Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/120

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 826-843).
◄  119.
121.  ►

120.
Norges Underkastelsesforhold til Danmark og dets Kirkereformation samtidig ordnede af Kristian III. Evangeliske Superintendenters Beskikkelse i Norge. De Personers senere Skjebne, som spillede Hovedrollen i Norge ved den kirkelige og politiske Forandrtng i 1537.

Ved Midten af 1537 var, som vi have seet, ved Hr. Esge Bilde og de senere udsendte danske Herrer, Kong Kristian III’s Hensigter med Norge for saavidt udførte, som han var overalt erkjendt for Rigets Konge, al Modstand mod ham underkuet, og den romersk-katholske biskoppelige Myndighed i Virkeligheden omstyrtet, i det nemlig ingen Biskop meer var i virkelig Besiddelse eller Udøvelse af sit Embede. De forberedende Arbeider vare til een og samme Tid fuldbragte baade for det norske Riges Underkastelse under Danmarks Krone og for den norske Kirkes Reformation efter Luthers Grundsætninger. Det tilkommer os korteligen at vise, hvorledes begge Dele af Kristian bleve endelig ordnede.

Ophøret af Norges Selvstændighed som Rige og dets Underkastelse under Danmarks Krone som en Provins var, med de udtrykkeligste Ord tilsagt Danmarks Riges Raad i Kristian III’s Haandfæstning af 30te October 1536[1]. Da Kongen gav dette Løfte, tænkte man sig ganske vist, at en haard Kamp udfordredes til Norges Undertvingelse. Til at komme seierrig fra denne Kamp skulde Danmark, saa forudsattes det, understøtte Kongen; og derfor skulde til Gjengjæld det danske Folk, eller rettere dettes egentlige Repræsentanter, Raadet og Adelen, nyde med Kongen store Fordele af Norges Erobring. Erobringen faldt imidlertid, som vi have seet, lettere end Kongen og det danske Raad rimeligvis havde tænkt sig. Største Delen af Landet havde allerede, saa godt som uden Sverdslag, underkastet sig Kristian, før den større Hær kom fra Danmark; og Resten fulgte snart ligesaa let efter. Opoffrelserne fra dansk Side bleve saaledes udentvivl langt ringere, end tidligere havde været formodet. Den Tanke maatte derfor ligge Kong Kristian nær, at Gjælden, han ved denne Leilighed var kommen i, til Danmarks Raad og Adel, i Grunden ikke var overordentlig stor; og at han altsaa burde benytte Norges Underkastelse, saa vidt det lod sig gjøre, fortrinsvis til Gavn for Kongedømmet og for Kongeætten. Af et saadant hemmeligt Ønske hos Kongen maa man udentvivl forklare sig, at det i Haandfæstningen givne Løfte ingenlunde i sin fulde Strenghed blev iverksat.

Vel tabte Norge fra nu af den Ret at repræsenteres ved sit eget Rigsraad og derved det Mærke, som i Udlandets Øine egentlig betegnede det som selvstændig Stat, medens Overførelsen af dette Raads tidligere Myndighed paa det danske Rigsraad tydelig nok udtalte Norges Nedsynken i statsretlig Henseende under Danmarks Herredømme. Men dette var noget som neppe faldt den store Mængde af Norges egne Indbyggere synderlig i Øinene, eller gav den Emne til ret alvorlig Eftertanke. Det norske Raad havde under Kalmarforeningen kun til ganske enkelte Tider været en Statsmagt, der tilfulde repræsenterede Norge som selvstændigt Rige eller tog sig kraftig af dets Ret i Statsforbundet. Det norske Raad havde derhos, som vi allerede oftere have gjort opmærksom paa, aldrig havt nogen sterk Rod i Landets ejendommelige Statsindretning, eller været i nogen høi Grad elsket og understøttet af Folkets Almenhed. Det havde endog i den seneste Tid enten været blot at ansee som en Underafdeling af det danske Rigsraad, eller høist som et lidet Kollegium af danskfødte Mænd, der ved sine norske Familieforbindelser havde sat sig fast i Norge, og tilvendt sig en overveiende men ingenlunde yndet Indflydelse paa Landets Styrelse. Og endmere vilde dette fra nu af blive Tilfældet, da Biskopsdømmet var omstyrtet, og den eneste nogenlunde norske Bestanddeel i et vordende norsk Rigsraad derved var gjort saa godt som umulig. Raadet besad saaledes ikke Nordmændenes Deeltagelse i tilstrækkelig Grad for at blive af Folkets Almenhed stort savnet, da det forsvandt. Derimod blev Norge fri for voldsom Indtrængen af dansk Lov eller nogen hastig og sterkt iøinefaldende Omordning af Rettergang, af Embedsvæsen, i det Hele af Landets indre Menighedsforfatning, i det mindste i de engere og lavere Kredse. Der indførtes overhovedet ingen pludselig og væsentlig Forandring i Landets indre verdslige Styrelse, som kunde i høi Grad vække Landsalmuens Opmærksomhed eller mægtig støde dens Selvfølelse. Danske Embedsmænd vare jo allerede Nordmændene vante til at see vide om i Landet, ikke alene i høiere men og tildels i de lavere Stillinger; at dette fra nu af end mere blev Tilfælde end for, føltes derfor neppe i nogen høi Grad. Men denne Vedbliven af Landets ældre Lov, af dets tilvante Rettergangsorden og Embedsvæsen, af dets indre Menighedsforfatning, – Alt dette var noget, som laa de norske Bønder, eller, hvad der paa den Tid var det samme, Norges sande Almenhed, langt nærmere end Opretholdelsen af et norskt Raad, hvilket dog forlængst overveiende var sammensat af danske Herrer, og oftest handlede i dansk Aand og efter danskt Forbillede. Nordmændene mærkede saaledes neppe, vare sig i det mindste ingenlunde klart bevidste, den store Forandring, som i 1537 foregik med Norges Statsret. Hertil kom, at den norsk Almue langtfra havde løsrevet sig fra sin gamle Forkjærlighed eller snarere Fordom for et kraftigt Kongedømme, for en Konge, som, uden at indskrænkes ved nogen mellemkommende Statsmagt, kunde ved Embedsmænd, han selv udnævnte og selv afsatte, i fuld kongelig Magtfylde styre Landet efter Loven med Retfærdighed. Og denne Tilstand tænkte den norske Almue sig udentvivl netop at indtræde, da det norske Rigsraad, hvilket dog i Grunden kun var norskt i Navnet, afskaffedes.

