Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/87

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 367-379).
◄  86.
88.  ►
Haakon Magnussøn overtager Rigsstyrelsen som Norges Konge. Statsrørelser i Norden mellem 1355 og 1374. Kong Magnus’s Stilling i Sverige. Han maa tage sin Søn Erik til Medkonge. Dennes Død. Oprør mod Magnus. Haakon af Norge bliver for en kort Tid ogsaa Sveriges Konge, men fortrænges af Albrekt af Meklenborg. Magnus’s Fangenskab, Løskjøbelse og Død 1374.


Vi have før omtalt, at Haakon Magnussøn efter al Rimelighed var født i 1340[1]. Han fyldte altsaa i Løbet af 1355 sit 15de Aar. Ligesom for hans Faders Vedkommende denne Alder var bleven antagen som Myndighedsalderen, saaledes fandt det samme nu Sted med Sønnen; og ifølge hvad der i 1343 var blevet fastsat, skulde Haakon nu overtage Norges Kongedømme i sin Faders Sted. At dette er skeet ved en eller anden høitidelig Handling, kan ikke omtvivles, uagtet hverken Annaler eller Brevskaber derom give nogen Oplysning Hvad der er fuldkommen sikkert er, at Haakon fra en Tid, som ligger mellem den 8de og den 26de August 1355 regner sit Riges Aar; og paa en Helligdag derimellem, maaskee den 15de August, Mariæ assumptio, er han bleven høitidelig tagen til Norges Konge. Fra nu af førtes ogsaa Regjeringen i Norge egentlig i Haakons Navn, skjønt han deels vel paa Grund af sin Ungdom, deels af sønlig Kjærlighed og Hengivenhed for sin Fader, vedblev at betragte Magnus, saalænge denne levede, som sin Medkonge, fortrinsviis i alle Regjeringssager vedkommende Udlandet. Forresten havde Haakon sit norske Raad ved sin Side, og man finder neppe nogen vigtigere Regjeringshandling afgjort af ham, uden hans eller Rigets Raad udtrykkelig nævnes som medvirkende. Men da Norge nu havde sin særskilte selvstyrende Konge, ophørte naturligviis Nødvendigheden af en styrende Drotsete, og Orm Eysteinssøn afgik som saadan.

At Hr. Orm ikke senere forekommer nævnt i nogen offentlig Forhandling, har sin utvivlsomme Grund deri, at han strax, eller i det mindste meget kort efter sin Afgang fra Drotseteverdigheden, kom under Anklage, vistnok for en eller anden større Statsforbrydelse, som man dog aldeles ikke kjender. Annalerne fortælle nemlig, at han i 1358 blev fængslet[2], og i 1360 halshuggen „paa Kongernes Bud“[3]. Det sidste Tillæg synes antyde, at ogsaa Kong Magnus har samtykket hans Død, og at Orm saaledes, om end maaskee tidligere hævet ved Magnus’s Yndest, under sin Drotsetestyrelse maa have forspildt denne og af Kongen være given til Pris.

Omtrent samtidig med Orms Afgang som Drotsete maa Kong Haakon have overdraget sit Segl til Hr. Peter Erikssøn, Provst til Mariekirken i Oslo, som man finder at have beseglet et Brev af Kong Haakon udstedt i Oslo den 3die Januar 1358, og som siden i en Række af Aar benævnes: Kongens Kansler. Provstiet ved Mariekirken i Oslo og Kanslerembedet bleve saaledes nu atter forenede overeensstemmende med den ældre Kong Haakon Magnussøns Bestemmelse af 1314, noget som ikke kan paavises at have været Tilfælde hverken da Paal Baardssøn eller da Arne Aslakssøn vare Kanslere[4].

Man sporer i det Hele fra Haakons Regjeringstiltrædelse i 1355 en langt anden og bedre Orden i den indre Styrelses Gang, end som havde fundet Sted under Magnus’s Regjering. Med Hensyn til de ydre Forholde derimod, paa hvilke Magnus fremdeles, som allerede sagt, vedblev at øve megen Indflydelse, da hvilede over dem den samme ulykkelige Stjerne, der fra nu af endnu meer end for syntes at ledsage hvert af denne svage Konges Skridt. Og de uheldbringende Forviklinger, i hvilke han deels ved egen Skyld deels ved Andres Ledning bragtes, forspildte ikke alene hans egen og Sveriges Ro og Lykke; – deres Følger rammede ogsaa Kong Haakon paa en saare følelig Maade, og berøvede Norge den Fordeel, dette Rige kunde have havt ved at nyde Fred og sanke Kræfter under en Konge, der snart blev Folket kjær, og som med den bedste Villie synes at have forenet ikke ringe Evner. Vi maa i en kort Oversigt opfatte hine Forviklingers Gang, der uden just umiddelbart at virke paa den norske Kirkes Tilstand, dog maaskee middelbart, især gjennem deres endelige Løsning, have virket ikke lidet til dens yderligere Forfald.

