Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

For at formilde ſine Modſtandere i Rom havde Sverrer, ſom forhen fortalt, efter Overlæg med ſit Riges fornemſte verdslige og geiſtlige Høvdinger beſluttet at ſende Befuldmægtigede til Paven, nemlig Biſkop Thorer af Hamar og Meſter Rikard. De ere rimeligviis dragne afſted allerede i 1195[1], og maa have opholdt ſig i Rom et Aars Tid. Førſt om Vinteren mellem 1196 og 1197 finder man dem paa Tilbagereiſen i Danmark. Om Udfaldet af deres Sendefærd og Sendemændenes egen Skjebne har Sverrers-Saga følgende Fortælling: – Om Vinteren kom Biſkop Thorer og Meſter Rikard fra Rom til Danmark og i Følge med dem en Kardinal; men de bleve alle pludſelig ſyge og døde. Der kom ikke haſtigen nogen Underretning til Norge om Udfaldet af deres Erinde. Men da en Stund var leden, bragte nogle Danſke Kong Sverrer Breve med Pavens Segl, og underrettede Kongen om, at hans Sendemænd havde pantſat dem disſe Breve for Penge, ſom de havde modtaget til Laans. Kongen udløſte Brevene, og lod dem ſiden oplæſe i Kirkens Chor, idet han tillige lod foreviſe Pavens Segl. Deres Indhold var, at Paven, ſaaſnart han var bleven oplyſt om Sandheden, at Kongen nemlig i Striden med Erkebiſkoppen havde Retten paa ſin Side, havde løſt Kongen og hele hans Rige fra al Banſættelſe. Kongen forkyndte derhos, at han havde erholdt ſikker Underretning om, at hans Sendemænd tilligemed Kardinalen havde været i Gjeſtebud hos en Preſt, og at der om Aftenen var kaſtet Gift i deres Drik, hvoraf de alle døde[2].

Denne Fortælling i Sverrers-Saga har givet enkelte nyere Hiſtorikere Anledning til at fremkaſte en Mistanke eller ſaagodt ſom Beſkyldning mod Sverrer, hvilken, hvis den medførte Sandhed, vilde kaſte en mørk Skygge paa hans Karakter, om end Tidsalderens underfundige og ſamvittighedsløſe Statskunſt i Forbindelſe med den farlige Stilling, hvori han befandt ſig, kunde tale lidt til hans Undſkyldning. Man har nemlig udtalt den Mistanke, at de norſke Sendemænds Død var Sverrers eget liſtige Verk, og de pavelige Breve, ſom han ſiden bekjendtgjorde, opdigtede eller forfalſkede[3]. Man maatte da tænke ſig Sagens Sammenhæng ſaaledes, at Sverrer allerede før Sendemændenes Komme til Danmark paa Tilbagereiſen, havde faaet Nys om, at den hele Sendefærds Maal var forfeilet, at Paven havde erklæret ſig mod ham, og at Banſættelſen var bleven ſkjærpet. Han har villet forhindre dette Budſkab fra at naa Norge, har derfor beſørget baade ſine egne Sendemænd og den med dem følgende Kardinal forgivne i Danmark, og derpaa ſelv ſammenſmedet den hele Fortælling om Brevenes Pantſættelſe, for at ſkaffe de af ham fremlagte forfalſkede eller opdigtede Breve deſto mere Tiltro. Det Hele ſkulde da være et med ligeſaa ſtor Samvittighedsløshed ſom Finhed udført Statskneb af Sverrer.