Kristian III har ganske vist dunkelt følt, at hos det norske Folk en Stemning som den ovenfor skildrede var raadende; og denne dunkle Følelse hos ham har indvirket paa hans Fremgangsmaade mod Norge efter dettes Underkastelse. – Derfor lod han, som allerede anført, Norge beholde sin egen Lov og saa meget af sin indre Forfatning; derfor lod han det fremdeles nævnes Kongerige lige med Danmark; derfor lod han det have sin egen Kansler; derfor lod han dets indre Styrelse afsondre fra Danmarks og for det meste føres i den gamle tilvante Orden, ja, som det synes, med saa liden Indblanding af det danske Rigsraads Myndighed, som han paa nogen Maade kunde uden at give iøinefaldende Anstød. Alt dette gjorde han ganske vist, fordi han følte, at Norge, saaledes medhandlet fra hans Side, kunde i muligt paakommende Tilfælde tjene ham som en Støtte og Modvegt mod det overmægtige danske Rigsraad. Ikke ganske urimeligt er det, at han ogsaa tildeels af saadant Hensyn lod sine Brødre og Medregenter i Slesvig og Holstein, de derværende Hertuger, føre Titelen: Arving til Norge, hvilken Titel vi have seet, at han selv i sin Faders levende Live trods dennes Forpligtelse i den norske Haandfæstning til at lade den fare[2], havde sort, men nu ikke længer, efter at være bleven Norges Konge, kunde selv føre. Titelen, benyttet af hans Brødre, mindede jo altid om en Ret, til hvilken han, saavel som de, var født, og var saaledes ikke uvigtig heller for ham.

Men vi kunne dog ikke kalde Følelsen hos Kristian af hin Nordmændenes Stemning, og af det Forhold mellem ham og dem, som heraf kunde fremkaldes og gjøres gjældende, andet end en dunkel Følelse. Og hvorledes kunde den vel ogsaa efter Tid og Omstændigheder være andet? Skulde han, efter klart at have opfattet sin Stilling til Norge, som denne kunde opfattes, gjøre sig den saa nyttig som muligt, da maatte han i egen Person have hastet til Norge, have henvendt sig umiddelbart til Landets Bønder og Almue, have vundet disse for sig og faaet dem til at erkjende hans Arveret, – noget som vistnok ikke under de nuværende Omstændigheder kunde fra norsk Side have været ham vanskeligt, – og saa grebet Norges Kongedømme i sine egne Hænder som en Fædrenearv, efter Norges gamle Lov, en Arv, hvilken han ikke skyldte det danske Rigsraad, og hvilken det tilkom ham at styre uden dettes Indblanding. Men da maatte ogsaa Kristian have frigjort sig fra en Mængde Fordomme, som Tidsalderen, Opdragelsen, den raadende Statskunst og hans nærmeste Omgivelser havde hildet ham i. Tidsalderen var endnu i sine Anskuelser streng aristokratisk, han var som et egte Fyrstebarn af sin Tid opdragen i disse Anskuelser; – han havde levet sin Ungdom i Lande, hvor aristokratisk Aand var gjældende og Adelen Landsstyrelsens Leder, medens Landalmuen var en Trællestand, og ikke Borgerne engang kunde komme til Orde for den overmægtige Adel; – han var opdragen i en Statsret og Statskunst, der betragtede Adelen som den eneste Stand, der havde Ret til at deltage i Landsstyrelsen med Kongedømmet, men som ogsaa havde denne Ret i fuldeste Maade og medfødt; – han skyldte endelig Adelen sin Ophøielse paa Danmarks Trone tiltrods for de lavere Stænder, Borgere og Bønder, som netop havde villet holde ham borte fra det danske Kongedømme, og som derfor, med hans Indrømmelse, havde maattet lide en grusom Straf. Med en saadan Fortid, og med det strengt aristokratiske danske Raad ved sin Side, ja i mange Maader behersket af det, – desuden af en Karakter, der neppe var i høi Grad given for Selvraadighed og heller ikke var meget kraftig, om den end var smidig – tør man vel sige, at Kristian ikke var istand til ret at opfatte sin sande Stilling ligeover for Norges Bønder og Almue, eller den Nytte, han af den kunde drage til Udvidelse af sin kongelige Magt og sin Æts Befæstelse paa de tvende nordiske Rigers Trone. En Gustav Vasa kunde muligen have indseet det og draget Nytte deraf, – Kristian af Oldenborg formaaede det ikke.

Uagtet saaledes Kristian III unegtelig havde en Forestilling om Norges Vigtighed for sig og sin Æt til at sikkre dem Danmarks Kongedømme, saa gjorde han dog, med Undtagelse af hvad allerede er nævnt, intet betegnende Skridt for at vinde Sig og Sine det norske Folks Velvillie og Hengivenhed. Selv satte han som Konge aldrig sin Fod paa norsk Grund. I 1548 sendte han vel sin Søn, Prins Fredrik, der allerede var valgt til sin Faders Eftermand i Danmark, med et talrigt Følge af danske Adelsmænd, blandt hvilke Klaus Bilde, til Norge, for der at modtage, som det hed, „de norske Stænders“ Hylding baade paa sin Faders Vegne som Norges værende Konge, og paa egne som dets tilkommende Konge. Men Prins Fredriks Ophold i Norge var kortvarigt, og han kom ikke længer end til Akershus. Han gik til Søs fra Kjøbenhavn den 18de Juni, kom den 8de Juli til Akershus, hvor Hyldingen foregik den 12te næst efter, han var endnu der tilstede den 17de Juli, men skal den 3die August igjen have været i Danmark[3]. At denne Kristians Forsømmelse af sin egen Fordeel, som man vel tør kalde det, med Hensyn til Norge ikke skrev sig alene fra Foragt og Ligegyldighed for Nordmændene, men deels har været en Følge af det danske Raads fiendske Indgivelser, deels maaskee bevirket ved en Frygt hos Kongen selv for Stemningen mod ham hos Landsfolket, – har man Aarsag til at gjette.

At Norge led baade i aandelig og i materiel Henseende under den Forbindelse, hvori det fra nu af traadte til Danmark som et Slags Provins af dette, i Virkeligheden i det mindste, om end ikke ganske i Navnet, – derom kan man ikke tvivle, helst naar man seer hen til den nærmeste Tid efter Forandringen, til Kristian III’s og Fredrik II’s Regjering. Men negtes kan det paa den anden Side ikke heller, at den Fornedrelse og Ulykke, som ved denne Leilighed overgik Norge som Stat, blev ved Forsynets Styrelse en i flere Maader gavnlig Forberedelse til den lykkeligere Stilling, det nu indtager i sin gjenfødte Selvstændighed.

