Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med Øſkjæggernes Tilintetgjørelſe var ingenlunde Partiſtriden i Norge udkjæmpet; dette var noget ſom Sverrer ſelv bedſt indſaa. Alligevel indtraadte efter den en midlertidig kort indre Rolighed, hvilken han vilde benytte til at ſee gjennemdrevet et længe næret Ønſke, nemlig at vorde kronet. Sagen var ham af Vigtighed, udentvivl iſær for Folkets Omdømme. Kroningen nemlig havde paa en Maade tjent til at hellige hans Formands, Magnus Erlingsſøns Ret; den havde ganſke viſt i en ſtor Deel af Almuens Øine givet Magnus et Fortrin for Sverrer, og kun ved at have opnaaet den troede den ſidſte i Almuens Omdømme at være ſtillet ganſke lige med Magnus.

Det er ovenfor viiſt, hvorledes Sverrers førſte Underhandlinger om ſin Kroning, nemlig med Erkebiſkop Erik, ganſke mislykkedes. Nu optog Kongen igjen Planen, og Udſigterne for ham vare efter Sagaens Beretning i Førſtningen ganſke lovende. Da han om Vaaren 1194, idet han forfulgte de ſidſte Levninger af Øſkjæggernes Hær, kom til Konghella, indtraf ſammeſteds en pavelig Legat med Følge. Hverken hans Navn eller hans Erinde er i Sagaen opgivet[1], men Norden blev allerede dengang hyppigen beſøgt af ſaadanne pavelige Udſendinger, der under Skin af at tilſee Kirkens Forfatning, havde til Hovedformaal at ſkrabe Penge ſammen baade for det pavelige Skatkammer og for ſig ſelv. Dette var en Sag, ſom ikke længer var nogen Hemmelighed, og ſom Sverrer ogſaa vel kjendte. Han beſluttede nu at henvende ſig til Legaten angaaende ſin Kroning. Kunde han bevæge Legaten til at udføre den, ſaa havde han vundet en uberegnelig Fordeel over ſine baade verdslige og geiſtlige Modſtandere. Han indbød Legaten til ſig, bevertede ham i flere Dage, og havde under dette jævnlige Forhandlinger med ham, for at overtale ham til at forrette Salvelſen og Kroningen. Legaten – heder det – optog dette ret godt og viſte ſig villig til at opfylde Kongens Ønſke. Men nu blandede andre Geiſtlige ſig hemmeligen i Sagen og foreſtilte Legaten, hvilke Hindringer der ſtillede ſig i Veien for det paatænkte Foretagende. De fremhævede Kongens endnu uafgjorte Strid med Erkebiſkoppen, at Sverrer tidligere var viet til Preſt, at han havde taget en Egtehuſtru, Dronning Margreta nemlig, ſkjønt han havde en anden lovlig giftet i Forveien (Aſtrid, Biſkop Roes Datter?), og begge Huſtruer vare i Live, ſamt andet Mere lignende, hvorfor de fraraadede Legaten at opfylde Kongens Forlangende. Legaten lod ſig ogſaa herved omſtemme. I en ſenere Samtale negtede han Kongen Kroningen, idet han paalagde ham at forlige ſig med Erkebiſkoppen, ſom da havde at forrette hiin Handling. Kongen blev yderſt forbittret over dette Afſlag, og bød Legaten ſtrax at forlade Landet. Han ſaa – ſagde han – hvad Legatens Erinde til Norge var, det ſamme ſom mange andre Bedrageres, der kom hid fra fremmede Lande for at frarane Folk Penge, og ſiden, naar de igjen vare dragne bort, drive Spot med hans Rige. Legaten fandt det ogſaa bedſt at reiſe ſin Vei med ſaa forrettet Sag[2].

Det er rimeligt, at Kongen i disſe Underhandlinger har ſat ſit fornemſte Haab til Legatens Beſtikkelighed; og dette var neppe ſaa ilde beregnet. Under Pave Coleſtinus III’s Styrelſe var nemlig den romerſke Kurie berygtet for de mange Underſlæb og Bedragerier, ſom gik i Svang med Beſtikkelſer, falſke Buller og lignende, rimeligviis iſær paa Grund af Pavens Alderdomsſvækkelſe. Sverrer har viſtnok med ſit Skarpſyn ſnart opdaget, at Manden, han her havde for ſig, ikke var trykket af den ømmeſte Samvittighed, og herefter indrettet ſine Forſlag og Løfter. Legaten har været paa Veie til at lade ſig friſte, ſkjønt Sverrers Forhold til Erkebiſkoppen neppe kunde være ham ubekjendt, da han netop ſynes at være kommen nærmeſt fra Danmark. Imidlertid har han, paa hemmelige Foreſtillinger af norſke Geiſtlige og ved nærmere Betragtning, fundet Sagen for farlig at indlade ſig paa, og har derfor til Slutning meer af Frygt end af Samvittighedsfuldhed afſlaaet Kongens Forlangende.

