Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/95

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 465-477).

Erkebiskop Askel dør 1428. Aslak Bolt to og tyvende Erkebiskop. Hans første Embedsvirksomhed. Christkirkens anden Brand. Kong Eriks Vilkaarlighed ved Biskopsstoles Besættelse. Hans Valg falder paa uverdige Personer.

Erkebiskop Askel^[1] nævnes sjælden i Historien, og de Breve, som ere levnede fra hans Embedsførelse, angaa alle mindre vigtige Gjenstande. Der findes ei Spor til, at han har holdet noget Provinsialconcilinm, med mindre det skulde have været i 1405 i Bergen, som ovenfor er berørt. Man maa af alt dette slutte, at Askel ligesaalidet i Kirken som i Staten har spillet nogen fremtrædende Rolle. Han døde den 11te Marts 1428^[2]. Han var ved sin Død indviklet i en Proces for den pavelige Kurie, foranlediget derved, at Erkebiskoppen vilde opretholde sin Chorsbroder, Sigvalde Jonssøn, i Throndarnes Præbende og Sognekald imod en vis Johannes Borssow, en pavelig Klerk, som der vilde indtrænge sig. Bersvein Nikolaussøn, ligeledes Chorsbroder af Nidaros, var i denne Sag Erkebiskoppens og Sigvaldes Fuldmægtig i Rom, men maa ikke have formaaet at udrette noget til deres Fordeel. Derimod nødtes han til at indgaa Forlig om en Erstatning til Johannes Borssow for det Tab, denne paastod at have lidt. Da imidlertid ikke Bersvein erholdt hjemmefra de til Erstatningen fornødne Penge, og følgelig ikke kunde opfylde Forligets Vilkaar, blev han sat i Ban. Men nu indtraf baade Erkebiskoppens og Sigvaldes Død, og denne Omstændighed bevægede endelig Pave Martinus V til at overdrage, ved Brev fra Rom af 9de Marts 1430, Biskop Audun af Stavanger at løse Bersvein af Bannet^[3]. Man seer hvorledes Paven paa denne Tid i Norge ligesaavel som i andre Lande, vidste at indtrænge sine Folk i gode Præbender imod de nærmest Vedkommendes Ret og Ønske. Erkebiskop Askel var ogsaa, da han døde, i en ganske betydelig Gjæld til Kong Erik, hvilken hans Eftermand i 1431 maatte betale^[4]. Hvorledes denne Gjæld har varet paadragen, oplyses ikke. Muligen har det været tilbagestaaende Afgifter af verdslige Len, der have været Erkebiskoppen indrømmede. Man seer i det mindste, at i 1405 har Sparbyggia Fylke, som Erkebiskop Vinalde tidligere havde havt i Forlening, været Askel tilbudet^[5]; men man ved ei om han har modtaget det.

Man har al Grund til at tro, at blandt Norges daværende Biskopper, den i Bergen, Aslak Harniktssøn Bolt^[6], maa have været en af de dygtigste og af Almenheden mest agtede; og dette gode Omdømme har udentvivl virket, at Nidaros’s Kapitel allerede to Dage efter Askels Død, den 13de Marts, postulerede eller udbad sig af Paven Aslak til hans Eftermand^[7]. Rimeligvis har Kapitelet hastet saa meget med denne Postulation, for at ikke Kong Erik skulde komme imellem og paatrænge Nidaros’s Stol en af fine Gunstlinger, hvilke man seer, at han altid vilde hjælpe til ledige Biskopsstole. Pave Martinus havde imidlertid ogsaa, medens Askel endnu levede, forbeholdt sig selv, at forsørge eller ved Provision besætte Nidaros’s Erkestol, naar den næst blev ledig. Denne Omstændighed har udentvivl forsinket Aslaks Udnævnelse. Endnu den 22de Februar 1429 kaldes han Biskop i Bergen og ikkun Postulatus til Erkesædet^[8]. Men endelig erklærede Pave Martinus ved sit Brev fra Rom af 27de Januar 1430, at han valgte den postulerede Aslak til Erkebiskop, og derfor gav sit Samtykke til Løsningen af det Baand, som bandt denne til Bergens Kirke, idet han forflyttede ham til Forstanderskabet for Nidaros’s^[9]. Aslak Bolt var den første Erkebiskop i Nidaros, som stadigen førte Navn af: „det pavelige Sædes Legat,“ hvilket blev almindeligt for hans Efterfølgere.

