Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/29

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 298-307).

For at formilde sine Modstandere i Rom havde Sverrer, som forhen fortalt, efter Overlæg med sit Riges fornemste verdslige og geistlige Høvdinger besluttet at sende Befuldmægtigede til Paven, nemlig Biskop Thorer af Hamar og Mester Rikard. De ere rimeligviis dragne afsted allerede i 1195^[1], og maa have opholdt sig i Rom et Aars Tid. Først om Vinteren mellem 1196 og 1197 finder man dem paa Tilbagereisen i Danmark. Om Udfaldet af deres Sendefærd og Sendemændenes egen Skjebne har Sverrers-Saga følgende Fortælling: – Om Vinteren kom Biskop Thorer og Mester Rikard fra Rom til Danmark og i Følge med dem en Kardinal; men de bleve alle pludselig syge og døde. Der kom ikke hastigen nogen Underretning til Norge om Udfaldet af deres Erinde. Men da en Stund var leden, bragte nogle Danske Kong Sverrer Breve med Pavens Segl, og underrettede Kongen om, at hans Sendemænd havde pantsat dem disse Breve for Penge, som de havde modtaget til Laans. Kongen udløste Brevene, og lod dem siden oplæse i Kirkens Chor, idet han tillige lod forevise Pavens Segl. Deres Indhold var, at Paven, saasnart han var bleven oplyst om Sandheden, at Kongen nemlig i Striden med Erkebiskoppen havde Retten paa sin Side, havde løst Kongen og hele hans Rige fra al Bansættelse. Kongen forkyndte derhos, at han havde erholdt sikker Underretning om, at hans Sendemænd tilligemed Kardinalen havde været i Gjestebud hos en Prest, og at der om Aftenen var kastet Gift i deres Drik, hvoraf de alle døde^[2].

Denne Fortælling i Sverrers-Saga har givet enkelte nyere Historikere Anledning til at fremkaste en Mistanke eller saagodt som Beskyldning mod Sverrer, hvilken, hvis den medførte Sandhed, vilde kaste en mørk Skygge paa hans Karakter, om end Tidsalderens underfundige og samvittighedsløse Statskunst i Forbindelse med den farlige Stilling, hvori han befandt sig, kunde tale lidt til hans Undskyldning. Man har nemlig udtalt den Mistanke, at de norske Sendemænds Død var Sverrers eget listige Verk, og de pavelige Breve, som han siden bekjendtgjorde, opdigtede eller forfalskede^[3]. Man maatte da tænke sig Sagens Sammenhæng saaledes, at Sverrer allerede før Sendemændenes Komme til Danmark paa Tilbagereisen, havde faaet Nys om, at den hele Sendefærds Maal var forfeilet, at Paven havde erklæret sig mod ham, og at Bansættelsen var bleven skjærpet. Han har villet forhindre dette Budskab fra at naa Norge, har derfor besørget baade sine egne Sendemænd og den med dem følgende Kardinal forgivne i Danmark, og derpaa selv sammensmedet den hele Fortælling om Brevenes Pantsættelse, for at skaffe de af ham fremlagte forfalskede eller opdigtede Breve desto mere Tiltro. Det Hele skulde da være et med ligesaa stor Samvittighedsløshed som Finhed udført Statskneb af Sverrer.

Mistanken er imidlertid i sin Heelhed neppe støttet paa sikkre Grunde. At Sverrer skulde have ladet Kardinalen og sine egne Sendemænd forgive i Danmark, er en Beskyldning, som ikke findes hverken udtalt eller antydet i nogen ældre historisk Beretning, ikke heller i nogen af hans Modstanderes Fremstillinger, eller i nogen af de tordnende Pavebuller, som et Aarstid senere af Pave Innocentius III, Cølestinus’s Eftermand, udstedtes mod ham; – og dog vilde denne Beskyldning have været saa nedtyngende, man kan næsten sige saa tilintetgjørende for Sverrer, at man umuligen kan antage, at hans hadske Modstandere vilde have ladet den uberørt, om de end blot kunde støtte den til den svageste Mistanke. Vel er det saa, at de omtalte pludselige Dødsfald synes uafviselig at maatte tilskrives Forgiftning; men paa den ene Side lader det usandsynligt, at Sverrer skulde have kunnet finde Midler til at iverksætte denne i et fremmet og fiendtligt Land, hvor han sikkert havde faa eller ingen paalidelige Venner, og paa den anden Side gives der en langt rimeligere Maade at forklare sig Begivenheden.

