Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/31
Det er utvivlsomt, at denne velberegnede Fremstilling, oplæst af Sverrers Tilhængere paa Thingene og i Kirkerne rundt om i Landet, maa, i Forening med hans tilbagevendende Vaabenheld, have bidraget uendelig meget til at opretholde og hæve hans Sag i Folkemeningen. Det er aabenbart, at Sverrers Sag fra Sommeren 1199 i selve Norge igjen tog en afgjort Vending til det Bedre, og at Baglerne, endogsaa i Viken, efter at Sverrer havde kuet den store Bondeopstand i 1200, følte sig mindre sikkre og mindre kunde stole paa Almuens Medfølelse end forhen. Selv den Omstændighed, at Biskop Nikolaus efter 1199 ikke meer optraadte i Norge i Baglernes Spidse, synes antyde, at Sverrers geistlige Modstandere i Danmark have mistvivlet om, at deres Sag ved en almindelig Reisning af Norges Almue imod Sverrer til Baglernes Gunst og Geistlighedens Fordeel, skulde vinde Overhaand, og at de derfor have fundet det rigtigst at trække sig, i det mindste for Offentlighedens Øine, noget tilbage fra Baglernes Parti, for at ikke Forbindelsen med disse Forstyrrere af Norges indre Ro, maaskee skulde nedsætte deres Sag hos Nordmændene i Almindelighed. Hertil kom, at de ved denne Tid tabte sin ivrige og kraftige Beskytter i Danmark, Erkebiskop Absalon af Lund. Han døde nemlig den 21de Marts 1201[1] efter at have i sit Testamente betænkt hver især af sine landflygtige norske Brødre, og først og fremst Erkebiskop Erik, „der – efter Testamentets Ord – var landflygtig paa Grund af sin Retfærdighed“[2]. Sverrers Stilling var saaledes ved denne Tid paa langt nær ikke faa fortvivlet, som den havde været to Aar i Forveien, hverken med Hensyn til hans Riges indre Forhold, eller til de landflygtige norske Biskopper, af hvilke flere, som Niaal af Stavanger og Martin af Bergen, maa antages meer af Frygt for Paven, end af Had mod sin Konge at være optraadte paa dennes Fienders Side.
Alligevel maa man høieligen betvivle, at en fuldkommen Udsoning mellem Sverrer og den romerske Kurie nu længer var udførbar. Paa den ene Side var Sverrer gaaet saa vidt, at de for en Udsoning nødvendige Tilbageskridt vilde sætte hans hele kongelige Anseelse og Myndighed i Fare, idet han da havde maattet gjøre Afkald paa og fornegte Grundsætninger, om hvis Retfærdighed han udentvivl var overbeviist, og for hvilke han havde sat baade sit eget og saa mange tro Tilhængeres Liv og Velfærd paa Spil; han havde ogsaa maattet underkaste sig Ydmygelser, hvilke han saa ofte havde erklæret aldrig at ville taale. Og paa den anden Side stod Pave Innocentius III, der i sit hierarchiske Overmod vist nok ansaa det for sin ufravigelige Skyldighed ikke at give et Haarsbred efter for en Modstander, som saa dristigere havde vovet gjennem en Rekke af Aar at byde Kirkens frygteligste Vaaben Trods, at foragte dens Bansættelser mod sin egen Person og berøve dens Interdikt over sine Undersaatter dets Virksomhed. Innocentius maatte, for sin egen Æres, for den pavelige Høiheds Skyld, paastaa Sverrer ydmyget til den yderste Grændse, hvortil en Konges Ydmygelse kunde naa, om han ogsaa kunde eller vilde indrømme ham at beholde Kongedømmet. Men disse – som det synes fast uovervindelige – Hindringer for en Udsoning mellem det norske Kongedømme, repræsenteret i Sverrers Person, og den norske Kirkes biskoppelige Myndighed, forfegtet af Innocentius III, bortryddedes hastigere end man kunde vente det ved Kong Sverrers Død.
