Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/122
Naar vi her, i Lighed med hvad vi have gjort ved hvert enkelt forudgaaende Tidsrums Slutning, ville give et Overblik over den norske Kirkes Forfatning i det sidst omhandlede Tidsrum af Katholicismen, – da kunne vi fatte os kort. Thi intet Nyt af Betydenhed, ingen store Fremskridt, ingen glædelig Udvikling møder os her. Hvor vi ikke stode paa reent Forfald, der viser sig Stillestaaen, og Kirken skrider ikke over det Udviklingspunkt, paa hvilken vi fandt den ved det fjortende Aarhundredes Midte.
Og denne Tilstand var visselig ikke noget Særeget for den norske Kirke; den deelte heri Skjebne med hele den øvrige samtidige romerske. Dennes Glandstid og kraftige Alder viste sig allerede forbi ved det fjortende Aarhundredes Begyndelse. En Vanmagt og tærende Hensygnen traadte i Stedet, som ingen Kunstgreb formaaede i Længden at dække, men hvis Virkninger efterhaanden aabenbarede sig nær og fjærnt i dens vide Kreds. Romerkirken begyndte allerede at ryste sterkt under de avignonske Paver (1305–1378). Den syntes nærme sig sit snare Fald under den store Pavedømmets Splittelse (1378– 1417). Den frelstes dog for Øieblikket fra Undergangen ved Kirkeforsamlingerne i Kostnitz (1414–1418) og i Basel (1431–1449). Dens Anstrengelser i den nærmeste Tid efter for atter at hæve sig, var intet uden bedragersk Blendverk, og den var paa ny hensjunken i sin Vanmagt og Døs, da Kirkereformationen overraskede den og løsrev fra dens Herredømme blandt saa mange andre af Europas Stater ogsaa de tre nordiske Riger. Den romerske Kirke havde i Norge strax før vort Tidsrums Begyndelse, ved Midten af det fjortende Aarhundrede, naaet det Høidepunkt, som var den her af Gud tilmaalt. Den havde da vundet et agtverdigt Præg af Orden og Fasthed. Men Tegn paa Stillestaaen vare ogsaa allerede indtraadte. Det sidste lange Tidsrum har vist os, hvorledes den norske Kirkes Nedadgaaen for Alvor begyndte ved den store Mandedød[1], og hvorledes den snart hensank i en Dødsdvale, der varede saagodt som uafbrudt, lige indtil den store Kirkereformationen rev den uberedt, meer ved politiske end ved religiøse Rystelser, ud af Søvnen for at omdanne den i en ny Skikkelse.
Vi ville i vor korte Oversigt følge den samme Orden som ved de tidligere Tidsrum.
I. Af Kirkens Embedsmænd opstod ingen nye Klasser, og de ældres Stilling i det Ydre, indbyrdes og overfor Lægfolket, blev uforandret. Titler, Rangfølge, glimrende Optræden i Livet, Fordring paa Lægfolkets Ærefrygt og Underkastelse, – alt dette holdt sig vedlige. Men i den indre Sammenlænkning mellem Kirkens Ledemode indsneg sig en Forrykning, der hastig drog den mægtige Kjedes Svekkelse til Følge.
Hvad Presterne angaar, da undergik deres Forhold baade mod oven og mod neden mindst Forandring Sogneprestens Rettigheder og Pligter bleve, saavidt vides, staaende ved det, som i næst foregaaende Tidsrum var fastsat. Hvorvidt de saa nyttige og vigtige Prestemøder eller Diocesansynoder[2] have været strengt opretholdte, kan ikke siges; men ganske nedlagte vare de dog ikke hverken i Norge eller paa Island.
