Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter Conciliet og Høvdingemødet i Bergen i 1273 og efter Afslutningen der af den foreløbige Overeenskomst, synes saavel Erkebiskoppen som alle hans Tilhængere at have været sikkre paa Kirkens Seier. Biskop Arne af Skaalholt havde derfor, efter sin Hjemkomst til Island, udarbeidet en Christendomsbolk bygget paa de Grundsætninger, hvorom han med Erkebiskoppen var bleven enig, og som denne agtede at benytte ved Udarbeidelsen af den almindelige norske Christenret; og ved sin store Indflydelse paa Islands Almue drev Arne virkelig igjennem, at denne Christendomsbolk om Sommeren 1275 blev lovtagen paa Althinget, dog med det Forbehold, at den kun skulde ansees for midlertidig, indtil Kongens og Erkebiskoppens Stadfæstelse blev given. Samme Sommer blev det almindelige Conciliums Beslutning med Hensyn til Korstogsprædiken og Geistlighedens Tiende til Jerusalems Undsætning bragt til Island, og Biskop Arne tog sig af begge Dele med sin sedvanlige Iver. Ved Korstogsprædiken bleve betydelige Gaver indsamlede, og Indkrævelsen af Geistlighedens Tiende blev ordnet for Islands Vedkommende. Mange, vel især blandt Landets Høvdinger, vare imidlertid misfornøiede med Biskop Arnes Fremfærd og misundte ham desuden hans store Indflydelse paa Landets Almue, ikke alene i geistlige men ogsaa i verdslige Anliggender. Da derfor om Hoften 1275 Christendomsbolkens betingede Antagelse indberettedes til Kongen og Erkebiskoppen, lod de Misfornøiede Kongen tillige underhaanden tilstille flere Klagepunkter mod Islands Biskopper. Disse forbød – hedte det – sine Husfolk at udrede de almindelige Skatte, paalagde Bønderne nye Afgifter og Byrder f. Ex. Madgaver, ja det var end ikke frit for, at man lagde Biskopperne til Last, at de fordrede Bidrag til det hellige Lands Undsætning, ikke alene Tiender af Kirkens Indkomster, men ogsaa Almisser af Lægfolket. Disse Klager vare vist nok for en stor Deel bevirkede derved, at de islandske verdslige Høvdinger vare komne under Veir med, at Foreningen til Bergen var bleven forstyrret, og som Følge deraf den gamle Misstemning mellem Kongedømmet og Kirken igjen indtraadt. Kong Magnus fandt det ogsaa nødvendigt, sit personlige Venskab for Biskop Arne uagtet, at laane Øre til de forebragte Klager. Han tog imidlertid Sagen med sit sedvanlige Maadehold og lod om Sommeren 1276 en Skrivelse udgaa til Islændingerne, hvori han paa en lempelig Maade søgte at styre til Rette i Tvisten. Han bad Almuen nøie betænke sig, for den indvilgede nogen Lov, som ikke Kongen selv forordnede, enten i det Geistlige eller Verdslige, saalænge ingen Overeenskomst var istandbragt mellem Stat og Kirke om hvad der skulde gjælde. Han ansaa det nemlig for sit og Erkebiskoppens Kald og ei nogen Andens, at forordne Christenret og andre Love i Landet. Han yttrede imidlertid derhos, at det som skeet var vistnok var gjort i en god Mening. Med Hensyn til de Byrder, som Biskopperne sagdes at paalægge imod Ret og gammel Sedvane, forbød han Lægfolket at underkaste sig nogetsomhelst saadant, om end nok saa ringe, og bad dem heller indskyde sig under Kongen end indvilge det. Men med Hensyn til de frivillige Gaver til Korstoget, der blev prædiket efter Pavens Bud, erklærede han, at han var saa langt fra at ville forbyde saadant, at han meget meer vilde opmuntre dertil; kun at man ei bidrog, fordi man ansaa det for en Skyldighed, eller paa Grund af Tvang. Ligesaa syntes han vel om, at Enhver frivilligen gjorde Almisse for sin Sjæls Bedste, eftersom den guddommelige Naade indskjød ham. Nye Bestemmelser burde man imidlertid blot underkaste sig, forsaavidt de udgik fra Kongen. Vel udlagde Biskoppernes Tilhængere disse Kongens Yttringen som om de havde sin Grund deels deri, at han, saalænge Jorsalstienden stod paa, ikke vilde lade Folket paatrænge nye Udredelser, hvilke siden kunde blive anseede som Skyldighed, deels deri at han vilde afvendte en almindelig Overeenskomst mellem Kirken og Kongedømmet. Men Biskoppernes Modstandere saa Sagen anderledes og troede, at Fordelen nu begyndte at helde til deres Side. De lagde heller ikke Dølgsmaal paa denne sin Synsmaade, men gav den aabenbar Luft ved Sidehug til Biskop Arne for hans Nidkjærhed. Men Arne lod sig ikke herved forurolige, saameget mindre, som han til samme Tid modtog Breve fra Erkebiskoppen, hvori denne opfordrede Biskopperne til efter bedste Evne at opretholde Kirkens Ret; og desuden Kongen i andre Breve, der angik Islands Bestyrelse, omtalte Arne med den største Agtelse. En af Biskoppens ivrigste Modstandere, den ene af Islands Bestyrere, Thorvard Thorarinssøn, kunde heller ikke i sine Skrivelser til Kongen give ham andet end det bedste Vidnesbyrd i Alt hvad Kongedømmets Anliggender angik, skjønt han tillige yttrede, at hans Indflydelse hos Landsfolket var saa stor, at Kongens Mænd vanskelig kunde hamle op med ham[1].

