Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Krigsbegivenhederne have maattet korteligen berøres for at tydeliggjøre det Farefulde i Sverrers Stilling og den Kraft og Klogſkab, med hvilken han under ſaa mislige Omſtændigheder vidſte at opretholde ſit Kongedømme, Vaaben mod Vaaben. Men under alt dette forſømte han heller ikke at nytte Ordets Magt for at møde ſine kirkelige Modſtandere paa Kirkens egen Grund og belære ſine Underſaatter om den ſkjæve Stilling, Kirkens Forſtandere havde indtaget ikke alene mod hans Perſon, men ogſaa mod Landets Styrelſe, Kongedømmets Væſen, den almindelige Samfundsorden, ja mod ſelve Chriſtendommens ſande Aand. Fra denne Tid ſkriver ſig nemlig en mærkelig Fremſtilling af Kongedømmets og Geiſtlighedens indbyrdes Forhold i Norge, til Forſvar for det førſte og til Anklage mod den ſidſte. Afhandlingen er endnu til. Den er forfattet i det norſke Sprog, og er ganſke viſt udgangen fra Kongens eget Tilſagn, om end maaſkee en med Kirkeloven fortrolig Geiſtlig har ſtaaet ham bi med ſine canoniſtiſke Kundſkaber og ført Pennen; – og den viſer ſig at have været beſtemt til at oplæſes rundt om i Landet, for at imødegaa de Virkninger, ſom Kongens og hans Mænds Banſættelſe, ſamt det almindelige Interdikt kunde have paa Folket.

Efterat Forfatteren førſt korteligen har fremhævet Anledningen til ſit Skrift, nemlig, at den ſtore „Sygelighed, ſom er paakommet Landet“ gjør det nødvendigt at oplyſe Almuen med Sandruhed og Skjønſomhed om den ſande Aarſag til Fordærvelſen, hvilken de Geiſtlige paaſtaa, at maatte tilſkrives Kongen og hans Mænd, – ſkildrer han billedligen, hvorledes det Legeme er beſkaffet, „hvis Hoved er Chriſtus og hvis Bul er Kirken.“ Dets Øine ſkulde være Biſkopperne, der ſkulle anviſe de ringere Lemmer den rette, farefri Vei og vogte dem fra alle Vildſtier; – dets Næſe: Archidiakoner, der ſkulle indaande og igjen udſprede Retfærdighedens og Troens Vellugt; – dets Øren: Dekaner og Provſter, der ſkulle høre Chriſtendommens vanſkelige Anliggender; – dets Tunge og Læber: Preſterne, der ſkulle meddele gode Lærdomme og foregaa med godt Exempel; – dets Hjerte og Bryſt: Kongen, der ſkal raade med Forſtand og verne med Djærvhed det hele Legeme; – dets Skuldre og Ryg: Storhøvdingerne, der ſkulle bære de Byrder, ſom kunne paakomme det; – dets Arme: Lendermændene, der ſkulle være uſvigelige Støtter baade for Bryſt og Skuldre; – dets Hænder: Hirdmænd og Krigere, der ſkulle være et Vern for de øvrige Lemmer; – dets Mave og Indvolde: Munke og Kloſtermænd, der ſkulle optage og bearbeide den (aandelige) Føde, hvoraf det hele Legeme ſkal næres og ſtyrkes; – dets Fødder: Bønder og Almue, der med ſit Arbeide og ſin Nædringsdrift opholder Legemet. Men nu virke mange af disſe Lemmer tvertimod ſin Beſtemmelſe: Øinene ſkjæle og omtaages og ſee alle Ting ſom i en Søvnvildelſe, iſtedet for med Klarhed; – Næſen indaander og udſpreder kun Stank iſtedet for Vellugt; – Ørene ere tunghørte til at opfatte Sandheden. Vindeſyge, Umaadeholdenhed, Ærgjerrighed, Overmod og Uretfærdighed forblinder Biſkopperne og de andre Høvdinger, ſom ſkulde være Chriſtendommens Vogtere. Man bliver krævet Tiender og fromme Gaver med Trudſel om Interdikt og Ban. Man bliver tvungen til at bygge Kirker, og naar de ere opførte, drives man bort fra dem ſom Hedninger. Man har Bekoſtningen men ikke Tilſynet. Synder og Forſeelſer forfølges med Banſættelſer og ikke med ret Revſelſe; men betales der Penge, ſaa tier man med dem. Det Gods, ſom Geiſtligheden med Ret og Uret ſkraber ſammen, bliver ført udenlands for dermed at drive en ſlet Handel: det ſendes til Rom for at kjøbe Banſættelſer, hvilke føres tilbage i Landet til Gjengjæld for Opfyldelſe af Chriſtendommens Pligter og Kirkers Indvielſe, til Gjengjæld for Tiender og Gaver; og ſaaledes bliver der Folket „ſkjænket Galde for Vin.“ Preſterne tie, eller tale hvad der er værre end Intet, og give det ſletteſte Exempel ved Kvinders Forførelſe, løgnagtige Vidnesbyrd, falſke Ede, rænkefuld Rettergang og uretfærdig Trods; og naar man forlanger Opreisning af dem, ſvare de, at de ikke have at ſtande til Rette for verdslig Domſtol eller bøde ifølge dens Dom. Nogle ſysle med Banſættelſer, andre med at ſamle Krigsfolk for at berøve Folket Gods og Frihed og vække Manddrab i Landet; de ville ſaaledes fordærve Folks Legeme ſaavel ſom deres Sjæl. Men de Straffe, der dikteres af Paven og Kardinalerne i Rom, komme i Grunden ikke fra dem, thi de ere uvidende om hvad der foregaar i et ſaa langt bortliggende Land; det er kun Biſkopperne og Geiſtligheden, der volde ſligt ved at bære Sladder og Løgn for Paven, ſom tror, at de fare med Sandhed, da de dog kun fare med falſke og løgnagtige Ord.

