Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/86

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 359-366).

Styrelsesforandring i Norge i 1350. Orm Eysteinssøn bliver Drotsete. Rigets indre Historie 1350–1355.

Vi maa nu igjen kaste et Blik paa Norges verdslige Styrelse og see hvilken Vending den havde taget i de senest omtalte Aar. Det er ovenfor paaviist, hvorledes Forandringen af 1343 og 1344, hvorved Norges og Sveriges fremtidige Adskillelse under hver sin Konge vedtoges, synes at have virket til mere Orden i den norske Rigsstyrelse, navnligen derved at Kanslerembedet efter flere Aars Forløb igjen blev besat, Raadsmøderne hyppigere, og Raadets Myndighed til at handle i Kongens Navn og ved Kansleren benytte hans norske Segl i hans Fraværelse fra Norge udvidet^[1]. I Tiden fra 1345 til 1350 maa Kansleren, Hr. Arne Aslakssøn, antages at have været den ledende Kraft i Styrelsen, som den der, i Egenskab af det norske Kongesegls Vogter, paa en Maade repræsenterede Kongen, naar denne ei selv var tilstede. Men i 1350 foregik atter en Forandring i Rigsstyrelsen, der ikke synes at have været af ganske ringe Betydning En Drotsete blev nemlig i dette Aar atter udnævnt for Norge, og det norske Kongesegl givet ham i Verge.

I Begyndelsen af 1349 var Kong Magnus i Norge, hvorhen han maa være dragen ikke længe efter sin Tilbagekomst til Sverige fra det russiske Tog^[2]. Fra Oslo udstedte han den 27de Februar 1349 et Brev, hvori han stadfæstede Nidaros’s Kirkes Privilegier og Friheder, hvilket Brev blev beseglet i hans eget Overvær^[3]; og den 1ste Marts udstedte han sammestedsfra tvende Breve: det ene angaaende en Almenning i Gudbrandsdalen, beseglet med hans Sekret (mindre Segl) i hans eget Overvær^[4], det andet angaaende Marie-Kirken i Oslo, beseglet af Kansleren Arne Aslaksson, ligeledes i Kongens Overvær^[5]. Den 13de April s. A. var han paa Baahus Slot, hvorfra han udstedte det for omtalte Brev angaaende de kongelige Kapellers Frihed for Pavetienden^[6]. Senere paa Aaret, maaskee da den store Mandedød var udbrudt i Bergen, synes han at være dragen til Sverige og at have opholdt sig der, medens Farsotten rasede som værst i Norge Han var i det mindste i Vesteraas i Begyndelsen af Fasten, den anden Uge i Februar 1350, da han derfra forordnede Kosthold for sig i Jamteland, hvor han vilde opholde sig udover Paasken paa en Reise til St. Olaf. Brevet blev beseglet med hans Sekret i hans eget Overvær^[7]. Men medens Kong Magnus maa antages at have været paa Reisen over Jamteland til Nidaros – thi Paaske faldt dette Aar den 28de Marts –, udstedtes i Oslo den 10de April et Brev i Kongens Navn (Stadfæstelse af en privat Gave), beseglet af Kansleren Arne Aslakssøn^[8]. Denne Omstændighed bekræfter, hvad ovenfor er sagt^[9], at Kansleren havde Kongens større norske Segl i Forvar og benyttede dette for Breve udfærdigede i Kongens Navn i hans Fraværelse, medens Kongen selv havde sit norske Sekret eller mindre Segl med sig under sit Ophold udenfor Riget.

Rimeligviis har Magnus’s Reise til St. Olaf været en Pilegrimsfærd i Anledning af den store Farsot, der nu udentvivl havde naaet Sverige og der var ved at udbrede sig, medens den i Norge begyndte at aftage, eller vel endog i Landets vestlige og nordlige Dele, som den først synes at have angrebet, allerede var ophørt. Hvad Kongen forresten under sit Ophold i Throndhjem har foretaget, vides ikke; man har ingen Breve af ham, som derfra ved denne Leilighed ere udstedte. Ud paa Sommeren drog han til Bergen, hvor han var ved Begyndelsen af Juni Maaned og havde da sin Kansler hos sig. Thi den 2den Juni (en halv Maaned før Botolfsmesse, som er 17de Juni) udstedte han fra Bergen det for omtalte Vernebrev for Biskop Orm af Hole, hvilket blev beseglet af Kansleren i Kongens Overvær^[10]; og den 7de Juni udstedte han sammestedsfra et Frihedsbrev for Kjøbmændene af den tydske Hanse, ligeledes beseglet i hans eget Overvær^[11].