Den pavelige Legat, med hvem Sverrers Sendemænd fulgte, var Kardinal-Presbyteren Fidentius, som af andre Kilder vides at have indfundet sig i Danmark i Vinteren 1196–1197, og som døde d. 19de Februar 1197 i Lund, hvor han blev begraven. Hans vigtigste Forretning i Danmark synes at have været Penges Udpresning af den danske Geistlighed, og heri for han frem med saadan Begjærlighed og Skaanselløshed, at det vakte almindelig Forbittrelse. Han vovede, endogsaa at bruge de mest nærgaaende Trudsler mod de mægtigste og meest anseede Prælater, naar de ikke strax vilde komme hans uforskammede Ønsker imøde. Selv en saa hierarchisksindet Prælat som Abbed Vilhelm af Ebelholt dadler hans Fremfærd i et af sine Breve til Erkebiskop Absalon i de aller bittreste Udtryk, og erklærer at ville modsætte sig hans Fordringer til det Yderste^[4]. At under saadanne Omstændigheder et eller andet Medlem af den danske Kirke, der muligen personlig har lidt eller frygtet for at lide af Legatens Rovgjerrighed, og hørte fine Standsbrødres Klager og kjendte deres Stemning, har troet sig opfordret til at befri den danske Geistlighed fra dens Plageaand ved et fortvivlet Middel, og at Legatens Ledsagere ere blevne Offere for den samme Gift, som nærmest var ham alene bestemt, – dette maa synes langt rimeligere, end at Sverrer skulde have havt sin Haand med i Spillet^[5]. Deraf, at Forbrydelsen maaskee paa en vis Maade kan siges middelbart at være kommen Sverrer til Gode, maa man dog ikke tage Anledning til at paabyrde ham den.

Hvad derimod Pavebrevenes Forfalskning angaar, da lader vistnok Mistanken mod Sverrer sig vanskeligere fuldkommen bortrydde. Man finder nemlig, i en af Innocentius IIIs Skrivelser, som senere skal omtales, den Beskyldning mod Sverrer udtrykkelig fremsat, „at han ikke har frygtet for at forfalske Pave Cølestinus’s Bulle (d. e. Segl) og dermed besegle forskjellige Breve“^[6]. Der yttres ogsaa imod Slutningen af samme Pavebrev, „at Kongens Sendebud intet hos Paven erholdt (neml. til Kongens Fordeel); hvorfor, saafremt de have foregivet at have erholdt noget saadant for ham, de maa have faaet det hos Falsknere, af hvilke en Mængde i Begyndelsen af Pavens Regjeringstid vare opdagede, der havde befattet sig med at forfærdige falske Buller“^[7]. Her er Beskyldningen for et beganget Falskneri klar nok. Men deels kunde man tænke sig Muligheden af, at den nye Pave paa denne Maade har villet ugyldiggjøre et Skridt af sin Formand, som han høieligen misbilligede; deels – hvis man ei tiltror den store Innocentius et saadant Kunstgreb, og saaledes antager Falskneriet for virkeligen beganget – bliver det endda et Spørgsmaal, om det er beganget af Sverrer selv, eller af hans Sendemænd. Udtrykkene i Innocentius’s Brev aabne i Grunden Adgang for begge Formodninger, og man skulde næsten tro, at Paven selv ikke ret har vidst, til hvilken han snarest skulde helde. At Sverrer kunde have benyttet et eftergjort paveligt Segl for et Brev eller flere, som han selv i Pave Cølestinus’s Navn kunde have ladet skrive, – er i sig selv ikke umuligt, skjønt det altid var saare dristigt. At han derimod kan have givet sine Sendemænd det hemmelige Hverv, hvis de ei ad den rette Vei kunde udvirke noget til hans Fordeel hos Pave Cølestinus, da at benytte enhver Udvei, hvortil det daværende pavelige Hofs berygtede Bestikkelighed gav dem Anledning, følgelig ogsaa til at erhverve falske Breve, hvis det lod sig gjøre, – det bliver altid langt sandsynligere. Sverrers Karakter, som den i Historien viser sig, forbyder ingenlunde, at han jo kunde have villet benytte sig af et sligt Kneb, hvis Leilighed gaves; og denne Fremgangsmaade maa synes at have været langt sikkrere, end selv at vove en Forfalskning. Kardinal Fidentius kan muligen have været vidende om Bedrageriet, og have faaet sin Løn for at fremme det; – hans øvrige egennyttige Fremfærd tillader en saadan Mistanke. Men er Sagen gaaet til paa den sidst antydede Maade, da kan Sverrer, efter Omstændighedernes Medfør, selv have været usikker om de ham tilhændekomne Brevskabers Egthed eller Uegthed; og om han endogsaa kjendte Bedrageriet, have troet sig i sin gode Ret, om han end i Kampen mod uredelige Modstandere benyttede deres Uærlighed og lave Vindesyge til sin egen Fordeel. For Anstiftelse af eller Deeltagelse i Legatens og de norske Sendemænds Forgiftning, maa saaledes, efter min Formening, Sverrer aldeles frikjendes, – om end en sterk Mistanke om Pavebrevenes Forfalskning eller Medvidende herom, maa forblive hvilende paa ham. Mistanken om hans Deelagtighed i Forgiftningen har været hans Samtid ukjendt; om Forfalskningen af Pavebrevene derimod har baade Mistanke været næret, og aabenbare Beskyldninger udtalte af hans Samtidige.

