Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/53

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 30-34).

To Biskopsstole vare ved denne Tid ledige i Norge: Bergens ved Biskop Askatins Død 1277, og Hamars ved Biskop Gilleberts Død. Disse bleve begge, som forhen omtalt, besatte i 1278: Bergens med Narve, Munk af Prædikebrødrenes Orden, og Hamars med Thorfinn. I Anledning af den sidstes Valg kom igjen den gamle Tvist mellem Oslos og Hamars Biskopsstole paa Bane, idet den førstnævnte paastod sig berettiget til at have Indseende med Biskopsvalget i Hamar. Erkebiskop Jon dømte heri paa Tunsbergs Slot til Fordeel for Hamars Stol og paalagde Oslos Biskop og Kapitel evig Taushed^[1]. Ved Foreningen til Tunsberg syntes Veien banet for Erkebiskoppen til at bringe en norsk Christenret i Stand, stemmende med hans og Geistlighedens Fordringer. Al væsentlig Modstand fra den verdslige Magts Side var for Øieblikket forstummet baade i Norge og paa Island. De kongelige Sendemænd til sidstnævnte Ø havde Kongens Bud: at vise Eftergivenhed mod Biskop Arne og gjøre denne Indrømmelser med Hensyn til Søgsmaal af geistlige Sager; og Biskoppen viste igjen sin Erkjendtlighed ved at arbeide med Iver for Gjennemdrivelsen af Kongens verdslige Forordninger og Lovforslag^[2]. Erkebiskoppen lød i Tide en Stevning udgaa til alle sin Provinses Biskopper, at møde til Bergen i 1280 til et Provinsialconcilium^[3], og paa dette var det aabenbare hans Hensigt at fuldstændiggjøre sit Verk ved at faa sin nye Christenret, der var bygget paa Tunsberg-Foreningens Grundlag, anerkjendt af den verdslige Magt og derpaa lovtagen. Kong Magnus var fra sin Side opmærksom paa Erkebiskoppens Forehavende og stevnede, som det lader, et Høvdingemøde at afholdes i Bergen samtidigen med Provinsialconciliet, hvilket ogsaa var stemmende med gammel norsk Brug. Han erklærede tillige, at han paa dette Møde vilde ved St. Hans Dags Tid lade sin ældste Søn, Erik, krone^[4].

Man har vistnok fra alle Sider med spendt Forventning seet denne Forsamling imøde, og gjort sine Forberedelser med Hensyn til hvad der antoges at ville komme paa Bane. Erkebiskoppen synes – som rimeligt kunde være – fremfor Alle at have været virksom, og man har fra Begyndelsen af Aaret 1280 et betydningsfuldt Dokument, der vidner herom. Han lod nemlig den 14de Marts, – efter forudgaaende Undersøgelser anstillede paa et Møde i Erkebiskoppens Auditorium (Maalstue?) i Nidaros af Kathedralkirkens Kapitel, Abbederne af Tautra og Holm, Prioren af Elgeseter, tvende befuldmægtigede Brødre fra hvert af de nævnte Klostere, tvende Brødre af Prædikebrødrenes Orden, samt 29 navngivne Sogneprester og Vikarier, for største Delen af Nidaros By, – udstede et Vidnesbyrd af samme Mænd, hvorved de erklærede: – „At Kirkernes Ejendomme i Throndhjem havde fra umindelige Tider og lige til dette Aar været frie for al Skat, Told og hvilkesomhelst Ydelser og al Byrde; at disse Ejendomme vare gangne over til Kirken under det Vilkaar, at Leiglændingerne, med Hensyn til Jorden, hverken vare Kongen eller nogen anden i nogen Henseende pligtige, men blot havde at udrede den aarlige Landskyld til dem, af hvem de leiede Jorden.“ Og i Indledningen til dette Vidnesbyrd heder det, at et saadant, udstedt af nogle faa, maaske kunde synes overflødigt, da det var alle vitterligt: „at Kirkernes og alle Geistliges Ejendomme og Gaarde, ligesom og Lægfolkets, i Throndhjem til denne Stund havde været frie for Skatte og hvilkesomhelst Ydelser“^[5].

