Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/94

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 455-465).

Kong Erik Enestyrer. Landsstyrelsens daarlige Tilstand i Norge. Pavedømmets Splittelse. Almindelige Concilier i Pisa og i Kostnits. Biskopper i den norske Kirke.

Nu overtog da Kong Erik i sit tredivte Aar den Rigsstyrelse i Virkeligheden, som han hidtil næsten kun havde ført i Navnet. Tre og tyve Aar vare allerede henledne, siden han antoges til Norges Arve-Konge, og siden alle norske Brevskaber betegnedes efter hans Riges Aar; men Norge havde i al denne Tid seet lidet til ham, og liden eller ingen Gavn havt af hans Kongedømme. Heri foregik, saavidt man kan skjønne, ingen væsentlig Forandring i den nærmest følgende Tid. Erik vedblev saagodt som stadigen at opholde sig i Danmark, – noget som hans stedse voxende Strid med de holsteinske Grever og tildeels ogsaa med Hansestæderne paa en Maade gjorde nødvendigt. I Norge spores under hans stadige Fraværelse ingen almindelig styrende Magt, hvilken kunde træde i Kongedømmets Sted, at være af ham indsat. De kongelige Embedsmænd handlede hver i sit Omraade, paa hans Vegne, uden noget inden Landet værende stadigt Overhoved, hverken Drotsete eller Rigsforstander. Rigsraadet synes at have været uvirksomt og magtesløst, og til større norske Raadsmøder findes sjælden Spor. En Kansler lader der til at have været, den for omtalte danske Mand, Biskop Jakob Knutssøn af Oslo. Han findes nemlig som Kansler i 1416 den 8de Mai paa Teige Biskopsgaard ved Tunsberg at have beseglet et i Kongens Navn udstedt Landsvistbrev^[1], og at dette er gjort i Egenskab af norsk Kansler, maa sluttes deels af Brevets Beskaffenhed, deels deraf, at Biskop Peter af Roskilde samtidig var dansk Kansler. Men om Biskop Jakob stadigen har havt Kongens norske Segl i Forvaring, eller i hvad Udstrækning han var bemyndiget til at benytte det, vides ikke. Med Landsstyrelsen i Norge kan man saaledes vistnok med fuld Føie sige, at det paa denne Tid stod daarligt til.

I den romerske Kirke havde nu Forvirringen naaet en saadan Høide, at den umulig længer kunde taales. Den store Splittelse i Pavedømmet var, som forhen fortalt, indtraadt i 1378, da Paverne Urbanus VI i Rom og Clemens VII i Avignon af tvende stridende Partier i Kardinal-Kollegiet opstilledes mod hinanden. Urbanus var i 1389 bleven efterfulgt af Bonifacius IX, og Clemens, trods al den Umage man ved hans Død fra forskjellige Sider gjorde sig for at hindre et nyt Pavevalg af hans Parti, havde i 1394 faaet til Efterfølger Benedictus XIII. Denne sidste havde vel ved sit Valg gjort det edelige Løfte at arbeide af yderste Evne for Kirkefredens Gjenoprettelse, og til den Ende i Nødsfald at nedlægge sit Pavedømme. Han havde ogsaa senere, skjønt nødtvungen, gjentaget dette Løfte, med Tilføielse at ville fratræde, hvis Bonifacius døde før ham, eller ligeledes vilde fratræde. Men med disse Løfter var intet alvorligt meent. Da nemlig Bonifacius IX døde den 1ste October 1404, negtede Benedictus reent ud at opfylde sit tidligere Tilsagn. Følgen heraf blev, at de romerske Kardinaler skrede til nyt Valg, der faldt paa Innocentius VII, – og Splittelsen vedblev. Innocentius døde allerede i 1406 og havde til Eftermand den ottiaarige Gregorius XII, hvem de romerske Kardinaler netop havde valgt paa Grund af hans høie Alder, da de troede ham fri for al Ærgjerrighed, som kunde være til Hinder for Kirkens Enhed. Men dette var ikke saa. Gregorius holdt ligesaa fast paa sit Pavedømme som Benedictus, deres Underhandlinger med hinanden vare frugtesløse, og ingen af dem vilde fratræde. Begges Kardinaler kjededes imidlertid ved deres Halstarrighed, forlode dem for største Delen, og udskreve i Endrægtighed et almindeligt Concilium i Pisa til 1409 for at bringe den Orden tilbage i Kirken, som fra alle Sider med høi Røst fordredes.