Medens saaledes Sverrers Stilling til den romerske Stol i Grunden blev meer og meer forviklet, vandt Baglernes Parti stedse større Fodfæste i Norge. Under Sverrers Ophold i Throndhjem Vinteren 1196–97 fik Baglerne Drengen Inge tagen til Konge paa Borgarthing, og Biskop Nikolaus vovede af og til at opholde sig ved sin Stol i Oslo, medens Flokke af hans Tilhængere streifede over Oplandene, ja endog dristede sig nord over Dovrefjeld^[8]. Den følgende Sommer (1197) lykkedes det Sverrer at vinde en Seier over Baglerne i Oslo og at fordrive dem herfra^[9]; men deres spredte Flok samlede sig snart igjen paa Oplandene, overrumplede Nidaros, fik endogsaa den faste Borg paa Steenbjerget ved Forræderi i sin Magt og lod den i Bund og Grund ødelægge^[10]. Forgjæves gjorde Sverrer Jagt paa dem baade til Søs og Lands; de vidste at undgaa ham, og udbredte imidlertid fine Ødelæggelser til alle Dele af Landet. Mod Aarets Udgang lykkedes det Birkebenerne atter at faa Nidaros i sine Hænder; men de beholdt Staden kun en Maaneds Tid i sin Magt, da en Hær af Bagler fra Oplandene anden Gang indtoge Staden i Januar 1198. Baglerne havde denne Gang Inge Magnussøn med sig, og lode ham nu give Kongenavn paa Ørething. Sverrer kom i Begyndelse: af Vaaren Nidaros til Undsætning fra Bergen og besatte efter et tvivlsomt Søslag ved Thorsbjerg Staden. Men i hans Fraværelse angreb en anden Flok af Bagler Bergen, indtog den og beleirede den faste Borg ved Byen. Hele Sommeren igjennem kjæmpede begge Partier med hinanden i og ved Bergen med vexlende Held; det lykkedes ikke Baglerne at vinde Borgen, men heller ikke Birkebenerne at fordrive sine Modstandere. Biskop Nikolaus fattede endelig det grusomme Raad at afbrænde hele Bergens By, og derpaa forlægge Kjøbstaden et andet Sted hen paa Hordaland. Den skjændige Plan blev udført Natten til den 10de August under Biskoppens eget Opsyn, der ikke engang sørgede for at spare Kirkerne. Disse, erklærede han, vare besmittede derved at bansatte Mænd havde været i dem, og de vare nu ikke helligere end Kipper. Den største Deel af Byen og ikke mindre end sex Kirker blev lagt i Aske. Men denne Udaad bragte ogsaa et Had over Nikolaus fra Bergensmændenes Side, hvilket han senere havde vanskeligt ved at udslukke; og sit Hovedøiemed, nemlig ved Branden at tvinge Borgen til Overgivelse, opnaaede han ikke. Sverrer havde under disse Kampe seet sin Flaade ødelagt, og han drog sig om Høsten landveis til Throndhjem, der nu var saagodt som den eneste Deel af Landet, hvor Folket var ham fuldkommen tro. Baglerne spillede imidlertid Herrer paa Havet og herjede paa begge Sider af Throndhjemsfjordens Munding, medens Sverrer maatte holde sig i Nidaros om Vinteren uvirksom af Mangel paa Flaade^[11].

