Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/63
Skjønt Kong Haakon under de nys fortalte Forhandlinger endnu viser sig at gaa i den listige svenske Hertugs Ledebaand, saa kan man dog neppe omtvivle, at just disse Forhandlinger have aabnet hans Øine for den farlige Stilling, hvori det norske Kongedømme var indledet ved Forbindelsen mellem Hertugen og Landets Store. Han maatte indsee, at disse sidste gjorde sterke Skridt mod Selvstændighed, og at Hertugens Indflydelse i Norge var paa god Vei til at vore hans egen over Hovedet. Haakon biede nu heller ikke længe med at tage kraftige Forholdsregler for at møde Faren i Tide. Endnu i hele Aaret 1307 vedligeholdtes vel i det udvortes et nogenlunde venskabeligt Forhold mellem Kongen og Hertugen; men den første viste sig ikke længer villig til ubetinget at opfylde alle den sidstes Fordringer, og denne igjen lod fra sin Side et Overmod til Syne, som ikke kunde andet end krænke Kongen. Fortroligheden mellem dem var øiensynligen rokket, om end ikke Kongen strax vovede eller formaaede at sprenge de Garn, hvori det havde lykkets Hertugen at indvikle ham. Men i det følgende Aar 1308 kom det endelig til et aabenbart Brud mellem dem, og omtrent samtidigt hermed udstedte Haakon en høist mærkelig Forordning, rettet mod de norske Stormænds Selvstændighedsstræben og skikket til at knække denne i dens Fremspiren.
Denne Forordning er udstedt i Oslo den 17de Juni 1308 og omfatter de væsentligste Dele af den indre Styrelse. I Indledningen erklærer Kongen, at den er fremkaldt „ved adskillige Mænds Fremfærd mod Kongens Thegner, ikke alene i hans og hans Broders Barndom, men ogsaa senere, da nemlig Kongen, siden han modtog under slu Styrelse hele Norges Rige, sin Fædrenearv, ved sine mangfoldige Regjeringsforretninger er bleven hindret fra at tage sig saaledes af disse Anliggender, som hans Skyldighed og Ønske var.“ Ved Forordningens første Artikel inddrages alle Sysler under Kongen, saaledes at denne altsaa forbeholder sig fra ny af at besætte dem efter eget Tykke. Ved den anden Artikel beskikker han flere Hirdembedsmænd: Merkesmand, Vicekansler, Fehirde og Drotsete. Ved den tredie og mærkeligste forordner han, at Jarlsnavn og Lendermandsnavn for Fremtiden ikke meddeles Nogen, dog saaledes at for Jarlsnavnets Vedkommende Undtagelse gjøres med Kongesønner og Jarlen af Orknøerne. De for Tiden værende Lendermænd beholde for Livstid deres Hæder og Ret. For sande Høiforrædere erklæredes de, som tilraade en mindreaarig Konge at taale flere verdslige Høvdinger i Norges Rige, end de, som ere komne af den rette Kongeæt. De øvrige Artikler omhandle udførligen Hirdens og Riddernes Skyldighed og Ret samt Embedsvæsenet i det Hele, hvilket sidste ordnes paa en saadan Maade, at paa den ene Side Folkets Bedste derved sikkres, og paa den anden Side Embedsmændenes Ansvarlighed for Kongedømmet skjærpes, og deres Afhængighed af samme forøges. Forordningen slutter med en Opfordring i Guds Navn til alle haandgangne Mænd: „ikke at tale ilde om Kongen eller samtykke dem, som gjøre det,“ men strengt opfylde sine Pligter, sin Skyldighed mod Kong Magnus’s Afkom, og sin Troskab mod Kongens Datter Ingebjørg, – samt med en Opfordring til det hele Folk, „Hird og Almue“ at overholde den Forordning, som er given om Rigsstyrelsen „saaledes som de ville forsvare for Gud paa Dommens Dag“[1].