Da ſaaledes Kong Sverrers Forſøg paa at tilvende ſig Kroningen ved Hjælp af den pavelige Legat ſlog Feil, greb han til et andet Middel, ſom bedre lykkedes. Han drog fra Konghella længer Nord i Viken og hentede her Biſkop Nikolaus til ſig. Han lod i en Samtale under fire Øine Biſkoppen vide, at han vel kjendte dennes forræderſke Forbindelſer med Øſkjæggernes Parti, og at det hele Oprør fra førſt af var reiſt efter Biſkoppens underfundige Raad. Nikolaus vilde benegte; men Sverrer holdt ham Beviſerne for Øine, kaldte ham en Høiforræder og truede ham paa det Haardeſte. Nikolaus, ſom juſt ikke havde Ord for at være ſynderlig modig, blev yderſt forfærdet, og bad Kongen om Naade i de ydmygeſte Udtryk, lovede ham atter Troſkab, tilbød ſig at bekræfte dette med Ed, og erklærede ſig beredt til at bøde alt hvad han havde forbrudt ganſke efter Kongens Villie. Sverrer tog ham paa Ordet og førte ham med ſig til Bergen.

Hid kaldte han nu ogſaa Biſkopperne Thorer af Hamar og Niaal af Stavanger, ſom begge kom. Biſkop Paal af Bergen var nemlig død om Vinteren forud den 2den April, og Bergens ledige Biſkopsſtol ſkulde beſættes. Da Sverrer nu havde ſamlet om ſig de Biſkopper, ſom for Tiden vare i Norge, bragte han førſt under Overlægning Valget af en ny Biſkop til Bergen. Udentvivl paa Kongens Anbefaling og ved hans Indflydelſe valgtes hertil en vis Martin, hidtil Kongens Hirdpreſt, en Engelſkmand af Fødſel, og en udmerket Klerk[3]; og paa Sveirers Raad blev han indviet ſtrax af de øvrige tilſtedeværende Biſkopper, ſom altſaa her udførte Erkebiſkoppens Hverv. Derpaa lod Kongen berede et ſtort Gjeſtebud, og det blev afgjort, at de fire Biſkopper ſkulde ſalve og krone Kongen. Dette gik ogſaa for ſig paa Petri og Pauli Dag, den 29de Juni 1194. Ligeſom Biſkop Nikolaus i de forudgaaende Forhandlinger havde været den virkſommeſte i Kongens Raad, og ligeſom han udentvivl havde efter Kongens Ønſke, hvilket han nu ei vovede at modſætte ſig, gjort ſit for at beſnakke de øvrige Biſkopper, ſaaledes var han ogſaa Formanden ved ſelve Kroningens Udførelſe. Da Sverrer havde drevet dette igjennem, ſkiltes han og Biſkopperne ſom de bedſte Venner[4].