Sverrer havde aldrig efter Magnus Erlingssøns Død været i en saa fortvivlet Stilling, som paa denne Tid; og just nu tog hans Forhold til Paven og Kirken en meer farefuld Retning end nogensinde før. Pavens og Erkebiskoppens Trudsler vare ikke blevne uden Virkning paa de norske Biskopper, som hidtil havde vist sig Sverrer tro. Biskop Niaal af Stavanger havde allerede forladt Norge og begivet sig til sin Erkebiskop. Ivar Skjalge (den skjælende), der var, rimeligviis under Baglernes Indflydelse, valgt til Biskop i Hamar efter Thorers Død, blev udentvivl viet i Danmark og forblev der; han ansaas bestandig for en stor Fiende af Sverrer og Sverrers Æt, ligesom af Birkebenerne i det Hele^[12]. Nikolaus af Oslo var rigtignok i Norge men havde ganske andet at tage Vare end sine biskoppelige Pligter. Alene Martin af Bergen var endnu Sverrer tro og fulgte ham. Den norske Kirke var saaledes for Øieblikket saagodt som berøvet alle sine Forstandere, og som Følge heraf i den misligste Stilling. Nu kom hertil et Paveskifte, der heller ikke var til Sverrers Fordeel.

Den 8te Januar 1198 døde den alderdomssvage Cølestinus III, og til hans Eftermand valgtes samme Dag den kloge, kraftige og hierarchisksindede Innocentius III, der bragte Pavedømmet til det høieste Punkt af Magt og Anseelse, som det nogensinde har indtaget. Hans skarpe Blik opdagede hastigen ethvert Indgreb paa Kirkens og Hierarchiets Omraade, og hans utrættelige Virksomhed var strax rede til Hjælp med de kraftigste Foranstaltninger. Han har udentvivl allerede som Kardinal under sin Formands Styrelse skaffet sig et Indblik i de norske Forholde og dvælede ikke længe med at komme den lidende og efter hans Begreb høist forurettede norske Kirke til Undsætning. Endnu samme Aar som han tiltraadte Pavedømmet udstedte han den 6te October ikke mindre end fem Breve i denne Sag, alle mod Kong Sverrer, hvis fuldkomne Tilintetgjørelse, eller i al Fald dybeste Ydmygelse, Innocentius synes at have anseet nødvendig for den norske Kirkes Redning

Det ene Brev er stilet til den nidarosiske Erkebiskop og alle øvrige norske Biskopper og Prælater. Det indeholder de heftigste og skarpeste Udfald mod Sverrer. Han tror – siger han – at Gud, for at straffe den norske Geistligheds og det norske Folks Synder, har tilladt, at Sverrer med tyrannisk Grumhed og afskyelig Voldsomhed har bemægtiget sig Riget, uden at have – efter hvad der er Paven forebragt – hverken Høvdingernes Valg eller Blodets Ret for sig, – og at han, der selv tilforn skal have været Prest, nu raser mod Geistligheden, undertrykker Kirkerne, forfølger Klerkerne, plager de Fattige og farer grumt afsted mod de Mægtige. Det maa ansees for at være en Guds Dom, at han, der paa Grund af sin uegte Fødsel ei havde burdet forfremmes til de geistlige Grader (ordines), efterat han dog imod de canoniske Bestemmelser deri er bleven optagen, raser imod de samme, som ved at indvie ham ikke have iagttaget hine Bestemmelser. Efter at Paven derpaa har fremkastet mod ham den allerede omtalte Beskyldning for at have forfalsket Pave Cølestinus’s Bulle, gaar han over til at forkynde Sverrers Bansættelse: „For at ikke hans Ondskab – siger han – længer skal rase mod de Uskyldige, befaler jeg Eder at paaminde paa det omhyggeligste det norske Folk, at det ei maa understaa sig længer at følge ham, eller yde ham nogen Hjælp eller Hyldest. I andet Fald skulle I erklære alle hans Tilhængere excommunicerede, lukke Kirkerne, ikke tillade i nogen Deel af Norge, der adlyder ham, noget kirkeligt Sakrament at forrettes, undtagen Berns Daab og Døendes Pønitens, og negte hans Tilhængere kirkelig Begravelse.“ Til Slutning advarer han – som forhen berørt – mod at fæste Lid til forfalskede Brevskaber til Sverrers Fordeel. – I dette skarpe Brev er da Bansættelsen over Sverrer ikke allene udstrakt til alle hans Tilhængere, det vil sige til hele Birkebenernes Parti, men ogsaa udvidet til et almindeligt Interdikt over enhver Deel af Norges Land, hvor Folket maatte vove at yde Sverrer undersaatlig Lydighed.