Kirkereformationens Indførelse i Norge kan man vel maaskee sige blev af Kristian III dreven med noget større Kraft og mere forudseende Klogskab end Ordningen af Rigets statsretlige Forhold; men ogsaa ved hin fandt væsentlige Mangler Sted, og kom store Misgreb ja Uretfærdigheder tilsyne. Kristians Sjæl var ganske vist aaben for Religionens Indtryk; Luthers Lære havde dybt grebet ham, og der er neppe nogen Tvivl om, at han jo havde fattet dens religiøse Kjerne. Men han var født Fyrste og Aristokrat; Kongedømmet over tvende Riger faldt i hans Lod, og hans Opgave blev at være Statsmand ved Siden af Kirkereformator. Denne Stilling, hvilken han forresten delte med saamange andre Fyrster, der erklærede sig for Luthers Lære, var slibrig. Opfordringen til, meer end tilbørligt, at nytte den romerske Kirkes Fald til Fyrstemagtens eller den verdslige styrende Magts Udvidelse paa Kirkens og Religionens Enemærker, var fristende, – og Kristian kan ikke fritages for at have givet efter for Fristelsen. Fordrede end Reformationens Aand, at den nu fra Roms Herredømme frigjorte Landskirke med samt dens uhyre Ejendomme stilledes under Kongedømmets eller den høieste verdslige Magts Overopsyn, – at Biskoppernes hierarchiske Myndighed ophævedes tilligemed deres og de øvrige kirkelige Personers overdrevne Friheder og Forrettigheder i Staten, – at overhovedet Geistlighedens strenge Afsondring som Stand tilintetgjordes, – at endelig unyttige, ja skadelige Indretninger i Kirken gave Plads for nyttigere, mere tidssvarende og mere paakrævede, – saa tilkom der dog ikke derfor den verdslige Statsmagt en uindskrænket Myndighed paa Kirkens Omraade, med Hensyn til Ordningen ikke alene af Kirkens ydre Styrelse men ogsaa af dens Lære, – og heller ikke en ganske vilkaarlig Skallen og Valten med Kirkens lovlig erhvervede Gods og Ejendom, eller med dens ved gammel Lov og Sedvane hjemlede Indtægter, til rent verdslige Foretagender og til Indretninger, der stode i liden eller ingen Forbindelse med Kirkens egentlige Øiemed. Og at disse Ankemaal med fuld Ret kunne fremføres over Kristian III’s Reformationsverk i begge hans Riger, og kanskee end mere i Norge end i Danmark, er neppe Tvivl underkastet.

Hovedtrækkene i den ydre Kirkereformation vare allerede udkastede og vedtagne i den kjøbenhavnske Reces af 30te October 1536 nemlig: – Ophævelsen af det gamle Biskopsdømme, og dets Myndigheds Overførelse til Kronen, – Indsættelsen i Biskoppernes Sted af kongelige Embedsmænd, nemlig Superattendenter eller Superintendenter, som overordnede Lærere i Kirken, – Biskopsgodsets Henlæggelse under Kronen, – og endelig alle geistlige Indretningers Underordning under Kongens og Rigsraadets Tilsyn og nærmere Bestemmelse. Disse Grundtræk maatte imidlertid udføres meer i det Enkelte; og herpaa lagdes ufortøvet en kraftig Haand. Kong Kristian bestemte sig til at lade forfatte „en christelig Ordinants“ og sammenkaldte i den Anledning et Møde i Odense til den 6te Januar 1537 af Geistlige fra Danmark og Slesvig; og dem overdroges det at gjøre Udkast til en saadan Ordinants, naturligvis ganske i den lutherske Læres Aand. Da udkastet var ferdigt, blev dette først gjennemgaaet af Kongen, og derpaa af denne ved hans tydske Hofpræst, Anders Jædike, sendt til Wittenberg til Morten Luthers eget Gjennemsyn. I Juli samme Aar kom, paa Kristians Kaldelse, Doktor Johan Bugenhagen, en Pomrer af Fødsel, og en af de wittenbergske Theologer, der stode Luther nærmest, til Danmark for at lede Reformationsverkets Ordning efter de lutherske Grundsætninger; og ham blev nu atter Kirkeordinantsens Udkast overgivet til nøiere Prøvelse. Efterat Bugenhagen, skjønt ikkun Prest af Vielse, havde udført Kongens og Dronningens Salvelse og Kroning, der foregik i Kjøbenhavn den 12te August 1537, blev det ogsaa ham overdraget at indvie de syv nye danske Superintendenter, der traadte i de fængslede Biskoppers Sted; og denne Handling udførtes den næst paafølgende 2den September, ligeledes i Kjøbenhavn. Samme Dag blev Kirkeordinantsen, som imidlertid ogsaa havde været det samlede danske Rigsraad forelagt og af dette var bleven samtykket, underskreven af Kongen og saaledes ophøiet til en Lov for Superintendenterne. Den udkom trykt, i det latinske Sprog, inden Aarets Udgang. Senere blev den i Juni 1539 forelagt en i Odense samlet dansk Herredag og der afgjørende vedtagen, hvorpaa den i sin endelige Form og paa Dansk udkom i Trykken 1542. Paa Herredagen i Odense, den 10de–14de Juni 1539, blev altsaa Kirkereformationen for Danmarks Vedkommende fuldendt, og umiddelbar derpaa forlod ogsaa Dr. Bugenhagen Danmark[4].

At denne Kirkeordinants, skjønt fortrinsvis bestemt for Danmark, ogsaa skulde gjælde for Norge, kunde allerede ansees som givet ifølge de paa Rigsdagen i Kjøbenhavn den 30te October 1536 fattede Bestemmelser. At Kong Kristian imidlertid havde tænkt sig, at nogen Afændring muligen kunde blive at foretage med den for Norges Vedkommende, viser en kort Artikel, som har til Overskrift „Om Norge“. Det heder nemlig her: „Vi ville med det Første besørge Superintendenter i Norge til hvert Stift, hvilke vi og ville give Befaling, at de, saa meget som muligt er, skulle gjøre deres Flid, at hvert Sogn maa have gode Prædikere og det sande Guds Ord, at der og intet maa forsømmes, hvad der hører til Guds Ords Prædiken og Menneskets Salighed, og skikke hvad dem tilstaar (tilkommer) i andre Sager, der i denne vor Ordinants begrebne ere, indtil vi selv komme i Norge, hvilket vi med Guds Hjælp snarlig forhaabe, – da ville vi efter Superattendenternes Raad, besynderlig i hver Sted, beskikke og stadfæste, hvad efter denne Ordinants der ikke holdes kan; thi der vil i mange Stykker holdes en anden Ordinants[5]. Kristian kom dog, som vi have seet, aldrig til Norge, og ikke heller udkom fra ham nogen for Norge tillempet egen Kirkeordinants. Den for Danmark vedtagne blev saaledes ogsaa den gjældende i Norge.

