Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/80

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 284-294).

Vi have seet, at den Styrelsesforanstaltning Magnus i 1339 eller 1310 traf for Norges Vedkommende, idet han paa en Maade stillede Erkebiskop Paal i Landsstyrelsens Spidse, hverken i sit Anlæg eller i sin Udførelse rammede Maalet, skjønt maaskee selve Tanken, som laa til Grund, kan have været rigtig. Foranstaltningen, som den fremtraadte for Dagens Lys, var en halv Forholdsregel, hvilken, utilstrækkelig som den var i sig selv, Kongen ovenikjøbet hverken forstod eller magtede at gjennemføre. Den opgaves udentvivl ogsaa næsten ligesaasnart, som den var traadt i Virksomhed, og det er blot i 1340 man finder det enkelte svage Spor af den, som tidligere er paapeget^[1].

Det er ovenfor yttret, at Kong Magnus muligen i April Maaned 1340 for en ganske kort Tid har været i Oslo^[2]; men naar dette undtages, saa findes intet Tegn til at han har besøgt Norge, hverken i det nævnte Aar, eller i de tvende paafølgende. Han synes i denne Tid uafladelig at have opholdt sig deels i selve Sverige, deels i Skaane og deels i Nørre-Halland, hvilket sidste Land egentlig var en Arv efter hans Fader, et oprindelig dansk Len, som ikke kunde regnes hverken til Norge eller Sverige, men hvor han var ganske nær Grændsen af begge. Under denne hans lange Fraværelse fra Norge finder man ingen ordentlig indrettet eller fuldkommen bemyndiget almindelig Rigsstyrelse i Norge, der kunde paa Kongedømmets Vegne endelig afgjøre forefaldende Regjeringssager, meget mindre handle i Kongens Navn, eller, hvad der var det samme, udstede Anordninger under hans norske Segl. Dette synes tvertimod Kongen den hele Tid selv at have havt i Forvaring, og at have benyttet det udenfor Norge i norske Anliggender med større Frihed og Egenraadighed end nogensinde før. I 1341 finder man ham den 29de Juni i Stokholm udstede tvende Breve før den nederlandske Stad Kampen angaaende dens Borgeres Handelsfriheder i Norge, hvilke maa have været beseglede med hans norske Segl, uden at dog hverken norsk Kansler eller norsk Raad nævnes^[3]. I 1342 den 18de Januar forordnede han ved et Brev fra Kalmar Høitideligholdelsen af den hellige Eriks Fest ved Mariekirken i Oslo; hans Klerk Sira Arne Aslakssøn beseglede i Kongens Overvær Brevet, hvilket en anden Klerk Helge Ivarssøn havde skrevet^[4]. Den 9de Januar 1343 udfærdigede han fra Vardberghus Brev angaaende en Gave til Mariekirken i Oslo; Brevet var beseglet i hans Overvær^[5]. Den 21de Mai samme Aar gav han ligeledes fra Vardberg en Forordning Bergens Byvæsen vedkommende, beseglet af den fornævnte Klerk Arne Aslakssøn^[6]. I ingen af disse Kongebreve, af hvilke dog det første og det sidste ere temmelig vigtige, gjøres, som tidligere^[7], noget Forbehold med Hensyn til det norske Raads senere Samtykke. At heller ikke den som Seglbevarer handlende Arne Aslakssøn den Tid var Kansler og som saadan Medlem af Raadet, viser noksom den Omstændighed, at han kun nævnes paa den for Presterne almindelige Maade: Sira, – ikke som Kansleren tilkom: Herre. Han har altsaa høiest taget været Vicekansler, og i denne Egenskab kunde han neppe ansees som kongelig Raadgiver i Navnets høiere Betydning. En saadan Styrelsesmaade kunde ikke andet end nære og forøge Misnøiet i Norge.