Indtagelsen af Baglernes Befæstning ved Tunsberg i Januar 1202 var den sidste Vaabendaad i Sverrers bevægede Liv. Han var endnu i sin kraftfulde Alder, ikke meer end 51 Aar gammel, men hans legemlige Styrke var udentvivl undergravet af voldsomme Anstrengelser og store Bekymringer. Allerede under sit Ophold i Tunsberg blev han syg, men lod sig dog ei derved forhindre i, saasnart muligt, at seile til Bergen. Ombord holdt han for det meste Sengen, og saasnart han kom til Bergen, lod han sig føre op paa Borgen. Da han mærkede, at Døden nærmede sig, lod han de Breve om Rigsstyrelsen oplæse og besegle, hvilke han sendte Haakon, sin Søn, der paa den Tid var i Throndhjem, og erklærede for alle de Tilstedeværende, at han ingen anden Søn end Haakon efterlod sig. En anden Søn, Sigurd med Tilnavnet Lavard, var nemlig død henved to Aar i Forveien, i 1200. Derpaa blev Presteskabet hentet fra Staden for at meddele ham den sidste Olie, og ingen Vanskelighed findes at være gjort herved, skjønt Kongen var i Kirkens Ban. Før den sidste Salvelse blev ham meddelt, lod han sig hæve op i sit Høisæde med de Ord, at han der vilde vente Forbedring eller Døden. „Dør jeg her – sagde han – i mit Høisæde, omgiven af mine Venner, da gaar det anderledes end Biskop Nikolaus Arnessøn venter, der har sagt, at jeg skulde blive nedhuggen som et Bytte for Hunde og Ravne. Lovet være Gud! han har beskyttet mig i mange Farer for mine Fienders Vaaben.“ Han blev derpaa salvet. Hans sidste Begjæring var, at man efter hans Død skulde lade hans Ansigt blottet, og saa lade baade hans Venner og hans Uvenner see, om der i nogen Maade paa hans Legeme viste sig Spor af det Kirkens Forbud eller den Forbandelse, som hans Fiender havde lyst over ham. „Jeg har havt mere Møie og Ufred i min Rigsstyrelse – sagde han – end Ro og Lyst. Jeg tror, at jeg har havt mange Avindsmænd, der havde ladet mig føle sit fulde Fiendskab, hvad Gud tilgive dem alle. Nu dømme Herren os imellem og hele min Sag!“
Sverrer døde den 9de Marts 1202. Hans Ansigt blev ladet blottet efter hans Død, som han selv havde forlangt. Liget blev siden med stor Pragt baaret ned til Christ-Kirken og der begravet i selve Kirken ved at indsættes i Muren efter Tidens Brug. Intet Spor findes til, at ved Begravelsen noget Hensyn er blevet taget til det Ban, hvori Kongen befandt sig ved sin Død, – udentvivl et temmelig sikkert Beviis paa, at den lavere Geistlighed i Norge, idetmindste Bergens Bys Presteskab, ikke har billiget de norske Biskoppers og Pavens haarde Fremfærd mod Sverrer. „Han døde – efter Sagaens Vidnesbyrd – begrædt af sine Mænd og Venner; og selv de, som havde været hans Uvenner, sagde, at slig Mand ikke havde været i Norge i deres Dage som Sverrer“[3]. Engelsmanden Villiam af Newbury, som forøvrigt viser sig at være indtagen af mange Fordomme mod Sverrer, beretter om ham, at han førte i sit Segl Omskriften: „Sverus rex Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus“, og tillægger i denne Anledning følgende i hans Mund mærkelige Ord: man viste nemlig Mildhed mod sine Undersaatter (subditos), og bar Ærefrygt for Kirker og Klostre“[4]. Dette Vidnesbyrd af en Udlænding og Uven lægger Vegt til Sverrers egen Paastand, naar han i sin ovenomtalte Fremstilling af sin Sag siger med Hensyn til sig selv. „Om den Konge, som er i Landet, er det Alle bekjendt, at faa Konger have givet Geistligheden bedre Ret, eller holdet sin Haand bedre over de hellige Steder.“ Hvad Navnet Magnus angaar, som Sverrer findes baade i sit Segl, og paa fine Mynter, og i offentlige Brevskaber at have tilføiet sit egentlige Navn, – da skriver dette sig rimeligviis ikke af Praleri, men af et Ønske om faa sit ellers i Norges Kongeæt usedvanlige Navn ombyttet med eller stillet ved Siden af et mere brugeligt og i Folkets Øre mere velklingende. Den danske Saxo Grammaticus giver i det mindste Tingen en saadan Udtydning[5].
De ti sidste Aar af Sverrers Kongedømme maa have været for den norske Kirke en Forvirrings- ja næsten en Opløsnings-Tid. At Sverrer gjorde hvad der stod i hans Magt for nogenlunde at holde den sammen og i en vis Orden, derom kan man neppe tvivle; og det kunde muligen til en Deel lade sig gjøre for ham, endogsaa efter Erkebiskoppens Bortreise, saa længe han endnu havde Biskopper i Landet, hvilke vilde opfylde sin geistlige Skyldighed. Men da Landet efter 1199 blev aldeles biskopsløst, og den Mængde vigtige Forretninger i Kirken, som paalaa Biskopperne, og som efter de dagjældende Kirkelove umulig kunde udføres af nogen anden end en Person med biskoppelig Vielse (f. Ex. Prestevielse, Kirkevielse, Confirmation m. m.), saaledes af sig selv maatte standse, – kan man vistnok vanskelig gjøre sig for mørke Forestillinger om de aandelige Savn, de Samvittighedens Ængstelser og de pinlige Tvivl, der maa have nedtrykt den gudfrygtigere Deel af Folket, medens de Letsindige og Onde, der saa sig fritagne før Kirkens Tugt, gave sine Lidenskaber og sin Begjærlighed frit Raaderum, og ikke betænkte sig paa at vende Kirken Ryggen, naar de saa Kirkens Overhyrder forlade den dem betroede Hjord.