Kristian III havde imidlertid, allerede for han underskrev Kirkeordinantsen, udtalt sig til Hr. Esge Bilde, om den norske Reformationssag, saavidt Bergens Stift vedkom, i en Skrivelse af 17de Juni 1537 fra Kjøbenhavns Slot. Det paalægges her Esge Bilde at lade alle Biskopsgaarde, alt Biskopsgods og alle biskoppelige Indtægter tage under Kongens Regnskab i Lighed med Kronens Gods der i Stiftet. Dog skal Kapitelet i Bergen med alle Vikarier og Sogneprester over hele Stiftet holdes ved Magt og nyde sine Indkomster som hidtil; blot Biskoppens Rettigheder skulle „alt opbæres til vort (Kongedømmets) Behov“. Ligeledes skulle Munke- og Nonneklostere, forsaavidt de endnu beboes af Munke eller Nonner, holdes ved Magt; men ere de blevne forladte af Beboerne, skulle de lægges under Kongens Regnskab med alt sit Gods og alle sine Indtægten Registere og Inventarier skulle forfattes over Kostbarheder og Ornamenter baade ved Domkirken og andre Kirker, og ved Klostere og Hospitaler i Bergen og Bergens Stift; Hr. Esge skal tage disse Registere i Forvar og paasee, at intet kommer bort. Men ved Siden heraf bydes ogsaa, at man skal lade alle Kirkens Personer og Sogneprester i Stiftet „blive ved deres gamle Skikke og ingen nye Prædikere indsætte“, for at ingen Forskrækkelse eller Uenighed skal opkomme blandt den fattige og uforstandige Almue der i Landet, for end Kongen „kan finde andre Raad til og saa med Lempe og Føie komme dem til nogen Bekjendelse og bedre Forstand i Guds Ord“. Han agter med det Første at „skikke en Biskop did ind i Stistet, som skal visitere og have Tilsyn paa Klerkeriet“, at det skikker sig retteligen i sit Embede[6]. – Lignende Skrivelser maa være udgangne til de kongelige Høvedsmænd i andre Dele af Norge for at tjene dem til Rettesnor i deres Adfærd i Kirkereformationens Anliggende.

De Grundsætninger, her af Kong Kristian udtales, maa overhovedet kaldes maadeholdende og kloge, især hans Forskrifter med Hensyn til Presternes Opretholdelse omkring i Landet, og med Hensyn til Afvergelse af Landalmuens Forvirring ved de nye Religionslærdommes ganske uforberedte Forkyndelse. Her skulde man – saa vilde Kongen – opbie de overordnede kirkelige Tilsynsmænds Komme, som Kongen med det Første vilde udnævne, og som han endnu kalder: Biskopper; dem skulde den verdslige Øvrighed, saa var vel Kristians Mening, overlade den egentlige religiøse Deel af Reformationsverket. Ikke desto mindre skimter ogsaa Kongens Agt, at berige Kongedømmet paa den faldne romerske Kirkes Bekostning, tydelig igjennem i Bestemmelsen om alt Biskopsgodset og alle Biskopsindtægternes Henlæggelse under Kronen, – noget der ingenlunde var tænkt som en blot midlertidig Sikkerhedsforholdsregel til hint Godses Beskyttelse. Dette viste sig nemlig snart, da de Superintendenter, som endelig bleve ansatte i de katholske Biskoppers Sted, ikke fik Raadigheden over det gamle Biskopsgods eller dets Indtægter, men sattes paa en langt sparsommere bestemt Underholdning, medens Biskopsgodset i sin Heelhed forblev under Kronen og til dens fulde Raadighed. Ikke engang den gamle biskoppelige Andeel af Tienden skulde tilfalde de nye Superintendenter, skjønt Tienden i det Hele udtrykkelig paabødes vedligeholdt. Thi Budet i den kjøbenhavnske Reces[7] blev for Tiendens Vedkommende ogsaa strax gjort gjældende for Norge med den Forandring, som ældre Lov her gjorde nødvendig. Her blev nemlig de to Fjerdedele af Tienden, som efter gammel Kristenret, den ene tilkom Sognekirken, den anden Sognepresten, fremdeles henlagte til disse; men Biskoppens Fjerdedel, og den Fjerdedel, som kaldtes Bondelodden, hvilken oprindelig var bestemt for Sognets Fattige og senere ved en Misbrug var bleven paa en Maade lagt under Biskoppens Raadighed, – disse to Fjerdedele bleve nu tillagte Kronen. Den, som det ved første Øiekast kan synes liberale, Bestemmelse med Hensyn til Klostrene, hvilken forekommer i Kristians Brev, og tidligere var udtalt i Recessen af 30te October 1536, – den kom i Virkeligheden ikke den norske Kirke til nogen Fordeel. Thi den af Kongerne Kristian II og Fredrik I begyndte Inddragning af Klostrene og deres Gods til verdslige Forleninger under verdslige Kronens Embedsmænd, eller til Kongens videre fri Forføining, fortsattes under Kristian III; og skjønt de af Kongen tilskikkede verdslige Bestyrere skulde sørge for dem af Klosterfolket, der ikke foretrak at flytte ud, saa blev dette Underhold, saavidt man kan skjønne, kun i knappeste Maal de Gjenblivende tildeelt. I 1555 omtales allerede de norske Klosteres Ophævelse og Inddragelse under Kronen som en fuldendt Gjerning, og i 1562 finder man det sidste Spor af norske Munke[8].

Biskopsgodset og Klostergodset i Norge med deraf flydende Indtægter samt Halvdelen af Tienden tilfaldt saaledes ved Reformationen Kongedømmet eller Kronen. Men Kristian vidste, ved Siden heraf, ogsaa at skrabe til sig en god Deel af Kirkens rørlige Gods. Under 27de April 1537 paalagde han fra Viborg Esge Bilde at skaffe ham af Klostere eller Kirker forgyldt Kobber, nemlig Tavler, Billeder, Lysestager og andet lignende af denne Materie, – rigtignok, som det hed, med deres Minde, som havde Kloster eller Kirke i Forlening[9]. Og i et Brev af 23de Juni 1537 fra Kjøbenhavns Slot overdrog han samme Esge Bilde, i det han takkede ham for hans Tjeneste i det Nordenfjældske, og bød ham at indtage Bergens Stift paa Kongens Vegne, – at sørge for, „at Intet forrykkes af Kalke, Diske, Monstrantier, Klenodier, Guld, Sølv, forgyldte Tavler og andet saadant, der er eller findes i Kirker eller Klostere, at det bliver tilstede alt sammen“, og deri paasee „vort Gavn og Bedste“[10]. Kongedømmet skulde altsaa have sin Del ogsaa af Kirkens rørlige Kostbarheder, og Indbringelsen af alle disse Kirkeskatte i Kongens Skatkammer, – hvilken vi vide med Sikkerhed senere foregik fra mange andre Dele af Landet end fra Bergens Stift, og hvilken vistnok maa antages i Regelen at have foregaaet fra alle Landsdele, forsaavidt i det mindste Leiligheden tillod det, og Sagerne ansaaes for Flytningen værd, – har vist nok ikke lidet bidraget til igjen at fylde den kongelige Kasse, der ved den foregaaende Krig var bleven saa haardt medtagen.

Hermed være ingen Bebreidelse udtalt over det, at Kongen, da han engang var erkjendt for Landskirkens Hoved, tog under Kongedømmets eller Kronens Varetægt det Kirkegods, som nu, efter den nye Kirkeordning, maatte agtes uhensigtsmæssig anvendt, om det anvendtes paa den gamle Maade og efter den romerske Kirkes forkastede Grundsætninger. Men Bebreidelse maa dog ramme Maaden, paa hvilken disse Rigdomme, under Kongedømmets Ledning, senere for største Delen nyttedes. Det var en retfærdig Fordring, at de maatte komme Kirkens Formaal paa en fornuftig og med Reformationen stemmende Maade til Gode,. – at de maatte blive anvendte til den religiøse Oplysnings og de dermed forbundne Indretningers Fremme. Men dette skede, saavidt man bar kunnet efterspore, kun for en meget ringe Del. Det meste af hine Rigdomme gik til aldeles verdsligt Brug, til Forhøielse af Kongedømmets ydre Magt og Glands og til Underhold for de adelige Danske, hvilke Kongerne sendte til Norge som sine høiere Embedsmænd der.

