Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/97

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 485-495).

Erkebiskop Aslak stræber at gjenoplive Provinsialconcilierne. Concilium i Bergen 1435, i Oslo 1436.

Som et Bevis paa Erkebiskop Aslaks Sands for sit Kald som Metropolitan og for den norske Kirkes Tarv bør det regnes, at han søgte at bringe de norske Provinsialconcilier igjen tillive som Organer for Nationalkirkens lovgivende Myndighed. Der findes vistnok enkelte Spor til, at saadanne Concilier have været afholdte efter Erkebiskop Olafs Dage, og dette er ogsaa i det Foregaaende paavist; men baade havde de, saavidt skjønnes, været yderst sjældne, og ingen egentlige Conciliebestemmelser eller Statuter have paa dem været udfærdigede. Erkebiskop Olafs af 23de August 1351 fra Provinsialconciliet i Nidaros^[1] ere de seneste, som fra det 14de Aarhundrede gives; og fra det 15de findes ingen for Erkebiskop Aslaks, hvilke aabenbare slutte sig til hine Olafs som de nærmest forudgaaende. Og mellem begge ligger et Tidsrum af ikke mindre end 85 Aar, i hvilke altsaa den lovgivende Myndighed, som det tilkom den norske Kirke i kirkelige Anliggender at øve gjennem sine Provinsialconcilier, havde været ubenyttet. Det baselske Kirkemødes Forhandlinger have udentvivl været en Spore for Aslak til atter at sætte dem i Gang, og den Fare, der tinder Statsstyrelsens stedse tiltagende Forvirring i de forbundne Riger truede den norske Kirkes Selvstændighed, kan maaskee ligeledes have virket Sit til, at han søgte ved Provinsialconciliernes Gjenvækkelse at give Landskirken en større Fasthed.

Erkebiskoppen bestemte sig til at afholde i 1435 et Provinsialconcilium i Bergen, og han havde foreløbigen talt herom med nogle af sine Lydbiskopper, hvilke sandt Tingen hensigtsmæssig og gav den sit Bifald. Erkebiskoppens Kaldelse udgik, og det ikke alene til Provinsens Biskopper og Kapitler men ogsaa til dens øvrige høie Prælater og Klosterforstandere. Den for Mødet fastsatte Tid synes at have været August Maaned. Erkebiskoppen ventede sikkert, at de Biskopper, som gyldige Forhindringer ikke afholdt, skulde møde personlig. Men da han kom til Bergen, forled den bestemte Tid uden at nogen Biskop indfandt sig. Fra nogle kom vistnok Fuldmægtige, der fremførte Undskyldninger, hvilke dog Erkebiskoppen ikke for alle fandt fyldestgjørende; andre derimod sendte hverken Fuldmægtige eller Undskyldning. I den samme Uhøflighed eller Gjenstridighed gjorde ogsaa flere Kapitler og nogle Abbeder og Prælater sig skyldige.

Om denne usømmelige Adfærd var forsætlig og forud overlagt, og saaledes en Yttring af visse Biskoppers og Prælaters Uvillie og Opsætsighed mod deres Metropolitan, – eller om den kun har været en Følge af den i længere Tid raadende Slaphed i Kirkestyrelsen, og Uvantheden med Provinsialconcilier, – dette lader sig ikke med Sikkerhed afgjøre. Det første synes imidlertid ei ganske utroligt; og Erkebiskoppen maa med Hensyn til nogle af de Udeblevne virkelig have fortolket deres Opførsel paa hin Maade. Han udstedte nemlig den 29de August 1435 fra Bergen en Kundgjørelse, hvori han bittert beklagede sig over den mod hans Kaldelse og Befaling udviste Foragt, og tillige, ifølge Overlæg med de tilstedeværende Geistlige og med deres enstemmige Samtykke, erklærede dem, som modvilligen eller og uden at angive fyldestgjørende Undskyldning vare udeblevne, for at være faldne i Straf overensstemmende med de canoniske Forskrifter. Han henvendte dette til alle dem, som havde undladt at sende Fuldmægtige, men navnligen til Biskopperne Jon af Oslo, Thomas af Orknøerne og Peter af Hamar, hvilke han betydede, at de, ifølge visse opgivne canoniske Bestemmelser, selv havde udelukket sig af deres Medbrødres Samfund, indtil de paa en følgende Synode vare afløste og deri igjen optagne, – og til Sølve Abbed af Halsna, hvilken han suspenderede fra Embedet, indtil han havde givet passende Opreisning og var bleven løst af Erkebiskoppen^[2].

