Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/79

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 270-284).
◄  78.
80.  ►

Var nu den indre Tilstand i Norge saadan som den næst ovenfor er skildret, var Rigsstyrelsen saa slap og magtesløs, – maatte vistnok de dybere Tænkende blandt Folket med Grund frygte en mørk Fremtid, hvis der ikke snarligen blev raadet Bod paa den herskende Uorden. Men det var, som allerede udviklet, ikke saa let at finde en hensigtsvarende Maade, der paa eengang kunde fyldestgjøre baade Konge, Raad og Menigmand.

Vi have seet, at flere Udveie bleve forsøgte, men at Forsøgene, der lededes af en famlende Haand, stedse kun bleve halv gjennemførte, og derfor nødvendig maatte strande. Heri aabenbarede sig meer og meer Magnus’s Mangel paa Styrerkraft og Bestemthed. Det er klart, at han med en vis Ihærdighed holdt paa den udstrakte Kongedømmets Myndighed, som i Norge baade Lov og Folkemening tilkjendte ham; men han for-stod ikke at benytte den til at indføre nogen stadig Styrelsesorden. At han ikke – hvad man i Norge i 1336 mest synes at have ønsket – opgav Sveriges Krone og Rige for ganske at offre sig til Norge, det kan af flere Grunde undskyldes. Han vilde nemlig paa den Maade ikke alene have sluppet sig af Hænder en Magt, som det maatte smigre hans Forfængelighed at eje, men han vilde ogsaa ligefrem have sveget sin Forpligtelse mod hiint Rige, som dog ved Valg havde betroet sit Kongedømme til ham, medens han endnu var et Barn, som endog havde i sin Tid mod Tro og Love opoffret Kongesønnen Magnus Birgerssøn for at sikkre Magnus Erikssøn Kronen[1]. Men stod han fast paa at beholde begge Riger, saa maatte han ogsaa sørge for, at Norges billige Krav paa en ordentlig Styrelse bleve opfyldte. Dette ventede man, som det lader, forgjæves under Kongens Ophold i Norge i 1337–1338; han forlod igjen Riget uden at have føiet nogen Foranstaltninger for Rigsstyrelsen under sin Fraværelse.

Men havde man hidtil baaret over med Magnus’s Vaklen og Raadvildhed med Hensyn til Rigsstyrelsens Ordning, saa gav sig nu endelig det ulmende Misnøie Luft, og det netop paa en Tid, da det var uroligt baade i Sverige og Skaane[2]. Der var et Parti blandt de norske verdslige Høvdinger, der synes at have i Stilhed næret den samme Aand, som lod sig tilsyne i Urolighederne i 1333; og dette Parti satte sig nu i Bevægelse baade med Ord og Handling. Som dets Hovedmænd optraadte atter begge Hafthorssønnerne, Jon og Sigurd, den sidstnævnte yngre Broder udentvivl virksomst, og ved Siden af dem Brødrene Ivar og Finn Øgmundssønner. Erling Vidkunssøn synes derimod denne Gang at have holdt sig tilbage; men hans Søn, den unge Bjarne Erlingssøn, der ellers var Kongen meget hengiven, stillede sig paa de Misfornøiedes Side, dog rimeligviis mest for ved sin personlige Indflydelse hos Kongen at virke til Fred. Man seer ogsaa at Biskop Haakon af Bergen, hvis oprigtige Velvillie for Kongen fremlyser af alle hans Breve, ikke misbilligede Bjarnes Virksomhed, men anbefalede ham Klogskab og at have sin hæderlige Slegts Ære for Øie[3]. I Slutningen af August 1338 holdt de misfornøiede Høvdinger et Møde i Tunsberg, og derpaa for Bjarne Erlingssøn i Følge med en Gunnar Hvidt paa deres Alles Vegne til Kongen, udentvivl for at gjøre denne alvorlige Forestillinger. Men dermed udrettedes Intet. Kongen synes endog at have optaget deres Andragende meget ilde; thi han lod Gunnar sætte i Fængsel, hvorfra dog Bjarne snart befriede ham[4].

Denne Kongens Adfærd maa have forøget den oprørske Bevægelse. De misfornøiede Høvdinger manglede ikke Hjælpemidler, og Sigurd Hafthorssøn havde det vigtige Slot Akersborg i sine Hænder. I Begyndelsen af 1339 maatte Kongen finde sig i at underhandle med dem, snarere som Ligemænd end som Undersaatter. Et Møde fandt den 13de Februar Sted i Skara i Vestergøtland mellem Kongen, som just da havde en Deel af sit svenske Raad samlet hos sig, og Sigurd Hafthorssøn. Her blev en Stilstand sluttet, ganske som mellem tvende Partier, der laa i aabenbar Feide. Kongen lovede den næstkommende 15de August at indfinde sig paa Baahus Slot, ligesom samtidig Ivar Øgmundssøn og Sigurd Hafthorssøn skulde komme til Konghella By; og da skulde de underhandle om at gjøre en Ende paa Fiendtlighederne dem imellem. Fra begge Sider skulde man ogsaa i Mellemtiden sørge for, at „alle Kongens Raadgivere og andre de Fornemste af Norges Rige, baade Lærde og Læge“ samledes til denne Underhandling. Det tilstedeværende svenske Raad var Forlover for Kongen ved denne Stilstands Afsluttelse, ligesom og for et Leide, Kongen samme Dag tilstod Ivar Øgmundssøn og Sigurd Hafthorssøn, hver med 30 Følgere, at indfinde sig hos Kongen, hvor og naar de selv vilde, for at underhandle med ham, hvilket Leide skulde gjælde fra Udstedelsesdagen indtil næstkommende 29de September[5].