For at forstaa dette og overhovedet fatte Vidnesbyrdets Betydning maa man mindes, at hvor Leding udrededes – og dette var Tilfælde i Throndhjem og den allerstørste Deel af Erkebiskoppens Biskopsdømme – der var denne efter gammel Lov og Ret, hvad enten den fremtraadte i Skikkelse af personlig Krigstjeneste eller Skat, den eneste ordentlige og lovlige Ydelse til Kongedømmet. Men Ledingen havde lige fra sin Oprindelse af været en personlig Ydelse, hvilken, endog som Skat, udrededes efter Mandtallet uden Hensyn til Jordbesiddelse eller Formue. Geistlighedens ældre Ledingsfrihed, ligesom og den nyere, ved den tunsbergske Forening udvidede, var bygget paa nævnte Grundsætning og lod derfor paa Personer, ikke paa Jordbrug eller Formue. Nu aabenbarede sig derimod i den nye Lovbog ganske tydeligen en Stræben for at overføre Ledingen fra Personerne paa Jordbrug og Formue; ja man kan vel sige, at en saadan Maalestok allerede i den nye Lovbog var opstillet som Lovens Fordring^[6], om endogsaa den nye Grundsætning efter al Rimelighed langtfra var almindelig gjennemdreven. Det forholdt sig hermed som med saamange andre af den nye Lovbogs Bestemmelser, at de udtrykke den lovgivende Magts Ønske, hvilket dog ikke tænktes voldsomt og pludseligen, men lempeligen og efterhaanden gjennemført. Nu kunde en Forandring, som den her tilsigtede, aabenbare blive Kirken og Geistligheden til Gavn eller Skade, alt eftersom den fortolkedes og tillempedes paa de ældre Forholde. Overførtes den Kirken og Klerkerne indrømmede Ledingsfrihed i fuld Udstrækning fra Personerne – Kirken som en abstrakt Personlighed med iberegnet – paa deres Jordegods og Formue, saa var det klart, at en stor Fordeel for Kirken deraf udsprang Thi da blev ikke alene al Kirkens faste og rørlige Ejendom ledingsfri, d. e. skattefri til Staten, kunde altsaa leies bort til høiere Landskyld og Leie, end den, hvoraf Brugeren skulde svare Leding til Kongedømmet i Forhold til Brugets Størrelse, – men det samme blev ogsaa Tilfælde med al Ejendom, som tilhørte Kirkens Personer og Tjenestefolk, forsaavidt Ledingsfrihed ved den tunsbergske Forening var samme tilstaaet. Men paa den anden Side kunde Sagen ogsaa stilles saaledes, at Foreningens Indrømmelse toges strengt efter Ordene, at den ved samme givne Ledingsfrihed var blot og bar personlig, og da kom den, ved den forandrede Adelsesmaade, ene og alene de i Foreningen nævnte Personer til gode, hvilket da blot kunde blive i Egenskab af Frihed for personlig Krigstjeneste, medens Ledingen, som Skat, kunde kræves ikke alene af dem der brugte Kirkens og de Geistliges Jordegods og Ejendom efter Brugets Størrelse, hvorved naturligviis Leien nedsattes, men ogsaa af de Geistlige selv, forsaavidt de vare Brugere af egen privat Ejendom Ved den sidste Fortolkningsmaade kunde letteligen Kirken og Geistligheden komme til at tabe, især i Jordeleie; og i ethvert Fald vilde den vigtige Fordring: Kirkens Frihed for Statens Byrder, da ikke være opnaaet. For havde dog Kirkens Jord, rigtignok kun i Lighed med al anden Odelsjord, været fri for Skatteydelser til Kongedømmet; nu derimod kunde Sagen let tage den Vending, at Kirkens Jord med Landets øvrige Jordejendom kom til at blive lagt i Skat til Staten.

Under saadanne Forhold var det ganske naturligt, at Erkebiskoppen beredte sig paa at møde mulige Krav fra den verdslige Statsmagts Side med en Indsigelse, støttet paa det her omtalte Vidnesbyrd med Hensyn til tidligere Lov og Sedvane. Han havde, saavidt skjønnes, tvende Udsigter for Øie: – enten at opretholde for Kirkens Vedkommende den gamle Ydelsesmaade af Ledingen, hvorved denne udrededes efter Mandtallet af de Tjenestefolk og Leiglændinger, som vare udenfor den ved Tunsbergs-Foreningen indrømmede Frihed; herved var intet tabt, men derimod Kirkens og Kirkejordens Skattefrihed i Formen hevdet; – eller ogsaa at faa udvirket for Kirkens (maaskee ogsaa for Geistlighedens private) Jordegods og Ejendom en fuldkommen Frigjørelse fra Ledingsydelsen, ikke alene for Jorden og Ejendommen selv, men ogsaa for dens Brugere (Leiglændinger eller andre Leiere). I dette sidste Tilfælde vilde en stor Forøgelse i Indtægter kunne vindes, og Kirkens Skattefrihed med Hensyn til Staten være gjennemført i videste Udstrækning.

