Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erik Magnussøn, der allerede siden 1273 bar Kongenavn, var ved sin Faders Død kun tolv Aar gammel, og hans Broder Haakon Magnussøn, der fra samme Tid bar Hertugsnavn, ti Aar. Rimeligt er det, at Kong Magnus allerede havde forordnet, hvorledes Rigsstyrelsen skulde deles mellem disse Brødre; men paa hvilken Grundsætning Delingen var bygget, vides ikke. Man skulde næsten tro, at Forholdet mellem Kong Haakon Haakonssøn og Skule Jarl har været taget til Følge: at Hertugens Deel har været bestemt til en Trediepart af Riget og omfattet Oplandene, den nordlige Deel af Viken og rimeligviis noget mere. Deres Regjering viser sig ellers i det Væsentlige som en Fællesstyrelse, der ikke synes at have været splittet ved nogen indbyrdes Tvist mellem Brødrene. Kong Erik var vel i den Alder, som man efter gammel norsk Vedtægt synes at have anseet for en Konges Myndighedsalder; men det indsees let, at hans Selvstyrelse endnu blot kunde være i Navnet, og at den virkelige Styrelsesmyndighed for det Første maatte hvile hos hans Raadgivere. De Lendermænd, som vare tilstede i Bergen ved Kong Magnus’s Død, findes ogsaa strax, ifølge deres selvskrevne Ret, og vel ogsaa den unge Konges Tilnævnelse, i Egenskab af hans Raad at have overtaget Rigsstyrelsen. Ved Siden af dem øvede dog ogsaa Kong Magnus’s Enke, den danske Ingebjørg, som Kongens Moder og kronet Dronning, en stor Indflydelse.

Tiden for det store Høvdingemøde og Concilium nærmede sig imidlertid. Man samledes fra alle Kanter til Bergen, baade Verdslige og Geistlige, og den 16de Juni, som var Trinitatis Søndag, ankom Erkebiskop Jon. Hans Optræden ligeoverfor den nye Rigsstyrelse synes ikke at have været mindre myndig, end den viste sig ligeover for hans egne geistlige Embedsbrødre. I sidste Henseende er det betegnende, at han i Begyndelsen endog kastede sin Unaade paa Kirkens trofasteste Tjener, Biskop Arne af Skaalholt. Arne havde efter sin Komme til Norge om Høsten 1279 opholdt sig i Bergen hos Kong Magnus og var af denne efter Sedvane bleven hæderligen og venskabeligen behandlet. Dette Forhold, og vel ogsaa enkelte Træk i Arnes forudgaaende Fremgangsmaade paa Island, vakte Erkebiskoppens Mistanke om, at Arne stillede Kongens Sag over Kirkens; og Mistanken var næret ved hemmelige Indskydelser af Biskoppens Fiender. Denne Unaade var imidlertid kun forbigaaende. Erkebiskoppen kom snart ved personligt Samvære til bedre Overbeviisning og skjænkede Arne igjen sin Gunst og Tillid. Af Biskopper vare foruden ham nærværende: Andreas af Oslo, Jørund af Hole, Erlend af Færøerne, Arne af Stavanger, Narve af Bergen, Thorfinn af Hamar og Markus af Suderøerne. Erkebiskoppen optraadte altsaa .her i Spidsen for ikke mindre end otte Lydbiskopper foruden de mange øvrige Geistlige, som vare tilstede[1]; og alle disse dannede, saavidt man kan skjønne, en tætsluttet og sterk Hær om sin Formand. Faa eller intet Provinsialconcilium i Norge synes at have været sterkere besøgt; og det var ikke at undres, at Erkebiskop Jon, omgiven af en saadan geistlig Magt, torde nære dristige Forhaabninger om at skræmme og kue en nydannet Rigsstyrelse med en tolvaarig Dreng og en Kvinde i Spidsen.