Kaldelsen til Conciliet kom ogsaa til de nordiske Riger; men Ingen mødte herfra^[2]. Forsamlingen, skjønt temmelig talrig besøgt, udrettede heller ikke noget for det, som skulde have været dens Hovedøiemed: Kirkereform og Kirkefred. Den sammentraadte den 25de Marts 1409, indstevnede de tvende Paver for sig, og erklærede dem, da de ikke mødte, for afsatte. Men istedetfor nu strax at tage fat paa Kirkereformen, skred man først til et nyt Pavevalg ved de tvende Partiers Kardinaler, og Valget faldt den 26de Juni paa Alexander V. Denne var imidlertid ingen Ven hverken af Kirkereformer eller Kirkemøder, og nyttede sin Myndighed til, saasnart som muligt og før nogen Reform kom i Stand, at hæve Conciliet den 7de August under Paaskud af nødvendige Forberedelser til et nyt, der skulde holdes om tre Aar. Ei heller Kirkefreden blev ved denne Forsamling gjenoprettet. Thi de tvende gamle Paver erklærede Conciliets Afsættelsesdom for ugyldig, og fandt begge hver for sig et Tilhang: Gregorius i Neapel, hvorhen han havde begivet sig, og i en Deel af Tydskland, – Benedictus i sit Fødeland Spanien, hvor han havde taget sin Tilflugt. Kirken havde saaledes kun opnaaet at faa tre Paver for to; og alle bansatte de hinanden gjensidig.

Alexander V havde vist nok den langt overveiende Deel af Europas Fyrster paa sin Side, men i mange Staters Kirker raadede dog en stor Usikkerhed med Hensyn til hvilken Pave det var rettest at adlyde. En saadan Usikkerhed spores ogsaa i de nordiske Riger, i det mindste er det vist, at den fandt Sted i Sverige. I det nemlig Kong Erik og Dronning Margreta, Erkebiskoppen af Upsal, flere svenske Biskopper og de fleste Kapitler, samt i det Hele Rigets Raad endnu erkjendte Gregorius XII, erklærede Linkjøpings Biskop og Kapitel samt Biskopperne af Skara og Vesteraas sig ved Slutningen af 1409 for Alexander V, – hvilken Splittelse voldte megen Uorden^[3]. Hvad Parti den norske Erkebiskop og Kirke tog: Gregorius’s eller Alexanders, vides ikke; man kan blot formode, at de have rettet sig efter Kongen og Dronningen, hvilket og de danske Biskopper synes at have gjort. Rimeligviis har dog snart Erik og Margreta, i Lighed med største Delen af Europas Fyrster, gaaet over paa Alexanders Side.

Alexander V var en gammel og yderst svag Mand, der ganske lod sig lede af den berygtede, ryggesløse og underfundige Kardinal Balthasar Cossa, hvem det lykkedes, da Alexander allerede den 4de Mai 1410 døde i Bologna, at blive den 17de i samme Maaned valgt til dennes Eftermand af de i Bologna tilstedeværende Kardinaler. Han antog Navnet Johannes XXIII. At denne Pave ogsaa erkjendtes af de nordiske Riger, og at altsaa Erik og Margreta efter 1409 maa have opgivet Gregorius XII, – det viser sig tydeligen deraf, at Pave Johannes ved sin Nuntius og Indsamler, den tidligere nævnte Ludovicus de Ballionibus, i 1413 opbar det Apostoliske Sædes Indtægter af Danmark, Norge og Sverige. Den 20de Januar i det nævnte Aar kvitterede Ludovicus’s Underindsamler, Johannes Scunemann i Bergen Stavangers Biskop Haakon og dennes Kapitel for Romerskatten af Stavanger Biskopsdømme^[4]. Længe stræbte Pave Johannes ved allehaande Rænker at undgaa den sterkt paakrævede Indkaldelse af et nyt almindeligt Concilium, eller i det mindste at bringe det dertil, at Samlingsstedet blev Rom, hvor han bedst kunde øve sin Indflydelse. Men da han virkelig havde udskrevet et almindeligt Concilium til 1412 i Rom, mødte kun nogle faa italienske Prælater, og det Hele betragtedes med Foragt. Han maatte da endelig finde sig i at udskrive et nyt til 1414 i Constans eller Kostnits.