I Kirkens overordnede Styreres Stilling derimod, i Erkebiskoppens og Biskoppernes, foregik en Forandring, og det en ganske iøinefaldende. Den havde sit væsentlige Udspring fra Pavernes allerede tidlig sterkt fremtrædende Stræben efter at sammentrænge den hele Kirkestyrelse saa umiddelbart som muligt i Pavedømmet selv og den pavelige Kurie. Den oprindelige Tanke hermed var vist nok at styrke paa denne Maade Pavedømmets og den romerske Kirkes hierarchiske Magt og Enevælde. Men man gik for vidt; og det aabenbarede sig snart for meer uhildede Øine, at tilsidst maatte den overspendte Bue briste og Maalet tabes. Man lod sig dog ikke i Tide advare; man skred tvertimod med stedse voxende Sorgløshed frem paa den engang betraadte Vei. Og det var snart ikke Higen efter Enevældet alene, som drev Paverne til Yderligheder; lav Vindesyge blandede sig ogsaa i Spillet. Den erkebiskoppelige og biskoppelige Myndighed blev planmæssig svekket for at hæve Pavedømmet, og det vigtigste Led i den hierarchiske Lænke tabte sin Kraft.
Vi have i den norske Kirkes tidligere Historie stræbt at vise, hvorledes den egentlige kanoniske Kirkestyrelse var beskaffen, og hvorledes den fandt Indgang og vandt Fasthed i Norge. Men vi have ved Siden heraf ogsaa gjort opmærksom paa, at Paverne allerede tidlig begyndte i visse Punkter at rokke den i dens fulde Strenghed. De havde allerede fra det 9de Aarhundrede af gjort sig det til Opgave at svække Metropolitanmyndigheden i Almindelighed for at drage alle Biskopper meer umiddelbart ind under sit Omraade. At Metropolitanerne ikke skulde blive for overmægtige, det var saaledes allerede en pavelig Grundsætning længe før Nidaros’s Erkesæde oprettedes, og dettes Magt over Provinsens Biskopper blev naturligvis afmaalt derefter. Men ved Siden heraf kunde Suffraganbiskoppernes Myndighed være bleven opretholdt ubeskaaren, eller endog snarere forøget. Den almindelig indførte Valgmaade ved Domkapitler pegede jo ogsaa hen til, at man ønskede en Udvidelse af Suffraganbiskoppernes Selvstændighed. Dog ogsaa disses Magt forekom senere hen Rom at kunne blive farlig; og Kurien fandt det bedst at indrette sig saa, at den kunde stramme Tvilen paa dem, naar det var den magtpaaliggende. Dette viste sig, som vi have seet, ogsaa i Norge, idet Paven begunstigede de derværende Kathedralkirkernes Kapitler i deres Fordringer paa Deeltagelse i visse af den biskoppelige Styrelses Grene til Indskrænkning for selve Biskoppernes Myndighed[3]. Imidlertid, om end enkelte betydningsfulde Fingerpeg heri lode sig tilsyne, saa var dog lige til Midten af det 14de Aarhundrede den kanoniske Orden i den norske Kirkestyrelse ikke endnu i nogen væsentlig Mon forrykket. Biskopsstolene besattes endnu til den Tid i Regelen paa kanonisk Maade ved tilhørende Kapitels fri Valg eller Postulation, og hvor Kapitler ikke fandtes, ved Erkebiskoppens og det nidarosiske Kapitels; medens Pavens Provisionsret (jus provisionis) sjælden, og oftest kun i visse ved den kanoniske Ret bestemte Tilfælde, anvendtes[4]. Erkebiskoppen udøvede sin Stadfæstelsesret ved sine Lydbiskoppers kanoniske Valg. Endelig opretholdtes under Erkebiskoppens Ledning, de for Kirkestyrelsen saa vigtige Provinsialconcilier eller Biskopsmøder. Alt var saaledes, med Hensyn til den overordnede Kirkestyrelse i Norge, ved Midten af det fjortende Aarhundrede endnu i upaaklagelig kanonisk Orden.
