Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/121
Af de Lande, der hørte til Norges Rige og til den norske Kirke, var Island det, hvor den romersk-katholske Lære længst opretholdtes som Landsreligion, og hvor den senest, som saadan, veg for den evangelisk-lutherske.
Vi have i det Foregaaende seet, hvorledes begge Islands Biskopsdømmer i Aarene 1520–1524 fik nye Forstandere: – Skaalholts Biskopsdømme Øgmund Paalssøn, Hole Biskopsdømme Jon Aressøn. Vi have ogsaa seet, at Forholdet mellem disse tvende Biskopper fra først af var mindre end venskabeligt, og hvorledes Øgmund havde gjort alt hvad der stod i hans Magt før at hindre Jons Valg og Indvielse, men hvorledes hans Bestræbelser i denne Retning alle strandede. Jon Aressøn blev indviet i Norge af Erkebiskop Olaf i 1524, kom i 1525 til Island og tog der sin Stol i Besiddelse[1].
Disse tvende sidste katholske Biskopper paa Island, vare i mange Henseender ualmindelige Personer og, det tør man nok paastaa, i sin hele Karakter, Fremfærd og Levevis sande Repræsentanter for Mængden af sin Tids Biskopper.
Øgmund Paalssøn var meget ældre end sin Embedsbroder. Han skildres som en driftig Mand, især i alle verdslige Sager, og hans Skjøn paa disse dækkede tildeels hans Fattigdom paa geistlige Kundskaber i en Tid og under Omstændigheder da Biskoppen i sit Biskopsdømme gjaldt fuldt saa meget i Egenskab af verdslig Styrer, som i Egenskab af Christendommens Forstander. Han var en kraftig, ærgjerrig og stolt Mand, en Høvding i sit Væsen og berømt for sin Gavmildhed, hvilken han dog, naar han var i godt Lune, ofte øvede paa en hensynsløs, overdreven Maade. Men han var ogsaa en egensindig, opfarende, høist lidenskabelig Mand, der i Alt vilde have sin Villie frem, og som Faa vovede at modsige; thi Indvendinger taalte han ikke, men overøste almindelig den, der vovede at fremføre dem, eller i det Hele vovede at gjøre ham imod, med de groveste og uverdigste Skjældsord. Den Lykke, som havde fulgt alle hans Foretagender i hans tidligere Aar, havde, som man trode, udskjæmt ham og gjort ham saa umedgjørlig som han viste sig i sin overordnede Stilling. Noget egentlig ondt eller uædelt Sindelag synes han dog ikke at have havt, ikke heller skyldes han for at have vakt Forargelse ved nogen Usedelighed i Levnet, om end hans Levevis i det Hele ikke var synderlig klosterlig eller prestelig[2].
Med herligere Naturens Gaver var Jon Aressøn udstyret. Han havde ogsaa et Væsen, som fuldkommen sømmede en den Tids Storhøvding, var pragtfuld, gjestfri, gavmild, driftig og stolt. Han gav ikke Øgmund noget efter i verdslig Ærgjerrighed og Herskesyge. Men han havde større Selvherredømme, større Smidighed og større Gaver til at vinde sig hengivne Venner. I egentlige geistlige Kundskaber stod han ganske vist endogsaa under sin Embedsbroder, men hans Aandsgaver synes langt at have overstraalet dennes, og netop at have været af det Slags, der maatte vække hans Landsmænds Beundring. Han var, som vi have seet, næsten uvidende i Latinen; men han var heldig Skald, ja maaskee den første Skald blandt sine samtidige Landsmænd, og han havde altid en Vise rede, naar Omstændighederne fremkaldte den. Han var glad og oprømt i godt Vennelag, medens han tillige vidste baade i det daglige Liv og i Embedshandlinger at optræde med en Verdighed, der sømmede hans Stand og Stilling. Han var en aabenbar Overtræder af Cølibatet; thi han levede fra sin Ungdom af lige til sin Død i ufordulgt Frilleliv med Helga Sigurdsdatter og avlede med hende fire Sønner og to Døttre. Men saadanne Forbindelser vare den Tid, Cølibatsloven til Trods, ganske almindelige blandt Presterne, navnligen paa Island, og vakte liden Forargelse hos Folket, helst naar de, som Tilfælde synes at have været med Biskop Jons og Helgas, grundede sig paa et Slags, rigtignok mod Kirkeloven reentud stridende, Kontraktsforhold, og overholdtes med Troskab fra begge Sider. Jon havde endogsaa, besynderlig nok, i 1522, da han forlængst var Prest og allerede var paa god Vei til at blive Biskop formeligen ætledet, d. e. erkjendt for egte, fire af sine Børn, nemlig tre Sønner og en Datter[3]; og han fandt i sin meer fremrykkede Alder, i sine djærve og kloge Sønner den sikkreste og bedste Støtte for sine ærgjerrige Planer, saalænge Forsynet tillod disse at have Fremgang[4].
I Førstningen efter at Jon Aressøn havde taget Hole Stol i Besiddelse saa det heel fiendtligt ud mellem ham og Biskop Øgmund. Deres første Sammenkomst paa Althinget i Sommeren 1526 lignede meer to avindsyge verdslige Høvdingers Fremtog til en afgjørende Kamp end tvende Biskoppers Møde i Kirkens og Rettens Tjeneste. Fra begge Sider var Opfordring udgangen til Prester og Bønder at komme til Althinget saa mandsterke som muligt, og Stevne var sat hvor man skulde møde til Thingtoget. Da Tiden kom, red Biskop Øgmund søndenfra med meer end 1300 Mand i sit Følge, Jon nordenfra med 900; og saaledes mødtes de paa Thingvolden ved Øxaraa. Længe vilde Ingen af dem give efter for den Anden, og det saa ud til et Slag mellem de to Flokke. Men saalænge gik de bedste Geistlige og Bønder mellem Biskopperne, at de endelig lode Tanken paa almindelig Kamp fare, – dog kun paa den Maade, at en Tvekamp mellem to Mænd, een fra hver Side, skulde afgjøre Striden. Tvekampen fandt Sted den 1ste Juli paa en Holme i Øxaraa i begge Biskoppers og deres Mænds Paasyn. Kampen var længe uafgjørende; men endelig lykkedes det Øgmunds Kjæmpe at kaste sin Modstander ved Haandkraft til Jorden. Nordlændingerne lode sig vel forlyde med, at ikke alt var gaaet retfærdigen til; men det blev dog ved hvad skeet var, og Biskopperne skiltes ad, om end ikke som Venner, saa dog uden at det kom til noget Slag mellem dem.
Men Dagen efter Tvekampen, Marie Besøgelses Dag, opbrændte Skaalholts Kathedralkirke i Biskop Øgmunds Fraværelse lige i Grunden, uden at man vidste med Sikkerhed Ildens Ophav. Paa selvsamme Tid brød Thingalmuen op for at drage hjem. Ogsaa Biskop Øgmund gav sig paa Hjemveien, men mødte snart Kirkepresten af Skaalholt, der bragte ham Ulykkestidenden. Den gjorde saa heftigt Indtryk paa Øgmund, at han tregange sank daanet af sin Hest, før han naaede Skaalholt. Hans første Ord, da han ret var kommet til sig selv, var: „hidtil har mangt gaaet mig efter Ønske, derfor er det billigt, at ogsaa noget gaar mig imod“. Forstandige Mænd, heder det, troede siden, at Ulykken var et Guds Vink til Øgmund for at dæmpe hans Overmod, og man fandt, at fra den Tid rammede Modgang oftere Biskoppen, og det meer og meer jo længer det led paa hans Levedage. Biskop Øgmunds Driftighed blev ikke knækket ved Ulykken; tvertimod viste den sig nu kraftigere end nogensinde, i det han fra alle Kanter, ved Gaver og ved Kjøb, samlede Tømmer til Kirkens Gjenopbyggelse, hvilken ogsaa paa det nærmeste blev fuldbragt inden hans Død[5]. Hans Stridbarhed derimod og hans Had mod Jon Aressøn, synes at være blevet dæmpet ved den indtrufne Hendelse, og det kom ikke oftere til saadanne forargelige Sammenstød mellem Biskopperne som det sidst omtalte. I 1529 viser sig endogsaa et venskabeligere Forhold at være indtraadt mellem dem, idet Øgmund meddelte Jons Søn, Magnus, prestelig Vielse og Vielsesbrev, efterat naturligvis den nødvendige Dispensation for ham som Prestesøn iforveien var udvirket[6].
Hvad der dog rimeligvis mest har drevet Øgmund til at lægge Tømme paa sin Ophidselse mod sin Embedsbroder, var Frygt for Reformationen. Thi Luthers Lære begyndte paa denne Tid ogsaa at blive kjendt paa Island, idet nogle af hans Skrifter førtes derover med tydske Kjøbmænd. Tydskerne dreve nemlig paa den Tid den meste Handel paa Øen, og over Hamburg kunde kjetterske tydske Skrifter let finde Indgang. Jon Einarssøn, Kirkeprest i Skaalholt, læste enkelte af Luthers Skrifter i Hemmelighed, og de gjorde det Indtryk paa ham, at han endog paa en Kyndelsmessedag vovede at tale mod Helgentilbedelsen og kalde den Afgudsdyrkelse. Biskop Øgmund blev meget vred herover og tog sig fore at irettesætte Presten. Men denne svarede ham med Sagtmodighed og beraabte sig blandt andet paa Paulus til Forsvar for Presternes Egteskab. Biskoppen vilde dog ikke høre herpaa og afviste hans Forsvar: med de Ord: „Paulus var Hedningernes Læremester, men ikke vor!“ Der blev siden aldrig ret godt med Øgmund og Jon Einarssøn[7].
Langt mere Ærgrelse voldte ham dog en anden Klerks Overgang til Luthers Lære. Det var Gissur Einarssøns, som havde været hos Biskoppen i længere Tid, og som denne havde taget sig meget af paa Grund af hans Forstand og gode Nemme. Biskoppen havde endogsaa kostet Gissur Skolegang i Hamborg. Gissur forblev i Tydskland 4–6 Aar, skal have hørt Bugenhagen i Hamborg, og senere i Wittenberg Luther selv og Melancthon. Han kom ved denne Tid hjem til Island fuldkommen vunden for og oplært i den lutherske Lære. Men Biskop Øgmund havde ogsaa faaet Underretning om, at han havde inddrukket, som han udtrykte, sig „Luthers Kjætteri“, og vilde derfor længe ikke taale ham i sin Nærhed[8]. Øgmunds Had mod Luthers Lære skal endogsaa have drevet ham, der ikke ellers syslede synderlig med Bøger, til at sammensætte et Skrift mod Luther, hvilket dog var uden Verd[9].
Forvirringen efter Kong Fredrik I’s Død strakte sig ogsaa til Island, og Landet var, ligesom Norge, i flere Aar uden nogen erkjendt Konge. Fra tre forskjellige Kanter indløb Krav paa Herredømmet over, og de kongelige Indtægter af Island. Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn, og Norges Raad, gav Fuldmagt til begge de islandske Biskopper at optage Kronens Rente, hver i sit Biskopsdømme. Hertug Kristian, som han endnu kaldtes paa Island, befalede en Didrik Foged at gjøre det samme paa sine Vegne. Grev Kristoffer af Oldenborg endelig tilskrev Islændingerne, at han havde udnævnt Markus Meyer til Hirdstyrer over hele deres Land. Disse forskjellige Krav bleve af de tvende daværende Lagmænd forelagte Althingets Lagrette om Sommeren 1535, og en Althingsdom af 29de Juni samme Aar blev nu afsagt, hvorved Erkebiskoppens og det norske Raads Brev godkjendtes og toges til Følge, „efterdi, som det hed, Kronen i Norge ingen udvalgt Konge har over sig, og vi have svoret den (Kronen i Norge) og Norges rette Konge vore Ede“[10]. I 1536 synes dog denne Uvished at være bleven hævet, da Klaus af Mervitz kom til Island som Kong Kristian III’s Hirdstyrer eller Befalingsmand. Biskop Øgmund skal vistnok endda have forsøgt at knytte en Forbindelse med Erkebiskop Olaf og i den Anledning have sendt den føromtalte Gissur Einarssøn, som han nu havde taget til Naade, med et af sine Skibe til Erkebiskoppen med Breve. Men skjønt det lykkedes Sendebudet med stor Vanskelighed at faa udrettet sit Erinde hos Olaf, saa var dog intet nu meer fra denne at vente, og Gissur kom tilbage til Island uden at medbringe nogen Trøst for sin Herre[11]. Biskop Øgmund maatte da bøie sig for Kong Kristian og hans Befalingsmand.
