Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Islands Underkastelse under Norges Kongedømme var i 1264 fuldendt. Gissur Thorvaldssøn, som fra 1258 bar Jarlsnavn, førte et Slags Bestyrelse af Øen paa den norske Konges Vegne, men blev heri meget indskrænket baade ved misundelige, fiendtligsindede og selvraadige Høvdinger blandt sine Landsmænd og ved Kongens Udsendinge, der jævnligen indfandt sig for at fore Tilsyn med Gissurs Fremfærd, og ved saadan Leilighed oftest røgtede Kongedømmets Erinder uden Jarlens Mellemkomst, og uden at tage synderligt Hensyn til ham. Gissur maa omsider have følt Lede ved sin ubehagelige Stilling, og han havde bestemt sig til at gaa i Kloster, da han uventet døde 1268. Siden fik Island ikke meer nogen Jarl. Kong Magnus overlod Øens Bestyrelse til tvende indfødte Høvdinger, Rafn Oddssøn og Orm Ormssøn, af hvilke den første ved den sidstes snart paafølgende Død for en Stund fik Styrelsen alene, og siden førte den i Forening med en anden af Kongen beskikket islandsk Høvding, Thorvard Thorarinssøn. Men ogsaa disse indskrænkedes ligesom forhen Gissur ved Kongens Sendemænd, der fast aarligen besøgte Øen, overbragte kongelige Befalinger og besørgede dem satte i Kraft uden altid at benytte de egentlige kongelige Ombudsmænds Medvirkning. Sendemændene havde ved saadanne Leiligheder gjerne Anbefaling til Øens Biskopper og fandt hos dem kraftig Understøttelse.

Islands tvende Biskopsstole havde, som allerede er omtalt, i længere Tid været besatte ved Valg af Erkebiskoppen og hans Chorsbrødre, og med Nordmænd Biskopperne havde derved vundet i Selvstændighed ligeoverfor de verdslige islandske Høvdinger, men tabt endnu meer ligeoverfor den norske Kirkes Metropolitan og den norske Konge, idet de nu i Grunden maatte vise sig som lydige Tjenere for disses Ønsker og Villie i Alt hvad Kirkestyrelsen og Kongedømmets verdslige Omgreb angik. Dette Baand, især med Hensyn til Norges Konge, syntes nu at løsnes noget, da under Magnus’s Regjering begge Biskopsstole atter bleve besatte med Indfødte. Allerede i Kong Haakons sidste Dage havde, som før er fortalt, Hole 1263 faaet en indfødt Biskop i den lærde og dygtige Brand Jonssøn; men han døde allerede det følgende Aar. Hans Plads blev dog, efterat have staaet ledig i et Par Aar, atter i 1267 besat med en Indfødt, den før nævnte Jørund Thorsteinssøn; og da ved denne Tid den skaalholtske Biskop, den norskfødte Sigurd, der havde beklædt den skaalholtske Stol siden 1238, var bleven gammel og affældig, saa overtog Jørund ogsaa Indseendet med dette Biskopsdømme, og satte Sigurd til Medhjælper den allerede meget anseede islandske Prest Arne Thorlakssøn. Islands Kirkestyrelse var saaledes atter i indfødte Mænds Hænder, der maatte antages at kjende sit Fædrenelands Forhold og Tarv bedre end de forudgaaende norske Biskopper, og af hvem man saaledes maatte vente meer Sind for Islands Selvstændighed baade i det Verdslige og det Kirkelige.

