Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/59

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Den norske Kirkes Historie under Katholicismen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (2, s. 83-91).
◄  58.
60.  ►

Under det at den føromtalte Strid mellem Erkebiskop Jorund og det nidarosiske Kapitel var i fuld Gang, udbrød en ikke mindre alvorlig Tvist mellem den stavangerske Biskop Arne og hans Kapitel. Tvisteemnet var ganske af samme Beskaffenhed i denne som i hiin, og den førtes ogsaa paa en lignende hensynsløs og for Biskoppen lidet hæderlig Maade. endog den 14de September 1283 skjænkede Gaarden Farstad i Sands Prestegjæld[1]. Men siden forandrede Forholdet sig, uden at man kjender den første Anledning. Allerede i 1292 skulde man næsten tro, at en eller anden Spending var indtraadt, der har foranlediget et endnu bevaret Brev af Hertug Haakon af 12te Mai nævnte Aar, hvorved han tager Stavangers Chorsbrødre, „sine kjære Venner og Klerker“, samt deres Svende, Ejendomme og Indtægter, navnlig Tiender, under sin Beskyttelse, og derhos fritager den samtlige Kommunes Tjenere fra al Told og Paalæg fra Sysselmændenes Side, ligesom og fra Nævninger og Ledingsfærd, undtagen paa hans eget Krav[2]. En Deel af Stavangers Biskopsdømme, eller maaskee det hele, maa nemlig antages at have hørt til Hertugens Andeel af Riget, og i Kraft heraf har han kunnet træsfe en Forføining som den her omhandlede og andre lignende, som senere i Anledning af nærværende Tvist skulle berøres.

Men dette Beskyttelsesbrev uagtet angreb Biskop Arne Chorsbrødrenes Ret til Tienden af Finnø, og fradømte dem den 10de December 1294 samme, ikkun paa den Grund, at den af hans Formand var bortskjænket fra Biskopsstolen til dennes store Skade, og at Gaven var gjort efter Verdsliges (Kong Magnus’s?) Raad, hvilket stred mod de canoniske Bestemmelser. Chorsbrødrene kunde med Rette kalde denne Dom uretfærdig. De appellerede under 11te Januar 1295 til det apostoliske Sæde, og Biskoppen kunde ikke negte at antage deres Appel, som derpaa ved en vis Nikolaus Hvide overbragtes til deres Fuldmægtige ved Kurien, deres Medchorsbroder Gaute[3].

Pave Bonifacius VIII udnævnte Hertugens Kansler Aake, Chorsbroder ved Apostel-Kirken i Bergen, til Dommer i Sagen, og denne tildømte Chorsbrødrene den omtvistede Tiende, idet han tillige udtalte Bansstraf for den, som mod Dommen forurettede Kapitelet, – hvis det var Biskoppen: Forbud mod Indgang i Kirken (Interdictum quoad ingressum ecclesiæ), hvis det var nogen ringere: fuldt Forbud (excommunicatio). Men uden at bryde sig herom, lod Biskoppen strax efter Dommens Afsigelse slue Mænd opkræve Tienden af Finnø, og erklærede derhos aabenlydt, at han ei vilde agte Dommen[4].

Baade Hertugen og hans Kansler kom nu Chorsbrødrene til Hjælp. Hertugen stadfæstede ved sit aabne Brev, givet i selve Stavanger den 24de November 1296, Aakes Dom og erklærede dem før utlæge, der hjalp til at forholde Chorsbrødrene Tienden[5]. Aake selv forkyndte ved et aabent Brev af 23de November, ogsaa givet i Stavanger, at Biskoppen var falden i det ved Dommen udtalte Interdikt, samt paamindte ham om ikke at forurette Chorsbrødrene imod Dommen, i modsat Fald suspenderer han ham fra hans biskoppelige Embede, og hvis Biskoppen endda otte Dage efter Suspensionen vedbliver i sin Forhærdelse, lyser han, ifølge apostolisk Bemyndigelse, Excommunicationsstraf over ham, idet han tillige erklærer enhver Dom lydende paa Interdikt, Suspension eller Excommunication, hvilken Biskoppen maatte have fældet over nogen af Kapitelet eller nogen Lægmand, for hævet og magtesløs[6].

