Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erkebiſkop Thorer hin Thrøndiſke døde Paaſkedag, den 7de April 1230. Til hans Eftermand valgtes Sigurd Eindridesſøn, der benævnes paa nogle Steder med Tilnavnet Sine eller Sim, paa andre: Tafſe[1], uden at Betydningen eller Anledningen til noget af Navnene opgives. Hans Fader Eindride, kaldet med Tilnavnet Peine, hørte til Birkebenernes Parti, og nævnes blandt de „gode og tappre Mænd“, der faldt for Sverrers Sag i Bergen, i Aaret 1198[2]. Dennes Broder, Eyſtein Raadsmand, nævnes blandt de Kirkens Mænd fra Throndhjem, der vare tilſtede paa Rigsmødet i Bergen 1223[3]. Man har heraf Grund til at ſlutte, at Erkebiſkop Sigurd har været en Thrønder af Æt, og i det mindſte mellem 30 og 40 Aar gammel, da han valgtes. Han drog den ſamme Sommer til Rom[4], og efter at være bleven indviet af Pave Gregorius IX, kom han tilbage til Norge om Høſten 1231 og tog Erkeſtolen i Beſiddelſe[5].

Sigurd tiltraadte Erkeſtolen paa en Tid, da indvortes Rolighed nogle Aar havde herſket i Norge. Kong Haakon og Skule Jarl ſtode paa en venſkabelig Fod med hinanden, og Junker Knut Haakonsſøn havde ſluttet ſig til begge ved at egte i 1227 Jarlens yngre Datter Ingerid, Dronning Margretas Søſter. Venſkabet mellem Kongen og Jarlen hvilede imidlertid ikke paa nogen faſt Grundvold. Den ſidſte begyndte ſnart igjen at vække Mistanke ved ſin tvetydige Fremfærd, og ſaaſnart førſt Spending mellem ham og Kongen var indtraadt, fattedes der aldrig blandt Lendermændene og Landets Høvdinger tjenſtfærdige Aander, der af Had til den ene eller anden af Fyrſterne, forøgede Misforſtaaelſen mellem dem ved ſine aabenbare og hemmelige Indſkydelſer. Blandt disſe var ogſaa Junker Knut, der havde været Skules Ven i Førſtningen, efterat han havde egtet hans Datter, men efter hendes tidlige Død optraadte ſom hans bittre Fiende[6]. Denne Omſtændighed taler ikke til Skules Fordeel; thi Knut viſte ſig ellers ſom en tro og redelig Mand, og det er ikke uſandſynligt, at han nu optraadte mod Jarlen, netop fordi han under deres tidligere venſkabelige og fortrolige Forhold var kommen under Veir med ærgjerrige Planer, ſom mishagede ham.

Der var virkelig ogſaa i Jarlens Fremfærd baade før og paa denne Tid meget ſom let kunde udtydes til det Onde. Med Kong Valdemar II af Danmark ſtod han fremdeles i den venſkabeligſte Forbindelſe; og i Aaret 1228 havde han i Følge med Junker Knut beſøgt den danſke Konge i Kjøbenhavn. Ved denne Leilighed havde han havt mange hemmelige Underhandlinger med Valdemar og havde ved Afſkeden erholdt det halve Halland i Len. Dette Beſøg var nu viſt nok foretaget med Kongens Vidende og Minde; men mærkeligt er det dog, at Junker Knut netop efter Tilbagekomſten fra Kjøbenhavn drog til Kongen i Bergen, iſtedet for at følge ſin Svigerfader til Throndhjem, og ſiden ſynes han meer og meer at have fjærnet ſig fra Skule[7]. I 1232 voldte det Opſigt og Omtale, at Jarlen lod bygge mange Skibe og foretog andre Ting, ſom vakte Mistanke om forræderſke Henſigter mod Kongen[8]. Dette ſtaar ganſke viſt i Forbindelſe med en paatænkt eller paaſkudt Pilegrimsreiſe, ſom Jarlen ſkulde gjøre til England, til den hellige Thomas af Kanterburys Grav. Man finder, at han i denne Anledning havde udvirket den engelſke Konges Henrik III’s Leidebrev af 25de Juni 1232, hvilket ſkulde gjælde til næſte Paaſke[9]. Sligt kan let tænkes at have været ſat i Gang for at give Ruſtningerne en antagelig Grund, og derved kaſte Kongen Blaar i Øinene; og man friſtes ſaa meget lettere til at formode dette, ſom intet Spor findes til at Jarlens Pilegrimsreiſe virkelig er gaaet for ſig. I ethvert Fald var Jarlens Fremfærd mistænkelig, og ſkikket til at bringe onde Rygter i Omløb.

