Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under disſe Nordboernes fornyede Herjninger paa England fremtræder blandt de flere Vikingehøvdinger ogſaa den Mand, ſom af Forſynet var beſtemt til at gjøre den førſte kraftige Begyndelſe til Chriſtendommens Indførelſe i Norge, nemlig Olaf Tryggvesſøn. Før at tydeliggjøre os hans Stilling, er det egentlig vi have berørt hine ſenere Herjetoge, ſom forøvrigt ſtaa i nærmere Forbindelſe med Danmarks end med Norges Hiſtorie.

Olaf var en Søn af Harald Haarfagers Sønneſøn Tryggve Olafsſøn, hvem vi for have nævnet ſom Konge i Viken, og hvem Erik Blodøxes Sønner paa en ſvigfuld Maade toge af Dage. Olafs Fødſelsaar er ikke ſikkert. De fleſte og bedſte gamle Sagaer antage 968 eller 969. Maaſkee det dog rigtigere ſættes noget tidligere omkring 963[1]. En nærmere Underſøgelſe heraf ligger udenfor vort nærværende Formaal, ligeſaavel ſom en udførlig Skildring af hans æventyrlige Barndoms- og Ungdomsliv. Vi mærke os kun Hovedtrækkene. Hans Moder Aſtrid flygtede med ham ſtrax efter hans Fødſel fra Norge for at unddrage ham Eriksſønnernes og Dronning Gunhilds Efterſtræbelſer. Han kom ſom Dreng til Kong Valdemar (Vladimir) i Gardarike (Rusland), ſom var af Varægernes (Væringernes) nordiſke Æt og herſkede baade over de nordgermaniſke Rusſer og over de dem underlagte Slaver. I Ynglingsalderen opholdt han ſig en Tid i Venden og begyndte her ſom Vikingeanfører ſin Krigerbane. Senere drog han til England, hvor han allerede ved 990 ſynes at være optraadt blandt de herjende Vikinger i en overordnet Stilling eller med Kongenavn, hvortil efter Tidens Skik blandt Nordmændene hans kongelige Fødſel gav ham Net. Udentvivl var han allerede tidligere vel bekjendt med Chriſtendommen; men nu modtog han i 993 Daaben, ſom det gamle norſke Sagn ſiger, af en hellig Abbed paa Syllinge-Øerne (Scilly-Øerne) ved det ſydveſtlige England. Ved denne Tid forenede han ſig med Svein Tjugeſkjæg, ſom under ſin anden Landflygtighed fra Danmark ſvermede om ved de engelſke Kyſter, og begge Konger gjorde et Hovedangreb paa England, i hvilket Olaf, ſom Engelsmændene kaldte Anlaf, var Overanfører[2]. Kort efter ſkiltes Olaf og Svein, rimeligviis paa Grund af den ſidſtes Tilbagetog til Danmark for at gjenerhverve dette Rige, og derpaa ſluttede Olaf 994 et Forlig med Kong Ædelred. Han modtog af denne en ſtor Sum Penge og lovede fra ſin Side aldrig mere at angribe England, — et Løfte ſom han holdt. Ved denne Leilighed blev han confirmeret af en engelſk Biſkop, og Kong Ædelred ſelv var hans Fadder. Olaf opholdt ſig ſiden en kort Tid blandt ſine Landsmænd paa Irland, indtil Forſynets Beſkikkelſe i 995 kaldte ham til Norge for der at blive Chriſtendommens ſeierrige Forkynder.

I Norge havde imidlertid Haakon Jarl længe raadet med ſtor Anſeelſe og udſtrakt Myndighed. Et Angreb havde været gjort paa hans Rige af de berømte Jomsvikinger, ſom den Tid anſaas for de førſte Krigere i Norden; men de bleve overvundne af Haakon i det navnkundige Slag i Hjørungavaag ved Sunnmøre. Denne Seier gjorde Haakon berømt over hele Norden og ſyntes at ſkulle grundfæſte hans og hans Æts Herredømme i Norge. Han antog ikke Kongenavn. Heri føiede han ſig udentvivl efter Nordmændenes raadende Anſkuelſe, at kun den kongebaarne dertil var berettiget. Men han ſtyrede med fuld kongelig Myndighed og ubeſtridt Enevælde hele den Deel af Landet — den nordlige og veſtlige, eller Froſtathingslagen og Gulathingslagen — ſom dannede hans egentlige Rige. Ogſaa over de oplandſke Fylkeskonger, ja endog over Viken har han rimeligviis mod Slutningen af ſine Dage udſtrakt ſin Overhøihed.