Dette er Sagaens Fremſtilling af Omſtændighederne ved Sverrers Kroning, og den ſynes at være fuldkommen nøiagtig. At Rygtet derom kom til Udlandet med Tilſætninger, ſom vare mindre gunſtige for Kongen, kan ikke vække nogen Forundring. Den ſamtidige engelſke Hiſtorieſkriver Villiam af Newbury (Guilielmus Neubrigensis) fortæller, at Sverrer modtog Kronen af en Biſkop, hvilken han tvang til at forrette denne Handling ved at true ham med Døden[5]. Hvad dette Udſagn angaar, da er det ganſke troligt, at Sverrer kan have ladet en ſaadan Trudſel falde til Nikolaus, da han forekaſtede denne hans Høiforræderi. Et beſtemtere Præg af Udſmykkelſe bærer derimod den noget yngre Roger af Hovedens Fortælling. Da Erkebiſkoppen – ſiger han – havde forladt Norge for ikke at krone Sverrer imod Pavens Forbud, befalede Kongen, at alle Norges Biſkopper ſkulde møde i Bergen til Petri og Pauli Dag for at krone ham. Iblandt Biſkopperne var ogſaa Nikolaus, Biſkop af Viken. Han erklærede, at han ikke vilde overvære Kroningen paa Grund af ſin Erkebiſkops Fraværelſe. Sverrer lod da denne Biſkop gribe og binde paa et Skjær i Havet, ſaaledes at Vandet næſten løb ham ind i Munden, og tvang ham paa denne Maade til at give efter, ſaa at han kronede Kongen i de øvrige Biſkoppers Nærværelſe og med deres Samtykke[6]. Her have vi ganſke viſt for os et Rygte grundet paa den løgnagtige Nikolaus’s Opſpind. Da han nemlig havde indladt ſig paa at være Formand ved Kroningen, og dette, ſom ſnart vil ſees, ſenere regnedes ham høieligen til Onde, har han ikke nokſom kunnet udmale Sverrers tyranniſke Adfærd for at tvinge ham. Jo frygteligere han ſkildrede den anvendte Tvang, des lettere vilde han finde Undſkyldning for ſin egen Eftergivenhed.

Sverrer havde nu opnaaet Kroningen. Men et ſtort Spørgsmaal er det, om han derved vandt nogen ſand Fordeel, eller om han ikke ſnarere forværrede ſin Sag. For hans Underſaatter kunde det neppe længe blive ſkjult, paa hvad Maade Kroningen var udvirket, nemlig – hvad aldrig kunde negtes – ved en vis Tvang; og var dette førſt bekjendt, havde Handlingen tabt væſentlig i ſin Betydning. I Pavens, den landflygtige Erkebiſkops og alle dennes Tilhængeres Øine, dyngede den kun en ny Brøde paa Kongens Hoved og gjorde en Udſoning vanſkeligere end nogenſinde for. At Sverrer alligevel endnu har tænkt ſig et mindeligt Forlig med Erkebiſkop Erik muligt, og at han derfor endnu har behandlet ham med en vis Agtelſe og et viſt Henſyn til hans erkebiſkoppelige Ret, det viſer Kongens Opførſel i Anledning af et Biſkopsvalg paa Island.

Her døde i Slutningen af 1193, den 23de December, den gudfrygtige og nidkjære Biſkop Thorlak Thorhallesſøn i Skaalholt. Hans Anſeelſe paa Island var ſaa ſtor, at han ſtrax efter ſin Død af Folket blev betragtet ſom hellig, og allerede i 1198 den 20de Juli blev hans Lig høitideligen optaget, ſkrinlagt og henſtillet i Skaalholts Kathedralkirke. Aaret efter blev det paa Althinget beſtemt, at hans Optagelſesdag ſkulde høitideligholdes ſom ſtor Feſtdag med forudgaaende Faſte; og fra den Tid af blev han under hele Katholicismen æret af Islændingerne ſom en Helgen, uagtet han ikke vides nogenſinde at være bleven af Paven høitidelig anerkjendt ſom ſaadan. Baade hans Optagelſesdag (translatio), den 20de Juli, og hans Dødsdag, den 23de December, bleve helligholdte[7].

Om Sommeren 1194 blev der, udentvivl paa Althinget, raadſlaaet om Valget af en ny Biſkop til Skaalholt. Sagen blev længe overveiet; og Enden blev, at man enedes om at overlade Afgjørelſen til Biſkop Brand af Hole. Denne valgte nu Paal Jonsſøn, en Søn af den mægtige Høvding Jon Loptsſøn i Odde og af den afdøde Biſkop Thorlaks Søſter, altſaa en ſaare ſtorættet Mand i ſit Fædreneland, og derhos beſlegtet med den norſke Kongeæt, idet hans Farmoder var Magnus Barfods erkjendte om end uegte Datter; han var ſaaledes Sverrers Nærſødſkendebarn. Paal havde i ſin Ungdom reiſt udenlands, havde opholdt ſig en Tid paa Orknøerne hos Harald Jarl Maddadsſøn, og havde ſtuderet i England. Han havde bragt det til at blive en af de lærdeſte blandt ſine Landsmænd og var dertilmed almindelig agtet. Han var 39 Aar gammel, men kun Diakonus af Vielſe. Efter nogen Modſtand modtog Paal Valget og ſkulde nu indvies. Han drog i den Anledning endnu ſamme Aar til Norge, rimeligviis fordi ingen Skibsleilighed gaves, hvormed han kunde komme lige til Erkebiſkop Erik i Danmark, og vel ogſaa fordi han forud ønſkede at kjende noget til de kirkelige Anliggenders Stilling i ſelve Norge. Han blev Julen over (1194–1195) i Nidaros, og drog derpaa til Oplandene, hvor han traf Kongen, og blev af denne modtagen med den ſtørſte Opmærkſomhed. Han blev, udentvivl paa Kongens Anbefaling, viet til Preſt af Biſkop Thorer i Hamar Kjøbſtad. Kongen udruſtede ham derpaa med alt hvad han kunde behøve paa ſin Reiſe til Erkebiſkoppen og udvirkede ham ovenikjøbet fra alle Biſkopperne i Norge Anbefalingsbreve under deres Segl[8].