Kong Eriks Kroning var, som sagt, fastsat til St. Hans Dag, den 24de Juni[2]. Høitideligheden blev imidlertid forhalet i nogle Dage paa Grund af Uenigheder, som strax reiste sig mellem Erkebiskoppen og Kongens Raad med Hensyn til Kroningseden. Men hverken synes Raadet endnu at have ordnet sin Modstand, eller ret at være blevet sig sin egen Kraft bevidst. Erkebiskoppen gik derfor i denne første Tvist af med en let og som det lod fuldstændig Seier. Kroningseden blev ikke alene vedtagen, men i Forbindelse hermed det foreløbige Løfte givet af Kongens Raadgivere, at enkelte Lovbestemmelser, der syntes ugunstige for Kirken og dens Tjenere, skulde bortfalde udentvivl har Kroningen forekommet Raadet under Sagernes nærværende Stilling saa vigtig for Folkets Skyld, at de ei have vovet at udsætte Kongen for de farlige Følger af et Forbud fra Erkebiskoppens Side mod dens Udførelse. Kroningen gik derpaa for sig ved Erkebiskoppen understøttet af de tilstedeværende Biskopper i Bergens Kathedralkirke, den 2den Juli 1280. Eden, som den unge Konge paa Evangeliet aflagde, lød saaledes: „Det lover jeg Gud og hans Helgene, at jeg skal opretholde Fred og Ret for den hellige Kirke og det Folk, over hvilket jeg uverdig er sat. Biskopper og Geistlige skal jeg yde tilbørlig Hæder efter min Skyldighed og efter den Forstand, Gud giver mig, og jeg skal ubrødelig overholde hvad der af Kongerne er Kirken givet eller gjengivet, overeensstemmende med den Forening, som er sluttet mellem Kirken og Riget. Vrange Love og onde Sedvaner, navnligen dem som ere imod den hellige Kirkes Frihed, skal jeg afskaffe, og forordne bedre, eftersom jeg bedst bliver raadet af mine troeste Mænd“[3]. Det findes ellers, mærkeligt nok, ikke omtalt, at nogen af Kongens Raad eller Rigets Lendermænd har svoret denne Ed med ham, hvilket dog i andre Tilfælde ved Edsaflæggelse fra Kongens Side var sedvanligt. Muligen kan dette blot være en Forglemmelse i Beretningen fra deres Side, som opsatte Vidnesbyrdet om Kroningen og Kroningseden; men let tænkeligt er det ogsaa, at Kongens Raadgivere have undslaaet sig for et saadant Ansvar, som en Meded vilde paabyrde dem, og at af den Grund Kongen virkelig har svoret ene og følgelig som fuldmyndig Konge[4]. At Eden forresten er indrettet ganske til Kirkens Fordeel, og at den indbefatter en Forpligtelse til at overholde den tunsbergske Forening samt efter den at tillempe Landsloven, – falder let i Øinene.

Men syntes nu end Erkebiskoppen under Kroningen at staa som Seierherre med den verdslige Statsmagt for sine Fødder, saa var dette dog i Virkeligheden et Blendverk. Aldrig før var Kroningen forbi, for det viste sig, at Kongens Raad i sin Eftergivenhed kun havde raadspurgt Øieblikkets Fordringer, at det havde holdt gode Miner med hvad det ikke uden Fare kunde forhindre, og at det ingenlunde var til Sinds i det Enkelte at indrømme, hvad det i almindelige ubestemte Udtryk havde lovet, og ladet Kongen love. Erkebiskoppen skød uventet ved Grændsen for sine seierrige Fremskridt, og mødte pludselig en afgjort Modstand i alle sine hierarchiske Planer.

Hvad der ganske vist har bidraget meget til at aabne Kongens Raadgiveres Øine for disse Planers Farlighed, og til at gjøre dem Nødvendigheden af en hastig og kraftig Modstand indlysende, var udentvivl Kundskaben om de Bestemmelser, som Erkebiskoppen paa det forsamlede Provinsialconcilium tilligemed de tilstedeværende før nævnte Biskopper[5] havde vedtaget, og hvortil han aldeles ikke synes at have bekymret sig om at indhente den verdslige Styrelses Samtykke. De angik Kirkens Ban og opstillede de Tilfælde, i hvilke dette indtraadte, baade efter ældre Bestemmelser Norge særligen vedkommende, og i Almindelighed ifølge den canoniske Ret. Bestemmelserne ere mærkelige:

1. Kardinal Vilhelms Forordning fornyes, at hver som forgriber sig paa Andens faste Ejendom og drager den under sig med Vold, skal være i Ban; hvortil føies, at hvis Kirken eller Geistlige heri forurettes, da hører Sagen under Kirkens Dom.

2. Alle, der med ond Villie nedbryde den hellige Kirkes Rettigheder i Nidaros Provins, ere bansatte.

3. Sagsøgninger og Domme maa ei foregaa paa Søndage eller Helligdage under Straf af tre Maaneders Forbud (Interdikt).

4. Kirkerne maa ikke benyttes som Opbevaringssteder for Verdsliges Gods uden i Nødstilfælde som Ufred eller Ildsvaade; Overhørige og Modvillige i denne Henseende falde i Forbud.

5. Den som ikke holder offentligt Bryllup inden 1 Aar og 3 Maaneder efter Egteskabs Indgaaelse, skal være i Forbud indtil han har givet Opreisning.