Alligevel ſtod hans Magt for et brat Fald. Saa elſket og beundret han under ſin tidligere Styrelſe havde været af Nordmændene, ſaa hadet blev han mod Slutningen for ſin Haardhed og Uſedelighed. Den ſidſte drev ham til Voldsgjerninger, ſom vakte en almindelig Opſtand blandt Thrønderne, der før havde været hans fornemſte Støtte. Han havde nys hørt om Olaf Tryggvesſøn, om hans Heltegjerninger og Navnkundighed i Veſten. Han frygtede i ham en farlig Medbeiler til Norges Rige og havde oplagt underfundige Raad for at rydde ham af Veien. Men juſt ſom Olaf, hidlokket, efter Sagaernes Beretning, ved hans liſtige Anſlag, kom til Norge, hvor Haakon havde beredt ham Døden for Morderhaand, brød Thrøndernes Opſtand ud i fuld Lue. Jarlen, omringet paa alle Sider af raſende Fiender, maatte ſøge at redde ſit eget Liv. Han flygtede ene med ſin Træl, Kark, til ſin Frille Thora paa Rimuld i Gauldalen og fandt ved hendes Hjælp Skjul i et opgravet Hul under hendes Svineſti; men her blev han dræbt af ſin Følgeſvend. Sagaerne give en udførlig Skildring af hans ſidſte Øieblik, — en Skildring, ſom vel i enkelte Dele kan være noget udſmykket, men ſom visſelig i ſine Hovedtræk er ligeſaa ſand ſom den er gribende. Haakon Jarl var otte og femti Aar gammel da han faldt. Han var den ſidſte Aſadyrker, ſom ſtyrede Norge, og han er ſelv et træffende Billede af Aſatroen i dens Fald. Kraftig i Aand ſom i Legeme, uovertruffen i Tapperhed, uden Jævnlige blandt ſine Samtidige i Klogſkab, ſaa faſt i ſin blinde Fortrøſtning til ſine Guder, at han under Jomsvikingeſlaget kunde offre dem ſin egen Søn for Seier, — overvældedes han dog til Slutning af ſit Folks velforſkyldte Had, hildedes i ſine egne underfundig udkaſtede Snarer og fandt en ſkammelig Død. „Men — ſiger Sagaen — den Tid var ogſaa nu kommen, da Blot og Blotmænd ſkulde fordømmes, og den hellige Tro og den rette Gudsdyrkelſe komme i Stedet“.[3]

Som vi i Haakon Jarls Færd under hans hele Landsſtyrelſe ſee en fortvivlet Stræben efter at opretholde den i ſit Indre ſvækkede og udenfra truede Aſatro, ſaaledes aabenbarer ſig i Olaf Tryggvesſøns Færd ligefra hans Daab af en brændende Iver for Chriſtendommens Udbredelſe blandt hans Landsmænd, en Iver, der øienſynligen ikke indgaves ham af nogenſomhelſt beregnende Statsklogſkab, men ene udſprang af den inderligſte Overbeviisning om den Tros Sandhed og guddommelige Kraft, ſom han i Daaben havde modtaget. Med ſin Beſlutning, at drage til Norge for at vinde ſine Forfædres Rige, forbandt han derfor ſtrax den faſte Villie at chriſtne„ ſit Fædreneland, det koſte hvad det koſte vilde; og alt hvad der fandtes i ham af Kraft og Klogſkab rettede ſig paa dette Maal. Han omgav ſig allerede i Veſterlandene med Geiſtlige, ſom ſkulde være hans Medhjælpere, og valgte udentvivl fortrinsviis ſaadanne, ſom vare af nordiſk Herkomſt; de Navne paa enkelte af dem, der ere os bevarede, ſynes at viſe dette. At ſlige valgtes, var ogſaa ganſke i ſin Orden. De i England boſatte Nordboer vedligeholdt nemlig ſine Fædres Sprog, og Geiſtlige valgte blandt dem kunde ſaaledes ved ſin Tale umiddelbart virke paa Norges Almue. I Spidſen for dem ſtod en Biſkop Sigurd, ogſaa kaldet Johannes eller Jon, rimeligviis med ſit Kloſternavn; han var indviet til at forkynde Guds Ord for Hedningerne, altſaa til Misſions-Biſkop[4]. Han betegnes i Sagaerne ſom en god, klog og dygtig Geiſtlig[5], og derhos gives ham Tilnavnet: hiin mægtige (hinn ríki), hvilket vidner om den Anſeelſe han nød, og ſom han ogſaa ved ſin Færd ſynes fuldkommen at have fortjent. Han var Olaf en trofaſt og kraftig Medhjælper i hans Virkſomhed for Chriſtendommen, og han var ham derhos ligetil hans tidlige Død en oprigtig, ſandhedskjærlig og frygtløs Ven.

Allerede paa Overfarten fra Irland til Norge fandt Olaf Anledning til at viſe ſin Omvendelſesiver. Da han paa Veien kom til Orknøerne med ſine fem Skibe, traf han af en Hendelſe Øernes Jarl, den mægtige Sigurd Lødversſøn, med kun eet Skib, ganſke uforberedt paa Olafs Komme. Olaf bemægtigede ſig Jarlens Perſon og forelagde ham tvende Vilkaar: — at antage Chriſtendommen og lade ſig døbe med ſine Underſaatter, i hvilket Fald, han ſkulde beholde ſit Jarldømme under Norges Konges Overhøihed; — eller ogſaa ſkulde han øieblikkelig dræbes, og Øerne herjes med Ild og Sverd, hvis Indbyggerne ei godvilligen antoge Chriſtendommen. Som Jarlen var ſtædt, var han ikke længe om at fatte ſin Beſlutning. Han lod ſig døbe med ſine Mænd, tog ſine Lande til Len af Olaf, ſom Norges Konge, og gav ham ſin unge Søn til Gidſel. Olaf gav her den førſte Prøve paa, hvorledes han agtede at gribe det an med Chriſtendommens Indførelſe blandt ſine Landsmænd; vi ſkulle ſee, at han blev denne Fremgangsmaade tro.