At under dette Kong Magnus’s Ophold i Bergen noget meget vigtigt er foregaaet, antydes i de gamle Annaler. Her heder det nemlig under Aaret 1350: „Kong Magnus og Dronning Blanz kom til Bergen; gav han sin Søn Erik Sverige, men Haakon Norge med Haandrækning (með handlögum) og satte dem i Kongesæde og forordnede dem Hird; men sig selv forbeholdt han (en sialfum sér ætlaði hann til rikis) Haalogaland, Island, Færøerne og Hialtland“. Og kort efter siges der: „Orm Eysteinssøn blev Drotsete i Norge, beskikket af Hr. Haakon den unge“^[12].

Man seer, at de gamle islandske Annalskrivere, der ikke tale noget om Forhandlingerne i 1343 og 1344, ved hvilke egentlig Erik og Haakon antoges til vordende Konger i Sverige og Norge, – have troet, at denne Sag først blev afgjort i Bergen 1350, og at Dronning Blanka og begge Kongesønnerne derved have været tilstede. Hvad det sidste angaar, da har man ingen særlig Grund til at negte Rigtigheden deraf. Har Rejsen til Norge fra først af havt et religiøst Formaal, været en Pilegrimsreise til St. Olaf, og har den derhos været foretagen for at fly Smitsotten, der nu rasede i Sverige, medens den var ophørt i det nordlige og vestlige Norge, – saa er det i sig selv ganske sandsynligt, at Magnus har taget sin Dronning og sine Børn med sig. Men hvad Forhandlingerne i Bergen angaar, da maa Annalskriverne udentvivl have tillagt dem en noget større Betydning, end de virkelig havde. Sagen angaaende Eriks og Haakons Kongedømme var som sagt allerede for flere Aar tilbage afgjort, medens Tiden for Norges Riges virkelige Overdragelse til Haakon endnu ikke var kommen, eftersom han ei havde naaet Myndighedsalderen. At en saadan Overdragelse heller ikke ved denne Leilighed har fundet Sted, viser noksom den Omstændighed, at Haakon først fem Aar senere optræder som styrende og med Kongenavn.

Noget sandt ligger ikke desto mindre vist nok til Grund for Annalernes Udsagn, kun at den rette Sammenhæng er bleven misforstaaet. Magnus har udentvivl, da han med sin hele Familie var idet nordenfjældske Norge, der paa en høitidelig Maade kundgjort og stadfæstet den i 1343 fattede Beslutning med Hensyn til sine Sønner. Maaskee har han først gjort dette i Nidaros paa Ørething, skjønt herom intet er berettet. Men i Bergen, hvor rimeligviis et Raadsmøde med det samme er blevet holdt, er Stadfæstelsen foregaaet med størst Høitidelighed, og der har Magnus, for ret at udhæve sine Sønners Verdighed, sat dem ved sin Side i det kongelige Høisæde, medens han lod de tilstedeværende Raadgivere og Hirden med Haandtag forpligte sig til Overholdelse af den tidligere Beslutning. Hvad de Lande angaar, som han siges at have forbeholdt sig selv, da kan dette ogsaa gjerne være rigtigt, for saa vidt som Forbeholdet henføres til Bestemmelsen i dens Heelhed. Det er nemlig ganske rimeligt, at visse Dele af Norges Rige kunne have været udtrykkelig hjemlede Kong Magnus til hans særlige Underhold, naar han engang overgav Rigsstyrelsen til Haakon; og Skatlandene, til hvilke Haalogaland den Tid begyndte at henregnes, udentvivl paa Grund af dets Forbindelser med det virkelige Skatland Finmarken, ere fortrinsviis blevne valgte, fordi de ikke ansaaes henhørende til Rigets egentlige Kjerne, hvilken man ikke vilde splitte. Om nu forresten dette Skridt af Magnus er gjort fuldkommen frivilligt, eller paa Raadets Tilskyndelser, hvilket derved kunde tænkes at have villet yderligere sikkre den vordende fuldkomne Adskillelse mellem Norge og Sverige, og derhos give Rigsstyrelsen i Norge en forøget Fasthed, – dette er noget, som umulig lader sig afgjøre.