Det var, som vi have seet, ved nye evangeliske Biskopper eller Superintendenter at Kong Kristian III forbeholdt sig at ordne den egentlig religiøse Deel af det nye norske Kirkevæsen. Beskikkelsen af Superintendenter for Norge maatte altsaa blive en Hovedsag for ham, da Norges Krone i 1537 var bleven ham sikkret.

Det er tidligere fortalt, at Kristian allerede i November 1536 overdrog Høvedsmanden paa Bergenhus, Hr. Esge Bilde, og Erkedegnen i Bergen, Mgr. Geble Pederssøn, Bestyrelsen af Bergens Biskopsdømme og dets Gods[11]. Dette Skridt viste en Tiltro hos Kongen til Gebles reformatoriske Aand, i hvilken Tiltro han heller ikke bedrog sig. Større Kjendskab til Manden vandt Kongen, da Geble selv i 1537 kom til Danmark; og han blev nu af Kristian kaldet til Superintendent over Bergens Stift. Til dette Embede skal han være bleven indviet af Dr. Bugenhagen sammen med de syv danske Superintendenter[12]. Ligesom han tidligere skal have vundet Kongens Velvillie ved at lade denne overrække som testamentarisk Gave af den afdøde bergenske Biskop, Olaf, et værdifuldt Sæt af Sølvstøb, – saaledes skal han ogsaa nu ved sin Indvielse have tildraget sig Bugenhagens Opmærksomhed derved, at han var den eneste af de Indviede, som efter Ordinationen betænkte Bugenhagen med en Gave[13]. Da Kongen siden i Sommeren 1539 sendte Herrerne Trud Ulfstand og Klaus Bilde til Norge for paa sine Vegne at ordne Norges Sager i Almindelighed, og navnligen ogsaa de kirkelige Forhold, saa gjorde han Geble til deres Medhjælper i sidste Henseende. Geble havde i denne Anledning ved Midsommers Tid en Sammenkomst i Oslo med de to kongelige Fuldmægtige, og kunde fra Oslo under 28de Juni melde Kongen, at Kannikerne i Oslo og Hamar samt Geistligheden sammesteds med Borgermestere, Raad og Borgere havde vedtaget Ordinantsen. Men han maatte med det samme underrette Kongen om, at der Ingen var, som trøstede sig til at overtage en Superintendents Embede i de tvende Biskopsdømmer, hvilke omtales som allerede forenede, i det Hamars Biskopsdømme var underlagt Oslos Domkirke. Den menige Almue, baade Lærde og Ulærde, siger han, bede derfor Kongen paa det indstændigste, at han vil beskikke dem en lærd Mand til Superintendent, „at de maatte komme til Evangelii rette Forstand“[14]. Geble Pederssøn døde i Bergen den 7de eller 9de Marts 1557[15].

Man maa af den ovenomtalte Magr. Gebles Skrivelse slutte, at det har gaaet let med Ordinantsens Antagelse i Norge af de høiere Geistlige og af den verdslige Øvrighed, men at det har været vanskeligt at finde dygtige Mænd, der vare villige til at overtage Superintendentens Kald her i Landet. Og denne Vanskelighed, som af Geble nærmest omtales for de forenede Oslos og Hamars Stifters Vedkommende, bar vistnok bevæget Kongen til her at afvige fra den Regel, han ellers havde fulgt i Danmark med Hensyn til de evangeliske Superintendenters Beskikkelse: ikke at benytte nogen af de forhenværende katholske Biskopper. Han indsatte nemlig igjen Biskop Hans Reff til Bestyrer af de under Oslos Stol forenede Oslos og Hamars Biskopsdømmer. Den smidige Biskop Hans, der dog i sin Tid havde vist sig tilbørlig romersksindet, maa altsaa have vidst, under sit Ophold i Kjøbenhavn, baade at indynde sig hos Kongen, og tillige at overbevise denne om sin oprigtige og fuldstændige Overgang til Luthers Lære; thi ellers synes Kristian ikke at have kunnet betro ham den geistlige Overbestyrelse af en saa stor og vigtig Deel af Norge, som de to nævnte Stifter var. Naar dette er skeet, vide vi ikke med Sikkerhed. Ved Midten af 1539 var, som vi nys have seet, de to Biskopsdømmer uden Forstander; og først fra 1542 have vi et Brev, der viser os Hans Reff som Oslo Stifts-Forstander. Brevet er givet i Oslo den 16de Februar 1542 og angaar Mageskifte af noget Domkirken tilhørende Gods. Hans Reff nævnes først blandt Udstederne, foran Norges Riges Kansler, og hvad mere er han nævner sig: „Hans Reff med Guds Naade Biskop i Oslo[16]“. Mellem Midten af 1539 og Begyndelsen af 1542 har altsaa hans Tilbagekomst til Oslos Stol fundet Sted; og han maa have faaet Kongens Tilladelse til fremdeles at benytte sin gamle katholske Titulatur. Hans Dødsaar vide vi ikke, men hans Eftermand, Mgr. Anders Matssøn, kalder sig i Brev af 1ste December 1546: „Superintendens til Oslo og Hamars Stift“[17].

Som første evangeliske Superintendent i Stavangers Biskopsdømme nævnes Jon Guttormssøn, der blev ansat i 1541[18].