I denne Sverrers Omhu for Biſkop Paal kan man vel tildeels ſee Venſkab for ham ſom en Frænde, og Agtelſe for Mandens perſonlige Egenſkaber, ligeſom man jo ogſaa maa betænke, at han ikke var den norſke Konges Underſaat og følgelig ſtrengt taget ikke dennes Bud underkaſtet; alligevel ſynes ved Siden heraf andre Planer at ſkimte igjennem. Ved den udviſte venſkabelige Behandling nemlig af en Biſkop, der ſøgte ſin Vielſe hos Erkebiſkop Erik, og ſom han utvivlſomt havde i ſin Magt at kunne forhindre heri, ſamt ved den deri for Dagen lagte Erkjendelſe af og Agtelſe for Erkebiſkoppens Metropolitanret, har Kong Sverrer villet vække hos Erkebiſkoppen en mildere Stemning mod ſig ſelv; hvorhos man vel ogſaa tør formode, at han i Paal har ventet at finde en dygtig og ikke uvirkſom Underhandler og Mægler hos ſin Modſtander. Paal kom tidlig om Vaaren 1195 til Danmark, til Lund, hvor han blev vel modtagen af Erkebiſkop Abſalon, og hans Indvielſe blev endog paaſkyndet af den danſke Konge Knut Valdemarsſøn. Da Erik paa Grund af ſin Blindhed ikke kunde udføre Vielſen, blev den forrettet den 23de April af Abſalon i Eriks Overvær og med hans Raad, og allerede i Begyndelſen af Sommeren kunde Biſkop Paal vende tilbage til Norge, hvor han endnu traf Kong Sverrer i Viken og fulgte ham derfra til Bergen[9].

Hvilke hemmelige Erinder nu end Biſkop Paal kan have havt fra Kongen til Erkebiſkop Erik, ſaa maa disſe antages at være blevne uden Virkning. Erkebiſkoppens perſonlige Ønſker kjender man ikke; men i ethvert Fald ſtod han paa Grund af ſin Blindhed i en fuldkommen Afhængighed af de danſke Prælater, under hvis Beſkyttelſe han engang havde givet ſig, og disſe vare nu mindre end nogenſinde forſonlig ſtemte mod Sverrer. Hans Kroning havde bragt deres Forbittrelſe til det Høieſte. De havde ſtrax den rygtedes i Danmark gjort Indberetning derom til Pave Cøleſtinus, og denne havde ſamme Aar, 1194 den 18de November, høitideligen i ſelve St. Peters-Kirken lyſt Ban over de Biſkopper, ſom havde vovet at foretage en Handling, hvilken – ſaa udtrykte Sverrers Modſtandere ſig – var uhørt i Chriſtenheden, nemlig at ſalve en banſat Preſt til Konge[10]. Efterretningen herom havde rimeligviis allerede naaet Danmark, for Paal forlod dette Land, og han havde ſaaledes kun daarlige Tidender at bringe Kongen ved ſin Tilbagekomſt til denne. Erkebiſkop Erik havde ogſaa ſendt Breve til Norge, hvorved han ſtevnede alle Landets Biſkopper til ſig i Danmark. Under disſe betænkelige Omſtændigheder kaldte Kongen, hvem det naturligviis var høieligen om at gjøre, at Erkebiſkoppens Stevning ikke ſkulde blive adlydt, alle Biſkopperne til Møde med ſig i Bergen endnu ſamme Sommer 1195. Mødet fandt Sted; alle de norſke Biſkopper indfandt ſig, desuden Biſkop Paal af Skaalholt og Biſkop Bjarne Kolbeinsſøn af Orknøerne, der havde efterfulgt den i 1188 afdøde yngre Vilhjalm[11]. En Deel verdslige Høvdinger vare ogſaa tilſtede, blandt hvilke Harald Jarl af Orknøerne, der var indſtævnet for Kongen i Anledning af flere Klagepunkter mod ham. Mødet var altſaa i Grunden, en baade geiſtlig og verdslig Rigsforſamling, ſkjønt det i Sverrers Saga kaldes et Biſkopsmøde (biskupafunðr) d. e. et Provinſial-Concilium. Udfaldet af Høvdingernes Overlægninger blev, at man ſkulde ſende Mænd til Paven for at tale Kongens Sag og overbringe ham et Brev under Kongens og alle de tilſtedeværende Biſkoppers Segl. Til Sendemænd udvalgtes Biſkop Thorer af Hamar og Rikard, kaldet Svartameiſtari d. e. den ſorte Magiſter, rimeligviis fordi han har hørt til en af de ſortklædte Munkeordener (Benedictinerne?)[12].