I det senest omhandlede Tidsrum derimod indtræder en øiensynlig Forandring i de samme Forhold. Paverne begyndte nemlig an baade i Tide og Utide at gjøre sin Provisionsret gjældende ved de norske Biskopsstoles Besættelse, hvorved da Kapitlernes Valgret i Virkeligheden tilintetgjordes eller forandredes til en tom Formalitet. Ikke bedre gik det med Erkebiskoppens Stadfæstelsesret paa Biskopsvalgene. Da disse reves ud af de rette Hænder for at øves af Paven selv, saa blev naturligvis Metropolitanens Stadfæstelse uden Betydning. Et Paalæg eller blot en Underretning til Metropolitanen var nu tilstrækkelig. Hvad endelig Provinsialconcilierne angik, da ophørte disse efterhaanden, idet Pavens Villie gjorde al Overveining unødvendig. Men med Provinsialconcilierne svandt det Baand, der hidtil væsentlig holdt den norske Kirke sammen som Nationalindretning, tjente Biskopperne til Knyttepunkt i deres Virksomhed og gav Kirkestyrelsen den Enhed og Kraft, som ikke Metropolitanen, med sin sterkt beskaarne Myndighed, længer ved sig selv alene formaaede at fremkalde.
Vi have seet, hvorledes den norske Kirke, strax efter den store Mandedød var overstanden, ved Besættelsen af Nidaros’s Erkestol i 1350 og Oslos Biskopsstol i 1352, fik en haandgribelig Forklaring paa, hvorledes Kurien for Eftertiden vilde have sin Provisionsret udstrakt og tydet. Pave Clemens VI erklærede jo ved denne Leilighed at han havde forbeholdt sig Provision og Disposition af alle ledige og ledigblivende Biskopsdømmer[5]. Fra den Stund, kan man sige, havde de norske Domkapitlers fri Valg af Biskopper ligesom ogsaa Erkebiskoppens Stadfæstelsesret paa Valgene erholdt Dødsstødet ved Pavens egen Haand. Fra nu af gjordes Biskopsdømmerne i Norge, som i saa mange andre Lande, ikke alene til Maal for Lykkesøgeres Stræben, men endog til en Handelsartikel, hvormed den romerske Kuries Vindesyge spekulerede. De bleve gjorte til Gjenstand for en fast Taxation, idet en vis Sum, afpasset efter hvert enkelt Biskopsdømmes Indtægter, bestemtes at skulle udredes til Kurien ved hver indtrædende ny Besættelse[6].
Endnu værre blev disse i sig selv saa fordærvelige Forhold, da den verdslige Styrelse, fra Dronning Margretas Tid, nyttede dem til underhaanden, ved Kuriens Hjælp, at faa den norske Erkestol og de norske Biskopsstole besatte med sine villige Haandlangere; og den Uorden, som indtraadte i alle Pavedømmets Virksomhedsgrene under dets store Schisma (1378–1417), lettede Kongedømmet dets Indflydelse ved Biskoppernes Tilskikkelse. Hvor vidt det med Misbrugene fra Kongemagtens Side gik under Erik af Pommerns Styrelse, have vi seet; og hvorledes Kirken led under alle de forargelige Tilfælde, som ved disse Misbrug fremkaldtes, kan man let forestille sig, om man end ikke havde Exemplerne med Erkebiskop Nikolaus Ruser, Biskopperne Jon Gerikssøn, Arne Klemetssøn og flere i Tidsrummets Historie omtalte for Øie.