Mistanken er imidlertid i ſin Heelhed neppe ſtøttet paa ſikkre Grunde. At Sverrer ſkulde have ladet Kardinalen og ſine egne Sendemænd forgive i Danmark, er en Beſkyldning, ſom ikke findes hverken udtalt eller antydet i nogen ældre hiſtoriſk Beretning, ikke heller i nogen af hans Modſtanderes Fremſtillinger, eller i nogen af de tordnende Pavebuller, ſom et Aarstid ſenere af Pave Innocentius III, Cøleſtinus’s Eftermand, udſtedtes mod ham; – og dog vilde denne Beſkyldning have været ſaa nedtyngende, man kan næſten ſige ſaa tilintetgjørende for Sverrer, at man umuligen kan antage, at hans hadſke Modſtandere vilde have ladet den uberørt, om de end blot kunde ſtøtte den til den ſvageſte Mistanke. Vel er det ſaa, at de omtalte pludſelige Dødsfald ſynes uafviſelig at maatte tilſkrives Forgiftning; men paa den ene Side lader det uſandſynligt, at Sverrer ſkulde have kunnet finde Midler til at iverkſætte denne i et fremmet og fiendtligt Land, hvor han ſikkert havde faa eller ingen paalidelige Venner, og paa den anden Side gives der en langt rimeligere Maade at forklare ſig Begivenheden.

Den pavelige Legat, med hvem Sverrers Sendemænd fulgte, var Kardinal-Presbyteren Fidentius, ſom af andre Kilder vides at have indfundet ſig i Danmark i Vinteren 1196–1197, og ſom døde d. 19de Februar 1197 i Lund, hvor han blev begraven. Hans vigtigſte Forretning i Danmark ſynes at have været Penges Udpresning af den danſke Geiſtlighed, og heri for han frem med ſaadan Begjærlighed og Skaanſelløshed, at det vakte almindelig Forbittrelſe. Han vovede, endogſaa at bruge de meſt nærgaaende Trudſler mod de mægtigſte og meeſt anſeede Prælater, naar de ikke ſtrax vilde komme hans uforſkammede Ønſker imøde. Selv en ſaa hierarchiſkſindet Prælat ſom Abbed Vilhelm af Ebelholt dadler hans Fremfærd i et af ſine Breve til Erkebiſkop Abſalon i de aller bittreſte Udtryk, og erklærer at ville modſætte ſig hans Fordringer til det Yderſte[4]. At under ſaadanne Omſtændigheder et eller andet Medlem af den danſke Kirke, der muligen perſonlig har lidt eller frygtet for at lide af Legatens Rovgjerrighed, og hørte fine Standsbrødres Klager og kjendte deres Stemning, har troet ſig opfordret til at befri den danſke Geiſtlighed fra dens Plageaand ved et fortvivlet Middel, og at Legatens Ledſagere ere blevne Offere for den ſamme Gift, ſom nærmeſt var ham alene beſtemt, – dette maa ſynes langt rimeligere, end at Sverrer ſkulde have havt ſin Haand med i Spillet[5]. Deraf, at Forbrydelſen maaſkee paa en vis Maade kan ſiges middelbart at være kommen Sverrer til Gode, maa man dog ikke tage Anledning til at paabyrde ham den.