Aarsagen, hvorfor Biskop Øgmund nu atter tog Gissur Einarssøn i sin Tjeneste, var ingenlunde at Biskoppen havde opgivet eller mildnet sit Had mod Lutherdommen, – men deels den, at han troede Gissur, der vel vidste at dølge sine religiøse Meninger, forlængst havde glemt den nye Lære, og deels den, at han nu høieligen trængte til ham. Klaus af Mervitz, der skildres som en ond og trættekjær Mand, fordrede nemlig paa Kongens Vegne strengt Regnskab af Øgmund; men dennes Regnskaber vare indviklede, og han selv blev med Aarene meer og meer sløvsynet og uskikket til at hjælpe sig selv. Gissur var baade en dygtig Regnskabsfører og fra ældre Tid, da han var i Biskoppens Tjeneste, nøie kjendt med dennes Pengesager. Øgmund fandt det derfor sikkrest at ty til hans Hjælp under sin tiltagende Alderdomssvaghed. Foruden den i Hjertet fremdeles fuldkommen luthersksindede Gissur, var ogsaa i Biskoppens nærmeste Omgivelse en anden hemmelig Tilhænger af den nye Lære. Dette var Odd, en Søn af Biskop Gotskalk Nikolaussøn af Hole. Han var i sin Ungdom opdragen i Norge hos en Farbroder, hvorfor han siden kaldtes Odd Norske, havde her modtaget god geistlig Undervisning og havde siden reist i Danmark og Tydskland. Han var en lærd og klog Mand, havde i Udlandet vundet Kjendskab til den lutherske Lære, og var efter mange Betænkeligheder bleven dens afgjorte Tilhænger. Odd kom ved denne Tid til Skaalholt og blev Biskop Øgmunds Skriver og Fortrolige, uden at denne havde nogen Mistanke om hans lutherske Meninger. Han oversatte i al Hemmelighed det nye Testamente, medens han indbildte Biskoppen, at han søgte Ensomheden for uforstyrret at kunne afskrive theologiske Bøger og Kirkelove. Biskoppen, heder det, kom dog engang over ham, medens han udenfor Kirken læste i en tydsk Oversættelse af Lukas’s Evangelium. Paa Biskoppens Fordring maatte han levere Bogen fra sig; og da Øgmund saa hvad det var, kastede han den hen i Veien og løb ind i Kirken efter at have udskjældet Odd paa det groveste[12].
Ved denne Tid, da Biskop Øgmund saaledes til sin Skræk opdagede, hvorledes Luthers Lære trivedes og fremmedes i hans nærmeste Omgivelse, blev han pludselig ganske blind. Dette traf ham, fortælles der, paa en Reise, da han med eet syntes der blev mørkere og mørkere om ham. Han spurgte sine Følgesvende, om det alt tog paa at kveldes; men de svarede ham, at Solen skinnede klart. Da udbrød Oldingen: „nu! nu! farvel Verden, du har længe nok tjent mig!“ Han begyndte at tænke paa at faa sig valgt en Hjælpebiskop, da han desuden allerede nærmede sig de otteti. Han udsaa hertil sin Søstersøn, Presten Sigmund Eyolfssøn, og fik ham udvalgt af Biskopsdømmets Presteskab. Sigmund reiste til Norge i 1536 og skal i 1537 være bleven indviet i Nidaros af Erkebiskop Olaf, strax før denne flygtede fra Norge. Men Dagen efter sin Indvielse blev Sigmund syg og døde efterat have været Biskop i tretten Dage[13].
Da Tidenden om Sigmunds Død kom til Island, besluttede Biskop Øgmund i hans Sted at faa Presten Gissur Einarssøn valgt til sin Hjælpebiskop og Eftermand. Gissur havde nemlig paa alle de Steder, hvor han efter sin Hjemkomst fra Tydskland opholdt sig, vidst at overtyde Alle saaledes om sin katholske Rettroenhed, at Biskop Øgmund nu ikke meer nærede nogen Mistanke mod ham. Øgmund foreslog hans Valg for sin Geistlighed paa Skaalholts Biskopdømmes almindelige Synode i Sommeren 1539. Forslaget mødte ingen Modstand, og da Gissur var bleven valgt, forlod han strax Island for over Hamborg at reise til Danmark og der søge Stadfæstelse paa sit Valg hos Kong Kristian, i hvem Islændingerne nu maatte see sin lovlige Herre og Konge[14].
Men kort før Gissurs Afreise var Biskop Øgmund kommen i et meget uvenskabeligt Forhold til Didrik af Minden, en Tydsker af Æt, der i længere Tid, ni eller ti Aar, havde været Ombudsmand eller Foged for de kongelige Befalingsmænd og som saadan havt Sæde paa Kongsgaarden Bessastad. Didrik var en uretfærdig og voldsom Mand og derfor ilde lidt af Islændingerne. Da han nu, efter Klaus af Mervitz’s Komme til Island, syntes at han i ham havde faaet en Støtte, og tillige havde faaet vide, hvorledes Kong Kristian inddrog Klostrene i Danmark og Norge under Kronen, samt med hvilken Vilkaarlighed i denne Henseende flere af hans Embedsmænd, især i Norge, havde faret frem, saa besluttede han sig til ogsaa at forsøge noget Lignende paa Island. Det Kloster, han først udsaa sig til Bytte, var Augustinerklosteret i Vidø. Han drog did med sine Mænd og besatte Klosteret i Abbedens Fravær, udjog Klosterets Folk og tog under sig dets Forraad og Ejendomme. Denne Voldshandling øvede han 1539 den 25de Mai, som var selve Pintsedag. Om han handlede efter Overenskomst med Klaus af Mervitz eller paa dennes Bud, er ikke ganske tydeligt; men at det Hele skede uden noget særligt Bud fra Kongens Side, maa antages. Paa det kort efter følgende Althing henvendte Biskop Øgmund sig personlig til Didrik angaaende hans Færd i Vidø og spurgte ham, om han havde noget Kongebrev for sig i hvad han havde gjort? thi i saa Tilfælde vilde Biskoppen adlyde dette. Da Didrik hertil intet svarede, lagde Biskoppen Sagen under Lovens Afgjørelse, medens Didrik kun yttrede, at „Pestilentien maatte have den Lov“. De skiltes uforligte.
Ikke længe efter dette Mode, i Begyndelsen af August Maaned, for Didrik fra Bessastad øster i Landet og havde i Sinde at gjæste Klostrene i Thykkvabø og Kirkiubø paa samme Maade som Klosteret i Vidø. Paa Veien fik han imidlertid det Indfald først at besøge Biskop Øgmund i Skaalholt, og drog virkelig did. Han blev gjestfrit modtagen, men fik ikke Biskoppen i Tale før den næste Morgen. Øgmund spurgte ham da, ligesom tidligere paa Althinget, om han agtede, uden noget udtrykkeligt Bud fra Kongens Side, at tage Klostrene under sig? Didrik svarede heller ikke denne Gang paa Spørgsmaalet, men gav kun sin Vrede Luft i de usømmeligste Skjeldsord mod Biskoppen, hvem han kaldte: Blindebiskop, Hundsvot og mere saadant, i det han med Haan tilføiede, at han med sex Mænd i Følge vilde paatage sig at vinde hele Island. Biskoppen bad ham blot om at vige bort fra Gaarden med det Gode, han skulde gjerne faa Mad og Drikke med paa Reisen, som han selv ønskede. Han vilde ei Didrik noget ondt; men denne kunne selv indsee, at gammel og blind som han var, kunde han ei raade for sit Folk. Didrik blev imidlertid ved denne Tiltale kun grovere, og hans Mænd opførte sig som deres Herre. Da sendte Presten Jon Hedinssøn, der var Raadsmand ved Biskopsstolen, Bud afsted til de nærmest boende Bønder, som vare Stolens Leiglændinger, og lod dem sige hvad der foregik i Skaalholt. Bønderne kom strax med hvad Vaaben de havde for Haanden, og før Didrik vidste Ord af, vare indgangene til Stuen, hvor han sad og drak, besatte af væbnede Mænd. Didrik greb til Modverge; men han blev dræbt tillige med alle sine Følgere paa en tolvaarsgammel Smaasvend nær. Dette foregik paa Laurentius Messedag, den 10de August, 1539.
At Drabet skede med Biskop Øgmunds Villie og paa hans Opfordring, lod sig ei bevise. Han selv vilde ikke vedgaa nogen Deelagtighed i det. Sagen blev strax underkastet tolv Mænds Dom paa Thingstedet Laxaaholt; og her dømtes den 23de August Didrik og hans Mænd at være faldne som Ubodemænd paa Grund af tidligere Voldshandlinger og Beskjæmmelser, som Didrik havde tilføiet Biskoppen, hvorimod Drabsmændene dømtes sagløse[15]. Klaus af Mervitz, agtede, som man vel kan tænke, ikke det ringeste paa denne Dom, men fremstillede Sagen i sin Skrivelse til Kong Kristian paa den værste Maade og gav Biskop Øgmund Skylden for Drabet[16]. Gissur Einarssøn fik i Hamborg høre hvad der var foregaaet i Skaalholt. Han vovede sig nu ikke strax til Kjøbenhavn, men tilskrev først Kong Kristian et undskyldende og ydmygt Brev af 29de September. Kongen meddelte ham imidlertid i Slutningen af October sit Leidebrev, og nu kom han i November 1539 til Kjøbenhavn, hvor han blev af Sjællands Biskop, Peder Plade (Petrus Paladius), indviet til Skaalholts første evangeliske Superintendent, og stadfæstedes i denne Verdighed af Kongen[17]. Selv kaldte Gissur Einarssøn sig siden med den nye Titel Superintendent, men af Islændingerne nævntes han som sine Forgjængere Biskop. Han kom i Begyndelsen af Sommeren 1540 atter over Hamborg tilbage til Island og mødte ved Midsommerstid paa Prestemødet for Skaalholts Biskopsdømme, hvor han uden Indsigelse blev samtykket i sin Verdighed. Men at han dog af Presteskabet strax blev betragtet med noget mistænksomme Øine, derom vidner det aabne Brev, han fandt det nødvendigt at udstæde paa Althinget den 29de Juni, hvori han lovede Presteskabet at styre efter „Kirkens gamle og gode Lov“ og efter „Christenretten“, dog med den Tilføielse „forsaavidt den ei er imod Guds sande Lovbud“[18]. Aarsagen til at Gissur indgik paa en saadan Erklæring, der for Manges Øine maatte sætte hans rene Lutheranisme i et tvivlsomt og tvetydigt Lys, var aabenbare den, at han fandt Veien for den nye Lære endnu altfor utilstrækkeligen jævnet, til at han vovede at rykke frem med den i dens fulde Klarhed, helst da han fandt for sig paa Althinget en raadende Stemning, der opfordrede ham til den største Forsigtighed. Thi Breve fra Kong Kristian bleve Althinget forelagte, hvorved paa den ene Side hans Kirkeordinants oversendtes til Antagelse, og paa den anden Side Biskop Øgmund, ifølge Klaus af Mervitz’s Forklaring, beskyldtes for Didrik af Mindens Drab. Men begge Dele vakte paa Thinget den største Uvillie. Biskop Øgmund gjorde for den samlede Lagrette sin Ed paa, at han ingen Deel havde i Didriks Drab, og den store Mængde af Nordlandets Presteskab med Biskop Jon Aressøn i Spidsen udtalte sig bestemt mod den nye Kirkeordinants. Dagen efter at Gissur havde afgivet sin Erklæring, den 30te Juni, blev et Brev udstedt af Biskop Jon, dennes Søn, Are Jonssøn, Lagmand for Islands nordlige og vestlige Deel, samt denne Landsdeels 24 Lagrettesmænd, hvori de i djærve Ord paa Lærdes og Læges Vegne erklærede, – først ikke at ville modtage Ordinantsen, fordi den ikke var given af den romerske Kirkes Magt, og fordi den ikke stemmede med den rette norske Lov, – og dernæst, at Biskop Øgmund var sagløs i det Drab, som Klaus af Mervitz tillagde ham, medens Klaus selv derimod havde gjort sig skyldig i mange ulovlige Voldshandlinger, hvorfor de bad Kongen befri dem for ham, saameget meer som han ei forstod hverken Landets Lov eller dets Tungemaal[19]. Og Biskop Jon Aressøn var paa denne Tid ikke at spøge med. Han raadede næsten uindskrænket over Nordlandet; og to af hans Sønner, Sigurd og Bjørn, vare Prester og blandt de meest raadende Geistlige, medens den tredie og dygtigste, Are, allerede i en meget ung Alder var hjulpen af Faderen ved dennes mægtige Forbindelser til Lagmandsembedet. Biskop Jon havde stedse, naar han red over Landet i sine Embedsforretninger, et talrigt Følge, og naar han red til Althinget, hvilket han aarligen pleiede at gjøre, var han ledsaget af to til fire hundrede Mand, medens hans Sønner, Are og Bjørn, oftest fulgte ham, hver med hundrede[20].
