Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/7
Under disse Nordboernes fornyede Herjninger paa England fremtræder blandt de flere Vikingehøvdinger ogsaa den Mand, som af Forsynet var bestemt til at gjøre den første kraftige Begyndelse til Christendommens Indførelse i Norge, nemlig Olaf Tryggvessøn. Før at tydeliggjøre os hans Stilling, er det egentlig vi have berørt hine senere Herjetoge, som forøvrigt staa i nærmere Forbindelse med Danmarks end med Norges Historie.
Olaf var en Søn af Harald Haarfagers Sønnesøn Tryggve Olafssøn, hvem vi for have nævnet som Konge i Viken, og hvem Erik Blodøxes Sønner paa en svigfuld Maade toge af Dage. Olafs Fødselsaar er ikke sikkert. De fleste og bedste gamle Sagaer antage 968 eller 969. Maaskee det dog rigtigere sættes noget tidligere omkring 963[1]. En nærmere Undersøgelse heraf ligger udenfor vort nærværende Formaal, ligesaavel som en udførlig Skildring af hans æventyrlige Barndoms- og Ungdomsliv. Vi mærke os kun Hovedtrækkene. Hans Moder Astrid flygtede med ham strax efter hans Fødsel fra Norge for at unddrage ham Erikssønnernes og Dronning Gunhilds Efterstræbelser. Han kom som Dreng til Kong Valdemar (Vladimir) i Gardarike (Rusland), som var af Varægernes (Væringernes) nordiske Æt og herskede baade over de nordgermaniske Russer og over de dem underlagte Slaver. I Ynglingsalderen opholdt han sig en Tid i Venden og begyndte her som Vikingeanfører sin Krigerbane. Senere drog han til England, hvor han allerede ved 990 synes at være optraadt blandt de herjende Vikinger i en overordnet Stilling eller med Kongenavn, hvortil efter Tidens Skik blandt Nordmændene hans kongelige Fødsel gav ham Net. Udentvivl var han allerede tidligere vel bekjendt med Christendommen; men nu modtog han i 993 Daaben, som det gamle norske Sagn siger, af en hellig Abbed paa Syllinge-Øerne (Scilly-Øerne) ved det sydvestlige England. Ved denne Tid forenede han sig med Svein Tjugeskjæg, som under sin anden Landflygtighed fra Danmark svermede om ved de engelske Kyster, og begge Konger gjorde et Hovedangreb paa England, i hvilket Olaf, som Engelsmændene kaldte Anlaf, var Overanfører[2]. Kort efter skiltes Olaf og Svein, rimeligviis paa Grund af den sidstes Tilbagetog til Danmark for at gjenerhverve dette Rige, og derpaa sluttede Olaf 994 et Forlig med Kong Ædelred. Han modtog af denne en stor Sum Penge og lovede fra sin Side aldrig mere at angribe England, – et Løfte som han holdt. Ved denne Leilighed blev han confirmeret af en engelsk Biskop, og Kong Ædelred selv var hans Fadder. Olaf opholdt sig siden en kort Tid blandt sine Landsmænd paa Irland, indtil Forsynets Beskikkelse i 995 kaldte ham til Norge for der at blive Christendommens seierrige Forkynder.
I Norge havde imidlertid Haakon Jarl længe raadet med stor Anseelse og udstrakt Myndighed. Et Angreb havde været gjort paa hans Rige af de berømte Jomsvikinger, som den Tid ansaas for de første Krigere i Norden; men de bleve overvundne af Haakon i det navnkundige Slag i Hjørungavaag ved Sunnmøre. Denne Seier gjorde Haakon berømt over hele Norden og syntes at skulle grundfæste hans og hans Æts Herredømme i Norge. Han antog ikke Kongenavn. Heri føiede han sig udentvivl efter Nordmændenes raadende Anskuelse, at kun den kongebaarne dertil var berettiget. Men han styrede med fuld kongelig Myndighed og ubestridt Enevælde hele den Deel af Landet – den nordlige og vestlige, eller Frostathingslagen og Gulathingslagen – som dannede hans egentlige Rige. Ogsaa over de oplandske Fylkeskonger, ja endog over Viken har han rimeligviis mod Slutningen af sine Dage udstrakt sin Overhøihed.