Den Forandring, som i 1355 fandt Sted i Norge, var en fuldstændig Virkeliggjørelse af hvad der i 1343 var besluttet for dette Riges Vedkommende. Magnus havde overdraget sin Søn Haakon Kongedømmet, da denne naaede den myndige Alder; dermed var Nordmændenes længe nærede Ønske opfyldt, og deres Uvillie mod Magnus, om de end forud med Grund havde næret nogen saadan, udslettet. Haakon, der maa antages at have været opdragen i Norge, hvo som nu har forestaaet hans Opdragelse, havde her øjensynligen i sin Barndom og Ungdom kun lært at elske og agte sin Fader, og dette sønlige Sindelag svigtede ham neppe nogensinde i hans senere Liv, – maaskee det sikkreste Bevis for at Magnus aldrig har været almindelig hadet og foragtet i Norge.

Med Magnus’s ældre Søn, Erik, der var opdragen i Sverige, forholdt det sig derimod anderledes. Han var ingenlunde kjærlig og sønlig stemt mod sin Fader; og dette kan man neppe forklare sig anderledes end deraf, at han tidlig faldt i svenske Stormænds Hænder, der indpodede ham det samme hadefulde Sindelag, hvilket de selv nærede mod hans Fader, den samme Opsætsigheds, Ustyrligheds og Ærgjerrigheds Aand, hvoraf de selv besjæledes. I Sverige blev det, som før fortalt, saavidt man af de os levnede Aktstykker kan slutte, ved Foranstaltningerne i 1343 ikke gjort den Bestemmelse, at Magnus skulde overdrage Erik Riget, saasnart denne kom til sine Myndighedsaar. Erik valgtes kun der til Sveriges vordende Konge med Forbehold, at hans Fader skulde vedblive at fore Rigsstyrelsen for sine Levedage. Magnus var altsaa ingenlunde skyldig til i Sverige at gjøre det samme med Hensyn til Erik, som han i Norge havde gjort for Haakon. Hermed synes imidlertid Erik at have været utilfreds, og en Spending mellem Fader og Søn indtraadte, der snart ledede til sørgelige Optrin.

Hvad der fremskyndede Udbrudet var den overordentlige Yndest baade Kong Magnus og Dronning Blanket paa denne Tid viste en svensk Herre, Benedikt Algotssøn, der i 1353 var bleven ophøiet til Hertug af Halland og Finnland, og tilmed havde faaet Bestyrelsen af Skaane. Man talte om, at Magnus og Blanka elskede ham høiere end sin egen Søn, og at det vel kunde hende, at Magnus vilde gjøre ham til Sveriges Konge med Forbigaaelse af Erik. Dette var nu ganske vist et ondskabsfuldt og tomt Rygte, opspundet af Kongens Fiender og Benedikts Misundere; men det fandt let Indgang hos de urolige Stormænd, udspredtes blandt Almeenheden og hviskedes udentvivl ogsaa den unge Erik i Øret.

Endnu i Februar Maaned 1356, da Magnus var samlet med begge sine Sønner i Stokholm[5], synes alt at have været roligt. Men noget længer ud paa Aaret blev Uenigheden mellem Fader og Søn aabenbar, efterat Erik havde besøgt Kong Valdemar Kristofferssøn af Danmark i Kjøbenhavn. Erik havde noget i Forveien egtet dennes Søsterdatter, Beatrix af Brandenborg, og de Indskydelser, han af Valdemar under Besøget modtog, have neppe tjent til det Gode, skjønt den underfundige danske Konge vidste at forstille sig som Magnus’s Ven og som den der arbeidede til hans Bedste. Da Erik var kommen tilbage til Sverige, udstedte han den 19de October 1356 fra Kalmar et yderst fiendtligt Brev mod Benedikt Algotssøn, hvori han kaldte sig Sveriges Konge, anklagede Benedikt for det hele Folk som Rigets Fiende, opfordrede Alle til at staa sig bi mod ham og undsagde ham med samt hans Hjælpere. Erik gav saaledes sin første Reisning Udseende af at være rettet mod Hertug Benedikt. Men den var i Grunden ligesaavel rettet mod Kong Magnus, der før det første ikke kunde overtale sig til at lade sin Yndling i Stikken og derhos synes at have stolet paa Hjælp baade fra Norge og fra Kong Valdemar i Danmark. Annalerne omtale ogsaa i 1356 et Ledingstog af Magnus fra Norge til Gautelven[6], hvilket antyder, at han med en norsk Hær har søgt at komme Benedikt til Hjælp; og den underfundige Valdemar har ganske vist gjort Miner, som om han heldede til Magnus’s Side, skjønt i Grunden intet var ham kjærere og for hans listige Planer meer tjenligt, end at puste til Striden mellem Søn og Fader og vedligeholde den saa længe som muligt. Erik paa sin Side forbandt sig med Greverne af Holstein og Hertugerne af Meklenborg, og drog tydske Leietropper til sig, med hvis Hjælp han bemægtigede sig Hertug Benedikts Slotte. Den almindelige Stemning i Sverige synes ogsaa at have været Erik gunstig, og saaledes fik hans Parti snart Overhaand. Den 28de April 1357 kom i Jønkøping et Forlig i Stand mellem Fader og Søn, hvorved Sveriges Rige deeltes mellem dem, og Magnus forpligtede sig til ikke igjen at indkalde den under Krigen fordrevne Benedikt Algøtssøn.

