Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/46

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Lige mod Slutningen af sin Rigsstyrelse saa Kong Haakon sit længe nærende Ønske, Islands Underkastelse under Norges Kongedømme, opfyldt. Ingen havde arbeidet herfor med større Iver end den før omtalte Biskop Henrik af Hole. Denne havde i Aaret 1256, i Forening med Kongens Sendemand, Ivar Englessøn, og den islandske Høvding Thorgils Bodvardssøn med Tilnavnet Skarde, bragt det dertil, at Bønderne i Skagafjord og Eyafjord paa Islands Nordland gave sig under Kongen og lovede at betale ham Skat[1]. Biskop Henrik fratraadte rigtignok hermed sin Virksomhed paa Island for Kongens Sag. Han drog nemlig samme Aar til Norge og kom ikke meer tilbage til sin Stol. Han døde 1260 i Tunsberg, efterat han i de fire sidste Aar jævnligen havde ledsaget Kongen, og ganske vist tjent denne i de islandske Anliggender med sit Raad. Haakon paaskjønte Henriks Fortjenester og den Hengivenhed, han altid havde viist sin Konge. Han fulgte selv Biskoppen til Graven og talede paa Gravbakken med fagre Ord til hans Ros[2]. Henrik oplevede saaledes ikke Islands fuldkomne Underkastelse. Men denne lod, efter den af ham gjorte Begyndelse, ei længe vente paa sig. Kong Haakon sendte i 1258 Gissur Thorvaldssøn over til Øen, efterat han denne Gang havde givet ham Jarlsnavn og taget det Løfte af ham, at han skulde udvirke Fred i Landet og bringe Folket til at betale Kongen Skat. Gissur selv greb ikke Sagen an med synderlig Varme; men han blev idelig dreven frem af de Mænd, som Kongen atter og atter sendte over for at føre Tilsyn med ham. Paa Althinget i 1262 svore endelig alle Islændinger paa Østfyrdingerne nær Kongen undersaatlig Troskab og lovede ham Skat[3]. Østfyrdingerne fulgte først efter i 1264, Aaret efter Kong Haakons Død[4]. Dermed var Islands Undergivelse under Norges Konge fuldendt, dog paa Betingelser, der skulde sikkre Len Selvstændighed og Selvstyrelse. Hvormeget Geistligheden havde bidraget til denne Udvidelse af den norske Konges Herredømme, er noksom paaviist.

Hole Biskopsstol paa Island stod efter Henriks Død ledig i et Par Aar. Den besattes først igjen i 1263, og denne Gang med en Islænding. Aaret i Forveien var nemlig Brand Jonssøn, siden 1247 Abbed til Augustiner-Klosteret i Thykkvabø (eller Ver, Alptaver), kommen til Norge paa Erkebiskop Einars Kaldelse. Brand var en lærd og høit agtet Mand, af god Æt og af stor Indflydelse paa sin Fædreneø. Ham valgte nu Einar, efter Overlæg med sine Chorsbrødre, og med begge Kongers Samtykke, om Vaaren 1263 til Biskop af Hole, og han blev indviet i Nidaros samtidig med den før omtalte Biskop Gillebert til Hamar[5]. Erkebiskoppen og hans Kapitel forbeholdt sig altsaa fremdeles Valgretten til de islandske Biskopsstole, om de end for Tilfældet lode Valget falde paa en indfødt Islænding.

Ogsaa til Grenlands Underlæggelse under Norges Kongedømme blev Geistlighedens Tjeneste benyttet. Nordmændene paa Grønland dannede, som allerede for omtalt, i sin Adspredthed og Afsondring fra den øvrige Verden en uafhængig Stat, og siden Begyndelsen af det 12te Aarhundrede et særegent Biskopsdømme under Nidaros’s Provins. Først under Haakons Styrelse blev der Tale om dette fattige Lands Underkastelse under Norges Konge. Da just Biskopsstolen i Garde, som var bleven ledig i 1240 ved Biskop Nikolaus’s Død, atter var bleven besat i 1246 med en vis Olaf, og denne Aaret efter 1247 skulde drage til sit Sæde, fik han af Kongen, og rimeligviis ogsaa af Kardinal Vilhelm, det Hverv, at bringe Grønlændingerne til at give sig under Norge og betale dets Konge Skat[6]. Senere blev dette Forlangende, som det synes, indskjærpet ved Kongens Udsendinge, der fore derhen i 1257; og da disse, efter fire Aars Fraværelse, i 1261 vendte tilbage til Norge, medbragte de det Budskab, at Grønlændingerne havde lovet Skat til Kongen, samt at bøde ham alle Manddrab, hvorved de altsaa erkjendte sig for hans Thegner eller Undersaatter[7]. Skjønt det ikke siges udtrykkelig hvad Andeel Biskop Olaf har havt i denne Folkebeslutning, maa man dog af det ham forhen paalagte Hverv slutte, at han og hans underordnede Presteskab ikke har derved forholdt sig uvirksom.