Skjønt det saaledes trak noget i Langdrag med den pavelige Stadfæstelse af Aslak Bolts Valg til Erkebiskop, saa findes dog denne allerede i Begyndelsen af 1429 at have flyttet sit Gods fra Bergen til Nidaros^[10], og maaskee har han ogsaa allerede da foreløbig overtaget Erkestolens Bestyrelse. Dennes økonomiske Stilling synes ved Aslaks Tiltrædelse ikke at have været i den bedste Orden. Thi foruden den allerede omtalte Gjæld til Kongen, der heftede paa den, var der ogsaa, uvist af hvilken Grund, indtraadt hos Almuen en Uvillie i at udrede visse Ydelser, som fra gammel Tid tilkom den, men som nu mangesteds vare standsede. Allerede i den gamle Frostathings Christenret findes vedtagen en aarlig Ydelse til Erkestolen under Navn af Olafskorn og en anden under Navn af Mikjalskorn, den sidste at udrede paa Mikaelsmessedag med en Skjeppe af hver fuld Bonde, en halv Skjeppe af hver Envirkesbonde (einvirki) og een Pening af hver løs og ledig Mand (einleypr). Bøder til Erkebiskoppen vare fastsatte for Undladelsen heraf. Det samme Paalæg findes gjentaget i Jons Christenret^[11]. I disse tvende Ydelser, ligesom og i en tredie, der kaldes: Erkebiskops-Gave (erkibiskups giöf), hvis Ælde ikke kjendes, var det, at der var kommet en Standsning, hvilken Aslak lod sig det være meget magtpaaliggende hastigst muligt at bortrydde. Allerede i 1430 og 1431 var han virksom herfor i selve Throndhjem, i 1432 under sin Visitation paa Haalogaland i Mai og Juni Maaneder fik han Bønderne der til at underkaste sig den gamle Ydelse efter en vis Beregningsmaade i Fisk, og i 1433 synes han at have bragt Sagen i fuldkommen Orden for Throndhjems Vedkommende. Han sees at have taget sig af denne for Erkestolen udentvivl vigtige Sag med Kraft og Raskhed, og han drev derfor ogsaa sit Ønske igjennem^[12].

I Forbindelse med Aslaks Stræben for at bringe de ovennævnte Erkestolens Indtægtskilder i deres gamle Gang stod ogsaa Optagelsen af et nyt Register over dens Jordegods. Ved hans Postulation fandtes ved Stolen ikkun en saadan Fortegnelse paa Papir, hvilken ovenikjøbet lader til at have være agtet for ufuldstændig. Men Aslak begyndte strax at lade paa Pergament opskrive „Alt det Gods, han kunde opspørge, at Erkestolen før eiede,“ og ligesaa det, som kom til under hans Styrelse. Dette Register, almindelig benævnt: Aslak Bolts Jordebog, er endnu til, og giver mange Oplysninger^[13].

I Begyndelsen af Erkebiskop Aslaks Metropolitanstyrelse indtraf Nidaros’s Kathedralkirkes anden Brand lidt meer end hundrede Aar efter den første under Erkebiskop Eilif^[14]. Tiden sættes almindelig til den 2den eller 10de Juli 1431^[15]; men den nys omtalte Jordebog, der maa ansees som den ældste tilværende Kilde, synes at henpege paa 1432^[16]. Branden skal være foraarsaget ved Lynild. Hvor stor Ødelæggelsen bar været, vides ikke. At Kirken skulde have brændt af til Grunden, som en Beretning udsiger, er aabenbare en stor Overdrivelse, skjønt forresten Skaden kan have været følelig nok. Den driftige Erkebiskop har ganske vist truffet overordentlige Foranstaltninger til dens Istandsættelse, derfor borger hans øvrige Embedsvirksomhed. Men noget skriftligt Dokument til Oplysning herom findes ikke, saavidt hidtil kjendt.

Paverne havde siden lang Tid foregaaet med det sletteste Exempel ved at indtrænge sig i Kapitlernes Valgret, og ved vilkaarligen at besætte Biskopsitolene gjennem Provision, ikke alene uden at bore Kapitlernes Forslag, men endog tvertimod deres udtrykkelig udtalte Ønske eller mod deres bestemte Indsigelse. Det kan derfor ikke vække saamegen Forundring, at de verdslige Fyrster under den store Kirkesplittelses Forvirring fulgte Exemplet, deels ved ulovligen, Kapitlerne uafvidende, eller med Foragt for deres Fordring, at udvirke umiddelbart gjennem Paven sine Yndliger befordrede til Biskopper, – deels ved, baade Kapitel og Pave uadspurgte, at indtrænge paa Biskopsstolene dem, som de selv ønskede og for sine Statsøiemed fandt skikkede. Vi have ogsaa allerede seet Spor til, at baade Dronning Margreta i sin Tid og ligeledes senere Kong Erik greb forstyrrende ind i de norske Kapitlers Valgfrihed. Allertydeligst viser det sig dog med Kong Erik netop ved denne Tid, deels i Anledning af Skaalholts Stols Besættelse, deels i Anledning af en ny Biskops Beskikkelse til Bergen.