6. Hvilken Lægmand, der befatter sig med Afgjørelsen af Retssager henhørende under Kirkens Dom ifølge den mellem Kongedømmet og Kirken afsluttede Forening, eller drager slige Sager eller Geistlige for verdslig Dom, falder i Ban.

7. Hvo, som handler imod den Bestemmelse i Foreningen, at Geistligheden og dens Tjenere ere undtagne fra kongelige Forbud, falder i Ban, indtil Opreisning gives.

8. Ligesaa den, som berøver Kirkens eller Geistlighedens Arbeidsfolk og Tjenestefolk deres Frihed ved at paalægge dem en eller anden almindelig Skyldighed, eller hindre deres Færd.

9. Biskopperne skulle, til Forebyggelse af at Nogen uvidende skal falde i Bansstraf, aarligen ved alle Biskopsstole og i de største Heredskirker lade oplæse de hellige Fædres (d. e. den canoniske Rets) Bestemmelser om de Tilfælde, der paadrage fuldkomment Ban; og disse ere: – Henfalden til ældre Kjætteri. – Opfindelse af nyt Kjætteri samt al Fortolkning og Sæm der ikke stemmer med hvad den hellige romerske Kirke fastsætter med Hensyn til Kirkens Sakramenter. – Tro paa Kjætteres Lære, eller Kjætteres Beskyttelse. – Benegtelse af den Sætning, at Roms Kirke er Christenhedens Hoved, hvem der skyldes almindelig Lydighed. – Vold mod Klerk eller Klostermand, eller Forsømmelse i at hjælpe ham i saadant Tilfælde. – Kirkens eller dens Klerkers ulovlige Betyngelse fra verdslige Høvdingers Side, ligesom Samtykke og 5istand hertil. – Udstedelse af Forordninger stridende mod Kirkens Frihed og Fred, eller Forsømmelse i at ophæve saadanne Forordninger, hvis de i Lovbøgerne findes, eller Samtykke og Bistand til at saadanne Forordninger gjøres gjældende. „Men Kirkens Frihed – lægges her til – grunder sig paa de Privilegier, som deels ere den givne af selve Gud (som dens Ret til at løse og binde, dens Klerkers Ret over dens Ejendomme, dens Forstanderes Ret til at give Love i aandelige Ting og dømme derover, og mere andet), deels af Paven, deels ogsaa endelig af Keiseren“. Opbrændelse af Kirke eller helligt Sted eller Hus inden Kirkegaard eller i Kirkens Vern. – Forfalskning af Pavebrev, eller Hjælp hertil, eller vidende Benyttelse af saadant. – Tilførsel til Saracenerne af Krigsfornødenheder, eller Bistand ydet dem til at uro Jerusalem og de Christne. – Ran øvet mod romerske eller christne Kjøbmænd, eller Skibbrudnes Plyndring – Anvendelse af Tvang mod Biskop eller Klerk for at bringe dem til at løse Bansatte, eller gjenindsætte afsatte Geistlige, eller tillade Gudstjeneste paa Steder, der ligge under Interdikt. – Anvendelse af Tvang fra Lægmænds Side mod Klerker før at faa dem til at forkynde den Lov, at Kirkens faste ,Ejendomme skulle gives under Lægmænds Bestyrelse.

10. Endelig forkyndtes af Conciliet Ban over hver den, som søgte at vække Opstand mod Norges Konge Erik og hans Rige, eller med Ugjerninger eller Svig at forstyrre dets Fred[6].

Man ser lettelig, at den allerstørste Deel af disse Conciliebestemmelser ere rettede paa at sikkre den norske Kirke Overholdelsen af den tunsbergske Forening fra Kongedømmets Side, ved nemlig at fremstille dens vigtigste Artikler – og det endogsaa i den videste Fortolkning, Kirken til sin Fordeel formaaede at give dem – som Forskrifter, der vare grundede i den almindelige romerske Kirkelov, og hvis Overtrædelse ifølge denne belagdes med Kirkens Ban. Dette opstilles øiensynlig som et Skræmmemiddel mod Kongens Raadgivere ved ethvert Skridt, disse maatte foretage enten til at opretholde den allerede givne og af Landet vedtagne verdslige Lov i Stykker, som Kirken fandt stridende mod sine paastaaede særlige og almindelige Friheder, – eller til at give nye verdslige Lovbestemmelser, som ikke fandt Geistlighedens Bifald. At Kongens Raadgivere heri saa et utaaleligt Baand paa den verdslige Styrelse, kan ikke vække Forundring.