Hans Kaldelse til Erkebiskoppen af Lund udgik den 12te December 1413^[5], og lignende Kaldelser maa samtidig være udgangne tit Norges og Sveriges Erkebiskopper og til Kong Erik. Denne lod ogsaa møde paa Conciliet Repræsentanter for sine tre Rigers Kirker. Paa den danskes Vegne mødte Biskopperne Peter af Ribe og Johannes af Slesvig; paa den svenskes derimod ingen Biskop, men en Archidiaconus af Skara og en Canonicus af Linkjøping; paa den norskes Vegne endelig skal ikkun en Abbed have mødt. Denne Abbeds Navn er forvansket i Fortegnelserne over Conciliets Medlemmer; men flere sammenstødende Omstændigheder gjør det utvivlsomt, at det har været den daværende Abbed ved Munklivs Benediktiner-Kloster i Bergen, Stein^[6].

Conciliet aabnedes den 5te November 1414. Det ene Hovedformaal, at hele Splittelsen i den romerske Kirke, lykkedes. Pave Johannes XXIII, der indfandt sig personlig paa Conciliet, blev først truet til at love Fratrædelse, og da han siden flygtede og gjenkaldte sit Løfte, blev der af Conciliet, som nu erklærede sig Paven overordnet, anlagt Sag mod ham, og den 20de Mai 1415 blev han ved Dom afsat. Gregorius XII aftraadte frivilligen under hæderlige Betingelser den 4de Juli næst efter. Den haardnakkede Benedictus XIII vilde ei godvilligen vige; men han forlodes til Slutning af Alle og afsattes af Conciliet den 26de Juli 1417. Hindringen for at bringe Enhed tilbage i Pavedømmet var saaledes bortryddet. Mange vilde nu, at Conciliets andet Hovedformaal, en gjennemgribende Kirkereformation, skulde istandbringes, før nogen ny Pave udvalgtes. Denne Mening vandt imidlertid ikke Overhaand, og Conciliets Fuldmægtige i Forening med Kardinalerne skrede til Valget af en Pave, hvilket den 11te November 1417 faldt paa den kloge Romer, Martinus V. Denne var ganske besjælet af de ældre Pavers hierarchiske Aand. Han frygtede baade Kirkereformationen og Conciliet. Derfor fik han listigen den første udsat og ilede derpaa med at hæve Conciliet den 22de April 1418.

Der findes intet Spor til, at man inden de nordiske Kirker nærede nogen særlig Interesse hverken for Conciliet eller før Kirkeforbedringen, ei heller ved man, at deres Fuldmægtige, der henregnedes til den tydske Nation, spillede nogen iøinefaldende Rolle paa Kirkemødet. Umiddelbare Virkninger paa de nordiske Kirkers Stilling synes Conciliet heller ikke at have øvet. Det mindede dem om sin Tilværelse ved at opkræve det apostoliske Sædes Indtægter i sit eget Navn, medens ingen af det erkjendt Pave fandtes. Den før omtalte Ludovicus de Ballionibus sees nemlig i 1417 paa dets Vegne at være optraadt som Indsamler i de tre nordiske Riger. Hans Underindsamler, Johannes Tiderici, kvitterede den 29de October i nævnte Aar i Bergen Biskop Haakon af Stavanger med Kapitel for Romerskatten af Stavanger Biskopsdømme^[7].