Men heller ikke dette synes til Gavns at have hjulpet. Biskop Arne maa allerede forud – ved hvilke Lovkneb kjendes ikke nu – have vidst paa ny ved en Appel at bringe Sagen ind for Kurien; i det mindste finder man, at han selv har paastaaet dette, om end hans Modpart betvivlede det[7]. Desuden havde han imidlertid tilføiet Kapitelet nye Forurettelser paa dets Indtægter og Eiendomme, hvilket havde fremkaldt fra dettes Side en ny Appel til Paven, som under 20de Januar 1296 havde bemyndiget Biskopperne Eyvind af Oslo og Thorstein af Hamar samt Broder Halle, Abbed af Hovedøens Kloster, til at indkalde begge Parter til Oslo og der dømme mellem dem og uden videre Appel bringe Dommen i Udøvelse[8]. Disse Omstændigheder gav udentvivl Biskop Arne Paaskud til, under et Skin af formel Ret, at sidde Aakes Dom overhørig; og imidlertid fremturede han i sine Angreb mod Kapitelet med forøget Voldsomhed. Han berøvede det endnu flere Tiender, bemægtigede sig Afgrøden paa visse det tilhørende Marker og tilegnede sig Varer, som Kapitelet paa lovlig Maade havde indkjøbt, – og alt dette trods Hertug Haakons gjentagne Bestræbelser for at verne om Chorsbrødrenes Ret[9].

I disse Voldshandlinger blev Biskoppen understøttet ikke alene af sine egne læge og geistlige Tjenere, blandt hvilke nævnes Skolemesteren Magister Steinar, men ogsaa af en Deel af sit Biskopsdømmes Prester[10]. Foruden Kapitelet i det Hele forfulgte han ogsaa et enkelt af dets Medlemmer, Chorsbroderen Ingemund, med stor Hadskhed, sagsøgte ham under det Paaskud, at han blandede sig i verdslige Sager, og havde begaaet Udskeielser, der kom Stavangers Kirke til Skam og Skade, og dømte ham fra Embede og Beneficium. Ogsaa Ingemund appellerede til Paven[11], som under 11te November 1296 gjentog sin Fuldmagt til de ovennævnte beskikkede Dommere (judices delegati) og tillige henviste Ingemunds Sag til deres Afgjørelse[12].

I 1297 satte de beskikkede Dommere sig for Alvor i Bevægelse. Den 27de Mai udgik deres Stevning, som blev Biskoppen forkyndt ved de dertil forordnede Mænd: Abbeden af Utstein, og tvende Sogneprester af hans Biskopsdømme. Han skulde møde selv eller ved Fuldmagt i Oslo næste Søgnedag efter Mariæ nativitas (9de September) næstkommende[13]. Kapitelet adlød Stevningen og indfandt sig ved rette Befuldmægtigede, ligesaa gjorde Chorsbroder Ingemund personligen; Biskoppen derimod mødte hverken selv eller ved Fuldmægtig. En ny Stevning udgik, udentvivl lydende paa en vis Dag efter Midten af April Maaned 1298; ogsaa dennegang mødte Kapitelets Befuldmægtigede og Ingemund, men ingen paa Biskoppens Vegne, uagtet man udsatte Retten i flere Dage. Dommerne dømte nu Biskoppen til at erstatte Modstanderne deres Omkostninger, men lode ham dog – saa hed det – „i Betragtning af hans Verdighed og Person“ tredie Gang peremtorisk stevne. Denne Stevning var udstedt den 21de April 1298, og blev Biskoppen forkyndt den 7de Mai ved tre dertil udnævnte Sogneprester af hans Biskopsdømme. Den paalagde ham at møde for sine Dommere første Søgnedag efter Trinitatis, d. e. den 2den Juni, næstkommende i det biskoppelige Consistorium i Oslo, og det tilkjendegaves ham, at hvad enten han kom eller ikke, vilde Sagen paa den bestemte Tid blive foretagen og afgjort[14].