Hvad derimod Pavebrevenes Forfalſkning angaar, da lader viſtnok Mistanken mod Sverrer ſig vanſkeligere fuldkommen bortrydde. Man finder nemlig, i en af Innocentius IIIs Skrivelſer, ſom ſenere ſkal omtales, den Beſkyldning mod Sverrer udtrykkelig fremſat, „at han ikke har frygtet for at forfalſke Pave Cøleſtinus’s Bulle (d. e. Segl) og dermed beſegle forſkjellige Breve“[6]. Der yttres ogſaa imod Slutningen af ſamme Pavebrev, „at Kongens Sendebud intet hos Paven erholdt (neml. til Kongens Fordeel); hvorfor, ſaafremt de have foregivet at have erholdt noget ſaadant for ham, de maa have faaet det hos Falſknere, af hvilke en Mængde i Begyndelſen af Pavens Regjeringstid vare opdagede, der havde befattet ſig med at forfærdige falſke Buller“[7]. Her er Beſkyldningen for et beganget Falſkneri klar nok. Men deels kunde man tænke ſig Muligheden af, at den nye Pave paa denne Maade har villet ugyldiggjøre et Skridt af ſin Formand, ſom han høieligen misbilligede; deels – hvis man ei tiltror den ſtore Innocentius et ſaadant Kunſtgreb, og ſaaledes antager Falſkneriet for virkeligen beganget – bliver det endda et Spørgsmaal, om det er beganget af Sverrer ſelv, eller af hans Sendemænd. Udtrykkene i Innocentius’s Brev aabne i Grunden Adgang for begge Formodninger, og man ſkulde næſten tro, at Paven ſelv ikke ret har vidſt, til hvilken han ſnareſt ſkulde helde. At Sverrer kunde have benyttet et eftergjort paveligt Segl for et Brev eller flere, ſom han ſelv i Pave Cøleſtinus’s Navn kunde have ladet ſkrive, – er i ſig ſelv ikke umuligt, ſkjønt det altid var ſaare driſtigt. At han derimod kan have givet ſine Sendemænd det hemmelige Hverv, hvis de ei ad den rette Vei kunde udvirke noget til hans Fordeel hos Pave Cøleſtinus, da at benytte enhver Udvei, hvortil det daværende pavelige Hofs berygtede Beſtikkelighed gav dem Anledning, følgelig ogſaa til at erhverve falſke Breve, hvis det lod ſig gjøre, – det bliver altid langt ſandſynligere. Sverrers Karakter, ſom den i Hiſtorien viſer ſig, forbyder ingenlunde, at han jo kunde have villet benytte ſig af et ſligt Kneb, hvis Leilighed gaves; og denne Fremgangsmaade maa ſynes at have været langt ſikkrere, end ſelv at vove en Forfalſkning. Kardinal Fidentius kan muligen have været vidende om Bedrageriet, og have faaet ſin Løn for at fremme det; – hans øvrige egennyttige Fremfærd tillader en ſaadan Mistanke. Men er Sagen gaaet til paa den ſidſt antydede Maade, da kan Sverrer, efter Omſtændighedernes Medfør, ſelv have været uſikker om de ham tilhændekomne Brevſkabers Egthed eller Uegthed; og om han endogſaa kjendte Bedrageriet, have troet ſig i ſin gode Ret, om han end i Kampen mod uredelige Modſtandere benyttede deres Uærlighed og lave Vindeſyge til ſin egen Fordeel. For Anſtiftelſe af eller Deeltagelſe i Legatens og de norſke Sendemænds Forgiftning, maa ſaaledes, efter min Formening, Sverrer aldeles frikjendes, – om end en ſterk Mistanke om Pavebrevenes Forfalſkning eller Medvidende herom, maa forblive hvilende paa ham. Mistanken om hans Deelagtighed i Forgiftningen har været hans Samtid ukjendt; om Forfalſkningen af Pavebrevene derimod har baade Mistanke været næret, og aabenbare Beſkyldninger udtalte af hans Samtidige.