Paa Island stod, som før er sagt, Skaalholts Biskopsstol, efter at Biskop Arne Olafssøn var dragen af Landet, længe forladt^[17]; og til samme Tid skiftedes ved Hole Stol ideligen Biskopper. Jon Tovessøn af Hole døde allerede 1423^[18]. Han fik til Eftermand en vis Jon Jonssøn, der dog først i 1427 kom til Hole. Han skal være bleven, uvist af hvilken Grund, modtagen paa en ublid Maade af Nordlændingerne, hvilket havde til Følge, at han ikke engang tog sin Stol i Besiddelse, men strax drog til Sønderlandet, hvor han skal have viet nogle Prester og Diakoner i det ledige Skaalholts Biskopsdømme, og derpaa have seilet bort igjen fra Island endnu samme Aar som han var kommen did^[19]. Efter ham fulgte i 1429 en Jon Vilhjalmssøn, der nærmest kom fra England, men derfor vel ei bør antages for at have været engelsk. Han sang sin første Biskopsmesse den 15de August og forblev nogle Aar paa Hole Stol. Det lidet, man ved om ham, synes at betegne ham som en haard og begjærlig Mand^[20]. Under alle disse Omskiftninger synes Forvirring og Lovløshed paa Island at have raadet baade i kirkelig og verdslig Styrelse. Paa Kysterne ranede engelske Vikinger, og ikke stort bedre synes de kongelige Lensmænd eller Hirdstyrere, Hr. Hannes Paalssøn og en Baltazar, at have faret frem fra sin Side, og disse vare ovenikjøbet indbyrdes uenige. I 1425 blev Klosteret og Kirken i Helgafell besmittet af Hr. Hannes Paalssøns Svende, der opbrøde med Vold baade Kloster og Kirke, vanhelligede begge ved Blodsudgydelse, og ihjelskjøde en Mand paa selve Kirkegaarden. Denne Voldshandling havde til Følge, at Kirken, paa Grund af at ingen Biskop var i Landet, stod uden Gudstjeneste i henved fire Aar, indtil Biskop Jon af Hole i 1429 rensede den. De Skyldige undslap fra Landet i samme Aar som Ugjerningen blev begangen, da ogsaa begge Hirdstyrerne selv bleve fangne af Engelskmændene i Vestmanøerne og bortførte til England^[21]. Saadanne skrækkelige Uordener skulde synes at maatte opfordre Kongedømmet til den alvorligste og kraftfuldeste Indskriden, og til at skjænke Landet og dets Kirke dygtige og velmenende Forstandere. Men istedet herfor skikkede Kong Erik Islændingerne paa Halsen en Biskop, der beskrives som den værste og ryggesløseste, Island nogensinde har seet.

Blandt Eriks meget yndede Hofklerker var en Jon Gerikssøn (Johannes Jerechini), der skal have været af dansk adelig Slegt og en Tid Kongens Kansler. Denne indtrængte Erik i 1408, altsaa endnu i Dronning Margretas Levetid, paa Upsals Erkestol, tvertimod Kapitelets Villie, der allerede havde lovligen valgt sin Provst, Andreas, hvilken dog af Kongen og Dronningen lod sig overtale til at trække sig tilbage og modtage Strengenæs Biskopsstol istedet for Upsals. Jon blev nu under Kongens særlige Beskyttelse en Stund i Besiddelse af Erkestolen, indtil der i 1417 reistes heftige Klager mod ham for aabenbare Voldsgjerninger, han havde udøvet, og over hans yderst lastefulde Levnet. Kongen kunde ikke forhindre, at Sagen kom for Pavens Domstol, og Martinus V gav ikke alene Klagen Bifald, men nedsatte ogsaa en overordentlig Ret over Jon i Sverige under Forsæde af Erkebiskoppen af Riga. Kongen var selv tilstede ved Rettergangen, som foregik omkring 1ste November 1421 paa Slottet Rone i Øster-Gøtland. Her trængte man saaledes ind paa Jon med de haardeste Beskyldninger, at han fandt det raadeligst at opgive sit Sæde og nedlægge sin Verdighed. Han gjorde dog ikke dette ubetinget; thi han forbeholdt sig, og fik som det lader indrømmet, en Sum af 300 Nobler for det første Aar og siden 300Dukater aarlig af Erkebiskopsstolen, og det uagtet han under sin Embedstid skal have forødt for denne tyve tusinde Dukater^[22]. Efter sin Fratrædelse har han rimeligvis opholdt sig ved Eriks Hof, indtil det endelig faldt denne ind at forsørge ham paa Island med Skaalholts ledige Biskopsstol.

At Jon Gerikssøns Ansættelse her skulde have gaaet for sig ved et slet og ret Magtsprog af Kong Erik, uden at dette fik i det mindste et lidet Skin af Lovlighed ved en høiere geistlig Myndigheds Samtykke, – er ikke ganske troligt. Men rimeligvis har den Omstændighed kommet Kongens Ønske til Gode, at Nidaros’s Erkestol fra 1428 til 1430 var at ansee som ledig; og netop i denne Tid blev Jon beskikket til Skaalholts Biskop. Han skal have opholdt sig i England om Vinteren mellem 1429 og 1430, og kom derfra den 28de Juni sidstnævnte Aar til Skaalholt ledsaget af tvende Prester, Nikolaus og Matheus, samt en Skare af fremmede Svende, der, som det heder, udgave sig for Danske^[23], men for en stor Deel skulle have været Irer, ryggesløse Mænd og dertilmed saa selvraadige, at Biskoppen neppe formaaede at styre dem. De Uordener, disse Svende voldte, gjorde dem strax yderst forhadte af Folket, og Hadet gik snart over paa deres Herre selv. Paa hans Visitationsreiser øvede de alskens Voldsgjerninger, og vare saa langt fra at skaane Landets mægtige og høiættede Mænd, at de tvertimod helst valgte dem til Gjenstand for sine Drillerier og sin Selvtægt, saafremt de ikke vilde føie sig i Alt.