I Marts Maaned 1339 drog Bjarne Erlingssøn til Kongen, som rimeligviis endda har opholdt sig i Sverige[6]. Bjarnes Hensigt hermed har maaskee været den, at hindre mulige Misgreb af den letsindige Magnus under de nuværende spendte og farlige Forhold. Længer ud paa Aaret finder man Magnus i Skaane, hvor han var i Helsingborg den 1ste Mai[7]. Sammestedsfra udstedte han den 9de Mai et Brev vedkommende Norge, nemlig et Vernebrev for sin Moders, Hertuginde Ingebjørgs, Gods i Bergens Fehirdsle. Dette er skrevet af en Nordmand, rimeligviis en af Kongens Klerker, og beseglet i Kongens Nærværelse. Altsaa maa Magnus dengang have havt sit norske Segl med sig udenfor Riget[8].

Imidlertid udgik, ifølge hvad aftalt var i Skara, Kaldelse baade fra Kongen og Ivar Øgmundssøn til Norges fornemste geistlige og verdslige Høvdinger, at de skulde indfinde sig til Underhandlingerne i Baahus den 15de August. Biskop Haakon af Bergen modtog Kongens og Hr. Ivars Kaldelsesbrev allerede den 12te Marts. Kongen yttrede i sit, at Mødet var berammet „til Almuens Gavn og Nytte,“ og han bad Biskoppen indstændigen at komme „saafremt han vilde gjøre noget for Kongens og Rigets Skyld“. Ogsaa Ivar „bad og raadede“ ham i sit Brev til at møde[9]. Dertil opfordredes han ligeledes paa det mest indtrængende af Bjarne Erlingssøn, der var Biskoppen meget hengiven, ligesom denne igjen nærede stor Godhed for Bjarne[10]. Det lader saaledes som om man fra alle Sider har heftet sine Sine paa Biskop Haakon, og ventet sig meget af hans meglende Optræden, da han besad Kongens særdeles Tillid og paa den anden Side stod i Venskabsforbindelse med de mest raadende af Modstandspartiets Høvdinger. Bjarne Erlingssøn især, der selv var optraadt som en Fredsmegler, maatte ønske den indflydelsesrige Biskops personlige Medvirken. Den kloge Biskop synes imidlertid ikke at have lovet sig særdeles store Følger af det Hele, og nødigen at have villet indblande sig i Sagen, skjønt han til Bjarne erklærede, „at han gjerne vilde indfinde sig, om han kunde stifte noget Gavn, Bjarne til Behag og Norges Rige til Ære“[11].

Kongen kom til Baahus til den bestemte Tid. I det mindste finder man, at han har været der tilstede den 23de August, da han derfra udstedte et Vernebrev for Chorsbrødrene i Nidaros, der er beseglet i hans Nærværelse[12]. Man maa ogsaa antage, at det opsætsige Partis Høvdinger og flere Stormænd have indfundet sig, da det heder, at „Thingstevne“ holdtes paa Baahus fra 8de til 29de September (fra senere Mariemesse til Michaelsmesse)[13]. Er den her opgivne Tid rigtig, da maa det store Raadsmøde være blevet udsat længer end først var bestemt; og Anledningen hertil har da igjen rimeligviis været, at hverken Erkebiskoppen eller Biskop Haakon naaede frem til den fastsatte Tid, men endnu den 28de August laa veirfaste i Nærheden af Lindesnæs[14]. Hvorledes forresten Underhandlingerne paa Baahus løb af, vides aldeles ikke. At de have ført til noget fuldkommen tilfredsstillende Endemaal, derom maa man tvivle. Biskop Haakon synes, efterat være bleven paa Reisen nøiere underrettet om Sagernes Gang, at have anseet sin Nærværelse overflødig og at have vendt om paa Veien. Den 21de September var han nemlig kommen hjem igjen til Bergen uden at have truffet sammen med Erling Vidkunssøn, der lader tit at have overværet Modet og i alt Fald var øster i Landet[15]. Om Erkebiskop Paal kom der tilstede, er ikke sikkert, men dog ikke ganske usandsynligt[16]. Mødet maa forresten være hævet lidt for den 29de September, og Kongen umiddelbart efter dets Slutning være reist til Skaane. Den 30te September og 1ste October holdt han nemlig Retterthing i Helsingborg i Anledning af Uroligheder, som den skaanske Herremand Jon Offessøn havde vakt[17]. Men den 18de November, rimeligviis under Kongens Fraværelse, holdtes en Overlægning (samtal) i Tunsberg, ved hvilken Hr. Erling og hans Søn Bjarne vare tilstede, men hvis Gjenstand vi ikke kjende[18]; og af Biskop Haakons Yttringer til den sidstnævnte mærkes, at denne, efter hvad Biskoppen havde erfaret, var bekymret over sin Sags Stilling[19]. Gjæringen i Norge var saaledes sikkerligen ikke ganske dæmpet ved Underhandlingerne paa Baahus, om end disse kunne have ledet til en overfladisk Udsoning mellem Kongen og hans Modstandere. Med Ivar Øgmundssøn maa i det mindste en saadan være kommen i Stand; thi ikke længe efter ved Biskop Haakon at fortælle, at Kongen har tilskrevet Hr. Ivar ligesom og Erkebiskoppen „meget kjærligen“[20].