Nogen urede maa ved denne Tid have fundet Sted i Hamars Biskopsdømme med Hensyn til Tiendeydelsen og Biskoppens Rettigheder, og herpaa seer man, at Kong Haakon, rimeligviis i Anledning af Klager fra den tiltrædende Biskop Gillebert, har villet raade Bod. Sex Brev, givet i Bergen den 9de Juni 1263, opfordrede Kongen alle Mænd i Hamars Biskopsdømme til at udrede sine Tiender rigtigen, samt opfylde sin Skyldighed i alt, hvad Biskoppen paa Christendommens Vegne har lovligen at fordre, navnligen med Hensyn til Skyds. Kongen forbød derhos Enhver at forgribe sig paa Christkirkens (Kathedralkirkens) Eiendom i Hamar, under slig Straf som om man havde forgrebet sig paa Kongedømmet selv eller Kongens Eiendomme. Kongens haandgangne Mænd skulde med al sin Magt styrke Biskoppen og hans Tjenere (Sysselmænd og Aarmænd) til at Biskoppen kan erholde sin Ret. Brevet er skrevet til „alle Lendermænd, Sysselmænd, Hirdmænd og Kjertesvende, Bønder og Bothegner i Hamars Biskopsdømme“ og indeholder i Begyndelsen følgende mærkelige Yttring: Alle christne Konger skulle fremme Guds Bud med den Magt, som Gud har givet dem. „Men Alle have hørt, at det fra Verdens Ophav er paabudet at erlægge Tiende af al ret Erhverv, som Gud giver Mennesket“. Derfor vil nu Kongen, som gode christne Konger have gjort før ham, bede og byde alle Mænd i Hamars Biskopsdømme, at udrede deres Tiender vel og retteligen: „af al Slags Sæd, Fiskeri og Fuglefangst, saa og Hovedtiende, Jærntiende og Skindtiende, og af alt Veideskab, og af alt det, som de vilde have nogen Nytte af“[8]. Man seer, hvor vidt allerede Tienden var udstrakt med Hensyn til Gjenstandene, af hvilke den erlagdes, og hvorledes den fremstilledes som en Ret, Kirken havde havt alt fra Verdens første Tider. Den sidste Lærdom fremsættes ogsaa i et andet Brev af Kong Haakon, uvist fra hvilken Tid, til Folket i Viken, og i dette Brev udhæves som den fornemste Grund for Tiendens samvittighedsfulde Erlæggelse: „at Mennesket ved den skal kjøbe sig Tiendedelen af Himmerige, hvortil det oprindeligen var skabt, men hvorfra det siden var udtrængt ved Djævelens Tilskyndelse“[9]. I sidstnævnte Brev er ogsaa Tale om en Afgift til Kirken, som Folket i Viken frivilligen havde paataget sig, nemlig en „tællet Pening“ for hvert Kvægstykke, hvilken de bedste Bønder i Bygden skulde opbære og skifte saaledes, at de to Trediedele gik til den hellige Olafs Kirke i Throndhjem, til dens Bygning, og een Trediedeel til den hellige Halvard i Oslo. Denne Afgift benævntes Olafsskot og Halvardsskot; og man maa af Udtrykkene i Brevet slutte, at den er bleven indført under Kong Haakon og ifølge hans Medvirkning. Deraf at saadanne kongelige Formaningsskrivelser, som de her omtalte, behøvedes, maa man med Grund slutte, at Nordmændene ikke overalt faa ganske godvillig have underkastet sig de stedse voxende Byrder, som i Kirkens Navn paalagdes dem, og at Kirkens Formænd vel trængte til den kongelige Myndigheds Bistand for at faa sine Krav paa Folket indrømmede og inddrevne.

Erkebiskop Einar synes ikke at have staaet paa en ganske venskabelig Fod med sit Kapitel. Han yndede udentvivl ikke dettes Stræben efter Selvstændighed og taalte ikke at indskrænkes i nogen væsentlig Grad af dette Kollegium, der egentligen blot skulde danne hans Raad. Man finder, at Einar har misbilliget sin Formands, Sørles, Gave til Chorsbrødrenes fælles Bord. Disse havde faaet Sørles Gave stadfæstet af Pave Alexander IV. Stadfæstelsesbrevet blev udstedt den 27de Februar 1255, altsaa medens Einar selv opholdt sig i den pavelige Kurie for at erholde sin Indvielse[10]. Men ligesom han i Brevet ikke nævnes, saaledes har han neppe heller dertil givet sit Samtykke. Da han var kommen til sit Sæde, fratog han Chorsbrødrene ikke alene de til deres Bordhold henlagte Biskopstiender men ogsaa den dem skjænkede Gaard og Grund; og dette berøvede han dem som det heder, „deels ved List og deels ved Magt“[11]. De nærmere Omstændigheder herved kjendes ikke; men Erkebiskoppen maa dog vist nok have havt en eller anden nogenlunde antagelig Grund før sin Fremfærd, da man ikke finder, at Sagen har været paaanket i hans levende Live.