Satte Kongen ved denne Forordning det fremstræbende verdslige Stormandsvælde en sterk Skranke, saa satte han ogsaa Hierarchiet en lignende ved en Forordning udstedt noget senere, i den anden Halvdeel af 1308, eller den første Halvdeel af 1309[2]. Den er i Form af en Befaling til Sysselmænd og Lagmænd, og dens Bestemmelser ere følgende:
Ingen Bøder maa paalægges udenfor den gamle Christenrets Bestemmelser. – Testamenter, om ogsaa gjorte til Fordeel for Kirker og Klostere, skulde ei holdes videre end Lovbogen vidner. – Landverns Segl og Udrustning skal forvares i Kirken efter gammel Sedvane. – Lægmænd skulle arve Klerker og Prester efter gammel Skik. – Alle Mænd skulle gjøre Leding efter Jordebrug og Formue overeensstemmende med Loven. – De Fattiges Fjerdedeel tages af alle Tiender. – Alle Klerkesvende skulle staa i samme Lydskyldighed til Kongedømmet som andre Thegner med Hensyn til Bøder, Sagsøgning, Skat, Skyld, Told og alle Paalæg, undtagen de Mænd, som ere Biskopperne indrømmede. – Disse ere: for Erkebiskoppen hundrede Mænd, hvilke skulle være frie for Ledingsudredelse, Skutilsvende for tre Personer, Huskarle for to; de skulle og være frie for Nævninger, Ledingsfærd med Kongen og Skibdragning. – Ligeledes for hver Biskop indenlands fireti Mænd. – Hvis Erkebiskoppens Mænd slaaes sig imellem i hans Nærvær, i hans Gaard eller paa hans Skib med tvende andre Skibe, da dele Kongen og Erkebiskoppen Boden, undtagen i Tilfælde af Manddrab eller Lemlæstelse, da Kongen tager den alene. – Men hvis de slaaes udenfor Erkebiskoppens Nærvær, sig imellem eller med Andre, har Erkebiskoppen ingen Bod derfor. – Ingen Bøder ere indrømmede de øvrige Biskopper, hverken paa deres Mænd eller Andre, udenfor den gamle Christenrets Lydende. – Fornævnte Erkebiskops- og Biskopsmænd nyde kun ovennævnte Ret, forsaavidt som de alle ere opgivne ved Navn i et Brev ved hver Biskopsstol. – Det forbydes at indvilge Provsterne eller disses Ombudsmænd nogensomhelst almindelige Afgifter. – Det er forbudt at betale for Begravelse, Barnedaab, Salvelse, Vor Herres Legeme eller deslige aandelige Ting, med mindre man gjør det af egen gode Villie; thi Presterne ere pligtige at yde Folk saadant frit. – I det Tilfælde, at Folks Forfædre have ladet bygge Kapeller, eller Bønderne selv have skudt til for at faa Gudstjeneste, og Biskoppen ei vil sætte Prest til efter gammel Sedvane, da er det billigt, at Bønderne heller ikke betale for den Gudstjeneste, de ikke erholde udført. – Hvis Provsterne eller deres Ombudsmænd overtræder hvad nu er nævnt og betynger Kongens Thegner med Ban eller anden Haardhed for at faa dem til at underkaste sig nye Paalæg, da skal Lagmand eller Sysselmand, hvem som Bonden opfordrer, være skyldig til at hjælpe ham til gammel Lov; men har paa den anden Side Provsten ret Sag mod Bønderne, da skal Lagmand eller Sysselmand ogsaa pligte disse sidste til at gjøre Kirken Ret. – Tykkes det Lagmand eller Sysselmand, at Provsterne forurette Kongens Thegner, og ville Provsterne paa ingen Maade lyde hines Advarsler, men trænge Bønderne med Ban og andre Tyngsler til at underkaste sig deres Paalæg, da fortjener ei den at nyde Ret, som ei vil forunde Andre den, og skal Lagmanden eller Sysselmanden i saa Tilfælde erklære Provsterne eller deres Ombudsmænd dette, og derpaa forbyde baade Kvinder og Karle at arbeide for dem, eller tjene dem, eller leie af dem Gaarde, Huse eller Skibe.