Hvad der udentvivl for Øieblikket har mildnet noget de misnøiede norske Høvdingers Stemning mod Kongen, var en Bemyndigelse, som Kongen ved denne Tid meddeelte Erkebiskop Paal til at stille sig i den norske Styrelses Spidse for med „Rigets øvrige Raad og andre forstandige Mænd“ at anordne og iverksætte flere vigtige Regjeringsforanstaltninger, blandt andet sørge for Ordningen af Rigets Mynt. Erkebiskoppen skulde heri handle „som han saa rettest og nyttigst at være for Landets Mænd og Riget“; og Kongen erklærede, „at ville holde og fast iagttage alt hvad Erkebiskoppen i de opgivne Sager retteligen foretog til Rigets Gavn og Nytte“[21]. Det er ganske rimeligt, at Forhandlingerne paa Baahus have middelbart eller umiddelbart fremkaldt dette Skridt af Kongen, og hvis Erkebiskoppen har været personligen tilstede ved hine Forhandlinger, kan muligen Fuldmagten allerede da have været ham mundtligen meddeelt. Rimeligere er det dog, at den først er ham meddeelt senere og skriftlig, og at det netop har været i Anledning af denne Sag, at Kongen skrev saa kjærligen til Erkebiskoppen og Ivar Øgmundssøn, hvilken sidste han da udentvivl har opfordret til at yde Erkebiskoppen virksom Medhjælp. Dette Skridt af Kongen kunde ganske vist have banet Overgangen til en bedre Tingenes Orden. Thi Erkebiskoppen af Nidaros var, som ovenfor udviklet, baade ifølge Landets Lov og Almenhedens Anskuelse, den af Rigets Høvdinger, som var nærmest selvskreven til at staa i Styrelsens Spidse, naar Kongen personligen var hindret derfra. Skade kun at ogsaa denne Forholdsregel kun blev halv gjennemført, som snart vil vise sig.

Erkebiskoppen satte sig strax i Virksomhed for at opfylde det ham betroede Hverv og raadførte sig i den Anledning med Biskop Haakon af Bergen, Ivar Øgmundssøn og Kongens Fehirde i Bergen, Gunnar. Dette var allerede for 11te Februar 1340, og maa have skeet skriftlig, da Erkebiskoppen ved den Tid ikke var i Bergen. De Adspurgte udbade sig Betænkningstid, saa meget meer som de hørte, at Flere ansaa det for vanskeligt at afgjøre saadanne vigtige Sager, førend „et større Møde af gode Mænd“, altsaa en større Raadsforsamling, var afholdt. Herom underrettede Biskop Haakon Hr. Erling, hvem man aabenbare vilde have med paa Raad i denne Sag[22].

Da Erkebiskoppens nærmere Bestemmelse med Hensyn til det forestaaende Raadsmøde maatte afventes, og en Udsættelse derved voldtes, benyttede Fehirden Gunnar Tiden og drog til Kongen, som i April Maaned maaskee har for en kort Tid opholdt sig i Oslo[23], for at underrette sig om hans Mening Kongen paaskyndte en endelig Afgjørelse af Myntsagens Ordning ved Hr. Erling, Gunnar og de bedste Mænd, som man kunde faa samlet. Med denne Besked og Kongens Brev til Biskop Haakon kom Gunnar tilbage til Bergen. Omtrent paa samme Tid indfandt ogsaa Erkebiskoppen sig der, og paa Gunnars Bøn, sammenkaldte han strax de „gode Mænd“, han kunde naa, og blandt dem Biskop Haakon. Erling Vidkunssøn var blandt de Tilkaldte; men da han ikke kunde indfinde sig før ved den 29de Juli, fandt man det uhensigtsmæssigt at afvente hans Komme, og i Slutningen af Juni Maaned begyndte Erkebiskoppen Forhandlingerne om Mynten med de Raadgivere, som vare komne tilstede. En Forringelse af Mynten blev af Forsamlingen besluttet, „dog med Forbehold af Kongens høieste Afgjørelse“; og Beslutningen blev af Biskop Haakon ved Brev af 1ste Juli tilkjendegivet Kongen med Anmodning om dennes hastige Stadfæstelse. Biskop Haakon meddeelte ogsaa under samme Dag Erling den fattede Bestemmelse med et slags Undskyldning for, at man ikke havde opbiet hans Komme. Det Hele var aabenbare en af den Tids daarlige Finansoperationer, nemlig ved Myntforringelse og tvunget Myntverd at dreie Pengene i Kongens Kasse. Biskoppen tilkjendegav selv dette i sit Brev til Kongen, idet han lægger ham paa Hjerte at stadfæste Bestemmelsen: „ellers – siger han – tro vi, at det vil falde Eders Fehirde vanskeligt at gjøre store Udbetalinger af liden Indtægt“[24].

De her omtalte Forhandlinger oplyse godt Beskaffenheden af Kongens Fuldmagt til Erkebiskoppen og Maaden hvorpaa den er bleven fortolket af dem, der udentvivl vare bedst indviede i Kongens Anskuelser. Fuldmagten angik for det første ikke Rigsstyrelsen i Almindelighed, men blot Afgjørelsen af visse navngivne, Styrelsesanliggender; og dernæst fortolkedes den som forbeholdende Kongen den endelige Stadfæstelse af de fattede Bestemmelser. Den var altsaa i tvende vigtige Stykker indskrænket. Man kan passende stille Kongens Fremgangsmaade heri ved Siden af hans ovenberørte Fremgangsmaade, naar han benyttede sit norske Segl udenfor Norge[25], og deraf uddrage Kongens egentlige Mening med den Erkebiskoppen givne Fuldmagt: – Kongen skulde have Ret til, udenfor Norge, at udstede midlertidige Anordninger dette Rige vedkommende under sit norske Segl, dog saaledes at de kun fik blivende Gyldighed, naar hans norske Raad senere under hans Ophold i Norge samtykte dem; Raadet derimod, eller dets Formand eller enkelte af dets Medlemmer, skulde, dog kun ifølge Kongens særlige Bemyndigelse, og for de af ham opgivne Tilfælde, have en lignende Net under Kongens Fraværelse, saaledes nemlig, at Kongens senere Stadfæstelse forbeholdtes, for at det Anordnede kunde saa varig Gyldighed. Man seer let, at denne Ordning af Rigsstyrelsen, om end et Skridt paa Forbedringens Bane, alligevel holdt Kongen Heien aaben til mangehaande Vilkaarligheder, ligesom den ingenlunde afgav et tilstrækkeligt Foerbyggelsesmiddel mod Slappelse og Standsning i Statsverkets Gang.

