Hopp til innhold

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/78

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 257-270).
◄  77.
79.  ►

I 1338 udstedte Erkebiskop Paal Kaldelse til et nyt Provinsialconcilium, der skulde holdes i Nidaros den 20de August. Biskop Haakon af Bergen undskyldte sig paa Grund af Sygdom for at møde personligen, hvorimod han skulde sende Fuldmægtige. Han udnævnte ogsaa den 28de Juli tvende Chorsbrødre for at møde i sit og Kapitelets Ombud. Erkebiskoppen afsagde imidlertid igjen Conciliet, uvist af hvilken Grund[1].

I dette samme Aar overdrog Pave Benedictus XII Erkebiskop Paal et Hverv vedkommende den svenske Kirke. Her var Uenighed opstaaet mellem Erkebiskop Peter Filippussøn af Upsal og Minoriterne. Peter havde tidligere været Prior af Prædikebrødrenes Orden, og synes som Prædikebroder ikke at have havt noget godt Øie til Minoriterne, hvilke han ved flere Leiligheder fornærmede i sit Biskopsdømme, ja endogsaa berøvede et Kloster i Upsal. Herover klagede Brødrene af Stokholm, Eenkjøping og Upsal til Kurien, idet de fremsatte mange Beskyldninger mod Erkebiskoppen og paastode, at denne haardt forfulgte dem. Paven tilskrev nu fra Avignon den 1ste September Erkebiskop Paal og gav ham Fuldmagt til at indkalde de stridende Parter for sig og afgjøre Tvisten[2]. At han betroede Paal dette Hverv vidner udentvivl om den Agtelse han har for denne Prælat.

Udpaa Høsten 1338 kom Biskop Jon Haldorssøn af Skaalholt til Norge ifølge Erkebiskoppens Kaldelse. Han var syg ved Ankomsten til Bergen, frisknede siden noget til, men blev atter syg og døde den 2den Februar 1339. Han blev begraven hos Prædikebrødrene i Bergen, til hvis Orden han, som før sagt, hørte[3]. Annalerne give ham, idet de anføre hans Død, det Vidnesbyrd, at han var en mærkelig Prædikant, en stor Lærd og hæderlig i sit Levnet[4]. I hans Sted blev samme Aar valgt Jon Eindridessøn, Abbed af Benedictiner-Klosteret i Selia, der modtog sin Indvielse den 25de Juli og kom til Island til sin Stol den 23de August[5].

Annalerne fortælle, at i 1339 Biskopperne Salomon af Oslo og Halvard af Hamar bleve fangne og ranede af nogle norske Høvdinger, blandt hvilke Ulf Saxessøn nævnes som den ene[6]. Er dette rigtigt og ikke at henføre til et tidligere Aar og at sætte i Forbindelse med den foromtalte Tvist, der fandt Sted mellem Biskop Halvard og Hr. Ulf i 1337[7], – saa seer man, at Forliget mellem de to sidstnævnte ikke har været saa ganske alvorlig meent fra Ulfs Side, og at denne ved given Leilighed har kaldet gammel Fiendskab igjen til Live. Da flere Personer her udtrykkelig nævnes, end i Tvisten af 1337 – skjønt ogsaa der er Tale om begge Parters Venner eller Tilhang –, er det ikke ganske usandsynligt, at en ny Voldshandling af verdslige Høvdinger vedrørende Kirken kan have fundet Sted; men om denne gives i saa Fald ingen nærmere Oplysning. Voldsgjerningen maa, hvis den virkelig tilhører dette Aar, ganske vist have paa en eller anden Maade staaet i Forbindelse med den Gjæring i Norges Indre, som ved denne Tid spores, og som havde sin Grund i et, som det lader, almindelig udbredt Misnøie med Maaden paa hvilken Rigsstyrelsen fra Kongedømmets Side førtes.

Kong Magnus Erikssøn havde tilsyneladende en Magt at raade over, som ingen af hans Forgjængere hverken i Norge eller Sverige gjennem flere Aarhundreder havde eiet. Som spedt Barn var han bleven tvende Rigers Konge, og lige ved den Tid, da han som myndig – skjønt kun femten Aar gammel – selv tiltraadte Styrelsen i begge sine Riger, havde heldige Omstændigheder, for hvilke i Grunden hverken han eller hans Styresmænd raadede, ogsaa bragt det danske Landskab Skaane under hans Herredømme (1332). Han skrev sig og var: Norges, Sveriges og Skaanes Konge (Noregs, Svia ok Skáne konungr). Men Magnus besad ikke de Egenskaber, der krævedes for rigtigen at benytte og for at opretholde den Magt, hvilken Forsynet, man kan næsten sige ved den blinde Lykke, havde lagt i hans Hænder.

Ældre svenske Historieskrivere have skildret Magnus’s Karakter og Seder fra den allermørkeste Side. Fra den Stund af – sige de – da han begyndte at raade sig selv, hengav han sig ganske til Forlystelser og Usedelighed, til Svir og Overdaad, ja til unaturlige Laster. Han lagde sine ældre, klogere Raadgivere for Had, foragtede deres Advarsler og fjærnede dem fra sig, medens han derimod omgav sig med og lod sig lede af unge Mennesker, ligesaa fordærvede som han selv. Af hans usedelige Forhold til dem har man villet udlede Øgenavnet Smek, hvilket i Sverige tillagdes ham, og maaskee betyder: den Leflende, Smidskende. For at tilfredsstille sin Ødselhed og Pragtlyst betyngede og udsugede han Landet. Han var desuden som Styrer letsindig, upaalidelig og taabelig. Hans Styrelse saavel som hans Levnet paadrog ham almindelig Uvillie og Foragt. – Saaledes udtale svenske Oldskrifter sig om Magnus.