Senest af de norske Biskopsdømmer fik Throndhjems sin Superintendent i Mgr. Thorbjørn (Torbern) Olafssøn. Det throndhjemske Kapitel havde i 1537 ved Trud Ulfstand og Kristoffer Hvitfeld modtaget Kong Kristians Løfte om Naade og Tilgivelse, hvis det vilde forlade Erkebiskoppens Sag og gaa Kongen til Haande. Herpaa blev, som det lader, ikke strax noget skriftligt Svar givet. Maaskee har Kapitelets Dekanus, Knut Pederssøn, der var med paa Stenvikholm, gjort Vanskeligheder. Men snart aftraadte han eller blev nødt til at aftræde, og til hans Eftermand valgte Kapitelet Thorbjørn Olafssøn. Denne drog strax efter til Danmark til Kong Kristian med Kapitelets Skrivelse af 13de Januar 1538, hvori det fralagde sig al Medviden og Deltagelse i Erkebiskop Olafs Foretagender mod Kongens Sendebud 1536, og udbad sig Kongens Stadfæstelse paa sine Indtægter og Friheder. Thorbjørn var heldig i sit Erinde. Han udvirkede nemlig Kongens Brev fra Gottorp af 14de Marts 1538, hvorved den forlangte Stadfæstelse udtaltes, dog Kongens „Reformats og Ordinans“ uforkrænket. Med dette Brev kom Thorbjørn tilbage. Men endnu henled, uvist af hvilken Grund, nogle Aar, før en Superintendent over Throndhjems Biskopsdømme blev tilskikket. I et Brev af 4de Januar 1542 udtalte Kapitelet for Kongen sit Ønske, at denne, som nu havde forsørget alle Norges øvrige Stifter med Superintendenter, ogsaa vilde skikke en saadan over Throndhjems Stift, og nævnte som sit Valg „paa Kongens gode Behag“ Mgr. Thorbjørn Olafssøn. Ikke før end i 1546 blev dog dette Ønske af Kongen opfyldt, i det han ved Brev fra Koldinghus af 6te Januar udnævnte „Torbern Olssen“, der omtales i Brevet som anbefalet af „den høie Skole i Kjøbenhavn“, til Superintendent i Throndhjems Stift. Thorbjørn var selv Brevets Overbringer. Da det heder-, at Thorbjørn havde studeret i Wittenberg, saa er det ganske rimeligt, at dette er blevet ham paalagt som Forberedelse til hans Embede, og at hans Studium i Wittenberg har foranlediget den lange Frist, før han fik sin Udnævnelse af Kongen. Han døde allerede 1548[19].

Om Kirkereformationens Indførelse paa Island og om de to islandske Biskopsdømmers Besættelse med evangeliske Superintendenter skulle vi lidt nedenfor tale særskilt. Her maa jeg endnu kun korteligen berøre Færøernes Biskopsstol. Om den vide vi i det Hele lidet, og angaaende dens Overgang til Reformationen saa godt som intet. Den Biskop til Færøerne, der senest ovenfor blev omtalt, var Amund Olafssøn, som den første Januar 1533 af Kong Fredrik I fik „Livsbrev“ paa Færøernes Biskopsdømme[20]. Han var den sidste katholske Biskop der; men om han er død i sin Verdighed, eller om han har maattet frasige sig den, vides ikke. Amunds Eftermand var Jens Riber, efter Navnet at dømme en dansk Mand. Han omtales som den første og eneste evangeliske Superintendent der paa Øerne. Han blev i 1557 forflyttet til Stavanger, da den første Superintendent der, den fornævnte Jon Guttormssøn, frasagde sig Embedet, hvilket derpaa Jens Riber skal have bestyret til sin Død 1571. Efter hans Afgang fra Færøerne, fik disse ikke meer nogen egen Superintendent til øverste Kirkeforstander, men kun en Provst, der først underlagdes Bergens Superintendent, senere Sjællands[21].

Med de evangeliske Superintendenters Indsættelse i Norge synes Reformationsverket der fra Kristian III’s Side paa en Maade at være afsluttet. Den hele Religions Forandring i Norge udgik, som man af det Foregaaende vil see, fra Kongen og hans danske Raadgivere, uden at hverken den norske Geistlighed eller det norske Folk derved toges paa Raad. Forandringen var ikke forberedet ved nogen religiøs Undervisning; og hverken Landspresterne eller den menige Lægmand synes ret at have forstaaet dens Betydning. Alt gik imidlertid, hvad Kirkereformationen vedkom, tilsyneladende roligt af. Grunden hertil var udentvivl deels, at den romerske Kirke i sin henstivnende Form allerede havde i Norge tabt det meste af sin vækkende Kraft og med det samme det norske Folks levende Medfølelse, – deels at Forandringen foregik paa en Maade, der gjorde den i Begyndelsen lidet mærkbar for Almuen. Styrelsen, der ikke kunde opdrive uden et ringe Antal lutherske Lærere for Norge, nødtes til at lade Mængden af de katholske Prester forblive ved deres Kirker; og disse Prester opretholdt saameget af de papistiske Kirkeskikke som de kunde uden aabenbare at støde den verdslige og geistlige Øvrighed. Denne udviste ogsaa udentvivl, ifølge Kongens eget Ønske, i Begyndelsen megen Overbærenhed og Lempe. Da Reformationens verdslige Maal var opnaaet, overlod Landsstyrelsen Udjævningen af de egentlige religiøse Vanskeligheder til Tidens Gang og en ny Sedvanes Magt.

Den norske Kirkes Reformation gik som sagt, efter Alt hvad man ved, i det Hele for sig uden at vække nogen voldsom Gjæring og Brydning i Folket. Den gjennemdreves i det Ydre med stor Hast og uden tilbørlig aandelig Forberedelse; i det Indre derimod, i Folkets religiøse Følelse og Bevidsthed, banede den sig udentvivl meget langsomt Veien.

Vi maa endnu, før vi forlade selve Norge for at see Kirkereformationens Seier paa Island, opholde os et Øieblik ved de Personers senere Skjebne, som vi i det nærmest Foregaaende have seet spille Hovedrollen i de Bevægelser, der ledsagede Tilintetgjørelsen af Norges Selvstændighed som Rige, og dets Kirkes derpaa følgende Reformation.

Her møder os da først Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn. Vi forlode ham som Flygtning paa Veien fra Norge til Nederlandene, hvorhen han først synes at være kommen efter meer end een Maaneds Seilats, og efterat Vaabenstilstanden mellem Danmark og Nederlandene allerede var sluttet i Bryssel den 3die Mai 1537[22] At denne Stilstand maatte være høist nedslaaende for ham, er utvivlsomt, om end de Artikler, den indeholdt til hans Sikkerhed, maatte overtyde ham om den nederlandske Styrelses Velvillie for hans Person. Da han var kommen til Nederlandene, blev ham strax anvist Ophold i Lyr i Brabant, hvor Kong Kristian II forhen havde henlevet nogle Aar af sin Landflygtighed. Erkebiskoppen findes at være kommen did allerede inden den 28de Juni 1537[23]. Det varede ikke længe før hans Ophold i Nederlandene blev Kristian III bekjendt, og før denne tilskrev Dronning Maria om ham. I et Brev af 1ste Juli samme Aar fra Kjøbenhavn anklager Kristian ham for at have brudt sin Troskab mod sin Konge og at have bortført med sig fra Norge, foruden sit eget Gods, ogsaa meget der tilhørte Norges Rige og Kongen. Kristian beder om, at dette Gods maa igjen blive ham tilstillet, eller i det mindste maa blive optegnet og belagt med Arrest. Erkebiskop Olaf sees ogsaa virkelig at have taget med sig fra Throndhjem meer end som var hans private Eiendom; og det som maatte findes at tilhøre Kirken, derpaa ansaa naturligvis Kristian sig fuld berettiget til nu at gjøre Fordring, da han havde stillet sig selv som den norske Kirkes øverste Forstander. Erkebiskoppen havde desuden ført med sig en Deel Kostbarheder, som Hr. Nils Lykke i 1534 havde givet ham i Forvar paa Stenvikholm Slot, og for hvilket han den 2den Mai i det nævnte Aar havde udstedt sin Forskrivning. Paa dette sidstnævnte Gods fremkom snart Fordringer fra Nils Lykkes Frænder paa dennes umyndige Børns Vegne. Det er imidlertid neppe rimeligt, at noget alvorligt Skridt er gjort i Anledning af nogen af disse Fordringer fra den nederlandske Styrelses Side i Erkebiskoppens levende Live. Hans Landflygtighedsstand blev ikke langvarig. Den 7de Marts 1538 døde han i Lyr[24]. Hvilken Alder han har naaet, vide vi ikke; hans tidligere Stilling gjør det dog rimeligt, at han ved sin Død har været allermindst en sexti Aar gammel, eller snarere maaskee sterkt nærmet sig de sytti[25]. Om hans Karakter have vi talt oftere ovenfor. De Beskyldninger, man har gjort ham for Uredelighed og Falskhed, maa i det Hele ansees for uefterrettelige, eller i alle Fald for meget overdrevne; men at han har manglet den Karakterfasthed, som hans vanskelige Stilling, især i hans sidste Leveaar, fordrede, dette synes ikke at kunne negtes. At han mente sit Fædreneland vel, og ligeledes den Kirke, han var sat til at forestaa, derom er heller ingen gyldig Grund til at tvivle, om han end i Forsvaret for begge var fuldkommen uheldig. For at fælde en fuldstændig og sikker Dom om hans Karakter og Handlinger, maatte man imidlertid have flere Kilder for Haanden, end dem man hidtil har havt til Raadighed.