Der fortælles, at to af Islands daværende bedste og mest anseede yngre Mænd, Teit Gunnlogssøn fra Vesterlandet og Thorvard, en Søn af Lopt Gudmundssøn den Mægtige paa Mødruvold paa Nordlandet, bleve uden skjellig Grund tagne til Fange af disse Udaadsmænd, førte til Skaalholt og der indesperrede under den haardeste og mest beskjemmende Behandling. Det lykkedes dem imidlertid begge efter nogen Tids Forløb at undkomme af deres Fængsel; og nu sendte de hinanden Hud og aftalte at ville hevne paa Biskoppen den Skam, han havde tilføiet dem. Kort i Forveien havde Magnus, Kjøgemester i Skaalholt, og Anfører for Biskoppens Svende, om hvem det hed, at han var Biskoppens Frillesøn, friet til Øens høibyrdigste Kvinde, Margreta Vigfusdatter, hvis Fader forud havde været Landets Hirdstyrer, – men faaet Afslag. Forbittret herover samlede Magnus en Skare af Biskopssvende og Losgjængere, drog til Gaarden Kirkiubol, hvor Margreta boede, ihjelskjød hendes Broder, Ivar Vigfussøn, der vilde forsvare sin Søster, og antændte Huset for at brænde Margreta inde. Hun fik imidlertid under Branden brudt et Hul paa Veggen i Badstuen, undslap derigjennem og red paa en treaarsgammel Fole nord til Eyafjord. Her kundgjorde hun, at hun ingen anden Mand vilde egte, end den som havde Mod og Villie til at hevne hendes Broders Død og Overfaldet paa hende selv. Biskoppen og hans Mænd mærkede nu, at et Uveir trak op over dem, og Magnus unddrog sig den fortjente Revselse ved snarest muligt at flygte af Landet. Biskoppen troede, at ved hans Fjærnelse den truende Storm skulde lægge sig; men heri bedrog han sig. Den fornærmede Thorvald Loptssøn havde allerede erklæret sig at ville optræde som Margretas Hevner og Beiler til hendes Haand, og Teit Gunlogssøn havde lovet ham Bistand. Thorvald samlede i Stilhed Mænd i Eyafjord, og Teit ligesaa paa sin Kant af Landet; Aftalen var, at de skulde mødes i Skaalholt om Sommeren 1433 ved Thorlaksmesse Tid, i den senere Deel af Juli Maaned. Thorlaksmesse høitideligholdtes i Skaalholt med stor Pragt, og en Mængde Mennesker pleiede ved den Leilighed at samle sig did fra alle Dele af Landet; og Kathedralkirken og Biskopsgaarden vare omgivne af de Besøgendes talrige Telte. Det vakte saaledes ingen Opsigt, da Thorvard om Natten for Messedagen, den 20de Juli, kom med sin Flok og satte sine Telte udenfor de øvrige. Selve Messedagens Morgen ankom ogsaa Teit med sine Mænd.

Dette gik ei af saa stille, at det jo rygtedes for Biskoppen. Strax han hørte, at Teit kom, sagde han, at det gjaldt hans og hans Mænds Liv, gik til Kirken med alle fine Klerker og Svende og lod stænge Kirkens Døre. Han og hans Klerker iførte sig derpaa sit fulde Skrud. Biskoppen lod Messen begynde og stillede sig selv for Alteret med Kalken i den ene Haand og en viet Oblat i den anden; alle Prester og Klerker omgav ham. Imidlertid havde, saasnart Teit kom til Gaarden, ogsaa Thorvald og Nordlændingerne givet sig tilkjende, og begge Fløite fore nu i Forening og i fuld Rustning til Kirken. De sprængte ikke Kirkens Døre, men lettede ved Hjælp af store Træer Tømmerbygningen op paa den ene Side, og gjennem den saaledes aabnede Indgang trængte 50 af de raskeste Mænd. En vis Arne Magnussøn fra Dal i Eyafjord var i deres Spidse. Biskoppen stod ubevægelig for Alteret med Oblaten i sin Haand; men Arne sagde kun: „her er stor Stads paa Færde“, og gik hurtig hen til Alteret, hvor hans Mænd strax lagde Haand paa Biskoppen for at lede ham ud. Biskoppen vilde ei følge, og da de omgivende Klerker tillige holdt fast i ham, blev han med Magt slæbt fra Choret og gjennem Kirken ud i Taarn-Indgangen. Klerkerne hængte sig fremdeles fast ved ham og bleve slæbte med lige til Indgangen; der slap de ham og trak sig tilbage til Choret. Den viede Oblat var falden af Biskoppens Haand midt i Kirken og laa der paa Gulvet; men Kirkepresten, som saa det, krøb hen og tog den op med Munden Da de havde faaet Biskoppen ud i Taarnet tillod de ham at hvile et Øieblik og at læske sig paa en Skaal Mjød; men derpaa sorte de ham til fine Telte. Nu gjorde man Iagt paa Biskoppens Svende, dræbte og nedskjød dem, hvor man traf dem, om det ogsaa var i Kirken selv, og kastede siden en Steenhob sammen over deres Lig. Biskoppen bad for sit Liv, men man brød sig ei om hans Bønner. De fore med ham til den i Nærheden løbende Bruaraa, lode ham der i en Sæk, ved hvilken de bandt en Steen, og druknede ham i Aaen. Liget drev siden op og blev jordet i Skaalholts Kirke.