Man har imidlertid al Grund til at tro, at disse Skildringer i mange Stykker, helst med Hensyn til hans Seder, ere farvede af Partihad, og tildeels have sin Oprindelse i ondskabsfulde Rygter, udspredte af herskesyge Stormænd, der søgte at nedværdige Kongen, og med ham Kongedømmet i den almindelige Mening, for selv desto lettere at kunne raade for Rigsstyrelsen. Der findes Antydninger til, at den svenske Almue har bedømt hans Karakter mildere, da den senere hen i Tiden, efterat have prøvet Kong Albrekts og hans Tydskeres Overmod og Haardhed, ønskede sig „den ærlige og gode Herre, Kong Magnus“ igjen til Styrer. Hvad Nordmændene angaar, da spores hverken i de gamle Annaler eller i de os levnede samtidige Breve nogen Anklage fra deres Side mod Magnus’s Seder, ei heller at de have tillagt ham nogetsomhelst vanærende Øgenavn. Man seer tvertimod, at der i Norge og paa Island fandtes Mænd, der betegnede ham med Tilnavnet: den Gode[8], og at der endog gaves Samtidige, som efter hans Død ansaa ham for hellig[9], – en Omstændighed, der synes vidne om, at en skaansommere Opfatning af hans Karakter som Menneske, ja en ikke ringe Hengivenhed for hans Person i disse Lande har været raadende.

Maaskee kommer man i sin Dom om Magnus Sandheden nærmest, naar man antager, at han, ved Siden af mange og store Brøst baade paa Aand og Seder, har eiet et godmodigt og mildt Sindelag samt et blidt og indtagende Væsen. Ved de sidstnævnte Egenskaber, som mest traadte for Dagen i Magnus’s offentlige Liv, heftede man i Norge fortrinsviis sin Opmærksomhed, idet man lod dem dække over hans private Livs, mere anede end vitterlige, Udskeielser. I Sverige derimod blottede man netop disse, og gav dem for Almeenheden det mest hadefulde Anstrøg; og det gjorde de ærgjerrige Store af egennyttige Statsøiemed, for derved at modarbeide og udslette ethvert gunstigt Indtryk, som Kongen i sin offentlige Fremtræden kunde gjøre paa Folket ved sin Personlighed.

Men hvorledes det nu end i Virkeligheden kan have forholdt sig med Magnus’s Seder, – vist er det, at han manglede den Aandens og Villiens Kraft, den Smidighed, Standhaftighed og Virksomhed, der kunde gjøre ham til en dygtig Styrer. Dette synes Nordmændene at have erkjendt ligesaavel som Svenskerne; og jo mere Styrke Erkjendelsen heraf efterhaanden vandt, desto lydeligere maatte ogsaa Misnøiet med den bestaaende Tingenes Orden yttre sig.

Alligevel tør man nok paastaa, at ikke Magnus’s Karakterfeil eller Uforstand have været den eneste, eller endog den væsentligste Aarsag til Misnøiet med hans Styrelse. Dette havde udentvivl sin dybere Grund i indviklede og vanskelige Forhold, hvilke Magnus ei fra først af havde fremkaldt, og hvilke rimeligviis en langt dygtigere Konge ikke havde magtet fuldkommen at betvinge, – nemlig i Norges og Sveriges gjensidige Stilling og i hvert enkelt Riges indre Forfatning.

Den fælles Konge var det eneste statsretlige Foreningsbaand mellem begge Riger, og dette Baand havde Tilfældighed snarere end Plan eller Statskløgt knyttet. Det var saa langt fra, at man fra nogen af Siderne tænkte sig Foreningen som et Gode, at man tvertimod fandt den at være et Onde, der for Øieblikket var nødvendigt, men som man dog burde søge snarest muligt at blive af med. Aarsagen til denne Anskuelse var atter ingenlunde nogen hadsk eller avindsyg Stemning mellem de tvende Folk, Nordmænd og Svensker, indbyrdes, – dertil findes ved denne Tid, og man kan sige under den hele Forening, ikke det minste Spor. Men Grunden laa i hvert enkelt Riges indre statsretlige Forhold og den ringe Udvikling disse endnu havde opnaaet.

I Sverige var Kongedømmet en ved Lov og Vedtægt erkjendt, uundværlig Statsmagt, den første i Rang og Hæder; og det besattes ved Valg: ved Folkets Valg, som det hed. Man havde dog derhos allerede vant sig til at sideordne denne første Statsmagt en anden: en selvsluttet Forening af Rigets geistlige og verdslige Stormænd, et Raad, hvad enten man nu benævnte det Rigets eller Kongens, og dette havde tiltaget sig den Ret at handle for Folket, endog ved Kongens Valg. Ifølge sin Stilling, paa den ene Side som en af det selv valgt Konges selvskrevne Raad, og paa den anden som Almuens Formynder, var det den sande Sjæl i Sveriges Rigsstyrelse. Det maatte føle sig kaldet til ikke alene at veilede og understøtte Kongen som Raadgiver, men ogsaa til at træde midlertidig ind i Kongedømmets Virksomhed, naar tilfældige Omstændigheder maatte kræve dette, ja til at optræde mod Kongedømmet i eget og Folkets Navn, naar det selv maatte finde, at Kongen misbrugte sin Myndighed. Sverige kunde altsaa ikke siges ganske at mangle en styrende Statsmagt, om det end ikke havde en Konge i sin Midte.