Man seer, at Erkebiskop Aslak tog Sagen ganske alvorligt, og at han ikke vilde lade dem, som han ansaa for mest skyldige af sine Lydbiskopper, slippe ganske urevsede fra deres Opsætsighed. Det er ellers mærkeligt nok, at de to for Modvillighed anklagede norske Biskopper netop ere de danskfødte Jon af Oslo og Peter af Hamar. Har Erkebiskoppen maaskee især villet dem til Livs paa Grund af deres Nationalitet? eller fordi han ansaa dem som Formænd og Ledere for et danskt Parti i Norge, der arbeidede for Danernes Indflydelse i dette Riges Anliggender til Skade for dets Selvstændighed og dets egne Børns Ret? Ganske usandsynligt er det ikke, at slige eller ligtiende politiske Bevæggrunde kunne have gjort sig gjældende hos Aslak ved Siden af hans Omsorg for sin Kirkes Tarv. Man maa mindes, at Aslak i sin Tid var bleven tilsidesat for Biskop Jons Formand paa Grund af Dronning Margretas Partiskhed for sine Landsmænd^[3]. Den Omstændighed kan vel tænkes at have efterladt et Nag i hans Sjæl. Senere viste han sig, som man vil komme til at see, mindre end gunstig stemt for Vedligeholdelsen af Norges Forbund med Danmark, og for Antagelsen af den Konge, de Danske eensidigen havde udvalgt.

Uagtet saaledes ingen af Nidaros’s Lydbiskopper mødte personligen i Bergen, og uagtet Forsamlingen der synes at have været høist ufuldstændigen besøgt af Norges Geistlighed, saa betragtede Erkebiskoppen den ligefuldt som et lovligt Provinsialconcilium og lod den raadslaa om og fatte Bestemmelser i flere ganske vigtige Sager.

Blandt disse var en, som udgik fra det almindelige Concilium i Basel. Dette havde besluttet, at i Lighed med hvad der var paalagt i de øvrige under den romerske Kirke hørende Lande, ogsaa i de nordiske Riger Halvdelen af Tienden, eller, som det ogsaa kaldtes, den tyvende Penge (vicesimus denarius), skulde afgives til Conciliets Underholdning og visse andre af det bestemte Øiemed, og det havde i den Anledning under 19de Februar 1434 udstedt den fornødne Skrivelse, hvorved en Canonicus af Slesvig, Ericus Bundonis, udnævntes til Overindsamler^[4]. Imod dette Valg af Overindsamler skede Indsigelse af de i Vordingborg i Sommeren 1434 samlede Metropolitaner, paa Grund af, at den Valgte, som Holsteiner var Kong Eriks og dennes Rigers Fiende^[5]. Siden maa Sagen være bleven ordnet paa en anden Maade, og nu var for Norges Vedkommende Biskop Audun af Stavanger udnævnt til Hovedindsamler. Dennes Fuldmægtig, Gunnar Erikssøn, Chorsbroder af Stavanger, indfandt sig paa Modet i Bergen, fremlagde der, den 22de August 1435, det baselske Conciliums Bulle, og udbad sig af Erkebiskoppen, efter Overlæg med det forsamlede Klerus, et afgjørende Svar med Hensyn til den i Bullen paabudne Halvtiende. Der blev besluttet, at hvad der allerede var samlet til Conciliets Bedste i den norske Provins skulde overleveres Indsamleren, og det tilbagestaaende være indkrævet inden Kyndelsmesse næstkommende (2den Februar 1436). Man besluttede derhos, at hele denne Sum, under Indsamlerens Opsyn, skulde deles i to ligestore Dele, hvoraf den ene skulde udbetales til Conciliet i Basel, den anden anvendes til Omkostningernes Dækkelse. Dette synes imidlertid at have gjældet en Collect, der var foranstaltet, før Bullen om Halvtienden endnu var kommen til den norske Kirkes Kundskab Thi Erkebiskoppen og Klerus, heder det, fandt tillige, at ingen ny Collect burde paalægges den norske Kirke, førend den her omhandlede var kommen det hellige Concilium tilhænde; især da der i Bullen udtrykkelig var bemærket, at hvis nogen Collect forhen maatte være gjort i lignende Øiemed, denne da skulde fradrages, – og det nu var rimeligt, at den omtalte Sum vilde befindes at udgjøre ligesaa meget om ikke mere end den paabudne Halvtieude. Der maatte ogsaa tages Hensyn til de Krige, der havde uroet Norge, til hvad dette Laud havde lidt ved Brænden, Ran og Pest, til de geistlige Beneficiers aarlige Aftagen og til Kirkens, Geistlighedens og den hele Menigheds ulykkelige Tilstand, der længe havde varet og endnu varede. Derfor bad Klerus Erkebiskoppen, at han i den Skrivelse, han snarest muligt udfærdigede til det hellige Concilium, vilde anføre disse Grunde og andre de kraftigste, han formaaede at paapege, til Geistlighedens Undskyldning^[6]. – Man seer, at den norske Geistlighed har følt sig opfordret til at understøtte den almindelige Kirkeforsamling med Pengebidrag som den rimeligvis selv har bestemt, men at den gjerne paa en god Maade vilde unddrage sig for en fast Skat i hint Øiemed efter Kirkeforsamlingens Paabud. Denne Sag kom imidlertid, som vi senere skulle see, under fornyet Overlægning.