Der var to Mænd, en Jon og en Olaf, som især viste sig virksomme ved Biskoppens Drab, idet de hjalpes ad at putte ham i Sækken og kaste ham i Aaen; men om dem heder det, at de siden ingen Lykke havde med sig, og at de kun levede kort. Om den første var det Almuetro, at han efter sin Død gik igjen; og ikke fik man Ro for ham, før man havde opgravet hans Lig og sænket det med en Steen om Halsen i et Ferskvand, hvor da om Morgen efter al Fisken fandtes død opdreven. Disse Fortællinger vise, at Folket i Almindelighed, hvormeget det end kan have hadet Biskoppen, dog følte Gru ved den Gjerning, som var øvet mod en saa høitstaaende Kirkens Mand. Imidlertid omtales ikke, at nogen Straf fra Statens eller Kirkens Side har rammet dem, som vare Hovedmændene for Drabet, uagtet Kathedralkirken paa deres Anstiftelse var besmittet og en stor Kirkefest var forstyrret. Man maa vistnok tro, at Thorvard og Teit ikke have sluppet for Boder og Pønitens; men man finder, at de begge have levet længe i stor Anseelse paa deres Fædreneø, og at Thorvard har faaet Margreta Vigfusdatter til Egte^[24]. At Kong Erik ikke har med Kraft forfulgt Sagen, synes aabenbart, og kan maaskee bedst forklares af de Vanskeligheder og Farer, som ved denne Tid begyndte at optaarne sig om ham hjemme i selve hans Hovedlande. Det kan vel heller ikke feile, at han maa have følt nogen Undseelse ved sin Gunstlings uverdige Fremfærd, og at han har maattet tilstaa for sig selv, at Biskop Jon Gerikssøns skrækkelige Død ikke var ganske ufortjent.

Et Sidestykke til Jon Gerikssøn afgiver den Prælat, som Kong Erik vilde have til Aslak Bolts Eftermand paa Bergens Biskopsstol; men om ham ere Efterretningerne noget meer forvirrede og dunkle. Arne Klemetssøn, ogsaa benævnt Arent og Arnoldus, var ligeledes en af Eriks Kapellaner eller Hofklerker. Om han var dansk eller norsk af Fødsel vides ikke med Sikkerhed, men alt viser, at han har staaet høit i Kongens Andest, skjønt hans Seder skulle have været ryggesløse, og, ifølge den svenske Rimkrønikes Udsagn: „en argere Skjælm var ikke dengang Prest“^[25]. Ogsaa ham søgte Kongen først at fremdrage til Upsals Erkebiskopsstol. Johan Haakonssøn, der 1421 var bleven Jon Gerikssøns Eftermand paa denne, døde i 1431; og nu foreslog Kongen Upsals Kapitel at vælge Biskop Thomas af Strengenæs til Erkebiskop Men uden at agte Kongens Forslag valgte Kapitelet sin Provst Olaf Larssøn, og denne drog lige til Kurien for at erholde Pavens Stadfæstelse, uden at oppebie Kongens Samtykke eller gjøre ham sin Opvartning. Over alt dette blev Kongen yderst forbittret, og nu var det, at han, som det synes næsten paa Trods, vilde paatvinge Kapitelet Arne Klemetssøn. Kapitelet gjorde imidlertid Modstand, og Olaf Larssøn blev i Begyndelsen af 1432 valgt af Eugenius IV, der efter Martinus V’s Død den 20de Februar 1431 havde besteget Pavestolen den 3die Marts samme Aar.