Biskop Øgmund mærkede snart, al Gissur Einarssøn havde skuffet hans Godtroenhed. Øgmund flyttede vel bort fra Skaalholt til sin lidt nordenfor liggende Gaard, Haukadal, for saaledes at give sin Eftermand Plads ved Kathedralkirken; men han lod sig ofte forlyde med sin Anger over at have hjulpet Gissur frem til Biskopsdømmet. Han havde ikke udvalgt Gissur til Biskop, yttrede han, for at han skulde falde fra Paven og fra sine Forfædres Tro. Han lagde Gissur alle mulige Hindringer i Veien i dennes reformatoriske Virksomhed, og det faldt ham ikke vanskeligt at skade Vanskeligheder, da alle de ældre Prester fremdeles holdt sig til Øgmund og oversaa den anden. Gissur fandt sig snart saa trykket af dette Forhold, at han skrev derom til Kongen og klagede derover. Paa den anden Side nærmede nu Øgmund sig meer og meer til Jon Aressøn og skal have i al Hemmelighed foreslaaet for denne en Sammenkomst og et almindeligt Thing paa Torfastad strax i nord for Skaalholt, naturligvis for at Kirkesagerne der, under deres begges Nærværelse og Ledning, kunde ordnes, før Reformationen vandt for megen Styrke i Landet. Gissur kom vel under Veir med Planen og fik den forstyrret; men han mærkede dog altforvel, at hans Virken for Reformationen altid vilde møde en Anstødssten i Øgmund, saalænge denne var i Live og paa Island[21].
Kong Kristian fik hastig Underretning om hvad der var foregaaet paa Island i Sommeren 1540, og forsaavidt som han fik den gjennem Klaus af Mervitz og Superintendenten Gissur, da kan man let begribe, at deres Skildring ikke var udkastet med lyse Farver. Kongen fandt det nu nødvendigt baade til sit Kongedømmes Opretholdelse der paa Øen og til Reformationsverkets Understøttelse at gjøre et kraftigt Skridt. Han valgte til sin Fuldmægtige for dette Øiemed Kristoffer Hvitfeld, Befalingsmand paa Stenvikholm, den samme, som vi have seet han benytte ved Ordningen af Sagerne i Throndhjem, og han meddelte ham Fuldmagtsbrev den 18de April 1541[22]. Kristoffer Hvitfeld drog ufortøvet afsted med to Skibe og en Deel Krigsfolk; og han kom saa tidlig paa Aaret til Island, at Biskoppernes Tilhængere endnu intet havde kunnet foretage sig. Kristoffer var fortrinsvis anbefalet til Gissur Einarssøn, og denne indfandt sig ogsaa hos ham paa Bessastad strax efter hans Ankomst. Hvad der ved denne Sammenkomst blev aftalt mellem Hr. Kristoffer og Superintendenten vides ikke nøie; men at Planen blev lagt til hvad strax efter paafulgte, har man al Grund til at antage.
Bønderne bleve opfordrede til at skaffe en Deel Heste, med hvilke det hed, at Varer skulde føres til Skaalholt; og Hestene mødte til bestemt Tid paa Bessastad. Heri var tilsyneladende intet fiendtligt. Alligevel havde Biskop Øgmunds Venner, saasnart Skibenes Komme spurgtes, varet ham ad og raadet ham at drage fra Haukadal længer øst i Landet til et af Klostrene Kyrkiubø eller Thykkvabø og holde sig der, medens den danske Herre og Krigsskibene vare ved Landet. Øgmund lyttede ogsaa til dette Raad; men han vilde, før han drog østefter, besøge sin gamle Søster Asdis, der inderlig ønskede at see ham. Hun boede paa Hjalte ved Udløbet af Ølvesaa, to Dagsreiser i sydøst for Haukadal. Didhen tog da Øgmund først Veien, skjønt han derved i Grunden meer nærmede sig Faren end fjærnede sig fra den. Da han kom i Nærheden af Hjalle, mødte han et Bud med Brev til ham fra Gissur Einarssøn, hvori denne forsikkrede ham, at han kunde være ganske rolig for Hr. Kristoffer. Biskoppen fæstede Lid hertil, lod sig forlyde med, at han nu vilde blive nogle Nætter paa Hjalle, og gav sig strax did, medens Budet vendte tilbage til Bessastad.
Men næste Dag mod Aftenen red tretten eller fjorten Mænd fra Bessastad til Hjalle. Efter Nogles Sigende var Hr. Kristoffer selv med, hvilket dog er mindre rimeligt. Gissur Einarssøn derimod red med Flokken, ligetil Veien tog af til Skaalholt, da han vendte sig did. De Øvrige kom da til Hjalle tidlig om Formiddagen. Den ottiaarige blinde Øgmund laa endnu i sin Seng, da man lagde Haand paa ham for at føre ham ud af Huset. Den gamle Søster kastede sig mellem og vilde dække Broderen med sit eget Legeme mod den voldsomme Behandling; hun bad grædende, at man vilde lade ham i Fred, men hendes Bønner bleve ikke agtede. Men frarev ham voldsomt en Pung, der hang ved hans Belte, og hvori hans Segl var. Han holdt, heder det, saa fast paa Beltet og Pungen, at man ei fik det fra ham, før alt var sønderreven Derpaa blev han ganske tyndklædt ført ud og sat til Hest; en Dreng ledede Hesten under ham. Saaledes førtes han til Bessastad, og derfra ombord paa det ene af de danske Skibe. Det fortælles, at Hr. Kristoffer siden ved Løfte om Friheden udlokkede eller udpinte af Biskoppen og af hans Søster alt det Guld og de Kostbarheder de eiede, og lod Biskoppen fraskrive sig alt sit Jordegods, – dog uden at hin opfyldte sit Tilsagn. Øgmund blev som Fange ført af Kristoffer Hvitfeld til Danmark, hvor Kong Kristian skal have yttret Misnøie med, at man havde handlet saa haardt med den gamle, blinde Mand. Man gav ham Ophold i Sorø Kloster, men han overlevede kun kort sit Fangenskab. Han synes at være død i Sorø allerede Aaret efter, 1542[23]. Baade Kristoffer Hvitfeld og Gissur Einarssøn fik ondt Ord af Islændingerne for deres Adfærd mod Øgmund, – dog mest Gissur, og som det synes ikke uden god Grund.
En stor Hindring for Reformationen paa Island var ryddet af Veien ved den skaalholtske Biskop Øgmunds Fangetagelse; men en kraftigere og farligere Modstander af Reformationsverket var dog endnu tilbage i Biskop Jon Aressøn af Hole. Øgmund var tagen til Fange en Stund før Althinget; men Tidenden herom naaede ikke strax til Nordlandet, om end Kristoffer Hvitfelds Komme var rygtets did. Biskop Jon og hans Sønner agtede sig efter Sedvane til Althinget ved Midsommers Tid, og de vare allerede paa Reisen, da de i Kalmanstunga fik sikker Underretning om hvad Hr. Kristoffer havde fore paa Sydlandet og om Biskop Øgmunds Skjebne. De fandt det da ikke raadeligt at møde Hr. Kristoffer til Thinge, men vendte strax tilbage. Are Jonssøn frasagde sig Lagmandsembedet, og Biskoppen sendte med Presten Olaf Hjaltessøn Undskyldningsbrev til Hr. Kristoffer for sin Udeblivelse fra Althinget. Befalingsmanden modtog uden videre Biskoppens Undskyldninger, men lod i Ares Sted en ny Lagmand udnævne. Aarsagen til at han tog dette saa lempeligen laa vistnok for en stor Deel deri, at han endda haabede muligen med det Gode at faa Biskop Jon med sig til Danmark. Han havde nemlig medbragt til denne ligesom og til Gissur Einarssøn Kong Kristians Skrivelser af 2den April fra Gottorp, hvori begge Biskopper indbødes til at komme til Kjøbenhavn med et af Kongens Skibe, for at overlægge med ham om Kirkereformationen[24]. Fulgte Biskop Jon denne Indbydelse, saa var neppe noget videre Skridt fra Befalingsmandens Side nødvendigt. Men Jon agtede ikke at foretage denne vovelige Reise; dog har han maaskee tilfredsstillet Hr. Kristoffer ved Løfte om senere at komme til Kjøbenhavn. Heller ikke Gissur drog afsted dette Aar, rimeligvis fordi hverken han eller Kristoffer Hvitfeld fandt det raadeligt, under Sagernes nuværende Stilling, at lade Biskop Jon alene tilbage paa Island.
Kristoffer Hvitfeld havde forresten det Erinde at faa Kirkeordinantsen vedtagen og at inddrive en Skat af Geistligheden paa Island. Hvad det første angaar, da vovede ikke Presterne i Skaalholts Biskopsdømme at sætte sig imod den kongelige Befalingsmands og Biskop Gissurs enstemmige Fordring; og Kirkeordinantsen blev samtykket for Sydlandets Vedkommende. Nordlandets Prester derimod, paavirkede af Biskop Jon, unddroge sig herfor. Hvad Skatten angaar, da ved man, at Gissur Einarssøn udredede den for Skaalholts Kathedralkirkes Vedkommende med en drøi Sum i Kirkesølv og Penge. Efterat have modtaget dette vendte Kristoffer Hvitfeld tilbage til Danmark, medførende, som allerede sagt, den fangne Biskop Øgmund[25].
Ingen af Biskopperne kom saaledes i 1541 til den af Kongen bestemte Overlægning i Kjøbenhavn. Begge iagttoge hinanden med Opmærksomhed, og Gissur nyttede tillige Tiden for at faa Kirkeordinantsen saavidt muligt sat i Kraft i sit Omraade, idet han tillige afskaffede der en hel Deel af de overflødige katholske Kirkeskikke. Biskop Jon fandt det ikke raadeligt for Øieblikket at optræde aabent mod Gissur, deels fordi han ei havde nogen lovlig Ret til at blande sig i Skaalholts Biskopsdømmes Anliggender, og deels ogsaa fordi han maatte tro, at Gissur med det første vilde ifølge Kongens Bud drage til Kjøbenhavn; og i dette Tilfælde var det farligt at have gjort sig ham iforveien til Fiende. Biskop Jon gjorde sig tvertimod Umag for at blende baade Gissur og Kongen ved tilsyneladende Eftergivenhed, og en venskabelig Overenskomst blev endog sluttet mellem Biskopperne, hvorved de gjensidigen lovede hinanden Understøttelse og at lade de Tvistigheder, som kunde være mellem dem, afgjøre ved sex eller tolv Mænds Dom. Om Sommeren 1542 drog ogsaa Biskop Gissur virkelig til Kjøbenhavn. Biskop Jon derimod sendte i sit Sted tre Fuldmægtige, blandt hvilke hans Søn, Sigurd, Prest til Greniadarstad, og den før omtalte Prest Olaf Hjaltessøn. I Fuldmagtsbrevet for dem, givet i Hole den 30te Juli, undskyldte han sin personlige Udeblivelse med Alderdoms Svaghed og dermed, at intet Skib var kommet til Nordlandet for at hente ham. Da Biskop Jons Fuldmægtige kom til Kjøbenhavn, svore de, paa Biskoppens som paa egne Vegne, Kongen Troskab og Lydighed med Hensyn til Reformationen og Kirkeordinantsen. Kongen gav nu i November, paa Biskop Gissurs Forestilling, flere Breve, sigtende til Reformationsverkets Fremme og Ordning paa Island. Blandt hans Bestemmelser var, at Klostergodset i Skaalholts Biskopsdømme skulde anvendes til Skolers Oprettelse; men dette blev strax efter tilbagekaldt, som det heder paa Kansleren, Johan Friis’s, Forestilling, og Klostergodset taget til Indtægt for Kronen[26].
Om Vaaren 1543 kom Gissur Einarssøn og Biskop Jons Fuldmægtige tilbage til Island medbringende den nu trykte Kirkeordinants. Jon Aressøn forkastede fremdeles i sit Hjerte baade den og Kongens øvrige Forordninger til Reformationens Fremme; men han lod sig dog ikke offentlig forlyde hermed. Tvertimod tilskrev han Gissur og takkede ham venskabelig for den Hjælp, denne havde ydet hans Sendemænd i Danmark Han bragte imidlertid tillige i samme Brev en gammel Sag igjen paa Bane, der længe havde været et Trætteemne mellem ham og Skaalholts Stol. Det var hans Fordringer paa Gaarden Bjarnarnæs i Hornafjord, i Skaalholts Biskopsdømme, paa Østlandet. Han yttrede Ønske om en Sammenkomst i denne Anledning med Gissur under dennes Visitats i Vestfjordene. Gissur undveg imidlertid paa en høflig Maade Sammenkomsten, rimeligvis fordi han mistænkte Jon Aressøns Hensigter; men han lovede at undersøge Bjarnarnæs-Sagen nærmere, naar han kom hjem igjen til Skaalholt[27].