Men under det Ophold, som den tredie Stevning foranledigede, medens Retten midlertidig havde udsat sine Forhandlinger, og en af Dommerne ligesom og Kapitelets Fuldmægtige havde fjærnet sig fra Oslo, indtraf i Slutningen af April Maaned to Fuldmægtige paa Biskop Arnes Vegne, dog kun for at føre Klage over den hele Rettergang og for at indlevere Biskoppens Indsigelser samt en Appel til det apostoliske Sæde, støttet paa allehaande Udflugter og Retsforvridninger, blandt hvilke ogsaa den, at det urigtigen var i Pavens Fuldmagtsbrev opgivet, at Biskop Arne havde i Rom ved sin Befuldmægtigede givet sit Samtykke til de beskikkede Dommeres Udnævnelse, da een og samme Person havde uden Biskoppens Vidende underfundigen ageret Befuldmægtiget for begge Parter, – en Tilstelning, som han sagde, af Kapitelets List og Ondskab. Appellen blev oplæst og afgiven i Kathedralkirkens Chor den 7de Mai, hvorpaa de Befuldmægtigede igjen afreiste uden at opbie den nær forestaaende tredie Stevnedag.

Da denne kom, udeblev som sedvanlig Biskoppen, medens hans Modparter rigtig indfandt sig. Ifølge deres Forlangende og paa de af dem anførte Grunde blev først den af Biskoppen indgivne Appel afvist som ugyldig, og derpaa skrede Dommerne til Sagens Afgjørelse. Deres Dom af 13de Juni faldt ganske i Gunst af Kapitelet og Ingemund. Den lød paa, at Biskoppen for sin Gjenstridighed skulde bøde Kapitelet dets Omkostninger med en bestemt Sum (15 Mark gangbar Mynt) og igjen sætte det i Besiddelse af Alt, hvad han havde berøvet det, forsaavidt Sagen derom dreiede sig; ogsaa Ingemund frifandtes for Biskoppens Beskyldninger og Ban og skulde have tilbage hvad der var ham berøvet. En Forklaring over den hele Rettergang blev Paven tilstillet, og det blev tre Sogneprester, Thorkel af Kinsarvik af Bergens Biskopsdømme, samt Baard af Øgvaldsnes og Erik af Gond af Stavangers Biskopsdømme, paalagt at drage til Stavanger, der sammenkalde Klerker og Lægfolk, forelæse og forklare Dommen, og erklære alle dem bansætte, som i Anledning af denne Sag tilføiede eller lode tilføie Kapitelet eller Ingemund nogen Vold. Disse Prester skulde og paaminde Biskop Arne om at holde sig Dommen efterrettelig under Straf af Suspension fra det biskoppelige Embede[15].

En endelig Dom var nu faldet i denne forargelige Sag. Men at faa sat Dommen i Udøvelse, mødte igjen ikke faa Vanskeligheder, helst da Dommerne i ægte canonisk Aand synes saalænge som muligt hertil at have villet benytte Kirkens egne Midler alene uden at paakalde den verdslige Magts Indskriden, – en Fremgangsmaade som naturligviis ganske faldt i den myndige og hierarchisksindede Pave Bonifacius’s Smag. Dommerne havde beskikket de tre ovennævnte Sogneprester til Executorer paa sine Vegne, og disse skrede virkelig ind med Kirkens Vaaben for at fremtvinge Dommens Iverksættelse i alle dens Punkter og revse de Modvillige. Flere Excommunicationer bleve udtalte over Prester, der havde været Biskoppens Haandlangere i hans Voldsomheder, eller af ham vare indsatte i Chorsbrødrenes Præbendekald og nu ikke vilde vige. Men disse mødte med Appeller og vedbleve imidlertid at forrette sit prestelige Embede, som man troede, med Biskoppens Tilladelse, ja vel endog ifølge hans Befaling[16]. Chorsbroderen Ketil, som var blandt Kapitelets Fuldmægtige i Oslo, blev, rimeligviis paa Biskoppens hemmelige Anstiftelse, krænket ved allehaande Beskyldninger og forfulgt af en Prest i Biskopsdømmet, Arne med Tilnavnet Cuculla, saaledes at han maatte klage for Paven, der under 22de November 1298 paalagde Abbed Erik af St. Michaels Kloster i Bergen at dømme imellem dem[17]. Da nu desuden Biskoppen selv ifølge Executorernes Indberetning ikke alene sad Dommen overhørig, men endog øvede nye Forurettelser mod Kapitelet og Ingemund, saa nødtes Dommerne (af hvilke Abbed Baard af Hovedøens Kloster var traadt i sin imidlertid afdøde Formand Halles Sted) til at gaa strengere frem.