Tvende andre Sager kom under Raadslagning paa det heromhandlede Møde og afgjordes ved en Bestemmelse (statutum), som Erkepiskoppen udferdigede i Skrivelse af 24de August.

Den første Sag angaar en overtroisk Helligholdelse af Løverdagen. Det var kommet Erkebiskoppen for Øre, at man paa forskjellige Steder af Riget, „deels af Naturens Skrøbelighed, deels af Djævelens (púkans) Forvildelse og Tilskyndelse“, havde dristet sig til at optage og holde Helger, som hverken af Gud eller den hellige Kirke ere forordnede eller samtykte, men tvertom stride mod begges Bud, „navnligen Løverdagshelg, som Foder og Hedninger pleie holde, men ei Christne“. Det er strengeligen forbudet – heder det – i Kirkeloven, at Nogen maa holde eller fra ny af optage Helligdage udenfor dem, som Paven, Erkebiskop eller Biskopper fastsætte. Søndagen helligede Gud selv paa mange Omraader: da opstod han, efter at have frelst Menneskeheden ved sin Pine og Død; og paa Søndagen sendte han sine Apostle sin hellige Aand. De andre Helger, som ere opførte i Christenretten, have Guds Venner siden forordnet i Kirken „Guds Hellige til Hæder og de syndige Mennesker til Retledning af deres Synder“, skjønt nu – lægges til – findes Exempler nok paa, at mange grove Synder, som alle Christne burde vogte sig for, bedrives paa disse Dage. Af den Grund har Erkebiskoppen, med de paa Provinsialconcilium i Bergen famlede Geistlige, fastsat, „at Løverdagshelg herefter ingenlunde maa tilstedes videre end som Christenretten byder“. Alle skulle vogte sig for denne store Uskik under Kirkens Straf. Men er der Nogen, som paa den Dag heller end paa andre vil af Gudsfrygt gjøre godt, „da faste han, eller gjøre sin Kathedralkirke, Klostere eller Fattige Almisse af retfærdigt Erhverv, hvilket han paa Løverdagen vinder ved Udroning eller andet skjellige Arbeide“. – Den her omtalte og forbudne Uskik antyder vel neppe nogen farlig Forkjærlighed hos Nordmændene for Jødedommen, eller nogen egentlig Vranglære, som blandt Almuen havde udbredt sig, men kun en Mistydning af Kirkelæren, hvilken let kunde give Fremmede Anstød og fremkalde ugunstige Domme fra deres Side om den norske Kirkes Rettroenhed.

