Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/30
Krigsbegivenhederne have maattet korteligen berøres for at tydeliggjøre det Farefulde i Sverrers Stilling og den Kraft og Klogskab, med hvilken han under saa mislige Omstændigheder vidste at opretholde sit Kongedømme, Vaaben mod Vaaben. Men under alt dette forsømte han heller ikke at nytte Ordets Magt for at møde sine kirkelige Modstandere paa Kirkens egen Grund og belære sine Undersaatter om den skjæve Stilling, Kirkens Forstandere havde indtaget ikke alene mod hans Person, men ogsaa mod Landets Styrelse, Kongedømmets Væsen, den almindelige Samfundsorden, ja mod selve Christendommens sande Aand. Fra denne Tid skriver sig nemlig en mærkelig Fremstilling af Kongedømmets og Geistlighedens indbyrdes Forhold i Norge, til Forsvar for det første og til Anklage mod den sidste. Afhandlingen er endnu til. Den er forfattet i det norske Sprog, og er ganske vist udgangen fra Kongens eget Tilsagn, om end maaskee en med Kirkeloven fortrolig Geistlig har staaet ham bi med sine canonistiske Kundskaber og ført Pennen; – og den viser sig at have været bestemt til at oplæses rundt om i Landet, for at imødegaa de Virkninger, som Kongens og hans Mænds Bansættelse, samt det almindelige Interdikt kunde have paa Folket.
Efterat Forfatteren først korteligen har fremhævet Anledningen til sit Skrift, nemlig, at den store „Sygelighed, som er paakommet Landet“ gjør det nødvendigt at oplyse Almuen med Sandruhed og Skjønsomhed om den sande Aarsag til Fordærvelsen, hvilken de Geistlige paastaa, at maatte tilskrives Kongen og hans Mænd, – skildrer han billedligen, hvorledes det Legeme er beskaffet, „hvis Hoved er Christus og hvis Bul er Kirken.“ Dets Øine skulde være Biskopperne, der skulle anvise de ringere Lemmer den rette, farefri Vei og vogte dem fra alle Vildstier; – dets Næse: Archidiakoner, der skulle indaande og igjen udsprede Retfærdighedens og Troens Vellugt; – dets Øren: Dekaner og Provster, der skulle høre Christendommens vanskelige Anliggender; – dets Tunge og Læber: Presterne, der skulle meddele gode Lærdomme og foregaa med godt Exempel; – dets Hjerte og Bryst: Kongen, der skal raade med Forstand og verne med Djærvhed det hele Legeme; – dets Skuldre og Ryg: Storhøvdingerne, der skulle bære de Byrder, som kunne paakomme det; – dets Arme: Lendermændene, der skulle være usvigelige Støtter baade for Bryst og Skuldre; – dets Hænder: Hirdmænd og Krigere, der skulle være et Vern for de øvrige Lemmer; – dets Mave og Indvolde: Munke og Klostermænd, der skulle optage og bearbeide den (aandelige) Føde, hvoraf det hele Legeme skal næres og styrkes; – dets Fødder: Bønder og Almue, der med sit Arbeide og sin Nædringsdrift opholder Legemet. Men nu virke mange af disse Lemmer tvertimod sin Bestemmelse: Øinene skjæle og omtaages og see alle Ting som i en Søvnvildelse, istedet for med Klarhed; – Næsen indaander og udspreder kun Stank istedet for Vellugt; – Ørene ere tunghørte til at opfatte Sandheden. Vindesyge, Umaadeholdenhed, Ærgjerrighed, Overmod og Uretfærdighed forblinder Biskopperne og de andre Høvdinger, som skulde være Christendommens Vogtere. Man bliver krævet Tiender og fromme Gaver med Trudsel om Interdikt og Ban. Man bliver tvungen til at bygge Kirker, og naar de ere opførte, drives man bort fra dem som Hedninger. Man har Bekostningen men ikke Tilsynet. Synder og Forseelser forfølges med Bansættelser og ikke med ret Revselse; men betales der Penge, saa tier man med dem. Det Gods, som Geistligheden med Ret og Uret skraber sammen, bliver ført udenlands for dermed at drive en slet Handel: det sendes til Rom for at kjøbe Bansættelser, hvilke føres tilbage i Landet til Gjengjæld for Opfyldelse af Christendommens Pligter og Kirkers Indvielse, til Gjengjæld for Tiender og Gaver; og saaledes bliver der Folket „skjænket Galde for Vin.“ Presterne tie, eller tale hvad der er værre end Intet, og give det sletteste Exempel ved Kvinders Forførelse, løgnagtige Vidnesbyrd, falske Ede, rænkefuld Rettergang og uretfærdig Trods; og naar man forlanger Opreisning af dem, svare de, at de ikke have at stande til Rette for verdslig Domstol eller bøde ifølge dens Dom. Nogle sysle med Bansættelser, andre med at samle Krigsfolk for at berøve Folket Gods og Frihed og vække Manddrab i Landet; de ville saaledes fordærve Folks Legeme saavel som deres Sjæl. Men de Straffe, der dikteres af Paven og Kardinalerne i Rom, komme i Grunden ikke fra dem, thi de ere uvidende om hvad der foregaar i et saa langt bortliggende Land; det er kun Biskopperne og Geistligheden, der volde sligt ved at bære Sladder og Løgn for Paven, som tror, at de fare med Sandhed, da de dog kun fare med falske og løgnagtige Ord.