Eugenius meldte Kongen i Brev af 7de Mai 1432 det skede Valg og anbefalede ham den nye Erkebiskop. Men Kongen fremturede i sin Forbittrelse og formaaede Erkebiskoppen af Lund samt en Deel andre Biskopper, blandt hvilke ogsaa hans norske Kansler Biskop Jon af Oslo, til at skrive til Paven den 9de Juni 1432 mod Olaf, idet de tillige i sit Brev udviklede Kongens Rettigheder med Hensyn til Biskopsvalg paa en mindre sandfærdig Maade. Denne Fremstilling gjorde i Førstningen det Indtryk paa Paven og Kardinalkollegiet, at man næsten var til Sinds at forsørge Olaf med et andet Biskopsdømme; men Olafs egen Standhaftighed, det upsalske Kapitels gjentagne Forestillinger gjennem sine Fuldmægtige i Rom, og endelig det baselske Conciliums Indblanding i Sagen til Olafs Fordeel, – Alt dette gjorde, at dennes Valg blev staaende urokket, om det end varede en Stund før han kom i rolig Besiddelse af sit Sæde. Kongen var imidlertid ubøielig i sin Modstand mod Olaf; dog saa han udentvivl tillige, at, som Sagerne stod, var det en Umulighed at frem- trænge Arne Klemetssøn, saa udskregen som hans Ryggesløshed var bleven i Sverige. Han opgav derfor ham og forsøgte paa at opstille mod Olaf en anden af sine Kapellaner, en Nordmand ved Navn Thorleif. Men da nu netop Uroligheder udbrød i Sverige, hvilke bragte Eriks Kongedømme der til at vakle, trak Thorleif sig i Tide tilbage fra den farlige Stilling, hvori Kongen havde sat ham, og forlod Sverige. Olaf Larssøn kom da endelig, begunstiget af hine Uroligheder, i Besiddelse af Upsals Erkesæde^[26].

Imidlertid har vel Kongen fundet, at Arne Klemetssøn, da han gik Glip af Upsals Stol, maatte forsørges med et andet Biskopsdømme; og her tilbød sig Bergens, som endnu var ledigt efter Aslak Bolts Forflyttelse til Nidaros’s Erkestol. Hvad Midler Erik har brugt for at drive Arnes Valg igjennem, vide vi ikke; men i 1432 maa det dog paa en eller anden Maade være lykkets Den 28de October 1432 finder man nemlig Arne Klemetssøn, som Confirmeret til Bergen, i Kallundborg, hvor han med flere Danske og Svenske, paa Kongens Vegne, underhandlede med den engelske Konges Sendemænd^[27]. Da maa han altsaa have havt Stadfæstelse, dog muligen kun af Kongen, paa et forud foregaaet Valg til Bergens Biskop. Det følgende Aar 1433, den 1ste August var han, som Electus og Confirmatus til Bergens Kirke, i Kjøbenhavn, hvor han udstedte til Kongen et Gjældsbevis paa 100 engelske Nobler i Guld, at betale inden næstkommende Paaske^[28]. At han næsten et Aar efter sin Stadfæstelse endnu ikke var indviet, synes antyde, at hans Tiltrædelse har mødt Vanskeligheder, enten fra Erkebiskop Aslaks Side, hvem det egentlig tilkom at forrette Indvielsen, eller fra Pavens, eller fra det baselske Conciliums; og hvis hans Seder vare, som de skildredes i Sverige, var saadant ingenlunde at undre. Det kan endog være nogen Tvivl underkastet, om Arne nogensinde er bleven indviet eller har tiltraadt sin Stol. Vel nævner Kongen ham i en Skrivelse til Paven af 1434, hvor hans Død omtales: Bergens Biskop^[29]; men om han end var dette efter Kongens Begreb, er det ikke just sagt, at han ogsaa var det efter Kirkens. De Breve, som omhandle hans Eftermands Valg, nævne ham slet ikke, men udtrykke sig kun som om Bergens Biskopsstol længe havde staaet ledig: „i Enkestand og saa at sige forladt“^[30]. Arne døde, som det lader, tidlig i 1434, uvist hvor^[31].

I Begyndelsen af Juli Maaned 1434 var allerede Arnes Eftermand paa Bergens Stol udvalgt, nemlig Olaf Nikolaussøn el. Nielssøn, i Forveien Kannik i Hamar, Sognepræst til Gran og Kong Eriks Kapellan. Med dette Valg gik det, saavidt skjønnes, meget formeligt til. Kong Erik holdt for flere vigtige Stats- og Kirke-Anliggenders Skyld i Sommeren 1434 en stor almindelig Herredag i Danmark, der begyndte i Vordingborg, og, som det lader, fortsattes, i det mindste for Norges Vedkommende, i Kjøbenhavn. Den synes at være begyndt i Juni og at have varet lige ind i August. Ved denne Herredag vare, foruden en Deel danske, svenske og tydske Biskopper, næsten alle de daværende norske tilstede, nemlig: Erkebiskop Aslak af Nidaros, Biskop Jon af Oslo, Peter af Hamar, Audun af Stavanger, Thomas af Orknøerne og {{sperret|Severin} (Søffren) af Færøerne; og under den foregik Olafs Valg. Det synes vistnok som Kongen allerede havde udseet sin Kapellan til Arnes Eftermand og i den Anledning tilskrevet Pave Eugenius IV for at udvirke hans Provision^[32]; men Bergens Kapitel og Erkebiskoppen, om de end med Hensyn til Personen, vare villige til at føie Kongens Ønske, vilde ikke – og kunde vel ikke heller paa Grund af Baseler-Conciliets Bestemmelse, hvorom senere skal tales – undlade de Former, der skulde betegne Valget som frit, og Erkebiskoppens Stadfæstelse som skeet efter forudgaaende nøiagtig Ransagning.