Den 11te April 1299 tilskreve de Sognepresterne Thorkel af Kinsarvik, Arnbjørn af Thiore og Jon af Hjalmaland, de tvende sidste af Stavangers Biskopsdømme, at da de forrige Executorers Excommunication over de modvillige Prester af Biskop Arnes Tilhang, ei havde frugtet, saa skulde de Tilskrevne fare til Stavanger, og uden Hensyn til Vedkommendes Appel, hvilken dømtes ugyldig, forkynde og lade dem forkynde høitideligen bansatte paa alle Søn- og Helligdage, indtil de havde gjort sig fortjente til Afløsning af Dommerne. Og ikke nok hermed: de Tilskrevne skulde, hvis de sandt de fornyede Klager over Biskop Arne at være sande, ogsaa offentligen forkynde ham at være falden i Interdikt og Suspension[18]. Man seer, at i dette Brev tvende nye Prester af Stavangers Biskopsdømme ere tilforordnede med Thorkel af Kinsarvik som Executorer. Aarsagen er aabenbare den, at de tidligere, Baard af Øgvaldsnes og Erik af Gond, ikke have formaaet at gjøre sin Stilling som Executorer Fyldest paa Grund af Biskoppens Trudsler og Forfølgelser. Han var nemlig deres Overordnede og var som saadan endnu i Stand til at skade dem, hvorimod han ei kunde naa Thorkel af Kinsarvik, der hørte til et andet Biskopsdømme At dette har været Tilfældet bliver klart deraf, at Biskop Arne virkelig berøvede Erik af Gond hans Kirke og overdrog den til en anden, Ivar, der netop var en af dem, som ifølge Dommernes Bemyndigelse vare excommunicerede. Et større Beviis paa overmodig Trods fra Biskoppens Side kunde vel neppe gives. Eriks Klage til Dommerne fremkaldte et Brev fra disse af 18de Juni 1299 til Thorkel af Kinsarvik og Arnbjørn af Thiore, hvori det paalagdes dem igjen at indsætte Erik og paa ny forkynde Ivar excommuniceret[19]. Erik døde før Sagens Afgjørelse, og Biskoppen lod hans Gods tage i Forvar, men indrømmede hans Lig Begravelse ved Kirken[20]. I et andet aabent Brev af 19de Juni s. A. indskjærpede Dommerne derhos sin forudgaaende Dom mod Biskoppen, idet de tillige, i Tilfælde af dennes Overhørighed, opfordrede den verdslige Magt til at hjælpe og forsvare Kapitelet[21]; og ved et Brev af samme Dag til Presterne Arnbjørn af Thjore og Jon af Hjalmaland paalagde de disse gjentagende, i Forening med Thorkel af Kinsarvik, under Straf af Excommunication i Tilfælde af frivillig Forsømmelse, at udføre deres Domme, naar paakrævedes af Kapitelet[22].

Saavidt var det kommet med denne Sag i Kong Erik Magnussøns Regjeringstid. Det synes nu, som om Biskop Arne endelig var bragt i den Stilling, at hans Modstand mod en lovlig Dom maatte opgives, eller i alt Fald forvandles enten til en magtesløs Indsigelse, eller til en aabenbar Opstand mod al baade geistlig og verdslig Magt. Og dog maa han alligevel have fundet paa nye Udflugter; thi Sagen blev ikke tilendebragt førend under den paafølgende Regjering.

Men førend den stavangerske Kirkestrid var bragt til dette Punkt, var den nidarosiske igjen opblusset med fornyet Heftighed. At Erkebiskop Jørund ikke fandt sig tilfredsstillet ved Forliget til Tautra, kan man let forstaa, ligesom og at Jarledømmet, som nu var forenet med hans Erkebiskopsdømme, ikke bidrog til at neddæmpe hans naturlige Overmod. Det lader til at have varet kort med hans Iagttagelse af det sluttede Forlig. Han gik atter ind paa Kapitelets Ret, og en fornyet Appel til det apostoliske Sæde blev Følgen. Kongen synes nu at have opgivet Erkebiskoppens Sag og overladt ham at styre sin egen Kurs. At han derimod fremdeles har omfattet det nidarosiske Kapitel med sin Velvillie, maa sluttes af hans Brev fra Bergen af 13de November 1298. Ved dette nemlig kundgjør han, at han har tilstaaet Chorsbrødrene af Nidaros, „sine egne Klerker“ Dommerret over sex Kommunens daglige Svende og Bøder af dem i alle Sager med Undtagelse af Drab, Lemlæstelse og Ubødemaal, – dog uforkrænket Erkebiskoppens Frihed og Len. Han meddeler dem derhos fuld Bemyndigelse til at søge og bilægge alle de Sager Kongedømmet vedkommende, som kunde forefalde i Kommun- og Præbende-Gaardene, i Hospitalsgaarden og paa Kirkegaarden nord for Christkirken, saaledes at de skulde have alle Boder i løst Gods, men Kongen faste Ejendomme. Denne Frihed skulde de have, saalænge som det behagede Kongen[23]. Man seer heraf, at Chorsbrødrene utvivlsomt have nydt Kongens Gunst, om han end vilde, at Erkebiskoppens nylig tilstaaede Rettigheder som Kongens Jarl ikke derved skulde formindskes

