Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have nu omhandlet Chriſtendommens Nærmelſe til Norge fra ſyd af og den Virkſomhed, ſom ſpores fra tydſk-danſk Side for dens Indførelſe i Landet, — en Virkſomhed, ſom vi have maattet erklære for ubetydelig, og i dens Følger ſaa at ſige umærkelig. Vi ſkulle nu vende os mod den Side, hvorfra, ſom vi allerede have yttret, Chriſtendommen virkelig indtrængte i Norge, mod England.

England, det vil ſige, den af Angel-Saxerne dannede Stat i Britannia, modtog, ſom allerede forhen berørt, Chriſtendommen ved Aar 600, ikke fra de chriſtne og tildeels romaniſerede Britter, ſom Angelſaxerne overvandt og underlagde ſig, men umiddelbart fra Rom ved Auguſtins Misſion, ſom Pave Gregorius den Store (590—604) foranſtaltede.

Chriſtendommen blev indført hos Angelſaxerne med megen Lemfældighed. Man har endnu bevaret Pave Gregorius’s Forſkrifter til Auguſtinus, hvilke aande Mildhed og Overbærenhed, men derhos ſtor Klogſkab og Menneſkekundſkab. Blandt andet fraraades en voldſom Forſtyrrelſe af de hedenſke Templer og Offerſkikke, hvorimod man, hvor det paa nogen Maade lod ſig gjøre, ſkulde indvie Templerne til Kirker og forandre Offergjeſtebudene til chriſtne Feſtmaaltider. Hedningerne ſkulde ſaaledes ikke voldſomt rykkes bort fra gamle Sedvaner ind i noget Nyt og for dem ganſke Fremmet, men ſaa at ſige lokkes til Chriſtendommen ved at ſee denne øvet paa Steder, ſom allerede for vare dem hellige, og under Former, der ſaa lidet ſom muligt afveg fra dem, rinder hvilke de vare vante til at dyrke ſine Guder[1]. Denne forſigtige Fremgangsmaade bar ogſaa herlige Frugter. Den ſkabte vel ikke ſtrax ſtore Skarer af Chriſtne i Navnet, men viſt nok i Løbet af een Menneſkealder deſto flere ſande Omvendte. Den angelſaxiſke eller engelſke Kirke blev ſnart berømt for den i ſamme raadende chriſtelige Aand og for ſine baade nidkjære og efter Tidens Forholde oplyſte Lærere. Førend eet Aarhundrede var henledet efter dens Grundlæggelſe, kunde den allerede udſende Lærere til Evangeliets Forkyndelſe blandt Hedningerne. Saaledes prædikede Angelſaxeren Vilibrord ved Aar 690 blandt de hedenſke Friſer og vovede ſig endog ind blandt de nærboende Daner, ſkjønt uden hos disſe at kunne udrette noget til Chriſtendommens Samme. Og næſten ved ſamme Tid kunde den engelſke Kirke opviſe et Medlem ſom Beda den ærværdige (f. 672 † 735), der endnu i mange Aarhundreder efter ſin Tid agtedes af faſt hele det chriſtelige Europa for et ſandt Lys i Gudsfrygt og Lærdom. I Forbindelſe med den Lemfældighed og Forſigtighed, med hvilken Chriſtendommen indførtes blandt Angelſaxerne, ſtod udentvivl den Agtelſe og Opmærkſomhed, ſom af Geiſtligheden viſtes Folkets Sprog. Det Oldengelſke eller Angelſaxiſke har nemlig en heel Literatur, og det en ganſke rig Literatur at opviſe, ikke alene af verdsligt — poetiſk, juridiſk og hiſtoriſk — Indhold, men ogſaa af theologiſk. Den ſidſte Retning i Literaturen er endogſaa den forherſkende; den har frembragt bibelſke Digtninger (Kædmons Parafras af Bibelen) og en ſtor Mængde homiletiſke Arbeider. Alt viſer, at den angelſaxiſke Lærerſtand ikke forſkjød ſit Modersmaal