Den nævnte Arne Thorlakssøn var født 1237 af anseet islandsk Høvdingeæt. Han fik en efter Tidens Forhold omhyggelig geistlig Opdragelse og udmærkede sig tidlig ved let Begreb, skarp Forstand og megen Lærelyst. I 1262 fulgte han som Diakonus sin Lærer Abbed Brand Jonssøn til Norge, da denne blev valgt og viet til Biskop af Hole. Han tiltrak sig ved denne Leilighed baade Kong Haakons og Kong Magnus’s Opmærksomhed; han traadte endog i et Venskabsforhold til den sidste, som ikke de senere Stridigheder mellem Stat og Kirke formaaede at bryde. Han ledsagede Biskop Brand tilbage til Island, og da Brand kort efter døde, blev Arne af Biskop Sigurd af Skaalholt, der midlertidig overtog Indseendet ogsaa med Hole Biskopsdømme, viet til Prest og indsat til at forestaa Hole Biskopsstol under dens Ledighed. Allerede i denne Stilling gav Arne Prøve paa sin Nidkjærhed og Villiefasthed. En rig Mand Odde, der var Diakonus af Vielse, vilde indgaa Egteskab, uagtet den pavelige Cølibatslov, der under Erkebiskop Sigurds Metropolitanstyrelse (1231–1252) var bleven gjort gjældende i den norske Kirke, forbød Subdiakoner og alle, som vare høiere end de i kirkelig Vielse, at gifte sig. Bestemmelsen var vel ikke endnu paa lovlig Maade indtagen i de bestaaende Christenretter, men den havde den canoniske Rets udtrykkelige Bud og allerede fast hele det romersk-katholske Europas Vedtægt for sig, og var desuden bleven indskjærpet af begge de nærmest foregaaende Hole-Biskopper, Henrik og Brand. Odde vovede at tilsidesætte den, deels vel paa Grund af at Bestemmelsen endnu ikke paa Island havde vundet fuldkommen Lovskraft, deels fordi hans paatænkte Giftermaal understøttedes af Gissur Jarl. Arne gjorde imidlertid Indsigelse mod hans Forehavende; men dette agtedes ikke. Brylluppet holdtes og Jarlen var selv nærværende. Da Arne hørte dette, lyste han Forbud over Odde og alle dem, som havde været tilstede i Brylluppet; og Jarlen fandt til sin Forundring, da han kom hjem til sit Sæde paa Stad paa Reynisnæs, at Kirken der var lukket. Det kom til et Møde mellem ham og Arne, ved hvilken Leilighed Jarlen beraabte sig paa gammel Landsskik og paa sit eget Exempel, da han, uagtet Diakonus af Vielse, havde været gift, for at bevise, at Oddes Giftermaal var lovligt; Arne derimod beraabte sig paa Pavens Bud, hvilket Alle vare skyldige at lyde. Enden blev, at Jarlen maatte give efter, og Odde igjen skille sig ved sin Hustru. Gissur yttrede dengang til Arne, at han troede denne vilde blive paastaaelig mod dem, med hvilke han havde Sag, siden han ikke havde veget for Jarlen; og deri tog han ikke Feil[1].

Da Biskop Jorund Thorsteinssøn i 1267 kom til Hole Stol med Beskikkelse ogsaa at have Indseende med Skaalholts Biskopsdømme paa Grund af Biskop Sigurds Alderdomssvaghed, saa sendte han, som allerede sagt, Arne til Skaalholt for at understøtte Sigurd i hans Embedsførelse. I denne sin nye Stilling vandt Arne baade Biskop Sigurds og Landsfolkets Bifald, saaledes at, da Sigurd i 1268 døde, besluttede Skaalholts Biskopsdømme med Biskop Jørunds Raad at foreslaa ham til den Afdødes Eftermand. Brev blev da i denne Anledning udfærdiget til Erkebiskop Jon, der erkjendtes for at være den som raadede for Valget, med Bøn om, at han vilde vælge Arne, og denne drog til Norge med Anbefalingsbrevet.

Ved Arnes Routine til Norge i 1268 var Erkebiskop Jon endnu ikke hjemvendt fra Rom. Men da han efter sin Tilbagekomst traf Arne og blev bekjendt med Islændingernes Ønske, viste han sig for Øieblikket ikke villig til at opfylde dette. Grunden anføres ingensteds. Man kan gjætte paa en dobbelt: – deels at han ved at gaa Islændingernes Ønske forbi, ret kraftigen har villet indprente dem, at Retten at vælge en Biskop til Skaalholt hvilede aldeles uindskrænket hos ham og hans Kapitel; – deels at han paa Grund af det Venskabsforhold, han maatte vide fandt Sted mellem Kong Magnus og Arne, har frygtet for at den sidste som Biskop skulde blive føieligere mod Kongen i de islandske Forhold, end Kirkens formeente Tarv krævede. Vist er det, at Erkebiskop Jon den 4de Marts 1269 valgte til Skaalholts Biskop en vis Thorleif, en Prest, og udentvivl den samme, som nævnes i Brev af 1267 blandt Nidaros Kirkes Chorsbrødre[2]. En norskfødt Prælat skulde altsaa atter, efter Jons Mening, paatrænges Islands vigtigste Biskopsstol. Men denne Thorleif døde allerede inden Marts Maaneds Udgang, uden at være bleven indviet. Inden Erkebiskoppen skred til et nyt Valg, er han udentvivl bleven bedre bekjendt med Arnes faste Karakter og Nidkjærhed for Kirkens Sag, og tog nu ikke i Betænkning at opfylde Islændingernes Ønske og kaare ham. Arne blev valgt den paafølgende 21de Juni og indviet den 30te i samme Maaned. Da han skiltes fra Erkebiskoppen for at drage til sin Stol, forærede Jon ham et Exemplar af Decretalerne, en betydningsfuld Gave under nærværende Omstændigheder, og Erkebiskoppen saavelsom Kongen medgav ham de mest smigrende Anbefalingsbreve. Arne kom tilbage til Island inden Udgangen af August og drog strax i Følge med Biskop Jørund til Skaalholt, hvor begge Biskopper holdt Stevne med Presterne og Bønderne. Ved denne Leilighed blev det Budskab oplæst, som Arne medbragte fra Erkebiskoppen, hvilket indeholdt følgende fem Punkter: 1) At Alle skulde knæle med oprakte Hænder, naar Christi Legeme og Blod blev hævet i Messen, og ligesaa naar det blev baaret til Syge. – 2) Ingen maatte gifte sig for efter tre Ganges Lysning i Kirken. – 3) Mænd, som holde Friller forbydes at tage Alterens Sakramente i Paaskeugen, med mindre de egte sine Friller eller skilles aldeles fra dem. – 4) Alle Kirker med Gods og Tiender skulde gives i Biskoppernes Vold. – 5) Ingen skulde udlaane dødt Gods paa Rente[3].