Imidlertid var Biskop Jon af Skaalholt^[8] død i 1413^[9], og da Hole Stol endnu ikke var besat, var Island atter uden Biskop. Men denne Gang varede ikke Skaalholts Stols Ledighed længe, ja Jon havde maaskee sin Eftermand beskikket i Danmark, før han var død. En Islænding ved Navn Arne Olafssøn, der maa have hørt til en eller anden Munkeorden, da han altid kaldes: Broder Arne, opholdt sig omkring Aarhundredets Begyndelse i Norge, hvor han blev Kapellan hos Haakon Sigurdssøn af Giska, en Søn af Sigurd Hafthorssøn, Norges daværende rigeste, høibyrdigste, samt for Dygtighed og Uegennyttighed mest anseede Høvdinger. Hos denne og hans Hustru Sigrid, Datter af den ligeledes høit agtede Høvding Erlend Filippussøn af Losna, om hvem der berettes, at han aldrig vilde blive Ridder, – synes Broder Arne i høi Grad at have indyndet sig. I 1404 eller 1405 ledsagede han Sigrid paa en Pilegrimsfærd i Udlandet (til Aachen?) og skal her have nydt den Udmærkelse at beskikkes til Pønitentiarius for alle Nordmænd. Da Haakon i 1407 døde samme Aar som hans Svigerfader Erlend – forblev Arne i Sigrids Tjeneste, endogsaa efterat hun i 1410, paa Dronning Margretas Anstiftelse, havde egtet Magnus Magnussøn, en velbaaren Svend eller Væbner af Sverige, der havde tjent Margreta og stod høit i hendes Yndest. Arne blev ogsaa Magnus’s Kapellan og fulgte denne i 1412, da han aflagde et Besøg hos Kong Erik i Helsingborg. Ved denne Leilighed er udentvivl Arne bleven bekjendt med Kongen. Arne var efter gamle islandske Udsagn en Mester i alle Legemsfærdigheder, dygtig og rask i Alt hvad han foretog sig, og ligesaa pragtfuld og gavmild til Yderlighed, som han var driftig til at skrabe Penge sammen. Han lader i det Hele til at have været en af hiin Tids saa hyppig forekommende smidige, verdsligsindede og verdenskloge Geistlige, der gjorde sin Lykke i Kirken ved alt andet end sande kirkelige Dyder og Fortjenester. Saadanne Geistlige synes just at have faldet i Eriks Smag, og han fattede en særdeles Yndest for Arne. Rimeligvis har denne allerede da faaet Løfte af Kongen paa Skaalholts Biskopsstol, naar den blev ledig. I 1413 drog Broder Arne til Kurien og traf om Sommeren Pave Johannes i Florens, da han var fordreven fra Rom ved Kong Ladislaus af Neapel. Paven har udentvivl i Arne fundet en Aandsbeslegtet og derfor stadfæstet hans Udnævnelse til Biskop. Han blev imidlertid ikke indviet strax eller af Paven selv, men Indvielsen foregik først paa Hjemreisen, i Lybek, og ved denne Stads Biskop, dog ifølge Pavens Bud. Maaskee har Pavens Bemyndigelse til hans Indvielse været betinget, saaledes at den ikke maatte foregaa for den værende Biskop til Skaalholt var afgangen; men Arne har faaet Underretning om Jons Død i Lybek, og har da ikke dvælet et Øieblik med at gjøre Brug af de Anbefalingsbreve, som Paven maa have medgivet ham. Han maa efter al Sandsynlighed have været indviet inden Aarets Udgang; thi den 30te Januar 1414 findes han som „Arne med Guds Naade Biskop af Skaalholt“ i Helsingborg, i Forening med Stein Abbed af Munklif i Bergen, at have udstedt Transscript af et vigtigt Brev^[10]. Kongen har aabenbare fuldkommen billiget hans Ophøielse og Fremgangsmaade; thi han gav Arne strax efter hans Tilbagekomst det mest iøinefaldende Bevis paa sin Yndest, idet han udnævnte ham til Hirdstyrer over hele Island med Skat og Skyld og al kongelig Ret.

Før Biskop Arne var faren til sin Stol, blev ogsaa endelig det i lang Tid^[11] ledige Hole Biskopsdømme besat med Jon Tovessøn. Hvad Landsmand denne har været vides ikke; men udentvivl har han været en Yndling af Kongen, i hvis Tjeneste han rimeligvis har været før sin Udnævnelse til Biskop, ligesom han en Stund efter vedblev at være. Thi Kongen – heder det – beholdt Jon hos sig, hvorimod denne, som maa være bleven indviet, rimeligvis af Erkebiskop Askel, i 1414 eller ganske tidlig i 1415, overdrog Arne af Skaalholt sit biskoppelige Ombud over Hole Kirke og Stol.

