Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Tredie Tidsrum.

Hierarchiets ſenere ſtore Kamp mod Kongedømmet. Den hierarchiſke Kirkeordens bedſte Tid i Norge.

49.

Magnus Haakonsſøn Norges Konge. Haakon ellevte og Jon Raude tolfte Erkebiſkop. Kong Magnus’s Lovforbedring fornyer Spendingen mellem Kongedømmet og Kirken.

Ved Haakon Haakonsſøns Død i Slutningen af 1263 gik Norges Kongedømme uden al Ryſtelſe over til hans eneſte gjenlevende Søn Magnus. Denne havde ſiden 1257 baaret Kongenavn, ſiden 1261 været kronet Konge og ſiden ſin Faders Tog til Veſten om Sommeren 1263 Norges Riges Styrer. Hertil kom, at der Ingen fandtes, der med ringeſte Skin af Ret kunde gjøre ham Kongedømmet ſtridigt. Siden Sigurd Jorſalfarers og hans Brødres Regjeringstiltrædelſe havde ingen norſk Konge ſaa rolig og uimodſagt taget Kongedømmet i Beſiddelſe. Dette ſkede ogſaa, ſom det lader, uden nogen fornyet høitidelig Antagelſe; og Kong Magnus regnede ſin Regjeringstiltrædelſe fra ſin Faders Dødsdag.

Ikke ſaa let og hurtig gik det med Erkeſtolens Beſættelſe efter Einars Død, der ſom allerede ſagt indtraf noget før Kong Haakons, om Høſten 1263. I Valget af hans Eftermand gik Chorsbrødrene i Nidaros udenfor ſin egen Kreds og kaſtede, uviſt af hvilken Grund, ſine Øine paa Birger, Abbed af Ciſtercienſer-Kloſtret paa Tautra, der ogſaa modtog Valget. Dette ſkede enten i Slutningen af 1263 eller i Begyndelſen af 1264. At Kongen herved har været adſpurgt, omtales ikke. To Hindringer vare imidlertid i Veien for Birgers ordentlige Valg: han var Preſteſøn og Kloſtermand. Han kunde derfor af Chorsbrødrene ikkun poſtuleres til Erkeſtolen; det tilkom Paven at dispenſere ham for de canoniſke Mangler og derpaa fuldbyrde Valget[1]. Allerede ſom Poſtulatus eller Erkebiſkopsemne ſynes Birger at have ſtræbt at indynde ſig hos Chorsbrødrene, deels ved at bekræfte Erkebiſkop Sørles Gave til deres Kommune, hvilken, ſom før ſagt, Erkebiſkop Einar havde underkjendt og frataget dem[2], – deels ved at bilægge ved Forlig en af de gjængſe Tviſtigheder mellem dem og Prædikebrødrene i Nidaros[3]. Man friſtes til at antage, at foreløbige Løfter, iſær med Henſyn til det førſte Punkt, ikke have været uden Indflydelſe paa Chorsbrødrenes gunſtige Stemning for Birgers Udvælgelſe. Om Kong Magnus har betragtet den med ſamme gunſtige Øine, er meget at betvivle. Den afdøde Erkebiſkop Einar havde, ſom før er ſagt, ſtedſe viſt ſig ſom Magnus’s hengivne Ven, endogſaa i den Grad, at det havde vakt Kong Haakons Utilfredshed, og Magnus havde gjengjældt denne Hengivenhed med en lignende. Var nu, hvad der er høiſt rimeligt, Birgers Valg et Verk af et med Einar utilfreds Parti blandt Chorsbrødrene, ſaa lader ſig deraf let forklare, at Kong Magnus ikke juſt optog det med ubetinget Bifald. Da Birger – heder det – om Sommeren 1264, paa ſin Reiſe til den pavelige Kurie, fandt Kongen i Bergen, var Forholdet mellem dem koldt. Birger fortſatte imidlertid ſin Reiſe til Rom[4].