Alligevel stod hans Magt for et brat Fald. Saa elsket og beundret han under sin tidligere Styrelse havde været af Nordmændene, saa hadet blev han mod Slutningen for sin Haardhed og Usedelighed. Den sidste drev ham til Voldsgjerninger, som vakte en almindelig Opstand blandt Thrønderne, der før havde været hans fornemste Støtte. Han havde nys hørt om Olaf Tryggvessøn, om hans Heltegjerninger og Navnkundighed i Vesten. Han frygtede i ham en farlig Medbeiler til Norges Rige og havde oplagt underfundige Raad for at rydde ham af Veien. Men just som Olaf, hidlokket, efter Sagaernes Beretning, ved hans listige Anslag, kom til Norge, hvor Haakon havde beredt ham Døden for Morderhaand, brød Thrøndernes Opstand ud i fuld Lue. Jarlen, omringet paa alle Sider af rasende Fiender, maatte søge at redde sit eget Liv. Han flygtede ene med sin Træl, Kark, til sin Frille Thora paa Rimuld i Gauldalen og fandt ved hendes Hjælp Skjul i et opgravet Hul under hendes Svinesti; men her blev han dræbt af sin Følgesvend. Sagaerne give en udførlig Skildring af hans sidste Øieblik, – en Skildring, som vel i enkelte Dele kan være noget udsmykket, men som visselig i sine Hovedtræk er ligesaa sand som den er gribende. Haakon Jarl var otte og femti Aar gammel da han faldt. Han var den sidste Asadyrker, som styrede Norge, og han er selv et træffende Billede af Asatroen i dens Fald. Kraftig i Aand som i Legeme, uovertruffen i Tapperhed, uden Jævnlige blandt sine Samtidige i Klogskab, saa fast i sin blinde Fortrøstning til sine Guder, at han under Jomsvikingeslaget kunde offre dem sin egen Søn for Seier, – overvældedes han dog til Slutning af sit Folks velforskyldte Had, hildedes i sine egne underfundig udkastede Snarer og fandt en skammelig Død. „Men – siger Sagaen – den Tid var ogsaa nu kommen, da Blot og Blotmænd skulde fordømmes, og den hellige Tro og den rette Gudsdyrkelse komme i Stedet“.[3]
Som vi i Haakon Jarls Færd under hans hele Landsstyrelse see en fortvivlet Stræben efter at opretholde den i sit Indre svækkede og udenfra truede Asatro, saaledes aabenbarer sig i Olaf Tryggvessøns Færd ligefra hans Daab af en brændende Iver for Christendommens Udbredelse blandt hans Landsmænd, en Iver, der øiensynligen ikke indgaves ham af nogensomhelst beregnende Statsklogskab, men ene udsprang af den inderligste Overbeviisning om den Tros Sandhed og guddommelige Kraft, som han i Daaben havde modtaget. Med sin Beslutning, at drage til Norge for at vinde sine Forfædres Rige, forbandt han derfor strax den faste Villie at christne„ sit Fædreneland, det koste hvad det koste vilde; og alt hvad der fandtes i ham af Kraft og Klogskab rettede sig paa dette Maal. Han omgav sig allerede i Vesterlandene med Geistlige, som skulde være hans Medhjælpere, og valgte udentvivl fortrinsviis saadanne, som vare af nordisk Herkomst; de Navne paa enkelte af dem, der ere os bevarede, synes at vise dette. At slige valgtes, var ogsaa ganske i sin Orden. De i England bosatte Nordboer vedligeholdt nemlig sine Fædres Sprog, og Geistlige valgte blandt dem kunde saaledes ved sin Tale umiddelbart virke paa Norges Almue. I Spidsen for dem stod en Biskop Sigurd, ogsaa kaldet Johannes eller Jon, rimeligviis med sit Klosternavn; han var indviet til at forkynde Guds Ord for Hedningerne, altsaa til Missions-Biskop[4]. Han betegnes i Sagaerne som en god, klog og dygtig Geistlig[5], og derhos gives ham Tilnavnet: hiin mægtige (hinn ríki), hvilket vidner om den Anseelse han nød, og som han ogsaa ved sin Færd synes fuldkommen at have fortjent. Han var Olaf en trofast og kraftig Medhjælper i hans Virksomhed for Christendommen, og han var ham derhos ligetil hans tidlige Død en oprigtig, sandhedskjærlig og frygtløs Ven.
Allerede paa Overfarten fra Irland til Norge fandt Olaf Anledning til at vise sin Omvendelsesiver. Da han paa Veien kom til Orknøerne med sine fem Skibe, traf han af en Hendelse Øernes Jarl, den mægtige Sigurd Lødverssøn, med kun eet Skib, ganske uforberedt paa Olafs Komme. Olaf bemægtigede sig Jarlens Person og forelagde ham tvende Vilkaar: – at antage Christendommen og lade sig døbe med sine Undersaatter, i hvilket Fald, han skulde beholde sit Jarldømme under Norges Konges Overhøihed; – eller ogsaa skulde han øieblikkelig dræbes, og Øerne herjes med Ild og Sverd, hvis Indbyggerne ei godvilligen antoge Christendommen. Som Jarlen var stædt, var han ikke længe om at fatte sin Beslutning. Han lod sig døbe med sine Mænd, tog sine Lande til Len af Olaf, som Norges Konge, og gav ham sin unge Søn til Gidsel. Olaf gav her den første Prøve paa, hvorledes han agtede at gribe det an med Christendommens Indførelse blandt sine Landsmænd; vi skulle see, at han blev denne Fremgangsmaade tro.