Der indtraadte nu en kort Rolighed i Sverige, og Magnus var den næstfølgende 18de Mai samlet med begge sine Sønner i Lund[7]. Men endnu inden Aarets Slutning synes nye Uroligheder fra Eriks Side at have været i Gjære, hvis Udbrud dog forebyggedes ved Magnus’s Eftergivenhed, da han den 27de November opgav til Erik paa to Aar en betydelig Deel af hvad der var ham selv tilkjendt ved Forliget i Jønkøping[8].

Paa en oprigtig Fortrolighed mellem Begge var imidlertid ikke at tænke, saa meget mindre som Magnus og Dronning Blanka stedse sluttede sig nærmere til Kong Valdemar af Danmark, medens Erik i 1358 erklærede denne Krig og forenede sig mod ham med flere tydske Fyrster. Magnus mistænktes for at have hemmelig lovet Valdemar at spille Skaane i dennes Hænder imod at faa Understøttelse imod sin Søn Om Mistanken havde fuld Grund, lader sig vanskelig afgjøre; men den vandt visselig Styrke ved Magnus’s Adfærd. Thi tidlig i 1359, medens hans Søn Erik, som det lader, var paa en Reise i den nordlige Deel af Sverige, gjorde han fra Skaane i Følge med Dronning Blanka og sin Søn Haakon et Besøg hos Kong Valdemar i Kjøbenhavn, og ved denne Leilighed blev en Trolovelse istandbragt mellem den nittenaarige Haakon og Valdemars sexaarige Datter Margreta. Og, hvad der var endnu mistænkeligere, – strax efter dette Besøg gjorde Valdemar et Indfald i Skaane, som egentlig hørte til Eriks Deel af Riget, og indtog der flere Slotte. Rigtignok besatte han disse i Magnus’s Navn, men Sagen blev i Grunden kun derved saa meget mistænkeligere. Valdemar lader nemlig til at have villet paa denne Maade gjøre Brudet mellem Fader og Søn fuldstændigt, imedens han til samme Tid vandt fast Fod i det Landskab, som han saa gjerne vilde gjenforene med Danmarks Rige. Erik samlede imidlertid paa Rygtet herom i største Skynding en betydelig Hær i Sverige, og var allerede i April Maaned i Skaane, som Valdemar da atter forlod. Et nyt Forlig skal nu efter Nogles Sigende være sluttet mellem Fader og Søn; men om dette saa har forholdt sig er usikkert, og i alt Fald har Forliget neppe fra nogen af Siderne været oprigtig meent.

Kong Eriks Bane tog en hastig Ende. Samme Aar 1359, rimeligviis i Juli eller August Maaned, døde han uventet ikke meer end 22 Aar gammel, og hans Dronning Beatrix og deres tvende Børn fulgte ham inden ganske kort Tid i Graven. Der opstod et Rygte om Forgiftning, hvilket dog ikke de ældste svenske Efterretninger stadfæste. Man blandede endogsaa senere Eriks Forældre ind i denne Sag. Man talte om, at Blanka havde rakt Erik Giftbægeret, og at han i sin sidste Sygdom, der dog varede i 20 Dage, selv skulde have udsagt, at det var hans Forældre, som voldte hans Død. Men saadan skrækkelig Beskyldning blev dog ikke fremsat af Magnus’s Fiender, da de nogle Aar senere samlede sammen alle de Anker, de kunde finde imod ham, for at retfærdiggjøre sit Frafald; og man maa saaledes tro, at det Hele kun har været løst Folkesnak, som et Aarhundrede efter har fundet Indpas i de svenske Historieskriveres Optegnelser[9].

Magnus tilegnede sig efter sin Søns Død igjen hele Sveriges Rige, og Ingen vovede sig for det Første til at gjøre Indsigelser herimod. Stemningen i Landet var imidlertid ikke Magnus gunstig, trods de gode Løfter han fra Søderkjøping den 18de November 1359 gjorde. Deriblandt var ogsaa, at han skulde fjærne Benedikt Algotssøn, – noget som forudsætter, at han kun slet havde overholdt sit tidligere Løfte herom, eller at han i det mindste senere havde ladet ham igjen nærme sig. Denne forhadte Kongegunstling var ved denne Tid i Skaane og synes ikke at have været synderlig lysten paa at forlade Magnus’s Rige. Men hans Avindsmænds Hevn rammede ham uventet. Nogle svenske Herrer af Kong Eriks fordums Venner og Tilhængere, overfaldt i 1360 Benedikt paa Rygnaholm (Rønneholm i Skaane) og dræbte ham, uden at mindste Bod eller Straf derfor synes at have rammet dem. En saadan Handling af Had og Selvtægt viste, at Opsætsighedsaanden hos Sveriges Store ikke var udslukt ved Eriks Død, og at Magnus endnu havde megen Modstand at frygte af dem.