Erkebiskoppen har udentvivl troet sig saa meget meer opfordret til at istandbringe hine Conciliebestemmelser, som Raadet allerede i Kongens Navn havde ladet udgaa en vidtløftig Retterbod, indeholdende blandt flere hensigtsmæssige, reent verdslige Bestemmelser ogsaa nogle, som .ligefrem vedrørte Geistlighedens Forhold i Staten, og neppe kunde siges at være ganske stemmende med den tunsbergske Forenings hverken Aand eller Ord[7].

Saaledes fastsattes der, at kun de Prester skulde have Provstedømme (det vil sige: være Biskoppens Ombudsmænd til Søgsmaal af geistlige Sager og Opbørsel af hans Indtægter), som ei havde Sognekirker eller hørte lønligt Skriftemaal. – Skjønsomme og vederhæftige Bønder indensogns skulde have Tilsyn med Kirkegodset, dog med Sogneprestens Vidende, og gjøre aarligt Regnskab for Biskoppen, eller i hans Fravær for Chorsbrødrene. – Olafstolden skulde selges i det Kirkesogn, hvor den opbares, saafremt Opbærerne vilde selge den. – Haandgange Mænd, Prester og Biskopsmænd skulde gjøre Udfareleding og det saakaldte Skipafe ligesom Andre. – For Egteskab skulde tre Gange lyses i Kirken; de Børn, som efter saadan Lysning avledes, vare egtefødte, om end siden noget kunde komme for Dagen, der var hinderligt for Egteskabet. – Ingen skulde tvinges til ved Ed at love at egte den Kvinde, han før havde havt til Frille, om han end havde havt Samleie med hende efter at have gjort Skrift og Bod[8].

Alt dette var unegtelig Sager, som efter den tunsbergske Forening maatte betragtes som henhørende under Kirken, og hvorom efter Foreningens Aand den verdslige Styrelse ei kunde satte Bestemmelser. Men Tingen var ligefrem den, at Kongens Raadgivere slet ikke agtede Foreningen og kun søgte Leilighed til at omstyrte den; og fra dette vilde Erkebiskoppen skræmme dem ved Udfærdigelsen af de ovennævnte Conciliebestemmelser, og den deri indholdte Banstrudsel, der havde sin Hjemmel i den almindelige canoniske Ret.

Raadet var imidlertid nu efter Kroningens Fuldbyrdelse bestemt paa kraftig Modstand, og Kongemoderen Ingebjørg traadte med al sin naturlige Indflydelse over sin unge Søn ganske paa Raadets Side. Erkebiskoppens Ønske var først og fremst at saa afskaffet alle Lovbestemmelser, der strede mod den Frihed fra Statens Byrder, som han vilde bevise, at Kirken, dens Embedsmænd og Tjenere fra umindelige Tider havde nydt. Derom henvendte han sig til Kongen, Dronningen og Raadet, idet han beraabte sig paa det for Kroningen givne Løfte og bad dem betænke, at de der paalagde Geistligheden eller dens Ejendomme utilbørlige Byrder-, vare faldne i Bans Straf. Raadet var imidlertid saa langt fra at føie Erkebiskoppen i denne Fordring, at de meget mere forsvarede Lovens Bestemmelser. Erkebiskoppen antog da en tilsyneladende meer maadeholden Tone og foreslog Eet af To: enten skulde de omhandlede Bestemmelser ved et aabent Brev under Kongens og Erkebiskoppens Segl, eller ved et eget Kapitel i Lovbogen erklæres for ikke gjældende, indtil Kongen naade en modnere Alder, og da, med vise Mænds Raad, ifølge sin Kroningsed, kunde føie gavnligere Foranstaltninger; – eller begge Parter skulde ved sikkre Bud sende de omhandlede Love til Paven og lade hans Dom gjøre Udslaget. Raadet vilde heller ikke antage noget af disse Forslag, men affordrede derimod Erkebiskoppen en Gjenpart af de paa Provinsialconciliet vedtagne og ovenfor omtalte kirkelige Bestemmelser eller Statuter. Denne Fordring blev opfyldt[9]. Men Statuterne fandt, som let begribes, ingenlunde Raadets Bifald; de vakte tvertimod dets bittreste Klager mod Kirkens Forstandere, som de der krænkede Kongedømmets Rettigheder, og betyngede Folket med utaalelige Byrder[10].