I Norge derimod var Forholdet – som allerede oftere forhen paapeget – ingenlunde det samme. Kongedømmet var her, ikke alene i Følge Lov og Vedtægt, men ogsaa i den almindelige Mening, baade i Høvdingernes og Almuens, af endnu høiere Betydning end i Sverige. I Norge tænkte man sig vistnok ogsaa altid Kongen som styrende med gode eller de bedste Mænds Raad; og ved disse gode Mænd, der dannede Kongens Raad i videre Betydning, tænkte man sig fortrinsviis samtlige Rigets geistlige og verdslige Stormænd eller høiere Embedsmænd. Men dette Raad opfattedes aldeles ikke af den almindelige Mening, som en Folket repræsenterende, eller paa en Maade Folket umyndiggjørende, Statsmagt, der i slig Egenskab var Kongedømmet sideordnet. Det gjorde ikke engang selv Krav paa at opfattes saaledes. Det havde heller ikke den ringeste Indflydelse med Hensyn til hvo der skulde være Konge, saalænge nogen lovlig Kongedømmets Arving fandtes; thi Norges Kongedømme var, som vi vide, strengt arveligt efter visse i Loven foreskrevne Regler. Raadet kunde hverken ifølge Lov eller Vedtægt handle uden i Forening med Kongedømmet, som raadende og styrkende samme, og det endda kun – saavidt skjønnes – ifølge Kongens særlige Kaldelse. Det kunde, naar en lovlig og myndig Konge gaves, ikke med Retskraft træde i Kongedømmets Sted eller overtage dets Virksomhed, uden i alt Fald ifølge Kongens særlige Bemyndigelse. Det var, da det for største Delen bestod af Kongens haandgangne Mænd, indbefattet i hans Kongeed, og saaledes pligtigt til at understøtte ham med Raad og Daad ja vel og med Advarsler til hiin Eds Overholdelse – til Overholdelse af den deri besvorne Landets og Folkets lovhjemlede Ret; men det havde ingen ved Lov eller Vedtægt hjemlet Adgang til selvkaldet at optræde ligeoverfor Kongedømmet i Egenskab af Folkets Repræsentant, eller endog i Folkets Navn bruge Tvangsmidler mod Kongen, om og denne forsømte sin kongelige Skyldighed. I sin Tid, for et Par Aarhundreder tilbage, da Lendermandsverdigheden endnu var i sin fulde Kraft, og Kongens første selvskrevne Raadgivere vare Lendermændene, der væsentlig støttede sig til Folket, skjønt de tillige vare Kongens haandgangne Mænd og Medhjælpere i Landsstyrelsen, – da kunde man sige, at Lendermændene i Kongens Raad udtalte Folkets Ønsker og Villie, ligesom Bønderne selv udtalte den paa Thingene. Da vare Lendermændene virkelig Folkets stadige Repræsentanter ved Kongens Side. Men denne Tingenes Stilling var først ved Lendermændenes næsten fuldkomne Overgang i Kongedømmets Tjeneste, og senest ved Lendermandsverdighedens endelige Ophævelse i 1308 ganske forrykket. Raadet i Norge var nu, hvad dets verdslige Medlemmer angik, – især som Følge af Kong Haakon Magnussøns Foranstaltninger – ifølge Retten ikkun at at ansee som en Deel af Kongedømmet, som en Medhjælp for dette i Rigsstyrelsen, som en Magt, der, udsprungen fra Kongedømmet, i dette alene havde sin Holdning, ikke i nogen Overdragelse eller udtrykkelig Erkjendelse fra Folkets Side, ligesaalidt som i nogen hevdet arvelig Selvskrevenhed; den første fandt nemlig aldrig Sted, og den sidste forsvandt med den i Grunden arvelige Lendermandsverdighed. Alle de verdslige Medlemmer af Raadet: Riddere, Hirdstyrere, Svende, Sysselmænd, Lagmænd, eller hvorledes de nu kunde nævnes, – vare blot selvskrevne til fine Raadspladse gjennem en Verdighed eller en Embedsstilling, som Kongedømmet, eller i de fleste Tilfælde endog Kongen i egen Person, alene kunde meddele dem. Ikkun Biskopperne kunde, som uomtvistelige Repræsentanter for en baade af Kongedømme og Folk erkjendt mægtig Stand i Staten, siges at være fuldkommen selvskrevne, af Kongens Valg uafhængige Raadsmedlemmer. Og deres Stilling i Kongens Raad var ikke alene paa Grund af dens fulde Selvskrevenhed af høi Betydning. Kong Magnus Lagabøters Lov havde desuden, som tidligere omtalt, ved indtrædende Kongevalg hjemlet dem en afgjørende Stemme blandt Vælgerne, – noget som let kunde udtydes og virkelig ogsaa synes at have været udtydet som en Indrømmelse af deres bestandige Forrang i Kongedømmets større Raad. Endelig havde lige fra Kong Magnus Erlingssøns og Erkebiskop Eysteins Forhandlinger, ja vel endog fra ældre Tider, den Forestilling efterhaanden meer og meer rodfæstet sig hos Norges Almeenhed: at den hellige Olaf var det norske Kongedømmes, ligesom den norske Lovgivnings og den norske Kirkes Ophav og Kilde, – samt at han, endog efter sin Død, fra sin Helligdom i Nidaros styrede Norge som dets usynlige Overkonge. Den raadende jordiske Konge, Hellig Olafs Frænde, var hans nærmeste arvelige Repræsentant og Vikarius. Men fandtes ei denne, stod Kongedømmet af en eller anden Grund ledigt, saa var Nidaros’s lovlig valgte Erkebiskop midlertidig Hellig Olafs Repræsentant ligesaavel i Staten som i Kirken, og i slig Egenskab selvskreven til øverste Rigsvikarius, ligesom altid til den Første i Kongedømmets Raad. Denne Anskuelse havde tydelig aabenbaret sig og gjort sig gjældende, ja den var saa at sige bleven til en Kjendsgjerning, først ved Underhandlingerne med Sveriges Raad i Anledning af Magnus Erikssøns Valg til Sveriges Konge, ved hvilke Underhandlinger Erkebiskoppen var første Mand fra norsk Side, – og senere end meer ved Beskikkelsen af en Formand for den norske Rigsstyrelse i Kongens Mindreaarighed, hvilken Beskikkelse eenstemmig overdroges Erkebiskoppen, og det upaatvivlelig som en Selvfølge af dennes Stilling[10]. Skulde der altsaa for Norges Vedkommende paa denne Tid være Tale om en anerkjendt Statsmagt, der selvskreven kunde midlertidig træde i Kongedømmets Sted, maatte det være Nidaros’s Erkebiskop. Saaledes vil man ogsaa finde, at Sagen virkelig stillede sig senere hen i Tiden, da Norges Kongedømme gjentagne Gange maatte ansees for fuldkommen ledigt. Men herom kunde nu naturligviis ikke blive Spørgsmaal, da en lovlig og myndig norsk Konge gaves, i hvis Hænder Kongedømmets hele Magtfylde ubeskaaren hvilede. Man kan følgelig sige, at efter Norges da bestaaende Statsforhold Kongedømmet her ifølge Ret og Vedtægt ikke alene var en uundværlig Statsmagt, men meget meer den eneste i Lov og Folkemening erkjendte Kilde for al verdslig styrende Myndighed.