Dette var i Grunden et Tilsvar fra Kongens Side i rene og klare Ord paa det osloske Provinsialconciliums Fornyelse af Erkebiskop Jons Statuter med Hensyn til Bans Anvendelse, da Kongen jo her tydeligen opstiller den Grundsætning, at Bannet ei maa anvendes til at fremtvinge noget, der strider mod gjældende Landslov, og at følgelig Geistlighedens Ret til at anvende Bansættelsen er betinget af Landsloven. Forordningen kan ogsaa paa en Maade siges at indeholde en Erklæring af Kongen om hvad han af Tunsbergforeningen agtede for bestaaende, eller rettere hvilke Bestemmelser han vilde lade træde i hiin Forenings Sted, hvilken altsaa ved nærværende Forordning end yderligere, end for var skeet, fra Kongedømmets Side betegnedes som ophævet, magtesløs og intetsigende.
Det var ikke nok, at Haakon, som ved sidstomtalte Forordning skeede, henviste Geistligheden til den samme Lydighed mod Landets Love, som Kongens Undersaatter i Almindelighed skyldte disse; – han arbeidede ogsaa ved denne Tid paa at gjøre Kongedømmet, saavidt muligt, uafhængigt af Biskoppernes og den af dem ansatte høiere Geistligheds Bistand i verdslige Regjeringsanliggender.
Den europæiske Statskunst og de europæiske Staters indbyrdes Forhold var nemlig allerede saaledes beskaffet, at der til deres Ledning udfordredes en videnskabelig Dannelse, navnligen en Kjendskab ikke alene til den canoniske Ret, men ogsaa for en Deel til den civile romerske, som det endnu var sjældent at træffe udenfor den høiere Geistligheds Kreds. Denne spillede derfor i de fleste politiske Underhandlinger Staterne imellem Hovedrollen, om ikke altid just som Formænd i Navnet, saa i det mindste i Virkeligheden, i Egenskab nemlig af Skrivere, Tolke og saadant mere. En lignende Dannelse krævedes ogsaa i Bestyrelsen af de indre Statsanliggender, i det mindste forsaavidt skriftlige Udfærdigelser angik, selv om disse, som i Norge var almindeligt, skeede i Landets Sprog. Kongens Kansler, der besørgede disse Udfærdigelser og havde Kongens Segl i Forvaring, maatte saaledes være en Mand af geistlig Dannelse, om han end ikke derfor nødvendigviis behøvede at være Geistlig af Vielse Biskopperne og disses Chorsbrødre, eller og de høiere Ordensgeistlige, Abbeder, Priorer og deres Lige, vare altsaa de, til hvem Kongedømmet i de nævnte Regjeringsanliggender var nærmest henviist. Men alle disse geistlige Herrer havde sin særlige Standsinteresse, der ikke altid stemmede med Kongedømmets Anskuelser.
De norske Konger havde allerede længe indseet dette. Skjønt de ofte havde været nødte til at benytte Biskopperne og andre høie Prælater i Underhandlinger med Udlandet, saa havde de dog altid undgaaet at benytte dem ved skriftlige Udfærdigelser i Landets indre Anliggender, eller som Bevarere af det kongelige Segl. Hertil havde de altid valgt en af sine Hirdprester, Geistlige, hvilke i Egenskab af sin Stilling i Kongens Hird stode i et engere Afhængighedsforhold til Kongedømmet, og paa en Maade vare unddragne den biskoppelige Myndighed, om end ikke aldeles i Formen, saa dog noget nær i Virkeligheden. Den af disse, hvem Seglet var betroet, kaldtes Kongens Kapellan (kapallin). Efterat det anseeligere, høist vigtige Kanslerembede var oprettet, hvilket synes at være skeet ved Kong Magnus Haakonssøn, saa var dette, til hvilket Udfærdigelsen af alle kongelige Breve og Bevaringen af det kongelige Segl nu blev henlagt[3], aldrig blevet overdraget nogen Biskop, men var blevet besat deels med en eller anden af Kongen beroende Geistlig f. Ex. en Provst eller Chorsbroder ved et kongeligt Kapel, deels, som det lader, undertiden med en vel studeret Lægmand[4].