Udentvivl har det tildeels været med Henſyn til denne voxende Spending mellem Kongen og Jarlen, hvilken Erkebiſkop Sigurd ønſkede om muligt at bilægge, at han om Vinteren 1232–33 ſtevnede alle Norges Biſkopper til et Møde med ſig i Bergen den paafølgende Sommer[10]. Da nu ogſaa Kongen kaldte Jarlen til at møde ſig i Bergen til ſamme Tid, ſaa blev Mødet der i 1233 et baade geiſtligt og verdsligt, eller et Provincialconcilium forbundet med et almindeligt Rigs- eller Høvdingemøde. Kongen havde med ſig alle de fornemſte Lendermænd og Sysſelmænd fra Viken og ſtevnede ogſaa til ſig Lendermændene af Gulathingslagen. Skule lod længe vente paa ſig, men indtraf dog til Mødet ledſaget af Lendermænd og Sysſelmænd fra Throndhjem. Baade i forløbige Samtaler og paa ſelve Thinget, der holdtes paa Chriſt-Kirkegaard, vankede bittre Udladelſer fra begge Sider, og det gik ſaavidt at baade Kongen og Jarlen forlode Thinget uforligte. Men nu gik Erkebiſkop Sigurd og Biſkopperne imellem og fik endelig et Forlig bragt iſtand, for hvis Betingelſer Kongen ſynes at have raadet. I det Ydre blev nu atter Forholdet mellem Kongen og Jarlen venſkabeligt; men den gjenſidige Tillid var i Bund og Grund rokket og indtraadte aldrig mere efter denne Stund[11].

Allerede Aaret efter opſtod en ny Spending mellem begge, og denne Gang foranlediget af en Kirken vedkommende Sag. I 1231 døde Biſkop Halvard af Hamar og til hans Eftermand valgtes Paal, ſom det følgende Aar 1232 blev indviet. Mellem ham og Kongen reiſte ſig under den ſidſtes Ophold paa Oplandene om Vaaren 1234 en Tviſt om Beſiddelſen af Helgeøen i Miøſen. Denne Ø havde i ſin Tid Inge Baglerkonge givet til Hamars Biſkopsſtol. Men Birkebenerne havde altid paaſtaaet, at Inge var en Bedrager, og dette var ogſaa Kong Haakons Mening. Som Følge heraf troede Kongen, at Inge havde været uberettiget til at bortgive noget af Kongedømmets Gods, og fordrede nu Øen ſom ſin Fædrenearv tilbage af Biſkop Paal. Men denne negtede reent ud at oplade den. Da Kongen var dragen bort, ſkrev Paal til Nidaros til Erkebiſkoppen og Skule Jarl for at indhente deres Raad, og ifølge dette indſtevnede han ſin Sag for Paven og drog ſelv over Sverige, Danmark og Tydſkland til Rom[12].