I hvilket af begge de forenede Riger Ønsket om Adskillelsen først har givet sig Luft i offentlig udtalt Ord, lader sig ikke med Bestemthed afgjøre. Vel synes det utvivlsomt, at Magnus for sin Person var meer forhadt i Sverige end i Norge; men denne Omstændighed var her ikke den, der gjorde Udslaget. Norge var det af Rigerne, der ifølge sin Statsforfatning og Folkets gamle Anskuelser mest savnede Kongens stadige Ophold inden Landets egne Grændser, – det Rige, som altsaa led, eller troede sig at lide mest ved Foreningen; i Norge maa man derfor snarest gjætte, at dens Ophævelse er først kommen paa Tale. En Udvei til at hæve den paa en nogenlunde lempelig Maade tilbød sig. Kong Magnus havde allerede i sit Egteskab med Dronning Blanket tvende Sønner. Den ældre, Erik, var udentvivl født 1338, den yngre, Haakon, 1340^[8]. Her havde da hvert af Rigerne sin egen vordende Konge, hvis de derom kunde enes; og saafremt begge Kongesønner naaede Myndighedsalderen, og hver af dem overtog sit Riges Styrelse, da var dermed Foreningen mellem Norge og Sverige paa en fredelig Maade opløst. Man skulde næsten tro, at en saadan Tanke er opstaaet i Norge strax efter Haakons Fødsel, at Kong Magnus, meer eller mindre frivillig, har indgaaet paa den, og derfor har sendt Haakon i hans spedeste Alder til Norge for der at opfostres. Thi man seer, at de norske Høvdinger, da de – som vi strax skulle see – kort efter udtalte som et forud næret Ønske, og gav sit Samtykke til, at Haakon bestemtes til Norges Konge, anførte som en Grund: „at samme Haakon har været opdragen hos os i Norges Rige“^[9].

For imidlertid et saadant Forsæt fra Nordmændenes Side kunde iverksættes, udfordredes naturligviis Overlægninger med Svenskerne. Thi ikke at tale om mange andre Spørgsmaal, som kunde fordre en foreløbig Afgjørelse, saa var det jo aldeles nødvendigt at erfare, hvilken af Kongesønnerne man i Sverige vilde udsee til sin vordende Konge. Sverige var nemlig et Valgrige, Norge et Arverige. Skulde Norge strengt holde sig til sin Kongearvefølge, da maatte den ældste Søn blive Faderens Eftermand i Kongedømmet; og kun en foreløbig Sikkerhed om at Sverige netop vilde vælge den ældste, kunde berettige Nordmændene, naar de vare bestemte paa at ville have sin egen Konge og see den hidtil bestaaende Forening opløst, til at fravige den i Loven opstillede Arvefølgeorden. Naar hine Overlægninger først have taget sin Begyndelse, hvor og paa hvad Maade de have været drevne, samt naar de endelig have frembragt en endelig Beslutning, – derom vides intet paalideligt^[10]. Man maa imidlertid antage, at Nordmændene inden Udgangen af 1342, eller senest inden August Maaned 1343, have erhvervet sig den fornødne Vished om Svenskernes Hensigter, at de nemlig agtede at vælge Erik til Faderens Efterfølger i Sverige, – og at derpaa Nordmændene og Kong Magnus ere skredne til Sagens endelige Afgjørelse for Norges Vedkommende.

