Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/6
Vi have nu omhandlet Christendommens Nærmelse til Norge fra syd af og den Virksomhed, som spores fra tydsk-dansk Side for dens Indførelse i Landet, – en Virksomhed, som vi have maattet erklære for ubetydelig, og i dens Følger saa at sige umærkelig. Vi skulle nu vende os mod den Side, hvorfra, som vi allerede have yttret, Christendommen virkelig indtrængte i Norge, mod England.
England, det vil sige, den af Angel-Saxerne dannede Stat i Britannia, modtog, som allerede forhen berørt, Christendommen ved Aar 600, ikke fra de christne og tildeels romaniserede Britter, som Angelsaxerne overvandt og underlagde sig, men umiddelbart fra Rom ved Augustins Mission, som Pave Gregorius den Store (590–604) foranstaltede.
Christendommen blev indført hos Angelsaxerne med megen Lemfældighed. Man har endnu bevaret Pave Gregorius’s Forskrifter til Augustinus, hvilke aande Mildhed og Overbærenhed, men derhos stor Klogskab og Menneskekundskab. Blandt andet fraraades en voldsom Forstyrrelse af de hedenske Templer og Offerskikke, hvorimod man, hvor det paa nogen Maade lod sig gjøre, skulde indvie Templerne til Kirker og forandre Offergjestebudene til christne Festmaaltider. Hedningerne skulde saaledes ikke voldsomt rykkes bort fra gamle Sedvaner ind i noget Nyt og for dem ganske Fremmet, men saa at sige lokkes til Christendommen ved at see denne øvet paa Steder, som allerede for vare dem hellige, og under Former, der saa lidet som muligt afveg fra dem, rinder hvilke de vare vante til at dyrke sine Guder[1]. Denne forsigtige Fremgangsmaade bar ogsaa herlige Frugter. Den skabte vel ikke strax store Skarer af Christne i Navnet, men vist nok i Løbet af een Menneskealder desto flere sande Omvendte. Den angelsaxiske eller engelske Kirke blev snart berømt for den i samme raadende christelige Aand og for sine baade nidkjære og efter Tidens Forholde oplyste Lærere. Førend eet Aarhundrede var henledet efter dens Grundlæggelse, kunde den allerede udsende Lærere til Evangeliets Forkyndelse blandt Hedningerne. Saaledes prædikede Angelsaxeren Vilibrord ved Aar 690 blandt de hedenske Friser og vovede sig endog ind blandt de nærboende Daner, skjønt uden hos disse at kunne udrette noget til Christendommens Samme. Og næsten ved samme Tid kunde den engelske Kirke opvise et Medlem som Beda den ærværdige (f. 672 † 735), der endnu i mange Aarhundreder efter sin Tid agtedes af fast hele det christelige Europa for et sandt Lys i Gudsfrygt og Lærdom. I Forbindelse med den Lemfældighed og Forsigtighed, med hvilken Christendommen indførtes blandt Angelsaxerne, stod udentvivl den Agtelse og Opmærksomhed, som af Geistligheden vistes Folkets Sprog. Det Oldengelske eller Angelsaxiske har nemlig en heel Literatur, og det en ganske rig Literatur at opvise, ikke alene af verdsligt – poetisk, juridisk og historisk – Indhold, men ogsaa af theologisk. Den sidste Retning i Literaturen er endogsaa den forherskende; den har frembragt bibelske Digtninger (Kædmons Parafras af Bibelen) og en stor Mængde homiletiske Arbeider. Alt viser, at den angelsaxiske Lærerstand ikke forskjød sit Modersmaal for det egentlige Kirkesprog, Latinen, men holdt det første i fuld Agt og Ære ved Siden af det sidste. Vi bør lægge Vegt baade paa denne Lemfældighed ved Christendommens Indførelse og paa denne i hine Tider hos Geistligheden sjældne Agtelse for Modersmaalet. Begge Dele have ganske vist yttret sin Indflydelse paa Norge. Spor af hiin i Traditionen nedarvede Lemfældighed see vi udentvivl i Haakon den Godes ovenfor beskrevne Fremfærd ved sin rigtignok mislykkede Christendomsforkyndelse blandt Nordmændene, og desuden i mange Bestemmelser i de ældste norske Kirkelove; – og Agtelsen for Modersmaalet gik ganske over paa den norske Geistlighed, og øvede saaledes en kraftig Medvirkning til den oldnorske Literaturs Blomstring i Middelalderen. Et Fænomen som det sidste aabenbarer sig hverken hos Danerne eller Svearne, hvilke begge nærmest modtoge sin Christendotn fra Tydskland. Dette er en Kjendsgjerning, som man aldrig formeget kan fremhæve. At forresten den daværende engelske Kirke, uagtet dens erkjendte strænge Rettroenhed, i Hovedsagen var behæftet med de samme Mangler, med de samme Overtroens Udvexter som dengang betegnede den romerske Kirke i dens Almindelighed, staar ikke til at negte; – netop deri laa jo for største Delen dens saakaldte Rettroenhed. Kun fortjener det at bemærkes, at den geistlige og den verdslige Virksomhed hos dens Lærere og Forstandere neppe paa denne Tid kan ansees for at have været saaledes sammenblandet, som den var i andre vesteuropæiske Kirker og navnligen i den tydsk-frankiske. Der