Om den Konge, som er i Landet, er det Alle bekjendt, at faa Konger have givet Geistligheden bedre Ret, eller holdt bedre sin Haand over de hellige Steder, – hvis man vil lade ham nyde Sandhed. Men forholder det sig saa, da maa det være klart for Alle, at hvis de Geistlige have forebragt ondt om ham for Paven, da er det gjort med Løgn og Kneb, Kongen og alt Folket til stor Skade, men Geistligheden selv til intet Gavn. Og hvis Paven har fældet nogen Fordømmelsesdom, da rammer den hverken Kongen eller nogen uskyldig Mand i Landet; thi Gud dømmer altid retfærdig, men ikke efter løgnagtige og svigfulde Menneskers Opspind. Dekreterne selv erklære saadanne uretfærdige Domme og Bansættelser for magtesløse (hvilket Forfatteren ved flere Beviissteder godtgjør); derfor er det vist, at de Bansættelser, som i nærværende Tilfælde ere udtalte, enten falskeligen ere tillagte den christelige Kirkes vise Styrere, i hvilket Fald de som Falsknerier ere ugyldige, eller ogsaa, hvis de virkelig skrive sig fra Kirkens Styrere, da ere de udvirkede ved Uretfærdighed og Ondskab, og komme over dem, som have udvirket dem, ikke over de Uskyldige, mod hvem de ere udtalte. Dog – bemærker Forfatteren – skjønt han her taler i Almindelighed som til alle Geistlige, saa angaa hans Ord egentlig kun dem, der kjende sig igjen i hans Skildring; paa Alle passer den ikke, men dog paa flere, end gavnligt kunde være for nogen af Parterne. Dem, som ei gjenkjende sig i den, beder han, at de ikke vilde samtykke dem, der have betraadt Vildfarelsens Vei; de andre advarer han, at de aflade Vildfarelsen og ikke skikke sig saaledes, at baade i denne Verden alle Fornuftiges Had, og i hiin Verden Sjælens Fortabelse og Guds Fordømmelse skal vorde deres Lod. Alle skulle vide – lægger han til – baade Lærde og Læge, at geistlige Ledere ere Folket givne ikke for at træde det paa Nakken eller tilføie det saarende Beskjæmmelse, eller for at plyndre det, og end mindre for at vise det fra Gud til Helvede ved Ban og forvildende Tale, men for at vogte det med Kjærlighed og lede de Vildfarende med Blidhed tilbage paa den rette Vei. Dette lærer selve Evangeliet, og derom kan ingen Prest paaskyde sin Uvidenhed, naar han forstaar hvad han selv i Kirken læser og synger.