Olaf Tryggvesſøn landede førſt i Norge ved Øen Moſter paa Sunnhørdaland. Han lod her ſynge Mesſe for ſig i ſit Landtelt og mærkede Grundvolden til en Kirke, hvis Bygning han ſtrax lod paabegynde, idet han beſkikkede Thangbrand, om hvem vi ſenere ſkulle tale mere, til dens Preſt. Derpaa ſeilede han med ſtørſte Skyndſomhed nord efter til Throndhjem for at komme uforvarende paa Haakon Jarl. Han kom i Throndhjemsfjorden netop ſom Opſtanden mod Jarlen var udbrudt i al ſin Heftighed, og gjorde ſtrax fælles Sag med de oprørſke Thrønder. Olaf var i ſin Ungdoms fulde Kraft, ſtærk, ſkjøn, øvet i alle Legemsfærdigheder og prøvet i Krigen. Han havde intet tabt af ſit norſke Præg under ſin lange Udlændighed; thi han havde meſt færdets blandt Landsmænd eller med dem nærbeſlægtede Folkefærd. Han var endelig ſom Harald Haarfagers Sønneſønsſøn baaren til Norges Kongedømme. Alt dette maatte tale for ham hos Thrønderne og gjøre ham til deres ſelvſkrevne Anfører i deres Opſtand. Da Haakon Jarl var dræbt, erklærede ogſaa ſtrax alle Thrønder, at de vilde have Olaf til ſin Konge, og paa et almindeligt Thing for hele Thrøndelagen blev Kongenavn ham givet, og hele Norges Land, ſaavidt ſom Harald Haarfager havde raadet, blev ham tildømt efter den gamle Lov. Han drog dernæſt gjennem hele Landet og blev paa alle Lagthing tagen til Konge ogſaa af de Fylkeskonger og Høvdinger paa Oplandene og i Viken, der før havde erkjendt Danekongens Overhøihed. Saa almindelig og kraftig var Bevægelſen til Olafs Fordeel, at Haakon Jarls tvende dygtige Sønner Erik og Svein, opgivende alt Haab om Modſtand, i Haſt forlode Norge og ſøgte Tilflugt i Sverige. Inden et Aar var Olaf overalt erkjendt ſom Norges Overkonge (995—996).

Det kan ikke feile, at baade Thrønderne og de øvrige Nordmænd, da de toge Olaf til Konge, ei vare uvidende om hans Chriſtentro. Han var ei den, ſom lagde Dølgsmaal paa ſin Chriſtendom; det havde han viiſt ſtrax ved ſin Ankomſt til Moſter. Men man havde ei havt Tid til ret at eftertænke og overveie de mulige Følger af denne Omſtændighed; man anſaa den ganſke viſt ogſaa for at være af mindre Vigtighed, end den virkelig var. I ethvert Fald trøſtede ſig vel de ramhedenſke Thrønder og ellers de ivrige Aſadyrkere rundt om i Landet med Mindet om Haakon den Gode, og tænkte ſig det ligeſaa let at modſtaa og undertrykke Olafs Chriſtendomsbud ſom det havde været at kvæle Haakons. Olaf var viſtnok ogſaa ſelv for klog til at lade ſin fulde Omvendelſesiver til Syne, medens det gjaldt ham om at vinde hele Folkets Stemme for ſit Kongedømme. Men da dette førſt var lykkets ham, begyndte han uopholdelig ſit Omvendelſesverk. Han fæſtede i denne Henſeende ſin Opmærkſomhed førſt paa Viken.

Det ſkede viſtnok efter modent Overlæg. Viken var den Deel af Norge, hvor Chriſtendommen forud var meſt bekjendt, og hvor den maa antages at have havt enkelte Tilhængere fra ældre Tid. Her havde desuden Olafs Fader raadet ſom Konge; her havde ogſaa Olaf blandt Høvdingerne flere meget formaaende Frænder. Da han havde ſikret ſig de vikſke Høvdinger, fremkom han tidlig i 996 med ſit Chriſtendomsbud, og den ſtørſte Deel af Almuen rettede ſig uden Vanſkelighed efter Høvdingerne; de Gjenſtridige bleve tvungne med Strenghed; de værſte dræbte, lemlæſtede eller jagne af Landet. Derpaa drog Olaf med ſin Flaade langs Agder, hvor Folket chriſtnedes paa ſamme Maade. Da han naaede Rogaland, ſtevnede han Bønderne til Thing. Rogerne havde foreſat ſig at modſtaa Chriſtendommen; men deres Ordførere tabte Modet ved Kongens truende Tale, og Folket lod ſig døbe.

Hidtil havde Olaf, ſom det ſynes, ved ſin Hurtighed overraſket Folket. Det havde hverken faaet Tid til Raadſlagning eller til at berede væbnet Modſtand. Noget anderledes blev det, da han naaede Hørdaland. Her og tildeels ogſaa paa Rogaland raadede den Tid meſt Hørdakaares mægtige Æt. Dens Hoveder holdt ved Kongens Nærmelſe en Raadſlagning om hvorledes de ſkulde ſvare Kongens Paabud. De beſluttede at føie ham, hvis han vilde forøge Ættens Magt og Anſeelſe. Paa Gulathing mødte de Kongen og erklærede ſig her villige til at antage Chriſtendommen og hjælpe Kongen i dens Udbredelſe, hvis han vilde gifte ſin Søſter Aſtrid med den unge Erling Skjalgsſøn paa Søle paa Jæderen. Dette indrømmede Kongen. Bønderne, der ſaa ſig forladte af ſine Høvdinger, gjorde nu ingen Modſtand, men lode ſig chriſtne.

Olaf fortſatte ſin Færd nord efter med en voxende Hærmagt. Han mødtes med Sygner, Firder, Sunnmører og Raumsdøler paa Dragseid Thing ved Stad og gav dem her Valget mellem Chriſtendom eller Kamp. Bønderne følte ſig for ſvage til Modſtand og modtoge Daaben.