Forholdsreglen var klog og havde saa at sige vundet Hevd som en Grundsætning i den norske Statsstyrelse. At overholde, bestyrke og udvide den, var Kong Haakon magtpaaliggende, helst nu da han mistænkte Biskoppernes aristokratisk-hierarchiske Hensigter; og for dette Øiemed foretog han sig at udvirke oprettet en egen anseelig og talrig Klasse af Geistlige, hvilken saameget som muligt skulde unddrages den biskoppelige Diøcesanmyndighed, og derimod knyttes til Kongedømmet, – et Slags kongelig Hirdgeistlighed, om man saa maa kalde den, hos hvilken Kongen kunde finde al den geistlige Hjælp, han i sine Regjeringsanliggender tiltrængte, uafhængig af Biskopperne og deres Kapitler.
Emnet til en saadan Indretning fandtes heldigviis allerede i Norge, deels i de omtalte Hirdprester, hvilke dog i Regelen kun vare tvende[5], deels og især i de saakaldte kongelige Kapeller. Disse vare visse anselige Kirker i forskjellige Dele af Norge, hvilke efterhaanden vare byggede og rigeligen udstyrede af Kongerne, og med hvilke der, da Biskopperne med Kongernes Indrømmelse havde erhvervet sig Patronatsretten til Landets øvrige Kirker, var gjort en Undtagelse til Gunst for Kongen, saaledes at Retten at kalde eller præsentere Prester og ringere Geistlige til dem blev ham overladt, kun at den canoniske Indsættelse forbeholdtes vedkommende Biskop, ligesom og den øvrige Diøcesanmyndighed over dem. Disse kongelige Kapeller vare for Nærværende fjorten i Tallet, og de fire fornemste: Apostelkirke i Bergen, Mariekirke i Oslo, Michaelskirke i Tunsberg og Olafskirke paa Øgvaldsnes, – vare Kollegiat-Kirker, d. e. ved hver af dem underholdtes et Kollegium af Kanniker (canonici) eller Chorsbrødre, i hvis Spidse stod en Provst (præpositus) som Kirkens Bestyrer[6]. Kunde Kongen forene disse Kapeller med deres Geistlige til et eget Heelt under en fælles Formand, som Kongen kaldte, og som i alt Væsentligt var den biskoppelige Myndighed unddragen, saa kunde han siges at have opnaaet sit Formaal.
Og dette lykkedes ham virkelig ved Pavens Hjælp. Den overmodige og haardnakkede Bonifacius VIII var død den 11te October 1303. Hans Eftermand Benedictus XI, valgt den paafølgende 22de October, døde allerede den 6te Juli 1304, og nu valgtes, efterat Pavestolen i næsten et Aar havde staaet ledig paa Grund af Kardinalernes Uenighed, endelig den 5te Juni 1305 Clemens V, forhen Bertrand de Got, Erkebiskop af Bordeaux. Hans Valg bevirkedes ved den franske Konges, Philip IV’s, Rænker, og en af de hemmelige Betingelser for Valget var som bekjendt, at Paven skulde tage sit Sæde i Frankrige. Clemens opfyldte den, og med ham begynder Pavestolens Forflyttelse fra Rom til Avignon, – en Begivenhed, der i høi Grad medvirkede til Pavedømmets hastige Forfald.