Den omtalte Sag var meget indviklet. Biskop Gissur mødte ei selv paa Althinget i 1544, og det var maaskee ogsaa væsentlig af Mistænksomhed mod Jon, uagtet han i sit Undskyldningsbrev angav andre Grunde[28]. Bjarnarnæs-Sagen blev alligevel underkastet ser Presters Dom, tre udnævnte fra hver Side. Dommerne trøstede sig dog ikke til at afgjøre Sagen, men henskjøde den under 30te Juni til Kongen og Rigsraadet, for hvem den skulde indbringes samme Aar. Dette var ikke efter Biskop Jons Sind; og den paafølgende Høst red han, uden at underrette sin Modpart derom, til Hornafjord og tog Bjarnarnæs i sin Besiddelse. Da Gissur fik denne ulovlige Fremgangsmaade at høre, tilskrev han Jon med Bebreidelser og forsikkrede, at han ei vilde slippe Bjarnarnæs uden Dom[29]. Hermed var det forbi med Venskabet mellem begge Biskopper, hvilket heller aldrig havde været fra nogen af Siderne andet end et tomt Spil. Hvad siden paafulgte i Bjarnarnæs-Sagen forbedrede ikke Stillingen mellem Biskopperne. Kongen tildømte nemlig først Biskop Jon Gaarden, og han modtog Kongens Brev derom i 1545. Men det følgende Aar blev, paa nærmere Oplysninger, denne Dom tilbagekaldt, og Gaarden fratagen Biskop Jon. Denne lod sig imidlertid ikke nøie hermed. Thi i 1547, da han visiterede sit Biskopsdømmes østlige Deel, og som sedvanlig var omgiven af et stort Følge, gik han anden Gang, uden Varsel, med sin væbnede Flok ind i Skaalholts Biskopsdømme og tog med Magt atter Bjarnarnæs under sit Verge[30].
Biskop Gissur havde i den Tid han var Skaalholts Biskopsdømmes Forstander arbeidet virksomt i Reformationens Tjeneste. Hans Virken havde ogsaa i det Hele havt Fremgang, skjønt han stedse maatte kjæmpe mod megen Overtro og megen Uvillie hos sine underordnede Prester, og derhos bestandig maatte svæve i Frygt for Jon Aressøns Efterstræbelser. Vel sandt han paa den anden Side Støtte i mange af de Mægtige blandt Lægfolket, der var begyndt at ledes ved Biskopsvældet; men han følte sig dog aldrig ret sikker, naar han besøgte sit Biskopsdømmes Grændseherreder, og han havde da stedse i sit Følge ti eller tolv sterke, vel væbnede Svende. Han arbeidede flittig imod Tilbedelsen af Kors og Helgener, og det lykkedes ham at faa mange saadanne Gjenstande fjærnede. Han fik ogsaa for en stor Deel afskaffet den katholske Messetjeneste og de lange latinske Bønner. Han opmuntrede Presterne til at gifte sig, og foregik dem heri selv med Exemplet. Alt hvad han heri kunde udrette, var naturligvis Biskop Jon meget imod; men denne formaaede ei at hindre det. Gissur var en kraftig og klog Mand, og havde Rygstød i Kongen og dennes Embedsmænd. Forholdet mellem begge Biskopper blev imidlertid stedse meer og meer fiendtligt, især paa Grund af Bjarnarnæs-Sagen; og det kunde vel neppe have varet længe, før det var kommet til et voldsomt Brud mellem dem. Men dette hindredes ved Gissurs tidlige Død. I Kaldadarnæs i Floe, nær Ølvesaaens Udløb, var et Kors, som var Gjenstand for megen Overtro og mange Valfarter. Da dette ikke var langt fra Skaalholt, fandt Gissur det saameget meer utaaleligt, red i Begyndelsen af Februar 1548 til Kaldadarnæs og lod Korset borttage. Men paa Tilbageveien blev han syg – noget som naturligvis de ivrige Katholiker ikke undlode at sætte i Forbindelse med hans nys øvede Handling, – Sygdommen tiltog efter hans Hjemkomst til Skaalholt, og han døde der efter en fire eller fem Ugers Sygeleie i Begyndelsen af Marts 1548. Han var da ikke meer end omkring fireti Aar gammel, og havde været Skaalholts Biskopsdømmes Superintendent i otte Aar. Hans Lærdom, Klogskab, Dygtighed og Iver for Reformationen blev almindelig erkjendt; men Mange have ogsaa skyldt ham for Underfundighed og især bittert dadlet hans Adfærd mod hans Ungdoms Velgjører, Biskop Ogmund[31].
Biskop Gissurs Død indtraf paa en Tid, da Biskop Jon Aressøn allerede synes at have fattet høitflyvende Planer til sin Magts Udvidelse. Den farligste Anstødsten for hans ærgjerrige Hensigter, hvilke skulde støtte sig til Reformationens Undertrykkelse, var nu borte; og de Tidender om Tilstanden i Udlandet, som han, udentvivl stadigen, har vidst at skaffe sig deels over Hamborg deels over Nederlandene, vare høist opmuntrende. I April 1547 havde Keiser Karl V overvundet de tydske protestantiske Fyrster ved Mühlberg og fanget deres tvende Hoveder, Kurfyrst Johan Fredrik af Saxen og Landgreve Filip af Hessen. Karl var efter denne Seier for Tiden saagodt som uindskrænket Herre i Tydskland, og et nyt Haab om Protestantismens Undertrykkelse var her vakt hos Katholikerne.
Jon fandt, at den gunstige Tid for ham ogsaa nu var kommen, og at han maatte nytte den med Raskhed. Han red strax efter Paaske i Begyndelsen af April 1548 til Borgarfjorden og kundgjorde paa Veien, i Kalmansunga, at han agtede at tage under sig Styrelsen af det ledige Skaalholts Biskopsdømme. Dette blev snart kjendt for Presteskabet her, som ingenlunde yndede Jon og endmindre hans Søn, Presten Bjørn, der for Tiden havde meget hos Faderen at sige; Medens Biskop Jon for om i Borgarfjorden og siden beredte sig til at fare til Althinget, ilede de skaalholtske Prester med at komme hans Planer i Forkjøbet. Under selve Althinget samledes en Mængde baade Geistlige og Lægmænd i Skaalholt for at handle om en ny Biskops Valg. Men der viste sig Uenighed mellem dem. De Mange, som endnu hang ved Katholicismen, stemte for Sigurd, Abbed i Thykkvabø; den lutherske Prest Gisle Jonssøn i Selaadal derimod erklærede aabenlydt, at han ei vilde have nogen Biskop med Hue og Stav, og paa hans Side traadte Lutheranerne og snart Mængden af Forsamlingen. Dette Parti valgte da Presten Martin Einarssøn, en formuende, gudfrygtig, lærd og Protestantismen hengiven Mand, men som i Kraft og Klogskab ikke kunde lignes med Gissur, om han end i Ærlighed stod over ham. Martin selv ønskede ikke Valget, men han blev saagodt som tvungen til at antage det. Strax han havde truffet de fornødne Foranstaltninger til Biskopsstolens midlertidige Bestyrelse under sit Fravær, gav han sig paa Reisen til Kjøbenhavn.
Dette Biskopsvalg maa være foregaaet enten uden at Jon Aressøn vidste derom, eller uden at han har seet sig i Stand til at hindre det. Han selv havde udentvivl udseet sin Søn, Presten Bjørn, til Gissurs Eftermand; men da nu et Valg allerede var skeet, og ikke atter kunde gjøres ugjort, saa greb han den Udvei at erklære sig for den af Mindretallet valgte Abbed Sigurd, hvem han skyndte til at søge Kongens Stadfæstelse og for dette Øiemed reise til Kjøbenhavn. Jon fik endvidere paa Althinget drevet den Beslutning gjennem, at han selv skulde være midlertidig Tilsynsmand og Bestyrer over Skaalholts Biskopsdømme; og Abbed Sigurd gav, som udvalgt Biskop, sit Samtykke dertil. De af Martin indsatte Bestyrere af Biskopsdømmet, Presten Arne Arnorssøn, der var Officialis, og Presten Jon Bjarnessøn, der var Raadsmand, brøde sig imidlertid ikke om den nævnte Althingsbeslutning; og Jon Aressøn maa for Øieblikket ikke have følt sig sikker og sterk nok til at gaa lige løs paa Skaalholt. Efter at have gjort nogle Bestemmelser angaaende Skaalholts Biskopsdømme, samt forgjæves søgt at hindre Martin Einarssøns Udenlandsreise, drog han hjem igjen til Hole, udentvivl for at ruste sig bedre.
Der manglede ikke paa Advarselsord til Biskop Jon, hvilke burde have opfordret ham til Forsigtighed i sin Færd. Han modtog om Sommeren, rimeligvis paa Althinget, et Brev fra Kong Kristian, hvori denne bød ham komme til Danmark samme Sommer for at fralægge sig alle de Beskyldninger, der vare gjorte mod ham; og et Leidebrev blev ham sendt for Reisen. Et andet Kongebrev kom samtidig til geistlige og verdslige Kongens Undersaatter paa Island, hvori Biskop Jons Adfærd betegnedes som ulovlig og uchristelig samt Kongens Indbydelse til ham omtaltes; hvis han, hed det, skulde ville sidde den overhørig, da forbød Kongen Alle strengeligen at staa ham bi under Straf af Fredløshed. Disse strenge Breve gjorde dog intet Indtryk paa Biskoppen. Ligesaalidet agtede han paa den Utilfredshed med hans Færd, som yttrede sig hos mange af hans Landsmænd, ja endog hos nogle af hans Nærmeste. Den dygtigste og kjæreste af hans Sønner, Are Jonssøn, der havde været Lagmand, fraraadede Faderen at indtrænge sig i Skaalholts Biskopsdømmes Sager, og viste sig uvillig til at understøtte ham heri; men Biskoppen erklærede bestemt at ville handle til Pavens Bedste, og være Paven huld og tro til sin Død. Are lod sig ogsaa omsider bevæge til at følge Faderen, dog nødig, som der siges, og mest paa Grund af sin Moders, Helgas, eggende Ord. Heller ikke Biskoppens anden Søn, Presten Sigurd, synes at have billiget sin Faders Fremfærd eller været meget villig til at laane ham sin Hjælp. Hans Søn Bjørn derimod skylder man for at have drevet sin Fader fremad ved sine Raad. Rimeligvis har Haabet om Skaalholts Biskopsstol svævet Bjørn for Tanken; men han var den mindst vensæle af Jons Sønner.
Jon Aressøns Plan var at holde et Prestemøde i Skaalholt og med Magt at sætte sig i Besiddelse af Biskopsstolen og Biskopsdømmet. Lidt længer ud paa Sommeren drog han i denne Hensigt fra Hole med meer end hundrede væbnede Mænd i sit Følge og tog den korteste Vei til Skaalholt, nemlig den saakaldte Kjølvei. Presten Jon Bjarnessøn, der som Raadsmand i Skaalholt havde mest at tilsee med Stolens verdslige Anliggender, var ikke ubekjendt med Jon Aressøns Planer og havde Speidere ude paa alle Kanter. Da han nu ved disse fik Biskoppens Reise fra Hole at vide, sendte han alle Skaalholts nærmeste Leiglændinger Opbud at møde væbnede paa Gaarden. Der var netop ogsaa i Besøg Dade Gudmundssøn, Vestlandets mægtigste Høvding, gift med Biskop Martins Søster, og foruden ham Martins Broder, Peter Einarssøn, en anseet og bereist Mand. Begge disse havde sine Svende med, og dem iberegnede udgjorde de paa Skaalholt samlede vaabendygtige Mænd meer end tre hundrede. Peter Einarssøn, som havde i sin Ungdom i Tydskland seet lidt til Befæstningskunsten, raadede til at opføre Skandser paa Kirkegaarden og paa andre dertil skikkede Steder; dette Raad blev fulgt, Skandser bleve anlagte under hans Veiledning paa tre Steder og besatte med Bøsser og andre Skudvaaben. I fem Dage havde man Frist til disse Foranstaltninger, før Biskop Jon kom, og man var da rede til at modtage ham. Biskoppen fandt Stillingen vanskeligere end han havde ventet. Han sendte tvende Gange med to Prester, som fulgte ham, Bud til Skaalholt og opfordrede, under Trudsel af Ban, Jon Bjarnessøn og hans Følgere til at overgive Gaarden. Men hans Bud fik kun trodsige Svar, og anden Gang truede endog Jon Bjarnessøn Sendebudet, som var Prest i Skaalholts Biskopsdømme, med Hudstrygning, fordi han var sin rette Herre utro. I sin Forbittrelse bød Biskop Jon sine Mænd at angribe; men da de nærmede sig, blev der skudt paa dem fra Skandserne, og de vege tilbage til sin forrige Stilling ved sine Telte. I tre Dage blev Biskop Jon liggende der; men da brød han op og forlod Skaalholt med alle sine Mænd.