Den anden Sag, der ved nævnte Skrivelse afgjordes, angaar uberettiget Betleri navnligen af Munke. Erkebiskoppen – heder det – har ligeledes erfaret, at blandt Uskikke i hans Provins, hvilke bør udryddes, findes ogsaa den: „at Klostermænd og Andre hvilkesomhelst fare og tigge Almisser hvor dem lyster, af det ene Biskopsdømme og i det andet, uden Biskops eller Kapitels Lov eller Vidende“. Heraf kan stor Avind opstaa mellem Klostrene, især deraf, „at det Kloster, som har mange Brødre, sender hver paa sit Sted og faar derved flere Penge, end det maaskee behøver, hvilket da unddrages dem, som god Ret have at betle (terminera, terminare) i Biskopsdømmet“. Denne Uskik forbydes aldeles. Ingen maa tigge Almisse i noget andet Biskopsdømme end det, hvori deres Kloster er, med mindre de have særligt Lov af Biskop eller Kapitel der, hvor de ville tigge. Men Brødre, som komme i denne Hensigt fra andre Lande, skulle have dertil særligt Lov af Erkebiskoppen og angjældende Biskop og Kapitel. Dem som anderledes tigge, skulle Klerkerne eller de som have Provsteombud deri hindre, og det af dem Indsamlede skal halvt tilhøre Biskoppen og halvt Presten eller Provsten, som hindrer Indsamlingen. Lægmænd maa under Kirkens haardeste Straf ei hindre Almisseindsamling^[7]. – Nærværende Bestemmelse antyder de store Misbrug, som ved Munkenes, og vel især Tiggermunkenes Almissebetlen har gaaet i Svang, – Misbrug, som gjorde en særdeles Opmærksomhed fra de Verdsliggeistliges og især Sognepresternes Side nødvendig. Det kan imidlertid vel ogsaa hendt, at heri disse sidstes gamle Næringsnid mod Tiggermunkene skimter en Smule igjennem.

Endelig indbragtes for Provinsialconciliet den 23de August en Klage af Olaf Bjørnsson, Chorsbroder til Apostelkirken i Bergen, angaaende Canonikat, Præbende og den hellige Olafs Alter i Oslo Kathedralkirke, hvilket han i den romerske Kurie havde udvirket sig tildeelt, men som Oslos Biskop og Kapitel forholdt ham. Det oplystes, at Olaf havde utvivlsom Net til det nævnte Canonikat, Præbende og Alter, og at han var uretfærdigen behandlet ved at forholdes dem. Baade Erkebiskoppen og de øvrige paa Conciliet Tilstedeværende dømte Olafs Paastand retmæssig, og at de i hans Sted indtrængte Personer skulde fjærnes, uanseet de gjorte Indvendinger: at de nævnte Beneficier vare opgivne mindre end de virkelig vare, og at Præbenden var tillagt Erkeprestens Embede. Det paalagdes derfor i Erkebiskoppens Skrivelse af samme Dag Biskop Jon og hans Kapitel at optage Olaf i Oslo Miile som Broder og Medcanonicus og overdrage ham de omhandlede Beneficier, indsætte ham eller hans Fuldmægtig i deres Besiddelse og forsvare ham deri. Skulde imod Formodning den fraværende Biskop (vester diocesanus in remontis agens), eller hans Vikar undslaa sig for at bringe dette i Udøvelse, da skulle Kapitelets Medlemmer (capilulares) paa egen Haand udføre det paabudne inden een Maaned efter Modtagelsen af Erkebiskoppens Brev, under den Straf, som den apostoliske Skrivelse indeholdt. – Man finder, at det osloske Kapitel har adlydt. Ved Brev af næstpaafølgende 11te November erklærer det at have modtaget Olaf som Medbroder, tildeelt ham hans Sæde i Choret (stallum in Choro) og Stemme i Kapitelet^[8].

De Vanskeligheder, som vare indtrufne med Provinsialconciliet i Bergen, afskrækkede ikke Erkebiskop Aslak fra kort efter at sammenkalde et nyt, og dette blev holdt i Oslo, i December Maaned det følgende Aar 1436. Vel lader det ikke til at have været ret talrigt besøgt, men Metropolitanen var dog ikke som i Bergen den eneste tilstedeværende Biskop, og Forsamlingen bar saaledes sit rette Præg. Foruden Aslak nævnes Biskopperne: Audun af Stavanger, Olaf af Bergen og Peter af Hamar som nærværende. Denne sidste maa altsaa være falden til føie; hvorimod man bliver i Uvished om Biskop Jons Forhold, da han ikke var paa Conciliet, skjønt dette holdtes ved hans egen Kirke. Foruden Biskopperne vare tilstede fuldmægtige Kanniker fra alle de fem norske Kathedralkirkers Kapitler, nemlig to fælles for Nidaros’s og Oslos, og to for hver af de tre øvrige Kirkers Vedkommende. Conciliets vedtagne Bestemmelser bleve denne Gang efter gammel Skik sammenfattede i Statutform, opfatte paa Latin og udfærdigede den 20de December under Biskoppernes og Kapitlernes Segl. De udgjøre 21 Artikler af følgende Indhold.