Pave Gregorius IX tog ſig ſtrax med Iver af Biſkop Paals Sag og udfærdigede endnu ſamme Aar 1234 den 5te October fra Perugia en ſtreng Skrivelſe til Kongen. Af denne ſees, at Biſkoppens Klage har omfattet følgende Punkter: – Kongen havde mod Biſkoppens Julie bygget en Befæſtning (castrum) paa en Grund, ſom længe havde tilhørt Hamars Kirke; – han havde antaget ſig Folk, ſom han vidſte havde forurettet ſamme Kirke, og derfor vare excommunicerede; – han havde ſtræbt at bortdrage Folket i Hamars Biſkopsdømme fra deres Hengivenhed for Kirken; – han unddrog ſine Mænd fra den ſamme Kirke ſkyldige Tjeneſte, forbød Bønderne at bygge dens Jorder, angreb dens Patronatsret, „uagtet han og hans Forfædre ſagdes frivilligen at have opgivet denne“, og han yttrede offentlig, at de, ſom fortrædigede Biſkoppen og hans Mænd, ikke derfor ſkulde frygte Kongens Unaade, hvilket havde havt til Følge, at Flere havde tilføiet Biſkoppen og andre kirkelige Perſoner mange ufortjente og haarde Forurettelſer ved at indtrænge ſig paa Kirkens Jord, ſlaa Biſkoppens Tjenere, gjøre Brud paa Kirkens Frihed, borttage hvad der var givet i dens Forvaring, rane dens Tiender, og drage Geiſtlige i Kirkeſager for verdslig Ret; – han havde befalet at dræbe nogle af Biſkoppens Mænd, og da dette ikke lykkedes, havde han ladet dem berøve alt deres Gods; – endelig da Biſkoppen var bleven nødt til at forlade ſit Fædreneland og havde appelleret til Paven, ſagdes Kongen, med Foragt for denne Appel, at have tilrevet ſig Helgeøen efter Biſkoppens Afreiſe. – Paa Grund heraf formaner nu Paven Kongen, at give Biſkop Paal den ſkyldige Opreisning. Men for det Tilfælde, at dette ikke ſkeer, da har Paven, „hvormeget han end elſker Kongen“ budet ſin ærværdige Broder Erkebiſkop Uffe af Lund og ſine kjære Sønner Erkedegnen af Lund og Abbeden af Heresvad i Lunds Biſkopsdømme, at tvinge Kongen, efter forudgaaende Paamindelſe, ved Kirkens Straf, uden Appel, og derhos i fornødent Fald paakalde den verdslige Arms Hjælp[13]. Et Brev af ſamme Dag angaaende denne Sag er udſtedt til de ovennævnte danſke Prælater; og ved et Brev af 10de October anbefaler Paven Sagen ogſaa til Skule Jarl, „efterſom han tror, at denne er Gud og det apoſtoliſke Sæde hengiven og ſtræber efter Kirkens Ophøielſe“. Paven underretter ham om, at han i denne Sag har tilſkrevet de nævnte danſke Prælater, og disſe ſkal Skule paa Opfordring adlyde „paa det at hans Fortjeneſters Masſe kan forøges i Himmelen og Paven finde ſig beføiet til kjær Gjengjældelſe“[14]. Jarlen var altſaa den, ſom Paven havde i Sigte, naar han opfordrer de danſke Prælater til i fornødent Fald at paakalde verdslig Hjælp mod Kongen. Denne Omſtændighed er mærkelig og tillige det, at den pavelige Bemyndigelſe er overdragen tre udenlandſke Prælater og ikke den, ſom maatte ſynes at være den rette Mand, nemlig Erkebiſkoppen af Nidaros. Man maa heraf ſlutte, at Biſkop Paal, fra hvem naturligviis Pavens Foranſtaltninger nærmeſt udgik, ikke har ſtolet ganſke paa Erkebiſkop Sigurds ivrige Biſtand i denne Sag, og heller ikke af ham egentlig er bleven ophidſet mod Kongen; men at Skule Jarl har været den, ſom meſt ſkyndede Biſkoppen til at indanke ſin Sag for Paven, og at Skule ogſaa under denne ſin Fremfærd har ſkjult forræderſke Planer, hvori Erkebiſkoppen neppe har været indviet. Biſkop Paal maa forøvrigt have fremſtillet i ſterke Farver den Fare, hvori han ſvævede; thi under 11te October udſtedte Paven ikke alene et Beſkyttelſesbrev for Hamars Kirke og Ejendomme, ſtilet til Biſkoppen og Hamars Kapitel[15], – men ogſaa et til Kong Valdemar af Danmark, hvori han beder denne om at tillade Biſkoppen af Hamar at opholde ſig i hans Land, da han af Frygt for ſine Forfølgere ei vovede at opholde ſig i ſit Fædreneland, – og endelig et til Erkebiſkop Sigurd og hans Lydbiſkopper, hvori han opfordrer dem til at ſtaa Paal bi, og betænke, at Forfølgelſen ogſaa kunde ramme dem[16].