Det lykkedes Conciliet i Kostnitz at ende det store Schisma, men ikke at forbedre Kirkestyrelsen[7]. Heldigere syntes i dette Stykke Conciliet i Basel at skulle blive, og dets Anordninger virkede for Norges Vedkommende en liden Stands og Indskrænkning i de indsnegne Misbrug, i det mindste ved Biskopsstolenes Besættelse. Men dette var dog i Virkeligheden kun et lidet Lysglimt i det almindelige Mørke. Pavelige Kabaler seirede til Slutning over Conciliets gode Villie, og de gamle Uskikke bleve i Hovedsagen staaende ved Magt[8]. Paa begge Concilier regnedes, som bekjendt, Afsendingerne fra de nordiske Riger under den germaniske Nation, en af de store Afdelinger, hvori de Mødende inddeltes. Da nu i 1448 Concordatet mellem Paven og den tydske Keiser, Fredrik III, til Aschafsenburg, – eller som det ogsaa, maaskee rigtigere, benævnes: til Vien, – for en stor Deel gjorde det baselske Conciliums Bestemmelser magtesløse for Tydsklands Vedkommende, saa blev ogsaa, som det lader, dette Concordat efterhaanden udstrakt over de nordiske Riger tillige. Dette skede vist nok ikkun gjennem Brugen, ikke ved nogen bestemt offentlig, strengt retsgyldig, Akt. Men Virkningen blev lige fordærvelig for Kirken[9]. Under de Bestræbelser, som fra nu af Paven paa den ene Side og Kongen paa den anden anvendte for at bringe Biskopperne i et Afhængighedsforhold af sig, kunde det ikke være andet end at Biskopsdømmet maatte meer og meer tabe i Selvstændighed og kraftig Indflydelse paa Kirkens Anliggender. Paven saa gjennem Fingre med Kongens Indtrængen paa Kirkens Enemærker, naar kun Kongen til Gjengjæld lukkede sine Øine for de pavelige Misbrug. Ikke alene Biskopsdømmerne men ogsaa de fleste andre høiere og bedre aflagte geistlige Verdigheder, f. Ex. Pladserne i Domkapitlerne, bleve efterhaanden, snart fra Pavens snart fra Kongedømmets Side, betragtede som Indtægtskilder for dem. Fra begge Kanter søgte man at udpine af Kirken al den verdslige Fordeel, som det var muligt at vinde, medens atter Kirken, saalænge den magtede, tog sin Mon igjen hos Almuen. Om Kirkens høiere Formaal var liden eller ingen Tale, og et frit Valg til en Biskopsstol eller til et andet overordnet og rigt kirkeligt Embede blev endelig at regne for en reen Undtagelse fra Tingenes almindelige Gang.
Hvad de norske Provinsialconcilier angaar, da have vi seet, at den første Erkebiskop efter Mandedøden, Olaf, i sine første Styrelsesaar endnu viste nogen Iver for at opretholde dem[10]. Men med denne Iver tog det snart en Ende. Provinsialconciliet i Nidaros i 1351 er, som vi have seet, det sidste i det Aarhundrede, hvis Statuter ere optegnede; og fra den Tid ligetil 1435 savnes aldeles saadanne Statuter, medens kun saare faa, og det usikkre Spor findes til at ordentlige Biskopsmøder have været holdne. Det var den i flere Henseender virksomme Erkebiskop Aslak Bolt, som igjen, støttende sig til Conciliet i Basel, søgte at bringe dem i Gang. Men han mødte, som det lader, Uvillighed hos sine Lydbiskopper, og det forblev ogsaa i hans Tid med tvende Provinsialconcilier: det i Bergen 1435 og det i Oslo 1436[11]. Indretningen hensank derpaa atter i Forglemmelse.
Men hvorledes Nationalkirken meer og meer blev svækket ved Opløsningen af Metropolitanforholdet og Tilsidesættelsen af Provinsialconcilierne, – derpaa have vi seet Beviser i dens Tilstand umiddelbar før Kirkereformationen. Da kunde den verdslige Statsmagt gjøre med de kirkelige Indretninger saagodt som hvad den vilde. Den norske Kirkes Forbindelse med Rom havde nemlig den for Reformationen stemte Kongemagt næsten fuldkommen afskaaret, og de enkelte Biskopper, der hver i sit Biskopsdømme nu var at ansee for den i det Geistlige øverste og eneste Raadende, handlede uden Samhold, og uden overordnet Ledning. Deres Optræden mod det verdslige Tryk var kraftløs og uvirksom.