Valget foregik ved et Slags Compromis, idet nemlig den i Vordingborg nærværende Olaf Jonssøn, Kannik af Bergen, handlede paa det hele Kapitels Vegne ifølge Bemyndigelse af Erkebiskoppen og vel ogsaa af Kapitelet selv. Denne Olaf Jonssøn indfandt sig den 4de Juli i St. Andreas’s Kirke i Vordingborg og forkyndte, i Overvær af Biskopperne af Skara og Strengenæs, af de norske Biskopper Audun af Stavanger og Peter af Hamar samt af den keiserlige Notarius publicus, for Olaf Nikolaussøn, at han var valgt til Bergens Biskop, og udbad sig hans Samtykke til Valget. Olaf modtog det, idet han dog – naturligvis af Beskedenhed – erklærede sig dertil uverdig og udygtig umiddelbart derefter blev et allerede færdigt aabent Brev, forsynet med Erkebiskoppens store Segl, og tillige underskrevet og forseglet af Notarius publicus, opslaaet paa St. Andreas-Kirkens Dør, i hvilket Brev de, som havde noget mod Valget at indvende, opfordredes til at fremkomme med sine Indvendinger inden 9 Dage fra Opslaget.

Efter Iagttagelsen af denne Form og Udløbet af den bestemte Frist foregik den høitidelige Stadfæstelse ved Erkebiskoppen den 13de Juli i samme Kirke. Erkebiskop Aslak sad i et Høisæde foran Høialteret, og til begge Sider af ham hans tvende Lydbiskopper Jon af Oslo og Audun af Stavanger. En Mængde Biskopper, Prælater, Klerker og Lægfolk omgave ham. Den udvalgte indtraadte, ledet ved Haanden paa hver Side af Thorleif, Provst i Bergen (til Apostelkirken), og af den fornævnte Kannik, Olaf Jonssøn, nærmede sig Altertrinene og knælede. Olaf Jonssøn oplæste nu en Begjæring om at Erkebiskoppen vilde stadfæste det gjorte Valg. Hertil svarede Erkebiskoppen først ved at lade læse sit aabne Varslingsbrev af 4de Juli. Derpaa efter et lidet Ophold sagde Erkebiskoppen: „Ifølge Bemyndigelse af den almægtige Gud og hans Apostle, den hellige Peter og den hellige Paal, samt ifølge det hellige almindelige baselske Conciliums Bestemmelse, da vi see, at eders Valg er lovligen og canonisk foregaaet, og ikke af Nogen er blevet bestridt, stadfæste vi det i Navnet Faderens og Sønnens og den hellige Aands, og beslutte, at der skal skrides videre, Hr. Electus! med Overdragelsen af Embedet.“ Nu modtog Erkebiskoppen den valgte og stadfæstede Biskop (electum et confirmatum)til Fredskys, hvilket strax efter de ovennævnte Herrer Lydbiskopper ogsaa gjorde. Endelig blev et Notarial-Brev optaget over den hele Handling^[33], som forresten udviser den strenglovformelige Fremgangsmaade paa den Tid ved et Biskopsvalgs Confirmation. Olafs Indvielse maa være foregaaet under Opholdet i Danmark og vel ogsaa paa en Maade i Løbet af den samme Herredag, i det mindste som norsk Raadsmøde betragtet. Thi da Kongen den næstfølgende 9de August, i Kjøbenhavn, høitidelig udnævnte William af Sinclair (de Sto Claro) til Jarl af Orknøerne, og denne udstedte sit Forsikkringsbrev til Kongen, nævnes blandt de derved tilstedeværende norske Raadgivere – nemlig Erkebiskoppen, fem Biskopper og syv Verdslige – ogsaa Olaf Biskop af Bergen^[34]. Da var han følgelig ikke længer blot „Electus et Confirmatus“ men allerede viet Biskop.

At Alt gik saa formeligt til ved Biskop Olafs Valg, har udentvivl, som allerede antydet, været en Følge af den Ærefrygt, som det baselske Concilium i Begyndelsen af sit Samvære vidste at indgyde, og som gjorde, at dets Bestemmelser med Hensyn til Kirkestyrelsens Forbedring fandt et aabent Øre baade hos Fyrster og Biskopper vide om i Europa. Dette almindelige Concilium var lovet og tilsagt allerede af Pave Martinus V, men kom først til at træde sammen under hans Eftermand Eugenius IV. Det aabnedes i Basel den 22de Juli 1431 og udtalte, til Pavens store Ærgrelse, meget snart den samme Grundsætning, som tidligere Concilierne i Pisa og Kostnits: at et almindeligt Concilium var Paven overordnet. Det vidste ogsaa en Tid lang med Dygtighed og Held at forsvare og opretholde denne Grundsætning. Kaldelse til at afgive Møde ved Conciliet udgik naturligvis ogsaa til de nordiske Rigers Konge og Biskopper. Men det varede, uvist af hvilken Grund, længe, førend Nogen paa deres Vegne mødte; Kongen maatte endogsaa paamindes ved en Skrivelse fra Conciliet, inden noget alvorligt foretoges. Endelig i 1433 eller 1434 mødte for Danmarks Vedkommende Biskop Peter af Ribe samt Johan Ivarssøn, Archidiaconus af Aarhus, og for Sveriges: Nikolaus Ragvaldssøn, Biskop af Vexiø^[35]. Ingen nævnes paa Norges Vegne ved den Leilighed; men senere, i 1437, var dog Johannes Krabbe, Kannik af Nidaros, og Alf (Adolfus), Kannik af Oslo, som Sendebud fra den norske Kirke ved Conciliet^[36].