Dette frugtesløse Skaalholtstog nedslog dog ingenlunde Biskop Jons Mod. Netop nu stræbte han at knytte sin Forbindelse med Rom fastere og tilskrev den 27de August 1548 Paven et Brev, hvori han forsikkrede denne om sin Lydighed og Troskab samt forespurgte sig om, hvorledes han skulde handle med den indsamlede Romerskat, nu da Forbindelsen med Rom var afbrudt, og ingen Erkebiskop meer i Nidaros[32]. Den Pave, vi senest have omtalt, Clemens VII, var allerede død i September 1534, og den 13de October samme Aar var Paulus III valgt. Han beklædte endnu St. Peters Stol og modtog Biskop Jons Brev, der rimeligvis over Nederlandene kom til sin Bestemmelse. Til samme Tid, fortælles der, tilskrev han ogsaa Keiser Karl V og opfordrede denne til at underlægge sig Island fra Nederlandene af; Brevet skal være blevet opfanget i Tydskland og kommet i Fiendehænder. Dette er imidlertid ganske usikkert og udentvivl kun grundet paa et løst Rygte; havde det været sandt, og var Brevet virkelig kommet i Kong Kristians Hænder, saa er det rimeligt, at saadant var blevet udhævet blandt de mange andre Klagepunkter mod Biskoppen som et reent Landsforræderi, hvilket dog ikke findes at være gjort. Paa Brevet til Paven derimod skulle vi see, at Svar kom det næste Aar.
Ved denne Tid skal ogsaa Biskop Jon have opført et Kastel eller fast Slot ved Hole, som han omgav med en Grav, besatte med Feltstykker og Bøsser, og ved Løngange forbandt med Biskopsgaarden og Kathedralkirken. Det skulde tjene ham til Vern i Tilfælde af uformodet Overfald. Jon og hans Sønner, især Bjørn, begyndte ellers nu at handle meer overmodigt og voldsomt end for og vendte derved Manges Sind bort fra sig. Mod Ingen viste de sig dog fra denne Stund af meer fiendske end mod den nys nævnte Dade Gudmundssøn, Biskop Martins Svoger. Dade var en djærv og mægtig Mand, en blandt Islands daværende rigeste verdslige Stormænd. Hans Hovedgaard var Snoksdal i Thorsnæs Thinglag i Vestfjordenes Fjerding, og han ejede ellers mange andre Storgaarde. Men hvor mægtig han end var, og hvor meget Ny og Medhold han end vandt hos den verdslige Magt netop ved sin Optræden mod Jon Aressøn, saa var han dog ingenlunde nogen Mand af dadelfri Færd eller af rene Seder. Han viste sig ved meer end een Leilighed pengebegjærlig, underfundig og voldsom, og han var, dog dette som det synes i Lighed med Mængden af sine samtidige Landsmænd, yderst letfærdig i Omgang med Kvinder. Skjønt godt gift havde han over sig Kirkens Paatale for flere Horsager, ja for saadanne, som efter den endnu gjældende Kirkelov vare at regne til Brøde i forbudne Frændskabsled. Biskop Gissur havde rigtignok i 1542 givet ham Løsningsbrev paa Kirkens Vegne[33], og Kong Kristian havde samme Aar taget ham og hans under sit kongelige Hegn og Vern[34]; men alt dette kunde dog ikke reenvaske ham i det almindelige Omdømme eller fri ham fra, at Biskop Jon, naar han saa sin Leilighed, gjorde Kirkens Ret gjældende. Hovedaarsagen, hvorfor Jon forfulgte Dade, var dog aabenbare ikke dennes vitterlige Usedelighed, men hans Forbindelse med Biskop Martin, hans Forsvar for dennes Sag og de Hindringer han lagde Biskop Jon i Veien med Hensyn til hans Ønske at raade uindskrænket for Skaalholts Biskopsdømme. Mod Dade Gudmundssøn vendte, som sagt, fra nu af Biskop Jon fortrinsvis sit Fiendskab; men paa hans haardnakkede Modstand brødes ogsaa til Slutning, som vi ville see, Jon Aressøns Overmod og alle hans ærgjerrige Planer.
Jons Had mod Dade havde allerede givet sig Luft under Althingstiden, idet nemlig Biskoppens Mænd havde pryglet Dades Svende og frataget dem Vaaben og Gods samt ser Heste med Dades Thingkost. Denne Adfærd havde maaskee igjen virket sit til, at Dade kort efter i Skaalholt aabenbart traadte i Flok med Biskoppens Modstandere. Om Høsten vilde Biskoppen igjen hevne sig, og imod Slutningen af September 1548 for han med sine Sønner, Are og Bjørn, til Vestfjordene og ranede her tre af Dades Gaarde, Snoksdal, Hvam og Saudafell; Dade selv fik de dog ei fat paa. De stevnede ham imidlertid at svare for tolv Presters Dom af begge Biskopsdømmer i Hvam den 1ste October. Dade mødte ikke, som let kan tænkes; men han blev ligefuldt, paa Grund af mange Beskyldninger, dømt i Ban og Fredløshed. Denne Dom fik imidlertid Dade, efterat Biskoppen med Følge igjen var dragen til Hole, erklæret ugyldig, – hvilket skede ved en ny Dom i Hvam den 14de November af Lagmanden Orm Sturlassøn, der ellers skildres som meget upaalidelig og vegelsindet. Frifindelsesdommen for Dade blev endvidere af Orm Lagmand stadfæstet i Snoksdal den 10de Januar 1549. Saaledes stod her Dom mod Dom; og det var ikke let at afgjøre, hvilken var den lovligste. Men Biskop Jon brød sig ikke om Orm Lagmands Dom. Han satte om Vinteren Dade i Forbud eller Interdikt og lyste ham derpaa i Ban. Han udsendte ogsaa Prester og andre Sendebud, hvilke baade vester i Dades Hjembygd og andre Steder i Landet forkyndte Bansættelsen. Efter Paaske (21de April ) 1549 redte Biskoppen sig selv til et nyt Tog mod Dade. Men denne ventede noget saadant, og havde derfor hele Vaaren sexti til sytti væbnede Mænd samlede om sig i Snoksdal. Da Biskoppen paa sin Vei vesterover spurgte dette, lod han Færden til Snoksdal fare, men optog meget af Dades Gods i Borgarfjorden, før han vendte tilbage til Hole.
Imidlertid var den udvalgte Biskop, Martin Einarssøn, og hans Medbeiler, Abbed Sigurd af Thykkvabø, forlængst komne til Kjøbenhavn. Der synes hverken hos Kongen eller hos hans Raad at have fundet nogen Tvivl Sted om hvo der burde foretrækkes. Martins Valg fik Kongens Stadfæstelse, og han blev, efter at have aflagt Kongen sin Ed, indviet til Skaalholts Superintendent af Peder Plade. Han forblev Vinteren over i Danmark. Den tilsidesatte Abbed Sigurd antog under sit Ophold i Danmark Lutheranismen og døde to Aar efter. Alle de Efterretninger, som nu bragtes Kong Kristian fra Island, vare kun skikkede til at ophidse ham meer og meer mod Biskop Jon. Den 8de Februar 1549 udstedte han fra Koldinghus et Brev, hvorved han tog Presterne i Skaalholts Biskopsdømme under sit Vern. Ved et andet Brev sammestedsfra af 11te Februar erklærede han Biskop Jon Aressøn fredløs og forbød Alle at vise ham Lydighed, hvilket blev forkyndt for hele Landsfolket paa Island. Endelig bød han ved et Brev fra Nyborg Dade Gudmundssøn, at denne med sine Venners Hjælp skulde paagribe Biskop Jon og hans Sønner, paa det at Kongen ei skulde nødes til at sende Krigsfolk til Island, hvilket ei kunde skee uden stor Skade for Almuen[35].
Udrustet med dette kongelige Vern kom Biskop Martin om Sommeren 1549 tilbage til Island nær under Althinget. Biskop Jon, som havde faaet Underretning om Kongebrevene, vovede ei at ride til Thinget. Biskop Martin derimod indfandt sig, kundgjorde sine Embedsbreve og lod derpaa ved 24 Presters Dom erklære alt det ugyldigt, som Jon Aressøn under hans Fravær havde foretaget i Skaalholts Biskopsdømme. Kongens Fredløshedserklæring over Jon Aressøn synes for Øieblikket at have sat Skræk i denne og bragt ham til at holde sig for det første i Ro i Hole. Men snart fik han igjen nyt Mod, da Pave Paulus III’s Svar paa hans Brev af forrige Aar kom ham tilhænde. Pavens Brev var af 8de Marts, erkjendte hans Hengivenhed for Paven og den hellige Stol og opmuntrede ham til Standhaftighed; den samlede Peterspenge, om hvis Anvendelse han havde forespurgt sig, paalagdes det ham at uddele blandt de Fattige[36]. Biskop Jon modtog dette Brev med Kjøbmænd fra Hamborg og gjorde meget Væsen af det. Han samlede sine Prester og Klerker i Hole Kathedralkirke og lod det her forelæse, medens han selv stod for Alteret iført sin pragtfuldeste Biskopsskrud med Hue og Stav. Han udtalte sin Tak tit Gud og Paven og lovede at lade sit Liv, førend han skulde svige sin Troskab mod denne. Han lod derpaa Afskrifter tage af Brevet, lod det derhos oversætte i Landsmaalet, og lod det sende omkring overalt for at kundgjøres for Almuen. Om Høsten holdt han i Thingøre Kloster i Hunavatsthing et Prestemøde, paa hvilket flere Beslutninger bleve fattede mod Lutheranismen, eller, som han kaldte det, Kjetteriet, blandt andet at Kjettere skulde gribes og holdes i Forvar, indtil de havde underkastet sig sømmelig Pønitens. Dette skede dog ikke med nogen stor Offentlighed eller med fuld Navngivelse af de Personer, mod hvilke Beslutningerne nærmest vare rettede. Hemmeligheden skulde hindre, at Vedkommende bleve opmærksomme og toge sig i Vare.
Biskop Jon havde Nys om, at Biskop Martin til samme Tid visiterede i det tilgrændsende Thorsnæsthing paa Vestlandet, i Skaalholts Biskopsdømme. Han sendte strax i al Stilhed sine Sønner, Are og Bjørn, med hundrede væbnede Mænd for at fange Martin og muligen flere af Jons Fiender. Færden lykkedes. Martin blev fangen paa Gaarden Stad og tilligemed ham Presten Arne Arnorssøn, en af Jons fornemste Modstandere. Ogsaa Dade Gudmundssøn havde nær faldet i deres Hænder; men han undslap ved Hjælp af sin hurtige Hest, og havde samlet Folk og befæstet sig i Snoksdal, før Biskop Jons Mænd kom did. De saa sig ikke istand til at udrette noget mod Dade; men de hørte ei heller paa dennes Hustrues Bønner for hendes Broder Martins Frigivelse. De droge nord over med sine Fanger, og disse bleve nøie vogtede i Hole. Presten Arne fik dog efter fire Maaneders haardt Fængsel Friheden igjen paa gode Mænds Forbøn og mod store Løsepenge samt Løfte om aldrig siden at være Biskop Jon imod, – et Løfte som han holdt. Martin blev i Førstningen, paa Ares Foranstaltning, noget mildere behandlet end sin Medfange; men da han gjorde et mislykket Forsøg paa at flygte, blev han holden strengere. Siden for han til Are Jonssøn og var under hans Bevogtning paa Gaarden Mødrufell i Eyafjord, hvor han blev vel medhandlet.