Ved denne Leilighed ſkal paa Øen Selia, nær ved Stadland i Nordfjord den hellige Sunnivas og hendes Ledſageres Lig være fundne. Sunniva var efter Legenden en irſk Kongedatter, der flygtede fra ſit Fædreneland før at undgaa Egteſkab med en Hedning. Med et ſtort Følge af Mænd og Kvinder gav hun ſig til Søs og dreves hen til Norges Kyſt. Hun og hendes Ledſagere levede her en Stund ubemærkede i de ſtore Bjerghuler paa den da ubeboede Ø Selia. Endelig opdagede de paa Faſtlandet boende hedenſke Nordmænd, at der var Folk paa Øen, og droge derud for at angribe dem. Da flygtede Sunniva og hendes Følge ind i Hulerne og bad Gud ſkjænke dem en ſalig Død og fri deres Legemer fra at falde i Hedningernes Vold. Deres Bøn blev hørt. Store Klippeſtykker faldt ned og ſperrede Hulernes Indgang; men Hedningerne fandt ikke et Menneſke paa Øen. Disſe Helliges Levninger var det, ſom nu bleve bragte for Dagen ved Olaf Tryggvesſøn, og Norge fik i Sunniva ſin førſte indenlandſke Helgen. Hendes Feſt blev ſenere høitideligholdt den 8de Juli, der regnedes for hendes Dødsdag.

Olaf før efter Thinget paa Dragseid længer mod nord, og uden Hindringer blev Nordmøre chriſtnet. Paa hele denne Færd var Olaf ledſaget af Biſkop Sigurd, der naturligviis ledede den egentlig geiſtlige Deel af Omvendelſesverket.

Hidtil havde Olaf drevet ſit Foretagende med Lethed. Hans Klogſkab i at begynde der, hvor mindſt Modſtand var at vente, og ſiden ved ſin Haſtighed og ved at vinde Høvdingerne forekomme alle kraftigere Modſtandsplaner, havde hjulpet ham. Men nu begyndte Vanſkelighederne at blive ſtørre. Han havde naaet Throndhjem hvor baade Landets og Hedenſkabets Hovedſtyrke var. Opmuntret ved ſit hidtil nydte Held, troede imidlertid Olaf ogſaa her ved Raſkhed og Voldſomhed i Haſt at kunne naa ſit Maal. Han begyndte ſin Virken med at opbrænde det ſtore Hof paa Hlade med alle dets Afgudsbilleder. Men de forbittrede Bønder lode nu Hærør (Krigspil, Opbud til Strid) fare gjennem Fylkerne og ſamlede i Haſt en væbnet Magt, ſom Kongen ei vovede at møde. Uden at oppebie Thrøndernes Angreb haſtede han ud igjen af Throndhjemsfjorden forat vende ſig mod Haalogaland. Men hvormeget han haſtede, ſaa var dog Rygtet om hans Henſigt gaaet forud for ham, og Haaleygerne vare rede til at forſvare ſin gamle Tro under Anførſel af de tre mægtige Høvdinger, Haarek af Thjøtta, Thorer Hjort af Vaagen og Eyvind Kinnrifa. Da Kongen uden for Naumdal ſpurgte dette, ændrede han ſit Raad, og vendte øm igjen til Throndhjem, hvor han formodede, at Bondehæren allerede havde opløſt ſig. Dette var virkelig ſaa. Olaf tog ſit Sæde paa Nidarnes ved Nidelvens Udløb (Nidaros), hvor han reiſte ſig en Kongsgaard og en Kirke. Bønderne, ſom udentvivl ſtolede paa Virkningen af den Skræk, de mente ſig at have indjaget Kongen, lode ham for det Førſte i Ro. De blotede imidlertid ved Vinternat til ſine Guder og bade dem modſtaa den nye Tro.

Strax i Begyndelſen af Vinteren ſtevnede Olaf Thrønderne til et almindeligt otte Fylkers Thing paa Froſta. Men Bønderne forandrede Thingbudet til Krigsbud, og da Kongen kom til Thinget, fandt han hele den talrige Almue under Vaaben. Dens Ordfører var den mægtige Høvding Skjegge, kaldet Jærnſkjegge, af Upphaug paa Yrie (Ørlandet). Kongen fremførte ſit Chriſtendomsbud med Blidhed; men han overdøvedes af Bøndernes Skrig og Trudſler, idet man foreholdt ham Haakon den Godes Exempel. Han fandt Bøndernes Beſlutning faſt og ſaa deres ſtore Overmagt. Han gav for Øieblikket efter og lovede at komme til det ſtore Midvinters-Blot paa Mæren, hvor alle de thrøndiſke Høvdinger ſkulde møde. Thinget hævedes, og Olaf vendte tilbage til Nidarnes.

I Julen indbød han alle Udthrøndernes Høvdinger og modtog dem med et herligt Gjæſtebud. Men da han vel havde faaet dem ſamlede og i ſin Magt, talte han et andet Sprog og ængſtede dem ſaaledes ved ſine Trudſler, at de maatte lade ſig døbe og give ham ſine Sønner og Frænder ſom Gidſler for ſin Troſkab.

