Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/47
Kong Haakon Haakonssøns Styrelses Tid, især dens senere Halvdeel, er et Glandspunkt i Norges Historie, ikke alene med Hensyn til den udvortes hæderlige Stilling, Norge indtog blandt Europas Riger, men ogsaa med Hensyn til indre Velvære, Næringsveienes Fremskridt, den retslige Ordens Befæstelse, Sædernes Afslibning og fremfor alt den aandelige Dannelses Udvikling. Videnskab og Kunst var da blandt Nordmændene, i Forhold til Tidsalderens Fremskridt overhovedet, i frodig Blomstring. Kongen selv var, efter Mathæus Paris’s forhen anførte Dom, bene literatus, det vil sige: en Mand indviet i sin Tids Videnskabelighed og Literatur. Haakon slegtede i saa Henseende sin Fader og Farfader paa. Han havde i sin Barndom faaet en Slags geistlig Skole-Opdragelse[1], og denne har han utvivlsomt i sin Ynglingsalder vedligeholdt og udvidet. Han forstod Latin, saaledes at han endog i sin sidste Sygdom kunde finde Underholdning i at høre geistlige latinske Bøger forelæste. Han yndede Fædrelandets Historie, og hans Tid er den egentlige Sagaskrivnings gyldne Alder, da den norske Fagrskinna og den islandske Heimskringla, de mest omfattende Optegnelser af Norges Saga, samt Knytlinga-Saga om de danske Konger bleve førte i Pennen, ganske vist ikke uden Kongens og hans Svigerfaders, Hertug Skules Medvirkning og Tilskyndelse. Haakon og muligen end mere Skule yndede desuden den gamle norrøne Skaldekunst, og deres Yndest for den fremkaldte ikke alene det bekjendte Lovkvad til deres Ære af Snorre Sturlassøn, hvori de forskjellige Digteformer (bragarhættir) fremstilles, men ogsaa maaskee den hele, til Oplysning af den hedenske Asalære og den ejendommelige norsk-islandske Skaldekunst saa vigtige, Yngre eller Snorres Edda. Og ved Siden heraf deelagtiggjorde Haakon Nordmændene i det øvrige Europas den Tid mest yndede Aandsfrembringelser, i den anglonormanniske eller nordfranske og vel ogsaa tydske Romantik. Han lod nemlig en Mængde franske versificerede Romaner oversætte paa Norsk i ubunden Stil; og den Bearbeidelse af oldtydske romantiske Sagn idet norske Sprog, hvilken i Didrik af Berns Saga er os levnet, skriver sig fra hans Tid og er udført i Norge, om det end ikke med Sikkerhed kan siges, at den er tilbleven paa Haakons Foranstaltning. Livet i hans Hird blev opfrisket ligesaavel ved høiere aandelig Nydelse som ved selskabelig Glæde. Haand i Haand med Sandsen for Videnskab og Poesi gik Smag for Kunsten. Det var Bygningskunsten, som dengang blandt Kunsterne indtog den meest iøinefaldende Plads i Europa; og de Bygninger fra Haakons Tid, af hvilke Levninger end staa tilbage, som Nidaros’s Kathedralkirkes vestre Kors, Kongehallen i Bergen, Olafs Kirke sammesteds, Kirken paa Ogvaldsnæs o. fl., vidne om, at Nordmændene med Iver stræbte i denne Green af Kunsten at følge det øvrige Europas og især Englands Fremskridt. Haakon byggede meget og pragtfuldt, baade Kirker, Kongehaller og befæstede Slotte. Senere ugunstige Tidsforholde have jævnet de fleste af hans Bygningsverker med Jorden; men selv ved den nøgne Plads, hvor mange af dem have staaet, hefte endnu Minder om hans Tidsalders Glands.