Hans Valg fandt dog ikke den af Chorsbrødrene ønſkede pavelige Stadfæſtelſe. Pave Urban IV døde den 2den October 1264. Hans Eftermand Clemens IV blev førſt udvalgt i Begyndelſen af det følgende Aar og kronet den 22de Febr. 1265. Dette Paveſkifte maa før det førſte have forſinket Afgjørelſen af Birgers Sag. Men derhos maa der have været Grunde tilſtede, hvorfor Paven betænkte ſig paa at ſtadfæſte hans Poſtulation, hvad enten disſe Betænkeligheder ere vakte ved Foreſtillinger fra Kong Magnus, eller ved oplyſte Omſtændigheder ved hans Udvælgelſe, der havde kaſtet Skygge paa Chorsbrødrenes Fremgangsmaade ved denne Leilighed. Viſt er det, at Birger ei meer nævnes – maaſkee er han død under ſit Ophold i Kurien –, og at Pave Clemens ſkred til den, i det mindſte for Norges Vedkommende, hidtil uſedvanlige Fremgangsmaade, at overdrage Valget af en ny Erkebiſkop til fire norſke Kloſtermænd, nemlig Ciſtercienſer-Abbeden af Lyſe, Cluniacenſer-Abbeden af Holm, Prædikebrødrenes Prior i Nidaros og Minoriterbrødrenes Cuſtos i Norge. Dette var en Suspenſion af Chorsbrødrenes Valgret, der tyder paa en begangen Feil fra deres Side, der havde paadraget dem Pavens Misnøie. De fire befuldmægtigede Vælgere valgte nu i 1265 Biſkop Haakon af Oslo til Erkebiſkop[5]. Han var paa den ene Side Kongens ſærdeles Ven, og havde paa den anden Side viſt ſig meget gavmild mod Oslo Biſkopsſtols Chorsbrødre[6], en Omſtændighed, ſom muligen har indgivet Nidaros’s Chorsbrødre Forhaabninger om, at han ogſaa vilde viſe ſig gavmild mod dem, og ſaaledes har kunnet nogenlunde forſone dem med hans Valg uden deres Medvirkning.

Det varede dog endnu over eet Aar før Haakon modtog ſit Pallium og dermed ſin egentlige Metropolitanverdighed. Skjønt Pallium ifølge Fundations-Bullen for Nidaros’s Erkeſæde ſkulde ſøges perſonlig i den romerſke Kurie af den valgte Erkebiſkop, ſaa gjordes dog Undtagelſe fra denne Regel, iſær for det Tilfælde, at den Valgte allerede forud havde biſkoppelig Vielſe, og ſaaledes ikke behøvede at modtage denne af Paven; da kunde Pallium overſendes den Udvalgte, ligeſom allerede havde været Tilfælde med den førſte Erkebiſkop i Nidaros, Jon Birgersſøn, der forud havde været Biſkop af Stavanger. Haakon ſøgte det heller ikke i egen Perſon; men det overbragtes ham ved Chorsbroderen Jon, der rimeligviis i denne Anledning har været afſendt paa Biſkoppens og Kapitelets Vegne til Kurien. Jon kom med Pallium til Norge den 5te Januar 1267, og den paafølgende 14de April, ſom var Skjærthorsdag, blev Haakon iført det i Nidaros. Dette ſkede med ſtor Høitidelighed. Kong Magnus og Dronning Ingebjørg vare tilſtede; Biſkopperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger, hvilke dertil af Paven vare bemyndigede, lagde Pallium over Haakon, og tvende andre Biſkopper, Olaf af Grønland og Gaute af Færøerne, ſtode hos. Derpaa viede Erkebiſkoppen Andreas, der var valgt til hans Eftermand paa Oslos ledige Stol, og Jørund Thorſteinsſøn, til Biſkop af Hole, hvilken Stol han var bleven valgt til at beklæde, da Brand Jonsſøn efter et kort Biſkopsdømme var død i 1264[7].

Haakons Metropolitanſtyrelſe blev af kort Varighed, og det eneſte Brev, man kjender, udſtedt af ham ſom Erkebiſkop, er et Gavebrev af 16de Auguſt 1267, hvorved han ſkjænker St. Andreæ Kirke paa Haug til ſine Chorsbrødres fælles Bord, paa Grund – ſom det i Brevet heder – af deres Præbenders Ringhed. Elleve Chorsbrødre af Nidaros nævnes ſom nærværende ved og ſamtykkende Gaven, og blandt dem den ovennævnte Jon[8]. Gaven ſkulde vel være en Løn fra Haakons Side for Chorsbrødrenes Velvillie. Han overlevede denne Handling kun tvende Dage, da han nemlig døde den paafølgende 18de Aug. 1267[9]. Han efterlod, rimeligviis af et Egteſkab indgaaet før han blev Biſkop, en Søn, Thorer Haakonsſøn eller Biſkopsſøn, der allerede i Kong Magnus’s Regjeringstid optræder ſom en af Norges meeſt anſeede verdslige Høvdinger.

Til Haakons Eftermand valgtes den 28de October ſamme Aar Chorsbroderen Jon, ſom havde bragt Haakon hans Pallium fra Rom[10]. Han kaldes med Tilnavnet: Rauðr eller Rauði, d. e. den Røde. Han drog ſtrax til Kurien, blev der indviet af Pave Clemens IV i 1268, kom tilbage til Nidaros lidt før Jul ſamme Aar og holdt ſin førſte Mesſe i Chriſtkirken paa Juledag[11].