Hermed var Udthrøndernes Modſtand for en god Deel knekket; men Indthrønderne ſtode tilbage. Ved Midvinter (Midten af Januar 997) for Kongen med ſine Mænd ind til Mæren og fandt her alle de Chriſtendommen fiendſke Thrønderhøvdinger. Han ſatte Thing, og fra begge Sider mødte man fuldt væbnet. Kongens Chriſtendomsbud blev atter modtaget med Uvillieſkrig, og Jærn-Skjegge, ſom ogſaa her førte Ordet, bød Kongen at blote. Olaf lod ſom han gav noget efter og ſagde, at han vilde gaa ind i Hofet og ſee Blotſkikkene. De Indtrædende, baade Kongsmænd og Bønder, vare uvæbnede paa Grund af Stedets Helligdom; Kongen ſelv havde kun en guldbeſlagen Stav i ſin Haand. Thors Billede indtog den fornemſte Plads, rundt om var en Mængde andre Gudebilleder. Kongen vendte ſig mod Thorsbilledet og nedſlog det med ſin Stav; det var Tegnet for hans Mænd at gjøre det ſamme med de andre Afgudsbilleder. I Tummelen, ſom nu opſtod, vilde Skjegge trænge ſig ud af Hofet, men blev dræbt i Døren af de udenfor ſtaaende bevæbnede Kongsmænd. Olaf gik ſtrax ud og bød Folket ſætte ſig. I en ſkarp og truende Tale forelagde han Mængden Valget mellem Daab eller Kamp. Bønderne havde miſtet ſin Fører, og ingen vovede at træde i hans Sted. Der blev ſaaledes intet af Modſtanden; de maatte antage Chriſtendommen og give Kongen Gidſler for ſin Troſkab. Da Thinget var hævet, lod Kongen Preſter fare igjennem alle Throndhjems Fylker, hvor nu ingen vovede at afſlaa Daaben.

Olaf havde ſaaledes i Løbet af eet Aar (996—997) chriſtnet,idet mindſte i Navnet, hele Norges Kyſtland lige fra Viken og til Throndhjems nordligſte Grændſe. Haalogaland, hvor Folket tydelig havde lagt ſin Uvillie mod Chriſtendommen for Dagen, lod han for det Førſte ſkjøtte ſig ſelv. Han tilbragte ſtørſte Delen af Aaret 997 i det nordlige Norge, drog derpaa langſomt ſydefter langs Landet og ſtræbte overalt at befæſte den nye Tro. I Begyndelſen af Vinteren naaede han Viken, hvorfra han drog op til Ringerike. Der raadede Fylkeskongen Sigurd Syr af Harald Haarfagers Æt, der var gift med Aaſta, hans Frændes Harald Grønſkes Enke, og hos hvem dennes Søn, Olaf Haraldsſøn, dengang et Barn, opfoſtredes. Kongens Chriſtendomsbud fandt her en velvillig Modtagelſe; Sigurd Syr med hele ſit Hus og mange af ſine Underſaatter lode ſig døbe. Kongen ſelv ſtod Fadder til den to- eller treaarsgamle Olaf Haraldsſøn, der af Forſynet var beſtemt til ſenere at ſpille en ſaa vigtig Rolle i Norges Hiſtorie. Kongens Chriſtendomsforkyndelſe ſkal ved denne Leilighed ogſaa have ſtrakt ſig videre over Oplandene og her ikke have været ganſke uvirkſom; imidlertid var det ikke Olaf Tryggvesſøn forbeholdet at ſtyrte Hedendommen eller ſkaffe Chriſtentroen noget Grundfæſte i denne Landsdeel.

Medens Olaf opholdt ſig i Viken om Vinteren 997—998 ſtræbte han her at udrydde alle Hedendommens Levninger. Iſær var hans Opmærkſomhed henvendt paa alle dem, ſom øvede Trolddom, Seid og Galder. Han fik lokket en heel Flok af ſaadanne Troldmænd til ſig, og da han ei kunde bevæge dem til at antage Chriſtendommen, lod han dem indebrænde.

Under denne ſin Virkſomhed i den ſydlige Deel af Norge havde Olaf ikke tabt den nordligſte af Sigte. Haalogalands Omvendelſe ſtod ham fremdeles for Øie, og han forberedte den med megen Sluhed. Han drog om Sommeren 998 igjen langs Kyſten nordefter til Throndhjem. Paa denne Reiſe traf han af en Hendelſe to anſeede Brødre fra Haalogaland, ſom han hemmelig vandt for ſin Sag. Ved deres Hjælp fik han den mægtige og kloge Haarek af Thiotta bragt fangen til Throndhjem i ſin Vold, og ſlap ham førſt fri, efterat han hemmelig havde lovet Kongen ſin Biſtand. Haarek kom hjem, tilſyneladende fremdeles fiendſk ſindet mod Olaf. Han fik rinder Paaſkud af en nødvendig Raadſlagning om Haalogalands Forſvar mod Kongen, lokket den anden af Haaleygernes Høvdinger, Eyvind Kinnrifa, til ſig og ſpillede ham i Hænderne paa Kongens Mænd, der førte ham fangen til Nidaros. Olaf ſøgte ogſaa at vinde ham, men Eyvind var ubevægelig og maatte ende ſit Liv rinder de frygteligſte Pinſler.

Olaf havde naaet ſit Maal, at ſvække Haaleygernes Modſtandskraft. Da han om Sommeren 999 med en ſtor Flaade kom til Haalogaland, gik Haarek ſtrax Kongen til Haande, lod ſig døbe og fik til Gjengjæld ſtore Forleninger. Uden Hinder chriſtnedes nu den ſydlige Deel af Landet. De nordlige Haaleyger lavede ſig derimod til Kamp under Anførſel af ſine Høvdinger, Thorer Hjort og Rand hiin Ramme. De mødte Kongen med en betydelig Stridsmagt, men bleve ſlagne. Thorer blev dræbt paa Flugten. Rand undkom, men faldt dog ſtrax efter i Kongens Hænder. Da han ei vilde lade ſig døbe, blev han dræbt paa en gruſom Maade. Nu blev hele Haalogaland og Naumdal chriſtnet, og førſt da dette var fuldbragt, vendte Kongen om Høſten tilbage til Throndhjem.