Forfatteren gaar dernæst over til at omtale „den Vildfarelse, som nogle Geistlige befinde sig i, at de tro det hører til en god Handlemaade og Religionens Iagttagelse, at oversee sin Konge og hans Medhjælpere i Rigsstyrelsen, og lægge ham for Had, som om han skulde være stillet imod Gud og den hellige Kirke“. Forfatteren viser af Skriften og Decretalerne, „at Konger og verdslige Høvdinger ingenlunde ere satte imod Gud og den hellige Kirke, men at tvertom Gud selv sammenføier det verdslige Herredømme og Kirkens Tjeneste, saaledes at Kongerne have Magt og Varetægt over Kirken, og derfor kunne kræve megen Understøttelse af dens Embedsmænd“. Christus havde selv her paa Jorden vist Keiseren Lydighed og paalagt Apostelen Peter det samme, „Peter, fra hvem den geistlige Stand udledes“; og Keiseren var dog den Gang hedensk. Hvad kunne da de paaberaabe sig, som nu foragte Kongen, da han er christen? Gud vilde jo ikke, at Kongedømmets Høihed skulde ringeagtes, selv medens Kongerne vare hedenske. „Det er derfor aabenbart, at hver den staar Fare for at forspilde sin Sjæl, som ikke viser Kongedømmet fuldkommen Troskab og Ærefrygt og Lydighed. Thi Kongedømmet er indstiftet ifølge Guds Bud og ikke ifølge Menneskenes Paafund. Ingen modtager Kongedømmet uden efter det guddommelige Forsyns Tilskikkelse. Kongen skulde ikke være sterkere og mægtigere end andre Mennesker, hvis ikke Gud havde stillet ham høiere i sin Tjeneste end Andre; thi Gud tjener han i sit Kongedømme, ikke sig selv“. Forfatteren kan derfor ikke skjønne paa hvad Grund de Geistlige ville udelukke Kongen fra det Indseende, som han bør have med den hellige Kirke, for hvilken Gud har paalagt ham Ansvar, – og det saa meget mindre som ringere Mænd end Kongen, Riddere, Hirdmænd ja Bønder have nogen Myndighed i Kirken, idet de skulle have Indseende med de Kirker, hvis Opretholdelse paaligger dem. Dette kan finde Sted i tre Tilfælde: 1) naar en Mand arver en Ejendom, hvilken en Kirkes Opretholdelse følger; – 2) naar en Mand kjøber en saadan Ejendom; – og 3) naar en Mand opbygger en Kirke paa egen Bekostning og siden lægger Ejendomme til dens Opholdelse. Beviis herfor anføres af Decretalerne, ligesom ogsaa for det, at hvis vedkommende Prest fratager en saadan Kirke noget af dens Gods, eller anvender det til anden Bestemmelse end den af Giveren fastsatte, da har først Biskop eller Erkebiskop at paasee dette berigtiget, men hvis de forsømme at opfylde sin Pligt, da skal Sagen forelægges Kongen. Her er altsaa Kongen – slutter han – stillet som øverste Dommer over baade Biskop og Erkebiskop selv med Hensyn til Kirkens Styrelse og Varetægt, – hvormegen Magt maa da ikke vare ham given i reen verdslige Sager? Ligeledes anføres Steder af Decretalerne, hvori der tillægges en Kirkes Grundlægger (hvilket Forfatteren ogsaa udstrækker til dens Opretholder eller Verge) Ret til at vælge en duelig Prest til samme, hvilken da Biskoppen ikke maa undslaa sig for at antage eller indvie. En Kirkes Stifter eller lovlige Verge har altsaa – efter Forfatterens Mening – ifølge selve Decretalerne Ret til ikke alene at føre Tilsyn med og bestyre denne Kirkes Ejendom, naar han kun ikke bortgiver eller bortselger eller anvender noget af den til sin egen Nytte, – men ogsaa til at udsee en Prest for den.
Overveier man – siger Forfatteren nu – hvad her er anført med Hensyn til den Sag, som verserer mellem Kongen og Geistligheden, saa ville fornuftige Mænd let indsee, paa hvis Side Retten er, og hvo som volder Christendommens Forspildelse i Landet. De Beskyldninger, der ere gjorte Kongen, gaa nemlig ud paa at drage fra ham de Rettigheder, hvilke de hellige Bøger selv tillægge ham, ja dem som ere ringere af Magt end Kongen. Og naar han vil holde paa og see til med det, som Gud selv byder ham tilsee, og han skal bære Ansvar for, hvis han forsømmer det, saa siger man, at det er Christendommens Ødelæggelse, og paastaar, at Kongen vil gjøre alt Landet hedensk.