At Biſkop Paal foruden ſit eget Erinde ogſaa har havt hemmelige Erinder paa Skules Vegne at foredrage Paven, derom kan man heller ikke tvivle, da man finder, at Gregorius under ſamme 11te October 1234 ogſaa tilſkrev Erkebiſkop Sigurd, ſamt Biſkopperne Arne i Bergen og Orm i Oslo et Beſkyttelſesbrev for Skule. Paa Norges Jarls Skules Vegne – heder det her – er det blevet Paven forebragt, at da der havde været nogen Tviſt mellem Kong Haakon og bemeldte Jarl om Norges Riges Deling, var denne Tviſt bleven bilagt ved en venſkabelig Overeenskomſt. Nu har Jarlen ydmygeligen bedet Paven, at han vil ſørge for denne Overeenskomſts ſtrenge Iagttagelſe. Derfor paalægger Paven de Tilſkrevne, at de ſkulle paaſee Overeenskomſten nøiagtigen overholdt fra begge Sider under kirkelig Straf uden Appel. Dog ſkulle de ikke forkynde Excommunication eller Interdikt over Norges Rige, uden dertil at have indhentet Pavens ſærlige Befaling[17].

Man kan intet andet end i Alt dette ſee et konſtigt Rænkeſpind, hvis Hovedtraade laa i Skule Jarls Haand, og ſom var anlagt paa at vække Splid mellem Kongen og den norſke Kirke, for at Jarlen ſelv, under en opſtaaende indre Forvirring i Norge og Kongens mulige Banſættelſe, kunde fiſke i rørt Vand, ja maaſkee finde den længe forønſkede Leilighed til at ſtode Haakon fra Kongedømmet. Sagen mellem Kongen og Biſkoppen var nemlig fra kirkelig-ſtatsretligt Standpunkt betragtet ingenlunde ubetydelig eller uvigtig, naar den førſt blev ſtevnet for Pavens Domſtol. Den vedrørte jo – ſom af Pavebrevet ſees – baade Biſkoppernes Patronatsret og den geiſtlige Dommermyndighed, og vakte ſaaledes paa ny tvende af de Hovedſtridsſpørgsmaal mellem Kongedømmet og Kirken, der tidligere havde voldet ſaamegen Uro i Landet, men nu, ved ſtiltiende Samtykke, ſom det ſynes, fra begge Sider, i længere Tid havde hvilet, ſkjønt de ingenlunde vare afgjorte. Grebes de nu igjen an med Heftighed og Haardnakkethed af begge Parter, kunde der være god Udſigt til en Fornyelſe af Optrinene fra Sverrers Tid.