Skjønt Erkebiskoppen ved denne Leilighed egentlig var den, som Kongen i Navnet betroede Meningen af Kongedømmets Anliggender, saa synes dog Biskop Haakon at have været den Mand blandt Norges Høvdinger, til hvem Kongen med størst Tillid henvendte sig, for at søge Raad og Understøttelse i Regjeringssager. Der synes ikke at have manglet avindsyge Personer, der stræbte at nedsætte Biskoppen i Kongens Omdømme. Men Kongen var – som det lader – i dette Stykke ikke saa let at besnakke, og Biskoppen vidste at forsvare sig. I et Brev til Kongen af 1ste Marts 1340 nævner Biskoppen udtrykkelig Guttorm Paalssøn, Provst til Apostelkirken i Bergen, som den der havde travlt med at sætte ondt for ham hos Kongen ved at fortælle denne meget og mangt om Uret, som Biskoppen og Kirken i Bergen skulde gjøre sig skyldig i. Biskoppen sigter imidlertid Provsten ligefrem for heri at vise Løgnagtighed og Vrangvished og yttrer, at Gud nok engang vil lade det komme for Dagen, hvorledes det egentlig staar til med den Troskab, Guttorm hykkler mod Kongen og dennes Venner[26]. Magnus viste hvorlidet Indtryk Provstens Snak gjorde paa ham derved, at han længer ud paa Aaret befalede denne, der maa have bestyret Bergens Fehirdsle, for Gunnar der blev Fehirde, at aflægge Regnskab før Indtægterne af nævnte Fehirdsle til visse af Kongen opgivne Mænd, saaledes at Biskop Haakon førte Overtilsyn med Opgjøret, – noget som denne dog bad sig fritagen for, da han, som han sagde, var ukyndig i slige Sager, men vel egentlig ikke har villet have noget hermed at gjøre i dette Tilfælde paa Grund af sit Forhold til Provsten[27]. Senere undlod nemlig ikke Biskoppen at give Kongen gode Raad med Hensyn til de omtalte Indtægter, med hvis Opbørsel i det Hele det stod saare ilde til.

Under Bergens Fehirdsle laa flere Dele af Riget end netop Bergens Biskopsdømme, saaledes Haalogaland og de vestlige Skatlande; og de kongelige Indtægter af disse skulde følgelig med Rette afgives til Kongens Fehirde i Bergen. Men nu var det Tilfælde, at Kongen, rimeligviis for at omgaa det Indseende, Raadet burde have med Kongedømmets Indtægters Anvendelse til Rigets eget Gavn, havde befalet de underordnede Opbørselsbetjente i hine Rigets Dele at bringe Indtægterne umiddelbart til ham selv og ikke aflægge Regnskab til nogen Anden. Og uagtet han saaledes unddrog Bergens Fehirdsle en Deel af de Indtægter, som burde tilflyde den, synes baade han og Dronningen at have gjort store Fordringer paa samme. Dette indsaa Biskoppen var galt og til Skade for Kongen selv, som det ved en saadan Fremgangsmaade var let at bedrage. Allerede i sit Brev til Kongen af 1ste Juli 1340 angaaende Ordningen af Mynten bad han ham overveie, hvorledes en bedre Indretning kunde gjøres med Bergens Fehirdsle[28]; og i et senere Brev af 8de August samme Aar udtalte han sig bestemtere om de Misgreb, som fandt Sted. Kongen – siger han – var udentvivl af Gunnar (Fehirden) underrettet om, hvorledes det stod til med de kongelige Indtægter i Bergens Fehirdsle. Næsten alle Opbørselsmænd, som komme baade nordenfra (fra Haalogaland) og vestenfra (fra de vestlige Skatlande), paaskyde, at Kongen har budet dem at bringe det Opbaarne til ham selv og ikke staa nogen Mand Regnskab eller Ansvar derfor uden ham. Dette finde de sig vistnok fortræffelig tjente med, da det jo er Kongen ubekjendt, hvor store Indtægter der falde paa hvert Sted og hvori de bestaa; han maa tro dem paa deres løse Ord, og da kommer det an paa, hvor redelige de selv ville være. Biskoppen skulde ansee det forlangt tjenligere, at disse Opbørselsmænd aflagde fuldt Regnskab for Fehirden, og denne igjen bragte det Indkomne til Kongen paa hans nærmere Bud. Skal Fehirden ikke tage meer end som falder i Bergens Biskopsdømme alene, vil det falde ham vanskeligt at tjene Kongen og Dronningen som ret og sømmeligt kunde være. Brevet ender med det Ønske, at Kongen om dette og Andet vidste saa god Besked som maatte behøves[29].