Sveriges og Norges indre Statsforhold vare altsaa for Tiden, i Korthed sammenstillede, følgende: – I begge Riger fordredes et Kongedømme og en Konge, styrende med Raads Raad, i Samfundsordenens Spidse. Men i Sverige besattes Kongedømmet ved Valg, og Kongevalget var væsentlig i Raadets Hænder. I Norge derimod var Kongedømmet arveligt. I Sverige var Raadet voxet baade Kongedømme og Folk over Hovedet, saaledes at der blot udfordredes et Skyggekongedømme, for at Statslivet kunde gaa sin Gang, medens Raadet egentlig, og det ifølge godkjendt Selvtægt, havde Landsstyrelsen i sine Hænder. I Norge derimod var Kongedømmet Landsstyrelsens eneste Ihændehaver, for hvilket baade Raad og Folk var traadt i Skyggen. I Sverige repræsenteredes Rigets Selvstændighed nærmest ved Raadet; i Norge ved Kongedømmet. Man seer strax, i hvilket af Rigerne Kongedømmet lettest kunde udfyldes ved en anden Statsmagt, og i hvilket af dem derimod et kraftigt, selvstændigt, altid inden Landets egne Grændser værende Kongedømme mest udkrævedes.

Men skjønt i Sverige Kongedømmet, efter de indre Statsforholdes Natur, lettere end i Norge kunde, i det mindste for kortere Mellemrum, undværes, uden at derfor Statsverkets Gang stod Fare for at komme i Ulag, saa var man dog dengang, der ligesaavel som her, vant til at have en Konge inden Rigets egne Enemærker. Den svenske Almue satte endnu Pris paa, at vide en Konge altid i Statssamfundets Spidse, hvem den kunde henvende sig til umiddelbart inden sit eget Land, naar vel undertiden Herrevældet forekom den noget trykkende; og Raadet, om det end fuldkommen var sig sin egen Magt bevidst, og gjerne i Et og Alt udøvede Kongedømmets Myndighed paa en saa selvstændig Maade som muligt, maatte for Almuens Skyld opretholde Skinnet af en kongelig Styrelse. En Konge fordredes altsaa i begge Riger, og det helst en, der saa stadigen som det lod sig gjøre var inden hvert enkelts egne Grændser. Vi have seet, at dette Krav allerede gjorde sig gjældende i Overeenskomsten mellem Rigerne i Anledning af Magnus Erikssøns Salg til Sveriges Konge. Thi dens væsentligste Bestemmelse gik ud paa at fordele Kongens personlige Nærværelse ligeligen paa begge Riger. Dette gik nu endda nogenlunde an under Kongens Mindreaarighed, da hans personlige Styrelse alligevel af Alle og Enhver maatte skjønnes at være et blot og bart Skin, og da hvert af Rigerne havde sin Formynderstyrelse, der, aldeles uafhængig den ene af den anden, ifølge lovlig Bemyndigelse, handlede i Kongedømmets Navn. Men allerede den før omtalte Paaskyndelse af Kongens Myndighed, skjønt dog Formynderstyrelsen i begge Riger synes at have opfyldt sin Skyldighed, hentyder paa et Savn, som begge Steder føltes af Folket, især udentvivl af Almuen; – og dette var Savnet af en selvstyrende Konge. Man fik det afhjulpet. Men nu kom ogsaa Foreningens Brøst ret tydelig for Dagen. Nu opstod aabenbart en Veddestrid mellem begge Riger, om hvilket af dem nærmest kunde tilegne sig Kongens Person, som nu meer end før hvert af dem tiltrængte i sin Midte.