Clemens V var en uverdig Biskop, der ved mange Midler lod sig paavirke, – noget som hans hele Forhold til Philip af Frankrige noksom viser. Kong Haakon vidste at stemme ham gunstig for sig og sin ovennævnte Plan, og den 5te Februar 1308 udstedte Paven fra Poitiers et Brev, hvori han, som det heder „paa Grund af Kongens Fortjenester, der gjøre ham verdig til det apostoliske Sædes Velvillie, gunstigen indvilger hans Ønsker, især naar disse øiensynligen fremgaa af hans brændende Gudsfrygt“. Han bestemmer „paa Kongens Begjæring, af sin apostoliske Myndighed“, at Provsten ved Apostelkirken i Bergen for Fremtiden skal forestaa (præsit) alle de fjorten i Brevet opregnede, kongelige Kapeller, og benævnes: „magister capellarum regis“. Det skulde derhos være ham tilladt at benytte i sit Kapel, Apostelkirken, Biskopsstav (baculo pastorali), Biskopshue (mitra) og Ring i Kongens og dennes Efterfølgeres Nærværelse, at uddele biskoppelig Velsignelse sammesteds, naar ingen Biskop var tilstede, at visitere samtlige kongelige Kapeller og endelig at straffe de ved dem ansatte Geistlige i mindre betydelige Tilfælde – vedkommende Biskoppers Ret dog i alt andet forbeholdet[7].
Ved et andet drev af samme Dag og Sted indrømte Paven, at enhver Biskop i Kongens Rige, skulde være bemyndiget til at promovere til alle geistlige Grader (ordines) de kongelige Klerker, hvilke Kapelmagisteren personligen eller ved sit Brev præsenterede ham, naar de vare duelige, om de ogsaa vare af et andet Biskopsdømme[8]. Ved et tredie Brev meddeelte han samtlige fjorten Kapeller udstrakt Indulgens, idet nemlig Enhver, som med sand Anger og Bekjendelse aarligen besøgte et af dem paa dets største Festdag, skulde have eftergivet eet Aars paalagt Pønitens, og Enhver, som forrettede sin Andagt ved et af dem de otte umiddelbart efter hiin Fest følgende Dage, skulde have Eftergivelse for hundrede Dages Pønitens[9]. Endelig ved et fjerde Brev meddeelte han „paa Kongens Bøn“ Biskopperne af Oslo og Bergen Fuldmagt til at dispensere 60 Klerker, hvilke Kongen tilnævnte, og deriblandt endogsaa 10 Prestesønner, fra uegte Fødsel, saaledes at de kunde befordres til geistlige Grader og erholde kirkeligt Beneficium endogsaa med Sognestyrelse (cura animarum), kun at de ei vare avlede af Klostermænd, eller i Hor eller i Forbindelse inden forbudne Led (in incestu)[10]. Det sidste vedkommer ikke umiddelbart Kapellerne, men viser, hvorledes Pave Clemens begunstigede Haakon endogsaa i Ting, som udelukkende hørte under Kirkens Omraade, og hvori den verdslige Magt ellers ikke havde at indblande sig. Med Paven paa sin Side torde nok Kongen vove en Dyst med sine Biskopper. Den første Kapelmagister var Finn Haldorssøn, der allerede i flere Aar forud havde været Apostelkirkens Provst eller Præpositus.