Man finder, at Kong Magnus først har raadført sig særskilt med Norges Prælater, hvilket vel vil sige, med Norges Biskopper og Kapitlernes Fuldmægtige forsamlede paa et Concilium. Men naar og hvor denne Overlægning har fundet Sted, derom gives i vore gamle historiske Kilder ingen Oplysning At den skulde ligge saa langt tilbage som i August Maaned 1342 og have foregaaet paa det til den Tid kaldede Concilium i Konghella, som da virkelig skulde have været afholdt^[11], – dette er ingenlunde sandsynligt, da i saa Fald et heelt Aar maatte være henledet fra den Tid Kongen med Prælaternes Raad fattede sin endelige Beslutning og indtil han forelagde samme for sine verdslige Raadgivere. Rimeligere er det, at et nyt Concilium har været tilsagt til Midten af 1343 eller henimod den Tid, og været afholdt enten i Konghella, eller et andet Sted ganske nær Rigsgrændsen, hvor Kongen med Lethed kunde indfinde sig fra Vardberg, som paa den Tid synes at have været hans stadige Opholdssted. Ved denne Overlægning blev da besluttet, at Kongen skulde give sin yngre Søn, Junker Haakon, Norges Rige, og et Brev blev udfærdiget af Kongen og Prælaterne, hvilket kundgjorde Kongens Beslutning og de samme tilføiede nærmere Bestemmelser.

Dette Brev, der maatte have kunnet oplyse meget, er desværre nu, saavidt vides, ikke længer til^[12]; men det blev fremlagt ved det Raadsmøde, som Kongen senere, den 15de August 1343I holdt paa Vardberg Slot i Nørre-Halland, med Norges fornemste verdslige Høvdinger, og ved hvilket ingen Biskopper eller andre Geistlige nævnes som tilstedeværende. De her optrædende Høvdinger, der navngives, ere elleve i Tallet, nemlig Ridderne (milites): Erling Vidkunssøn, Ivar Øg- mundssøn, Jon Hafthorssøn, Haakon Ogmnudssøn, Øgmund Guttormssøn, Ulf Saxessøn; og Svendene (armigeri, Væbnere): Sigurd Hafthorssøn, Bjarne Erlingssøn, Øgmund Finnssøn, Gerd Smidssøn og Eilif Eilifssøn. Muligen har Hr. Finn Øgmundssøn, den nævnte Ivars Broder og Øgmund Finnssøns Fader, skullet være den tolfte i Raadet, men er kort forud afgaaen ved Døden, eller ved sin Sygdom bleven forhindret fra at møde. Annalerne henføre nemlig hans Død netop til dette Aar^[13].

Ifølge deres egen Kundgjørelse, erfarede de, da de paa Vardberg Slot samledes til Raadslagning med Kong Magnus, at denne efter eget Overlæg havde besluttet at udføre, „hvad de i Forveien havde i Sinde indstændigen og samdrægtigen at bede ham om“. Han vilde nemlig gjøre sin yngre Søn, Junker Haakon, til Konge over Norges Rige, „noget hvortil de høieligen stunde“. Ifølge heraf „for at en fastere Fredens Pagt mellem hans Sønner og mellem Sveriges og Norges Rige sikkrere kan vedligeholdes“, beskikkede han i deres Overvær samme Haakon til Konge over Norges Rige med tilliggende Lande, og gav ham Kongenavn „med al Hæder og alt Herredømme, alle Rettigheder og Fordele, al Tjeneste og Lenshøihed, som ifølge Ret og Sedvane tilhører Norges Konge“. De indgik med Glæde paa denne Foranstaltning, overeensstemmende med „hvad Kong Magnus’s og Norges Riges Prælaters Brev herom fuldstændigere udviser“, og toge strax paa samme Tid og Sted, paa egne og Arvingers, paa Venners og Tilhængeres Vegne, Junker Haakon „sig til ret Konge“, med Løfte om troligen at ville tjene ham, saameget mere som den samme Kong Haakon var opdragen hos dem i Norges Rige. Dog forbeholdtes Kong Magnus Ret til at foreskrive, forordne og beslutte med Hensyn til dem, hans Undersaatter, og Rigets Anliggender, hvad han fandt tjenligt for Riget og sin Søn, „indtil denne var kommen til Skjels Aar og Alder“. De lovede, aldrig at tillade, at nogen anden, saalænge Haakon levede, toges til Norges Konge imod hans Villie. Skulde Junker Erik, hans Broder, som ældre Søn, tvertimod Faderens Foranstaltning ville tilrive sig Norge, da forpligtede de sig til at modstaa ham af yderste Evne, ligesom de ogsaa haabede at Sveriges Riges Høvdinger og Herrer vilde love i saadant Tilfælde ikke at tjene ham. Skulde det paa den anden Side hende, at Haakon vilde trænge sig ind i Sveriges Rige, medens Erik og hans Børn levede, saa forpligtede de sig til deri ikke at hjælpe ham. Skulde det endelig hende, at begge Brødrene, eller een af dem vilde handle imod den nu af deres Fader gjorte Bestemmelse, og dertil benyttede udenlandsk Hjælp, da skulde begge Riger eendrægtigen og af al Magt modstaa saadant Foretagende, hvilket af dem saa først kunde komme i dette Tilfælde. De lovede derhos, at hvis Kong Magnus herefter fik flere Børn, der da skulde blive sørget for disse overeensstemmende med begge Rigers Lov og Sedvane. Alt dette ovennævnte skulde endnu kraftigere fastsættes, naar begge Rigers, Norges og Sveriges, Raad kom sammen, „da de Bedste og Klogeste“ i begge saameget modnere kunde overveie og bestemme, hvad der var mest heldbringende for Kong Magnus’s Børn og for begge Riger, „paa det at sand Enighed kunde trives mellem Brødrene og stadig Fred befæstes mellem Rigerne.“ – En Kundgjørelse om denne Forhandling blev paa samme Sted og Dag (Vardberg Slot den 15de August 1343) udfærdiget under de elleve ovennævnte norske Herrers Segl^[14].