Han har imidlertid hørt – siger Forfatteren fremdeles –, at hans Modstandere ideligen anføre som Støtte for sin Sag, at Kongerne have givet hiin Magt fra sig og under Geistligheden. Hvad det angaar, saa kunne alle Fornuftige indsee, at om end Kongerne vilde give den fra sig, saa kunne de dog ikke gjøre det, eftersom det paaligger dem at svare for den for Gud. Thi for Alt hvad Gud har henlagt under Kongedømmet fordrer han Ansvar af dette, ligesaavel som af Biskopsdømmet for hvad han har henlagt til det. Men om Kongerne havde været saa uvidende, at de ei kjendte hine Bestemmelser, og af den Grund havde indrømmet, hvad de ei maatte bortgive, da var drømt og Synden hos den, som forlangte hvad der var mod Guds Anordning, skjønt han forud viste, at hverken hans egen Begjæring eller Kongens Indrømmelse kunde bestaa med den guddommelige Anordning og den hellige Bestemmelse. Alligevel tror han sikkert, at Kongerne aldrig have indrømmet, hvad de ei have Ret til at indrømme, men at Kongernes Indrømmelser, der i sig selv kunde være store nok, vare blevne udgivne for langt større, end de i Virkeligheden vare.
Han kjender Landets gamle Sedvane, og den var: at Kongerne, naar de vilde, beskikkede Prest til enhver Kirke, ligeledes valgte de Biskopper og Abbeder og anviste Biskopperne Biskopsdømmer efter eget Tykke uden nogetsomhelst Overlæg med Geistligheden; dengang var der ved de fleste Biskopsstole ikke heller nogen Overflod af Geistlige eller Chorsbrødre, med hvilke Kongerne kunde overlægge saadant. Dette var Sedvane alt fra Christendommens Indførelse; saa var det i Olaf den Helliges Dage og stedse siden lige til Kongerne Eysteins, Sigurds og Inges, Haralds Sønners Dage. Men da under deres Styrelse Erkestolen blev oprettet i Norge, da bleve ogsaa Chorsbrødre beskikkede ved Biskopsstolene; og da blev den Begjæring gjort til Kongerne, at de med Hensyn til Kirkebestyrelsen og Valgene vilde lade forholdes saavidt muligt overeensstemmende med hvad de hellige Skrifter (den canoniske Ret) udviste. Dette Forlangende blev gjort især af den Grund, at der dengang var tre Konger i Landet, mellem hvilke let Uenighed kunde opstaa med Hensyn til en Biskopsstols Besættelse, saaledes at flere Personer kunde blive valgte til een og samme Stol. Nu kunde det vel være, at Kongerne havde gjort en eller anden Indrømmelse i denne Henseende for den Tid, da de alle vare samstyrende og for det Tilfælde, at de ei vare enige om Valget, at da nemlig vise Mænds og Geistlighedens Stemme skulde høres. Men dog blev sikkerligen mindre indrømmet, end som blev begjæret, og det uagtet dog heri intet blev forlangt, som var imod de hellige Skrifter eller andre Rettigheder. Det kunde jo ogsaa tjene til Vidnesbyrd om, at Kongerne ikke frasagde sig sin Magt i noget Punkt, hvori de vare enige, at da Inge var Enekonge efter sine Brødres Fald og Erkebiskop Jon i Nidaros døde, saa valgte Inge sin Kapellan og Fehirde Eystein til Erkebiskop uden at adspørge nogen Geistlig i Throndhjem, hverken Chorsbrødrene eller andre; ligeledes drev han Paal fra Bergens Biskopsstol og indsatte Nikolaus Peterssøn i hans Sted.