Alle Norges Kyſtſylker, ſom udgjorde den ſtørſte og vigtigſte Deel af Landet, havde nu i Løbet af 3 Aar bøiet ſig for Olafs Magtſprog og bekjendte Chriſtendommen. Det var endnu viſt nok for det meſte en Chriſtendom i Navnet. Landet var ſaare vidløftigt, Bygderne paa de fleſte Steder vidt ſpredte, og Kongens Overfærd hurtig. Antallet af Chriſtenlærere kan desuden umuligen have været tilſtrækkeligt for Folkets Underviisning, om de end alle antages at have været Folkets Sprog fuldkommen mægtige. Under ſaadanne Omſtændigheder maa Daabens Meddelelſe have været Hovedſagen; og i Olafs Øine var viſt ogſaa Daaben det vigtigſte, da han neppe et Øieblik tvivlede om dens umiddelbare Virkſomhed til Omvendelſe, om dens Kraft til at rive ſelv den, der i Blinde og tvungen modtog den, ud af Aſernes eller, hvad der for ham var det ſamme, Djævlenes Herredømme. Mangen Hedning, ſom paa den Maade blev døbt, ſaa ſikkerligen ogſaa Sagen fra et lignende Synspunkt, betragtede ſig ved den paatvungne Daab ligeſom hærtagen af Chriſtus, med Vold løsreven fra Aſernes Styrelſe og Beſkyttelſe uden Haab om igjen derunder at kunne vende tilbage. Men om end Mængden af de nødtvungent og uden forudgaaende Underviisning døbte, for den Sags Skyld, vare i Hjertet ligeſaa hedenſke efter ſom for, ſaa var der dog andre Ting, ſom udenfor den blotte Daabshandling, maatte virke dybt paa dem. Hofene bleve ødelagte og Gudebillederne omſtyrtede og opbrændte, — det ſaa Folket; og dog ſaa det ikke Aſerne ſelv træde i Kamp mod ſine Fiender for at forſvare ſine Helligdomme, hvad de ivrige Aſadyrkere dog havde ventet og lovet. Denne Kjendsgjerning virkede visſeligen ved en roligere Eftertanke ligeſaa godt ſom Underviisning. Man kunde vedblive at tænke ſig Aſerne ſom tilværende — det negtede ikke engang de chriſtelige Lærere, idet de fremſtillede dem ſom onde Aander, ſom Djævle —; men man ſaa tillige de haandgribeligſte Tegn paa Aſernes Afmagt i Sammenligning med de Chriſtnes Gud. Om end mange vedbleve hemmeligen at elſke Aſerne, ſaa maatte de dog frygte Chriſtus ſom hines Overmand. Naar det fortaltes og troedes, at Olaf havde trukket Krog med et ved kraftigt Blot belivet Thorsbillede og kaſtet det i Ilden, — at baade Odin og Thor ved forſkjellige Leiligheder havde aabenbart ſig for Olaf i legemlig Skikkelſe for at beſnære eller ſkade ham, men uden at magte noget mod hans levende Tro paa Chriſtus, — at Troldeveir, der vaktes mod hans Flaade, lagde ſig, da Biſkop Sigurd i Mesſeſkrud med Korſet i ſin Haand optraadte i Kongeſkibets Forſtavn, — at