At den i Kundgjørelsen omtalte forestaaende Sammenkomst mellem det norske og svenske Raad virkelig har gaaet for sig, er der ingen antagelig Grund til at omtvivle, helst da den Samstemmighed, der finder Sted i alt Væsentligt mellem de af begge Riger fattede Beslutninger, bestemt antyder en forudgaaende fælles Overlægning, ved hvilken det svenske Raad for Sveriges Vedkommende maa have i Hovedsagen gaaet ind paa de i den vardberske Kundgjørelse opstillede Artikler, kun med de Tillempninger, som de særegne svenske Forholde nødvendig udkrævede. Men hvor og naar dette Samtræde mellem Raadene har fundet Sted, vides ikke. Sandsynligt er det imidlertid, at det er gaaet forud for den bekjendte Kundgjørelse fra Vardberg af 18de November samme Aar, hvorved Sveriges og Skaanes Prælater med Erkebiskopperne af Lund og Upsal i Spidsen erklærede Sveriges og Skaanes Forening til eet Rige for fuldkommen afsluttet. Thi i det herom udfærdigede Brev indeholdes tillige en Erklæring, at de samme Prælater vælge Erik, Kong Magnus’s ældste Søn, til Sveriges og Skaanes Konge, samt love ham al Lydighed og Troskab, dog med det Forbehold, at Kong Magnus, saalænge han lever, skal føre Rigsstyrelsen. Døde han forinden Erik blev myndig, skulde en Indfødt vælges til Formynder. Forresten indeholder Brevet netop de samme Bestemmelser, som den norske Kundgjørelse, for det Tilfælde at den ene af Brødrene, Haakon eller Erik, skulde ville indtrænge sig i den andens Rige, eller begge skulde ville omstyrte Kong Magnus’s Foranstaltning ved udenlandsk Hjælp, – ligesom og det samme Løfte om at ville forsørge Kong Magnus’s øvrige Børn, hvis han fik flere, overeensstemmende med Rigets Lov og Sedvane. Til Slutning gjøres det Forbehold, at ved den gjorte Foranstaltning Sveriges og Skaanes gamle Ret til at vælge Konge skulde blive uforkrænket og træde igjen i fuld Kraft efter Kong Eriks Død^[15].