Olaf Tryggvessøn landede først i Norge ved Øen Moster paa Sunnhørdaland. Han lod her synge Messe for sig i sit Landtelt og mærkede Grundvolden til en Kirke, hvis Bygning han strax lod paabegynde, idet han beskikkede Thangbrand, om hvem vi senere skulle tale mere, til dens Prest. Derpaa seilede han med største Skyndsomhed nord efter til Throndhjem for at komme uforvarende paa Haakon Jarl. Han kom i Throndhjemsfjorden netop som Opstanden mod Jarlen var udbrudt i al sin Heftighed, og gjorde strax fælles Sag med de oprørske Thrønder. Olaf var i sin Ungdoms fulde Kraft, stærk, skjøn, øvet i alle Legemsfærdigheder og prøvet i Krigen. Han havde intet tabt af sit norske Præg under sin lange Udlændighed; thi han havde mest færdets blandt Landsmænd eller med dem nærbeslægtede Folkefærd. Han var endelig som Harald Haarfagers Sønnesønssøn baaren til Norges Kongedømme. Alt dette maatte tale for ham hos Thrønderne og gjøre ham til deres selvskrevne Anfører i deres Opstand. Da Haakon Jarl var dræbt, erklærede ogsaa strax alle Thrønder, at de vilde have Olaf til sin Konge, og paa et almindeligt Thing for hele Thrøndelagen blev Kongenavn ham givet, og hele Norges Land, saavidt som Harald Haarfager havde raadet, blev ham tildømt efter den gamle Lov. Han drog dernæst gjennem hele Landet og blev paa alle Lagthing tagen til Konge ogsaa af de Fylkeskonger og Høvdinger paa Oplandene og i Viken, der før havde erkjendt Danekongens Overhøihed. Saa almindelig og kraftig var Bevægelsen til Olafs Fordeel, at Haakon Jarls tvende dygtige Sønner Erik og Svein, opgivende alt Haab om Modstand, i Hast forlode Norge og søgte Tilflugt i Sverige. Inden et Aar var Olaf overalt erkjendt som Norges Overkonge (995–996).
Det kan ikke feile, at baade Thrønderne og de øvrige Nordmænd, da de toge Olaf til Konge, ei vare uvidende om hans Christentro. Han var ei den, som lagde Dølgsmaal paa sin Christendom; det havde han viist strax ved sin Ankomst til Moster. Men man havde ei havt Tid til ret at eftertænke og overveie de mulige Følger af denne Omstændighed; man ansaa den ganske vist ogsaa for at være af mindre Vigtighed, end den virkelig var. I ethvert Fald trøstede sig vel de ramhedenske Thrønder og ellers de ivrige Asadyrkere rundt om i Landet med Mindet om Haakon den Gode, og tænkte sig det ligesaa let at modstaa og undertrykke Olafs Christendomsbud som det havde været at kvæle Haakons. Olaf var vistnok ogsaa selv for klog til at lade sin fulde Omvendelsesiver til Syne, medens det gjaldt ham om at vinde hele Folkets Stemme for sit Kongedømme. Men da dette først var lykkets ham, begyndte han uopholdelig sit Omvendelsesverk. Han fæstede i denne Henseende sin Opmærksomhed først paa Viken.
Det skede vistnok efter modent Overlæg. Viken var den Deel af Norge, hvor Christendommen forud var mest bekjendt, og hvor den maa antages at have havt enkelte Tilhængere fra ældre Tid. Her havde desuden Olafs Fader raadet som Konge; her havde ogsaa Olaf blandt Høvdingerne flere meget formaaende Frænder. Da han havde sikret sig de vikske Høvdinger, fremkom han tidlig i 996 med sit Christendomsbud, og den største Deel af Almuen rettede sig uden Vanskelighed efter Høvdingerne; de Gjenstridige bleve tvungne med Strenghed; de værste dræbte, lemlæstede eller jagne af Landet. Derpaa drog Olaf med sin Flaade langs Agder, hvor Folket christnedes paa samme Maade. Da han naaede Rogaland, stevnede han Bønderne til Thing. Rogerne havde foresat sig at modstaa Christendommen; men deres Ordførere tabte Modet ved Kongens truende Tale, og Folket lod sig døbe.
Hidtil havde Olaf, som det synes, ved sin Hurtighed overrasket Folket. Det havde hverken faaet Tid til Raadslagning eller til at berede væbnet Modstand. Noget anderledes blev det, da han naaede Hørdaland. Her og tildeels ogsaa paa Rogaland raadede den Tid mest Hørdakaares mægtige Æt. Dens Hoveder holdt ved Kongens Nærmelse en Raadslagning om hvorledes de skulde svare Kongens Paabud. De besluttede at føie ham, hvis han vilde forøge Ættens Magt og Anseelse. Paa Gulathing mødte de Kongen og erklærede sig her villige til at antage Christendommen og hjælpe Kongen i dens Udbredelse, hvis han vilde gifte sin Søster Astrid med den unge Erling Skjalgssøn paa Søle paa Jæderen. Dette indrømmede Kongen. Bønderne, der saa sig forladte af sine Høvdinger, gjorde nu ingen Modstand, men lode sig christne.
Olaf fortsatte sin Færd nord efter med en voxende Hærmagt. Han mødtes med Sygner, Firder, Sunnmører og Raumsdøler paa Dragseid Thing ved Stad og gav dem her Valget mellem Christendom eller Kamp. Bønderne følte sig for svage til Modstand og modtoge Daaben.