Hvad her er sagt om Sagernes Gang paa Island giver et temmelig klart Indblik i Forholdene i selve Norge efter Erkebiskop Jons Hjemkomst fra Conciliet i Lyon. Man seer tydeligen, at Foreningen til Bergen fra Kongens Side har været betragtet som hævet, og det skimter derhos igjennem, at Norges verdslige Stormænd derover i Grunden have glædet sig; – thi de islandske Høvdingers Stemning var i denne Henseende en blot Gjenlyd af de norskes. Man seer imidlertid ogsaa, at Kong Magnus har havt en ny Forening i Sigte, og at han kun betragtede den nærværende Spending mellem sig og Erkebiskoppen som forbigaaende. Man har saaledes ganske vist i Løbet af Aarene 1273 og 1276 atter gjensidigen nærmet sig hinanden, om end Tilnærmelsen gik noget langsomt. Kongen har stundet efter en Afgjørelse og har intet havt imod en ny Forening bygget paa samme Grundlag som den bergenske; og Erkebiskoppen har rimeligviis indseet, at den fredelige, godmodige og gudfrygtige Magnus’s Rigsstyrelse var den rette Tid til at faa en Forening bragt istand, hvorimod en saadan, hvis han faldt fra, vilde henskydes i det Uvisse. Erkebiskoppen har derfor troet at burde give Slip paa de pavelige Fordringer, til hvilke han dog selv utvivlsomt havde givet Anledning, og som havde været Anstødsstenen, paa hvilken den ældre Forenings Stadfæstelse var strandet. Han kunde dette saameget bedre, efterat Pave Gregor X, der havde udtalt hine Fordringer, var død den 10de Januar 1276. Med en saadan Stemning fra begge Sider kunde en ny Forening ikke møde særdeles store Vanskeligheder, og den kom ogsaa virkelig i Stand.

Dette skeede om Sommeren 1277 i Tunsberg, som det lader paa et blandet verdsligt og geistligt Høvdingemøde, ved hvilket foruden Kongen og Erkebiskoppen tvende af Norges Biskopper, Andreas af Oslo og Arne af Stavanger (Bergens og Hamars Biskopsstole stode dengang ledige), Befuldmægtigede fra Nidaros’s og de øvrige norske Kathedralkirkers Kapitler, samt flere af Rigets Lendermænd vare tilstede. Her blev da en Forening afsluttet mellem Kongedømmet og Kirken, hvilken har faaet Navn efter Stedet hvor den afsluttedes: den tunsbergske Forening, men i den ældre Tid almindelig blot benævntes: compositio, eller paa Norsk: sættargerð (Forliget). I alt Væsentligt er denne stemmende med den tidligere, i Bergen afsluttede, for største Delen endog ordlydende; dog vil man ved nøie Sammenligning mellem begge Dokumenter finde enkelte Afvigelser, som fortjene at mærkes.

I den historiske Indledning til nærværende Forening, hvor Hovedtvistepunkterne i Almindelighed opstilles, er ikke Tale om nogen Henvendelse fra Erkebiskoppens Side til Paven eller til noget Concilium, ei heller nævnes med et eneste Ord den tidligere Forening til Bergen. Der tales blot om Erkebiskoppens Anker og Kongens Indvendinger imod samme; hvorpaa der siges, at Erkebiskoppen, – der paa den ene Side ikke uden Samvittighedsskrupel kunde lade 11111 Fordringer falde, og paa den anden Side ved at fremholde dem kunde vække en farlig Strid mellem Kongedømmet og Kirken –, har henvendt sig til Kong Magnus’s prøvede Naade, med Begjæring om, at der maatte fattes Bestemmelser i denne Anledning, som kunde tjene Gud til Ære, Kirken til Gavn og deres egne og det dem betroede Folks Sjæle til Held. Efter mange Forhandlinger bestemte da – heder det videre – Kongen sig til at slutte den Forening med Erkebiskoppen, som følger.