At Kirkens Personer under saadanne Forhold ikke kunde blive uberørte af den almindelige aandelige Bevægelse, lader sig let begribe. De norske Geistlige vise sig netop at have været de virksommeste Mellemmænd ved den almindelige europæiske Dannelses Forplantning paa Norges Grund. Deres stadige Forbindelse med den romerske Kurie, med det slebne Italien, med de berømteste lærde og videnskabelige Indretninger der samt i Frankrige, England og tildeels ogsaa Tydskland satte dem i Stand dertil. Ved Gesandtskaber til fremmede Lande vare høie Geistlige i Almindelighed Formændene, og lavere Geistlige fulgte som Skrivere og Tolke. Deres ved Skoleopdragelse og Reiser erhvervede Sprogkundskaber gjorde dem skikkede til at virke som Oversættere. Vi vide at enkelte Geistlige, f. Ex. Munken Broder Robert, gik Kong Haakon til Haande med Oversættelse af franske Romaner. For de egentlige theologiske Videnskabers Standpunkt paa denne Tid i Norge og paa Island have vi vel ikke nogen ganske sikker Maalestok; men den Omstændighed, at flere Helgenlegender findes ved den Tid at være overførte i det norske Sprog, berettiger os til at formode, at ogsaa norske Oversættelser af andre theologiske Skrifter f. Ex. Gregorius Magnus’s Dialoger, Alcuinus’s Bog de virtutibus et vitiis, Elucidarius m. fl., hvilke man veed have været til ere blevne da istandbragte, ligesom at enkelte endnu bevarede Homiliebøger eller Prædikensamlinger deels ere blevne oversatte deels forfattede. Hjemme, ved Undervisning i de ved Kathedralkirkerne stiftede Skoler, i Klostrene og i lærdere Geistliges Huse, var der allerede Leilighed til at erhverve flere theologiske Kundskaber, end de som strengt taget udfordredes til at blive en efter Tidens Krav upaaklagelig eller endogsaa god Prest. Men de som stræbte efter at naa til Kirkens høiere Stillinger, søgte almindelig i Udlandet, især ved Pariser-Universitetet, at bygge videre paa den i Hjemmet lagte Grundvold, at tilegne sig hvad man kan kalde den høiere theologiske eller geistlige Dannelse. Dette skede især ved at studere den scholastiske Filosofi og den canoniske Ret. Den Tids Nordmænd og navnligen deres Geistlige synes i det Hele at have havt mindre Smag for Videnskaben fremtrædende i Granskning af abstrakte Gjenstande, end for Videnskaben virkende til et bestemt Med i det ydre Liv. De norske Geistlige synes derfor ikke at have ladet sig saameget hendrage af den scholastiske Filosofi, der kunde gjøre dem til lærde Theologer efter Tidens Maalestok, og sætte dem istand til at virke for det christelig Lærebegrebs Udvikling Men med desto større Begjærlighed kastede de sig paa Studiet af den canoniske Net, der aabnede dem den hierarchiske Styrelseskunsts Hemmeligheder og lovede at danne dem til dygtige Ordnere af Kirkens ydre Forhold, til indflydelsesrige Biskopper og Prælater. Det viser sig tydeligt, at der paa Haakons Tid allerede fandtes i Norge et godt Forraad af canonistiske Kundskaber, maaskee et større Forraad end tjenligt var for .Kirkens sande Gavn. Den norske Geistlighed blev saaledes visseligen ikke staaende tilbage men optraadte snarere som ledende Anførere under de Fremskridt i almindelig europæisk Dannelse og Videnskabelighed, som Norge i Haakons Styrelsestid gjorde.
Det anførte fremstiller Lyssiden af Norges Tilstand under Haakon Haakonssøn. Tilstanden havde dog ogsaa sin Skyggeside, om man end ikke kan paavise denne saa ganske umiddelbart af foreliggende Kjendsgjerninger fra Tiden selv, men snarere maa slutte sig til den middelbart fra senere indtrædende mislige Forholde, der dog ufeilbarligt udsprang af allerede nu tilværende Brøst i Samfundslivet. Den Glands, der omstraalede Norge i Haakons Styrelsestid, havde allerede i dens senere Halvdeel naaet sit Høidepunkt. Den forøgedes ikke videre, tvertimod den omtaagedes meget snart, og gik, før man skulde ventet det, under i et uhyggeligt Mørke. Ydre uheldige Omstændigheder bidroge aabenbare Sit hertil, men Hovedaarsagen var dog ganske vist den, at Staten i flere Henseender manglede den indre Kraft og Friskhed, som skulde sætte den i Stand til at opretholde hiin Glands ogsaa under ydre Omstændigheders Tryk. Man ledes saagodt som ufrivillig ind paa den Formodning, at den ydre Verdighed og de Fordringer med Hensyn til det øvrige Europas Stater, hvormed Norge under Haakon optraadte, ikke har været understøttet af en tilsvarende Udvikling i Landets materielle Hjælpekilder. Man har en dunkel Følelse af, at Folkets Velstand skjønt i kjendeligt Stigende, ikke har ganske svaret til den glimrende Stilling, Norge antog ligeover for Udlandet, eller at den i det mindste, om end for Øieblikket tilstrækkelig, ikke har været bygget paa et saa fast Grundlag, at den under let indtrædende mindre gunstige Forhold kunde være nogenlunde sikkret for en pludselig og stærk Tilbagegang. I en saadan Mangel ledes man altsaa til at søge en af Hovedaarsagerne, hvorfor hiin glimrende Stilling ikke i Længden kunde opretholdes uden efterhaanden meer og meer at tære paa Landets Marv og saaledes forberede sin egen Sammenstyrtning.