Ved denne Leilighed skal paa Øen Selia, nær ved Stadland i Nordfjord den hellige Sunnivas og hendes Ledsageres Lig være fundne. Sunniva var efter Legenden en irsk Kongedatter, der flygtede fra sit Fædreneland før at undgaa Egteskab med en Hedning. Med et stort Følge af Mænd og Kvinder gav hun sig til Søs og dreves hen til Norges Kyst. Hun og hendes Ledsagere levede her en Stund ubemærkede i de store Bjerghuler paa den da ubeboede Ø Selia. Endelig opdagede de paa Fastlandet boende hedenske Nordmænd, at der var Folk paa Øen, og droge derud for at angribe dem. Da flygtede Sunniva og hendes Følge ind i Hulerne og bad Gud skjænke dem en salig Død og fri deres Legemer fra at falde i Hedningernes Vold. Deres Bøn blev hørt. Store Klippestykker faldt ned og sperrede Hulernes Indgang; men Hedningerne fandt ikke et Menneske paa Øen. Disse Helliges Levninger var det, som nu bleve bragte for Dagen ved Olaf Tryggvessøn, og Norge fik i Sunniva sin første indenlandske Helgen. Hendes Fest blev senere høitideligholdt den 8de Juli, der regnedes for hendes Dødsdag.
Olaf før efter Thinget paa Dragseid længer mod nord, og uden Hindringer blev Nordmøre christnet. Paa hele denne Færd var Olaf ledsaget af Biskop Sigurd, der naturligviis ledede den egentlig geistlige Deel af Omvendelsesverket.
Hidtil havde Olaf drevet sit Foretagende med Lethed. Hans Klogskab i at begynde der, hvor mindst Modstand var at vente, og siden ved sin Hastighed og ved at vinde Høvdingerne forekomme alle kraftigere Modstandsplaner, havde hjulpet ham. Men nu begyndte Vanskelighederne at blive større. Han havde naaet Throndhjem hvor baade Landets og Hedenskabets Hovedstyrke var. Opmuntret ved sit hidtil nydte Held, troede imidlertid Olaf ogsaa her ved Raskhed og Voldsomhed i Hast at kunne naa sit Maal. Han begyndte sin Virken med at opbrænde det store Hof paa Hlade med alle dets Afgudsbilleder. Men de forbittrede Bønder lode nu Hærør (Krigspil, Opbud til Strid) fare gjennem Fylkerne og samlede i Hast en væbnet Magt, som Kongen ei vovede at møde. Uden at oppebie Thrøndernes Angreb hastede han ud igjen af Throndhjemsfjorden forat vende sig mod Haalogaland. Men hvormeget han hastede, saa var dog Rygtet om hans Hensigt gaaet forud for ham, og Haaleygerne vare rede til at forsvare sin gamle Tro under Anførsel af de tre mægtige Høvdinger, Haarek af Thjøtta, Thorer Hjort af Vaagen og Eyvind Kinnrifa. Da Kongen uden for Naumdal spurgte dette, ændrede han sit Raad, og vendte øm igjen til Throndhjem, hvor han formodede, at Bondehæren allerede havde opløst sig. Dette var virkelig saa. Olaf tog sit Sæde paa Nidarnes ved Nidelvens Udløb (Nidaros), hvor han reiste sig en Kongsgaard og en Kirke. Bønderne, som udentvivl stolede paa Virkningen af den Skræk, de mente sig at have indjaget Kongen, lode ham for det Første i Ro. De blotede imidlertid ved Vinternat til sine Guder og bade dem modstaa den nye Tro.
Strax i Begyndelsen af Vinteren stevnede Olaf Thrønderne til et almindeligt otte Fylkers Thing paa Frosta. Men Bønderne forandrede Thingbudet til Krigsbud, og da Kongen kom til Thinget, fandt han hele den talrige Almue under Vaaben. Dens Ordfører var den mægtige Høvding Skjegge, kaldet Jærnskjegge, af Upphaug paa Yrie (Ørlandet). Kongen fremførte sit Christendomsbud med Blidhed; men han overdøvedes af Bøndernes Skrig og Trudsler, idet man foreholdt ham Haakon den Godes Exempel. Han fandt Bøndernes Beslutning fast og saa deres store Overmagt. Han gav for Øieblikket efter og lovede at komme til det store Midvinters-Blot paa Mæren, hvor alle de thrøndiske Høvdinger skulde møde. Thinget hævedes, og Olaf vendte tilbage til Nidarnes.
I Julen indbød han alle Udthrøndernes Høvdinger og modtog dem med et herligt Gjæstebud. Men da han vel havde faaet dem samlede og i sin Magt, talte han et andet Sprog og ængstede dem saaledes ved sine Trudsler, at de maatte lade sig døbe og give ham sine Sønner og Frænder som Gidsler for sin Troskab.