For Sverrer efter Mødets Opløsning ſkiltes fra Biſkopperne, foreholdt han dem med Alvor den Vei, ſom, efter hans Mening, baade Pligt og Klogſkab bød dem at følge. Han opfordrede dem til at foreſtaa det Omraade, hvortil Gud havde beſkikket dem, med Viisdom, idet de ſtedſe havde for Øie, at det ikke var deres Arvelod. Han foreſtillede dem ogſaa, at hvis „Erik Blinde“ drog dem ud af Norge i Landflygtighed, ſaa havde han lidet Godt at byde dem i Stedet for hvad de i ſit eget Hjem tabte, da Erkebiſkoppen ſelv ikkun havde det knapt, blot ni eller ti Mænd om ſig, og disſe endog paa en Andens Bekoſtning. Vilde de derimod ſlutte ſig faſt til Kongen, da ſkulde han nok ſørge for deres fælles Sag. Alle lovede – heder det – Godt, og at de ei vilde ſkilles fra Kongen[13]. Det viſte ſig imidlertid ſnart, at Biſkopperne deels manglede oprigtig Villie deels behørig Faſthed for at holde ſit Løfte til Enden.

Biſkop Nikolaus har man viſt nok al Grund til at beſkylde for begge Dele; thi i hans Karakter aabenbarer ſig heel igjennem Uſtadighed og Sluhed, Troløshed og Hevngjerrighed, Praleri og Løgnagtighed, parret med en fuldkommen Mangel paa Mod og Aandsnærværelſe i Farens Stund. „Nikolaus er glattunget – ſagde Sverrer ſenere om ham – men har et Hare-Hjerte og Troſkab ſom Ræven“[14]. Den uindſkrænkede Føielighed, han i den ſenere Tid havde viiſt mod Kongen, var kun fremkaldt af Frygt; den var en paatagen Maſke, under hvilken han ſøgte perſonlig Sikkerhed, medens han i Hemmelighed ſammenſpandt de meſt forræderiſke Planer. Kongen havde viſtnok aldrig fattet nogen ſand Tillid til ham, trods al hans Eftergivenhed, al hans Sledſkhed og alle hans beſvorne Troſkabsløfter. Alligevel kunde det ſynes, ſom om Nikolaus nu havde indviklet ſig ſaaledes i Kongens Sag, at hans egen Fordeel tilſagde ham at holde faſt ved den; og derfor har maaſkee Kongen holdt noget mindre ſkarpt Øie med ham efter Mødet i Bergen. Men om Høſten ſamme Aar 1193 fandt Nikolaus Leilighed til at ſlippe bort fra Norge, og for nu til Danmark, hvor han – ſom det lader uden ſynderlig Vanſkelighed – blev tagen til Naade og Forlig af ſin Erkebiſkop og af Abſalon. Han kaſtede nu Maſken og optraadte fra denne Stund aabenbare ſom Sverrers hadſkeſte og uforſonligſte Fiende.