Denne afgjorte Modstand fra Rigsstyrelsens Side synes at være kommen Erkebiskoppen noget uventet, efterat han havde faaet gjennemdrevet Kroningseden, og modtaget Raadets foreløbige Løfter om Føielighed; og netop hans Forbløffelse over Raadets kraftige og bestemte Optræden har rimeligviis skrækket ham fra strax at vove et afgjørende Skridt mod den udviste Trods. Han lod imidlertid til sin Sikkerhed et Vidnesbyrd om Kroningseden opsætte den 25de Juli og besegle af alle de tilstedeværende Biskopper[11]. Derpaa hævede han Conciliet og før den 29de Juli fra Bergen tilbage til sit Sæde[12]. At hans allerede fuldt udarbeidede nye Christenret under de forhaandenværende Omstændigheder ikke fik kongeligt Samtykke og Stadfæstelse eller vandt Lovs Kraft, var noget som fulgte af sig selv.

De norske Lendermænd og Høvdinger, som i Egenskab af Kongens Raad paa Kongedømmets Vegne stillede sig i Spidsen for Modstanden mod Erkebiskoppen, vare især følgende: Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Giska, udentvivl den mægtigste, rigeste og høibyrdigste af alle Norges daværende Høvdinger, Gaut af Tolga, Andres Plytt, Kongens Kansler Bjarne Lodinssøn, Erik Dugaldssøn af dcn suderøiske Kongeæt,. Halkel Øgmundssøn, Thorer Haakonssøn eller Biskopssøn, Jon Brynjulfssøn, Erling Alfssøn og Audun Hugleikssøn, hvilke tvende sidste stode i Frændskabsforhold til Kongen. Raadets Sindelag aabenbarede sig yderligere, da det lod Kongen udstede Forbud mod Geistlighedens Indkjøb af Sølv samt mod de Penges Udførelse af Landet til Rom, hvilke vare samlede til det hellige Lands Understøttelse ifølge Conciliets Beslutning i Lyon[13] af 1274. Dette Forbud var saameget dristigere, som det paa en Maade kunde siges at være rettet mod Paven selv. Det fremkaldte ogsaa flere pavelige Formaningsskrivelser, som dog for det første, under den tiltagende Ophidselse, ikke bleve agtede. Derhos begyndte Kongens Raadgivere, ligesom og Sysselmændene omkring i Landet, meer og meer i selve Gjerningen at lægge for Dagen, hvorlidet de brøde sig om Geistlighedens Fordringer paa Skattefrihed og Uafhængighed af de verdslige Domstole.

Da dette skeede i selve Throndhjem, lige under Erkebiskoppens egne Øine, kunde han ikke længer forblive en rolig Tilskuer. Man var her ifærd med at indføre den nye Opkrævningsmaade af Ledingsskatten efter Jordebrug og Formue, og trods Erkebiskoppens for omtalte Indsigelse og optagne Vidnesbyrd, gjorde man ingen Undtagelse for Kirkens og Geistlighedens Vedkommende. Efter sin Hjemkomst til Nidaros indkaldte da Erkebiskoppen den 5te October 1280 for sig i sit Consistorium Lendermændene Hr. Halkel Ogmundssøn og Hr. Jon Brynjulfssøn, samt Sysselmanden Erlend, og paamindede dem – som det heder: paa en venskabelig og mild Maade – om ikke at krænke Kirkens Frihed eller betynge dens og Geistlighedens Ejendomme, da de herved vilde paadrage sig det af Paven bestemte Ban. Han erklærede derhos, at han paa ingen Maade og ingensinde vilde give sit Minde til, at Kirkens Ejendomme i Throndhjems Biskopsdømme underkastedes hidtil uvante Afgifter og Skatter, imod Pave Gregorius’s Bestemmelse paa Conciliet i Lyon, saameget mindre som den indgangne og besvorne Forening mellem Kirken og Kongedømmet udtrykkelig fastsatte: „at Kongerne ei maatte forandre Landets skrevne Love og de vedtagne Pengebøder, hverken for Klerker eller Lægfolk, mod gammel Sedvane, til Kirkens eller Klerkernes Skade“. Han tillagde, at han strax den her omgjældende Bestemmelse i Lovbogen blev ham bekjendt, havde gjort Indsigelse hos Kong Magnus, og at denne da havde svaret ham: „Hvis saa bedre behager Eder, da lad det være som forhen“. Ved denne Erkebiskoppens Paamindelse vare tilstede foruden hans Chorsbrødre ogsaa Abbederne af Tautra og Holm samt Prioren af Elgesæter, hvilke medforseglede det herover optagne Vidnesbyrd[14].