gang ophørte og Uvætter forſvandt, naar Biſkoppen beſpræugte Fjeldene, hvor de huſede, med Vievand og læſte over dem ſine chriſtelige Beſvergelſer og Bønner; — ſaa var alt dette for Mængden af Folket ſlaaende Beviſer paa Chriſti Kraft og Aſernes Svaghed. Naar Olaf, pegende paa de knuſte Gudebilleder og paa den ivrige Blotmand dræbt iHofets Helligdom, med Overbeviisningens Djervhed forkyndte den Chriſtus, ved hvis Hjælp han havde knuſt Afgnderne og dræbt deres Yndling, hvorledes ſkulde da den omgivende Mængde, hvor overtallig den end kunde være, med Fortrøſtning til fine faldne Guder, vove at byde Seierherreu høres? Olafs tilſyneladende Dumdriſtighed var her hans bedſte Vern. Aſadyrkerues Indvendinger mod Chriſtendommen nedſloges ogſaa af dennes Lærere med Grunde ſvarende til hine Kjendsgjerninger. Den hedenſke Kvinde Sti-invor — fortælles der — gik Chriſten-Preſten Thangbrand imode og forkyndte ham Aſalæren med mange Ord. Thangbrand tilbageviſte alt hvad hun ſagde ſom Vildfarelſe. „Har du da ikke hørt, ſagde Steinvor omſider, at Thor bød Chriſtus til Holmgang; men han turde ikke vove en Dyſt med Thor 2“ „Ieg har hørt — ſvarede Thangbrand — at Thor var intet uden Muld og Aſke, hvis Gud ikke vilde at han levede“. — En Nordmand, Finn, — berettes der — vakklede i ſin Tro paa Stjerne og ſøgte hos en Biſkop Oplysning om Chriſtus, hvis Magt han hørte priſe. Han gjorde Indvendinger mod Biſkoppens Lære; men ømſider følte han ſig overbeviiſt af hans Grunde og udbrød: „Dette er noget ganſke andet end hvad jeg for har hørt, at ingen Guder vare ſaa mægtige ſom Thor og Odin. Nu ſkjønner jeg af hvad Du ſiger om den Chriſt, Du forkynder, at medens han var her i Verden kunde hver Mand noget nær gjøre med ham hvad han vilde; men efter Dvden blev han ſaa mægtig, at han herjede i Helvede og bandt Thor, Gudernes Høvding; og ſiden kan intet mø“oſtaa ham“. Fiuus Ord viſe klart nok Beſkaffenheden af Biſkoppens Grunde. De flere Omvendelſestaler, ſom de udførligere Sagaer lægge Olaf Tryggvesſøn i Munden, fremſtille ogſaa, om de end ikke ere holdne ganſke med ſamme Ord, viſt nok i det Hele med Troſkab de Grunde, ved hvilke de forſte Chriſtenlærere i ſine Taler ſtræbte at virke og kraftigen virkede paa de hedenſke Nordmænd til deres Omvendelſe; og disſe Grunde vare visſelig heller ikke hykkleriſk Mundsveir fra deres Side, ſom fremſatte dem, men hentede fra deres egen faſte Overbeviisning. Chriſtendommen fremtraadte. paa denne Tid ikke længer i ſin oprindelige Reenhed. Et Hylle af menneſkelige Tilſætninger, Overtro og Vildfarelſer havde lagt ſig om dens guddommelige Kjerne. Men dette Hylle var i mange Maader glimrende, lokkende for Sandſerne og gribende for Følelſen. Chriſtendouuueu var maaſkee, ſom den da fremſtillede ſig, mere egnet til at finde Indgang hos et Folk paa Nordmændenes Standpunkt af aandelig Udvikling, end om den var bleven forkyndt i en renere Form. Gudstjeneſtens mange Ceremonier, Klokkelyden, Kirkeſangen, de brændende Voxkjerter, Røgelſeduften, de forrettende Geiſtliges eiendommelige og tildeels pragtfulde Dragt — alt dette virkede opløftende paa det ſandſelige men fantaſirige Menneſkes Aand. Det var noget uſedvanligt for Mængden af de hedenſke Nordmænd og gjorde i Almindelighed et godt Indtryk paa dem. Den Reenhed og Skjønhed, der udbredte ſig over den chriſtne Gudstjeneſte ſiges at have indgydt en uvilkaarlig Ærefrygt ſelv hos dem, ſom forøvrigt fandt den nye Tro ſvag og umandig i Sammenligning med den ældre[6]. Billeder ſavnedes ei i den chriſtelige Gudstjeneſte, hvilke paa en Maade kunde træde i Stedet for Afgudsbillederne i den hedenſke. Det var let at finde en Helgen, der med Henſyn til den Virkekreds, ſom nærmeſt tillagdes ham, kunde indtage hver enkelt af de gamle Aſers Sted i Folketroen. Saaledes traadte Dragebetvingeren, Erkeengelen St. Michael og ſenere St. Olaf i Stedet for Thor, hvis rode Skjæg endog i Folkeſagnet blev et Særkjende for denne ſidſte Helgen. Fylgie-Engle afløſte de hedenſke Diſer ſom enkelte Menneſkers og hele Ætters Skytsaander. De førſte chriſtelige Lærere lempede ſig villigen efter Hedningernes Foreſtillinger i denne Henſeende, ſaameget mere ſom det var deres egen oprigtige Overbeviisning, at de Nyomvendte maatte ſtilles rinder gode Aanders Vern, efter at være udrevne af de ondes Magt. De lempede ſig ogſaa i andre Henſeender efter Folkets ældre Anſkuelſer og Sedvaner, — ganſke i den Aand, ſom havde raadet hos Pave Gregorius den Store og hos Auguſtinus, Chriſtendommens førſte Forkynder i England, og ſom var ſaa at ſige nedarvet paa den engelſke Kirkes Lærere. Gjeſtebudet bleve ſaaledes forbundne — endogſaa ifølge Lovbud — med de ſtore chriſtelige Feſter, ligeſom for havde været ved de hedenſke Offerhøitider. Tiden for deres Afholdelſe blev kun ubetydelig forrykket. Den chriſtne Jul faldt næſten ind paa ſamme Tid ſom Hedningernes Jul eller Midvinters-Blot. Paaſken traadte i Stedet for Blotet mod Sommeren, ved dennes Begyndelſe i Midten af April, og Michaels- eller Martins-Mesſe for Høſt-Blotet, eller Blotet mod Vinteren ved Vinternatstid i Midten af Oktober. I de ſtore Forſamlinger ved ſaadanne Leiligheder drak man nu Chriſts, Marias og Helgenernes Minde, iſtedetfor man før drak Aſernes. Disſe Gjeſtebuder tjente ſaaledes til at holde den nye Tro i friſkt Minde, medens de tillige paa den anden Side efterhaanden gjorde den yndet, ſom den der tillod og gav Anledning til ligeſaa megen ſelſkabelig Munterhed, ſom den gamle ved ſine ſtore Høitider. Skikken tjente maaſkee ogſaa til nogenlunde at forlige Folkets Sind med den byrdefulde chriſtelige Faſte, ſom gik forud for de ſtore Chriſten-Feſter. Endelig finder man tydelige Spor til, at i Norge, ligeſom fordum i England ved Chriſtendommens Indførelſe der, Kirker reiſtes netop paa de Steder, hvor i Hedendommen ſtørre Hof havde været (f. Ex. paa Mæren, Hlade og mange andre Steder, hvor endnu Stedsnavnet Hof bærer Vidne om det hedenſke Tempels Tilværelſe for Kirken). Alt dette virkede efterhaanden forſonende paa Sindet hos de ved Tvang døbte og banede Veien for oprigtigere og renere Følelſer hos den opvoxende Slegt.