Disse fem Artikler maa antages allerede at være forkyndte og paabudne i Norge, uden at man ved, hvorledes de der i det Hele ere blevne optagne. Med Hensyn til Island heder det, at de tre første Artikler bleve vel optagne af Almuen, men de to sidste med Uvillie. Biskop Arne sendte siden Erkebiskoppens Budskab over hele sit Biskopdømme, og det blev overalt optaget næsten paa samme Maade som paa Mødet i Skaalholt. Bestemmelsen om Kirkegodsets Overdragelse til Biskopperne greb, som allerede tidligere paa flere Steder bemærket, saa overordentlig .ind i de bestaaende islandske Forhold, da fast alle Landets Kirker vare Lægfolks Ejendom, at det let kan fattes, at den ikke kunde drives uimodsagt igjennem. Alligevel bleve virkelig mange af de mindre Kirker med deres Gods for Øieblikket givne i Biskoppens Vold. Men med de større var det en anden Sag. De vare i de rigeste og mægtigste verdslige Høvdingers Hænder, og disse holdt fast paa hvad de efter gammel Landsret ansaa for sin lovlige Ejendom.

Dette var især Tilfælde med Odde og Hitardal, tvende af de betydeligste Kirker paa Island, hvis mægtige Ejere ingenlunde vilde give dem i Biskoppens Vold. Arne lod sig dem alligevel tildømme paa Althinget 1270 og truede Ejerne med Ban, hvis de ei opgave dem. Nu begyndte flere af Kirkeejerne aabenlydt at gjøre Indsigelser mod Biskoppens Fremfærd, og mange, som fra først af havde vist sig eftergivende mod hans Fordringer, erklærede nu, at de holdt hans Fremgangsmaade for ulovlig og skjød sin Sag under Kongens Dom. Denne negtede heller ikke Arne at adlyde, forudsat at Erkebiskoppen billigede den. Stormen mod Biskoppen blev imidlertid heftigere og heftigere, især da Rafn Oddssøn traadte paa hans Modstanderes Side og forsikkrede Almuen, at Kongen ikke vilde give sit Samtykke til, at Bønderne saaledes bleve berøvede sin Ejendom Biskoppen skrev nu baade til Kongen og Erkebiskoppen og fremstillede for dem sin vanskelige Stilling. Den sidste opfordrede ham til at holde frem, som han havde begyndt. Kongen gav ham ogsaa venskabeligt Svar og lovede ham sin Beskyttelse, hvis Biskoppen til Gjengjeld vilde tjene Kongen ved af al Kraft at befordre Indførelsen paa Island af den nye Lovbog, som for Øen var udarbeidet efter norsk Mønster, men som Almuen gjorde Vanskeligheder ved at antage i dens fulde Udstrækning. Da i denne nye Lovbog, som allerede bemærket med Hensyn til den norske, Christendomsbolken var udeladt, saa havde Arne ingen Betænkelighed ved at understøtte Kongens Sag i det forlangte Stykke; og ved sin store Indflydelse paa Almuen drev han virkelig igjennem, at største Delen af den oversendte Lovbog paa Althinget 1272 blev antagen. Fra nu af holdt Arne fast og ufravigelig ved den Grundsætning, ivrigen at befordre Kongedømmets Sag paa Island i alle Dele, som ikke berørte Kirkens Ret; men hvor det gjaldt denne, var han urokkelig i dens Forsvar, selv om han derved noksaa meget kom til at støde an mod Kongedømmets Fordringer. Ved sin modige og aabne Færd lykkedes det ogsaa Arne efterhaanden at vinde selv fine Modstanderes Agtelse; og heri var han heldigere end sin Medbiskop Jørund af Hole, der ved sin forsigtige Kryben mellem de stridende Partier forspildte begges Tiltro og paadrog sig fortjent Dadel for slu Underfundighed. Da det havde lykkets Biskop Arne efter Magnus’s Ønske at bringe den nye Lovbogs Antagelse paa god Glid, og Kongen havde indbudet ham at være tilstede ved de vigtige Overlægninger om Kirkens Anliggender, som forestode, saa drog Arne om Sommeren 1272 til Norge. Derhen drog ogsaa ved samme Tid Rafn Oddssøn og de i Kirkesagen indviklede fornemste islandske verdslige Høvdinger. Kongens og Erkebiskoppens Dom skulde nu afgjøre den for Island saa vigtige Sag om Kirkernes og Kirkegodsets Bestyrelse[4].

  1. Bp. Arnes S. c. 1–4.
  2. N. Dipl. I. 50.
  3. Bp. Arnes S. c. 5.
  4. Bp. Arnes S. c. 6–10.