Dette Skridt af Erkebiskoppen maa imidlertid have viist sig frugtesløst; thi kort efter finder man, at han virkelig lyste Hr. Halkel i Ban[15], og Hr. Jon Brynjulfssøn seer man i det Følgende optræde blandt Erkebiskoppens virksommeste Modstandere. Man synes dog endnu fra begge Sider at have næret nogen Betænkelighed ved at lade Sagen komme til det Yderste, og saaledes led det endnu en god Stund ind i det følgende Aar, før Tvisten tog en afgjørende Vending.

Noget har det vel ogsaa bidraget til denne Henstand, at Kongens Raad i Begyndelsen af 1281 var sysselsat med at skaffe sin unge Herre et Giftermaal. Det var Margreta af Skotland, Kong Alexander III’s Datter, man udsaa til hans Brud. Ingen af de norske Biskopper vare herved Underhandlere. Hr. Bjarne Erlingssøn stod i Spidsen for Sendefærden, og som hans geistlige Ledsagere nævnes kun Biskop Peter af Orknøerne og Minoriter-Munken Mauricius. Kansleren Magister Bjarne (Bernhardus), som ogsaa fulgte med, havde maaskee ligeledes geistlig Vielse, men var i alle Fald ikke Erkebiskoppen og hans Parti god. Man maa heraf slutte, at Kongens Raadgivere ved denne Egteskabsunderhandling ikke har taget noget særdeles Hensyn til Erkebiskoppens og de i Norge værende Biskoppers Mening. Egteskabet kom i Stand. Bruden ankom til Norge den 14de August 1281, og kort efter holdtes Brylluppet i Bergen mellem den fjortenaarige Erik og den tyveaarige Margreta[16].

Kongens Bryllup samlede, som man let kan forestille sig, mange af Norges fornemste baade geistlige og verdslige Høvdinger i Bergen, og Erkebiskoppen selv var blandt dem. Det var imidlertid saalangt fra, at denne Sammenkomst mellem begge de stridende Partiers Hovedmænd tilveiebragte en Udsoning, at den meget meer fremkaldte et voldsomt og afgjørende Brud. Led selve Bryllupsgjestebudet viste der sig umiskjendelige Forbud herpaa. Da nemlig Erkebiskoppen blandt Bryllupsgjesterne saa den bansatte Halkel Ogmundssøn, erklærede han, at han ikke vilde deeltage i Gjestebudet, med mindre Halkel fjærnede sig; og denne maatte virkelig finde sig i at spise paa et andet Sted[17].

Men seirede end Erkebiskoppen i denne mindre vigtige Sag, saa kunde han dog ikke stoppe Munden paa Kongens Raadgivere i vigtigere Forhandlinger, hvortil Sammenkomsten gav Anledning Raadets Udbrud mod Geistlighedens Anmasselser bleve stedse heftigere og lydeligere, til Trods for alle Erkebiskoppens Advarsler og Trudsler; og til Slutning appellerede det paa Kongens Vegne til Paven. De verdslige Høvdingers Forbittrelse havde imidlertid naaet en saadan Høide, at den ei tillod dem at afvente den romerske Kuries Dom. Samme Dag som Erkebiskop Jon forlod Bergen for at fare hjem til Nidaros, udvirkede Hr. Bjarne Erlingssøn hos Kongen en Tilbagekaldelse af det Brev, hvorved Myntret var given Nidaros’s Kirke[18]. Da Efterretningen herom naaede Erkebiskoppen, bansatte denne Hr. Bjarne tilligemed en anden af Raadet Hr. Andres Plytt. Men Bannet blev ikke agtet. De tvende bansatte Herrer forbleve i samme Anseelse som før, og da Hr. Andres strax efter døde i Bannet, blev han alligevel høitidelig begraven i Kongens eget Kapel, Apostel-Kirken i Bergen. Man negtede at ringe ved Begravelsen med Kirkeklokkerne i Staden; men Kansleren Hr. Bjarne lod Christkirkens Taarn opbryde for at faa Ringningen i Gang, og nu blev der ringet ikke alene i Kathedralkirken men over den hele By, tvertimod Geistlighedens Forbud.