Ved Siden af de nu fremhævede Træk i Olafs og hans geiſtlige Medhjælperes Omvendelſesfærd — Træk hvori det indre Aandens Kald gjorde ſig gjældende uden klar Bevidſthed hos de Handlende —, maa ogſaa mærkes de, hvori en mere beregnende Klogſkab hos Olaf lader ſig til Syne. Her frembyder ſig førſt den Forſigtighed, hvormed han vidſte at dæmpe ſin Iver, indtil han havde ſikkret ſig Kongedømmet i hele Norge. Dernæſt hans Omtanke i at begynde ſit Omvendelſesverk i den Deel af Landet, hvor Folket var meſt forberedt, og hvor han kunde vente mindſt Modſtand; medens han førſt angreb Hedendommen i ſelve dens Hovedſæde, efterat han ſaa at ſige havde ſkaffet ſig Rygſtød i det hele Kyſtland lige nord til Throndhjemsfjorden. Endelig, og det viſtnok allermeſt, viſer ſig en beregnende Klogſkab i den Sluhed, hvormed han vidſte foreløbig at ſikkre ſig Høvdingerne i hver Landsdeel eller gjøre ſig dem uſkadelige, idet han deels knyttede dem til ſig ved Egennyttens Baand, deels ved Liſt og Overraſkelſe lammede deres Modſtandskraft, deels, naar ikke andre Midler hjalp, ryddede dem af Veien. Han indſaa klart, at ſom Norges Samfundsforholde vare gjaldt Almuens Modſtand lidet, naar den ikke lededes af Høvdingerne. Disſe vare nemlig paa een Gang Rettergangens og Religionens Forſtandere, verdslige Formænd og Preſter, og øvede i begge Egenſkaber en patriarkalſk Indflydelſe paa Bønderne, der viſte ſig afgjørende i alle vigtige Anliggender. I den verdslige Høvding var ogſaa Goden eller Aſa-Preſten vunden, og naar Preſten lod Aſatroen i Stikken, hvo ſkulde da opretholde den? Dette ſaa Olaf, og derefter indrettede han ſin Handlemaade; og Udfaldet viſte, at det var klogt.

De her fremhævede Forhold i ſin Almindelighed gjælde forøvrigt ikke Olaf Tryggvesſøns Tid alene, men ogſaa den næſt paafølgende; — de gjælde hele den Tid Chriſtendommen og Aſatroen kjæmpede mod hinanden i Norge. Stiller man ſig disſe Forholde i deres Sammenhæng klart for Øie, vil man viſtnok finde, at Olaf Tryggvesſøns Omvendelſesvirkſomhed har en ſtørre Betydning, end ved førſte Øiekaſt kunde ſynes. Olafs Djærvhed i at knuſe Gudebillederne, hans Ilſomhed i at paatvinge Folket en uforberedt Daab, hans Grumhed mod de Gjenſtridige, — og paa den anden Side hans Klogſkab i at vinde Høvdingerne og hans og hans Geiſtliges Tillempning af Chriſtendommens Lære og Skikke efter Folkets hedenſke Anſkuelſer — alt dette ſtaar da i ſit rette Lys, alt har ſin dybe Betydning. Det ſamvirkede alt ſom det kraftigſte Middel i Forſynets Haand til at ſkaffe Chriſtendommen førſt en haſtig Indgang og ſenere et ſikkert Grundfæſte hos et Folk ſom den Tids Nordmænd, — et Folk, hvis Sind var haardt og ſtridigt, men hvis Forſtand af Naturen var ſkarp, og hvis Øie en modnere Eftertanke let aabnede ligeſaavel for Sandheden ſom for Nytten. Olaf Tryggvesſøn var ogſaa den verdigſte Fortrædesmand for ſin Tids Nordmænd, hvis Dyder og Timer i ham klart afſpeilede ſig. Han var den, ſom med Haardhed, Kraft og Stivſind ſkulde møde de ſamme Egenſkaber hos ſine Landsmænd, og dog ved ſine glimrende Aandens og Legemets Gaver forſone dem med ſin Færd; — han var den, ſom kunde møde Liſt med Liſt uden at fornedre ſig i ſine Landsmænds Sine„ ſom kunde tæmme ſin Heftighed, naar Omſtændighederne fordrede det, for at lade den fri Fart, naar det beleilige Øieblik kom; — han var juſt Manden, ſom raſkt ſkulde lægge den ſkarpe Øxe til Hedendommens Bul og gjøre det førſte vældige Hug ind i dens Marv; Folkets egen vaagnende Eftertanke ſkulde, i ſin Beundring af hans i Almuens Øine overnaturlige Kraft, godkjende det begyndte Verk; og hans ſenere Navne, hvis Aand var mere dyb i ſine Beregninger og ordnende i ſin Virkſomhed, ſkulde fuldføre Verket, ſkulde ikke alene fælde Aſatroen til Jorden, og oprykke dens Rod af Norges Bund, men ogſaa bygge Chriſti Kirke i Landet paa Samfundsordenens og Lovens faſte Grundvold.

  1. Munch. I. 2. 23, 226.
  2. Munch. I. 2. 238—248.
  3. Sn. Ol. Tr. S. c. 56.
  4. Theod. Mon. c. 8; Ágr. c. 10.
  5. vitr ok góðgiarn 0k klerkr mikill“. Ol. Tryggvesſ. Saga. c. 107 (I. S. 229).
  6. Ol. Trvggvesſ. S. c. 216: Laxd. S. c. 40.