Hvad der end mere forværrede hans Stilling var det mislige Forhold, hvori han var kommen til den pavelige Kurie. Det er forhen fortalt, at han under Krigen med Russerne havde af den pavelige Nuntius og Tiendeindsamler Johannes Guilaberti modtaget til Laans 15000 Gylden af de for Pavens Skatkammer indsamlede Penge[10]. Dette Laan vilde Pave Innocentius VI. efter nogle Aars Forløb have tilbagebetalt og sendte tildeels i den Anledning Johannes Guilaberti atter som sin Nuntius til de nordiske Riger[11]. Paven skrev ogsaa for ham et Anbefalingsbrev af 24de Februar 1356 til Dronning Blanka med Begjæring om, at hun vilde tage sig af ham og anvende sin Indflydelse hos Kongen, for at han kunde faa sit Erende udført[12]. Dette mødte imidlertid Vanskeligheder, maaskee dog mindre i Magnus’s Uvillie til at betale sin Gjæld, end i hans Pengemangel, der gjorde ham det umuligt, helst i saa korte Terminer, som Guilaberti synes at have fordret. Følgen blev, at den pavelige Nuntius erklærede Kongen for at være falden i Interdikt ved sin Forsømmelighed. Paven tog imidlertid ikke Sagen saa strengt. Thi paa Kongens Ansøgning blev Interdiktet ved Pave Innocentius’s Skrivelse af 18de Mai 1360 udsat til det følgende Aars Paaske, under den Forudsætning, at Kongen inden den Tid gjorde Rede for sig. Og skjønt dette vistnok ikke skede, saa synes dog ingen høitidelig Bansættelse nogensinde at være bleven forkyndt[13]. Sagen var saaledes ikke i sig selv saa meget farlig; men af Kongens Fiender i Sverige blev den fremstillet fra den mørkeste Side. De paastode nemlig, og anførte senere som et Hovedanklagepunkt mod ham, at han i hele fem Aar stod i Interdikt uden at bryde sig derom og uden at afholde sig fra Deeltagelse i Gudstjenesten, – noget som naturligviis, naar det troedes af Almeenheden, maatte nedsætte Kongen i dens Øine, ja vække Afsky for ham som en Kjætter, der var falden fra Kirken.

Men det, som satte Topmaalet paa de svenske Stormænds Had mod Magnus og Misnøie med hans Styrelse, og det, som bragte den ulmende Oprørsild til nyt Udbrud, var Tabet af Skaane. Dette for Sverige saa vigtige og med store Pengeopofrelser erhvervede Landskab blev i Sommeren 1300 indtaget af den danske Kong Valdemar, og det, som det lader, i stor Hast, og uden at han mødte nogen alvorlig Modstand. De Svenske paastode, at dette var skeet med Magnus’s Vidende og ifølge hemmelig Aftale mellem ham og Valdemar; og denne Beskyldning blev ganske vist almindelig troet. Det følgende Aar 1361 bemægtigede Valdemar sig om Sommeren ogsaa Øland og Gotland, samt indtog og ødelagde den rige Stad Visby. Ogsaa heri saa de Svenske et Forræderi af Magnus, skjønt han virkelig findes at have truffet Foranstaltninger til Gotlands Forsvar. Hvorledes den rette Sammenhæng med disse store Tab for Sverige har været: om Magnus virkelig paa en landsforrædersk Maade har spillet under Dække med Valdemar for at hevne sig paa det svenske Rigsraad og de svenske Store før alt det Onde, han af dem havde døiet, – eller om det kun var hans Udygtighed, hans Mangel paa Omsigt og Raskhed, som her gjorde ham til et Offer for Valdemars Underfundighed og Snarraadighed, – det er noget, som nu er fast umuligt at afgjøre med Sikkerhed. Det første har stedse havt den almindelige Mening for sig; og vist er det, at meget findes til Støtte før en saadan Mistanke. Men paa den anden Side, hvo borger vel ogsaa for, at de svenske Store understøttede Magnus kraftigen til Skaanes og Gotlands Forsvar? Det Modsatte synes virkelig at have været Tilfældet. Stemningen var allerede saa slet i Sverige, at Magnus intet Skridt meer kunde gjøre, uden han af de Store mødtes med Mistanke og Vrangvillie; og vel kan det hende, at mangen svensk Stormand i sit stille Sind glædede sig over hvert politisk Feiltrin, Magnus gjorde, fordi han deri fandt en ny Grund til at besmykke sin egen Selvraadighed og sit eget Frafald med.