Om den Konge, ſom er i Landet, er det Alle bekjendt, at faa Konger have givet Geiſtligheden bedre Ret, eller holdt bedre ſin Haand over de hellige Steder, – hvis man vil lade ham nyde Sandhed. Men forholder det ſig ſaa, da maa det være klart for Alle, at hvis de Geiſtlige have forebragt ondt om ham for Paven, da er det gjort med Løgn og Kneb, Kongen og alt Folket til ſtor Skade, men Geiſtligheden ſelv til intet Gavn. Og hvis Paven har fældet nogen Fordømmelſesdom, da rammer den hverken Kongen eller nogen uſkyldig Mand i Landet; thi Gud dømmer altid retfærdig, men ikke efter løgnagtige og ſvigfulde Menneſkers Opſpind. Dekreterne ſelv erklære ſaadanne uretfærdige Domme og Banſættelſer for magtesløſe (hvilket Forfatteren ved flere Beviisſteder godtgjør); derfor er det viſt, at de Banſættelſer, ſom i nærværende Tilfælde ere udtalte, enten falſkeligen ere tillagte den chriſtelige Kirkes viſe Styrere, i hvilket Fald de ſom Falſknerier ere ugyldige, eller ogſaa, hvis de virkelig ſkrive ſig fra Kirkens Styrere, da ere de udvirkede ved Uretfærdighed og Ondſkab, og komme over dem, ſom have udvirket dem, ikke over de Uſkyldige, mod hvem de ere udtalte. Dog – bemærker Forfatteren – ſkjønt han her taler i Almindelighed ſom til alle Geiſtlige, ſaa angaa hans Ord egentlig kun dem, der kjende ſig igjen i hans Skildring; paa Alle pasſer den ikke, men dog paa flere, end gavnligt kunde være for nogen af Parterne. Dem, ſom ei gjenkjende ſig i den, beder han, at de ikke vilde ſamtykke dem, der have betraadt Vildfarelſens Vei; de andre advarer han, at de aflade Vildfarelſen og ikke ſkikke ſig ſaaledes, at baade i denne Verden alle Fornuftiges Had, og i hiin Verden Sjælens Fortabelſe og Guds Fordømmelſe ſkal vorde deres Lod. Alle ſkulle vide – lægger han til – baade Lærde og Læge, at geiſtlige Ledere ere Folket givne ikke for at træde det paa Nakken eller tilføie det ſaarende Beſkjæmmelſe, eller for at plyndre det, og end mindre for at viſe det fra Gud til Helvede ved Ban og forvildende Tale, men for at vogte det med Kjærlighed og lede de Vildfarende med Blidhed tilbage paa den rette Vei. Dette lærer ſelve Evangeliet, og derom kan ingen Preſt paaſkyde ſin Uvidenhed, naar han forſtaar hvad han ſelv i Kirken læſer og ſynger.