Medens ſaaledes Sverrers Stilling til den romerſke Stol i Grunden blev meer og meer forviklet, vandt Baglernes Parti ſtedſe ſtørre Fodfæſte i Norge. Under Sverrers Ophold i Throndhjem Vinteren 1196–97 fik Baglerne Drengen Inge tagen til Konge paa Borgarthing, og Biſkop Nikolaus vovede af og til at opholde ſig ved ſin Stol i Oslo, medens Flokke af hans Tilhængere ſtreifede over Oplandene, ja endog driſtede ſig nord over Dovrefjeld[8]. Den følgende Sommer (1197) lykkedes det Sverrer at vinde en Seier over Baglerne i Oslo og at fordrive dem herfra[9]; men deres ſpredte Flok ſamlede ſig ſnart igjen paa Oplandene, overrumplede Nidaros, fik endogſaa den faſte Borg paa Steenbjerget ved Forræderi i ſin Magt og lod den i Bund og Grund ødelægge[10]. Forgjæves gjorde Sverrer Jagt paa dem baade til Søs og Lands; de vidſte at undgaa ham, og udbredte imidlertid fine Ødelæggelſer til alle Dele af Landet. Mod Aarets Udgang lykkedes det Birkebenerne atter at faa Nidaros i ſine Hænder; men de beholdt Staden kun en Maaneds Tid i ſin Magt, da en Hær af Bagler fra Oplandene anden Gang indtoge Staden i Januar 1198. Baglerne havde denne Gang Inge Magnusſøn med ſig, og lode ham nu give Kongenavn paa Ørething. Sverrer kom i Begyndelſe: af Vaaren Nidaros til Undſætning fra Bergen og beſatte efter et tvivlſomt Søſlag ved Thorsbjerg Staden. Men i hans Fraværelſe angreb en anden Flok af Bagler Bergen, indtog den og beleirede den faſte Borg ved Byen. Hele Sommeren igjennem kjæmpede begge Partier med hinanden i og ved Bergen med vexlende Held; det lykkedes ikke Baglerne at vinde Borgen, men heller ikke Birkebenerne at fordrive ſine Modſtandere. Biſkop Nikolaus fattede endelig det gruſomme Raad at afbrænde hele Bergens By, og derpaa forlægge Kjøbſtaden et andet Sted hen paa Hordaland. Den ſkjændige Plan blev udført Natten til den 10de Auguſt under Biſkoppens eget Opſyn, der ikke engang ſørgede for at ſpare Kirkerne. Disſe, erklærede han, vare beſmittede derved at banſatte Mænd havde været i dem, og de vare nu ikke helligere end Kipper. Den ſtørſte Deel af Byen og ikke mindre end ſex Kirker blev lagt i Aſke. Men denne Udaad bragte ogſaa et Had over Nikolaus fra Bergensmændenes Side, hvilket han ſenere havde vanſkeligt ved at udſlukke; og ſit Hovedøiemed, nemlig ved Branden at tvinge Borgen til Overgivelſe, opnaaede han ikke. Sverrer havde under disſe Kampe ſeet ſin Flaade ødelagt, og han drog ſig om Høſten landveis til Throndhjem, der nu var ſaagodt ſom den eneſte Deel af Landet, hvor Folket var ham fuldkommen tro. Baglerne ſpillede imidlertid Herrer paa Havet og herjede paa begge Sider af Throndhjemsfjordens Munding, medens Sverrer maatte holde ſig i Nidaros om Vinteren uvirkſom af Mangel paa Flaade[11].

Sverrer havde aldrig efter Magnus Erlingsſøns Død været i en ſaa fortvivlet Stilling, ſom paa denne Tid; og juſt nu tog hans Forhold til Paven og Kirken en meer farefuld Retning end nogenſinde før. Pavens og Erkebiſkoppens Trudſler vare ikke blevne uden Virkning paa de norſke Biſkopper, ſom hidtil havde viſt ſig Sverrer tro. Biſkop Niaal af Stavanger havde allerede forladt Norge og begivet ſig til ſin Erkebiſkop. Ivar Skjalge (den ſkjælende), der var, rimeligviis under Baglernes Indflydelſe, valgt til Biſkop i Hamar efter Thorers Død, blev udentvivl viet i Danmark og forblev der; han anſaas beſtandig for en ſtor Fiende af Sverrer og Sverrers Æt, ligeſom af Birkebenerne i det Hele[12]. Nikolaus af Oslo var rigtignok i Norge men havde ganſke andet at tage Vare end ſine biſkoppelige Pligter. Alene Martin af Bergen var endnu Sverrer tro og fulgte ham. Den norſke Kirke var ſaaledes for Øieblikket ſaagodt ſom berøvet alle ſine Forſtandere, og ſom Følge heraf i den misligſte Stilling. Nu kom hertil et Paveſkifte, der heller ikke var til Sverrers Fordeel.