Hermed var Udthrøndernes Modstand for en god Deel knekket; men Indthrønderne stode tilbage. Ved Midvinter (Midten af Januar 997) for Kongen med sine Mænd ind til Mæren og fandt her alle de Christendommen fiendske Thrønderhøvdinger. Han satte Thing, og fra begge Sider mødte man fuldt væbnet. Kongens Christendomsbud blev atter modtaget med Uvillieskrig, og Jærn-Skjegge, som ogsaa her førte Ordet, bød Kongen at blote. Olaf lod som han gav noget efter og sagde, at han vilde gaa ind i Hofet og see Blotskikkene. De Indtrædende, baade Kongsmænd og Bønder, vare uvæbnede paa Grund af Stedets Helligdom; Kongen selv havde kun en guldbeslagen Stav i sin Haand. Thors Billede indtog den fornemste Plads, rundt om var en Mængde andre Gudebilleder. Kongen vendte sig mod Thorsbilledet og nedslog det med sin Stav; det var Tegnet for hans Mænd at gjøre det samme med de andre Afgudsbilleder. I Tummelen, som nu opstod, vilde Skjegge trænge sig ud af Hofet, men blev dræbt i Døren af de udenfor staaende bevæbnede Kongsmænd. Olaf gik strax ud og bød Folket sætte sig. I en skarp og truende Tale forelagde han Mængden Valget mellem Daab eller Kamp. Bønderne havde mistet sin Fører, og ingen vovede at træde i hans Sted. Der blev saaledes intet af Modstanden; de maatte antage Christendommen og give Kongen Gidsler for sin Troskab. Da Thinget var hævet, lod Kongen Prester fare igjennem alle Throndhjems Fylker, hvor nu ingen vovede at afslaa Daaben.
Olaf havde saaledes i Løbet af eet Aar (996–997) christnet,idet mindste i Navnet, hele Norges Kystland lige fra Viken og til Throndhjems nordligste Grændse. Haalogaland, hvor Folket tydelig havde lagt sin Uvillie mod Christendommen for Dagen, lod han for det Første skjøtte sig selv. Han tilbragte største Delen af Aaret 997 i det nordlige Norge, drog derpaa langsomt sydefter langs Landet og stræbte overalt at befæste den nye Tro. I Begyndelsen af Vinteren naaede han Viken, hvorfra han drog op til Ringerike. Der raadede Fylkeskongen Sigurd Syr af Harald Haarfagers Æt, der var gift med Aasta, hans Frændes Harald Grønskes Enke, og hos hvem dennes Søn, Olaf Haraldssøn, dengang et Barn, opfostredes. Kongens Christendomsbud fandt her en velvillig Modtagelse; Sigurd Syr med hele sit Hus og mange af sine Undersaatter lode sig døbe. Kongen selv stod Fadder til den to- eller treaarsgamle Olaf Haraldssøn, der af Forsynet var bestemt til senere at spille en saa vigtig Rolle i Norges Historie. Kongens Christendomsforkyndelse skal ved denne Leilighed ogsaa have strakt sig videre over Oplandene og her ikke have været ganske uvirksom; imidlertid var det ikke Olaf Tryggvessøn forbeholdet at styrte Hedendommen eller skaffe Christentroen noget Grundfæste i denne Landsdeel.
Medens Olaf opholdt sig i Viken om Vinteren 997–998 stræbte han her at udrydde alle Hedendommens Levninger. Især var hans Opmærksomhed henvendt paa alle dem, som øvede Trolddom, Seid og Galder. Han fik lokket en heel Flok af saadanne Troldmænd til sig, og da han ei kunde bevæge dem til at antage Christendommen, lod han dem indebrænde.
Under denne sin Virksomhed i den sydlige Deel af Norge havde Olaf ikke tabt den nordligste af Sigte. Haalogalands Omvendelse stod ham fremdeles for Øie, og han forberedte den med megen Sluhed. Han drog om Sommeren 998 igjen langs Kysten nordefter til Throndhjem. Paa denne Reise traf han af en Hendelse to anseede Brødre fra Haalogaland, som han hemmelig vandt for sin Sag. Ved deres Hjælp fik han den mægtige og kloge Haarek af Thiotta bragt fangen til Throndhjem i sin Vold, og slap ham først fri, efterat han hemmelig havde lovet Kongen sin Bistand. Haarek kom hjem, tilsyneladende fremdeles fiendsk sindet mod Olaf. Han fik rinder Paaskud af en nødvendig Raadslagning om Haalogalands Forsvar mod Kongen, lokket den anden af Haaleygernes Høvdinger, Eyvind Kinnrifa, til sig og spillede ham i Hænderne paa Kongens Mænd, der førte ham fangen til Nidaros. Olaf søgte ogsaa at vinde ham, men Eyvind var ubevægelig og maatte ende sit Liv rinder de frygteligste Pinsler.