I denne Jon eller Johannes fik den norſke Kirke en dygtig og for Hierarchiets Fremme høiſt ivrig Forſtander, hvis Navn, ſom Forfegter af Kirkens Høihed ligeover for Kongedømmet, vel fortjener at ſtilles ved Siden af Erkebiſkopperne Eyſteins og Eriks. Man kjender ikke hans Æt, og veed heller ikke meer om hans tidligere Liv end hvad allerede er anført; men hans Metropolitanvirkſomhed vidner i hvi Grad ligeſaavel om Aandskraft og Klogt, ſom om grundige Kundſkaber i den canoniſke Ret. Man kan neppe betvivle, at han har følt hos ſig ſelv et levende indre Kald til at optræde ſom Talsmand for hvad han anſaa for Kirkens Rettigheder, og at han i god Tro og med redelig Villie har kaſtet ſig ind i en Kamp, ſom han aabnede under de bedſte Forhaabninger, men ſom endtes med hans perſonlige Ydmygelſe, om end ikke ganſke uden Fordeel for Hierarchiet.

Tønderet til denne anden ſtore Kamp mellem Kirken og Kongedømmet i Norge var, ſom allerede gjentagende paaviiſt, fra gammel Tid tilſtede, – en Arv ſaa at ſige lige fra Erkebiſkop Eyſteins og Kong Sverrers Dage. Den ubeſtemte Stilling, hvori begge Magter ſtod til hinanden, ſkulde endnu engang forſøges bragt til endelig Afgjørelſe, og Opfordringen hertil gav udentvivl nærmeſt Kong Magnus’s Lovgivningsvirkſomhed.

Magnus beſad viſtnok ikke paa meget nær ſin Faders Mod og Villiekraft, men Haakons Redelighed, lyſe Aand og oprigtige Stræben for ſit Folks Vel havde han i fuldeſte Maal arvet, ligeſom han og lignede ham i Dannelſe og Sands for Videnſkab og Kunſt. Mildhed og Forſonlighed udmærkede hans hele Færd ſom Konge og Menneſke; han var gjennemtrængt af Agtelſe for Chriſtendommen og den chriſtelige Kirke; og han følte ſikkerligen dybt det ſtore Anſvar for Gud og Menneſkene, ſom hans kongelige Kald paalagde ham. Hans Hu ſtod til Freden, den vilde han ſikkre ſit Rige baade fra Uden og i dets Indre, og paa dens Goder vilde han bygge ſine Underſaatters Lykke.

Striden med Skotland, ſom han havde arvet fra ſin Fader, ſøgte han ſtrax efter ſin Regjeringstiltrædelſe bilagt. Dette lykkedes ogſaa, ſkjønt førſt efter mange Forhandlinger, ved Freden til Perth den 2den Juli 1266[12]. Norge afſtod til Skotland Overhøiheden over Suderøerne mod en Pengeſum og en aarlig Afgift; – en Afſtaaelſe, ſom forreſten blev dadlet af mange Samtidige, og ligeledes er bleven af flere ſenere Hiſtorikere lagt Magnus til Laſt, ſom uverdig for Norge, og ſom den der gav Stødet til den norſke Sømagts Forfald. Man maa imidlertid, for her at dømme retfærdig, erindre, at Norges Overhøihed over hine Øer i ſig ſelv var mindre naturlig baade paa Grund af deres Beliggenhed og paa Grund af deres Beboeres Folkeſlegtſkab, – og at den norſke Sømagts paafølgende Forfald egentlig havde ſin Grund i mange ſamſtødende langt dybere liggende Omſtændigheder, med hvilke hine Øers Beſiddelſe lidet eller intet havde at gjøre. Søfart og Krigsvæſen tog ved denne Tid en ny Retning i Europa, en Retning paa hvilken ikke Norge, med ſine mere indſkrænkede Hjælpekilder, ſtrax var iſtand til at ſlaa ind, og hvilken ſenere uheldige Begivenheder ſaagodt ſom ſpærrede for det i lange Tider. Det ligger imidlertid udenfor vort Maal her nærmere at udvikle dette. Her maa vi kun bemærke, at den nidaroſiſke Kirkes Ret med Henſyn til Suderøerne i Freden udtrykkelig blev forbeholdt, og at den nidaroſiſke Erkebiſkops Metropolitanhøihed over den ſuderøiſke eller manſke Kirke og dens Biſkopsſtol blev ſtaaende ved fuld Magt endnu i lang Tid, efterat den norſke Konges Overhøihed øver Øerne var opgiven. Efter at Krigen med Skotland var endt, indlod ikke Kong Magnus ſig i nye krigerſke Foretagender, uagtet hans Forhold baade til Danmark og Sverige meer end eengang dertil kunde ſynes at give Opfordring. At optræde ſom Megler i Sveriges indre Uroligheder, og at ſøge de med Danmark værende Tviſtepunkter afgjorte paa Underhandlingens Vei, – det var en Fremgangsmaade, ſom ſtemmede med Magnus’s Sindelag; og gav dette end Anledning til, at han ved enkelt Leilighed maatte gjøre betydelige Udruſtninger, ſaa ſkeede disſe dog kun for at han derved kunde give ſit Ord en ſtørre Vegt, og ſin Optræden en ſtørre Verdighed.