Udentvivl for hines Komme fattede Conciliet den 13de Juli 1433 en vigtig Bestemmelse om geistlige Embeders og navnligen Biskopsdømmernes Besættelse, hvorved de ældre, saa vilkaarligen tilsidesatte, canoniske Regler indskjærpedes, og især Kapitlernes fri Valgret paabødes opretholdt i fuld Kraft^[37]. Denne Concilie-Bestemmelse er det, som man ved Biskop Olafs Valg til Bergen havde for Øie, og hvis Autoritet Erkebiskop Aslak paaberaabte sig ved sin Stadfæstelse af Valget. Conciliet i Basel var saaledes for Øieblikket ikke ganske uden Indflydelse paa Nordens og navnligen Norges Kirkeforhold. Men nogen vidstrakt og gjennemgribende Kirkeforbedring, blev som bekjendt, ligesaalidet paa det som paa det tidligere i Kostnits udvirket. Paverne arbeidede det imod ved alle Slags Renker, fik først dets Kraft splittet ved sine Indsigelser og Forflyttelsesbud, og dernæst dets bedste Kræfter dragne over paa sin Side, indtil Conciliet saa at sige hendøde af sig selv. Opløsningen af dets Levning i Lausanne den 16de April 1449 var ikke stort andet end en Form. Dets sidste egentlige Kraftyttring var, da det den 25de Juni 1439 afsatte Pave Eugenius IV og den 5te November samme Aar valgte Modpaven Felix V i hans Sted. Men dette sidste Skridt formaaede man ei at forsvare med Eftertryk, og det ledede saaledes til Conciliets eget Forfald og Undergang. Dets Pave blev kun af ganske Faa erkjendt. Man frygtede en ny Kirkesplittelse, og opgav efterhaanden meer og meer Conciliets Sag, idet man i samme Mon nærmede sig Pave Eugenius og hyldede ham i gammel Underdanighed. Pavedømmet gik ogsaa denne Gang seierrigt, om end ikke usvækket, ud af Kampen mod Oplysningens og Religiøsitetens Fordringer.

1. Fra 1404 s. o. f. II. 447.
2. Scr. r. D. VI. 616.
3. N. Dipl. I. 523, 526.
4. Ny Danske Mag. I. 35.
5. Ny Danske Mag. VI. 259; jfr. o. f. II. 422.
6. Fra 1408, s. o. f. II. 450.
7. Scr. r. D. VI. 616.
8. Ny D. Mag. I. 3.
9. N. Dipl I. 521.
10. Ny D. Mag. I. 3.
11. N. g. L. I. 142, II. 366.
12. Aslak Bolts Jordebog 1, 2; Ny Danske Mag. {{antikva|I. 33–38.
13. Udgivet af Professor Munch efter Originalen i det norske Rigsarkiv. Christiania 1832.
14. S. o. f. II. 235.
15. Pont. II. 562; Hvitf.; Finn Joh. II. 339; Schøn. Domk. Beskr. 314–316.
16. Aslak Bolts Jordeb. 1.
17. S. o. f. II. 462.
18. Isl. Ann. 308.
19. Isl. Ann. 400.
20. Isl. Ann. 402, jfrt. m. Finn Joh. II. 577–586. At Annalerne paa anførte Sted nævner ham Jon Jonssøn, er maaskee blot en Skrivfeil: at han hed Jon Villialmssøn, vise de hos Finn Jonssøn gjengivne Breve.
21. Isl. Ann. 398, 402.
22. Lagerb. IV. 339–333.
23. Isl. Ann. 404.
24. Espol. þ. I. c. 18, 22; Finn Joh. II. 471–475.
25. „argare bofwer var ei tha präst.“ Scr. r. Sv. I. 2, 65.
26. Lgbr. IV. 335–339.
27. Hvitf.
28. N. Dipl. I. 536.
29. N. Dipl. I. 541.
30. „utilitas diu viduatæ et qvasi desolatæ ecclesiæ Bergensis.“ N. Dipl. I. 540.
31. At han, som de svenske Historieskrivere sige (Rimkrøn. og en Biskopskrøn.), døde paa Arnø Slot i Upland (jfr. Lgbr. IV. 337), har kun liden Sandsynlighed for sig.
32. N. Dipl. I. 541.
33. N. Dipl. I. 540–542.
34. Hvitfeld.
35. Lagbr. IV. 317, 318: jfr. Pontoppid. II. 552.
36. Pont. II. 568; Hvitf. under 1437.
37. Decretet findes hos Pontop. II. 556–561.