Man har paaberaabt sig, at Konger have stadfæstet hiin Indrømmelse, og at pavelige Privilegier have bekræftet Stadfæstelsen. Dette tror han dog ganske vist er Usandhed. Men findes nogen gyldige Beviser herfor, da lade hans Modstandere disse fremlægge offentligen og lade deres Beskaffenhed ransages. Findes det, at saadanne Breve ere retteligen erhvervede, og at deres Indhold i alle Henseender stemme med Decreterne og de hellige Love, saa bør Kongerne den ene efter den anden overholde dem. Men ere de udvirkede imod de hellige Loves Bestemmelser eller andre hellige Skrifter, eller med bedragersk Sluhed eller med fordærvelig Begjærlighed, da er det Ret, at Sømmelighed og Sandhed tilbagedriver Falskhed og Usømmelighed. Saadan – siger han – er selve de hellige Loves Forskrift, og beviser derpaa ved en Mængde Anførsler af Decretalerne, at de Særrettigheder, som ere stridende mod Lovene, eller udvirkede paa en svigfuld Maade og ved løgnagtige Angivelser, ere ugyldige og magtesløse, og ovenikjøbet er den, som udvirker dem, strafskyldig.
Er det altsaa Geistligheden, som her griber ind i Kongedømmets Omraade og Verdighed, og den deraf følgende Uro muligen kan udarte til Vranglære og Christendommens Fordærvelse, da reiser sig Vranglæren fra den samme Kant, hvorfra den gjennem alle Tider har pleiet reise sig. Thi der gives ikke mange Exempler paa, at Vranglære har været afstedkommen af Kongerne; derimod have Kongerne ofte udryddet den Vranglære, som Biskopper have vakt. Herfor anføres derpaa Kjendsgjerninger af Kirkehistorien.
Til Slutning erklærer Forfatteren, at han har sammensat dette Skrift, ikke for at Geistligheden deraf skulde have nogen Skam, eller den hellige Kirke svækkes eller omstyrtes, – men for at de Uoplyste, som førhen svævede i Vildfarelse med Hensyn til de Gjenstande, som her omhandles, kunne hente fuld Underviisning om hvorledes de ere fastsatte i de hellige Skrifter. Hvad det angaar, der er skrevet om Indrømmelser og Gaver, som Geistligheden paastaar at være den gjorte, da kan enhver nu forstaa, hvorledes saadanne Indrømmelser og Gaver skulle udvirkes, for ikke at kjendes ugyldige. Dette have vise Høvdinger fastsat, fordi det ikke gaar an, at enhver drager til sig af Kongedømmet, hvad han formaar med svigfulde Rænker, og siden tilegner sig det, som om det var erhvervet redeligen; „Kongedømmet vilde paa den Maade snart blive berøvet sin Selvstændighed.“ Det uretfærdig forkyndte Ban og Interdikt, det kunde man vel frygte for sine Synders Skyld og for den Skam, som man lider i andre Folks Øine paa Geistlighedens Anstiftelse; „men man behøver ikke at frygte nogen uretfærdig Dom af Gud, thi han dømmer ikke uden retfærdigen, og hans retfærdige Dom er enhver Mand desto nærmere til Hjælp, jo mere han bliver plaget af Menneskenes uretfærdige Domme.“
Sammentrængt i muligste Korthed bliver Fremstillingens Slutningsfølge omtrent denne: – Kongedømmet har af Gud ikke alene Myndighed i alle verdslige Ting men ogsaa et Overtilsyn med Kirken. Dette Overtilsyn maa og kan Kongedømmet aldrig fraskrive sig. Paastaas saadan Fraskrivelse at være skeet, da er enten Paastanden falsk og af den Grund ugyldig, eller hvis Fraskrivelsen virkelig er foregaaet, da er den selv en magtesløs Handling, som stridende mod Guds egen Anordning. Naar følgelig Geistligheden, der selv ikke opfylder sin Skyldighed, anklager og bansætter Kongen, fordi han over det Tilsyn med Kirken, hvilket Gud har overdraget ham, saa gaar Geistligheden ind paa Kongedømmets hellige Omraade og forsynder sig derved mod Guds Anordning. Dens Ban rammer altsaa ikke Kongen, der i sin Fremgangsmaade er i sin gode Ret, men kommer over Geistligheden selv, fordi det er anvendt uden retfærdig Grund og tvertimod Guds Bestemmelse. – Det Hele slutter sig, som let vil sees, paa det nøieste til den Anskuelse af Kongedømmets umiddelbare guddommelige Oprindelse, som Sverrer havde gjort til sin, og som han, lige fra sin første Optræden mod Hierarchiets Overgreb, havde fremholdt som sit fornemste aandelige Vaaben.