Appellen til det apostoliske Sæde bevirkede imidlertid, at Bonifacius VIII udnævnte Biskop Narve af Bergen og Peter Mata Chorsbroder sammesteds til Inkvisitorer og delegerede Dommere i Sagen. Disse droge i 1299 til Nidaros, og her fremstillede sig for dem Kapitelets Fuldmægtige med Begjæring, at de skulde afhøre Vidner angaaende Kapitelets Anklagepunkter mod Erkebiskoppen. Klagen angik noget nær det samme, hvorom Striden for havde dreiet sig, og desuden det, at Erkebiskoppen havde berøvet Kapitelet dets Segl, Privilegier, Bøger, Prydelser, og alt det Gods, som tilhørte baade Kommunen og de enkelte Chorsbrødre. Dommerne fandt ved at forhøre de fremstillede Vidner, at Klagen i Eet og Alt medførte Sandhed, og det Tab, Kapitelet havde lidt ved Erkebiskoppen, vurderedes til 276 Mark gangbar Mynt. Erkebiskoppen udeblev gjenstridigen fra Retten. Alligevel skrede Dommerne, efter at have hørt flere kyndige Mænds Raad og selv nøie overveiet Sagen, til dennes Afgjørelse, som om Erkebiskoppen selv havde mødt. Dommen blev afsagt den 10de Juni 1299: – Erkebiskoppen skulde betale Kapitelet den ovennævnte Sum, – erstatte det, hvad der var det forholdt af Offer og Gaver, – ikkun med Kapitelets Samtykke indsætte og afsætte Raadsmanden i sin Gaard, Sakristan, Skatmester, Pønitentiarius og Skolemester, – lade Kapitelet nyde den Dommermyndighed og de Rettigheder, det var vant til at nyde baade i hans Fraværelse og Nærværelse, – tage det med paa Raad ved Beneficiers og Prestekalds Bortgivelse, ved Provinsens Biskoppers Stadfæstelse eller Udvælgelse, og Abbeders og Abbedissers Indsættelse og Afsættelse, – tilbagegive Kapitelet Mærens Kirke, – og endelig lade Chorsbrødrene nyde Bespisning i Erkebiskopsgaarden i Julen, Paasken og paa de øvrige sedvanlige Dage. – Dommerne paamindede derhos „med skyldig Ærbødighed“ Erkebiskoppen peremtorisk om, at have Dommen opfyldt i alle dens Artikler inden 8de September; i modsat Fald erklærede de ham for at være falden i Interdikt, og hvis han endda fortfor i sin Haardnakkenhed indtil den 29de September, saa erklærede de ham for excommuniceret fra den Stund, i det de i saa Fald opfordrede alle Prester i Nidaros’s Biskopsdømme, i Kraft af deres Lydighedspligt mod det apostoliske Sæde, og under Straf af Suspension fra deres Embede, til, naar det nidarosiske Kapitel maatte forlange det, at forkynde Erkebiskoppen excommuniceret, og gjøre dette offentligen paa alle Søn- og Helligdage med Lys og Klokkeringning. Denne Dom blev afsagt og forkyndt i selve Nidaros’s Kathedralkirke i Overvær af Arne Abbed af Holm, tvende Chorsbrødre af Bergen og en utallig Mængde Klerker og Lægmænd[24].