Efter den sedvanlige Indledning og en Opfordring til alle Geistlige at være kydske, fredelige og beskedne, flittige i Betragtning og Prædiken, bestemmes: 1) Den hellige Birgittas Fest skal høitideligholdes som dobbelt (som en af første Rang) i hele den nidarosiske Provins – 2) Ligesaa den hellige Annas Fest. – 3) De ældre Straffe indskjærpes for den, der tilføier en Biskop af den norske Provins nogensomhelst Overlast. – 4) Hvo, som begaar nogen Voldshandling mod en Kannik ved nogen Kathedralkirke, mod en Prælat ved nogen Kollegiatkirke, eller mod nogensomhelst Klerk af de hellige Vielsesgrader, straffes efter forudgaaende Paamindelse ved Forbud og Ban. – 5) Kjøbøres Tiende og Varetiende (varningstiund), Skibstiende og „Rudsagers“ (Rydningsagers?) Tiende i Nidaros’s, Bergens og Stavangers Biskopsdømmer skulle retteligen erlægges overensstemmende med hvad der er fastsat i Foreningen mellem Kronen og Kirken (af 1277) samt i Christenretten (Jons) under Bod af to Skilling Sterling efter almindelig Vurdering – 6) Alle Kjøbmænd, af hvilketsomhelst Folkefærd, gifte og ugifte, naar de sidde Vinteren over, skulle betale personlig Tiende efter gammel Sedvane. – 7) Biskopstienden og Tienden til Kirkernes Bygning maa Ingen opkræve eller anvende uden vedkommende Biskops eller hans Provsters Samtykke og Befaling – 8) Det tillades Alle og Enhver een Gang daglig at nyde Melkemad paa Onsdagene og Løverdagene i Kvatemberfasten foran Trinitatismesse og Michaelsmesse. – 9) Alle Sognemænd af begge Kjøn, gifte eller ugifte, som nære sig selv, skulle hvert Aar i sine Sognekirker offre paa Høialteret følgende Dage: Juledag, Omskjærelsens Dag (Nyaarsdag), Epiphania (Helligtrekongersdag), Mariæ Renselses Dag, Mariæ Bebudelsesdag, Paaskedag, Himmelfartsdag, Pintsedag, Christi Legems Dag, Johannes den Døbers Dag, Apostlerne Petri og Pauli Dag, St. Olafs Dag, Mariæ Himmelfarts Dag, Mariæ Fødselsdag, Allehelgens Dag, Kirkens Indvielsesdag, og Kirkens Skytshelgens Dag, – under Bod af to Skilling Sterling efter almindelig Vurdering. – 10) Det forbydes under samme Bod at høitideligholde Løverdagen ved Afhold fra Arbeide paa Jødernes Vis. – 11) Ingen Mand eller Kvinde, som indtræder i andet Egteskab, bør modtage Kirkens Velsignelse, med mindre den ene af Egtefolkene eller begge ikke i første Egteskab have modtaget Velsignelsen; thi da skal den meddeles dem i det andet. De Prester, som med Vidende velsigne det andet Egteskab, gjøre sig skyldige til Suspension fra Embedet og kunne kun løses ved sin Biskop. – 12) Hvo som uretmæssigen tilegner sig eller anvender afdøde Klerkers Gods, anderledes end fastsat i det af Erkebiskop Olaf afholdte Provinsialconciliums Bestemmelser, han vide sig at være falden i den der opstillede Kirkestraf. De afdøde Klerkers uden Testamente efterladte Gods skal deles efter Rettens Medfør. – 13) Alle Manddrabere i Nidaros’s Provins, af hvad Stand de end ere, falde i Ban ved selve Gjerningen, ligesom hidtil ifølge gammel Lov er iagttaget. De skulle indfinde sig ved Kathedralkirken for at modtage i Admyghed sin Pønitens af den almindelige Pønitentiarius og derhos betale sin Pengebod. Hverken de eller andre offentlig pøniterende skulle indledes paa noget andet Sted end i Kathedralkirkerne paa de bestemte Tider; og ingen Provst, Klerk eller Munk maa fordriste sig til at løse saadanne eller indføre dem i Kirken uden ifølge Biskoppens særlige Befaling. De som handle herimod falde ved selve Gjerningen i Bans Straf ifølge Erkebiskop Paals Statut, med mindre, paa Grund af Stedets Fjærnhed, anderledes forordnes af vedkommende Biskop. Manddraberne skulle uopholdelig efter Drabet ile til Kathedralkirken for at erholde Afløsning. Men hvis Nogen forsætlig og uden lovligt Forfald dvæler hermed, da skal den som løser ham, i samme Mon som Drabsmanden udsætter sin Færd, forøge hans Pønitens. Ingen Munk eller verdslig Geistlig maa forresten paa nogen Maade meddele en Manddraber midlertidig (ad cautelam?) Afløsning, men henvise dem til deres Biskopper for at løses. – 14) Den canoniske Andeel (canonica portio) som kaldes „Utferd“ (Begravelse) eller med et andet Navn „Salagift“ (Sjælegave), hvilken hidtil er bevaret, ligesom og den Andeel, som pleier erlægges i Tiendens Sted, almindelig kaldet „Tidakaup“ (Messekjøb), tilligemed Ofring for Kvinders Indfrielse i Kirken efter Barsel, kaldet „Innarganga“ (Indgang), og den anden Andeel, som kaldes „Nefreida“ (personlig Udredsel), – alle disse skulle redeligen betales Sognepresterne efter enhver Kathedralkirkes (ethvert Biskopsdømmes) Sedvane, under Straf af Pengebod efter Biskoppens Forgodtbefindende, dog i Rets Form, for den Ulydige. – 15) Egteskabssager, og de der ere endnu større, som Sakrilegium, Simoni og lignende, skulle ikke behandles af Landsprovsterne (per præpositos rurales), men af Biskopperne og deres Officialer med Kapitlernes Tiltræde. – 16) ubekjendte Almissesamlere af hvilkensomhelst Orden eller Stilling, som ikke have særlig Opfordring eller Tilladelse af vedkommende Biskop og Kapitel, eller af Biskoppens Official og Kapitel, naar Biskoppen ei selv er tilstede, skulle ikke gives Adgang, men af Provsterne og de øvrige Geistlige forhindres i sin Indsamling og arresteres. – 17) Den gamle prisverdige Sedvane inden Provinsen fornyes og stadfæstes: at Erkebiskoppen og Biskopperne hver ved sin Kathedralkirke afholde de Kannikers og Klerkers Underholdning, som ere nærværende ved Kirken og deeltage i Gudstjenesten der, Juul, Paaske og paa de øvrige Aarets store Kirkefester. – 18) De Afgifter, som benævnes „Olafstold“ og „Mikaelskorn“ stadfæstes, og de skulle udredes retteligen under Straf af Udelukkelse fra den hellige Communion i Paasken. – 19) Den hellige Halvards Fest skal høitideligholdes hvert Aar paa den oprindelig bestemte Dag, og den hellige Biskops og Bekjenders Audoenus’s paa Dagen efter Bartholomæus, som dobbelt Fest^[9]. – 20) Erkebiskoppen og hver Biskop i Provinsen skal holde, efter Kirkernes Evne, een, to eller flere indfødte, dertil skikkede Klerke ved de privilegerede Studier (Universiteter); og til Understøttelse heri, skulle de have Halvdelen af den Fjerdedeel af Tienden, der kaldes „Bondelodden“, og ellers ifølge Christenrettens Bud skal anvendes til de Fattige. „Efterdi de geistlige Beneficier, paa Grund af det ringe Antal af indfødte Klerker i Riget, indehaves af Udlændinger, til ikke liden Forurettelse og Byrde for Landets egne Børn, skal der af vedkommende Biskopper gjøres en kjærlig Forestilling til Menighederne og Almuen, at man indvilger og gunstigen anviser bemeldte Halvdeel af den nævnte Tiende til sine egne indfødte Sønner, der gaa til Studierne efter Biskoppernes skjønsomme Bestemmelse.“ – 21) Hver Sogneprest i sit Kirkesogn skal tre Gange om Aaret advare med Navns Nævnelse alle de ugifte af begge Kjøn, af hvilketsomhelst Folkefærd de end ere, der leve sammen i offentligt Frilleliv, om enten at adskilles eller egte hinanden. De som ikke adlyde denne gavnlige Paamindelse inden eet Aar, skulle udelukkes fra Deeltagelse i den hellige Nadver paa Paaskedag^[10].