Denne de svenske og skaanske Prælaters Kundgjørelse synes – som den bestemt forudsætter en Godkjendelse af den norske Beslutning af 15de August – ogsaa at lade slutte til en lignende særskilt Kundgjørelse fra det svenske Raads verdslige Medlemmers Side. At en stor Deel af disse netop til samme Tid vare tilstede hos Kong Magnus i Vardberg, beviser det Fredsdokument, som samme 18de November fra Vardberg blev udfærdiget af Magnus, i Anledning af den da sluttede Fred med den danske Konge, Valdemar Christofferssøn, og som er medbeseglet, foruden af en Deel Prælater, ogsaa af nitten svenske og skaanske verdslige Herrer^[16]. Hvorfor man iøvrigt ved denne Leilighed baade i Norge og Sverige har brugt den ellers, som det lader, paa den Tid usedvanlige Fremgangsmaade, at Raadets geistlige og verdslige Medlemmer have udstædt hver sit særskilte Erklærings- og Forpligtelsesbrev, – lader sig nu neppe afgjøre; maaskee har dette været anseet for meer bindende og betryggende i en saa vigtig Sag.

Prælater og Raad i begge Riger havde nu vedtaget den Foranstaltning af Kong Magnus, hvorved hans tvende Sønner erklæredes for Konger hver i sit Rige, og hvorved saaledes Norges og Sveriges fuldkomne Adskillelse i en ikke fjærn Fremtid udtaltes. Endnu manglede imidlertid i begge Lande Folkets Vedtagelse af det gjorte Skridt, uden hvilken ei dette havde den fulde Lovligheds Præg. I Norge maatte denne Vedtagelse fremtræde under Formen af Haakons høitidelige Antagelse eller Hyldning, i Sverige ved Eriks Valg. Begge Dele fandt Sted i Løbet af det følgende Aar.

I Norge var dog Fremgangsmaaden ved denne Leilighed, som det synes, noget usedvanlig. En Konges Antagelse skulde der foregaa paa et af de større Thingsteder, hvor den vordende Konge personlig fremstillede sig. Her tildømtes Riget ham efter Arveloven, og en af de anseligste tilstedeværende Mænd, geistlig eller verdslig, meddeelte ham nu høitideligen Kongenavn paa alt Folkets Vegne, hvorpaa de gjensidige Ede bleve aflagte. At denne gamle Sedvane ved Haakons Antagelse blev iagttaget, siges ingensteds; og muligen bar den paa Grund af de særegne Omstændigheder været tilsidesat. Hvad vi med Sikkerhed vide er, at Bymændene af Norges fire vigtigste Kjøbstæder, Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, samt Bønder og Almue af Stjordølafylke, Gauldølafylke, Naumdølafylke, Sunnmøre og Gulathingslagen under sine Stads- og Bygdesegl udstædte et Brev paa Baahus den 17de Juli 1344, i hvilket de erklærede: – at paa Grund af, at deres Herre Kong Magnus „med Rigets Raads Samtykke“ har givet sin yngre Søn Haakon Kongenavn „med en Deel af Norges Land“ paa saadan Betingelse, som nævnes i de desangaaende udfærdigede Breve, – saa love de alle „paa sin Tro, Sandhed og Hæder“, at de skulle være sin Herre Kong Haakon utro Tjenestemænd til al Hæder, Lydighed og Føielighed, som de skylde sin rette Norges Konge, saasnart som han selv modtager Rigsstyrelsen i Norge efter sin Faders Anordning, forbeholdt og ukrænket indtil den Stund alt deres førnævnte Herres, Kong Magnus’s, rette Vælde og Styrelse baade over Land og Thegner i Norge“. Skulde Kong Haakon falde fra uden egtefødt Søn, da „fare efter ret og gammel Kongearv i Norge.“ De love derpaa det samme, som Raadet i sit Brev havde lovet, for det Tilfælde, at „Junker Erik, hans Broder, som efter sin Faders Forordning og alt Rigets Raads i Sverige dets Samtykke der skal vælges til Konge efter sin Faders Frafald“, skulde ville indtrænge sig i Norges Rige, medens Haakon eller hans egtefødte Søn lever, – eller Haakon skulde ville indtrænge sig i Sverige, – eller de begge eller een af dem skulde ville bryde deres Faders Anordning ved Udlændingers Hjælp, – nemlig da at ville modstaa af al Magt. De love endelig, hvis Magnus kunde faa flere Børn, at skulle forsørge disse „efter som Lov og Landsret anviser og efter god og samtykket Forordning og Sedvane.“