Forfatteren gaar dernæſt over til at omtale „den Vildfarelſe, ſom nogle Geiſtlige befinde ſig i, at de tro det hører til en god Handlemaade og Religionens Iagttagelſe, at overſee ſin Konge og hans Medhjælpere i Rigsſtyrelſen, og lægge ham for Had, ſom om han ſkulde være ſtillet imod Gud og den hellige Kirke“. Forfatteren viſer af Skriften og Decretalerne, „at Konger og verdslige Høvdinger ingenlunde ere ſatte imod Gud og den hellige Kirke, men at tvertom Gud ſelv ſammenføier det verdslige Herredømme og Kirkens Tjeneſte, ſaaledes at Kongerne have Magt og Varetægt over Kirken, og derfor kunne kræve megen Underſtøttelſe af dens Embedsmænd“. Chriſtus havde ſelv her paa Jorden viſt Keiſeren Lydighed og paalagt Apoſtelen Peter det ſamme, „Peter, fra hvem den geiſtlige Stand udledes“; og Keiſeren var dog den Gang hedenſk. Hvad kunne da de paaberaabe ſig, ſom nu foragte Kongen, da han er chriſten? Gud vilde jo ikke, at Kongedømmets Høihed ſkulde ringeagtes, ſelv medens Kongerne vare hedenſke. „Det er derfor aabenbart, at hver den ſtaar Fare for at forſpilde ſin Sjæl, ſom ikke viſer Kongedømmet fuldkommen Troſkab og Ærefrygt og Lydighed. Thi Kongedømmet er indſtiftet ifølge Guds Bud og ikke ifølge Menneſkenes Paafund. Ingen modtager Kongedømmet uden efter det guddommelige Forſyns Tilſkikkelſe. Kongen ſkulde ikke være ſterkere og mægtigere end andre Menneſker, hvis ikke Gud havde ſtillet ham høiere i ſin Tjeneſte end Andre; thi Gud tjener han i ſit Kongedømme, ikke ſig ſelv“. Forfatteren kan derfor ikke ſkjønne paa hvad Grund de Geiſtlige ville udelukke Kongen fra det Indſeende, ſom han bør have med den hellige Kirke, for hvilken Gud har paalagt ham Anſvar, – og det ſaa meget mindre ſom ringere Mænd end Kongen, Riddere, Hirdmænd ja Bønder have nogen Myndighed i Kirken, idet de ſkulle have Indſeende med de Kirker, hvis Opretholdelſe paaligger dem. Dette kan finde Sted i tre Tilfælde: 1) naar en Mand arver en Ejendom, hvilken en Kirkes Opretholdelſe følger; – 2) naar en Mand kjøber en ſaadan Ejendom; – og 3) naar en Mand opbygger en Kirke paa egen Bekoſtning og ſiden lægger Ejendomme til dens Opholdelſe. Beviis herfor anføres af Decretalerne, ligeſom ogſaa for det, at hvis vedkommende Preſt fratager en ſaadan Kirke noget af dens Gods, eller anvender det til anden Beſtemmelſe end den af Giveren faſtſatte, da har førſt Biſkop eller Erkebiſkop at paaſee dette berigtiget, men hvis de forſømme at opfylde ſin Pligt, da ſkal Sagen forelægges Kongen. Her er altſaa Kongen – ſlutter han – ſtillet ſom øverſte Dommer over baade Biſkop og Erkebiſkop ſelv med Henſyn til Kirkens Styrelſe og Varetægt, – hvormegen Magt maa da ikke vare ham given i reen verdslige Sager? Ligeledes anføres Steder af Decretalerne, hvori der tillægges en Kirkes Grundlægger (hvilket Forfatteren ogſaa udſtrækker til dens Opretholder eller Verge) Ret til at vælge en duelig Preſt til ſamme, hvilken da Biſkoppen ikke maa undſlaa ſig for at antage eller indvie. En Kirkes Stifter eller lovlige Verge har altſaa – efter Forfatterens Mening – ifølge ſelve Decretalerne Ret til ikke alene at føre Tilſyn med og beſtyre denne Kirkes Ejendom, naar han kun ikke bortgiver eller bortſelger eller anvender noget af den til ſin egen Nytte, – men ogſaa til at udſee en Preſt for den.

Overveier man – ſiger Forfatteren nu – hvad her er anført med Henſyn til den Sag, ſom verſerer mellem Kongen og Geiſtligheden, ſaa ville fornuftige Mænd let indſee, paa hvis Side Retten er, og hvo ſom volder Chriſtendommens Forſpildelſe i Landet. De Beſkyldninger, der ere gjorte Kongen, gaa nemlig ud paa at drage fra ham de Rettigheder, hvilke de hellige Bøger ſelv tillægge ham, ja dem ſom ere ringere af Magt end Kongen. Og naar han vil holde paa og ſee til med det, ſom Gud ſelv byder ham tilſee, og han ſkal bære Anſvar for, hvis han forſømmer det, ſaa ſiger man, at det er Chriſtendommens Ødelæggelſe, og paaſtaar, at Kongen vil gjøre alt Landet hedenſk.