Den første Artikel er saagodt som ordlydende med den tilsvarende i den bergenske Forening, kun med det Tillæg, at Erkebiskoppen og Biskopperne ved at afgive den første og vegtigste Stemme (voces primas et potissimas) ved indtrædende Kongevalg, – „skulde erklære paa Samvittighed, at de redeligen skulde arbeide til dens Valg, hvem de ansaa for den mest skikkede for Riget og Rigets Indbyggere“.

Den anden Artikel, indeholdende Kongens Afkald paa Dommermyndighed i geistlige Sager, er ordlydende, kun at her til Slutning gjøres det ikke uvigtige Tillæg: – „forbeholdet bestandig Kongens Ret i disse Sager, overalt hvor der efter Vedtægt og Rigets Love er at betale Pengebod“ d. e. med Forbehold for Kongedømmet til den Pengebod eller Andeel i samme, hvilken i saadanne Sager efter Loven tilkom Kongen.

Den tredie Artikel er ligelydende.

Den fjerde Artikel om Biskoppers og Abbeders fri Udvælgelse har faaet det Tillæg: – at Vælgerne, før Valgets Stadfæstelse (confirmationem), skulle meddele Kongen Valget, enten selv, eller ved et passende Sendebud; eller den Valgte skulde selv, idet han reiste for at modtage sin Stadfæstelse, efter Skik og Brug fremstille sig personligen for Kongen.

Herefter indskjødes en Artikel, som ifølge Kongens egen Erklæring i hans Brev til Paven, hvori den tidligere Forening anbefaledes, var bleven forglemt i denne, nemlig: – Biskopper, Abbeder og Geistlige skulde ikke være forpligtede til at drage paa Krigstog med Kongen, eller dertil bidrage noget af deres, med mindre saa stor Nødvendighed var forhaanden, at saadant tilstodes af vedkommende Biskop og de visere Geistlige. I det første Udkast heder det: Biskopper, Abbeder eller Geistlige, „naar de ikke have regalia“ d. e. kongelige Forleninger.

Femte til og med niende Artikel ere ordret optagne.

I tiende Artikel om Pilegrimes Sikkerhed, er blot en Undtagelse gjort „forsaavidt de maatte mistænkes for at være Speidere“.

Den ellefte Artikel er uforandret optagen, kun med det Tillæg, at den Frihed, som er Erkebiskoppens Skutilsvende indrømmet, er „i Lighed med den, Kongens Mænd (Skutilsvende) pleiede have og havde paa den Tid, Foreningen blev afsluttet“.

Den tolfte er blot lidt tydeligere og bestemtere fremsat.

Den trettende og fjortende ere i det Væsentlige uforandrede.

Derpaa kom en Tillægsartikel, hvis Kilde man finder i Pave Gregorius X’s Stadfæstelsesbrev af 1274, dets anden Artikel, nemlig: – Hvis nogen Tvivl skulde opstaa om nogen Artikel i denne Forening, da skulde til dens Fortolkning tvende skikkede Mænd udvælges, den ene af Kongen, den anden af Erkebiskoppen, hvilke, i Tilfælde at de ei kunde enes, skulde have Magt at tilkalde en tredie, og da skulde det gjælde som af dem alle, eller tvende af dem erklæredes for Ret.

Til Slutning heder det, at Foreningen fra begge Sider blev besvoren, og Edsformularen indføres-, saaledes som den blev aflagt, paa den ene Side, paa Kong Magnus’s og Efterfølgeres Vegne, af Rigets Høvdinger, hans verdslige Raadgivere, og paa den anden, paa Erkebiskop Jons og Efterfølgeres Vegne, af Prælaterne og Kapitlernes Fuldmægtige. Kongens og Erkebiskoppens, samt de i Brevet nævnte Biskoppers, Lendermænds (Baroners) og Kapitlers Segl bleve vedhængte Forenings-Dokumentet, hvilket blev udstædt i Minoriternes Kirke ved Tunsbergs Slot den 9de August 1277[2].