Ved at gjennemgaa denne Concilie-Anordning, træffer man adskillige nye og ganske vigtige Bestemmelser, der ikke udelukkende have til Hensigt – hvad vistnok gjælder om mange af dem – at verne om Klerkernes store Rettigheder og rigelige Indtægter. De to Artikler, der indeholde Forbud mod Løverdagens Helligholdelse og mod det uberettigede Almissetiggeri, ere kun Gjentagelse af Bestemmelsen fra 1435, og ere i Anledning af denne ovenfor nærmere omtalte. Forresten maa udhæves Artikelen om Manddraberes Pønitens, hvilken ingensteds saa strengt paalægges som her, og hvilken man seer har været forbunden med en særskilt Pengebod til Kirken. Særdeles mærkelig er Artikelen om Understøttelse for indfødte Klerker til at drive deres Studier ved Høiskolerne. Den medgiver nemlig udtrykkeligen, at den norske Kirke den Tid led Mangel paa indfødte Personer, der ved Kundskaber vare skikkede til at indtage Kirkens Præbender, hvorved naturligvis menes de vigtigere og følgelig rigere, som Prælaturer, Canonikater og lignende, – hvilket igjen gav Anledning til, at Udlændinger indtrængte sig eller indtrængtes i disse til Nordmændenes Skam og Skade. At Erkebiskop Aslak stræbte at afhjælpe hin Mangel, vidner om hans Skjønsomhed, hans Stræben for sin Kirkes Tarv og Selvstændighed, og om hans Fædrenelandssind. Hvorvidt den Fremgangsmaade kan ansees for rigtigt, at han vilde afhjælpe Mangelen ved at angribe den Deel af Tienden, der var bestemt for de Fattige, er vist nok heel tvivlsomt, og Tvivlen lader sig nu vanskelig afgjøre, da man ei kjender de nærmere Omstændigheder, hvilke kunne have ledet ham til at vælge denne Udvei. Det paalaa vel, ifølge ældre Provinsialconciliers Bestemmelser, Kapitlerne og andre geistlige Stiftelser at bidrage af egne Indtægter til sine Medlemmers høiere geistlige Uddannelse ved fremmede Universiteter; men muligen have disse ordentlige Bidrag været fundne utilstrækkelige for Tidens Krav, medens Erkebiskoppen maaskee derhos har mødt en uovervindelig, om end lidet sømmelig, Uvillie hos sine Standsbrødre til at indvilge noget overordentligt Bidrag af deres egne Tiendeindtægter. At Erkebiskoppens Hensigt med Bestemmelsen skulde have været at vælte en Byrde, der retsligen paalaa Kapitlerne, fra disse over paa Bønderne, og det til de Fattiges Skade, er, saavidt skjønnes, mindre sandsynligt. Det vidner om Maadehold og Retsfølelse hos Erkebiskoppen, at han henskjød Indvilgelsen af det forlangte Bidrag til rette Vedkommende selv, nemlig til Menighederne; thi disse havde efter gammel Ret ved sine Udvalgte, i Samraad med Sognepresterne, at anvende de Fattiges Fjerpart af Tienden, hvorfor den ogsaa benævntes „Bøndernes Andeel.“ Det Hele staar forresten aabenbar i Forbindelse med de paa den Tid høitlydende Klager fra Almuens Side over udenlandske og navnligen danske Embedsmænds Indtrængen i Norge, – Klager, der endogsaa, som senere skal fortælles, gav Anledning til et stort Opløb og voldsomme Optrin netop strax før og under det her omhandlede Provinsialconciliums Afholdelse.