Vist er det, at fra den Stund Skaane og Gotland gik tabt for de Svenske, var Fordømmelsesdommen i Sverige uigjenkaldelig fældet over Magnus, idetmindste af Raadet og de Store. Forgjæves stillede hans Søn Haakon sig ved hans Side for at hjælpe ham med Raad og Daad; forgjæves føiede de det svenske Raads Ønske og sluttede i Gripswald den 9de September 1361 et Forbund med Hansestæderne mod Valdemar af Danmark, – et Forbund, til hvilket ogsaa det norske Raad for Norges Vedkommende gav sit Samtykke i Slutningen af samme September Maaned paa et Raadsmøde i Baahus, hvor foruden de to Konger og Dronning Blanka, ogsaa Erkebiskop Olaf, de fire øvrige norske Biskopper samt Jon og Sigurd, Hafthorssønner, og Øgmund Finnssøn vare tilstede[14]; – det svenske Raad troede ikke, eller lod som det ikke troede, mere paa Magnus’s Oprigtighed i noget af hvad han foretog. Fra Haakon bortvendte dog de svenske Herrer sig endnu ikke ganske, udentvivl fordi de haabede at kunne drive ham til den samme Adfærd mod sin Fader, som Erik før havde vist. Det syntes ogsaa som om det skulde lykkes dem. Haakon lod sig virkelig bevæge af det svenske Rigsraad til at tage sin Fader fangen i Kalmar den 11te November 1361 og derpaa optræde som Sveriges Fyrste og Styrer. Dog dette Skridt, der var saa uligt Haakons øvrige Færd mod sin Fader, gjorde han rimeligviis meer for at bringe Magnus i Sikkerhed end for at fyldestgjøre sin egen Herskelyst. Det førte ham imidlertid til Sveriges Kongedømme. Hans Valg hertil foregik med Iagttagelse af alle lovlige Former, i Magnus’s og det svenske Raads Overvær, i eller ved Upsal, den 15de Februar 1362, og fra den Tid kaldte Haakon sig i sine norske Breve: Norges og Svearnes eller Sveariges Konge.

Snart kom de svenske Herrer under Veir med, at Haakon ei behandlede sin Fader som Fange og som afsat, men tvertimod viste ham al sønlig Hengivenhed og lod ham raade med sig. Og for at gjøre Ende paa de voldsomme Optrin, der endnu fandt Sted mellem de tvende Partier i Sverige, Magnus’s Tilhængere og hans Modstandere, hvilke sidste nys havde hævet Haakon til Kongedømmet, – offentliggjorde Fader og Søn ved et Brev, udstedt i Lødøse den 27de April 1362, at de havde indgaaet et Forlig, der sømmede deres naturlige Kjærlighed, og derfor forbød sine Undersaatter herefter at rane og fange hinanden[15]. Dette var ganske vist ikke efter de svenske Stormænds Sind; men de synes dog for det Første at have tiet dertil, helst maaskee fordi Krigen med Valdemar af Danmark just nu var ved at komme i fuld Gang fra Hansestædernes og begge Kongernes Side, og det svenske Raad har frygtet, at en ny Indskriden mod Magnus fra dets Side, kunde gjøre Haakon og Magnus lunkne med Hensyn til Krigsførelsen. Derimod gjorde Raadet sig, da det bestandig mistænkte Magnus for at staa under Valdemars hemmelige Indflydelse, al Umage for at faa udvirket et fuldkomment Brud mellem disse. Midlet hertil skulde være Tilintetgjørelsen af den i 1359 sluttede Egteskabspagt mellem Kong Haakon og Valdemars Datter Margreta, ved at bringe et Egteskab istand mellem den første og Elisabet, den holsteinske Greve Henriks Søster.

Det kom ogsaa virkelig dertil, at tolv svenske Herrer, de fornemste Mænd af Raadet, med Magnus’s Fuldmagt, droge til Holstein for at underhandle om det sidstnævnte Giftermaal. Trolovelsen blev sluttet paa Slottet Mon i Sommeren 1362 under strenge Betingelser fra begge Sider, dog helst for Kong Magnus’s Vedkommende. Brød Henrik den indgangne Egteskabsovereenskomst – siges der – skulde han bøde Kalmar Slot, som han havde i Pant, og 60,000 Mark; brød derimod Magnus den, skulde hans Undersaatter være løste fra sin Troskabsed og Sveriges Rige tilhøre Grev Henrik. Saaledes heder det i gamle tydske Skrifter[16], der udførligst vide at berette herom. Men de tale ikke med et eneste Ord om Haakons Fuldmagt, om hvilken der dog nærmest maatte blive Spørgsmaal. Der siges kun, at en blandt de Udsendte, Ridder Herman von Vitzen, forestilte ved Ringenes Vexling Kong Haakons Person. Hvad Deel Haakon selv har taget i disse Forhandlinger, vides saaledes aldeles ikke, ligesaalidt som hvorledes det egentlig har været fat med Magnus’s paaberaabte Fuldmagt, eller hvorvidt de svenske Udsendinge have holdt sig troligen til den. Det Hele har et mistænkeligt Udseende og tyder i hvert Fald paa et Hastverk fra Sendemændenes Side, der udentvivl var beregnet paa strax at gjøre det foretagne Skridt ugjenkaldeligt for Magnus og Haakon.

