Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/51

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 17-23).

Sagen om Kirkerne synes dengang for selve Norges Vedkommende ikkun at have havt en underordnet Vigtighed. Den var der i det Væsentlige allerede tidligere afgjort til Kirkens Fordeel. Paa den ene Side havde nemlig Kongerne opgivet sin Patronatsret til Landets Kirker i Almindelighed, og paa den anden Side havde Sogne-Almuerne, der for det meste selv ejede sine Sognekirker, frivilligen lagt sin Ejendomsret til dem i Biskoppernes Hænder^[1]. Men der var ellers andre Sager i Mængde, der stode uopgjorte mellem Kirke og Stat, Sager som det nu laa i Erkebiskop Jons Plan at fremdrive til en Afgjørelse. Han indsaa nemlig, at den nye Christenret, som han havde i Tanke at faa indført i den norske Kirke, maatte grundlægges paa en forudgaaende Overeenskomst med den verdslige Statsmagt, hvori Kirkens Omraade nærmere bestemtes, og en saadan Overeenskomst, saa fordeelagtig som muligt for Kirken, var det ham for det første om at gjøre at istandbringe og give behørig Fasthed. Rimeligviis har herom allerede været handlet paa et talrigen besøgt Møde mellem Kongen og Erkebiskoppen, der omtales at være holdet i Bergen 1271^[2], men uden at Sagen der synes at være kommen til nogen Afgjørelse. Snart efter indtraadte imidlertid Forhold i den pavelige Kurie, som maatte styrke Erkebiskoppen i hans Forehavende og hæve hans Haab om dettes lykkelige Udfald.

Efter Pave Clemens IV’s Død den 29de November 1268 stod Pavestolen i flere Aar ledig paa Grund af Kardinalernes Uenighed i Valget af hans Eftermand. Endelig valgtes i 1271 Gregorius X, og saasnart denne i Begyndelsen af 1272 havde tiltraadt Kirkens Bestyrelse, udfærdigede han Kaldelse til et almindeligt Concilium, hvortil ikke alene Kirkens høie Prælater, men ogsaa Konger og Fyrster indbødes at møde enten i Person eller ved befuldmægtigede Sendemænd. Tiden for Sammenkomsten fastsattes til 1ste Mai 1274, og Stedet ved en senere Skrivelse til Lyon. Kaldelsesbrevene, som udgik til Erkebiskopperne, og følgelig ogsaa til Erkebiskop Jon, indeholdt Opfordring til at anmelde de Punkter, hvori der inden enhvers Omraade kunde tiltrænges Forandring og Forbedring.

Denne Kaldelse og medfølgende Opfordring var naturligviis Erkebiskop Jon en velkommen Anledning til at røre op for Alvor i Kirkestyrelsens Anliggender: til at fremdrage alle de Privilegier, den norske Kirke fra gammel Tid havde erholdt, for at see dem gjorte gjældende, – og til at undersøge, hvilke Friheder den manglede, der dog ifølge den canoniske Ret tilkom den. Herved kom han – som han selv erklærede – til Vished om, at Kirken var bleven i mange Maader forurettet baade i sin almindelige Ret og Frihed, og i de den tilstaaede Særrettigheder. I første Henseende fremhævede han, at Kirken ikke var i Besiddelse af den samme tilkommende Dommermyndighed, idet næsten alle til Kirken hørende Sager paadømtes af Lægfolk i Egenskab af Kongedømmets Ombudsmænd. Herved sigtede han upaatvivlelig til den dømmende Myndighed, som ved den nye Landslov udtrykkelig var tillagt Lagmændene, hvilke beskikkedes af Kongen, – og vel ogsaa til den udvidede Myndighed i Rettergangens Bestyrelse, der var lagt i de kongelige Sysselmænds Hænder, hvorved i det Hele den gamle Rettergangsorden betydeligen forandredes, og Folkets dømmende Myndighed til Thinge i Virkeligheden ikke uvæsentlig indskrænkedes. Det er, som forhen omtalt, heel sandsynligt, at i den gamle Rettergangsorden, under Dommermyndighedens Udøvelse ved Folket, Geistligheden har havt bedre Anledning til at indvirke paa Afgjørelsen af de Kirken vedkommende Sager, end nu da Kongens Ombudsmænd deels optraadte som Dommere, deels som Rettens erklærede Bestyrere. I alt Fald synes den verdslige Dommermyndighed ved geistlige Sagers Behandling ved den nye Orden at have ligget meer for Dagen og vakt større Opmærksomhed. – I Henseende til Kirkens almindelige Friheder paapegede han det ringe Antal Folk, for hvilke Erkebiskoppen havde Ledingsfrihed. – Hvad endelig Kirkens Privilegier angik, da udhævede han, som let kan tænkes, Kong Magnus Erlingssøns Indrømmelser: Rigets og Kronens Offring til St. Olaf, og Kirkens Ret med Hensyn til den norske Konges Udvælgelse, om hvilken han endog ved en dristig Fortolkning af Magnus Erlingssøns Bestemmelse yttrede, at den henpegede paa, at Norges Konger burde udvælges, og at i Udvælgelsen Erkebiskoppen og Rigets Biskopper skulde have den fornemste Stemme.