Nogle Forhandlinger angaaende Korstog fandt under Einars Metropolitanstyrelse Sted mellem det pavelige Sæde og Norge. Da de saakaldte tydske Riddere havde begyndt med Kraft og Fremgang at tage sig af de hedenske Preusers og Livers Omvendelse til Christendommen, vilde Pave Alexander IV gjerne komme deres Bestræbelser til Hjælp ved at vække de nærmest boende christne Folkefærd til deres Bistand. Ved et Brev af 11te Marts 1256 til Prædikebrødrenes Provincial-Prior i Ordens-Provinsen Dacia, der omfattede Danmark, Sverige og Norge, befalede han denne, at lade sin Ordens Brødre i de tre nævnte Riger prædike Korset til de Christnes Undsætning i Preusen og Lifland, og overdrog for dette Øiemed Brødrene en udstrakt Prædikefrihed og Ret til at meddele store Benaadninger (Indulgenser) og Afløsninger (Absolutioner)[12].

Senere hen vakte Tartarernes Fremskridt i Ungarn og Polen Alexanders store Bekymring. I den Anledning lod han Sendeskrivelser udgaa til alle Europas Konger, Fyrster og Prælater med Opfordring til dem at overveie, ved hvilke Midler man skulde modstaa den fælles Fiende, og hvad Bidrag enhver hertil kunde yde. Naar de havde overveiet dette, skulde de sende sine Befuldmægtigede til det apostoliske Sæde for at handle om denne Sag inden 6te Juli 1261. Før Mødet blev afholdt, døde imidlertid Alexander IV den 25de Mai 1261, og hans Eftermand, Urbanus IV, blev først udvalgt den paafølgende 29de August. I Mellemtiden var en Mængde Befuldmægtigede fra forskjellige Lande komne til det pavelige Sæde, men da Kardinalerne nu vare sysselsatte med Pavevalget, kunde de ikke behørigen overveie Sagen og gave derfor Sendebudene Afsked for ikke at volde dem unyttigt Ophold, idet Sagens Overlægning udsattes indtil en ny Pave var valgt. Ogsaa fra Norge indfandt sig Sendebud i denne Anledning, og disse vare af de sidst komne, saaledes at Urbanus enten ved deres Ankomst allerede var valgt, eller i det mindste strax efter blev det. Efter at have givet dem Adgang til sig og læst deres medbragte Breve, tilbagesendte han dem med det apostoliske Sædes Naade og med Paamindelse til Norges Konge og hans Søn, at de fremdeles skulde lægge sig det omhandlende Anliggende paa Hjerte, da det ei var opgivet, men dets Afgjørelse kun udsat. Pave Urbanus’s Brev herom til Kongen er givet den 9de Juni 1262[13], saa de norske Sendemænd synes længe at have opholdt sig ved den pavelige Kurie.

Den Korstogsprædiken, som naturligviis var forbunden med denne udvidede Korstogsplan, havde Alexander og ligeledes Urbanus, som det lader, i Lighed med hvad for var skeet i Anledning af Undsætningen til Preusens og Liflands Omvendelse, overdraget for de nordiske Rigers Vedkommende til Prædikebrødrene. Denne pavelige Bestemmelse behagede imidlertid ikke Kong Haakon, og det saavidt skjønnes især af den Grund, at Prædikebrødrenes Provincialprior, i hvis Hænder den øverste Bestyrelse af Korsprædikenen var lagt, for Tiden var en dansk Mand og havde sit Sæde i Danmark, imellem hvilket Rige og Norge et spendt Forhold fandt Sted. Kongen ønskede derimod, at Korstogsprædikenen i Norge skulde forestaas af dette Riges egne Prælater. At hele den norske Sæculargeistlighed heri samstemmede med Kongen, begribes let, da den overhovedet, som før er omtalt, saa Prædikebrødrene med skjeve Sine. Kongen fremsatte ved et særligt Sendebud og sine Breve sit Ønske for Pave Urbanus, og denne viste sig strax villig til at føie Haakon. Ved Breve af 21de og 23de October 1263 til Erkebiskop Einar, dennes Lydbiskopper og Norges øvrige Prælater overdrog han Erkebiskoppen det Indseende med Korstogsprædikenen i Norge, som han før havde paalagt Prædikebrødrenes Provincialprior, dog saaledes at hvad Brødrene maatte hidtil have udrettet skulde forblive i fuld Kraft[14].