Der er med Hensyn til dette Hyldingsbrev flere Dunkelheder: først deri, at langtfra ikke alle norske Landskabers Bønder ere nævnte som Udstædere, – og dernæst deri, at der er Tale om „en Deel af Norges Land“, som med Kongenavnet er Haakon givet. Det første kan man muligen forklare deraf, at flere lignende Hyldingsbreve ere blevne udstædte til forskjellige Tider, eftersom Almuens Fuldmægtige ere komne til Baahus, eller maaskee endog fra forskjellige Steder; – det andet deraf, at maaskee visse Dele af Norge ere blevne den unge Haakon anviste, for at Indtægterne af dem kunde anvendes til hans særskilte Hofhold i Norge, medens Indtægterne af det øvrige Rige fremdeles skulde opbæres af Magnus for at komme den almindelige Rigsstyrelse til Gode, saalænge som han vedblev at forestaa denne. Man kan ikke heller andet end fæste nogen Opmærksomhed ved den Sætning i nærværende Hyldingsbrev, som ikke findes i Raadets: at der, hvis Haakon dør uden at efterlade egtefødt Søn, da skal fremfares efter ret og gammel Kongearv. Heri ligger nemlig et tydeligt Vink om, at den norske Almue ingenlunde har lukket Øinene for det Ulovmæssige i den her anvendte Fremgangsmaade, i det den yngre Søn fremdroges for den ældre til Norges Konge. Den har derfor gjort det nævnte Forbehold, paa det at ikke det nu foretagne Skridt senere skulde kunne paaberaabes som en Ophævelse af den gamle Arvefølgelov, eller endog som en Anordning, hvorved Norge for Fremtiden gik over til at være et Valgrige istedetfor et Arverige, – en Forandring, som Almeenheden i Landet baade nu og længer hen i Tiden slet ikke vilde indgaa paa. Men i hvorledes end med alt dette kan have forholdt sig, saa maa man betragte Foranstaltningen til Norges og Sveriges fremtidige Adskillelse som fuldbragt for Norges Vedkommende i Haakons Hyldning Den fuldbragtes ogsaa før Sveriges Vedkommende, da Magnus’s Søn Erik den 6te December 1344 i Upsal formelig valgtes til dette Riges Konge^[17]. Man maa tro, at Valget her er skeet under det samme Forbehold, som i det ovenomtalte de svenske og skaanske Prælaters Brev indeholdes, – nemlig, at Kong Magnus saalænge han levede, skulde vedblive at føre Rigsstyrelsen.

Der var altsaa den væsentlige Forskjel mellem Foranstaltningen i begge Riger: – at i Sverige Erik i Grunden kun valgtes til sin Faders Efterfølger, i det der dog, for des kraftigere at betegne dette, tillagdes ham Kongenavn, noget der var stemmende med Landets ældre Brug; – i Norge derimod toges Haakon til Konge under den Forudsætning, at han, saasnart han blev myndig, skulde overtage den hele Rigsstyrelse i Faderens Sted. Forresten fremgaar af de anførte Aktstykker tydelig nok, hvor alvorligt det fra begge Sider har været meent med Rigernes Adskillelse, da man gjensidigen har forpligtet sig til at modstaa med al mulig Kraft ethvert Forsøg af de unge Konger paa at omstyrte den vedtagne Anordning.

