Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakon har udentvivl troet at kunne muligen binde ſin Svigerfader faſtere til ſig ved at imødekomme hans ærgjerrige Ønſker ſaavidt ſom det, Kongedømmets Ret ubeſkaaren, lod ſig gjøre. Samme Vaar 1237 gav han nemlig Skule paa Ørething Hertugsnavn, hvilket Ingen før ham i Norge havde baaret. Denne Ophøielſe ſynes ogſaa virkelig for Øieblikket at have tilfredsſtillet Skule, ſkjønt hans ſande Magt og Omraade, ſom det lader, ikke derved blev forøget; og et venſkabeligere Forhold indtraadte atter mellem ham og Kongen. Men det viſte ſig ſnart at være altfor meget afhængigt af deres ſtadige Samvær. Aldrig ſaaſnart ophørte dette, før ogſaa Venſkabet kjølnedes. I henved to Aar havde de altid opholdt ſig paa ſamme Sted, da om Vaaren 1238 Hertugen drog til Throndhjem, medens Kongen tog ſit Sæde i Viken. De ſkiltes ſom Venner, men da de førſt vare fjærnede fra hinanden, begyndte den gamle Misforſtaaelſe atter at indſnige ſig mellem dem. Skule var herlig udruſtet baade paa Sjæl og Legeme; han beſad baade Aandsdannelſe og Klogſkab og Mod. Men med alt det manglede der han i ſand Redelighed og en faſt Villie. Hans Ærgjerrighed havde vundet for ſtort Raaderum i hans Hjerte; den havde engang foreſpeilet ham Kongedømmet ſom hans Stræbens Maal, og dette Billede kunde det aldrig lykkes ham at faa udſlettet, ſkjønt han meer end een Gang ſynes at have været paa god Vei dertil. For at fyldeſtgjøre ſin Ærgjerrighed lokkedes han af ſin indre Drift letteligen hen paa uærlige Veie, og det ſaameget meer, ſom hans Øre altid var aabent for egennyttige, liſtige og ſødtalende Smigreres Indſkydelſer. Han var da driſtig, ja vel endog fremfuſende i at udkaſte underfundige, forræderſke Planer; men naar det kom til deres Udførelſe, da vaklede han, viſtnok ikke af Mangel paa Mod til at imødegaa den ydre Fare, men fordi hans bedre Følelſe i det Afgjørende Øieblik ſkræmte ham tilbage fra en vanærende Nidingsdaad. Naar Kongen havde hans Øre, bøiede han ſig for dennes aabne, ærlige og kraftfulde Sindighed, idet han ſkammede ſig for ſin egen Underfundighed ligeover for Haakons uſkrømtede Velvillie. Men naar han fjærnet fra Kongen var omringet af dennes hemmelige Arvefiender blandt Norges geiſtlige og verdslige Høvdinger, da lyttede han igjen altfor gjerne til disſes Foreſtillinger, ſom ſmigrede hans Ærgjerrighed ofte meer af øieblikkelig Egennytte end af ſand Hengivenhed. Paa den anden Side var der Høvdinger, ſom fandt ſin Fordeel i at holde Splittelſen mellem ham og Kongen ſtadigen aaben, og ſom, naar Kongen ikke kunde lukke Øinene for Skules tvetydige Færd, dyngede Steen paa Byrden og fremſtillede hvert af hans Skridt med de mørkeſte Farver. Under ſaadanne Forhold maatte, med Skules Karakter, Venſkabet mellem ham og Kongen ſtedſe hvile paa en huul Grund; og med ſterke Skridt nærmede ſig nu det afgjørende Øieblik, da denne Grund ſkulde ſtyrte ſammen og Forræderiet knuſes i Sammenſtyrtningen.