Man gjenkjender de to første Ankeposter allerede fra Striden mellem Kong Sverrer og Erkebiskop Erik. Hvad den tredie angaar, da var den utvivlsomt fremsat mere til Skræmsel, og for i andre Stykker maaskee, ved Eftergivelse af den, at udvirke bedre Vilkaar, – end fordi Erkebiskoppen har ventet, at kunne gjøre et saadant Privilegium gjældende. Derom vidner en vis Usikkerhed i selve Erkebiskoppens Udtryk ved denne Artikels Fremstilling^[3].

Om ovennævnte Poster erklærede Erkebiskoppen, at det var hans Agt paa forestaaende almindelige Concilium at indhente Pavens nærmere Bestemmelse. Dog for at ikke deraf en farlig Tvist skulde reise sig mellem Kongedømmet og Kirken, udviklede han dem først for Kong Magnus, med Bøn om, at denne vilde indgaa paa en foreløbig Ordning af Sagen. Kongen erklærede vel, at han havde tilstrækkelige Grunde at anføre imod hine Paastande af Erkebiskoppen, og navnligen mod Kongevalget og Kronens Offring. Det kunde – erklærede han – om dette Privilegium neppe bevises, at Nidaros’s Kirke nogensinde havde været i virkelig upaatalt Besiddelse deraf. Det kunde derfor synes en ny Fordring, at dette nu forlangtes af ham, især da der handledes om intet mindre end en Underkastelse af Kongedømmet, hvilket han ved Arveret efter sin Fader og sine Forfædre havde modtaget frit, saaledes som han ogsaa havde i Sinde ved Guds Naade at overgive det frit til sine Arvinger og Efterfølgere. Desuagtet fandtes Kongen villig til at indgaa paa Underhandlinger med Erkebiskoppen om en nøiere Bestemmelse og Udvidelse af den norske Kirkes Rettigheder; og i denne Anledning fastsattes et Provinsialconcilium forenet med et Høvdingemøde eller Parliament i Bergen, til Sommeren 1273.

Forsamlingen holdtes paa det bestemte Sted i Løbet af Juni og Juli Maaneder, tildeels altsaa samtidigt med Gulathing (17de Juni). Den var talrig besøgt baade af verdslige og geistlige Høvdinger, og blev forherliget derved, at Magnus under dens Samvære den 2den Juli lod sin ældste femaarige Søn Erik give Kongenavn, og sin yngre toaarige Søn Haakon Hertugsnavn, idet han paa denne Maade vilde sikkre dem Arvefølgen for alle indtræffende Tilfælde^[4].

Af de kirkelige Anliggender kom først Sagen mellem Biskop Arne af Skaalholt og de islandske Kirkeejere under Erkebiskoppens Dom. Kongen havde først søgt at faa denne Sag indbragt for Paven, men herfor havde Arne undslaaet sig. Kongen befalede da tvende af Norges mest anseede Lendermænd, Thorer Haakonssøn, der var vel kyndig i Kirkeloven, og Audun Hugleikssøn, der ansaas for den viseste Mand i den verdslige Landslov, at være tilstede ved Rettergangen for at paasee, at Lægfolket ei blev forurettet. Sagen drejede sig nærmest om to af Islands betydeligste Kirker-, Odde Kirke og Vatsfjordens Kirke, der begge fordredes som Arvegods og Ejendom af tvende af Islands rigeste og mægtigste Høvdinger. Men uagtet det viste sig, at Kongen heldede til disses Side, saa søgte dog Biskop Arne Kirkens Sag med saadan Kraft og Kyndighed, at Erkebiskoppeus Dom, der afsagdes den 24de Juli, faldt ganske tit Fordeel for Biskoppen De verdslige Kirkeejere adløde Dommen og opgave for Øieblikket sit Krav^[5].