I samme Retning yttrede Biskop Haakon sig i et senere Brev til Kongen af 3die November 1340. Biskoppen skulde tro – heder det her – at det var bedst, at Indtægterne fra ethvert Sted afgaves til Kongens Fehirde i Bergen, som derfor skulde gjøre fuld Rigtighed og Regnskab, saaledes at Kongen deraf kunde erfare, naar hans Indtægter minke eller vore. Fehirden skulde da siden lade det komme an paa Kongens nærmere Bestemmelse, hvorledes Indtægterne skulde anvendes Biskoppen kan med Sandhed sige, at Gunnar (Fehirden) har viist sig i Kongens Ærinder som en brav Mand, og han har nu et Kjendskab til Forholdene i sin Fehirdsle, som er Kongen nyttig. Derfor tror Biskoppen, at det vil være skadeligt at omskifte ham med en anden. Thi Kongen bør i dette Embede beholde een og samme Mand, saalænge han har Tiltro til denne, og Manden viser sig Tiltro verdig[30].

Man seer altsaa, at Biskop Haakons Raad til Kongen i denne ganske vigtige Styrelsessag har været, at han skulde lade alle Opbørsler af Kongedømmets Indtægter nærmest gaa til vedkommende Fehirdsle, og lade Fehirden, som forstod samme, gjøre nøie Regnskab for det Modtagne og derpaa besørge Anvendelsen efter Kongens Bud. Det vides ikke, om Magnus har fulgt Biskoppens Raad; men hvad enten han nu fulgte det eller ikke, saa var Raadet i sig selv godt, og Biskoppen viste deri et klarere Statsmandsskjøn, end da han tilraadede eller samtykte Myntens Forringelse. Og dog finder han ogsaa med Hensyn hertil sin Undskyldning i Tidsalderens vrange Begreber om Myntens og Myntrettens sande Betydning.

Hvilken Indflydelse Biskop Haakon har øvet paa Landsstyrelsen, i det mindste inden sit Biskopsdømmes Grændser, og hvilken overordnet Myndighed Kongen der maa have betroet ham, viser ogsaa visse Forhandlinger i det følgende Aar 1341. Lybekkerne fandt, at deres ældre Handelsrettigheder i Norge ikke bleve ret overholdne, at de bleve betyngede med utilbørlige Afgifter, og at deres Handlende bleve forurettede af Kongens Mænd. De indgave Klage herover til Kongen under dennes Ophold i Sverige. Kongen svarede dem først ved et Brev fra Stokholm af 4de Mai 1341, at han intet herom kunde afgjøre, for han selv kom til Norge, hvor de da maatte henvende sig til ham[31]; men senere under 10de Mai anbefalede han dem at sende to Fuldmægtige til Bergen ved næstkommende St. Hans, da Kongen skulde byde sin Ridder Hr. Erling Vidkunssøn og sin Fehirde i Bergen at træde sammen med dem for at underhandle og træffe Overeenskomst med Hensyn til de indgivne Klagepunkter[32].

To lybekske Sendebud indfandt sig ogsaa i Bergen ved den bestemte Tid med Anbefalingsbrev af 14de Juni fra Raadet i Lybek til Biskop Haakon[33]. Men hverken Hr. Erling eller Fehirden vare tilstede, og man skulde næsten tro, at de ei have modtaget nogen bestemt Befaling fra Kongen med Hensyn til Underhandlingen. Biskop Haakon, som ved Brev af 1ste Juli underrettede Erling om Sendemændenes Ankomst, yttrer nemlig heri, at Erling selv maa vide Besked, om hvad der er ham paalagt i denne Sag. Han finder det passeligt for Kongens Skyld, at der blev handlet i Overeensstemmelse med hvad han havde tilskrevet Lybekkerne, eller at der i det mindste blev gjort en høflig Undskyldning, paa det at man ikke altformeget skal klage over Kongens Glemsomhed[34]. For det første blev der saaledes intet af Underhandlingen.

Biskoppen meldte Kongen ved Brev af 23de Juli de lybekske Sendemænds Andragende, samt at hverken Hr. Erling eller Fehirden vare tilstede i Bergen, og udbad sig Kongens nærmere Bestemmelse[35]. Om nogen saadan senere er indløben, og om tilfølge samme Underhandlingen er kommen Gang, vides ikke. Men om saa har været, har den neppe ledet til nogen endelig Afgjørelse af Sagen. Thi i 1342 findes der at have været aabenbar Feide mellem Kongen og de nordtydske Stæder, blandt hvilke ogsaa Lybek[36], og under samme Aar fortæller en Annal, at mange Tydskere i Bergen bleve dræbte af Hr. Bjarne, der neppe kan være nogen anden end den oftere omtalte Bjarne Erlingssøn[37]. Feiden sluttede først ved en Fred til Helsingborg den 17de Juli 1343[38].

Ogsaa her aabnes os et Indblik i den norske Rigsstyrelses uordentlige Gang, og vel tillige i Kongens letsindige og skjødesløse Færd i de vigtigste Statsanliggender, – en Færd, som vi see Biskop Haakon gjerne efter Evne vilde dække.