Endnu engang ſamledes Kongen og Hertugen om Sommeren 1238 i Bergen, og deres gjenſidige Forhold ved denne Leilighed, ſkjønt ingenlunde ſom i deres Venſkabs bedſte Dage, ſyntes dog at vække noget Haab[1]. Men det var ogſaa det ſidſte Glimt. De ſkulde aldrig meer mødes i Fred. Da Hertugen i Begyndelſen af Vinteren var dragen tilbage til Throndhjem, medens Kongen forblev i Bergen, forværredes Tilſtanden kjendelig, og Hertugen og hans Tilhængere brugte de bittreſte og fiendtligſte Yttringer mod Kongens Mænd og Raadgivere. Dette kunde ikke blive ſkjult for Haakon, og denne indbød om Vinteren Hertugen til et nyt Mode i Bergen den følgende Sommer 1239. For at Bønderne ei herved ſkulde betynges beſtemte Kongen, at de begge kun ſkulde have nogle lette Skibe til Sammenkomſten. Desuagtet ſpurgtes det nordenfra om Vaaren til Viken, hvor Kongen da opholdt ſig, at Hertugen udruſtede ſine ſtørſte Skibe. Kongen udbød da ogſaa Folk og ſamlede til ſig en betydelig Hærmagt. Om Sommeren kom Hertugen til Bergen med ikke mindre end tyve, for det meſte meget ſtore Skibe. Men da han nu hørte, at Kongen nærmede ſig øſtenfra med en Flaade paa 40 Skibe, ſaa fattede han paa ſine Mænds Raad den Beſlutning ikke at afvente Kongens Komme, men drog tilbage til Throndhjem med hele ſin Hær.

Kort efter at han havde forladt Bergen, indtraf Kongen der, og fandt Erkebiſkop Sigurd, ſom ogſaa var kommen nordenfra for at overvære Forligsmødet. Erkebiſkoppen ſyntes, at Udſigterne til Fredens Opretholdelſe vare daarlige, men bad Kongen alligevel at gjøre for den hvad han kunde. Det blev nu beſtemt, at Erkebiſkoppen ſkulde paabyde Vaabenſtilſtand Vinteren over, og hertil modtog han Kongens Fuldmagt. Han ſkrev ogſaa ſtrax til Hertugen med Bøn om, at denne ikke vilde bryde Freden, før Erkebiſkoppen kunde træffe ham. Erkebiſkop Sigurd drog derpaa for det førſte til Sunnmøre i ſine Embedsforretninger, og Kongen gav ſin Hær Hjemlov. Begge ſtolede paa, at Hertugen ſkulde agte Stilſtanden, ſaa meget mere ſom Erkebiſkoppen ſenere paa Høſten ved et nyt Møde med Kongen i Bergen, i Overvær af Hertugens Sendemænd, forkyndte Bans Straf for den ſom brød den. Kongen havde ogſaa ſkrevet til Hertugen om alt dette, og opfordret ham til at holde Freden eller og lade Kongen det vide, om han ei antog den[2].

Men Skule gik en ganſke anden Vei. Da han var kommen til Throndhjem forøgede han ſin Hær og udpresſede Skat af Thrønderne til dens Underhold tvertimod Kongens udtrykkelige Bud. Han erklærede nu i Nidaros for ſine Mænd, at han var til Sinds at lade ſig give Kongenavn. Enkelte gjorde ſvage Modforeſtillinger, medens de Fleſte beſtyrkede ham i hans Forſæt. Det ſidſte var ogſaa Tilfælde med en Deel af Chorsbrødrene, blandt hvilke han nu ſom tidligere havde ivrige Venner; disſe forelæſte ham endog Lovſteder, ſom ſkulde beviſe hans Ret til Kongedømmet. Tilſkyndet „af egen Ærgjerrighed og ſine Raadgiveres Foreſtillinger“[3], tog han nu en afgjørende Beſlutning, og lod Ørething ſtevne.