Innocentius’s andet Grev er til Erkebiskop Erik. Han roser deri først Erkebiskoppens rene Tro og standhaftige Iver, „hvilken hverken Forfølgelse eller Sverd eller Hunger eller langvarig Landflygtighed har kunnet skille fra Christi Kjærlighed, eller afholde fra at forsvare Kirkens Frihed; hvem heller ikke hverken Frygt har tvunget, eller Trudsler bevæget, eller Smiger forlokket, eller Løfter formaaet at forlede til hemmelig at billige, eller aabenbare begunstige Sverrer, den Kirkeskjænder og Frafaldne, der med Blodsudgydelse og Vold har bemægtiget sig Norges Rige, idet han til sin Moders Skjændsel paastaar at nedstamme fra den kongelige Æt.“ Dernæst yttrer han sit Mishag over, at Bergens Biskop, tvertimod Pave Cølestinus’s Befaling og Erkebiskoppens eget Forbud, fremdeles følger Sverrers Leir, forretter Gudstjeneste for den Bansatte, og i hans Nærværelse udfører alle Kirkens Sakramenter, og skjønt han oftere har været kaldet af Erkebiskoppen, dog ikke har villet fremstille sig for denne. En saadan Dristighed fortjener en strengere Refselse. Derfor paalægger han Erkebiskoppen, saafremt Ovennævnte medfører Sandhed, at suspendere omtalte Biskop fra hans Embede og ikke hæve denne Suspension, for han har fremstillet sig for Paven selv, samt, hvis han sidder denne Dom overhørig, da at belægge ham med Anathema. Angaaende Sverrer erklærer han til Slutning, at han ikke vil løse ham, med mindre han giver en Fyldestgjørelse, der er fuldkommen antagelig.

De tre øvrige Breve ere indbyrdes overeensstemmende og stilede til Kongerne af Danmark og Sverige, Knut VI og Sverker Karlssøn, samt til Sveriges Jarl (Birger Brosa). Heri opfordrer Paven hver især af disse Fyrster til „at ruste sig for at verge Kirkerne, beskytte Geistlighedens Frihed, befri Ringe og Mægtige fra denne Forfølgers Haand, ja til at styrte dette uhyre (monstrum), som alene skaaner dem, han ei kan naa“, de ville da gjøre sig fortjente til Guds evige Belønning og Pavens Naade. De skulde understøtte Sverrers Forfølgere og modstaa hans Tilhængere, „saa at dette Djævelens Lem ikke længer skal kunne rase i Norges Rige, eller drive sin Forfølgelse mod Kirken videre“.