Kort efter kom ogsaa Foreningen mellem Kongedømmet og Kirken istand – som det heder – efter mange Forhandlinger fra begge Sider. Dens Indhold var følgende:

1) Erkebiskoppen afstod i Nidaros’s Kirkes Navn for bestandig – al Ret med Hensyn til Kongedømmets Underkastelse og Kronens Offring samt ligesaa til Kongens Udvælgelse, saalænge som nogen efter Loven arveberettiget var tilstede; hvorimod der, i Tilfælde at ingen saadan fandtes, forbeholdtes Erkebiskoppen og Biskopperne, blandt de øvrige Vælgere, den første og bedste Stemme.

2) Kongen afstod for sig og Efterfølgere al Ret til at afgjøre Sager Kirken vedkommende, og forbød sine Ombudsmænd og Lagmænd at dømme i saadanne eller paa nogen Maade indblande sig i dem, hvorimod alle disse Sager skulde frit afgjøres ved geistlige Dommere. Dette gjaldt om alle Sagerf rer angik Geistlige, hvad enten det var Trætter mellem dem indbyrdes, eller de sagsøgtes af Lægfolk, Sager der angik Egteskab, Fødselsret, Patronatsret, Tiender, Løfter, Testamenter, især til geistlige Stiftelser, Beskyttelse af Pilegrime, Kirkers Ejendom, Bansverk^[6], Meened, Aager, Simoni, Kjætteri, alskens Utugt, og alle andre Sager, der ifølge den almindelige (canoniske) Ret henhørte under Kirkens Dom.

3) Erkebiskoppen og Biskopperne skulde have Ret til at beskikke Prester til de af Kongerne grundede og doterede Kapeller ligesom til alle andre Kirker og Kapeller, hver i sit Biskopsdømme, uden at indhente Kongens eller andre Lægmænds Samtykke, eller følge deres Forslag (Præsentation).

4) I Biskoppers og Abbeders Udvælgelse skulde Kongedømmet ikke indblande sig, men Salget skee frit af dem, hvem det efter Kirkens Lov tilkom.

5) Kongen skulde ikke forandre Landets vedtagne og skrevne Love og deri fastsatte Pengebøder til Kirkens eller Geistlighedens Skade.

6) Erkebiskopperne skulde som hidtil have Ret til at kjøbe Falke.

7) I Erlæggelse af Tiende skulde Kongerne for sine Eiendommes Vedkommende ganske følge de canoniske Bestemmelser.

8–9) Erkebiskoppens ældre Ret med Hensyn til Kornudførsel til Island og Told af eet derfra kommende Kjøbskib hvert Aar stadfæstedes.

10) Alle Pilegrime skulde nyde Sikkerhed, og Forurettelser mod dem straffes ifølge geistlige Dommeres Afgjørelse.

11) Erkebiskoppen skulde have hundrede Mænd frie for kongelige Opbud og Kaldelser og navnligen fra Ledingsskat, og denne Frihed skulde for dem af disse Hundrede, som bare Skutilsvends Navn, udstrækkes til tvende Personer af deres Husfolk, og for de øvrige til een foruden dem selv. De fire norske Lydbiskopper skulde hver især have samme Frihed for fireti Mænd. Hver Sogneprest skulde med to Personer af sit Hus være fri for Ledingsskat og have een Person undtagen fra kongeligt Udbud til Krigstjeneste.

12) Erkebiskoppens Mænd skulde, hvis de forurettede hinanden indbyrdes paa hans Skibe eller i hans Følge, være underkastede hans Dom og bøde til ham, forsaavidt som Drab eller Lemlæstelse ikke fandt Sted; thi i saa Fald skulde de dømmes af Kongen eller hans Dommere. Forsaavidt de forbrøde sig andetsteds end før nævnt, havde den Skadelidte frit Valg mellem Kongens eller Erkebiskoppens Dom, og Boden skulde da deles lige mellem Kongen og Erkebiskoppen.