Sammenligner man denne Dom med hvad tidligere er fortalt, saa vil man see, at den tilkjendte Kapitelet flere Rettigheder paa Erkebiskoppens Bekostning og i det Hele var det endnu gunstigere end Forliget til Tautra. Den godkjendte i Grunden alle Kapitelets Fordringer fremsatte i 1293. Havde Erkebiskoppen ved hiint Forlig følt sig krænket og brøstholden, maatte han end mere føle det ved nærværende Dom. Og det var da heller ikke hans Agt, at lade det med den bero. Et nyt Uveir trak op, men dets Udbrud forhaledes noget ved den Forandring, som just nu indtraadte i den norske Rigsstyrelse.

Lidt over en Maaned efter den sidstomtalte Doms Afsigelse, altsaa en god Stund førend Terminen for dens Iverksættelse var udløben, døde Kong Erik Magnussøn i Bergen den 13de Juli 1299 i sit 31te Aar efter at have i 19 Aar været Norges Konge. Om hans Karakter er ovenfor sagt hvad der formeentlig kan siges, lige som ogsaa om hvorledes hans Forhold til Kirken bør bedømmes. Tilnavnet Prestehader, som i sildigere Tider er blevet ham tillagt, bør efter min Mening udslettes af Historien som ufortjent, hvad enten man maatte ville regne ham det til Ros eller Dadel. Han var aabenbare for sin Person hverken Kirkens eller Geistlighedens Fiende, end ikke i dens hierarchiske Optræden, naar kun Kongedømmets Ret ikke derved altfor meget kuedes. Han viste sig tvertimod som en forsonende Megler mellem Geistlighed og Lægfolk fra den Stund af, hans Alder tillod ham at have en selvstændig Mening, og forsaavidt som hans indflydelsesrige Omgivelser levnede ham fri Raadighed. Man finder heller intet Spor til, at han – i det mindste af egen Drift – stræbte at benytte den indre Splid ved tvende af Landets Biskopsstole til at beskjære deres Selvstændighed og udvide Kongedømmets Indflydelse over dem. Han gjorde Sit for at de stridende Parter i Mindelighed skulde forliges, men da dette var forgjæves, lod han dem frit indbringe deres Sag for deres rette kirkelige Overdommer. Alt dette vidner om Velvillie mod Geistligheden, ikke om Had.

  1. ↑ N. Dipl. II. 21.
  2. ↑ N. Dipl. I. 73.
  3. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 157.
  4. ↑ Aakes Brev af 25de November 1296, Dipl. Arn. Magn. II. 182.
  5. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 181.
  6. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 182.
  7. ↑ Brev af 13de Juni 1298, Dipl. Arn. Magn. II. 219, 220.
  8. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 169.
  9. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 188, 201, 203, 211, 214, 233.
  10. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 229, 234–239.
  11. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 178.
  12. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 178, 179, 184.
  13. ↑ Dipl. A. M. II. 191.
  14. ↑ Dipl. A. M. II. 206, 208, jfrt. II. 215–221.
  15. ↑ Fire Breve, alle af 13de Juni, Dipl. A. M. II. 214–223, og desuden med Hensyn til Ingemund Brev af 12te September s. A., hvori Dommen for hans Vedkommende af 13de Juni indeholdes, Ssts. 226–229.
  16. ↑ Breve af 12te og 13de September 1298, Dipl. A. M. II. 226–229.
  17. ↑ Dipl. A. M. II. 232.
  18. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 234–239.
  19. ↑ Dipl. Arm Magn. II. 243.
  20. ↑ N. Dipl. III. 48.
  21. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 244–246.
  22. ↑ Dipl. Arn. Magn. II. 247, 248.
  23. ↑ N. Dipl I. 80.
  24. ↑ Dipl. Arm Magn. II. 240–243. Fortællingen i Biskop Laurentius’s Saga c. 12 synes medføre, at Erkebiskop Jørund i 1297 skulde have været stevnet for Kurien, at han gav sig paa Veien, men blev siig i Paris og maatte ved Sendebud lade sin Sag føre i Rom, at han fik „sin Hæder tilbage“ og tom hjem igjen efter et Aars Fraværelse 1298. Men hermed kan det neppe efter de forhaandenværende autentiske Breve forholde sig rigtigt. Sagaskriveren maa have løbet vild i Tidsregningen og henført feilagtigen til 1297 og 98 hvad der skeede i 1301 og senere skal fortælles. Da var nemlig Erkebiskop Jørund ganske sikkert i Paris: men om hans Ophold der ved den Tid veed Sagaen igjen intet.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Den_norske_Kirkes_Historie_under_Katholicismen/59&oldid=180843»