Biskop Martins Fangenskab syntes Jon Aressøn en stor Vinding, og han begyndte nu at give sin Iver for Katholicismen og derhos sit Overmod friere Raaderum. Det kom ham for Øre, at Olaf Hjaltessøn, Prest til Laufaas, prædikede mod adskillige katholske Skikke og kaldte dem Overtro. Olaf havde altid, ligefra Begyndelsen af Jons Biskopsdømme, været dennes Ven; alligevel stevnedes han til et Prestemøde for at retfærdiggjøre sig. Flere anseede og troværdige Mænd talede Olafs Sag, saa Biskoppen holdt ham for uskyldig, og i sin Glæde herover tog sin Hue af og takkede Gud for, at en saadan Mand ei var falden fra sine Forfædres Tro. Men kort efter fik dog Biskoppen Vished om, at Olaf havde forbudt Paakaldelse af Maria og Helgenerne, og vrededes nu høiligen. Paa et nyt Prestemøde lod han Presteembedet fradømme Olaf, og denne blev med saadan Voldsomhed stødt ud af Kirken, at hans ene Fod blev lemlæstet. Olaf opholdt sig en Stund lønligen mellem Fjældene, men kom om Vaaren ved en Vens Hjælp syd i Landet og for herfra med første Skibsleilighed i 1550 til Kjøbenhavn, hvorhen han bragte Budskabet om Biskop Martins Fangenskab og Jon Aressøns Overmagt, som Ingen i Landet nu meer vovede at modstaa.
Men allerede før Olaf Hjaltessøns Komme havde Kong Kristian taget nye Forholdsregler mod Jon Aressøns voldsomme Færd. Han havde fra Nyborg Slot den 27de og 28de Januar udstedt to Breve sigtende herhen. I det ene af dem bød han Dade Gudmundssøn og Peter Einarssøn at hjælpe Befalingsmanden Laurits Mule, hvem han havde paalagt at gribe Biskop Jon. I det andet underrettede han Geistligheden i Hole Biskopsdømme om, at Biskop Jon for sin ulovlige og oprørske Adfærd var en fredløs Mand, hvorfor den opfordredes til at vælge en ny Biskop i Jons Sted, og Kongen nævnte som en dertil passende Mand Presten Gisle Jonssøn i Selaadal, hvilken man derpaa skulde sende til Kjøbenhavn for at aflægge Ed til Kongen og blive indviet[37]. Man seer, at Kongen dengang endnu ikke havde bestemt sig til at sende Krigsfolk til Island; men da vidste han heller ikke noget om Biskop Martins Fangenskab. Kundskab herom fik Kongen først ved Olaf Hjaltessøn; og de Efterretninger, han længer ud paa Aaret modtog fra Island, vare af den Art, at han indsaa Nødvendigheden af strengere Skridt.
Ogsaa Sjællands Biskop, Peder Plade, fandt sig ved denne Tid opfordret til at advare Jon Aressøn. Han tilskrev ham den 16de Marts et alvorligt Brev, hvori han forestilte ham, at det endnu var Tid at ty til Kongens Naade. Der var nu intet fra Paven at vente, da Paulus III var død, og for en ny Pave var bleven valgt, kunde Jon selv være gaaen samme Vei. Han underrettede ogsaa Biskoppen om, at Abbed Sigurd, som han havde udseet til Skaalholts Biskop, var gangen over til den evangeliske Tro.
Man maa antage, at alle de omtalte Breve ere afgaaede fra Danmark med Befalingsmanden Laurits Mule, og at denne allerede bar givet sig paa Reisen til Island, før Olaf Hjaltessøn var kommen til Kjøbenhavn, eller før Kongen havde modtaget de Tidender, han bragte. Laurits Mule sees ogsaa at have naaet til Island en Stund før Althinget, rimeligvis tidlig i Juni Maaned. Biskop Jon agtede intet paa Peder Plades Advarsler, men da han hørte, at Kongen havde befalet Laurits Mule, Dade Gudmundssøn og Peter Einarssøn at tage ham fangen, saa besluttede han netop at byde sine Modstandere aabenbar Trods. Han red derfor til Althinget, som altid holdtes sidst i Juni Maaned, og havde i sit eget Følge meer end to hundrede Mænd, medens hans Sønner Are og Presten Bjørn havde hver hundrede. De kunde saaledes omgive Lagretten med fire hundrede væbnede Mænd, og med denne Styrke i Ryggen vare de i Stand til at gjennemdrive hvad de vilde, da Befalingsmanden, skjønt ikke ganske uberedt, paa langt nær ikke havde Styrke nok til at tvinge dem. Are skal ogsaa, ved Udredelsen af nogle Penge til Laurits, have behandlet denne paa det Haanligste, ja slængt ham Pengene i Næsen og bedet ham æde dem. Biskoppen fik ogsaa Lagmanden, Orm Sturlassøn, afsat, og sin Søn Are skikket i hans Sted.
Fra Althinget red Biskop Jon og hans to Sønner med hele sin Flok til Skaalholt. De havde ført den fangne Biskop Martin med sig til Thinget, og denne maatte nu følge dem videre til sin egen Biskopsstol. Presten Jon Bjarnessøn var fremdeles Raadsmand paa Martins Vegne i Skaalholt og vilde med de Mænd, han havde hos sig, forsvare Gaarden. Men da Biskop Jon mærkede dette, lod han Raadsmanden vide, at Biskop Martin vilde blive stillet forrest i Angribernes Flok, blottet for de Vergendes Skud. Endnu vare Forsvarerne uvillige til Overgivelse, men da tilskrev Biskop Martin dem selv og bad dem overgive Skaalholt. Dette skede nu. Biskop Jon besatte Gaarden og blev der meer end en Uge. Han indviede paa ny Skaalholts Kirke, hvilken han paastod var bleven smittet ved den evangeliske Gudstjeneste, og han lod Biskop Gissurs Lig opgrave og føre udenfor Kirkegaarden som Liget af en Kjetter. Derpaa holdt han et Prestemøde og lod dette tildømme sig Styrelsen af Skaalholts Biskopsdømme som dettes lovlige Ombudsmand. Han forrettede endelig Prestevielse i Kirken med Gudstjeneste paa fuld romersk Vis. Biskop Martin blev efterladt i Skaalholt, dog som Fange under streng Bevogtning og uden at nogensomhelst Myndighed overlodes ham; derimod udnævnte Biskop Jon en ny Official for Biskopsdømmet.
Efterat have syslet i Skaalholt hvad han vilde, red han med sit Følge vest til Vidø Kloster. Dette var forandret til en Kongsgaard, og Hirdstyreren eller Befalingsmanden Laurits Mule havde der taget sit Sæde. Men Biskoppen drev ham og alle de Danske, som vare med ham, bort fra Klosteret ombord paa deres Skib. Han indviede paa ny Kirke og Kloster og gjenindsatte den tidligere Abbed. Han for gjennem Borgarfjorden, ordnede der alt igjen paa den gamle katholske Vis, og red endelig derfra lige vest til Helgafell, hvor han ogsaa oprettede det nedlagte Kloster og indsatte den gamle Abbed. Da dette alt var fuldbragt, vendte han tilbage til Hole, og skal have yttret, at nu havde han hele Island i sin Magt foruden halvanden Husmandssøn. Hvem han mente med den hele Husmandssøn ved man ikke; men med den halve mente han Dade Gudmundssøn, der ikke var af nogen stor og mærkelig Æt.
Efter Hjemkomsten til Hole lod Biskop Jon sine Sønner Are og Bjørn under 10de August skrive til Kansleren, Johan Fris, et Brev fuldt af Beskyldninger mod Biskoppens Fiender. Biskop Martin var fængslet, hed det, fordi han havde løiet sit Valg, der var foretaget af blot ser til otte Prester. Laurits Mule havde faret høist uretfærdigt frem, og det var kun af Agtelse for Kongen, at Islændingerne ei havde dræbt ham. Om Olaf Hjaltessøn og flere, der vare flygtede af Landet, hed det, at de havde gjort dette, fordi de frygtede Straf for Tyveri, Gudsbespottelse og andre Forbrydelser. De selv, sagde de, vare villige til fuldkommen at lyde Kongen; de bad blot, at den maatte blive valgt til Skaalholts Biskop, som hele Almuen samtykte paa Althinget. Paa denne Maade tænkte de naturligvis at bane Veien for Bjørn Jonssøn til Biskopsdømmet. Deres Skrivelse blev imidlertid ganske frugtesløs.
Paa den anden Side vendte Biskop Jon sit Had og sin Hevn mod Presten Gisle Jonssøn i Selaadal. Denne havde allerede paadraget sig Biskoppens Uvenskab ved at virke til Biskop Martins Valg og derved støde Bjørn Jonssøn tilbage. Nu blev Biskoppens Fiendskab mod Gisle end bittrere, da det blev bekjendt, at Kongen havde udseet og nævnt netop ham til at vorde Holes Biskop, naar Jon var afsat. Biskoppen erklærede Gisle i Ban, fordi han havde indgaaet Egteskab, og sendte sin Søn Bjørn med mange Mænd vest i Selaadal for at gribe ham. Gisle fik Nys om Bjørns Færd tidsnok for at undvige af Landet; men hans Hustru blev dreven af Gaarden og han selv dømt fra Presteembedet[38].
Det var nu endmere Tilfældet end før, at ikke alle Biskop Jons Venner og Tilhængere ganske billigede hans overmodige og voldsomme Færd. Hans Søn Sigurd, Prest til Greniadarstad havde, lige siden han i 1543 paa sin Faders Vegne svor til Kong Kristian, ikke taget nogen Deel i Jons mistænkelige Virksomhed, og han gjorde det heller ikke nu. Hans Søn Are yttrede ofte, at han vel vidste, at hans Fader ikke handlede ret; men han kunde ei overtale sig til at forlade ham i hans Alderdom. Bjørn derimod synes, nu som før, at have egget sin Fader til at skride videre frem ad den slibrige Vei, paa hvilken hans Iver for Katholicismen og maaskee end mere hans Ærgjerrighed engang havde ledet ham ind, og hvilken han nu udentvivl selv fandt det tungt som sex og sextiaarig Olding at forlade uden fuldkommen at have naaet sit Maal. Hensynsløs havde Jon Aressøn allerede i sine kraftigste Aar vist sig, da det gjaldt om at vinde Biskopsdømmet; hensynsløs viste han sig ogsaa nu i sin Alderdom, da det gjaldt om at holde paa den engang vundne Magt med de skjælvende Hænder. Han brød sig hverken om truende Vink eller advarende Ord, men skred overmodig frem paa den betraadte Vei, indtil Fordærvelsens Afgrund aabnede sig for ham og Tilbagegangen var ham sperret.
Efter det Held, som hidtil i 1550 havde fulgt Biskop Jon i næsten alle hans Foretagender, synes han at have agtet Dade Gudmundssøn for sin eneste farlige Fiende paa Island; og ham vilde han nu tilsidst med et vældigt Slag knuse. Han drog derfor strax før Mikaelsmesse (29de September) norden fra med sine Sønner, Are og Bjørn, samt 90 væbnede Mænd i Følge. Han ventede at øge sin Flok fra Sydlandet og sendte derom Bud til Borgfirdingerne. Han tog Veien til Sandafell i Thorsnæs Thing, en Gaard, som laa nær Snoksdal og for Tiden var i Dades Besiddelse, men paa hvilken Are Jonssøn gjorde Fordring Da Biskoppen var kommen did, stødte Borgfirdingerne til ham med 30 eller 40 Mænd, saa at hans Flok nu udgjorde meer end 120 Væbnede. Dade var i Snoksdal og havde der samlet 80 til 100 raske og vel væbnede Mænd, paa hvem han vidste han kunde lide. Han havde lovet dem at sørge for de hjelpeløse Børn af dem, som faldt, og at læge paa sin Kostning dem, der bleve saarede. Thorsdagen efter Mikaelsdag, den anden October, brød han op med hele sin Flok og drog mod Saudafell. Dagen var taaget og mørk, og Dade lod sine Mænd for største Delen ride to paa hver Hest og med graa eller falmede Kjortler, saa Fienden i Frastand ikke skulde have let for at skjønne deres sande Tal. Saaledes nærmede han sig Saudafell, uden at man der var bleven synderlig opmærksom paa hans Færd; og først da han kom Gaarden ganske nær, red han frem til den med Raskhed. Hans Folkestyrke, som nu med eet viste sig, synes at have gjort sin Virkning paa Biskoppens Mænd. Are og Bjørn, der vare dragne ham imøde for at afsperre ham fra Gaarden, vege tilbage ved hans Komme. Dade red ind paa Tunet og tog Sted med sine Mænd paa en liden Høi, som der var, og hvor han strax lod sine Bøsser opplante. Biskopsmændene stode foran Husene og tildeels paa Hustagene, hvorfra de rettede sine Bøsser mod Dade. Denne bød sine Modstandere fri Bortgang; men Gaarden vilde han have i sine Hænder, før Dagen var leden. Sagen mellem dem kunde saa henstaa til næste Althing, og Loven der afgjøre den. Efter Nogles Udsagn skal han derhos have budt Penge for at hans Gods maatte blive i Fred, og fordobblet Tilbudet, da det første ei antoges. Are skal da have raadet sin Fader at modtage det, men Bjørn fordret mere, hvorpaa Dade ei vilde indgaa. Imidlertid havde de Sydlændinger, som nys vare stødte til Biskopsmændene, taget det Raad, ikke at deeltage i Kampen, hvis det kom til Slag mellem begge Flokke, – og dette fik Dade ligesaasnart vide som Biskopsmændene. Disse saa, at de, forladte af Sydlændingerne, vilde have det mindre Folketal, og derfor drog de sig med sine Bøsser og sit øvrige Verge ind paa Kirkegaarden, som laa lige ved, men dog ikke gav noget godt Forsvar. Dade fulgte dem i Hælene, med sit bedste Folk, i det han lod 30 Mænd, som vare mindre godt væbnede, tilbage ved Bøsserne. Biskopsmændene havde ei faaet Tid til at stille sig ret i Orden, før Dades Folk angreb dem fra tvende Sider, løb med Skynding over Kirkegaardsgjærdet og trængte sine Modstandere ind til Kirkeveggen. Nu gik det ilde med Biskopsmændenes Forsvar, og de søgte snart Tilflugt i Kirken selv. Are kjæmpede tappert, men han trængtes snart af de Vigende med ind i Kirken, og ligesaa gik det Bjørn; Biskoppen selv var allerede derinde. Det lykkedes dem at stænge Kirken med Kister og andet, som bares for Kirkedørene; men Dades Folk skjød ind gjennem Træværket, og Bjørn blev saaret i Armen, saa han ei meer var vaabenfør. Nu vankede der ogsaa Slag og Saar paa de Biskopsmænd, som vare blevne udenfor, men Ingen skal dog være bleven dræbt. Dade lod opbryde noget af Tømmerverket i Gavlen paa Kirkens Chor og sine Mænd trænge derind igjennem. Man saa da Biskop Jon for Alteret i fuld Skrud, med det viede Brød i den ene Haand, og et Mariebillede i den anden. En sterk Mand af Dades Folk rev ham imidlertid fra Alteret, og under Mishandlinger, som dog Dade selv søgte at hindre, ud gjennem den aabnede Chorgavl. Enden paa Mødet ved Saudafell blev saaledes, tvertimod Biskop Jons egen Forventning, hans og hans tvende Sønners Fangenskab. Dade førte dem alle tre under sterk Bevogtning til Snoksdal.