Sverrer indſaa fuldtvel Betydningen af Biſkop Nikolaus’s Optræden i Danmark blandt de fiendtligſindede Prælater, ved den landflygtige Erkebiſkops Side, og ſom dennes indflydelſesrigeſte Raadgiver. Han følte et Uveir nærme ſig. En vis Reidar, kaldet Sendemand, en Vikværing, ſom havde været i Conſtantinopel, var om Sommeren 1195 kommen til Norge med den græſke Keiſers Skrivelſe til Sverrer om at overlade Krigere i Keiſerens Tjeneſte; og Kongen havde, rimeligviis med Henſyn til den Rolighed, ſom for Øieblikket var indtraadt i Norge efter Øſkjæggernes Tilintetgjørelſe, lovet at ſkulle tænke paa den Sag. Men da Reidar om Vaaren efter (1196) æſkede en Afgjørelſe af Kongen, ſvarede denne, at det ikke ſaa ganſke fredeligt ud i hans eget Land; han havde Nys om, at Danerne gjerne vilde ſkaffe ham Ulve paa Halſen, og indenlands fandtes der ogſaa Folk, ſom han ikke ret troede; under ſaadanne Omſtændigheder vilde han ikke give Slip paa ſine Stridsmænd. Han tillod imidlertid Reidar, paa dennes Forlangende, at hverve Frivillige blandt Bondeſønner og Kjøbmænd. Reidar ſamlede ſig virkelig ogſaa en Flok og for med den om Sommeren af Landet. Men hvad enten det nu var et længe forud anlagt Forræderi, eller en Virkning af Indſkydelſer fra Sverrers Fiender i Danmark efter Ankomſten did, – viſt er det, at Reidars Hvervninger ikke kom den græſke Keiſer tilgode, men derimod blev en Forſterkning til den Fiendeflok, ſom var ved at danne ſig i Danmark for at ſtyrte Sverrer.

Da nemlig Reidar med Følge var kommen til Haaleyre (Helſingør?) i Danmark, hvor den Gang var Kjøbſtad og Marked, ſaa indtraf der Biſkop Nikolaus med mange Nordmænd, meſt Vikværinger, i Følge. De havde med ſig en Dreng ved Navn Inge, ſom de udgave for en Søn af Kong Magnus Erlingsſøn, men ſom Birkebenerne paaſtode var danſk af Fødſel og hed Thorgils. Til dem ſlog ſig nu Reidars Følge, og tilſammen dannede de en Krigerflok, der beſtemte ſig til at angribe Norge. Sjælen i det hele Foretagende var Biſkop Nikolaus; derfor blev ogſaa Flokken kaldet Bagler af bagall, en Biſkopsſtav. Ved Siden af ham ſtod ſom Hærens Anfører den øvede Krigsmand Sigurd Jarlsſøn, og ſenere optraadte ogſaa Reidar Sendemand blandt Flokkens Høvdinger. Flokken ſatte ſig ſtrax i Bevægelſe allerede i Sommeren 1196, rimeligviis for at komme paa Sverrer ſaa uforvarende ſom muligt. Erkebiſkop Erik billigede Foretagendet; ja en Bearbeidelſe af Sverrers Saga udtrykker ſig endogſaa, ſom om han fulgte med Flokken paa dens førſte Tog. Dette er dog neppe rimeligt, i alt Fald har han meget ſnart igjen vendt tilbage til ſit ſikkre,Tilflugtsſted i Danmark[15].

Dette var da Oprindelſen til Baglernes Parti, der ſiden i meer end 20 Aar dannede en Modſætning til Birkebenernes. Det var et Parti, ſom aldrig manglede Tilſtød i Norge, iſær i Viken og paa Oplandene, medens det havde ſin anden Fod i Danmark og der ſtedſe fandt Tilflugt, naar Lykken i Norge var dem imod, – et Parti, ſom talte mange tappre Krigere og flere duelige Anførere i ſine Rekker, og ſom derhos opretholdtes ved den ſamvittighedsløſe Nikolaus’s uendelige Rænker. Det var det farligſte af alle de Partier, mod hvilke Sverrer i ſin Styrelſestid havde at kjæmpe, og det bragte ham meer end engang paa Afgrundens Rand. Skjønt det væſentlig ſkyldte en Biſkop ſin Oprindelſe og var reiſt tildeels under Skinnet af at forfegte den undertrykte norſke Kirkes Sag, faa viſte det ſig dog lige fra Begyndelſen af høiſt verdsligſindet i ſin hele Fremfærd, ligeſaa verdsligſindet ſom dets geiſtlige Leder ſelv var; og det for – iſær netop paa hans Tilſkyndelſe – frem med en Skaanſelløshed mod Kirker og Preſter ſamt mod Landets fredelige Befolkning, ſom aldrig den fordømte og banſatte Sverrer udviſte, hvem endog hans Fiender maatte indrømme, at han viſte Mildhed og Skaanſel mod alle dem, der ikke førte Vaaben mod ham, ja ſelv ofte mod ſine aabenbareſte Fiender, naar de faldt til Føie og bade om Naade, – og ſom havde gjort Overholdelſen af Kirkefred og Kvindefred til en faſt Regel blandt ſine Birkebener.