Hvor uregelmæssigt det end synes at være tilgaaet med Biskop Arne Olafssøns Valg og Indvielse, saa maa dog Erkebiskop Askel have fundet det nødvendigt at gjøre gode Miner til slet Spil og bidrage Sit til den kongelige Yndlings yderligere Forfremmelse. Han beskikkede nemlig denne ogsaa til Visitator paa sine Vegne over hele Island. Arne kom nu i 1415 til Island beklædt med den høieste baade geistlige og verdslige Embedsmyndighed, en Embedsmyndighed saa stor, som ingen før ham, hverken Lærd eller Læg der havde havt. Han var kongelig Hirdstyrer (d. e. Statholder) over hele Øen, Biskop til Skaalholt og biskoppelig Vicarius til Hole, General-Visitator i begge Biskopsdømmer paa Erkebiskoppens Vegne, og desforuden, heder det, var han Ombudsmand for Munklif Kloster med Hensyn til den dette tilhørende Tiende af Vestmannøerne, og for mange bergenske Kjøbmænd med Hensyn til deres Tilgodehavende. Der var saaledes aabnet en vid Mark for ham, ikke alene for hans Virksomhed men ogsaa for hans Pengegridskhed og Herskesyge. Og han skal ikke have ladet den gode Leilighed unyttet.

Han kom til sin Stol den 29de Juni. Han red saa først til Althinget og lod der oplæse alle sine Fuldmagtsbreve i Lagretten. Alle baade Læge og Lærde af alt Landet tilsagde ham Lydighed. Da dette var gjort, sang han sin første Biskopsmesse i Skaalholt den 20de Juli. Derpaa drog han nord i Landet til Hole og blev der modtagen af Nordlændingerne som deres retmæssige Biskop. Endelig vendte han tilbage til Skaalholt med en Mængde Gods, som han havde skrabet sammen paa sin Reise, deels i Penge deels i alslags Varer. Han lod siden foretage kostbare Bygningsarbeider paa Kirken og ved Biskopsstolen samt anskaffe kostbart Bohave. Han sparede ikke, og derfor gav man ham Tilnavnet: den Gavmilde. Men hvad han gav ud med rund Haand, det tog han igjen paa sine Visitatsreiser over det hele Land, fra hvilke, det heder, at han altid vendte hjem med mange Penge. Islændingerne vare i hans Embedstid overvældede af Pengefordringer. I Aaret 1417 opholdt sig en Broder af St. Antonius’s Orden, en vis Ivent Sasse, paa Island og tiggede Penge paa den hellige Antonius’s Vegne, hvis Undergjerninger pristes^[12]; hans Bøn mødtes af Indbyggerne med Velvillie. Men i det næste Aar 1418 bleve Kravene flere. Da fremkom først Krav fra Kongen, ved Biskop Arne, saa Sysselmands-Krav, saa Provste-Krav og mange andre Krav paa Almuen, hvilke for største Delen skreve sig fra Biskoppen. Disse Krav fremkom alle i Form af Bøn; derfor kaldte man spotvis Aaret: Bønneaaret (bónar vetr). Og med alt det synes dog ikke Biskop Arne at have været i nogen høi Grad forhadt. Folket saa igjennem Fingre med hans Gridskhed paa Grund af hans Pragt, Gavmildhed, Virksomhed og mandige Færd. Arne Olafssøn var ret en Biskop i sin Tids Smag, hos hvem den verdslige Stormand fremskinnede i hvert hans Skridt, medens Kirkens Lærer og aandelige Forstander ganske traadte i Skygge. Han var – som Finn Jonssøn udtrykker sig – en bedre Hofmand, Skattekræver, ja vel Rytter end Biskop. Neppe var han dog den eneste i sit Slags blandt den norske Kirkes daværende Biskopper.