var det allerede blevet almindeligt, at de høiere Geistlige, Kirkens egentlige Forstandere, ved at indehave verdslige Len, bortdroges, i Egenskab af Kronens Vassaller, fra sine egentlige geistlige Pligter for at indblandes i alle Slags verdslige, ofte for en Prest aldeles upassende og hans Kald reent modsigende, Foretagender. Man saa jævnligen Biskopper og Abbeder i Krigstider ifølge Lenspligt i Spidsen for sine væbnede Undergivne at tjene i Kongernes Hære, ja som Anførere at befale over disse, medens de i Fredstid som Kongernes Raadgivere eller rettere Selskabsbrødre levede det mest verdslige, man kan ofte sige ryggesløse Liv ved Kongernes Hof, fortærende der sine rige Indtægter og overladende Bestyrelsen af sine geistlige Forretninger til Underordnede, der altfor ofte – rigtignok i mindre Stil – fulgte sine Foresattes Exempel. Saa galt var det paa langt nær ikke i den engelske Kirke, skjønt vist nok ogsaa i England Kirkens Prælater optraadte blandt Kongernes fornemste Raadgivere ligesaavel i verdslige som i geistlige Sager, og derved mangen Gang meer end tilbørligt bortdroges fra sit rette Kald. I det tydsk-frankiske Rige, kan man sige, betegnede paa en Maade selve Samfundsordenen hiin Prælaternes verdslige Virksomhed som en Pligt ifølge deres Stilling som verdslige Lensmænd; – i England var i den angelsaxiske Tid Lensvæsenet af en anden Beskaffenhed og indledede ikke Geistligheden i saadanne Forpligtelser. Ogsaa dette er verd at paaagtes; thi heller ikke dette Forhold i den engelske Kirke blev uden Indflydelse paa den Stilling i Staten, som den norske Geistlighed senere indtog.
Vi kunne her ikke indlade os paa en mere dybtgaaende Granskning af den gammelengelske eller angelsaxiske Kirkes Ejendommeligheder, hvilke neppe heller i det Ydre vare stærkt udprægede. Vi have stræbt at give en Antydning af den Aand, som rørte sig i den; og dette maa for vort Øiemed være nok. Vi maa nu vende os til de politiske Forholde og Begivenheder, som banede Veien for denne Kirkes Indvirkning paa Norge.
I de nærmeste Tider efter Englands Erobring ved Angelsaxerne, dannede disse otte særskilte Riger. Dette Tal formindskedes siden efterhaanden ved Sammensmeltninger, indtil det i Begyndelsen af det 9de Aarhundrede lykkedes de vestsaxiske Konger at samle under sig, eller i det mindste erholde et Slags Overhøihed over, hele England. Men ved samme Tid som dette lovede at give det engelske Rige meer Enhed og Styrke, begyndte ogsaa Nordboernes, eller som de i England fortrinsviis betegnedes, Danernes, Angreb paa Landet at antage en høist truende Karakter og atter volde nye Splittelser. Mægtige Skarer af nordiske Vikinger hjemsøgte i Løbet af Aarhundredet alle Dele af England og spredte sine Herjninger fra Kysten af lige til Rigets inderste Dele. Selv de dygtigste Konger, som en Alfred (871–900), formaaede ei at fordrive dem, eller med Vaabenmagt sætte en Grændse for deres Ødelæggelser. Da var det at sidstnævnte Konge slog ind paa en anden Vei. Efter nogle vundne Fordele over disse farlige Fiender indlod han sig i Underhandlinger med dem og sluttede i 878 et Forlig med en af deres Hærkonger Gudrum (Gorm den Gamle?), som med nogle af sine Høvdinger lod sig døbe, og modtog Boliger i Ost-Angeln rinder den engelske Konges Overhøihed. Herved fik Nordboerne fast Fod i England, og udstrakte der snart saaledes sit Herredømme, at dette naaede over hele den nordligere Deel af Landet, over omtrent de to Trediedele af det hele Rige. Efterhaanden ordnedes nu Forholdet nogenledes mellem dem og de engelske Konger. De havde sin egen særskilte Lov, den saakaldte Danelag, og sine egne Høvdinger; men disse erkjendte i det mindste i Navnet den engelske Konges Overhøihed og vare forpligtede til at forsvare hans Rige mod nyankomne Hære af sine Landsmænd. At denne sidste Betingelse i Førstningen kun maadelig overholdtes, er let begribeligt. Men efterhaanden smeltede dog disse i England bosatte Nordboers eller Daners egen Fordeel sammen med Engelsmændenes, og de bleve virkelig i Løbet af det 10de Aarhundredes første Halvdeel et nyttigt Vern for England, især da de kraftigere engelske Konger som Ædelstan (Adalstein 925–941) og Eadgar (Jatgeir 959–975) vidste at holde deres Høvdinger i Underdanighed til samme Tid som de fortrinsviis benyttede deres Vaabenkraft til sit Rigets Forsvar. Den sidstnævnte Konge bebreidedes endog af sine egne Landsmænd, at han altfor meget fremdrog Danerne paa Engelsmændenes Bekostning. Under disse Forholde bleve Nordboerne, forsaavidt de havde nedsat sig i England, meer og meer betragtede som Landets egne Børn, og engelsk Kultur med engelsk Christendom befæstedes meer og meer blandt dem.