I 1341, om Høsten, holdt Erkebiskop Paal atter et Provinsialconcilium i Nidaros. Biskop Haakon af Bergen modtog Kaldelse den 31te Juli, men synes ikke at have mødt personligen; i det mindste udnævnte han ved Brev til Erkebiskoppen af 20de August tvende af sine Chorsbrødre til at møde for sig, hvis det skulde blive umuligt før ham selv at komme[39]. Ingen Bestemmelser ere levnede fra dette Concilium. Man ved kun, at det der blev afgjort, at Erkebiskoppen det næste Aar skulde visitere det hele Rige. Ved Brev af 27de Januar 1342 underrettede han Biskop Haakon af Bergen herom, samt om at han til Sommeren vilde visitere Bergens Biskopsdømme og begynde med Firdafylke, hvor han vilde indfinde sig den 1ste Mai. Haakon forkyndte igjen dette ved en Rundskrivelse til sin Geistlighed af 4de April og ved en lignende af 17de samme Maaned til Geistligheden i Firdafylke[40]. Allerede forud, i 1341, havde Erkebiskoppen afsendt en af sine Chorsbrødre ved Navn Aslak til Island for at visitere begge dets Biskopsdømmer, og denne kom tilbage fra sin Visitation i 1342[41].

I Forbindelse med sin Visitationsreise satte Erkebiskoppen udentvivl et nyt Provinsialconcilium, hvilket han ved Kaldelse fra Nidaros af 18de Januar 1342 sammenkaldte til Bergen den 1ste August, ved hvilken Leilighed ogsaa den udvalgte Biskop til Skaalholt skulde indvies[42]. Men hverken kom Visitationsreisen til at gaa for sig, eller Conciliet til at afholdes saa tidlig som bestemt var. Den 4de Mai var nemlig Erkebiskoppen endnu i Nidaros, hvorfra han udstedte en Skrivelse, der udsatte Tiden for Conciliet til omkring samme Aars 15de August, og bestemte Konghella til Samlingssted. Dette skede – som i Brevet siges – af Hensyn til Kong Magnus’s Ønske, paa samme Concilium at forhandle adskillige vigtige Sager Norges Rige vedkommende. Forresten tilsagdes Biskopperne at møde personligen, og deres Kapitler ved Fuldmægtige, og paamindedes de særligen om at indfinde sig, som havde forestaaet Indsamlingen af Peterspengen, for at aflægge Regnskab. Kaldelsesbrevet til Biskop Haakon af Bergen er bevaret i den Meddelelse af paafølgende 28de Mai, hvilken han derom gjorde sit Kapitel[43].

Ved denne Tid indtraf igjen Biskopsskifte ved flere af de under Nidaros’s Provins hørende Biskopsstole. – I 1341 den 16de Marts døde Biskop Jon Eindridessøn[44] af Skaalholt efter en kort Embedsførelse, under hvilken intet synderlig mærkeligt findes at være foregaaet[45]. I hans Sted valgtes det følgende Aar 1342 en Klostermand, Broder Jon Sigurdssøn, der synes at have været en Islænding, og altsaa vel paa en eller anden Maade har været anbefalet fra sin Fædreneø til at blive den afgangne Biskops Eftermand[46]. Det var denne Jon Sigurdssøn, hvis Indvielse Erkebiskoppen havde bestemt at skulle foregaa paa det tilsagte Concilium i Bergen[47]. Dog maa med Conciliet ogsaa Indvielsen være bleven udsat; thi den findes først at være foregaaet det følgende Aar.

Ligeledes i 1341, den 12te August, døde Biskop Egil Eyolfssøn af Hole[48]. Annalerne give ham det Vidnesbyrd, at han var en forstandig Mand baade i aandelige og verdslige Anliggender, streng i Seder og Levemaade, samt omhyggelig for at berige sin Kirke uden dog derfor at betynge sin underordnede Geistlighed. Der bemærkes endog udtrykkelig om ham, at han paa sine Visitationsreiser ingen Gaver vilde modtage, hvilket ellers var Biskoppernes Sedvane og tilladt ifølge Kirkens Lov. Til hans Eftermand valgtes, naturligviis af Erkebiskoppen og Nidaros’s Kapitel, i 1342 Orm Aslakssøn, Chorsbroder af Stavanger[49], hvis Indvielse heller ikke foregik før i det paafølgende Aar. Ved Biskopperne Jons og Egils Død i eet og samme Aar blev Island aldeles biskopsløst, og det netop som Erkebiskoppens Visitator, Aslak, ankom did[50]. Derfor skal der heller ikke være blevet noget af dennes Visitation, og han drog som for fortalt allerede i 1342 igjen tilbage til Norge[51].

I 1342 døde den i mange Henseender mærkelige Biskop Haakon af Bergen[52]. I ham tabte hans Kirke en lærd og nidkjær Forstander, ligesom Kongen en tro, oplyst og dygtig Raadgiver. Hans ofte anførte Breve have i det sidste Aarti afgivet en uvurderlig Kilde til Landets og Kirkens Historie, som de ogsaa afpræge Forfatterens egen Karakter, i hvilken Mildhed, Overbærenhed, Forligelighed og Oprømthed synes at have udgjort Hovedtræk. Hans Dødsdag kjendes ikke. Det sidste Brev af ham, som er bevaret, er af 28de Mai 1342[53]; den Dag har han altsaa overlevet. Til hans Eftermand valgtes, rimeligviis inden det bergenske Kapitels Midte, en vis Magister Thorstein, om hvis foregaaende Levnetsomstændigheder intet vides, undtagen at han ifølge sin Magistertitel maa have studeret i Udlandet[54]. Tiden for hans Valg kjendes ikke, hvad enten det nu er foregaaet i 1342, eller først i det følgende Aar, i hvilket sidste han blev indviet.

I samme Aar 1342 døde ogsaa Biskop Erik af Stavanger. Til hans Embedsvirksomhed kjendes lidet foruden hans tidligere omhandlede Strid med Abbed Erik af Utstein, hvilken stiller Biskoppens Karakter i et noget tvetydigt Lys[55]. Til hans Efterfølger valgtes i samme, eller i Begyndelsen af det næstfølgende Aar, den oftere for omtalte Guttorm Paalssøn, Provst til Apostelkirken i Bergen.