Man finder, at der i Norge, meget kort efter Magnus’s Optræden som selvstyrende Konge, nemlig allerede i 1333 har reist sig Uroligheder. Anstifterne vare den afgangne Drotsete Erling Vidkunssøn, Kongens Systrunger (Fættere paa Mødrene), de unge Hafthorssønner Jon og Sigurd, samt den før omtalte Ulf Saxessøn. Disse forholdt Kongen det faste Tunsberghus. Uroligheden blev dog dengang snart dæmpet, idet Erling og Hafthorssønnerne gave sig i Kongens Vold mod fuldkommen Tilgivelse, men den trodsige Ulf midlertidig forlod Landet, enten frivilligen eller til Følge en Fredløshedsdom[11]. Maaskee har denne oprørske Bevægelse fundet Sted i Anledning af Kongens langvarige Ophold i Skaane og Sverige under Sommeren og Høsten i det nævnte Aar[12], og er bleven stillet under Kongens Nærværelse i Oslo i Mai Maaned 1334, da Biskop Salomon og Kongens Raad ogsaa der var tilstede[13]. Det er heller ikke usandsynligt, at ved sidstnævnte Leilighed ligeledes Dr. Ivar Øgmuudssøns Beskikkelse til Kongens Drotsete i Norge har fundet Sted, nemlig for at Rigsstyrelsen under Kongens Fraværelse i Sverige ikke ganske skulde savne en Formand[14]; men Beskikkelsen har neppe været for længere Tid, end indtil Kongen atter indfandt sig i Norge, hvilket skede den følgende Sommer 1335[15]. Dengang seer man, at han, før han forlod Sverige, udnævnte til sin Drotsete der Hr. Nikolaus Abjørnssøn og bemyndigede ham til i Forening med Raadet at afgjøre alle Kongedømmet vedkommende Sager efter bedste Skjøn[16].

I 1336 om Sommeren var Magnus igjen i Sverige, hvor han tilligemed sin Dronning Blanka blev kronet i Stokholm den 12te August[17]. Efter norske Beretninger skede dette „uden Erkebiskoppens og de øvrige Høvdingers Raad i Norge“[18], og Nogle lægge til, at Erkebiskoppen og de norske Høvdinger gjorde sig Umage for at afholde ham fra at drage til Sverige og der modtage Riget og Kronen[19]. Man skulde af disse Udladelser næsten slutte, at man dengang har stræbt at beholde Magnus for længere Tid hos sig i Norge, ja vel endog overtale ham til ganske at opgive Sveriges Rige. Vist er det i alle Fald, at Nordmændene have været misnøiede med, at Kongen lod sig krone i Sverige; og udentvivl lededes de heri af en vis Frygt for, at han ved Kroningen knyttede sig fastere til Sveriges Rige end stemmende var med Norges Tarv. Erkebiskoppen og Raadet maa have gjort Kongen Forestillinger i denne Anledning, men som ikke have frugtet. Mærkeligt er det ogsaa, at det intet Sted, saavidt hidtil bekjendt, findes omtalt eller i mindste Maade antydet, at Magnus er bleven kronet i Norge. Maaskee har man anseet hans Kroning her, efterat han allerede var kronet i Sverige, for stridende mod det norske Riges Verdighed og derfor ganske ladet den fare. I alt Fald vidner den hele Forhandling om Misstemning i Norge, dog ingenlunde mod Kongens Person, men mod hans dobbelte Kongedømme.

Om Sommeren 1337 var Kongen med Dronningen atter i Norge, og hele Raadet var, som forhen fortalt, samlet om ham i Oslo og paa Akersborg i August Maaned. Alt synes her at være løbet af i Enighed og Venskab, uagtet de Forhandlinger, som førtes Kongen og Erkebiskoppen imellem angaaende Dommermyndigheden i geistlige Sager[20]. Endnu den 27de September var Kongen i Oslo[21], og den 10de Marts 1338 var han i Tunsberg[22]. Man maa saaledes tro, at han har opholdt sig hele Vinteren over i Norge. Lidt senere i Aaret 1338, nemlig den 12te April, drog han til Baahus[23], og der var han endnu den 2den Juni[24], skjønt i Norge, dog ved Grændsen af begge sine Riger. I September var han i Upsal og mod Aarets Slutning i Skaane[25]. Den paafølgende Vinter 1338–1339 maa han have opholdt sig i Sverige, hvor han den 13de Februar 1339 var i Skara i Vester-Gøtland[26].

Man seer, at Magnus, i de første syv Aar efter sin Optræden som myndig og selvstyrende Konge i Norge, virkelig har opholdt sig meget ofte i dette Rige; – om fuldkommen ligesaa megen Tid som i Sverige, kunne vi ikke afgjøre, men Forskjellen kan i ethvert Fald ikke have været betydelig, da der saagodt som er Vished for, at han har opholdt sig i Norge en Stund hvert Aar, eller i det mindste at ikke stort meer Tid end eet Aar kan have ligget imellem hver Gang han besøgte dette Rige. I saa Henseende kunde der følgelig ikke være nogen synderlig Grund til Anke fra norsk Side over hans Forkjærlighed for Sverige. Men ligefuldt maa Nordmændene have fundet Kongens Besøg i deres Land sjældnere og kortvarigere end deres Tarv krævede. Og saa ufuldstændig ordnet som Rigsstyrelsen dengang var, kunde de have fuldkommen Ret.