Den 8te Januar 1198 døde den alderdomsſvage Cøleſtinus III, og til hans Eftermand valgtes ſamme Dag den kloge, kraftige og hierarchiſkſindede Innocentius III, der bragte Pavedømmet til det høieſte Punkt af Magt og Anſeelſe, ſom det nogenſinde har indtaget. Hans ſkarpe Blik opdagede haſtigen ethvert Indgreb paa Kirkens og Hierarchiets Omraade, og hans utrættelige Virkſomhed var ſtrax rede til Hjælp med de kraftigſte Foranſtaltninger. Han har udentvivl allerede ſom Kardinal under ſin Formands Styrelſe ſkaffet ſig et Indblik i de norſke Forholde og dvælede ikke længe med at komme den lidende og efter hans Begreb høiſt forurettede norſke Kirke til Undſætning. Endnu ſamme Aar ſom han tiltraadte Pavedømmet udſtedte han den 6te October ikke mindre end fem Breve i denne Sag, alle mod Kong Sverrer, hvis fuldkomne Tilintetgjørelſe, eller i al Fald dybeſte Ydmygelſe, Innocentius ſynes at have anſeet nødvendig for den norſke Kirkes Redning

Det ene Brev er ſtilet til den nidaroſiſke Erkebiſkop og alle øvrige norſke Biſkopper og Prælater. Det indeholder de heftigſte og ſkarpeſte Udfald mod Sverrer. Han tror – ſiger han – at Gud, for at ſtraffe den norſke Geiſtligheds og det norſke Folks Synder, har tilladt, at Sverrer med tyranniſk Grumhed og afſkyelig Voldſomhed har bemægtiget ſig Riget, uden at have – efter hvad der er Paven forebragt – hverken Høvdingernes Valg eller Blodets Ret for ſig, – og at han, der ſelv tilforn ſkal have været Preſt, nu raſer mod Geiſtligheden, undertrykker Kirkerne, forfølger Klerkerne, plager de Fattige og farer grumt afſted mod de Mægtige. Det maa anſees for at være en Guds Dom, at han, der paa Grund af ſin uegte Fødſel ei havde burdet forfremmes til de geiſtlige Grader (ordines), efterat han dog imod de canoniſke Beſtemmelſer deri er bleven optagen, raſer imod de ſamme, ſom ved at indvie ham ikke have iagttaget hine Beſtemmelſer. Efter at Paven derpaa har fremkaſtet mod ham den allerede omtalte Beſkyldning for at have forfalſket Pave Cøleſtinus’s Bulle, gaar han over til at forkynde Sverrers Banſættelſe: „For at ikke hans Ondſkab – ſiger han – længer ſkal raſe mod de Uſkyldige, befaler jeg Eder at paaminde paa det omhyggeligſte det norſke Folk, at det ei maa underſtaa ſig længer at følge ham, eller yde ham nogen Hjælp eller Hyldeſt. I andet Fald ſkulle I erklære alle hans Tilhængere excommunicerede, lukke Kirkerne, ikke tillade i nogen Deel af Norge, der adlyder ham, noget kirkeligt Sakrament at forrettes, undtagen Berns Daab og Døendes Pønitens, og negte hans Tilhængere kirkelig Begravelſe.“ Til Slutning advarer han – ſom forhen berørt – mod at fæſte Lid til forfalſkede Brevſkaber til Sverrers Fordeel. – I dette ſkarpe Brev er da Banſættelſen over Sverrer ikke allene udſtrakt til alle hans Tilhængere, det vil ſige til hele Birkebenernes Parti, men ogſaa udvidet til et almindeligt Interdikt over enhver Deel af Norges Land, hvor Folket maatte vove at yde Sverrer underſaatlig Lydighed.