Ved denne samme Tid maa ogsaa Færøernes Biskopsstol have været ledig, rimeligviis ved Biskop Signars Død[56]. Men Aaret for denne vides ikke. Kun finder man, at i 1342 eller 1343 en vis Halvard[57], til hvem man forresten intet kjender, maa være valgt til Færøernes Biskop, eftersom han regnes blandt de Biskopper, som i sidstnævnte Aar indviedes.

I 1343 foregik nemlig, som allerede antydet, alle de ovennævnte fem nye Biskoppers Indvielse, uden at dog Tiden eller Stedet opgives[58]. Ogsaa en sjette Biskop blev dette samme Aar valgt og indviet, nemlig til Garde paa Grønland, en vis Jon Erikssøn med Tilnavnet Skalle, som maa have tilhørt en eller anden Klosterorden, da man senere finder, at han kaldte sig: „Broder Jon“. Med denne sidste indtraf dog et ganske underligt Tilfælde. Da han indviedes troede Erkebiskoppen, naturligviis paa Grund af Underretninger, som han ansaa for fuldkommen paalidelige, at Biskop Arne, der i 1314 indviedes til Grønlands Biskopsstol[59], var død. Men siden spurgtes det, at Arne endnu levede[60]. Jon Skalle kom saaledes ikke for det første i Besiddelse af den Biskopsstol, til hvilken han var valgt og viet, men forblev i Norge.

Om de tvende norske Biskoppers, Haakons og Eriks, Død eller andre mellemkommende Hendelser kan have bevirket en Udsættelse af det til 15de August 1342 berammede Provinsialconcilium i Konghella, lader sig ikke afgjøre. Men at en Udsættelse har fundet Sted, bliver høist rimeligt, da man ingensomhelst Oplysning finder om dets Afholdelse, eller om hvad der er blevet forhandlet, uagtet det, som ovenfor sagt, hed sig, at Kongen paa Conciliet vilde foredrage vigtige Sager. Den lange Henstaaen ikke alene med den nye skaalholtske Biskops, men med alle de senest valgte Biskoppers Indvielse gjør ogsaa en saadan Udsættelse trolig. Man ved heller ikke den ringeste Besked om, hvorvidt Erkebiskoppens almindelige Visitation er kommen til at gaa for sig, og om han i den Anledning om Sommeren 1342 har været syd i Landet. Den paafølgende Vinter er det sikkert, at Paal har været nord i sit eget Biskopsdømme; thi den 1ste December 1342 (1ste Søndag i Advent) finder man, at han har visiteret Steins Kirke i Orkdøla-Fylke. Han var ved denne Leilighed i Følge med tvende Chorsbrødre af Nidaros, Thorstein Erikssøn og Sigurd Andressøn, samt havde en Notarius eller Skriver, Thorer Gunnarssøn, med sig. Erkebiskoppen spurgte „efter gammel Sedvane“ de Bønder, som vare komne til Kirke og med deres Børn til Fermning eller Confirmation, om de havde nogen Ting at klage paa „Provster, Prester, Klerker eller andre hans Tjenestemænd,“ da han i saa Fald vilde gjøre Ret for, hvad de kunde have forseet sig, og straffe den Skyldige. Men Bønderne svarede, at de ei havde paa Nogen at klage, og havde ei heller klaget paa Nogen, „hverken de som paa Frostathing vare i Sommer, eller andre,“ men Alle takkede Erkebiskoppen og sagde, „at hans Prester og Mænd vare dem til Hjælp i alle gode Ting“[61]. Man lærer her at kjende en ikke uvigtig Forretning, som „ifølge gammel Sedvane“ paalaa Biskopperne ved deres Kirkevisitatiouer, nemlig offentlig at indhente Sognemændenes Erklæring om, hvorvidt de havde noget at klage paa de geistlige Embedsmænds Fremfærd imod dem.

Hvad forresten angaar Provinsialconciliets videre Udsættelse, da er den i sig selv ganske rimelig ifølge de i 1342 stedfindende Forhold. Gjæringen truede nemlig paa den Tid baade i Norge og Sverige med et Udbrud, uden at dog endnu i August Maaned, da Conciliet var samlet, Alt synes at have været ganske forberedt fra Høvdingernes Side til det afgjørende Skridt. Under en saadan Spendig har vel neppe Kong Magnus fundet sig oplagt til at forhandle med de norske Biskopper, og disse fra sin Side kunne vel ogsaa have ønsket at see en mere bestemt Vending af Sagernes Gang, især i Sverige, før de valgte sit Parti i Norge. Det forventede Udbrud lod imidlertid ei længe vente paa sig.

Misnøiet med den bestaaende Tingenes Orden havde, som det lader, i de seneste Aar været i stadig Tilvext baade i Norge og i Sverige, og i begge Riger synes de mest raadende Høvdinger efterhaanden at være komne til den Overbeviisning, at det ikke var Kong Magnus’s Uduelighed alene, som voldte Styrelsens uordentlige Gang, men ogsaa selve de tvende Rigers Forening, idet denne, under de stedfindende Forhold og Statsindretninger, ikke tillod Kongedømmet at indtage sin rette Plads i noget af dem. Og saaledes kom omsider det Forsæt til Modenhed i begge Lande, at udvirke eller i det mindste forberede en Ophævelse af Foreningen.