Udnævnelsen af en norsk Drotsete ved samme Tid staar aabenbare i Sammenhæng med Magnus’s Stadfæstelse af Beslutningen fra 1343. Vi have før seet, at de verdslige Medlemmer af Kongens norske Raad heller vilde have en verdslig Drotsete i sin Spidse, som Kongens Repræsentant, end ledes af en geistlig Kansler. Dette viste sig jo klart under Formynderstyrelsen, først da Kansleren Ivar Olafssøn stedtes tilside for Drotseten Erling Vidkunssøn^[13], og senere da Kansleren Paal Baardssøn, der paa en Maade af Biskopperne var Erling paatvungen som Sidemand, havde heel vanskeligt for at holde sig i Raadet mod Drotsetens og de verdslige Raadgiveres Angreb^[14]. Kongen paa sin Side synes, som før er udhævet, ikke egentlig at have yndet noget af de tvende Embeder^[15]; men naar han nødvendig maatte vælge en af to, have vi seet, at han foretrak at beskikke en Kansler; og en saadan, der, efter Alt at dømme, var Kongen fuldkommen tro og hengiven, stod nu i Raadets Spidse. Men heri kunde Raadet ønske en Forandring, og maaskee fandt det ved nærværende Tid Leiligheden dertil gunstig.

Man maa stille sig for Øie hvorledes det i 1350, strax efter den store Mandedøds Ophør, forholdt sig med Norges Biskopper. Erkebiskoppen og tre Lydbiskopper vare døde under Sotten; Oslos gamle Biskop Salomon var den eneste overlevende Biskop i Norge, og han havde endnu neppe dengang, da de ovenomtalte Begivenheder foregik i Bergen i Juni Maaned, indviet Biskop Gisbert^[16]. Har der nu ved denne Tid, som formodet, været holdt et Raadsmøde sammesteds, saa er det aabenbart, at de verdslige Raadgivere, hvilke disse nu have været, ingen overveiende geistlig Modstand have havt at frygte, og derfor vel kunne have gaaet den svage Magnus paa Livet for at faa sit Ønske om en verdslig Formand drevet igjennem Annalernes Udsagn, at „Drotseten beskikkedes af den unge Haakon,“ synes ogsaa at tyde hen paa, at dennes Stilling som snart vordende Konge, er bleven udhævet til Forsvar for Nødvendigheden af en Drotsete, da Haakon maatte selvstændig repræsenteres i Raadet, og hans Repræsentant var nærmest til at være Bestyrelsens Formand, naar Kong Magnus ei var tilstede. Alt dette giver vistnok nogen Anledning til at formode, at det senest omtalte Skridt af Kong Magnus ikke har været saa ganske frivilligt, og navnligen at Beskikkelsen af en Drotsete i Grunden hverken har været efter hans eller Kanslerens Sind.

Men om det end muligen saaledes forholder sig med Styrelsesforandringen i 1350, at Kong Magnus’s Medvirken til samme har havt sin Grund i en ikke fuldkommen frivillig Føielighed mod det norske Raad, – saa savnes der paa den anden Side ikke ganske Grund for den Gjætning, at Personen, der udnævntes til Drotsete, har været Magnus’s særlige Valg, har været en Yndling af Kongen, om hvilken denne har haabet, at han som Kongedømmets Repræsentant i Raadet skulde i Eet og Alt tjene Kong Magnus’s Sag, uanseet at Raadets Tanke med hans Udnævnelse muligen kunde have været, at han som dets Formand nærmest skulde træde i Stedet for Junker Haakon. Hvad der taler for den sidste Gjætning, skal strax nedenfor udvikles, hvor vi komme til at omtale den udnævntes Personlighed og Stilling.