Innocentius’s andet Grev er til Erkebiſkop Erik. Han roſer deri førſt Erkebiſkoppens rene Tro og ſtandhaftige Iver, „hvilken hverken Forfølgelſe eller Sverd eller Hunger eller langvarig Landflygtighed har kunnet ſkille fra Chriſti Kjærlighed, eller afholde fra at forſvare Kirkens Frihed; hvem heller ikke hverken Frygt har tvunget, eller Trudſler bevæget, eller Smiger forlokket, eller Løfter formaaet at forlede til hemmelig at billige, eller aabenbare begunſtige Sverrer, den Kirkeſkjænder og Frafaldne, der med Blodsudgydelſe og Vold har bemægtiget ſig Norges Rige, idet han til ſin Moders Skjændſel paaſtaar at nedſtamme fra den kongelige Æt.“ Dernæſt yttrer han ſit Mishag over, at Bergens Biſkop, tvertimod Pave Cøleſtinus’s Befaling og Erkebiſkoppens eget Forbud, fremdeles følger Sverrers Leir, forretter Gudstjeneſte for den Banſatte, og i hans Nærværelſe udfører alle Kirkens Sakramenter, og ſkjønt han oftere har været kaldet af Erkebiſkoppen, dog ikke har villet fremſtille ſig for denne. En ſaadan Driſtighed fortjener en ſtrengere Refſelſe. Derfor paalægger han Erkebiſkoppen, ſaafremt Ovennævnte medfører Sandhed, at ſuspendere omtalte Biſkop fra hans Embede og ikke hæve denne Suſpenſion, for han har fremſtillet ſig for Paven ſelv, ſamt, hvis han ſidder denne Dom overhørig, da at belægge ham med Anathema. Angaaende Sverrer erklærer han til Slutning, at han ikke vil løſe ham, med mindre han giver en Fyldeſtgjørelſe, der er fuldkommen antagelig.

De tre øvrige Breve ere indbyrdes overeensſtemmende og ſtilede til Kongerne af Danmark og Sverige, Knut VI og Sverker Karlsſøn, ſamt til Sveriges Jarl (Birger Broſa). Heri opfordrer Paven hver iſær af disſe Fyrſter til „at ruſte ſig for at verge Kirkerne, beſkytte Geiſtlighedens Frihed, befri Ringe og Mægtige fra denne Forfølgers Haand, ja til at ſtyrte dette uhyre (monstrum), ſom alene ſkaaner dem, han ei kan naa“, de ville da gjøre ſig fortjente til Guds evige Belønning og Pavens Naade. De ſkulde underſtøtte Sverrers Forfølgere og modſtaa hans Tilhængere, „ſaa at dette Djævelens Lem ikke længer ſkal kunne raſe i Norges Rige, eller drive ſin Forfølgelſe mod Kirken videre“.