At Erkebiskoppen og Biskopperne som Raadsmedlemmer vandt under Kalmarforeningen en forøget Indflydelse paa Norges Statsanliggender, drog dem kun endnu længere bort fra deres egentlige Virkekreds, fra deres Omsorg for Kirken, end deres verdslige Stræben allerede forud havde ført dem. Og ligefuldt, skjønt de forsømte Kirken for, som de trode, at pleie Staten, saa formaaede de dog ikke til Gavns at støtte under denne sammensynkende Indretning. Kun en ydre Glands over sin egen personlige Tilværelse formaaede de endnu nogenlunde at opretholde. Dog selv dette lykkedes dem neppe uden føleligt Tryk paa Almuen. Thi Kilderne for deres Indtægter vare allerede ved Uforsigtighed og slet Styrelse begyndt at stoppe op, medens Fordringerne først fra Pavernes og senere fra den verdslige Magts Side endnu stedse vare til, ja vare voxende.
Klostervæsenet i Norge viser sig under dette Tidsrum i kjendeligt Forfald. Vi have rigtignok seet Birgittinerordenens Oprettelse i Slutningen af det 14de Aarhundrede at modtages med et Slags Velvillie i de nordiske Lande. Mest var dog dette Tilfælde i Stifterindens Fædreneland, Sverige; i de tvende andre Riger synes det meer at have været de kongelige Styrere, Dronning Margreta og Erik af Pommern, som med Forkjærlighed fremhjalp den, end Folkenes Beundring. Hvad Norge særligen angaar, da have vi seet, at man, for at indføre Ordenen der og skaffe den Bolig, maatte berøve den gamle Benediktinerorden et stort Kloster, nemlig Munklif i Bergen, og skjænke Birgittinerne dette, – en Forandring, der ikke blev udført uden efter megen og lang Modstand[12]. Senere bleve Munke af den hellige Antonius’s Orden indførte i Norge; men disse vare hverken meget udbredte eller opnaaede nogen Rigdom og Indflydelse. Man seer, at ogsaa de kom til Bergen ved et ældre Nonneklosters Lediggjørelse i 1507. Men deres Ophold der var kun kortvarigt, da deres Kloster allerede i 1528 blev sekulariseret[13]. At nye Klostere af de ældre Ordener ere blevne oprettede i Norge i dette Tidsrum, ved man ikke heller. Paa Island blev et eneste nyt Kloster stiftet, nemlig i Skrida i Fliotsdal paa Østlandet. Dette var et Munkekloster, saavidt vides, af Augustinerordenen, med en Prior til Forstander. Det blev stiftet omkring 1500 af den skaalholtske Biskop Stefan, men dets Tilværelse var kort, og det naaede ikke nogen Velmagt[14]. Vi have seet, at Klostrenes Inddragelse i Norge til Kronens Bedste hørte blandt de første reformatoriske Skridt og havde taget sin Begyndelse længe for Kirkereformationen forøvrigt endnu kunde siges at have vundet noget Tilhang blandt Landsfolket. Klostervæsenet i Norge nød dengang liden eller ingen Medfølelse hos Folket, udentvivl fordi det allerede var i Bund og Grund fordærvet og fuldmodent for sin Undergang.
II. Med Hensyn til religiøse Skikke vides ikke den norske Kirke, i det Tidsrum, vi nu forlade, at have undergaaet nogen væsentlig Forandring. Var allerede i det foregaaende Tidsrum Pavens Bud, med Hensyn til Kirkeskik, en paa det nærmeste ufravigelig Rettesnor, saa blev denne Grundsætning vistnok i nærværende Tidsrum end yderligere befæstet. Den norske Kirkes Selvvirksomhed blev jo desuden afskaaren, da Provinsialconcilierne gik af Brug, og dette dengang uundværlige Organ for al national Kirkelovgivning, ogsaa for den ceremonielle, tabtes. Vi have saaledes i dette Stykke intet at føie til det, som allerede ved de foregaaende tre Tidsrum herom er sagt.