  1. S. o. f. II. 190.
  2. I Brev af 15de Mai 1338 fra Biskop Haakon til Hr Erling Vidkunssøn siger Biskoppen, at han fra Biskoppen af Hamar har faaet sikker Underretning om, „at det staar meget ilde til i Sverige og end værre i Skaane.“ Sml. V 117.
  3. Sml. V. 133.
  4. Sml. V. 129 jfrt. m. 133; Udtrykkene i Biskop Haakons Brev ere dog noget dunkle.
  5. Sml. V. 561–567.
  6. Bp. Haakons Br. af 11te April 1339, Sml. V. 137.
  7. Sv. Dipl IV. 657; Lappenb II. 357.
  8. N. Dipl. II. 196; Sv. Dipl IV. 659.
  9. Bp. Haakons Brev af 29de Marts 1339, Sml. V. 136.
  10. Bp. Haakons Brev til Bjarne af 11te April 1339. Sml. V. 137.
  11. Sml. V. 137.
  12. Orig. perg. i A. M. Sml. fasc. 2 No. 2 C.
  13. Isl. Ann. 250.
  14. Bp. Haakons Brev af 28de August til Erling Vidkunssøn, Sml. V. 140. Biskoppen var da i Ulvevasund (ved Ulvø noget øst for Christianssand) og Erkebiskoppen i Seløerne (Selø, strax vestenfor Lindesnæs), begge sinkede ved Modvind.
  15. Bp. Haakons Brev til Erling Vidkunssøn af 1ste December 1339, Sml. V. 142.
  16. Bp. Haakons Brev til Arne Chorsbroder af Nidaros, Sml. V. 143.
  17. Sml. V. 568–572; Sv. Dipl. IV. 682 6845 Suhm D. H. XII. 308.
  18. Sml. V. 143.
  19. Bp. Haakons Brev til Bjarne Erlingssøn af 19de Januar 1340, Sml. V. 144.
  20. Bp. Haakons Brev til Erling Vidkunssøn af 11te Februar 1340, Sml. V. 145–147.
  21. Sml. V. Ssts.
  22. Bp. Haakons Brev, Sml. V. 145–147.
  23. Man har nemlig et Brev af Magnus til Fordeel for Hr. Erling Gullessøn, Provst til Marie-Kirken i Oslo, givet i Oslo den 23de April 1340, beseglet og skrevet af Kongens Klerk Paal Styrkaarssøn (N. Dipl. I. 212). Kongens Nærværelse ved Beseglingen, nævnes rigtignok ikke udtrykkeligen, men er dog rimelig, da en underordnet kongelig Klerk vel neppe kunde udfærdige et Brev under Kongens Segl, hvis denne ei selv var tilstede. Imidlertid maa paa den anden Side mærkes, at der haves Breve i Kongens Navn af 15de og 19de Marts 1340 fra Telge og Stokholm, og af 6te Mai ligeledes fra Stokholm (Sv. Dipl. IV. 700–702, 712) hvilke gjøre Magnus’s Nærværelse i Oslo den mellemliggende 23de April høist tvivlsom. I Begyndelsen af Marts Maaned senest seer man, at Gunnar har begivet sig paa Reisen til Kongen (Bp. Haakons Brev til Kongen af 1ste Marts 1340, Sml. V. 147).
  24. Bp. Haakons Brev til Kongen og Erling, Sml. V. 148–151.
  25. S. o. f. II. 269.
  26. Sml. V. 147.
  27. Bp. Haakons Brev til Kongen af 21de Juli 1340, Sml. V. 151–153.
  28. Sml. V. 149–151.
  29. Sml. V. 153.
  30. Sml. V. 157.
  31. Lappenberg II. 372.
  32. Sml. V. 572.
  33. Sml. V. 573.
  34. Sml. V. 162.
  35. Sml. V. 163.
  36. Suhm D. H. XIII. 66.
  37. Isl. Ann. 260.
  38. Lappenb. II. 373.
  39. Bp. Haakons Breve af 13de og 20de August 1341I Sml. V. 163, 164.
  40. Suhm D. H. XIII. 59 (eft. Barth. Mskr. E. 488).
  41. Isl. Ann. 256, 258.
  42. Suhm D. H. XIII. 60 (efter Barth. Mskr. E. 493).
  43. Barth. Mskr. E. 293–295, jfr. Suhm D. H. XIII. 60.
  44. S. o. f. II. 258.
  45. Isl. Ann. 252; Finn. Joh. II. 97–99.
  46. Isl. Ann. 256, 260: Finn Joh. II. 99.
  47. S. o. f. II. 280.
  48. S. o. f. II. 240; Isl Ann. 256; Finn Joh. II. 194.
  49. Isl Ann. 250; Finn Joh. II. 196.
  50. S. o. f. II. 280.
  51. Finn Joh. II. 97, 194.
  52. Isl Ann. 258.
  53. S. o. f. II. 281.
  54. Isl. Ann. 260.
  55. S. o. f. II. 248–250.
  56. S. o. f. II. 173.
  57. I den gamle Biskopsrække i Langes Tidsskr. V. 44 nævnes Signars Efterfølger: Gafuardr, men rimeligviis er dette kun en Feilskrivning for Halvardr, hvilket sidste har Annalerne for sig (Isl. Ann. 260). Naar forøvrigt her nævnes blandt de i 1342 døde Biskopper ogsaa en Halvard, saa er dette udentvivl feilagtigt. I ethvert Fald kan dermed ei være meent Halvard af Hamar: thi ham finder man nævnt i sikkre Breve lige til 1349.
  58. Isl. Ann. 260.
  59. S. o. f. II. 172.
  60. Isl. Ann. 260.
  61. Kundgjørelse, udstedt af de tre førstnævnte Mænd samt ni andre, Or. perg. A. M. S. fasc. 10 No. 5.