Lægger man vel Mærke til de udhævede Forandringer i nærværende Forening, fra det som fandtes i den tidligere, saa maa man vistnok indrømme, at disse Forandringer, hvor ubetydelige de end ere, dog maa ansees for i det Hele at være til Kongedømmets Fordeel. Det fortjener ogsaa at mærkes, at af de tre i Pave Gregorius’s Skrivelse forlangte Tillægsartikler til den tidligere Forening, i nærværende ikkun den uskyldige og hensigtsmæssige om Opmænds Udnævnelse er bleven indført, medens de tvende andre for Kirken langt betydningsfuldere og vigtigere ere ladne upaaagtede. Endelig maa der ogsaa lægges Vegt paa, at denne Forening ikke som den foregaaende gjordes afhængig af Pavens Stadfæstelse, men i Følge sit Indhold maatte ansees som i sig selv afsluttet og ubetinget gyldig. Men uagtet den saaledes med Hensyn til Kongedømmet kunde betragtes som noget gunstigere end den foregaaende, saa indeholdt den dog saa mange og store Indrømmelser til Kirken, at Hierarcherne maatte ansee sig vel hjulpne med den, og i Hovedsagen ved den at have naaet sit Maal. At Rigets verdslige Stormænd derimod i det Hele vare utilfredse med den, maa man af senere Begivenheder slutte; og at mange af dem for Øieblikket samtykkede og beseglede den, var uden Tvivl meer en Følge af deres Hengivenhed for og Føielighed mod Kong Magnus, end af deres Overbevisning om Foreningens Billighed og Gavnlighed. Man finder, at Kong Magnus i dette samme Aar 1277, og maaskee paa dette samme Høvdingemøde i Tunsberg, har givet Lendermændene det nye Verdighedsnavn: Baroner (bárunar), og Hirdstyrerne (d. e. Hirdembedsmændene og Skutilsvendene) Verdighedsnavnet: Riddere (riddarar), og begge Klasser derhos Navn af Herrer[3]. Det er ikke urimeligt, at dette tildeels har været gjort for noget at mildne de verdslige Stormænds Stemning med Hensyn til de Begunstigelser, som i Foreningen vare Geistligheden og især Biskopperne indrømmede.

Meer Misstemning end selve Foreningen synes en i Forbindelse med samme mellem Kongen og Erkebiskoppen sluttet Overeenskomst om Tienden at have vakt. Tiendeydelsen bestemtes herved nøiere end tilforn og udstraktes saagodtsom til alle mulige Næringsgrene. Tiende skulde erlægges af al Slags Leie: navnligen af den Leie som opbares af Gaarde, Bryggerier, Møller, Skove, Bagerier, Badstuer, Saltkjedler, Net og Not, Skibe, Kreature; derhos af Uld af Udgangsfaar og af al Frugt, foruden hvad før havde været Brug, nemlig af al Slags Sæd, hvorunder ogsaa indbefattes: Rug og Hvede, Lin, Hamp, Næper og Erter, – samt endelig af Skreid, Sæler, Hvale, Haisisketran og af alslags Fisk[4]. At denne nye, udstrakte Tiendeydelse strax har vakt Uvillie, synes vise sig deraf, at i selve Bestemmelsen en Undtagelse maatte gjøres for Oplændingernes, Raumarikingernes og Soleyingernes Vedkommende, og deraf at Kongen, ved en særegen Skrivelse til Oplændingerne og Vikværingerne af 22de September 1277 fra Bergen, maatte paa en Maade bønfalde om, at man vilde underkaste sig den tunsbergske Tiendebestemmelse „for at en større Enighed mellem Lægfolk og Geistlige kunde opnaaes, end hidtil havde fundet Sted“[5].

Biskopperne søgte Kongen imidlertid at vinde fuldkommen ved endnu at strække sine Indrømmelser til dem videre, end allerede ved Foreningen var skeet. Ved et Brev fra Bergen af 13de September 1277 eftergav han blandt andet Erkebiskoppen den halve Bod, som i visse Tilfælde tilkom ham for Fredbrud beganget af Erkebiskoppens Mænd, og de øvrige Biskopper indrømmede han i lignende Sager halv Bod med sig, hvilken de efter Foreningen ikke havde Ret til. Ligeledes fastsatte han for Uvillighed i at møde paa Erkebiskoppens og Biskoppernes Stevninger samme Bod, som i Lovbogen var fastsat for Ulydighed mod Stevninger i Kjøbstæderne. Han bestemte endelig nærmere Erkebiskoppens Myntret, og indrømmede ham Ledingsfrihed for de Arbeidsfolk, han stadigen havde i sin Gaard og til Christkirkens Bygning[6]. Magnus synes overhovedet nu at have villet gjøre alt, hvad der stod i hans Magt, før at befæste den sluttede Forening og bortrydde al Grund til Klage fra Geistlighedens Side. Han vilde, idet han paa den ene Side opretholdt Kongedømmet i dets fuldkomne Frihed, paa den anden knytte Kirkens Forstandere til det ved Fordelens og Taknemmelighedens Baand, saaledes at al Spending mellem begge. Magter før Fremtiden kunde være hævet. Magnus’s Mening var god, men hans Bestræbelser viste sig dog til Slutning at være frugtesløse.

  1. Bp. Arnes S. c. 14–19.
  2. N. g. L. II. 402–477.
  3. Isl. Ann. 154; Bp. Arnes S. c. 20.
  4. N. g. L. II. 474 f.
  5. N. g. L. II. 483.
  6. N. g. L. II. 481–483.