Thinget holdtes den 6te November 1239, ſom var en Søndag. Medens det ſammenblæſtes kom Skule ind i Chriſtkirken under Mesſen, gik op i Choret, lod der Chorsbrødrene kalde til ſig og forlangte, at St. Olafs Skrin ſkulde udbæres paa Thinget. Dette blev ikke ſtrax indrømmet; thi ſkjønt flere af Chorsbrødrene vare hans Venner og vilde føie ham, ſaa var dog Eyſtein Sure, hvem Erkebiſkoppen havde beſkikket til deres Formand i ſin Fraværelſe, herimod. Da Skule trængte ſterkere ind paa dem og forlangte en Afgjørelſe, ſvarede Eyſtein, at det var bedſt, at hele denne Sag beroede til Erkebiſkoppens Hjemkomſt. Skule bebreidede Eyſtein, at han altid var ham imod, ſelv naar de øvrige Chorsbrødre vilde føie ham, – og forlod Kirken. Men Peter Skules Søn og flere af hans Mænd bleve tilbage, og disſe nærmede ſig nu Høialteret for at borttage Skrinet. Da Eyſtein ſaa dette, traadte han frem for Alteret og erklærede, at de ſkulde være i Ban, ſom vovede at udbære Skrinet uden Chorsbrødrenes Samtykke. Peter gjorde kun Spot af hans Ord. Han bød ſine Mænd ligefuldt tage Skrinet, og da det var tungt, løb han ſelv op paa Alteret og ſkjød efter med ſine Knæ for at faa det af Sted. Ogſaa det hellige Kors, „hvori var lignum domini“ (d. e. en Spaan af Chriſti virkelige Kors), blev udbaaret tilligemed St. Olafs Tre og Spyd. Imidlertid var Thinget ſamlet, og da Helligdommene vare bragte did, og Skule ſelv var kommen med ſin væbnede Hird, blev hans Ret til Kongedømmet forklaret af et Par af hans Tilhængere, og Ivar Lagmand gav ham Kongenavn.

Da dette driſtige Skridt var gjort, ſendte Skule ſin Hær ud til forſkjellige Sider. En Deel Skibe lod han afgaa mod Bergen for at overrumple Kongen, der havde ganſke faa Folk om ſig; de øvrige Varbelger ſpredte ſig til alle Sider og dræbte uden Skaanſel Kongens Mænd hvor de kom over dem. Overfaldet paa Kongen ſelv mislykkedes imidlertid. Han fik i Tide Underretning om Skules Oprør ved en af ſine Hirdmænd, der lige efter Ørethinget havde forladt Nidaros og havde reiſt i ſtørſte Skynding. Strax lod Haakon Hærør udgaa og var omgiven af en Mængde væbnede Tilhængere, længe før Varbelgernes Skibe, der bleve noget ſinkede ved Modbør, naaede frem. Disſe opgave da Overfaldet paa Kongen og gave ſig i Stedet til at plyndre og dræbe Kongens Tilhængere paa Møre og i Raumsdal.

Kongen ſad Julen over i Helgen med en betydelig Stridsmagt og overdrog ved ſine Breve Vikens Forſvar til Junker Knut. Skule havde ſtrax henvendt ſig til denne og ſøgt at drage ham over paa ſin Side ved Løfte om Jarlsnavn; men Knut havde ikke villet indlade ſig paa noget Forræderi mod Kongen. Nu lod denne ham give Jarlsnavn, og fandt ogſaa i ham en tro Tilhænger[4]. Allerede før Jul havde Kongen ſendt nogle af ſine Mænd forud mod Norden for at iagttage Varbelgerne, og havde givet dem den Forſkrift, ſom lige fra Sverrers Tid havde gjældet blandt Birkebenerne, at de ſkulde vel overholde Kirkefred og Kvindefred. I Begyndelſen af Februar 1240 ſeilede han ſelv med 40 Skibe efter til Throndhjem. Skule vovede ikke at oppebie ham, men for med ſin Hær ſyd over Fjeldet til Oplandene. Da Kongen kom til Nidaros gik Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene ham i Procesſion imøde og modtoge ham med al Hæder; men han ſyntes dog mærke, at ikke Alle mente ham det oprigtigt. Der var ogſaa de, ſom under de paafølgende hyppige Raadſlagninger fremkom med det Forſlag, at Haakon og Skule ſkulde forliges paa det Vilkaar, at hver ſkulde have det halve Rige og begge Kongenavn; men det forkaſtede Kongen – ſom rimeligt var – med Misbilligelſe. Erkebiſkop Sigurd var imidlertid ikke blandt dem, ſom nu bar Kappen paa begge Skuldre. Han indſkrænkede ſig – ſaavidt ſkjønnes – til at bede om Fred for dem af Skules Frænder og Tilhængere, ſom havde ſøgt Friſted i Kirkerne; og dette var let udvirket, da Kongen idet Hele for frem med den ſtørſte Mildhed og Skaanſel, hvorved han ogſaa vandt den almindelige Mening paa ſin Side. At Erkebiſkoppen for ſit Vedkommende mente det oprigtigt med Kongen, viſer ſig end meer deraf, at han allerede tidligere banſatte Bjørn, Abbed af Holm, der havde været i Ledtog med Skule og indviet i hans Planer, og ſom havde ſpillet et ſaare falſkt Spil den foregaaende Høſt i Egenſkab af Skules Sendemand og Underhandler hos Kongen. Bjørn blev yderſt forbittret herover og appellerede til Paven. Men da han nu efter oplagt Raad med Skule, ſkulde fare i dennes Erinder og med hans Breve til Danmark, Tydſkland og den pavelige Kurie, blev han om Vinteren paa ſin Reiſe over Oplandene fangen i Hamar af Kongens Sysſelmand og ført til Bergen, hvor han blev ſat i Forvaring paa Borgen indtil videre[5]. Ikke ſtort bedre gik det en anden af Skules Sendemænd, Jatgeir Skald, ſom ſkulde fare med hans Breve og Erinder til Sverige; han blev efterſat af Kongens Mænd og paagreben i Helſingialand. Brevene bleve ham fratagne, men han ſelv undſlap med Nød[6].