Hvad der imidlertid i al denne Usikkerhed og Famlen er ganske sikkert er: at en Drotsete blev udnævnt. Dette maa være skeet, eller idetmindste foreløbigen bestemt, allerede før den 2den Juni, Dagen da Vernebrevet for Biskop Orm af Hole blev udstedt; thi heri indstevnes Biskoppens Modstandere til at møde „for os (Kongen) eller vor Drotsete i Norge“ og til at svare „for Kirkens Formand i Nidaros og for vor Drotsete og Rigets Raad, hvis vi selv ei ere indenlands“^[17]. Kansleren Arne Aslakssøn har imidlertid beseglet dette Brev, ligesom ogsaa et andet givet af Kongen den 14de Juni i Karmsund (Karfsund), altsaa efter at Forhandlingerne i Bergen vare sluttede, og paa Kongens Reise derfra øster i Landet^[18]. Følgelig har ikke Udnævnelsen af en Drotsete strax bevirket Kanslerens Fratræden. Men denne maa have fulgt snart efter; thi det nævnte Brev af 14de Juni er det sidste, der kjendes, for hvilket Arne Aslakssøn som Kansler har sat Kongens Segl^[19], og senere finder man, at Seglet har været i Drotsetens Hænder, – at Kansleren følgelig har været funden overflødig. Arne Aslakssøn forsvinder efter den Tid af vore gamle Kilder. Han maa enten have trukket sig ganske tilbage fra det offentlige Liv, eller snart efter sin Afgang som Kansler være død. Der findes ligesaalidt med Hensyn til ham som med Hensyn til Paal Baardssøn i hans Tid^[20] nogen Antydning til, at han med Kanslerembedet har forbundet Provstiet ved Mariekirken i Oslo. Arne benævnes, selv efter at han var bleven Kansler: Chorsbroder ved Hamars og Oslos (Kathedral) Kirker^[21].

Den som i 1350 udnævntes til Kongens Drotsete i Norge, var Hr. Orm Eysteinssøn. Han nævnes, saavidt vides, første Gang blandt Kongens Raadgivere i en Dom af 12te Januar 1347^[22], og i Kong Magnus’s og Dronning Blankas norske Testamente af 15de Juli samme Aar^[23]. I det sidste nævnes han endnu Svend eller Væbner, men dog blandt Testamentets Executorer^[24]. Det paafølgende Aar derimod, 1348 den 16de Februar, nævnes han: Ridder^[25]. Han har saaledes efter alt Udseende vort til de yngre af Raadsmedlemmerne, og maaskee været omtrent jævnaldrende med Bjarne Erlingssøn, ved hvis Side han flere Gange nævnes, og samtidig med hvem han synes at være bleven Ridder. Den Omstændighed, at Orm, skjønt blandt de Yngre i Raadet, udnævntes af Kongen og Dronningen til een af deres Testamentes Fuldbyrdere, synes antyde, at han allerede dengang, i 1347, har staaet høit i Yndest hos Magnus og Blanka; og denne Yndest har, som nys ovenfor gjetningsviis er yttret, muligen tre Aar senere væsentlig hjulpet ham til Drotseteverdigheden^[26].

Det første Brev, hvor, saavidt hidtil bekjendt, Orm Eysteinssøn nævnes: Drotsete, er fra Tunsberg af 3die August 1350 og angaar Kirken. Anledningen er nemlig en Klage fra Biskoppen af Oslo (Salomon) over at Folk undlod at gjøre sin rette Tiende, idet man paaskjød som Grund, at man ei kunde faa Folk til at terske Kornet Og alligevel førte man dagligen Korn til Salgs i Kjøbstaden, og laa forresten i mere Drukkenskab, end for havde været Tilfælde. „De glemme – heder det – derover Guds Ret og den hellige Kirke i sine Tiendeydelser, foruden at Landet lægges øde, upløiet og utilsaaet, paa Grund af Folks Uvornhed og mangfoldige Usedelighed“. Man sporer i denne Klage de onde Virkninger, Mandedøden efterlod, baade i moralsk og økonomisk Henseende. De samme Klager lyde her fra Norge, som ogsaa lode fra andre Lande: at Folket, istedetfor ved den skrækkelige Pest at kaldes til Eftertanke og Forbedring, tvertimod, baade under den og næst efter den, overlod sig til et tøilesløsere og usedeligere Levnet end nogensinde før. Der erklæres i Brevet, at Kongen ikke vil vide af nogen saadan Uskik, hvorved Kirkens Ret lider Skaar; og Bøder og Straf sættes for dem, som ikke yde sin Tiende ordentlig, samt for de kongelige Sysselmænd, som vise sig lunkne i at skaffe Kirken Ret. Brevet er udferdiget i Kong Magnus’s Navn og beseglet af „Hr. Orm Eysteinssøn vor Drotsete“^[27]. Kongen var, da dette Brev udstedtes, i Stokholm^[28]. Vi see altsaa her Orm i Kongens Fraværelse som Drotsete forordne i hans Navn og selv besegle Brevet med Kongens norske Segl.