Han har imidlertid hørt – ſiger Forfatteren fremdeles –, at hans Modſtandere ideligen anføre ſom Støtte for ſin Sag, at Kongerne have givet hiin Magt fra ſig og under Geiſtligheden. Hvad det angaar, ſaa kunne alle Fornuftige indſee, at om end Kongerne vilde give den fra ſig, ſaa kunne de dog ikke gjøre det, efterſom det paaligger dem at ſvare for den for Gud. Thi for Alt hvad Gud har henlagt under Kongedømmet fordrer han Anſvar af dette, ligeſaavel ſom af Biſkopsdømmet for hvad han har henlagt til det. Men om Kongerne havde været ſaa uvidende, at de ei kjendte hine Beſtemmelſer, og af den Grund havde indrømmet, hvad de ei maatte bortgive, da var drømt og Synden hos den, ſom forlangte hvad der var mod Guds Anordning, ſkjønt han forud viſte, at hverken hans egen Begjæring eller Kongens Indrømmelſe kunde beſtaa med den guddommelige Anordning og den hellige Beſtemmelſe. Alligevel tror han ſikkert, at Kongerne aldrig have indrømmet, hvad de ei have Ret til at indrømme, men at Kongernes Indrømmelſer, der i ſig ſelv kunde være ſtore nok, vare blevne udgivne for langt ſtørre, end de i Virkeligheden vare.

Han kjender Landets gamle Sedvane, og den var: at Kongerne, naar de vilde, beſkikkede Preſt til enhver Kirke, ligeledes valgte de Biſkopper og Abbeder og anviſte Biſkopperne Biſkopsdømmer efter eget Tykke uden nogetſomhelſt Overlæg med Geiſtligheden; dengang var der ved de fleſte Biſkopsſtole ikke heller nogen Overflod af Geiſtlige eller Chorsbrødre, med hvilke Kongerne kunde overlægge ſaadant. Dette var Sedvane alt fra Chriſtendommens Indførelſe; ſaa var det i Olaf den Helliges Dage og ſtedſe ſiden lige til Kongerne Eyſteins, Sigurds og Inges, Haralds Sønners Dage. Men da under deres Styrelſe Erkeſtolen blev oprettet i Norge, da bleve ogſaa Chorsbrødre beſkikkede ved Biſkopsſtolene; og da blev den Begjæring gjort til Kongerne, at de med Henſyn til Kirkebeſtyrelſen og Valgene vilde lade forholdes ſaavidt muligt overeensſtemmende med hvad de hellige Skrifter (den canoniſke Ret) udviſte. Dette Forlangende blev gjort iſær af den Grund, at der dengang var tre Konger i Landet, mellem hvilke let Uenighed kunde opſtaa med Henſyn til en Biſkopsſtols Beſættelſe, ſaaledes at flere Perſoner kunde blive valgte til een og ſamme Stol. Nu kunde det vel være, at Kongerne havde gjort en eller anden Indrømmelſe i denne Henſeende for den Tid, da de alle vare ſamſtyrende og for det Tilfælde, at de ei vare enige om Valget, at da nemlig viſe Mænds og Geiſtlighedens Stemme ſkulde høres. Men dog blev ſikkerligen mindre indrømmet, end ſom blev begjæret, og det uagtet dog heri intet blev forlangt, ſom var imod de hellige Skrifter eller andre Rettigheder. Det kunde jo ogſaa tjene til Vidnesbyrd om, at Kongerne ikke fraſagde ſig ſin Magt i noget Punkt, hvori de vare enige, at da Inge var Enekonge efter ſine Brødres Fald og Erkebiſkop Jon i Nidaros døde, ſaa valgte Inge ſin Kapellan og Fehirde Eyſtein til Erkebiſkop uden at adſpørge nogen Geiſtlig i Throndhjem, hverken Chorsbrødrene eller andre; ligeledes drev han Paal fra Bergens Biſkopsſtol og indſatte Nikolaus Petersſøn i hans Sted.