Olaf havde naaet sit Maal, at svække Haaleygernes Modstandskraft. Da han om Sommeren 999 med en stor Flaade kom til Haalogaland, gik Haarek strax Kongen til Haande, lod sig døbe og fik til Gjengjæld store Forleninger. Uden Hinder christnedes nu den sydlige Deel af Landet. De nordlige Haaleyger lavede sig derimod til Kamp under Anførsel af sine Høvdinger, Thorer Hjort og Rand hiin Ramme. De mødte Kongen med en betydelig Stridsmagt, men bleve slagne. Thorer blev dræbt paa Flugten. Rand undkom, men faldt dog strax efter i Kongens Hænder. Da han ei vilde lade sig døbe, blev han dræbt paa en grusom Maade. Nu blev hele Haalogaland og Naumdal christnet, og først da dette var fuldbragt, vendte Kongen om Høsten tilbage til Throndhjem.
Alle Norges Kystsylker, som udgjorde den største og vigtigste Deel af Landet, havde nu i Løbet af 3 Aar bøiet sig for Olafs Magtsprog og bekjendte Christendommen. Det var endnu vist nok for det meste en Christendom i Navnet. Landet var saare vidløftigt, Bygderne paa de fleste Steder vidt spredte, og Kongens Overfærd hurtig. Antallet af Christenlærere kan desuden umuligen have været tilstrækkeligt for Folkets Underviisning, om de end alle antages at have været Folkets Sprog fuldkommen mægtige. Under saadanne Omstændigheder maa Daabens Meddelelse have været Hovedsagen; og i Olafs Øine var vist ogsaa Daaben det vigtigste, da han neppe et Øieblik tvivlede om dens umiddelbare Virksomhed til Omvendelse, om dens Kraft til at rive selv den, der i Blinde og tvungen modtog den, ud af Asernes eller, hvad der for ham var det samme, Djævlenes Herredømme. Mangen Hedning, som paa den Maade blev døbt, saa sikkerligen ogsaa Sagen fra et lignende Synspunkt, betragtede sig ved den paatvungne Daab ligesom hærtagen af Christus, med Vold løsreven fra Asernes Styrelse og Beskyttelse uden Haab om igjen derunder at kunne vende tilbage. Men om end Mængden af de nødtvungent og uden forudgaaende Underviisning døbte, for den Sags Skyld, vare i Hjertet ligesaa hedenske efter som for, saa var der dog andre Ting, som udenfor den blotte Daabshandling, maatte virke dybt paa dem. Hofene bleve ødelagte og Gudebillederne omstyrtede og opbrændte, – det saa Folket; og dog saa det ikke Aserne selv træde i Kamp mod sine Fiender for at forsvare sine Helligdomme, hvad de ivrige Asadyrkere dog havde ventet og lovet. Denne Kjendsgjerning virkede visseligen ved en roligere Eftertanke ligesaa godt som Underviisning. Man kunde vedblive at tænke sig Aserne som tilværende – det negtede ikke engang de christelige Lærere, idet de fremstillede dem som onde Aander, som Djævle –; men man saa tillige de haandgribeligste Tegn paa Asernes Afmagt i Sammenligning med de Christnes Gud. Om end mange vedbleve hemmeligen at elske Aserne, saa maatte de dog frygte Christus som hines Overmand. Naar det fortaltes og troedes, at Olaf havde trukket Krog med et ved kraftigt Blot belivet Thorsbillede og kastet det i Ilden, – at baade Odin og Thor ved forskjellige Leiligheder havde aabenbart sig for Olaf i legemlig Skikkelse for at besnære eller skade ham, men uden at magte noget mod hans levende Tro paa Christus, – at Troldeveir, der vaktes mod hans Flaade, lagde sig, da Biskop Sigurd i Messeskrud med Korset i sin Haand optraadte i Kongeskibets Forstavn, – at
gang ophørte og Uvætter forsvandt, naar Biskoppen bespræugte Fjeldene, hvor de husede, med Vievand og læste over dem sine christelige Besvergelser og Bønner; – saa var alt dette for Mængden af Folket slaaende Beviser paa Christi Kraft og Asernes Svaghed. Naar Olaf, pegende paa de knuste Gudebilleder og paa den ivrige Blotmand dræbt iHofets Helligdom, med Overbeviisningens Djervhed forkyndte den Christus, ved hvis Hjælp han havde knust Afgnderne og dræbt deres Yndling, hvorledes skulde da den omgivende Mængde, hvor overtallig den end kunde være, med Fortrøstning til fine faldne Guder, vove at byde Seierherreu høres? Olafs tilsyneladende Dumdristighed var her hans bedste Vern. Asadyrkerues Indvendinger mod Christendommen nedsloges ogsaa af dennes Lærere med Grunde svarende til hine Kjendsgjerninger. Den hedenske Kvinde Sti-invor – fortælles der – gik Christen-Presten Thangbrand imode og forkyndte ham Asalæren med mange Ord. Thangbrand tilbageviste alt hvad hun sagde som Vildfarelse. „Har du da ikke hørt, sagde Steinvor omsider, at Thor bød Christus til Holmgang; men han turde ikke vove en Dyst med Thor 2“ „Ieg har hørt – svarede Thangbrand – at Thor var intet uden Muld og Aske, hvis Gud ikke vilde at han levede“. – En Nordmand, Finn, – berettes der – vakklede i sin Tro paa Stjerne og søgte hos en Biskop Oplysning om Christus, hvis Magt han hørte prise. Han gjorde Indvendinger mod Biskoppens