Hvorledes nu den verdslige Landsstyrelse har tænkt sig den nye Ledingsydelsesmaade gjennemført for Kirkens Vedkommende, vides ikke med Sikkerhed; men at man har villet gjøre det paa den Viis, som Erkebiskoppen synes helst at have ønsket, er ingenlunde sandsynligt. At Erkebiskoppen optog det her omhandlede Vidnesbyrd, var altsaa en Hentydning paa den Fortolkning, han med Hensyn til Ledingsydelsen vilde have gjort gjældende før Kirkens Vedkommende, og hvilken han utvivlsomt agtede at bringe paa Bane og, om muligt, faa godkjendt paa det forestaaende Høvdingemøde.

Den samvittighedsfulde og fredelskende Kong Magnus nærmede sig imidlertid sterkt sit Livs Ende. Han synes at have været af en svagelig Helbred. Om Vinteren 1271–1272 havde han været saa syg, at man havde ventet hans Død, og den sidste Salvelse allerede var ham meddeelt. Den Gang kom han sig igjen. Men den megen Bekymring, som Tvisten mellem Staten og Kirken voldte ham, har rimeligviis tæret paa hans Livskraft, ligesom den nedstemte hans Sind og udentvivl ængstede hans Samvittighed. Man har en mærkelig Fortælling, der vidner om den Uro og mørke Forudfølelse med Hensyn til Fremtiden, der omskyede ham i de sidste Aar af hans Liv. Engang – heder det – nogle Aar før sin Død, da Magnus sad med faa Mænd i sit Herberge, yttrede han, at Livet var fuldt af Tvang og Sorger og Møie, og at Døden var en Lykke. De Tilstedeværende, der kun agtede paa den ydre Ro og Arm og Lykke, der fulgte ham, kunde ikke forslaa dette og spurgte, hvorfor han talede saaledes. Han svarede: „Det kan maaskee tykkes Eder, som om jeg har liden Møie og Vanskelighed at overvinde i min Rigsstyrelse; men mig synes den mangfoldig og stor. Det er i det Hele vanskeligt at styre paa den rette Maade et stort Rige; men den største Vanskelighed finder jeg dog er den, at styre til Rette i Tvisten mellem Geistligheden og Lægfolket, uden at gjøre mig skyldig i store Misgreb“. De andre yttrede, at dette ikke forekom dem saa vanskeligt. „Jo – sagde Kongen – den Vanskelighed tykkes mig saa stor, at lykkeligere ere de døde end de levende“. „Naar dette Hoved – lagde han til, idet han strøg sig over Panden – har hvilet tre Aar i Jorden, da monne I see, hvad jeg har havt at kjæmpe med“^[7]. Man kan godt forestille sig, hvorledes en Konge med en om Samvittighed og ikke uhildet af Tidens Fordomme, men ogsaa med et levende Blik for Kongedømmets Verdighed og Undersaatternes Tarv, hvorledes han, i en Stilling som Norges daværende, med en tidlig Død for Øie og med umyndige Sønner til Efterfølgere, maatte være ængstelig stemt, og see Fremtiden med Uro imøde. Magnus oplevede ikke Høvdingemødet i Bergen. Han døde nemlig i denne Stad den 9de Mai 1280, 42 Aar gammel, efter 16 Aars Rigsstyrelse^[8]. De paafølgende Begivenheder viste, at Magnus’s mørke Anelser ikke vare grebne af Luften, men vare grundede i et klart Indblik i Norges daværende Forhold.

1. Suhm D. H. X. 779 (eft. Barth. Mscr. IV. E. 748–749); Br. af 21de Octbr. 1305, N. Dipl. I. 94.; jfr. o. f. s. I. 222.
2. Bp. Arnes S. c. 20–22.
3. Bp. Arnes S. c. 20.
4. Brev til Kong Edvard af England, givet i Bergen, den 6te Mai 1280 Rymer V. I. P. II. 579.
5. N. Dipl. II. 16. jfrt. m. 20.
6. Nyere Landsl. III. c. 6, i N. g. L. II. 38.
7. Bp. Arnes S. c. 32.
8. Isl. Ann. 156.