13) Fra alle kongelige Forbud med Hensyn til Kjøb, Salg, Flytning o. s. v. skulde Biskopper og Klerker samt Lægfolk i deres Tjeneste være undtagne, hvis ikke Erkebiskoppen og Biskopperne gave sit Samtykke til det Modsatte.

14) Erkebiskoppen skulde have Myntret overeensstemmende med tidligere (Kong Haakon Haakonssøns) Indrømmelse.

Denne for Geistligheden saa gunstige Overeenskomst blev den 1ste August 1273 skriftlig opsat og beseglet af Kongen, Erkebiskoppen, Biskopperne Thorgils af Stavanger, Andreas af Oslo og Askatin af Bergen, af syv Lendermænd og af Kongens Kansler Thorer; fem Chorsbrødre af Nidaros nævnes ogsaa som nærværende, naturligviis i Egenskab af Nidaros’s Kapitels Fuldmægtige^[7].

Overeenskomsten var imidlertid efter begge Parters Anskuelse blot endnu at betragte som foreløbig, som et Udkast, der skulde have pavelig Stadfæstelse, og hvis denne udeblev, ingen bindende Kraft havde for nogen af Parterne^[8]. Magnus sendte den ledsaget af en anbefalende Skrivelse, givet i Bergen den næstfølgende 15de August, til Pavens Stadfæstelse^[9]. Erkebiskop Jon gav sig en Stund efter (i Begyndelsen af 1274?^[10] paa Veien til det almindelige Concilium i Følge med Biskopperne Andreas af Oslo og Askatin af Bergen, hvilken sidste, der synes at have midt Kong Magnus’s særdeles Fortrolighed, maaskee har havt dennes Fuldmagt til Kirkemødet. Biskop Arne af Skaalholt derimod, der først var udseet til ogsaa at møde paa Conciliet, var allerede tidligere af Erkebiskoppen fritagen for at indfinde sig personligen paa Grund af hans Uundværlighed hjemme paa Island; hvorimod han overgav sin Fuldmagt til en Chorsbroder af Nidaros ved Navn Sighvat. Han drog derpaa kort efter Modet i Bergen tilbage til Island, hvor nu for det Første Alt syntes at gaa efter hans Ønske^[11].

Det almindelige Concilium i Lyon, ved hvilket Erkebiskop Jon og de tvende ovennævnte norske Biskopper vare tilstede, aabnedes den 7de Mai 1274 og sluttedes den paafølgende 17de Juli. Fem hundrede Biskopper, sytti Abbeder og tusinde andre Prælater skulle have været tilstede. Mange vigtige Bestemmelser bleve der fattede med Hensyn til Biskoppernes og Pavens Valg. Der blev ogsaa vedtaget, at Geistligheden i de næste 6 Aar skulde erlægge Tiende af alle sine Indtægter til det hellige Lands Undsætning^[12]. Strax efter Conciliets Slutning kom Overeenskomsten mellem Kong Magnus og Erkebiskop Jon til Pave Gregorius’s Afgjørelse, og ved Brev af 26de Juli 1274 gav Paven den sin Stadfæstelse, dog med det Forbehold, at denne først skulde træde i Kraft, naar Kongen fuldkommen havde antaget og ratificeret visse Punkter, hvilke det pavelige Stadfæstelsesbrev udhævede, som noget der burde tilføies Overeenskomsten. Dette bestod i Følgende: – 1) Hvis Kongen eller hans Efterfølgere skulde aabenbare handle mod Foreningen, og Erkebiskoppen med sine Lydbiskoppers Raad forlange herfor en passende Fyldestgjørelse, og samme fra Kongedømmets Side negtes, da skulde Erkebiskoppen og den nidarosiske Kirke derved (eo ipso) gjenerholde den Ret med Hensyn til Kongens Valg og dennes samt Norges Riges Underkastelse, som den havde for denne Forenings Afsluttelse. Men hvis paa den anden Side Erkebiskoppen og Lydbiskopperne handlede mod Foreningen og afslog Kongedømmet Fyldestgjørelse, naar de dertil opfordredes, da skulde de have aldeles fortabt den Frihed, som var dem tilstaaet, Erkebiskoppen for 100 og hver af Biskopperne for 40 Mænd. Alt dog saaledes at Foreningen i sine øvrige Artikler blev staaende ved Magt. – 2) Hvis nogen Tvivl kunde opstaa angaaende en eller anden Artikel i Foreningen, da skulde til dens Forklaring tvende Personer udnævnes, den ene af Kongen, den anden af Erkebiskoppen, hvilke igjen, hvis de ei kunde blive enige, skulde have Myndighed til at tilkalde en tredie, hvorpaa den Forklaring skulde gjælde, som alle tre eller tvende af dem afgave. – Endelig 3) Dersom det af en eller anden gyldig Grund skulde blive nødvendigt at beskikke Formyndere eller Kuratorer for Norges Konge, og dette skulde skee ved Valg, da skulde Erkebiskoppen og hans Efterfølgere i dette Salg have den første Stemme (unicam et primam vocem?)^[13]. I dette Forbehold i den pavelige Stadfæstelse kan man ikke vel andet end see en Virkning af Erkebiskop Jons Indskydelser.