Lære; men ømsider følte han sig overbeviist af hans Grunde og udbrød: „Dette er noget ganske andet end hvad jeg for har hørt, at ingen Guder vare saa mægtige som Thor og Odin. Nu skjønner jeg af hvad Du siger om den Christ, Du forkynder, at medens han var her i Verden kunde hver Mand noget nær gjøre med ham hvad han vilde; men efter Dvden blev han saa mægtig, at han herjede i Helvede og bandt Thor, Gudernes Høvding; og siden kan intet mø“ostaa ham“. Fiuus Ord vise klart nok Beskaffenheden af Biskoppens Grunde. De flere Omvendelsestaler, som de udførligere Sagaer lægge Olaf Tryggvessøn i Munden, fremstille ogsaa, om de end ikke ere holdne ganske med samme Ord, vist nok i det Hele med Troskab de Grunde, ved hvilke de forste Christenlærere i sine Taler stræbte at virke og kraftigen virkede paa de hedenske Nordmænd til deres Omvendelse; og disse Grunde vare visselig heller ikke hykklerisk Mundsveir fra deres Side, som fremsatte dem, men hentede fra deres egen faste Overbeviisning. Christendommen fremtraadte. paa denne Tid ikke længer i sin oprindelige Reenhed. Et Hylle af menneskelige Tilsætninger, Overtro og Vildfarelser havde lagt sig om dens guddommelige Kjerne. Men dette Hylle var i mange Maader glimrende, lokkende for Sandserne og gribende for Følelsen. Christendouuueu var maaskee, som den da fremstillede sig, mere egnet til at finde Indgang hos et Folk paa Nordmændenes Standpunkt af aandelig Udvikling, end om den var bleven forkyndt i en renere Form. Gudstjenestens mange Ceremonier, Klokkelyden, Kirkesangen, de brændende Voxkjerter, Røgelseduften, de forrettende Geistliges eiendommelige og tildeels pragtfulde Dragt – alt dette virkede opløftende paa det sandselige men fantasirige Menneskes Aand. Det var noget usedvanligt for Mængden af de hedenske Nordmænd og gjorde i Almindelighed et godt Indtryk paa dem. Den Reenhed og Skjønhed, der udbredte sig over den christne Gudstjeneste siges at have indgydt en uvilkaarlig Ærefrygt selv hos dem, som forøvrigt fandt den nye Tro svag og umandig i Sammenligning med den ældre[6]. Billeder savnedes ei i den christelige Gudstjeneste, hvilke paa en Maade kunde træde i Stedet for Afgudsbillederne i den hedenske. Det var let at finde en Helgen, der med Hensyn til den Virkekreds, som nærmest tillagdes ham, kunde indtage hver enkelt af de gamle Asers Sted i Folketroen. Saaledes traadte Dragebetvingeren, Erkeengelen St. Michael og senere St. Olaf i Stedet for Thor, hvis rode Skjæg endog i Folkesagnet blev et Særkjende for denne sidste Helgen. Fylgie-Engle afløste de hedenske Diser som enkelte Menneskers og hele Ætters Skytsaander. De første christelige Lærere lempede sig villigen efter Hedningernes Forestillinger i denne Henseende, saameget mere som det var deres egen oprigtige Overbeviisning, at de Nyomvendte maatte stilles rinder gode Aanders Vern, efter at være udrevne af de ondes Magt. De lempede sig ogsaa i andre Henseender efter Folkets ældre Anskuelser og Sedvaner, – ganske i den Aand, som havde raadet hos Pave Gregorius den Store og hos Augustinus, Christendommens første Forkynder i England, og som var saa at sige nedarvet paa den engelske Kirkes Lærere. Gjestebudet bleve saaledes forbundne – endogsaa ifølge Lovbud – med de store christelige Fester, ligesom for havde været ved de hedenske Offerhøitider. Tiden for deres Afholdelse blev kun ubetydelig forrykket. Den christne Jul faldt næsten ind paa samme Tid som Hedningernes Jul eller Midvinters-Blot. Paasken traadte i Stedet for Blotet mod Sommeren, ved dennes Begyndelse i Midten af April, og Michaels- eller Martins-Messe for Høst-Blotet, eller Blotet mod Vinteren ved Vinternatstid i Midten af Oktober. I de store Forsamlinger ved saadanne Leiligheder drak man nu Christs, Marias og Helgenernes Minde, istedetfor man før drak Asernes. Disse Gjestebuder tjente saaledes til at holde den nye Tro i friskt Minde, medens de tillige paa den anden Side efterhaanden gjorde den yndet, som den der tillod og gav Anledning til ligesaa megen selskabelig Munterhed, som den gamle ved sine store Høitider. Skikken tjente maaskee ogsaa til nogenlunde at forlige Folkets Sind med den byrdefulde christelige Faste, som gik forud for de store Christen-Fester. Endelig finder man tydelige Spor til, at i Norge, ligesom fordum i England ved Christendommens Indførelse der, Kirker reistes netop paa de Steder, hvor i Hedendommen større Hof havde været (f. Ex. paa Mæren, Hlade og mange andre Steder, hvor endnu Stedsnavnet Hof bærer Vidne om det hedenske Tempels Tilværelse for Kirken). Alt dette virkede efterhaanden forsonende paa Sindet hos de ved Tvang døbte og banede Veien for oprigtigere og renere Følelser hos den opvoxende Slegt.