Skules Underhandlinger, hvorved han tilſigtede at fremme ſin Sag i Udlandet, gik ſaaledes overſtyr. Men bedre ſyntes i Førſtningen hans Krigsforetagender at ville lykkes. Efterat have ſamlet ſin Magt paa Oplandene, rykkede han mod Syden. Knut Jarl vilde hindre hans Fremgang, men blev i Marts Maaned 1240 aldeles ſlagen ved Laka paa Raumarike. Skule bemægtigede ſig Oslo, og Varbelgerne ſpillede Meſter paa Oplandene og i Viken.

Dette Skules Vaabenheld var dog kun af kort Varighed. Vel udbredte hans Seier ved Laka, da den med ſtore Overdrivelſer rygtedes i Nidaros, nogen Forknyttelſe blandt Birkebenerne, og Erkebiſkop Sigurd tilbød endogſaa Kongen, før ſtørre Uheld indtraf, at ville ride ſyd over Fjeldet og forſøge Fredsunderhandlinger. Men Kongen afſlog hans Tilbud med Tak for hans gode Villie, idet han henſkjød ſin Sag til Gud og den hellige Olaf. Kongen lod i Haſt ſtevne Ørething, og paa dette lod han, i Overvær af Erkebiſkoppen og de bedſte Mænd i Thrøndelagen, ſin otteaarige Søn Haakon give Kongenavn. Derpaa forlod han Nidaros i ſtørſte Skynding med ſin Flaade. I Bergen gjorde han en kort Stands og underſøgte da de Breve, med hvilke Bjørn Abbed havde faret, og til hvis Affattelſe denne ganſke viſt ſelv havde gjort Udkaſtet. De befandtes at være af ſaa underfundigt og forræderſk Indhold, at Abbeden vel kunde have fortjent Døden; men Kongen gav ham dog Fred[7]. Efterat Kongen ogſaa paa et Thing i Bergen havde ladet ſin unge Søn give Kongenavn, ſkyndede han til Viken, i det han paa Veien ſtedſe drog friſke Stridskræfter til ſig, og nærmede ſig Oslo, før Skule, ſom her holdt til med Varbelgernes Hovedmagt, havde nogen Tanke derom.

Den 21de April naaede Kongen, efter en overordentlig hurtig Reiſe, Staden, og angreb den uforvarende fra tre Sider. Det kom til en blodig Strid i Gaderne. Skule blev ſlagen og flygtede nu med de ſvage Levninger af ſin Hær over Oplandene til Throndhjem.