En Fællesstyrelse for begge Riger ved Kongen med et Raad af begges Mænd stred ligefrem mod Foreningens Natur og hvert enkelt Folks Selvstændighedsfølelse. At Kongen under sit Ophold i det ene Rige havde visse Raadgivere af det andet hos sig og med deres særskilte Raad styrede dette skjønt fraværende, det var ogsaa ikke alene stridende mod Foreningens Aand i det Hele men tillige udtrykkeligen hindret ved den Artikel i Overeenskomsten, der bestemte, at det ene Riges Mænd ikke maatte følge Kongen længer end til det andet Riges Grændse. Om ingen af disse Styrelsesmaader kunde der altsaa blive Tale, saameget mindre, som de forudsatte en høiere politisk Udvikling end den, der endnu var bleven noget af de tvende Folk til Deel.

Der gaves imidlertid endnu andre Udveie at vælge mellem for Norges Vedkommende. – En var, at Kongen, hver Gang han forlod Landet, overdrog sit Raad, eller et Udvalg af dette, eller en enkelt Mand som Rigsforstander med Raad ved Siden, en midlertidig Udøvelse af Kongedømmets fulde Myndighed i Kongens Navn og under hans norske Segl. Dette vilde da omtrent være den samme Styrelse, som fandt Sted i Kongens Mindreaarighed. Men en saadan Rigsstyrelse, naar en myndig Konge gaves, var, som forhen udviklet, ikke stemmende med den i Norge raadende Anskuelse af Kongedømmets Væsen og Verdighed. Styrelsen ved et Raad, hvorledes nu end dette var sammensat, uden nogen bestemt, med overveiende Myndighed udstyret Formand, havde allerede engang viist sig magtesløs, og vilde sikkert heller ikke nu finde sin tilbørlige Støtte i Folkets Agtelse og Lydighed. En med fuld kongelig Myndighed udstyret Rigsforstander, hvad Navn nu end denne bar, kunde maaskee noget bedre fyldestgjøre Folkets Ønske. Men var en saadan Mand, hvilket nødvendig udfordredes, dygtig og Folket kjær, og var han saa dertilmed ikke ganske fri for Ærgjerrighed, kunde han, saaledes som i Norge al styrende Myndighed engang var sammentrængt i Kongedømmet, let blive Kongen selv farlig. Han kunde, med Folkegunsten i Ryggen, sætte Raadet ganske tilside, udstrække sin Indflydelse ogsaa til den Tid Kongen selv var i Riget, tilvende sig et afgjort Herredømme over ham og saa blive den sande Styrer under Skyggen af en villieløs Konges Navn. Noget sligt synes Magnus og hans nærmeststaaende Yndlinger at have frygtet; derfor synes han at have skudt den fordums Drotsete, Erling Vidkunssøn, der maatte synes nærmest selvskreven til en midlertidig Rigsforstanders Post, til Side, og den ene Gang, da han i 1334, vistnok kun for en ganske kort Tid, beskikkede en Drotsete i Norge, havde han dertil valgt en Anden. Kongen kunde have stillet en geistlig Kansler, som ansvarlig Seglbevarer og Medlem af Raadet, ved Rigsforstanderens Side, ligesom Tilfældet havde været i de sidste Aar af Formynderstyrelsen. Dette vilde have været et Baand paa Rigsforstanderens mulige Vilkaarlighed og Herskelyst. Men baade kan det være, at Kongens verdslige Raadgivere, nu som tidligere, nødig have seet en saadan Magt i en Geistligs Hænder, – og desuden antyder meer end een Omstændighed, at Magnus selv i det Hele ikke har ønsket nogen høiere staaende Seglbevarer, netop for at have Kongeseglet til saa meget friere Raadighed.

Efter Paal Baardssøns Fratrædelse fra Kanslerembedet i Anledning af hans Valg til Erkebiskop i 1333 findes nemlig i et Tidsrum af meer end ti Aar aldrig nogen Kansler nævnt i Kongens Breve, ligesaalidt som ellers omtalt, og det uagtet en Provst ved Mariekirken i Oslo i denne lange Tid nødvendigviis maa have været, og virkelig ogsaa mod dens Slutning (i 1340) udtrykkelig omtales, nemlig Hr. Erling Gullessøn[27]. Kun een Gang, i 1334, rimeligviis ved den Tid da Kongen, som ovenfor omtalt, beskikkede Hr. Ivar Øgmundssøn til sin Drotsete i Norge, findes en Mand med Herrenavn, altsaa en høiere staaende Høvding, et Medlem af Raadet – om geistlig eller verdslig vides ikke, dog snarest maaskee det sidste –, Hr. Haakon Øgmundssøn nemlig, at have handlet som Kongens Seglbevarer dog uden at nævnes Kansler[28]. Derimod nævnes stadigen i Kongens Breve Presten Paal Styrkaarssøn, Kongens Klerk, som den der baade skrev og beseglede dem. Heraf maa man slutte, at Magnus i al denne Tid ingen Kansler har villet udnævne, men at han selv har havt sit Kongesegl i Forvar og ladet sine Breve dermed besegle ved en af fine underordnede Klerker, hvilken han benyttede paa engang baade som Skriver og som Vicekansler, dog uden engang at tillægge ham denne sidste Titel.