Men hvor klogt nu end Alt syntes anlagt fra de svenske Stormænds Side, saa gik dog deres Planer op i Røg. Efterat Krigen med Valdemar i Sommertiden 1362 var ført med vexlende Held og uden noget egentlig afgjørende Udfald, blev i November Maaned en Stilstand sluttet mellem ham og Hansestæderne, og Kongerne Magnus og Haakon i den optagne. Kort efter, skjønt det var Vintertid, gik Elisabet den 17de December til Søs fra Traven for at drage til Sverige. Men Skibet drev i Storm ind paa den skaanske Kyst, paa den lundske Erkebiskops Grund. Erkebiskop Niels, som stod sig godt med Kong Valdemar, og som desuden skal have misbilliget Brudet paa Haakons tidligere Trolovelse med Margreta, fandt sig opfordret til at anholde Elisabet og tage hende under sin Bevogtning i et Slags sømmeligt Fangenskab. Denne heldige Omstændighed vidste den slu Valdemar mesterligen at benytte Medens Elisabet holdtes fangen, indledede han Underhandlinger med Magnus, Blanka og Haakon om en Sammenkomst. De fulgte alle tre Valdemars Indbydelse, og fore i Begyndelsen af 1363 tit Sjælland, hvor en stor Festlighed var beredt i Roskilde. Under Opholdet her maa man antage, at den gamle Forbindelse mellem Kong Haakon og Margreta er bleven fornyet. Derpaa droge de alle til Kjøbenhavn, og her stod Haakons og den elleveaarige Margretas Bryllup den 9de April i Overvær af Erkebiskoppen af Lund, flere danske Biskopper og mange andre geistlige og verdslige Stormænd. Først en Tid efter blev Elisabet løsgiven og gik siden i Kloster. Under Bryllupshøitidelighederne i Kjøbenhavn døde Dronning Blanka og blev begraven i Ringsted. Et Rygte om Forgiftelse kom ogsaa ved denne Leilighed i Gang og naaede lige til Island; men hvem Udaaden tillagdes, nævnes ikke. At Valdemar skulde have været Ophavsmanden, er kun en Gjetning fra langt nyere Tider. Rimeligviis har det hele Rygte havt sin Kilde i løst Folkesnak, som reiste sig af det Uventede ved Dødsfaldet, maaskee ogsaa af den Omstændighed, at en fornem norsk Frue i Blankas Følge, Herdis Thorvaldsdatter, døde paa den samme Tid som Dronningen[17].

Saaledes kom da ved Valdemars Sluhed Egteskabet istand mellem Haakon og Margreta, hvilket drog saa store Følger efter sig for Nordens tre Riger. Det er Kjendsgjerningerne, som her ere givne, saadanne som de lade sig opstille efter de dunkle og ufuldstændige Kilder; Bevæggrundene, der ledede de handlende Personer, kunne blot løseligen gjættes. Om Valdemar skulde man tro, at han saa dybest i Sagen; men alligevel bliver det et Spørgsmaal, om han i ringeste Maade anede, hvor skjæbnesvanger for Norden den Forbindelse var, som han fik istandbragt, eller om han, da den afsluttedes, havde nogensomhelst Tanke paa, at den kunde blive Middelet til de nordiske Rigers Forening; – om han derimod ikke snarere fremskyndede den blot for at splitte et mægtigt Forbund, der truede hans Rige med Undergang, og for med det samme at knytte to af Forbundets Medlemmer til sig med det nærmeste Svogerskabet Baand. Hvilke Fordele han kan have forespeilet, og hvilke Løfter han har kunnet gjøre den svage, vægelsindede og lettroende Magnus, samt den rimeligviis baade forfængelige og mod det svenske Raad hadefulde Dronning Blanka, – derom er sagt og kan siges meget, men som dog i Grunden kun bliver Gisninger, for største Delen grebne af Luften, som f. Ex. den, at Skaane skulde være lovet i Medgift med Margreta. Haakons Adfærd har man allervanskeligst for at tyde; thi ham kan man, efter det Kjendskab til ham, som Historien ellers giver, hverken tiltro Taabelighed eller Samvittighedsløshed. Man maa fristes til at antage, at den hele Trolovelse med Elisabet af Holstein har været et underfundigt Spil af det svenske Raad, hvortil dette maaskee har tvunget eller lokket Magnus at laane sit Navn, men som har været udført Haakon uafvidende, eller i alt Fald uden at han dertil gav sit Samtykke, og uden at han kjendte de Betingelser, som de svenske Underhandlere gave sig Udseende af at antage ifølge høiere Fuldmagt. De svenske Underhandlere beskyldtes senere, og det udentvivl med god Grund, for at have gjort sig skyldige i en Overskriden af sin Fuldmagt og Misbrug af Kongernes Segl ved Afsluttelsen af Forbundet med Hansestæderne i 1361; en lignende Uredelighed have de troligen ogsaa øvet ved Afsluttelsen af Egteskabsovereenskomsten mellem Haakon og Elisabet, og muligen har den slu Valdemar aabnet begge Kongers Øine for Raadets falske Spil. Har dette været Tilfældet, da har Haakon ved at egte Margreta kun holdt sig sin ældre Forpligtelse tro, og med det samme erklæret det svenske Raads hele Giftermaalstilstelning for et uberettiget og forbrydersk Skridt. Haakons Adfærd kan paa den Maade, i det mindste fra Redelighedens Side, nogenlunde retfærdiggjøres, om end altid et sterkt Skin af Svaghed og Kortsynethed bliver klæbende ved den.