Kongens Raadgivere satte nu alle Hensyn til Side. Stadens Prester bleve stevnede for Kongen, og tvende Kaar bleve dem forelagte: enten at forlade Landet, eller og forrette al Gudstjeneste efter gammel Sedvane, i hvad saa Biskopperne sagde. De valgte det sidste. Hr. Audun Hugleikssøn, som paa den Tid skal have havt allermest at sige i Kongens Raad[19], holdt Thing paa Marie-Kirkegaard og erklærede den stavangerske Biskop Arnes Mænd utlæge, fordi de ei vilde udrede Kongens Leding; de flygtede af Landet, og Hr. Gaut af Tolga lagde deres Gods under sig. Ligedan for man frem i Throndhjem mod Erkebiskoppens Mænd uden at bryde sig om hans Advarsler eller Bansættelser[20]. Bjarne Erlingssøn holdt et Møde paa Brudarberg i Vaagen paa Haalogaland og forbød her alle nye Tiender, som vare indførte efter Erkebiskop Sigurds Tid, og erklærede tillige, at den Christenret skulde gjælde, der gjaldt i samme Erkebiskops og Kong Haakons Dage. Han bød, at Kongens Lagmænd skulde sige Dom vedkommende Christenretten ligesaavel som vedkommende den verdslige Landslov, afskaffede Provsteembedet og gjorde mange flere Bestemmelser til Inskrænkning af Geistlighedens Rettigheder[21]. Alt dette viste noksom, at Kongens Raadgivere ansaa den hele tunsbergske Forening som død og magtesløs, at de ikke vilde vide noget af Erkebiskoppens Udkast til en almindelig norsk Christenret, og endelig, at de, i hvorledes end deres Appel paa Kongens Vegne til Paven kunde løbe af, vilde paa Forhaand ved egen Kraft befrie Kongedømmet fra de Baand, som Erkebiskop Jon, efter deres Mening idetmindste, havde paalistet det.

Ifølge Appelen til Paven indfandt sig imidlertid fuldmægtige Sendemænd baade fra Kongens og fra Erkebiskoppens Side i Rom. Pave Martinus IV, som beklædte Pavestolen siden 22de Februar 1281, henviste Sagens Undersøgelse til et Udvalg af tre Kardinaler, og for disse fremførtes da begge Parters gjensidige Besværinger. Men den første Fordring fra Kongens Side var den, at Paven skulde sende en Legat til Norge for at tilbagekalde alle de Byrder, som Biskopperne havde paalagt Folket, hvilket vel med andre Ord vilde sige: ophæve den tunsbergske Forening med alle dertil støttede erkebiskoppelige Forordninger. Skeede ikke dette, erklæredes, at Kongen tog sin Appel tilbage. Denne vist nok meget djærve Fordring blev afslaaet fra Pavens Side; og nu standsede, som det lader, hele Underhandlingen, idet de kongelige Sendemænd trak sig tilbage. Men da dette blev kundbart i Norge, steg det kongelige Partis Forbittrelse til det Høieste. Kongens Sendemænd kaldtes hjem fra Rom, og de strengeste Forholdsregler toges mod de gjenstridige Geistlige.

Til denne Tid hører udentvivl et strengt Brev, der endnu er os levnet, udfærdiget i Kongens og Hertugens Navn til deres Sysselmænd og haandgangne Mænd, navnligen Hr. Erling Alfssøn og Hr. Thorer Biskopssøn, hvilke begge synes at have havt Landsstyrelsen i Viken, eller i det mindste i Landets østlige Deel. Efter at Fyrsterne her først have takket de Tilskrevne for al udvist Troskab mod Kongedømmet, baade mod deres Farfader og Fader og mod dem selv, yttre de, at de have hørt et Rygte, som de dog neppe ville tro, at nogle Geistlige, og vel ogsaa Lægmænd i Biskoppernes og andre Geistliges Tjeneste, have villet unddraget sig den undersaatlige Skyldighed mod Kongedømmet, som fra gammel og ny Tid har bestaaet, med Hensyn til Boder, som mellem dem falde, hvilke de sige, at de ei have at svare Kongedømmets Ombudsmænd, – saa og med Hensyn til de almindelige Udbud til Landets Nødtørft, hvilke de aldeles negte at underkaste sig. Hvis saadant virkelig er Tilfældet, da lader det „som om man snart ikke skal savne Neskonger igjen i Norge,“ og derfor finder Kongen og hans Raad, at hvis de ville opretholde „Kongenavnet og Kronens Hæder,“ da maa de tillade dem alene Ophold i Riget, som iagttage sin undersaatlige Lydighed og rette sig efter Kongens Bud. „Men de som unddrage sig derfor, fare didhen, hvor de ingen behøve at lyde uden sig selv,“ i hvad Mænd de saa ere. Man skal vide, at Kongen, saalænge han det formaar, vil have og opretholde slig Frihed i alle Henseender, baade i Forhold til Lærde og Læge, som hans Fader og Farfader have besiddet, om han end nu i mange Dele er meer forurettet, end de fleste Konger før ham have været[22].