Idet han paa denne Maade opretholdt Norges Fred med dets Nabolande, var hans Opmærkſomhed uafladelig henvendt paa at haandhæve og ſtyrke Freden i ſit Riges Indre. Dette var Hovedmaalet for hans omfattende Lovgivningsvirkſomhed, hvilken har hos Efterverdenen ſkjænket ham det hædrende Tilnavn Lagabøter d. e. Lovbøderen, Lovforbedreren.

De voldſomme indre Uroligheder, ſom i det tolfte og trettende Aarhundrede havde raſet i Norge og ryſtet alle dets ældre Samfundsforhold, havde aabnet baade Kongens og Folkets Øine for Nødvendigheden af en Lovforbedring, der kunde hele Samfundsordenens Brøſt og tilſtoppe for Fremtiden Kilden til lignende uheldſvangre indre Bevægelſer. Det er omtalt, at Haakon Haakonsſøn allerede havde lagt Haand paa Verket, og at han rimeligviis havde vidtløftigere Planer i Sigte, end ſom han i ſin Regjeringstid fik bragt til Udførelſe[13]. Magnus, der ganſke viſt var nøie indviet i ſin Faders Henſigter, traadte med Iver i hans Fodſpor. Der er, efter de Verker af Faders og Søns Lovgivningsvirkſomhed, hvilke ere os levnede, al Grund til at tro, at Haakon har havt en langſommere og meer tillempende Fremgangsmaade for Øie. Magnus derimod beſtemte ſig til en mere gjennemgribende Forandring, der ſaagodt ſom med eet Slag ſkulde indføre den paatænkte nye Orden i Stats- og Retsvæſenet. Der ſkulde bringes Eenhed og Samſtemmighed i Landets Love, og det hele Lovgivningsverk bygges paa de Grundſætninger, ſom allerede i den almindelige Mening havde vundet Hevd, om de end ikke i ſelve Lovene vare gjennemførte Og disſe Grundſætninger vare med Henſyn til Kongedømmets Stilling i den norſke Stat væſentligen de af Kong Sverrer i ſin Tid udtalte.