De ældste svenske Historieskrivere ere uvisse om, enten Kong Magnus gjorde det her omtalte Skridt for Sveriges Vedkommende frivillig, eller tvungen dertil af sit svenske Raad, der følte sig oprørt over hans lastefulde Levnet^[18]. Hvad Norge angaar, da viser Raadets Kundgjørelse tydelig nok, at Magnus har givet efter for et af Landets Stormænd eendrægtigen udtalt Ønske, men at man dog for Høfligheds Skyld har givet Sagen en Vending, som om Tanken var udgangen fra Kongen selv, fra hans Omsorg for sine Rigers og for sine Børns Bedste. Ganske frivillig har altsaa her Magnus neppe handlet; han har udentvivl kun grebet Initiativet, da ingen anden Udvei stod ham aaben, og forresten gjort gode Miner til slet Spil. Men er nu, hvad der formeentlig har stor Sandsynlighed for sig, Tanken om Rigernes Adskillelse først udgangen fra Norge og derfra forplantet til Sverige, og er den bleven billiget af dette Riges Stormænd med særdeles Hensyn til Nordmændenes Ønske, saa er det ganske rimeligt, *at Kong Magnus, da han først havde fundet sig nødsaget til at komme Nordmændenes Krav imøde, virkelig for Sveriges Vedkommende har handlet meer frivilligen. Hans Fremgangsmaade i det ene Rige, drog nemlig en lignende i det andet paa en Maade med Nødvendighed efter sig. Den af de svenske Historieskrivere antagne Bevæggrund hos Sveriges Store til at tvinge ham i dette Stykke falder saaledes bort, eller bliver i alt Fald overflødig før at forklare Kongens og deres Handlemaade ved nærværende Leilighed. At forresten Nordmændene, ved det de her gjorde, skulde have tilsigtet nogen personlig Fornærmelse mod Magnus, er ikke sandsynligt, end mindre beviseligt.

Det er verd at lægge Mærke til, at Kong Magnus, den Tid Forhandlingerne dreves paa det ivrigste om hans Sønners Udnævnelse til Konger, nemlig fra Udgangen af 1342 til Midten af 1344, stadigen synes at have havt sit Sæde paa Vardberg Slot i sit fædrene Arvelen Nørre-Halland. Dette har neppe været uden Hensigt. Her var han nemlig, som allerede før bemærket, udenfor baade Norge og Sverige, paa en begge Riger uvedkommende Grund, men dog lige ved deres begges Grændse. Han har udentvivl her følt sig tryggere end midt inde i selve Gjæringen, meer udenfor de raadende norske og svenske Stormænds umiddelbare Paavirkning; medens denne Stilling paa den anden Side gav hans fattede Beslutninger et Udseende af Frihed, der maatte forvisse dem, han underhandlede med, om hans Tilsagns Oprigtighed og derhos tilfredsstille hans egen Verdighed. Han vedblev ogsaa, medens Folkets Stadfæstelse af den besluttede Foranstaltning endnu ikke var udtalt, fra Vardberg at afgjøre Styrelsesanliggender Norge vedkommende med fuld kongelig Myndighed og under sit norske Rigssegl. Saaledes finder man, at han i Vardberg den 9de September 1343 udstædte under Norges Riges Segl en Forordning om de tydske Hansestæders Told i Norge^[19]. Den 21de September samme Aar modtog han sammesteds Regnskab af Sigurd Gautssøn for Indtægter af Tunsbergs Fehirdsle^[20]. Den 28de September s. A. udstedte han der et Brev vedkommende Mariekirke i Oslo, hvilket hans Klerk Sira Arne Aslakssøn beseglede i Kongens eget Overvær^[21]. Den 3die Januar 1344 gav han, ligeledes i Vardberg, en Forordning om de udenlandske Haandværkere og Kjøbmænd i Bergen, hvilken ogsaa Arne Aslakssøn, Kongens Klerk, beseglede^[22]. Og ved ingen af disse Magnus’s Regjeringshandlinger er der med et eneste Ord Tale om hans norske Raads Nærværelse, eller om nogetsomhelst Forbehold af dettes senere Samtykke.