Opraabet blev ikke uden Virkninger. Biskoppernes Ombudsmænd, hvad enten de vare Provster, Klerker eller Lægmænd, bleve fængslede eller drevne af Landet, naar de ei vilde rette sig efter Kongens og hans Raadgiveres Bud. Det var forgjæves, at Erkebiskop Jon optraadte med al sin Embedsmyndighed for at gjøre Modstand. Det kongelige Parti havde nu en afgjort Overmagt og tvang i 1282 Erkebiskop Jon selv og hans tvende ivrigste Tilhængere blandt Biskopperne, Andreas af Oslo og Thorfinn af Hamar, til at flygte af Landet[23]. Som en af de virksommeste ved Erkebiskoppens Fordrivelse nævnes den allerede for omtalte Lendermand Jon Brynjulfssøn, der ogsaa fik Bestyrelsen af Erkestolens Gods og tillige underlagde sig alle Chorsbrødrenes Ejendomme. Han tog sin Bolig i Biskopsgaarden i Nidaros, og, hvad der hos mange af Geistlighedens Venner vakte en ikke ringe Forargelse, – han sov med sin Kone i Erkebiskoppens egen Seng[24].

Erkebiskop Jon tog sin Tilflugt til Sverige, hvor dengang Magnus Birgerssøn (Ladelaas) regjerede. Han har rimeligviis fundet Underhold i sin Nød hos den svenske Geistlighed, men man finder intet Spor til, at enten denne eller Kong Magnus, som ellers var en Ven af Geistligheden, har gjort noget Skridt til Fordeel for hans Sag hos den norske Rigsstyrelse. Kampen havde faaet et Udfald, som Erkebiskoppen rimeligviis ikke ventede, og i sin Ydmygelse synes han at have tænkt paa et Forlig med sine Modstandere. Der siges i det mindste, at han igjen agtede sig tilbage til Norge[25] mod Slutningen af Aaret. Men før han fik dette iverksat, døde han i Skara i Vester-Gautland den 21de December 1282[26]. Hans Venner hædrede ham med Tilnavnet: den Standhaftige (hinn staðfasti)[27]. Hans Modstandere derimod synes at have udstrakt sin Forfølgelse mod ham endog til hans afsjælede Legeme, idet de ei vilde tillade, at hans Lig fik hvile ved hans Kathedralkirke; og Jon blev derfor først begraven i Skara[28]. Men snart indtraadte dog en mildere Stemning hos dem. Jons Lig blev i 1283 ført til Nidaros og der jordet[29]. Han havde i tretten Aar beklædt Norges Erkesæde. De tvende Biskopper, som havde deelt hans Landflygtighed, Andreas og Thorfinn, droge til Rom for søge Pavens Beskyttelse[30].

  1. Bp. Arnes S. c. 25.
  2. Rym. V. I. P. II. 580.
  3. N. Dipl. I. 62.
  4. Maaskee kunde dog Udtrykket i Pave Honorius’s Formaningsskrivelse (Finn Joh. I. 406) fortolkes som en Henpegning paa, at Kongens Raad svor Kroningseden med ham, ment det formeentlig ligesaavel kan sigte til, at flere Lendermænd, som nu vare i Eriks Raad, havde i sin Tid, som Kong Magnus’s Raadgivere været med at besverge den tunsbergske Forening.
  5. Markus af Suderøerne nævnes dog ikke blandt Udstederne.
  6. N. g. L. III. 229–237.
  7. Kong Eriks store almindelige Retterbod, N. g. L. III. 3–11.
  8. N. g. L. III. 5.
  9. Vidnesbyrdet om denne Forhandling af 17de Marts 1281. N. Dipl. III. 21.
  10. Finn Joh. I. 406, 407.
  11. N. Dipl. I. 62.
  12. Bp. Arnes S. c. 25.
  13. Suhm D. H. X. 832, 858.
  14. N. Dipl. III. 20.
  15. Bp. Arnes S. c. 75.
  16. Suhm D. H. X. 827–831.
  17. Bp. Arnes S. c. 75.
  18. N. Dipl. III. 29–31 (Vidnesbyrd af 9de Marts 1291).
  19. Bp. Arnes S. c. 31.
  20. Bp. Arnes S. c. 32 og 36; N. Dipl III. 30.
  21. N. Dipl. III. 30.
  22. N. g. L. III. 32. f.
  23. Finn Joh. I. 408–410; Bp. Arnes S. c. 36; Isl. Ann. 158.
  24. Bp. Arnes S. c. 47.
  25. Finn Joh. I. 410.
  26. Isl. Ann. 158; Bp. Arnes S. c. 36.
  27. Isl. Ann. 158.
  28. Bp. Arnes S. c. 47.
  29. Isl. Ann. 158.
  30. Finn Joh. I. 410.