Men heri laa juſt Anſtødsſtenen med Henſyn til Kirken og Geiſtligheden. Vel fandt Magnus ſig ikke beføiet til at udtale i ſaa tydelige Ord, ſom Sverrer og hans ligeſindede Samtidige havde gjort, Kongedømmets Beſkikkelſe af Gud for at have Overopſynet ogſaa med Kirken; dog ſtillede man det paa en Maade ved Siden af den biſkoppelige Magt i denne Henſeende, om end i mindre beſtemte Udtryk. Allerede Haakon Haakonsſøn havde, rimeligviis efter Overlæg med Geiſtligheden, ſammenſat en Indledning til den Deel af den forbedrede Lov, ſom ſkulde omhandle Kongedømmets Ret under Eet med Kirkens, i hvilken Indledning han udtaler denne lempeligere Anſkuelſe. Efterat Chriſtendommens Hovedlærdom er fremſtillet i de efter Kirkens daværende Lære udviklede Trosartikler, heder det: „Efterdi Guds Miſkunhed ſeer, at det er det utallige Folks og den forſkjelligartede Mængdes Tarv, har han beſkikket tvende ſine Tjenere til at være ſine ſynlige Ombudsmænd med Henſyn til denne hellige Tro og hans hellige Lov, gode Mænd til deres Rettigheders Bevarelſe, men onde Mænd til Revſelſe og Renſelſe. Disſe tvende ere: den ene Kongen, den anden Biſkoppen. Kongen har af Gud verdslig Magt til verdslige Ting, men Biſkoppen aandelig Magt til aandelige Ting; og har den ene af dem at ſtyrke den andens Magt til hvad der er ret og lovligt, og de have at erkjende hos ſig, at de have Magten og Herredømmet af Gud, og ikke af ſig ſelv. Og fordi de ere Guds Ombudsmænd, og for det andet fordi Alle ſee, at man ingenlunde kan undvære dem, og for det tredie fordi Gud ſelv verdiges at kalde ſig med deres Navne, – da er den ſandelig i ſtor Fare med Henſyn til Gud, ſom ikke ſtyrker dem, der bære ſaa ſtor Omhu for Landsfolket, og ſaa ſtort Anſvar for Gud, med fuldkommen Kjærlighed og Ærefrygt i den Magt, hvortil Gud har beſkikket dem, allerhelst i de Stykker, som Loven bestemmer med skarpe Grændser, – saaledes at hverken Høvdingerne, hvis de iagttage det, kunne plage eller betynge Folket, eller taabelige Mænd negte Høvdingerne lovlig, undersaatlig Skyldighed af Trods eller kortsynet Uforstand“. Denne Indledning blev ordret optagen i Magnus’s forbedrede Lovbog[14]. I selve denne maadeholdne Erklæring kunde ikke Geistligheden finde noget Anstod. Kongedømmets guddommelige Oprindelse var ogsaa Kirkens Lære, ligesom at Kirken i det Verdslige skulde støtte sig til Kongedømmet, benytte den verdslige Arm. Men Erklæringen havde dog ikkun nogen sand Vegt ligeover for Folket, som ved den indskjærpedes en streng Lydighedspligt baade mod Kongedømme og Kirke; – med Hensyn til Kongedømmets og Kirkens indbyrdes Forhold var den derimod ubestemt og ikke stort bedre end et tomt Mundsveir. Den kunde nemlig fortolkes, og fortolkedes ganske vist ogsaa, fra begge Sider med stiltiende Forbehold, – af Kongedømmet med Sverrers Anskuelse i Baggrunden, nemlig: Kongedømmets Overhøihed over Kirken; og af Geistligheden, eller i det mindste af dens hierarchisksindede Ledere, med et Sideblik til Erkebiskop Eysteins anmassende Grundsætninger: Kirkens Overhøihed over Kongedømmet. Begge Magters tilsyneladende Sideordning var kun et Blendverk, saalænge det ikke var afgjort, hvor Grændsen var mellem det Aandelige og det Verdslige, og derved hver enkelt Magts Omraade i Virkeligheden anviist. Herom havde Striden før dreiet sig, og her var Stridsemnet endnu aabent. Det kunde først afgjøres ved Lovens og især Christenrettens nærmere enkelte Bestemmelser.

Kong Magnus’s religiøse, fredelige og eftergivende Sindelag indskjød ham vistnok i mange Henseender en gunstig Stemning mod Kirken. Denne Stemning viste han allerede i Begyndelsen af sin Rigsstyrelse ved at stadfæste og indskjærpe sin Faders for Geistligheden meget gunstige Forordning om Tienden[15], og ved at udstede en Forordning, ganske i Kirkens daværende Aand, imod Aager, det vil sige, mod at tage Rente af dødt Gods, hvilket fremstilledes som en dødelig Synd[16]. Han gjorde dette efter Overlæg og i Samstemmighed med Biskopperne. Men alligevel synes han at have været sterkt gjennemtrængt af sin Oldefader Sverrers og sin Faders Anskuelse med Hensyn til Kongedømmets Høihed og Magtfylde ogsaa i Kirkens Anliggender, forsaavidt disse berørte den verdslige Stat. Han ansaa det derfor sikkerligen som en afgjort Sag, at den nye almindelige Lov, paa hvilken han arbeidede, skulde omfatte efter gammel Viis ogsaa Christenretten, og at Kongedømmet med Hensyn til dens Ordning skulde have den afgjørende Stemme.

Magnus’s Fremgangsmaade i Lovforbedringen var ganske i den gamle norske Statsforfatnings Aand. I fuldkommen Erkjendelse af Folkets lovgivende Myndighed, og dets Ret til paa sine Lagthing at handle som øverste lovgivende Magt, og med Erkjendelse af de fire Lagthings selvstændige Lovgivningsmyndighed drog han først omkring paa alle Norges Lagthing, gjorde Folket bekjendt med de Forbedringer, han troede Landets Love tiltrængte, hørte dets Ønsker i saa Henseende og modtog endelig dets Fuldmagt til at gjøre de Forandringer i Landets Lovbøger, som han fandt tjenlige. Dette skeede i 1267 paa Gulathing, i 1268 paa Oplændingernes og Vikverjernes Thing, d. Eidsivathing og Borgarthing, og i 1269 paa Frostathing[17]. Ved denne Leilighed er der al Sandsynlighed for, at ogsaa den udvidede Kongearvefølgelov, som Magnus havde bestemt til Optagelse i sin Lovbog, foreløbig er bleven antagen.