I 1419 for Biskop Arne Olafssøn til Bergen og gjensaa ikke senere Island. Rimeligvis har han begivet sig til Kong Erik for at aflægge denne Regnskab. I 1420 finder man, at Biskop Arne har været Kongen den betydelige Sum af 3000 Nobler skyldig, for hvilken Biskopperne Aslak af Bergen og Anbjørn af Hamar samt nogle danske Herrer, i Brev givet ved Vestenskog Kirke paa Lolland den 22de Juni, erklærede sig som Forlovere, og hvilke han skulde betale inden Michaels Dag samme Aar^[13]. Hvorledes han er kommen fra denne Gjæld, og om han er forbleven ved Eriks Hof, vides ikke. Naar og hvorledes han døde, er ogsaa høist usikkert. Nogle sige, at han under Opholdet hos Kongen døde i 1420 og lægge til, at han ved Gift eller paa anden svigfuld Maade blev myrdet af Kongens Hofmænd, der bare Avind til ham. Andre derimod, og det vistnok med større Rimelighed, antage, at han har levet indtil henimod 1430, men borte fra sin Biskopsstol, af hvilken han kun opbar Indtægterne, medens han lod den bestyre ved sine Ombudsmænd. Vist er det, at indtil 1430 ingen Biskop findes omtalt ved Skaalholts Stol, men dens Anliggender bestyredes deels ved Official og Raadsmand, deels ved Holes Biskop^[14].

Biskop Jon Tovessøn af Hole havde, medens Biskop Arne med Enemyndighed styrede Island, opholdt sig udenfor samme deels i Danmark hos Kong Erik, deels maaskee ogsaa andensteds. I 1415 den 5te September udstedte Kongen i Slagelse et Vernebrev for ham og Hole Kirke^[15]. Først i 1419 beredte han sig at drage til sit Sæde, og var i denne Anledning i Bergen den Gang da Biskop Arne kom did. Begge de islandske Biskopper mødtes i al Venskabelighed, og Arne forærede Jon et prægtigt Kors, hvilket dog, som den gamle Fortæller bemærker, neppe kunde kaldes Gave. Jon naaede lykkelig Island med mange Danske i sit Følge og tiltraadte samme Aar sin Stol, men opdagede da, heder det, at Biskop Arne havde gaaet ham vel nær^[16].

I 1419 var Biskop Sigurd af Hamar^[17] død, og til hans Eftermand valgtes Anbjørn, om hvis tidligere Forhold intet vides. Den 22de Juni 1420 var denne, som før fortalt, i Egenskab af Hamars Biskop, altsaa allerede indviet, tilstede ved Vestenskog Kirke paa Lolland^[18].

Ved denne Tid døde ogsaa Biskop Jakob Knutssøn af Oslo^[19]. Sidste Gang han vides at være nævnt er 2den Juli 1419^[20]; dog er han neppe død for i 1420 eller Begyndelsen af 1421. Hans Eftermand var Jon (ellers almindeligere paa dansk Viis kaldet: Jøns, Jenes, Jens; paa Latin altid: Johannes), ligesom sin Forgjænger, en dansk Mand^[21]. Udentvivl har han forud staaet i Kong Eriks Tjeneste, og været godt anskreven hos ham. Maaskee har dette hjulpet ham til Biskopsdømmet, ligesom det maa antages for et Bevis paa Kongens Yndest og Tiltro, at denne, rimeligvis ved samme Leilighed, gjorde ham til sin Kansler i Norge, i hvilket Embede han synes at være forbleven saalænge som Eriks Styrelse varede. I de første Aar af sit Biskopsdømme lader dog ikke Jon til at have været – idetmindste ikke stadigen – ved sit Sæde, men derimod at have opholdt sig hos Kongen i Danmark. Den 23de Februar 1422 findes han at have i Helsingborg, som „Biskop i Oslo og Kongens Kansler“, beseglet et i Kongens Navn udstedt norsk Landsvistbrev^[22]; den 15de Juni 1423 var han, tilligemed Biskopperne Anbjørn af Hamar og Thomas af Orknøerne, blandt mange andre geistlige og verdslige Herrer af Danmark og Sverige tilstede i Kjøbenhavn ved Afsluttelsen af et Forbund mellem Kong Erik og Hansestæderne^[23]; den 7de September 1424 var han paa Gorgehus (Gurre) i Sjælland og beseglede som Kansler et norsk Landsvistbrev^[24]. Den 11te September 1425 var han tilstede i Kalundborg ved Udstedelsen af en Gjenpart af det kalmarske Forenings-Udkast^[25]. Først i 1426 finder man ham i Oslo, hvor han den 15de April afsagde en Dom, og senere i Forening med sit Kapitel udstedte flere Breve^[26]. Den 29de Juli samme Aar var han tilligemed Biskopperne Aslak af Bergen, Anbjørn af Hamar og Thomas af Orknøerne, som Kongens fuldmægtige Sendebud, i Bergen ved Afsluttelsen af en fornyet Overeenskomst med Kongen af Skotland angaaende Afgiften af Suderøerne^[27]; og den 19de December 1426 var han igjen i Oslo, hvor han som Kansler beseglede et i Kongens Navn udstedt norsk Landsvistbrev^[28]. Omkring 1426 synes han saaledes først stadigen at have overtaget sine egentlige biskoppelige Forretninger og fæstet Sæde ved sin Kirke. I Mellemtiden, medens Jon opholdt sig i Danmark, findes en vis Biskop Severinus, at have været hans Generalvikarius^[29], hvilken ogsaa opføres i Biskopsfortegnelserne deels med Navnet Severinus^[30] deels med Navnet Sveri^[31]. Han har rimeligvis været en af den Tids Titulær-Biskopper, hvilke almindelig anvendtes som Vikarier i de virkelige Biskoppers Forfaldstilfælde. Han kjendes forøvrigt ikke, med mindre han muligen kunde være samme Person som den Severinus eller Søfren, der senere, i 1434, var Biskop paa Færøerne.