Hvad der end meer maa bestyrke Formodningen om det svenske Raads uredelige Færd ved den omtalte Leilighed, er den Forfølgelse, som netop nu brød løs mod det fra Kongernes Side. Magnus drev nemlig 24 af Sveriges Stormænd, hvoriblandt flere, som udtrykkelig nævnes mellem Underhandlerne ved den holsteinske Giftermaalssag, i Landflygtighed. Efter de svenske Beretninger blev det især lagt dem til Skyld, at de i sin Tid havde foreholdt Magnus hans slette Styrelse, og overtalt Haakon til at tage sin Fader fangen; men det kan vel være, at de meer fældende Beskyldninger mod dem, nemlig at de havde overskredet Kongernes Fuldmagt og misbrugt deres Segl baade ved Underhandlingerne med Hansestæderne og ved Afsluttelsen af den holsteinske Giftermaalssag, ere af de mod Magnus partiske Historieskrivere fortiede. Dog dette Skridt af Magnus, om det end muligen kan have været retfærdigt, vendte sig til hans yderligere Ulykke. Thi de landflygtige svenske Herrer droge om Vaaren 1363 til Meklenborg, til Hertug Albrekt, der var gift med Magnus’s Søster Eufemia, og tilbød deres anden Søn, der ogsaa hed Albrekt, Sveriges Krone. Tilbudet blev modtaget. Et Forbund blev sluttet mellem Hertugerne af Meklenborg og Greverne af Holstein samt flere tydske Fyrster for at hjælpe den unge Albrekt til Sveriges Rige. Hansestæderne vare Foretagendet gunstige, og de landsforviste Herrers mægtige Venner i Sverige sørgede for at holde Oprørerne Adgangen aaben. Saaledes kunde Albrekt den 29de November 1363 drage ind i Stokholm, hvor han den følgende Dag af de der forsamlede Raadsmedlemmer foreløbigen valgtes til Sveriges Konge. Den ordentlige Valgdag fastsattes til Begyndelsen af det følgende Aar i Upsal. Til den skal Kong Magnus være bleven indstevnet for at forsvare sig. Men da han ikke mødte, blev han erklæret afsat, og Albrekt den 17de Februar 1364 valgt og hyldet.

Begyndelsen var for Albrekt heldig; men dermed var ei Sveriges Rige vundet. Kongerne Magnus og Haakon havde endnu mægtige Tilhængere der, de fleste Slotte synes at have været i deres Hænder, Almuen, i det mindste i nogle Landskaber, lader ikke til at have været ugunstig stemt for dem, og Nordmændene vare villige til at understøtte hvad de holdt for at være sine Kongers Ret. Disse bragte saaledes i Begyndelsen af 1365 en anselig Hær paa Fode, bestaaende af Nordmænd, Vest-Gøter og Danske, med hvilken de rykkede ind i Svealand imod Stokholm. Men Albrekt, der ogsaa havde samlet en Hær af Svensker, Øst-Gøter og Tydskere, mødte dem uventet i Nærheden af Enkjøping og angreb dem den 3die Marts, før de havde faaet samlet sine under den hurtige Fremrykning spredte Krigsmænd. Slaget var blodigt, men tog snart en uheldig Vending for Magnus og Haakon. Den første blev fangen og sat i Stokholms Slotstaarn; men Haakon undkom ved Flugten.

Dette var et haardt Slag; dog var ei derfor Magnus’s Sag ganske haabløs. Haakon havde endnu Tilhængere i Sverige og svenske Slotte i sin Magt; han havde desuden Norge at støtte sig til og en Forbundsfælle i Valdemar af Danmark. Han var saaledes endnu Albrekt fuldkommen voxen og for den Sags Skyld vel i Stand til at vove en ny Kamp for sin Faders Befrielse. Men Ulykken var, at Hansestæderne nu, af Had til Valdemar, sluttede sig fastere til Kong Albrekts Sag. De overvældede næsten aldeles Danmark, saa at Valdemar endog for en Tid fandt det raadeligt at forlade sit Rige. Alt Haab om Hjælp fra Danmark blev derved Haakon afskaaret. Og det var ikke nok hermed; Hansestæderne behandlede selve Norge som et fuldkommen fiendtligt Land, herjede i 1368 dets Kyster paa flere Steder og anrettede skrækkelige Ødelæggelser. Til Gjengjæld bleve vel de tydske Kjøbmænd udjagede fra Bergen; men en langvarig Kamp mod Hansestæderne oversteg paa den Tid Norges Kræfter. Haakon maatte i 1369 søge en Vaabenstilstand hos dem, hvilken ogsaa kom istand til Lybek den 3die August. Nu kunde han med større Alvor tænke paa sin Faders Befrielse. Han indlod sig først i Underhandlinger med Kong Albrekt. Men da disse glippede, gjorde han om Sommeren 1371 et Tog ind i Sverige, trængte med en sterk Hær frem lige til Stokholm og slog sin Veier for Staden.