Ved denne vigtige Forberedelse, hvorved en udstrakt og overordentlig Lovgivningsmyndighed nedlagdes i Kongens Haand, omtales for de tre førstnævnte Lagthings Vedkommende ingen Undtagelse og intet Forbehold at være gjort med Hensyn til Christenretten eller den nye Lovbogs Christendomsbolk. Magnus har derfor udentvivl paa Grund af hiin de tre Lagthings uindskrænkede Fuldmagt, allerede for Bemyndigelsen for Frostathings Vedkommende var indhentet, lagt Haand paa Verket og udarbeidet en Landslov, indrettet til at være almindelig for det hele Land, dog med Vedligeholdelse af de fire gamle Lagthing. I denne Lov synes han at have indført den Christendomsbolk som endnu er bevaret under Navn af Magnus’s Christenret[18]. Den er væsentlig formet efter de ældre Christenretter, men har ogsaa Tillæg af flere vigtige nyere Bestemmelser f. Ex. om Geistlighedens Cølibat inden dens høiere Ordensgrader, om den meer udvidede Tiendeydelse, om Aager, om Indskrænkning af det Slegtskab, der forhindrede Giftermaal, inden det 5te Led (istedetfor det 7e) og flere lignende. I Spidsen stilledes den ovenomtalte Udvikling af Christendommens Troslærdomme[19] og af Kongedømmets og den biskoppelige Magts Forhold indbyrdes og til Folket[20], samt endelig den nye forud af Landsfolket vedtagne Kongearvefølgelov. Denne fastsatte Kongearvefølgen, i det Tilfælde at Mand af Mand ikke fandtes til at arve, ogsaa for Mand af Kvinde inden visse Led, og udstrakte saaledes Arveretten til Kongedømmet videre og ordnede den nøiagtigere, end ved Haakon Haakonssøns Arvefølgelov var skeet. Den opstillede derhos Regler for Kongens Valg i Tilfælde af at ingen i Loven nærmet Arving fandtes. Hertug og Jarl, hvis de gaves, alle Biskopper og Abbeder, alle Lendermænd og Hirdstyrere med hele Hirden skulde da være selvstevnede til Nidaros „til den hellige Kong Olaf, til Overlægning med Erkebiskoppen“; og skulde af hvert Biskopsdømme Biskoppen og de derværende Kongens Sysselmænd desuden nævne til Mødet tolv de viseste Bønder. Alle disse skulde have givet sig paa Reisen inden en Maaned fra den Tid, de have spurgt den sidste Konges Frafald, dog saaledes at Biskoppen og Sysselmændene forud tilsagde saamange af Lendermændene og Sysselmændene at blive hjemme i hvert Lagdømme, som fordredes til Ordens Opretholdelse. Naar de vare komne til Nidaros, skulde de skride til Valget, efterat de læge Vælgere havde aflagt Ed paa, at ville tage den til Konge, som dem synes for Gud bedst dertil skikket. I Mangel af Eenstemmighed skulde de raade „som blive flere sammen og ere de fornuftigere, og hvem Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper følge“. Hvo som anderledes lod sig tage til Konge havde Gods og Fred forbrudt og var i Ban.

Magnus’s Christendomsbolk maa vistnok, især i sin egentlige kirkelige Deel, agtes for at være temmelig mangelagtig – rimeligviis en Følge af Kongens Ængstlighed for at støde an, paa den ene Side mod Kongedømmets gamle Ret, og paa den anden Side mod Geistlighedens Fordringer –, men den var dog, sammenligningsviis med de ældre Christenretter, Geistligheden gunstig. Navnligen hjemlede den, som sees, Erkebiskoppen og Biskopperne ved indtrædende Kongevalg en vegtig, og man kan sige, afgjørende Stemme. Artikelen om Kongevalget har aabenbare sit nærmeste Forbillede i hiin under Magnus Erlingssøn istandbragte Lov[21], og holder sig til den saameget som Omstændighederne og Kongedømmets Uafhængighed paa nogen Maade tillod.