Efter den Biskop Vilhialm af Orknø, som blev dræbt i 1383^[32], fulgte først paa denne Biskopsstol en Henrik, der nævnes i 1394 som tilstedeværende paa Mødet i Helsingborg^[33], og dernæst en Broder Jon, en Engelsmand, der var nærværende paa Rigsdagen i Kalmar 1397^[34]. Denne sidste sees at være død en god Stund før 25de October 1419^[35]. Hans Eftermand var Thomas af Tolak eller Tulloch, der troes at være bleven Biskop i 1418^[36]. Thomas maa rimeligvis ogsaa have været en af de Biskopper, som vidste ved verdslig Dygtighed at vinde Kong Eriks Yndest; thi han blev af denne udnævnt til et Slags Bestyrer af Orknøerne, i hvilken Anledning han ved sit Brev, udstedt ved Vestenskogs Kirke paa Laaland den 17de Juni 1420, forpligtede sig for det ham betroede Land til Kong Erik og hans Efterfølgere, Norges Konger^[37]. Thomas var længe Biskop og nævnes oftere som tilstedeværende ved vigtige Statsforhandlinger især Orknøerne vedkommende, baade i Norge og Danmark^[38].

Biskop Haakon af Stavanger^[39] var bleven gammel og svagelig, saaledes at han ei vel kunde længer forestaa sit Embede. Dette foranledigede hans Kapitel til i 1424 at ansøge Paven om, at Audun Eivindssøn, Kong Eriks Kapellan, Kannik i Oslo og Provst i Eidsberg^[40], maatte blive beskikket til hans Hjælpebiskop og vel tillige Eftermand^[41]. Naar Biskop Haakon er død, vides ikke; men Audun Eivindssøn var endnu i Marts 1427 ikkun Electus^[42], og først den 18de Mai samme Aar blev han indviet til Stavangers Biskop. Indvielsen foregik, uvist af hvilken Grund, i Vadstena Klosterkirke og udførtes af tre svenske Biskopper, nemlig af Linkjøping, Skara og Vexiø^[43]). Den 24de Juli samme Aar var han i sit Biskopsdømme, nemlig i Valders paa Gaarden Remmen^[44]. Udentvivl var Biskop Haakon dengang død.

I 1426 skal Peter, en Dansk, om hvis tidligere Stilling forresten intet vides, være bleven udvalgt til Biskop af Hamar^[45]. Om Formanden Biskop Anbjørn^[46] dengang var død, eller om han havde resigneret, er ikke sikkert.