Fra denne Tid af og indtil Midten af 1355 finder man en Række af Kongebreve vedkommende indre Anliggender udstedte paa samme Maade fra forskjellige Steder i Norge^[29], medens man kun har et Par, udstedte fra Baahus, beseglede i Kong Magnus’s eget Overvær, uden at Drotseten nævnes^[30]. Større Raadsforsamlinger holdtes undertiden, ved hvilke Magnus selv var tilstede, men hvor ogsaa Orm Eysteinssøn nævnes først blandt de verdslige Raadgivere. Et saadant Raadsmøde omtales som afholdt i Baahus i Mai Maaned 1353, da Magnus den 6te Mai „med sin Søn Haakons og alt sit Rigets Raad af Norge, dets Samtykke“ ombyttede Dronning Blankas Morgengave, Tunsbergs Fehirdsle, med Landskaber paa Foldens østlige Side ved Gautelven og Sveriges Grændse. Brevet herom blev beseglet af Magnus og Haakon, samt af Erengisle Jarl af Orknøerne, Erkebiskop Olaf, Biskopperne Sigfrid af Oslo, Gisbrikt af Bergen, og Haavard af Hamar, Arnulf Abbed af Hovedø, Orm Eysteinssøn, Erling Vidkunssøn, Jon og Sigurd Hafthorssønner, Ogmund Finnssøn, Eilif Eilifssøn, Jon Bryniulfssøn, Peter Erikssøn, Provst til Mariekirke i Oslo, og tre Andre, som Forlovere^[31]. Ligeledes vare i August 1354 flere geistlige og verdslige Stormænd samlede i Baahus med Kong Magnus, udentvivl ogsaa til et Raadsmøde, og her foregik et Mageskifte af en Deel Jordegods mellem Kongen og Erkebiskop Olaf. I det derom af Erkebiskop Olaf udfærdigede Brev af 2den August nævnes som de, der satte sine Segl med Kongens og Erkebiskoppens for Brevet: Biskopperne Sigfrid af Oslo og Gyrd af Stavanger, Hr. Orm Eysteinssøn Drotsete i Norge, Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Øgmund Guttormssøn, Hr. Sigurd Hafthorssøn og Hr. Peter (Erikssøn), Provst til Mariekirken i Oslo^[32]. Her nævnes Orm: Drotsete, uagtet Kongen selv var tilstede.

I disse fem Aar synes saaledes Orm Eysteinssøn som Drotsete og Seglbevarer at have været Norges egentlige Styrer med Hensyn til dets indre Anliggender, i Kong Magnus’s Navn; medens denne selv næsten kun befattede sig med de udenrigske Anliggender, som vedkom begge hans Lande. Magnus lader heller ikke i al denne Tid til at have været længer nord i Norge end i Baahus og Marstrand^[33]. En overordentlig Myndighed har ganske vist været lagt i Hr. Orms Hænder, skjønt han, som vi see, havde Rigets Raad ved sin Side. Vi finde endnu ældre, indflydelsesrige Mænd blandt dettes Medlemmer, Mænd, der sikkert have kunnet lægge et kraftigt Ord ind med, saa at Drotseten neppe var fuldkommen eneraadende, om ogsaa Kong Magnus for sit Vedkommende maaskee lod ham styre som han selv lystede. Ellers døde Erling Vidkunssøn i Aaret 1355^[34], efterat han et Par Aar i Forveien havde mistet sin eneste Søn, den oftere nævnte Bjarne Erlingssøn^[35], som i 1347 eller 1348 var bleven Ridder. Bjarne havde ingen Børn efterladt, og Erling endte saaledes den berømte Arnmødlinge-Æts mandlige Linie. Af hans Døttre var Ingebjørg, der arvede Giska, gift med Hr. Sigurd Hafthorssøn.