Alligevel viste det sig snart, at Magnus’s Christendomsbolk ingenlunde fyldestgjorde det hierarchiske Partis Ønsker og Forhaabninger. Erkebiskop Jon var imidlertid ved Udgangen af 1268 kommen til sin Stol fra Rom. Han maa ganske vist allerede før sin Udfærd have gjort sig vel bekjendt med den paatænkte nye Lovbogs Indhold og navnligen med den af Kongen udkastede Christendomsbolk; og det kan neppe omtvivles, at han under sit Ophold i den pavelige Kurie har pleiet Underhandlinger angaaende denne Sag og modtaget Forskrifter for hvorledes han skulde fare frem. Ved sin Hjemkomst maa man antage, at han strax har gjort Indsigelse mod Kongens og enhver verdslig Øvrigheds Ret til at indblande sig i Kirkens Lovgivning, hvilken det forbeholdtes Kirken selv at ordne paa den canoniske Rets Grundlag. Følgen heraf var udentvivl den Indskrænkning, som i det følgende Aar findes paa Frostathing at være gjort i den Kongen tidligere af de tre øvrige Lagthing meddeelte Fuldmagt til at udbedre og omforme Landsloven. I 1269, heder det nemlig, var Kong Magnus og Erkebiskop Jon begge tilstede paa Frostathing, og der modtog Kongen alle Frostathingsmændenes Samtykke til at ordne Frostathingsbogen i alle de Dele, som vedkom det Verdslige og Kongedømmet, saaledes som ham tyktes bedst være[22]. Herved henvistes Kongen i den ham meddeelte overordentlige Lovgivningsmyndighed til den verdslige Ret alene, og med det samme maatte hans Udkast til den nye Lovbogs Christendomsbolk ansees før henlagt. Men uagtet denne saaledes i sin Helhed ikke før Tiden vandt Lovgyldighed, saa synes dog paa dette samme Frostathing de enkelte nye Bestemmelser om Kongearvefølge og Kongevalg at have opnaaet ikke alene Frostathingsmændenes men ogsaa Erkebiskoppens Stadfæstelse[23].

Erkebiskop Jons Plan var, som det snart viste sig, selv at udarbeide en ny Christenret for Norge[24], i hvilken den canoniske Rets Grundsætninger skulde gjennemføres. Men at faa en saadan indrettet saaledes at den under Et med den almindelige Landslov, og som en Afdeling af denne, kunde vinde Kongedømmets og Folkets Samtykke, var en vanskelig Sag Anskuelserne om Kirkens Forhold til Staten vare endnu altfor delte til at det en Hast kunde forliges, og Længselen efter den nye Lovbog synes dog at have været almindelig. Under disse Omstændigheder fandt Erkebiskoppen sig i, at den nye Lovbog udgik, dog uden fuldstændig Christendomsbolk, idet nemlig under denne Titel ikkun optoges Trosbekjendelsen, den fornævnte almindelige Erklæring om Kongedømmets og Biskopsdømmets Forhold indbyrdes og til Folket, samt den nye Kongearvefølgelov og hvad dermed stod i Forbindelse. I denne Form fik da den nye af Magnus sammensatte Lovbog Folkets afgjørende Samtykke paa de fire Lagthing, og derved fuldkommen Lovskraft som almindelig for hele Norge. Dette skeede som det synes i Løbet af Aarene 1272–1276[25]. Til Fuldstændiggjørelse af den verdslige Lov, der nærmest var indrettet for Landboerne, udarbeidedes og vedtoges siden en tilsvarende Bylov for Rigets fire vigtigste Kjøbstæder: Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg.

I denne hele Fremgangsmaade var allerede en ikke uvigtig Indrømmelse gjort .Kirkens eller rettere Hierarchiets Forkjæmpere. Der var bestemt skjelnet mellem den geistlige og den verdslige Lovgivning, som forhen havde været saa nøie sammenknyttede i den norske Statsforfatning, og det var – i det mindste stiltiende – erkjendt, at den kirkelige Lovgivning, endog ihvad der angik Kirkens ydre Forhold, dens Forhold til Staten, ikke kunde og burde udgaa ganske fra den samme Kilde og paa den samme Maade som den verdslige Lov. Hvorledes og af hvem Kirkeretten skulde ordnes, var imidlertid ikke dermed afgjort, og herom viste sig snart, at stor Meningsulighed raadede mellem den verdslige og den geistlige Magt. Landets verdslige Høvdinger gjorde paa den ene Side fælles Sag med Kongen, og saa endogsaa Erkebiskoppens hierarchiske Færd i et ugunstigere Lys og med mere hadefulde Øine, end den gudfrygtige og fredelskende Magnus selv gjorde. Paa den anden Side stod Erkebiskop Jon heller ikke ene i den Kamp, som truede med at udbryde. Geistligheden i den norske Kirke, især den høiere, var nu besjælet af en ganske anden Standsaand end for hundrede Aar siden. Den sluttede sig med Enighed om sin dygtige Høvding, og flere af dens Formænd lignede ham ikke alene i Anskuelser, men ogsaa i Nidkjærhed, Kraft og Indsigter.