En Forandring indtraadte dog atter mod Aarhundredets Slutning under Kong Ædelreds (Adalraads) svage, ulykkelige Styrelse (979–1016). Store Bevægelser i Danmark, tildeels, som det synes, vakte ved en unaturlig Strid mellem Kong Harald Gormssøn og hans egen Søn Svein, kastede nye Hære af Nordboer, baade Daner og Nordmænd, over England. Svein, almindelig kaldet med Tilnavnet Tjugeskjæg (det kløvede Skjæg) var i sin Barndom bleven døbt med sin Fader, men forkastede i en modnere Alder Christendommen, udentvivl for derved at vinde Tilhængere blandt de mange endnu hedenske Daner, og reiste sig mod sin Fader. Han kunde imidlertid ei holde sig i Danmark, og optraadte nu i Følge med talrige Vikingeskarer som Hærkonge og vendte sig mod England. Her fornyedes nu de gamle Ødelæggelser. Ædelred søgte at afvende dem ved at betale Vikingerne store Pengesummer, den saakaldte Danegeld. Det var forgjæves. Thi naar han havde kjøbt en Vikingehøvding til at ophøre med sine Angreb og forlade Landet, kom meget snart en anden i Stedet, tildeels med de samme Folk, som havde fulgt den første, og som ikke ansaa sig bundne ved dennes Løfter. Vikingehøvdingerne, baade med og uden Kongenavn, vare nemlig mange, og Baandet mellem dem indbyrdes løst, saaledes at de, eftersom deres egen Fordeel tilsagde, snart kjæmpede under Anførsel af en enkelt af deres Midte, snart feidede paa egen Haand, uafhængige af deres tidligere Overanfører og af hinanden indbyrdes. Den danske Svein Haraldssøn optraadte saaledes paa disse Herjetoge ikkun som een blandt mange Vikingeanførere, hvilke i Grunden ansaa sig før hinandens Lige. Han var ogsaa i længere Mellemstunder hjemme i Danmark for at kjæmpe mod sin Fader, som i denne Strid skal have fundet Døden (986?). Svein Haraldssøn blev nu Danmarks Konge; men dette hans Kongedømme var for det første kun kortvarigt. Han blev først fangen af de bekjendte Jomsvikinger og maatte løskjøbe sig paa haarde Betingelser; siden skal han være bleven fordreven fra Danmark af den svenske Konge Erik seiersæl, og maatte nu igjen i flere Aar drive om i Landflygtighed som Vikingehøvding, indtil han efter Erik Seiersæls Død (994?) endelig kom i rolig Besiddelse af Danmarks Rige[2]. Han vendte nu igjen tilbage til Christendommen og optraadte ikke længe efter som Hovedanfører i nye Angreb paa England, der endtes med Englands fuldkomne Erobring af Danerne.
- ↑ „Man skulde ei ødelægge Folkets Afgudshuse, men blot tilintetgjøre Gudebillederne i dem, siden rense dem med Vievands Besprængelse, bygge Altere i dem og henlægge deri Relikvier. Man kunde da benytte dem som Kirker; thi Almuen vilde helst komme sammen paa de Steder, hvor den tilforn var vant at forsamles“; ligeledes heder det: „Da Folket havde været vant til at slagte en Mængde Oxer som Offer til sine Guder, saa skulde denne Skik forvandles til en christelig Festlighed. Folket skulde nemlig paa de hellige Martyrers Høitidsdage samles ved Kirkerne og der slagte Dyr og holde religiøse Gjestebude til den sande Guds Ære“. Beda hist. eccl. I. 30.
- ↑ Munch. I. 2. 102.