Hans Efterladenskaber gave Anledning til mange Krav fra forskjellige Sider. Kong Kristians have vi allerede omtalt ligesom og Nils Lykkes Arvingers Men til disse Krav kom ogsaa, strax efter Erkebiskop Olafs Død, Fordringer fra Pfalzgreve Fredriks Side paa Kong Kristian II’s og dennes Arvingers Vegne. Erkebiskoppen sees selv for sin Død at have godkjendt Nils Lykkes Arvingers Ret og at have nøie betegnet og afsondret det Gods, som dem tilkom; men til nogen virkelig Udlevering af det levnedes ham ikke Levedage, og efter hans Død blev det sammenføiet med hans øvrige Efterladenskab. Om dette i dets Helhed fandt en langvarig Skriftvexling senere Sted gjennem hele ti Aar, indtil det omsider i 1548 kom i Pfalzgreve Fredriks Besiddelse[26]. Til den samme Fyrste kom ogsaa Erkebiskop Olafs Archiv, som han havde ført med sig fra Throndhjem, hvilket, i Forbindelse med Kristian II’s Brevvexling under hans Landflygtighed, siden kom til München, og derfra, ved den bayerske Konges Gave, i 1830 til Norge.

Vi have før omtalt som Erkebiskop Olafs Fortrolige og som Mænd, der ganske vist havde megen Indflydelse paa hans skjebnesvangre Adfærd i 1535 og 1536, Einar Tjeld og Kristoffer Throndssøn, begge Væbnere eller Svende, altsaa af lavere Adelsmand, og begge, saavidt vides, indfødte Nordmænd[27]. Det seneste vi vide om Einar Tjeld er, at han var blandt Befalingsmændene paa Stenvikholm, da Erkebiskoppen forlod Norge i 1537[28]; efter Slottets Overgivelse i Mai Maaned samme Aar forsvinder han af Historien. Kristoffer Throndssøn derimod var en meer kjendt Fremtid forbeholdt. Han synes fortrinsvis blandt Erkebiskoppens verdslige Tjenere at have nydt dennes Fortrolighed, og som Følge heraf sees Rygtet at have veltet en væsentlig Andeel i Vincentius Langes Drab og i det Hele i de stormende Optrin i Throndhjem i Januar 1536 over paa ham[29]. Kristoffer synes virkelig ogsaa at have været en rask og forslagen og derhos smidig Mand, som vel var skikket til at spille en virksom Rolle i en oprørt Tid, og det ikke mindre med hemmelige Renker end med aabenbare Voldshandlinger. Han var, som det lader, Befalingsmand paa den lille Flaade, som i 1537 bragte Erkebiskoppen til Nederlandene. I det følgende Aar, efterat Erkebiskoppen var død, optraadte han fiendtlig mod Danmark som Fører af et eller flere Kaperskibe, og gjorde et Angreb paa Helgoland, hvilket dog blev uden videre Følger[30]. Dette Foretagende gav imidlertid Anledning til at Kristian III ved Brev fra Odense af 15de September 1538 anklagede ham hos Amsterdams Borgermestere og Raad for Sørøveri og fordrede ham paagreben og afstraffet ifølge en Artikel i Overenskomsten til Bryssel[31]. Denne Fordring synes dog ikke at være bleven tagen til Følge, eller i ethvert Fald ikke at have bragt nogen stor Ulykke over Kristoffer. Thi et Par Aar senere finde vi ham i Danmark og i Kong Kristians Naade, idet denne i 1543 benyttede sig af hans Raad ved et Søtog til Nederlandene, som Magnus Gyldenstjerne anførte[32]. I 1551 var han endog med blandt Anførerne for den Flaade, som Kong Kristian sendte til Island for at dæmpe de Uroligheder, Biskop Jon Aressøn der havde vakt, hvilke senere skulle omtales[33]. Man seer, at hans Klogskab og Smidighed maa have erhvervet ham Kongens Tilgivelse ja endogsaa Tillid. En Datter af ham var Anna, almindelig kaldet Anna Thronds. Hun var ved 1560 eller noget efter gift med den bekjendte skotske Herre, Jarlen af Bothwel, der siden, efter at have forladt hende, egtede Maria Stuart, Dronning af Skotland. Denne Annas Forbindelse med Bothwel var Grunden til, at hun senere kaldtes: Skottefruen[34].

Den saa ofte omtalte Fru Ingerd Ottesdatter (Rømer), Hr. Nils Henrikssøns Enke, overlevede Erkebiskop Olaf i mange Aar. Hun nød Fordeel af Reformationen derved at hun tilsidst i 1541 fik Reins Nonnekloster, som Erkebiskop Olaf længe havde gjort hende stridigt, til Forlening paa Livstid[35]. Hun druknede i 1555 paa en Reise. Hendes ældste Datter Margreta, Hr. Vincentius Lunges Enke, egtede siden den danske Adelsmand Jens Splid. Elina, gift med Hr. Nils Lykke, var, som for er sagt, død allerede i 1532[36]. For at skaffe hendes Børn den Arv efter deres Fader, som Erkebiskop Olaf havde fort af Landet, viste Fru Ingerd sig meget virksom i Aarene 1538 og 1539, men, som det lader, uden Nytte. Fru Ingerds tredie Datter, Anna, var, som tidligere fortalt, gift med den danske Ridder Hr. Erik Ugerup. Den fjerde, Ingeborg, egtede Peder Hanssøn (Litle eller Basse), ogsaa en dansk Mand. Den femte endelig, den før nævnte Lucia, som havde havt den ulykkelige Forbindelse med sin Svoger, Nils Lykke, blev, uagtet den Skam, hun herved havde paadraget sig, siden gift med den anseede danske Adelsmand, Jens Tillufssøn Bjelke[37]. Saaledes blev, ved Fru Ingerds fem Døttres Egteskab med danske Adelsmænd, det overmaade meget Jordegods, som hendes Mand, Hr. Nils Henrikssøn, og hun havde samlet, overført i danske Stormænds Hænder og en Arv for disses Ætlinger.