De med Erkebiskop Jon samtidige Biskopper i den norske Kirke maa her nævnes: – I Bergen levede Biskop Peter[26] til 1270. Til hans Eftermand valgtes og indviedes samme Aar Presten Askatin, der nærmest forud var Kong Magnus’s Kansler, og som endnu tidligere havde været Kong Haakon Haakonssøns Kapellan og i 1250 samme Konges Sendemand til Keiseren, ligesom han i Aarene 1264–1266 havde været Kong Magnus’s Underhandler i Skotland og som saadan deeltaget i Afslutningen af Freden til Perth[27]. Askatin døde i 1277 og havde til Eftermand Prædikebroderen Narve, der blev indviet 1278[28]. – I Stavanger levede Biskop Thorgils[29] til 1276. Hans Eftermand var Arne, der blev indviet 1277[30]. – I Hamar var Gillebert[31] Biskop indtil henved 1278, i hvilket Aar Thorfinn blev viet til hans Eftermand[32]. – I Oslo var, som nys er omtalt, Andreas Biskop siden 1267[33]. – Paa Orknøerne døde Biskop Henrik[34] i 1269. Hans Eftermand Peter blev indviet 1270[35]. – Paa Færøerne døde Biskop Gaute 1268 og havde til Eftermand Erlend, Chorsbroder af Bergen, der blev indviet 1269[36], og som i henved 40 Aar styrede Biskopsstolen. – Biskop Olaf af Grønland[37] levede til 1280[38]. – Paa Island døde, som allerede er omtalt, Biskop Brand Jonssøn af Hole i 1264, i hvis Sted valgtes Jørund Thorsteinssøn, der blev indviet 1267; – og i 1268 døde Biskop Sigurd Thetmarssøn i Skaalholt, der havde til Eftermand Arne Thorlakssøn, indviet 1269[39]. – Paa Suderøerne endelig døde Biskop Rikard 1274, og havde til Eftermand Markus, en Skotter af Galovay, der styrede længe. – Af de nævnte Biskopper i selve Norge var Askatin af Bergen udentvivl den af Kong Magnus mest fortroede og ham mest hengivne, hvilket lader gjette, at han har været blandt de meer maadeholdne Hierarchiets Tilhængere. Det samme synes ogsaa at gjælde om hans Eftermand Narve. Derimod vil det Følgende vise, at Andreas af Oslo og Thorfinn af Hamar vare Erkebiskoppens ivrigste Hjælpere og holdt fastest ved hans Sag. Af den norske Kirkes Biskopper udenfor Norge udmærkede ingen sig meer i det hierarchiske Parti end Biskop Arne af Skaalholt, der med Hensyn til Island ganske traadte i sin Metropolitans Fodspor. Da netop paa Island den ulmende Strid mellem Geistligheden og Lægfolket først kom til aabent Udbrud, maa vi foreløbigen kaste et Blik paa denne Øs Tilstand ved den Tid, hvorom her handles, helst i kirkelig Henseende.

  1. Fornm. s. X. 155.
  2. N. Dipl. III. 10.
  3. N. Dipl. I. 49.
  4. Fornm. s. X. 155.
  5. Isl. Ann. 134.
  6. N. Dipl. III. 9.
  7. Isl. Ann. 134, 136.
  8. N. Dipl. I. 50.
  9. Script. r. Dan. II. 514.
  10. Isl. Ann. 136 Not. a.
  11. Isl. Ann. 136–138.
  12. Torf. hist. Norv. IV. 343–345.
  13. Se ovenf. I. 396.
  14. Norg. gl. Love I. 262; II. 23, 193, 307.
  15. N. g. L. II. 453–455.
  16. N. g. L. II. 484 f.
  17. Isl Ann. 136, 138, jfrt. m. Indl. og Slutn. af Landsloven, N. g. L. II. 7, 178.
  18. N. g. L. II. 291–338.
  19. S. o. f. I. 441.
  20. S. o. f. II. 6.
  21. S. o. f. I. 239.
  22. Isl Ann. 138.
  23. N. g. L. II. 24 Note 36.
  24. Bp. Arnes S. c. 10.
  25. N. g. L. II. 7 Not. 1, jfrt. m. 178 N. 18.
  26. S. o. f. I. 435.
  27. Fornm. s. X. 48, 155; Torf. h. N. IV. 343–345; Isl. Ann. 140. Hvorvidt han, som Flere antage er samme Person som den Askatin, der i 1223 nævnes som Abbed af Hovedø, forekomme mig tvivlsomt. S. o. f. I. 346. jfr. Langes Klh. 626.
  28. Isl. Ann. 154, 156.
  29. S. o. f. I. 435.
  30. Isl. Ann. 146, 154.
  31. S. o. f. I. 427, 435.
  32. Isl Ann. 156.
  33. S. o. f. II. 3.
  34. S. o. f. I. 435.
  35. Isl. Ann. 138, 140.
  36. Isl. Ann. 138; Bp. Arnes S. c. 5.
  37. S. o. f. I. 431, 435.
  38. Isl. Ann. 158.
  39. Isl. Ann. 138.