Dette maa, saavidt skjønnes, noksom godtgjøre, at Magnus har været lidet tilbøielig til at betro nogen af Raadet sit Kongesegl, endogsaa under sin Nærværelse i Norge, da han dog personlig kunde have Indseende med dets Brug End mere uvillig maatte han da vel være til en saadan Overdragelse under sit Fravær. Men Kongeseglet maatte, ifølge Tidens Anskuelse, en midlertidig Regjering nødvendig have i Hænde for at kunne handle i Kongens Navn med fuld kongelig Myndighed En Styrelsesmaade som den her beskrevne var altsaa ikke efter Magnus’s Sind, ligesom den vel neppe, under hvilkensomhelst af de antydede Former, ganske fyldelstgjorde den norske Almenhed, eller i dens Øine udfyldte Savnet af Kongens personlige Nærværelse. Den kom ikke heller i den her omhandlede Tid til Anvendelse, i det mindste ikke stadigen eller tilbørlig gjennemført.

Men vilde man nu – af de ovenfor gjetningsviis anførte Grunde, eller af andre ubekjendte – ikke slaa ind paa denne Udvei, hvilken maa forekomme os at ville have været den naturligste og mest tidssvarende, saa laa kun tvende andre aabne, der dog begge vare forbundne med store, let iøinefaldende Misligheder. Enten maatte Kongen under sin Fraværelse fra Norge vedblive at træsfe de for dette Rige fornødne Regjeringsforanstaltninger, ligesaafuldt som om han der var personlig tilstede, og saaledes udfærdige Breve og Forordninger Norge vedkommende og under sit norske Segl fra et fremmed Land, og fjærnet fra alle sine naturlige Raadgivere. Eller ogsaa maatte alle i hans Fraværelse forekommende Regjeringssager henstaa uafgjorte, og Rigsstyrelsen saa at sige ligge i Dvale, indtil han igjen indfandt sig i Norge. Det første ansaas vist nok, og det efter hine Tiders Forhold ikke uden Grund, for høist betænkeligt og som noget der let kunde give Anledning til Misbrug og Paavirkning af udenlandsk Indflydelse, ligesom det jo ligefrem stred mod den Grundsætning, at Kongen altid skulde styre med Landets bedste Mænds Raad. Det andet, som i Grunden kan kaldes en Opgivelse af enhver rimelig Udvei, frembragte uundgaaelig en yderst skadelig Sinkelse og Lammelse i hele Statsstyrelsens Gang.

Der findes Beviis for, at Kong Magnus i den her omhandlede Tid, idet mindste ved een Leilighed, har benyttet den første af disse senest nævnte Udveie. Man finder nemlig, at han i 1336 under sit Ophold i Sverige har havt baade det norske Kongesegl og sin norske Klerk, Paal Styrkaarssøn, hos sig, og benyttet samme ved Udfærdigelsen af et Kongebrev for Marie Kirke i Oslo, altsaa Norge alene vedkommende, givet i Stokholm den 8de September[29]. Men han synes selv ved denne Leilighed at have følt nogen Betænkelighed ved Udfærdigelsesmaaden, idet han i Brevets Slutning tilføier, at den indeholdte Bestemmelse „skal staa ved Magt, indtil han selv kommer til Oslo og med de bedste Mænds Raad yderligere kan stadfæste den“. Han har altsaa dengang, som det lader, tænkt sig en Benyttelse af sit norske Segl udenfor Norge ikkun anvendelig til midlertidige Forordninger, hvilke han siden i selve Norge, med sit norske Raads Samtykke, agtede at see stadfæstede. Han har følgelig her vaklet ogsaa i Brugen af denne Fremgangsmaade og ikke vovet at anvende den i fuld Udstrækning, naturligviis fordi han har frygtet, at den skulde vække Nordmændenes Mishag. Exemplet er desuden, saavidt vides – enestaaende, og man maa saaledes med fuld Føie slutte, at heller ikke den Styrelsesmaade, selv med den Indskrænkning Exemplet udviser, er bleven stadig Regel.

Alt synes derimod hentyde paa, at den anden af de senest paapegede Fremgangsmaader har været den stadigst benyttede, – at nemlig Styrelsen i Norge, naar Magnus var udenfor Riget, oftest har været, saa at sige, hovedløs, har enten gaaet sin egen skjæve Gang uden nogen høiere Anordning, eller ligget ganske i Dvale. Et Raad var der af Navn, men uden tilstrækkelig Myndighed, og som det lader næsten aldrig ordentligen samlet. Imidlertid handlede Kongedømmets Embedsmænd, hver i sit Omraade, som dem selv bedst tyktes, uden Samhold, og sikkert ogsaa uden stadigt Hensyn til det hele Statslegemes Tarv. Naar saa Kongen atter kom til Landet, vaagnede Styrelsen for et Øieblik af sin Døs. Der holdtes gjerne et større Raadsmøde, en eller anden Regjeringssag blev afgjort, nogle Overlægninger fandt maaskee Sted om Rigsstyrelsens bedre Ordning, hvilke dog ikke ledede til nogen gjennemgribende Forandring, – og derpaa, naar Kongen igjen forlod Riget, sank Alt tilbage i den gamle Søvn eller Forvirring.