Mange haarde Udtryk i disse Breve maa nu vist nok skrives paa den romerske Kurialstils Regning; alligevel fremtræder heel igjennem i dem en saa truende Tone og en saa alvorlig Bitterhed, at det fuldkommen klart viser sig, at Innocentius i Sverrer saa en meer end almindelig Kirkens eller Hierarchiets Fiende, hvilken han maatte nedslaa med den apostoliske Myndigheds mest tordnende Røst, og mod hvem han maatte reise hele Nordens baade verdslige og geistlige Magt. I Norge selv skulde al geistlig Overbestyrelse ved Biskoppernes Fjærnelse fra Landet unddrages Folket, og dette derhos bortskræmmes fra sin undersaatlige Lydighed mod Sverrer ved det frygtelige Interdikt. De allerede landflygtige norske Biskopper skulde styrkes ved kraftig Opmuntring, saa at de med Standhaftighed taalte sine Savn, og med Taalmodighed oppebiede Kirkens endelige Seier, som maatte blive den sikkre Følge af deres Udholdenhed Fyrsterne i Nordens øvrige tvende Riger skulde endelig egges til at laane den norske Kirkes Sag sin verdslige Arm. Dette var Alt vel beregnet af Paven; men havde dog ikke paa langt nær de Virkninger, som han udentvivl havde forestillet sig. Nordens Fyrster reiste sig aldeles ikke mod Sverrer. Kong Knut i Danmark gav vel fremdeles baade de landflygtige norske Biskopper og Baglernes Parti Tilhold i sit Rige; men forresten var han indviklet i altfor mange Stridigheder med de nordtydske og vendiske Fyrster, til selv at kunne foretage noget Angreb paa Norge, om han end dertil havde fundet sig opfordret ved noget særdeles bittert Had mod Sverrer, hvilket ikke synes at have været Tilfælde. Sveriges Konge og Jarl holdt sig ganske rolige; de nærede ingen Uvillie mod Sverrer; Birger Jarl var desuden besvogret med ham, og begge havde nære Frænder i Birkebenernes Flok. Det lykkedes vist nok Paven at berøve Norge ganske dets geistlige Overbestyrelse. Selv Biskop Martin af Bergen vovede tilsidst ikke andet end at følge sine Brødres Exempel og drage til Erkebiskop Erik i Danmark, i hvis Omgivelse og Naade man finder ham i 1199^[13]. Den norske Kirke kunde saaledes nu siges at være berøvet alt biskoppeligt Overopsyn, medens Kathedralkirkernes Domkapitler udentvivl endnu vare for ufuldkomment indrettede og vel tillige for lidet selvstændige til at kunne med tilbørlig Kraft overtage deres Biskoppers Hverv i de Punkter hvor dette lod sig gjøre, om deres Medlemmer end af velvilligt Sindelag imod Kongen og Landet dertil havde fundet sig opfordrede. Til samme Tid bleve ogsaa de norske Klostergeistlige af sine Overordnede skræmmede fra at yde Sverrer nogen kirkelig Tjeneste. Saaledes blev i et Generalkapitel af Cistercienser-Ordenen i Citeaux 1200 strenge Straffe af Faste paa Vand og Brød og Piskning fastsatte for de Munke af Ordenen i Norge, som havde holdt Messe før den bansatte Sverrer, ja endogsaa for dem, som blot havde spist eller venskabelig omgaaets med ham eller hans Tilhængere^[14].

Men tvende Ting kom dog under Alt dette Sverrer i høi Grad til Gode: først nemlig at det lavere Presteskab i Norge endnu ikke var blevet gjennemtrængt af sine høieste Forstanderes hierarchiske Aand, og derfor heller ikke synes at have deelt deres Frygt for og Had imod Sverrer; og dernæst, at den norske Almue ikke før havde seet Bansættelsen anvendt paa nogen af fine Konger, og derfor ikke ret fattede dens Betydning i nærværende Tilfælde, helst da ingen bestemt Bansgjerning maatte forekomme dem at være tilstede; thi Biskopperne forekom vel de Fleste unødtvungne at have forladt Landet, og ingen aabenbar Voldshandling af Kongen imod Kirke eller geistlig Mand kunde paavises. Det almindelige Interdikt var derhos noget ganske nyt i Norge, hvis egentlige Væsen og hele Frygtelighed neppe var ret klar for det lavere Presteskab, som skulde sætte det i Udøvelse, og end mindre for Lægfolket, paa hvilket det var beregnet at virke. Man finder saaledes ikke omtalt, at nogen almindelig Lukning af Landets Kirker eller noget Ophør af Gudstjenesten har fundet Sted; og ikke heller sporer man, at Interdiktet voldte noget større Frafald af Folket fra Sverrers Sag, end det som allerede før dets Udstedelse var indtraadt. Før Indholdet af Pave Innocentius’s Skrivelser kunde blive ret bekjendt og komme til at øve nogen Virkning i Norge, havde desuden Sverrers fortvivlede Stilling med Hensyn til Baglerne taget en afgjort Vending til det Bedre.