Mange haarde Udtryk i disſe Breve maa nu viſt nok ſkrives paa den romerſke Kurialſtils Regning; alligevel fremtræder heel igjennem i dem en ſaa truende Tone og en ſaa alvorlig Bitterhed, at det fuldkommen klart viſer ſig, at Innocentius i Sverrer ſaa en meer end almindelig Kirkens eller Hierarchiets Fiende, hvilken han maatte nedſlaa med den apoſtoliſke Myndigheds meſt tordnende Røſt, og mod hvem han maatte reiſe hele Nordens baade verdslige og geiſtlige Magt. I Norge ſelv ſkulde al geiſtlig Overbeſtyrelſe ved Biſkoppernes Fjærnelſe fra Landet unddrages Folket, og dette derhos bortſkræmmes fra ſin underſaatlige Lydighed mod Sverrer ved det frygtelige Interdikt. De allerede landflygtige norſke Biſkopper ſkulde ſtyrkes ved kraftig Opmuntring, ſaa at de med Standhaftighed taalte ſine Savn, og med Taalmodighed oppebiede Kirkens endelige Seier, ſom maatte blive den ſikkre Følge af deres Udholdenhed Fyrſterne i Nordens øvrige tvende Riger ſkulde endelig egges til at laane den norſke Kirkes Sag ſin verdslige Arm. Dette var Alt vel beregnet af Paven; men havde dog ikke paa langt nær de Virkninger, ſom han udentvivl havde foreſtillet ſig. Nordens Fyrſter reiſte ſig aldeles ikke mod Sverrer. Kong Knut i Danmark gav vel fremdeles baade de landflygtige norſke Biſkopper og Baglernes Parti Tilhold i ſit Rige; men forreſten var han indviklet i altfor mange Stridigheder med de nordtydſke og vendiſke Fyrſter, til ſelv at kunne foretage noget Angreb paa Norge, om han end dertil havde fundet ſig opfordret ved noget ſærdeles bittert Had mod Sverrer, hvilket ikke ſynes at have været Tilfælde. Sveriges Konge og Jarl holdt ſig ganſke rolige; de nærede ingen Uvillie mod Sverrer; Birger Jarl var desuden beſvogret med ham, og begge havde nære Frænder i Birkebenernes Flok. Det lykkedes viſt nok Paven at berøve Norge ganſke dets geiſtlige Overbeſtyrelſe. Selv Biſkop Martin af Bergen vovede tilſidſt ikke andet end at følge ſine Brødres Exempel og drage til Erkebiſkop Erik i Danmark, i hvis Omgivelſe og Naade man finder ham i 1199[13]. Den norſke Kirke kunde ſaaledes nu ſiges at være berøvet alt biſkoppeligt Overopſyn, medens Kathedralkirkernes Domkapitler udentvivl endnu vare for ufuldkomment indrettede og vel tillige for lidet ſelvſtændige til at kunne med tilbørlig Kraft overtage deres Biſkoppers Hverv i de Punkter hvor dette lod ſig gjøre, om deres Medlemmer end af velvilligt Sindelag imod Kongen og Landet dertil havde fundet ſig opfordrede. Til ſamme Tid bleve ogſaa de norſke Kloſtergeiſtlige af ſine Overordnede ſkræmmede fra at yde Sverrer nogen kirkelig Tjeneſte. Saaledes blev i et Generalkapitel af Ciſtercienſer-Ordenen i Citeaux 1200 ſtrenge Straffe af Faſte paa Vand og Brød og Piſkning faſtſatte for de Munke af Ordenen i Norge, ſom havde holdt Mesſe før den banſatte Sverrer, ja endogſaa for dem, ſom blot havde ſpiſt eller venſkabelig omgaaets med ham eller hans Tilhængere[14].

Men tvende Ting kom dog under Alt dette Sverrer i høi Grad til Gode: førſt nemlig at det lavere Preſteſkab i Norge endnu ikke var blevet gjennemtrængt af ſine høieſte Forſtanderes hierarchiſke Aand, og derfor heller ikke ſynes at have deelt deres Frygt for og Had imod Sverrer; og dernæſt, at den norſke Almue ikke før havde ſeet Banſættelſen anvendt paa nogen af fine Konger, og derfor ikke ret fattede dens Betydning i nærværende Tilfælde, helſt da ingen beſtemt Bansgjerning maatte forekomme dem at være tilſtede; thi Biſkopperne forekom vel de Fleſte unødtvungne at have forladt Landet, og ingen aabenbar Voldshandling af Kongen imod Kirke eller geiſtlig Mand kunde paaviſes. Det almindelige Interdikt var derhos noget ganſke nyt i Norge, hvis egentlige Væſen og hele Frygtelighed neppe var ret klar for det lavere Preſteſkab, ſom ſkulde ſætte det i Udøvelſe, og end mindre for Lægfolket, paa hvilket det var beregnet at virke. Man finder ſaaledes ikke omtalt, at nogen almindelig Lukning af Landets Kirker eller noget Ophør af Gudstjeneſten har fundet Sted; og ikke heller ſporer man, at Interdiktet voldte noget ſtørre Frafald af Folket fra Sverrers Sag, end det ſom allerede før dets Udſtedelſe var indtraadt. Før Indholdet af Pave Innocentius’s Skrivelſer kunde blive ret bekjendt og komme til at øve nogen Virkning i Norge, havde desuden Sverrers fortvivlede Stilling med Henſyn til Baglerne taget en afgjort Vending til det Bedre.