Saaledes tør man vist, uden at gaa Sandheden for nær, forestille sig den indre Tilstand i Norge under den første Tid af Magnus’s Selvstyrelse. Et stort Gode under denne Tingenes Forfatning var det, at dog den norske Kirke var vel ordnet, at dens Erkebiskop og Biskopper vare dygtige og redelige Mænd, og derhos at deres Stilling i Staten og Raadet var saadan, at de ved sin Indflydelse baade paa Høvdinger og Almue, ja paa Kongen selv kunde forhindre meget Ondt, om de end ikke for det første, udenfor sit egentlige Omraade, Kirken, kunde drive nogen væsentlige Forbedringer igjennem. Erkebiskoppen, som Hellig Olafs kirkelige Repræsentant og den første Mand i Riget næst Kongen, frembød altid en Magt, som man saa op til med Ærefrygt, og som var i Stand til at danne et Slags Samholdskraft i Statslivet, naar Kongedømmet aldeles glippede. Et stort Gode var det ogsaa under disse Omstændigheder, at den dømmende Myndighed i Norge var selvstændig ordnet og ikke tiltrængte Kongedømmets stadige Indblanding for at gaa sin lovlige og ordentlige Gang; ligesom og at Loven for det private Livs Vedkommende, overhovedet synes at være holden i Agt og i Ære af de norske Stormænd, der endnu ikke havde vant sig til at stille sig over den, til at ansee den given for at rette Bønder og Almuesmænd imellem, men ikke for sig, – noget der paa det nærmeste var blevet raadende Anskuelse i Sverige og Danmark.

  1. Bp. Haakons Breve, Sml. V. 117, 119, 120, 123, 125, 126. Man seer af det sidstnævnte Brev, at Erkebiskoppen har i sit Brev ladet Haakon vide: „at han paa Grund af forskjellige Tilfælder, som man snarere kunde kalde Uheld“ ikke kunde holde det bestemte Concilium; og Biskoppen „beder Gud bøde og bedre alt hvad Erkebiskoppen tykkes mangelagtigt.“ Sigtes hermed til de i dette Aars senere Halvdeel udbrydende Uroligheder, hvorom senere? og have disse foranlediget Conciliets Afsigelse? Ogsaa i et Brev til Biskop Salomon af Oslo (af 1338, Aarets senere Halvdeel), hvori Talen ligeledes er om Conciliets Afsigelse, ønsker Haakon, „at Gud maatte bøde og bedre hvad Salomon endnu tyktes mangelagtigt“. Sml. V. 128.
  2. Sv. Dipl. IV. 622–624; jfr. Suhm D. H. XII. 303.
  3. S. o. f. II. 214.
  4. Isl. Ann. 240, 248: Sml. V. 134; Finn Joh. II. 65.
  5. Isl. Ann. 248, 250.
  6. Isl. Ann. 250. Gjerningsmændene nævnes: Hroar, Sigurd og Ulf. Det første Navn er maaskee feilskrevet for Ivar og betegner da muligen Hr. Ivar Øgmundssøn; ved det andet forstaaes ganske vist Sigurd Hafthorssøn og ved det tredie Hr. Ulf Saxessøn.
  7. S. o. f. II. 255.
  8. Flatøbogen; Fornald s. II. 15.
  9. Isl. Ann. 326.
  10. S. o. f. II. 193, 216 f.
  11. Isl. Ann. 238.
  12. Suhm D. H. XII. 235–238. Han var i Helsingborg den 10de Juli, i Lund 12te Juli, i Ørebro 22de August, i Stokholm 20de September, i Sigtuna 29de September, i Skællvik 12te November og 6te December. Sv. Dipl. IV. 325, 326, 331, 333, 335, 342.
  13. Man har et Brev af Magnus af 1ste Mai 1334, givet i Oslo, (Or. perg. i det norske Rigsarkiv), hvilket synes forudsætte hans og hans Raads Nærværelse sammesteds; af Raadet nævnes dog blot Biskop Salomon udtrykkeligen ligesom en Hr. Haakon Øgmundssøn har forsynet Brevet med Kongens Segl, altsaa fungeret som Kansler.
  14. Jfr. o. f. II. 246.
  15. Han har den 27de Aug. og 25de Septbr. 1335 udstedt Breve i Tunsberg, hvilke siges at være beseglede i hans Nærvær.
  16. Udnævnelses- og Fuldmagtsbrevet, der er udstedt „med hans kjære Raadgiveres eenstemmige Raad og Samtykke“, er givet i Stokholm den 18de Mai 1335. Sv. Dipl. IV. 440.
  17. Brev af denne Dag til Fordeel for Lübekkernes Handel i Sverige, hvori Kongens og Dronningens Kroning udtrykkelig nævnes, Sv. Dipl. IV. 514; Lappenberg II. 347.
  18. Isl. Ann. 242.
  19. Peder Clausens Norske Kgrs. Krønike 836.
  20. S. o. f. II. 253.
  21. Brev af denne Dag i N. Dipl. II. 187.
  22. Br. af d. D. Or. perg. i A. M. Sml. fasc. 52 No. 3.
  23. Bp. Haakons Br. af 15de Mai, Sml. V. 117.
  24. Br. af d. D. Or. perg. A. M. S. fasc. 2 No. 13.
  25. Brev af ham fra Upsal af 22de September, og fra Helsingborg af 15de November 1338. Sv. Dipl. IV. 627, 637; jfr. Suhm D. H. XII. 296; Lappenb. II. 357.
  26. Sml. V. 564; Sv. Dipl. IV. 649.
  27. N. Dipl I. 212.
  28. S. o. f. II. 265, Not. 1.
  29. Or. Perg. i A. M. S. fasc. 52 No. 2.