Saaledes krydsede da Kong Haakon, ved kloge Foranstaltninger ad Lovgivningens og Underhandlingens Vei, sit Riges baade verdslige og geistlige Stormænd i deres aristokratiske og hierarchiske Planer, og det lykkedes ham virkelig ikke alene at opretholde Kongedømmets Uafhængighed, men endogsaa at sammentrænge i det den hele Landsstyrelse fastere end nogensinde før i Norge havde været Tilfælde. Lendermændenes eller Baronernes Verdighed og Navn forsvandt meget snart af den norske Samfundsorden, og dermed det fremstræbende Stormandsvældes egentlige Grundlag og Hovedstøtte. Ridderverdigheden, som nu kom til at indtage den første Plads næst Kongedømmet i den verdslige Stat, ikke alene meddeeltes udelukkende af Kongen, men knyttedes ogsaa, som en Hirdverdighed, paa det nøieste til hans Person. Landsstyrelsen i de engere Kredse lagdes væsentlig i en Embedsstands Hænder, som udgik fra Kongedømmet, og efter Haakons Plan, paa det skarpeste skulde tilsees af dette. Geistligheden, der ikke længer i Eet og Alt kunde underlægges Kongedømmet, blev i det mindste paa det verdslige Felt henviist til undersaatlig Lydighed mod Landsloven i alle de Dele, hvorpaa ikke Fritagelse var dem udtrykkelig hjemlet af Kongen, idet derhos den almindelige Geistligheds Benyttelse i Statens Anliggender gjordes overflødig ved den til Kongedømmets særlige Tieneste skabte Kapelgeistlighed. Almuen endelig tilstodes det at bevæge sig nogenlunde i de gamle, om Folkefrihed og Folkemagt mindende Former, dog under en sterk Indflydelse af Kongedømmet gjennem dets Embedsmænd, – en Indflydelse, der under den vedligeholdte splittede Thingorden synes ikke at have levnet stort meer end en Skygge af den gamle, betydningsfulde Statsmagt tilbage. I Korthed og i vor Tids Talebrug: den Styrelsesform, som Haakon, for at møde det fremstræbende Aristokrati, vilde begrunde i Norge, og som det ogsaa i det Væsentlige lykkedes ham, i det mindste for sin Levetid, at istandbringe, var et i Kongedømmet centraliseret Bureaukrati, tilsat, dog kun svagt, med demokratiske og tildeels ogsaa aristokratiske Bestanddele.
- ↑ N. g. L. III. 74–81.
- ↑ Nemlig i Kongens 10de Regjeringsaar, d. e. mellem 10de August 1308 og samme Dag 1309: Udstedelsesdagen er ingensteds angiven. Forordningen findes trykt i N. g. L. III. 81–85.
- ↑ Hirdskraa c. 21, N. g. L. II. 409.
- ↑ I Sverige og Danmark findes jævnligen, ja maaskee oftest, Biskopper at have været Kongernes Kanslere. I den norske Hirdskraa siges ikke engang udtrykkelig, at Kansleren skal være en Geistlig; og det synes han virkelig ikke altid at have været. Saaledes var vel neppe Kansleren Hr. Bjarne Lodinssøn (Bernhardus Ludovici) i Kong Erik Magnussøns Mindreaarighedstid nogen egentlig Geistlig.
- ↑ Hirdskraa c. 21, N. g. L. II. 409 f.
- ↑ Ved Apostelkirken i Bergen var Provst og Chorsbrødre indsatte under Kong Magnus Haakonssøns Regjering 1273 (Isl. Ann. 142, Fornm. s. X. 159). Mariekirken i Oslo havde Provst og Chorsbrødre ser Haakons Regjeringstiltrædelse, og blev af ham rigeligen begavet og privilegeret (Haakons Brev af 22de Juni 1300, N. Dipl. I. 83–86). Michaelskirken paa Tunsberghus havde i 1317 Provst, fire Chorsbrødre og to Diakoner (N. Dipl. III. 107). Olafskirken paa Øgvaldsnes var en meget stor Bygning, som dens Levninger endnu udvise; Kong Haakon erhvervede sig Patronatsret til den i 1305 af Biskop Ketil af Stavanger (N. Dipl. I. 94). De ti øvrige kongelige Kapeller vare: St. Peters Kirke paa Saurbø, St. Laurentius Kirke paa Lister, St. Laurentius Kirke i Eikundasund, alle tre i Stavangers Biskopsdømme, Hellig Korses Kirke med Hospital paa Fane, St. Katharina og Allehelgens Kirker med Hospitaler i Bergen, St. Ludovicus Kapel paa Thysisøy, St. Nicolaus Kapel paa Herdla, alle fem i Bergens Biskopsdømme, St. Marie Kapel paa Trums „nær Hedningerne“ i Nidaros Biskopsdømme og St. Stephanus Kapel med Hospital i Tunsberg i Oslo Biskopsdømme.
- ↑ N. Dipl. I. 100.
- ↑ N. Dipl. I. 102.
- ↑ N. Dipl. I. 101.
- ↑ Suhm D. H. XI. 903.