I Sverige var Folket allerede forlængst kjed af Kong Albrekts og hans Tydskeres Udsugelser og overmodige Færd. Opsvearne havde endogsaa reist sig i Masse, negtet Kong Albrekt Lydighed og forlangt „den ærlige, gode Kong Magnus“ igjen til sin Herre. De havde opfordret Sveriges Almue til at gjøre det samme og Raadet til at sætte sig i Spidsen. Hvis Raadet havde fulgt Opfordringen, vilde det utvivlsomt have været forbi med Albrekts Kongedømme. Men det foretrak at handle som Megler og at benytte Albrekts Forlegenhed til at bringe Rigsstyrelsen fra hans i fine egne Hænder. Medens Haakon med sin Hær laa leiret for Stokholm, blev i Staden selv en Overeenskomst sluttet den 9de August 1371 mellem Albrekt og Raadet, idet den første lovede en bedre Styrelse for Fremtiden, og opgav saagodt som hele den kongelige Myndighed i Raadets Hænder. Da nu dette udentvivl allerede i Forveien havde vidst at berolige Almuen, saa bleve Udsigterne for Haakon atter tvivlsomme. Dog Hovedsagen for ham synes denne Gang at have været hans Faders Befrielse for hvilkensomhelst Pris, og han indlod sig i Underhandlinger istedet for at lade det komme an paa Vaabenlykken. Den 15de August blev et Forlig sluttet, hvorved Magnus efter 7 Aars Fangenskab frigaves imod en Løsepenge af 12000 Mark lødigt Sølv. Han og Haakon frasagde sig Sveriges Krone, men Magnus skulde have de kongelige Indkomster af Vester-Gøtland, Vermeland og Dal til sit Underhold. Fader og Søn droge derpaa begge til Norge. De vedbleve, saalænge de levede, at bruge Titelen: „Norges og Sveriges Konge,“ uden dog, saavidt skjønnes, derpaa at grunde nogen Fordring mod Albrekt.

Haakon behandlede fremdeles sin Fader som sin Medregent i Norge de faa Aar, denne endnu levede. Kong Magnus Erikssøn druknede den 1ste December 1374 paa Bumlfjord i Sunnhørdaland nær ved Lyngholm. Han var da 58 Aar gammel, og havde baaret Kongenavn i 55 Aar.

  1. S. o. f. II. 286.
  2. Isl. Ann. 294: „{{antikva|turnsettr Eysteinn Ormsson“ d. e. Eystein Ormssøn sat i Taarnet: at Eystein Ormssøn her er en blot Feilskrivning for Orm Eysteinssøn, er aabenbart.
  3. Isl. Ann. 296: „Ormr Eysteinsson dróttseti var afsleginn undir konunganna boði;“i andre: „Högginn Ormr dróttseti;“ Aaret angives noget forskjellig: 1360, 1358 og 1359, men Flatø-Annalerne og tvende andre have det første.
  4. Jfr. o. f. II. 228, 364.
  5. Br. af 23de Febr. 1356, udstedt i Stokholm af Magnus og beseglet tillige af hans Sønner Erik og Haakon. Or. perg A. M. S. fasc. 54 No. 4.
  6. Isl. Ann. 288.
  7. Suhm D. H. XIII. 314.
  8. Suhm D. H. XIII. 355.
  9. Hos Ericus Olai og i Rimkrøniken.
  10. S. o. f. II. 350.
  11. Pave Innocentius’s Pas for ham er udstedt i Avignon den 21de Decbr. 1355. N. Dipl. III. 230.
  12. Lgbr. III. 444, 445 Not. 5; Suhm D. H. XIII. 320.
  13. Lgbr. III. 459–461, 620–623; jfr. Suhm D. H. XIII. 404.
  14. N. Dipl. II. 293 viser, at alle de nævnte vare samlede paa Baahus den 29de September.
  15. Suhm D. H. XIII. 461.
  16. Corner og Cranzius.
  17. Isl. Ann. 312. Naar det norsk-islandske Rygte ogsaa indbefatter Hertug Kristoffer, Valdemars Søn, i de ved denne Leilighed forgiftedes Tal, da maa dette strax vække Mistanke mod Rygtets Paalidelighed; thi Blankas Død maa være indtruffen i April Maaned, og Kristoffer døde først den 18de Juni samme Aar (Suhm D. H. XIII. 495).