Efter udrettet Erinde lagde de norske Udsendinge Hjemveien over Paris. Den franske Konge, Philip den tredie, der gjerne vilde vise Kong Magnus en Opmærksomhed, greb denne Leilighed og oversendte ham med Erkebiskoppen et Stykke af Christi Tornekrone, en efter den Tids Tro meget kostelig Relikvie. Erkebiskop Jon kom i October Maaned 1274 tilbage til Norge; den medbragte Relikvie blev modtagen i Bergen, og den 9de November, Dagen for dens høitidelige Hensættelse i det kongelige Kapel, Apostel-Kirken, blev siden høitideligholdt som en kirkelig Festdag^[14].

For at den bergenske Overeenskomst kunde træde i fuld Kraft, skulde nu Kongen vedtage og stadfæste de af Paven tilføiede Artikler. Den første og den tredie af disse kunde imidlertid, som let begribeligt, ikke smage Kongen og Lendermændene i hans Raad. Den første maatte jo synes at holde Nidaros’s Kirke en Adgang aaben til atter ved given Leilighed at faa sit Krav paa Kongedømmets Underkastelse draget frem for Dagens Lys; og dette Krav vilde Kong Magnus, i Gjengjæld for Indrømmelserne fra sin Side, eengang for alle have erklæret paa den bestemteste Maade for dødt og magtesløst. Den tredie Artikel omstyrtede aabenbart Norges Lendermænds gamle, ved Sedvane hevdede Ret, som Kongedømmets selvskrevne Raadgivere, ogsaa at føre Rigsstyrelsen i Kongens Navn, naar denne var mindreaarig eller ude af Stand til selv at føre den. Der blev heller intet af den forlangte Vedtagelse fra Kongens Side; og da denne med Rette kunde paastaa, at Overeenskomsten, i den Form, hvori den var afsluttet, ikke havde vundet Pavens Stadfæstelse, saa var den derved, ifølge Slutningsbestemmelsen i samme, igjen hævet, og begge Parter satte tilbage i den Stilling, hvori de befandt sig før dens Afsluttelse. Saaledes synes Sagen virkelig fra Kongens Side at have været opfattet, og Erkebiskoppen kunde ikke herimod gjøre nogen grundet Indsigelse, skjønt denne Vending vistnok ikke var stemmende med hans Ønske og Haab. Begge Magter stode da atter i det gamle spendte Forhold.

1. S. o. f. I. 443, 459.
2. Isl. Ann. 140.
3. N. g. L. II. 457.
4. Fornm. s. X. 162, 163; N. g. L. II. 430 f.
5. Bp. Arnes S. c. 11.
6. I den latinske Original: sacrilegium, hvilket Ord i den gamle norske Oversættelse gjengives ved: bannsverk.
7. N. g. L. II. 457–461.
8. Sst. 456, 461.
9. N. g. L. II. 461.
10. Bp. Arnes S. c. 13: um varit eptir þenna vetr (1273–74).
11. Isl. Ann. 142; Bp. Arnes S. c. 10.
12. Isl. Ann. 144; Bp. Arnes S. c. 14.
13. N. g. L. II. 455–457.
14. Isl. Ann. 144; Bp. Arnes S. c. 14; Torf. hist. Norv. IV. 359.