Thrønderne holdt faſt ved ſin Troſkab mod Kongen, og ved deres overordentlige Anſtrængelſer lykkedes det ham baade at forſvare ſig Vinteren over i Throndhjem mod Baglernes Angreb, og under Løbet af Vaaren 1199 at faa bygget i Nidaros og ſat paa Søen 8 meget ſtore Skibe. Med denne Flaade tvang han Baglerne til et Søſlag paa Strindſø, og vandt her den 18de Juni en afgjørende Seier. Biſkop Nikolaus var i behørig Fraſtand Vidne til ſit Partis Nederlag og flygtede itide fra Slaget med den unge Konge, Inge Magnusſøn. Efter dette Slag finder man ham ei meer i Sverrers levende Live optrædende i Baglernes Hær. Da Sverrer nemlig forfulgte ſin Seier lige til Viken og nu her, ligeſom overalt ellers i Norge, paa ny vandt Overhaand, maa man antage, at Biſkop Nikolaus har fulgt de Baglerflokke, der, ſom ſædvanlig naar Lykken gik dem imod i Norge, ſøgte og fandt Tilflugt i Danmark, og at han ſiden er forbleven der hos ſin Erkebiſkop. Maaſkee har han fundet det Krigerliv, han i nogle Aar havde ført, vel farligt og trættende; rimeligt er det ogſaa, at Erkebiſkoppen og hans Brødre i Danmark ikke have tilladt ham længer at beſkjæmme deres og Kirkens Sag ved en Adfærd ſaa lidet kirkelig ſom den han oftere havde udviiſt i Baglernes Spidſe, og fremfor alt ved Bergens Afbrændelſe. At han ligefuldt har havt en virkſom Haand med i Baglernes ſenere Foretagender mod Sverrer, lader ſig ikke omtvivle.

Skjønt nemlig Sverrer efter Slaget paa Strindſø atter vandt Overvegten i Norge, ſaa havde han dog dermed ingenlunde undertvunget Baglerne. Disſe vedbleve at forurolige ham med idelige Angreb, og i Viken, ſom altid heldede til deres Side, lykkedes det dem flere Gange at vinde Overhaand, ſkjønt de nu ikke mere formaaede at ſætte ſig for længere Tid faſt i nogen anden Deel af Landet. I Viken vaktes i Begyndelſen af 1200, tildeels ved deres Anſtiftelſe, en yderſt farlig Opſtand af hele Vikens Almue, der ifølge hemmelig Aftale paa en beſtemt Tid flokkede ſig fra alle Sider ſammen til Oslo, hvor Kongen juſt opholdt ſig, og angreb ham ganſke uforvarende med en uhyre Overmagt. Sverrer reddede ſig imidlertid ved Raſkhed og Klogſkab ud af denne truende Fare. Ved meſterlige Bevægelſer hindrede han de fiendtlige Flokkes Forening, mødte dem enkeltviis og ſluttede med at vinde en glimrende Seier over dem alle. I Viken havde han desuagtet meget ondt ved at vinde faſt Fod, lige indtil ogſaa her Lykken ſyntes at erklære ſig afgjørende for ham, idet han i Januar Maaned 1202 tvang en ſtærk Flok af Bagler, ſom under Reidar Sendemands Anførſel havde befæſtet ſig paa Bjerget ved Tunsberg og der haardnakket udholdt en lang Beleiring af Birkebenerne, til at overgive ſig.

  1. Sv. S. c. 124.
  2. Sv. S. c. 128. Her fortælles det, ſom om Sendemændenes Død var indtruffen Vinteren 1195–96: men rigtigere tilhører Begivenheden den følgende Vinter ſ. Suhm D. H. VIII 385, 396 f.
  3. Werl. Anecdoton LVI.
  4. Scr. r. Dan. VI. 21–23.
  5. Jfr. Suhm D. H. VIII. 394–397.
  6. Werl. Anecdoton LVII.
  7. Werl. Anecdoton LVIII.
  8. Sv. S. c. 132, 133.
  9. Sv. S. c. 133–136.
  10. Sv. S. c. 137.
  11. Sv. S. c. 138–154.
  12. Haak. Haaks. S. c. 3.
  13. Suhm. D. H. VIII. 481.
  14. Suhm. D. H. VIII. 566.