III. Hvad endelig den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Forhold angaar, da gjælder herom i Hovedsagen det Samme. Vi have allerede ovenfor, ved at omtale Erkebiskoppens og Biskoppernes Stilling, paavist, hvorledes deres Selvstændighed i flere saare væsentlige Retninger svækkedes ved Pavedømmets kortsynede Statskunst, og hvorledes det derved lykkedes den verdslige Statsmagt at gjøre Indgreb paa Kirkens Omraade, som maaskee ellers skulde have faldet vanskelige. Vi have tidligere seet, hvorledes den norske Kirke med megen Konsekvens og Klogskab, tildeels ogsaa med Held, i det trettende og den første Halvdeel af det fjortende Aarhundrede arbeidede paa at opretholde, ja udvide sin Ret ligeoverfor Kongedømmet. Vi have ogsaa ved Slutningen af det foregaaende, tredie Tidsrum udhævet det Standpunkt, til hvilket den norske Kirke ved Midten af det 14de Aarhundrede havde naaet i sin statsretlige Stilling. Alle sine Fordringer havde den ei seet sig istand til fuldkommen at drive igjennem; men de som endnu stode uopfyldte, lykkedes det den ikke heller i nærværende Tidsrum at tilkjæmpe sig. At den norske Kirke i 1458 fik Kong Kristian I’s Stadfæstelse paa Foreningen til Tunsberg, var den vist ikke til nogen væsentlig Nytte. Denne Forening var nu, paa Grund af mange i Mellemtiden indtraadte Ændringer i Norges Statsforholde, i flere Stykker ubrugbar, og kunde ikke længer, om end Geistligheden havde raadet langt meer end den raadede, gjøres anvendelig i større Udstrækning. Herpaa blev heller ikke forsøgt. Man mærkede vistnok snart, at Foreningen var fra hierarchisk Standpunkt et altfor konsekvent gjennemført Arbeide, til at den i det 15de Aarhundredes kirkelige og politiske Røre skulde kunde smage enten Pave eller Konge.
Den Forandring, som foregik i det norske Riges statsretlige Stilling ved dets Indtrædelse i Foreningen med Danmark og Sverige var ogsaa aabenbart uheldbringende for den norske Kirkes naturlige og jævne Udvikling. Man kunde tro, at den Leilighed, som nu aabnede sig for den til at kunne ved Kongevalg og Haandfæstning sikkre sig sine Rettigheder og udvide dem, helst da Nidaros’s Erkebiskop jo ved enhver indtrædende Valgledighed var det norske Kongedømmes erkjendte Vikarius og det norske Rigsraads Formand, – skulde være gunstig i det mindste for Kirkens ydre Magt og dens Indflydelse paa Statsstyrelsen. I Virkeligheden blev dog dette ikke saa. Vi have seet, at Kongedømmet, med Hensyn til Geistligheden som i det Verdslige, idelig omgik sine Haandfæstningers Løfter. Derhos rakte den romerske Kurie meer end eengang Kongen en hjælpsom Haand mod hans egen Geistlighed, naturligvis under Forudsætning, at Kurien selv intet derved tabte, men tvertimod kunde opnaa Gjentjenester fra Kongedømmets Side. Endelig var det indre Samhold mellem Erkebiskoppen, hans Lydbiskopper og de verdslige Stormænd i Rigets Raad næsten altid for ringe, til at Erkebiskoppen som Rigsvikarius skulde have kunnet udrette noget stort til sin Stands varige Gavn. Heller ikke fandt nogen inderlig, fast og stadig Sammenslutning Sted mellem de tre Rigers Kirker indbyrdes til fælles Forsvar. Tvertimod, den Spending, som idelig viste sig mellem de tre Rigers Raad, overførtes oftest gjennem disses geistlige Medlemmer, Biskopperne, ogsaa paa de tre Kirker. Kom det end ikke til nogen religiøs Strid mellem disse; saa manglede dog den sande broderlige Aand mellem deres Forstandere, der nødvendig fordredes til en nærmere kirkelig Sammenknytning. En saadan vilde desuden vel i de fleste Tilfælde have været stridende ligemeget mod Unionskongens som mod Pavens egennyttige Hensigter; og hverken Konge eller Pave var det derfor om at gjøre at fremme den.