for det egentlige Kirkeſprog, Latinen, men holdt det førſte i fuld Agt og Ære ved Siden af det ſidſte. Vi bør lægge Vegt baade paa denne Lemfældighed ved Chriſtendommens Indførelſe og paa denne i hine Tider hos Geiſtligheden ſjældne Agtelſe for Modersmaalet. Begge Dele have ganſke viſt yttret ſin Indflydelſe paa Norge. Spor af hiin i Traditionen nedarvede Lemfældighed ſee vi udentvivl i Haakon den Godes ovenfor beſkrevne Fremfærd ved ſin rigtignok mislykkede Chriſtendomsforkyndelſe blandt Nordmændene, og desuden i mange Beſtemmelſer i de ældſte norſke Kirkelove; — og Agtelſen for Modersmaalet gik ganſke over paa den norſke Geiſtlighed, og øvede ſaaledes en kraftig Medvirkning til den oldnorſke Literaturs Blomſtring i Middelalderen. Et Fænomen ſom det ſidſte aabenbarer ſig hverken hos Danerne eller Svearne, hvilke begge nærmeſt modtoge ſin Chriſtendotn fra Tydſkland. Dette er en Kjendsgjerning, ſom man aldrig formeget kan fremhæve. At forreſten den daværende engelſke Kirke, uagtet dens erkjendte ſtrænge Rettroenhed, i Hovedſagen var behæftet med de ſamme Mangler, med de ſamme Overtroens Udvexter ſom dengang betegnede den romerſke Kirke i dens Almindelighed, ſtaar ikke til at negte; — netop deri laa jo for ſtørſte Delen dens ſaakaldte Rettroenhed. Kun fortjener det at bemærkes, at den geiſtlige og den verdslige Virkſomhed hos dens Lærere og Forſtandere neppe paa denne Tid kan anſees for at have været ſaaledes ſammenblandet, ſom den var i andre veſteuropæiſke Kirker og navnligen i den tydſk-frankiſke. Der var det allerede blevet almindeligt, at de høiere Geiſtlige, Kirkens egentlige Forſtandere, ved at indehave verdslige Len, bortdroges, i Egenſkab af Kronens Vasſaller, fra ſine egentlige geiſtlige Pligter for at indblandes i alle Slags verdslige, ofte for en Preſt aldeles upasſende og hans Kald reent modſigende, Foretagender. Man ſaa jævnligen Biſkopper og Abbeder i Krigstider ifølge Lenspligt i Spidſen for ſine væbnede Undergivne at tjene i Kongernes Hære, ja ſom Anførere at befale over disſe, medens de i Fredstid ſom Kongernes Raadgivere eller rettere Selſkabsbrødre levede det meſt verdslige, man kan ofte ſige ryggesløſe Liv ved Kongernes Hof, fortærende der ſine rige Indtægter og overladende Beſtyrelſen af ſine geiſtlige Forretninger til Underordnede, der altfor ofte — rigtignok i mindre Stil — fulgte ſine Foreſattes Exempel. Saa galt var det paa langt nær ikke i den engelſke Kirke, ſkjønt viſt nok ogſaa i England Kirkens Prælater optraadte blandt Kongernes fornemſte Raadgivere ligeſaavel i verdslige ſom i geiſtlige Sager, og derved mangen Gang meer end tilbørligt bortdroges fra ſit rette Kald. I det tydſk-frankiſke Rige, kan man ſige, betegnede paa en Maade ſelve Samfundsordenen hiin Prælaternes verdslige Virkſomhed ſom en Pligt ifølge deres Stilling ſom verdslige Lensmænd; — i England var i den angelſaxiſke Tid Lensvæſenet af en anden Beſkaffenhed og indledede ikke Geiſtligheden i ſaadanne Forpligtelſer. Ogſaa dette er verd at paaagtes; thi heller ikke dette Forhold i den engelſke Kirke blev uden Indflydelſe paa den Stilling i Staten, ſom den norſke Geiſtlighed ſenere indtog.