Man har paaberaabt ſig, at Konger have ſtadfæſtet hiin Indrømmelſe, og at pavelige Privilegier have bekræftet Stadfæſtelſen. Dette tror han dog ganſke viſt er Uſandhed. Men findes nogen gyldige Beviſer herfor, da lade hans Modſtandere disſe fremlægge offentligen og lade deres Beſkaffenhed ranſages. Findes det, at ſaadanne Breve ere retteligen erhvervede, og at deres Indhold i alle Henſeender ſtemme med Decreterne og de hellige Love, ſaa bør Kongerne den ene efter den anden overholde dem. Men ere de udvirkede imod de hellige Loves Beſtemmelſer eller andre hellige Skrifter, eller med bedragerſk Sluhed eller med fordærvelig Begjærlighed, da er det Ret, at Sømmelighed og Sandhed tilbagedriver Falſkhed og Uſømmelighed. Saadan – ſiger han – er ſelve de hellige Loves Forſkrift, og beviſer derpaa ved en Mængde Anførſler af Decretalerne, at de Særrettigheder, ſom ere ſtridende mod Lovene, eller udvirkede paa en ſvigfuld Maade og ved løgnagtige Angivelſer, ere ugyldige og magtesløſe, og ovenikjøbet er den, ſom udvirker dem, ſtrafſkyldig.

Er det altſaa Geiſtligheden, ſom her griber ind i Kongedømmets Omraade og Verdighed, og den deraf følgende Uro muligen kan udarte til Vranglære og Chriſtendommens Fordærvelſe, da reiſer ſig Vranglæren fra den ſamme Kant, hvorfra den gjennem alle Tider har pleiet reiſe ſig. Thi der gives ikke mange Exempler paa, at Vranglære har været afſtedkommen af Kongerne; derimod have Kongerne ofte udryddet den Vranglære, ſom Biſkopper have vakt. Herfor anføres derpaa Kjendsgjerninger af Kirkehiſtorien.

Til Slutning erklærer Forfatteren, at han har ſammenſat dette Skrift, ikke for at Geiſtligheden deraf ſkulde have nogen Skam, eller den hellige Kirke ſvækkes eller omſtyrtes, – men for at de Uoplyſte, ſom førhen ſvævede i Vildfarelſe med Henſyn til de Gjenſtande, ſom her omhandles, kunne hente fuld Underviisning om hvorledes de ere faſtſatte i de hellige Skrifter. Hvad det angaar, der er ſkrevet om Indrømmelſer og Gaver, ſom Geiſtligheden paaſtaar at være den gjorte, da kan enhver nu forſtaa, hvorledes ſaadanne Indrømmelſer og Gaver ſkulle udvirkes, for ikke at kjendes ugyldige. Dette have viſe Høvdinger faſtſat, fordi det ikke gaar an, at enhver drager til ſig af Kongedømmet, hvad han formaar med ſvigfulde Rænker, og ſiden tilegner ſig det, ſom om det var erhvervet redeligen; „Kongedømmet vilde paa den Maade ſnart blive berøvet ſin Selvſtændighed.“ Det uretfærdig forkyndte Ban og Interdikt, det kunde man vel frygte for ſine Synders Skyld og for den Skam, ſom man lider i andre Folks Øine paa Geiſtlighedens Anſtiftelſe; „men man behøver ikke at frygte nogen uretfærdig Dom af Gud, thi han dømmer ikke uden retfærdigen, og hans retfærdige Dom er enhver Mand deſto nærmere til Hjælp, jo mere han bliver plaget af Menneſkenes uretfærdige Domme.“

Sammentrængt i muligſte Korthed bliver Fremſtillingens Slutningsfølge omtrent denne: – Kongedømmet har af Gud ikke alene Myndighed i alle verdslige Ting men ogſaa et Overtilſyn med Kirken. Dette Overtilſyn maa og kan Kongedømmet aldrig fraſkrive ſig. Paaſtaas ſaadan Fraſkrivelſe at være ſkeet, da er enten Paaſtanden falſk og af den Grund ugyldig, eller hvis Fraſkrivelſen virkelig er foregaaet, da er den ſelv en magtesløs Handling, ſom ſtridende mod Guds egen Anordning. Naar følgelig Geiſtligheden, der ſelv ikke opfylder ſin Skyldighed, anklager og banſætter Kongen, fordi han over det Tilſyn med Kirken, hvilket Gud har overdraget ham, ſaa gaar Geiſtligheden ind paa Kongedømmets hellige Omraade og forſynder ſig derved mod Guds Anordning. Dens Ban rammer altſaa ikke Kongen, der i ſin Fremgangsmaade er i ſin gode Ret, men kommer over Geiſtligheden ſelv, fordi det er anvendt uden retfærdig Grund og tvertimod Guds Beſtemmelſe. – Det Hele ſlutter ſig, ſom let vil ſees, paa det nøieſte til den Anſkuelſe af Kongedømmets umiddelbare guddommelige Oprindelſe, ſom Sverrer havde gjort til ſin, og ſom han, lige fra ſin førſte Optræden mod Hierarchiets Overgreb, havde fremholdt ſom ſit fornemſte aandelige Vaaben.