Man mærker overhovedet tydeligen, at en uhyre Slaphed havde indsneget sig i de religiøse som i de moralske og kirkelige Begreber. Verdsligt Sind og Usedelighed havde sterkt udbredt sig blandt Kirkens Personer, fra de øverste til de nederste, ja i det hele Kirkesamfund baade blandt Lærde og Læge. For Biskopperne var Virken og Indflydelse i Rigets verdslige Raad bleven noget langt meer magtpaaliggende end den aandelig Pleie af det dem betroede Kirkeomraade; og Presterne manglede baade sand christelig Religionskundskab til at undervise sine Sognebørn, og varm Gudsfrygt til at opbygge dem. Gudstjenesten var bleven en prunkende, tom Ceremoni, et Middel til først at fæste Folket i Overtro og siden udsuge det til Fordeel for en havesyg og sandselig Geistlighed, der raadede over Almuen ved Frygt meer end ved Kjærlighed eller Agtelse. Kort den romerske Kirke i Norge var dybt sjunken, da Reformationen rammede den. Stødet kom uforberedt og traf haardt, – saa meget haardere som Selvstændighedens Fald gik Haand i Haand med den gamle Statskirkes. Et engang hæderligt om end fattigt Riges dybe politiske Fornedrelse har vist nok bragt Mangen af dets Børn til at see Romerkirkens samtidige Omstyrtelse der i Landet med et meer medlidende Blik, med større Savn, end den i Sandhed fortjente. Romerkirken, som den da var, vilde dog aldrig have kunnet opretholde Norge som selvstændigt Rige i dets synkende Tilstand, end mindre kunnet puste nyt Liv i det, hæve det til en ny og herligere Skikkelse. Nu da vi see videre og meer tillidsfuldt om os, maa vi inderlig takke Gud, at han lod Romerkirken, da den dog havde naaet Fordærvelsens Toppunkt, vige Pladsen i vort Fædreneland for en renere christelig Kirkeorden, der med Evangeliets Kraft har gjenvakt og styrket, og – det haabe vi – med Guds Hjælp ogsaa fremdeles skal vække og støtte Norges aandelige Liv.
- ↑ Jfr. o. f. II. 339–341.
- ↑ Jfr. o. f. II. 315.
- ↑ S. o. f. I. 218, II. 102–103.
- ↑ S. o. f. I. 445–447, II. 316
- ↑ S. o. f. II. 342, 350.
- ↑ At denne Taxation af Biskopsdømmerne blev indført ogsaa for de norskes Vedkommende, er sikkert nok, om man end ikke ved at paapege Tiden med Bestemthed, da det skede. Münter, Kirchengesch. II. 471–478.
- ↑ S. o. f. II. 459.
- ↑ S. o. f. II. 476–477.
- ↑ Se herom Pal.-Müller, Herredagene i Odense, 34–38, hvor Indflydelsen af det baselske Concilium og af Concordatet i Vien paa de nordiske Riger, især Danmark, udførligen og med Skarpsindighed er paavist.
- ↑ S. o. f. II. 343–349.
- ↑ S. o. f. II. 485–495.
- ↑ Smsts. 435–439, 478–483.
- ↑ S. o. f. II. 608–609, 690–691.
- ↑ Finn Joh. IV. 113–121.