I Kampen mellem Birkebener og Bagler, traadte, ſom ſagt, Kirkens Sag meget ſnart ganſke i Baggrunden. Biſkop Nikolaus ſparede viſt nok ikke paa bittre Ord mod „Gudnidingen (Apoſtaten) Sverrer“, ſom han kaldte ham. Skjoldet – ſagde han om ſig ſelv – var nu hans preſtelige Haandlin, Sverdet hans Krumſtav og Hjelmen hans Biſkopshue, hvilke Vaaben han bar paa Pavens Bud og ſkulde bære, indtil Sverrer var dræbt eller dreven af Riget. Ja han var endogſaa fræk nok til engang i ſit Praleri at æſke Sverrer til Enekamp med ſig: da ſkulde man ſee, om Apoſtelen Peter og den hellige Halvard ikke vilde hjælpe ham bedre, end den Trolddom vilde hjælpe Sverrer, paa hvilken denne ſtolede. Til det førſte yttrede Birkebenerne, ſom rimeligt kunde være, at Nikolaus ſelv var en Niding, og de Vaaben, han nu bar, ſkulde han frembære paa Dommens Dag. Og Udæſkningen beſvarede kun Sverrer med Spot[16]. Saadanne Mundhuggerier, i hvilke Nikolaus med forargelige Ord pralede af, at han fegtede for Kirkens Sag, bidrog naturligviis ikke i ringeſte Maade til at gjøre hans Standpunkt i Sandhed mere kirkeligt. Nikolaus opførte ſig fra førſt til ſidſt ſom en verdslig Partihøvding; og de ſtore Fordele, ſom det meer end engang lykkedes Baglerne at vinde over Sverrer, kunde vel bringe denne i Forlegenhed og Fare, – men Kirkens Sag gavnede de ikke. Kampen mellem Birkebener og Bagler bliver ſaaledes i ſine Enkeltheder den norſke Kirke uvedkommende. Sine egentlige kirkelige Modſtandere havde Sverrer i Danmark og i Rom.

  1. Man har gjettet paa en Kardinal-Presbyter, Cinthius, der var Legat i Norden omkring denne Tid (Suhm D. H. VIII. 285). Men for det førſte er det meget tvivlſomt, om Cinthius’s Legation i Norden ſtrakte ſig ud over Aaret 1192, og dernæſt, ſelv om dette ſkulde have været Tilfældet, ſaa er det viſt, at Cinthius den 15de Juni 1194, var i Rom og medundertegnede den omtalte Bulle af denne Dag. Nu drog Sverrer fra Bergen kort efter Paaſke (i 1194 den 10de April), og hans Sammentræf med Legaten i Konghella kan ſaaledes umulig have fundet Sted før allerſidſt i April eller Begyndelſen af Mai. Skulde nu Legaten have været Cinthius, maa denne have reiſt overordentlig hurtigt, efter de Tiders Maade, for at være i Rom inden Midten af Juni. Den Tid, ſom levnes for Reiſen, bliver allerhøiſt taget 1½ Maaned. Umuligt er det ikke, men neppe rimeligt. Jfr. Munch III. 269, 275.
  2. Sv. S. c. 122.
  3. forkunnar góðr klerkr“ Sv. S. c. 123.
  4. Sv. S. c. 123.
  5. Nor. kon. ſøgur. fol. IV. p. 431.
  6. Nor. kon. ſøg. fol. IV. p. 432.
  7. Finn Joh. I. 287–300.
  8. Paal Biſkops Saga c. 3 og 4, jfrt. m. Sv. S. c. 124.
  9. P. B. S. l. c.; Sv. S. l. c.
  10. Script. rer. Dan. VI. 34.
  11. Se o. f. S. 264.
  12. Sv. S. c. 124.
  13. Sv. S. c. 126.
  14. Sv. S. c. 133.
  15. Sv. S. c. 129.
  16. Sv. S. c. 131.