Men det gik denne Gang ſom oftere: Skules underfundige Anſlag ſtrandede paa Kong Haakons Sindighed og ſvigløſe Klogſkab, der ogſaa ſynes at have fundet en Støtte i Erkebiſkop Sigurds oprigtige Iver for Vedligeholdelſen baade af den indre Fred i Landet og af Freden mellem Kongedømmet og Kirken. Thi viſt nok var Sigurd neppe meer fri for hierarchiſke Fordomme, eller meer tilbøielig til at lægge Kirkeſtyrelſen under Kongedømmet, end de fleſte af hans Forgjængere; men han var aabenbare en maadeholdende Mand, der ſkyede alle fremfuſende og voldſomme Skridt, og ſom kun ad den fredelige Underhandlings og den kloge Tillempnings Vei ſtræbte mod det hierarchiſke Maal, Kirken engang havde ſat ſig. Udſigterne vare imidlertid for Øieblikket truende, dog mere paa Grund af Skules tvetydige Fremfærd, end paa Grund af de Virkninger, Pave Gregors Straffebreve fremkaldte. Disſes Virkſomhed var naturligviis væſentligen betinget af den norſke Erkebiſkops og de øvrige norſke Biſkoppers kraftige Underſtøttelſe. Men naar denne – ſom her ganſke viſt var Tilfældet – udeblev, ſaa kunde de udenlandſke Prælater, i hvis Hænder Gjennemdrivelſen af Pavens Straffedom var lagt, intet udrette, om de end hos ſig ſelv havde følt Opfordring til at blande ſig i et fremmet Riges og en fremmet Metropolitan-Provinſes Anliggender. Biſkop Paal var for afmægtig til at ſlaa et Slag mod Kongen, naar han ikke alene ikke havde noget ſikkert Rygſtød i ſin egen Metropolitan og fine norſke Embedsbrødre, men endogſaa maaſkee – hvad der er ganſke ſandſynligt – havde vakt deres Uvillie ved at bevæge Paven til at overdrage fremmede Prælater i en norſk Kirkeſag en Straffemyndighed, hvilken aabenbar nærmeſt tilkom den norſke Kirkes egne Forſtandere. Man finder derfor heller ikke det ringeſte Spor til, at nogen af de opfordrede Geiſtlige, eller engang Biſkop Paal ſelv, har gjort noget yderligere Skridt til at ſee Pavens Bantrudſel udført. Under disſe Omſtændigheder maatte Skule Jarl mistvivle om ſine ærgjerrige Planers Gjennemførelſe ved Kirkens umiddelbare eller middelbare Hjælp. Han var henviiſt til ſine egne Hjælpemidler af Sluhed ſamt verdslig Magt og Indflydelſe; og dem lavede han ſig til at benytte, dog viſtnok ikke uden ſtor Betænkelighed og Ængſtelſe for Udfaldet af ſine forræderſke Anſlag.

Om Sommeren 1234 vare Kongen og Jarlen ſammen i Bergen, og denne Sammenkomſt løb endda nogenlunde venſkabeligt af, i det mindſte i det Ydre. Men om Vinteren efter, da Kongen var i Viken og Jarlen i Throndhjem, udbrød Uenigheden aabenbart og det med ſtor Heftighed. Sagaen ſiger, at mange Tviſtepunkter havde reiſt ſig mellem dem, uden dog nærmere at forklare hvilke[18]. Man finder imidlertid Tegn til, at Jarlen maa have foretaget mistænkelige Ruſtninger, og det udentvivl atter under Skin af at ville gjøre en Pilegrimsreiſe, denne Gang til det hellige Land. Man har nemlig et Brev af den engelſke Konge Henrik III, givet den 22de Juni 1234 i Roſtock, hvorved der meddeles Skule Leide at komme til England paa en Pilegrimsreiſe til det hellige Land og opholde ſig i England paa Frem- og Tilbagereiſen; og ſkulde denne Leide vare til Mikkelsdag, 29de Septbr., næſte Aar[19]. En ſaadan Reiſe, om den end blot maatte være en Pilegrimsreiſe og intet Korstog, kunde naturligviis ikke foretages af en fyrſtelig Perſon uden ſtore forudgaaende Ruſtninger baade af Skibe og væbnet Følge, og kunde ſaaledes bekvemt tjene til Paaſkud for en Sammendragning af Stridskræfter, der engang ſamlede vel lode ſig bruge i et ganſke andet Øiemed end det opgivne. Desuden maa det antages, at under Løbet af Vinteren 1234–35, eller henimod Vaaren ſidſtnævnte Aar, Biſkop Paals Virkſomhed i Rom er bleven bekjendt for Kongen, og har forøget dennes Mistanke til Jarlens Henſigter. Kongen ſtevnede Skule til et nyt Møde med ſig i Bergen om Sommeren 1235. Skule vaklede nu i fine Beſlutninger. Han ruſtede ſig vel til Mødet og gav ſig endog paa Veien fra Thrøndhjem; men underveis blev han liggende ved Sunnmøre og lod Kongen forgjæves vente ſig. Om Høſten ſamlede Haakon en Hær af Gulathingslagen og ſendte Skule Bud, at han vilde komme til denne i Throndhjem, hvis Jarlen ei kom til ham. Atter vaklede Skule, men beſtemte ſig omſider til at vende tilbage til Throndhjem. Da Kongen nu virkelig fulgte efter ham didhen, faa forlod Jarlen Nidaros og drog med ſin betydelige Hær over Dovrefjæld til Oplandene.