Her fandt imidlertid Skule Stemningen mod ſig meget forandret til det Værre. Man havde under Kongens ſeneſte Ophold der faaet et ganſke andet Lys i Skules hele Sag, end det ſom dennes Tilhængere havde udſpredt, da han paa Ørething blev tagen til Konge[8], og man vilde nu aldeles ikke hjælpe ham i hans Oprør. Skule ſelv viſte ſig nedſlagen og ubeſtemt, og traf ingen virkſomme Foranſtaltninger for at møde ſine Fiender. Hans Venner advarede ham forgjæves; han vaktes ikke af ſin Sløvhed før det allerede var for ſildigt. Kongen havde ſtrax efter Seieren i Oslo ſendt Asulf af Auſtraat, Skules Frænde og tidligere hans Ven, men nu hans bittre Fiende, med en Deel Skibe nord til Nidaros; og Asulfs Færd gik ſaa raſk, at han tidlig om Morgenen den 21de Mai ganſke uventet løb ind til Nidaros og uden Ophold angreb Varbelgerne. Skule vaagnede førſt ved Stormklokkens Lyd; han ſøgte forgjæves at ſamle ſine Mænd; disſe ſøgte under Forvirringen ſin Redning i Kirker og andre Fredeſteder. Skule flygtede over Nidelven ud af Byen og ſkjulte ſig med faa Mænd i to Dage i en nærliggende Skov. Didhen bragtes hemmeligen Chorkapper fra det nærliggende Elgeſæters Kloſter; og da Munkene Dagen før Chriſti Himmelfartsdag, eller Onsdagen i Gangdagene, foretog ſin ſedvanlige Procesſion, optoge de Hertugen og hans Mænd i ſit Følge og førte dem ind i Kloſteret. Her toge de Plads i Kloſterkirkens Taarn. Birkebenerne, ſom imidlertid havde dræbt Skules Søn Peter, fik ſtrax Nys om Hertugens Tilflugtsſted og omringede Kloſteret, hvor han og hans Mænd nu ſtræbte at forſvare ſig.

Saaſnart Erkebiſkop Sigurd hørte hvad der var paa Færde, ſkyndte han ſig med en Mængde Geiſtlige og Bymænd over til Kloſteret. Han forbød førſt Birkebenerne at angribe dette; men de ſvarede, at de vare nødte hertil ved Omſtændighederne, og maatte gjøre det, hvad enten det tyktes Erkebiſkoppen vel eller ilde. Da bød Erkebiſkoppen Gods for at Hertugen ſkulde faa fare i Fred til Kongen; men heller ikke herpaa blev agtet. Imidlertid havde Nogle i ſin Heftighed ſat Ild paa Kloſteret, og den greb om ſig, trods de Forſøg Andre gjorde paa at ſlukke den. Da gik Skule ud med ſine Mænd og faldt med flere af disſe for Birkebenernes Vaaben den 23de Mai 1240. Han var da 51 Aar gammel. Erkebiſkop Sigurd, ſom forgjæves havde ſøgt at redde Skules Liv, gav kun med Vanſkelighed Asulf og hans Mænd en midlertidig Afløsning for den Vold, de havde udøvet mod Kloſteret, hvilket ganſke nedbrændte. Erkebiſkoppen var ogſaa tilſtede ved Skules Ligfærd, da han med ſømmelig Pragt blev jordet i Chriſtkirken i Nærheden af ſin Broders, Kong Inges Grav.

Dette var det ſidſte blodige Optrin i de voldſomme Partikampe, ſom nu i meer end 100 Aar havde ſønderſlidt Norges Indre. Skule efterlod ikke nogen Søn eller noget mandligt Afkom, og hans eneſte gjenlevende Datter var Kong Haakons Dronning og den unge Kong Haakons Moder. Der var ſaaledes ingen Arving til Skules formeente Ret til Kongedømmet, uden ene Kong Haakons Afkom; de ſeneſte tvende Partiers Fordringer vare ſammenſmeltede, og denne Kilde til indre Splid var derved ſtoppet Et Parti blandt den norſke Geiſtlighed, og iſær af Chorsbrødrene i Nidaros, med hvilke Elgeſæter Kloſter, ſom en Bolig for Kanniker af St. Auguſtins Regel, ſtod i den nærmeſte Forbindelſe, underſtøttede – ſom vi have ſeet – lige til det Sidſte Hertug Skule. Men dette Parti ſynes efterhaanden at være blevet ſvagere og ſvagere, og til Slutningen vovede det ikke engang at virke for hans Sag uden ganſke i Smug. At Kong Haakon har kjendt vel til disſe lønlige Rænker, er aabenbart; dog da de tilſidſt alligevel bleve uvirkſomme, og da Erkebiſkoppen og Kapitelets af denne beſkikkede Formand ikke alene holdt ſig udenfor dem, men endogſaa efter Evne ſynes at have modarbeidet dem, ſaa maa man tro, at Kongen, efter Skules Fald har ladet al videre Forfølgelſe af den Sag fare, og taget de Skyldige til Naade; i det mindſte findes intet Spor til det Modſatte. En ſaadan Mildhed var ogſaa ſtemmende med Haakons Karakter og hans ſkaanſomme Fremfærd mod flere Andre, ſom havde ſtaaet paa hans Fiendes Side, men efter dennes Fald underkaſtede ſig og ſøgte Tilgivelſe. Endogſaa Abbed Bjørn af Holm, der dog ſaa dybt havde indviklet ſig i Skules Sag, og – ſom det lader tildeels for hans Skyld – havde bragt ſit Kloſter nær Ødelæggelſen, endogſaa ham behandlede Kongen med Overbærenhed.