Vi kunne her ikke indlade os paa en mere dybtgaaende Granſkning af den gammelengelſke eller angelſaxiſke Kirkes Ejendommeligheder, hvilke neppe heller i det Ydre vare ſtærkt udprægede. Vi have ſtræbt at give en Antydning af den Aand, ſom rørte ſig i den; og dette maa for vort Øiemed være nok. Vi maa nu vende os til de politiſke Forholde og Begivenheder, ſom banede Veien for denne Kirkes Indvirkning paa Norge.

I de nærmeſte Tider efter Englands Erobring ved Angelſaxerne, dannede disſe otte ſærſkilte Riger. Dette Tal formindſkedes ſiden efterhaanden ved Sammenſmeltninger, indtil det i Begyndelſen af det 9de Aarhundrede lykkedes de veſtſaxiſke Konger at ſamle under ſig, eller i det mindſte erholde et Slags Overhøihed over, hele England. Men ved ſamme Tid ſom dette lovede at give det engelſke Rige meer Enhed og Styrke, begyndte ogſaa Nordboernes, eller ſom de i England fortrinsviis betegnedes, Danernes, Angreb paa Landet at antage en høiſt truende Karakter og atter volde nye Splittelſer. Mægtige Skarer af nordiſke Vikinger hjemſøgte i Løbet af Aarhundredet alle Dele af England og ſpredte ſine Herjninger fra Kyſten af lige til Rigets inderſte Dele. Selv de dygtigſte Konger, ſom en Alfred (871—900), formaaede ei at fordrive dem, eller med Vaabenmagt ſætte en Grændſe for deres Ødelæggelſer. Da var det at ſidſtnævnte Konge ſlog ind paa en anden Vei. Efter nogle vundne Fordele over disſe farlige Fiender indlod han ſig i Underhandlinger med dem og ſluttede i 878 et Forlig med en af deres Hærkonger Gudrum (Gorm den Gamle?), ſom med nogle af ſine Høvdinger lod ſig døbe, og modtog Boliger i Oſt-Angeln rinder den engelſke Konges Overhøihed. Herved fik Nordboerne faſt Fod i England, og udſtrakte der ſnart ſaaledes ſit Herredømme, at dette naaede over hele den nordligere Deel af Landet, over omtrent de to Trediedele af det hele Rige. Efterhaanden ordnedes nu Forholdet nogenledes mellem dem og de engelſke Konger. De havde ſin egen ſærſkilte Lov, den ſaakaldte Danelag, og ſine egne Høvdinger; men disſe erkjendte i det mindſte i Navnet den engelſke Konges Overhøihed og vare forpligtede til at forſvare hans Rige mod nyankomne Hære af ſine Landsmænd. At denne ſidſte Betingelſe i Førſtningen kun maadelig overholdtes, er let begribeligt. Men efterhaanden ſmeltede dog disſe i England boſatte Nordboers eller Daners egen Fordeel ſammen med Engelsmændenes, og de bleve virkelig i Løbet af det 10de Aarhundredes førſte Halvdeel et nyttigt Vern for England, iſær da de kraftigere engelſke Konger ſom Ædelſtan (Adalſtein 925—941) og Eadgar (Jatgeir 959—975) vidſte at holde deres Høvdinger i Underdanighed til ſamme Tid ſom de fortrinsviis benyttede deres Vaabenkraft til ſit Rigets Forſvar. Den ſidſtnævnte Konge bebreidedes endog af ſine egne Landsmænd, at han altfor meget fremdrog Danerne paa Engelsmændenes Bekoſtning. Under disſe Forholde bleve Nordboerne, forſaavidt de havde nedſat ſig i England, meer og meer betragtede ſom Landets egne Børn, og engelſk Kultur med engelſk Chriſtendom befæſtedes meer og meer blandt dem.