1. S. o. f. II. 274–277.
2. S. o. f. II. 275.
3. Lappenb. II. 367.
4. N. Dipl. I. 221.
5. Orig perg. i A. M. S. fasc. 53 No. 4.
6. N. g. L. III. 162.
7. S. o. f. II. 269.
8. Dette tør man med temmelig Sikkerhed slutte deraf, at Biskop Haakon af Bergen i et Brev af 11te April 1339 til Bjarne Erlingssøn omtaler Underretninger, han fra denne har modtaget, om Dronning Blanka og hendes Søn, Junker Erik, hvem han ønsker, at Gud vil give Lykke (Sml. V. 137). Erik maa altsaa være født en Stund forud. Derimod kan Haakon neppe dengang have været født: thi ellers vilde der ganske vist ogsaa have været Tale om ham ved samme Leilighed. Men paa den anden Side skal Haakon, ifølge temmelig gamle svenske Efterretninger, have været omtrent eet Aar yngre end sin Broder (Olaus Petri svenska Chron. i Scr. r. Sv. I. 2. 269), og hans Myndighedsalder (15de Aar) synes at være indfalden i Aaret 1355 (da han nemlig i eget Navn overtog Kongedømmet i Norge). Disse Omstændigheder sammenstillede maa lede til den Slutning, at Erik ei kan være født før end i Slutningen af 1337 eller 1338, og Haakon ikke før i Slutningen af 1339 eller, hvad der er rimeligst, i 1340.
9. Sml. V. 576.
10. Fortællingen om en svensk Rigsdag til Skenninge i November 1342 (Lagerbr. III. 293; Suhm D. H. XIII. 63. jfr. Werlauff i Nord. Tidssk. III. 537), paa hvilken skal være bestemt, at Erik skulde blive Sveriges og Haakon Norges Konge, er meget mistænkelig: den findes først omtalt hos en nyere svensk Historieskriver (Messenius). Snarere skulde man tro, hvis det forresten forholder sig ganske rigtigt, hvad vedkommende Dokument udsiger, at nemlig ved Fredens Afsluttelse med Hansestæderne den 13de Juli 1343, „Kongens Raadgivere af Sverige, Norge og Skaane“ vare tilstede (Sv. Brings Saml. I. 186–189), – at da ogsaa noget mellem Norges og Sveriges Raad kan være forhandlet angaaende de tvende Kongesønners Valg til vordende Konger, og at ved den Leilighed det norske Raad har modtaget det svenske Raads Forsikring om hvilken af dem det agtede at vælge. Usikkerheden ved sidstnævnte Dokumentet Udsagn ligger egentlig deri, at ingen af de svenske, norske og skaanske Raadgivere nævnes ved Navn undtagen Erkebiskoppen af Lund.
11. S o. f. II. 280, 283.
12. Werlauff i Nord. Tidsskr. III. 521, 537.
13. Isl Ann. 262.
14. Denne Kundgjørelse findes aftrykt efter Origin. i N. Dipl. II. 215–217; jfr. Sml. V. 575–579; Suhm D. H. XIII. 96, 788–791.
15. Man har saavidt vides, kun Hvidtfelds Oversættelse af denne Statsakt, see Suhm D. H. XIII. 78–83.
16. Suhm D. H. XIII. 73–75.
17. Wisb. Ann. i Script. r. D. I. 258: jfr. Suhm D. H. XIII. 121; Lagerbr. III. 370, 371.
18. Ericus Olai, Olaus Petri, i Scr. rer. Svec. I. 1. 104, II. 2. 269.
19. Dreyer. spec. jur. publ. Lub. 104, jfr. Lappenb. II. 373.
20. Orig. perg. i A. M. S. fasc. 115. No. 1.
21. Orig. perg. Transskr. A. M. S. fasc. 53 No. 5.
22. N. g. L. III. 163.