Biskop Jons tredie Søn, Presten Sigurd til Greniadarstad, havde fra først af ikke billiget Toget mod Dade; men da det var tiltraadt, tænkte han paa, at hans Fader vel kunde komme til at trænge om Hjælp, og red efter ham med 30 Mænd. Han havde imidlertid lang Vei at fare forat naa sin Fader igjen, og han kom ikke længer end vest til Hrutafjorden, før han traf nogle af Biskopsmændene, der kom fra Saudafells-Kampen og fortalte ham Udfaldet. Da standsede Sigurd, men sendte en Prest, Gotskalk, med tolv Mænd vest til Snoksdal for at udvirke Forlig og Fred for de Fangne. Men i hvad han end bød, vilde Dade ei indgaa paa deres Frigivelse, og Gotskalk ligesom og Sigurd maatte vende tilbage med uforrettet Sag.
Dade sendte strax efter sin Seier Budskab om hvad der var hendet til Bessastad, hvor Befalingsmandens almindelige Sæde var. Men der var paa denne Tid ingen Befalingsmand i Landet; thi Laurits Mule var igjen faren til Danmark, som det synes strax efter det uhæderlige Møde med Biskop Jon i Vidø. Som Laurits’s Ombudsmand var kun tilbage en Dansk ved Navn Kristian, som almindelig kaldtes Skriver, fordi han før havde været Raadstuskriver. Til ham kom da Dades Budskab med Opfordring, at han nu, ifølge Kongens Brev, skulde overtage Fangernes Bevogtning. Samtidig gik ogsaa Bud til Skaalholt, hvor Biskop Martin strax sattes i Frihed. Martin og Kristian skyndte sig nu til Snoksdal. Her blev, ifølge Dades Forlangende, en Ret sat af Lagmanden Orm Sturlassøn den 22de October, og en Dom fældet, som er almindelig kjendt under Navnet: Snoksdals Dom. Ved den dømtes Biskop Jon og hans Sønner at være medrette fangne paa Kongens Bud; Dade og hans Mænd derimod at være sagløse og fri for al videre Bevogtning af Fangerne, hvilken Kristian Skriver nu skulde overtage, indtil deres Sag var paadømt ved næste Aars Althing; Biskop Martin og begge Landets Lagmænd skulde hjælpe Kristian i Bevogtningen.
Da denne foreløbige Dom var fældet, bleve Fangerne af Kristian førte bort fra Snoksdal; Biskop Martin, Dade og flere Stormænd fulgte med for i Skaalholt nærmere at overlægge, hvad der var at gjøre. Da man kom til Skaalholt, gav først Biskop Martin Dade og hans Følgemænd Afløsning for den Vanhelligelse, som de havde tilføiet Saudafells Kirke; og derpaa blev et Raadslagningsmøde holdet, hvortil de bedste Mænd af de omliggende Bygdelag kaldtes. Paa dette Møde fremførte Kristian Skriver alle Beskyldningerne mod Biskop Jon. De vigtigste vare, at han havde ladet fange Biskop Martin, – at han og hans Sønner havde opbaaret uden Bemyndigelse de kongelige Indtægter af Nordlandet, – at han havde været Kongens Hud og Domme angaaende Klostre og Beneficier overhørig, – at han af al Magt havde staaet mod Guds Ord, – at han havde tilladt sig en voldsom Færd mod Læge og Lærde, – at han havde brugt Trudsler mod de Danske og lovet Hamborgerne, at ingen Dansk skulde være tilbage paa Island den næste Vaar, – at han havde yttret, at han ikke længe skulde have Laurits Mule ved Siden som Hirdstyrer, eller Kjetteren Martin ved Siden som Biskop, – og mere saadant lignende, Beskyldninger, som man seer for en stor Deel vare grundede paa Fordomme, løst Snak, Frygt og Had, men som under de nuværende Omstændigheder vare vel skikkede til at gjøre Indtryk paa Deltagerne i Raadslagningen.
Mest Indflydelse paa disse øvede dog, som tydelig sees, Frygten for Biskop Jons og hans Sønners Hevn, hvis de igjen kom i Frihed. Det faldt derfor de Forsamlede vanskeligt at komme overens om, hvorledes der skulde fares ad med de Fangnes Bevogtning. Kristian Skriver havde især meget at indvende mod at holde nogen af dem i sin Varetægt paa Bessastad; og hans Grund var mest den, at han frygtede de Nordlændinger, som ud paa Vinteren kom til Næsene paa Sydlandet for der at deeltage i Fiskerierne. Raadslagningerne droge sig ud i flere Dage. Da yttrede Presten Jon Bjarnessøn, Raadsmanden, en Morgen ved Frokosten, at han vel var den eenfoldigste af dem, men dog vidste han Raad til at vogte Fangerne. Da man vilde høre Raadet, svarede han: „Øxen og Jorden gjemmer dem bedst“. Dette Raad fandt Gjenklang i Manges Sind, skjønt de i Førstningen ikke selv vilde være det bekjendt. Kristian Skriver greb det dog med størst Begjærlighed, og det varede heller ikke længe, før Biskop Martin gik ind paa det. Dade gjorde først Indvendinger, men erklærede tilsidst, at Sagen ikke længer vedkom ham, efterat han havde overgivet Fangerne i Kristians Hænder. Mange talte dog ogsaa haardnakket mod Forslaget, holdt sig til den i Snoksdal fældede Dom og kaldte det baade ulovligt og umandigt at dræbe Fangerne uden nogen ny Dom. Men da Biskop Martin havde tiltraadt Jon Bjarnessøns Forslag, og Dade Gudmundssøn paa en Maade havde frafaldet sin Modsigelse, saa overdøvede snart Kristian Skriver de Øvriges Indvendinger med store Ord og Trudsler. Fangernes Død blev da, uden nogen ordentlig Dom, besluttet, og de selv bleve underrettede derom.
Hidtil havde Fangerne været ved godt Mod, og Biskop Jon havde oftere yttret, at til Jul skulde de igjen være paa Hole. Men da de nu fik vide, hvad der i Raadslagningen var bestemt, erkjendte Biskoppen, at han havde gaaet for vidt, og at han havde ladet sig lokke og svige af Verden. Bjørn bar sig ynkeligen, men Are viste, som sedvanligt, Rolighed og Mod. Fader og Sønner, som hidtil havde været vogtede paa eet og samme Sted, bleve nu skilte fra hinanden, hver i sit Hus med en Prest til Trøster. Dog blev dem tilladt stundom at komme sammen, og paa den sidste Dag af deres Liv, meddelte Biskop Jon sig selv og sine Sønner „Guds Legeme“, som de paa katholsk Vis kaldte Nadverens Sakramente.
Imidlertid var Bødelen, en udygtig Karl i sit Haandverk, hentet fra Bessaftad til Skaalholt for at udføre Henrettelsen, og den 7de November, som var en Fredag, bleve Fangerne, efterat de, som før er sagt, havde nydt Sakramentet, udledede til Døden ved Solens Opgang. En simpel Huggeblok var skaffet tilveie for Henrettelsen og lagt paa et ophøiet Sted i Gaardstunet.
Are blev først ført til Retterstedet, og opretholdt sit kjække Mod lige til Enden. Paa Veien yttrede han: „nødig gik jeg til denne Leg, jeg skal nu villig gaa ud af den“; og da han var kommen til Blokken, sagde han: „Er nu her Maalet, min Herre!“ „Ja,“ svarede Kristian Skriver, som stod nær og troede, at Are tiltalte ham. Da udbrød Are: „Tvi Dig, din Prakker! aldrig kaldte jeg dig min Herre! jeg talte til min Gud!“ Man bød ham Livet, fortælles der, hvis han vilde love aldrig at tage Hevn for hvad der var skeet; men dette Løfte vilde han ei give. Han tog Farvel med de fleste tilstedeværende Høvdinger, navnligen med Biskop Martin og Dade, og bad dem om Tilgivelse. De Fleste misbilligede hans Død og fjernede sig noget for ikke at see den. Han gav Bødelen sin kostbare Hat, for at han skulde hugge sikkert, faldt paa Knæ ved Blokken med utilbundne Øine, læste en Bøn og befalede Gud sin Aand. Han strakte derpaa sin Hals paa Blokken saa sterkt, at alle Sener og Aarer tydelig viste sig, – og hans Hoved faldt med eet Hug.
Efterat Blokken var flyttet til et andet Sted i Tunet, blev Bjørn udledet. Hans Færd var meget forskjellig fra Ares. Han bar sig ilde, jamrede sig for sine Børn, tiggede om Livet, og lovede aldrig at skulle hevne hvad der var skeet. Men han havde i sine gode Dage været mindre vensæl end Are, og han vakte nu mindre Medfølelse: var Are falden, kunde han gjerne gaa med. Lige til han lagde sit Hoved paa Blokken, raabte han „ak, mine unge og smaa Børn!“ Han sammentrak Halsen af Sorg og Kvide, og hans Hoved faldt først ved det fjerde Hug. Endog mellem Huggene skal han have bedet om Livet.
Hugblokken blev atter flyttet, og nu var Raden kommen til den gamle Biskop. Man sagde ham hans Sønners Død og bød ham selv Livet; men han svarede: „De have fulgt mig saa, at jeg nu ønsker at følge dem!“ Han havde hidtil været i Kirken og gik ud af Choret med et Kors i sin Haand. Han vilde knæle for et Mariabillede i Nærheden; men den Prest, som ledsagede ham og som hed Svein, bad ham lade slig Overtro fare og betænke at der var et Liv efter dette. Biskoppen vendte sig hastig mod ham og sagde: „Det ved jeg, Sveinke.“ Da han gik forbi Biskop Martin, Kristian Skriver og Dade, hvilke stode tilsammen paa en Tue kort fra ham, gik han mod Dade og bød sig til at løse ham af Bannet; men Dade svarede ham kun: „Du seer ei meer Spor af Bannet paa mig end paa dig selv!“ Biskoppen taug og fortsatte sørgmodig sin Vei. Ved Blokken knælede han og sagde paa Latin: „I dine Hænder, Herre! befaler jeg min Aand“. Han var meget bøiet i Skuldrene af Alderdom, og hans Hoved faldt først for det femte eller sjette Hug.
Saaledes faldt Jon Aressøn af Hole, den sidste katholske Biskop i den norske Kirke; og Mange fandt, at hans egen Spaadom sandedes, hvilken han udtalte dengang, da ved hans Indvielse Biskopshuen faldt af hans Hoved: – at hans Biskopsverdighed vilde faa en bradt og ulykkelig Ende[39]. Han var ved sin Død sex og sexti Aar gammel og havde været Biskop i sex og tyve Aar.