En Forandring indtraadte dog atter mod Aarhundredets Slutning under Kong Ædelreds (Adalraads) ſvage, ulykkelige Styrelſe (979—1016). Store Bevægelſer i Danmark, tildeels, ſom det ſynes, vakte ved en unaturlig Strid mellem Kong Harald Gormsſøn og hans egen Søn Svein, kaſtede nye Hære af Nordboer, baade Daner og Nordmænd, over England. Svein, almindelig kaldet med Tilnavnet Tjugeſkjæg (det kløvede Skjæg) var i ſin Barndom bleven døbt med ſin Fader, men forkaſtede i en modnere Alder Chriſtendommen, udentvivl for derved at vinde Tilhængere blandt de mange endnu hedenſke Daner, og reiſte ſig mod ſin Fader. Han kunde imidlertid ei holde ſig i Danmark, og optraadte nu i Følge med talrige Vikingeſkarer ſom Hærkonge og vendte ſig mod England. Her fornyedes nu de gamle Ødelæggelſer. Ædelred ſøgte at afvende dem ved at betale Vikingerne ſtore Pengeſummer, den ſaakaldte Danegeld. Det var forgjæves. Thi naar han havde kjøbt en Vikingehøvding til at ophøre med ſine Angreb og forlade Landet, kom meget ſnart en anden i Stedet, tildeels med de ſamme Folk, ſom havde fulgt den førſte, og ſom ikke anſaa ſig bundne ved dennes Løfter. Vikingehøvdingerne, baade med og uden Kongenavn, vare nemlig mange, og Baandet mellem dem indbyrdes løſt, ſaaledes at de, efterſom deres egen Fordeel tilſagde, ſnart kjæmpede under Anførſel af en enkelt af deres Midte, ſnart feidede paa egen Haand, uafhængige af deres tidligere Overanfører og af hinanden indbyrdes. Den danſke Svein Haraldsſøn optraadte ſaaledes paa disſe Herjetoge ikkun ſom een blandt mange Vikingeanførere, hvilke i Grunden anſaa ſig før hinandens Lige. Han var ogſaa i længere Mellemſtunder hjemme i Danmark for at kjæmpe mod ſin Fader, ſom i denne Strid ſkal have fundet Døden (986?). Svein Haraldsſøn blev nu Danmarks Konge; men dette hans Kongedømme var for det førſte kun kortvarigt. Han blev førſt fangen af de bekjendte Jomsvikinger og maatte løskjøbe ſig paa haarde Betingelſer; ſiden ſkal han være bleven fordreven fra Danmark af den ſvenſke Konge Erik ſeierſæl, og maatte nu igjen i flere Aar drive om i Landflygtighed ſom Vikingehøvding, indtil han efter Erik Seierſæls Død (994?) endelig kom i rolig Beſiddelſe af Danmarks Rige[2]. Han vendte nu igjen tilbage til Chriſtendommen og optraadte ikke længe efter ſom Hovedanfører i nye Angreb paa England, der endtes med Englands fuldkomne Erobring af Danerne.

  1. „Man ſkulde ei ødelægge Folkets Afgudshuſe, men blot tilintetgjøre Gudebillederne i dem, ſiden renſe dem med Vievands Beſprængelſe, bygge Altere i dem og henlægge deri Relikvier. Man kunde da benytte dem ſom Kirker; thi Almuen vilde helſt komme ſammen paa de Steder, hvor den tilforn var vant at forſamles“; ligeledes heder det: „Da Folket havde været vant til at ſlagte en Mængde Oxer ſom Offer til ſine Guder, ſaa ſkulde denne Skik forvandles til en chriſtelig Feſtlighed. Folket ſkulde nemlig paa de hellige Martyrers Høitidsdage ſamles ved Kirkerne og der ſlagte Dyr og holde religiøſe Gjeſtebude til den ſande Guds Ære“. Beda hist. eccl. I. 30.
  2. Munch. I. 2. 102.