Denne Abbed Bjørn var udentvivl i ſin Tid en af den norſke Geiſtligheds fremragende Perſonligheder. Han ſynes at have beſiddet ualmindelige Evner og dertilmed en ikke ringe videnſkabelig Dannelſe. Derfor var han Skule en ſaare brugbar Hjælper i hans Underhandlinger og Brevvexling, hvilken ſidſte han i de ſeneſte Aar ſynes at have foreſtaaet, og derfor vel fik Navnet Rita-Bjørn d. e. Skriver-Bjørn. Han blev Abbed i Nidarholms Cluniacenſer-Kloſter 1232[9], og kom ſnart ind i den politiſke Røre. Førſt ſynes han at have heldet til Kongens Side, og at have været benyttet af denne ſom Underhandler i Tviſtighederne med Skule. I det mindſte optraadte han ſom ſaadan i 1235 og 1236[10]. Men ſiden viſte han ſig ſom Skules afgjorte Tilhænger og ſom en af hans fornemſte Raadgivere under hans ſidſte ulykkelige Opſtand. Hans Indblanding i de forviklede Statsſager var imidlertid hans Kloſter til liden Baade. Dets Midler bleve forødede, og hans ovenomtalte Banſættelſe ved Erkebiſkoppen var, ſom det lader, ligeſaavel fremkaldt ved hans daarlige Kloſterſtyrelſe ſom ved hans høiforræderſke Færd. Da han lavede ſig til at fare til Rom i ſin egen og Skules Sag, pantſatte han endogſaa Kloſteret med alle dets Ejendomme for at ſkaffe ſig de nødvendige Penge. Hans Reiſe blev imidlertid, ſom forhen fortalt, dengang forhindret ved hans Fangenſkab. Af dette blev han dog løsladt ved Kongen, og maa endogſaa have faaet dennes Tilladelſe til at drage til Rom for at føre ſin Sag. Her ſynes han at have opholdt ſig i et Par Aar og at være bleven løſt af Bannet. I 1244 kom han tilbage til Norge med et naadigt Pavebrev til Kongen, hvilket ſenere ſkal omtales; og nu lader det til, at Haakon ganſke har tilgivet ham og ſamtykket i, at han igjen ſkulde overtage Kloſterſtyrelſen i Nidarholm. Men da han i den Anledning reiſte nordover fra Bergen, døde han ſamme Høſt 1244 i Kloſteret paa Selia[11]. Holms Kloſter var imidlertid ved hans uforſvarlige Fremfærd kommet i ſaadan Forvirring og var blevet ſaa udarmet, at det ikkun ved en fuldſtændig Reformation i 1248 igjen kunde bringes paa Fode[12].

  1. H. H. S. c. 194.
  2. H. H. S. c. 196, 205.
  3. H. H. S. c. 198.
  4. H. H. S. c. 204, 213.
  5. H. H. S. c. 215, jfr. Langes Kloſth. S. 322–328.
  6. H. H. S. c. 216.
  7. H. H. S. c. 225.
  8. H. H. S. c. 238.
  9. Isl. Ann. 106.
  10. H. H. S. c. 184–186.
  11. H. H. S. c. 246.
  12. Scr. rer. Dan. IV. 415; Suhm D. H. X. 115, jfr. Langes Klh. 321–328.