Ved Siden af de nu fremhævede Træk i Olafs og hans geistlige Medhjælperes Omvendelsesfærd – Træk hvori det indre Aandens Kald gjorde sig gjældende uden klar Bevidsthed hos de Handlende –, maa ogsaa mærkes de, hvori en mere beregnende Klogskab hos Olaf lader sig til Syne. Her frembyder sig først den Forsigtighed, hvormed han vidste at dæmpe sin Iver, indtil han havde sikkret sig Kongedømmet i hele Norge. Dernæst hans Omtanke i at begynde sit Omvendelsesverk i den Deel af Landet, hvor Folket var mest forberedt, og hvor han kunde vente mindst Modstand; medens han først angreb Hedendommen i selve dens Hovedsæde, efterat han saa at sige havde skaffet sig Rygstød i det hele Kystland lige nord til Throndhjemsfjorden. Endelig, og det vistnok allermest, viser sig en beregnende Klogskab i den Sluhed, hvormed han vidste foreløbig at sikkre sig Høvdingerne i hver Landsdeel eller gjøre sig dem uskadelige, idet han deels knyttede dem til sig ved Egennyttens Baand, deels ved List og Overraskelse lammede deres Modstandskraft, deels, naar ikke andre Midler hjalp, ryddede dem af Veien. Han indsaa klart, at som Norges Samfundsforholde vare gjaldt Almuens Modstand lidet, naar den ikke lededes af Høvdingerne. Disse vare nemlig paa een Gang Rettergangens og Religionens Forstandere, verdslige Formænd og Prester, og øvede i begge Egenskaber en patriarkalsk Indflydelse paa Bønderne, der viste sig afgjørende i alle vigtige Anliggender. I den verdslige Høvding var ogsaa Goden eller Asa-Presten vunden, og naar Presten lod Asatroen i Stikken, hvo skulde da opretholde den? Dette saa Olaf, og derefter indrettede han sin Handlemaade; og Udfaldet viste, at det var klogt.
De her fremhævede Forhold i sin Almindelighed gjælde forøvrigt ikke Olaf Tryggvessøns Tid alene, men ogsaa den næst paafølgende; – de gjælde hele den Tid Christendommen og Asatroen kjæmpede mod hinanden i Norge. Stiller man sig disse Forholde i deres Sammenhæng klart for Øie, vil man vistnok finde, at Olaf Tryggvessøns Omvendelsesvirksomhed har en større Betydning, end ved første Øiekast kunde synes. Olafs Djærvhed i at knuse Gudebillederne, hans Ilsomhed i at paatvinge Folket en uforberedt Daab, hans Grumhed mod de Gjenstridige, – og paa den anden Side hans Klogskab i at vinde Høvdingerne og hans og hans Geistliges Tillempning af Christendommens Lære og Skikke efter Folkets hedenske Anskuelser – alt dette staar da i sit rette Lys, alt har sin dybe Betydning. Det samvirkede alt som det kraftigste Middel i Forsynets Haand til at skaffe Christendommen først en hastig Indgang og senere et sikkert Grundfæste hos et Folk som den Tids Nordmænd, – et Folk, hvis Sind var haardt og stridigt, men hvis Forstand af Naturen var skarp, og hvis Øie en modnere Eftertanke let aabnede ligesaavel for Sandheden som for Nytten. Olaf Tryggvessøn var ogsaa den verdigste Fortrædesmand for sin Tids Nordmænd, hvis Dyder og Timer i ham klart afspeilede sig. Han var den, som med Haardhed, Kraft og Stivsind skulde møde de samme Egenskaber hos sine Landsmænd, og dog ved sine glimrende Aandens og Legemets Gaver forsone dem med sin Færd; – han var den, som kunde møde List med List uden at fornedre sig i sine Landsmænds Sine„ som kunde tæmme sin Heftighed, naar Omstændighederne fordrede det, for at lade den fri Fart, naar det beleilige Øieblik kom; – han var just Manden, som raskt skulde lægge den skarpe Øxe til Hedendommens Bul og gjøre det første vældige Hug ind i dens Marv; Folkets egen vaagnende Eftertanke skulde, i sin Beundring af hans i Almuens Øine overnaturlige Kraft, godkjende det begyndte Verk; og hans senere Navne, hvis Aand var mere dyb i sine Beregninger og ordnende i sin Virksomhed, skulde fuldføre Verket, skulde ikke alene fælde Asatroen til Jorden, og oprykke dens Rod af Norges Bund, men ogsaa bygge Christi Kirke i Landet paa Samfundsordenens og Lovens faste Grundvold.