Nu kom hertil, at Norges Samfundsorden ved de indre Krige var bleven rystet i sit Grundvæsen. Vel kom Statsverket igjen under Haakon i en tilsyneladende jævn og rolig Gang; men enkelte af dens gamle Drivhjul vare komne i Ulag, og det saadanne, som ikke saa let lode sig istandsætte eller erstatte med nye. Lendermandsmagten, den ældre Samfundsordens patriarchalsk-aristokratiske Grundstof, og Folkets Selvstyrelse inden dets engere Kredse og lovgivende Myndighed paa Lagthingene, den ældre Samsundsordens egentlige demokratiske Grundstof, havde under de indre Uroligheder tabt sin oprindelige Styrke og Betydning Lendermændenes gamle overveiende Stilling som Bondealmuens naturlige Høvdinger og dens Talsmænd i Kongens Raad var saagodt som ganske gaaen op i deres Stilling som Kongens haandgangne Mænd og Kongedømmets Embedsmænd; og Folkets Selvstyrelse i dets engere Kredse, inden Hered og Fylke, havde ved denne Forandring, ved dets naturlige Høvdingers Overgang, saa at sige, fra Folk til Konge, tabt sin gamle Holdning, medens de fire store Lagthing som lovgivende Folkeforsamlinger fremstillede en splittet Statsmagt, som netop ved sin Splittelse var uskikket til at optræde med ret indgribende Kraft. Den gamle Statsorden bestod saaledes med Hensyn til hine tvende Hovedbestanddele i sine ydre Former uforandret, men i sit Indre forældet og svækket, og ligesom stundende mod en Gjenfødelse i Tidens Aand til fornyet Kraft. Baade Folk og Konge syntes at føle dette. Men overeensstemmende med Sverrers Grundsætninger søgte man Statsordenens Gjenfødelse saagodt som udelukkende i Kongemagtens Bestyrkelse, i Kongedømmets Eenhed og den kongelige Myndigheds Udvidelse; medens man forsømte at tænke paa Midler til, ved Siden heraf, ogsaa at give Folkevillien et passende almeent Organ og derved Folket som Statsmagt Eenhed, Kraft og Indflydelse paa Statens Anliggender. Den politiske Indsigt, som her skulde have ledet, manglede; og ikke mindre manglede et Forbillede fra Nabolandene, eller i det Hele fra Udlandet, der skulde have kunnet lade sig anvende paa Norges Forhold. Overalt i det nordlige og vestlige Europa var Folkemagten gaaen op i et Aristokrati, der var blevet lige trykkende baade for Almue og Konge, og mod hvilket Kongedømmet først nu begyndte en med Overlæg ordnet Kamp. En saadan Statsforfatning maatte synes Nordmændenes baade Folk og Kongedømme lidet eftertragtelsesværdig. Men en ordnet Folkerepræsentation fandtes ingensteds. Kun i England var just paa den Tid, i Kong Henrik den 3dies seneste Regjeringsaar, den første Spire til den lagt, men endnu neppe kommen til Syne. Der fandt saaledes allerede under Haakons Kongestyrelse, trods den ydre Rolighed, en indre Gjæring Sted i Norges Samfundsorden, der nødvendig maatte fremkalde Forandringer, hvis Retning naturligviis maatte bestemmes af den Aand, som hos Folket havde gjort sig gjældende, og af den politiske Udvikling, det havde naaet, i Forbindelse med tilstødende ydre Omstændigheder. Den knade gaa til det Bedre, og den kunde gaa til det Verre; og det Sidste blev i mange Maader Tilfælde.
Hertil kom endelig som noget ganske Væsentligt, at de store Tvistepunkter mellem Kirken og Staten, som allerede oftere paapeget, ingenlunde vare afgjort ordnede, men kun midlertidigen stillede i Bero, i fuld Følelse af sin Magt ventede Kirken kun paa gunstige Omstændigheder for at drive sine Krav igjennem. Kongedømmet kunde vel holde den noget tilbage i dens hierarchiske Fremstræben eller til en vis Grad beskrænke Vidden af dens Overgreb; men ganske at stække Geistlighedens Overmod, eller at hindre Indrømmelsen af mangfoldige Kirkens Fordringer, det stod ikke i Kongedømmets Magt, allermindst naar en mindre kraftig Mand end Haakon Haakonssøn blev Rigets Styrer.
Saaledes dækkede visseligen Haakons personlige Dygtighed og store Anseelse baade inden og uden sit Riges Grændser over mange Brøst i det norske Statsliv, hvilke efter hans Tid, da de paakrævede Forandringers undsættelige Time slog, paa en beklagelig Maade traadte i Dagens Lys, varslende om Norges Forfald.
- ↑ Haak. H. S. c. 5, 13.