Saa bittre vare for det norske Folk den første Frugt af den ulykkelige Strid mellem Kirken og Kongedømmet, hvilken – man kan ikke negte det – Kirkens Forstandere ved sine umaadeholdne hierarchiske Overgreb paa den verdslige Statsmyndigheds Omraade fra først af havde fremkaldt. Det var Overgreb, der maatte mødes, der maatte inddæmmes fra den verdslige Statsmyndigheds Side, hvis de ikke skulde gjøre denne til et usselt Skyggebillede, medens de med det samme bortdroge Landskirken fra dens sande Virksomhed og omskabte den til en Tumleplads for verdsligsindet Ærgjerrighed, der dækkede sig med Christendommens Kappe og brugte Kirkens Sag som sit Skjold. Man handlede uden Tvivl fra begge Sider med for megen Hensynsløshed, med for stort Trods. Men saadant var vanskeligt at undgaa deels paa Grund af Tidsalderens lidet opklarede Ideer om Kirkens og Statens indbyrdes Forhold, deels paa Grund af de politiske, reent verdslige Forviklinger, der lige fra først af indslyngede sig i Striden og hemmede dens naturlige og meer besindige Gang.
Efter Alt hvad forhen er udvikklet tør man neppe tillægge nogen af de tvende Forkjæmpere, hverken Kong Sverrer eller Erkebiskop Erik, uredelige Hensigter; – hver af dem kjæmpede for sin Idee, og udentvivl med Overbeviisningen om at han i Hovedsagen kjæmpede, den ene for Kongedømmets den anden for Kirkens virkelige Ret. Hvad dem selv personligen angaar, er der ogsaa, som allerede ved flere Leiligheder antydet, Grund til at tro, at Tanken og Ønsket om en Udsoning ved nogen gjensidig Eftergivenhed ikke har været dem ganske fremmet. Men andre Personligheder traadte imellem, hvis Hadskhed, Egennytte og hierarchiske Overmod udvidede Uenighedens Kløft til et uoverstigeligt Svælg. Man kan ikke andet end føle Medlidenhed med den blinde, landflygtige Erkebiskop, der – om end ikke ganske uden egen Skyld – i ti Aar maatte leve i et fremmet Land af Udlændingers Naade, og derhos maaskee til Slutning med den Overbeviisning, at han i Grunden kun var et villieløst Redskab i ærgjerrige Standsbrødres og et strengt og stolt Kirkehoveds Haand. Og paa den anden Side maa man beklage Sverrer, som efter et Liv fuldt af Uro, Kamp og Miskjendelse døde i sin Alders Kraft, vel uovervunden af sine Fiender, men dog uden at have seet anden Frugt af sin Møie og sine Anstrængelser, end en voxende Forvirring i sit Riges indre Forhold, en Forvirring, der truede med at undergrave baade Stat og Kirke og Folkets Sedelighed. Med al sin Aands Kraft og Villies Fasthed maatte han dog ved sit Livs Ende føle, hvor lidet han havde magtet at udrette for sit Folks Lykke, hvor lidet han med al sin skarpe Forstand og al sin utrættelige Virksomhed havde formaaet at opføre en fast og velgrundet Bygning paa Ruinerne af de Misbrug og Fordomme, han havde vovet at omstyrte. Hvad der kunde trøste ham, og virkelig ogsaa synes at have trøstet ham i hans sidste Timer, var Forvisningen om, at han havde handlet med redelig Villie og forresten været et Redskab i Forsynets Haand til at berede noget Godt for sit Fædreneland, om han end ikke selv skulde opleve at see Spiren fremskyde af det Frø, der ved ham var nedlagt.
Denne høitbegavede Konges Virken skulde heller ikke sporløst udslukkes med hans Liv, og Sporene efter den, skjønt de for Øieblikkket vistnok maatte synes de Fleste at henpege paa idel Forvirring, skulde dog ved Guds Ledelse ordne sig til Fremskridt mod det Bedre baade i Kirkens og Statens Udvikling. Sverrers Aand nedarvedes paa hans mandlige Efterkommere lige til den sidste af dem paa Norges Kongestol; og den havde, saa at sige, meddelt sig til og gjennemtrængt hele Birkebenernes Parti, som efter Sverrers Afgang forblev at være det egentlig raadende i Norge, indtil det omsider omfattede hele Folket. Sverrers Styrelsesgrundsætninger holdt sig, vandt efterhaanden større og større Anklang i Folkemeningen, og gjorde sig endelig – vist nok desværre ikke alene i sine Fuldkommenheder men ogsaa i sine Mangler – gjældende gjennem Lovgivningen; og den Dæmning, han havde reist mod Hierarchiets Overgreb, lykkedes det ikke Geistligheden, saalænge Riget bestod i fuld Selvstændighed, ganske at gjennembryde, om Dæmningen end ikke paa Grund af Tidsaandens almindelige Retning kunde vedligeholdes i al sin Fasthed. Sverrers Kamp mod Hierarchiet, skjønt den i hans levende Live ikke frembragte nogen bestemt Ordning af Statens og Kirkens indbyrdes Forhold, øvede dog, som snart vil vise sig, en kraftig Indflydelse paa dette Forholds Udvikling og Befæstelse længer ud i det 13de Aarhundrede, da den store Gjæring, som hiin Kamp fremkaldte i den hele Samfundsorden, havde faaet behørig Tid til at sætte sig.