Dette var at anſee ſom et aabenbart Brud paa Freden fra Skules Side, idet han med væbnet Magt var dragen ind i en Deel af Riget, der tilhørte Kongen alene. Haakon havde ved nye Budſendinger, der traf Skule inden han gik over Dovrefjæld, ſøgt at afvende ham fra dette Skridt; men forgjæves. Krigen var nu ſaagodt ſom erklæret af Skule. Alligevel forſøgte Kongen, paa Erkebiſkop Sigurds Bøn, endnu at hindre dens Udbrud. Ved Bjørn, Abbed af Holm, lod Kongen gjøre Jarlen det Tilbud, at han ſkulde have Tredieparten af alle Syſler paa Oplandene og i Viken mod at holde Fred indtil et endeligt Forlig kunde blive bragt iſtand. Skule antog dette Vilkaar, og alt blev roligt Vinteren over; dog benyttede Skule Stilſtanden til at hverve ſig Tilhængere i det ſydlige Norge og danne et væbnet Parti, ſom man tillagde det allerede fra Sverrers Tid bekjendte Øgenavn: Varbelger (farlige Kroppe, Skjelmer, ſom man maa vare ſig for?).

Man enedes vel om en Sammenkomſt i Bergen den paafølgende Sommer 1236 men hvor overveiende Mistilliden nu var bleven mellem Kongen og Jarlen viſte ſig deri, at Gidſler i Forveien maatte ſtilles fra begge Sider. Og endda havde nær Mødet gaaet overſtyr i den ſidſte Stund. Jarlen nemlig, der allerede var kommen Bergen ganſke nær med ſine Skibe, negtede at lægge ind til Byen, medmindre Kongen vilde tilſikkre ham, at hans eneſte Søn Peter, der var uægtefødt, ſkulde arve hans Deel af Riget. Dette afſlog Kongen paa det beſtemteſte. Da optraadte igjen Erkebiſkop Sigurd, der ogſaa var kommen til Bergen, ſom Mægler, og formaaede Jarlen til ligefuldt at drage ind til Staden. Et Forlig kom nu atter i Stand ved Erkebiſkoppens Mellemkomſt. Ved dette blev beſtemt en ny Landsdeling mellem Kongen og Jarlen, bygget paa en anden Grundvold end den tidligere. Jarlen havde nemlig hidtil havt en vis Deel af Riget at ſtyre, hvilken regnedes for en Trediedeel af det Hele, og dette havde førſt været Oplandene og Viken, ſiden, og det den længſte Tid, hele Froſtathingslagen tillige med Sunnmøre, altſaa alle de Fylker, der udgjorde Nidaros Biſkopsdømme. Nu derimod indrettedes Delingen ſaaledes, at Jarlen ſkulde have en Trediedeel af hver Sysſel i hele Norge[20]. Dette var vel i en vis Maade henſigtsmæsſigere for Enighedens Opretholdelſe; en Fælledsſtyrelſe i ældre Tiders Aand gjenvaktes derved, og det forebyggedes, at en heel Hovedlandsdeel ſkulde reiſe ſig mod det øvrige Rige paa Grund af Uenighed mellem Styrerne. Men paa den anden Side, maatte Rivninger let opſtaa og opſtode virkelig mellem Kongens og Jarlens Sysſelmænd, ſom nu i hver Sysſel kom til at ſtaa hinanden ved Siden, og naturligviis hver havde ſin Herres Anliggender og Tarv at paaſee. Som en Modvegt mod dette beſtemtes imidlertid ogſaa, at Kongen og Jarlen for det Førſte ſkulde opholde ſig paa ſamme Sted ja endog holde fælles Bord, paa det at Løgn og Bagtalelſe vanſkeligere kunde faa Indpas mellem dem, og Misforſtaaelſer, naar de opkom, lettere og ſnarere kunde afgjøres. Denne Ordning var ikke ilde udtænkt. Den virkede for Øieblikket et Slags Enighed mellem Fyrſterne og tilbageholdt Stridens aabne Udbrud endnu et Par Aar.

