvefølgen havde befundet sig i næsten hundrede Aar, nemlig fra Magnus Erlingssøns Tid, var derved hævet, og en Tingenes Orden indført, som lovede Riget for Fremtiden en af Tvistigheder om Kongedømmet og samstyrende Kongers gjensidige Avindsyge uforstyrret indre Ro. Den fattede Lovbestemmelse udgaves, som af dens Udtryk sees, for stemmende med den hellige Kong Olafs Lov. Den kunde vistnok ogsaa siges væsentligen at støtte sig til denne, forsaavidt som den strengt holdt paa Kongedømmets Arvelighed i den gamle Kongeæt fra Mand til Mand, uden Tilstedelse af noget Kongevalg; ja den kunde endog ved sine vigtige Afændringer i den ældre Kongearv paa en Maade siges netop at virkeliggjøre den Tanke, der havde foresvævet den hellige Olaf, nemlig at forhindre det norske Riges fremtidige Søndersplittelse, hvilken maatte blive en uundgaaelig Følge af Harald Haarfagers Arvefølgelov. Men paa den anden Side maa ogsaa indrømmes, at Haakons Lov har laant ikke saa ganske lidet af den Lov for Kongearven, som til Magnus Erlingssøns og Kirkens Fordeel blev istandbragt af Erkebiskop Eystein og Erling Skakke, og som utvivlsomt især var udtænkt af Eystein, hvilken dog vistnok kun er benyttet saaledes, at Alt, hvad der kunde give Geistligheden nogen umiddelbar Indflydelse paa Lovens Anvendelse, eller antyde nogen Kongedømmets Underkastelse under Kirken, paa det omhyggeligste i Haakons Lov er bortfjærnet. Man kan følgelig med Sandhed sige, at den norske Kirke havde sin betydelige Andeel i den indførte Forbedring, idet Erkebiskop Eystein i sin Tid havde forberedt den, og Erkebiskop Einar nu væsentlig medvirkede til dens Gjennemførelse. Lovens Uryggelighed maatte forresten ansees saa meget-mere sikkret, som den eneste Person af Kongeætten, der kunde tænkes muligen i en modnere Alder at ville gjøre Indsigelse mod den, nemlig Kong Haakon den tinges Søn, Junker Sverrer, døde Vinteren efter Lovens Antagelse 1261^[27].

Dette samme Aar blev den unge Kong Magnus gift med Ingebjørg, en Datter af den i 1250 afdøde danske Konge, Erik Valdemarssøn (Plogpenning). Biskop Haakon af Oslo afhentede Kongedatteren og førte hende til Bergen, hvor Brylluppet stod. I Anledning af samme Giftermaal blev det bragt paa Bane, at Kong Haakon skulde lade sin Søn, Kong Magnus, tilligemed hans unge Dronning krone. Mange fraraadede dette, da Magnus – sagde man – let derved kunde blive overmodig og forglemme den Undergivenhed, han skyldte sin Fader, hvoraf igjen Uenighed kunde opstaa mellem Kongerne. Men Mange talede ogsaa kraftigen herfor, og blandt disse især Biskop Haakon. Paa hvilken Side Erkebiskop Einar stod, siges ikke udtrykkeligen; men da han just paa denne Tid levede paa den allervenskabeligste og fortroligste Fod med Magnus, saaledes at de hele Sommeren gjennem havde opholdt sig sammen, ja endogsaa holdt eet Bord, saa kan man ikke tvivle paa, at Erkebiskoppen gjerne saa den unge Konge saameget hædret som muligt. Kong Haakon, der kjendte og paaskjønnede Magnus’s fromme, redelige og sønlige Sindelag, erklærede sig ogsaa for hans Kroning. Strax Bryllnpsgjestebudet, der varede i tre Dage, var tilende, blev den unge Konge og hans Dronning den 14de September 1261 begge salvede og kronede med stor Pragt i Bergen af Erkebiskop Einar^[28].

1. Norsk Dipl II. 9; jfr. III. 6–8.
2. Norsk Dipl. III. 3–6.
3. H. Hs. S. c. 276.
4. Norsk Dipl. III. 6.
5. Isl. Ann. 120.
6. N. g. L. I. S. 401.
7. Norsk Dipl. I. 37.
8. Norsk Dipl. I. 37.
9. Jfr. o. s. 222.
10. H. H. S. c. 223.
11. H. H. S. c. 281; N. Dipl I. 40.
12. Norsk Dipl I. 39.
13. Norsk Dipl. I. 40, 41.
14. H. H. S. c. 283.
15. H. H. S. c. 282.
16. H. H. S. c. 284 jfr. m. c. 291, (S. 79 Not. 5.)
17. H. H. S. c. 288.
18. Se ovenfor S. 137 og 319.
19. N. g. L. I. 48, 205.
20. H. H. S. c. 291, 292. Det følgende Aar, under begge Kongers Ophold i Throndhjem Vinteren 1257–58, blev Magnus’s Antagelse til Konge fornyet paa Ørething. Isl. Ann. 126.
21. H. H. S. c. 293.
22. Isl. Ann. 130.
23. H. H. S. c. 299.
24. H. H. S. c. 302.
25. H. H. S. c. 315.
26. N. g. L. I. S. 263, jfrt. m. H. H. S. c. 303.
27. H. H. S. c. 303.
28. H. H. S. c. 306, 308–310.