Udarbeidelsen af den nys omtalte Anordning var ikke det eneste, hvormed Conciliet i Oslo sysselsatte sig. Den af den baselske Kirkeforsamling forlangte Halvtiende, om hvilken der paa Conciliet i Bergen i 1435 tidligere var handlet, kom atter under Overveielse paa Provinsialconciliet i Oslo. Man sandt dette Krav ogsaa her høist byrdefuldt. Derfor besluttede man eenstemmigen for den norske Kirkes Vedkommende at gjøre Forestillinger mod den fordrede Skat, baade „Halvtienden og de øvrige Bidrag“, og at udsende til Basel tvende Fuldmægtige, der skulde frembære den norske Kirkes Undskyldning for de samlede Fædre. Det blev med det samme bestemt, at hele den norske Geistlighed skulde bidrage til Omkostningerne ved denne Sendefærd. Da det hastede med Reisen, og man gjerne vilde have Sendebudene afsted med det første Skib, som afgik, saa synes de i Oslo tilstedeværende Biskopper at have forskudsvis gjort Udlægget, hver for sit Biskopsdømme, om ikke, hvad ogsaa kan være muligt, Biskop Audun af Stavanger, Baselerconciliets Overindsamler i Norge, har gjort det for dem alle. Man har nemlig Erkebiskoppens Brev,“ udstedt i Oslo den 18de Februar 1437, til Abbeden af Utstein og Geistligheden i Stavanger Biskopsdømme, hvori gjøres Rede for Provinsialconciliets Fremgangsmaade, og hvori det under Excommunications Straf paalægges at godtgjøre Biskop Audun hans Udlæg, saaledes at Abbeden skulde betale ham 4 Arnoldus-Gylden (gelderske Gylden), og hver Kannik og Prest i Biskopsdømmet 1 Arnoldus-Gylden^[11].