Hr. Esge Bilde vedblev, efterat Begivenhederne i 1537 havde sikkret Kristian III Norges Kongedømme, ikke længe at føre Befalingen paa Bergenhus. Han havde allerede tidligere ønsket sig fritagen fra denne sin Stilling for at kunne drage til sit Fædreneland, Danmark, og der indtage sin Plads i dette Riges Raad. Hans Stilling i Norge huede ham ganske vist ikke meer, da Norges Selvstændighed var tilintetgjort, og dets Raad var hævet, hvilket han synes gjerne at have villet see opretholdt, naturligvis dog i dets seneste Betydning. Han overdrog, saasnart muligt, Bergenhus midlertidig til Jens Splid og reiste faa til Danmark. Inden Udgangen af 1537 (den 9de Decbr.) modtog Thord Roed, der af Kongen udnævntes til Hr. Esges Eftermand, Slottet[38]. Kristian viste ellers, at han paaskjønte Esge Bildes Fortjenester af hans Sag i Norge. Thi ikke længe efter hans Komme til Danmark udnævnte Kongen ham til Danmarks Riges Hovmester og lagde sin Tillid til ham for Dagen ved at betro ham Ledelsen af vigtige Underhandlinger med Udlandet. Hr. Esge Bilde døde i Pesten 1552[39].

Hr. Klaus Bilde, Esges Fætter (Farbroders Søn) var allerede, som vi saa, før Februar 1537 udtraadt af Norges Raad[40]. Han vedblev imidlertid at være Høvedsmand paa Baahus og overtog i 1539, i Forening med Hr. Trud Ulfstand, Kong Kristians Fuldmagt til at ordne Norges Anliggender[41]. Klaus Bilde døde sidst i 1557[42].

Morten Krabbe endelig, gik, som vi allerede have seet, glip af sit sikke Haab om Bergens Biskopsdømme, idet, trods alle hans Anstrengelser, Geble Pederssøn dog til Slutning af Kong Kristian blev ham foretrukken. Morten Krabbe beholdt imidlertid sit Kanslerembede til sin Død i 1543[43].

  1. S. o. f. II. 816.
  2. S. o. f. II. 672.
  3. Krag og Stefanius I. 314, jfrt. m. II. 420–422. Hvitfeld Chr. III., henfører det til 1547; men at 1548 er det rette Aar, beviser Fredriks Brev for Opdals Bønder, givet paa Akershus den 17de Juli 1548, N. Dipl. I. 813, og ligeledes Brevene hos Kr. og Stef. II. l. c.
  4. Helveg, den danske Kirkes Historie efter Reformationen, 2den Udgave, I. 5, 47; Kirkeordinantsen selv findes paa Dansk blandt Tillæggene til Krags og Stefanii Kristian III’s Hist. i dennes I. 542–624; og om Forberedelserne til den sst. 542, 543, samt om dens første Udfærdigelse af Kongen den 2den September „samme Dag som Stifternes Superintendenter offentlig bleve ordinerede“ sst. 546 Not. Det sidste stemmer fuldkommen med Ordinantsens ældste latinske Udgave af 1537. I den heder det nemlig ved Indledningens Ende: „Datum Hafniæ in castro nostro, Anno domini M. D. XXXVII, secunda Septembris, qua die publice ordinati sunt dioecesium superintendentes“. Hvitfeld under 1537 siger imidlertid, at Superintendenterne bleve indviede den 26de August, hvilket ogsaa Edvardssøn antager, s. N. Saml. I. 9; men dette maa efter det ovenanførte være urigtigt.
  5. Krag og Stef. I. 598. Artikelen findes allerede i den latinske Udg. af 1537 fol. Ivij. a. med Overskrift „de Norvegia“.
  6. Lange, Klh. 1ste Udg. 768–769.
  7. S. o. f. I. 817.
  8. Lange, Klh. 2den Udg. 174–192.
  9. N. Dipl. I. 793.
  10. Sst. III. 831.
  11. S. o. f. II. 818.
  12. Sst. II. 832.
  13. Nor. Saml. I. 9 efter Edvardssøn.
  14. N. Dipl. I. 796.
  15. Nor. Sml. I. 14.
  16. Dan. Magasin I. 341.
  17. N. Dipl. I. 810. Peder Klausen kjender slet ikke denne Anders Matssøn.
  18. Saaledes siges, uden Nævnelse af Dagen, i „Registre over alle Lande“, ifølge Opgivelse fra det norske Rigsarkiv. Peder Klausens Udsagn i hans Norges Beskrivelse 52, at Jon Guttormssøn blev ordineret i 1537, er følgelig urigtigt.
  19. Danske Mag. VI. 289–299: jfr. A. Erlandsen, biogr. Efter. om den nordenfjældske Geistlighed 16. Peder Klausen har ikke Thorbjørn i sin Biskopsrekke, men nævner hans Eftermand, Hans Gaas, som første Superintendent i Throndhjem.
  20. S. o. f. II. 737.
  21. Debes, Færøernes Beskriv. 292; Peder Klausen, Norges Bskr. 52, 53.
  22. S. o. f. II. 821.
  23. Sees af et Brev til ham af denne Dag fra den keiserlige Raadgiver Scepperus; Brevet i den münchenske Saml. i det norske Rigsarchiv.
  24. Script. r. Dan. VI. 617.
  25. S. o. f. II. 654.
  26. En Mængde Breve denne Sag vedkommende har Rigsarchivar Lange afskrevet i nederlandske og belgiske Archiver, og til hans Afskrifter har jeg havt Adgang.
  27. Jfr. o. f. II. 793.
  28. S. o. f. II. 821.
  29. Sst. II. 788.
  30. Krag og Stef. I. 192.
  31. Kristians Brev i det belgiske Rigsarch. efter Langes Afskr.
  32. Krag og Stef. I. 263–265.
  33. Smst. 353.
  34. Norskt Maanedsskrift af Munch, 3die B. 436–438.
  35. S. o. f. II. 706–707; Lange, Klh. 2den Udg. 252.
  36. S. o. f. II. 750.
  37. Sml. III. 580.
  38. Pal.-Müller, Gr. F. II. 407.
  39. Krag og Stef. I. 362; Hvitf. Kr. III. u. 1552.
  40. S. o. f. II. 823.
  41. S. disse Herrers Reces af nævnte Aar, given i Oslo 24de Juni og i Bergen den 20de August, Paus. gl. norske Love II. 291–298.
  42. Krag og Stef. I. 391. Not.
  43. Lange, Klh. 2den Udg. 400.