1. Langes haandskr. Opt.
2. Lgbr. IV. 286–287.
3. Lgbr. IV. 287–88.
4. N. Dipl. III. 444.
5. Pontop. II. 510.
6. Pontop. II. 511, Lgbr. IV. 289, og især Grams Noter til Meursius 559. Det aabenbar forvanskede: „Abbas Stoxii pro rege Norvagiæ et monasterio suo et episcopo Lincopensi,“ bør vel læses, som ogsaa Gram har formodet: „Abbas Steyn etc.,“ og da kan man neppe gjette daa nogen anden end den ovenfor nævnte, der ogsaa netop ved den Tid var borte fra sit Kloster og i Begyndelsen af 1414 findes at have opholdt sig i Danmark. Dette antager ogsaa Lange i sin Klhist. 2den Udg. 282–284.
7. N. Dipl. II. 480.
8. Fra 1408, s. o. f. II. 451.
9. Isl. Ann. 390; Finn Joh. II. 466. Fredagen efter Thorlaksmesse (hvorved her udentvivl maa forstaas den tidligere, neml. 20de Juli), den 21de Juli 1413 var han endnu i Live; men kort efter maa han efter al Rimelighed være død, da hans Eftermand bestemt var udnævnt og vel endog indviet for Aarets Udgang. Isl. Ann. 388, 390, jfr. Finn Joh. II. 227.
10. N. Dipl. I. 462, jfr. Pontop. II. 612.
11. Lige fra 1403? s. o. f. II. 448.
12. Om St. Antonius af Viennes Orden, en Congregation af regulære Kanniker, der tillige regnedes blandt Tiggermunkene, see Langes Klhist. 2den Udg. 65–67. En Udsending af denne Orden ved Navn Theodorik, der gav sig ud for at helbrede Sygdomme og uddele Aflad ved Hjælp af St. Antonius’s Been, kom for første Gang i 1403 til Norden og optraadte i Vadstena i Sverige. En Underordnet eller Efterfølger af ham maa Ivent Sasse have været.
13. Ny D. Mag. I. 2.
14. Om Biskop Arne Olafssøn see Isl. Ann. 376, 378, 382, 384, 386, 388, 390, 392, 394; Finn Joh. II. 460–470; Espol. þ. 2. c. 6–10.
15. Finn Joh. II. 226.
16. Isl. Ann. 394, 396; Finn Joh. II. 573–575.
17. Fra 1381 s. o. f. II. 398.
18. S. o. f. om den skaalholtske Biskop Arnes Gjæld. Hvitfeld i sin Biskopskrønike sætter hans Valg til 1419.
19. Fra 1407 s. o. f. II. 450.
20. Sml. V. 345.
21. Sml. III. 513. I den gamle Biskopsrekke for Oslo i Cod. Arn. Magn. No. 309 fol. nævnes han: Joon secundus (Jon den anden eller Yngre). Jon har udentvivl været det Navn, med hvilket han af den norske Almue almindelig betegnedes, og hvilket derfor her sidenefter altid bruges, hvor Talen er om ham.
22. N. Dipl. I. 487.
23. Hvitfeld under 1523.
24. N. Dipl. I. 500.
25. Paludan-Müllers observ. 61.
26. N. Dipl. I. 511, II. 511, 512, III. 492.
27. Hvitfeld under 1426.
28. N. Dipl. III. 493.
29. Nævnes ifølge Langes haandskr. Sml. saaledes i et Brev af 4de Decbr. 1422 og tillige „episcopus Tranquilliensis.“
30. Hvitf. Biskops-Krønike.
31. Sml. V. 345.
32. S. o. f. II. 403.
33. S. o. f. II. 441.
34. S. o. f. II. 442, jfr. Hvitf. Biskopskrønike.
35. N. Dipl. I. 478.
36. Munchs „Symbolæ ad historiam etc.“ (Chr. 1850) 51.
37. N. Dipl II. 489, jfr. Pontop. II. 531.
38. Hvitf. ved 1423, 1426 og 1434; N. Dipl II. 503, 512.
39. Fra 1402 s. o. f. II. 447.
40. Langes hdskr. Sml. eft. Brev i A. M. S. fasc. 40 No. 5.
41. Pontop. II. 535.
42. Langes hdskr. Sml. eft. Br. i A. M. S. fasc. 88 No. 7.
43. Diarium Vadst. Scr. r. Sv. 1. 146, 147.
44. N. Dipl. II. 520.
45. Hvit. Biskopskrønike.
46. Fra 1419 s. o. f. II. 463.