De til Conciliet i Basel udsendte vare Johannes Krabbe, Kannik af Nidaros, og Adolfus (Alf?), Kannik af Oslo, hvilke forelagde Conciliet den norske Geistligheds Undskyldningsskrivelse. Den blev oplæst i et almindeligt Møde. Undskyldningen har utvivlsomt været bygget paa de af Provinsialconciliet i Bergen opstillede Grunde; men hvilke Virkninger den har havt, vides ikke. Man seer kun af en høflig Skrivelse til den norske Geistlighed, given den 16de September 1437 af Conciliets Præses, Kardinal Johannes af St. Angelo, at Sagen endnu ikke den Gang var kommen under Forsamlingens Overveielse, men at Præses vilde paaskynde og understøtte den saa meget som muligt^[12]. Man seer, at de almindelige Concilier, ligesaavel som Pavedømmet, faldt Kirken kostbare.

1. S. o. f. II. 343–347.
2. Erkebiskoppens Brev, der giver Underretning om det her fortalte, findes hos Pontop. II. 563–565 (eft. Afskr. i Barthol. III. 844–847?). At Bp. Olaf af Bergen ikke var tilstede, havde sin gyldige Grund deri, at han tilligemed Thorleif Provst til Apostelkirken netop dengang, i August Maaned, vare med en heel Deel af det danske Rigsraad i Kongens Erinde i Stokholm for at underhandle med de Svenske i Anledning af Urolighederne i Sverige (Hadorf II. 91; Lgbr. IV. 104). Bp. Jon af Oslo findes vist nok ogsaa i dette Aar at have været i Stokholm, udentvivl i Kongens Erinde, og Bp. Olaf tilforordnet; men dette var senere, nemlig ved Midten af October, saaledes at dette neppe kunde undskylde hans Udeblivelse fra og Ringeagt for det tilsagte Concilium i Bergen. Hadorf II. 98, 99; N. Dipl. II. 540.
3. S. o. f. II. 450.
4. Afskr. i Vadstena Brevbog, efter Lange.
5. Smsts.
6. Afskr. i Barthol. III. (D) 841–844.
7. Den Skrivelse af Erkebiskoppen, som indeholder de tvende her anførte Artikler, er paa Norsk og findes i Afskrift ved Arne Magnussen i Barthol. III. (D) 835–838. Det maa dog herved bemærkes, at Brevet her er dateret: St. Bartholomæi Dag (24de August) 1438 (M. C. D. XXXVIII). Men da i Brevets Indhold det af ingen Lydbiskopper besøgte Concilium i Bergen bestemt antydes, saa maa Aarstallet 1438 grunde sig paa en Feilskrivning eller Feillæsning og bør rettes til 1435 (M. C. D. XXXV).
8. Det osloske Kapitels Brev, hvori Erkebiskoppens er indtaget, findes i Afskr. i Barthol. III. (D) 838–841.
9. Paa Dagen efter Bartholomæus, d. e. paa den 25de August, opføres i de almindelige Kalendarier Ludovicus, hvormed menes den hellige Ludvig IX af Frankrige, hvis Dødsdag det var; men Dagen var ogsaa fra ældre Tid helliget St. Audoenus (St. Ouen), der i det 7de Aarhundrede var Biskop af Rouen i Frankrige, og hvis Dødsdag den var.
10. Ny Danske Mag. II. 42–46.
11. Brevet findes i Ny D. Mag. I. 66.
12. Pont. II. 567 f.