Denne pavelige Anordning naaede dog hverken Erkebiskop Einar eller Kong Haakon i Live. I Juli Maaned 1263 tiltraadte Kong Haakon med en stor Hær og Flode sit bekjendte Tog til Skotland for at opretholde det norske Kongedømmes Overhøihed over Suderøerne, hvilke de skotske Konger i længere Tid havde ønsket at underlægge sig. Biskopperne Thorgils af Stavanger og Gillebert af Hamar fulgte ham paa Toget med flere høiere og ringere Geistlige. Kong Magnus blev tilbage i Norge for der at føre Landsstyrelsen i sin Faders Fravær. Det lykkedes vel den gamle Konge at bringe Fyrsterne paa Øerne til at erkjende ham som sin Lensherre; men i Landgangen paa Skotlands Vestkyst var han uheldig, og hans Flode led ved de indtrædende Høststorme. Han drog til Orknøerne, hvor han vilde overvintre, for atter at fornye sit Angreb paa Skotland det næste Aar. Men under sit Ophold i Kirkiuvaag blev han syg og døde der den 15de December 1263, nær sexti Aar gammel, efter sex og fireti Aars Rigsstyrelse.

Samme Aars Høst, altsaa ikke længe før Kong Haakons Død, afled Erkebiskop Einar Gunnarssøn efterat have i otte Aar forestaaet den norske Kirke[15], efter alt at dømme, med Klogskab og Nidkjærhed. De med ham samtidige Biskopper i den norske Kirke vare: – I Bergen Arne siden 1226; han døde Aaret efter Einars Tiltrædelse, 1256[16], og havde til Eftermand Peter. – I Stavanger døde Biskop Askel i 1254[17] og havde til Eftermand Thorgils, som dog neppe er bleven indviet før Einar var bleven Erkebiskop; Thorgils fulgte, som allerede nævnt, Kong Haakon paa hans skotske Tog og var tilstede ved hans Dødsleie i Kirkiuvaag[18]. – I Oslo var fra 1248 Biskop Haakon, om hvem forhen er talt, og som ligeledes senere vil blive nævnt. – I Hamar var den oftere omtalte Peter indtil 1260. Han fulgte i 1257 Kong Haakons Datter Christina til Spanien, da hun blev giftet didhen, og han kom det følgende Aar tilbage til Norge[19]. Hans Eftermand Gillebert, der ogsaa forhen er omtalt, ledsagede, som nys sagt, Kong Haakon til Skotland, og var ligesom Thorgils nærværende ved Kongens Dødsleie – I Skaalholt paa Island var fremdeles Sigurd Thetmarssøn, der overlevede Einar, og i Hole, Henrik, der døde i 1260, og dennes Eftermand, den før nævnte Brand Jonssøn, der blev indviet af Einar i dennes sidste Leveaar. – Paa Orknøerne var Henrik siden 1248; han var ogsaa nærværende ved Kong Haakons Død[20]. – Paa Grønland var den før nævnte Olaf, der overlevede Einar. – Paa Færøerne nævnes som Hergsveins Eftermand en Peter eller Nikolaus, og efter ham Gaute, hvilken sidste overlevede Einar[21]. – Det samme var ogsaa Tilfælde paa Suderøerne med den i 1253 indviede Biskop Rikard[22].

  1. H. H. S. c. 283.
  2. H. H. S. c. 301; Isl. Ann. 124, 130.
  3. H. H. S. c. 313, Isl. Ann. 130.
  4. Isl. Ann. 134.
  5. H. H. S. c. 313, 315; Finn. Joh. I. 368–372.
  6. H. H. S. c. 257; jfr. o. s. S. 418.
  7. H. H. S. c. 311.
  8. N. g. L. I. 462.
  9. N. g. L. I. 459.
  10. Norsk Dipl. III. 7, 8.
  11. Norsk Dipl. III. 10.
  12. Norsk Dipl. I. 41–43.
  13. Norsk Dipl. I. 43–45.
  14. Norsk Dipl. I. 45–47.
  15. Frnm. s. X. 155.
  16. Isl. Ann. 124.
  17. Isl. Ann. 122.
  18. Haak. H. S. c. 329, 330.
  19. H. H. S. c. 290, 294.
  20. H. H. S. c. 329.
  21. Norsk Tdskr. V. 42, 44.
  22. Se ovenfor S. 419.