Orm Eysteinssøns Styrelse tog en Ende ved Midten af 1355. Det sidste Brev, der vides af ham som Drotsete at være beseglet er af 19de Juni dette Aar^[36], og siden findes, saavidt hidtil bekjendt, hans Navn hverken blandt Raadets Medlemmer eller forresten i noget offentligt eller privat Brev. Hans Afgang fra Drotseteverdigheden staar udentvivl i en ganske naturlig Forbindelse med den Forandring i Norges Rigsstyrelse, som netop strax efter Midten af 1355 indtraadte, idet den allerede forlængst til Norges Konge udseede Haakon Magnussøn virkelig antog Kongedømmet, og Rigsstyrelsen begyndte at føres i hans Navn.

1. S. o. f. II. 294 f.
2. S. o. f. II. 307.
3. N. Dipl. II. 246.
4. Or. perg. i Bergens Musæum.
5. Or. perg. i A. M. S. fasc. 53 No. 10.
6. S. o. f. II. 306.
7. Br. til Folket i Rasund og Hambrudal. Or. perg. i den peringskøldske Samling i det svenske Rigsarkiv.
8. Or. perg. i A. M. S. fasc. 53 No. 11. b.
9. S. o. f. II. 295.
10. S. o. f. II. 356.
11. N. Dipl. III. 225 (af Andre urigtigen henført til 1357).
12. Isl. Ann. 282.
13. S. o. f. II. 217, 227.
14. S. o. f. II. 231.
15. S. o. f. II. 267.
16. S. o. f. II. 342.
17. Finn Joh. I. 434.
18. N. Dipl. II. 252.
19. N. g. L. III. 175 findes rigtignok en Forordning af Magnus dat. den 8de Jan. „á átiánde are ok xx rikis vars“ d. e. 1357, beseglet ved Hr. Arne Aslakssøn; men heri er aabenbar en Feilskrift og „áttande“ maa læses for „átiánde,“ altsaa „otte og tyvende“ for „attende og tyvende,“ hvilket giver 1347; og her passer Arne Aslakssøns Navn.
20. S. o. f. II. 228.
21. Sml. V. 587; jfr. o. f. II. 303.
22. N. Dipl. I. 240.
23. Sml. V. 585, 587.
24. S. o. f. II. 303.
25. N. g. L. III. 171.
26. Det er ellers vel verd at mærke, at Orm Eysteinssøns Ophøielse i Norge var paa det nærmeste samtidig med den bekjendte Benedikt Algotssøns Ophøielse i Sverige, hvilken der vakte saa stor Uvillie mod Kongen og Dronningen, og gav, som vi senere skulle see, Anledning til saamange Krænkelser for dem begge. At der har været en vis Lighed mellem Orms og Benedikts Stilling, og at disse Mænds senere Skjebne ikke har været uden gjensidig Indvirkning, – dette er en Gjætning, der har tiltvunget sig Indgang hos mig, og som jeg vover at fremføre, uden at jeg dog formaar at belægge den med nogetsomhelst Bevis.
27. Or. perg. A. M. S. fasc. 53 No. 13.
28. Brev af ham fra Stokholms Slot dat. 4de Aug. 1350, Lagbr. III. 596.
29. 1352 u. D. Tunsberg. Org. perg. Deichm. Sml.; 1353. 10. Septbr. Throndhjem. Org. transcr. perg. A. M. S. fasc. 11 No. 1; 1354.19. Octbr. Bergen. Finn Joh. I. 436; 1355. 21. Jan. Oslo. N. Dipl. II. 269: 1355. 19. Juni. Agvaldsnes N. g. L. III. 174. not. 6.
30. 1352. 23. April. Baahus. Or. perg. A. M. S. fasc. 54 No. 1; 1354. 27. Juli Baahus. Or. perg. A. M. S. fasc. 54 No. 2 a.
31. N. Dipl. II. 260.
32. N. Dipl. II. 265–268.
33. Br. fra Marstrand af 14de Juli 1352, Lappenb. II. 422.
34. Isl. Ann. 288.
35. Erlings Brev af 23de Jan. 1354, N. Dipl. II. 263.
36. S. o. f. II. 365.