Thrønderne holdt fast ved sin Troskab mod Kongen, og ved deres overordentlige Anstrængelser lykkedes det ham baade at forsvare sig Vinteren over i Throndhjem mod Baglernes Angreb, og under Løbet af Vaaren 1199 at faa bygget i Nidaros og sat paa Søen 8 meget store Skibe. Med denne Flaade tvang han Baglerne til et Søslag paa Strindsø, og vandt her den 18de Juni en afgjørende Seier. Biskop Nikolaus var i behørig Frastand Vidne til sit Partis Nederlag og flygtede itide fra Slaget med den unge Konge, Inge Magnussøn. Efter dette Slag finder man ham ei meer i Sverrers levende Live optrædende i Baglernes Hær. Da Sverrer nemlig forfulgte sin Seier lige til Viken og nu her, ligesom overalt ellers i Norge, paa ny vandt Overhaand, maa man antage, at Biskop Nikolaus har fulgt de Baglerflokke, der, som sædvanlig naar Lykken gik dem imod i Norge, søgte og fandt Tilflugt i Danmark, og at han siden er forbleven der hos sin Erkebiskop. Maaskee har han fundet det Krigerliv, han i nogle Aar havde ført, vel farligt og trættende; rimeligt er det ogsaa, at Erkebiskoppen og hans Brødre i Danmark ikke have tilladt ham længer at beskjæmme deres og Kirkens Sag ved en Adfærd saa lidet kirkelig som den han oftere havde udviist i Baglernes Spidse, og fremfor alt ved Bergens Afbrændelse. At han ligefuldt har havt en virksom Haand med i Baglernes senere Foretagender mod Sverrer, lader sig ikke omtvivle.

Skjønt nemlig Sverrer efter Slaget paa Strindsø atter vandt Overvegten i Norge, saa havde han dog dermed ingenlunde undertvunget Baglerne. Disse vedbleve at forurolige ham med idelige Angreb, og i Viken, som altid heldede til deres Side, lykkedes det dem flere Gange at vinde Overhaand, skjønt de nu ikke mere formaaede at sætte sig for længere Tid fast i nogen anden Deel af Landet. I Viken vaktes i Begyndelsen af 1200, tildeels ved deres Anstiftelse, en yderst farlig Opstand af hele Vikens Almue, der ifølge hemmelig Aftale paa en bestemt Tid flokkede sig fra alle Sider sammen til Oslo, hvor Kongen just opholdt sig, og angreb ham ganske uforvarende med en uhyre Overmagt. Sverrer reddede sig imidlertid ved Raskhed og Klogskab ud af denne truende Fare. Ved mesterlige Bevægelser hindrede han de fiendtlige Flokkes Forening, mødte dem enkeltviis og sluttede med at vinde en glimrende Seier over dem alle. I Viken havde han desuagtet meget ondt ved at vinde fast Fod, lige indtil ogsaa her Lykken syntes at erklære sig afgjørende for ham, idet han i Januar Maaned 1202 tvang en stærk Flok af Bagler, som under Reidar Sendemands Anførsel havde befæstet sig paa Bjerget ved Tunsberg og der haardnakket udholdt en lang Beleiring af Birkebenerne, til at overgive sig.

1. Sv. S. c. 124.
2. Sv. S. c. 128. Her fortælles det, som om Sendemændenes Død var indtruffen Vinteren 1195–96: men rigtigere tilhører Begivenheden den følgende Vinter s. Suhm D. H. VIII 385, 396 f.
3. Werl. Anecdoton LVI.
4. Scr. r. Dan. VI. 21–23.
5. Jfr. Suhm D. H. VIII. 394–397.
6. Werl. Anecdoton LVII.
7. Werl. Anecdoton LVIII.
8. Sv. S. c. 132, 133.
9. Sv. S. c. 133–136.
10. Sv. S. c. 137.
11. Sv. S. c. 138–154.
12. Haak. Haaks. S. c. 3.
13. Suhm. D. H. VIII. 481.
14. Suhm. D. H. VIII. 566.