For disſe vigtigere Anliggender ſynes Biſkop Paals Sag ganſke at være traadt i Skyggen; i det mindſte finder man den hverken i Brevſkaber eller i Sagaen omtalt i 1235 og 1236. Man veed ikke engang, hvor Biſkoppen i disſe Aar har opholdt ſig, om i Danmark eller et Sted i Norge. Men da nu en midlertidig Rolighed igjen var indtraadt, ſynes Erkebiſkop Sigurd at have fremtrukket Paals Sag for at faa den i Mindelighed bilagt. Da nemlig Kongen og Jarlen, efter at have overvintret tilſammen i Bergen, begge tidlig om Vaaren 1237 droge til Throndhjem og der toge ſit Sæde, blev paa Erkebiſkoppens Raad Bud ſendt efter Biſkop Paal, at han ſkulde komme did nord til et Forligsmøde med Kongen. Biſkoppen maa da rimeligviis have været ved ſin Stol; thi han indfandt ſig endnu ſamme Vaar i Nidaros. Der blev holdt Møder i Anledning af Sagen mellem ham og Kongen; men det gik ikke ſaa ganſke let med Forliget, og man mærkede, at Biſkoppen altid var ſtivere paa de Møder, ved hvilke Jarlen var tilſtede. Endelig kom det dog til en Forening, ſaaledes at Kongen beholdt Helgeøen, men gav Hamars Stol andre Ejendomme i Stedet[21]. Dermed var den Sag afgjort uden at have havt videre ubehagelige Følger for Kongen end det truende Pavebrev og Gregorius IXs ſnart overgaaende Unaade. Et Par Aar ſenere finder man, at Kongen atter har nydt den romerſke Stols fulde Yndeſt.

  1. H. H. S. c. 165; Isl. Ann. 104.
  2. Sv. S. c. 151.
  3. Sv. S. l. c. jfrt. m. H. H. S. c. 86.
  4. H. H. S. c. 105.
  5. H. H. S. c. 168.
  6. H. H. S. c. 174.
  7. H. H. S. c. 161.
  8. H. H. S. c. 174.
  9. Rymer. I. I. 205.
  10. H. H. S. c. 174.
  11. H. H. S. c. 175–177.
  12. H. H. S. c. 178.
  13. Norſk Dipl. I. 11.
  14. Suhm D. H. IX. S. 644.
  15. Norſk Dipl. I. 12.
  16. Suhm D. H. IX. 644.
  17. Norſk Dipl. I. 13.
  18. H. H. S. c. 181.
  19. Rymer. I. I. 218.
  20. H. H. S. c. 187 jfrt. m. 192.
  21. H. H. S. c. 188.