Efterat de Halshuggedes Lig havde henligget paa Retterstedet langt ud paa Dagen, bleve de endelig paa flere gode Mænds Forbøn begravede paa Kirkegaarden bag Skaalholts Kirkes Chor. Et temmelig almindeligt Had rammede Kristian Skriver for det Verk, som var udført, og Flere sagde ham det reent ud, at det var en forhastet Handling, for hvilken han visseligen vilde komme til at bøde haardt. Kristian selv følte sig ingenlunde sikker; han gav dem, der varede ham mod Faren, Ret, men skjød nu Skylden for hvad der var skeet, mest paa Biskop Martin og Presten Jon Bjarnessøn. De Dræbtes Venner holdt sig imidlertid nærmest til Kristian som dansk Mand, og ovenikjøbet, som de fleste Danske paa den Tid, forhadt paa Island. Hevnen rammede ham ogsaa, før han udentvivl ventede det.
Biskop Jon havde strax før sin Død sendt en fortroet Mand med sit Guldsignet nord i Landet til sin Frille, Helga Sigurdsdatter, og sin Søn, Presten Sigurd, med Bud til dem, at de skulde udbetale en rundelig bestemt Sum af hans efterladte Gods i Almisse til de Fattige; og med denne Sendemand kom udentvivl ogsaa Tidenden om hans og hans Sønners Henrettelse til Hole. Sigurd og Helga opfyldte hvad der var dem paalagt, og Sigurd overtog tillige Hole Stols midlertidige Bestyrelse. Tidenden søndenfra vakte en stor Bevægelse blandt Nordlændingerne, og denne forøgedes ved eggende Ord fra Sydlandet. Biskop Jons Datter, Thorun, der boede paa Grund i Eyafjord, en rask og streng katholsk, men ogsaa haardsindet og hevngjerrig Kvinde, synes heller ikke at have sparet paa Opegninger til at hevne Faderen. Sirax efter Jul var Tiden, da Nordlændingerne vare vante til at drage syd i Landet for at deeltage i Fiskerierne der; og i Januar 1551 drog næsten tre hundrede Mænd fra Nordlandet til Sydnæsene. Men i denne Flok vare Flere, der vare rustede af Biskop Jons Frænder til at hevne ham og hans Sønner, og disse Mænd holdt sig sammen, da de kom sydpaa, og udgjorde efter Nogles Udsagn treti, efter Andres sexti. I Slutningen af Januar for Kristian Skriver i sine Forretninger fra Bessastad til Sydnæsene og havde for sin Sikkerheds Skyld flere væbnede Mænd end han plejede i sit Følge. Men da han gjestede paa Gaarden Kirkiubø, kom Nordlændingerne did, som det heder, med Skjul for sine Ansigter, og anfaldt ham. De dræbte syv til otte Danske, som udgjorde Kristians Følge, og desuden hans unge Søn. Kristian selv forsvarede sig længst, og de kunde ikke faa brudt hans sterke Pantsertrøie; men omsider rendte en ung attenaarig Mand, Thorun Jonsdatters Svend fra Grund, sit Spyd under Pantsertrøien op i Maven paa ham, og saaledes lod Kristian sit Liv. Fjorten Danske, fortælles der, bleve siden dræbte paa Sydnæsene, og deres Lig haanligen medhandlede.
Anden Dag Paaske, den 30te Marts, sendte Sigurd Jonssøn fra Nordlandet treti raske Mænd med tre Prester som Førere til Skaalholt. De havde med sig Ligkister, og de Fleste havde Skjul for sine Ansigter. De lode bede om Tilladelse til at opgrave Biskop Jons og hans Sønners Legemer for at føre dem til Hole. Biskop Martin fandt det, efter hvad alt tidligere var skeet, ikke raadeligt at negte deres Begjæring. De opgrove da Ligene med største Hast, lagde dem som de vare i Kisterne, og fore strax igjen afsted. Ved Laugarvand vaskede og pyntede de Ligene den næste Dag, og førte dem derpaa i høitideligt Optog nordover. De fæstede Klokker under Kisterne: een under Ares, to under Bjørns og tre under Biskoppens, og overalt hvor de i Hole Biskopsdømme nærmede sig en Kirke, blev ringet med alle Kirkeklokker. I Hole Kathedralkirke bleve de ogsaa modtagne med Ringning af alle Klokker, og de forud samlede Prester og en Mængde Lægfolk gik Toget imøde og ledsagede det ind i Kirken, hvor Ligene med al Hæder bleve jordede. Man ansaa de Dræbte næsten som Helgener, og mange Blinde og andre Vanføre kappedes om at faa røre ved Kisterne og syntes deraf at faa Helsebod.
Kort efter, den 27de April, holdtes et Prestemøde paa Hole for at modtage Regnskab for Biskopsstolen; og da dette var aflagt, valgte fire og tyve Prester Sigurd Jonssøn til Faderens Eftermand og udstedte derom sit Valgbrev. Alt vidnede om den Agtelse, man trode sig at skylde den henrettede Biskop og hans Sønner; og ingensinde har vel det danske Herredømme paa Island vakklet meer end denne Gang.
Men Kristian III maatte, efter de Tidender, han i 1550 gjennem Flere havde modtaget fra Island, være rede til en Kamp for sit Herredømme over Øen. Hans Rustninger bleve fuldendte i Begyndelsen af 1551, og om Sommeren dette Aar, før Tidenden om Biskop Jons Død endnu havde naaet Danmark, gik Otte Stigssøn med eet Skib og to hundrede Stridsmænd til Sydlandet, medens Axel Jul og den tidligere omtalte Nordmand, Kristoffer Throndssøn[40], med to Skibe og 500 Mand seile til Nordlandet. Man skulde nu, efter den Stemning, som nys havde vist sig blandt Islændingerne, have troet, at det vilde være kommet til et blodigt Sammenstød mellem dem og de Danske. Men det gik paa Island som tidligere i Norge: de Danskes Seier blev vunden uden 5lod. Modstandskraften havde hverken Samhold eller Ledere, nu da Biskop Jon Aressøn og hans Sønner vare borte. Da Otte Stigssøn kom til Sydlandet og kundgjorde Biskop Martin sin Komme, stevnede denne strax sit Biskopsdømmes Prester, Embedsmænd og Almue til Althinget. Man mødte her uden Indsigelse, og Troskabsed blev aflagt til Kong Kristian og Fredrik hans Søn den 1ste Juli af alle de Tilstedeværende med Biskop Martin i Spidsen.
Ligesaaliden Vanskelighed mødte Axel Jul og Kristoffer Throndssøn paa Nordlandet. De samlede uden Modstand Nordlændingerne til Thing paa Oddeyre i Eyjafjord, og her blev allerede den 15de Juni Kong Kristian og hans Søn uden Indsigelse hyldet. Sigurd Jonssøn trøstede sig ikke til at komme frem med sit Biskopsvalg, og ingen Modstand blev gjort, da de danske Anførere udnævnte Presten Olaf Hjaltessøn, der var fulgt med dem, til Superintendent i Hole Biskopsdømme. Biskop Jons Frænder og Tilhængere bleve forresten behandlede med nogenlunde Mildhed; men en stor Deel af Hole Kirkes Kostbarheder tilegnedes Kongen og førtes til Danmark. De danske Anførere saa snart, at et langvarigt Ophold var unødvendigt for dem, og de vendte endnu samme Sommer tilbage til Danmark. Olaf Hjaltessøn fulgte dem did og blev i Kjøbenhavn indviet af Peder Plade til sit Superintendentembede, hvilket han tiltraadte det følgende Aar. Kristian Skrivers Mordere bleve strengt forfulgte, men mange af dem undgik dog paa forskjellige Maader sin Straf.
En vis Modstand mod Reformationen holdt sig længe paa Island til stort Besvær for de første evangeliske Biskopper; men denne Modstand var mere hemmelig end aabenbar og kom aldrig efter denne Tid til noget voldsomt Udbrud. Islændingerne ærede, trods Reformationens Indførelse, Biskop Jon som et Slags Nationalhelt, og denne Ærefrygt har paa en Maade holdt sig lige til vore Dage. De fornemste Ætter paa Øen regne sig det til Hæder at stamme fra ham, og det er ei blevet ubemærket, at af Islands senere Biskopper, fem i Skaalholt og tre i Hole vare Jon Aressøns Ætlinger. Paa den anden Side troede Samtiden at see en Guds Straf i den Ulykke, som rammede hans ivrigste Modstander, Dade Gudmundssøn. Denne fik nemlig, ti Aar efter Biskop Jons Død, en Kræftskade i Ansigtet, hvilken voldte ham meget Meen og efter et langt Sygeleie endte hans Liv i 1563. Men Kirkereformationen har dog, hin første hemmelige Uvillie mod den uagtet, baaret sine herlige Frugter paa Island baade i Religiøsitetens Vækkelse og i Videnskabelighedens Gjenfødelse[41].
- ↑ S. o. f. II. 643–646, 659–661.
- ↑ Træk af hans Karakter og navnligen af hans ubesindige Gavmildhed findes i Espol. Aarb. þ. 3. Cap. 61.
- ↑ Finn Joh. II. 738, hvor et Vidnesbyrd af 1541 om Ætledningen findes.
- ↑ Om Jon Aressøns Karakter s. Espol. Aarb. þ. 3. c. 96.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 60–61; Finn Joh. II. 526.
- ↑ Finn Joh. II. 531; Espol. Aarb. þ. 3. c. 70. Hvad derimod Førstnævnte paa anførte Sted fortæller om et Møde og Forlig mellem begge Biskopper i Husafell i 1530 forekommer mig usikkert. Den hernævnte Biskop Jons Søn, Magnus, døde allerede i 1534. Finn Joh. II. 668.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 70.
- ↑ Sst. þ. 3. c. 75.
- ↑ Sst. þ. 3. c. 70.
- ↑ Brevet findes hos Finn Joh. II. 268–270.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 79.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 79, 80.
- ↑ Sst. þ. 3. c. 81, 82, 85; Finn Joh. II. 541, 570.
- ↑ Finn Joh. II. 541, III. 248; Espol. Aarb. þ. 3. c. 91.
- ↑ Dommen hos Finn Joh. II. 552–555.
- ↑ Espol. Aarh. þ. 3. c. 89–91.
- ↑ Finn Joh. III. 248–251.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 93; Finn Joh. III. 275–278.
- ↑ Brevet hos Finn Joh. II. 555–559; Espol. Aarb. þ. 3. c. 94.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 96.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 95, 97.
- ↑ Krag og Stef. II. 358.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 97–99; om hans Død jfr. Finn Joh. II. 549.
- ↑ Brevet til Gissur findes udgivet hos Krag og Stef. II. 358 og hos Finn Joh. II. 296.
- ↑ Kongens Brev om Skatten s. Krag og Stef. II. 359; Finn Joh. II. 297. Om Forholdene ved Althinget 1541 og strax efter s. Espol. Aarb. þ. 3. c. 100–105; Finn Joh. II. 660.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 105–107; Finn Joh. II. 661; Krag og Stef. II. 364–371.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 110; Biskop Jons Brev, s. Finn Joh. II. 731.
- ↑ Finn Joh. II. 732.
- ↑ Finn Joh. II. 702, 733.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 111–118; Finn Joh. II. 663–667, 735–738.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 113, 118–158; Finn. Joh. III. 268–270.
- ↑ Dette Brevs Udstedelsesdag og tillige for en Deel dets Indhold skjønnes af Pavens Svarskrivelse, der i Afskrifter er bevaret. Finn Joh. II. 686. Not. a.
- ↑ Espol. Aarb. þ. 3. c. 103.
- ↑ Krag og Stef. II. 372.
- ↑ Krag og Stef. II. 425–428.
- ↑ Brevet findes aftrykt hos Finn Joh. II. 686 Not. a. Der kan ei være nogen Tvivl om dets Datering, som er den 8de Marts 1548 (Aaret regnet fra og til 25de Marts, altsaa 1549 efter almindelig Regning), i Paulus’s Pavedømmes 15de Aar. Paulus III døde samme Aar 1549 den 10de November.
- ↑ Krag og Stef. II. 430, 459. Det sidste Brev er hos Kr. og Stef. henført til 1551, ganske vist urigtigt.
- ↑ Gisle blev vel ikke Biskop i Hole, men derimod blev han, efter Biskop Martins Fratrædelse i 1556, dennes Eftermand i Skaalholt og døbe 1587, 74 Aar gammel.
- ↑ S. o. f. II. 661.
- ↑ S. o. f. II. 841, 842.
- ↑ Om Biskop Jon Aressøns Død og de sidste Begivenheder paa Island i den katholske Tid s. Espol. Aarb. þ. 3. c. 121–155; Finn Joh. II. 670–730.